De døde og de levende - læseprøve by Lindhardt og Ringhof / Forlaget Carlsen

Ebbe og Karen er sammen med nogle andre jurastuderende gået ind i modstandsarbejdet. Lederen, faldskærmsagenten ”Herbert”, presser dem til stadig farligere aktioner. En aften går det galt: To fra gruppen bliver dræbt, og Ebbe må flygte til Sverige. Da Ebbe og Karen endelig genforenes i maj 1945, er alt forandret. De døde modstandskammerater spøger, og det er ikke alting der tåler dagens lys. Mens Ebbe og Karen prøver at opbygge en lille familie, driver ”Herbert” rundt i efterkrigstidens København, på jagt efter eventyr der kan matche spændingen fra sabotageaktionerne.

DE DØDE OG DE LEVENDE

er en roman om krig og kærlig-

hed, om skyld, forræderi og begær. Den følger en gruppe modstandsfolk i København 1943-50. Deres hemmeligheder, løgne og drømme. Stilheden Benn Q. Holm (født 1962) debuterede

efter kampen, den svære fred.

som forfatter i 1994 med romanen Til verdens ende og har siden udgivet en lang række romaner, bl.a. Hafnia Punk og Album, der er filmatiseret som tv-serie. Seneste udgivelser er Byen og øen og Manden i glasset.

BENN Q . HOLM DE DØDE O G DE LEVENDE

FOT O T H O MA S A .

I 1943 ligger besættelsen tungt over Danmark. Det unge kærestepar

BENN Q . HOLM

DE DØDE OG DE LEVENDE

Romanen er en fest. Det er hamrende godt. – Politiken Det er en bragende godt skrevet bog. – BT Man må bøje sig i respekt. – Information

Benn Q. Holm kan knalde en scene op sindssygt skarpt, set og sanset, så den virkelig gnistrer på få linjer - og gør det hele tiden. – Politiken Den slags enkle og direkte realisme, som han skriver, fås ikke meget bedre. – Kristeligt Dagblad

Holm udskifter denne gang sin lette storbymelankoli med en hæsblæsende og humoristisk kynisme, der passer godt til vores slyngelhelt … Det er ret morsomt gjort. – Politiken

lindhardtogringhof.dk

R O M A N L I N D H A R DT O G R I N G H O F

Benn Q. Holm

DE DØDE OG DE LEVENDE

LINDHARDT OG RINGHOF

De døde og de levende.indd 3

06/04/16 10.18

De døde og de levende Copyright © 2016 Benn Q. Holm All rights reserved Udgivet af Lindhardt og Ringhof Forlag A/S Omslag: Imperiet/Harvey Macaulay Forsideillustration: Scanpix Bogen er sat med Minion hos Lymi og trykt hos Livonia ISBN 978-87-11-55789-1 1. udgave, 1. oplag 2016 Printed in Latvia Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.lindhardtogringhof.dk

De døde og de levende.indd 4

06/04/16 10.18

FØRSTE DEL: BESÆTTELSEN 1. Sabotagen 2. Brigaden 3. Befrielsen

ANDEN DEL: FREDEN 4. Mødet 5. Rejsen 6. Fællesskabet

TREDJE DEL: FRIHEDEN 7. Elevatoren 8. Huset 9. Valget

De døde og de levende.indd 5

06/04/16 10.18

De dĂ¸de og de levende.indd 6

06/04/16 10.18

FØRSTE DEL

BESÆTTELSEN

De døde og de levende.indd 7

06/04/16 10.18

De dĂ¸de og de levende.indd 8

06/04/16 10.18

1. SABOTAGEN Om morgenen inden aktionen cyklede stud.jur. Ebbe Høst som sædvanlig ind ad Amagerbrogade. Han havde sovet ad helvede til. Skulle hele tiden på lokum, og han hundefrøs ude på det lille das. Allerede i en celle. Jernklinken slog fra. De kom ind. Forhørslederen, hans to bødler. Men alt var planlagt i alle detaljer, og det var ikke en velbevogtet fabrik, bare et stort autoværksted med en masse rare tyske vogne og motorcykler. De kunne sagtens nå at komme væk. Han listede tilbage i seng. En gren slog på ruden, vinden peb ind gennem sprækkerne. Og Karen ... Tankerne kørte i ring og trak ham til sidst ned i en kort og tung søvn som hans mor rev ham ud af på slaget halv syv. Døre smækkede, hos underboen fløjtede en kedel, hans far råbte farvel og gik ned ad trappen, og det var en morgen som alle andre, men lydene var anderledes kolde og klare. Ebbe var gået ud i køkkenet hvor hans mor var i gang med madpakkerne til ham og Inger der stod i lære i en sæbe- og parfumeributik i Egilsgade. Han nænnede ikke at fortælle at Karen tit købte ham et stykke smørrebrød nede på Kannibalen, eller det ville sige, hun købte altid rigeligt og lod så som om hun ikke kunne spise det hele. Amagerbrogade strakte sig i den støvgrå morgen, en lang skakt af mursten og mørke butiksfacader. Der var langt mellem bilerne, men sporvogne og busser var fyldte, og det var næsten ikke

De døde og de levende.indd 9

06/04/16 10.18

til at komme frem i den tætte cykelstrøm ind mod byen. Folk var pakket ind i huer, vanter og halstørklæder; blanke hatte og fedtede kasketter var trukket godt ned. Vareknapheden satte sit tyde lige præg, alting var nedslidt. Ebbe gik i de samme tynde sko året rundt, hans undertrøje var syet ud af et sengelagen og strammede som en brynje. Nu ventede endnu en streng vinter. Enkelte cyklister drejede op ad den spøgelsestomme Amager Boulevard mod Langebro, og på Christianshavn væltede det ud fra sidegaderne. Så lidt før Knippelsbro gik trafikken i stå. Omkring ham brokkede folk sig højere end normalt, var broen oppe, endnu en razzia? Men han havde intet på sig. En lang kortege af tyske vogne svingede ud fra Strandgade. “Røvhuller!” lød det et sted. Modstanden voksede, og alt begyndte i det små, men han var færdig i småtingsafdelingen. De skulle have overstået den lortekrig så han og Karen kunne være mere sammen. Sove sammen, vågne sammen. Som i teltet ved Silkeborgsøerne her i sommer. Hos ham kunne de ikke være, hans mor arbejdede hjemme, og der var så lydt, og hos Karen var det også besværligt, for hendes mama hang over dem som en anstandsdame, tvang kager og te i dem. Når telefonen ringede, og det gjorde den altid før eller siden, fru Honoré havde en stor omgangskreds, skyndte de sig ovenpå. Men som regel foregik det hos Jørgen som overlod dem sit værelse på Valkendorfs Kollegium mens han gik en tur på biblioteket. Sove og vågne sammen kunne der ikke være tale om. Det var af og på med tøjet i en fart, og det mærkelige var at det virkede som om Karen godt kunne lide det sådan. Hun var svær at greje. Det var jo også hende som ... “Halløj dér!” en mand kørte så tæt forbi ham at deres styr rørte hinanden, “vågn dog op, store klaptorsk!” Cyklisterne mosede over Knippelsbro, forbi de tyske vagtposter der stod og gloede trætte ud i luften. Frakkeskøder blafrede, og cykelklokker bimlede, der kom en isnende vind fra havneløbet. Christiansborg lignede en forstenet og magtesløs kæmpe. Ebbe fortsatte langs kanalen hvor bådene lå side om side og skovser konerne allerede var i gang med at sælge fisk. Raadhusstræde og Nørregade til Studiegaarden. Han spænede

De døde og de levende.indd 10

06/04/16 10.18

op ad trappen, ind i det fyldte auditorium. Dér sad hun. Karens blege ansigt lyste op da hun så ham. Nogle gange kunne han slet ikke fatte at hun var hans. Men det var hun. Og han var den heldigste fyr i verden.

