9 november - læseprøve by Lindhardt og Ringhof / Forlaget Carlsen

FOTO / JEN STERLING

”Hvis du endnu ikke har læst

Aftenen inden hun flytter fra Los Angeles til New York

9. november … må du smide

for at forfølge sine skuespillerdrømme, møder 18-årige

alt, du har i hænderne, og se at komme igang.” – ROMANTIC TIMES BOOK REVIEWS

”Colleen Hoovers enestående fortælleevne lyser i 9. november.” – VILMA’S BOOK BLOG

”Jeg kunne bogstaveligt talt ikke lægge bogen fra mig undervejs … Hvis du er til fortællinger fuld af følelser og drama, er det her lige en bog for dig. En smuk kærlighedshistorie, jeg varmt vil anbefale.” – AMAZON

”9. november blæste mig fuldkommen omkuld! Jeg læste den i ét stræk med hjertet i halsen, og den unikke historie blev ved at overraske. Jeg forelskede

Fallon den jævnaldrende forfatterspire Ben. De forelsker sig ved første blik og tilbringer timerne, inden hun skal rejse, sammen. Da de skilles, aftaler Fallon og Ben at mødes på den samme dag de næste fem år. Ved hvert møde vokser kærligheden mellem dem, og Fallons begivenhedsrige liv bliver en inspirationskilde for Bens forfatterdrømme. Men undervejs kommer hverdagen og livet på tværs – på trods af de stærke følelser,

COLLEEN HOOVER

de nærer for hinanden.

er amerikansk bestsellerforfatter,

9. november er en rørende og romantisk fortælling om at finde kærligheden og komme overens

som skriver kærlighedshistorier med masser af sjæl og hjerte. Hun har vundet den læserbestemte

med de ar, livet giver.

Goodreads Choice Awards for

”Colleen Hoover har endnu en gang skrevet

bedste kærlighedsroman to år i træk, senest i 2016.

en roman, der efterlod mig åndeløs.” – ANNA TODD, FORFATTER TIL AFTER

MØD COLLEEN PÅ

mig, fik mit hjerte knust og helet igen.

colleenhoover.com

Perfekt fra ende til anden og en af

facebook.com/authorcolleenhoover

årets bedste bøger.”

instagram: colleenhoover

– GOODREADS

twitter: @colleenhoover

ISBN 978-87-11-56848-4

9 788711

568484

lovebooks.dk

#9NOVEMBER

9. november er oversat fra amerikansk efter November 9 Copyright © 2015 Colleen Hoover Published by agreement with Ulf Töregård Agency AB All rights reserved Dansk copyright © 2017 Lindhardt og Ringhof Forlag A/S Bogen er sat med Palatino og trykt hos Scandbook UAB, 2017 Omslag: Jesper Blink Rasmussen efter originaldesign af Laywan Kwan ISBN: 978-87-11-56848-4 1. udgave, 1. oplag Printed in Lithuania Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

www.lovebooks.dk www.lindhardtogringhof.dk LOVEBOOKS – et imprint under Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont

9 november.indd 4

28/08/17 4:01 pm

COLLEEN

HOOVER

NOVEMBER PÃ¥ dansk ved Natasja Ejersbo Frederiksen

9 november.indd 3

28/08/17 4:01 pm

9 november.indd 6

28/08/17 4:01 pm

Til Levi. Du har en fantastisk musiksmag, og dine kram er akavede. Du mĂĽ aldrig forandre dig.

9 november.indd 5

28/08/17 4:01 pm

9 november.indd 8

28/08/17 4:01 pm

FÃ&#x2DC;RSTE 9. NOVEMBER

9 november.indd 7

28/08/17 4:01 pm

FALLON Jeg spekulerer på, hvilken slags lyd det ville lave, hvis jeg smadrede det her glas mod siden af hans hoved. Det er et tykt glas. Hans hoved er hårdt. Der er potentiale til et godt, stort KLONK. Jeg spekulerer på, om han ville bløde. Der er servietter på bordet, men ikke den gode slags, der ville kunne opsuge en masse blod. ”Så, ja. Jeg er lidt chokeret, men det er det, der sker,” siger han. Hans stemme får mig til at stramme grebet om glasset, i håb om at det forbliver i min hånd og ikke rent faktisk ender med at ramme siden af hans kranium. ”Fallon?” Han rømmer sig og forsøger at gøre sine ord blide, men de farer stadig mod mig som knive. ”Har du tænkt dig at sige noget?” Jeg stanger den hule del af en isterning med mit sugerør og forestiller mig, at det er hans hoved. ”Hvad skal jeg sige?” mumler jeg. Jeg lyder som et forkælet barn snarere end det attenårige, voksne menneske, jeg er. ”Vil du have, at jeg skal lykønske dig?” Min ryg møder båsen bag mig, og jeg lægger armene over kors. Jeg ser på ham og spekulerer på, om den anger, jeg ser

9 november.indd 9

28/08/17 4:01 pm

i hans øjne, er et resultat af at have skuffet mig, eller om han bare spiller skuespil igen. Det er kun fem minutter, siden han satte sig ned, og han har allerede forvandlet sin side af båsen til sin scene. Og endnu en gang er jeg tvunget til at være hans publikum. Hans fingre trommer på siden af hans kaffekop, mens han tavst betragter mig i adskillige taktslag. Taptaptap. Taptaptap. Taptaptap. Han tror, at jeg før eller siden vil give op og sige det, han gerne vil høre, men han har ikke været nok sammen med mig i de sidste to år til at vide, at jeg ikke er den pige længere. Da jeg nægter at anerkende hans optræden, sukker han og lægger albuerne på bordet. ”Tjah, jeg troede, at du ville være glad på mine vegne.” Jeg fremtvinger en hurtig hovedrysten. ”Glad på dine vegne?” Det kan han ikke mene. Han trækker på skuldrene, og et selvtilfredst smil overtager hans allerede irriterende ansigtsudtryk. ”Jeg vidste ikke, at jeg var i stand til at blive far igen.” Et hurtigt udbrud af vantro latter undslipper mine læber. ”At deponere sin sperm i en fireogtyveårigs underliv gør ikke nogen til far,” siger jeg en anelse bittert. Hans selvtilfredse smil forsvinder, og han læner sig tilbage og lægger hovedet på skrå. Hovedtiltet var altid hans foretrukne manøvre, når han ikke var sikker på, hvordan han skulle reagere på skærmen. ”Bare se ud, som om du tænker over et eller andet dybt – det kan gå for at være næsten en hvilken som helst følel-

