Ardenneroffensiven - læseprøve by Lindhardt og Ringhof / Forlaget Carlsen

Til Adam Beevor

INDHOLD

Illustrationer og kort . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 9 Militære grader . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 14 1. Sejrsfeber . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 19 2. Antwerpen og den tyske grænse . . . . . . . . . . . . . . 34 3. Slaget om Aachen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 46 4. Ind i krigens vinter . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 58 5. Hürtgenwald . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 75 6. Tyskerne forbereder sig . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 100 7. En efterretningsfiasko . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 119 8. Lørdag den 16. december . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 133 9. Søndag den 17. december . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 157 10. Mandag den 18. december . . . . . . . . . . . . . . . . . . 181 11. Skorzeny og Heydte . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 199 12. Tirsdag den 19. december . . . . . . . . . . . . . . . . . . 207 13. Onsdag den 20. december . . . . . . . . . . . . . . . . . . 228 14. Torsdag den 21. december . . . . . . . . . . . . . . . . . . 248 15. Fredag den 22. december . . . . . . . . . . . . . . . . . . 259 16. Lørdag den 23. december . . . . . . . . . . . . . . . . . . 272 17. Søndag den 24. december . . . . . . . . . . . . . . . . . . 290 18. Første juledag . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 308 19. Tirsdag den 26. december . . . . . . . . . . . . . . . . . . 320 20. Forberedelse af den allierede modoffensiv . . . . . . 331 21. Den dobbelte overraskelse . . . . . . . . . . . . . . . . . . 349 22. Modangreb . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 365 7

23. Bulen bliver flad . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 383 24. Afslutning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 396 Troppeinddeling i Ardenneroffensiven . . . . . . . . . . . 403 Noter . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 423 Udvalgt bibliografi . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 467 Tak . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 475 Register . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 477

Militære symboler Allierede XXXXX

12AG

XXX

VII

US 1. armé

US VII Korps

XXX

XXX BR

Britisk XXX Korps

101 101.

III

335

XXXXX

12. armégruppe

XXXX

Tyske

luftbårne division

Kampgruppe B fra 10. panserdivision

335. infanteriregiment, 84. division

Armeegruppe B

XXXX

5. Panzerarmee

26VG

26. Volksgrenadier-Division

LEHR

3FSJ

Panzer Lehr Division

3. Fallschirmjäger-Division

III

115

15Pzg

Rcn

26VG

115. PanzergrenadierRegiment, 15. Panzergrenadier-Division 2. Beobachtungs-Bataillon,

26. Volksgrenadier-Division

MILITÆRE GRADER Dansk

Amerikansk

Britisk

Menig

Private

Private/Trooper

Underkorporal

Private First Class Lance-Corporal

Korporal

Corporal

Sergent

Sergeant

Stabssergent

Staff Sergeant

Staff/Colour Sergeant

Technical Sergeant

Regtl Quartermaster Sgt

Master Sergeant

Coy/Sqn Sergeant Major

Oversergent Seniorsergent

Regimental Sergeant Major

Sekondløjtnant

2nd Lieutenant

(Premier)løjtnant

Lieutenant

Kaptajn

Captain

Major

Oberstløjtnant

Lieutenant Colonel

Oberst

Colonel

Brigadegeneral

Brigadier General

Brigadier *

Generalmajor

Major General

Major General **

Generalløjtnant

Lieutenant General

Lieutenant General ***

General

General ****

Feltmarskal

General of the Army

Field Marshal *****

D ge re

C 2 C L

Tysk (Wehrmacht)

Waffen-SS

Schütze/Kanonier/Jäger

Schütze

Oberschütze

Gefreiter

Sturmmann

Obergefreiter

Rottenführer

Feldwebel/Wachtmeister

Oberscharführer

Oberfeldwebel

Hauptscharführer

Stabsfeldwebel

Sturmscharführer

Leutnant

Untersturmführer

Oberleutnant

Obersturmführer

Hauptmann/Rittmeister

Hauptsturmführer

Major

Sturmbannführer

Oberstleutnant

Obersturmbannführer

Oberst

Standartenführer Oberführer

Generalmajor

Brigadeführer

Generalleutnant

Gruppenführer

General

Obergruppenführer

Generaloberst

Obergruppenführer

Generalfeldmarschall

Reichsführer der SS

Dette kan kun være en tilnærmet guide til ligestillede militærgrader, idet hver hær har sine egne variationer. Nogle grader er undladt for forenklingens skyld.

C B M L G F

I den britiske og amerikanske hær har følgende grader kommandoen over følgende underenheder (under bataljon), enheder (bataljon eller regiment) og formationer (brigade, division eller korps). Grad

Britisk og canadisk

Dansk

Corporal

Section

Gruppe

2nd/Lieutenant

Platoon

Deling

Captain/Major

Company

Kompagni

Lieutenant Colonel

Battalion el. Armoured Regiment

Bataljon

Colonel

(Brigade)