* Karen Honoré vågnede længe før vækkeuret var sat til at ringe, det var som om en eller anden kold klo havde vækket hende. Hun lå lidt og stirrede op i det mørke loft. Hvad var det Ebbe altid sagde: Det skal nok gå! Ja, og det havde det jo gjort indtil nu. Men hvis hun i det mindste selv kunne være med. Hellere det end at gå og vente og ikke vide noget. Hun tog et kort styrtebad, klædte sig på (tykke uldgamacher, skotskternet nederdel fra Helge Madsen, mørkeblå bluse og en bordeaux cardigan) og gik ned til morgenmaden. Hendes far sad allerede for bordenden, brummende bag Berlingske Tidende foldet ud som et stort landkort så man skulle tro at han sad og studerede aksemagternes og de allieredes bevægelser, deres fremrykninger og tilbageslag. “Noget nyt, papa?” sagde hun og kyssede ham på kinden inden hun satte sig. “Tjah ... tyskerne har sprængt en villa i Gentofte i luften som tilhørte en ...” Han bladede tilbage, fandt siden, “... en fabrikant Poulsen.” Han rømmede sig: “’To personer blev arresteret og ført bort, hvorpå villaen sprængtes.’” Han sænkede avisen og smilte beklagende. Julius Honoré var en velpolstret, ulasteligt velklædt mand med en dyb stemme og en lille militaristisk børste af en sølvgrå moustache, men trods al sin skræmmende pondus var han, i det mindste på hjemmefronten, et yderst pacifistisk menneske. Måske var han bare træt når han kom hjem fra ministeriet, og nu hvor regeringen var trådt tilbage og han indgik i departementschef styret, arbejdede han i døgndrift. Alligevel var han altid den første ved morgenbordet i den moderne funkisvilla. Kamma Honoré dukkede som regel først op når de var på vej ud ad døren.

De døde og de levende.indd 11

06/04/16 10.18

“Det er jo skrækkeligt!” udbrød Karen. “Ja, min skat. Og så er der for resten en interessant notits. Et uidentificeret kvindelig fundet i Hareskoven. Dræbt af et skud gennem hjertet.” “En stikkerlikvidering?” “Måske. Eller et gement drab. Et jalousimord. Hvem ved? I disse tider er alt muligt.” Han fik et mørkt drag i blikket og bladede videre. Hun vidste at han kendte til ting som han ikke kunne tale om med nogen. “Hør, er du ikke tidligt oppe?” Han blinkede godmodigt. “Er det Ebbe der trækker?” Og i samme åndedrag kaldte han mod køkkenet. “Agnete!” “Ebbe? Jo. Men du ved at jeg hader at komme for sent.” “Det kan ikke være din mor du har det fra.” Den nye unge husassistent, Agnete, kom med slæbende skridt ind i spisestuen. Den blå uniform strammede over hendes tætte krop. Agnete kom fra Haslev-egnen, et fattigt, indremissionsk hjem. Karen ville så gerne kunne lide hende, men der var noget stumpt og afvisende over hende. “Herren kaldte?” Agnete stirrede gnavent på dem. “Skal jeg vække fruen?” Julius Honoré rystede på hovedet, gjorde mine til at rejse sig. “Vent hellere. Jeg må afsted. Kan vi få noget frisk te?” “Ja, og et blødkogt æg og et stykke toast, tak,” sagde Karen. Agnete nejede besværet og forsvandt med sølvkanden. Nu sad hun på forreste række i auditoriet og så Ebbe styrte ind ad døren, den hvidhårede professor Brinch nikkede surt. Ebbe sendte hende et bredt smil. Han var en lang, flot fyr med tykt lysblond hår, men hans bukser og sko var tyndslidte, og den overfrakke, som han havde arvet fra sin far, fik ham til at ligne en af de lasede evighedsstudenter, der brugte Kannibalen som varmestue. Hun ville ønske at han ikke var så stolt, for hun havde tilbudt at hjælpe ham med en ny overfrakke, hendes far havde så mange at han ikke ville opdage hvis der manglede en. Kridtet skar mod tavlen, og hun kunne mærke Ebbes blik i nakken, men så samlede hun sig, og rettede al sin opmærksomhed

De døde og de levende.indd 12

06/04/16 10.18

mod professoren som altid huskede at spørge hvordan det gik derhjemme, og hun måtte endelig hilse herr departementschefen som han jo havde undervist tilbage i 1917, eller var det 1918 ... et formidabelt juridisk talent, en fremragende ung mand ... og som tiden dog gik.

* I pausen før dagens sidste dobbeltmanuduktion gik de ned på Kannibalen og delte et stykke af den fede kringle som Karen naturligvis insisterede på at betale. Universitetets spisesal i den gamle kælder under hovedbygningens nordfløj var som altid spækket, og et øjeblik virkede alt normalt og fredeligt. De rungende, ivrige stemmer, diskussionerne, den sædvanlige trafik ind og ud, latter og hovedrysten. Deres knæ rørte hinandens under bordet, det var som et stød, og Ebbe kunne se på Karens svagt rosa kinder at hun havde det på samme måde. Nabobordet var besat af nogle højrøstede politter. Ebbe betragtede forelsket Karen. Det blege ansigt, de brune øjne og sorte krøller; mange tog hende fejlagtigt for at være jødinde. Karen var en spirrevip, en elegant spurv, og han var faldet pladask for hende på lang afstand. Ja, han havde også troet at hun var jøde. Ikke at det vel ville have generet ham, det troede han ikke, men hun var under alle omstændigheder stadig et sært fremmedartet væsen: en selvsikker burgøjserpige fra Frederiksberg. Han iagttog hende på behørig afstand, tænkte på hende dag og nat, og sådan gik der to semestre. Han cyklede hjem til den trange kvistlejlighed i Eberts Villaby, fordybede sig i det tunge stof, og når han vågnede, stod hans mor og smurte madpakker som om hun ikke bestilte andet, ligesom han heller ikke bestilte andet end trofast at cykle ind til universitetet og hjem igen. I sol og regn og slud. Men så en dag, helt ud af det blå, kom hun hen og spurgte om han havde forstået et ord af den forelæsning de netop havde haft. “Jo. Det meste.” Han var himmelfalden (og forvirret, hun fik vist altid førstekarakterer). Tænk at hun talte til ham, hun som

De døde og de levende.indd 13

06/04/16 10.18

aldrig talte med andre end de ældre mandlige studerende og hilste på nogle af lærerne som var de gode bekendte (det var de også erfarede han, de kendte alle hendes indflydelsesrige far). “Nå. Men så kan du måske forklare mig hvad det handlede om.” Det var snart et år siden: Besættelsen lå mærkeligt let over landet, som en tynd dyne man nemt kunne sparke af, men nu var den blevet kvælende tung og modbydelig, og det var Karen der havde fået ham ind i det, omtrent samtidig med deres første kys i en port i Larslejsstræde. Det havde pint ham hvordan tyskerne var rullet ind over grænsen og sat sig på det hele uden nogen modstand, og sådan var det hele vejen rundt, også derhjemme hvor man sjældent talte om krigen: bøjede hoveder, tavs resignation. Og regeringen havde jo sagt at man skulle samarbejde med besættelsesmagten. Ebbe var den første i familien der læste videre, og der lå et stort pres på hans skuldre. Jo, de led visse afsavn for hans skyld, tiderne var i for vejen hårde, og et enkelt forkert skridt ... Men da Karen nævnte at hun kendte nogen der distribuerede illegale blade, var han ikke et øjeblik i tvivl, desuden ville hun miste al respekt for ham hvis han ikke gik med. Og nu sad de på Kannibalen, tavse og betænkelige. Tyskerne havde langsomt, men eftertrykkeligt strammet grebet: Først havde de overfaldet og afvæbnet hæren i august, så havde de indledt jødejagten, indført streng censur. Men det værste var selvfølgelig dødsstraffen for sabotage! Dødsstraf ... Det som var begyndt med illegale blade, var gledet over i farligere ting. Deres selvbestaltede leder var indtil for nylig Gerhard Jahn, en blændende femteårs jurastuderende, søn af en overretssagfører. Karen kendte disse fyre fra Studenterforeningens konservative fraktion, en klike af unge mænd der havde deres rødder i en akse der strakte sig fra frederiksbergske villaveje over Østerbro til Hellerup. Det var alt sammen en helt ny verden for Ebbe. En på alle måder ander ledes spændende verden. Men den dag Gerhard troppede op med en stengun og Lille-Ib, en styrmandssøn fra Samsø der læste på Polyteknisk Læreanstalt, vidste han at bordet fangede. Inden da

