11.11.11 – læseprøve

Page 1

Endelig havde jeg udsigt til at skrive en historie med en rigtig helt i hovedrollen. En stærk og modig protagonist, som tilmed var en effen fortæller. Når han bedyrede, at han var fuldkommen uskyldig, og alene et offer for uheldige omstændigheder, troede jeg virkelig på ham. Han var så skarptskåren og fascinerende en karakter, at han kunne bære hele bogen alene, mente jeg.

220

langt om længe, sagde jeg til mig selv, kunne jeg slippe for at være involveret i stadigt mere eksperimenterende og grænsesøgende journalistik, hvor debatten om mine metoder kom til at skygge for selve historien. Det var også rart at vide, at jeg for en gangs skyld ikke skulle skrive en bog i første person ental. Jeg var træt af ‘jeg’. .

Den 11.11.11 anholdes forretningsmanden Pierre Flensborg i Mexico City, anklaget for at ville smugle diktatoren Gaddafis søn over grænsen. I 533 dage sidder danskeren i nogle af Mexicos værste fængsler. Flensborg hævder at være uskyldig og Mads Brügger kommer på sagen. Under gravearbejdet opdager Brügger imidlertid, at intet i Pierre Flensborgs liv er, hvad det giver sig ud for at være.

Mads Brügger

Fra Bogen:

Mads Brügger

220

Mere og mere tvivlsomt bliver det også, hvilken rolle Mads Brügger har påtaget sig som journalist. En dokumentarisk beretning om en journalists nedstigning i underverdenen, fra Mexico City til San Diego og Houston i Texas — i jagten på sandheden om 11.11.11.

lindHardt

og RINGHOF

Historien om den danske playboy og komplottet om at smugle Gaddafis søn til Mexico

omslagsgrafik: Leo Scherfig

Mads Brügger (f. 1972) forfatter, journalist og programchef på Radio24syv. Har stået bag dokumentarfilm som Det Røde Kapel (2009), Ambassadøren (2011) og senest the John Dalli Mystery (2017). Forfatter til bøgerne Ingen kender Dagen (2003), Grænselandet (2007) og Klovnekrigen (2013).

Foto: Petra Kleis

9 78871 1 555255

100 mm

147 mm

25

147 mm

100 mm


11.11.11 HISTORIEN OM DEN DANSKE PLAYBOY OG KOMPLOTTET OM AT SMUGLE GADDAFIS SØN TIL MEXICO



Mads BrĂźgger

11.11.11

Lindhardt og Ringhof


11.11.11 – Historien om den danske playboy og komplottet om at smugle Gaddafis søn til Mexico. © Mads Brügger og Lindhardt og Ringhof Forlag 2017 Omslagslayout: Leo Scherfig Bogen er sat med Garamond hos Remote Grafik v. Lars Ole Nielsen Trykt hos Nørhaven Printed in Denmark 2017 ISBN 978-87-11-55525-5 1. udgave, 1. oplag Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof A/S, et selskab i Egmont


“Så længe en journalist fortæller sandheden på en fair og samvittighedsfuld måde, er det ikke hans job at bekymre sig om konsekvenserne. I det lange løb er løgnen farligere end sandheden.” Ben Bradlee (1921-2014), maj, 2007.



FORORD

Bogen, du nu holder i dine hænder, er en mærkelig bog. På den ene side er jeg kommet længere end nogen anden journalist i forsøget på at opklare et mysterium, som spænder fra et af Canadas største industrikonglomerater til en søn af diktatoren Muammar Gaddafi og videre til den mexicanske præsident. På den anden side skal jeg være den første til at indrømme, at jeg ikke når i mål, og at visse dele af bogen udarter sig til at være en burlesk travesti på undersøgende journalistik. Det gør det, fordi mysteriet er en forvandlingskugle, som bestandig ændrer karakter. Det ene øjeblik er det plottet til verdens bedste thriller, det næste øjeblik er det dadaistisk automatskrift. Derfor er det en mærkelig bog. Den er ikke perfekt, men hvis man savner prunkløs og regelret journalistik, har det heller aldrig været i min butik, at man skulle handle.

MB, 2017.



Kapitel 1.

“Tallet elleve forbindes med ondskab hos alle folkeslag (…) det er essensen af alt hvad der er syndigt, skadeligt og uperfekt.” Fra bogen Numbers, Their Occult Power and Mystic Virtues, af W. Wynn Westcott, 1890, side 161.

1. Klokken 14.39, den 2. april, 2012, Det Hvide Hus, Washington, USA: De omtales i pressen som The Three Amigos. De står i solskinnet foran Det Hvide Hus. I midten præsident Barack Obama, til højre for ham Canadas premierminister Stephen Harper, og til venstre Felipe Calderón, Mexicos præsident. Sidstnævnte ligner en undseelig revisor, som har levet på en diæt af nullermænd og sprut. Som Calderón står dér, har han ikke meget at prale af. Han kan se tilbage på en krig mod narkokartellerne, som kun har gjort ondt værre. Hans kongstanke var at bruge hæren mod Los Narcos. Næsten 30.000 soldater blev rykket ud i det civile samfund, og med fynd og klem forfulgte de en strategi, som gik ud på at dræbe lederne af narkokartellerne. Resultatet blev død og ødelæggelse i et omfang, der minder om en borgerkrig: 26.000 mennesker forsvandt sporløst, og mere end 60.000 mexicanere mistede livet under kampen mellem staten og narkokartellerne i perioden 2006 til 2012. Det var Calderóns fremfærd, der gjorde, at narkokrigen i Mexico endte som en overbudspolitik i ultravold. Alt gik galt for Calderón: Den offentlige gæld voksede med 122 procent, 7,3 millioner flere mexicanere blev klassificeret som fattige, og landet drattede hele 33 pladser ned på det internationale indeks over korruption. I Mexico City, landets hovedstad, rejste man i 2011 uforvarende selve symbolet på Calderóns vanrøgt af landet, nemlig det 122 meter høje monument “Estela de Luz” – eller på dansk: Lysets Tårn. Kunstværket var budgetteret til at koste 16 millioner dollars, men endte med at koste landet 9


