Churchill faktoren - læseprøve by Lindhardt og Ringhof / Forlaget Carlsen

ER EN BOG, SOM ALDRIG ER KEDELIG, OG SOM VIRKELIG ER KLOG … DENNE BOG SITRER.“

Londons borgmester Boris Johnson fortæller i dette personlige portræt af Winston Churchill om sin fascination af den legendariske engelske premierminister, som han kalder en af de vigtigste ledere i det 20. århundrede. Churchill-faktoren er ikke kun en bog til historisk interesserede læsere, men er også vigtig læsning for alle, som vil vide, hvad der skaber en stor leder.

FAKTOREN

Boris Johnson har været borgmester i London siden 2008. Han har tidligere været redaktør for ugemagasinet The Spectator og medlem af Underhuset samt skyggeminister for kunst og højere uddannelse. Han har skrevet flere bøger, bl.a. Johnson’s Life of London (genudgivet som The Spirit of London), Have I got Views for you og Dream of Rome.

BORIS JOHNSON

„HAN SKRIVER SÅ VELOPLAGT … RESULTATET

BORIS JOHNSON „Churchill betyder noget i dag, fordi han reddede vores civilisation. Og det er vigtigt at huske, at kun han kunne have gjort det. Han er den rungende menneskelige modsigelse til alle marxistiske historikere, som mener, at historie er fortællingen om kolossale og upersonlige økonomiske kræfter. Pointen ved Churchill-faktoren er, at ét menneske kan gøre hele forskellen.“

FAKTOREN HVORDAN ÉN MAND SKREV HISTORIE

lindhardtogringhof.dk

LINDHARDT OG RINGHOF

OMSLAG / DANSK UDGAVE: SIMON LILHOLT / IMPERIET.DK

Boris Johnson

CHURCHILL FAKTOREN HVORDAN ÉN MAND SKREV HISTORIE

På dansk ved Annemette Goldberg

Lindhardt og Ringhof

Boris Johnson CHURCHILL-FAKTOREN Oversat fra engelsk af Annemette Goldberg Copyright © 2014 Boris Johnson Originaltitel: The Churchill Factor – How One Man Made History Udgivet første gang på engelsk i 2014 af Hodder & Stoughton Ltd Dansk udgave © 2015 Lindhardt og Ringhof Forlag A/S Omslag: Simon Lilholt/Imperiet efter originalomslag med foto af Winston Churchill (Yousuf Karsh, Camera Press, London) og Boris Johnson (© Rex / Micha Theiner) Bogen er sat med Plantin hos Christensen Grafisk og trykt hos Livonia ISBN 978-87-11-44725-3 1. udgave, 1. oplag 2015 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof, et selskab i Egmont

Til Leo F. Johnson

indhold

INDHOLD Indledning: En hund ved navn Churchill . . . . . . . . . 9 1 Tilbuddet fra Hitler . . . . . . . . . . . . . . . . . . 15 2 Et univers uden Churchill . . . . . . . . . . . . . . . 29 3 Løbsk elefant . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 39 4 Randolph-faktoren . . . . . . . . . . . . . . . . . . 52 5 Ingen handling er for dristig eller for ædel . . . . . . . 64 6 Den store diktator . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 77 7 Han mobiliserede det engelske sprog . . . . . . . . . 92 8 Et rigtigt menneskehjerte

. . . . . . . . . . . . . . . 110

9 My Darling Clementine . . . . . . . . . . . . . . . . 125 10 John Bull kommer til verden . . . . . . . . . . . . . . 141 11 »Sin tids mest avancerede politiker« . . . . . . . . . . 155 12 Der er intet ærefuldt ved et blodbad . . . . . . . . . . 171 13 Skibene der kunne gå

. . . . . . . . . . . . . . . . . 182

14 Den mentale motor med 100 hestekræfter . . . . . . . 197 15 At spille roulette med historien . . . . . . . . . . . . 208 16 Hensynsløs og iskold . . . . . . . . . . . . . . . . . 232 17 Frieriet til Amerika

. . . . . . . . . . . . . . . . . . 249

18 Kæmpen fra den lille ø . . . . . . . . . . . . . . . . 265

19 Sådan vandt han den kolde krig . . . . . . . . . . . . 284 20 Europæeren Churchill . . . . . . . . . . . . . . . . . 302 21 Skaberen af det moderne Mellemøsten . . . . . . . . 318 22 Hvad betyder hans navn i dag? . . . . . . . . . . . . 341 23 Churchill-faktoren . . . . . . . . . . . . . . . . . . 357

Tidslinje . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 365 Tak . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 369 Bibliografi . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 373

Noter til kilder . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 383

Billedkilder

. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 411

e n e e n h e e n en e n h e e n h und v

INDLEDNING

EN HUND VED NAVN CHURCHILL

Da jeg voksede op, var der ingen tvivl. Churchill var den største statsmand, som Storbritannien nogen sinde havde frembragt. Lige fra en tidlig alder havde jeg en temmelig klar forestilling om, hvad han havde udrettet: Han havde ført mit land til sejr stik imod alle odds, i kamp mod et af de mest modbydelige tyrannier, verden nogen sinde havde set. Jeg kendte de vigtigste detaljer fra hans livshistorie. Min bror, Leo, og jeg sad med næsen i Martin Gilberts biografi Life in Pictures, indtil vi havde lært billedteksterne udenad. Jeg vidste, at han mestrede kunsten at holde taler, og min far citerede (som så mange af vores fædre) nogle af hans berømteste replikker. Og jeg vidste selv dengang, at talekunsten er uddøende. Jeg vidste, at han var morsom, uærbødig og selv efter sin tids normer politisk ukorrekt. Ved middagsbordet fik vi fortalt apokryfe anekdoter: for eksempel, at Churchill var på toilettet og fik besked om, at den kongelige seglbevarer ville tale med ham, og han svarede, at han var forseglet på dasset. Vi kendte historien om det socialistiske medlem af parlamentet, Bessie Braddock, som angiveligt skulle have sagt til Churchill, at han var fuld, hvortil han med forbavsende uforskammethed svarede, at hun var tudegrim, og at han ville være ædru næste dag.

