1001 nats eventyr læseprøve by Lindhardt og Ringhof / Forlaget Carlsen

Historien om kong Schahriar og om hans broder, kong Schahzaman Fablen om æslet, oksen og røgteren Den første kalandars historie Den anden kalandars historie Den tredje kalandars historie

1001 NATS EVENTYR er en samling

Fortællingen om pukkelryggen

orientalske folkeeventyr, der formentlig er opstået i tiden mellem 500 og 1500 e.Kr. og gennem mange generationer videregivet i mundtlig overlevering. Udvalget er foretaget af Sven Holm og foreligger her i Mogens Boisens klassiske oversættelse.

Historien om Aziz og Aziza og den smukke prins Taj al-Muluk

„1001 nats eventyr er skabt i en helt anden tid og i en helt anden del af verden – men de handler også om os, om vores brødre og søstre, vores drømme, sorger og glæder.“ Fra Sven Holms forord

SVEN HOLM (f. 1940) forfatter til tv-serien Kald mig Liva (1992) samt en lang række bøger og noveller, bl.a. Sin egen vogter (2000), Kanten af himlen (2001) som han modtog Kritikerprisen for.

Fortællingen om gåsen og de to påfugle

„Med den voldsomt lidenskabelige

Historien om Kamaralzaman og prinsesse Budur, den smukkeste måne af alle måner

kongedatter tilbragte digteren en velsignet nat, i hvilken de ikke undte sig nogen søvn, en nat, som var opfyldt af sødme og hede kærtegn. Han forlod paladset før daggry, på samme måde som han var kommet ind, nemlig på den unge piges ryg.“

Historien om Sindbad Søfareren Historien om slagteren Wardan og vesirens datter Den forunderlige pose Historien om den magiske ibenholthest Historien om Abdallah fra Landjorden og Abdallah fra Havet Den historiske fjert Historien om Aladdin og den vidunderlige lampe

Fra Prinsesse Fatimahs kærlighedseventyr med digteren Murakisch

Lignelsen om Den sande livskundskab Farizade med rosensmilet Historien om Ali Baba og de fyrretyve røvere

MOGENS BOISEN (1910-1987), legendarisk oversætter – mere end 600 bøger bærer hans navn.

Ynglingen med det hårde sind og hans søster med den lille fod

lindhardtogringhof.dk

nats

eventyr

Hvad den unge mand fortalte, som ejede den hvide hoppe L I N D H A R DT O G RING HO F

Historien om gedebukken og kongedatteren Prinsesse Fatimahs kærlighedseventyr med digteren Murakisch Den følsomme historie om prins Jasmin og prinsesse Mandel

OMSLAG: SIMON LILHOLT / IMPERIET.DK

1001

nats eventyr I udvalg ved Sven Holm

PĂĽ dansk ved Mogens Boisen

Lindhardt og Ringhof

Indhold

Forord . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 7 Oversætterens forord . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 9 Med Allahs vilje! . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .13 Historien om kong Schahriar og om hans broder, kong Schahzaman . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .15 Fablen om æslet, oksen og røgteren . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 21 Den første kalandars historie . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 25 Den anden kalandars historie . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 33 Den tredje kalandars historie . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .51 Fortællingen om pukkelryggen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 65 Historien om Aziz og Aziza og den smukke prins Taj al-Muluk . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 71 Fortællingen om gåsen og de to påfugle . . . . . . . . . . . . . . . . 125 Historien om Kamaralzaman og prinsesse Budur, den smukkeste måne af alle måner . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 137 Historien om Sindbad Søfareren . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 223 Sindbad Søfarerens første rejse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 227 Sindbad Søfarerens anden rejse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 237 Sindbad Søfarerens tredje rejse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 247 Sindbad Søfarerens fjerde rejse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 257 Sindbad Søfarerens femte rejse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .269 Sindbad Søfarerens sjette rejse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 277 Sindbad Søfarerens syvende og sidste rejse . . . . . . . . . . . . . . .287

Historien om slagteren Wardan og vesirens datter . . . . . . . . . . . 301 Den forunderlige pose . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 307 Historien om den magiske ibenholthest . . . . . . . . . . . . . . . . 311 Historien om Abdallah fra Landjorden og Abdallah fra Havet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 345 Den historiske fjert . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 367 Historien om Aladdin og den vidunderlige lampe . . . . . . . . . . 371 Lignelsen om den sande livskundskab . . . . . . . . . . . . . . . . . 465 Farizade med rosensmilet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 467 Historien om Ali Baba og de fyrretyve røvere . . . . . . . . . . . . . 493 Ynglingen med det hårde sind og hans søster med den lille fod . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 527 Hvad den unge mand fortalte, som ejede den hvide hoppe . . . . . 533 Historien om gedebukken og kongedatteren . . . . . . . . . . . . . 551 Prinsesse Fatimahs kærlighedseventyr med digteren Murakisch . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 563 Den følsomme historie om prins Jasmin og prinsesse Mandel . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 567 Slutning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 583 Oversætterens noter . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 591