De døde og de levende.indd 14

06/04/16 10.18

havde der mest været tale om harmløse drengestreger: De skrev Danmark frit! eller tegnede karikaturer af Adolf Hitler på tavlerne, smed en død mus ned i en tyskvenlig lærers mappe, punkterede en Gestapobil i Sankt Peders Stræde. Med Lille-Ibs entré begyndte de at eksperimentere med brandbomber. Deres første aktion var mod en cigarhandler i Nordre Frihavnsgade som pralede med at han var medlem af DNSAP, det danske nazistparti (det vidste de fordi Gerhards far købte sine cigarer dér). Skaderne var minimale, et svedent indgangsparti. Næste gang gik det bedre: De brød ind hos en værktøjsmager i en baggård på Amerikavej på Vesterbro der arbejdede for tyskerne, og futtede hele hytten af. Men så var Gerhard gået under jorden, og de havde fået udpeget en ny gruppeleder (af hvem vidste de ikke), den kæderygende Herbert som havde introduceret dem for håndvåben og sprængstoffer og udstyret dem med dæknavne. Carl-Emil Fenger, som Karen kendte fra gymnasiet, blev til Ole, den kvabsede Lille-Ib hed nu Skorstenen, og Ebbe fik dæknavnet Rikard. Selv Karen, som for det meste kun udførte ufarlige opgaver (overbringe beskeder, lidt overvågning, og i et enkelt tilfælde: hente en pistol i Ordrup og aflevere den hos en tandlæge i Vendersgade), blev tildelt et dæknavn: Vera. Herbert, hvis rigtige navn ingen kendte, ville ikke ud med hvor Gerhard var, men Karen, hvis forældre kendte Gerhards familie, mente at vide at han gemte sig på et gods på Lolland mens han ventede på at komme til England. Karen og Gerhard og Carl-Emil ... Hun havde kun drengevenner, ingen veninder. Og Herbert. Han var åbenbart ikke bleg for at bruge en ung pige som Karen. Ebbe var blevet edderrasende, men der var noget skræmmende ved Herbert, han kom fra en helt anden liga end deres, han var agent i SOE, Special Operations Executives, den hemmelige britiske sabotageorganisation der opererede bag tyskernes linjer. Herbert med pokerfjæset var ikke en mand man talte imod, og Karen havde blot trukket på skuldrene: Nu var de altså med i det, det var enten-eller! Og hun havde faktisk selv bedt om at få en rigtig opgave,

De døde og de levende.indd 15

06/04/16 10.18

hun gad ikke være til pynt. Ebbe var paf. Men så kyssede hun ham, trak ham ind til sig, og han glemte det ... Glemte alting. Selvom hun altid var så ... ikke kølig, og heller ikke fjern bagefter, men bare som om det ikke var noget særligt, knappede tøjet, ordnede sin frisure, talte allerede om noget andet. Politterne larmede, og det var ikke kun nationaløkonomi de diskuterede. En af dem kunne slet ikke få øjnene fra Karen, noterede Ebbe med slet skjult stolthed, og selvom Karen også havde bemærket det, virkede hun irriteret over de højrøstede brushoveder. Hun tog hans hånd, lænede sig frem og ville sige noget, men fortrød. “Hvad?” spurgte Ebbe. “Ikke noget alligevel.” “Jo, sig det nu!” “Jeg sad blot og fik lyst til at pjække fra de sidste forelæsninger og gå en tur i stedet.” “En tur?” Han spillede dum og så længe på hende. “Jamen så lad os da gå en tur.” “Nej, jeg gider ikke alligevel.” Karen tog sin beige frakke fra Fonnesbech på. De fleste lignede lazaroner nu om dage, men ikke Karen. Han ville næsten ønske at hun så lidt mere ... ramt ud. Og hun var jo så flot, om hun så gik i hullet tøj. De maste sig ud. “Skulle vi høre Jørgen om ...?” sagde Ebbe alligevel da de stod på fortovet. Karen tøvede, for det var jo det hun havde ment, men øjeblikket var forpasset, desuden var det bedst at lade som om det var en helt almindelig dag hvor de skiltes med et kram og sås i morgen. Hun rystede på hovedet, og de krydsede den travle gade. “Har du egentlig set Carl-Emil i dag?” spurgte Ebbe. “Nej?” Karen så op på ham. “Skal han med i aften?” “Ja, naturligvis.” Ebbe kiggede vagtsomt rundt, på Bispetorvet stod der nogle tyske officerer i ridebukser og langskaftede støvler. Nær Vor Frues brede indgangsparti holdt en militærvogn, men det var ikke usædvanligt. Tyskerne var overalt. “Kom så, eller vi kommer for sent!” Hun tog hans hånd, og så halsede de ned ad Studiestræde til de sidste timer, og da de endelig var slut, sivede de forbi de to stenugler ud på gaden. Ebbe havde

De døde og de levende.indd 16

06/04/16 10.18

betroet Jørgen sin mappe. Madpakken lå der for resten stadig. Den havde han glemt. “Pas nu godt på dig selv,” hviskede Karen. Ebbe trak hende ind til sig, og hun var så spinkel at det hver gang kom på bag på ham, for hun virkede meget større og stærkere. “Jeg holder så uendeligt meget af dig, Karen!” Det lød forkert. Tryglende. Alt muligt. Karen kiggede blot op på ham. “Kom nu afsted med dig,” sagde hun bestemt og gjorde sig fri, og så gik han hen til sin cykel, ikke længere stud.jur. Ebbe Høst, men modstandsmanden Rikard, og det ophidsede ham sært. Men det var også som om det ødelagde noget, som om han kun var med for spændingens skyld. Eller for Karens. Han vendte sig og vinkede, og hun vinkede tilbage. Jeg elsker dig, for fanden, Karen! havde han lyst til at råbe ud over hele byen, igen og igen, men så drejede hun om hjørnet og var væk.

