Andernes labyrint laeseprøve

Ã…ndernes labyrint

ANDERNES LABYRINT.indd 1

30/01/18 4:03 pm

DE GLEMTE BØGERS KIRKEGÅRD Denne bog indgår i en cyklus af romaner, der krydser hinanden i De Glemte Bøgers Kirkegårds litterære univers. Romanerne er indbyrdes forbundet via personer og handlingstråde, der skaber narrative og tematiske broer, men hver del fortæller en afsluttet, selvstændig historie.

Romanerne kan læses i en hvilken som helst rækkefølge eller hver for sig, og læseren kan således udforske labyrinten af historier og vælge forskellige indgange og veje, der sammen vil føre til fortællingens kerne.

ANDERNES LABYRINT.indd 5

30/01/18 4:03 pm

ANDERNES LABYRINT.indd 6

30/01/18 4:03 pm

DANIELS BOG

ANDERNES LABYRINT.indd 7

30/01/18 4:03 pm

1 Den nat drømte jeg, at jeg vendte tilbage til De Glemte Bøgers Kirkegård. Jeg var igen ti år gammel og vågnede i mit gamle soveværelse og følte, at jeg ikke længere kunne huske min mors ansigt.

Og sådan som man ved ting i drømme, vidste jeg, at det var min egen skyld, fordi jeg ikke fortjente at huske det, og fordi jeg ikke havde været i stand til at lade retfærdigheden ske fyldest.

Min far kom hurtigt ind, tilkaldt af mine angstskrig. I min drøm var han endnu ung og havde stadig svar på alt i verden, og han omfavnede mig for at trøste mig. Sidenhen, da det første lys fremkaldte et diset Barcelona, gik vi ud på gaden. Af en eller anden grund, jeg ikke forstod, fulgte min far mig kun til porten.

Der slap han min hånd og lod mig forstå, at dette var en rejse, jeg skulle foretage alene.

Jeg begav mig af sted, men jeg kan huske, at mit tøj og mine sko, ja, selv min hud føltes tung. Jeg skulle bruge flere og flere kræfter for hvert skridt, jeg tog. Da jeg nåede ud på Ramblaen, så jeg, at byen var gået i stå i et uendeligt nu. Folk var standset op og så ud, som om de var fastfrosset som skikkelser på et gammelt fotografi. En due, der lettede, beskrev knap en udvisket ansats til et vingeslag. Fibre af pollen svævede ubevægeligt i luften som pulveriseret lys. Vandet fra Canaletas-vandposten glitrede i sit fald gennem den tomme luft og lignede en kæde af krystaldråber.

Langsomt, som om jeg bevægede mig gennem vand, fandt jeg vej ind i dette fortryllede Barcelona, der var stivnet i tiden, og kom til indgangen til De Glemte Bøgers Kirkegård. Dér standsede jeg udmattet op. Jeg kunne ikke forstå, hvad det var for en usynlig 9

ANDERNES LABYRINT.indd 9

30/01/18 4:03 pm

byrde, jeg slæbte rundt på, og som gjorde, at jeg næsten ikke kunne bevæge mig. Jeg greb om dørhammeren og bankede på døren, men ingen åbnede for mig. Jeg bankede igen og igen på den store dør med de knyttede næver. Men tilsynsmanden ignorerede min bøn. Til sidst gik jeg kraftesløs i knæ. Først da jeg tænkte over den forhekselse, jeg havde slæbt med mig, blev jeg gennemstrømmet af en frygtelig vished om, at byen og min skæbne for altid ville være stivnet i denne trolddom, og at jeg aldrig ville få erindringen om min mors ansigt tilbage.

Det var, da jeg havde opgivet ethvert håb, at jeg opdagede det.

Metalstykket gemte sig i inderlommen på den skolejakke, der bar mine initialer broderet i blåt. En nøgle. Jeg spekulerede over, hvor længe den havde ligget der, uden at jeg havde vidst af det. Nøglen var rød af rust og næsten lige så tung som min samvittighed.

Det lykkedes mig med stort besvær at få løftet den op med begge hænder til låsen. Jeg måtte bruge alle mine kræfter for at få den drejet rundt. Lige da jeg var ved at opgive, gav låsen efter, og den store dør gled indad.

Et buet galleri førte ind i det gamle palads, markeret af et spor af tændte stearinlys, der viste vejen. Jeg dykkede ind i mørket og hørte døren lukke sig bag mig. Så genkendte jeg denne korridor flankeret af fresker med engle og fabeldyr, der kiggede forskende ud fra mørket og syntes at bevæge sig, da jeg gik forbi. Jeg gik gennem korridoren og kom til en bue, der førte ind til en stor hvælving, og standsede ved indgangen. Labyrinten rejste sig foran mig som en grænseløs luftspejling. En spiral af trapper, tunneler, broer og buer i en uendelig by bygget af alverdens bøger hævede sig op mod en kæmpestor glaskuppel.