124 millioner dollars. Alle der kiggede på denne monstrøsitet kunne se, at det rettelig burde hedde “Estela de Oscura”, altså “Mørkets Tårn”. Det er, hvad Calderóns kan se tilbage på, denne eftermiddag i solen foran Det Hvide Hus. Lige før pressemødet slutter, kaster Calderón sig ud i en improviseret tale. Hverken Barack Obama eller Stephen Harper forholder sig efterfølgende til det han siger, hvilket enten betyder, at de ikke rigtig vil kendes ved det, eller at det kommer som en overraskelse for dem. “Der kan ikke være fuld sikkerhed i USA, Mexico eller Canada, hvis vi ikke har et system som gør, at vi kan imødegå grænseoverskridende trusler,” siger Calderón og fortsætter: “Et eksempel var forsøget på at fragte et af Gaddafis børn til Mexico. Dette involverede en international og meget nordamerikansk operation, der blev anført af en canadisk forretningskvinde. Hun hyrede et amerikansk selskab, som igen hyrede mexicanske piloter og dokumentfalsknere. Denne multinationale operation ville ikke være blevet afværget uden de internationale sikkerhedsmekanismer, som vi ikke havde før, men som vi har nu. Så hvis man tænker at det der sker i Mexico intet har at gøre med sikkerheden for mennesker i USA eller andre steder i Nordamerika, er det en fejl. Vi skal forstå, at vi alle er forbundne med hinanden.” Da Calderón er færdig med at tale, slutter pressemødet. Hvad mange af tilhørerne til pressemødet foran Det Hvide Hus, samt tv-seerne rundt omkring i verden, aldrig rigtigt opdager er, at den mexicanske præsident indirekte stod og talte om en dansk mand, der samtidig sad fængslet nede i Mexico, anklaget for at være med i et komplot om at smugle Saadi Gaddafi – søn af Libyens detroniserede diktator – til landet. Manden i fængslet hedder Pierre Flensborg, og dette er fortællingen om, hvad der skete med ham. 2. Jo mere jeg har undersøgt denne sag, jo mere har jeg skrevet om på lige præcis dette afsnit. 10


Til at begynde med fyldte jeg bare på med detaljer for at tilføre min prosa en god portion virkelighedseffekt, men senere hen kom jeg i tvivl om, hvorvidt det, jeg var blevet fortalt, mon var sandt. Og så begyndte jeg at slette igen. Når jeg ikke har redigeret det hele væk, er det fordi, jeg stadig er fortryllet af scenen med ham i lufthavnen, den aften hvor han vender tilbage til Danmark. Jeg er sikker på, at han kom til landet i slutningen af april 2013, og jeg er også sikker på, at han var alene, men jeg mangler stadig den præcise dato. Og flynummeret. Så det her står tilbage: Kastrup lufthavn, København, ultimo april 2013: En høj, langlemmet og glatraget mand træder ud af natflyveren fra Paris. Han er slank som en blyant, og hans blå jakkesæt hænger på ham. Aldersmæssigt vil man nok sjusse ham til at være midt i 30’erne. Han går omkring i lufthavnen og søger ikke mod ankomsthallen med det samme. Han skal først tænke over, hvad der skal ske, når han kommer ud. Hvem venter på ham i Terminal 3? Hans familie? Hvad skal han sige til dem? Og hvem er han i dag? På en hjemmeside for en avis i den amerikanske by Houston står det anført, at han tilbage i maj måned 2011 blev idømt en bødestraf for at stjæle to par designerjeans i et storcenter. Var det virkelig ham, der gjorde det? Skulle nogen finde på at spørge om, hvad han har lavet i Mexico, kan han svare at han har “fået en doktorgrad i hvordan man opretter, organiserer og driver et mexicansk narkokartel.” Det er en vittig bemærkning, som viser at han har overskud til at joke med de pinsler, han blev udsat for. Mon der venter nogle folk fra Udenrigsministeriet på ham? Og hvad skal han mon sige til dem? Den bekymring kan han godt spare sig. Der er ingen fra UM i ankomsthallen, og han hører aldrig noget fra den danske udenrigstjeneste. Efterretningstjenesten burde i den grad også være interesseret i ham, men de er også fraværende. Han kan fortælle en historie, som det er umuligt at finde hoved og hale i, og flere år frem i tiden vil journalister i Mexico, USA og Canada 11


