Blækhat - læseprøve

Blækhat Copyright © Sissel-Jo Reid Gazan & Lindhardt og Ringhof Forlag A/S 2017 Omslag: Stencil: Nicolai Juhler. Grafik: Mikkel Henssel Bogen er sat med Palatino hos LYMI DTP-Service og trykt hos Livonia Print Printed in Lithuania ISBN 978-87-11-54362-7 1. udgave, 1. oplag Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S er et selskab i Egmont

Blækhat.indd 4

17/08/17 08.34

Sissel-Jo Reid Gazan

BLÆKHAT Roman

LINDHARDT OG RINGHOF

Blækhat.indd 3

17/08/17 08.34

Blækhat.indd 6

17/08/17 08.34

Indhold

April 2010 9 FØRSTE DEL 17 ANDEN DEL 143 TREDJE DEL 371

Blækhat.indd 5

17/08/17 08.34

So the question is not whether we will be ­extremists, but what kind of extremists we will be. Will we be extremists for hate or for love? Will we be extremists for the preservation of injustice or for the extension of justice?

Ma r tin L u ther King Jr .

BlĂŚkhat.indd 7

17/08/17 08.34

Kapitel 1 En dag spørger du garanteret, hvordan det hele begyndte, og det kan jeg nemt svare på: Det begyndte sommeren 1983. Min bedste veninde, Sevim, og jeg havde netop afsluttet sjette klasse på Samsøgade Skole, og et vidunderligt sammentræf af omstændigheder gjorde, at vi begge skulle tilbringe hele sommerferien i Aarhus. Syv uger, hvor vi ikke skulle andet end forbi Flittig Lise for at købe bolsjer for vores småpenge, videre ud på havnen og drive rundt mellem de dokkede sejlskibe og selvfølgelig på Børnenes Jord, som vi havde stort set for os selv, fordi alle andre var ude at rejse. Hvert år plejede Sevim ellers at rejse med sine forældre hjem til Tyrkiet, og hvert år plejede jeg at ryge på tvungen tour de sommerhus med min mor, Helle.

Det var lige kedeligt hvert år. Den sommer ville skæbnen noget andet.

Helle var uddannet biolog med speciale i svampe. (“Det hedder mykolog,” belærte hun mig). Hun arbejdede som biologilærer på Kochs Skole på Åboulevarden og havde en kæmpe, stadigt voksende svampesamling arkiveret i brune apoteker­glas på sit arbejdsværelse.

I begyndelsen af juni havde hun været ude for at kortlægge kantarellernes ynglepladser i Marselisborgskoven (de var ikke modne endnu, men hun ville være klar, når de var) og var trimlet ned ad en skrænt. Hun brækkede heldigvis kun foden, men måtte alligevel aflyse vores planer og tilbringe sommeren i en liggestol under mit æbletræ i haven. (Mit fordi det i sin tid var 19

Blækhat.indd 19

17/08/17 08.34

blevet plantet oven i min moder­kage, som Helle havde taget med hjem fra Fødselsstiftelsen i en plastikpose).

Vores have lå i Hjelmensgade 14, hvor vi boede i stueetagen i et byhus, som Helle havde købt for sin arv efter min morfar få måneder før, jeg blev født.

Og Sevim? Hun havde allerede været i Tyrkiet i foråret, fordi en slægtning var død, og nu havde hendes forældre taget ekstra vagter på den kiksefabrik i Aarhus Nord, hvor de arbejdede, og aflyst sommerferien.

Sevim og jeg kendte hinanden fra Beboernes Børnehave, hvor vi begge var begyndt i midten af 1970’erne. Jeg gik der af ideologiske grunde – Helle havde været med til at grundlægge børnehaven – og Sevim gik der, fordi børnehaven var den institu­tion, der lå tættest på den mikroskopiske toværelses gæstearbejder-lejlighed, hvor hun boede med sine forældre og sin storebror, Erkan. Vi gik ikke på samme stue, men vi kendte hinanden fra legepladsen, uden rigtig at blive venner af den grund.

Da vi begyndte i første klasse på Samsøgades Skole, kom vi i samme klasse. Helle stod og talte med Sevims mor, Aygül, ude i skolegården, da vi kom ud efter første skoledag. De var lige hennafarvede, lagde jeg mærke til, og nu stod de sammen og ventede på os for foden af den brede trappe. Sevim løb foran mig og havde den Jeva-taske på ryggen, jeg havde ønsket mig, men ikke fået.

Da vi gik hjemad, sagde Helle: “Har du ikke lyst til at lege med Sevim? Hun virker gæv.” Ordet “gæv” var topmålet af kompliment i Helles mund. Jeg trak bare på skuldrene. Jeg syntes Sevim var dum på grund af det med tasken, og jeg var allerede bedste veninde med Sofie (og jeg var stadig ikke kommet mig over, at Sofie var kommet i parallelklassen).

Men i slutningen af første klasse flyttede Sofie pludselig, og Sevims kusine, der gik klassen over os og havde mandsopdækket Sevim, flyttede til Brabrand og måtte skifte skole. Så stod vi der, et kort øjeblik, skulende og alene, før vi fik øje på hinan20

Blækhat.indd 20

17/08/17 08.34

den, to ukurante naboperler trukket smukt sammen på en snor af omstændighederne.

Ingen kunne få mig til at grine som Sevim, ingen kunne få mig til at snakke mere i timerne eller glemme tiden som Sevim.

Vi lignede endda hinanden. Vi var begge to små og spinkle (i mit tilfælde var det virkelig sært, for Helle var over 1,80 høj, og selv min mormor var høj af en mormor at være). Vi var også begge mørkhårede, okay, Sevim havde en glat hjelm af mørkt hår og jeg en uregerlige manke af ståluldskrøller, men farven var næsten den samme, og vi havde også begge to brune øjne og ikke blå som næsten alle andre i klassen.

Vi var næsten kun forskellige på ét område: Sevim var samler af natur, og jeg var tingfinder. Når Sevim byttede glansbilleder og hønseringe og viskelædere med de andre piger i klassen, løb jeg rundt udenfor og fandt både kedelige ting som kastanjer og pallekøer og ønskekviste, men også nogle gange en pose tyske vingummier eller en rygetrold med en pose mini-cigaretter (dér var Sevim for alvor misundelig, for hun måtte heller ikke få sådan en rygetrold for sin mor), og én gang et par splinternye røde sko med sløjfe, som jeg fik lov at beholde for Helle, kun fordi alt andet ville have været spild af gode sko. Trods ryge­trolden prøvede Sevim at overbevise mig om, at jeg hellere skulle samle, og jeg Sevim om, at tingfinder var det bedste.

Helle glædede sig over venskabet og opfordrede mig ofte til at invitere Sevim med hjem, hvor hun trakterede os med te og grovboller og spurgte Sevim om alt muligt, selvom vi hellere ville ind og lege. Hvilken indstilling havde Sevims far og mor til premierminister Ecevits invasion af det nordlige Cypern?

(Det vidste Sevim ikke). Hvad var Sevims far og mors holdning til militærkuppet i 1980? (Det vidste Sevim ikke). Hvad hedder din mor igen? “Aygül”, svarede Sevim, “men jeg siger bare ‘morʼ”, og så ville Helle vide, om Aygül arbejdede fuld tid på kikse­fabrikken, og om hun var organiseret i en fagforening. Det vidste Sevim alt sammen ikke noget om. Så slap vi endelig ind på mit værelse.

