Cirkusrevyen - læseprøve by Lindhardt og Ringhof / Forlaget Carlsen

SØREN ANKER MADSEN OLE SØNNICHSEN

Denne bog foreviger år for år de flotteste billeder, de bedste anekdoter, de uforglemmelige øjeblikke og genopfrisker de sjoveste numre fra Cirkusrevyen – fra Liva Weel og Oswald Helmuth til Preben Kaas og Dirch Passer og frem til Lisbet Dahl og Ulf Pilgaard. Bogen er samtidig et stykke dansk kulturhistorie om kendisser, kongelige, politikere og tendenser fra 1935 og frem til nu. For der er noget om snakken … kom med bag scenen i cirkusteltet på Dyrehavs Bakken.

lindhardtogringhof.dk

LINDHARDT OG RINGHOF

Irene Hansen og Preben Kaas 1957

SØREN ANKER MADSEN OG OLE SØNNICHSEN

CIRKUS REVYEN

LINDHARDT OG RINGHOF

INDHOLD 80 år med Cirkusrevyen 1935 - 1955 Årets gang i Cirkusrevyen 1956-1975 Sådan skrues en god Cirkusrevy sammen 1976-1995 Manden med træskoene 1996-2015 Ulf og Hendes Majestæt Tekstuddrag Tak Kildeliste Fotoliste

80 ÅR MED CIRKUS REVYEN

”Hvorfor er vi nogle, der elsker revyen? Hvorfor er det, at den er populær som ingensinde, selv om der findes mennesker, som aldrig kunne finde på at sætte deres ben i den? Hvorfor er det, revyen – erklæret død, færdig, passé mange gange – bliver ved med at finde et nyt publikum, til trods for at man allerede for en menneskealder siden troede, den døde med de gamle? Personligt elsker vi lige præcis revyen for dens kontante nærvær, for dens uforudsigelige spænd mellem det folkelige og det fine, det djærve og det raffinerede,” skriver Berlingske Tidendes teaterkritiker Jacob Steen Olsen i sommeren 2015, da Cirkusrevyen fylder 80 år. Faktum er, at den danske sommerrevy blomstrer som aldrig før: Hos Flemming Krøll i Nykøbing Falster, Danmarks næststørste revy, stiger tilskuertallet år efter år. Hos Leif Maibom i Sønderborg ligeså. Og i Glassalen i Tivoli er revyen genopstået med succes, når Niels Olsen og Bodil Jørgensen med flere spiller “Tam Tam“. Her i 2016 er der 23 revyer i Danmark. Men stjernen over dem alle er og bliver nu engang Cirkusrevyen på Bakken, hvor næsten 200.000 danskere løste billet i rekordsæsonen 2013. Cirkusrevyen er dansk revys flagskib, og dens succes smitter af på hele underskoven af revyer rundtom i landet. I 2015 rundede Cirkusrevyen et skarpt hjørne, da den fyldte 80 år. En imponerende præstation siden 1935. Ikke mindst i betragtning af, at revyen flere gange har været ved at lukke og slukke. ”Her skal det ligge,” sagde den folkekære skuespiller Osvald Helmuth, en dag han og fruen gik en tur med skovrider Henning Martensen-Larsen og kom til en åben plet i Dyrehaven. Og her har teltet så stået lige siden med en enkelt afstikker i 1945. Forud for dette havde

