De sidste vidner - læseprøve

„Et moralsk og litterært storværk.“ EXPRESSEN Om Zinkdrengene „Ubærlig men nødvendig læsning.“ Berlingske Tidende

♥♥♥♥♥

I 1985, fyrre år efter afslutningen på Anden Verdenskrig,

Politiken

opsøgte Svetlana Aleksijevitj kvinder og mænd, der var

★★★★★★ „Svetlana Aleksijevitjs udgivelser hører utvivlsomt til de stærkeste tekster, der er udkommet de seneste år på dansk.“

børn i Sovjetunionen under krigen, og bad dem fortælle om deres oplevelser. Bogen indeholder hundrede dybt personlige og rædselsvækkende beretninger om børn i krig.

Kristeligt Dagblad

„Jeg bad dem om en eneste ting: at mindes deres barn­ lige ord. Deres barnlige følelser. At vende tilbage til den Om Krigen har ikke et kvindeligt ansigt

★★★★★★ „Aleksijevitj er verdenslitteratur.“ Berlingske Tidende

★★★★★

tid, da de stadig var engle. For jeg vidste: Dette kan ikke fortælles med andre ord.“ – Svetlana Aleksijevitj „Børnenes vidnesbyrd er identiske med det, nye genera­ tioner i dag bliver udsat for i krige i Syrien, Afghani­stan og Iran.“ DAGENS NYHETER

„Krigen har ikke et kvindeligt ansigt er Nobelprisen værdig.“ Jyllands-Posten

♥♥♥♥♥♥ „At lytte, virkelig lytte, til et andet menneskes stemme, er en kærlighedens kunst. Aleksijevitj har også gjort det til stor litterær kunst.“ Politiken

LINDHARDTOGRINGHOF.DK

SVETLANA DE SIDSTE VIDNER A L E K S I J E V I TJ

„Et unikt og særdeles vigtigt bidrag til vor fælles historiske arv.“ VG

SVETLANA ALE KS IJ E VITJ DE S I DSTE VI DN E R Forord af Flemming Rose

Svetlana Aleksijevitj er forfatter, født i 1948 og opvokset i Sovjet­ unionen (Hviderusland). Efter at have boet i Göteborg og Berlin bor hun nu i hjembyen Minsk. I 2012 udkom Krigen har ikke et kvindeligt ansigt, som fortæller den ukendte historie om de cirka en million kvin­ der, der kæmpede i den røde hær under Anden Verdenskrig. Bogen er den første bog i Svetlana Aleksije­ vitjs hovedværk, en cyklus, som hun kalder Utopiens stemmer. Siden er udkommet Zinkdrengene (2016) og Secondhand-tid (2016).

Svetlana Aleksijevitj har modtaget en lang række priser, bl.a. den sven­ ske PEN-pris, Leipzigbogmessens litteraturpris og De tyske boghand­ leres fredspris samt senest Nobel­ prisen i litteratur 2015.

NOBEL PRISEN

I LITTERATUR

2015

LINDHARDT OG RINGHOF

FOTO: © MARGARITA KABAKOVA OMSLAG: IMPERIET.DK

Svetlana Aleksijevitj

De sidste vidner Hundrede børneuegnede barndomshistorier Pü dansk ved Jan Hansen Forord af Flemming Rose

Lindhardt og Ringhof

De sidste vidner.indd 3

06/07/17 11:52 am

De sidste vidner er oversat fra russisk efter Последние свидетели, 1985 Copyright © 2004 by Svetlana Aleksijevitj All rights reserved Published by arrangement with Literary Agency Galina Dursthoff Udgivet af Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, København 2017 Omslag: Imperiet / Simon Lilholt Omslagsillustration: © Mary Evans / Rights Managed / NTB Scanpix Bogen er sat med Sabon og trykt hos Livonia Print ISBN 978-87-11-55856-0 1. udgave, 1. oplag 2017 Printed in Latvia

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun iden for de i aftalen nævnte rammer.

