Anna og det franske kys - læseprøve

Anna og det franske kys.indd 6

08/02/15 12.12

kap itel et

H

er er alt, hvad jeg ved om Frankrig: Madeline og Amélie og Moulin Rouge. Eiffeltårnet og Triumfbuen, selvom jeg ikke har nogen anelse om, hvad de bliver brugt til. Napoleon, Marie Antoinette og en masse konger, som hed Ludvig. Jeg er heller ikke sikker på, hvad de lavede, men jeg tror, det har noget med Den Franske Revolution at gøre, som har noget med Bastilledagen at gøre. Kunstmuseet hedder Louvre, og det har samme form som en pyramide, og det er der, Mona Lisa holder til sammen med statuen af kvinden, der mangler sine arme. Og der er caféer eller bistroer, eller hvad de nu kalder dem, på alle gadehjørner. Og mimikere.

Maden skulle være lækker, og folk drikker meget vin og ryger mange cigaretter.

Jeg har hørt, at de ikke bryder sig om amerikanere, og at de ikke kan lide hvide sneakers.

For et par måneder siden indskrev min far mig på en kostskole. Det var, som om telefonforbindelsen knitrede 7

Anna og det franske kys.indd 7

08/02/15 12.12

med hans citationstegn, da han annoncerede, at et udlands­ ophold ville blive “en lærerig oplevelse” for mig og “et minde for livet”. Jep. Minde. Jeg ville have protesteret, hvis ikke jeg havde været ved at gå i panik.

Siden han bekendtgjorde sine planer, har jeg prøvet at råbe, plage, bønfalde og græde, men han har hverken været til at hugge eller stikke i. Og nu har jeg et nyt studievisum og et pas, der begge erklærer mig for at være Anna Oliphant, amerikansk statsborger. Og nu er jeg så her med mine forældre – i gang med at pakke mine ting ud på et værelse, der er mindre end min kuffert – den nyeste fjerdeårselev på School of America in Paris – Den amerikanske skole i Paris.

Det er ikke, fordi jeg er utaknemmelig. Jeg mener, det er jo Paris. Lysets by! Den mest romantiske by i verden! Det er ikke, fordi jeg er immun over for det. Det er bare, fordi hele den her internationale kostskole-ting handler meget mere om min far end om mig. Lige siden han solgte ud og begyndte at skrive åndede romaner, som blev lavet til endnu mere åndede film, har han forsøgt at imponere sine big-shot newyorker-venner med, hvor kultiveret og rig han er.

Min far er ikke kultiveret. Men han er rig.

Sådan har det ikke altid været. Før mine forældre blev skilt, var vi totalt middelklasse. Det var først omkring skilsmissen, at alle rester af god smag forsvandt, og hans drøm om at blive den næste store sydstatsforfatter blev erstattet med drømmen om bare at blive den næste udgivne forfatter.

Så han begyndte at skrive romaner om gode mennesker fra Georgias provinsbyer, som har gode amerikanske værdier, som forelsker sig og bliver ramt af livstruende sygdomme og dør.

Uden pis.

8

Anna og det franske kys.indd 8

08/02/15 12.12

Det er totalt deprimerende, men kvinder sluger det råt.

De elsker min fars bøger og hans kabelstrikkede sweatre, hans blændende smil og orangeagtige kulør. Og de har forvandlet ham til en bestseller og et indbildsk fjols.

To af hans bøger er blevet filmatiseret, og yderligere tre er i produktion. Det er der, hans store penge kommer fra.

Hollywood. Og på en eller anden måde har de ekstra kontanter og pseudoprestigen fordrejet noget i hans hoved, så han mener, at jeg skal bo i Frankrig. I et år. Alene. Jeg fatter ikke, hvorfor han ikke kunne have sendt mig til Australien eller Irland eller et hvilket som helst andet sted, hvor man taler engelsk. Det eneste franske ord, jeg kan, er oui, som betyder “ja”, og det er først for nylig gået op for mig, at det staves o-u-i og ikke w-i-i.

I det mindste taler eleverne på min nye skole engelsk.

Den er blevet grundlagt til ære for prætentiøse amerikanere, der ikke bryder sig om at være sammen med deres egne børn. Jeg mener, helt ærligt! Hvem sender deres barn på kostskole? Det er så Hogwarts-agtigt. Bortset fra at min skole ikke har søde troldmændsfyre eller magisk slik eller flyvetimer.

I stedet hænger jeg på nioghalvfems almindelige elever.

Der er kun femogtyve elever på hele min årgang. Hjemme i Atlanta var der seks hundrede. Jeg har de samme fag her, som jeg havde på Clairemont High, bortset fra at jeg nu er blevet skrevet op til begynderfransk.

Oh yeah. Fransk for begyndere. Helt sikkert sammen med førsteårseleverne. Jeg styrer for vildt.

Mor siger, at jeg skal lægge attituden på hylden, med det samme, men det er jo heller ikke hende, der er blevet tvunget til at forlade sin fantastiske bedsteveninde, Bridgette.

9

Anna og det franske kys.indd 9

08/02/15 12.12

­ ller sit fantastiske fritidsjob i Royal Midtown-biografen.

E Eller Toph, den fantastiske fyr, der arbejder i Royal Midtown-biografen.

Og jeg kan stadig ikke fatte, at jeg skal skilles fra min bror, Sean, som er syv år gammel og alt for lille til at være alene hjemme efter skole. Uden mig bliver han sikkert kidnappet af den skumle mand fra vejen, som har beskidte Coca-­Colahåndklæder hængende i sit vindue. Eller også kommer Sea­ny ved et uheld til at spise noget, der indeholder det røde farvestof E-129, så hans svælg hæver, og så vil der ikke være nogen i nærheden til at køre ham på hospitalet. Han kunne rent faktisk dø. Og mine forældre vil sikkert ikke engang lade mig flyve hjem til hans begravelse, og jeg vil først kunne besøge kirkegården næste år alene, og far vil have valgt en eller anden hæslig granitskulptur med en basun­ engel til gravstenen.

Jeg håber ikke, han regner med, at jeg begynder at søge ind på universiteter i Rusland eller Rumænien. Min drøm er at studere filmvidenskab i Californien. Jeg vil være USA’s første store kvindelige filmkritiker. En dag vil jeg blive inviteret med til alle filmfestivaler, og jeg vil have en toneangivende klumme i et af de store dagblade og et fedt tv-program og en latterligt populær blog. Indtil videre har jeg kun bloggen, og den er ikke specielt populær. Endnu.

Jeg har bare brug for lidt mere tid til at arbejde på den, det er det hele.

“Anna, det er ved at være tid.”

“Hvad?” Jeg kigger op fra bunken af tøj, som jeg er i gang med at folde til perfekte kvadrater.

Mor kigger på mig og piller ved skildpaddevedhænget på sin halskæde. Min far, iklædt ferskenfarvet poloshirt og 10

Anna og det franske kys.indd 10

08/02/15 12.12

hvide sejlersko, stirrer ud ad mit vindue. Det er sent, men nede på den anden side af gaden står en kvinde og synger noget fra en opera.

Mine forældre skal tilbage til deres hotel nu. De skal begge med et tidligt fly i morgen. “Åh.” Jeg strammer grebet om den trøje, jeg står med i hånden.

Far træder væk fra vinduet, og det overrasker mig at se, at han har tårer i øjnene. Der er et eller andet ved billedet af min far på grådens rand – også selvom det er min far – der giver mig en klump i halsen.

“Nå, stump. Det ser ud, som om du er blevet helt voksen nu.”

Jeg stivner. Han trækker min paralyserede krop ind i et ordentligt bjørnekram. Han knuger mig ind til sig, og det gør mig bange. “Pas på dig selv. Arbejd hårdt i skolen og få dig nogle venner. Og vær på vagt over for lommetyve,” tilføjer han. “De arbejder sommetider i par.”

Jeg nikker ind i hans skulder, og han slipper taget. Og så er han væk.

Min mor bliver hængende lidt endnu. “Du får et fantastisk år her,” siger hun. “Det er jeg helt sikker på.” Jeg bider mig i læben for at forhindre den i at bævre, og hun omfavner mig. Jeg forsøger at trække vejret. Træk vejret ind. Tæl til tre. Ånd ud. Hendes hud dufter af grapefrugt-bodylotion. “Jeg ringer til dig, så snart jeg er hjemme,” siger hun.

Hjemme. Atlanta er ikke mit hjem længere.

“Jeg elsker dig, Anna.”

Nu begynder tårerne at trille. “Jeg elsker også dig. Pas på Seany for mig.”

“Selvfølgelig.”

11

Anna og det franske kys.indd 11

08/02/15 12.12

“Og kaptajn Jack,” siger jeg. “Sørg for, at Sean giver ham mad og gør buret rent og fylder vanddunken. Og hold øje med, at Sean ikke giver ham for mange godbidder, for så bliver han bare tyk, og så kan han ikke komme ud af sin iglo.

Men han må godt give ham et par stykker om dagen, for han har stadig brug for C-vitamin, og han vil ikke drikke vandet, når jeg kommer de der vitamindråber i ...“ Min mor giver slip og stopper min afblegede stribe hår om bag mit øre. “Jeg elsker dig,” siger hun en gang til.

Og så gør min mor noget, som jeg på trods af alt papirarbejdet, flybilletterne og præsentationerne ikke er forberedt på. Noget, der alligevel ville være sket om et år, når jeg skulle på universitetet. Men på trods af alle de dage, måneder og år, jeg har længes efter det, er jeg ikke klar, da det faktisk sker.

Min mor tager af sted. Jeg er alene.

Anna og det franske kys.indd 12

08/02/15 12.12

ka p itel to

J

eg kan mærke det vælde op indeni, men jeg kan ikke stoppe det.

PANIK. De har forladt mig. Mine forældre har rent faktisk efterladt mig! I FRANKRIG! Paris er i mellemtiden blevet påfaldende stille. Selv operasangerinden har pakket sammen for i aften. Jeg må ikke bryde sammen. Væggene her er tyndere end hæfteplaster, så hvis jeg bryder ud i gråd, vil mine naboer – mine nye klassekammerater – kunne høre alt. Jeg har det, som om jeg skal kaste op. Og hvis den underlige auberginetapenade, jeg fik til aftensmad, kommer op igen, hører alle det bare, og så bliver jeg aldrig inviteret med til at se mimikerne forsøge at kravle ud af deres usynlige kasser, eller hvad det nu er, folk laver i deres fritid heromkring.