Fortællingen om gåsen

Den første og dekalanDars to påfuglehistorie

Herskerinde, jeggunstige vil nu fortælle de ting, som førte til,længst at jeg ragede mit Det berettes, oh konge,dig at der i fordums tid og forsvundskæg af var og mistede mitder øje.i selskab med sin ægtefælle holdt af at færdes ne dage en påfugl, må vide, fader var hanhelt havde der var vedDu havets bredatogmin spadsere i enkonge, skov, og deratgik nedentilbroder, stranden, og kongeder i en stad. Skæbnen ville,atatden denvar dag, da jegafblev født, fødtes hvori varanden mange vandløb, foruden opfyldt fuglenes sang. der også onkel en søn. Om dagenmin søgte parret uden hast sin føde, og når mørket faldt på, tog min fætter og jeg manddommen. Jeg må det Årene opholdgik, i etogtætløvet træ for ikkevoksede at fristeop entilmulig nabo, som kunne her fortælle, at vidt jeg havde for skik frafortid til unge anden at besøge min onkel tænkes at gå for i sin beundring den påfuglehuns skønhed. og bo hos hamdei nogle Sidste gang, jegogbesøgte ham, gav han Således levede længe måneder. i fred og behagelighed, de velsignede deres mig enog storslået velkomst, slagtede det bedste får til mig og lod de ædleste Skaber Velgører. vine klare til min ære. Da vi havde og drukket og vinen grad havde I den hensigt at få luftforandring en anden udsigti nogen end den sædvansløret vort omdømme, min fætter tilatmig: »Kæreforetage ven og højtelskede lige foreslog hannen en sagde dag sin ægtefælle, de skulle en udflugt fætter, en kunne gunst at dig om og efter håberatinderligt, at du ikke vil til en ø,jeg somhar man se bede fra bredden, hunnen havde svaret: afslålytter den«.og »Jeg tilstårfløj digde den af mit »Jeg lyder«, begge af ganske sted oghjerte«, ankom svarede til øen. jeg og svor på hans anmodning også med ved vor hellige tro, at jegog ville som han bad var bevokset smukke frugttræer, en gøre, mangfoldighed af Denne mig om. Han gik ud og kom efter tilbage med en såreover skønt bække sørgede for derpå frugtbarhed. Beggelidt påfuglene var begejstrede at påklædti den og lifligt kvinde, hvis dragt ogfor alt at andet have kostet vandre køligeduftende skygge og standsede af og til spisemå af de forskelmange penge. Idet handet pegede hende, bad han mig tage hende med og lige frugter og drikke lifligepå vand i bækkene. gåDa foran ham hen en grav, lå iblandt mange andre, og øje hvispånøjagtige de gjorde sigtilrede til at der vende hjem, fik de imidlertid en gås, beliggenhed forklarede mig.vinger Da jegogpå grund af min ed Med ikke kunne der nærmedehan sig med baskende alle tegn på rædsel. skælsige nej, tog jegbad kvinden medom migtilflugt til graven, under hvis kuppel vi gik ind, vende fjerham den dem og beskyttelse, og de tog straks hvorefter satte oshjertelighed; for at vente på min fætter. Lidt efter kom hantilind til imod den vi med stor påfuglehunnen henvendte ordet den os ogmegen medbragte et karogmed vand, en velkommen sæk, der indeholdt ogdu enfinlille med venlighed sagde: »Vær hos os! gips, Her vil økse. Medog denne økse huggede stenene i gravens gulv én de venner tryghed!« Derefterhan begyndte gåsen at falde til løs ro, én og efter påfugog gravededer i jorden under dem, havde en lemom på størrelse lehannen, var overbevist om,tilathan denne gåsafdækket kunne fortælle forbavmed en lille dør. spurgte Denne lem han,erogder under dendig, så og jeghvorfor en trappe, sende oplevelser, den åbnede nu: »Hvad hændt er som førte nedslagen til en med kælder. Henvendt til svarede: kvinden »Jeg sagdeermin fætter: du i den grad rædsel?« Gåsen endnu helt »Nu syg duder selvervælge«, hun udenforfærdelige at sige et ordskræk, gik ned ad Ibn-Adam trappen og afmå det, hændthvorpå mig, og af den som forsvandt.mig. HanOh, sagde derefter til mig: »Fætter, du skalosnumod gøreIbn-Adam!« følgende for indgyder Allah bevare os, Allah beskytte at opfylde dit højtidelige nårondt jeg at er høre gået derned, skalsagde du atter lægge Påfuglehannen, hvem detløfte: gjorde disse ord, til gåsen: låget på og derefter jorden, samt blande gipsen og kitte stenene sammen, så at ingen kan sige: ’Her er en frisk grav med ny gipsning, men gamle sten. 125