c h u r c h i l l- fa k to r en

Jeg mener også, at vi kendte vagt til den med den konservative minister og garderen ... det er en gammel traver, men skidt med det. Forleden fik jeg fortalt den officielle version af sir Nicholas Soames, Churchills barnebarn, da vi spiste frokost på Savoy. Selv hvis man ser bort fra Soames’ talent for at fortælle historier, lyder den sandsynlig – og den siger noget om et vigtigt tema i denne bog: Churchills store hjerte. »En af hans konservative ministre var til den forkerte side, hvis du forstår, hvad jeg mener ...« (sagde Soames, så højt at det meste af Savoys Grill Room kunne høre ham) »... men han var også en nær ven af min morfar. Han blev altid opdaget, men dengang var pressen ikke så nærgående, og ingen sagde noget. En dag gik han over stregen, for han blev taget på fersk gerning, mens han hyggede sig med en garder på en bænk i Hyde Park klokken tre om morgenen – og det var i øvrigt i februar måned. Det blev øjeblikkelig meldt til partiets chefindpisker, som ringede til Jock Colville, min morfars privatsekretær. ‘Jock,’ sagde chefindpiskeren, ‘jeg er bange for, at jeg har en meget dårlig nyhed om vores problembarn. Det er den sædvanlige historie, men pressen har fået et tip, og den ender uden tvivl i aviserne.’ ‘Ih du godeste,’ sagde Colville. ‘Jeg må vist hellere komme ned og orientere premierministeren personligt om sagen.’ ‘Ja, det må De vel.’ Så chefindpiskeren kom ned til Chartwell [Churchills hjem i Kent] og gik ind på hjemmekontoret, hvor min morfar arbejdede ved sin skrivepult. ‘Sig frem, chefindpisker,’ sagde han og vendte sig halvvejs om. ‘Hvad kan jeg gøre for Dem?’ Chefindpiskeren fortalte om den ulyksalige historie. ‘Han er nødt til at gå af,’ sagde han til sidst.

e n e e n h e e n e e n h e e n h und ve

Der opstod en lang pause, mens Churchill pulsede på sin cigar. Så sagde han: ‘Hørte jeg Dem sige, at ministeren er blevet taget på fersk gerning med en garder?’ ‘Ja, premierminister.’ ‘I Hyde Park?’ ‘Ja, premierminister.’ ‘På en parkbænk?’ ‘Det er korrekt, premierminister.’ ‘Klokken tre om morgenen?’ ‘Det er korrekt, premierminister.’ ‘I det her vejr! I guder, menneske, hvor bliver man stolt over at være brite!’«

• Jeg vidste, at han havde været utrolig modig som ung mand, at han personligt havde oplevet blodsudgydelser, at han var blevet beskudt på fire kontinenter, og at han var en af de første, som fløj i en flyvemaskine. Jeg vidste, at han havde været lidt af en gnom på Harrow, at han kun var omkring 1,70 centimeter høj med et brystmål på knap 80 centimeter, at han havde overvundet sin stammen, sine anlæg for depressioner og sin rædselsfulde far, og at han blev den største englænder nogen sinde. Jeg kunne forstå, at der var noget helligt og magisk over ham, for mine bedsteforældre havde gemt Daily Express’ forside fra den dag, han døde i en alder af 90 år. Jeg glædede mig over, at jeg var født et år tidligere: Jo mere jeg læste om ham, jo mere stolt blev jeg over at have været i live, mens han levede. Derfor virker det endnu mere trist og ejendommeligt, at han i dag – næsten 50 år efter sin død – er i fare for at blive glemt eller kun husket som et vagt minde. Forleden købte jeg en cigar i et land i Mellemøsten, hvis grænser formentlig er blevet udtænkt af Churchill. Jeg bemærkede, at