Jeg styrter hen til min vask for at plaske noget vand i hovedet, men vandet eksploderer ud af hanen og sprøjter ud over 13

Anna og det franske kys.indd 13

08/02/15 12.12

min trøje i stedet for. Og nu kan jeg slet ikke holde tårerne tilbage, for jeg har ikke pakket mine håndklæder ud endnu, og den våde trøje minder mig om de dumme vandrutsje­baner i Six Flags-parken, som Bridgette og Matt plejede at hive mig med op i, hvor vandet har en sygelig farve og lugter af maling og er fyldt med milliardvis af mikroskopiske bakterier.

Shit. Hvad nu, hvis der også er mikroskopiske bakterier i det her vand? Er det overhovedet sikkert at drikke fransk vand?

Ynkelig. Jeg er ynkelig.

Hvor mange 17-årige drømmer ikke om at få lov til at flytte hjemmefra? Ingen af mine naboer er ved at bryde sammen. Der kommer ingen hulkende lyde fra deres vægge. Jeg tager en trøje fra sengen for at tørre ansigtet, da løsningen pludselig er foran mig. Min pude. Jeg kaster mig med hovedet først ned i lyddæmperen og hulker og hulker og hulker.

Nogen banker på min dør.

Nej. Det kan ikke være min dør.

Der var det igen!

“Hallo?” kalder en pige ude på gangen. “Hallo? Er du okay?”

Nej, jeg er ikke okay. LAD MIG VÆRE. Men hun kalder igen, og jeg er nødt til at kæmpe mig op fra sengen og åbne døren. På den anden side venter en blond pige med lange, små krøller. Hun er høj og stor. Ikke stor som i overvægtig. Mere stor som en volleyballspiller. En diamantlignende næsering glimter i lyset fra gangen. “Er du okay?” Hendes stemme er venlig. “Jeg hedder Meredith, og jeg bor inde ved siden af. Var det dine forældre, der lige tog af sted?

Mine røde, ophovnede øjne er svar nok.

“Jeg græd også den første nat.” Hun lægger hovedet på skrå og tænker sig om et øjeblik, før hun nikker.

14

Anna og det franske kys.indd 14

08/02/15 12.12

“Kom med ind til mig. Chocolat chaud.”

“Et chokoladeshow?” Hvorfor skulle jeg have lyst til at se et chokoladeshow? Min mor har lige efterladt mig, og jeg tør ikke forlade mit værelse og – “Nej.” Hun smiler. “Chaud. Varm. Varm chokolade – jeg kan lave det på mit værelse.” Åh.

På trods af min tilstand følger jeg med. Meredith bremser mig med en håndbevægelse som en skolepatrulje. Hun har ringe på alle fem fingre. “Husk din nøgle. Dørene låser af sig selv, når de bliver lukket.”

“Det ved jeg godt.” Jeg hiver min halskæde frem for at bevise det. Jeg satte min nøgle fast i den under weekendens obligatoriske orientering for nye elever, da de fortalte, hvor let det er at blive låst ude.

Vi går ind på Merediths værelse. Jeg gisper. Rummet har den samme ubekvemme størrelse som mit, to gange tre meter, udstyret med samme mini-skrivebord, mini-kommode, mini-seng, mini-køleskab, mini-vask og mini-bad (der er ikke noget mini-toilet, dem deler vi nede for enden af gangen). Men ... i modsætning til mit eget sterile bur er hver eneste kvadratcentimeter væg og loft dækket til med plakater, billeder, skinnende indpakningspapir og farverige flyers på fransk.

“Hvor lang tid har du egentlig været her?” spørger jeg.

Meredith rækker mig et lommetørklæde, og jeg pudser næse. Jeg udstøder et frygteligt højlydt trut, der lyder som en arrig gås, men hun hverken blinker eller skærer ansigt.

“Jeg ankom i går. Det er mit fjerde år her, så jeg behøvede ikke at møde op til orienteringen. Jeg fløj alene hertil, så jeg har bare hængt ud her og ventet på, at mine venner kom15

Anna og det franske kys.indd 15

08/02/15 12.12

mer.” Hun kaster et beundrende blik på sit arbejde og placerer hænderne på hofterne. Jeg får øje på en bunke blade, sakse og tape på gulvet, og det går op for mig, at det er et igangværende projekt. “Ikke dårligt, hva’? Jeg kan ikke klare hvide vægge.”

Jeg går en runde på hendes værelse for at se det hele. Jeg opdager hurtigt, at de fleste af ansigterne tilhører de samme fem personer: John, Paul, George, Ringo og en eller anden fodboldfyr, jeg ikke genkender.

“The Beatles er det eneste, jeg lytter til. Mine venner driller mig med det, men – “ “Hvem er det?” jeg peger på fodboldfyren. Han er klædt i rødt og hvidt og har mørke øjenbryn og mørkt hår. Han ser faktisk ret godt ud.

“Cesc Fàbregas. Seriøst, han er den mest utrolige spiller.

Han spiller for Arsenal. Den engelske fodboldklub? Nej?” Jeg ryster på hovedet. Jeg følger ikke med i sport, men måske burde jeg begynde. “Lækre ben.”

“Ja, ikke? Man kunne hamre søm i med de lår.”

Mens Meredith brygger chocolat chaud på sin kogeplade, finder jeg ud af, at hun også er sidsteårselev, og at hun kun spil­ler fodbold i sommerferien, fordi vores skole ikke tilbyder det, men at hun plejede at rangere ret højt i Massachusetts.

Det er der, hun kommer fra, Boston. Og hun minder mig om, at det “fodbold”, vi kender i USA, hedder “amerikansk fod­ bold” her, hvilket – når jeg tænker over det – også giver meget mere mening. Og hun ser ikke ud til at blive irriteret over mine ende­løse spørgsmål, eller at jeg piller ved hendes ting.

Hendes værelse er fantastisk. Foruden alt det, der er klistret fast til væggene, har hun også porcelænskopper fyldt med glitrende ringe af plastic, sølvringe med rav og glas16

Anna og det franske kys.indd 16

08/02/15 12.12

ringe med tørrede blomster. Det ser ud, som om hun allerede har boet her i flere år.

Jeg tager en ring med en Tyrannosaurus rex af gummi på.

Dinosauren blinker i røde, gule og blå farver, når jeg trykker på den. “Jeg ville ønske, jeg havde et værelse som det her.”

Jeg kan virkelig godt lide det, men jeg er alt for meget et ordensmenneske til at kunne bo sådan. Jeg har brug for rene vægge og et tomt skrivebord, og alle mine ting skal være stillet på plads.

Jeg kan se, at Meredith er glad for komplimentet.

“Er det dine venner?” Jeg lægger dinosauren tilbage i te­ koppen og peger på et billede, der er sat fast på hendes spejl.

Det er gråt og mørkt og trykt på tykt, skinnende papir. Det stammer tydeligvis fra en fotografitime. På billedet står fire mennesker foran et enormt hult kvadrat, og mængden af smart sort tøj og bevidst uglet hår afslører, at hun tilhører skolens kunstklike. Af en eller anden grund er jeg overrasket. Hendes rum er kunstnerisk, og hun går med alle de her ringe på fingrene og i næsen, men resten er meget pænt – lilla sweater, nystrøgne jeans og den bløde stemme. Så er der selvfølgelig det med fodbolden, men hun er heller ikke en drengepige.

Hun lyser op i et smil, og hendes næsering glimter. “Ja. Ellie tog det ved La Défense. Det er Josh, St. Clair, mig og Rashmi. Dem møder du i morgen til morgenmaden. Altså bortset fra Ellie. Hun gik ud sidste år.”

Den nagende knude i maven begynder at løsne sig. Blev jeg lige inviteret til at sidde sammen med hende?

“Men jeg er sikker på, at du også kommer til at møde hende, for hun er kærester med St. Clair. Hun går på Parsons Kunst- og Designskole her i Paris for at blive fotograf.”

17

Anna og det franske kys.indd 17

08/02/15 12.12

Jeg har aldrig hørt om den, men jeg nikker, som om jeg selv har overvejet at gå der.

“Hun er virkelig dygtig.” Skarpheden i hendes stemme antyder noget andet, men jeg undlader at sige noget. “Josh og Rashmi er også kærester,” tilføjer hun.

Hmm. Meredith må være single.

Jeg kan relatere til hende, desværre. Derhjemme havde jeg været kærester med Matt i fem måneder. Han var sådan lidt høj og lidt sjov og havde okay godt hår. Vores forhold var et af de der, “der er ikke rigtig nogen andre eller bedre i nærheden. Skal vi kysse?” Det var også det eneste, vi lavede, og det var ikke engang særlig godt. Alt for meget spyt. Jeg måtte altid tørre mig om munden bagefter.

Vi slog op, da jeg fandt ud af, at jeg skulle til Frankrig, men det var ikke så slemt. Jeg hverken græd eller sendte ham fortvivlede beskeder eller ridsede hans mors stationcar.

Nu dater han Cherrie Milliken, der går til kor og har glansfuldt shampoo-reklame-hår. Det generer mig ikke engang.

Ikke rigtig.

Desuden gav det mig mulighed for at gå efter Toph, biografkollega og lækker fyr extraordinaire. Det var ikke, fordi jeg ikke var interesseret i ham, dengang jeg var sammen med Matt, men alligevel. Jeg havde dårlig samvittighed.

Og nu var der lige begyndt at ske noget med Toph – virkelig ske noget – men så sluttede sommerferien. Matt er den eneste kæreste, jeg nogensinde har haft, og han tæller knap nok. Jeg fortalte ham engang, at jeg havde datet en fyr, der hed Stuart Thistleback på en sommerlejr. Stuart Thistleback, havde kastanjebrunt hår og spillede kontrabas, og vi var totalt forelskede, men han boede i Chattanooga, Tennessee, og ingen af os havde kørekort endnu.

18

Anna og det franske kys.indd 18

08/02/15 12.12

Matt vidste godt, at det bare var noget, jeg havde fundet på, men han var alt for sød til at afsløre mig.

Jeg skal lige til at spørge Meredith, hvilke fag hun har, da hendes telefon spiller de første par toner af “Strawberry Fields Forever”. Hun ruller med øjnene, da hun tager den.

“Mor, det er midnat her. Seks timers tidsforskel, husker du nok.”