Regiment/Brigade

Brigadier

Brigade

Brigade/Kampgruppe

Major General

Division

Lieutenant General

Corps

Korps

General

Army

Armé

Field Marshal/General of Army Group the Army

Armégruppe

Amerikansk

Ca. antal mĂŚnd ved fuld styrke

Squad

Platoon

Company

120

Battalion

700-1000

Regiment

2.400

Combat command

2.400-5.000

Division

10.000-15.000

Corps

30.000-50.000

Army

70.000-150.000

Army Group

200.000-350.000

1 SEJRSFEBER Tidligt på dagen den 27. august 1944 rejste general Dwight D. Eisenhower fra Chartres for at se det nyligt befriede Paris. »Det er søndag,« sagde den øverstkommanderende til general Omar Bradley, som han tog med. »Alle vil sove længe. Vi kan gøre det uden noget postyr.« Men de to generaler var nu svære at overse, mens de trillede af sted mod den franske hovedstad på deres angiveligt »uformelle besøg«. Den øverstkommanderendes olivenfarvede Cadillac var ledsaget af to panserbiler, og en jeep med en brigadegeneral viste vej. Da de nåede til Porte d’Orléans, ventede en endnu større eskorte fra 38. kavaleriopklaringseskadron opstillet som til inspektion efter ordre fra generalmajor Gerow. Leonard Gerow, en gammel ven af Eisenhower, kogte stadig af vrede, fordi general Philippe Leclerc fra den franske 2. panserdivision (Deuxième Division Blindée) konsekvent havde ignoreret alle hans ordrer under fremrykningen mod Paris. Dagen før havde Gerow, der betragtede sig selv som Paris’ militærguvernør, forbudt Leclerc og hans division at deltage i general de Gaulles procession fra Triumfbuen til Notre-Dame. Han havde i stedet pålagt ham at »fortsætte den nuværende mission med at rense Paris og forstæder for fjender«. Leclerc havde ignoreret Gerow under hele befrielsen af hovedstaden, men denne morgen havde han sendt en del af sin division mod nord ud af byen mod de tyske stillinger omkring Saint-Denis. Gaderne i Paris lå øde hen, fordi de retirerende tyskere havde beslaglagt næsten ethvert køretøj, der kunne bevæge sig. Selv metroen var upålidelig på grund af den mangelfulde strømforsyning, faktisk var det eneste, der lyste i »Lysets By«, levende lys købt på det sorte marked. Byens smukke bygninger så afblegede og trætte ud, om end 19

barmhjertigt intakte. Hitlers ordre til at reducere den til »en ruinhob« var ikke blevet fulgt. I glædesdønningerne jublede grupper på gaden stadig, hver gang de fik øje på en amerikansk soldat eller et amerikansk køretøj. Men der skulle ikke gå lang tid, før pariserne begyndte at mumle: »Pire que les boches« – »Værre end tyskerne«. Trods Eisenhowers bemærkning om at tage til Paris »uden noget postyr« havde deres besøg et bestemt formål. De skulle møde general Charles de Gaulle, lederen af den franske provisoriske regering, som præsident Roosevelt nægtede at anerkende. Eisenhower var pragmatiker og indstillet på at ignorere sin præsidents bestemte instrukser om, at amerikanske styrker i Frankrig ikke var der for at bringe de Gaulle til magten. Den øverstkommanderende havde brug for stabilitet bag sine frontlinjer, og eftersom de Gaulle formentlig var den eneste, der kunne sikre dette, var han villig til at støtte ham. Hverken de Gaulle eller Eisenhower ønskede, at det farlige kaos efter befrielsen skulle komme ud af kontrol, især i en tid præget af hektiske rygter, pludselig panik, sammensværgelsesteorier og hæslige angivelser af påståede kollaboratører. Sammen med en kammerat havde forfatteren J.D. Salinger, stabssergent i kontraefterretningskorpset ved 4. infanteridivision, arresteret en mistænkt lige i nærheden af Hôtel de Ville, byens rådhus, men måtte se folkemængden slæbe ham væk og tæve manden til døde lige for øjnene af dem. De Gaulles triumfmarch dagen før fra Arc de Triomphe til Notre Dame var endt med vilde skyderier inde i selve katedralen. Denne hændelse overbeviste de Gaulle om, at det blev nødvendigt at afvæbne modstandsbevægelsen og sluse dens medlemmer ind i en regulær fransk hær. En anmodning om 15.000 uniformer blev fremsendt samme eftermiddag til SHAEF – Supreme Headquarters Allied Expeditionary Force. Desværre var der ikke nok små størrelser, eftersom en gennemsnitlig fransk mand var noget mindre end sin amerikanske samtidige. De Gaulles møde med de to amerikanske generaler fandt sted i Krigsministeriet på rue Saint-Dominique. Det var her, hans kortvarige ministerkarriere var begyndt i den tragiske sommer 1940, og han var vendt tilbage dertil for at understrege indtrykket af kontinuitet. Hans formel for at udviske skammen ved Vichyregimet var majestæ20