* Karen skråede over Gammeltorv og op ad Strøget. Fortovet var det sædvanlige mylder. En benzinbil kom provokerende langsomt kørende: tyskere. Hun kiggede: ja, en flok majestætiske SS’ere, mørke, dystre paver med kraver af sølv, sortlakerede pandeskygger. Dødningehoveder. Hun ilede videre. Det mørknede allerede, og Raadhuspladsen var en heksekedel af trængsel. Der kom en linje 2, men netop som hun skulle til at stige på, kom hun i tanke om at hun jo var på cykel. Hun var da helt rundt på gulvet i dag! Hun skyndte sig tilbage ad Vestergade og fandt sin cykel. Professor Brinch stod og talte lavmælt med en anden mand, to grå skygger med sorte hatte under en gadelygte, det var som om byen bestod af hviskende, konspiratoriske mænd, og det var umuligt at skelne fjender fra venner medmindre de var i uniformer. I det samme kom Jørgen ud fra porten til Studiegaarden, og hun fornemmede at det gav et glad gib i ham da han så hende. Jørgen Budtz var en ranglet og kejtet falstring, præstesøn, og de tykke

De døde og de levende.indd 17

06/04/16 10.18

briller gav ham et gammelklogt, fjernt udtryk. Hun kunne godt lide ham. Og han var så fortabt her, i storbyen som han ikke brød sig om. Ebbe var hans eneste ven. “Karen! Er du stadig her?” Jørgen var ikke med i arbejdet, men han vidste lidt. Også om hende og Ebbe jo. “Havde glemt min cykel.” Hun satte sig op. “Sig mig, har du set Carl-Emil i dag?” “Fenger? Næh. Alt vel?” “Ja, ja. Undrede mig bare. Vi ses!” “Ja, vi gør.” Turen var længere end normalt, forekom det hende. Hun dre jede op ad Tesdorpfsvej. Carl-Emil boede med sine forældre i nærheden, skulle hun tage forbi og høre om han var syg? Men hun frøs og ville hjem. Det var ikke helt mørkt endnu, vinduerne i den hvide funkisvilla var gule af lys. Om lidt ville mørklægningsgardinerne rulle ned et efter et, som sorte øjenlåg. Hvor lang ville denne vinter blive, den fjerde krigsvinter? Den året før havde været den koldeste i mands minde, og denne tegnede ikke bedre. Koldt var det i al fald allerede. Iskoldt og blæsende. Hun låste sig selv ind. Fra dagligstuen kom der dæmpet snak. Der sad hendes mor og drak sherry med Carl-Emils mor. “Karen,” sagde hendes mor, “så kommer du endelig.” “Hvad mener du, mor? Jeg har været på universitetet. Goddag, fru Fenger.” “Goddag, Karen.” “Jeg har vel lov til at blive urolig. Alle de luftalarmer der var i går. Og der står i avisen at ... ja, der står så meget.” “Der står ikke særligt meget i avisen, mama. Det meste er jo censureret.” “Skulle det være nogen trøst?” Hendes mor vendte sig mod den buttede fru Fenger for at finde en allieret. “Ungdommen. Altid skal de tale en imod.” “Det er jo det man har den for, Kamma. Kors, hvor ser du brandgodt ud, Karen. Du bliver da bare kønnere og kønnere!”

De døde og de levende.indd 18

06/04/16 10.18

“Tak. Hvordan har Carl-Emil det?” busede det ud af hende, alt for ivrigt. De to damer så overraskede på hinanden, og i hendes mor tændtes et gammelt håb, kunne hun se. Hun havde stadig ikke accepteret ‘denne Ebbe fra Amager’ som hun plejede at omtale ham. “Ja, hvordan har Carl-Emil det?” “Traf du ham ikke på universitetet i dag?” smilte fru Fenger spørgende. “Næh, ikke i dag.” Karen forsøgte at slå en let tone an, men hun kunne mærke at hendes kinder blussede. Fru Fenger satte sit glas med strittende lillefinger. “Nu bliver jeg helt nervøs, Karen!” “Undskyld, det var ikke meningen. Vi går jo heller ikke på samme årgang. Det er sjældent jeg løber på ham.” “Bare I ikke roder jer ud i noget,” sagde hendes mor skarpt. “Som de sabotører der kun skaber ufred. Myg der stikker i elefanten. Flertallet er ballademagere og unge lømler, har jeg hørt. Hvad kan vi gøre andet end at forholde os i ro?” “Gøre modstand.” “Det er jo det rene ævl! Alle disse sabotager og likvideringer fører jo ikke til noget. Hver gang jeg hører et brag, så ved jeg at tyskerne betaler dobbelt tilbage.” “Jeg forstår godt hvis de unge er utålmodige,” indskød fru Fenger udglattende. “Men er det værd at sætte sit liv på spil? Næh. Vi kan vel bare se til.” Hun rystede på hovedet. “Carl-Emil har snart ikke tid til sin sport mere. Render til møder og ekstraundervisning. I dag skulle han også noget. Nå ja, Juridisk Diskussionsklub. Bare han nu når hjem inden spærretid.” “Møderne plejer at slutte i god tid,” sagde Karen. Men det var længe siden at nogen af dem havde været i diskussionsklubben som nu tjente som alibi for andre og vigtigere formål. “Skal du selv med?” “Jeg føler mig lidt sløj, så jeg bliver hjemme.” “God bedring, Karen. Nå, Kamma. Jeg må også hellere se at komme hjemad ...”

De døde og de levende.indd 19

06/04/16 10.18

Karen gik op på sit værelse og smed sig på sengen. Det ville blive en lang aften. En lang nat. Og når hun vågnede, ville hun stadig ikke ane noget.

* Ebbe gik frem og tilbage foran en kiosk i Nørre Farimagsgade, folk halsede forbi i den bidende vind. En kunde kom ud, og da han havde sikret sig at der ikke var andre i butikken, gik han ind. En lille rynket matrone stod bag disken, hendes mand var ved at sætte noget på plads på en hylde. Konen nikkede genkendende til Ebbe. “Goddag,” sagde Ebbe, “jeg skulle bede om en æske tændstikker. Og Nationaltidende.” Han tilføjede hurtigt: “Den er til min onkel Peter.” Damen smilte venligt, og mens hun tog imod mønterne, sagde hun med et blik mod døren: “Så må du hilse onkel Peter. Han venter på sin avis i Borgergade.” Ebbe nikkede, stak tændstikæsken i lommen og tog avisen, “godaften.” “Godaften, unge mand.” Han skyndte sig mod døren som i det samme gik op, en bred mand væltede ind, deres skuldre stødte sammen, og Ebbe tabte avisen. “Se Dem dog for!” vrissede manden som lugtede af spiritus. “Undskyld!” mumlede Ebbe, lige dele nervøs og vred, sådan en nar! Han skulle bare vide! Ebbe slog kraven op. Han havde en knude af spænding i maven, men han glædede sig til at få gjort kål på den værnemager, til at se de fordømte tyske vogne gå op i røg og til at fortælle Karen om det hele i morgen, måske på Jørgens værelse. Han sprang op på cyklen og trampede afsted. Den lange, overbefolkede Borgergade med de mange marskandiserbutikker var kantet af faldefærdige, århundredegamle huse der i tidens løb havde fået smækket den ene etage efter den anden ovenpå så de lignede skævt stablede papkasser. Her havde, ind-

De døde og de levende.indd 20

06/04/16 10.18

til for nylig, de ludfattige østeuropæiske jøder holdt til med deres sorte tøj, mærkelige sprog og sære skikke; det nærmeste man i København kom en ghetto. Han kendte dem ikke, hverken skikkene eller fattigjøderne, men de var også mennesker. De få jøder han kendte fra universitetet, kom fra hjem som Karens, fædrene var grosserere eller vekselerere. Men nu havde tyskerne fanget eller jaget alle væk, rige som fattige. De var allerede blevet sendt til Tyskland med dødsskibene, gemte sig på lofter og i kældre, ventede på at komme til Sverige. Men der var stadig masser af leben i gaden og kvarteret. Fra baggårde og gyder en skønsom blanding af værkstedslarm og legende børn, fra de mange værtshuse høje stemmer. En mærkeligt grov og brunstig støj i kulden, som en motor der ikke ville starte, en evig uro. Fanden tage det hele! Bare ikke Karen og ham og Danmark! Men saneringen var allerede i gang: gabende huller i husrækken som udbombede kratere. Her rev man ned, ude i Europa blev man bombet. Men så var han der. Ebbe stod af cyklen efter Prinsensgade og fik øje på ham som gik under dæknavnet Kaj, en ung lærling. Kaj gik frysende frem og tilbage på fortovet og nikkede diskret til Ebbe. En varevogn parkerede, og Skorstenen sprang ud. På presenningen stod der Lindbjerg Aut. Gas- og Vandmester. Skorstenen åbnede bagpresenningen, tog to mælkekasser og forsvandt ind i en port mellem et ismejeri og en nedlukket jødisk skrædderbutik. Ebbe ventede lidt, fulgte så efter. Baggårdene bestod af snævre smøger, en labyrint af latrinhuse og skure hvoraf nogle tjente som boliger. En flok beskidte rollinger løb forbi ham. Han fandt det rette baghus, den smalle trappe lugtede af kål og øretæver, bag dørene hørtes skænderier og barnegråd. Ebbe standsede foran døren under loftet og bankede de aftalte tre gange. “Hvem dér?” “Jeg kommer med onkel Peters avis.” Herbert åbnede med en smøg i mundvigen og skulede ned ad trappen mens han gelejdede Ebbe ind, der var ingen entré, kun stuen og et lille køkken.