www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont

De sidste vidner.indd 4

06/07/17 11:52 am

I stedet for kommentarer, for det har jeg ikke ord til Under Anden Verdenskrig i Sovjetunionen (1941-1945) mistede adskillige millioner børn livet: russiske børn, hviderussiske børn, ukrainske børn, jødiske børn, romabørn, tatariske børn, lettiske børn, kasakhiske børn, usbekiske børn, armenske børn, tadsjikiske børn …

Dostojevskij rejste i sin tid spørgsmålet: Kan verden, vores lykke og endda evig harmoni retfærdiggøres, hvis så meget som én tåre er blevet udgydt af et uskyldigt barn under skabelsen af den.

Hans svar var, at i så tilfælde kan ikke et eneste fremskridt eller en eneste revolution retfærdiggøres. Og heller ikke en eneste krig. Den ene, lille tåre vil altid veje tungere …

De sidste vidner.indd 5

06/07/17 11:52 am

De sidste vidner.indd 6

06/07/17 11:52 am

FORORD

Krig med et (u)menneskeligt ansigt FLEMMING ROSE For nogle år siden mødtes jeg i Moskva med den russiske menneskerettighedsbevægelses ”bedstemor” Ljudmila Aleksejeva.

Hun var 86 år gammel og dårligt gående, men ikke desto mindre havde hun indtil for nylig deltaget i demonstrationer mod de russiske myndigheders krænkelse af forsamlingsfriheden i hovedstaden. Aleksejeva var efter et mangeårigt ufrivilligt eksil i USA vendt tilbage til Rusland efter det sovjetiske regimes sammenbrud i 1991. Hun fik i 1977 som en af stifterne af historiens måske mest succesfulde menneskerettighedsbevægelse Moskva Helsinki Gruppe valget mellem en enkeltbillet til en arbejdslejr eller landflygtighed.

Sovjetunionens legendariske Washington-ambassadør Anatolij Dobrynin erkender i sine erindringer, at der kan trækkes en linje fra stiftelsen af Moskva Helsinki Gruppe i 1976 til afslutningen på Den Kolde Krig, så påstanden om gruppens gennemslagskraft er ikke taget ud af den blå luft.

Ideen bag initiativet var lige så enkel, som den var genial.

I 1975 underskrev Vesten og østblokken den såkaldte Helsinki-slutakt, der havde til formål at fremme afspænding og samar7

De sidste vidner.indd 7

06/07/17 11:52 am

bejde mellem øst og vest. Den stadfæstede Jalta-aftalens deling af Europa i 1945 og Stalins efterfølgende indlemmelse af Central- og Østeuropa i det sovjetiske imperium, men den forpligtede også parterne til at respektere fundamentale menneskerettigheder, selvom de færreste troede, at Moskva ville gøre det.

Den sovjetiske ledelse var overbevist om, at den kunne ignorere Helsinki-slutaktens afsnit om respekt for borgernes frihedsrettigheder, og i første omgang blev aftalen da også opfattet som en væsentlig sejr for Sovjetunionen. Man havde fået Vesten til at anerkende Moskvas herredømme bag Jerntæppet og havde til gengæld selv kun givet symbolske indrømmelser.

Moskva Helsinki Gruppe, der til at begynde med talte 11 medlemmer, tog imidlertid Kreml på ordet og brugte slutakten til at holde den sovjetiske ledelse fast på sine forpligtelser. Det betød, at Aleksejeva og hendes kolleger indsamlede oplysninger om regimets krænkelser af menneskerettighederne. Dokumentationen blev givet videre til vestlige regeringer og den vestlige presse. Det lykkedes på den måde et par håndfulde retsløse mennesker i en totalitær stat uden nogen formel position at sætte spørgsmålet om respekt for menneskerettigheder øverst på den internationale dagsorden. Kreml følte sig så presset, at otte af gruppens medlemmer blev idømt lange fængselsstraffe, mens seks andre, heriblandt Aleksejeva, blev tvunget i eksil. ”Vi vidste alle, hvad prisen var. Jeg var sikker på, at jeg før eller siden ville blive arresteret og sendt i lejr, men inden da ville jeg forhåbentlig have udført et nyttigt arbejde. Jeg havde min families fulde opbakning. De var enige i, at tiden krævede det,” forklarede Aleksejeva, der i landflygtighed skrev standardværket om den sovjetiske dissidentbevægelses historie.