bryde deres hoveder med at forsøge at forstå, hvad der foregik. Til sidst vil sagen antage karakter af et slags Cluedo, et spil som stundesløse reportere kan fordrive tiden med. Og hvorfor så det? For det første fordi der næsten ikke findes beviser for noget som helst, og den smule kildemateriale, der måtte eksistere, er forlængst forsvundet i den mexicanske stats arkiver. Skulle man være så heldig at få fingre i noget på skrift, melder det næste problem sig: Man kan ikke stole på den mexicanske stat over en dørtærskel, så hvorfor overhovedet gøre sig disse anstrengelser? For det tredje fordi sagens hovedpersoner har op til flere skjulte og modsatrettede dagsordener, og broderparten af disse mennesker lyver stadig om hinanden. Alene deres navne lyder som et navneopkald til rollelisten i en tjubang­ roman, hentet fra de bagerste reoler i et sidegadeantikvariat: Cynthia Vanier. Gabriela de Cueto. Gary Peters. Gregory Gillespie. José Luis Kennedy. Stéphane Roy. Riadh Ben Aïssa. Christian Esquino Nuñez. Bertha Cruz de la Cruz. Dr. Alicia Maria Skertchly Baigén. Saadi Gaddafi. Hvilket vanvittigt geni har mon fundet på disse navne? Manden i lufthavnen bærer på det bedste navn af dem alle: Han hedder Pierre Christian Flensborg. Jeg kalder ham bare Pierre Flensborg, for så lyder han mere som hovedpersonen i en roman. Dette er ikke en roman. 3. Første gang jeg stødte på Pierre Flensborg var i den kulørte ugepresse. Det var tilbage i slutningen af december måned, 2008. Han dukkede op, totalt ud af det blå, som kæreste til brystbomben Jackie Navarro.* På billederne lignede han en latinsk førsteelsker med kridhvide tænder og perfekt trimmede skægstubbe. Der var noget ved hans fremtoning, som gjorde, at jeg blev interesseret i ham med det samme. Navnet spillede bestemt en rolle – jeg elsker navnet Pierre Flensborg – men * Jackie Navarro har ikke ønsket at medvirke i denne bog. 12


det hører også med, at min barndom som en socialt udstødt, rødhåret nørd med stritører og fregner gør, at jeg nemt fascineres af populære alfamænd, som laver mange damer. Pierre Flensborg lignede netop den mand, jeg drømte om at være som dreng. Jeg noterede mig også, at Jackie Navarro sagde til SE og HØR, at Pierre Flensborg havde købt sin egen ø i Caribien. I dag, når jeg leder efter artiklen, viser det sig at jeg husker rigtigt. Artiklen er fra den 20. april 2009, og midtvejs er Jackie Navarro citeret for at sige: “Min kæreste har købt sin egen ø i Caribien. Den hedder Roatan, og her får han bygget huse og sælger dem bagefter. Men han bor ikke selv på øen.” Havde jeg gjort mig anstrengelsen dengang og skrevet “Roatan” i en søgemaskine, havde jeg opdaget, at Roatan er den største ø blandt Islas de la Bahia, en gruppe caribiske øer som hører til det centralafrikanske land Honduras. Roatan er hele 77 kilometer lang, har en befolkning på nær ved 45.000 mennesker, og selvfølgelig kan det ikke passe, at Pierre Flensborg har købt denne ø af staten Honduras. Til sidst i artiklen står der: “Pierre bor i Houston, og Jackie har ikke tænkt sig at flytte over til ham lige foreløbig.” Jeg læser videre i de gamle artikler fra SE og HØR: Nogle måneder senere fortæller Jackie Navarro til bladet, at hun nu har mistet forbindelsen til Pierre Flensborg. Her skriver vi juni 2009. Af artiklen fremgår det, at hun alligevel flyttede sammen med Pierre Flensborg i “et af hans huse i Houston.” Så rejste hun tilbage til Danmark for at lave et modeljob, og aftalen var at Pierre Flensborg skulle følge efter, men efter fire ugers ventetid var han stadig ikke dukket op. I artiklen står der: “Nu har Jackie definitivt droppet at vente på den amerikanske milliardær, som hverken besvarer sin telefon eller sin e-mail. ‘Jeg ved, at han rejser meget til Mexico p.g.a. sit arbejde, så jeg er da ret nervøs for om der er sket ham noget,’ siger Jackie (og fortsætter, red.): ’Jeg har jo stadig en masse ting i hans hus – det var jo meningen at jeg kun skulle være i Danmark i et par måneder. Jeg har bl.a. en kjole liggende til 13


15.000 pund, men den må jeg nok skyde en hvid pil efter nu,’ udtaler Jackie Navarro til TV Guide (en sektion i Se og Hør, red.).” Men nu går jeg vist for hurtigt frem. Jeg vil gerne tilbage til perioden, hvor jeg lige havde opdaget fænomenet Pierre Flensborg og ikke anede, hvad jeg ved i dag. Da det blev vinter 2010, løb jeg ind i en tidligere jægersoldat, som jeg er ven med. Uopfordret fortalte han pludselig, at han havde truffet en dansk mand ved navn Pierre Flensborg i byen Houston tilbage i 2009. Snart gik det op for mig, at jægersoldaten talte om dén Pierre Flensborg. Jægersoldaten arbejdede med sikkerhed for velhavende mennesker, og i den sammenhæng var han kommet til Texas. I Houston besøgte han en dansker, der havde gjort karriere som forretningsmand i byen (forretningsmandens identitet er forfatteren bekendt, men han ønsker ikke at medvirke i denne bog. Han har dog bekræftet, at jægersoldaten og Pierre Flensborg mødte hinanden hos ham). Danskeren boede i en luksusvilla med tilhørende swimmingpool, og blandt de logerende var en vis Pierre Flensborg, som netop var vendt tilbage fra en rejse til Panama. Førstehåndsindtrykket var, at denne Pierre Flensborg var en asketisk type, som hverken drak eller røg. Han havde fuglebryst, og hans skelet var synligt gennem huden. Jægersoldaten forsøgte at udfritte Pierre om, hvad han arbejdede med, og jo mere Pierre forklarede sig, jo mere overbevist blev jægersoldaten om at Pierre i virkeligheden var beskæftiget med at hvidvaske penge for de mexicanske narkokarteller. Det som gav anledning til mistanken var, at Pierre fortalte, at han drev en natklub i Houston, og det er jo en kendt sag, at et værtshus egner sig godt til lave sorte penge om til hvide. Til sidst, mens de var en tur i poolen, konfronterede jægersoldaten Pierre: “Hvad laver du egentlig,” ville jægersoldaten vide. Så gik Pierre til bekendelse, men kun fordi han mente, jægersoldaten virkede, som en type der var til at stole på. Pierre forklarede så, at han arbejdede for et hemmeligt selskab, der bestyrede en kolossal mængde guld, som var blevet ført ud af Asien efter Anden Verdenskrig. Der var guld i så store mængder, at hvis eksistensen af denne formue blev offentligt kendt, så ville de internationale finansmarkeder krakke. Selskabet, der 14


