DANMARKS TITANIC
Danmarks Titanic_indhold_trykklar.indd 1
18/09/18 4:46 pm
Danmarks Titanic_indhold_trykklar.indd 2
18/09/18 4:46 pm
SØREN FLOTT
DANMARKS TITANIC Historien om den største danske skibskatastrofe
Danmarks Titanic_indhold_trykklar.indd 3
18/09/18 4:46 pm
Danmarks Titanic_indhold_trykklar.indd 4
18/09/18 4:46 pm
INDHOLD
Forord: Den glemte katastrofe Kapitel 1: ”Kvinder og børn først!” Kapitel 2: Exodus Kapitel 3: Kampen om udvandrerne Kapitel 4: Forfulgt af uheld Kapitel 5: På vej mod et nyt liv Kapitel 6: Alene Kapitel 7: Galionsfiguren Kapitel 8: En begravelse på havet Kapitel 9: Vand, vand, vand Kapitel 10: For sent Kapitel 11: ”Nej, frue, han er ikke på listen …” Kapitel 12: Øst eller vest? Kapitel 13: Marthe Kapitel 14: 50 kroner Kapitel 15: ”Hvorfor har det grundige eftersyn ikke fundet sted i København?” Kapitel 16: Kritiske røster Kapitel 17: Thi kendes for ret
7 9 26 40 51 65 82 93 101 109 117 122 134 144 151 164 180 191
5
Danmarks Titanic_indhold_trykklar.indd 5
18/09/18 4:46 pm
Kapitel 18: Business as usual 209 Kapitel 19: Otte ĂĽr senere 223 Epilog 226 Tak 233 SĂĽdan blev bogen til 234 Kilder 244
Danmarks Titanic_indhold_trykklar.indd 6
18/09/18 4:46 pm
Forord
DEN GLEMTE KATASTROFE
For nogle år siden skrev jeg en bog om en hjemmetysker fra Tinglev, der var dybt involveret i attentatforsøget på Hitler den 20. juni 1944, og i arbejdet med en bog om hospitalsskibet Jutlandia faldt jeg tilfældigt over historien om den første kvinde, som tyskerne idømte dødsstraf under besættelsen – en britisk adelig, der samarbejdede med danske kommunister. De to historier havde noget tilfælles med den bog, du nu sidder med i hånden: Alle tre er mere eller mindre blevet glemt af historien – og det vækker altid min journalistiske sans. For hvordan kan det være, at et land med så lang en maritim historie tilsyneladende har glemt alt om det værste forlis i Danmarkshistorien – et forlis, der i øvrigt var det mest omfattende, verden på det tidspunkt havde oplevet i Atlanterhavet? Hvis 635 mennesker omkom i en ulykke om bord på et dansk skib i dag, ville der være væg til væg-dækning af nyheden på alle platforme, og man ville uden tvivl mindes en så stor katastrofe længe efter, men når det gælder emigrantdamperen S/S Norge, findes der ikke så meget som en mindeplade herhjemme for de 200 mænd, 237 kvinder og 198 børn, der forsvandt i dybet med det synkende skib om morgenen den 28. juni 1904. Alene det er i mine øjne en fortælling værd. 7
Danmarks Titanic_indhold_trykklar.indd 7
18/09/18 4:46 pm
Samtidig er historien om S/S Norge en beretning om fattige mennesker fra forskellige europæiske lande, der satsede alt på at få et bedre liv på den anden side af havet. Det er samtidig en historie om store rederier, der kappedes om udvandrernes opsparinger, uden at de nødvendigvis tænkte ret meget over sikkerheden om bord på skibene. Og så er det endelig en historie om regeringer, der tilsyneladende vægtede selskaberne højere end passagererne i en tid, hvor det rent faktisk var muligt at sikre, at der var plads til alle i redningsbådene. Det er dog først og fremmest en fortælling om mennesker, du skal til at læse. Jeg er ikke historiker, men som journalist kan jeg gå tæt på mennesker og forhåbentlig igennem dem fortælle den store historie i det, jeg vil betegne som en journalistisk fortælling. Det betyder blandt andet, at du ikke vil støde på en masse fodnoter og henvisninger, når du begynder at læse. Jeg refererer ikke til kilder undervejs, fordi det vil ødelægge fornemmelsen af at være med om bord på den skæbnesvangre rejse mod Amerika. Men jeg har brugt kilder – masser af dem. Der findes eksempelvis en række øjenvidneberetninger fra nogle af dem, der overlevede katastrofen, og i Rigsarkivet findes der dokumenter fra rederiet og Sø- og Handelsretten, der efterfølgende afhørte de besætningsmedlemmer, der ikke omkom ved forliset. Så selv om dele af bogen kan minde om en roman, er der ikke tale om fiktion – alle oplysninger er fundet i dokumenter, breve, dagbøger, aviser, retsprotokoller og meget andet. Men nu til det, det hele handler om – historien om det værste forlis i Danmarks historie. Det er mit håb, at du må finde den lige så spændende at læse, som det har været for mig at skrive den! Søren Flott København, 1. august 2018
Danmarks Titanic_indhold_trykklar.indd 8
18/09/18 4:46 pm
Kapitel 1
”KVINDER OG BØRN FØRST!”