Min mor ventede der for foden af konstruktionen. Hun lå i en åben sarkofag med hænderne foldet over brystet og en hud lige så bleg som den hvide kjole, hun havde på. Hendes mund og øjne 10

ANDERNES LABYRINT.indd 10

30/01/18 4:03 pm

var lukkede. Hun lå livløs i de fortabte sjæles bevidstløse hvile. Jeg rakte hånden ud for at stryge hende over ansigtet. Hendes hud var kold som marmor. Så åbnede hun øjnene, og hendes blik, fortryllet af minder, fæstnede sig ved mit. Da hun skilte de mørknede læber og talte, var lyden af hendes stemme så øredøvende, at den ramte mig som et godstog, løftede mig fra gulvet, kastede mig op i luften og lod mig hænge der i et endeløst fald, mens efterklangen af hendes ord fik verden til at smelte.

Du må fortælle sandheden, Daniel.

Jeg vågnede brat i det halvmørke soveværelse, gennemblødt af koldsved, og så Bea, der lå ved siden af mig. Hun lagde armene om mig og strøg mig over ansigtet.

– Nu igen? hviskede hun.

Jeg nikkede og trak vejret dybt.

– Du snakkede. Du talte i søvne.

– Hvad sagde jeg?

– Det var ikke til at forstå, løj Bea. Jeg så på hende, og hun smilede med noget, der så ud som medlidenhed, men måske var det bare tålmodighed.

– Sov lidt længere. Der er halvanden time, til vækkeuret ringer, og det er tirsdag i dag.

Tirsdag betød, at det var mig, der skulle følge Julián i skole.

Jeg lukkede øjnene og lod, som om jeg faldt i søvn. Da jeg åbnede dem igen et par minutter senere, mødte jeg Beas ansigt, der iagttog mig.

– Hvad er der? spurgte jeg.

Hun bøjede sig ind over mig og kyssede mig blidt på læberne.

Hun smagte af kanel.

– Jeg er heller ikke træt, antydede hun.

Jeg gav mig langsomt til at klæde hende af. Jeg skulle lige til at trække lagenet af og smide det på gulvet, da jeg hørte lette skridt 11

ANDERNES LABYRINT.indd 11

30/01/18 4:03 pm

uden for døren til soveværelset. Bea standsede min venstre hånd, der var på vej ind mellem hendes lår, og rejste sig op på albuerne.

– Hvad er der, skat?

Lille Julián betragtede os fra døren med en skygge af blu­færdighed og uro.

– Der er nogen i mit værelse, mumlede han.

Bea udstødte et suk og rakte armene ud mod ham. Julián løb ind i sin mors favn, og jeg opgav ethvert syndefuldt håb.

– Den Skarlagenrøde Prins? spurgte Bea. Julián nikkede sønderknust.

– Nu går din far ind på dit værelse og sparker ham ud, så han aldrig kommer tilbage.

Vores søn sendte mig et desperat blik. Hvad skal en far bruges til om ikke til heroiske opgaver af denne kaliber? Jeg smilede og blinkede til ham.

– Med et ordentligt spark, sagde jeg med det vredeste udtryk, jeg kunne mønstre.

Julián kom med antydningen af et smil. Jeg sprang ud af sengen og gik ned gennem gangen til hans værelse. Rummet mindede mig så meget om det, jeg selv havde haft i hans alder et par etager længere nede, at jeg et øjeblik spurgte mig selv, om jeg ikke stadigvæk var fanget i en drøm. Jeg satte mig ved siden af sengen og tændte natlampen. Juliáns værelse var fuldt af legetøj, noget af det arvet efter mig, men især bøger. Jeg fandt hurtigt den mistænkte gemt under madrassen. Jeg tog den lille sorte, indbundne bog og slog op på første side.

Åndernes labyrint VII Ariadna og Den Skarlagenrøde Prins

Tekst og illustrationer af Victor Mataix

12

ANDERNES LABYRINT.indd 12

30/01/18 4:03 pm

Jeg anede ikke, hvor jeg skulle skjule de bøger. Hvor meget jeg end anstrengte mig for at finde nye gemmesteder, fik min søn uvægerligt snuset sig frem til dem. Jeg bladede hurtigt gennem bogens sider og blev atter overvældet af minder.

Da jeg kom tilbage til soveværelset efter endnu en gang at have gemt bogen oven på køkkenskabet – hvor jeg vidste, at min søn før eller siden ville finde den – lå Julián i sin mors favn. De var begge faldet i søvn igen. Jeg standsede op i døren for at betragte dem, som de lå der i ly af mørket. Jeg lyttede til deres dybe åndedræt og spurgte mig selv, hvad den heldigste mand i verden mon havde gjort for at fortjene denne lykke. Jeg så dem ligge og sove i hinandens arme, fjernt fra verden, og kunne ikke lade være med at tænke på den frygt, jeg havde følt, første gang jeg havde set dem sådan.