bestod af seks indflydelsesrige og meget gamle familier, brugte i mellemtiden noget af guldet på at investere i udviklingen af radikale, nye teknologier. Der var tale om så radikale, nye teknologier, at man først ville kunne introducere dem for menneskeheden langt fremme i tiden, for ellers ville det stikke helt af. Som eksempel nævnte Pierre, at han på et hotelværelse i Panama havde fået demonstreret en højteknologisk hjelm, der gjorde ham i stand til at læse tanker. Han sagde også, at den hemmelige loge krævede total afholdenhed af ham, så det var slut med at nyde alkohol. Bortset fra det, kunne jægersoldaten huske, at Pierre Flensborg havde pralet med, hvor mange kvinder han havde købt nye plasticbryster til. Pierre Flensborg så sådan på sagen, at man ejede en kvinde, når man havde betalt for hendes silikonebarm. “Men det er jo vanvid! Tænkte du så, at Pierre var ravende sindssyg,” spurgte jeg jægersoldaten. Han svarede, at han godt kunne se at det lød som forrykt tale, men alligevel var Pierre Flensborg i stand til at fortælle om sit hemmelige arbejde med en seriøsitet og en sproglig flair, så man troede på ham. 4. Selv tænkte jeg, at jægersoldatens historie lød helt gakgak, men jeg gik alligevel på internettet for at undersøge historien om det hemmelige selskab og guldbjerget. Det tætteste jeg kom på noget, der lignede Pierre Flensborgs historie, var konspirationsteorien om “Dragefamilierne”. Den handler om en dynastisk alliance af gamle familier fra Kina, Japan, Filippinerne, Indonesien og Vietnam, som bestyrer et af verdens største ukendte lagre af guld – guld som stammer fra den japanske kejser Yamashita og hans enorme krigsbytte fra Anden Verdenskrig. Dragefamilierne vil bruge guldet til menneskehedens bedste, men en ondsindet kabale af internationale bankfolk forsøger at lægge dem hindringer i vejen. En anden gruppering kaldet “De Hvide Hatte” prøver samtidig på at mægle mellem Dragefamilierne og bankfolkene, og jeg skulle ikke klikke på mange links før Bilderbergerne, Bush-familien, nordkoreanske snigmordere og rumvæsener også var indblandet i sagen. 15


Et sted fremgik det dog, at historien om Dragefamilierne var et sikkert tegn på, at man stod over for et finansielt fidusnummer. 5. Så gik der et års tid, og jeg havde næsten glemt Pierre Flensborg, da han blev anholdt i Mexico City i november måned 2011. Ifølge pressen havde han været logistikchefen i en international forbryderbande, som ville smugle Saadi Gaddafi, søn af Muammar Gaddafi – Libyens tidligere dikator – til Mexico. At Pierre Flensborg pludselig blev sat i forbindelse med en sammensværgelse om at hente Saadi Gaddafi ud af fedtefadet, fik en klokke til at ringe hos mig. Jeg tænkte: Hvis Pierre Flensborg bare var en mytomanisk pladespiller, hvad lavede han så i selskab med en søn af Libyens tidligere ondhersker? Måske var der alligevel noget om snakken om den hemmelige loge i Panama. Sagen fik fuld skrue i medierne i Mexico, USA og Canada, men til min overraskelse var det kun formiddagspressen, som arbejdede på at dække historien i Danmark. En lille måned efter anholdelsen i Mexico City, gik Jackie Navarro ud i Ekstra Bladet, og fortalte om hvordan det havde været at danne par med Pierre Flensborg tilbage i 2009. I artiklen stod der: “Dengang havde hun indtryk af, at Pierre Flensborg var meget, meget velhavende. I hans forsikringsfirma rejste de rundt i privatfly. Hun vidste ikke ret meget om hans forretninger. ‘Jeg skulle jo ikke blandes ind i dem,’ forklarer hun. Hun vidste dog, at han kendte nogle ’meget rige og indflydelsesrige mennesker’ i Mexico, hvor han også var på forretningsrejse. Når han var dernede kørte de, så vidt hun forstod det, i korteger af pansrede biler. ‘Jeg blev udelukket fra at tage til Mexico. Han sagde, det var forretning, og jeg ikke var inviteret,’ siger hun.” (EB, 7.12.11). Jeg besluttede mig for at kontakte Pierre Flensborg. For at gribe det bedst muligt an, gik jeg gennem forfatteren Peter Haugstrup, som bor og arbejder i Mexico City. Peter og jeg er barndomsvenner, og jeg vidste, at han var klog på, hvordan man manøvrerer rundt i Mexico. Mens 16