9 november.indd 10

28/08/17 4:01 pm

se. Trist, eftertænksom, undskyldende, medfølende.” Han må have glemt, at han var min skuespillerinstruktør det meste af mit liv, og at denne mimik var en af de første, han lærte mig. ”Du mener ikke, jeg har ret til at kalde mig selv for far?” Han lyder fornærmet over min reaktion. ”Hvad er jeg så til dig?” Jeg lader, som om det er et retorisk spørgsmål, og stanger endnu en isterning. Jeg får den behændigt til at glide op ad mit sugerør og stikker så isstykket i munden. Jeg bider sammen om det med et højt, ligegyldigt knas. Han kan umuligt forvente, at jeg skal svare på det spørgsmål. Han har ikke været en ”far” for mig, siden den aften hvor min skuespillerkarriere gik i stå, da jeg kun var seksten. Og hvis jeg skal være ærlig over for mig selv, er jeg heller ikke engang sikker på, at han var en synderligt god far inden den aften. Vi var mere som skuespillerinstruktør og elev. En af hans hænder finder vej gennem de dyre, implanterede hårstrå, der omkranser hans pande. ”Hvorfor gør du det her?” Han bliver mere irriteret over min attitude for hvert sekund, der går. ”Er du stadig sur over, at jeg ikke kom til din dimission? Jeg har allerede sagt, at jeg havde et vigtigt møde.” ”Nej,” siger jeg roligt. ”Jeg inviterede dig ikke til min dimission.” Han læner sig bagud og stirrer vantro på mig. ”Hvorfor ikke?” ”Jeg havde kun fire billetter.” ”Og?” siger han. ”Jeg er din far. Hvorfor fanden skulle du ikke invitere mig til din dimission fra high school?” ”Du ville alligevel ikke være kommet.” ”Det ved du ikke,” giver han igen.

9 november.indd 11

28/08/17 4:01 pm

”Du kom ikke.” Han himler med øjnene. ”Jamen selvfølgelig gjorde jeg ikke det, Fallon. Jeg var ikke inviteret.” Jeg sukker dybt. ”Du er umulig. Nu forstår jeg, hvorfor mor forlod dig.” Han ryster let på hovedet. ”Din mor forlod mig, fordi jeg gik i seng med hendes bedste veninde. Min personlighed havde ikke noget med sagen at gøre.” Jeg ved ikke engang, hvad jeg skal svare til det. Manden ejer ikke skyggen af anger. Jeg både hader det og misunder det. På en måde ville jeg ønske, at jeg var mere ligesom ham og mindre ligesom min mor. Han er blind for sine mange fejl, hvorimod mine er omdrejningspunktet for hele mit liv. Mine fejl er det, der vækker mig om morgenen og holder mig vågen hver aften. ”Hvem har bestilt laks?” spørger tjeneren. Perfekt timing. Jeg løfter hånden, og han stiller tallerkenen foran mig. Jeg er ikke engang sulten længere, så jeg skubber bare risene rundt med min gaffel. ”Hov, vent lige et øjeblik.” Jeg ser op på tjeneren, men det er ikke mig, han taler til. Han stirrer på min far uden at blinke. ”Er du …” Åh gud. Her kommer det. Tjeneren slår hånden i bordet, og jeg farer sammen. ”Det er du! Du er Donovan O’Neil! Du spillede Max Epcott!” Min far trækker ydmygt på skuldrene, men jeg ved, at der ikke er noget ydmygt ved denne mand. Selvom han ikke har spillet Max Epcott, siden serien stoppede for femten år siden, opfører han sig stadig, som om det er den vigtigste tv-serie, der findes. Og folk, der genkender ham, er grunden til, at han stadig reagerer på denne måde. De opfører sig, som om de aldrig

9 november.indd 12

28/08/17 4:01 pm

har set en skuespiller i virkeligheden før. Det her er L.A., for pokker! Alle her er skuespillere! Mit prikne humør fortsætter, og jeg spidder min laks med gaflen, men så afbryder tjeneren for at spørge, om jeg vil tage et billede af dem sammen. Suk. Jeg rejser mig modstræbende fra båsen. Han forsøger at række mig sin telefon, så jeg kan tage billedet, men jeg holder hånden op i protest og går forbi ham. ”Jeg skal på toilettet,” mumler jeg og går væk fra båsen. ”Bare tag en selfie med ham. Han elsker selfies.” Jeg skynder mig ud mod badeværelset for at få et øjebliks pause fra min far. Jeg ved ikke, hvorfor jeg bad ham om at mødes med mig i dag. Måske fordi jeg flytter og ikke kommer til at se ham i gud ved hvor lang tid, men det er ikke engang en god nok undskyldning for at udsætte mig selv for det her. Jeg skubber døren op til den første toiletbås. Jeg låser den bag mig og hiver et beskyttende papirbetræk ud af automaten og lægger det på toiletsædet. Jeg læste engang en undersøgelse om bakterier på offentlige toiletter. Den første bås på alle de undersøgte toiletter havde vist sig at indeholde færrest bakterier. Folk går ud fra, at den første bås er den mest brugte, så de fleste springer den over. Ikke mig. Det er den eneste, jeg bruger. Jeg har ikke altid været bange for bakterier, men efter at have tilbragt to måneder på hospitalet, da jeg var seksten, er jeg blevet lidt tvangsneurotisk, når det kommer til hygiejne. Da jeg er færdig med at være på toilettet, bruger jeg mindst et helt minut på at vaske hænder. Jeg holder blikket fast rettet mod dem og nægter at se mig i spejlet. For hver dag, der går,