»Vær nu rolig, kære gås, vær blot rolig!« og hunnen tilføjede: »Hvordan skulle Ibn-Adam kunne komme til denne ø, som ligger langt ude i havet? Han vil ikke kunne springe herover fra stranden, og hvordan skulle han kunne tilbagelægge en så betydelig strækning på havet?« Hertil svarede gåsen: »Velsignet være den, som har sat jer på min vej, at jeg kunne glemme min skræk og få mit hjertes fred tilbage!« Påfuglehunnen sagde nu: »Oh søster, fortæl os grunden til den skræk, hvormed Ibn-Adam opfylder dig, og de oplevelser, du utvivlsomt har haft!« Og gåsen fortalte: Du må vide, du herlige påfuglehan, og du, hans blide og gæstfrie mage, at jeg har boet på denne ø siden min barndom, altid levet her uden ubehageligheder eller bekymringer, og uden at noget foruroligede min sjæl eller var anstødeligt for mit blik. I forgårs nat, da jeg sov med hovedet under vingen, så jeg imidlertid i drømme en Ibn-Adam, som ville indlede en samtale med mig, og ville netop til at svare ham, da jeg hørte en stemme, der råbte til mig: »Vogt dig, oh gås, vogt dig! Fæst ikke lid til Ibn-Adam og hans søde ord og hans lumske væremåde! Og glem ikke, hvad digteren har sagt om ham: Han lader dig smage en sødme, som han har på tungen, men det er for ligesom ræven at kunne overliste dig, uden at du aner det! Du skal nemlig vide, stakkels gås, at Ibn-Adam i snedighed er nået så vidt, at han, når han vil, er i stand til at lokke såvel de ferske vandes beboere som de grummeste uhyrer i havet til sig; blot ved at kaste en kugle af tørret mudder i vejret kan han bringe ørnene, der svæver roligt af sted højt over jorden, til at styrte ned som en livløs masse, ja, trods sin svaghed er han så udspekuleret og lumsk, at han kan besejre elefanten og bruge den som husdyr eller trække dens forsvarsvåben ud for at anvende dem til fremstilling af redskaber. Ak, gås, flygt, flygt!« Jeg fór op af søvne, og uden at se mig tilbage flygtede jeg i rædsel med udstrakt hals og baskende vinger. Jeg gav mig til at strejfe om på må og få, indtil jeg mærkede, at kræfterne begyndte at svigte mig; ved foden af et bjerg standsede jeg et øjeblik bag en stejl klippe, mit hjerte hamrede af angst og udmattelse, og mit bryst knugedes af den bekymring, som IbnAdam fyldte mig med. Tilmed havde jeg hverken fået mad eller drikke, og jeg plagedes ikke mindre af sult end af tørst. Jeg vidste ikke længere, hvad jeg skulle gøre, og turde ikke røre mig, men fik i det samme foran mig, ved indgangen til en hule, øje på en ung løve med rødlig pels. Den havde venlige, milde øjne, som straks indgød mig tillid og følelsen af at 126

stå over for en ven. Den unge løve på sin side havde allerede bemærket mig og gav udtryk for stor glæde, fordi den følte sig tiltalt af min frygtsomhed og hele fremtoning. Den tiltalte mig med disse ord: »Du søde barn, kom nærmere, og tal lidt med mig«. Jeg blev glad for dens opfordring, nærmede mig meget ærbart, og den sagde nu til mig: »Hvad hedder du, og til hvilken stamme hører du?« Jeg svarede: »Jeg hedder Gås og er af fuglenes stamme«. Han sagde hertil: »Jeg ser, at du skælver og er skrækslagen, men grunden dertil kender jeg ikke«. Jeg fortalte den derpå, hvad jeg havde set og hørt i drømme, og man kan forestille sig min forbavselse, da den svarede: »Også jeg har haft en lignende drøm og fortalte den til min fader løven, der straks advarede mig mod Ibn-Adam og pålagde mig at tage mig i vare på enhver måde for hans list og lumskhed. Endnu har jeg dog ikke haft lejlighed til at møde denne Ibn-Adam«. Den unge løves ord gjorde kun min rædsel større, og jeg sagde heftigt: »Vi må straks tage vor beslutning! Øjeblikket er kommet til, at vi må blive denne svøbe kvit, og det er kun dig, oh søn af dyrenes konge, æren af at dræbe Ibn-Adam må tilkomme! Ved denne bedrift vil dit ry vokse blandt alle himlens, vandets og jordens skabninger!« På denne måde vedblev jeg med at opmuntre og smigre den unge løve, indtil jeg havde overtalt den til at begive sig ud for at opsøge vor fælles fjende. Den unge løve kom nu frem fra hulen og sagde, at jeg skulle følge efter den, og jeg satte mig i bevægelse bag den, mens den stolt skred frem og smækkede halen mod sin ryg. Således fulgtes vi ad, idet jeg hele tiden var bag den og havde nogen møje med at holde trit; omsider fik vi øje på en støvsky, der rejste sig, og i hvilken der, efter at den delvis havde lagt sig, kom et æsel til syne; dette æsel var på flugt, det var helt nøgent og havde hverken paksadel eller grime, det gjorde snart krumspring og sparkede, og snart kastede det sig til jorden og rullede sig i støvet med alle fire ben i vejret. Min ven, den unge løve, blev temmelig forbavset over dette syn, for dens forældre havde hidtil kun sjældent ladet den komme uden for hulen, og den råbte nu dette æsel an med følgende ord: »Hej, du dér, kom herhen!« Æslet adlød straks, og min ven sagde til det: »Du ufornuftige dyr, hvorfor opfører du dig sådan? Men sig mig først, hvilken stamme af dyreriget du tilhører?« Æslet svarede: »Oh herre, jeg er din slave, æslet, og jeg er af æslernes stamme«. Løven spurgte videre: »Hvorfor kommer du denne vej?« Æslet svarede: »Oh du kongesøn, jeg er på flugt for IbnAdam«. Den unge løve lo nu og sagde til æslet: »Hvorledes kan du, som er så stærk og stor af skikkelse, frygte Ibn-Adam?« Idet æslet nu virrede med hovedet og satte en højtidelig mine op, sagde det: »Oh kongesøn, jeg 127