Jeg kaster et blik på hendes vækkeur, der er formet som en gul ubåd, og det kommer bag på mig, at hun har ret. Jeg stiller mit for længst tomme chocolat chaud-krus på hendes kommode. “Jeg må hellere smutte nu,” hvisker jeg. “Undskyld, jeg blev så længe.”

“Lige et øjeblik.” Meredith dækker telefonen med hånden. “Det var hyggeligt at møde dig. Ses vi til morgenmaden?”

“Ja. Vi ses.” Jeg prøver at sige det på en cool måde, men er så meget oppe at køre, at jeg styrter hoppende ud på gangen og går direkte ind i en væg.

Ups. Ikke en væg. En dreng.

“Aav.” Han vakler baglæns.

“Undskyld! Det må du virkelig undskylde – jeg så ikke, at du var der.”

Han ryster på hovedet, en smule ør. Det første, jeg lægger mærke til, er hans hår – det er altid det første, jeg lægger mærke til ved folk. Det er mørkebrunt og pjusket og på en eller anden måde både langt og kort på én gang. Jeg kommer til at tænke på The Beatles, fordi jeg lige har set dem på Merediths værelse. Det er kunstnerhår. Musikerhår. Jeglader-som-om-jeg-er-ligegad-men-i-virkeligheden-betyderdet-alt-for-mig-hår.

Smukt hår.

19

Anna og det franske kys.indd 19

08/02/15 12.12

“Det er i orden – jeg så heller ikke dig. Er du okay?” Åh gud. Han er britisk. “Øhm. Bor Mer her?”

Seriøst, jeg kender ikke én amerikansk pige, der kan modstå en britisk accent.

Drengen rømmer sig. “Meredith Chevalier? Høj pige?

Stort, krøllet hår?” Så kigger han på mig, som om jeg er vanvittig eller halvdøv, ligesom min farmor. Farmor smiler bare og ryster på hovedet, hver gang jeg spørger: “Hvilken slags salatdressing vil du gerne have?” eller “Hvor har du lagt farfars gebis?”

“Undskyld.” Han træder et skridt tilbage. “Du er vist på vej i seng.”

“Ja! Meredith bor her. Jeg har været sammen med hende de sidste to timer.” Jeg annoncerer det stolt, ligesom når min bror Seany finder et eller andet ulækkert i haven. “Jeg hedder Anna! Jeg er ny her!” Åh gud. Hvad. Sker der. For den skræmmende entusiasme? Mine kinder er ved at brænde op, og det er frygteligt pinligt.

Den smukke fyrs ansigt lyser op i et grinende smil. Hans tænder er pæne – de er lige foroven og lidt skæve forneden, han har en anelse overbid. Jeg falder fuldstændig for sådan nogle smil, især på grund af mit eget fejlfyldte tandsæt. Jeg har et mellemrum mellem fortænderne på størrelse med en rosin. “Étienne,” siger han. “Jeg bor på etagen ovenpå.”

“Jeg bor her.” Jeg peger dumt på min værelsesdør, mens min hjerne arbejder på højtryk: fransk navn, britisk accent, amerikansk skole. Forvirret Anna.

Han banker to gange på Merediths dør. “Nå, men vi ses, Anna.”

20

Anna og det franske kys.indd 20

08/02/15 12.12

E-t-ien udtaler mit navn sådan her: Ah-na.

Mit hjerte hamrer løs.

Meredith åbner døren. “St. Clair!” udbryder hun. Hun taler stadig i telefon. De griner og giver hinanden et knus og begynder at tale i munden på hinanden. “Kom ind! Hvordan gik turen? Hvornår er du kommet? Har du set Josh?

Mor, jeg bliver nødt til at lægge på nu.”

Merediths telefon og dør smækker simultant i.

Jeg fumler med nøglen på min halskæde. To piger i matchende lyserøde badekåber kommer spankulerende bag mig, de fniser og hvisker. En gruppe fyre på den anden side af gangen griner og pifter efter dem. Meredith og hendes ven griner gennem de tynde vægge. Mit mod synker, og knuden i maven strammes igen.

Jeg er stadig den nye pige. Jeg er stadig alene.

Anna og det franske kys.indd 21

08/02/15 12.12

kap itel tre

N

æste morgen overvejer jeg at stoppe ud for Merediths værelse, men ender med at være en kylling og gå alene ned til morgenmaden . I det mindste ved jeg, hvor kantinen ligger (Orientering for nye elever: dag 2). Jeg tjekker en ekstra gang, om jeg har mit madkort, og slår min Hello Kitty-paraply ud. Det støvregner. Vejret er fuldstændig ligeglad med, at det er min første skoledag.

Jeg krydser vejen sammen med en flok småsnakkende elever. De lægger ikke mærke til mig, men vi styrer sammen uden om vandpytterne. En bil, der er lille nok til at være en af min brors legetøjsbiler, stryger forbi og sprøjter vand op på en pige med briller. Hun bander, og hendes venner driller hende.

Jeg sakker bagud.

Byen er bleggrå. Den overskyede himmel og stenbygningerne afgiver den samme kølige elegance, men foran mig skinner Panthéon. Dens massive kuppel og imponerende søjler løfter bygningen op, så den hviler som en krone over 22

Anna og det franske kys.indd 22

08/02/15 12.12

resten af kvarteret. Hver gang jeg ser den, bliver jeg hængende. Den ligner noget, der er taget ud af Antikkens Rom, eller i det mindste fra Capitol Hill. Slet ikke noget, jeg burde kunne se fra et klasseværelse.

Jeg kender ikke dens funktion, men jeg går ud fra, at nogen snart fortæller mig det.

Mit nye nabolag hedder Latinerkvarteret, eller som det også kaldes: 5. arrondissement. Ifølge min lommeordbog betyder det distrikt, og bygningerne i mit arrondissement smelter sammen med hinanden og krummer omkring hjør­nerne med samme overdådighed som en bryllupskage. Fortovene er tæt pakket med studerende og turister, og langs gaden står en række identiske bænke og udsmykkede gade­lygter, buskede træer omkranset af metalhegn, gotiske katedraler og bittesmå crêperier, stativer med postkort og balkoner med snirklede smedejernsgelændre.

Hvis jeg havde været på ferie, tror jeg helt sikkert, at jeg ville synes, det hele var meget charmerende. Jeg ville købe en nøglering med Eiffeltårnet, tage billeder af brostenene og bestille en tallerken escargots på restauranterne. Men jeg er ikke på ferie. Jeg er her, fordi jeg skal bo her, og jeg føler mig lille.

The School of Americas hovedbygning ligger kun to minutters gang fra Résidence Lambert, som er tredje- og fjerdeårselevernes kollegium. Indgangen er gennem en stor buegang placeret i en gårdhave med sirligt klippede træer.

Geranier og efeu hænger ned fra altankasser på hver etage, og der er skåret majestætiske løvehoveder ud i midten af de mørkegrønne døre, der er tre gange så høje som mig. På hver side af dørene hænger et rødt, hvidt og blåt flag – det ene er amerikansk, det andet fransk.

23

Anna og det franske kys.indd 23

08/02/15 12.12

Det ligner en filmkulisse. Den lille prinsesse, hvis den havde foregået i Paris. Hvordan kan sådan en skole eksistere i virkeligheden? Og hvordan er det gået til, at jeg skal gå her? Min far er vanvittig, hvis han tror, jeg passer ind her.

Jeg bakser med at få min paraply lukket, samtidig med at jeg skubber den ene af de tunge trædøre op med bagdelen, da en overklasse-udseende-fyr med surferagtigt hår maser sig forbi. Han ramler ind i min paraply og sender mig et dræberblik, som om (A) det er min skyld, at han har en tålmodighed som en baby, og (B) han ikke allerede var gennemblødt af regnen.

Minus to point fra Paris. Tag den, overklassefyr.

Der er usandsynlig højt til loftet i stueetagen. Lysekronerne hænger som dråber ned fra loftet, som er udsmykket med lokkende nymfer og ombejlende satyrer. Der er en svag duft af appelsinagtige rengøringsprodukter og tavletuscher Jeg følger lyden af pibende gummisåler, der er på vej mod kantinen. Under vores fødder strækker sig en marmormosaik, der forestiller spurve flettet ind i hinanden. På den modsatte væg i den anden ende af hallen hænger et forgyldt ur, der kimer hver time.

Hele skolen er lige så frygtindgydende, som den er imponerende. Den burde være forbeholdt elever med personlige bodyguards og shetlandsponyer og ikke en, der køber størstedelen af sin garderobe i Target.

Selvom jeg allerede så den under rundvisningen, får kantinen mig til at stoppe brat op. Jeg plejede at spise frokost i en omdannet gymnastiksal, der stank af blegemiddel og skridtbeskyttere. Der var lange borde med fastgjorte bænke og papirskrus og plasticsugerør. Kantinedamerne bar hårnet og serverede frysepizza, fryse-pommes frites og frost24

Anna og det franske kys.indd 24

08/02/15 12.12

kyllingestykker, og sodavandsapparaterne og slikautomaterne sørgede for resten af min såkaldte ernæring.

Men det her. Det kunne være en restaurant.

I modsætning til den historiske overflod, der prægede indgangshallen, er kantinen smart og moderne. Den er fyldt med runde birketræsborde og planter i krukker, der hænger ned fra loftet. Væggene er orangerøde og limegrønne, og en sirlig franskmand med hvid kokkehat serverer et bredt udvalg af retter, der ser mistænkeligt friske ud. Der er flere skabe med drikkevarer, men i stedet for de sukker- og koffeinholdige colaer er der juice og forskellige former for mineralvand. Der er endda sat en disk op til kaffe. Kaffe. Jeg kender et par Starbucks-hungrende elever på Clairemont, der ville give deres højre arm for at kunne få kaffe på skolen.

Stolene er allerede besat af elever, der snakker med deres venner hen over lyden af råbende kokke og klirrende tallerkner (rigtig porcelæn, ikke plastic). Jeg tøver i døråbningen. Andre elever stryger forbi mig og spreder sig ud i alle retninger. Jeg har en knugen i brystet. Skal jeg finde et bord, eller skal jeg først bestille morgenmad? Og hvordan skal jeg overhovedet kunne bestille, når menuen er på fucking fransk?

Det giver et sæt i mig, da jeg hører en stemme råbe mit navn. Please, please, please ...

Jeg scanner menneskemængden og får øje på en hånd med fem ringe, der vinker i den anden ende af rummet. Meredith peger på en tom stol ved siden af sig, og jeg snor mig derhen, taknemmelig og lettet ud over alle grænser.