2 Jeg har aldrig fortalt det til nogen, men den nat, min søn Julián blev født, og jeg for første gang så ham i sin mors arme, velsignet med den ro, man kun finder hos en, der endnu ikke ved, hvad det er for et sted, han er kommet til, følte jeg trang til at sætte i løb og ikke standse, før jeg havde nået verdens ende. Jeg var på det tidspunkt selv ikke meget andet end et barn, og livet var sikkert alt for stort til mig endnu, men uanset hvor mange undskyldninger jeg er i stand til at finde på, føler jeg stadig den bitre eftersmag af skam over den fejhed, der overvældede mig, og som jeg i alle disse år ikke havde haft mod til at indrømme over for nogen, ikke engang over for hende, som jeg skyldte det mest.

13

ANDERNES LABYRINT.indd 13

30/01/18 4:03 pm

De minder, man begraver i tavshed, holder aldrig op med at forfølge en. Mit handler om et uendelig højloftet rum og et pust af okkerfarvet lys fra en lampe højt oppe, der tegnede omridset af en seng, hvor der lå en pige på knap sytten år med et barn i armene. Da Bea temmelig omtåget løftede blikket og smilede til mig, fyldtes mine øjne med tårer. Jeg knælede ved siden af sengen og gemte ansigtet i hendes skød. Jeg mærkede, at hun tog min hånd og klemte den med de få kræfter, hun havde tilbage.

– Du skal ikke være bange, hviskede hun.

Men det var jeg. Og et forsmædeligt øjeblik, der har forfulgt mig lige siden, ønskede jeg at være alle andre steder end i det værelse og i det skind. Fermín havde overværet scenen fra døren og måtte som sædvanlig have læst mine tanker, før jeg nåede at formulere dem. Før jeg nåede at sige noget, tog han mig ved armen, overlod Bea og barnet i sin forlovede, Bernardas, gode varetægt og trak mig ud i gangen, der var lang, smal og høj og fortabte sig i mørket.

– Er du i live endnu, Daniel? spurgte han.

Jeg nikkede svagt, mens jeg prøvede at få det vejr igen, jeg havde mistet på vejen. Da jeg gjorde mine til at vende tilbage til værelset, standsede Fermín mig.

– Hør her, næste gang du går derind, skal det være med lidt mere sindsro. Heldigvis er fru Bea stadig halvt bevidstløs og har ikke bemærket noget. Hvis du vil lade mig komme med et forslag, tror jeg, at vi ville have morderlig godt af en smule frisk luft at blæse forskrækkelsen væk med, så vi kan vise lidt mere gejst i andet forsøg.

Uden at vente på svar tog Fermín mig i armen og førte mig ned gennem korridoren og op ad en trappe til en balustrade, der svævede mellem Barcelona og himlen. En kold brise, der bed godt til, ramte mig i ansigtet.

– Luk øjnene, og træk vejret dybt tre gange. Stille og roligt, som om lungerne, nåede helt ned i skoene, anbefalede Fermín.

14

ANDERNES LABYRINT.indd 14

30/01/18 4:03 pm

Det er et trick, jeg har lært af en temmelig frivol tibetansk munk, som jeg mødte, da jeg arbejdede som receptionist og bogholder i et mindre havnebordel. Slynglen forstod ingenting …

Jeg trak vejret dybt ind de tre foreskrevne gange og tre gange mere oven i hatten og nød velsignelserne ved den rene luft, som Fermín og hans tibetanske guru havde lovet. Jeg følte, jeg blev lidt ør i hovedet, men Fermín støttede mig.

– Nu skal du heller ikke gå helt i krampe. Kom lidt til hægterne, situationen kræver ro, ikke målløshed.

Jeg åbnede øjnene og så de øde gader og den sovende by nedenunder. Klokken var omkring tre om morgenen, og San Pablo Hospital lå hensunket i nattemørkets døs, og dets citadel af kupler, tårne og buer tegnede arabesker i disen, der drev ned fra toppen af Monte Carmelo. Jeg betragtede i tavshed dette indifferente Barcelona, som er ligeglad med betragterens bekymringer og håb, og som man kun kan se fra hospitalerne, og lod kulden trænge ind i mig og klare mit hoved.

– Du tror nok, jeg er en bangebuks, sagde jeg.

Fermín fastholdt mit blik og trak på skuldrene.

– Lad nu være at overdramatisere. Jeg tror snarere, dit blodtryk er for lavt, og din pine for stor, hvilket er det samme, men fritager for ansvar og spot. Heldigvis har jeg en løsning her.