Helmuth lånt 3.000 kr. og købt et gammelt cirkustelt i Randers med 1.000 gradin-pladser (cirkusbænkerader), fordi han og skuespilleren Poul Guldager havde fået ideen til en stor folkelig revy med manege i et telt … over en kop øl i Tivoli. De havde også overvejet andre lokaliteter som Fælledparken, Borups Plads og Rosenørns Allé. I 1935 realiserede en gruppe af driftige herrer fra forlystelsesbranchen så som sagt det nye tiltag på Bakken. Ud over Helmuth var det skuespilleren Oscar Holst, harmonikavirtuosen Herman Gellin og restauratøren Carl Petersson. Oscar Holst skulle være direktør, og de medvirkende Osvald Helmuth, Herman Gellin, Ernst Borgstrøm og idemanden Poul Guldager, samt nogle af dansk revys bedste kræfter, blandt andre Ludvig Brandstrup, Børge Munch Petersen og Liva Weel. En entre kostede 60 øre – ville man sidde på forreste række, måtte man dog betale 2,40 kr. Der var to forestillinger hver aften, og fire om søndagen – en udmattende opgave i sommervarmen for de medvirkende. En aften snublede Liva Weel og forstuvede foden, og hun blev i en periode erstattet af Ingeborg Bruhn-Bertelsen, men så blev det store publikum borte. Først da Weel vendte tilbage fra sygehuset, blev tilskuerpladserne atter besat, og resten af sæsonen udsolgt. Succesen var hjemme, men konklusionen for fremtidens Cirkusrevy også entydig: Uanset showets øvrige kvaliteter kom danskerne for at se de folkekære stjerner. Siden er Cirkusrevyen blevet en institution i Danmark. Ingen sommer uden at festklædte danskere hver aften valfarter mod teltet i forlystelsesparken på Dyrehavsbakken. På plakaten har stået landets største navne inden for underholdning: Victor Borge,

80 ÅR MED CIRKUSREVYEN

Teltet 1936

80 ÅR MED CIRKUSREVYEN

Elga Olga, Lulu Ziegler, Ib Schønberg, Marguerite Viby, Volmer-Sørensen, Lily Broberg, Buster Larsen, Kai Løvring, Dirch Passer, Jørgen Ryg, Poul Bundgaard, Preben Kaas, Bodil Udsen, Kirsten Walther, Malene Schwartz, Helle Virkner, Ulf Pilgaard, Lisbet Dahl, Per Pallesen, Tommy Kenter, Søren Østergaard, Niels Olsen og mange, mange flere. De har gjort viser og numre til folkeeje i Danmark: ”Hen til kommoden”, ”Molak molak mak mak mak”, ”Solitudevej”, ”Mudderklirren”, ”Hvem har du kysset i din gadedør”, ”Den jazzende husmor”, ”Hoppegyngen (Op og dåååå)”, ”Perlemor” og utallige andre. I vinteren 1952-53 døde direktør Oscar Holst, som havde været revyens drivende kraft gennem 18 somre. Hans stol blev overtaget af Ib Schønberg, som i en periode kaldte Cirkusrevyen for “Cirkus Ib“. Ib Schønberg sad i direktørstolen til 1955, hvor han døde den 24. september. Stig Lommer trådte til som instruktør i denne sæson. I 1956 blev Povl Sabroe, også kendt som “Den Gyldenblonde“, direktør for Cirkusrevyen. Preben Kaas overtog roret i årene 1971-1977, og efter et kaotisk 1978 kom Cirkusrevyen atter i sikker havn med Sejr Volmer-Sørensen frem til hans død i 1982, hvorefter hans enke, Grethe Sønck, drev revyen videre i to år med hiv og sving. Herefter overtog Torben “Træsko“ Pedersen direktørstolen og har kørt revyen frem til i dag.

Cirkusrevyen det år med at stå i de sodsværtede ruiner fra Forum på Frederiksberg. I 1977 var kassen tom i Cirkusrevyen, og Preben Kaas forlod butikken som direktør. Langt hen i foråret 1978 var der hverken fundet en ny direktør eller sat et hold af skuespillere, så det endte med, at forretnings- og showmanden John Andersen stablede en varieté på benene i løbet af blot tre uger med genbrugsnumre. Og i 1984 var det paradoksalt nok det danske fodboldlandshold, som var ved at trække tæppet væk under Cirkusrevyen. Allan Simonsen, Preben Elkjær og Sepp Piontek havde for første gang i mange, mange år kvalificeret dansk fodbold til Europamesterskabet, og i tre sommer-uger var hele landet lagt ned af fodboldeufori. Det havde revyens leder, Grethe Sønck, ikke haft fantasi til at forestille sig, og da hun samtidig rendte ind i nogle seriøse øretæver af anmelderne, udeblev publikum. Året efter stod investorerne ikke ligefrem i kø for at sætte årets revy op, og det endte med, at teltholder og restauratør Torben Træsko Pedersen overtog hele revyen, som han har været direktør for lige siden. Med Torben Træsko i direktørstolen har Cirkusrevyen oplevet en ny guldalder. Og som Den Store Danske Encyklopædi fra Gyldendal skriver: ”Som Cirkusrevyens kunstneriske leder, instruktør og topnavn de fleste somre siden 1985 har Lisbet Dahl i en showpræget stil genoptaget de stjernespækkede revyer med farvestrålende danseindslag, uden dog at negligere den krasse satire.” Hendes stjernespækkede hold var i mange år med grundstammen Ulf Pilgaard og Claus Ryskjær, og siden har hun og Ulf skiftet lidt ud hvert år på de øvrige pladser, som dog ofte har været besat af Henrik Lykkegaard, Niels Ellegaard, Ditte Hansen, Niels Olsen og Andreas Bo Pedersen. Men Lisbet Dahl og Ulf Pilgaard