“Jeg overvejede at banke på din dør, så vi kunne følges, men jeg vidste ikke, om du var sådan en, der sover længe.”

25

Anna og det franske kys.indd 25

08/02/15 12.12

Meredith rynker bekymret panden. “Det må du undskylde, jeg skulle have banket på. Du ser så fortabt ud.”

“Tak, fordi du holdt en plads til mig.” Jeg stiller mine ting og sætter mig. Der sidder to andre ved bordet, og som Meredith lovede aftenen før, er det de samme mennesker som på fotografiet på hendes spejl. Jeg bliver igen nervøs og fumler med rygsækken ved mine fødder.

“Det her er Anna – hende, jeg fortalte jer om,” siger Mere­ dith.

En ranglet dreng med kort hår og lang næse løfter sin kaffekop som hilsen. “Josh,” siger han. “Og det er Rashmi.”

Han nikker mod pigen ved siden af ham. Hun holder ham i hånden inde i lommen på hans hættetrøje. Rashmi har briller med blåt stel på, og hendes tykke, sorte hår hænger hele vejen ned ad hendes ryg. Hun anerkender knap nok, at jeg er der.

Det er okay. Ikke noget at snakke om.

“Alle er her bortset fra St. Clair,” siger Meredith. Hun strækker hals og kigger rundt i kantinen. “Han kommer som regel for sent.”

“Altid,” retter Josh. “Altid for sent.”

Jeg rømmer mig. “Jeg tror nok, jeg mødte ham i går. På gangen.”

“Flot hår og britisk accent?” Spørger Meredith. “Øhm. Ja. Tror jeg.” Jeg forsøger at få min stemme til at lyde afslappet.

Josh smisker. “Alle er forææælskede i St. Clair.” “Årh, hold op,” siger Meredith.

“Jeg er ikke,” Rashmi kigger på mig for første gang og overvejer sikkert, hvor stor sandsynligheden er for, at jeg bliver forelsket i hendes kæreste.

26

Anna og det franske kys.indd 26

08/02/15 12.12

Josh giver slip på hendes hånd og udstøder et overdrevent suk. “Nå, men det er jeg altså. Jeg vil invitere ham med til skoleballet. Det her er vores år, det ved jeg bare.”

“Holder skolen et skolebal?” spørger jeg.

“Nej, for guds skyld,” siger Rashmi. “Jep, Josh. Dig og St. Clair ville se rigtig søde ud i matchende smokinger.”

“Kjole og hvidt.” Den britiske accent får Meredith og mig til at hoppe i vores stole. Det er fyren fra gangen. Den smukke fyr. Hans hår er fugtigt af regnen. “Jeg insisterer på at have pingvin-sæt på, ellers giver jeg din brystbuket til Steve Carver i stedet.”

“St. Clair!” Josh springer op fra sin stol, og de omfavner hinanden i det klassiske to-klap-på-ryggen-mandeknus.

“Får jeg ikke et kys? Jeg er knust.”

“Tænkte, det måske ville gøre fruen sur. Jeg har ikke fortalt hende om os endnu.”

“Whatever,” siger Rashmi, men nu smiler hun. Det klæder hende. Hun burde gøre brug af sine mundvige noget oftere.

Den smukke dreng fra gangen (skal jeg kalde ham Étienne eller St. Clair?) smider sin taske og klemmer sig ind på den ledige stol mellem Rashmi og mig. “Anna.” Han er overrasket over at se mig, og jeg bliver også overrumplet. Han kan huske mig.

“Nice paraply. Den kunne jeg godt have brugt i morges.”

Han lader en hånd glide gennem sit hår, og en vanddråbe lander på min bare arm. Jeg bliver fuldstændig mundlam.

Desværre taler min mave for sig selv. Han spærrer øjnene op, da han hører den rumle, og jeg forundres over, hvor store og brune de er. Som om han havde brug for flere våben mod den kvindelige race.

27

Anna og det franske kys.indd 27

08/02/15 12.12

Josh har garanteret ret. Alle pigerne på skolen må være forelskede i ham.

“Det lyder forfærdeligt. Du burde give den noget mad.

Med­mindre ...” han lader, som om han undersøger mig, og kommer så helt tæt på og hvisker: “Medmindre du er en af den slags piger, der aldrig spiser. Det kan vi desværre ikke tolerere. Så bliver vi nødt til at bandlyse dig fra bordet for evigt.”

Jeg er fast besluttet på at lyde rationel i hans selskab. “Jeg ved ikke, hvordan man bestiller.”

“Det er nemt nok,” siger Josh. “Stil dig i køen. Sig, hvad du vil have. Modtag lækker mad. Giv dem så dit madkort og en liter blod.”

“Jeg har hørt, at de har hævet det til halvanden liter i år,” siger Rashmi.

“Knoglemarv,” siger Hottien fra Gangen. “Eller din venstre øreflip.”

“Ellers tak, men jeg mente menuen.” Jeg peger over mod tavlen, der hænger over en af kokkenes hoveder. En raffineret kursiv håndskrift angiver dagens menu i pink, gul og hvid. På fransk. “Det er ikke ligefrem mit modersmål.”

“Kan du ikke fransk?” spørger Meredith.

“Jeg har haft spansk i tre år. Det var ikke ligefrem, fordi jeg regnede med, at jeg nogensinde skulle flytte til Paris.”

“Det skal nok gå,” skynder Meredith sig at sige. “Det er der mange her, der ikke gør.”

“Men de fleste gør,” tilføjer Josh.

“Men de fleste gør det ikke særlig godt.” Rashmi kigger spidst på ham.

“Først lærer du madens sprog. Kærlighedens sprog.”

28

Anna og det franske kys.indd 28

08/02/15 12.12

Josh gnider sig på maven som en tynd Buddha. “Oeuf. Æg.

Pomme. Æble. Lapin. Kanin.”

“Det er ikke sjovt.” Rashmi slår hans arm. “Det undrer mig ikke, at Isis bider dig. Idiot.”

Jeg kaster endnu et blik på tavlen. Den er stadig på fransk.

“Og øh, indtil da?”

“Okay.” Hottien fra Gangen skubber sin stol ud. “Kom med mig. Jeg har heller ikke spist.” Jeg kan ikke undgå at lægge mærke til, at flere piger kigger måbende efter ham, mens vi arbejder os igennem menneskemængden. En blond pige med krum næse og en lillebitte tank top kurrer, så snart vi stiller os i kø. “Hey, St. Clair. Hvordan var din sommerferie?”

“Hej, Amanda. Den var fin.”

“Blev du her, eller tog du tilbage til London?” Hun læner sig hen over sin veninde, en lav pige med en fyldig hestehale, og positionerer sig dermed, så der er maksimalt udsyn til hendes kavalergang.

“Jeg boede hos min mor i San Francisco. Havde du en god ferie?” Han spørger hende høfligt, men jeg fryder mig over hans neutrale tonefald.

Amanda kaster håret tilbage, og pludselig er hun Cherrie Milliken. Cherrie elsker at kaste rundt med sit hår, ryste det og vikle det om sine fingre. Bridgette er overbevist om, at hun tilbringer sine weekender foran en roterende vifte og lader, som om hun er supermodel, men jeg tror, hun har alt for travlt med at pakke sit hår ind i tang-, papaya- og mudderwraps i sin evige jagt på den perfekte glans.

“Det var fantastisk.” Svirp, der kom håret igen. “Jeg var i Grækenland i en måned, og resten af ferien var jeg på Man-

29

Anna og det franske kys.indd 29

08/02/15 12.12

hattan. Min far har en fantastisk penthouselejlighed med udsigt over Central Park.”

Hver eneste sætning, hun siger, har et ord, der er lagt ek­ stra tryk på. Jeg fnyser for at undgå at grine, og Hottien fra Gangen får et underligt hosteanfald.

“Men jeg har savnet dig. Fik du ikke nogen af mine e-­mails?” “Øh, nej. Du må have den forkerte adresse. Hey.” Han puffer til mig med albuen. “Det er snart vores tur.” Han vender ryggen til Amanda, og hun og veninden udveksler misbilligende blikke. “Tid til din første lektion. Morgenmaden her er enkel og består primært af brød – croissanten er selvfølgelig den mest berømte. Det vil sige ingen pølser eller røræg.

“Bacon?” spørger jeg håbefuldt.

“Helt sikkert ikke.” Han griner. “Anden lektion, ordene på tavlen. Lyt og gentag efter mig: Croissant.” Jeg kniber øjnene sammen, samtidig med at han spærrer sine op i sit forsøg på at virke uskyldig. “Betyder ‘croissant’, ser du. Og det her? Yaourt?”

“Hmm. Jeg ved ikke. Yogurt?”

“Du er et naturtalent! Og du siger, du aldrig har boet i Frankrig før?”

“Ha-ha. Hvor sjovt.” Jeg efterligner hans måde at grine på.

Han smiler. “Nå, er det sådan det skal være? Du har kendt mig i mindre end et døgn, og du gør allerede grin med min britiske accent. Hvad bliver det næste? Skal vi diskutere mit hår? Min højde? Mine bukser?”

Franskmanden bag disken råber ad os. Undskyld, hr. fran­ske kok. Jeg er bare en lille smule distraheret af dette en­gel­ 30

Anna og det franske kys.indd 30

08/02/15 12.12

ske/franske/amerikanske mesterværk af en fyr. Han spørger mig hurtigt: “Yoghurt med mysli og honning, blødkogt æg eller pærer på brioche?”

Jeg har ingen anelse om, hvad brioche er. “Yoghurt,” siger jeg.

Han bestiller vores mad på perfekt fransk. I hvert fald lyder det upåklageligt i mine jomfruelige ører, og det får kokken til at slappe af. Det skulende blik forsvinder, og han rører mysli og honning i min yoghurt. Til sidst kommer han et par blåbær ovenpå, før han rækker mig skålen.

“Merci, monsieur Boutin.”

Jeg tager vores bakke. “Ingen Pop-Tarts? Eller Coco Pops?

Jeg bliver helt fornærmet.”

“Man kan få Pop-Tarts om tirsdagen, vafler om onsdagen, men de serverer aldrig nogensinde Coco Pops. Du må nøjes med Froot Loops om fredagen.”

“Du ved godt nok meget om amerikansk junkfood af en britisk fyr at være.”