Han knappede sin cottoncoat op, en bundløs basar af vidundere, der gjorde det ud for mobil materialhandel, kuriositetsmuseum og opbevaringssted for anordninger og skatte fundet på et utal af lusede loppemarkeder og auktioner.

– Jeg ved ikke, hvordan du kan slæbe rundt på alt det skidt, Fermín.

– Avanceret fysik. Eftersom min magre anatomi hovedsageligt består af muskel- og bruskfibre, forstærker dette lille arsenal tyngdefeltet og skaber en solid forankring mod storm og tidevand. Og tro ikke, at du kan aflede mig så let med kommentarer, der pisser ved siden af, for vi er ikke gået herop hverken for at bytte glansbilleder eller holde stævnemøde.

15

ANDERNES LABYRINT.indd 15

30/01/18 4:03 pm

Efter denne advarsel trak Fermín en lommelærke af blik op af en af sine mangfoldige lommer og skruede proppen af. Han snusede til indholdet, som om det drejede sig om duften af paradis, og smilede tilfreds. Så rakte han mig den lille flaske, så mig højtideligt i øjnene og nikkede.

– Drik nu, eller fortryd for altid.

Jeg tog modvilligt imod lommelærken.

– Hvad er det? Det lugter af dynamit …

– Pjat. Det er bare en cocktail beregnet til at få døde mænd og smådrenge, der er skræmt af skæbnens ansvar, til at komme på højkant. Det er en mesterlig opskrift af egen tilvirkning fremstillet af anislikør af mærket Mono og andre former for brændevin blandet med en billig brandy, som jeg køber af en enøjet sigøjner i La Cazalla Bar, og tilsat nogle dråber frugtlikør og Aromas de Montserrat for at give denne umiskendelige bouquet af catalansk urtehave.

– Du godeste.

– Kom så, det er her, man skal vise, om man dur til noget eller ej. I én slurk, som om du var en legionær, der havde sneget dig ind til en bryllupsmiddag.

Jeg adlød og slugte det djævelske bryg, som smagte af benzin piftet op med sukker. Likøren brændte mig i hals og mave, og før jeg kom til mig selv igen, gjorde Fermín tegn til, at jeg skulle gentage operationen. På trods af protester og jordskælv i maven drak jeg den anden dosis, taknemlig over den døsighed og ro, som brygget havde givet mig.

– Nå? spurgte Fermín. – Var det ikke bedre? Det her er en hybenkradser for rigtige mandfolk.

Jeg nikkede overbevist, mens jeg trak vejret hurtigt ind og ud og knappede op i halsen. Fermín benyttede sig af chancen til at tage en slurk af sit bryg og gemte atter lommelærken i sin cottoncoat.

– Der er intet som kemi til at få styr på lyrikken. Men nu skal du ikke gå hen og blive for glad for det trick, for spiritus er som 16

ANDERNES LABYRINT.indd 16

30/01/18 4:03 pm

rottegift eller gavmildhed: Jo mere man bruger det, jo mindre virker det.

– Bare rolig.

Fermín pegede på de to havannesere, der stak op af en anden lomme i hans cottoncoat, og blinkede til mig, mens han rystede på hovedet.

– Jeg havde tænkt, at vi i dag skulle have haft disse Cohiba-cigarer, som jeg tog fra min vordende svigerfars, don Gustavo Barcelós, cigarkasse, før de gik helt til, men jeg tror hellere, vi må gemme dem til en anden lejlighed, for jeg kan se, du ikke er i form til det lige nu, og ungen skulle jo nødigt gå hen og blive faderløs allerede på sin første levedag.

Fermín klappede mig kærligt på ryggen og lod der gå yderligere nogle sekunder endnu for at give tid til, at hans cocktail kunne sprede sig i mit blod og en stjernetåge af spirituøs ro maskere den følelse af tilbageholdt panik, der fyldte mig. Så snart Fermín så det glasagtige skær i mit blik og de udvidede pupiller, der gik forud for den almindelige sløvning af sanserne, gik han i gang med den tale, som han sikkert havde brygget på hele natten.

– Min kære Daniel, Gud – eller hvem der i hans fravær kan prale af posten – har villet, at det er lettere at blive far og sætte et barn i verden end at få kørekort. Denne ulykkelige omstændighed medfører, at et umanerlig stort antal tåber, lusepustere og fusentaster betragter sig selv som fuldbefarne børneavlere og med faderskabets medalje på brystet bringer ulyksalige skabninger, som de avler med deres skamdele, i ulykke i al fremtid. Derfor må jeg – som taler med den autoritet, også jeg får af at stå i begreb med at gøre min elskede Bernarda gravid, så snart kønskirtlen og det hellige ægteskab, som hun så strengt kræver af mig, tillader det, og som derfor kan følge dig på denne rejse til det store ansvar, faderværdigheden medfører – derfor må jeg, gentager jeg, bekræfte at du, Daniel Sempere Gispert, en grønskolling på tærsklen til dit voksne liv, trods den ringe tro, du i dette øjeblik nærer til dig 17

ANDERNES LABYRINT.indd 17

30/01/18 4:03 pm

selv og til din levedygtighed som pater familias, er og vil blive en mønsterværdig far, om end novice og i det store og hele en smule blåøjet.