c h u r c h i l l- fa k to r en

cigaren hed San Antonio Churchill, og spurgte sælgeren i den toldfrie butik, om han vidste, hvem Churchill var. Han læste navnet omhyggeligt, og jeg udtalte det for ham. »Shursheel?« sagde han med et tomt ansigtsudtryk. »I krigen,« sagde jeg, »Anden Verdenskrig.« Nu så han ud, som om der ringede en meget svag og afdæmpet klokke i hans baghoved. »En gammel leder?« sagde han. »Jo, måske, det tror jeg nok. Jeg ved ikke rigtig.« Han trak på skuldrene. Nå, men han klarede sig ikke værre end mange af nutidens britiske børn. De unge, som hører efter i skolen, har en forestilling om, at Churchill var den fyr, som bekæmpede Hitler for at redde jøderne. Men ifølge en nylig undersøgelse mener de fleste unge mennesker, at Churchill er hunden i en britisk forsikringsreklame. Det er virkelig en skam, for han er så helt indlysende en person, som burde appellere til unge mennesker i dag. Han var excentrisk, provokerende og klædte sig i sin helt egen iøjnefaldende stil – og han var utvivlsomt et geni. Jeg vil gerne forsøge at formidle lidt af det geni til dem, der måske ikke er særlig bevidst om det, eller som har glemt det – og jeg er selvfølgelig klar over, at det er temmelig dristigt af mig. Jeg er ikke professionel historiker, og som politiker er jeg ikke værdig til at binde Churchills snørebånd eller bare pudse sko på Roy Jenkins, som har skrevet en fremragende biografi om ham. Som Churchill-forsker er jeg en stor beundrer af Martin Gilbert, Andrew Roberts, Max Hastings, Richard Toye og mange andre. Jeg ved, at der bliver skrevet hundred bøger om året om vores helt – men jeg er overbevist om, at tiden er inde til at kigge nærmere på ham igen, for vi kan ikke tage hans ry for givet. Soldaterne fra Anden Verdenskrig er langsomt ved at dø ud. Vi mister dem, som kan huske lyden af hans stemme, og jeg er

e n e e n h e e n e e n h e e n h und ve

bekymret for, at vi – på grund af rent og skært sløseri – risikerer at glemme omfanget af hans bedrifter. I dag er vi vagt bevidste om, at Anden Verdenskrig blev vundet med russisk blod og amerikanske dollars, og selv om det på visse måder er sandt, er det lige så sandt, at Hitler næsten med sikkerhed ville have vundet krigen, hvis det ikke havde været for Churchill. Og med det mener jeg, at nazisternes erobringer i Europa sagtens kunne have været uoprettelige. I dag beklager vi os med god grund over manglerne ved EU – men samtidig har vi glemt den rene rædsel, som vi kunne have levet under i den alt for sandsynlige af mulige verdener. Vi har brug for at huske det i dag, og vi har brug for at huske, hvordan den britiske premierminister var med til at forme den verden, vi stadig lever i. Over hele kloden – fra Europa til Rusland til Afrika til Mellemøsten – ser vi spor af hans kreative hjerne. Churchill betyder noget i dag, fordi han reddede vores civilisation. Og det er vigtigt at huske, at kun han kunne have gjort det. Han er den rungende menneskelige modsigelse til alle marxistiske historikere, som mener, at historie er fortællingen om kolossale og upersonlige økonomiske kræfter. Pointen ved Churchill-faktoren er, at ét menneske kan gøre hele forskellen. Igen og igen oplever vi, hvilken indflydelse hans personlighed og syv årtier i det offentlige liv har haft på verden og dens begivenheder – og der var langt flere af dem, end de fleste husker i dag. Churchill var afgørende for oprindelsen til velfærdsstaten i begyndelsen af 1900-tallet. Han var med til at give britiske arbejdere arbejdsformidlinger og tepauser og arbejdsløshedsforsikring. Han opfandt RAF og kampvognen og var altafgørende for indsatsen – og Storbritanniens endelige sejr – i Første

c h u r c h i l l- fa k to r en

Verdenskrig. Han var uundværlig for grundlæggelsen af Israel (og andre lande) for ikke at tale om kampagnen for et forenet Europa. I adskillige tilfælde var han den bæver, som inddæmmede strømmen af begivenheder, og han påvirkede frem for alt historiens gang i 1940. Personligheden bestemmer ens skæbne, mente grækerne, og jeg er enig. Og hvis det er tilfældet, er det dybereliggende og mere fascinerende spørgsmål, hvad denne personlighed består af. Hvilke elementer gjorde ham i stand til at udfylde sin gigantiske rolle? I hvilken smedje blev den knivskarpe hjerne og jernvilje støbt? Med hvilken hammer, med hvilken kæde, i hvilken ovn blev hans hjerne skabt? som William Blake næsten formulerede det. Det er spørgsmålet. Men lad os først forsøge at blive enige om, hvad han udrettede.

t i l b u d d e t t t il t t i lbud

K APITEL ET

TILBUDDET FRA HITLER

Hvis du leder efter et af de afgørende øjeblikke i sidste verdenskrig og et vendepunkt i verdenshistorien, så kom med mig. Lad os gå op til et lurvet rum i det britiske underhus – op ad en trappe, gennem en knirkende, gammel dør, hen ad en svagt oplyst gang, og så er vi der. A f indlysende sikkerhedsgrunde finder du ikke rummet på et kort over Palace of Westminster; og normalt kan du ikke få en guide til at vise dig det. Faktisk eksisterer netop det rum, jeg taler om, ikke rigtig længere, for det blev sprængt i luften under Blitzen; men det genopbyggede rum er tro nok mod det oprindelige. Det er et af de rum, som premierministeren bruger, når han eller hun vil mødes med kolleger fra Underhuset, og du behøver ikke at spekulere over indretningen, for den er forudsigelig. Tænk på masser af grønt læder, messingsøm, egetræspaneler med fremtrædende årer, Pugin-tapet og et par kobberstik, der hænger lidt skævt. Og tænk på røg – for vi taler om eftermiddagen den 28. maj 1940, og dengang var der mange politikere, herunder vores hovedperson, som var utrættelige forbrugere af tobak. Vi kan trygt gå ud fra, at der ikke trængte meget dagslys ind gennem sprossevinduerne, men de fleste ville uden besvær have genkendt de optrædende. Der var syv i alt, og de udgjorde det britiske krigskabinet.