“Appelsinjuice? Grapefrugt? Tranebær?” Jeg peger på appelsinjuicen, og han tager to flasker ud af skabet. “Jeg er ikke brite. Jeg er amerikaner.”

Jeg smiler. “Ja, garanteret.”

“Det er jeg altså. Man skal være amerikaner for at gå på SOAP, ikke?”

“Soap? Altså sæbe?”

“School of America in Paris,” forklarer han. “SOAP.” Fedt. Min far har sendt mig hertil for at blive renset.

Vi stiller os i kø for at betale, og det kommer bag på mig, hvor let det går. På min gamle skole prøvede alle at snyde foran og genere kantinedamerne, men her venter alle tålmodigt. Jeg vender mig om mod ham og når lige at fange ham i 31

Anna og det franske kys.indd 31

08/02/15 12.12

at give mig elevatorblikket. Jeg holder vejret. Hottien tjekker mig ud. Han opdager ikke, at jeg så det. “Min mor er amerikaner,” fortsætter han roligt. “Min far er franskmand. Jeg er født i San Francisco og opvokset i London.”

På mirakuløs vis lykkes det mig at finde min stemme. “En sand verdensmand.”

Han griner. “Det er rigtigt. Jeg er ikke en poseur ligesom alle jer andre.”

Jeg skal lige til at finde på et comeback, da jeg kommer i tanker om det. Han har en kæreste. Et eller andet ondt prikker til min lyserøde hjernemasse og tvinger mig til at genkalde min samtale med Meredith i går. Det er på tide at skifte emne. “Hvad er dit rigtige navn? I går præsenterede du dig som –” “St. Clair er mit efternavn. Étienne er mit fornavn.” “Étienne St. Clair.” Jeg prøver at udtale det ligesom ham, fremmedartet og overklasseagtigt.

“Det er frygteligt, synes du ikke?”

Jeg griner. “Étienne er pænt. Hvorfor kalder folk dig ikke det?”

“Nå, Étienne er pænt. Hvor storsindet af dig.”

En ny person stiller sig i køen bag os, en lille dreng med brun hud, akne og en tyk moppe af sort hår. Drengen er glad for at se ham, og Étienne smiler tilbage. “Hey, Nikhil. Har du haft en god ferie?” Det er det samme spørgsmål, som han stillede Amanda, men denne gang er hans tonefald oprigtigt.

Det er alt, hvad der skal til, for at drengen begynder på en lang historie om sin tur til Delhi, om markederne og templerne og monsunerne (han var ude at se Taj Mahal. Jeg tog til Panama City Beach i Florida sammen med resten af delsta32

Anna og det franske kys.indd 32

08/02/15 12.12

ten Georgia). Endnu en dreng stiller sig i køen, denne tynd og bleg med strittende hår. Nikhil glemmer alt om os og hilser på sin ven med samme entusiastiske fortælling.

St. Clair – jeg beslutter mig for at kalde ham det, før jeg kommer til at sige noget pinligt – vender sig om mod mig igen. “Nikhil er Rashmis bror. Han er førsteårselev. Hun har også en lillesøster, Sanjita, der er andetårselev, og hendes storesøster, Leela, gik ud for to år siden.”

“Har du nogen søskende?”

“Nej. Har du?”

“En bror, men han er derhjemme. I Atlanta. Det ligger i Georgia. Sydstaterne?”

Han løfter et øjenbryn. “Jeg ved godt, hvor Atlanta ligger.”

“Nåh ja.” Jeg rækker mit madkort til manden bag disken.

Ligesom monsiur Boutin er han iført en nystrøget, hvid uniform og en kokkehue. Han har også cykelstyroverskæg.

Hmm. Jeg vidste ikke, at de havde dem herovre. Cykelstyret bipper mit kort og rækker mig det igen med et hurtigt merci.

Tak. Endnu et ord, jeg allerede kendte. Perfekt.

På vej tilbage til vores bord stirrer Amanda på St. Clair inde fra sin klub af polerede overklassevenner. Det undrer mig ikke at se fake-surfer-hår-dræberblik-fyren sidde sammen med hende. St. Clair snakker om de forskellige fag – hvad jeg skal forvente på den første dag, hvordan lærerne er – men jeg hører ikke efter. Det eneste, jeg ser, er hans smil med de skæve tænder og hans selvsikre, svajende gang.

Jeg er et lige så stort et fjols som alle de andre.

Anna og det franske kys.indd 33

08/02/15 12.12

kap itel fire

H

-til-P-køen bevæger sig langsomt fremad. Fyren foran mig er i gang med en heftig diskussion med vejlederen. Jeg kigger over på A-til-G-køen og ser, at Meredith (Chevalier) og Rashmi (Devi) allerede har fået udleveret deres skemaer og er i gang med at sammenligne dem.

“Jamen jeg skrev mig ikke op til drama, jeg skrev mig op til IT.” Den lille, kraftige vejleder er tålmodig. “Det er jeg klar over, men eftersom IT ikke passede sammen med resten af dit skema, har du fået din andenprioritet. Du kan eventuelt melde dig til IT næste –” “Min andenprioritet var programmering.”

Hov vent. Jeg retter pludselig min opmærksomhed mod drengen og vejlederen. Må de godt det? Melde os til et fag, vi ikke har bedt om? Jeg dør – DØR – hvis jeg bliver tvunget til at have idræt igen.

“Faktisk, David.” Vejlederen bladrer igennem sine pa34

Anna og det franske kys.indd 34

08/02/15 12.12

pirer. “Så udfyldte du aldrig din andenprioritet, så vi blev nødt til at vælge et andet fag til dig. Men jeg er sikker på, at du vil komme til at synes godt om –” Drengen river vredt skemaet ud af hendes hænder og marcherer af sted. Hold da op. Det er jo ikke ligefrem hendes skyld. Jeg træder et skridt frem og siger mit navn så venligt som muligt for at gøre det godt igen efter det fjols, der lige gik. Hun sender mig et smil med smilehuller som svar.

“Dig kan jeg godt huske. Hav en god første skoledag.” Og hun rækker mig et gult stykke papir.

Jeg holder vejret, mens jeg skimmer arket. Pyha. Ingen overraskelser. Engelsk på højniveau, matematik, begynderfransk, fysik, europæisk historie og et noget tvivlsomt fag, der kalder sig selv La Vie. Da jeg meldte mig til fagene, fortalte vejlederen, at La Vie kun er for fjerdeårselever, og at det er en form for lektiecafé, hvor der af og til vil være gæstetalere, der holder foredrag om, hvordan man lægger budgetter, optager boliglån og bager quiche. Eller noget i den stil. Jeg er bare lettet over, at mor lod mig vælge det. En af de fedeste ting ved skolen er, at matematik, fysik og historie ikke er obligatoriske for fjerde årgang. Desværre er min mor konservativ og nægter at lade mig tage min afgangseksamen uden at have haft alle tre i endnu et år. “Du kommer aldrig ind på et ordentligt universitet, hvis du har haft keramik,” advarede hun mig, mens hun kiggede misbilligende på orienteringsfolderen.

Tak, mor. Send mig endelig væk til en by, der er kendt for sin kunst, for at lade mig gennemleve endnu en matematiktime. Jeg skrider hen til Meredith og Rashmi og føler mig totalt som tredje hjul, men beder til, at vi har nogle af de samme fag. Jeg har heldet med mig. “Tre sammen med mig 35

Anna og det franske kys.indd 35

08/02/15 12.12

og fire med Rash!” erklærer Meredith og rækker mig mit skema tilbage. Hendes regnbuefarvede plasticringe klikker imod hinanden.

De begynder at snakke om nogen, jeg ikke kender, og mine tanker vandrer over til den anden side af gården, hvor St. Clair venter sammen med Josh i Q-til-Z-køen. Jeg håber, at jeg har nogle af de samme fag som ham.

Jeg mener dem. Samme fag som dem.

Det er holdt op med at regne, og Josh sparker til en vandpyt og sprøjter vand op på St. Clair. St. Clair ler og siger et eller andet, der får dem begge til at knække sammen af grin.

Det går pludselig op for mig, at St. Clair er lavere end Josh.

Meget lavere. Det er underligt, at jeg ikke har lagt mærke til det noget før, men han opfører sig ikke som en lav fyr.

De fleste er generte eller defensive eller en eller anden bizar kombination, men St. Clair er selvsikker og venlig og – “Wow, kan du stirre lidt mere?”

“Hvad?” Jeg drejer mig med et ryk, men Rashmi taler ikke til mig. Hun ryster på hovedet ad Meredith, der ser lige så flov ud, som jeg føler mig.

“Du brænder huller i St. Clairs hoved, sådan som du stirrer på ham. Det er ikke særlig attraktivt.”

“Hold kæft.” Men Meredith smiler til mig og trækker på skuldrene.

Okay. Det afgør sagen. Som om jeg manglede endnu en grund til ikke at sukke efter ham. Drengevidunderet er officielt forbudt territorium. “Du må ikke sige det til ham,” siger hun. “Please.”

“Selvfølgelig ikke,” siger jeg.

“For vi er tydeligvis bare venner.”

“Tydeligvis.”

36

Anna og det franske kys.indd 36

08/02/15 12.12

Vi bliver hængende, indtil skolens rektor ankommer for at holde sin velkomsttale. Hun er elegant og fører sig frem som en ballerina. Hendes hals er lang, og hendes snehvide hår er sat op i en pæn knold, der får hende til at se distingveret ud frem for gammel. Hun har et overordnet parisisk udtryk, men jeg ved fra mit optagelsesbrev, at hun kommer fra Chicago. Hendes blik glider hen over os, hendes hundrede håndplukkede elever.

“Velkommen til et nyt og spændende år på School of America in Paris. Det glæder mig at se så mange kendte ansigter, og det glæder mig endnu mere at se de nye.”

Skoletaler er åbenbart noget, de ikke kan gøre bedre i Frankrig.

“Jeg vil gerne bede alle elever, der gik her sidste år, om at byde hjerteligt velkommen til de nye førsteårselever samt nye fjerdeårselever.”

Der lyder en beskeden klapsalve. Jeg ser mig omkring og får et chok, da jeg opdager, at St. Clair kigger på mig. Han klapper og løfter hænderne i min retning. Jeg rødmer og skynder mig at kigge væk.