De døde og de levende.indd 21

06/04/16 10.18

“Godaften, Rikard!” lød det muntert et sted i det kolde, røgindhyllede rum. Det var Luffe, vistnok bankassistent. Alle havde overtøj på. Lille-Ib, eller Skorstenen, var allerede i gang med at klargøre de brand- og sprængbomber de skulle bruge. Herbert hostede kort for at få deres opmærksomhed: “Godt, så mangler vi kun Ole. Er alle klar og kender deres opgaver?” En tavs nikken og skraben af fodtøj mod gulvet. “Jeg så ham ikke på uni... i skolen i dag.” Ebbe fægtede nervøst med Nationaltidende, i den nye gruppe måtte de ikke afsløre hvem de var, hvad de lavede. “Ole, mener jeg. Men det er heller ikke altid jeg render ind i ham.” “Gjorde du ikke?” udbrød Ribe, en af de nye, han var meget ældre end de andre, måske fyrre, men virkede som gruppens benjamin; hans stemme dirrede. “Vi giver ham fem minutter!” sagde Herbert. “Og vi følger planen, no matter what!” Herbert havde stukket sit slips ind mellem to knapper i sin koksgrå skjorte. Han var en svær mand under middelhøjde omkring de femogtredive år, med en evig smøg i kæften. Det var kun et par måneder siden at Herbert var dukket op i Lille-Ibs hybel ved højbanen på Ydre Nørrebro hvor de plejede at mødes, og lakonisk havde meddelt at han overtog styringen af gruppen efter Gerhard. Den smule de vidste om ham, var at RAF havde kastet ham ud med faldskærm oppe ved Furesø i forsommeren. Ham, der gik under dæknavnet Erling, en høj flabet fyr med bølget, mellemblond hår, havde til mødet forleden, hvor de minutiøst gennemgik aktionen, spurgt Herbert om han også havde haft en smøg i munden da englænderne kastede ham ud. Ja, svarede Herbert. Men jeg tændte den først da jeg var landet. “Også selvom Ole ikke kommer?” “Ja,” svarede Herbert bistert. “Alt er klappet og klart. Luffe og Rikard cykler i forvejen derud, vi har jern med til jer, så I skal ikke være nervøse for at blive standset af tyskersvinene. Erling og hans folk støder til. De to sabotagevagter er bevæbnede, men ganske harmløse. Jeg ved ikke på hvilket herberg de har fundet

De døde og de levende.indd 22

06/04/16 10.18

dem.” Herbert trådte sin smøg ud på gulvet, spyttede nogle tobaksstumper ud, “sortbørslort!” mumlede han og målte kort Skorstenen som stod med ryggen til dem ved et lille spisebord, opslugt af sine bomber som forsigtigt blev placeret i mælkekasserne en efter en. “Det her er bare begyndelsen, venner. Vi taler om et lumpent autoværksted fyldt med tyske køretøjer og et par retarderede vagter. Betragt det som træning. Næste gang ...” Han lod fortsættelsen hænge i luften, kastede et irriteret blik på sit armbåndsur. “Men ...” begyndte Ribe igen, der var små svedperler på hans bløde overlæbe. “Hvordan kan vi vide at der ikke er sket noget med Ole? Kan vi ikke ringe til ham?” Herbert vendte blot ryggen til Ribe, og Ebbe så hvordan den stakkels mand krympede sig i sin overfrakke. “Godt!” Herbert klaskede håndfladerne mod hinanden med et højt smæld. “Tiden er inde. Rikard går først. Luffe, du følger efter om to minutter. Vi ses derude!” Trappen, forbi lokummerne og de beboede skure. Ebbe standsede i porten. En mand skubbede en trækvogn forbi. Kaj dukkede frem, med kinder der var blå af kulde, nikkede kort. Ebbe strøg hen til sin cykel, låste den op med rystende fingre, men det var lige så meget fordi han allerede hundefrøs, og så cyklede han forbi Nyboder og ud mod Trianglen på Østerbro. Den almindelige fyraftenstrafik og travlhed virkede sært beroligende. Jo, der var de sædvanlige tyske vogne og patruljer, men han havde ikke så meget som et illegalt blad på sig. For øvrigt var det jo nærmest at betragte som en øvelse, det havde Herbert selv lige sagt, og om en time eller to var det allerede overstået. Efter Idrætsparken bredte Fælledparken sig til begge sider, stor og mørk. Luffe indhentede ham ved Vibenshus Runddel, men de lod som ingenting. Ebbe drejede af ved Haraldsgade og stillede sin cykel ved byggeforeningshusene så den stod på den rigtige side når han senere blev smidt af. Derfra gik han hurtigt videre ud ad Lyngbyvej. Uroen var tilbage. Det var nu virkelig besynderligt at CarlEmil ikke var dukket op, Carl-Emil som jo havde startet gruppen

De døde og de levende.indd 23

06/04/16 10.18

sammen med Gerhard, og som havde fået Karen og dermed ham med ind i det. Men der var sikkert en god forklaring. Ved Rovsinggade stod der en ung kvinde med en baskerhue og trippede af kulde. “Undskyld, men har De ild?” spurgte hun. Ebbe fandt æsken med tændstikker. Et ægtepar passerede dem i det samme. “Tak,” smilte hun og hviskede: “Alt roligt. Held og lykke!” Hun skyndte sig bort. Der var langt mellem lygtepælene og det svage lys de udsendte, og i et svimlende sekund lignede de en lang række af galger. Han kiggede sig over skulderen. Luffe kom gående med hænderne dybt begravet i overfrakken. Det så sgu lige tykt nok ud! Men her var ikke et øje. Så fortsatte han ind i det spredt belyste halvmørke.