9 november.indd 13

28/08/17 4:01 pm

bliver det lettere at undgå mit spejlbillede, men jeg fanger stadig et glimt af mig selv, da jeg rækker ud efter et stykke papir til at tørre hænderne i. Uanset hvor mange gange jeg har kigget i et spejl, har jeg stadig ikke vænnet mig til det, jeg ser. Jeg løfter min venstre hånd og rører ved arrene, der løber over den venstre side af mit ansigt, over min kæbe og ned langs min hals. De forsvinder under kraven på min skjorte, men under tøjet fortsætter arrene hele vejen ned langs den venstre side af min overkrop og stopper først lige under taljen. Jeg lader fingrene glide over de hudområder, der nu minder om krøllet læder. Ar, der konstant minder mig om, at ildebranden var ægte og ikke bare et mareridt, jeg kan tvinge mig selv til at vågne fra ved at nive mig selv i armen. Jeg lå i bandager i månedsvis efter branden, ude af stand til at røre ved det meste af min krop. Nu, hvor mine brandsår er helet, og jeg kun har arrene tilbage, tager jeg mig selv i at røre ved dem hele tiden, som om det er en tvangshandling. Arrene føles som udstrakt velour, og det ville være nærliggende at være lige så frastødt af, hvordan de føles, som jeg er af, hvordan de ser ud. Men i stedet kan jeg faktisk godt lide den måde, de føles på. Jeg lader altid fraværende fingrene glide frem og tilbage over min hals eller min arm, læser blindskriften på min hud, indtil det går op for mig, hvad jeg laver, og jeg stopper. Jeg burde ikke kunne lide noget aspekt af den ene ting, der trak livet væk under mig, heller ikke selvom det bare er den måde, det føles på under mine fingerspidser. Den måde, det ser ud på, er noget helt andet. Som om hver eneste af mine fejl er blevet dækket af pink highlighter og udstillet for hele verden. Uanset hvor meget jeg forsøger at skjule arrene med mit hår og tøj, så er de der. De vil altid være der.

9 november.indd 14

28/08/17 4:01 pm

En permanent påmindelse om den nat, der ødelagde alle de bedste dele af mig. Jeg er ikke rigtig typen, der fokuserer på datoer og årsdage, men da jeg vågnede i morges, var datoen for i dag det første, der poppede frem i mit hoved. Muligvis fordi det var det sidste, jeg tænkte på, før jeg faldt i søvn i går aftes. Der er gået to år, siden den dag min fars hus blev opslugt af branden, der nær havde taget mit liv. Måske var det derfor, jeg gerne ville se min far i dag. Måske håbede jeg, at han ville huske det – sige noget for at trøste mig. Jeg ved, at han har undskyldt nok, men hvor meget kan jeg rent faktisk tilgive ham for at glemme mig? Jeg boede kun hos ham en enkelt dag om ugen i gennemsnit. Men jeg havde skrevet til ham den morgen for at give besked om, at jeg ville overnatte. Så man skulle tro, at min far, da han ved et uheld satte ild til sit hus, ville komme og redde sin sovende datter. Men det gjorde han ikke, og som om det ikke var slemt nok – han glemte, at jeg var der. Ingen vidste, at der var nogen i huset, før de hørte mig skrige fra førstesalen. Jeg ved, han bærer rundt på en masse skyldfølelse på grund af det. I ugevis undskyldte han, hver gang han så mig, men efterhånden blev undskyldningerne lige så sjældne som hans besøg og telefonopkald. Den bitterhed, jeg bærer rundt på, er der stadig i høj grad, selvom jeg ville ønske, den ikke var. Branden var et uheld. Jeg overlevede. Det er de to ting, jeg forsøger at fokusere på, men det er svært, når jeg tænker på det, hver gang jeg ser på mig selv. Jeg tænker på det, hver gang andre ser på mig. Døren til badeværelset går op, og en kvinde kommer ind, kaster et blik på mig og ser så hurtigt væk, før hun sætter kurs mod den sidste bås.

9 november.indd 15

28/08/17 4:01 pm

Du skulle have valgt den første, dame. Jeg kaster endnu et blik på mig selv i spejlet. Jeg plejede at have en lang page med moderne pandehår, men mit hår er vokset en del over de sidste par år. Og ikke uden grund. Jeg børster mine fingre gennem de lange, mørke hårlokker, som jeg har dresseret til at dække det meste af den venstre side af mit ansigt. Jeg trækker ærmet på min venstre arm ned til mit håndled og trækker så kraven op, så den dækker det meste af min hals. Arrene er knap synlige på den her måde. Jeg kan rent faktisk holde ud at se på mig selv i spejlet. Jeg plejede at synes, at jeg så godt ud. Men nu er det begrænset, hvor meget hår og tøj kan skjule. Jeg hører det skylle ud i et toilet, så jeg vender mig hurtigt om og går hen til døren, før kvinden kan nå at komme ud af båsen. Jeg gør, hvad jeg kan, for at undgå folk det meste af tiden, og det er ikke, fordi jeg er bange for, at de skal stirre på mine ar. Jeg undgår dem, fordi de ikke stirrer. I det øjeblik, folk bemærker mig, kigger de væk igen med det samme, fordi de er bange for at virke uhøflige eller dømmende. Det ville være rart, hvis nogen, bare for en gangs skyld, så mig ind i øjnene og fastholdt mit blik. Det er så længe siden, det er sket. Jeg hader at indrømme, at jeg savner den opmærksomhed, jeg plejede at få, men det gør jeg. Jeg går ud af badeværelset og sætter kursen mod båsen igen, skuffet over stadig at se min fars baghoved. Jeg havde håbet, at der ville være opstået en eller anden form for nødsituation, og at han havde været nødt til at gå, mens jeg var på badeværelset. Det er trist, at jeg hellere vil mødes af en tom bås end af min egen far. Tanken får mig næsten til at rynke brynene, men min