Jeg var allerede halvvejs gennem smøren blevet helt tom i hovedet, enten på grund af virkningen af det eksplosive bryg eller på grund af det grammatiske fyrværkeri, som min gode ven havde affyret.

– Fermín, jeg er ikke helt sikker på, hvad det var, du lige sagde.

Han sukkede.

– Det, jeg mente, var, at jeg godt ved, at du lige nu er tæt på at miste kontrollen over dine ringmuskler, og at du er temmelig overvældet, Daniel, men som din fromme hustru allerede har sagt, skal du ikke være bange. Et barn, i hvert fald dit barn, kommer altid med et brød og en plan under armen, og hvis man har et minimum af anstændighed og værdighed i livet og lidt omløb i hovedet, finder man ud af ikke at ødelægge dets liv, men blive en far, det aldrig behøver skamme sig over.

Jeg skævede til den lille mand, der ville have ofret sit liv for mig, og som altid havde et ord – eller ti tusind – at afhjælpe alle dilemmaer og min lejlighedsvise tendens til eksistentiel svaghed med.

– Gid det er så let, som du beskriver det, Fermín.

– Intet af det, der er umagen værd her i livet, er let, Daniel.

Da jeg var ung, troede jeg, at man kun behøvede at lære at gøre tre ting godt for at klare sig i verden: Et, binde sine snørebånd. To, klæde en kvinde omhyggeligt af. Og tre, hver dag at nyde nogle sider skrevet med begavelse og dygtighed. Jeg mente, at en mand, der går med faste skridt, forstår at kærtegne og lærer at lytte til ordenes musik, lever længere og især bedre. Men årene har lært mig, at det ikke er nok, og at livet sommetider giver os en chance for at stile efter noget mere end at være en tobenet skabning, der spiser, har afføring og optager en midlertidig plads på kloden. Og i dag har skæbnen i sin umådelige tankeløshed ønsket at give dig den chance.

18

ANDERNES LABYRINT.indd 18

30/01/18 4:03 pm

Jeg nikkede uden større overbevisning.

– Og hvis jeg ikke kan leve op til det?

– Daniel, hvis der er noget, vi to har tilfælles, er det, at vi begge er blevet velsignet med den lykke at finde en kvinde, vi ikke fortjener. Det er soleklart og indlysende, at det er dem, der står for oppakningen og storheden på denne rejse, og at vi to blot må prøve ikke at svigte dem. Hvad mener du?

– At jeg gerne ville tro på dig, men har svært ved det.

Fermín rystede på hovedet og slog sagen hen.

– Du skal ikke være bange. Det er den spirituøse blanding, jeg har fyldt dig med, som slører den smule evne, du har til at forstå mine fornemme talegaver. Men du ved, at i den slags sager har jeg tilbagelagt flere kilometer end du, og at jeg generelt har mere ret end en hel vogn fuld af helgener.

– Det vil jeg ikke bestride.

– Og det gør du ret i, for du ville tabe i første kamp. Stoler du på mig?

– Selvfølgelig, Fermín. Jeg vil følge dig til verdens ende, det ved du.

– Så hør på mig, og stol lige så meget på dig selv, som jeg gør.

Jeg så ham i øjnene og nikkede langsomt.

– Klar i hovedet igen? spurgte han.

– Det tror jeg.

– Så se at komme af med det triste ansigt, vær sikker på, at testiklerne sidder, hvor de skal, og gå tilbage til værelset, og giv fru Bea og afkommet et kram som den mand, vi begge lige har gjort dig til. For du skal vide, at den knægt, som jeg havde æren af at lære at kende en nat for år tilbage under Plaza Reals buegange, og som har givet mig så mange forskrækkelser siden, er nødt til at blive tilbage i præludiet til dette eventyr. For der er meget historie i vente, Daniel, og det bliver ikke nogen barneleg. Forstår du?

Til verdens ende, ja, men hvem siger, at den ikke ligger lige om hjørnet?

19

ANDERNES LABYRINT.indd 19

30/01/18 4:03 pm

Jeg kunne ikke finde på andet end at lægge armen om ham.

– Hvad skulle jeg gøre uden dig, Fermín?