21

Blækhat.indd 21

17/08/17 08.34

“Har du lagt mærke til, hvor moderne Sevims mor er?” sagde Helle, da hun puttede mig om aftenen. “Jeans, intet tørklæde, stolt.”

Helle skulle bare vide, at det i virkeligheden var så som så med moderniteten hos familien Korkmaz. Aygül gik måske nok på arbejde med vesterlandske bukser og farvet hår og havde giftet sig med en mand, hun selv havde valgt, Günay, der havde visioner for fremtiden og havde besluttet at prøve lykken i Danmark. Men de var stadig en traditionel patriarkalsk familie, hvor Aygül gik direkte ud i det lillebitte køkken og tog forklæde på, når hun kom hjem fra arbejde. Sevim skulle hjælpe til, men aldrig Erkan, der skulle læse lektier, og slet ikke Günay, der sad med fødderne oppe på en puf i kunstlæder og så tv og drak tyrkisk te, selvom både han og Aygül begge havde været på arbejde på kiksefabrikken til klokken atten og havde stem­ plet ind før klokken otte samme morgen. Helles forestilling om en moderne tyrkisk familie, hvor kvinderne gik både i jeans og på arbejde, ville være bristet, hvis hun kendte virkeligheden.

Da Sevim ikke måtte komme med på lejrskole på Langeland, fordi det var udelukket, at hun overnattede sammen med drenge, holdt jeg det for mig selv af frygt for, at Helle skulle finde på at marchere med dansende bryster op til Sølystgade for at forsøge at overtale Günay til at lade Sevim tage med, fordi “det ville være det rigtige for fællesskabet”. Det ville helt sikkert prelle af på Günay Korkmaz, og jeg ville ikke risikere, at Helle opdagede familiens Korkmaz′ traditionelle kønsrollemønster og fik den tanke, at det måske smittede.

Sevim var også forsigtig, men med omvendt fortegn. Hun elskede at være hos os, hvor man måtte læse Anders And-blade ved middagsbordet og få lov at smage øl, men hun var klar over, at hvis Günay fandt ud af, hvordan tingene foregik hos os, så ville hun aldrig få lov at besøge mig igen. Helle gik uanfægtet nøgen rundt, og hvis noget skulle hamres op eller renses eller tætnes, så gjorde Helle det selv (hellere end gerne nøgen).

Helle var selv vokset op i en utrolig snerpet tid, og hun kunne 22

Blækhat.indd 22

17/08/17 08.34

ikke huske, at hun nogen sinde havde set sine forældre nøgne, og det gad Helle ikke videreføre. Hun var født nøgen, og hun kunne lide at være nøgen, og alt det putteri, hvad enten det var politiske holdninger eller brystvorter, det var noget pjat. Ud i lyset med det! Når det var varmt på en fredag, sad hun nøgen ude i haven og drak sin eftermiddagste, selvom vores nabo var Laur­sens Realskole, og det øverste klassetrin havde samfundsfag i de to sidste timer om fredagen i de lokaler, der vendte ud mod vores have. Lad os bare sige, at Sevim og jeg enten var meget på mit værelse eller ude og drive i kvarteret, når det var varmt om fredagen.

“Jeg har altså heller aldrig set mine forældre nøgne,” sagde Sevim lidt undrende, når vi gik op ad gaden.

“Vær du glad for det,” sagde jeg og sparkede til en sten.

Sevim og jeg diskuterede tit, hvor vi skulle lege, hos os eller hos Sevim. Sevim ville hjem til os, og jeg ville hjem til hende. Hos Sevim blev der lavet varm mad hver dag, og man sad pænt ved bordet klokken 19.00. Indviklede, vinbladsomsvøbte retter, som Aygül tryllede frem, hun satte den ene emaljerede skål e­ fter den anden på den blomstrede voksdug. Finestuen hos S ­ evim var også virkelig fin. Den havde højglans finérmøbler med få bøger ud over telefonbøger, et fjernsyn og et væld af tyrkiske nips. Gulvet var dækket af tæpper med flere tæpper ovenpå, brogede syntetiske tæpper, bløde under fødderne, fordi skoene skulle blive stående i gangen. Hjemme hos os vadede vi altid rundt med sko på indenfor, for gulvene var fulde af splinter, og vi havde kun afsyrede møbler og loppefund. Vores køkkenbord var min morfars gamle apotekerdisk fra Viby Apotek, og de fleste af emaljeskiltene var intakte, så der stod Sapo C. Phenol og Trocil Anticatarrh på skufferne med speltmel og knækbrød.

Sevim elskede at lege ved vores køkkenbord, hun kunne stå i timevis og lange imaginære brød og ugeblade over træbordpladen til imaginære kunder, mens hun sagde: “Kom endelig igen en anden gang, kære frue.”

23

Blækhat.indd 23

17/08/17 08.34

Jeg ville meget hellere hjem til Sevim. Sevim delte godt nok værelse med Erkan, men han havde et Donkey Kong-bip-bipspil, der slet ikke kunne fås i Europa endnu, og vi var besatte af at spille. Vi legede også meget med vores Bøller (de små bamser, der vist hedder Monchichi nu om stunder). Sevim havde syv Bøller (med masser af tøj og udstyr), og jeg havde én ved navn Polly, uden tøj og udstyr, men jeg var alligevel helt utrolig glad for den. Helle var generelt imod kapitalistiske diller (Nyamyer, Bøller, Bobby & Kate, professorterningerne, “slangen”, klik-klak-kugler og kålhoveddukker), og det var kun, fordi jeg havde fundet Polly på Børnenes Jord, ejerløs og alene, at jeg overhovedet havde en. Da jeg fandt den, var Sevim og jeg så mystificerede. Den var spritny og stadig i sin indpakning og stod pludselig på kanten af sandkassen på Børnenes Jord. Jeg nåede at have den i tre dage under sengen, før Helle fandt den og flippede fuldkommen ud. Hun spurgte, om jeg havde stjålet den, og da jeg svor, jeg havde fundet den, spurgte hun, om jeg virkelig syntes, at sådan et “stykke plastiklort var nuttet”? Hun fik både sat den højt op på et skab og kylet den ud i haven, før Kalle Krudt bad hende om at slappe lidt af.

Kalle Krudt (alle kaldte ham bare Krudt) boede på øverste etage i vores hus, og han var Helles bedste ven og min slags far.

Han og Helle havde været kærester i to måneder i 1970 og var blevet ved med at være venner. Faktisk havde Krudt været med til min fødsel, og historien lød, at han nær var besvimet, fordi han havde presset så meget i solidaritet med Helle. Siden da havde han lært mig at gå, sidde på potte, cykle, køre på rulleskøjter, lave bål, klatre i træer, lært mig flydende engelsk, overbevist om, at det var fremtidens sprog, og ikke mindst at tegne og male, som var det, vi gjorde allermest, når vi var sammen.

Krudt elskede mig, og jeg ham. Efter Helle var Krudt blevet kæreste med Peter, der boede i kollektivet ovre i Anholtsgade 8.