Peter undersøgte, hvordan man fik et brev igennem til fængslet, hvor Pierre Flensborg sad indespærret, skrev jeg flere udkast til min henvendelse. Jeg gjorde mig umage med at lyde så seriøs og empatisk som mulig, og nævnte intet om det hemmelige selskab som jægersoldaten havde fortalt mig om. Jeg foreslog Pierre, at såfremt vi kunne få adgang til ham i fængslet, så ville jeg straks flyve til Mexico og her optage et interview til en radiodokumentar. Måske kunne det også blive til en artikel i magasinet Euroman, skrev jeg. Jeg forestillede mig, at det med Euroman ville appellere til den type han lod til at være. Brevet blev ekspederet over til Peter Haugstrup, og efter mange trakasserier nåede det endelig frem til Pierre Flensborg. På det tidspunkt befandt han sig i det topsikrede fængsel Altiplano, der senere blev kendt, da narkokartelbossen El Chapo flygtede derfra. 6. I starten af 2013 kom der endelig svar fra Pierre Flensborg. Jeg modtog hans håndskrevne brev i form af en PDF, vedhæftet en mail fra Peter Haugstrup. I brevet, som jeg her gengiver ordret i sin fulde længde, stod der: Altiplano d 21/1 januar 2013 Hej Peter, Tusind tak for dit brev. Jeg modtog det d. 17 (i Torsdag), da Marie-­ Louise Maaløe (ansat ved den danske ambassade i Mexico, red.) kom på besøg. Jeg er meget taknemmelig for jeres “genuine” (vs. tabloid) interesse i sagen/min historie og jeres referater (det skriftlige samt Marie-Louises udtalelser om jer) er både flotte og professionelle. Jeg indrømmer dog ikke selv at have personligt kendskab til jeres arbejde på nuværende tidspunkt, eftersom jeg ikke har boet i Danmark (fuld tid) siden 1995.

17


Umiddelbart er der to enorme forhindringer i gennemførslen af jeres (og min egen) hensigt (mht. radiodokumentar/artikel). Kort sagt er det hensynsløst (direkte farligt) og svært (umuligt) at lave udtalelser eller give bekræftelser vdr. min sag (i.e. historie) da den endnu ikke er overstået og jeg fortsat er indespærret (for at sige det pænt). Farligt fordi jeg skal tage højde for hvem mine “modstandere” er. Umuligt pga. forskellen mellem et Statsligt og et Føderalt fængsel i Mexico (tænk på Guantanamo og en spejderlejr). Eksempelvis fik jeg et (1) telefonopkald mellem d. 1 februar og d. 1 november 2012 (d. 13 marts). Det tog min advokat 60 dage at få adgang til mig hvor jeg er nu! Dog er det blevet “bedre” (mindre “tarveligt”?) siden d. 1 december og jeg foretager “regularly” mit 10 minutters collect-call (exclusively to a land-line) hver 8. dage. Det ville være fornemt at have besøgstid med dig, og det opfordrer jeg dig til. Min anbefaling er, at du præsenterer dig som dansk advokat, så kan vi ses hver dag i 70 minutter. Hvis det er for “indviklet”, så kan du altid søge om at besøge mig som “persona de confianza”), og det er et (1) besøg hver 8. dag i 30 minutter. Det tror jeg bliver en “alletiders experience” for dig! Jeg imødekommer jeres projekt specielt når jeg tager i sinde at det altid har været meningen at fremstille de mange urimeligheder i det mexicanske system, grunden til at jeg har skrevet over 500 sider af detaljer, forhold, begivenheder, tanker, højde samt lavdepunkter, etc, etc. Det er vigtigt at intet bliver glemt og alt bliver brugt, der er jo trods alt et helt land og mange embedsmænd/kvinder som skal ansvarliggøres for deres handlinger, men det kommer vi nok til at tale om senere hen. Peter, som jeg skrev før, så lader det til at I er seriøse og fornuftige mennesker, vilkårene til at jeg idag er i kontakt med jer. På nuværende tidspunkt er det meget vigtigt at alt bliver holdt fortroligt, korrespondance, information, etc. Vigtigt pga. min retssag, fremgang og fremtid (juridisk fremtid), og ikke med hensyn til sladderen, og den er der garanteret meget af. Sladder hører til et mindretal af 18


en befolkning som jeg ikke engagerer med eller har noget specielt til overs for. Det er vigtigt for mig at i forstår min holdning til at the aftermath når jeg nu engang bliver frifundet. Jeg har en positiv synsvinkel indtil videre, og der kan kun komme noget positivt ud af mine erfaring(er). Min oplevelse skal gavne og ikke skade, ellers er det/bliver det her “show” rent psykologisk, helt uforståeligt, og det vil jeg ikke finde mig i eller høre tale om. Nu snakker jeg om konsekvenserne indenfor det politiske, juridiske samt generelle menneskerettigheder i Mexico. Im no Messiah, men jeg har nok til at skabe indblik … og jo på god gammel dansk, til at sparke røv. Jeg håber at I kan følge min tankegang, og at vi sammen finder en passende fremgangsmåde til mine formål, jeres formål og vores projekt. Måske ville en indbyrdes Non Circumvent/Non Disclosure Agreement ikke være en dårlig ide, men det lader jeg op til jer. Babysteps for now at least. Endnu engang mange tak for jeres ærlige interesse og hidtil indsats. Som det fremgår, så er papir-og-kuglepen den eneste måde at kommunikere på, a la tidernes morgen style. Jeg undskylder også lige for mit skriftlige samt grammatiske dansk, men sidste gang jeg skrev en non-SMS/BBM (BBM = Blackberry Messenger, red.) på dansk var til 9. klasses afgangseksamen i dansk og en stil om Antoine de Saint-Exupéry. I sincerely hope you won’t get too discouraged with the above mentioned, og så må du endelig hilse Mads mange gange. Vi ses når vi ses. En venlig og ærlig hilsen, Pierre Chr. Flensborg