9 november.indd 16

28/08/17 4:01 pm

opmærksomhed bliver pludselig afledt af fyren, der sidder i den bås, jeg skal til at gå forbi. Jeg lægger normalt ikke mærke til folk, eftersom de gør alt, hvad de kan, for at undgå øjenkontakt med mig. Men den her fyrs øjne er intense, nysgerrige og rettet direkte mod mig. Min første tanke, da jeg ser ham, er: ”Hvis bare det var for to år siden.” Det tænker jeg tit, når jeg støder på en fyr, jeg muligvis kunne være tiltrukket af. Og den her fyr er helt klart flot. Ikke på den typiske Hollywood-måde, sådan som de fleste fyre der bor her i byen. De fyre ser alle sammen ens ud, som om der er en perfekt støbeform for succesfulde skuespillere, og de alle sammen forsøger at passe ind i den. Den her fyr er det stik modsatte. Hans korte skægstubbe er ikke et symmetrisk, omhyggeligt kunstværk. I stedet sidder stubbene i ujævne plamager, som om han har arbejdet til sent om aftenen og rent faktisk ikke havde tid til at barbere sig. Hans hår er ikke stylet med gelé for at give ham det der rodede er-lige-stået-op-look. Den her fyrs hår er rent faktisk rodet. Chokoladefarvede lokker fejer hen over hans pande, nogle af dem tilfældige og vilde. Det er, som om han sov over sig inden et møde og havde for travlt til at spilde tid på at kigge i et spejl. Så usoigneret et udseende burde være et turn-off, men det er det, jeg synes er så mærkeligt. Selvom han ser ud, som om han ikke ejer et gran af selvoptagethed, er han en af de mest tiltrækkende fyre, jeg nogensinde har set. Tror jeg. Det her kunne bare være en bivirkning af min besættelse med renlighed. Måske længes jeg så desperat efter den form

9 november.indd 17

28/08/17 4:01 pm

for skødesløshed, den her fyr udstråler, at jeg forveksler jalousi med fascination. Måske synes jeg også bare, at han er flot, fordi han er et af de få mennesker i de seneste to år, der ikke straks ser væk, i det øjeblik mine øjne møder hans. Jeg skal stadig forbi hans bord for at nå hen til min egen bås bag ham, og jeg kan ikke beslutte mig for, om jeg har lyst til at sætte i løb for at slippe væk fra hans blik, eller om jeg burde gå i slowmotion, så jeg kan suge opmærksomheden til mig. Han drejer sig efter mig, da jeg begynder at gå forbi, og hans stirren bliver pludselig for meget. For invaderende. Jeg kan mærke kinderne blusse og huden sitre, så jeg ser ned på mine fødder og lader håret falde ned foran mit ansigt. Jeg trækker endda en lok af det ind i munden for at blokere endnu mere af hans udsyn. Jeg ved ikke, hvorfor hans stirren gør mig så utilpas, men det gør den. For bare få øjeblikke siden tænkte jeg på, hvor meget jeg savnede at blive stirret på, men nu, hvor det sker, vil jeg bare have ham til at se væk. Lige inden han forsvinder fra udkanten af mit synsfelt, retter jeg blikket mod ham og fanger skyggen af et smil. Han kan ikke have bemærket mine ar. Det er den eneste grund til, at en fyr som ham ville have smilet til mig. For pokker. Det irriterer mig, at jeg overhovedet tænker sådan. Jeg plejede ikke at være den her pige. Jeg plejede at være selvsikker, men ilden smeltede hvert eneste gran selvværd. Jeg har forsøgt at få det tilbage, men det er svært at tro på, at nogen nogensinde kunne finde mig tiltrækkende, når jeg ikke engang kan se mig selv i spejlet. ”Det bliver jeg aldrig træt af,” siger min far, da jeg glider ind i båsen igen.

9 november.indd 18

28/08/17 4:01 pm

Jeg kaster et blik på ham. Jeg havde næsten glemt, at han var her. ”Hvad bliver du aldrig træt af?” Han vinker med gaflen mod tjeneren, som nu står oppe ved kasseapparatet. ”Det,” siger han. ”At have fans.” Han stikker en bid mad i gabet og begynder at snakke med munden fuld. ”Så hvad var det, du ville snakke med mig om?” ”Hvad får dig til at tro, at jeg vil snakke med dig om noget bestemt?” Han slår ud med hånden mod bordet. ”Vi spiser frokost sammen. Der er tydeligvis noget, du skal fortælle mig.” Det er trist, at det er det her, vores forhold er blevet til. Bevidstheden om, at en simpel frokostdate nødvendigvis må være mere end bare en datter, der gerne vil se sin far. ”Jeg flytter til New York i morgen. Eller, faktisk i aften. Men mit fly har først afgang sent, og officielt lander jeg ikke i New York før den 10.” Han griber sin serviet for at skjule en hosten. Jeg tror i det mindste, at det er en hosten. Jeg kan ikke forestille mig, at den nyhed fik ham til at kløjes i sin mad. ”New York?” sprutter han. Og så … griner han. Griner. Som om tanken om mig, der bor i New York, er en vittighed. Bevar roen, Fallon. Din far er et røvhul. Det er ikke noget nyt. ”Hvad i alverden? Hvorfor? Hvad er der i New York?” Hans spørgsmål bliver ved med at komme, mens han bearbejder informationen. ”Og sig nu ikke, at du har mødt nogen på nettet.” Min puls hamrer derudad. Kan han ikke i det mindste lade, som om han støtter en af mine beslutninger? ”Jeg trænger til luftforandring. Jeg overvejer at forsøge mig på Broadway.”