“Helt ærligt, Helle,” sagde Krudt, da Helle kylede den forkætrede Bølle langt ned i haven i raseri over ‘det plastiklort′.

“Det er bare en bamse. Du går selv med neglelak på tæerne, 24

Blækhat.indd 24

17/08/17 08.34

topmålet af borgerlig dekadence, og du ejer et helt hus, din bolighaj! Og så må din datter ikke beholde en snoldet bamse?”

Den dag elskede jeg Krudt ekstra meget.

Helle kunne være meget nøjeregnende med, hvad der – i hendes øjne – var rigtigt og forkert. Hun havde sine helt eksplicitte ideologier, men samtidig afskyede hun, hvis nogen forsøgte at presse noget ned over hovedet på hende, for eksempel at man ikke måtte pynte sig, ikke eje et hus, ikke undervise på en privatskole, at man partout skulle gå med kassebukser og kinaflipper og skulle hilse med ‘Ho Ho Ho Chi Minh′, når man mødte en rød kammerat på gaden. (Den hilsen nægtede hun pure!). Ingen var bedre end Krudt til at holde et spejl op foran Helle, så hun blødte lidt op.

Jeg fik lov at beholde Polly, men det var nu engang mere afslappet at lege med Bøllerne hjemme hos Sevim.

Når Sevim og jeg gik sammen på gaden, var vi tit så opslugte af hinanden, at vi ikke lagde mærke til, hvem vi gik forbi. Krudt, for eksempel.

“I gik lige forbi mig i Sjællandsgade i går, som om jeg var luft,” sagde han en fredag, da han som altid havde hentet mig fra skole og inviteret mig med på Underground Ice Cream for at fejre weekenden.

“I kværnede som en hel hønsegård,” fortsatte han, og jeg blev nødt til at tro ham, for han nævnte, at vi havde spist noget ud af en hvid papæske, og det var rigtigt. Sevims familie havde fået noget, der hed lokum, sendt fra Tyrkiet, og det smagte så godt, men vi kunne bare ikke holde op med at grine over navnet.

Krudt anbefalede, at vi ikke snakkede for meget om jule­gaver og andre hemmeligheder på åben gade, for han havde altså hørt alt, hvad vi snakkede om, og pludselig blev jeg helt klam, for da vi havde tømt papæsken, havde Sevim nemlig spurgt: “Har du egentlig ingen far?”

Og jeg havde svaret, at det havde jeg ikke. Jeg havde svaret, at han var død for længe siden.

25

Blækhat.indd 25

17/08/17 08.34

Var det derfor, Krudt havde stået og set punkteret ud, da han havde hentet mig i skolen? Normalt lavede han altid fis, men den fredag havde han bare stået og hængt ved bunden af trappen, der gik ned til Ny Munkegade. Selv da vi sad over for hinanden på Underground under Bo Bendixens ikke-kunst (som Krudt kaldte det) og larmede i sugerørene, virkede han lidt trist.

Selvfølgelig havde jeg en far! Krudt var jo min far. Jeg havde bare sagt til Sevim, at jeg ikke havde en, fordi det lige dér var nemmere end at skulle forklare hende, hvordan Krudt, der var kæreste med en mand, og desuden ikke havde lavet mig, kom ind i billedet, og helt sikkert nemmere end at skulle forklare, at Helle slet ikke vidste, hvem min biologiske far var. Sevims forældre havde trods alt været kærester siden grundskolen, og min mor malede loft kun iført sko og natursvamp, så der var allerede rigeligt med modsætninger at rumme for to 12-årige piger. Men det var selvfølgelig ikke meningen, at Krudt skulle have hørt det, og jeg blev så flov over, at jeg havde gjort ham ked af det.

Nu kunne du måske godt tænke dig at vide, hvordan det var muligt for Helle ikke at vide, hvem der var far til hendes barn.

Altså, Helle vidste, at der var tre mulige, der kunne være min far, og mere vidste hun ikke. Det var ikke et tabu, ikke noget, Helle skammede sig over eller fortrød, og normalt ikke noget, jeg tænkte specielt meget over. Det var bare sådan. Men da jeg kom hjem fra min og Krudts fredagsis på Underground, dagen efter jeg havde sagt til Sevim, at jeg var faderløs, kværnede mit hoved, og jeg kunne ikke dy mig for at spørge Helle om det. Jeg sagde det bare, som det var: at Sevim havde spurgt til min far, og at jeg var kommet til at tænke på det. “Og du har altid sagt, at jeg altid må spørge,” mindede jeg hende om.

Helle nikkede “Jeg har fortalt dig, at der er tre mulige, ikke?”

“Jo,” svarede jeg.

“Og at en af dem er død, og jeg ikke ved, hvad der er blevet af de to andre?”

26

Blækhat.indd 26

17/08/17 08.34

Jeg nikkede.

“Okay, godt ... Men jeg har da et fotografi et eller andet sted,” sagde hun så pludselig. Det var noget nyt. Helle rejste sig og gik ind på sit arbejdsværelse og kom tilbage med en papæske med fotos.

“Det her,” sagde hun og trak et foto op, “er fra 1970, altså fra året før du blev født. Det er taget ude på Mols, i kollektivet Aldershvile. Vi kom der hele tiden i halvfjerdserne, men det kan du sikkert slet ikke huske.”

Jeg måtte strække hals for at komme til at se ordentligt på fotoet.

Der sad ti-tolv voksne og to små børn omkring et sofabord, der var fyldt til bristepunktet med lertøjsaskebægre med parkerede piber, kaffekopper og linjerede kollegieblokke. Helle begyndte at remse op fra en ende af: “Det er Rudi Dutschke,” sagde hun og pegede på en mørkhåret mand med et rart ansigt og alpehue, der sad og holdt et papskilt, “og det er Rudis kone, Gretchen, med deres børn Polly og Hosea-Che på skødet ... Og dér sidder jeg ... og Krudt selvfølgelig ... Og hvem har vi her ...?”

Helle vippede fotoet for at nærstudere det.

“Nå ja, det er jo Petter Støvring, selvfølgelig, og ham ved siden af er i hvert fald Johannes Sløk, idéhistorikeren, så Vibeke Sperling, der siden blev korrespondent i Moskva ... og selvfølgelig Carsten, som hun fik Anna med. Dér sidder SKP’s daværende formand, Hasse. Jeg fattede aldrig et ord af, hvad han sagde, når han snakkede svensk, men han spillede vidunderligt guitar.”

“Hvad står der på papskiltet?” ville jeg vide og pegede på det skilt, ham, der hed Rudi, holdt.

“Goodby(e) England/But we’ll come again/long live the militant workers and students/thank you Denmark for letting us come/long live the anti-fascist struggle,” læste Helle, og selvom jeg var virkelig god til engelsk (takket være Krudt), vidste jeg ikke, hvad ‘militant workersʼ eller ‘anti-fascistʼ betød, kun at det var nogen, Helle ikke brød sig om.