– Tage fejl tit. Og når vi nu taler om at passe på, så vid, at en af de almindeligste bivirkninger ved at indtage den blanding, som du lige har drukket, er en midlertidig blødgøring af blufærdigheden og en vis overdådighed i følelsesmusklen. Så når fru Bea ser dig komme ind i værelset nu, så se hende i øjnene, og lad hende vide, at du virkelig elsker hende.

– Det ved hun godt.

Fermín rystede tålmodigt på hovedet.

– Gør, hvad jeg siger, sagde han. – Du behøver ikke at sige det, hvis det gør dig flov, sådan er vi mænd, og testosteronen opmuntrer ikke til vers. Men hun skal føle det. For den slags skal vises mere end siges. Ikke kun en sjælden gang, men hver dag.

– Jeg skal prøve.

– Mere end prøve, Daniel.

Og da Fermín således havde fraranet mig min tidlige ungdoms evige og skrøbelige tilflugtssted, begav jeg mig tilbage mod det værelse, hvor min skæbne ventede mig.

Selv mange år efter tænkte jeg ofte tilbage på den nat, når jeg ud på de små timer sad i lokalet bag den gamle boghandel i Calle Santa Ana og igen og igen forsøgte at overvinde den blanke side uden at vide, hvor jeg skulle begynde, hvis jeg skulle fortælle mig selv den sande historie om min familie, et foretagende, som jeg havde kæmpet med i måneder og år, men som jeg havde været ude af stand til at bidrage til med en eneste brugbar linje.

Fermín havde i et anfald af søvnløshed, som han mente skyldtes fordøjelsen af et halvt kilo flæskesvær, besluttet at aflægge mig et sent besøg. Da han så mig sidde og lide foran den blanke side bevæbnet med en fyldepen, der klattede som en brugt bil, satte 20

ANDERNES LABYRINT.indd 20

30/01/18 4:03 pm

han sig ved siden af mig og vurderede den mængde sammenkrøllede papirark, der bredte sig for mine fødder.

– Tag mig det ikke ilde op, Daniel, men har du den mindste idé om, hvad du foretager dig?

– Nej, indrømmede jeg. – Hvis jeg prøvede med en skrivemaskine, ville det måske ændre alt. Det står i annoncerne, at Underwood er det, de professionelle vælger.

Fermín overvejede reklameløftet, men rystede kraftigt på hovedet.

– Der er lysår mellem at skrive på maskine og i hånden.

– Tak for opmuntringen. Hvad laver du egentlig her på dette tidspunkt af døgnet?

Fermín tog sig til maven.

– Indtagelsen af en hel friturestegt pattegris har bragt uorden i min mave.

– Vil du have lidt natron?

– Helst ikke, det giver mig ståmand om natten, med forlov, og så er det ikke til at få lukket et øje.

Jeg opgav fyldepennen og endnu et forsøg af uendelig mange på at skrive en anvendelig sætning og søgte min vens øjne.

– Er alt vel her, Daniel? Bortset fra dit frugtesløse angreb på historiefortællingens fæstning, mener jeg …

Jeg trak på skuldrene. Som altid var Fermín dukket op på et heldigt tidspunkt og havde gjort sin rolle som gavtyv ex machina ære.

– Der er noget, jeg har tumlet med i nogen tid, men jeg ved ikke rigtig, hvordan jeg skal spørge, forsøgte jeg.

Han dækkede munden og kom med et kort, men dybfølt ræb.

– Hvis det har noget at gøre med tricks i sengen, så skal du ikke holde dig tilbage, jeg minder dig om, at jeg er lige så god som en uddannet læge på det felt.

– Nej, det har ikke noget med sengen at gøre.

– Ærgerligt, for jeg har frisk information om et par nye kunstgreb, som …

21

ANDERNES LABYRINT.indd 21

30/01/18 4:03 pm

– Fermín, afbrød jeg, – tror du, at jeg har levet det liv, jeg skulle leve, at jeg har levet op til det?

Min ven blev stum. Han så ned og sukkede.

– Fortæl mig ikke, at det i virkeligheden er det, som din grundstødte Balzac-fase handler om. Spirituel søgen og alt det der …

– Skriver man måske ikke for at forstå sig selv og verden bedre?

– Nej, ikke hvis man ved, hvad man gør, hvilket du …

– Du er en elendig skriftefader, Fermín, hjælp mig nu lidt.

– Jeg troede, at du prøvede at blive forfatter, ikke from kirkegænger.

– Fortæl mig sandheden. Du, som har kendt mig, fra jeg var barn, er du blevet skuffet over mig? Er jeg blevet den Daniel, du forventede? Den, som min mor ville have ønsket, at jeg var? ­Fortæl mig sandheden.

Fermín vendte det hvide ud af øjnene.

– Sandheden er det pjat, folk siger, når de tror, de ved noget, Daniel. Jeg ved lige så meget om sandheden som om størrelsen på bh’en på det fantastiske kvindemenneske med det spidse navn og de spidse bryster, som vi så i Capitol Bio forleden dag.