9 november.indd 19

28/08/17 4:01 pm

Da jeg var syv, tog min far mig med ind for at se Cats på Broadway. Det var første gang, jeg nogensinde havde været i New York, og det var en af de bedste rejser i mit liv. Indtil det øjeblik havde han altid presset mig til at blive skuespiller. Men det var først, da jeg så den liveoptræden, at jeg vidste, at jeg var nødt til at blive skuespiller. Jeg fik aldrig chancen for at forfølge en teaterkarriere, fordi min far dikterede hvert eneste skridt af min karriere, og han kan bedre lide film. Men der er gået to år nu, siden jeg har gjort noget for mig selv. Jeg ved ikke, om jeg rent faktisk har modet til at gå til audition lige med det første, men at træffe valget om at flytte til New York er en af de mest proaktive ting, jeg har gjort, siden branden. Min far tager en tår af sit glas, og da han sætter det ned igen, sænker han skuldrene med et suk. ”Fallon, hør her,” siger han. ”Jeg ved godt, at du savner at spille skuespil, men tror du ikke, det er på tide at lede efter andre muligheder?” Jeg er efterhånden så færdig med at bekymre mig om hans motiver, at jeg ikke engang orker at påpege, hvad det er for en omgang lort, han lige har fyret af. Det eneste, han har gjort, hele mit liv, har været at presse mig til at følge i hans fodspor. Efter ildebranden ophørte hans opmuntring fuldstændig. Jeg er ikke nogen idiot. Jeg ved godt, han tror, jeg ikke længere har det, der skal til for at blive skuespiller, og en del af mig ved, at han har ret. Udseendet er virkelig vigtigt i Hollywood. Hvilket lige præcis er grunden til, at jeg vil flytte til New York. Hvis jeg nogensinde vil spille skuespil igen, er teatret måske mit bedste håb. Jeg ville ønske, han ikke var så gennemskuelig. Mor var ekstatisk, da jeg sagde til hende, at jeg ville flytte. Siden jeg flyttede sammen med Amber efter dimissionen, har jeg sjældent forladt

9 november.indd 20

28/08/17 4:01 pm

min lejlighed. Mor var ked af at høre, at jeg ville flytte væk fra hende, men glad for at se, at jeg var villig til at forlade ikke bare min lejligheds trygge rammer, men hele Californiens. Jeg ville ønske, min far kunne se, hvor stort et skridt det her er for mig. ”Hvad skete der med det dér indlæserjob?” spørger han. ”Det har jeg stadig. Lydbøger bliver optaget i lydstudier. Der findes lydstudier i New York.” Han himler med øjnene. ”Desværre.” ”Hvad er der galt med lydbøger?” Han sender mig et vantro blik. ”Ud over at lydbogsindlæsning bliver set som skuespillets rendesten? Du kan gøre det bedre end det, Fallon. For helvede, tag dog på college eller sådan noget.” Hjertet synker i mit bryst. Ligesom jeg troede, han ikke kunne være mere selvoptaget. Han holder op med at tygge og ser direkte på mig, da det går op for ham, hvad han lige har antydet. Han tørrer sig hurtigt om munden med sin serviet og peger på mig. ”Du ved godt, det ikke var det, jeg mente. Jeg siger ikke, at du ikke har talent for andet end at indtale lydbøger. Jeg siger, at du kan finde en bedre karriere at falde tilbage på, nu hvor du ikke længere kan spille skuespil. Der er ikke nok penge i lydbøger. Eller Broadway, for den sags skyld.” Han siger Broadway, som om det er gift i hans mund. ”Bare så du ved det, så er der masser af anerkendte skuespillere, som også indtaler lydbøger. Og vil du have mig til at nævne A- listeskuespillere på Broadway? Jeg har hele dagen.” Han giver sig med en hovedrysten, selvom jeg ved, at han ikke er enig med mig. Han har bare dårlig samvittighed over

9 november.indd 21

28/08/17 4:01 pm

at rakke ned på en af de få skuespilsrelaterede professioner, jeg er i stand til at stræbe efter. Han løfter sit tomme vandglas op til læberne og lægger hovedet langt nok tilbage til at bjærge en tår fra den smeltende is. ”Vand,” siger han og ryster glasset i luften, indtil tjeneren nikker og kommer over for at genopfylde det. Jeg stanger endnu en gang til min laks, som ikke er varm længere. Jeg håber, at han snart bliver færdig med sit måltid, for jeg er ikke sikker på, at jeg kan klare meget mere af det her. Den eneste lettelse, jeg føler på nuværende tidspunkt, kommer fra visheden om, at jeg vil være på den modsatte kyst af ham på dette tidspunkt i morgen. Selvom jeg bytter solskin ud med sne. ”Du skal ikke lave planer midt i januar,” siger han og skifter emne. ”Jeg har brug for, at du flyver tilbage til L.A. for en uges tid.” ”Hvorfor? Hvad sker der i januar?” ”Din gamle far skal giftes.” Jeg klemmer om min nakke og ser ned i skødet. ”Skyd mig nu.” Jeg mærker et stik af skyldfølelse, for selvom jeg virkelig ville ønske, at nogen skød mig nu, var det ikke min mening at sige ordene højt. ”Fallon, du kan ikke bedømme, om du kan lide hende eller ej, før du har mødt hende.” ”Jeg behøver ikke møde hende for at vide, at jeg ikke vil kunne lide hende,” siger jeg. ”Det er trods alt dig, hun gifter sig med.” Jeg forsøger at camouflere sandheden i mine ord med et sarkastisk smil, men jeg er sikker på, han ved, at jeg mener hvert eneste ord, jeg siger til ham.

9 november.indd 22

28/08/17 4:01 pm

”I tilfælde af, at du har glemt det, så valgte din mor også at gifte sig med mig, og hende lader du ikke til at have noget problem med,” svarer han skarpt. Det har han ret i. ”Touché. Men til mit forsvar er det her dit femte frieri, siden jeg var fem.” ”Men kun den tredje kone,” præciserer han. Endelig lader jeg gaflen synke ned i laksen og tager en bid. ”Du giver mig lyst til at afsværge mænd for evigt,” siger jeg med munden fuld. Han ler. ”Det burde ikke være noget problem. Så vidt jeg ved, har du kun været på én date, og det var for over to år siden.” Jeg tvinger mig selv til at synke laksen. Seriøst? Hvor var jeg, da de uddelte ordentlige fædre? Hvorfor var det lige mig, der skulle hænge på det indskrænkede røvhul? Jeg spekulerer på, hvor mange gange han har jokket i spinaten i løbet af vores frokost i dag. Han må hellere passe på, ellers begynder det at spire mellem hans tæer. Han har seriøst ingen idé om, hvilken dag det er i dag. Hvis han havde, ville han aldrig have sagt noget så ubetænksomt. Jeg kan se på den pludselige rynke mellem hans bryn, at han forsøger at konstruere en undskyldning for det, han lige har sagt. Jeg er sikker på, han ikke mente det på den måde, jeg tog det på, men det afholder mig ikke fra at have lyst til at give igen med mine egne ord. Jeg løfter hånden og stryger håret om bag mit venstre øre, så mine ar er fuldt synlige, idet jeg ser ham lige ind i øjnene. ”Tjah, far. Jeg får ikke rigtig den samme opmærksomhed fra