For ingen 80-årig er gået igennem en hel tilværelse uden kriser – heller ikke Cirkusrevyen. I 1945, hvor Danmark netop var blevet befriet for den tyske besættelse, var Oscar Holsts cirkustelt i så dårlig en forfatning, stoffet var pilråddent, at han gerne ville opføre en fast træbygning i stedet. Men kombineret med et afslag på byggeplanerne og el-rationering endte

80 ÅR MED CIRKUSREVYEN

har efterhånden også nået en alder, hvor der allerede gættes på, hvor mange somre mere de vil fortsætte. Det bliver på alle måder en stor sko at fylde ud for arvtagerne, men skuespillere, instruktører og direktører kommer og går – Cirkusrevyen består. Velkommen til en vandretur gennem de første 80 år i Cirkusrevyen. Med denne bog har vi ønsket at finde de bedste anekdoter, de flotteste fotos, beskrive de uforglemmelige øjeblikke og genopfriske de sjoveste numre. Man behøver blot at se Dirch Passer sidde som kæmpebaby i hoppegyngen på sit indre biograflærred – så er alle ambitionerne opfyldt i en og samme sketch. For der er noget om snakken … kom med bag scenen i cirkusteltet på Dyrehavsbakken.

“Elsker vi Cirkusrevyen? Vel gør vi så. Som bondemanden elsker den præmieso, han har gået og knebet i øret i årevis og

Ole og Søren, foråret 2016

nægter at sende til slagtning. Vi har et nærmest rituelt forhold til Cirkusrevyen. Den skal være på en bestemt facon, og der er øretæver i luften, hvis nogen kræver den til rigsrevision og endevendt. Af samme grund kan Vorherre plaske Bakken til med regn og torden – vi er der, selvom det meteorologiske standardrepertoire er: Solskin og lunt forår.” Gregers Dirckinck-Holmfeld

1935

MEDVIRKENDE Poul Guldager, Oscar Holst, Ludvig Brandstrup, Osvald Helmuth, Liva Weel (Ingeborg Bruhn-Bertelsen, da Weel var skadet), Carla Hansen og Børge Munch-Petersen

INSTRUKTØR Oscar Holst

”Kalder I det særkus?” Med den berømte replik entrede Danmarks store revyskuespiller Osvald Helmuth den første cirkusrevy fra tilskuerpladserne og blandede sig i forestillingen, der egentlig slet ikke var en revy, ”men en broget, festlig sommerunderholdning, der først og fremmest lægger an på det gode, folkelige humør, flot musik, smukt udstyr og dygtige artister,” som direktør Oscar Holst skrev i programmet. Og der var noget om snakken. Scenen var vitterligt en manege som i et cirkus, og revydirektøren ankom på ryggen af en elefant, der dog var bygget til lejligheden og kunne rumme seks glade danse- og korpiger. De blev efterfulgt af resten af korpigerne, der gav den som heste, før en gammel bryggerhest fra Tuborg spadserede ind i manegen med tre sangere på ryggen, mens skuespilleren Børge Munch-Petersen løb bagefter og fejede hestepærer op. Der manglede stort set kun savsmuld, før der var tale om en moderne udgave af en cirkusforestilling – og publikum i det proppede telt elskede det fra