ser nok, at du ikke kender meget til dette onde væsen! Når jeg er bange for Ibn-Adam, er det ikke, fordi han vil min død, men det, som værre er, og min rædsel hidrører fra den behandling, han vil underkaste mig. Du må nemlig vide, at han bruger mig som ridedyr, så længe jeg er ung og stærk, og i dette øjemed lægger han på min ryg noget, han kalder en sadel; derefter klemmer han min bug sammen med noget, han kalder gjorden, og under halen på mig anbringer han en ring, hvis navn jeg har glemt, men som på gruelig måde sårer mine mest følsomme dele; endelig propper han i min mund et stykke jern, som får min tunge og gane til at bløde, og som han kalder for bidslet. Han bestiger mig nu, og for at få mig til at gå hurtigere, end jeg kan, stikker han mig i halsen og bagen med en spids kæp. Hvis jeg efter at have brugt alle mine kræfter nu gør mine til at sagtne farten, overøser han mig med frygtelige forbandelser og eder, der får mig til at skælve over hele kroppen, selv om jeg kun er et æsel, thi mens alle og enhver kan høre det, kalder han mig Luderkarl, Horeunge, Søn af en drengeskænder, Din søsters røv, Kællingejæger og meget mere! Kommer jeg ved et uheld til at slippe en vind, fordi jeg vil lette mit beklemte bryst, kender hans forbitrelse ingen grænser, og af sømmeligt hensyn til dig, oh kongesøn, er det bedst, at jeg ikke fortæller dig alt, hvad han under sådanne omstændigheder siger til mig og gør ved mig. Jeg under mig følgelig kun lettelser af denne slags, når jeg véd, at han er meget langt bag mig, eller er vis på, at jeg er alene. Men ikke nok hermed: Når jeg bliver gammel, vil han sælge mig til en vandbærer, der vil lægge et åg af træ på min ryg, hænge tunge vandsække og kæmpestore krukker på begge sider og fortsætte hermed, indtil jeg ikke længere kan udholde mishandling og savn af denne art og lider en ynkelig død. Man vil derefter kaste mit kadaver for de herreløse hunde i ruinerne. Således er, oh kongesøn, den skrækkelige lod, Ibn-Adam har til, tiltænkt mig! Ak, har noget levende væsen en vanskæbne, der kan sammenlignes med min? Svar mig på dette, du gode og kærlige gås!« Jeg følte nu en gysen af rædsel og medlidenhed ile igennem mig, og dybt bevæget og skælvende udbrød jeg: »Oh, ædle herre løve, man må visselig undskylde æslet, thi jeg er døden nær blot ved at høre, hvad det beretter!« Den unge løve, som så, at æslet nu ville til at løbe bort, råbte til det: »Hvorfor har du så travlt, min gode ven? Bliv her lidt endnu, for dine ord har fængslet mig i høj grad, og jeg vil meget gerne have, at du viser mig vej til Ibn-Adam«. Hertil svarede æslet: »Tilgiv mig, ædle herre, men jeg vil helst have en dagsrejse mellem ham og mig, for jeg løb fra ham i går, da han var på vej i denne retning. Jeg leder efter et sted, hvor jeg kan være i ly mod hans lumskhed og underfundighed. Med din tilladelse vil 128