27

Blækhat.indd 27

17/08/17 08.34

“Åh gud,” sagde Helle og blev ved med at se på fotografiet, “de ser alle sammen så unge ud ... Det dér er George Geir, han var en af Rudis venner fra London, og det er Bahman Nirumand, han var en af de oprindelige i kredsen omkring Rudi, og ... Nå, pyt med alt det,” sagde hun så. “Det er alligevel alt for kedeligt for dig.” Hun ville lægge fotografiet tilbage i kassen og gjorde mine til at slukke min sengelampe, da jeg snuppede fotoet.

“Men hvem af dem er så måske min far?” spurgte jeg. Der var flere på fotografiet, og Helle var bare sprunget over både en kvinde med fletninger og en mand med kraftigt, kulsort skæg og en bog i hånden.

“Hey, pas lige på, du krøller fotografiet, Rosa Louise!” sagde Helle, der kun kaldte mig ved begge fornavne, når hun var utilfreds med mig. “Hvis du endelig vil vide det, kan det være ham, ham eller ham, der gav mig sædcellen.” Hun flyttede hurtigt pegefingeren mellem tre af mændene på fotografiet. “Rudi, Petter eller George. Men hvorfor er det pludselig så vigtigt for dig at vide, hvor sædcellen kom fra? Kalle Krudt er den bedste far, man kan få.”

Helle havde ret. Krudt var verdens bedste slags far. Hele mit set-up var sådan set perfekt. Vi boede i et byhus med egen have i Hjelmensgade, klemt inde mellem ballonfabrikken og Laursens Realskole. Krudt boede på øverste etage, så jeg kunne besøge ham og sove hos ham, når jeg ville. I haven havde vi bærbuske, et legehus, en lille køkkenhave og selvfølgelig mit æbletræ, der hvert år gav perfekt søde, sure, runde æbler. Sad man længe nok overskrævs på muren ind til nummer 16, kom Ballonmanden ud og smed en håndfuld nytrykte balloner op til én. Børnenes Jord lå bogstaveligt talt for enden af vores gade, Sevim var min allerbedste veninde, og jeg havde et tæt forhold til min mormor, som boede på Åboulevarden 100, lige over for den skole, hvor Helle var lærer. Mormor lærte mig både at spille canasta og tage Helle med et gran salt, og så gav hun mig guldkorn til morgenmad.

Jeg havde det som blommen i et æg, og jeg fortrød næsten, at jeg havde spurgt Helle om det med min rigtige far.

28

Blækhat.indd 28

17/08/17 08.34

Mormor var en meget rig, fin dame, som jeg ikke rigtig fattede kunne være Helles mor, for de var som nat og dag. Mormor svælgede i følelser, jo større, jo bedre, og så røg hun Manne-cerutter i ét væk – også når hun ræsede af sted i sin grønne folkevognsboble – og så sagde hun altid, at det aldrig havde skadet nogen med lidt sovs. Helle var derimod rationel – videnskabeligt anlagt var vist hendes egne ord. Hun brød sig hverken om pladderromantiske film eller tanken om at drukne god mad i sovs, og ingen kunne som Helle overdrive et hosteanfald og resolut åbne vinduerne for at lufte Mormors cerutrøg ud.

Hvis jeg skal være ærlig (og det vil jeg gerne være over for dig), så var det tit sjovere at være sammen med Mormor end med Helle. Mormor havde en slikskuffe og holdt ikke øje med, hvor meget slik jeg spiste, og så elskede hun romantiske film og Sherlock Holmes. Vi så Gone with the Wind og My Fair Lady på VHS og hørte Baskervilles hund på lydbog. Mormor elskede også digte, for eksempel små, nuttede vers som det her: Et øje kan græde, en mund kan le, men smerten i mit hjerte kan ingen se.

Jeg kunne godt lide de små vers, selvom de fik Helle til at rulle med øjnene. Men Mormor elskede også stor, indviklet lyrik, som jeg næsten ikke kunne begribe. Hun var især optaget af de sydamerikanske digtere: Jorge Luis Borges, Gabriela Mistral og Pablo Neruda, verdens bedste poeter, ifølge Mormor. Hun gav mig en poesibog med en lillebitte nøgle, hvor hun fra tid til anden skrev et nyt digt, både Roser er røde og violer er blå, når hun ikke havde så meget tid, men også: Fortabt i skoven, knækkede jeg en mørk gren og løftede dens hvisken til mine tørstige læber måske var det lyden af regnens gråd en revnet klokke eller et splittet hjerte 29

Blækhat.indd 29

17/08/17 08.34

når hun havde tid, skrevet med næsten kalligrafisk håndskrift.

Digtet var skrevet af Mormors yndlingsdigter, Pablo Neruda, og oversat til dansk af en ven, sagde hun. Jeg læste det hundrede gange, måske tusind. Jeg elskede den poesibog, og jeg har den endnu. En højst mærkværdig samling af hjemmeoversat verdenslitteratur blandet med poesiens mest luvslidte banaliteter.

Mormor kunne hverken lide Helles afslappede forhold til mit fædrene ophav eller til nødvendigheden af at gå med bh.

Børn burde have fædre, og bryster burde tøjles lidt, mente hun.

Hun var også meget imod, at mænd var kærester med andre mænd. Men hun elskede Krudt og levede glad i forestillingen om, at Krudt og Helle en dag ville gifte sig og holde op med at leve på polsk, som hun sagde. Helle gad ikke engang forklare hende, for 117. gang, at Krudt var til mænd, og at de godt nok boede i samme hus, men ikke sammen.

Den dag, Helle viste mig det sort-hvide fotografi og afslørede navnene på mine tre mulige fædre, skrev jeg deres navne op bagerst i min poesibog: Rudi Dutschke, George Geir og Petter Støvring. Så havde jeg i det mindste tre navne, jeg kunne give Mormor, næste gang hun kom med stikpiller til mit fædrene ophav.

Okay, så hvem der var min far, lå altså hen i det uvisse, men til gengæld vidste jeg, hvordan jeg var blevet lavet. Det var begyndt i foråret 1970, hvor Helle var vågnet en morgen i april og havde haft umanérlig trang til at blive mor. Meget mærkeligt, sagde hun altid, for tidligere havde hun aldrig skænket børn en tanke. Hun havde udelukkende været optaget af det politiske samfund og sit biologistudium. Hun kunne ikke rigtig forklare, hvad der skete dér om natten, kun at hun vågnede om morgenen med lyst til et barn. Dertil skulle hun bruge: et udvalg af far-frø, en livmoder (sin egen), ubeskyttet omgang med mænd (tre styk var det blevet til, kunne jeg så regne ud), derpå ni måneders venten, (hvoraf hun ikke kunne samle svampe i de 30

Blækhat.indd 30

17/08/17 08.34

to, fordi maven var så stor), en dygtig jordemoder og et godt netværk, når barnet kom. Det sidste var i Helles øjne langt det vigtigste. Hun var selv vokset op i efterkrigstidens “sociale isolation fra fællesskabet”, som hun kaldte det. Folk havde været ulykkelige og ensomme inde bag deres ligusterhække og havde levet i hallucinationen om, at vejen til sjælens tilfredsstillelse var en ny bil eller et perfekt staudebed.