tisk enkel: »Republikken er aldrig ophørt med at eksistere.« De Gaulle ville have Eisenhower til at beholde Leclercs division i Paris for at sikre lovlige tilstande, men eftersom nogle af Leclercs enheder nu var begyndt at rykke ud af byen, foreslog han, at amerikanerne kunne gøre indtryk på befolkningen med en »styrkeopvisning«, der skulle forsikre dem om, at tyskerne ikke kom tilbage. Hvorfor ikke lade en hel division eller to marchere gennem Paris på vej til fronten? Eisenhower, der fandt det lidt ironisk, at de Gaulle bad om amerikanske tropper »til at sikre hans position«, henvendte sig til Bradley og spurgte om hans mening. Denne sagde, at det var fuldt ud muligt at få arrangeret i løbet af de næste par dage. Så Eisenhower inviterede de Gaulle til at modtage honnøren ledsaget af general Bradley. Han ville selv holde sig væk. Da de vendte tilbage til Chartres, inviterede Eisenhower general Bernard Montgomery til at deltage i paraden sammen med de Gaulle og Bradley, men han nægtede at komme til Paris. Denne lille, men relevante detalje afholdt ikke visse britiske aviser fra at anklage amerikanerne for at prøve at rage al æren til sig. Forholdet mellem de allierede blev alvorligt skadet af Fleet Streets kompulsive trang til at se næsten alle beslutninger truffet af SHAEF som en tilsidesættelse af Montgomery og dermed af briterne. Det afspejlede den udbredte vrede over, at Storbritannien var ved at blive sat ud på et sidespor. Nu var det amerikanerne, der kørte forestillingen og ville påberåbe sig sejren. Eisenhowers britiske assistent, luftmarskal Arthur Tedder, var bestyrtet over den engelske presses forudindtagethed: »Ud fra det, jeg hørte i SHAEF, kunne jeg ikke lade være med at frygte, at denne proces såede kimen til en alvorlig splittelse mellem de allierede.« Den følgende aften rykkede 28. infanteridivision under ledelse af generalmajor Norman D. Cota fra Versailles mod Paris i øsregn. »Dutch« Cota, som havde vist enestående mod og lederskab på Omaha Beach, havde overtaget kommandoen mindre end to uger før, efter at en tysk snigskytte havde dræbt hans forgænger. Kampene i Normandiet mellem de blokerende levende hegn havde været langsomme og dødbringende i juni og juli, men gennembruddet anført af general George C. Pattons 3. armé i begyndelsen af august havde fremkaldt en bølge af optimisme under marchen mod Seinen og Paris selv. Der var opstillet brusebade til soldaterne i Bois de Boulogne, så de 21

kunne vaske sig inden paraden. Næste morgen, den 29. august, bevægede divisionen sig op ad Avenue Foch til Triumfbuen og derefter ned ad Champs-Élysées’ lange allé. Hjelmklædte infanterister med geværer og påsatte bajonetter marcherede i fuld slagorden med ammunition. Hele massen af olivenfarvede soldater i rækker på 24 strakte sig fra fortov til fortov på den brede allé. Hver mand bar på sin skulder divisionsmærket, det røde »Keystone«-symbol for Pennsylvania, som tyskerne havde døbt »den blodige spand« på grund af dets form. Franskmændene var forbløffede over både de amerikanske uniformers uformelle karakter og amerikanernes tilsyneladende ubegrænsede mængder af maskiner. »Une armée de mécanos«, bemærkede dagbogsforfatteren Jean Galtier-Boissière. På Champs-Élysées den formiddag kunne de franske folkemængder ikke fatte, at en enkelt division kunne råde over så mange køretøjer: utallige jeeps, nogle med tunge maskingeværer monteret bagpå; opklaringsvogne; artilleriet med deres 155-mm-»Long Tom«-haubitser, som blev trukket af bæltekøretøjer; ingeniørtropper; serviceenheder med små lastbiler og titonnere; M-4 Sherman-kampvogne og kampvognsdestroyere. Denne opvisning fik Wehrmacht, den tilsyneladende uovervindelige erobrer af Frankrig i 1940, til at virke sært gammeldags med sine hestetrukne transportmidler. Podiet, hvorfra honnøren skulle modtages, stod på Place de la Concorde. Hæringeniører havde bygget det af stormbåde med bunden i vejret og dækket dem med en lang kappe i Trikolorens farver, mens adskillige Stars and Stripes flagrede i brisen. Foran spillede det 56 mand store orkester, som havde anført paraden, divisionsmarchen »Khaki Bill«. De franske tilskuere, der så forestillingen, anede det nok ikke, men alle soldaterne vidste, at 28. division var på vej mod de tyske stillinger i den nordlige udkant af byen. »Det var en af de mest bemærkelsesværdige angrebsordrer, der nogensinde var blevet afgivet,« sagde Bradley senere til sin adjudant. »Jeg tror ikke, at ret mange vidste, at mændene marcherede fra parade til kamp.« På Kanalkysten skulle den canadiske 1. armé erobre den store havneby Le Havre, mens den britiske 2. armé stødte mod nordøst ind i Pas de Calais mod nogle af de tyske V-våbenaffyringsramper. Trods kamp22