Emigrantskibet S/S Norge var på vej fra København til New York, og fra broen kunne kaptajn Valdemar Gundel høre lyden af harmonikaer, violiner og klappende hænder. På dækket havde en stor del af de unge passagerer samlet sig for at danse og lære hinanden bedre at kende. Flasker med pilsner og ale gik på omgang, og på et tidspunkt kunne han høre dem synge fødselsdagssang for en af de danske kvinder, der sammen med sin lillebror var på vej til Iowa, hvor en ældre bror allerede havde slået sig ned i det land, mange af Europas unge drømte om. Når de unge ikke sang, kunne man høre dem trampe i dækket, hvor ungersvende fra Danmark, Sverige, Norge og Rusland klemte pigerne i dansen, hvis pigerne da ikke nøjedes med at danse med hinanden. Den unge Herman Honoré fra Fredericia i Danmark var en af de 727 passagerer på vej til Amerika, men han havde ikke tid til at danse. Han var en af de heldige, der havde fået tjansen som steward på turen over Atlanterhavet og derfor havde fået billetten til halv pris – hvilket betød, at han måtte arbejde med oprydning, rengøring og servering, indtil skibet nåede frem til New York. Mere stille var der på mellemdækket i det område, som var forbeholdt familier med børn. 9
Danmarks Titanic_indhold_trykklar.indd 9
18/09/18 4:46 pm
27-årige Sara Pruzanski havde forsøgt at indrette sig så godt som muligt i det store, åbne rum med køjer og holdt konstant et vågent øje med sine fire børn i alderen 5 til 12 år. Børnenes far befandt sig allerede i Massachusetts, hvor han arbejdede som skomager og glædede sig til at blive genforenet med sin kone og sine børn. Et sted i det dunkle lokale gjorde bondemanden Ole Eid fra Blaker nordøst for Christiania – den norske hovedstad, der senere kom til at hedde Oslo – sig klar til at gå til ro. Den 29-årige nordmand havde sin hustru, Inga, og børnene Harald på fire år og Marthe, der snart blev to år gammel, med sig på turen til Amerika. Klokken var omkring 22, og solens vældige skive var forsvundet under horisonten for at markere enden på dagen den 27. juni 1904. Et par besætningsmedlemmer gik rundt blandt de glade dansende på dækket og meddelte dem, at det nu var på tide at gå i seng, selv om den lyse sommernat lagde op til mere. I løbet af en times tid faldt der ro over skibet, og den 22-årige matros Karl Matthiasen fra Endelave, den lille ø i Kattegat mellem Samsø og Juelsminde, var klar til at begynde sin nattevagt, der mest bestod i at holde udkig fra posten et stykke foran broen. Han havde erfaring fra andre dampere, men det var første gang, hans arbejde havde bragt ham på kurs mod storbyen med Frihedsgudinden, skyskraberne og chancen for at blive millionær på rekordtid. Samtidig på broen afløste andenstyrmand Oluf Otte førstestyrmand Julius Gilbe. Kaptajn Gundel kiggede ud i sommernatten, hvor sigtbarheden stadig var god, selv om det var overskyet. En times tid efter midnat bad han om at blive vækket, hvis vejret ændrede sig i en sådan grad, at det ville blive nødvendigt at ændre kursen, og derefter gik han nedenunder for at få noget søvn. Nattevagtens fire timer gik hurtigt. Da klokken blev fire, gik Karl Matthiasen ud i skibets forende. Han kunne mærke den friske brise fra sydøst, mens skibet for fuld fart sejlede gennem dag10
Danmarks Titanic_indhold_trykklar.indd 10
18/09/18 4:46 pm
gryet, før han gik nedenunder til sit lukaf og tog sit overtøj og sin varme trøje af for at gå til køjs. En times tid senere vågnede kaptajn Gundel ved, at der blev banket på døren til kortrummet, hvor han hvilede sig. Det var førstestyrmand Gilbe, der havde overtaget vagten fra andenstyrmanden. Han fortalte kaptajnen, at skyer og dis nu havde forringet sigtbarheden betragteligt. Gundel tænkte sig om. Med kursen, han havde lagt dagen i forvejen, og afstanden, de havde tilbagelagt, siden de passerede Flannan Isles vest for Hebriderne kort før frokosttid den 27. juni, ville S/S Norge passere klippen Rockall og de forræderiske rev omkring den i en afstand af 20 sømil. For en sikkerheds skyld gav han Gilbe ordre til at ændre kursen til vestsydvest, så de ville komme yderligere 15 sømil syd om den ensomt beliggende klippe og alle kendte skær i området syd for den. Samtidig bad han sin næstkommanderende om at lade en af matroserne holde udkig, så længe vejret var så uldent. Kort efter tog han overtøj på og gik selv op på broen, hvor han med egne øjne kontrollerede, at matrosen ved roret holdt kursen. Han så ud over havet. Disen var så småt ved at blive opløst, og han bedømte sigtbarheden til at være omtrent seks sømil eller godt 11 kilometer, så han mente ikke, der var behov for at holde udkig længere. Forude fik han øje på en damptrawler på vej østpå i en afstand af en-to sømil. Den følgende halvanden time kunne han nemt følge det lille fartøj, indtil S/S Norge havde lagt det bag sig. Han gik ud fra, at fiskerne havde fyldt lastrummet i farvandet omkring Rockall, der var kendt som et godt sted at hive en solid fangst indenbords. For de fleste kaptajner på de store linere, der lå i rutefart mellem Europa og Amerika, var det et farvand, man skulle holde sig langt fra. Selve Rockall er ganske vist kun en lille knold med en højde på godt 17 meter og en bredde på 25, men havet omkring klippen er så lavt, at der ved højvande kan være mindre end to meter vand mellem skærene og overfladen. Rockall beskrives ofte som et af 11