7. Jeg læste brevet, til jeg kunne det udenad. Pierre Flensborg brugte parenteser enormt meget, og skrev på et formelt og stift sprog, som var fuldt af anglicismer. Der var også noget ved brevet, der fik mig til at tænke på Greven af Monte Christo. Han virkede som en person, der var rundet af overklassen, og slutningen med danskstilen om Antoine de Saint-Exupéry, hvor han endda havde skrevet navnet med korrekt accent aigu, vidnede om en vis dannelse. Og det med at han kun ringede til fastnettelefoner var som hentet ud af en spionfilm. Så i ugerne der fulgte, var jeg helt oppe at køre over brevet fra Pierre og varmede mig ved tanken om, at jeg sikkert var den eneste danske journalist, der havde modtaget et brev fra ham. Jeg kunne slet ikke vente med at få fingre i de 500 siders dagbog fra fængslet, som Pierre Flensborg skrev om. Imens forsøgte Peter Haugstrup at skaffe mig adgang til Pierre Flensborg i fængslet. Hver gang jeg rykkede Peter Haugstrup for grønt lys, lød beskeden, at jeg skulle være tålmodig, men at det nok skulle lykkes til sidst. Men så skete der noget helt uventet: I foråret 2013 blev Pierre Flensborg pludselig sluppet fri, og der gik ikke mange timer, før han forlod Mexico. Jeg havde det, som om jeg havde været godt i gang med at trække en sværdfisk op af havet, og at snøren var sprunget lige før mål. 8. I mange måneder skete der ikke noget. Det blev sidst på sommeren 2014, og en dag ringede min ven jægersoldaten. Vi genopfriskede historien fra Houston om Pierre Flensborg. Jeg lod ham vide, hvor tæt jeg havde været på at møde Pierre Flensborg i et fængsel i Mexico, og hvor ærgerligt det var, at muligheden var gledet mig af hænde. Så sagde jægersoldaten, at en bekendt havde fortalt ham, at Pierre Flensborg nu befandt sig i Danmark, og måske kunne han skaffe hans e-mailadresse? Det kunne han, og snart skrev jeg til Pierre Flensborg og foreslog, at vi mødtes til en kaffe på en café på Islands Brygge i København. Pierre svarede, at det ville han gerne. Vi aftalte mødet over e-mail, og så vidt jeg kan se i 20


korrespondancen, mødtes vi første gang tirsdag den 30. september 2014, klokken 10. “Jeg tror at det er på tide at vi deler en kop kaffe og måske går en tur, så kan vi altid tage den derfra,” skrev Pierre. Henover et halvt års tid fulgte så regelmæssige kaffemøder på cafeen på Islands Brygge. Altid om morgenen, og som regel sad vi udenfor, også selvom det var koldt, for vi var begge rygere. Pierre sagde dog, allerede ved det første møde, at han røg og drak alkohol i cyklusser på tre måneder, efterfulgt af tre måneders afholdenhed. Når jeg kiggede på ham, så jeg en høj og slank mand i midten af 30’erne, med sort hår og forskellige variationer af fuldskæg. Ofte kom jeg til at tænke på, at hans mimik og diktion mindede om skuespilleren Owen Wilson. Hans påklædning stod i kontrast til det luksusliv, han fortalte, han havde levet i Mexico City. Det var et liv med højt skum i glasset og suiter på byens fineste hotel. Dengang havde han altid været klædt i jakkesæt med vest, og selvom jeg ikke spurgte om hans garderobe var skræddersyet, var det ligesom underforstået i sådan en grad, at det var pinligt at spørge om det. Nu gik han mere klædt som en lapset klubpædagog, i en sort sømandsfrakke, jeans og gummisko, og han havde som regel en sort NORTH FACE pølsetaske på slæb. Da vi mødtes første gang, gav han mig sit visitkort. Det var et billigt, laserprintet visitkort, af den slags hvor man får 100 styk for 50 kroner og selv står for layoutet. På kortet stod der:

Pierre Absolutely not friends with nor in business with Gaddafi Hans e-mail var ireallydislikemexico@gmail.com – altså “jeg bryder mig virkelig ikke om Mexico@gmail.com.” Et grundvilkår for alle vores møder var, at det var hævet over enhver tvivl, at Pierre Flensborg var totalt uskyldig. Og ikke kun det; hele påstanden om, at der havde været en sammensværgelse om at smugle Gaddafis søn til Mexico var det rene opspind. Pierre havde været 21