jeg nu, da jeg er vis på, at han ikke kan høre mig lette mig af hjertens lyst og nyde den friske luft«. Efter at æslet havde sagt dette, gav det sig til at skryde længe og lydeligt og lod denne larm efterfølge af tre hundrede rungende fjerte, alt mens det slog bagbenene i vejret. Derefter rullede det sig en stund i græsset og rejste sig atter. Da det nu fik øje på en støvsky i det fjerne, spidsede det først det ene, derefter det andet øre, stirrede lidt i retning af støvskyen, vendte os pludselig ryggen, satte i løb og forsvandt. Efter at støvskyen havde spredt sig, kom en sort hest til syne; i panden havde den en hvid blis på størrelse med en sølvdrakme, og den var smuk, velskabt, stolt, med blank pels, og over alle fire hove havde den en krans af hvide hår. Den nærmede sig, idet den vrinskede med en overmåde behagelig stemme. Da den fik øje på min ven, den unge løve, standsede den ærbødigt og ville trække sig tilbage. Løven, der begejstredes over dens smukke fremtoning og adfærd, sagde imidlertid: »Hvem er du, smukke dyr? Og hvorfor løber du hurtigt i denne vældige ødemark og ser så bekymret ud?« Hesten svarede: »Oh dyrenes konge, jeg er en ganske almindelig hest, og jeg er på flugt for Ibn-Adam, som er undervejs«. Løven blev ude af sig selv af forbavselse over disse ord og sagde til hesten: »Tal ikke sådan, oh hest, thi det er i sandhed skammeligt, at du er bange for Ibn-Adam, stærk som du er, skulderbred og kraftigt bygget, du, som med et eneste spark ville kunne sende ham herfra til evigheden! Se på mig! Jeg er ikke så stor som du, og dog har jeg lovet denne gode gås, der ryster af angst, for stedse at befri den for dens skræk, nemlig ved at angribe og dræbe Ibn-Adam og fortære ham med hud og hår. Derefter vil jeg gøre mig selv den glæde at bringe den stakkels gås tilbage til dens families skød«. Da hesten hørte løven tale sådan, så den på den med et sørgmodigt smil og sagde til den: »Skil dig straks af med sådanne tanker, oh kongesøn, og nær ikke urigtige forestillinger om mine kræfter, min legemsbygning og min hurtighed, thi alt dette er uden betydning over for Ibn-Adams lumskhed. Du må vide, at når jeg er i hans magt, finder han midler til at undertvinge mig, ganske som han lyster. Til den ende giver han mig fodreb på af hamp og hestehår og binder mit hoved til en stolpe, der er anbragt højere end jeg i muren, og følgelig kan jeg hverken røre, sætte eller lægge mig. Men ikke nok hermed: Når han vil bestige mig, giver han mig på ryggen noget, han kalder en sadel, og klemmer min bug sammen med to brede og meget hårde remme, som volder mig stor smerte; i min mund anbringer han et stykke stål, som han ved hjælp af tøjler trækker i for at styre mig hen, hvor det lyster ham, og er han kommet til sæde på min ryg, stikker han mig og prikker skindet på mine 129

flanker igennem, så at disse er ét blodigt kød! Men der er endnu mere: Når jeg er blevet gammel og min ryg ikke længere er hverken tilstrækkeligt smidig eller modstandskraftig og mine muskler ikke kan drive mig frem med den hastighed, han forlanger, sælger han mig til en møller, som døgnet rundt lader mig trække møllestenen rundt, til jeg er aldeles affældig. Mølleren sælger mig da til rakkeren, som slagter mig og sælger mit skind til garverne og min mankes hår til dem, som forfærdiger sigter, sold og dørslag! Dette vil være min lod hos Ibn-Adam!« Den unge løve blev meget bevæget over det, den netop havde hørt, og sagde til hesten: »Jeg ser, at jeg absolut må befri den skabte verden for dette onde væsen, som I alle kalder Ibn-Adam. Fortæl mig derfor, oh hest, hvor og hvornår du fik øje på ham«. Hesten svarede: »Jeg forlod ham hen imod middag, og han er nu efter mig og iler i denne retning«. Knap havde hesten sagt disse ord, før der rejste sig en støvsky, som fyldte den med en sådan rædsel, at den uden at give sig tid til at undskylde sig forlod os i strakt galop. Fra støvskyen dukkede en kamel frem, der nærmede sig med lange skridt; den var ganske bestyrtet, halsen havde den strakt frem, og den brølede fortvivlet. Ved synet af dette overmåde store dyr troede løven bestemt, at det måtte være Ibn-Adam, og uden at spørge mig til råds styrtede den frem og ville overfalde den og kvæle den i ét spring, men jeg råbte af mine lungers fulde kraft til den: »Oh kongesøn, stands, thi det er ikke en IbnAdam, men en brav kamel, det mest harmløse af alle dyr! Der er ikke tvivl om, at den er på flugt for Ibn-Adam«. Den unge løve avede sig i tide og spurgte ganske forbløffet kamelen: »Hvad, er du, oh forbavsende dyr, også bange for det væsen, vi taler om? Hvad bruger du disse kæmpestore fødder til, når du ikke kan knuse dets ansigt?« Kamelen løftede hovedet langsomt, og med øjne, der var så fortvivlede som i et mareridt, svarede den bedrøvet: »Oh kongesøn, betragt mine næsebor! De er endnu gennemhullet og kløvet af den hestehårsring, som Ibn-Adam stak igennem dem for at tæmme og lede mig, og til denne ring var fastgjort et reb, som han overlod til det mindste af børnene, der således ridende på et ganske lille æsel efter behag kunne føre mig og en flok andre kameler af sted i en lang række. Se på min ryg! Den er endnu puklet af alle de byrder, man i århundreder stedse har læsset på den. Se på mine ben! De er fulde af hård hud og udmattede af lange og alt for hurtige rejser gennem sand- og stenørkener. Og dertil kommer, at når jeg bliver gammel, efter så mange nætter uden søvn og dage uden hvile, tager han intet som helst hensyn til min alderdom og min tålmodighed, men udnytter tværtimod mit gamle skind og mine gamle knogler ved at sælge mig til slagteren, som atter 130