Danmarks Titanic_indhold_trykklar.indd 11
18/09/18 4:46 pm
de mest isolerede steder på jorden, for her er der 430 kilometer til Irland, 460 kilometer til Storbritannien og 700 kilometer til Island. I 1904 var det nærmeste beboede område den skotske øgruppe Saint Kilda, som Norge havde passeret om eftermiddagen den 27. juni, og som lå 320 kilometer væk. Mange skibsførere foretrak turen nord om Rockall, hvor revene var bedre kortlagte, om end den sydlige rute ikke var nogen sjældenhed – kaptajn Gundel havde sejlet den vej adskillige gange, siden han var blevet chef for Norge tre år tidligere. Almindeligvis gav kaptajnerne i området ordre til at lodde dybden for at være på den sikre side, men da sigtbarheden nu var blevet god igen, og Norge ifølge beregningerne befandt sig omkring 35 sømil syd for Rockall, fandt kaptajnen det ikke nødvendigt. Klokken syv gav han selv ordre til matrosen ved roret om at ændre kurs tilbage til det, der i maritimt sprog kaldes ’vest til nord’ – retningen lige efter vest mod nord på en kompasrose med 32 retninger. Rundtomkring var skibet begyndt at vågne til rejsens syvende dag. Forude ventede endnu ti dages sejlads, før passagererne kunne se Frihedsgudinden fra dækket, men mange havde allerede fundet ind i en form for hverdag med faste rutiner. En del stod tidligt op for at komme først til toiletterne og vaskefadene, så de kunne stå klar, når morgenmaden blev serveret klokken otte – hvis de altså ikke blev liggende i køjerne med søsyge, hvilket dønningerne, der fik skibet til at rulle denne morgen, nemt kunne bidrage til. Besætningen derimod var i fuld sving med dagens opgaver i kabyssen eller i det fri, hvor tredjestyrmand Ankersen holdt øje med en gruppe matroser, der var i færd med at spule dækket, mens lampemanden var i gang med at pudse messing. Nogle få passagerer kom op på dækket for at trække den friske havluft ned i lungerne efter en hel nat på mellemdækket, mens andre blev i deres køjer og læste eller skrev breve til dem, de h avde 12
Danmarks Titanic_indhold_trykklar.indd 12
18/09/18 4:46 pm
forladt derhjemme. Bortset fra maskinens konstante brummen var der stille, som om skyerne havde pakket hele verden ind i et lag af gråt vat. I kabyssen var personalet og stewarderne færdige og klar til at modtage de sultne passagerer. I lukaferne forrest i skibet sov de besætningsmedlemmer, som havde haft nattevagt. I familieafdelingen på mellemdækket, hvor Sara Pruzanski og Ole Eid havde sovet, begyndte lyden af pludrende, grædende og legende børn at blande sig med voksne stemmer, der skældte ud eller trøstede. Og på broen stod kaptajn Gundel sammen med førstestyrmand Gilbe. Klokken 7.45 uden nogen forudgående tegn eller advarsler gik en kraftig rystelse gennem hele skibet. ”Hvad var det?” spurgte kaptajnen sin førstestyrmand. Nede i sin køje vågnede Karl Matthiasen med et sæt. En lang skurrende lyd fra skibets bund fik det til at føles, som om hele forenden blev flået op, og han var sikker på, at Norge var kollideret med et andet skib. Kun iført undertøj, sprang han sammen med sine kolleger i lukafet op og styrtede hen til trappen, der førte op på dækket. På det nederste af mellemdækkene vågnede mange passagerer ved, at de ved det voldsomme sammenstød blev kastet ud af køjerne. Flere beskrev senere, at det lød, som om kæmpe jernkæder blev trukket hen over skibets bund. En af dem var nordmanden Hans Olsen fra Christiania, der dagen i forvejen havde nydt synet af øgruppen Saint Kilda og noteret sig, hvor dejlig sejlturen var. Sammen med omkring 60 andre mænd, der rejste alene, havde han sin køje længst fremme og dybest nede i skibet. Ingen besætningsmedlemmer kom ned for at fortælle dem, hvad der var sket, men da Hans Olsen kunne høre vandet fosse ind i skibet, vidste han, det var alvor. Han rakte ud efter sit tøj, men nogen havde hugget det. Der var ikke tid til at lede efter andet. Mændene flokkedes omkring trappen, der førte op til det øvre mellem13
Danmarks Titanic_indhold_trykklar.indd 13
18/09/18 4:46 pm