Rektoren fortsætter sin tale. Fokusér, Anna. Fokusér. Men jeg kan mærke hans blik, som var det solen, der brændte mig i nakken. Min hud bliver fugtig af sved. Jeg glider ind under et af de perfekt beskårne træer. Hvorfor kigger han på mig? Stirrer han stadig? Det tror jeg. Hvorfor, hvorfor, hvorfor? Stirrer han på mig på en god måde eller på en dårlig måde eller bare ligegyldigt?

Men da jeg endelig kigger derhen, stirrer han slet ikke på mig. Han bider i sin lillefingernegl.

Rektoren afslutter sin tale, og Rashmi springer af sted for at slutte sig til drengene. Meredith og jeg følges ind til en37

Anna og det franske kys.indd 37

08/02/15 12.12

gelsk. Professeuren er ikke kommet endnu, så vi sætter os bagest i lokalet. Klasselokalet er mindre, end jeg er vant til, og de høje, slanke vinduer er af mørkt træ og ligner døre.

Men skrivebordene er de samme, ligesom tavlen og blyantspidseren, der er fastgjort til væggen. Jeg koncentrerer mig om de kendte ting for at få nerverne i ro.

“Du vil kunne lide professeur Cole,” siger Meredith.

“Hun er skidesjov, og hun giver os altid gode bøger for.”

“Min far er forfatter.” Det ryger ud af mig, før jeg når at tænke mig om, og jeg fortryder det med det samme.

“Virkelig? Hvem?”

“James Ashley.” Det er hans forfatternavn. Oliphant var åbenbart ikke romantisk nok.

“Hvem?”

Ydmygelsen fordobles. “Beslutningen? Indgangen?” De er blevet filmatiseret. Glem det, de har alle sammen sådan nogle vage navne –” Meredith læner sig begejstret frem. “Nej, min mor elsker Indgangen!”

Jeg rynker på næsen.

“Den er ikke så ringe. Jeg så engang Indgangen sammen med hende, og jeg tudbrølede, da pigen døde af leukæmi.”

“Hvem døde af leukæmi?” Rashmi smider sin rygsæk ned ved siden af mig. St. Clair følger lige efter og sætter sig på pladsen foran Meredith.

“Annas far har skrevet Indgangen,” siger Meredith.

Jeg hoster. “Det er ikke noget, jeg er stolt af.”

“Undskyld, hvad er Indgangen?” spørger Rashmi.

“Det er den der film om drengen, der hjælper en kvinde med at føde den lille pige i elevatoren, og så vokser han op og ender med at blive forelsket i pigen,” siger Meredith, 38

Anna og det franske kys.indd 38

08/02/15 12.12

mens St. Clair vipper tilbage på stolen og snupper hendes skema. “Men dagen efter at de bliver forlovet, finder de ud af, at hun har leukæmi.”

“Hendes far ruller hende hen ad kirkegangen i en kørestol,” fortsætter jeg. “Og så dør hun på deres bryllupsrejse.”

“Uf,” siger Rashmi og St. Clair i kor.

Nok pinlighed. “Hvor er Josh?” spørger jeg.

“Han er tredjeårselev,” svarer Rashmi, som om det var noget, jeg burde have vidst. “Vi satte ham af ved matematik.” “Åh.” Vores samtale rammer en væg. Super.

“Tre fag sammen, Mer. Lad mig se dit.” St. Clair vipper igen tilbage og snupper mit ark. “Uuh. Begynderfransk.”

“Hvad sagde jeg?”

“Det er ikke så slemt.” Han rækker mig skemaet tilbage og smiler. “Du kommer lynhurtigt til at kunne læse morgenmads­menuen uden mig.”

Hmm, måske har jeg slet ikke lyst til at lære fransk.

Argh! Drenge får piger til at opføre sig som idioter.

“Bonjour à tous.” En kvinde iført en skarp turkis kjole kommer skridende ind og smækker sin kaffekop ned i katederet. Hun ser ung ud og har det mest blonde hår, jeg nogensinde har set på en lærer. “Af hensyn til –“ hendes blik glider hen over rummet, indtil det lander på mig.

Hvad? Hvad har jeg nu gjort?

“Af hensyn til den eneste person, der ikke kender mig, je m’appelle Professeur Cole.” Hun nejer dramatisk, og klassen ler. De drejer sig alle rundt for at glo på mig.

“Hej,” siger jeg lavmælt.

Min mistanke bliver bekræftet. Ud af 25 elever – hele min årgang – er jeg den eneste nye elev. Det vil sige, at mine klas39

Anna og det franske kys.indd 39

08/02/15 12.12

sekammerater har endnu en fordel, fordi de alle sammen kender lærerne på forhånd. Skolen er så lille, at der kun er én professeur i hvert fag, der underviser alle fire årgange.

Jeg spekulerer på, hvem der mon droppede ud og overlod pladsen til mig. Det var helt sikkert en, der var sejere end mig. En med dreadlocks, tatoveringer af pinup-piger og med forbindelser i musikindustrien.

“Jeg kan se, at pedellerne igen har ignoreret mit ønske,” siger professeur Cole. “Op at stå alle sammen. I ved, hvad der skal gøres.”

Jeg aner ikke, hvad der skal gøres, men skubber mit bord, da alle andre begynder at skubbe deres. Vi placerer dem i en stor cirkel. Det er underligt at se alle mine klassekammerater på én gang. Jeg benytter lejligheden til at se dem an. Jeg tror ikke, jeg skiller mig ud, men deres jeans og sko og rygsække er dyrere end mine. De ser renere og mere skinnende ud.

Det overrasker mig ikke. Min mor arbejder som biologilærer, hvilket ikke ligefrem giver en masse lommepenge.

Far betaler for huslånet og hjælper til med regningerne, men det er ikke nok, og mor er alt for stolt til at bede om mere.

Hun siger, at han alligevel ville sige nej og gå ud og købe endnu en crosstrainer i stedet for.

Det har hun nok ret i.

Resten af morgenen går hurtigt. Jeg kan godt lide professeur Cole, og min matematiklærer, professeur Babineaux, er også okay. Han er en ægte pariser med livlige øjenbryn, og han spytter, når han taler. Jeg tror dog ikke, at det med at spytte er en decideret fransk ting. Jeg tror bare, han læsper. Men det er svært at afgøre på grund af accenten.

40

Anna og det franske kys.indd 40

08/02/15 12.12

Efter matematik har jeg begynderfransk. Professeur Gillet viser sig også at være pariser. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet. De bruger altid modersmålsfolk til at undervise i fremmedsprog. Mine spansklærere rullede altid med øjnene og udbrød, “¡Aye, dios mio!” hver gang jeg rakte hånden op.

De blev altid frustrerede, når jeg ikke kunne forstå noget, der for dem var helt banalt.

Så jeg holdt op med at række hånden op.

Lokalet er fyldt med førsteårselever, ligesom jeg forudså.

Og så mig. Nå ja, og én tredjeårselev, ham den sure fra i morges. Han præsenterer sig entusiastisk som Dave, og jeg kan se, at han ligesom mig er lettet over ikke at være den eneste fra en ældre årgang.

Måske er Dave alligevel cool nok.

Til frokost følger jeg med strømmen mod kantinen. Jeg går uden om den almindelige kø og direkte hen til disken med tag-selv-frugt og brød, selvom pastaretterne dufter vidunderligt. Jeg er virkelig en kujon. Jeg vil hellere sulte end forsøge at bestille noget på fransk. “Oui, oui!” ville jeg sige og pege på tilfældige ord på tavlen. Så ville kokken med cykelstyret præsentere et eller andet ulækkert, og jeg ville være nødt til at købe det af skam. Ja, selvfølgelig mente jeg den stegte due! Mums! Ligesom hos bedstemor.”

Meredith og hendes venner hænger ud ved det samme bord som i morges. Jeg tager en dyb indånding, før jeg slutter mig til dem. Til min store lettelse, overrasker det ingen, at jeg sætter mig hos dem. Meredith spørger St. Clair, om han har set sin kæreste endnu. Han læner sig tilbage i stolen.

“Nej, men vi skal ses i aften.”

“Var du sammen med hende i sommer? Er hendes skole 41

Anna og det franske kys.indd 41

08/02/15 12.12

startet? Hvilke fag har hun det her semester?” Hun bliver ved med at stille spørgsmål om Ellie, som han besvarer fåmælt. Josh og Rashmi kysser – jeg kan rent faktisk se tunge – så jeg retter opmærksomheden mod mit brød og mine vindruer. Hvor bibelsk af mig.

Vindruerne er mindre end dem, jeg kender, og deres skind har en underlig ru overflade. Er det snavs? Jeg dypper min serviet i vand og gnubber de små, lilla kugler. Det hjælper, men de er stadig lidt ru. Hmm. Meredith og St. Clair er holdt op med at snakke. Jeg kigger op og opdager, at de begge stirrer på mig, tydeligvis underholdt. “Hvad?”

“Ikke noget,” siger han. “Fortsæt endelig med din druebadning.”

“De var snavsede.”

“Har du smagt dem?” spørger Meredith.

“Nej, der er stadig små pletter på dem.” Jeg holder én op for at vise dem det. St. Clair snupper den ud af hånden på mig og smider den ind i munden. Jeg er fuldstændig hypnotiseret af hans læber og hans hals, da han synker.

Jeg tøver. Hvad skal jeg vælge? Ren mad eller hans billigelse?

Han tager en til og smiler. “Åbn munden.”

Jeg åbner munden.

Vindruen strejfer min underlæbe, idet han putter den ind i munden på mig. Den eksploderer i min mund, og jeg bliver så overrasket over dens saftighed, at jeg er tæt på at spytte den ud. Smagen er så intens, at den minder mere om slik med frugtsmag end om ægte frugt. Det ville være en underdrivelse at sige, jeg aldrig har smagt noget lignende.

Meredith og St. Clair griner. “Bare vent, til du smager dem som vin,” siger hun.

42

Anna og det franske kys.indd 42

08/02/15 12.12

St. Clair hvirvler sin pasta rundt om sin gaffel. “Hvordan gik fransktimen så?”

Det abrupte emneskift får mig til at gyse. “Professeur Gillet er skræmmende. Hendes ansigt er helt sammenkrøllet.”

Jeg river et stykke brød af min baguette. Skorpen knaser, og indvendigt er den blød og let. Mmm. Jeg putter endnu et stykke ind i munden.

Meredith ser tænksom ud. “Hun kan godt være skræmmende i starten, men hun er virkelig sød, når man lærer hende at kende.”

“Mer er hendes yndlingselev,” forklarer St. Clair.