c h u r c h i l l- fa k to r en

Det siger noget om krisens alvor, at de havde siddet i møde næsten uafbrudt gennem tre dage. Det var deres niende møde siden den 26. maj, og de havde stadig ikke fundet et svar på det eksistentielle spørgsmål, som de og verden stod over for. For enden af bordet sad premierministeren, Winston Churchill. På hans ene side sad Neville Chamberlain, den konservative, stivnakkede ekspremierminister med tandbørsteoverskægget, den mand, som Churchill havde erstattet uden større spektakel. Med rette eller urette havde Chamberlain fået skylden for at undervurdere truslen fra Hitler på det groveste og for den fejlslagne forsoningspolitik. Da nazisterne havde jaget Storbritannien ud af Norge tidligere på måneden, var det Chamberlain, som tog skraldet. Så var der lord Halifax, den høje, udtærede udenrigsminister, der var født med en vissen venstre hånd, som han skjulte i en sort handske. Der var Archibald Sinclair, lederen af Det Liberale Parti, som Churchill havde forladt. Der var Clement Attlee og Arthur Greenwood – repræsentanter for det Labour, som han havde overdænget med nogle af sine mest hysteriske skældsord. Endelig var der kabinetssekretæren, sir Edward Bridges, som tog notater. Spørgsmålet, de skulle tage stilling til, var meget enkelt, og de havde drøftet det gennem de seneste dage, efterhånden som nyhederne blev mere og mere dystre. Ingen sagde det direkte, men alle kunne se, hvad det handlede om. Skulle Storbritannien fortsætte kampene? Var det rimeligt, at unge britiske tropper skulle dø i en krig, som man efter alt at dømme ville tabe? Eller skulle briterne slå en eller anden form for handel af, så man måske kunne redde hundredtusinder af liv? Og hvis de havde indgået en aftale dengang, og krigen i praksis var endt med briternes sortie, ville den aftale så have reddet millioner af liv rundtom i verden? Jeg tror ikke, at mange i min generation – for ikke at tale om

t i l b u d d e t t t il t t i lbud

mine børns generation – er fuldt bevidst om, hvor tæt vi var på, at briterne diskret og yderst rationelt trak sig ud af krigen i 1940. Der var seriøse, indflydelsesrige stemmer, som ønskede at indlede »forhandlinger«. Det er ikke svært at forstå, hvorfor de tænkte, som de gjorde. Nyhederne fra Frankrig var ikke bare dårlige, de var ufatteligt dårlige, og der var tilsyneladende ikke det mindste håb om, at situationen ville forbedre sig. De tyske styrker rykkede frem mod Paris og skubbede det franske forsvar til side med en så ringeagtende lethed, at det rent faktisk så ud, som om de tilhørte et nyt militært herrefolk, opfyldt af en overlegen ildhu og effektivitet. Hitlers panserdivisioner var ikke bare rullet gennem Nederlandene, men også de angiveligt uigennemtrængelige bjergområder ved Ardennerne, og de havde omgået den latterlige Maginotlinje. De franske generaler var patetiske skikkelser – hvidhårede nussehoveder i Clouseau-lignende kepier. Hver gang de trak sig tilbage til en ny forsvarslinje, opdagede de, at tyskerne på en eller anden måde allerede var nået frem til den; og så kom Stukastyrtbombeflyene susende som en flok dødsengle, og kampvognene rullede videre. Den britiske ekspeditionsstyrke var blevet afskåret i en lomme ved havnene langs Den Engelske Kanal. De havde forsøgt sig med et kortvarigt modangreb, var blevet slået tilbage, og nu ventede de på at blive evakueret ved Dunkerque. Hvis Hitler havde lyttet til sine generaler, kunne han have udraderet os på det tidspunkt; han kunne have beordret sin stjernegeneral Guderian og hans kampvogne til at angribe den skrumpende plet jord, der var praktisk talt umulig at forsvare. Han kunne have dræbt eller tilfangetaget størstedelen af de britiske styrker og frarøvet vores land den fysiske mulighed for at yde modstand. I stedet beskød hans Luftwaffe strandene. Britiske tropper flød på maven i vandet; overlevende affyrede fortvivlet deres