dæk. Kraften af kollisionen havde nærmest krøllet den sammen, og de måtte én for én klatre op ad nogle jernstænger for at komme længere op i skibet. Det lykkedes, og kort efter kunne Hans Olsen træde ud på det øverste dæk, hvor grædende og halvnøgne børn og voksne løb rundt mellem hinanden. ”Hvad er der sket?” spurgte han et besætningsmedlem. ”Det er ikke alvorligt – vi har bare ramt en klippe,” lød svaret. I øjeblikket troede Hans Olsen på sømanden, men da han med sine egne øjne kunne se, at fordækket var begyndt at skråne, og at besætningen alle sammen havde redningsbælter på, løb han tilbage mod trappen for at komme ned til køjen og hente noget tøj og et redningsbælte til sig selv. Men det var umuligt. Vandet stod på det tidspunkt allerede op om køjerne på det nedre mellemdæk, og han løb derfor tilbage gennem det øvre mellemdæk til trappen. Ved toppen mødte han tre ældre hulkende damer, der ikke kunne finde deres redningsbælter, og for anden gang susede den unge mand ned ad trappen, men det lykkedes ikke at finde nogen, for nu boblede vandet op fra det nedre mellemdæk og bragte kufferter, tøj og andre ejendele med sig. Ude på dækket begyndte skrigene og gråden at blive højere, og han kunne se og høre, hvordan en stor gruppe af de jødiske passagerer bad sammen. ”Nu skal vi alle sammen dø,” tænkte han uden helt at kunne tro på det. Hans Olsen var langtfra den eneste, som havde mærket stødet og hørt den skurrende lyd. Et andet sted på mellemdækket vågnede Herman Honoré. Ikke ved selve sammenstødet, men af lyden af vand, der plaskede rundt om hans køje. Han stivnede af skræk, men formåede alligevel at tage skjorte og uldvest på, før han sammen med en strøm af andre passagerer forsøgte at bane sig vej til trappen, der førte op til dækket udenfor. Kaptajn Gundel og førstestyrmand Gilbe så sig omkring oppe fra broen. 14
Danmarks Titanic_indhold_trykklar.indd 14
18/09/18 4:46 pm
Forude var vandet roligt. De to officerer kunne hverken se klipper eller brænding, der kunne tyde på undersøiske skær. Kaptajn Gundel lænede sig ud over rælingen og fik kort efter øje på nogle gamle planker med rustne jernbolte, der steg op til overfladen. Havde de ramt et vrag? Og i så fald hvordan kunne det næsten lade sig gøre, når der var 600 meter vand mellem Norge og havbunden? Kaptajnens tanker blev afbrudt, da en dønning løftede Norges skrog og med et brag hamrede det tilbage på den forhindring, skibet havde påsejlet. Nu gjaldt det om at tage en hurtig beslutning. Han greb fat om håndtaget på maskintelegrafen og drejede det til fuldt stop, så besætningen i maskinrummet kunne standse maskinen. Da den næste dønning tog fat i skibet, kunne han mærke, at de ikke sad fast, og da indstillede han maskintelegrafen til fuld fart bak. Frem for at forsøge at stille skibet på grund gav kaptajn Gundel ordre til matrosen ved roret om at dreje hårdt til bagbord. Han var kommet i tanke om damptrawleren, de sidst havde set tre kvarter tidligere, og som ifølge hurtig hovedregning måtte befinde sig 17-18 sømil fra Norge. Hvis de var heldige, kunne skibet holde sig flydende længe nok til, at de kunne evakuere passagererne. Men da skibet var kommet fri af grunden, blev det tydeligt, at boven lå lavere i vandet end normalt. Gundel gav ordre til skibets tømmermand, der befandt sig nede på dækket lige under broen, om at fortage en pejling gennem storlugen til lastrum 2, der havde forbindelse til lastrum 1 længere fremme i skibet. Imens fór Gilbe ned på dækket for at hjælpe til. Den første pejling gav intet resultat, men da de to mænd få øjeblikke efter hjalp hinanden, kunne de meddele kaptajnen, at der nu stod fem fod vand lastrummet, men at de ikke havde mulighed for at sige noget om, hvor skaden var sket. Imens pejlingen stod på, fik kaptajn Gundel øje på skibets læge, der var kommet op på broen. 15
Danmarks Titanic_indhold_trykklar.indd 15
18/09/18 4:46 pm
”Mener De, at der er fare på færde?” ”Ja – sørg for at få redningsbælte på. Hvis vi synker, synker vi på dybt vand.” Så gav kaptajn Gundel ordre til at lade passagererne vække og stille på dækket med redningsbælter på. Samtidig henvendte han sig til førstemaskinmesteren gennem talerøret: ”Er der vand i maskinrummet?” spurgte han. ”Alt vel her,” lød svaret. Kaptajnen gav derefter folkene i maskinrummet besked om at lukke de vandtætte skydedøre til kulforsyningerne og pumpe fra forskibet, så Norge kunne holde sig flydende så længe som muligt. I samme øjeblik kom Gilbe tilbage på broen, hvor kaptajnen bad ham og bådsmanden om at gøre bådene klar og fire dem af til rælingen, så passagererne kunne træde direkte ud i dem. Han var nu ikke i tvivl om, at det ville være umuligt at nå at indhente damptrawleren. ”Gør klar ved bådene!” råbte førstestyrmanden. Maskinen var stadig i gang, da Karl Matthiasen – blot iført undertøj – nåede op på dækket, hvorfra han kunne se kaptajn Gundel på broen. ”Klar ved bådene!” hørte han en matros råbe. Matthiasen anede ikke, hvilken båd han hørte til, men løb frem til den forreste i styrbords side, hvor adskillige, herunder tredjestyrmand Ankersen, allerede var i færd med at hive presenningen af. I stedet løb han over i den modsatte side til båd nummer 2, hvor andenstyrmand Otte havde travlt. De havde besvær med at få fartøjet fri af rebene, i hvilke den blev hejst ned. Fra broen fik kaptajn Gundel øje på de kæmpende søfolk og sendte en tømmermand ned til dem med en økse. Han huggede rebene over, og det fik båden til at falde det sidste stykke ned i vandet, men til alt held holdt den sig flydende med sin levende last bestående af især familier med børn. Fra broen kunne kaptajn Gundel se, hvordan besætningen arbejdede hårdt ved de øvrige både og den store redningsflåde. Han 16