første færd. Ud over Helmuth stod også skuespillerinden Liva Weel på plakaten den sommer, og alene det trak et stort og begejstret publikum til inde fra København. Selv var hun dog ikke videre begejstret for de primitive garderobeforhold, der blev udgjort af skurvogne. Der var f.eks. ingen toiletter, og Weel, der kendte til bedre forhold fra bl.a. Det Kongelige Teater, bandede, når hun måtte ud at finde et sted i skoven, når hun skulle tisse. Ganske passende hed hendes store vise det år rent faktisk ”De’ er naturen, der kræver sin ret”. Ifølge BT’s anmelder påvirkede de spartanske omgivelser dog ikke divaen, når hun først stod på scenen: ”Hendes humør slog funklende gnister, som fængede kraftigt i det oplagte københavnerpublikum, og hun var helt på højde med sig selv og forfaldt ikke til at lefle for bakkesimpeltheden.” Det blev en festlig sommer på Bakken, og da rygtet først løb om revyens succes, kunne man melde udsolgt resten af sæsonen.

“Der gik et par uger i sus og i dus, og så blev de træt af det virvar. Hun sa’: “Vi ta’r over og ser på dit hus og hilser på svi’rmor og svi’rfar.“ De rejste af sted, og da de kom hjem, sa’ den ældre hr. Fred’riksen til dem: “Tillykke, tillykke, tillykke, kom nu ind og få jer en kaffe komplot. Vi sidder og har det med hygge, og Harald vil spille fagot.“ Så gik de en tur i cottagen, og talte lidt om apanagen, så brændte Knuds bil i garagen, og det var jo ikke så godt.“ Fra “Prinsevisen“ om kronprins Frederik og prinsesse Ingrid, sunget af Osvald Helmuth

1936

MEDVIRKENDE Osvald Helmuth, Ludvig Brandstrup, Ella Peaters, Emil Hass-Christensen og Ingeborg Bruhn-Bertelsen, Randi Kopstad, August Miehe, Bruno Tyron og Gustav Wally

INSTRUKTØR Oscar Holst

Der gik ikke lang tid, før Cirkusrevyen udviklede sig til en veritabel hitmaskine med populære viser, der rakte langt ud over scenen på Bakken, blev sunget i sommernatten over hele Danmark og senere indspillet på grammofonplade, så de kunne afspilles igen og igen rundtomkring i de små hjem. Det begyndte allerede i 1936, hvor revyen præsenterede tre store sommerhits. Osvald Helmuths store nummer den sommer hed ”Dit hjerte er i fare, Andresen”, men også ”Henne om hjørnet, nede i kælderen” blev en klassiker. Inspirationen til figuren Andresen, der er slået helt omkuld af forelskelse hvert år i maj, hentede Helmuth ude i virkeligheden – nemlig hos sin lokale skomager Tingsted i Skovshoved. Da Helmuth fortalte dén historie til journalisterne, steg omsætningen pludselig hos skomageren, hvis lille butik blev et tilløbsstykke, fordi folk ville se, hvem det var, Helmuth havde maskeret sig som. Maskeringen var i øvrigt så god, at Osvald op til generalprøven oplevede at blive smidt ud fra

revyen. Udklædt som Andresen havde han stillet sig op i cirkusbaren, og da revydirektør Holst så en fremmed mand stå i baren lige før prøven, sendte han én af sine ansatte over for at smide denne fremmede væk. Den episode bekræftede Helmuth i, at han havde fat i noget med Andresen-figuren – også selv om han stadig sloges med teksten og udførelsen af den: ”Det er ikke nok at synge en vise. Den skal også illustreres. Og så skal teksten sidde stenhamrende præcist,” forklarede han i et interview. ”Til premieren på ”Andresen” sad jeg midt ude i manegen uden sufflør, løb sur i det, brugte andet vers’ refræn i første vers osv. Jeg svedte og blandede versene endnu mere sammen. Det var meget, meget lidt sjovt. Siden er det kun sket sjældent, men når jeg begynder at gå i stå, synes jeg, det er forkert og begynde at stå og væve og improvisere. Det hjælper alligevel ikke på hukommelsen. Tværtimod! Så holder jeg hellere helt op og siger højt til suffløren: ”Hva’ står der?” Det er det eneste, man skal gøre. Herregud, folk ved jo udmærket godt, at der sidder en og