– Kim Novak, præciserede jeg.

– Må Gud og tyngdekraften ære hende. Og nej, jeg er ikke blevet skuffet, Daniel. Aldrig. Du er et godt menneske og en god ven. Og hvis du vil høre min mening, ja, så tror jeg, at din salige mor, Isabella, ville have været stolt af dig og ville have ment, at du var en god søn.

– Men ikke en god romanforfatter. Jeg smilede.

– Hør her, Daniel, der er lige så meget romanforfatter i dig, som der er dominikansk munk i mig. Og det ved du udmærket.

Det er der ingen fyldepen eller Underwood-skrivemaskine under solen, der kan lave om på.

Jeg sukkede og faldt hen i langvarig tavshed. Fermín betragtede mig tankefuldt.

22

ANDERNES LABYRINT.indd 22

30/01/18 4:03 pm

– Ved du hvad, Daniel? Hvad jeg virkelig mener, er, at efter alt det, du og jeg har været igennem, er jeg stadig den sølle stakkel, som du fandt på gaden, og som du tog med hjem af ren og skær medlidenhed, og du er stadig det hjælpeløse barn, der gik forvildet rundt og stødte på et væld af mysterier og troede, at hvis du løste dem, ville du måske ved et rent mirakel finde din mors ansigt og erindringen om den sandhed, som verden havde taget fra dig.

Jeg overvejede hans ord, som havde ramt plet.

– Ville det være så forfærdeligt, hvis det var sådan?

– Det kunne være værre. Du kunne være romanforfatter som din ven Carax.

– I virkeligheden burde jeg måske finde ham og overtale ham til at skrive denne historie, sagde jeg. – Vores historie.

– Det siger din søn Julián også nogle gange.

Jeg skævede til Fermín.

– Hvad siger Julián? Hvad ved Julián om Carax? Har du fortalt min søn om Carax?

Fermín anlagde sit officielle udtryk som slagtet lam.

– Hvem, jeg?

– Hvad har du fortalt ham?

Fermín sukkede og slog det hen.

– Småting. Højst ganske harmløse fodnoter. Drengen er jo nysgerrig af natur og har et godt hoved, så han opfanger alt og lægger to og to sammen. Det er ikke min skyld, at drengen er kvik.

Det er tydeligvis ikke dig, han ligner.

– Du godeste … Og ved Bea, at du har fortalt drengen om Carax?

– Jeg blander mig ikke i jeres ægteskabelige liv. Men jeg tvivler på, at der er meget, fru Bea ikke ved eller fornemmer.

– Jeg forbyder dig på det strengeste at fortælle min søn om Carax, Fermín.

Han førte hånden til hjertet og nikkede højtideligt.

23

ANDERNES LABYRINT.indd 23

30/01/18 4:03 pm

– Mine læber er forseglede. Må den sorteste vanære ramme mig, hvis jeg i et øjebliks formørkelse bryder dette højtidelige tavshedsløfte.

– Og når vi nu er i gang, så nævn heller ikke Kim Novak. Jeg kender dig.

– Der er jeg uskyldig som kalven, der fritog verden for synd, for det er et emne, som drengen selv kommer ind på, han er nemlig ikke spor dum.

– Du er umulig.

– Jeg accepterer med selvopofrelse dine uretfærdige stikpiller, fordi jeg ved, at de skyldes din frustration over dit eget mangelfulde snilde. Har den herre flere navne at føje til den sorte liste over unævnelige ud over Carax? Bakunin? Sophia Loren?

– Kan du ikke bare gå i seng og sove og lade mig være i fred, Fermín?

– Og lade dig møde faren alene? Glem det, der er brug for mindst én fornuftig voksen blandt publikum.

Fermín så undersøgende på fyldepennen og stablen af hvidt papir, der ventede på skrivebordet, og vurderede det hele fascineret, som om det drejede sig om et sæt kirurgiske instrumenter.

– Har du fundet ud af, hvordan du skal gå i gang med foretagendet?

– Nej. Jeg var lige ved det, da du kom og begyndte at vrøvle.

– Pjat. Uden mig kan du ikke engang skrive en indkøbsliste.

Omsider overbevist tog han sig sammen til den titaniske opgave, der ventede os, plantede sig på en stol ved siden af mig og så fast på mig med en intensitet, som om vi knap behøvede ord for at forstå hinanden.

– Apropos lister, så hør her: Jeg ved endnu mindre om sådan en stor roman end om massefabrikation og bodsskjorter, men det slår mig, at før man begynder at fortælle noget, er man nødt til at lave en liste over det, man gerne vil fortælle. En fortegnelse, eller hvad man skal kalde det.