* Wahlgrens Autoværksted lå bag et højt pigtrådsbeskyttet rækværk, mellem en tilsyneladende vidtstrakt byggetomt og en nedlagt lakfabrik. På denne side af strækningen var området nærmest et terrain vague. Hullet, trist og sparsomt bebygget. På østsiden, efter Lyngbyvejens S-station, holdt nogle ældre villaer endnu stand, omringet af Ryparkens nye boligblokke. Skorstenen havde været forbi værkstedet under påskud af at hans bil skulle til service, og der var proppet med tyske motorcykler, konfiskerede personvogne, lastbiler. Hvor var det sært, tænkte Ebbe, at folk blev så fortørnede over at tyskerne var begyndt at beslaglægge biler, fabrikker og ejendomme, for de havde jo fra første færd beslaglagt hele Danmark! Men nu var slutspillet i gang, vendepunktet for længst indtruffet med El-Alamein og Stalingrad, om kun seks uger ville de skrive 1944, og til sommer ville besættelsen være overstået. Det var han overbevist om. Luffe travede forbi ham og stillede sig lige efter værkstedets gitterport. En hund gøede derinde, men tav heldigvis snart. Minut-

De døde og de levende.indd 24

06/04/16 10.18

terne gik. Luffe gestikulerede tavst med skuldrene som en anden mekanisk dukke, hænderne stadig dybt begravet i lommerne som om han ville sige “hvor pokker bliver de af?” Men så kom, nordfra, bilen fra Erlings gruppe, en stor, sort Opel, og i det samme varevognen inde fra byen. Den kørte godt til, lavede en U-vending i Emdrupvejkrydset, overhalede Erling og bremsede foran autoværkstedets gitterport. Fra da af gik alting lynhurtigt. Eksplosioner fulgt af korte glimt. Åndeløse bevægelser og brag og skud og kommanderende råb og frosne silhuetter, og det var som om han så det hele udefra alt imens han kunne mærke hver eneste celle i sin krop, han var to, han var ingen, han var en møtrik i den motor der sprængte og skød sig frem ... Kaj sad bag rattet. Ribe åbnede bagpresenningen og rakte Ebbe og Luffe deres jern, “pas på, de er ladte!” Pistolen var iskold. Luffe vinkede Opelen frem. Der lød et mindre brag, en række korte plaf. Varevognen fortsatte med et brøl ind på gårdspladsen samtidig med at Erling og en rødhåret mand sprang ud af den sorte Opel og løb efter vognen sådan at de var i dækning af den. Chaufføren, en ung gut med runde kinder, kørte Opelen frem så den spærrede og forhindrede forbipasserende i at se den ødelagte port. Ebbe løb efter Luffe med dukket hoved og hævet våben. Det var en stor gårdsplads, men den var kun oplyst af varevognenes forlygter. Han snublede halvt over noget stort og blødt og var lige ved at tabe pistolen. En skælvende pelsklump lå og klynkede i en mørk og ulækker pøl. Siden var ét stort åbent sår. En gammel schæferhund. “Tjep-tjep!” råbte nogen. “Her, for helvede!” En lommelygte flakkede. “Kom nu!” Hurtige trin, banden. Biler tonede frem. Men de fleste var indenfor. Skorstenen og Ribe var i gang med at læsse mælkekasserne af. Luffe stod og holdt en fedladen mand op med sin pistol. “Hvor er den anden vagt? Svar, for helvede!” Sabotagevagten stirrede bare skrækslagent på Luffes pistol. Ebbe stak sit våben i frakkelommen, løb hen og tog en kasse. “Forsigtig med det jern,” sagde Skorstenen. Han bar mælkekassen hen til selve værkstedet. Erling kom ud fra en høj tilbygning

De døde og de levende.indd 25

06/04/16 10.18

med en maskinpistol i hånden. “Ingen her,” råbte han og klaprede ned ad trappen. “Og telefonen er cuttet!” Herbert og den rødhårede var gået ned i knæ lige inden for døren til det store, mørklagte lokale med løftede våben. “Kom frem, eller vi skyder!” råbte Herbert. Og med et kast bagover med nakken: “Find ud af hvor den anden vagt er. Nu!” Den rødhårede strøg væk, og Erling overtog hans plads. Under den ankellange overfrakke havde han et pistolhylster i en brun skrårem. Skorstenen var forsigtigt i gang med at tømme mælkekasserne. Der lød et skud bag dem på gårdspladsen. Ebbe så hvordan hunden spjættede, blev stille. “Hvad djævlen var det?” snerrede Herbert. Erling vendte sig roligt: “En af dine mænd skød køteren.” “Den idiot! Vi kan sgu også bare ringe til Gestapo og sige hvor vi er!” “Jeg havde håbet jeg kunne nå at få et rask serviceeftersyn på min Opel.” Erling krøb lidt frem, strøg det mellemblonde, bølgede hår tilbage. “Hvad kørte du i ovre i England, Herbert? Jaguar? Jeg har altid drømt om at få en Jaguar.” Herbert hævede stemmen: “Hallo, makker! Sidste chance. Inden vi sprænger lortet!” Lutter tavshed. En vandhane, eller hvad det var, dryppede mod cementgulvet. “Der er ikke nogen,” sagde Erling. “Jeg går sgu ind! Vi har ikke hele aftenen! Jeg har en fræk aftale senere.” “Vent!” “Så er jeg klar!” hviskede Skorstenen. “All right.” Den rødhårede kom tilbage: “Jeg tror den anden vagt gemmer sig bagved. Men jeg får brug for en mand til at dække mig.” “Jeg skal bruge dig her, Røde. Rikard, du og Ribe tager ham. Husk at få hans våben, vi kan bruge det. Go!” “Men ...” Herbert hørte ham ikke. “Fyr op under kedlen! Skynd jer! I har to minutter!”

De døde og de levende.indd 26

06/04/16 10.18

Skorstenen, Erling og den rødhårede spredte sig i det store rum og placerede spræng- og brandbomberne under køretøjerne. Herbert fik øje på Ebbe. “Står du stadig her, mand! Vi kører om lidt!” “Hvad hvis han er i bygningen?” “Ja, så brænder han op i helvede. Vi har advaret ham. Afsted!” Ebbe trak Ribe væk fra hunden. Kaj havde vendt varevognen så den holdt med snuden den rigtige vej. Luffe stod stadig og holdt den ene sabotagevagt i skak. “Undskyld ...” begyndte Ribe. “Jeg kunne bare ikke. Den led ...” “Hold nu kæft,” hvæsede Ebbe. De sneg sig ned langs autoværkstedet. Der var kun en bleg pære over en lille vendeplads. En skygge bevægede sig nede ved en garage. Ebbe sprang om bag en olietønde. “Skyd ikke!” lød en rystende usikker stemme. “Jeg er på jeres side!” “Smid dit våben!” “Gør jeg nu.” De hørte en tynd raslen af jern mod asfalt. “Spark det hen til os. Kom frem med hænderne i vejret!” Manden kom tøvende frem, han så uskadelig ud. Bukserne hang på ham, fordi han stod med hænderne i vejret. En sølle mandsling. I det samme tudede en bil længe og indtrængende. Signalet! Det måtte være den sorte Opel. Og de kunne høre varevognen gasse vanvittigt op. “Fandens!” “Lad os komme væk!” råbte Ribe og spænede afsted. Der kom en knitren af skud fra værkstedet, og lyden af knust glas og projektiler der slog med metal. “Rikard!” råbte Luffe oppe fra gårdspladsen. “Tyskere! Løb!” Så kom den første brandeksplosion, et dumpt brag, så flere hule brag, ruder blev blæst ud, det regnede med glasskår, splinter borede sig ind i ham, en myrehær af nålestik. Flammerne stod op gennem taget, en giftig og kvælende røg af benzin, olie og smeltende bildæk væltede ud. Varmen var enorm, og vinden pustede det hele op til et gigantisk bål. Så kom der er en ny og større eksplosion,