vognsførernes udmattelse og et frygteligt uvejr natten mellem den 30. og 31. erobrede Guards Armoured Division Amiens og broerne over Somme med hjælp fra den franske modstandsbevægelse. General der Panzertruppe Heinrich Eberbach, chefen for 5. Panzer-Armee, blev taget på sengen næste morgen. Det lykkedes nu det britiske fremstød at drive en kile ind mellem resterne af 5. Panzer-Armee og 15. Armee, som havde holdt Pas de Calais. Canadierne ledet af Royal Regiment of Canada, Royal Hamilton Light Infantry og Essex Scottish marcherede mod Dieppe, hvor de havde lidt så katastrofalt et nederlag to år tidligere. De allieredes sejrseufori kunne ikke have været større. Julibombeattentatet den sommer mod Hitler havde støttet tanken om, at tyskerne var ved at gå i opløsning, lidt ligesom i 1918, men i virkeligheden havde det fejlslagne mordforsøg styrket det nazistiske herredømme i umådelig grad. G-2-efterretningsafdelingen på SHAEF erklærede ganske frejdigt: »Kampene i august har gjort udslaget, og fjenden i vest er færdig.« I London troede Krigsministeriet, at det hele ville være overstået ved juletid, og fastsatte den 31. december som dato for krigens afslutning af planlægningsmæssige hensyn. Kun Churchill var stadig på vagt over for den tyske vilje til at ville kæmpe videre. I Washington førte en lignende antagelse til, at man i stigende grad kunne koncentrere sig om den stadig desperate kamp mod japanerne i Stillehavet. US War Production Board begyndte at annullere militære kontrakter, blandt andet på artillerigranater. Mange tyskere troede også, at enden var nær. Oberstleutnant Fritz Fullriede i Utrecht skrev i sin dagbog: »Vestfronten er færdig, fjenden står allerede i Belgien og ved den tyske grænse; Rumænien, Bulgarien, Slovakiet og Finland beder om fred. Det er fuldstændig ligesom i 1918.« På en berlinsk jernbanestation havde nogle demonstranter dristet sig til at sætte en transparent op, hvor der stod: »Vi vil have fred for enhver pris.« På østfronten havde Den Røde Hær knust Armeegruppe Mitte i Operation Bagration, som havde ført dem 500 kilometer frem mod portene til Warszawa og Vistulafloden. På tre måneder havde Wehrmacht mistet 589.425 soldater på østfronten og 156.726 i vest. Fremstødet mod Vistula havde opmuntret det tapre, men dødsdømte Warszawa til Armija Krajowa-opstanden. Stalin ville ikke have et uafhængigt Polen og tillod kynisk tyskerne at slå opstanden ned. 23

Østpreussen med Hitlers hovedkvarter i Wolfsschanze nær Rastenburg var også truet, og tyske hære kollapsede på Balkan. Kun to dage før befrielsen af Paris hoppede Rumænien af fra Aksen, da sovjetiske hære skyllede hen over landets grænser. Den 30. august gik Den Røde Hær ind i Bukarest og besatte de vitale oliefelter i Ploeşti. Vejen lå åben til den ungarske puszta, og Donaufloden strakte sig ind i Østrig og Tyskland selv. Midt i august marcherede general George Pattons 3. armé fra Normandiet mod Seinen. Det faldt sammen med de succesfulde Operation Dragoon-landgange mellem Cannes og Toulon på Middelhavskysten. Truslen om at blive afskåret fremkaldte en massiv tysk tilbagetrækning over hele landet. Medlemmer af Vichys Milice, som vidste, hvad der ventede, når modstandsbevægelsen fik fat i dem, drog også gennem fjendligt territorium og tilbagelagde i nogle tilfælde op til tusind kilometer for at søge sikkerhed i Tyskland. Improviserede »marchgrupper«, en blanding af personel fra hæren, Luftwaffe, Kriegsmarine samt nonkombattant-personel fra Atlanterhavskysten, fik ordre til at flygte mod øst og skulle forsøge at undgå den franske modstandsbevægelse på vejen. Wehrmacht begyndte at forstærke frontfremspringet omkring Dijon, hvor de skulle modtage næsten en kvart million tyskere. 51.000 soldater sad fanget på Atlanterhavskysten og ved Middelhavet. Større havnebyer blev udpeget som »fæstninger« af Føreren, selvom der intet håb var om nogensinde at komme dem til undsætning. Denne fornægtelse af virkeligheden blev af en tysk general beskrevet som at være en katolsk præst på langfredag, som stænker sin svineret med vievand og siger: »Du er fisk.« Hitlers paranoia havde nået nye højder i kølvandet på bombeattentatet den 20. juli. I Wolfsschanze i Østpreussen skosede han nu ikke blot den tyske generalstab for at være blot »en klub for intellektuelle«. »Nu ved jeg, hvorfor alle mine storslåede planer i Rusland måtte slå fejl i de foregående år,« sagde han. »Det skyldes forræderi! Havde det ikke været for disse forrædere, ville vi have vundet for længst.« Hitler hadede julikomplotmagerne, ikke kun for deres forræderi, men for den skade, de havde forvoldt på indtrykket af tysk enhed og samdrægtighed, og den virkning, dette havde haft på deres allierede og de neutrale stater. 24

På situationsmødet den 31. august erklærede Hitler: »Der vil komme øjeblikke, hvor spændingerne mellem de allierede vil blive så store, at det vil føre til et brud.« Propagandaminister Joseph Goebbels tog hurtigt Førerens tankegang til sig på et ministermøde i Berlin kort efter. »Det er sikkert og vist, at de politiske konflikter vil øges, nu da de allieredes sejr synes så nær, og de vil en dag lave revner i vores fjenders hus, som ikke længere kan repareres.« Chefen for Luftwaffes generalstab, General der Flieger Werner Kreipe, skrev i sin dagbog den sidste dag i august: »Om aftenen indløb der rapporter om sammenbruddet i vest.« En hektisk aktivitet fortsatte gennem det meste af natten med »ordrer, instrukser, telefonsamtaler«. Næste morgen bad Generalfeldmarschall Wilhelm Keitel, chefen for Oberkommando der Wehrmacht (OKW), Luftwaffe om at overføre yderligere 50.000 mand til landstyrkerne. Den 2. september skrev Kreipe: »Vesten er tilsyneladende ved at gå i opløsning, Jodl [chefen for Wehrmachts planlægningsstab] forbavsende rolig. Finnerne løsriver sig.« På konferencen den dag begyndte Hitler at fornærme den finske leder, marskal Mannerheim. Han blev også vred over, at Reichsmarschall Hermann Göring ikke gad møde op i så afgørende et øjeblik, og foreslog endda at opløse Luftwaffes eskadriller og overføre flybesætningerne til luftværnsenheder. Da Den Røde Hærs styrker nu stod ved grænsen til Østpreussen, frygtede Hitler for en sovjetisk faldskærmsaktion, som skulle tage ham til fange. Wolfsschanze var blevet forvandlet til en fæstning. »På det tidspunkt var der blevet bygget et mægtigt apparat,« skrev hans sekretær Traudl Junge. »Der var spærringer og nye vagtposter alle vegne, miner, pigtrådshegn, vagttårne.« Hitler ville have en officer, som han kunne betro at kommandere over tropperne, som skulle forsvare ham. Oberst Otto Remer havde besejret 20. juli-komplotmagerne med vagtbatajonen Grossdeutschland, så da Hitler hørte om Remers anmodning om at få tildelt en frontkommando igen, bad han ham om at danne en brigade, der skulle bevogte Wolfsschanze. Remers brigade, der i starten byggede på Berlinbataljonen og Hermann Göring Flak Regiment med otte batterier, voksede og voksede. Der Führer Begleit, Førerens Eskortbrigade, blev dannet i september og stod klar til at forsvare Wofsschanze mod »nedkastning 25