sælger mit kød til de fattige og min pels til garverne samt mine hår til spinderne og væverne. Sådan er den almindelige behandling, som IbnAdam lader os kameler blive til del!« Da kamelen havde sagt dette, blev den unge løve grebet af grænseløs harme, brølede, smækkede med kæberne og trampede i jorden og sagde endelig til kamelen: »Fortæl mig straks, hvor du efterlod Ibn-Adam!« Kamelen svarede: »Han leder efter mig og vil snart vise sig. Jeg beder dig derfor, oh kongesøn, om at lade mig udvandre og flygte til andre lande end mit fødeland, thi hverken den ensomme ørken eller de mest ukendte egne vil kunne skjule mig for hans efterstræbelser!« Løven sagde hertil: »Oh kamel, tro mig! Vent en smule endnu, og du vil da se, hvordan jeg vil overfalde Ibn-Adam, kaste ham til jorden, knuse hans knogler, drikke hans blod og fortære hans kød!« Kamelen svarede imidlertid, alt mens en voldsom skælven bredte sig over hele dens skind: »Tilgiv mig, oh kongesøn, at jeg alligevel helst vil drage herfra, thi digteren har sagt: Kommer et ubehageligt åsyn ind og tager ophold i det telt, der giver dig ly, og det land, som tilhører dig, kan du kun gøre ét: Overlad den pågældende dit telt og dit land, og skynd dig at fortrække.« Efter at have fremsagt denne strofe, hvis ord jo er så sande, kyssede kamelen jorden mellem løvens poter og rejste sig, og snart efter så vi den bevæge sig i hastigt duvende gang ud mod synskredsen. Knap var den forsvundet, før en lille gamling dukkede op, jeg véd ikke hvorfra; han så overmåde skrøbelig ud, men hans mine var forslagen. Huden var rynket, og på skuldrene bar han en kurv, hvori der lå en del snedkerværktøj; på hovedet bar han otte store planker. Ved synet af ham havde jeg ikke kraft til blot at udstøde et råb eller advare min unge ven, og jeg segnede lammet om på jorden. Den unge løve morede sig imidlertid meget over synet af det pudsige lille væsen og gik hen mod mandslingen for at undersøge ham på nærmere hold; den lille mand kastede sig til jorden foran den og sagde smilende og med meget ydmyg stemme: »Oh mægtige og hæderfulde konge, oh du, som har den højeste rang blandt alt, hvad der er skabt, jeg ønsker dig god aften og beder Allah om at bringe dig endnu højere i den ganske verdens agtelse og forøge dine kræfter og dyder! Selv er jeg kun en undertrykt, som kommer for at bede dig om hjælp og beskyttelse i de ulykker, med hvilke min fjende hjemsøger mig!« Derpå gav han sig til at græde, jamre og sukke. Den unge løve, der blev meget rørt over den lille mands tårer og ulyk131