Danmarks Titanic_indhold_trykklar.indd 16
18/09/18 4:46 pm
vidste, at hvis det lykkedes at få fyldt alle otte både, ville 251 menneskeliv måske kunne reddes – resten af de 795 sjæle om bord var prisgivet Atlanterhavets dønninger. ”Kvinder og børn først!” gjaldede hans stemme ud over dækket. Samtidig banede proviantmester Carl Nielsen sig vej til skibets spisekammer. Gennem en kollega havde han af kaptajn Gundel fået besked på at gøre proviant klar til bådene. Han fandt forsyninger frem, men da han ikke fik yderligere ordrer om, hvor forsyningerne skulle hen, og hvor meget hver båd skulle have, forlod han spisekammeret igen for i stedet at hjælpe med at sætte redningsbåd nummer 7 i vandet. Herman Honoré var nået frem til agterdækket bag skibets skorsten. Han fik øje på to sømænd, der var ved at skubbe en jolle ud i daviderne, anordningerne, hvorfra den kunne sænkes ned langs skibssiden. I nærheden stod en af de andre danskere, der havde formået af finde sin søster og en veninde i damernes afdeling, der lå på mellemdækket i skibets modsatte ende. Han hjalp de to piger op i båden og fulgte selv efter sammen med Herman Honoré. Efter ham fulgte flere passagerer – både voksne og børn – og selv da båden blev firet ned, blev folk ved med at springe om bord, selv om søfolkene gjorde, hvad de kunne, for at holde dem t ilbage. Taljerne og tovværket gav sig, mens den overfyldte båd nærmede sig havoverfladen, hvor en dønning fangede det lille fartøj og smadrede det ind i siden på Norge, hvor det splintredes. Sammen med de skrigende mænd, kvinder og børn faldt Herman H onoré i det kolde, grå vand. Herfra kunne han se, hvordan enkelte passagerer klamrede sig til resterne af båden, der stadig hang i taljerne – men det var en stakket frist, for én for én faldt også de i havet. Han mærkede, hvordan to af de desperate passagerer greb fat i ham for at holde sig oven vande, mens han selv blev presset ned under overfladen. Rasende sparkede han den ene i maven og den anden i hovedet og slap fri af deres skruestik, hvorefter han 17
Danmarks Titanic_indhold_trykklar.indd 17
18/09/18 4:46 pm
gav sig til at svømme – skulle han gøre sig det mindste håb om at overleve, måtte han udnytte sine gode svømmeevner og komme væk fra de omkring 30 mennesker, der ligesom han kort forinden havde siddet i båd nummer 7. På samme tid kom flere og flere passagerer op på dækket, hvor det hurtigt gik op for dem, at det var alvor. Adskillige børnefamilier samledes omkring båd nummer 1 i styrbordsside midt mellem skorstenen og broen, hvor kaptajn Gundel igen og igen mindede besætningen om at prioritere kvinder og børn over de mandlige passagerer. De, der havde overværet ulykken med båd nummer 7, tøvede, mens andre resolut placerede deres børn i redningsbåden, der var beregnet til 48 personer. En svensk mor, der allerede boede i Amerika, men havde været i Sverige på familiebesøg, var vendt tilbage til familiens køjer for at hente varmt tøj til sine tre børn på seks, fire og to år. Børnene var trætte, forvirrede og bange, men det lykkedes hende at føre dem frem til båden. Hun løftede to af dem om bord og opdagede så, at den fireårige var væk. Hun så sig omkring. Mellem de mange løbende fødder fik hun øje på ham. Han lå ved rælingen med et sår i hovedet, som om nogen havde trampet på ham. Hun fik fat i ham, løftede ham op i båden og fulgte selv efter. Rundt om båden stod andre familier og forsøgte at gøre op med sig selv, hvad der ville være bedst – at springe op i det spinkle fartøj eller at blive på skibet. ”Nu er vi fortabte – alle sammen!” udbrød en ung mand. I takt med at fordækket begyndte at skråne, nærmede flere og flere mennesker sig båd nummer 1, der var en af de største. Det var tydeligt, at båden var mere end overfyldt, og tredjestyrmand Ankersen gav ordre til at sætte den i vandet. Blandt de sidste, der fik plads, var nogle af de jødiske passagerer fra Rusland, der ikke forstod nogen af de skandinaviske sprog og derfor selv havde måttet finde ud af, hvad der var galt, og hvad de skulle gøre. Da søfolkene begyndte at fire, fortrød en norsk teenager, 18
Danmarks Titanic_indhold_trykklar.indd 18
18/09/18 4:46 pm