af to til tre luftbårne divisioner«. Hvad Remer selv kaldte et »usædvanligt opbud« af kombinerede våbengrene, blev givet absolut prioritet med hensyn til våben, udrustning og »erfarne frontlinjesoldater«, hovedsageligt fra Grossdeutschland Division. Stemningen i Wolfsshanze var meget trykkende. Hitler lagde sig i sengen nogle dage og lå der mat og sløv, mens hans sekretærer »udskrev bunker af rapporter om tab« fra både øst- og vestfronten. Imens sad Göring og surmulede på Hohenzollern-jagtslottet Rominten i Østpreussen, som han havde tilvendt sig. Efter Luftwaffes fiasko i Normandiet vidste han, at han var blevet udmanøvreret af sine rivaler ved Førerens hof, især den manipulerende Martin Bormann, som senere skulle vise sig at blive hans nemesis. Hans anden modstander, SSReichsführer Heinrich Himmler, havde fået kommandoen over das Ersatzheer – Erstatningshæren – i hvis hovedkvarter bombekomplottet var blevet udklækket. Og Goebbels syntes at have den fulde kommando på hjemmefronten efter at være blevet udnævnt til Reichsbevollmächtigter für den totalen Kriegseinsatz, rigsbefuldmægtiget for den samlede krigsindsats. Men Bormann og gauleitere (sysselledere) kunne stadig forpurre næsten ethvert forsøg på at øve kontrol over deres len. De fleste tyskere havde fået et chok ved nyheden om attentatet på Hitler, men moralen faldt drastisk, efterhånden som sovjetiske styrker rykkede frem mod Østpreussens grænser. Især kvinderne ville gerne have en ende på krigen, og som det blev rapporteret af SS-sikkerhedstjenesten, så havde mange mistet troen på Føreren. De mere klarsynede fornemmede, at krigen aldrig kunne ende, så længe han var i live. Til trods for eller måske på grund af succeserne denne sommer var der en heftig rivalisering i de øverste rækker i de allieredes kommando. Eisenhower, »mere en militær statsmand end en krigsherre«, som en iagttager formulerede det, søgte konsensus, men til Omar Bradleys vrede og general George Pattons hidsige foragt syntes det at være ham alt om at gøre at formilde Montgomery og briterne. Debatten, som skulle forværre relationerne i resten af 1944 og ind i det nye år, var begyndt den 19. august. 26