kelige udseende, mildnede nu sin stemme og spurgte: »Hvem har da undertrykt dig? Og hvem er du, som er det mest veltalende af alle de dyr, jeg har mødt, og også det høfligste, omend du er langt den grimmeste af os alle?« Den anden svarede: »Oh dyrenes overherre, om min stamme er at sige, at jeg hører til snedkernes, men min undertrykker er Ibn-Adam! Oh herre løve! Allah bevare dig mod Ibn-Adams svig og lumskhed! Hver dag fra solens opgang lader han mig arbejde for derved selv at opnå velstand, han betaler mig aldrig løn, og da jeg var ved at dø af sult, holdt jeg derfor op med at arbejde for ham og flygtede langt bort fra de byer, hvor han og hans lige bor«. Da den unge løve hørte dette, blev den aldeles rasende; den brølede, sprang, prustede, og fråden stod den om munden. Dens øjne spyede ild, og den råbte: »Hvor er denne elendige Ibn-Adam, at jeg kan knuse ham mellem mine tænder og hævne alle hans ofre?« Manden svarede: »Du vil snart se ham komme til syne, for han forfølger mig og er rasende over ikke længere at have nogen, der kan tømre hans huse!« Løven spurgte ham nu: »Men hvorhen vil du selv begive dig, du snedkerdyr, der går med så små skridt og så usikkert på dine to poter?« Manden svarede: »Jeg vil sporenstregs begive mig af sted for at opsøge din faders vesir, den ædle herre leopard, der sendte et af sine dyr til mig med anmodning om, at jeg skal bygge en hytte med tykke mure til ham, hvor han kan søge tilflugt og forsvare sig mod Ibn-Adams angreb, eftersom rygtet vil vide, at denne snart vil komme til disse egne. Derfor er det, at du ser mig bære disse planker og dette værktøj«. Da den unge løve hørte disse ord, blev den skinsyg på leoparden og sagde til snedkeren: »Det ville sandelig være en topmålt frækhed af min faders vesir at anmasse sig til at lade sine bestillinger udføre før vore! Du vil behage at blive her på stedet og straks tage fat på at bygge denne hytte til mig og ingen anden! Den gode herre vesir kan vente!« Snedkeren gjorde imidlertid mine til at gå og sagde til den unge løve: »Oh kongesøn, jeg lover dig at komme tilbage, så snart jeg er færdig med det arbejde, som leoparden har bestilt, thi jeg frygter i høj grad dens vrede, og jeg vil da ikke bygge dig en hytte, men et palads!« Løven ville imidlertid ikke høre tale herom, blev endda meget forbitret og kastede sig over snedkeren, dog kun for at gøre ham bange, og satte for spøg en pote på hans bryst. Blot dette enkle kærtegn fik den lille mand til at miste ligevægten, og han faldt, så lang han var, med sine planker og sit værktøj. Løven brast i latter ved at se den stakkels brave mands rædsel og bestyrtede mine. Skønt snedkeren var dybt krænket, skjulte han dog hurtigt sine følelser, smilede endog slesk og gav sig i sin fejhed til at udføre det forlangte ar132

bejde. Sagen var, at dette netop var, hvad han ønskede, og grunden til, at han var kommet! Han tog følgelig mål af løven på alle ledder, og i løbet af få øjeblikke fremstillede han en forsvarligt tømret kasse, i hvilken han kun lod en smal åbning blive tilbage; dens indre forsynede han med store søm, hvis spidser vendte indefter og bagud; hist og her borede han nogle huller af beskeden størrelse og indbød, efter at dette var gjort, ærbødigt løven til at tage dens ejendom i besiddelse. Løven tøvede imidlertid først og sagde til manden: »Huset forekommer mig sandt at sige noget trangt, og jeg kan ikke se, hvordan jeg kan komme derind!« Manden svarede: »Du skal bukke dig og kravle ind, og når du én gang er derinde, vil du finde det meget bekvemt!« Følgelig bukkede løven sig, og dens smidige krop gled ind i kassen, så at kun halen var udenfor. Snedkeren skyndte sig dog at gribe denne hale, bøje den sammen og stoppe den ind til resten, og med en hastig bevægelse lukkede han derefter åbningen og sømmede den forsvarligt til. Løven forsøgte nu først at bevæge sig baglæns, men sømmenes skarpe spidser borede sig ind i dens skind og hang fast i dette på alle sider. Den gav sig til at brøle af smerte og råbte: »Oh snedker, hvad er det for et trangt hus, du har bygget til mig, og hvad er disse spidser, der trænger så grueligt ind i mig?« Da manden hørte dette, udstødte han et højt råb af henrykkelse, gav sig til at danse omkring og le hånligt og sagde til løven: »Det er IbnAdams spidser! Oh du ørkenens hund, på din krop skal du erfare, at trods min grimhed, min fejhed og min svaghed kan jeg, Ibn-Adam, sejre over både mod, styrke og skønhed!« Efter at have udtalt disse skrækkelige ord tændte den elendige en fakkel, stablede brændestykker op om kassen og satte ild til det hele. Jeg, der var mere lammet af rædsel og forfærdelse end nogen sinde, så min stakkels ven brænde levende og således lide den grusomste død af alle. Ibn-Adam, der ikke havde opdaget mig, eftersom jeg lå fladt på jorden, begav sig derpå sejrsstolt bort. Efter en stunds forløb var jeg i stand til at rejse mig og begav mig opfyldt af rædsel af sted i den modsatte retning. På denne måde nåede jeg hertil, hvor skæbnen forundte mig at møde jer, som har en medfølende sjæl. – Da påfuglen og dens mage havde hørt gåsens beretning ... På dette sted i fortællingen så Scheherezade, at daggryet ikke var langt borte, og tav, fordi hun fandt det sømmeligt.