“Min generation gjorde oprør mod den traditionelle familie, hvor manden var overhoved, og kvinden og børnene tilhørte manden. Vi syntes, det var bedst for et barn at tilhøre fællesskabet. Du var selvfølgelig allermest mit og Krudts barn, men du var også en gave til alle andre, der havde tid og lyst til at investere i dig, og det var der mange, der havde. Da jeg voksede op i 40’erne og 50’erne, arbejdede Morfar konstant og så aldrig sine børn, mens Mormor blev hjemme for at holde stuepigen i ørerne og så sine børn alt for meget. Jeg ønskede noget andet for dig. Ikke så meget biologisk tilhørsforhold og ejerskab til børnene, men overskud og oprigtig lyst. Du var et ønskebarn, Rosa, ønsket af mig, ønsket af et fællesskab, der ventede spændt på din ankomst. Jeg lover dig for, at det var så meget bedre end at være tredje barn i en familie, hvor Mormor blev tvunget af samfundsnormen til at få mig, fordi tre var et konventionelt børnetal, og til at gå hjemme og se pæn ud, selvom hun burde have læst litteratur på universitetet.”

Nogenlunde sådan lød det, når snakken faldt på kernefamilie, kønsroller, og hvordan jeg var blevet til.

Min morfar, Hans Werner, døde i en trafikulykke, mens Helle var gravid med mig. Det var december 1970, og han var på vej hjem fra arbejde, da hans bil skred ud og kolliderede med en modkørende på Christian X’s Vej. Det var et stort tab for alle, især Helle, som havde været fars pige. Hans Werner havde været en god far. Gammeldags og patriarkalsk, men kærlig, især over for Helle, fordi hun var den yngste, og fordi hun delte hans kærlighed til naturen.

31

Blækhat.indd 31

17/08/17 08.34

Hans Werner var apoteker på Viby Apotek, og han arbejdede konstant og kom sent hjem, ofte når hans tre piger allerede sov.

Næste dag stod han tidligt op for igen at gå på arbejde. Men i skoven havde han altid god tid. Her lærte han Helle, at gøgens kukken er i g-mol, og at vildhylden først bør plukkes, når den er sort af spændstighed, og sidst, men ikke mindst lærte han hende alt, hvad han vidste om svampe. Og det var ikke så lidt.

Da Helle var en stor pige, begyndte Hans Werner at tage hende med på svampejagt i hele Jylland, og hun tjente sine lommepenge ved at hjælpe med at tørre og pakke de svampe, Hans Werner solgte i små cellofanposer på apoteket til lindring af småskavanker som urolige nerver og søvnløshed, helt uofficielt og i håndkøb selvfølgelig. Det glædede Hans Werner, at Helle delte hans stærke fascination af svampe og gladelig stod op klokken fem om morgenen i weekenden for at komme med sin far på svampejagt. Når de gik gennem sensommerskoven sammen, og det dryppede fra løvtaget, lå hans hånd om hendes pigenakke som en blød handske, og i rygsækken var der smørmadder og varm kakao i termokanden.

Et år efter Hans Werner døde, flyttede Mormor fra kassen i Højbjerg ind i en herskabslejlighed på Åboulevarden. Helle opfordrede (pressede, mente Mormor) Mormor til at begynde på HF-enkeltfag, så hun endelig kunne komme til at læse litteratur på Åbent Universitetet. Nu var der blevet citeret Pablo Neruda-digte og læst Dr. Franks lægeromaner nok, mente Helle. Det var blevet tid til for alvor at dykke ned i den romantiske litteratur, analysere de store romaner af Jane Austen og Emily Brontë, skrive opgaver om Pusjkin og Zjukovskij og endelig få papir på, at der alle dage havde siddet et godt hoved på Mormors skuldre.

Mormor var begyndt på HF-enkeltfag. Hun var ligefrem taget med sine 30 år yngre klassekammerater på studietur til Mosk­va, en meget smuk by, syntes hun, med dens kupler og spir, og hun ville meget gerne rejse mere, men skolebænken?

Det var altså ikke noget for hende. Mormor fik aldrig sin stu32

Blækhat.indd 32

17/08/17 08.34

dentereksamen og vendte tilbage til sin lidenskab for sydamerikanske kærlighedsdigte, sin nytteløse lidenskab, påpegede Helle, for hvad opnåede man ved at læse dårligt oversatte digte og dagdrømmerier om den utopiske kærlighed? Intet af virkelig værdi, sagde Helle. Ikke alt af værdi kan gøres op, forsvarede Mormor sig.

“Man kan ødelægge alle blomster i hele verden,” citerede hun Pablo Neruda. “Men man kan ikke forhindre foråret.” Helle blev så hidsig, at hun fik røde pletter på halsen.

Da Sevim og jeg gik på sommerferie efter sjette klasse i 1983, samlede Sevim på alt, det var muligt at samle på. Firkløvere, døde biller, servietter, gummidyr, udklip med lady Diana og små souvenirs fra Østjylland, man kunne hæfte på tøjet med en sikkerhedsnål, for bare at nævne et par ting. Det ærgrede hende mere og mere, at jeg ikke også samlede på noget, og hun kunne heller ikke forstå det. Min mor havde en svampesamling, og min mormor samlede på sydamerikanske kærlighedsdigte, og hvor dumt det end var, så samlede de i det mindste på noget.

Hvorfor kunne jeg så ikke? Vidste jeg godt, at jeg var den eneste i klassen, der ikke samlede på noget? Jeg kunne samle på kastanjer, foreslog hun? Dukker? Sugerør? Dufteviskelædere?

Mønter? Flaske-etiketter? Kapsler?

“Nej, nej, nej,” sagde jeg.

“Hvordan samler man egentlig på svampe?” sagde Sevim. Vi var gået ind på mit værelse efter at have drukket eftermiddags­ te med Helle (der var blevet ferm til at humpe på sin brækkede fod), og Sevim havde sat sig til at ordne sine frimærker med pincet. “Spiser Helle ikke de fleste af svampene, når hun har plukket dem? Eller forærer dem væk? Hun har i hvert fald givet min mor noget i en lille pose, der skulle hjælpe mod ømme ben.”

Jeg rystede på hovedet.

“Det er slet ikke alle glassene inde på arbejdsværelset, der er samlingen,” sagde jeg. “Hun registrerer svampene, og det er registreringerne, hun samler på.”

33

Blækhat.indd 33

17/08/17 08.34

“Registreringerne?” sagde Sevim skeptisk.

“Ja. Hun går ud i skoven eller ud på en mark og leder, og når hun finder en svamp, så bestemmer hun først, hvilken en det er, ved at bruge en svampebog, hun har arvet fra min morfar, og når hun har fundet ud af, hvad den hedder på latin, så skriver hun koordinaterne ned, altså lige præcis dér, hvor hun har fundet den med breddegrader og sådan noget. Til sidst tegner hun den af i en skitsebog.”

“Kan hun også tegne?” Jeg nikkede. Ikke så godt som mig, men hun kunne tegne.

“Der er 3.000 svampe i Danmark, siger Helle,” forklarede jeg Sevim, “men hun mangler stadigvæk 2.180 for at have registeret dem alle sammen.”

Som med et trylleslag havde jeg fanget Sevims fulde opmærksomhed.

“3.000?” sagde hun. Sevims samlinger var altid uendelige, og derfor gled de tit ud i sandet, fordi det var umuligt at samle alle frimærker og hønseringe i verden. Tanken om en afgrænset samling var fascinerende.