c h u r c h i l l- fa k to r en

Lee-Enfield-rifler mod himlen; de blev hakket i småstykker af styrtbombeflyene. I det øjeblik, den 28. maj, virkede det uhyre sandsynligt – for generaler og politikere, om ikke den brede offentlighed – at størstedelen af tropperne ville bukke under. K rigskabinettet stod over for den største ydmygelse for de britiske væbnede styrker siden tabet af de amerikanske kolonier, og der så ikke ud til at være nogen udvej. Det løber én koldt ned ad ryggen, når man ser på det Europakort, som må have ligget foran krigskabinettet. Østrig var blevet opslugt to år tidligere; Tjekkoslovakiet eksisterede ikke længere; Polen var knust; og gennem de seneste uger havde Hitler tilføjet en rystende mængde territorium til sin liste over erobringer. Han havde besat Norge – og uden besvær overlistet briterne, inklusive Churchill, som havde brugt måneder på at udarbejde en dødsdømt plan for at komme Hitler i forkøbet. Han havde besat Danmark på godt fire timer. Holland havde overgivet sig; den belgiske konge havde forsagt hejst det hvide flag omkring midnat den foregående aften; og for hver time var der flere franske styrker, som overgav sig – indimellem efter at have kæmpet med det mest vanvittige mod; indimellem med en fortvivlende, fatalistisk eftergivenhed. Den vigtigste geostrategiske faktor i maj 1940 var, at Storbritannien – Det Britiske Imperium – stod helt alene. Der var ingen realistisk udsigt til hjælp og bestemt ingen udsigt til hjælp inden for den nærmeste fremtid. Italienerne var imod os. Den fascistiske leder, Mussolini, havde indgået en »stålpagt« med Hitler og ville – da det så ud til, at Hitler ikke kunne tabe – snart slutte sig til krigen på Hitlers side. Russerne havde underskrevet den afskyelige Molotov-Ribbentrop-pagt, ifølge hvilken de enedes om at dele Polen med nazisterne. Amerikanerne var forståeligt nok allergiske over for flere europæiske krige: De havde mistet mere end 56.000 soldater i Første Verdenskrig og mere end 100.000, hvis man inklu-

t i l b u d d e t t t il t t i lbud

derede ofrene for influenza. De leverede ikke mere end en sagte mumlen om medfølelse, og trods al Churchills længselsfulde retorik var der ingen udsigt til, at det amerikanske kavaleri ville komme truttende op over bakkekammen. A lle i det rum kunne forestille sig følgerne af at kæmpe videre. De vidste alt om krig. Nogle af dem havde kæmpet i Den Store Krig, og det modbydelige minde om det blodbad var kun 22 år gammelt – tidsmæssigt tættere på dem, end Den Første Golfkrig er på os i dag. Der var næppe en familie i Storbritannien, som ikke havde været ramt af sorg. Var det rigtigt – var det fair – at bede befolkningen om at stå alt det igennem igen? Og med hvilket formål? At dømme ud fra mødereferatet blev diskussionen mere eller mindre sat i gang af Halifax. Han gik lige til sagen med det samme argument, han havde fremsat i de seneste dage. Han var en imponerende skikkelse. Han var høj, meget høj; med sine 1,95 centimeter var han omkring en kvart meter højere end Churchill – selv om den fordel vel betyder mindre omkring et bord. Han var uddannet på Eton og var stjerneakademiker med en hvælvet pande, som virkede passende for en prismodtager fra Oxford. (Glem ikke, at Churchill ikke engang havde læst på universitetet, og at han kun var kommet ind på Sandhurst ved tredje forsøg). At dømme ud fra samtidige lydoptagelser talte Halifax med en lavmælt, melodiøs stemme, men selvfølgelig med den afsnubbede udtale, der var karakteristisk for hans tid og samfundsklasse. Han så på verden gennem et par tykke, runde briller, og han har muligvis løftet højre hånd i vejret, let knyttet, for at understrege sit synspunkt. Han fortalte, at den italienske ambassade havde sendt ham en besked: at det var nu, Storbritannien havde mulighed for at søge at indgå et forlig, med Italien som mellemmand. Oplysningen blev formidlet via sir Robert Vansittart – og det var et smart navn at henvise til, for sir Robert Vansittart var en diplomat,

c h u r c h i l l- fa k to r en

der var kendt for at være en indædt modstander af tyskerne og af eftergivenhed over for Hitler. Budskabet var således pakket så fint og appetitligt ind som muligt, men meningen var ikke til at tage fejl af. Det var ikke bare en simpel tilnærmelse fra Mussolini: Det var uden tvivl et signal fra hans mere betydningsfulde partner. Det, som slangede sig gennem Whitehall og direkte ind i Underhusets kerne, var en føler fra Hitler. Churchill vidste præcis, hvad der foregik. Han var klar over, at den fortvivlede franske premierminister var på besøg i byen – og at han netop havde spist frokost med Halifax. Paul Reynaud vidste, at Frankrig havde tabt; han vidste inderst inde, hvad hans britiske kontakter havde svært ved at fatte – at franskmændene havde en origami-hær, som var ved at klappe sammen med en næsten magisk hast. Reynaud vidste, at han ville blive husket som en af de mest ynkelige skikkelser i Frankrigs historie, og hvis han kunne overtale briterne til også at indlade sig på forhandlinger, mente han, at ydmygelsen ville blive fælles og tilsløret – og måske ville han frem for alt kunne opnå bedre betingelser for Frankrig. Så det var budskabet – formidlet af italienerne, støttet af franskmændene og stammende fra den tyske diktator: at briterne skulle komme til fornuft og indgå en aftale i overensstemmelse med realiteterne. Vi kender ikke den præcise ordlyd af Churchills svar. Vi har kun det lakoniske og muligvis neddæmpede referat fra sir Edward Bridges. Vi ved ikke præcis, hvordan premierministeren virkede på sine kolleger den eftermiddag, men vi kan komme med et kvalificeret gæt. Samtidige kilder fortæller, at Churchill viste tegn på træthed i denne periode. Han var 65 år, og han drev sit personale og sine generaler til vanvid, når han rutinemæssigt arbejdede til langt ud på aftenen – styrket af brandy og likør – ringede rundt i Whitehall for at få dokumenter og oplysninger og endda ind-