De døde og de levende.indd 27

06/04/16 10.18

netop som han næsten var ved gårdspladsen, først nu opdagede han at sabotagevagten var lige bag ham, han kunne se varevognen, der lød et knald, og sabotagevagten faldt. Luffe lænede sig ud og strakte armen frem mod ham fra ladet af den rullende varevogn. “Hop, Rikard!” Men så eksede hans ben under ham. Den døde hund lå lidt væk. Alle andre var borte. Den stinkende røg. En klynkende stemme et sted bag ham. “Mit knæ, mit knæ!” Vognen var på vej ud gennem porten, Herbert åbnede døren, råbte noget. “Ri-kard!” Luffes stemme druknede i eksplosionerne og larmen. Alting brændte. Han blødte. Karen ... sort røg. Mærkelig smag i munden. Han hørte skridt. Så kom de altså, tyskerne. Det var slut. Men han blev trukket op, en stemme sagde: “Kom så, makker, du kan godt!” Det var Erling. Han halvt bar, halvt slæbte ham ud gennem porten til den sorte Opel. Ind bagi. Røde skød fra bagsædet over mod en tysk patrulje. “Kør!” skreg Erling, og vognen accelererede, men i det samme splintredes ruden i chaufførens side, og der var blod over det hele, bilen slingrede, og så ramte de et eller andet og blev kastet hårdt tilbage i sæderne. Et stød jog op gennem hans nakke. Det sortnede. Et sekund var han helt væk. Chaufføren sad med hovedet bagover, forvredet. Den ene side af ansigtet var skudt væk. Munden var mørk, blodfyldt, øjet hang der hvor kindbenet havde været. Forruden var én stor blodig plamage. Hårtotter, hudstykker, små hvide knoglestumper. Han skulle kaste op, men Erling havde allerede flået døren op, “ud!” “Stik mig din maskinpistol. Jeg opholder dem,” råbte Røde, “de er ikke så mange endnu.” “All right. Men der kommer snart flere!” “Kom nu ud med dig, du der!” Den rødhårede skubbede brutalt Ebbe ud af bilen, krøb selv efter og gik straks i dækning bag vognen mens han skød over mod tyskerne som svarede voldsomt

De døde og de levende.indd 28

06/04/16 10.18

igen. Et projektil fløj lige akkurat forbi ham. Et vredt, koldt sus af død. Erling skød som en gal. De var ikke nået længere end til byggetomten. Kugler haglede mod bilen som var braget ind i en lygtepæl. Ebbe mærkede et varmt, glødende jag i baglåret, mere som en fibersprængning, tænkte han omtåget, humpede videre. Erling trak ham ned i en grøft. “Kom nu, Røde!” skreg Erling. “Du kan skyde nogle flere en anden dag!” “Jeg giver jer et forspring. Fis nu af med jer!” Projektiler fløj rundt, men bilen tog de fleste. “Søg mod jernbaneterrænet.” Erling gav ham et hårdt puf. “Løb, for fanden!” Røde sprang op og skød, gik i dækning bag bilen, skød igen. Ebbe kom op fra grøften, trak væk gennem et ujævnt krat. Der lød et mærkeligt kort skrig oppe fra bilen. Erling råbte: “Røde! Er du ramt?” Der kom ikke noget svar. Ebbe så Erling løbe op fra grøften med pistolen i strakt arm, men han fyrede ikke af. Tyskerne skød heller ikke. Et sted oppe på Lyngbyvejen hørtes kommandoråb og trampen af støvler, men ingen skudsalver. Ved bilen lød en jamren og en kort, indædt diskussion. “Gør det nu!” Det var Røde. Et enkelt pistolskud rungede ved bilen. Erling kom frem, satte i et spring over grøften. Pistolen havde han ikke længere. “Videre!” kommanderede Erling. De fortsatte over byggetomtens usynlige huller og høje jordbunker, så var der pludselig nogle projektører der jog hen over området, og de kunne se jernbaneterrænet der et øjeblik lå badet i et skarpt lys, og bag det toppen af nogle kolonihavehuse. Det måtte være vagterne på Nordwerk, det nærliggende tyske våbenlager, der var blevet alarmeret. “Ned!” Erling trak ham med. Lyset fejede hen over området. Jorden var råkold, og han frøs som han aldrig havde frosset før. De kunne høre sirener. Når en flakkende projektør havde passeret,

De døde og de levende.indd 29

06/04/16 10.18

kravlede de langsomt frem. Så slukkede de endelig projektørerne på den gamle General Motors-samlefabrik i Rovsinggade. Et sted langt væk bjæffede nogle hunde. I det som måtte være nordøstlig retning, stod nogle høje flammer op fra autoværkstedet. “Har du stadig dit jern?” hviskede Erling. Han mærkede efter, selvom det var svært når han lå på jorden. “Nej. Jeg må have tabt det.” Erling bandede lavmælt. “Har du en pille?” Ebbe forstod først ikke. “Mener du en cyankaliumpille?” hviskede han, blodet bankede i tindingerne. “Nej.” “Så må vi sgu hellere klare den, ik’! Vi venter lidt, de har det med at tænde lysene igen.” Og rigtigt nok, efter nogle lange minutter kastede projektørerne igen deres kolde hvide stråler rundt. Så opgav de igen. “Flinke fyre, sådan at vise os vej,” sagde Erling, samme friske jargon, men nu helt tonløs. “Rør dig ikke. Vent til jeg gør tegn.” Erling gjorde endelig tegn, og de løb over mod hegnet til jern banen. Hvordan han kom over, anede han ikke. Men det gjorde han. Smerterne i låret kom og gik. De gemte sig bag en godsvogn. “Mit lår, jeg tror at jeg er blevet ramt ...” “Stille!” Erling trak ham med til det næste hegn. Igen over, på mirakuløs vis. De halsede ned ad en mørk smal grussti med hække og små kolonihavehuse. “Ind her!” Erling åbnede en låge til en kort havesti, sparkede resolut en dør op. Ebbe famlede sig frem og faldt om i en lænestol. Erling travede hvileløst rundt i den lille bræddehytte der kun bestod af et enkelt rum, kiggede forsigtigt ud, lyttede. Her var iskoldt. Ebbe tog sig til øret, og hans hånd fyldtes med noget vådt og blødt. “Det er ikke noget,” sagde Erling, som om han kunne se i mørke, “snitsår. Blodet er løbet ned i dit øre.” “Hvor er din pistol?” spurgte Ebbe så, selvom han næsten kendte svaret.

De døde og de levende.indd 30

06/04/16 10.18

“Jeg ... smed den ved ham. Måske virkede det. De har ikke sendt hunde efter os. Endnu.” Ebbe rystede over hele kroppen, han kunne ikke tro det. Erling havde skudt Røde! Erling gik væk fra vinduet, hans stemme var kold og klar: “Det var en aftale vi havde. Hvis en af os ... ja, du ved. Hellere det, end du ved. Jeg behøver ikke at fortælle dig hvad man bliver udsat for derinde. Inden de henretter dig.” “Det er min skyld,” brast det ud af ham. “I skulle være kørt! Jeg har kostet to mand livet ...” Erling gik søgende rundt. Han fandt til sidst et viskestykke, helt stift og klamt af kulde, og rakte Ebbe det. “Tør dig i ansigtet. Du kan ikke gå rundt med blod i hele fjæset.” Han åbnede døren på klem, lyttede. Lukkede den forsigtigt. “Vi må videre. Er du klar?” Var han? Han vidste det ikke. Så sagde han: “Hvis der sker mig noget, skal du kontakte Karen. Karen Honoré, min ... kæreste ...” “Vi har fandeme ikke tid til damesnak nu. Tyskerne kan være her hvert øjeblik!” Ebbe kom op af stolen, låret gjorde satans ondt, og nakken var mærkeligt stram, han kunne næsten ikke dreje hovedet. De sneg sig ud, og i den stille, overskyede nat var det som om grusset knasede højt og sladrede om dem. Vinden var løjet af. Erling standsede, lyttede. Så nikkede han, og de fortsatte ad stierne og fandt endelig ud fra kolonihaveområdet. I det samme hørte de en større vogn nærme sig med et aggressivt brøl. Erling trak Ebbe ind i en hæk. Små skarpe grene borede sig ind i ham. Vognen drønede forbi, standsede med et kort bremsehvin foran kolonihaveindgangen. Kommandoråb, støvler ramte jorden, Ebbe talte dem, et par, to par, tre, fire ...