Vestfronten

September–december 1944 Amsterdam

Siegfriedlinjen

H O L L A N D

Front 11. september Front 15. december

Arnhem

inen Rh

Waal Maas

2 BR DEMPSEY

21AG

Düsseldorf

T Y S

BRUXELLES

XXXX

9 US

Düren

Aachen

B E L G I E N

A N D

Köln

SIMPSON

Maastricht

K L

er Ro

MONTGOMERY Zonhoven

Namur

Bonn Hürtgenskoven

Liège XXXX

se Meu

1 US HODGES

Eifel

Adlerhorst

Dinant Givet

Prüm

ardennerne

Frankfurt

Bastogne 12AG

Mainz

LUXEMBOURG

BRADLEY

Luxembourg

saar

Reims

XXXX

nen

XXXX

6AG

7 US PATCH Strasbourg

DEVERS M

el os

Me use

Saarbrücken

3 US PATTON Metz

Rhi

Verdun

60 km

XXXX

1 CDN CRERAR

re Samb

Wesel

Eindhoven XXXX

XXXX

1 FR LATTRE

Colmar

Montgomery havde forlangt, at næsten alle de allierede styrker skulle rykke frem under hans kommando gennem Belgien og Holland til Ruhrs industriområde. Da det blev afvist, ville han have sin egen 21. armégruppe med støtte fra general Courtney Hodges’ 1. armé til at tage denne rute. Det ville sætte de allierede i stand til at erobre V-raketaffyringsramperne, som bombarderede London, og indtage Antwerpen med dens dybe havn, som havde afgørende betydning for forsyningerne til videre fremstød. Bradley og hans to hærchefer, Patton og Hodges, var enige om, at Antwerpen skulle sikres, men de ville gå mod øst til Saar, den korteste rute til Tyskland. De amerikanske generaler mente, at deres bedrifter i Operation Cobra og udbruddet hele vejen til Seinen anført af Pattons 3. armé burde give dem førsteretten. Men Eisenhower vidste udmærket godt, at et enkelt fremstød, enten fra briterne i nord eller fra amerikanerne midt på fronten, ville være politisk farligt på en måde, der overgik de militære farer. Pressen og politikerne i enten USA eller Storbritannien ville eksplodere af harme, hvis deres egen hær blev bremset på grund af forsyningsproblemer, mens den anden parts hær rykkede videre. Den 1. september fik bekendtgørelsen af den gamle plan om, at Bradley, som teknisk set havde været Montgomerys underordnede, skulle tage kommandoen over den amerikanske 12. armégruppe, den britiske presse til at føle sig krænket igen. Fleet Street opfattede reorganiseringen som en degradering af Montgomery, fordi han ikke længere var chef for landstyrkerne, nu da Eisenhower havde base i Frankrig. Dette problem var blevet forudset i London, så for at få ro på var Montgomery blevet forfremmet til feltmarskal (hvilket teoretisk gav ham højere rang end Eisenhower, som kun havde fire stjerner). Da Patton hørte radio den morgen, fik han kvalme, da »Ike sagde, at Monty var den største nulevende soldat og er nu blevet feltmarskal«. Der blev ikke nævnt et ord om, hvad de andre havde præsteret. Efter et møde i Bradleys hovedkvarter næste dag bemærkede Patton, som havde ledet angrebet tværs gennem Frankrig: »Ike takkede og gratulerede ikke nogen af os for det, vi havde gjort.« To dage senere nåede hans 3. armé til Meusefloden. Under alle omstændigheder viste den amerikanske 1. armé og den britiske 2. armés hovedkulds fremstød sig at være et af de hurtigste i 28

hele krigen. Det kunne endda have været endnu hurtigere, hvis de ikke var blevet opholdt i hver eneste belgiske landsby og by af den lokale befolkning, som hilste dem med stor begejstring. Løjtnant Brian Horrocks, chefen for XXX Korps, bemærkede, at »på grund af champagne, blomster, folkeskarer og piger siddende oven på radiobiler var det svært at komme videre med krigen«. Amerikanerne fandt også, at modtagelsen af dem i Belgien var langt varmere og mere entusiastisk, end den havde været i Frankrig. Den 3. september kørte Guards Armoured Division ind i Bruxelles under de vildste jubelscener nogensinde. Allerede næste dag, i et bemærkelsesværdigt coup de main, ankom generalmajor »Pip« Roberts’ 11. panserdivision til Antwerpen. Bistået af den belgiske modstandsbevægelse erobrede de havnen, inden tyskerne kunne nå at ødelægge anlæggene. 159. infanteribrigade angreb det tyske hovedkvarter i parken, og kl. 20.00 havde kommandanten for den tyske garnison overgivet sig. Hans 6.000 mænd blev ført til zoologisk have og buret inde der, idet dyrene var blevet spist af den sultne befolkning. »Fangerne sad på halmen,« bemærkede Martha Gellhorn, »og stirrede ud gennem tremmerne.« Antwerpens fald chokerede Førerhovedkvarteret. »I havde dårligt nok krydset Somme,« erkendte General der Artillerie Walter Warlimont over for de allieredes forhørsledere det følgende år, »og pludselig stod en eller to af jeres panserdivisioner ved Antwerpens porte. Vi havde ikke forventet et gennembrud så hurtigt og var helt uforberedt. Da nyheden kom, var det en bitter overraskelse.« Den amerikanske 1. armé bevægede sig også hurtigt for at indhente de retirerende tyskere. Opklaringsbataljonen af 2. panserdivision, der lå et godt stykke foran de andre tropper, identificerede fjendens tilbagetrækningsrute og lagde sig så i baghold med deres lette kampvogne i en landsby eller by lige efter mørkets frembrud. »Vi lod en konvoj komme inden for [den] mest effektive rækkevidde af vores våben, inden vi åbnede ild. Én let kampvogn blev brugt til at slæbe skadede køretøjer i skjul mellem byens bygninger for at forhindre, at efterfølgende enheder opdagede noget. Sådan kørte det hele natten.« En amerikansk vognkommandør beregnede, at fra 18. august til 5. september havde hans kampvogn kørt 906 kilometer »stort set uden vedligeholdelse«. 29