der mente, at båden var så overfyldt, at den ville kæntre, og i sidste øjeblik sprang han tilbage om bord på det synkende skib uden at have sikret sig, at der var noget, han kunne holde fast i. Et par passagerer fik imidlertid fat i ham og forhindrede, at han faldt i havet. Båd nummer 1 ramte havoverfladen med forenden først. Dønningerne truede med at lave den til pindebrænde, som det var sket med båd nummer 7, og søfolkene havde svært ved at kappe rebene, fordi desperate passagerer holdt fast i dem for at få lov at komme med. I stedet fandt de heldige i båden en økse og kom med et par hug fri af Norge. Nede i vandet lykkedes det fire passagerer at komme om bord – den sidste dog først efter at have truet med at kæntre båden, hvis ikke de andre gav ham lov til at få en plads. Da det langt om længe lykkedes dem at få gang i årerne og komme væk fra damperen, var der ikke færre end 70 mennesker om bord i redningsbåden, der egentlig kun havde plads til 48. Oppe på dækket havde Karl Matthiasen allerede hjulpet med at få båd nummer 2 i vandet og var nu i færd med at sætte båd nummer 3 ud, mens kaptajn Gundel stemme igen og igen råbte: ”Væk med mændene! Kvinder og børn først!” Han arbejdede så hurtigt, han kunne, men havde stadig svært ved at forstå, at Norge rent faktisk var ved at synke. Båden fyldtes hurtigt med hovedsageligt yngre mennesker, men den 25-årige Laura Petersen fra Rudersdal nord for København havde hjulpet et par ældre norske damer op på dækket med hjælp fra sin fætter, der arbejdede i maskinrummet, men som kortvarigt havde forladt sin post for at sikre sig, at hun kom op i en af bådene. I forvirringen mistede de kontakten med damerne, men det lykkedes Laura Petersen at få plads i båd nummer 3, hvor hun tryglede sin fætter om at tage plads sammen med hende, men han sagde farvel og skyndte sig tilbage til sin post, hvor hans kolleger stadig kæmpede mod tiden i et forsøg på at vende skibet. 19
Danmarks Titanic_indhold_trykklar.indd 19
18/09/18 4:46 pm
Idet båden begyndte turen ned fra daviderne og videre ned langs skibssiden fik et besætningsmedlem øje på to veninder, der stod tøvende ved rælingen. ”Kom så – ned i båden med Dem!” sagde han. Den ene kvinde vendte sig mod den anden: ”Du skal også med.” Hun var ikke meget for det, så sekundet efter gav veninden hende et skub, og kort efter sad de begge i båden, der havde plads til 28 personer. Karl Matthiasen og tredjestyrmand Ankersen, der sammen allerede havde sat to både i vandet, så sig om. Der var ingen kolleger i nærheden. De mente begge to, at de havde gjort deres pligt, og passagererne ville være afhængige af at have et par besætningsmedlemmer, der havde forstand på at ro, sejle og navigere, med. Så hoppede de begge om bord. Netop som de to sømænd var ved at gøre båden fri, tog en dønning fat i den og slog den mod skroget. Et øjeblik så det ud til, at båd nummer 3 skulle lide samme skæbne som båd nummer 7, men passagererne slap med skrækken. Båden blev imidlertid beskadiget. Tre planker rev sig løs, og halvdelen af agterstævnen blev knust ved sammenstødet. Ankersen faldt i vandet, men båden holdt sig flydende, da den nåede havoverfladen. Imens bevægede Karl Matthiasen sig ned bagest i båden for at se nærmere på skaderne. Han kunne konstatere, at også roret var ødelagt, og at det lille fartøj tog vand ind. Han så op mod Norge, hvor dønningerne nærmede sig fordækket, mens skruen nu var synlig over havoverfladen. Oppe på broen var kaptajn Gundel klar over, at han ikke længere kunne styre skibet. Han gav mandskabet i maskinrummet ordre til at komme op og råbte til sømændene i bådene, at de skulle blive i nærheden af Norge, så de kunne samle overlevende op. Fra sin post kunne han se, hvordan nogle besætningsmedlemmer var i færd med at kappe fortøjningerne til redningsflåden på dæk20
Danmarks Titanic_indhold_trykklar.indd 20
18/09/18 4:46 pm
ket bag skorstenen. Lykkedes det, var det muligt, at yderligere 25 mennesker kunne redde livet. Folkene fra maskinrummet kom nu op og gik i gang med at smide dækstole og andet løst træværk over bord, så de passagerer, der lå i vandet, havde noget at klamre sig til – nogle af dem greb ligefrem økser og begyndte at hugge planker løs, som de surrede sammen til små tømmerflåder. Kaptajnen kunne også se, at der var problemer med båd nummer 6. Allerede inden besætningsmedlemmerne kunne få båden ud over kanten og ned i højde med rælingen, fyldtes den med passagerer, der nægtede at flytte sig, med det resultat, at den sad fast. Kaptajnen kunne høre sine folk råbe på både dansk og tysk, men først da de med magt smed folk ud af båden, lod det til, at ordren blev forstået – for en stund. Pludselig fik han øje på to svenske damer, der havde søgt tilflugt på broen i tiltro til, at kaptajnen ville kunne redde dem. ”Se til, at I straks kommer med båd nummer 6, før det er for sent,” sagde han til dem med myndig stemme. Samtidig gav han førstestyrmand Gilbe ordre til at hjælpe kollegerne med at få sat den i vandet. Nede ved båd nummer 6 forsøgte besætningsmedlemmerne at svinge fartøjet ud, men den blev ved med at falde tilbage på grund af de mange passagerer. I takt med at der blev færre og færre både om bord på Norge, samledes mange af passagererne om båd nummer 8, en jolle, der havde plads til 23. Blandt dem var Sara Pruzanski og hendes fire børn. Ved grundstødningen var hun straks blevet klar over, at situationen var alvorlig, men hun brugte alligevel nogle minutter på at give børnene varmt tøj på, så da de kom op fra lugen, vrimlede det allerede med desperate mennesker på dækket. Det lykkedes hende at komme hen til båd nummer 8, da et par besætningsmedlemmer gik i gang med at sænke den fra daviderne. Da jollen nærmede sig havoverfladen, standsede den pludselig. Udstyret var så beskidt og rustent, at rebene satte sig fast. Sara Pruzanski 21