t i l b u d d e t t t il t t i lbud

kaldte til møder på tidspunkter, hvor de fleste fornuftige mænd hyggede sig med deres koner. Han var klædt i sit besynderlige victorianske/edwardianske tøj, med en sort vest, et guldur i kæde og ternede bukser – som en mavesvær butler med tømmermænd fra Downton Abbey. Folk siger, han var bleg med en dejagtig hud, og det virker troværdigt. Lad os bare tilføje en cigar, lidt aske på vesten og en sammenbidt kæbe med lidt savl i mundvigen. Han sagde til Halifax, at han kunne glemme det. Som der står i referatet: »Premierministeren sagde, at det var tydeligt, at franskmændene ønskede at se signor Mussolini fungere som mægler mellem os og herr Hitler. Han var fast besluttet på ikke at ende i den situation.« Churchill forstod præcis, hvad tilbuddet indebar. Storbritannien var i krig med Tyskland og havde været det siden 1. september det foregående år. Det var en kamp for frihed og principper – at beskytte Storbritannien og imperiet mod et afskyeligt tyranni og om muligt at drive de tyske styrker ud af de besatte lande. At indlade sig på »samtaler« med Hitler eller hans udsendinge og indgå i »forhandlinger« og at sætte sig omkring et bord til nogen form for drøftelse ville alt sammen betyde én ting. I samme øjeblik Storbritannien accepterede et italiensk tilbud om at mægle, vidste Churchill, at briternes modstandskraft ville blive svækket. Et usynligt, hvidt flag ville blive rejst over Storbritannien, og viljen til at kæmpe videre ville forsvinde. Så han sagde nej til Halifax, og nogle ville måske mene, at det burde være tilstrækkeligt: Premierministeren havde udtalt sig om en sag, der handlede om nationens liv eller død. I et andet land ville diskussionen derfor formentlig være slut. Men sådan fungerer den britiske forfatning ikke: Premierministeren er primus inter pares – den første blandt ligestillede, og han må derfor i en vis grad få sine kolleger med sig. For at forstå, hvordan

c h u r c h i l l- fa k to r en

samtalen i krigskabinettet udspillede sig, bør man huske på, at Churchills position var meget sårbar. Han havde været premierminister i mindre end tre uger, og det var langtfra klart, hvem der var hans sande allierede omkring bordet. Attlee og Greenwood fra Labour støttede ham generelt – måske Greenwood mere end Attlee – og det samme gjaldt den liberale Sinclair. Men deres stemmer var ikke afgørende. Toryerne var det største parti i parlamentet. Hans mandat var afhængigt af dem – og De Konservative var langtfra sikre på Winston Churchill. L ige fra sin første optræden som ungt Tory-medlem af parlamentet havde han kritiseret og gjort nar ad sit eget parti; derefter havde han svigtet dem til fordel for De Liberale, og selv om han til sidst var vendt tilbage til folden, var der alt for mange konservative, der betragtede ham som en principløs opportunist. Blot få dage tidligere havde De Konservative medlemmer hyldet Chamberlain demonstrativt, da han trådte ind i salen, og de havde givet Churchill en behersket velkomst. Nu sad han sammen med to magtfulde toryer – selveste Chamberlain, Lord President of the Council, og Edward Wood, første jarl af Halifax og udenrigsminister. Begge mænd havde haft tidligere sammenstød med Churchill. Begge havde grund til at betragte ham, ikke bare som et sprudlende energibundt, men (efter deres mening) også som irrationel og ligefrem farlig. Som finansminister havde Churchill irriteret Chamberlain grusomt med sin plan om at skære ned på erhvervsskatten – fordi det efter Chamberlains mening ville betyde en urimelig begrænsning af konservative lokalstyrers indtægter – for ikke at tale om, at Churchill systematisk havde rakket ned på Chamberlain i månedsvis og årevis, fordi han ikke trodsede Hitler. Halifax havde været vicekonge i Indien i 1930’erne og havde lidt under følgerne af, hvad han betragtede som Churchills bombas

t i l b u d d e t t t il t t i lbud

tiske og chauvinistiske modstand mod alt, der smagte af indisk uafhængighed. Desuden var der et særligt aspekt ved Halifax’ politiske stilling, som – i de barske majdage – gav ham en underforstået autoritet, selv over for Churchill. Chamberlain havde fået dødsstødet den 8. maj, da et stort antal toryer havde nægtet at støtte ham i debatten om Norge; og ved det afgørende møde den 9. maj havde Halifax været den afgående premierministers førstevalg. Chamberlain ville have ham på posten. Kong George den 6. ville have Halifax på posten. Mange i Labour, i Overhuset og frem for alt blandt De Konservative ville have foretrukket Halifax som premierminister. Faktisk var den eneste grund til, at Churchill endte med at få embedet, at Halifax – efter to minutters knugende stilhed, da Chamberlain tilbød ham posten – havde trukket sig fra kampen. Det skyldtes ikke bare, at det ville være vanskeligt at styre regeringen fra Overhuset, men også – hvilket han sagde ligeud – at han ikke kunne se, hvordan han skulle kunne takle Winston Churchill, der tumlede utæmmet rundt på agterdækket. Men det må have givet manden en vis selvtillid, at han en overgang havde været kongens foretrukne valg som premierminister. Og trods Churchills klare modstand kastede Halifax sig ud i striden igen. I bagklogskabens lys var hans forslag skandaløst. Kernen i det var, at briterne med Hitlers velsignelse burde forhandle med italienerne, og åbningstrækket skulle være et forslag om at opgive forskellige britiske besiddelser – selv om han ikke satte navn på dem under mødet, mener man, at han hentydede til Malta, Gibraltar og den delvise kontrol over Suezkanalen. Det siger noget om Halifax’ koldblodighed, at han mente sig i stand til at foreslå dette til Churchill som en handlingsplan. Belønne aggression med forhandlinger? Overrække britiske besiddelser til en latterlig, pluskæbet, bestøvlet tyran som Mussolini?