9 november.indd 23

28/08/17 4:01 pm

fyrene, som jeg plejede at få. Du ved, før det her skete.” Jeg vifter med hånden over mit ansigt, men jeg fortryder allerede ordene, der lige har forladt mine læber. Hvorfor deltager jeg altid i hans mudderkastning? Jeg er bedre end det her. Hans blik lander på min kind og bliver så hurtigt rettet mod bordet. Han ser faktisk angerfuld ud, og jeg overvejer at droppe bitterheden og være lidt sødere ved ham. Men før noget sødt kan nå at komme ud af min mund, begynder fyren i båsen bag min far at rejse sig, og min koncentrationsevne bliver skudt i smadder. Jeg forsøger at børste håret frem over mit ansigt, før han vender sig om, men det er for sent. Han stirrer allerede på mig igen. Det samme smil, som han sendte mig tidligere, klæber stadig til hans ansigt, men denne gang ser jeg ikke væk fra ham. Faktisk forlader mit blik ikke hans, mens han baner sig vej hen til vores bås. Før jeg kan nå at reagere, lader han sig glide ind på sædet ved siden af mig. Holy shit. Hvad har han gang i? ”Undskyld, jeg kommer for sent, skat,” siger han og lægger armen om skulderen på mig. Han kaldte mig lige skat. Den her fremmede fyr har lige lagt armen om mig og kaldt mig skat. Hvad fanden foregår der? Jeg kaster et blik på min far i den tro, at han på en eller anden måde er involveret i det her, men han stirrer på den fremmede ved siden af mig med endnu mere forvirring, end jeg sikkert selv gør.

9 november.indd 24

28/08/17 4:01 pm

Jeg stivner under fyrens arm, da jeg mærker hans læber blive presset mod siden af mit hoved. ”Den pokkers L.A.-trafik,” mumler han. Tilfældig Fyr pressede lige sine læber mod mit hår. Hvad. Fanden. Sker der. Fyren rækker hen over bordet for at tage min fars hånd. ”Jeg hedder Ben,” siger han. ”Benton James Kessler. Din datters kæreste.” Din datters … hvad? Min far gengælder håndtrykket. Jeg er ret sikker på, at min mund står åben, så jeg smækker den straks i. Jeg vil ikke have, at min far skal vide, at jeg ikke aner, hvem den her fyr er. Jeg vil heller ikke have, at denne Benton-fyr skal tro, at min kæbe rammer gulvet, fordi jeg kan lide hans opmærksomhed. Jeg stirrer kun på ham på den her måde, fordi … altså … fordi han tydeligvis er skingrende sindssyg. Han giver slip på min fars hånd og sætter sig til rette i båsen. Han blinker flygtigt til mig og fører munden tæt nok på mit øre til at fortjene et knytnæveslag. ”Bare spil med,” hvisker han. Han trækker sig væk igen, stadig med et smil på læberne. Bare spil med? Hvad er det her, en øvelse i improvisationsteater? Og så slår det mig. Han har overhørt hele vores samtale. Han må lade, som om han er min kæreste, for at give min far en form for sær lærestreg.

9 november.indd 25

28/08/17 4:01 pm

Hmm. Jeg tror, jeg kan lide min nye falske kæreste. Nu, hvor jeg ved, at han spiller min far et puds, smiler jeg kærligt til ham. ”Jeg troede ikke, du ville nå det.” Jeg læner mig ind mod Ben og kigger på min far. ”Skat, du ved, at jeg har glædet mig til at møde din far. Du ser ham næsten aldrig. Der findes ikke den mængde trafik, der kunne have afholdt mig fra at komme i dag.” Jeg sender min nye falske kæreste et veltilfredst grin for den stikpille. Ben må også have et røvhul af en far, for han lader til at vide præcis, hvad han skal sige. ”Åh, undskyld,” siger Ben og retter atter blikket mod min far. ”Jeg fik ikke fat i dit navn.” Min far betragter allerede Ben med et misbilligende blik. Åh gud, hvor jeg elsker det. ”Donovan O’Neil,” siger min far. ”Du har sikkert hørt navnet før. Jeg var stjernen i …” ”Næh,” afbryder Ben. ”Det lyder ikke bekendt.” Han vender sig mod mig og blinker. ”Men Fallon her har fortalt mig en masse om dig.” Han kniber mig i kinden og ser tilbage på min far. ”Og nu vi taler om vores tøs, hvad synes du så om, at hun flytter hele vejen til New York i morgen?” Han ser ned på mig igen og rynker brynene. ”Jeg vil ikke have, at min fnullergøj stikker af til en anden by, men hvis det betyder, at hun forfølger sine drømme, skal jeg personligt sørge for, at hun når sit fly.” Fnullergøj? Han skal bare være glad for, at han er min falske kæreste, for jeg har lyst til at give ham en knytnæve i hans falske nødder for det kiksede kælenavn. Min far rømmer sig, tydeligvis utilpas med vores nye frokostgæst. ”Jeg kan komme i tanker om adskillige drømme, en

9 november.indd 26

28/08/17 4:01 pm

attenårig bør forfølge, men Broadway er ikke en af dem. Især med den karriere, hun allerede har haft. Efter min mening er Broadway en nedgradering.” Ben flytter sig lidt på sædet. Han lugter rigtig godt. Tror jeg. Det er så længe siden, jeg har siddet tæt på en fyr; muligvis lugter han helt normalt. ”Godt, at hun er atten,” siger Ben som svar. ”Forældreholdninger til, hvad hun skal gøre med sit liv, er ikke så vigtige længere.” Jeg ved godt, at han bare spiller skuespil, men ingen har nogensinde taget mit parti på den måde før. Det får mine lunger til at føles, som om de er blokerede. Dumme lunger. ”Det er ikke en holdning, når det kommer fra en branchekyndig person,” siger min far. ”Faktisk har jeg været i denne branche længe nok til at vide, hvornår nogen bør takke af.” Jeg vender hovedet mod min far med et sæt, samtidig med at Bens arm stivner om mine skuldre. ”Takke af?” siger Ben. ”Sagde du virkelig lige – højt – at din datter skal give op?” Min far himler med øjnene og lægger armene over kors, mens han skuler til Ben. Ben fjerner armen fra mine skuldre og spejler min fars bevægelser med en lige så olm skulen. Åh gud, det her er så ubehageligt. Og så fantastisk. Jeg har aldrig set min far opføre sig sådan her. Jeg har aldrig set ham fatte modvilje mod nogen så øjeblikkeligt. ”Hør her, Ben.” Navnet drypper af foragt. ”Fallon har ikke brug for dig til at fylde hendes hoved med nonsens, bare fordi du er begejstret for idéen om at have en bolleveninde på østkysten.”