Danmarks Titanic_indhold_trykklar.indd 21
18/09/18 4:46 pm
greb børnene ét for ét og kastede dem ud over rælingen, og sekundet efter fulgte hun selv med – alle fem fik plads i båden. Andre fulgte efter, og en norsk passager, Jørgen Hansen, frygtede, at jollen ville gå til bunds, så han greb en økse, huggede rebene over og lod båden falde den sidste halve meter. Men det holdt ikke de dødsmærkede passagerer om bord på Norge tilbage. Adskillige unge mænd sprang oppe fra dækket og landede i båden – herunder en halvnøgen svensker, der brækkede sin storetå, da han landede, og nordmanden Hans Olsen, der landede mere heldigt og straks greb en af årerne for at hjælpe med at ro. Fra båden kunne Sara Pruzanski se en anden mor i samme situation, som hun selv havde stået i kort forinden. Kvinden havde ni børn omkring sig. Da båd nummer 8 langsomt begyndte at ro væk, greb hun fat i en af sine sønner og smed ham over bord. Et par af passagererne i båden forstod, hvad der var ved at ske og forsøgte at gribe drengen, der alligevel slog sig på træværket. Sekundet efter sprang drengens ældste storebror i havet, og selv om en del af de ombordværende protesterede, blev han alligevel hevet op til sin lillebror. Tilbage på skibet stod deres mor med sine syv andre børn. Mens båden lagde afstand til Norge, kunne Sara Pruzanski, de to brødre og resten af gruppen høre hende skrige. Skrig, gråd og bønner på forskellige sprog gjaldede ud over Norge, da Ole Eid sammen med sin kone og to børn nåede promenadedækket i området bag broen. Med lille Marthe på armen kiggede han sig omkring for at finde ud af, hvordan han kunne bringe sin familie i sikkerhed. Sekundet efter så han, hvordan paniske passagerer skubbede til hustruen Inga og den fireårige Harald, der sammen faldt over bord og forsvandt i dybet. Som i trance gik han over til båd nummer 4 med kapacitet til 28 personer, hvor han satte sig med Marthe tæt ind til sig. Om bord var flere besætningsmedlemmer, herunder andenstyrmand Otte, der straks gav sine underordnede ordre til at ro bort fra det synkende 22
Danmarks Titanic_indhold_trykklar.indd 22
18/09/18 4:46 pm
skib. Fra damperen sprang en nordmand i vandet og kom op til overfladen lige ved båden. Han greb fat i rælingen og hev sig op i sikkerhed. På samme tid klatrede proviantmester Nielsen ned ad det reb, båd nummer 4 var firet ned med. Derfra svømmede han det korte stykke over til kollegerne, der hev ham indenbords. Bag ham kom en af de passagerer, der i lighed med Herman Honoré havde arbejdet som steward mod et nedslag i billetprisen, og selv om andenstyrmand Otte protesterede, fik også han en plads. Fra broen kunne kaptajn Gundel se, hvordan havet nu slog ind over fordækket. Rundt om ham trak passagerer sig tilbage mod agterdækket, der steg højere og højere op mod den grå himmel. Enkelte kravlede op i masterne, og nogle mødre placerede i des peration deres børn i tovværk, net eller sejl. Andre – heriblandt mange besætningsmedlemmer – foretrak at springe i havet frem for at blive om bord på Norge i de sidste minutter. I båd nummer 3 holdt Karl Matthiasen – det eneste besætningsmedlem om bord – øje med den døende damper. Det virkede, som om tiden var gået i stå. Norge lå stadig med stævnen under vand og agterenden hævet over havet, men i nogle få øjeblikke skete der ikke mere. Måske ville Norge alligevel holde sig fl ydende? I det samme greb en ung nordmand fat i rælingen på det lille fartøj. 18-årige Gunvald Ferkingstad havde været om bord på båd nummer 7, da den splintredes mod damperens skrog, og siden havde han holdt sig oven vande sammen med en yngre fætter, der ikke kunne svømme. Til sidst havde han været nødt til at give slip på fætteren for selv at redde livet. To danskere hev ham op i båden, der var tæt på at kæntre, og under træsæderne kollapsede han af udmattelse, mens Karl Matthiasen lod fartøjet ro længere væk nu, hvor Norge atter var i bevægelse. På broen fik kaptajnen nu selskab af førstestyrmand Gilbe, der kunne meddele, at samtlige både var fyldt med mennesker. På det skrånende agterdæk samledes passagererne sig nu om redningsflåden, som det ikke var lykkedes at få i vandet. 23
Danmarks Titanic_indhold_trykklar.indd 23