Ved den fransk-belgiske grænse havde Bradleys styrker endnu mere succes end briterne med en omringningsmanøvre, hvis ender lukkede sig i nærheden af Mons. Det lykkedes motoriserede enheder fra tre panzerdivisioner at bryde ud, lige før den amerikanske 1. infanteridivision lukkede ringen. Faldskærmsjægere fra 3. og 6. FallschirmjägerDivision var forbitrede over, at Waffen-SS endnu en gang havde reddet sig selv, men ladt alle andre tilbage. Amerikanerne havde lukket resterne af seks divisioner fra Normandiet inde, over 25.000 mand i alt. Indtil de overgav sig, var de lette mål. 9. infanteridivisions artilleri rapporterede: »Vi anvendte vores 155-mm-kanoner direkte mod fjendens troppekolonner, påførte dem store tab og bidrog til at tage 6.100 fanger, deriblandt tre generaler.« Angrebene fra den belgiske modstandsbevægelse i Monslommen udløste den første af mange gengældelsesaktioner, hvor 60 civilister blev dræbt, og mange huse sat i brand. Grupper fra Armée Secrète fra Mouvement National Belge, Front de l’Indépendance og Armée Blanche havde et tæt samarbejde med amerikanerne i udrensningen.* Den tyske militærkommando blev både vred og ængstelig for en masseopstand, mens de trak sig tilbage gennem Belgien for at komme i sikkerhed bag Westwall eller Siegfriedlinjen, som de allierede kaldte den. Unge belgiere strømmede til for at deltage i angrebene med frygtelige følger både dengang og senere i december, da Ardenneroffensiven bragte tyske styrker, som tørstede efter hævn, tilbage. Den 1. september, i Jemelle nær Rochefort i de nordlige Ardenner, så Maurice Delvenne med glæde på den tyske tilbagetrækning fra Belgien. »Tempoet i de tyske hæres tilbagetrækning bliver stadig hurtigere og virker stadig mere kaotisk,« skrev han i sin dagbog. »Ingeniører, infanteri, flåde, Luftwaffe og artilleri er alle i samme lastbil. Alle disse mænd har tydeligvis lige været i kampzonen. De er snavsede og udtærede. De vil frem for alt gerne vide, hvor mange kilometer der stadig adskiller dem fra deres hjemland, og vi finder naturligvis en ondskabsfuld glæde i at overdrive afstanden.« * Navnet L’Armée Blanche havde intet at gøre med de hvide hære i den russiske borgerkrig. Det kom af det hemmelige, belgiske efterretningsnetværk dannet under den tyske besættelse i 1. verdenskrig, som blev kaldt La Dame Blanche på grund af myten om, at Hohenzollern-dynastiet ville falde, når en hvid dames genfærd viste sig.

To dage senere kom SS-tropper, nogle med hovedet forbundet, forbi Jemelle. »Deres blikke er hårde, og de stirrer på folk med had.« De efterlod et spor af ødelæggelse i deres kølvand ved at sætte ild til bygninger, rive telegraftråde ned og drive stjålne får og kvæg foran sig. Bønder i de tysktalende østlige kantoner i Ardennerne blev beordret til at flytte tilbage bag Siegfriedlinjen og ind i das Reich med deres familier og husdyr. Nyhederne om de allieredes bombninger var nok til at tage modet fra dem, men de fleste ville ganske enkelt ikke forlade deres gårde, så de skjulte sig med deres husdyr i skovene, indtil tyskerne var forsvundet. Den 5. september provokerede nogle unge modstandsfolks bedrifter de retirerende tyskere til at afbrænde 35 huse ved N4-landevejen fra Marche-en-Famenne i retning af Bastogne nær landsbyen Bande. Det skulle blive langt værre juleaften, da tyskerne vendte tilbage i Ardenneroffensiven. Almindelige mennesker var forfærdede over gengældelsesaktionerne efter modstandsangreb. I Buissonville den 6. september tog tyskerne hævn for et angreb to dage før. De satte ild til 22 huse der og i den næste landsby. Længere fremme på tilbagetrækningslinjen dukkede landsbyboere og byboere op med belgiske, britiske og amerikanske flag for at hilse deres befriere velkommen. Nogle gange måtte de hastigt gemme dem af vejen, når endnu en flygtende tysk afdeling viste sig på hovedgaden. I Utrecht i Holland beskrev Oberstleutnant Fritz Fullriede »en bedrøvelig deling af hollandske nationalsocialister, som blev evakueret til Tyskland for at undgå de indfødte hollænderes vrede. Der var mange kvinder og børn«. Disse hollandske SS-folk havde været i kamp i Hechtel på den anden side af den belgiske grænse. De havde undgået omringning ved at svømme over en kanal, men »de sårede officerer og soldater, der ville overgive sig, blev for størstedelens vedkommende – til briternes skam [de forholdt sig tilsyneladende passive] – skudt af belgierne«. Både hollændere og belgiere havde meget at hævne efter fire års besættelse. Den tyske front i Belgien og Holland så ud til at være brudt helt sammen. Der var panik i baglandet med kaotiske scener, der fik LXXXIX Armee-Korps til i deres krigsdagbog at tale om »et billede, der er 31

uværdigt og skændigt for den tyske hær«. Feldjäger-Streifengruppen, bogstaveligt talt straffegrupper, pågreb ægte strejfere og eskorterede dem til en opsamlingslejr, Sammellager. De blev så sendt tilbage til frontlinjen under ledelse af en officer, sædvanligvis i hold på 60. Nær Liège blev omkring 1.000 mand ført til fronten af officerer med trukne pistoler. De, der var mistænkt for desertering, blev stillet for en krigsret. Blev de kendt skyldige, blev de dømt enten til døden eller til en Bewährungsbataillon (en såkaldt prøvebataljon, hvor de kunne udmærke sig i kamp, men i realiteten mere en slags straffebataljon, Strafbataillon). Desertører, som tilstod, eller som havde iført sig civilt tøj, blev henrettet på stedet. Hver feltjæger bar et rødt armbind med påskriften »OKW Feldjäger« og havde et særligt identitetskort med en grøn, diagonal stribe, hvor der stod: »Han er berettiget til at gøre brug af sit våben, hvis [han] ikke bliver adlydt.« Feltjægerne var stærkt indoktrinerede. En gang om ugen forelæste en officer om »verdenssituationen, umuligheden af at ødelægge Tyskland, om Førerens ufejlbarlighed og om undergrundsfabrikker, der skulle hjælpe med at overliste fjenden«. Generalfeldmarschall Walter Models »Appel til Soldaterne i Hæren i Vest«, hvor han bad dem holde ud og vinde tid for Føreren, gik upåagtet hen. Der blev taget de mest ubarmhjertige forholdsregler. Generalfeldmarschall Wilhelm Keitel gav den 2. september ordre til, at »simulanter og feje skulkere, også officerer«, skulle henrettes omgående. Model advarede om, at han skulle bruge mindst ti infanteridivisioner og fem panzerdivisioner, hvis han skulle forhindre et gennembrud ind i det nordlige Tyskland. En så stor styrke var umulig at få. Tilbagetrækningen i nord langs Kanalkysten havde været langt mere velordnet, hovedsageligt takket være canadiernes forsinkede forfølgelse. General der Infanterie Gustav von Zangen havde organiseret tilbagetrækningen fra Pas de Calais til det nordlige Belgien på imponerende vis. De allieredes efterretningstjeneste tog grueligt fejl, da den erklærede, at »de eneste forstærkninger, der vides at ankomme til Holland, er de demoraliserede og desorganiserede rester af 15. Armee, der nu flygter fra Belgien via de hollandske øer«. Den pludselige erobring af Antwerpen var måske et alvorligt slag for den tyske overkommando, men i de følgende dage, da det ikke lyk32