på det forkerte sted, på det forkerte tidspunkt og var alene offer for uheldige omstændigheder. Som han så det, var han blevet brugt som syndebuk af mexicanerne i et konspiratorisk forsøg på at overbevise amerikanerne om, at de også deltog i kampen mod terror. Han var så god til at fremstille sin sag, at jeg ikke kun troede på, at han var uskyldig, jeg tillod mig også at grine indforstået med ham, når han causerede om, hvor latterligt det var overhovedet at påstå, at Saadi Gaddafi havde prøvet at flygte til Mexico. Som menneske virkede han intelligent. Humor havde han også, og han var gavmild med smil og latter. Og så var han frapperende god til at fortælle historier. Når han talte sig varm, slog han over i amerikansk engelsk, som klart var det sprog, han følte sig bedst hjemme i. Jeg sad bare og lyttede og røg cigaretter, og der var flere gange, hvor min blære var ved at sprænges, fordi Pierres historier var så spændende, at jeg ikke ville rende på toilettet midt i dem. Når vi skiltes efter hvert møde, vidste jeg aldrig, hvor han tog hen, og jeg opdagede heller aldrig, hvor han kom fra, når vi mødtes igen. Hen over månederne tegnede Pierre Flensborg et billede af sig selv som en snarrådig forretningsmand, der havde maxet ud på globaliseringen. Jeg husker, han nævnte investeringer i kulminer i Indonesien, og i Amerika havde han tjent en formue på at opkøbe livsforsikringer fra hiv-patienter og sælge dem videre til nogle hasidiske jøder i New York. Hiv-patienterne fik en sum penge i hånden her og nu, og når de døde, indkasserede de nye ejere så hele livsforsikringen. Forretningsmodellen byggede på et væddemål mod døden, for der skulle stadig betales forsikringspræmier, og hvis hiv-patienterne ikke kradsede hurtigt nok af, kunne det pludselig blive en rigtig dårlig forretning, især hvis man ejede mange tusinde livsforsikringer på én gang. Det var kapitalisme i sin grimmeste udgave, men formelt set ikke ulovligt understregede Pierre, selvom han dog nævnte to forretningspartnere i Houston, der var havnet i et fængsel i Texas efter at have presset citronen for meget. Da Pierre Flensborg blev anholdt i Mexico City, stod han ved slutningen af en femårig periode, hvor han udelukkende havde koncentreret sig om at tjene så mange penge som overhovedet muligt. Herfra var planen at trække sig tilbage og nyde frugterne af arbejdet. Han havde været så målrettet og disciplineret, at han bevidst havde afbrudt 22


forbindelsen til både venner og familie i disse fem år. Ofte sagde han, at han ikke havde nogen venner og grundlæggende havde svært ved at stole på andre mennesker. 9. Hvad jeg var mest imponeret af ved Pierre Flensborg, var hvor hurtigt han var kommet sig efter den mishandling, han var blevet udsat for i Mexicos fængsler. Flere gange havde han været overbevist om, at han skulle dø, men alligevel ynkede han ikke sig selv og fremstillede heller ikke sig selv som et offer. Tværtimod fortalte han om lidelserne med en sort humor, som jeg var fuld af beundring over. De mange kaffemøder ledte frem til en aftale om, at jeg skulle forfatte en bog om Pierres oplevelser i Mexico. Når Pierre spurgte, om andre mennesker ville være interesseret i hans historie, sagde jeg, at det ville blive en fortælling, som ville sige noget meget vigtigt om den tid, vi lever vi. Heldigvis spurgte Pierre ikke om, hvad dette vigtige udsagn var, for det havde jeg ingen anelse om. Jeg sagde også, at det ville blive en bog på højde med Alejandro González Iñárritus spillefilm Babel, hvor mennesker kæmper med katastrofer, som rammer dem vilkårligt. Mærkeligt nok fortrængte jeg sideløbende jægersoldatens historie om mødet med Pierre Flensborg i Houston tilbage i 2009. Til sidst holdt jeg helt op med at tænke på det. Jeg kunne simpelthen ikke få historien om et hemmeligt selskab, der vogtede over en kolossal mængde guld, til at stemme overens med den Pierre Flensborg jeg selv var ved at lære at kende. Måske er virkeligheden den, at jeg ikke ønskede, at det, jægersoldaten havde oplevet i Houston, skulle være sandt. I stedet tænkte jeg på, at jeg endelig havde udsigt til at skrive en historie med en rigtig helt i hovedrollen. En stærk og modig protagonist, som tilmed var en effen fortæller. Når han bedyrede, at han var fuldkommen uskyldig, og alene et offer for uheldige omstændigheder, troede jeg virkelig på ham. Han var så skarptskåren og fascinerende en karakter, at han kunne bære hele bogen alene, mente jeg. Til forlaget som jeg pitchede historien til, sagde jeg, at dette var “en enestående historie om det ukendte danske offer for krigen mod terror”, og jeg 23


beskrev en gribende fortælling, hvor jeg ville flette mine interviews med Pierre Flensborg sammen med hans 500 sider lange dagbog fra fængslet, samt brudstykker af en kommende reportagerejse til Mexico. Forlaget kunne ikke svare andet end ja, og da min redaktør mødte Pierre Flensborg blev hun selv kringsat af hans charme. Langt om længe, sagde jeg til mig selv, kunne jeg slippe for at være involveret i stadigt mere eksperimenterende og grænsesøgende journalistik, hvor debatten om mine metoder kom til at skygge for selve historien. Det var også rart at vide, at jeg for en gangs skyld ikke skulle skrive en bog i første person ental. Jeg var træt af “jeg”. 10. Så begyndte en periode på et halvt år, hvor Pierre Flensborg kom ind på mit kontor og lod sig interviewe. Frekvensen var cirka et par gange om måneden, alt efter hvad mit arbejde tillod. Der var også perioder, hvor Pierre var bortrejst, efter eget udsagn til steder som Panama og Dubai. I dag, når jeg genhører mine interviews med Pierre, der tilsammen løber op i mere end ti timers samtale, er jeg forundret over, hvor få kritiske spørgsmål jeg stiller undervejs. Det er også interessant, hvor lidt Pierre fortæller om, hvad han lavede før episoden i Mexico, og hvad han egentlig går og beskæftiger sig med i dag. Jeg nåede heller aldrig at finde ud af, hvem hans forældre er, hvor de bor, hvor han selv bor, hvordan han skaffer sig penge til dagen og vejen – altså de helt grundlæggende hv-spørgsmål, som en journalist bør stille. Hvis der nogensinde skal rejses en skamstøtte for ukritiske fascinationsinterviews, skal den forestille mig, der holder mikrofonen for Pierre Flensborg. Til sidst kom vi frem til det punkt, hvor jeg skulle rejse til Mexico City. Aftalen mellem os havde hele tiden været den, at jeg først ville interviewe Pierre Flensborg om hele sagen, og så ville jeg drage til Mexico for at se, hvordan kortet og landskabet passede sammen.