* Karen vågnede med et sæt. Hun tog en slåbrok over natkjolen og gik ned. Famlede sig gennem hallen. Hun havde lyst til at tænde

De døde og de levende.indd 31

06/04/16 10.18

samtlige lamper i huset, mørklægningsgardinerne var alligevel trukket for, havde lyst til at cykle ind til kollegiet, eller helt ud til Amager hvor hun kun havde været én gang. Hun gik hvileløst frem og tilbage i dagligstuen. Skænkede sig et glas madeira og dumpede ned i sofaen. Så stille her var ... Da hun gik i seng, stormede det næsten. Nu var alting så dødstille ... Et par timer senere vågnede hun i sofaen og vaklede op ad trappen, nærmest i søvne, og da vækkeuret ringede, var hun helt væk. Bare to minutter. Hun vendte sig om. Så fór hun op. Den var næsten halv otte! Hendes far var for længst gået, morgenavisen lå sammenfoldet ved hans plads for bordenden. Hun drak en kop te og huggede et stykke toast i sig, så fór hun ud ad døren. Det blæste igen koldt. Da hun drejede af ved Jarmers Plads, begyndte hun pludselig at græde, hun havde de værste anelser, og hendes fingre var følelsesløse af kulde, hun havde glemt sine handsker i farten. Karen stormede ind i Studiegaarden, fandt auditoriet, rev døren op. Forelæsningen var i fuld gang. Hele salen målte hende. Alle undtagen én bestemt. Nej, Ebbe var der ikke. Alting flød ud. Hendes hjerte sank. Nogen vinkede. Jørgen. Læreren sendte hende et olmt blik og genoptog sin gennemgang af ekspropriationsloven. Karen klemte sig ned ved siden af Jørgen som hviskede: “Jeg har Ebbes mappe. Han kom ikke forbi og hentede den. Men måske nåede han hjem?” tilføjede han håbefuldt. Et øjeblik svimlede det for hende. Jørgen mumlede noget som hun ikke fik fat i, kun at det lød trøstende. Karen fandt sine ting frem og tog flittigt noter, selvom hun ingenting hørte og hele tiden skævede mod døren, og da hun bagefter studerede noterne, var det ikke andet end ulæselige kragetæer. Han kom aldrig, Ebbe, og det var først nede på Kannibalen at hun ad omveje hørte hvad der var sket.

* 32

De døde og de levende.indd 32

06/04/16 10.18

De tyske soldater forsvandt trampende ind på kolonihaveområdet. De havde åbenbart ikke hunde med. Det var sikkert kun et spørgsmål om tid før en ny vogn med sporhunde dukkede op. Militærvognen holdt stadig foran indgangen, med forlygter der lyste bort fra dem. En vogndør smækkede, der lød skridt frem og tilbage på stedet. Erling ruskede forsigtigt i Ebbe og gestikulerede tavst at de skulle liste væk. Vagten stod med ryggen til dem og sparkede undersøgende til et forhjul. De strøg over vejen, og Ebbe kunne dårligt følge med, det ene ben var som tappet for kræfter. De nåede til en villavej og fortsatte ad en masse andre små veje med mørklagte huse. Ebbe havde det som om de gik i ring, det jog i nakken, baglåret dunkede, men det værste var at Erling for en gangs skyld virkede rådvild. “De her små pisseveje ligner hinanden!” rasede han. “Hvor skal vi hen?” prustede Ebbe. Erling svarede ikke, vadede afsted, trak ham ind i en indkørsel når de hørte et køretøj, men der var langt mellem dem, og de få der var, var gasdrevne taxaer, den ene var tom, men Erling turde ikke tage nogen risiko. De nåede en bred vej. Emdrupvej. “Godt.” Erling gned sine hænder. “To minutter, så er vi i sikkerhed.” De drejede ned ad en ny villavej. En bungalow. Erling ringede og hamrede på hoveddøren. “Ja?” lød det omsider bag døren. “Åbn. Det er mig!” “Hvem mig?” “Ja, Lennart, for satan!” Døren gik endelig op. En tæt mand skyndede tvært på dem. Først nu, i den varme entré, mærkede Ebbe hvordan han rystede af kulde. En kvinde dukkede op, voksbleg og med uglet hår. “Han bløder jo!” udbrød hun bestyrtet. “Beklager, frue,” kom det fra Erling. Eller var det Lennart? Betød det noget? Han var så gudsjammerligt træt, at han kunne lægge sig ned på gulvet og sove.

De døde og de levende.indd 33

06/04/16 10.18

Men han blev gelejdet ind på en briks, hørte dem tale dæmpet, han fik et glas vand, og de tvang nogle piller i ham så han var ved at kløjes i dem, og så sov han endelig, kort og tungt, og han vågnede ved at nogen ruskede i ham. Erling betragtede ham med et fladt smil, og det hele kom væltende: Røde, chaufføren, flugten. “Klar til afgang? Vi skal have en doktormand til at se på dig.” “Hvorfor?” “Du har vist en kugle i baglåret.” Erling og en pilskaldet mand i en hvid kittel bar ham ud på en båre. Morgenkulden smøg sig om ham. Erling havde også fået en hvid kittel på og lignede halvt en engel, halvt en bedemand. Lyset var kun akkurat ved at bryde frem. Erling og den skaldede skubbede ham ind i en ambulance, smækkede døren i. Så kørte de. Gennem byen. Stoppede. Og hver gang de stoppede, tænkte han skrækslagent, at det var slut. Endegyldigt. En tysk kontrol. Men så kørte de igen. Og stoppede. Og kørte. Han havde ondt alle vegne, hovedpinen lå som en lille stenhård klump af angst i hjernen, måske havde han feber, han kunne ikke længere mærke sin krop, flød væk, ambulancen føltes som en rustvogn, byen derude med alle dens lyde og glæder og bekymringer blev fjernere og fjernere. Et lille nøgent rum. En portør holdt nervøst øje med døren. En læge pillede kuglen ud af ham og fjernede splinterne i hans ansigt. Syede ham. Lægen arbejdede hurtigt, koncentreret. I samme øjeblik han var færdig, krængede han plastichandskerne af, fortalte at de ville gemme ham på kræftafdelingen, et af de få steder tyskerne undgik når de regelmæssigt foretog ransagninger på hospitalet for at lede efter sårede sabotører. “Det er det sikreste sted her, næst efter barselsgangen,” smilte lægen og skyndte sig ud. Portøren rullede ham ned ad nogle lange gange til en seksmandsstue. Hjalp ham op at sidde, skubbede en pude ind under hans ryg. Det jog frygteligt i nakken. Og han var tilbage i bilen, de bragede ind i lygtepælen.

De døde og de levende.indd 34

06/04/16 10.18

DE DØDE OG DE LEVENDE

er en roman om krig og kærlig-

hed, om skyld, forræderi og begær. Den følger en gruppe modstandsfolk i København 1943-50. Deres hemmeligheder, løgne og drømme. Stilheden Benn Q. Holm (født 1962) debuterede

efter kampen, den svære fred.

BENN Q . HOLM DE DØDE O G DE LEVENDE

FOT O T H O MA S A .

I 1943 ligger besættelsen tungt over Danmark. Det unge kærestepar

BENN Q . HOLM

DE DØDE OG DE LEVENDE

Romanen er en fest. Det er hamrende godt. – Politiken Det er en bragende godt skrevet bog. – BT Man må bøje sig i respekt. – Information

Holm udskifter denne gang sin lette storbymelankoli med en hæsblæsende og humoristisk kynisme, der passer godt til vores slyngelhelt … Det er ret morsomt gjort. – Politiken

lindhardtogringhof.dk

R O M A N L I N D H A R DT O G R I N G H O F