“Har du været med, når hun har været ude og registrere svampe?”

“Masser af gange, da jeg var lille,” sagde jeg og trak på skulderen. “Men jeg gider ikke rigtig mere.”

“Masser af gange” var ikke helt korrekt. Som lille pige havde jeg altid været med og også elsket det. “Min far samlede svampe hele min barndom,” sagde Helle. “Jeg har så gode minder om min far fra skoven. Måske kommer du også en dag til at samle svampe, hvem ved?” Årets bedste svampetur var, når vi tog ud for at se pinsesolen danse. Ude i skoven, til højre for Moesgaard, bryggede mosekonen på den snip af en mark, vi akkurat kunne se fra skovbrynet, når vi sad klemt sammen i et gammelt skur og så mørket forsvinde. Der var varm kakao i termokanden, smurte rundstykker og små yoghurter fra bageren. Det var lykken at sidde og vågne i kulden, varmt klædt på, sammen med Helle, 34

Blækhat.indd 34

17/08/17 08.34

der sad roligt og nød sin kakao, fordi der alligevel stort set ingen svampe var at finde omkring pinsetid, kun en morkel her og der.

“Svampe får ikke den respekt, de har fortjent, Rosa,” sagde hun mellem to slurke kakao. “Deres betydning som nedbrydere i alverdens økosystemer bliver ikke værdsat, for folk vil have tigere og hvaler og den slags adrenalinfremkaldende oplevelser, mens svampe bare er klamme og sygdomsfremkaldende og lever uønsket på hud og i kusser (her krympede jeg mig) eller er champignoner i supermarkedet, som uvorne unger som dig rynker på næsen ad, selv når de bliver serveret i flødesovs. I virkeligheden er svampe fantastiske. Selve deres væsen er p ­ oesi. De danner et Thallus, hør ordet, Rosa, Thallus.” Hun slog ud med armen imod det spæde morgengry, og det lød nærmest, som om hun talte italiensk. “Et vegetativt væv, der aldrig differentieres i rødder og stængler og blade som hos planterne, men har nøjagtig de samme fabelagtige funktioner. En hval?! Ha! En hval er lille sammenlignet med svampe, Rosa. Én honning­svamps myce­ lium kan blive op til 15 hektarer. Ved du, hvor stor en fodbold­ bane er? Nul komma syv hektarer, Rosa. Nul komma syv.”

Imens blev det lyst.

Lidt halvhjertet gav jeg efter for Sevims drøm om, at jeg skulle samle på noget, og begyndte at samle på træer. Sevim blev ellevild af begejstring, da jeg fortalte hende det. Jeg registrerede træerne ved at tegne dem, forklarede jeg, og jeg samlede træernes frugter eller blade som fysiske symboler, og dem kunne jeg så bytte med, hvis Sevim altså også ville samle på træer? Vi sad i en gammel sofa nede i Hulen i kælderen, et lille rum med trægitterdør, hvor Helle opbevarede en masse gamle mapper og papirer. Vi havde hængt en lommelygte op i en krog i loftet, så vi kunne se noget.

Men Sevim var ikke begejstret for, at jeg tegnede træerne i min samling.

“Jeg kan ikke tegne,” sagde hun ærgerligt, og jeg kunne ikke 35

Blækhat.indd 35

17/08/17 08.34

modsige hende. Hun tegnede virkelig ikke godt. Så sad vi lidt i stilhed, mens jeg tændte og slukkede lommelygten, og loftet skiftevis forsvandt og kom til syne. Udenfor var det bragende solskin, og Helle lå i haven med foden hævet på en skammel og læste i en bog.

“Nu har jeg det!” udbrød jeg. “Vi skriver ned, hvor træerne gror, og så bytter vi koordinaterne.”

“Hvad er koordinaterne?”

“Altså, hvis du for eksempel har fundet et birketræ i Ny Munkegade, helt oppe ved Kaserneboulevarden, og jeg har fundet et ahorntræ i Rosenkrantzgade, som du ikke har, så bytter vi adresserne. På den måde opbygger vi en træsamling, og får samtidig kortlagt, hvor træerne er i Aarhus.”

Jeg lyste Sevim i ansigtet og så et stort smil brede sig.

“Rosa,” sagde hun. “Du er genial.”

Vi brugte den første uge af sommerferien på at ture rundt først i Sjællandsgadekvarteret, så i hele midtbyen og til sidst overalt inden for den inderste del af havnen og helt op til Stjernepladsen, kun for at opdage, at der ikke fandtes ret mange forskellige træer i Aarhus. I skovene jo, især i Marselisborgskoven, hvor svampeforholdene ifølge Helle netop var unikke, fordi Weichsel-istidens hovedfremstød havde skubbet alverdens frø foran sig, så der nu voksede bøg, eg og ahorn skulder ved skulder.

Men det gjorde der ikke i gaderne og haverne i midtbyen. Lige så meget som vi holdt af de enorme bøgetræer på Børnenes Jord (særligt det, der vendte ned mod Hjelmensgade, hvor gyngen var sat op), lige så ensformigt blev det, at der stort set ikke var andet i miles omkreds end de evindelige bøgetræer.

Efter en uge kedede vi os, og vi blev nødt til at finde på noget nyt. Men hvad?

Vi forsøgte at samle på henholdsvis røde gadedøre og gule biler. Sevim var med på, at vi blev nødt til at samle på noget, der var udendørs og større end glansbilleder eller gummidyr, hvis 36

Blækhat.indd 36

17/08/17 08.34

hun skulle have mig med. Men helt ærligt: Det var dødkedeligt at samle på røde gadedøre og gule biler, så det holdt i to dage.

Men så fik vi den idé at samle på skraldespandsnumre, og det var meget bedre. Lidt tilfældigt opdagede vi, at skraldespandene i Aarhus havde årstal på lågene, og at en spand fra 1964 var sjælden, mens en fra 1982 var almindelig. Vi gennemtraw­ lede hele Sjællandsgadekvarteret med hver vores notesbog, og kiggede i alle udhuse og skure, trykkede alle håndtag på kælderdøre ned, ledte i alle baggårde og bag alle porte. I begyndelsen samlede vi i fællesskab, men så gik der sport i det, og vi samlede hver for sig og mødtes en gang i timen for at bytte.

Helle ville være faldet død om, hvis hun vidste, hvor langt omkring vi bevægede os, over på den anden side af Randersvej og helt til Trøjborg, op på den anden side af Harald Jensen Plads og ud over Ringgadebroen. Men Helle var heldigvis optaget af den kommende folkeprotest imod NATOs beslutning om at atomopruste i Vesteuropa. Hun skulle nå at lave tre bannere til den planlagte fredsdemonstration i Botanisk Have, og gips­ foden stressede hende. Hun plejede altid at lave sine demonstrationsbannere på gulvet i køkkenet (og jeg plejede at hjælpe hende), men nu var hun rykket ud i haven, hvor hun kunne have det hele liggende på havebordet. Hendes veninde Bente hjalp til, og når Sevim og jeg råbte til dem: “Vi går på Jorden!” så vinkede de bare og ønskede os en god dag. Men vi var alle andre steder end på Børnenes Jord.