24


11. Hver gang jeg spurgte Pierre Flensborg, om vi ikke snart skulle tage et kig på den dagbog, han havde skrevet i Mexico, svarede han, at han følelsesmæssigt ikke var klar til det endnu. Han havde ikke haft materialet i hænderne siden han kom tilbage til Danmark, men han kunne sige så meget, at dagbogen var blevet skrevet på en blanding af dansk, engelsk, spansk og kinesisk. Der var også en mængde tegninger af de fængselsceller, han havde siddet i. Jeg tænkte, at han sikkert var blufærdig ved tanken om at skulle dele dagbogen med et andet menneske. Til gengæld dukkede Pierre pludselig op til et interview med en stak af udenlandske magasiner og aviser under armen. Han fortalte, at det var alle de blade, han havde læst i flyveren på vej hjem fra Mexico. Disse publikationer havde været hans første møde med den verden, han havde været afskåret fra i 533 dage. Jeg tænkte, at det var en fin detalje at have med i bogen og skrev straks en liste over titlerne ned: Wall Street Journal, 26.-28. april, 2013. Den mexicanske avis Reforma, 27. april, 2013. International Herald Tribune, 27.-28. april, 2013. Foreign Affairs, maj/juni-udgaven, 2013. Esquire, maj-udgaven, 2013. The Economist, 20.-26. april, 2013. Forbes Mexico, 15. april, 2013. Time Magazine, 29. april-6. maj, 2013. Harvard Business Review, maj 2013. GQ Magazine, maj 2013. Esquire Mexico, forår/sommer, 2013. I dag, når jeg genlæser listen, går det pludselig op for mig, at jeg faktisk har den præcise dato for, hvornår Pierre Flensborg kom tilbage til Danmark. Det var, tør jeg godt sige, søndag den 28. april 2013. Jeg ved også, at Pierre sagde, at han var på det sidste fly fra Paris, og hvis man er fløjet ind fra Mexico samme dag, må det være sket gennem 25


lufthavnen Charles de Gaulle. Ifølge hjemmesiden flightstats.com var det sidste fly fra Charles de Gaulle til Kastrup Lufthavn denne aften sat til at lande klokken 22.05, men rent faktisk landede det seks minutter før tid, altså klokken 21.59. Det var et fly fra SAS, og det havde flynummeret SK568. Jeg bemærker også, at der præcis er 11 tryksager på listen, men det skal man nok ikke lægge for meget i.


Endelig havde jeg udsigt til at skrive en historie med en rigtig helt i hovedrollen. En stærk og modig protagonist, som tilmed var en effen fortæller. Når han bedyrede, at han var fuldkommen uskyldig, og alene et offer for uheldige omstændigheder, troede jeg virkelig på ham. Han var så skarptskåren og fascinerende en karakter, at han kunne bære hele bogen alene, mente jeg.

220

langt om længe, sagde jeg til mig selv, kunne jeg slippe for at være involveret i stadigt mere eksperimenterende og grænsesøgende journalistik, hvor debatten om mine metoder kom til at skygge for selve historien. Det var også rart at vide, at jeg for en gangs skyld ikke skulle skrive en bog i første person ental. Jeg var træt af ‘jeg’. .

Den 11.11.11 anholdes forretningsmanden Pierre Flensborg i Mexico City, anklaget for at ville smugle diktatoren Gaddafis søn over grænsen. I 533 dage sidder danskeren i nogle af Mexicos værste fængsler. Flensborg hævder at være uskyldig og Mads Brügger kommer på sagen. Under gravearbejdet opdager Brügger imidlertid, at intet i Pierre Flensborgs liv er, hvad det giver sig ud for at være.

Mads Brügger

Fra Bogen:

Mads Brügger

220

Mere og mere tvivlsomt bliver det også, hvilken rolle Mads Brügger har påtaget sig som journalist. En dokumentarisk beretning om en journalists nedstigning i underverdenen, fra Mexico City til San Diego og Houston i Texas — i jagten på sandheden om 11.11.11.

lindHardt

og RINGHOF

Historien om den danske playboy og komplottet om at smugle Gaddafis søn til Mexico

omslagsgrafik: Leo Scherfig

Mads Brügger (f. 1972) forfatter, journalist og programchef på Radio24syv. Har stået bag dokumentarfilm som Det Røde Kapel (2009), Ambassadøren (2011) og senest the John Dalli Mystery (2017). Forfatter til bøgerne Ingen kender Dagen (2003), Grænselandet (2007) og Klovnekrigen (2013).

Foto: Petra Kleis

9 78871 1 555255

100 mm

147 mm

25

147 mm

100 mm


Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.