9 november.indd 27

28/08/17 4:01 pm

Åh gud. Refererede min far lige til mig som den her fyrs bolleveninde? Min mund står på vid gab, mens han fortsætter. ”Min datter er klog. Hun er sej. Hun accepterer, at den karriere, hun har arbejdet for hele sit liv, er uden for rækkevidde, nu hvor …” Han vifter med hånden mod mig. ”Nu, hvor hun …” Han er ude af stand til at afslutte sin egen sætning, og et angerfuldt udtryk skyller hen over hans ansigt. Jeg ved præcis, hvad han skulle til at sige. Han har sagt alt andet end lige præcis det de sidste to år. Jeg var en af de hurtigst spirende teenageskuespillerinder for bare to år siden, og det øjeblik, ilden brændte mit gode udseende væk, annullerede tv-selskabet min kontrakt. Jeg tror, han sørger over tanken om, at han ikke længere er far til en skuespillerinde, mere end han sørger over næsten at have mistet sin datter til en brand, der var forårsaget af hans egen skødesløshed. Da først min kontrakt var blevet annulleret, talte vi aldrig om muligheden for, at jeg kunne spille skuespil igen. Vi snakker ikke rigtig om noget længere. Han er gået fra at være den far, der i halvandet år brugte alle sine dage på at være på settet sammen med mig, til at være den far, jeg ser måske en gang om måneden. Så han har værsgo at gøre sin sætning færdig. Jeg har ventet i to år på at høre ham indrømme, at mit udseende er grunden til, at jeg ikke længere har en karriere. Indtil i dag har det altid bare været en stiltiende antagelse. Vi snakker aldrig om, hvorfor jeg ikke længere spiller skuespil. Vi snakker kun om, at jeg ikke gør det. Og mens han er i gang, ville det også være rart at høre ham indrømme, at branden også ødelagde vores forhold. Han har absolut ingen idé om, hvordan han skal være en far

9 november.indd 28

28/08/17 4:01 pm

for mig, nu hvor han ikke længere er min skuespillerinstruktør og manager. Jeg ser på ham med sammenknebne øjne. ”Gør sætningen færdig, far.” Han ryster på hovedet og forsøger at affærdige emnet helt. Jeg løfter et øjenbryn, venter på at se, om han tør fortsætte. ”Har du virkelig lyst til at gøre det her lige nu?” Han kaster et blik mod Ben i håb om at bruge min såkaldte kæreste som buffer. ”Ja, det har jeg faktisk.” Min far lukker øjnene og sukker tungt. Da han åbner dem igen, læner han sig frem og folder armene på bordet. ”Du ved, at jeg synes, du er smuk, Fallon. Hold op med at fordreje mine ord. Det er den her branche, der har højere standarder, end en far har, og det eneste, vi kan gøre, er at acceptere det. Faktisk troede jeg, at vi havde accepteret det,” siger han og kaster et uforskammet blik i Bens retning. Jeg bider mig i indersiden af kinden for ikke at sige noget, jeg kommer til at fortryde. Jeg har altid kendt sandheden. Da jeg så mig selv i spejlet for første gang på hospitalet, vidste jeg, at alting var forbi. Men at høre min far indrømme, at han også synes, jeg bør holde op med at forfølge mine drømme, er mere, end jeg var forberedt på. ”Wow,” mumler Ben for sig selv. ”Det var …” Han ser på min far og ryster frastødt på hovedet. ”Du er hendes far.” Hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg sige, at grimassen på Bens ansigt er ægte, og at han ikke bare spiller skuespil. ”Præcis. Jeg er hendes far. Ikke hendes mor, som fodrer hende med lige det pis, hun tror vil få hendes lille pige til at få det bedre. New York og L.A. er fyldt med tusinder af piger, der

9 november.indd 29

28/08/17 4:01 pm

f orfølger den samme drøm, som Fallon har fulgt hele sit liv. Piger, der er vanvittigt talentfulde. Exceptionelt smukke. Fallon ved, at jeg mener, hun har mere talent end dem alle sammen tilsammen, men hun er også realist. Alle har drømme, men desværre har hun ikke længere de redskaber, der skal til, for at opnå sine. Hun er nødt til at acceptere det, før hun spilder penge på at flytte til den anden ende af landet, uden at det kommer til at gøre noget som helst for hendes forbandede karriere.” Jeg lukker øjnene. Den, der sagde, at sandheden gør ondt, var optimist. Sandheden er en ulideligt smertefuld lille kælling. ”I guder,” siger Ben. ”Du er ubegribelig.” ”Og du er urealistisk,” svarer min far. Jeg åbner øjnene og puffer til Bens arm for at lade ham vide, at jeg vil ud af båsen. Jeg kan ikke klare det her længere. Ben flytter sig ikke. I stedet lader han hånden glide ind under bordet og griber fat om mit knæ i en tavs bøn om at blive siddende. Mit ben stivner under hans berøring, fordi min krop sender blandede signaler til min hjerne. Jeg er rasende på min far lige nu. Så vred. Men på én eller anden måde føler jeg mig trøstet af den her vildtfremmede fyr, der tager mit parti, tilsyneladende uden grund. Jeg har lyst til at skrige, og jeg har lyst til at smile, og jeg har lyst til at græde, men mest af alt vil jeg bare gerne have noget at spise. For nu er jeg rent faktisk sulten, og jeg ville ønske, at jeg havde varm laks, for fanden! Jeg forsøger at slappe af i benet, så Ben ikke skal mærke, hvor anspændt jeg er, men han er den første fyr meget længe, der rent faktisk har rørt fysisk ved mig. Hvis jeg skal være helt ærlig, er det lidt mærkeligt.