133

Men da den 147. nat var kommet sagde hun: Da påfuglen og dens mage havde hørt gåsens beretning, blev de dybt bevægede, og hunnen sagde til gåsen: »Min søster, her er vi i sikkerhed; du kan derfor blive hos os, så længe du vil, og indtil Allah giver dig din sjælefred tilbage, som er den største nådegave næst et godt helbred. Bliv her, og del medgang og modgang med os!« Gåsen svarede imidlertid: »Jeg er så bange, så bange!« Påfuglehunnen sagde hertil: »Det må du visselig ikke være! Vil du for enhver pris undgå den lod, som er bestemt for dig, frister du skæbnen, men denne er den stærkeste! Hvad der står skrevet på vor pande, må opfyldes, og alt må betales på den dag, det forfalder! Er vor betalingsfrist fastsat, vil ingen magt være i stand til at ændre den. Hvad dog frem for alt bør berolige og trøste dig, er forvisningen om, at ingen sjæl kan dø, før den har forbrugt de goder, som Han, som lønner retfærdigt, er den skyldig«. Mens de således talte sammen, knagede imidlertid grenene omkring dem, og lyden af skridt kunne høres, hvilket i den grad forskrækkede den skælvende gås, at den i fortvivlelse bredte sine vinger ud og styrtede sig i havet med dette udråb: »Vogt jer, vogt jer, selv om enhver skæbne skal have sit forløb!« Det var dog forskrækkelse uden rimelig årsag, thi mellem grenene, som var skilt, kom nu hovedet af en smuk råbuk med blanke øjne til syne. Påfuglehunnen råbte til gåsen: »Min søster, tag ikke sådan på vej af skræk! Skynd dig at komme tilbage! Vi har fået en ny gæst, en dejlig råbuk af de firfodede dyrs stamme, sådan som du er det af fuglenes! Den spiser slet ikke blodigt kød, men kun jordens urter og planter! Kom nu, og hensæt dig ikke mere i en sådan ophidselse, thi intet udmatter legemet og gør sjælen træt som ængstelse og bekymringer!« Gåsen kom nu tilbage med vuggende hofter, og efter at de brugelige hilsner var udvekslet, sagde råbukken til dem: »Det er første gang, jeg kommer på disse kanter, og jeg har aldrig set så frugtbar en jord og planter og urter så friske og fristende! Tillad mig derfor, at jeg gør jer selskab og sammen med jer må nyde Skaberens velgerninger«. Og de svarede alle tre: »Ved vore hoveder og øjne, oh råbuk, der så vel forstår at belægge dine ord! Her vil du finde velstand, familie og en ubesværet tilværelse!« De gav sig nu alle til en rum tid at spise, drikke og ånde den friske luft, men de forsømte aldrig deres bønner morgen og aften, når undtages gåsen, der i forvisning om stedse at kunne leve i fred glemte sine pligter over for Ham, som skænker fred og tryghed til alle skabninger. 134

Denne utaknemmelighed mod Allah kom den snart til at betale med livet. Der skete nemlig det, at en morgenstund blev et skib i havsnød kastet ind på stranden. Mændene, der var ombord, gik i land på øen, og da de havde fået øje på den lille flok, som bestod af påfuglehannen, dennes mage, gåsen og råbukken, begav de sig hurtigt hen imod den. De to påfugle flygtede langt bort, op i træernes kroner, råbukken fór af sted og var i nogle spring uden for rækkevidde, og kun gåsen blev grebet af forvirring og løb snart hid, snart did; inden længe var den omringet og blev fanget, for at de skibbrudne kunne fortære den som det første måltid på øen. Inden de to påfugle forlod øen for at vende tilbage til den skov, hvor de var født, iagttog de fra et skjul, hvad der skete med gåsen, og så den i det øjeblik, da den blev slagtet. De søgte derpå efter deres ven råbukken, og efter at der var udvekslet hilsner og lykønskninger i anledning af, at de var undsluppet faren, underrettede de den om den stakkels gås’ sørgelige endeligt. De græd alle tre meget ved tanken om den, og påfuglehunnen sagde: »Den var så mild, beskeden og godmodig«, og råbukken svarede: »Rigtigt nok, men i den sidste tid forsømte den pligterne over for Allah og glemte at takke Ham for Hans velgerninger«. Påfuglehannen sagde hertil: »Oh min gode hustru, og du, fromme råbuk, lad os bede!« Alle tre kyssede derefter jorden mellem Allahs hænder og sagde med høj røst: Velsignet være den Retfærdige, Han, som skænker fred og løn, Magtens øverste Herre, den Alvidende, Allerhøjeste! Æret være alle væsners Skaber, Han, som våger over alle sine skabninger, Han, som lønner alle efter fortjeneste og evne! Priset være Han, som skabte og rundede himlene og oplyste dem, Han, som dannede Jorden, hyllede den på alle sider i havets kåbe og smykkede den med al sin skønhed! –

䠀䄀刀䐀唀䰀夀匀吀吀䤀䰀䄀吀䰀였匀䔀嘀䤀䐀䔀刀䔀㼀䬀�䈀䈀伀䜀䔀一䠀䔀刀