Rashmi river sig løs fra Josh, der ser helt ør ud af den friske luft. “Hun har fortsætterfransk og fortsætterspansk,” tilføjer hun.

“Så kan du måske være min tutor,” siger jeg til Meredith.

“Jeg er sindssygt dårlig til fremmedsprog. Den eneste grund til, at skolen så gennem fingre med mine spanskkarakterer, var, at rektor læser min fars åndsvage romaner.”

“Hvordan ved du det?” spørger hun.

Jeg ruller med øjnene. “Hun nævnte det et par gange i telefonsamtalen.” Hun blev ved med at stille spørgsmål om rollefordelingen til Fyrtårnet. Som om min far har noget at skulle have sagt. Og som om det interesserer mig.

Hun vidste ikke, at min smag i film er noget mere sofistikeret.

“Jeg kunne godt tænke mig at lære italiensk,” siger Meredith. “Men de tilbyder det ikke her. Derfor gad jeg godt studere på universitet i Rom næste år. Eller måske London.

Dér kan man også studere det.”

“Rom må da være det bedste sted at lære italiensk,” siger jeg.

43

Anna og det franske kys.indd 43

08/02/15 12.12

“Ja, men ...” Hun kaster et stjålent blik på St. Clair. “Jeg har altid godt kunnet lide London.”

Stakkels Mer. Hun er virkelig hårdt ramt.

“Hvad med dig?” spørger jeg ham. “Hvor vil du hen?”

St. Clair trækker på skuldrene. Han gør det langsomt og med hele kroppen, overraskende fransk. Det er det samme skuldertræk, som tjeneren gav mig på restauranten i går, da jeg spurgte, om de serverede pizza. “Det ved jeg ikke. Det kommer an på så meget, men jeg kunne godt tænke mig at læse historie.” Han læner sig frem, som om han skal til at fortælle en fræk joke. “Jeg har altid gerne villet være en af de der tossede fyre, de interviewer på BBC eller PBS. Du ved, sådan en med vanvittige øjenbryn og ruskindslapper på albuerne.”

Ligesom mig! Næsten. “Jeg vil gerne være på en tv-kanal, der viser klassiske film, og diskutere Hitchcock og Capra med Robert Osborne. Han er vært på vildt mange programmer. Jeg ved godt, han er gammel, men han er bare så skidecool. Han ved alt om film.”

“Virkelig?” Han lyder oprigtigt interesseret.

“St. Clair er altid begravet i historiebøger på størrelse med ordbøger,” afbryder Meredith. “Det er svært at få ham til at komme ud fra sit værelse.”

“Det er, fordi Ellie altid er derinde,” siger Rashmi tørt.

“Du skulle nødig snakke.” Han gør tegn til Josh. “For slet ikke at nævne ... Henri.”

“Henri!” siger Meredith, og hun og St. Clair bryder ud i latter.

“Det var én eftermiddag, og I lader mig aldrig glemme det.” Rashmi kigger over på Josh, der stikker til sin pasta.

“Hvem er Henri?” Jeg snubler over udtalen. En-ri.

“Han var turguide på vores skoleudflugt til Versailles på 44

Anna og det franske kys.indd 44

08/02/15 12.12

andet år,” fortæller St. Clair. “En tynd, lille fyr, men Rashmi efterlod os i Spejlsalen for at kaste sig over ham –” “Det gjorde jeg altså ikke!”

Meredith ryster på hovedet. “De gramsede løs på hinanden hele eftermiddagen. I fuld offentlighed.”

“Hele skolen sad og ventede på bussen i to timer, fordi hun glemte, hvornår vi skulle mødes,” siger han.

“Det var IKKE to timer –” Meredith fortsætter: “Professeur Hansen fandt hende til sidst bag nogle buske i en af haverne, og hun havde sugemærker over hele halsen.”

“Sugemærker!” St. Clair fnyser.

Rashmi syder. “Hold kæft, Snavekonge.”

“Hvad?”

“Snavekonge,” siger hun. “Det var, hvad vi alle sammen kaldte dig efter din og Ellies betagende forestilling på gademarkedet sidste forår.” St. Clair forsøger at protestere, men han sprutter af grin. Meredith og Rashmi fortsætter med at lange ud efter hinanden, men ... jeg er slet ikke med. Jeg tænker på, om Matt er blevet bedre til at kysse, nu hvor han har fundet en mere erfaren pige at øve sig på. Det var sikkert min skyld, at han var dårlig til at kysse. Åh nej.

Jeg er en dårlig kysser. Det er jeg. Det må jeg være.

En dag bliver jeg tildelt en statue formet som et par læber med indgraveringen: VERDENS DÅRLIGSTE KYSSER. Og Matt vil holde en tale om, hvordan han kun var sammen med mig, fordi han var desperat, men jeg var ikke villig til at gøre det, så jeg var bare spild af tid, fordi Cherrie Milliken havde været interesseret i ham hele tiden, og hun er totalt villig. Det ved alle.

45

Anna og det franske kys.indd 45

08/02/15 12.12

Åh gud. Synes Toph mon også, jeg er dårlig til at kysse?

Det skete kun en enkelt gang. Sidste aften i biografen var også den sidste aften, inden jeg tog af sted til Frankrig. Det var en stille aften, og vi havde været alene i lobbyen det meste af aftenen. Måske var det, fordi det var min sidste vagt, eller fordi vi ikke skulle se hinanden de næste fire måneder, og måske fordi det føltes som sidste chance – uanset grunden var vi ligeglade. Vi var modige. Vores flirten eskalerede, efterhånden som aftenen gik, og da vi skulle til at tage hjem, kunne ingen af os tage af sted. Vi blev bare ved med at ... trække tiden ud.

Og til sidst sagde han endelig, at han ville komme til at savne mig.

Og så kyssede han mig endelig under den summende baldakin.

Og så gik jeg.

“Anna? Er du okay?” er der en, der spørger.

Hele bordet stirrer på mig.

Du må ikke græde. Ikke græde. Ikke græde. “Øh. Hvor er toilettet?” Toilettet er min foretrukne undskyldning i enhver situation. Ingen stiller yderligere spørgsmål, så snart man nævner det.

“Toiletterne er nede for enden af hallen.” St. Clair ser bekymret ud, men tør ikke spørge. Han er sikkert bange for, at jeg begynder at snakke om tamponers absorberingsevne eller nævner det frygtede “M”-ord.

Jeg tilbringer resten af frokostpausen i en toiletbås. Jeg savner Atlanta så meget, at det gør fysisk ondt. Mit hoved dundrer, min mave slår knuder, og det hele er bare så unfair. Jeg har aldrig bedt om at være her. Jeg havde mine egne venner 46

Anna og det franske kys.indd 46

08/02/15 12.12

og mine egne indforståede jokes og mine egne stjålne kys.

Jeg ville ønske, mine forældre havde givet mig et valg: “Vil du tilbringe dit sidste år i Atlanta eller i Paris?”

Hvem ved? Måske ville jeg have valgt Paris.

Mine forældre overvejede bare aldrig, at det eneste, jeg ønskede, var at have et valg.

Anna og det franske kys.indd 47

08/02/15 12.12

ka p itel fem

T

il: Anna Oliphant <bananaelephant@femmefilmfreak.net>

Fra: Bridgette Saunderwick <bridgesandwich@freebiemail.com> Emne: Du skal ikke kigge nu, men ...

... lagenet på din seng stikker op i nederste højre hjørne. HA! Jeg fik dig til at kigge, gjorde jeg ikke? Nå, men hold op med at glatte usynlige folder ud. Helt seriøst. Hvordan er det at gå på Le Akademi du Fraunch? Er der nogen lækre fyre, jeg skal vide noget om? Og nu vi taler om lækre fyre: Gæt, hvem jeg har matematik sammen med!! Drew! Han har farvet sit hår sort og fået en piercing i læben. Og han er en kallipygos (slå det op). I frokostpausen sad jeg sammen med den sædvanlige gruppe, men det er ikke det samme uden dig. For slet ikke at snakke om Cherrie, der lige pludselig dukkede op. Hun blev ved med at kaste sit hår rundt, og jeg kunne næsten høre dig nynne melodien til TRESemmé-reklamen. Jeg ender med at stikke mine øjne ud med Seans Darth Maul-figur, hvis

48

Anna og det franske kys.indd 48

08/02/15 12.12

hun skal sidde sammen med os hver dag. For resten har din mor hyret mig til at babysitte ham efter skole, så jeg må hellere smutte. Vi kan ikke have, at han dør på grund af mig.

Du stinker. Kom hjem.

Bridge P.S. I morgen annoncerer de, hvem der skal lede sektionerne i skole­orkesteret. Ønsk mig held og lykke. Hvis de giver min plads til Kevin Quiggley, stikker jeg HANS øjne ud med Darth Maul.

Kallipygos. En person med en velformet bagdel. Nice one, Bridge.

Min bedste ven er et ordgeni. En af hendes kæreste ejendele er hendes Oxford English Dictionary, som hun købte for nærmest ingen penge på et loppemarked for to år siden.

Ordbogen består af tyve bind, der ikke kun definerer ord, men også beskriver deres historie. Bridge bringer altid store ord ind i samtaler, fordi hun elsker at se folk vride sig og prøve at bluffe sig uden om dem. Jeg indså for lang tid siden, at jeg ikke skulle lade, som om jeg vidste, hvad hun talte om. Hun fangede mig altid.

Så Bridgette elsker at samle på ord og nu åbenbart også ting i mit liv.

Jeg fatter ikke, at mor har hyret hende til at passe Sean.

Jeg er godt klar over, at hun er den bedste til det, fordi vi altid passede Sean sammen, men alligevel. Det er mærkeligt, at hun er der uden mig. Og det er også mærkeligt, at hun snakker med min mor, mens jeg er fanget på den anden side af kloden.

49

Anna og det franske kys.indd 49

08/02/15 12.12

Det næste bliver vel, at hun får job i biografen.

Apropos biografen, så har Toph ikke skrevet til mig i to dage. Det er ikke, fordi jeg forventede, at han ville skrive hver dag, og ikke engang hver uge, men ... der foregik utvivlsomt et eller andet imellem os. Jeg mener, vi kyssede. Er det – hvad end det var – så slut, nu hvor jeg er flyttet væk?