9 november.indd 30

28/08/17 4:01 pm

”Lad mig spørge dig om noget, mr. O’Neil,” siger Ben. ”Havde Johnny Cash en ganespalte?” Min far er tavs. Jeg er også tavs, mens jeg håber på, at der rent faktisk er en pointe med Bens mystiske spørgsmål. Han klarede det så godt, indtil han begyndte at tale om countrysangere. Min far ser på Ben, som om han er vanvittig. ”Hvad helvede har en countrysanger med den her samtale at gøre?” ”Alting,” svarer Ben hurtigt. ”Og nej, han havde ikke en. Men skuespilleren, der portrætterer ham i Walk the Line, derimod, har et meget fremtrædende ar i sit ansigt. Joaquin Phoenix blev faktisk nomineret til en Oscar for den rolle.” Min puls sætter farten op, da det går op for mig, hvad han har gang i. ”Hvad med Idi Amin?” spørger Ben. Min far himler med øjnene, tydeligvis træt af spørgsmålene. ”Hvad med ham?” ”Han havde ikke et dovent øje. Men skuespilleren, der spillede ham – Forest Whitaker – har. Endnu en Oscar-nomineret, sjovt nok. Og -vinder.” Det her er første gang, jeg nogensinde har set nogen sætte min far på plads. Og selvom hele den her samtale gør mig utilpas, er jeg ikke for utilpas til at nyde dette sjældne og smukke øjeblik. ”Tillykke,” siger min far til Ben, fuldstændig uimponeret. ”Du har nævnt to succesfulde eksempler blandt millioner af fiaskoer.” Jeg forsøger at lade være med at tage min fars ord personligt, men det er svært. Jeg ved godt, at det på nuværende tidspunkt handler mere om magtkampen mellem dem og mindre

9 november.indd 31

28/08/17 4:01 pm

om ham og mig. Det er bare virkelig skuffende, at han hellere vil vinde en diskussion mod en komplet fremmed end forsvare sin egen datter. ”Hvis din datter er lige så talentfuld, som du påstår, at hun er, burde du så ikke opfordre hende til ikke at opgive sine drømme? Hvorfor skulle du ønske, at hun ser verden ligesom dig?” Min far stivner. ”Og hvordan mener du helt præcist, jeg ser verden, mr. Kessler?” Ben læner sig tilbage i vores bås uden at bryde øjenkontakten med min far. ”Gennem et arrogant røvhuls lukkede øjne.” Tavsheden, der følger hans ord, er som stilheden før stormen. Jeg venter på, at en af dem skal gå til angreb på den anden, men i stedet stikker min far hånden i lommen og finder sin pung frem. Han smider nogle sedler på bordet og ser så direkte på mig. ”Det kan godt være, at jeg er ærligere, end godt er, men hvis du foretrækker at lytte til det rene vås, så er det svin perfekt for dig.” Han rejser sig fra båsen. ”Jeg vil vædde med, at din mor elsker ham,” mumler han. Hans ord får mig til at krympe mig, og jeg har virkelig lyst til at slynge en fornærmelse tilbage i hovedet på ham. En, der er så episk, at hans ego gør ondt i flere dage. Det eneste problem med det er, at der ikke er noget, nogen kunne sige, der ville såre en mand, som ikke har skyggen af et hjerte. I stedet for at skrige noget efter ham, da han går ud ad døren, sidder jeg der bare i tavshed. Med min falske kæreste. Det her må være det mest ydmygende, akavede øjeblik i mit liv.

9 november.indd 32

28/08/17 4:01 pm

Så snart jeg mærker den første tåre vriste sig fri, skubber jeg til Bens arm. ”Jeg er nødt til at komme ud,” hvisker jeg. ”Please.” Han rejser sig fra båsen, og jeg dukker nakken, mens jeg rejser mig og går forbi ham. Jeg tør ikke se tilbage på ham, idet jeg sætter kurs mod badeværelset igen. Bare det, at han følte behov for at lade, som om han var min kæreste, er pinligt nok. Men så skulle jeg absolut have det værste skænderi, jeg nogensinde har haft med min far, lige foran ham. Hvis jeg var Benton James Kessler, ville jeg for længst have falsk-slået op med mig.

9 november.indd 33

28/08/17 4:01 pm

FOTO / JEN STERLING

”Hvis du endnu ikke har læst

Aftenen inden hun flytter fra Los Angeles til New York

9. november … må du smide

for at forfølge sine skuespillerdrømme, møder 18-årige

alt, du har i hænderne, og se at komme igang.” – ROMANTIC TIMES BOOK REVIEWS

”Colleen Hoovers enestående fortælleevne lyser i 9. november.” – VILMA’S BOOK BLOG

”9. november blæste mig fuldkommen omkuld! Jeg læste den i ét stræk med hjertet i halsen, og den unikke historie blev ved at overraske. Jeg forelskede

COLLEEN HOOVER

de nærer for hinanden.

er amerikansk bestsellerforfatter,

9. november er en rørende og romantisk fortælling om at finde kærligheden og komme overens

som skriver kærlighedshistorier med masser af sjæl og hjerte. Hun har vundet den læserbestemte

med de ar, livet giver.

Goodreads Choice Awards for

”Colleen Hoover har endnu en gang skrevet

bedste kærlighedsroman to år i træk, senest i 2016.

en roman, der efterlod mig åndeløs.” – ANNA TODD, FORFATTER TIL AFTER

MØD COLLEEN PÅ

mig, fik mit hjerte knust og helet igen.

colleenhoover.com

Perfekt fra ende til anden og en af

facebook.com/authorcolleenhoover

årets bedste bøger.”

instagram: colleenhoover

– GOODREADS

twitter: @colleenhoover

ISBN 978-87-11-56848-4

9 788711

568484

lovebooks.dk

#9NOVEMBER