kedes den britiske 2. armé at sikre nordsiden af Scheldeflodmundingen, lykkedes det til gengæld General von Zangen at etablere forsvarslinjer. Det inkluderede en 20 kilometer bred redoute på sydsiden af Scheldeflodmundingen, Zuid-Beveland-halvøen på nordsiden og øen Walcheren. Hans styrke var snart på 82.000 mand og havde opstillet omkring 530 kanoner, der forhindrede ethvert forsøg fra Royal Navy på at nærme sig den svært minerede flodmunding. Admiral sir Bertram Ramsay, de allieredes flådechef, havde fortalt SHAEF og Montgomery, at tyskerne med lethed kunne blokere Scheldeflodmundingen. Og admiral Andrew Cunningham, øverstbefalende for de britiske flådestyrker, advarede om, at Antwerpen ville være »lige så nyttig for os som Timbuktu«, medmindre havneindløbet blev ryddet. General Horrocks, korpschefen, påtog sig senere ansvaret for fiaskoen. »Napoleon havde nok kunnet gennemføre det,« skrev han, »men jeg er bange for, at Horrocks ikke gjorde.« Men det var ikke Horrocks’ fejl og heller ikke Roberts’, chefen for 11. panserdivision. Fejlen lå hos Montgomery, som ikke var interesseret i flodmundingen og mente, at canadierne kunne rydde den senere. Det var en kolossal fejltagelse, som førte til et meget grimt chok senere, men i disse euforiske dage havde generalerne, som havde gjort tjeneste i 1. verdenskrig, overbevist sig selv om, at september 1944 modsvarede september 1918. »Aviserne rapporterede om et 340 kilometer langt fremstød på seks dage og antydede, at de allierede styrker var i Holland, Luxembourg, Saarbrücken, Bruxelles og Antwerpen,« skrev krigshistorikeren Forrest Pogue. »Efterretningsvurderingerne var præget af en næsten hysterisk optimisme på alle linjer.« Næsten alle højtstående officerers øjne var rettet mod Rhinen med en forestilling om, at de allierede kunne nå derhen praktisk taget i ét hop. Denne forestilling virkede yderst indtagende på Eisenhower, og Montgomery var af sine egne grunde helt forgabt i tanken.

„Endnu et storværk … brillant fortalt.“ Politiken

„Læseværdig og detaljemættet.“ Jyllands-Posten

„En gyser af en historieberetning.“ Information

WWW.ANTONYBEEVOR.COM

D E N 1 6 . D E C E M B E R 1 9 4 4 satte Hitler sin sidste oﬀensiv ind i Ardennernes sneklædte skove og kløfter på grænsen mellem Belgien og Tyskland. Han troede, at de tyske tropper kunne nå hele vejen til Antwerpen og dermed skyde en kile ind mellem de allierede. Hitlers egne generaler tvivlede på planens chance for succes. De yngre oﬃcerer derimod var parat til at kæmpe, drevet af desperation efter at redde deres hjem og familier fra den hævntørstige Røde Hær, der nærmede sig fra øst.

A R D E N N E R O F F E N S I V E N fra december 1944 til januar 1945 blev med mere end en million involverede soldater anden verdenskrigs største vesteuropæiske slag. Den barske vinter og kampenes vildskab mindede i uhyggelig grad om kampene på østfronten. Efter massakrer begået af Waﬀen-SS-soldater billigede selv de amerikanske generaler, at deres soldater skød tyskere, der overgav sig. Oﬀensiven i Ardennerne blev det slag, som endegyldigt knækkede den tyske værnemagt.

ARDENNER

priser for sine bøger, som er udkommet på 30 sprog og har solgt mere end seks millioner eksemplarer. Han har tidligere bl.a. udgivet Stalingrad, Berlin – Faldet 1945, Den Spanske Borgerkrig 1936-39, D-dag, Kreta, Paris efter befrielsen 1944-1949 (s.m. sin hustru, Artemis Cooper) og Anden Verdenskrig.

OFFENSIVEN

ANTONY BEEVOR har modtaget adskillige

„Et formidabelt værk.“ Jyllands-Posten

ARDENNER

OFFENSIVEN HITLERS SIDSTE TRÆK

lindhardtogringhof.dk

LINDHARDT OG RINGHOF

„Tidens mest velskrivende og grundige militærhistoriker.“ Ekstra Bladet

„Fornemt historisk arbejde.“ Berlingske

„En detaljeret og mesterlig bog.“ Jyllands-Posten