18/09/18 4:46 pm
Mange håbede tilsyneladende på, at den ville flyde af sig selv, når Norge gik under. Hvor mange passagerer, der overhovedet var kommet op fra mellemdækket vidste Gundel og hans næstkommanderende ikke. Fra deres poster kunne de se, at folk stadig forsøgte at forcere lugerne, men skibets vinkel, bagage og vandet, der brusede op nedefra forhindrede dem. De kunne kun gætte på, hvor mange passagerer og besætningsmedlemmer, der allerede var druknet i skibets indre i minutterne efter kollisionen, og de følte med dem, der først nåede op på dækket nu, hvor samtlige redningsbåde – på nær nummer 6, der sad fast i daviderne – var på vej væk fra skibet. Børn og voksne kæmpede sig op mod agterstavnen forbi den røde og sorte skorsten, der nu nærmede sig en vandret position. Adskillige mistede fodfæstet og styrtede ned mod fordækket eller i havet, mens resten maste sig sammen og greb fat i rælingen, tovværket og hinanden. Gilbe rakte hånden frem, og kaptajn Gundel greb den. ”Lev vel!” sagde Gilbe og sprang over bord i styrbordsside af broen. Kaptajnen greb fat om rælingen, idet det brusende hav nærmede sig og få sekunder senere slog ind over ham. Bølgerne tog fat i redningsflåden, og fra bådene fik flere af besætningsmedlemmerne øje på nogle kolleger, der formåede at hive sig om bord på den. Flere sagde senere, at det på afstand så ud, som om de stod på vandet. I et kort øjeblik lagde stilheden sig over katastrofen. Norge hævede sig yderligere op, og en del af de passagerer, der klumpede sig sammen i agterstævnen mistede deres greb. Nogle faldt alene, andre sammen med en anden eller to. De fleste ramte dele af skibet og kom slemt til skade, hvis ikke de døde på stedet. For andre lykkedes det at nå flagstangen eller rælingen længst tilbage og derfra springe i havet forbi skruen, der stadig drejede langsomt rundt i luften. 24
Danmarks Titanic_indhold_trykklar.indd 24
18/09/18 4:46 pm
Og så var det, som om tiden gik i stå. I et minut eller to lå Norge stille, og for en stund var alle tavse. Så satte skibet sig igen i bevægelse. I takt med at flere og flere faldt i døden, kunne Sara Pruzanski, Ole Eid, Karl Matthiasen og alle de andre i bådene høre skrigene tage til og blande sig med den hvislende lyd af det kolde havvand, der nåede den glohede kedel i maskinrummet. I løbet af få sekunder steg trykket, og en eksplosion slyngede både mennesker, bagage og udstyr ud fra midten af skibet. I båd nummer 3 udbrød en af passagererne: ”Så sker det!” Karl Matthiasen vendte sig om og nåede at se de sidste mennesker yderst i agterstævnen. Fra båd nummer 4 kunne Ole Eid og de øvrige ombordværende se, hvordan vandet lukkede sig om båd nummer 6 på dækket og de mange mennesker i den, som havde nægtet at flytte sig – det havde derfor været umuligt for søfolkene at sætte den i vandet. Og så, klokken fem minutter over otte om morgenen den 28. juni 1904, 20 minutter efter kollisionen, var S/S Norge af København ikke mere.
Danmarks Titanic_indhold_trykklar.indd 25
18/09/18 4:46 pm
matkcheret overflade
SØREN FLOTT (f. 1977) er journalist. Han har tidligere bl.a. skrevet bøgerne ”Sønderjylland besat”, ”Jutlandia”, ”Danskeren der ville dræbe Hitler” og ”De danske tigre”.
beretning om, hvad der gik galt, og hvordan udvandrerne og besætningsmedlemmer oplevede de forfærdelige minutter, hvor skibet gik ned, og de efterfølgende døgn i små både på åbent hav. Katastrofen blev ikke mindre af, at der langt fra var plads i redningsbådene til alle. Via øjenvidneberetninger fundet i gamle dagbøger, breve og erindringsskrifter samt officielle referater og protokoller går bogen tæt på nogle af de mennesker, der var om bord. Det er en fascinerede fortælling om knuste drømme, desperation og heltemod blandt en lille del af de i alt 300.000 danskere, der udvandrede til Amerika ved århundredskiftet. ISBN 9788711699089
En del af
DANMARKS TITANIC
© thomas a
DANMARKS TITANIC er den dramatiske
SØREN FLOTT
D
en 28. juni 1904 forliste det danske udvandrerskib S/S Norge vest for Skotland med kurs mod New York. 635 danskere, nordmænd og østeuropæere omkom – og kun 160 overlevede den største skibskatastrofe i danmarkshistorien.
SØREN
•
FLOTT
Historien om den største danske skibskatastrofe
•
”Adskillige gange forsøgte overlevende i vandet at klatre om bord, men Karl Emil Hindersen skubbede dem væk med en åre uden at føle ret meget – som gammel sømand vidste han, at der ikke var andet at gøre. De forsøgte at ro bort fra stedet, hvor S/S Norge var gået ned, men der var så mange om bord, at det ikke var muligt. I stedet flød de med strømmen tilbage mellem ligene og vragdelene, der indimellem bankede ind i deres lille fartøj, så passagererne hver gang fik et chok og frygtede, at den skulle springe læk.” Uddrag fra bogen
9 788711 699089 >
STORYHOUSE.DK
DanmarksTitanicFull3.indd All Pages
Omslag: Poul Lange
9/19/18 7:35 AM