c h u r c h i l l- fa k to r en

Churchill gentog sine indvendinger. Franskmændene prøvede at lokke briterne ud på et »skråplan«, der ville ende med forhandlinger med Hitler og kapitulation. Han hævdede, at briterne ville befinde sig i en meget stærkere position, efter at tyskerne forgæves havde forsøgt at invadere England. Men Halifax svarede igen: Briterne kunne opnå meget bedre betingelser nu, før Frankrig havde trukket sig fra krigen – og før Luftwaffe havde bombet de britiske flyfabrikker. Man krymper sig i dag, når man læser om stakkels Halifax’ nederlagspolitik, og man skal kæmpe for at forstå og tilgive hans stædige fejlvurdering. Han havde været offer for systematisk nedrakning, lige siden bogen Guilty Men blev udgivet i juli 1940 som Michael Foots korstog mod fredspolitikken. Halifax havde været i Tyskland for at mødes med Hitler i 1937 – og selv om han på et tidspunkt (på herligste vis) forvekslede der Führer med en tjener, må man indrømme, at han havde et pinagtigt nært forhold til Göring. Begge mænd elskede rævejagt, og Göring gav ham tilnavnet »Halalifax« – med kvalmende kammeratlighed – fordi halali er et tysk jagtudtryk. Men det er noget vrøvl at betragte Halifax som en forsvarer for Nazityskland eller en femtekolonnemand i den britiske regering. På sin egen måde var han en lige så stor patriot som Churchill. Halifax mente, at han her havde fået en mulighed for at beskytte Storbritannien, sikre imperiet og redde liv, og det var han ikke alene om. Den britiske herskende klasse var spækket med – eller i hvert fald krydret med – fredstilhængere og pronazister. Det gjaldt ikke bare familien Mitford eller tilhængerne af Storbritanniens potentielle duce, fascistlederen sir Oswald Mosley. I 1936 bemærkede lady Nelly Cecil, at næsten alle hendes slægtninge var »venligt stemt over for nazisterne«, og grunden var enkel. I 1930’erne frygtede de typiske overklasseløg i langt højere grad bolsjevikkerne og kommunisternes foruroligende idé om at omfordele alle goderne, end de frygtede Hitler. De

t i l b u d d e t t t il t t i lbud

betragtede simpelt hen fascismen som et bolværk mod de røde, og de havde støtte blandt indflydelsesrige politikere. David Lloyd George havde været i Tyskland og var blevet så blændet af der Führer, at han sammenlignede ham med George Washington. Hitler var den »fødte leder«, erklærede den konfuse tidligere premierminister. Han ville ønske, at Storbritannien havde »en mand med hans fremragende egenskaber som vort lands leder i dag«. Og det kom fra helten fra Første Verdenskrig! Den mand, som havde ført Storbritannien til sejr over der Kaiser! Nu var den hvidhårde walisiske troldmand selv blevet forhekset, og Churchills tidligere læremester var blevet en vaskeægte defaitist. Det var heller ikke længe siden, at medierne havde anslået den samme tone. Daily Mail havde gennem lang tid været fortaler for, at Hitler burde have frie hænder i det østlige Europa, så han var bedre rustet til at slå bolsjevikkerne. »Hvis Hitler ikke eksisterede,« skrev Daily Mail, »ville hele det vestlige Europa måske drømme om en helt som ham.« The Times havde været så fredssøgende, at redaktøren Geoffrey Dawson beskrev, hvordan han gennemlæste korrekturerne for at slette alt, der kunne krænke tyskerne. Bladkongen Beaverbrook havde rent faktisk fyret Churchill, som skrev en klumme i Evening Standard, med den begrundelse, at Churchill var for hård ved nazisterne. Respektable liberale – teaterfolk som John Gielgud, Sybil Thorndike, G.B. Shaw – lobbyede for, at regeringen burde »overveje« forhandlinger. Stemningen var naturligvis skiftet i løbet af det seneste år. Det var ikke nogen overraskelse, at antipatien mod Tyskland var blevet stærkere og langt mere udbredt. Det er bare nødvendigt at nævne – som en formildende omstændighed for Halifax – at hans ønske om fredsforhandlinger havde støtte blandt mange briter i alle samfundslag. Og dermed fortsatte diskussionen mellem Halifax og premierministeren i den altafgørende time.