Hans rigtige navn er Christopher, men han hader at blive kaldt Chris, så han kalder sig Toph i stedet for. Han har klare, grønne øjne og de vildeste bakkenbarter. Vi er begge venstrehåndede og elsker begge den kunstige nachoost i snackbaren, og vi hader begge Cuba Gooding, Jr. Jeg har været småforelsket i Toph siden min første arbejdsdag, hvor han strakte hovedet ind under slush-ice-maskinen og bællede det i sig direkte fra hanen for at få mig til at grine. Hans mund var blå resten af dagen.

Der er ikke særlig mange mennesker, der kan få blå tænder til at se godt ud. Men tro mig, Toph kan.

Jeg opdaterer min indbakke – bare for at være sikker – men der dukker ikke noget nyt op. Jeg har været plantet foran computeren i et par timer for at vente på, at Bridge fik fri fra skole. Jeg er glad for, at hun skrev til mig. Af en eller anden grund ville jeg gerne have, at det var hende, der skrev først. Måske fordi jeg gerne ville have hende til at tro, at jeg havde det så sjovt og havde så travlt, at jeg ikke havde tid til at skrive. Især når jeg i virkeligheden er ynkelig og alene.

Og sulten. Mit minikøleskab er tomt.

Jeg spiste aftensmad i kantinen, men gik igen uden om den almindelige kø og proppede mig med mere brød, som ikke mætter så længe. Måske vil St. Clair bestille morgenmad til mig igen i morgen. Eller Meredith – hun ville helt sikkert hjælpe mig.

50

Anna og det franske kys.indd 50

08/02/15 12.12

Jeg skriver et svar til Bridge, hvor jeg fortæller hende om mine nye måske-venner, den overdådige kantine med maden, der kunne stamme fra en restaurant, og det gigantiske Panthéon nede ad vejen. På trods af alting fortæller jeg om St. Clair og beskriver, hvordan han i fysik lænede sig hen over Meredith for at låne en kuglepen af mig, imens professeur Wakefield var ved at dele os op i par. Læreren troede derfor, at han sad ved siden af mig, og nu er St. Clair min fysikpartner HELE ÅRET. Det var det bedste, der skete hele dagen.

Jeg fortæller også Bridge om den mystiske La Vie-time, fordi hun og jeg havde spekuleret over det hele sommeren.

(Mig: “Vi skal helt sikkert diskutere Big Bang og meningen med livet.” Bridge: “Come on, du lærer nok bare nogle vejrtrækningsøvelser, og hvordan man omdanner mad til energi.”). Det eneste, vi lavede i dag, var at sidde stille og lave lektier.

Noget af en skuffelse.

Jeg brugte tiden på at læse den første roman, vi har fået for i engelsk. Og wow. Hvis ikke jeg havde opdaget, at jeg var i Frankrig, ved jeg det i hvert fald nu. For der er sex i Hjerter i chili. MASSER af sex. En kvindes begær sætter bogstaveligt talt ild til et hus, og så er der en soldat, der kaster hendes nøgne krop hen over sin hest, og de har totalt meget sex, mens de galopperer af sted. De ville aldrig lade os læse det hjemme i Bibelbæltet. Det mest sexede, vi nogensinde fik, var Det flammende bogstav.

Jeg bliver nødt til at fortælle Bridge om den bog.

Det er næsten midnat, da jeg bliver færdig med mailen, men det larmer stadig ude på gangen. Tredje- og fjerdeår51

Anna og det franske kys.indd 51

08/02/15 12.12

seleverne har masser af frihed, fordi vi åbenbart er modne nok til at håndtere det. Jeg er, men jeg er i tvivl i forhold til nogle af mine klassekammerater. Fyren, der bor overfor, har allerede lavet en pyramide af øldåser, fordi man må drikke øl og vin som sekstenårig i Paris. Man skal være atten for at købe spiritus.

Men det afholder ikke folk fra også at drikke det.

Jeg tænker på, om mor mon havde nogen som helst anelse om, at det ville være lovligt for mig at drikke mig i hegnet, da hun sagde ja til det her. Hun så rimelig overrasket ud, da de talte om det til orienteringen, og til aftensmad den aften jeg fik en lang prædiken om ansvarlighed. Men jeg har ingen planer om at drikke mig fuld. Jeg har altid syntes, at øl lugter af tis.

Der er et par stykker, der arbejder deltid ved indgangen, men kun én Résidence Director, der bor her. Han hedder Nate og har en lejlighed i stueetagen. Han er i gang med en kandidatuddannelse på et universitet i nærheden. SOAP må virkelig betale ham meget for at få ham til at bo sammen med os.

Nate er i tyverne, og han er lav, bleg og glatbarberet. Det lyder underligt, men det er faktisk ret tiltalende. Han har en blød stemme og virker, som om han er en fyr, der er god til at lytte, men hans tone signalerer stadig ansvar og en lavikke-numre-med-mig-attitude. Mine forældre er vilde med ham. Han har også en skål med kondomer ved siden af sin dør.

Det tror jeg ikke, mine forældre lagde mærke til.

Første- og andetårseleverne bor på et andet kollegium. De skal dele værelser, og etagerne er kønsopdelte, og eleverne bliver holdt under skarpt opsyn. De har også strenge ud52

Anna og det franske kys.indd 52

08/02/15 12.12

gangsforbud. Det har vi ikke. Vi skal bare skrive i en logbog, hvornår vi kommer og går om natten, så Nate ved, at vi stadig er i live. Jep. Der er garanteret aldrig nogen, der udnytter det høje sikkerhedsniveau.

Jeg slæber mig hen ad gangen for at gå på toilettet. Jeg stiller mig i køen – der er altid kø, selv ved midnat – lige bag Amanda, pigen der bombarderede St. Clair til morgenmad.

Hun kigger nedladende på mine afblegede jeans og min vintage T-shirt med Orange Crush.

Jeg vidste ikke, at hun boede på samme etage som mig.

Super.

Vi taler ikke sammen. Jeg følger blomstermønstret på ta­ petet med fingrene. Résidence Lambert er en sær blan­ding af parisisk finesse og almindelig praktiskhed for teen­agere.

Krystallamper bader gangen i et gyldent lys, mens lys­stofrør summer inde på værelserne. Gulvene er af blankt træ, men er kombineret med identiske, masseproducerede gulvtæpper. Lobbyen er fyldt med friske blomster og farvede glasmosaiklamper, mens siddepladserne består af lur­vede sofaer, og i bordene er der skåret initialer og frække ord.

“Så du er den nye Brandon,” siger Amanda.

“Undskyld?”

“Brandon. Nummer femogtyve. Han blev smidt ud af sko­len sidste år, fordi en af lærerne fandt coke i hans skole­ taske.” Hun kigger op og ned ad mig igen og rynker på næsen. “Hvor kommer du overhovedet fra?” Men jeg ved godt, hvad det er, hun i virkeligheden spørger mig om. Hun vil vide, hvorfor de har givet den ledige plads til sådan en som mig.

“Atlanta.” “Åh,” siger hun. Som om det skulle forklare min kom53

Anna og det franske kys.indd 53

08/02/15 12.12

plette bondskhed. Hun kan rende mig. Det er en af de største byer i USA. “Dig og St. Clair virkede meget venskabelige i morges.” “Øhm.” Føler hun sig truet af mig?

“Jeg ville ikke begynde at tro noget, hvis jeg var dig,” fortsætter hun. “Ikke engang du er køn nok til at stjæle ham fra hans kæreste. De har været sammen altid.”

Var det et kompliment? Eller ikke? Hendes tryk på udvalgte ord er virkelig ved at gå mig på nerverne (på nerverne).

Amanda gaber overdrevent kunstigt, som om hun keder sig. “Interessant hår.”

Jeg rører ved det. “Tak. Min veninde har afbleget det.” I sidste uge afblegede Bridge en tyk stribe af mit hår, der nu står i skarp kontrast til mit mørkebrune hår. Normalt stopper jeg den om bag højre øre, men i aften er den trukket med op i en hestehale.

“Kan du selv lide det?” spørger hun. Universelt bitchsprog for: Jeg synes, det er hæsligt.

Jeg fjerner hånden. “Ja. Det var derfor, jeg gjorde det.”

“Ved du hvad jeg ville ikke sætte det op i en hestehale sådan der. Det får dig til at ligne et stinkdyr.”

“I det mindste stinker hun ikke som et.” Rashmi dukker op bag mig. Hun har været ovre hos Meredith; jeg kunne høre deres dæmpede stemmer igennem væggen. “Skøn parfume, Amanda. Brug lige lidt mere næste gang. Jeg tror ikke, de kan lugte dig i London.”

“Flotte briller,”snerrer Amanda.

“Brilliant comeback,” Rashmi har pokerfjæs, men jeg lægger mærke til, at hun retter på brillerne alligevel. Hendes negle er malet i en elektrisk blå farve – samme farve som brillestellet. Hun vender sig om mod mig. “Jeg bor to etager 54

Anna og det franske kys.indd 54

08/02/15 12.12

længere oppe, på værelse 601, hvis du mangler noget. Vi ses til morgenmad.”

Så hun kan rent faktisk lide mig! Eller måske er det bare, fordi hun hader Amanda endnu mere. Uanset hvad er jeg taknemmelig og råber et farvel til hende. Hun vinker til mig og begynder at gå op ad trapperne, idet Nate kommer ned.

Han nærmer sig os med sin stille og venlige mine.

“Skal I snart i seng, mine damer?”

Amanda smiler sukkersødt. “Selvfølgelig.”

“Godt. Havde du en god første dag, Anna?”

Det føles så underligt, at alle her kender mit navn. “Ja. Tak, Nate.”

Han nikker, som om jeg har sagt noget, der er værd at tænke over, og siger så godnat og bevæger sig hen mod klyngen af drenge i den anden ende af gangen.

“Jeg hader, når han gør det,” siger Amanda.

“Gør hvad?”

“Holder øje med os. Sikke et røvhul.” Badeværelsesdøren går op, og en lille, rødhåret pige manøvrerer uden om Amanda, der bare bliver stående, som om hun er dronning af dørkarmen. Pigen må være tredjeårselev. Jeg genkender hende ikke fra rundkredsen i engelsk. “Faldt du i eller hvad?” spørger Amanda. Pigens blege ansigt bliver pink.

“Hun var bare på toilettet,” siger jeg.

Amanda slentrer ind på fliserne med sine lodne, lilla hjemmesko klaprende mod hælene. Hun smækker døren i.

“Tror du ikke, jeg er ligeglad? Stinkdyr?”

Anna og det franske kys.indd 55

08/02/15 12.12