På selve dagen for demonstrationen mod NATOs oprustning fik jeg problemer. Jeg havde altid været med til Helles demonstrationer og altid elsket det. De voksne kom med trækvogne fulde af mad og vattæpper, og vi børn drak sodavand, samlede flasker og styrtede barfodede rundt, der var blomsterkranse og solskinsvejr, så langt øjet rakte. Men jeg var holdt op med at elske at være med, faktisk var det blevet kedeligt. Der kom næsten ikke nogen folk mere, og hver gang blev Helle ked af det.

Hun huskede altid på Vietnam-solidaritetsdemonstrationen i 1968, hvor der havde været 30.000 demonstranter, og det nyt37

Blækhat.indd 37

17/08/17 08.34

tede ikke noget, når hendes venner mindede hende om, at det var 15 år siden. At demonstrere var en pligt, sagde Helle altid, ikke noget man gik til, hvis man lige havde lyst den dag. Og så sang hun El pueblo unido jamás será vencido med endnu klarere røst, end hun plejede.

Køkkenet var fyldt med mennesker, da jeg stod op, og Helle hundsede med mig i det øjeblik, hun så mig, for de skulle lige til at tage af sted.

“Det er fedt, du kommer med i dag, Rosa,” sagde en af Helles kollegaer. “Stine blev hjemme, men hun er også 14. Det er sgu så som så med engagementet i den alder.”

Helle så stolt på mig, og jeg kunne være krøbet i et musehul. Hvordan skulle jeg få hende fortalt, at jeg ikke havde tænkt mig at gå med? Sevim og jeg havde aftalt at mødes foran Kringle­bageriet i Sjællandsgade præcis klokken ti med friske notes­bøger og spidsede blyanter. Jeg havde desuden fundet en skraldespand fra 1962 nede på Møllestien, en trumf, jeg næsten ikke kunne vente med at smide foran Sevim. Jeg tog nølende tøj på og børstede tænder, og vi nåede helt ud på gaden, før jeg fik det sagt. Helle var blevet placeret i en kørestol, og krykkerne lå i min gamle trækvogn sammen med bannere, termokander og vandbeholdere, tæpper og madpakker. Jeg sakkede lidt bagud, og Helle opdagede det selvfølgelig med det samme og så spørgende på mig.

“Jeg tager alligevel ikke med. Jeg har en aftale med Sevim.”

Helle smilede bare til mig og sagde: “Fint, vi ses senere,” og så vendte hun sig mod Ulla, der skulle skubbe kørestolen, og sagde: “Kom, så kører vi”. Alle smilede forstående til mig og vinkede, og da de gik op ad Hjelmensgade, begyndte de at synge Gnags′ “Sig nej, sig nej på dine egne, og på dine børns og børnebørns vegne, sig nej til atomkraft”. Jeg kunne se ­Helles banner med ‘Pedalkraft ja tak′ blafre hele vejen op ad Hjelmensgade, men hun vendte sig ikke en eneste gang.

Inde i køkkenet hældte jeg en portion yoghurt naturel op og overstrøede den med et tykt lag sukker fra en pose, jeg fandt 38

Blækhat.indd 38

17/08/17 08.34

langt inde i et af køkkenskabene. (Helle sagde, at fanden havde skabt hvidt sukker, og havde det kun i huset, så Mormor kunne få noget i kaffen, når hun kom på besøg). Det var noget, jeg var begyndt på, næsten som et ritual: Når jeg var alene hjemme, gjorde jeg ting, jeg ikke måtte. Overdrev med sukkeret, lavede Nutella af smør, flormelis og kakaopulver, hoppede på Helles helt vildt gode springmadras eller snusede rundt på hendes arbejdsværelse, hvor det var forbudt at opholde sig uden først at spørge. Men da jeg sad ved bordet med skålen foran mig, parat til at spise den søde yoghurt, var jeg pludselig hverken lækkersulten eller rebelsk, kun sorgfuld.

“Interesserer det dig ikke den mindste lille smule, at Ronald Reagan har oprustet? Jeg er skuffet over, at du ikke er mere engageret, Rosa, det havde jeg ikke troet om dig.” Helles stemme rungede i mit hoved. Men sandheden var, at hun ikke havde sagt det.

Selvom jeg havde svigtet Helle, blev det en vidunderlig dag, og flere fulgte. Vi gik omhyggeligt fra skraldespand til skraldespand og noterede de årstal, der stod præget på skraldespandenes låg, i vores notesbøger. Spande fra 1982 var fortsat de hyppigste, og så meget desto større var vores begejstring, når vi fandt en spand fra sjældne år. De sjældne noterede vi med glimmertusch, og vi kunne slet ikke fatte, at skraldespande kunne være ældre end os! Sevim var som udgangspunkt tilfreds med, at jeg endelig gad at samle på noget, men i takt med at min samling voksede, begyndte hun at konkurrere. Sevim var klart bedst til at lokalisere skraldespandene, men jeg var den bedste til at registrere dem. Jeg tror, det irriterede Sevim lidt, at jeg var så god til det. Sevims notesbog lignede et sjusket kladdehæfte med tilfældige optegnelser, men min var farveordnet og systematisk, som et alternativt landkort over Aarhus.

Til gengæld havde Sevim hurtigt flere numre end jeg, og jeg mistænkte hende for at fortsætte med at flakke rundt i gaderne, efter vi havde sagt farvel, altid på jagt efter oversete udhuse 39

Blækhat.indd 39

17/08/17 08.34

og skure, hvor der måske kunne stå en sjælden spand. Jeg blev naturligvis smittet af Sevims konkurrencegen og lagde mig i selen for at udbygge min samling, men i virkeligheden var jeg ligeglad med, hvor mange spande jeg havde. Det, der drev mig, var følelsen af at erobre en by og fylde min bog med dens hemmelige markører.

Krudt skulle undervise på et universitet i London i et halvt år.

Det fortalte han mig nogle få dage inde i juli. På det tidspunkt havde jeg noteret 67 skraldespande i min notesbog og forhandlede med Sevim om koordinaterne for en skraldespand fra 1961, et årstal, jeg endnu ikke havde i min samling, men Sevim stillede helt urimelige krav. Faktisk var vi næsten blevet uvenner tidligere på dagen, for hun ville have 11 andre koordinater i bytte for 1961’eren, og jeg havde gennemskuet hvorfor. Hvis jeg gav efter og gav hende 11 koordinater i bytte, ville min samling ryge ned på 56 og hendes tilsvarende op. Hun ville give mig seriøst baghjul.

Helle var i teatret med en veninde og kørestolen, og jeg havde taget min tandbørste med op til Krudt, for Peter var hjemme hos sig selv i kollektivet, og vi havde aftalt, at vi skulle spille på mit nye bip-bip-spil. Det helt usandsynlige var nemlig sket: Helle havde foræret mig et bip-bip-spil. Hun havde haft besøg af en gammel veninde, der var kønsforsker ved Oslo Univer­ sitet, og hun havde sagt, at det altså var nu, at pigerne skulle med på vognen, hvis de skulle have noget at skulle have sagt i den nye teknologiske verden. Da veninden var gået, havde Helle sendt Krudt direkte ned i Magasin for at købe et bip-bipspil til mig, ikke Donkey Kong, naturligvis, men et, hvor en delfin skulle gribe fisk med næbbet. Det væsentlige var, at jeg ikke skulle gå glip af den teknologiske revolution.