c h u r c h i l l- fa k to r en

Udenfor var det en varm og dejlig majdag. Lysene var sprunget ud på kastanjerne i St James’s Park. Inde i det dunkle rum røg bolden frem og tilbage over nettet. Churchill sagde til Halifax, at enhver forhandling med Hitler var en fælde, der ville overlade Storbritannien til hans nåde og barmhjertighed. Halifax svarede, at han ikke kunne forstå, hvad der var galt med det franske forslag. Chamberlain og Greenwood indskød begge den (meningsløse) betragtning, at begge muligheder – at kæmpe videre eller at forhandle – var risikable. Da klokken nærmede sig 17, erklærede Halifax, at intet i hans forslag på nogen måde kunne tolkes som endelig kapitulation. Churchill sagde, at chancerne for, at Storbritannien ville få tilbudt anstændige fredsbetingelser, var én til tusind. Diskussionen var kørt fast, og det var nu – ifølge de fleste historikere – at Churchill lavede et mesterligt træk. Han meddelte, at mødet var midlertidigt hævet, og at de skulle mødes igen klokken 19. Derefter samlede han hele regeringen på 25 ministre fra alle departementer – hvoraf mange skulle høre ham tale som premierminister for første gang. Han kunne ikke overtale Halifax, og han kunne ikke bare tromle hen over ham eller ignorere ham. Så sent som dagen før havde udenrigsministeren dristet sig til at beskylde Churchill for at komme med en »omgang sludder«. Hvis Halifax trak sig fra sin ministerpost, ville Churchills stilling være svækket: Det var ikke ligefrem, fordi hans første indsats som krigsleder havde været en triumf – felttoget i Norge, som han havde haft langt det største ansvar for, havde været en betragtelig fiasko. Han havde ikke haft held med at appellere til mødedeltagernes sunde fornuft. Men jo større publikum, jo mere livlig bliver stemningen, og nu appellerede han til følelserne. Han holdt en forbløffende tale foran den samlede regering – uden noget spor af den intellektuelle beherskelse, han havde været tvunget til at

t i l b u d d e t t t il t t i lbud

vise ved det mindre møde. Tiden var inde til en »omgang sludder« på steroider. Det bedste referat af talen stammer fra Hugh Daltons dagbog. Han var minister for økonomisk krigsførelse, og der er ikke nogen grund til ikke at stole på den. Churchill indledte talen ganske fredsommeligt. Igennem de seneste dage har jeg omhyggeligt overvejet, om det er en del af mine pligter at overveje at gå ind i forhandlinger med manden [Hitler].

Men det [er] omsonst at tro, at vi ville opnå bedre betin-

gelser, hvis vi forsøger at skabe fred nu, end hvis vi kæmpede videre. Tyskerne ville forlange at få vores flåde – de ville kalde det afvæbning – vores flådebaser og meget andet.

Vi ville blive en slavestat, selv om der ville blive oprettet

en britisk regering, som ville blive Hitlers marionetdukke – under ledelse af en mand som for eksempel Mosley. Og hvor ville vi ende? På den anden side har vi umådelige reserver og fordele.

Han endte med et klimaks, der næsten var Shakespeare værdigt: Og jeg er overbevist om, at hver eneste af jer ville rejse jer og flå mig ned fra min stol, hvis jeg et eneste øjeblik ville overveje forhandlinger eller overgivelse. Hvis vores øs lange historie er ved at få en ende, så lad det blive en slutning, hvor enhver af os ligger på jorden og bliver kvalt i vores eget blod.

Ved disse ord blev politikerne så bevægede – ifølge både Dalton og Leo Amery – at de jublede og råbte, og nogle af dem løb hen for at klappe Churchill på ryggen. Han havde dramatiseret og personliggjort debatten på den mest skånselsløse måde.

c h u r c h i l l- fa k to r en

Det var ikke en diplomatisk menuet. Det var et valg mellem at beskytte fædrelandet eller dø i et blodbad. Det var en opildnen til kamp, og den appellerede til tilhørerne på et urgammelt, stammemæssigt plan. Da krigskabinettet samledes igen klokken 19, var debatten forbi. Halifax opgav sit synspunkt. Churchill havde fået regeringens klare og støjende opbakning. I nden for et år efter den beslutning – at kæmpe i stedet for at forhandle – var 30.000 britiske mænd, kvinder og børn blevet slået ihjel, næsten alle for tyske hænder. Når man afvejer alternativerne – en ydmygende fred eller et blodbad på uskyldige – er det svært at forestille sig, at en moderne britisk politiker ville have mod til at følge Churchills kurs. Selv i 1940 var der ikke nogen anden, som kunne tænkes at lede landet på den måde – ikke Attlee, ikke Chamberlain, ikke Lloyd George og bestemt ikke det mest seriøse alternativ, lord Halifax. Churchill havde givet Halifax øgenavnet »den hellige ræv«, til dels fordi han var religiøs, til dels fordi han elskede rævejagt, men først og fremmest, fordi han var snu som en ræv. Men selv om ræven vidste meget, var der ét faktum, som Churchill vidste mere om. Han var parat til at betale regningen for blodsudgydelserne, fordi han rent faktisk så situationen mere klart end Halifax. Han havde det kolossale og nærmest hensynsløse moralske mod til at indse, at det ville være gruopvækkende at kæmpe videre, men at det ville være endnu værre at overgive sig. Han havde ret. Hvis vi skal forstå hvorfor, så lad os forestille os maj i 1940 uden ham.

ER EN BOG, SOM ALDRIG ER KEDELIG, OG SOM VIRKELIG ER KLOG … DENNE BOG SITRER.“

FAKTOREN

BORIS JOHNSON

„HAN SKRIVER SÅ VELOPLAGT … RESULTATET

FAKTOREN HVORDAN ÉN MAND SKREV HISTORIE

lindhardtogringhof.dk

LINDHARDT OG RINGHOF

OMSLAG / DANSK UDGAVE: SIMON LILHOLT / IMPERIET.DK