1936

hvisker i kassen alligevel.” Med i revyen var også Ludvig Brandstrups ”Hen te’ kommoden og te’bavs igen”, hvor Brandstrup gav den som underfundig mandsperson, der med sivsko og lang pibe som mundering udlagde etiketten, når man går til bal hos de kongelige. Visen blev en landeplage og var med til at cementere Brandstrups navn i den brede befolkning. Han havde skrevet til forskellige revyer i mange år og havde også skabt revyforetagendet Co-Optimisterne midt i 20’erne, men det var ude på Bakken, at danskerne lærte ham at kende som en finurlig visesanger. 1936-revyen blev en stor succes, og det var naturligvis én af grundene til, at revyen det år som noget helt særligt blev filmet og senere samme år kunne opleves i biografen. Optagelserne blev rykket ind til byen og foregik således ikke i en manege, men ellers blev der ikke gjort noget for at skjule for publikum, at det var en filmoptagelse af revyen og intet andet.

“En - to - tre! Lige ud! Og Vend! Maven må vi se at blive a’ me’! Hen til kommoden og te’bavs igen, og herren vender ryggen til sin dame!“ Fra “Hen te’ til kommoden og te’bavs igen“, sunget af Ludvig Brandstrup

1937

MEDVIRKENDE Osvald Helmuth, Ludvig Brandstrup, Poul Guldager, Emil Hass-Christensen, Olga Svendsen, Bruno Tyron og Clara Østø

INSTRUKTØR Oscar Holst

1937

Op til revyen den sommer var der store landbrugsdemonstrationer i København, og det inspirerede revyens to mandlige hovedkræfter, Osvald Helmuth og Ludvig Brandstrup, til at foreslå en sang, hvor de var bønder i et optog til kongen. Refrænet havde de: ”Molak molak mak mak mak”. Men resten manglede – og derfor henvendte de sig til den unge fremadstormende komponist Aage Stentoft, som før havde skrevet til Helmuth og Brandstrup, og bad ham om at lave melodien til nummeret. ”Det tror jeg overstiger mine kompositoriske evner,” svarede Stentoft, der ikke var vild med ideen. Han var ved at skabe sig et navn i den danske revyverden og havde i en alder af 23 år allerede skrevet klassikere som ”Luften var femten og vandet var seksten” og ”Dit hjerte er i fare, Andresen”. Og han forestillede sig ikke, at en simpel bondesang var det næste trin op ad karrierestigen. ”Hvis ikke en bonderøv fra Holbæk kan skrive den, så sætter vi en til det fra Næstved,” replicerede Helmuth – og så var den sag uddebatteret. Stentoft skrev melodien og afleverede den trodsigt med underskriften ”Ole fra Næstved”. Og så gik det selvfølgelig hverken værre eller bedre, end at ”Molak molak mak mak mak” blev et stort hit. Ikke kun i Danmark, men i hele Europa, hvor melodien blev brugt i forskellige sammenhænge. I Norge blev den f.eks. opdaget af Thorbjørn Egner, der var i gang med børnebogen ”Dyrene i Hakkebakkeskoven”. Nogle af teksterne skulle også fungere som sange – og ”Dyrene i Afrika” fik altså melodien fra Cirkusrevyen. ”Så begyndte afregningerne jo at strømme ind. Og så må jeg indrømme, at jeg skiftede komponistens navn. For pengene har jeg altid godt kunnet li’,” erkendte Stentoft mange år senere.

”Og manden sa’e til kællingen: “Der’ hul på mine sokker!” Og konen svared’ ham igen: “Så stop dem selv, for pokker!” Molak molak mak mak mak molak molak mak mak mak molak molak mak mak mak, så stop dem selv, for pokker!” Fra “Molak molak mak mak mak”, sunget af Ludvig Brandstrup og Osvald Helmuth

1937

”At dyrene i Afrika er sultne, før de spiser, det kan man læse nu og da i Afrikas aviser. O-ja o-ja u-ha-ha, o-ja o-ja u-ha-ha, det kan man læse nu og da i Afrikas aviser.” Fra “Dyrene i Afrika”, skrevet af Thorbjørn Egner, på dansk ved Halfdan Rasmussen

SØREN ANKER MADSEN OLE SØNNICHSEN

lindhardtogringhof.dk

LINDHARDT OG RINGHOF