24

ANDERNES LABYRINT.indd 24

30/01/18 4:03 pm

– En køreplan? foreslog jeg.

– En køreplan udtænker man, når man ikke helt ved, hvor man skal hen, for at overbevise sig selv og andre idioter om, at man er på vej et sted hen.

– Det er ikke så dårlig en ide. Selvbedrag er hemmeligheden bag ethvert umuligt foretagende.

– Der kan du selv se, vi er et uovervindeligt makkerpar. Du skriver ned, og jeg tænker.

– Vær sød at tænke højt.

– Er der nok blæk i den der tingest til helvede tur-retur?

– Nok til at begynde.

– Så skal vi bare finde ud af, hvor vi begynder listen.

– Hvad med at begynde med historien om, hvordan du lærte hende at kende? spurgte jeg.

– Hvem?

– Hvem tror du, Fermín? Vores alle sammens Alice i Barcelonas Eventyrland.

Der fór en skygge over hans ansigt.

– Den historie tror jeg ikke, jeg har fortalt til nogen, Daniel.

Ikke engang til dig.

– Er der nogen bedre dør ind til labyrinten?

– En mand bør kunne tage visse hemmeligheder med sig i graven, indvendte Fermín.

– For mange hemmeligheder fører en mand til graven før tiden.

Fermín løftede øjenbrynene overrasket.

– Hvem har sagt det? Sokrates? Jeg? – Nej. For en gangs skyld den blåøjede Daniel Sempere Gispert for et par sekunder siden.

Fermín smilede fornøjet, tog papiret af et Sugus-citronbolsje og puttede det i munden.

– Det har taget en del år, men du begynder at lære noget af mesteren, din gavstrik. Vil du have et?

25

ANDERNES LABYRINT.indd 25

30/01/18 4:03 pm

Jeg tog imod et Sugus, fordi jeg vidste, at det var det dyrebareste, min ven Fermín ejede, og at det var en stor ære, at han delte sin skat med mig.

– Har du nogensinde hørt den meget brugte talemåde, at i krig og kærlighed gælder alle kneb, Daniel?

– Sommetider. Som regel fra nogen, der var mere for krig end for kærlighed.

– Rigtigt, for i grunden er det en elendig løgn.

– Er det her så en historie om krig eller om kærlighed?

Fermín trak på skuldrene.

– Hvad er forskellen?

Og i ly af natten, et par Sugus-bolsjer og en trolddom af minder, der truede med at forsvinde i tidens tåge, begyndte Fermín at spinde trådene, der skulle væve enden, og begyndelsen, på vores historie …

Uddrag af Åndernes labyrint (De Glemte Bøgers Kirkegård, 4. bind), af Julián Carax. Éditions de la Lumière, Paris, 1992.

Forlagsredaktør: Émile de Rosiers Castellaine

ANDERNES LABYRINT.indd 26

30/01/18 4:03 pm

ANDERNES LABYRINT.indd 918

30/01/18 4:04 pm

CARLOS RUIZ ZAFÓN (1964) er født i Barcelona og udgav i 1990’erne bøgerne Fyrstens tåge, Midnatspaladset og Septembers lys, inden han slog igennem med Vindens skygge i 2001 (da. 2004). Vindens skygge blev fulgt op af Englens spil (da. 2009) og Himlens fange (da. 2012).

♥♥♥♥♥

- Politiken

Carlos Ruiz Zafón bor i Los Angeles.

“Nu er den her - bogen verden har ventet på.”

- IN

Barcelona i slutningen af 1950’erne. Daniel Sempere, drengen, der opdagede en bog, som kom til at forandre hans liv, er i gang med at afdække mysteriet om sin mors død. Hans hustru Bea og hans tro ven Fermín forsøger af al magt at redde ham fra at blive opslugt af dette mysterium, der har åbnet en sorg og en afgrund i hans sjæl.

Netop som Daniel tror, at han er ved at løse gåden, aner han en sammensværgelse, der er langt mere alvorlig, end han havde forestillet sig. Han må derfor trække på sine forbindelser, der rækker langt ind i elitens inderkreds. Åndernes labyrint bringer os på ny til Barcelonas underverden og ‘De glemte bøgers kirkegård’, som blev introduceret i Carlos Ruiz Zafóns roman Vindens skygge.

“Zafón har et umiskendeligt talent for at skrue historier sammen.”

- Politiken

www.carlosruizzafon.com

lindhardtogringhof.dk

ROMAN • LINDHARDT OG RINGHOF

Omslag: Louise Haugaard Nielsen efter originaldesign af Planeta Arte & Diseño.

Fotos: © Gabriel Casas. Día del libro, Barcelona 1932. Arxiu Nacional de Catalunya og © Joan Tomás Farola de la Calle Ferran, Barcelona.

Forfatterfoto: © David Ramos