Krudt og jeg lå på briksen i hans stue/atelier og spillede på skift, da han helt ud af den blå luft sagde, han skulle til London i et halvt år.

“Det er din tur,” sagde jeg og rejste mig, “jeg døde.”

40

Blækhat.indd 40

17/08/17 08.34

Krudt var kunstner og lektor i kunsthistorie på Aarhus Universitet og berømt i Aarhus. Det var begyndt med kunstnerkollektivet Røde Mor, der efter ti år med en svimlende politisk, proletarisk kunstproduktion var gået i opløsning fem år tid­ ligere. Men Krudt var fortsat i Murmalergruppen, der udsmykkede det offentlige rum, blandt andet på min skole, hvor Krudt og to andre kunstnere havde fået lov at male et to etager højt maleri på den sydvendte gavl.

Krudt arbejdede også solo. To år tidligere havde han en nat pudset kønsdelene på samtlige bronzestatuer i Aarhus, så kommunen måtte rykke ud og polere resten af statuerne op. Helt frem til efteråret funklede statuerne, før de igen irrede til, og Krudt fik en bøde på 2.000 kroner for hærværk. Helle og jeg havde besøgt ham i Horsens Arresthus, hvor han sad, fordi han nægtede at betale bøden. Det vakte mediernes interesse.

“Det var på ingen måde hærværk,” udtalte Krudt til Århus Stiftstidende. “Det var min protest mod luftforureningen, et opråb til politikerne om at begrænse udledningen af svovldioxid og kuldioxid fra industrien. Gør de ikke det, vil oprydningsarbejdet en dag blive af noget større dimensioner end pudsning af et par statuer. Men min dom er ikke overraskende. Som samfund er vi i gang med af styre væk fra den fælles tanke og lige lukt i armene på den ...” jeg stavede mig langsomt gennem ordet “... plu-to-kra-tiske intethed.”

Sagen havde fået overraskende meget opmærksomhed i de lokale medier, og Krudt havde endda været i tv-avisen. Episoden havde ført til en bølge af kunstneriske happenings, og den internationale kunstverden fik pludselige øje på Aarhus og især på Krudt. Det var sådan, han var blevet inviteret til at undervise et semester på University of London.

Artiklen om Krudt fra Århus Stiftstidende hang over hans spisebord. Jeg stod og stirrede på billedet af hans grødhoved og kunne høre biplydene fra spillet gå i tomgang. Krudt gav sig til at fortælle noget om to kunstnere, der havde bundet sig fast til hinanden med et to meter langt tov og bedyret, at de ville være 41

Blækhat.indd 41

17/08/17 08.34

bundet sammen i et helt kalenderår og være et kunstværk. Jeg hørte ikke helt efter, og det bemærkede han.

“Du kan jo altid komme og besøge mig, Rosa,” sagde han og lagde bip-bip-spillet væk.

Da vi havde børstet tænder og spist chokolade (i den rækkefølge), lå vi skulder mod skulder i Krudts seng.

“Krudt, kan det egentlig godt være et kunstværk at samle på skraldespandsnumre?” spurgte jeg ud i mørket.

“Ja, det kan det. Der gælder ingen regler for kunst,” sagde Krudt alvorligt, da han havde tænkt lidt. “Det er det, der gør det til kunst.”

Krudt gav sig til at kilde mig på ryggen og fremsige: “Jeg er en lille stjerne, en navnløs fra det fjerne, der hermed meget gerne vil lyse på din vej,” som han plejede, og jeg stemte i, som jeg plejede. Jeg ville spørge Krudt, hvem min far var, om han var død, om han var levende. Om det var ham Rudi med papskiltet eller en, der hed George, men trætheden kom rullende, fra mørket, fra vinduerne, som strålevarme fra Kalle Krudts store krop. I stedet sagde jeg: “Jeg kommer virkelig til at savne dig, Krudt.” Og så sov jeg.

Blækhat.indd 42

17/08/17 08.34

100mm

153mm

36,5mm

153mm

100mm

Pressen skrev om

DINOSAURENS FJER

★★★★★★

”Dinosaurens fjer er ganske enkelt klasse.

En fortrinlig blanding af begavet videnskab, psykologi og elementær spænding.”

HENRIETTE BACHER LIND I JYLLANDS-POSTEN

ERIK SKYUM-NIELSEN I INFORMATION

“Gazans kompositoriske overblik er fuldkommen suverænt, og afdækningen af årsag og virkning i fortrængningsmekanismerne inden for psykologi og forskning er nådeslæst gennemskuende.

Dinosaurens fjer er noget af det bedste, jeg længe har læst.”

KATINKA BRUHN I WEEKENDAVISEN

SVALENS GRAF ”Indsæt lyden af taktfaste klapsalver og begejstret pibekoncert - godt gået, Gazan!”

KATINKA BRUHN I WEEKENDAVISEN ”Gazan […] scorer højt på alle de parametre, en underholdende og udfordrende krimi bør bestå af.”

ANETTE DINA SØRENSEN I POLITIKEN

Rosa vokser op i Aarhus i 80’erne blandt hippier, graffitikunstnere, BZ’ere og venstreradikale. Hun bor sammen med sin

mor, der går meget op i svampevidenskab og i kampen mod kapitalismen og mindre op i, hvem Rosas biologiske far er.

Som voksen forsker Rosa i street art og har specialiseret sig

i den anonyme street art-kunstner Blækhat, der provokerer

ROMAN

og fascinerer hele verden med sin humoristiske, politiske kunst.

Efter et forlist kærlighedsforhold rejser Rosa i Blækhats fodspor og ender i Berlin, hvor hun pludselig kommer meget tæt på gåden om, hvem hun selv er.

© JOACHIM GERN

SISSEL-JO REID GAZAN er forfatter til en

Blækhat er en rørende og overraskende roman om familie-

lang række bøger, blandt andet romanerne

hemmeligheder, om oceandybe venskaber og livskraftig kærlighed og om de politiske ekstremer, der enten

DINOSAURENS FJER og SVALENS GRAF, der er læst af mere end 225.000 danskere,

skiller os ad eller binder os sammen.

udgivet i 16 lande og tildelt DR’s romanpris,

”Hendes plot styrer for vildt. […] Svalens graf er lige så indviklet og fuldt ud så spændende som Dinosaurens fjer, og endnu mere raffineret komponeret.”

prisen for Årtiets krimi og Læsernes Bogpris.

Sissel-Jo Reid Gazan er født i 1973, uddannet

MARIE LOUISE KJØLBYE I INFORMATION

Både Dinosaurens fjer og Svalens graf blev fremhævet som nogle af årets bedste bøger af Washington Post og Wall Street Journal, da de udkom i USA.

Blækhat.indd 1

226mm

”Her er ikke kun en videnskabskrimi, men […] en historie om kærlighed og had og om menneskers svigt og skyld, båret af en fin, uanstrengt klogskab på mennesker og deres reaktioner.”

cand.scient. i biologi fra Københavns lindhardtogringhof.dk 9 788711 543627 >

universitet og bor i Berlin.

LINDHARDT OG RINGHOF 17/08/2017 08.55