Efter det kommunistiske regimes sammenbrud vendte Aleksejeva som nævnt tilbage til Rusland, hvor hun i 1996 blev formand for den genoprettede Moskva Helsinki Gruppe, der i sin tid havde tjent som inspiration for Vaclav Havel og Charter 77 8

De sidste vidner.indd 8

06/07/17 11:52 am

i Tjekkoslovakiet og lignende grupper og derpå førte til etablering af en international menneskerettighedsbevægelse, der med base i New York blev til Human Rights Watch.

Da jeg over te og kiks og med udsigt til en overdådig samling russisk porcelæn på hylder og i vægskabe spurgte Aleksejeva, hvorfor hun i sin tid med mand og to børn havde engageret sig i en kamp, der så godt som sikkert ville ende med en ruineret karriere og måske også med et mangeårigt lejrophold i en sibirisk afkrog, svarede hun efter længere betænkningstid: ”Det gik for nylig op for mig, at mine oplevelser under krigen nok har været afgørende.”

Med krigen mente Aleksejeva Anden Verdenskrig eller Den Store Fædrelandskrig, som den kaldes i Rusland. Den begyndte den 22. juni 1941 med Hitlers krydsning af Sovjetunionens grænse i vest (Hviderusland) og endte med Tysklands kapitulation den 9. maj 1945 små fire år senere. Den krig er også omdrejningspunkt for Svetlana Aleksejivitjs De sidste vidner. En bog, det gør ondt at læse, for den beskriver rædsler og en menneskelig ondskab, som børn aldrig burde være vidne til.

Her er det i parentes bemærket vigtigt at gøre opmærksom på, at for baltere og polakker begyndte Anden Verdenskrig allerede i eftersommeren 1939 med den hemmelige Ribbentrop-Molotov Pagt, ifølge hvilken Stalin og Hitler delte det østlige Europa mellem sig. Og for balterne og polakkerne begyndte krigen ikke blot tidligere, den sluttede også for alvor først med Murens fald i 1989 og det sovjetiske imperiums sammenbrud to år senere, som banede vej for reetablering af østbloklandenes suverænitet som frie og uafhængige nationalstater.

Det er relevant, fordi de divergerende fortolkninger og holdninger til Anden Verdenskrig er med til at forklare de erindringspolitiske konflikter, der udspiller sig i Central- og Østeuropa. Den strid har et magtpolitisk perspektiv, som jeg vender tilbage til.

9

De sidste vidner.indd 9

06/07/17 11:52 am

”De fire år står lysende klart i min erindring. Det var den mest spændende og indholdsrige periode i mit liv,” tilføjede Ljudmila Aleksejeva.

Ifølge Aleksejeva mobiliserede befolkningen al sin sjælelige styrke i konfrontationen med Nazi-Tyskland. Folk sultede og led afsavn uden at beklage sig. I de år viste det store flertal sig fra sin bedste side, anførte Aleksejeva. Det enkelte menneske kunne klare langt mere, end vedkommende selv og omgivelserne troede.

Hun fortalte en historie fra Izjevsk, en by med 60.000 indbyggere i Ural, som under krigen voksede til 360.000 som følge af flytning af våbenfabrikker og uddannelsesinstitutioner og etablering af nye hospitaler til behandling af hårdt sårede soldater.

Det skete, uden at der blev opført en eneste ny bolig. Aleksejeva og hendes mor blev evakueret til Izjevsk, mens faren drog til fronten, hvor han i 1942 blev dræbt under Den Røde Hærs forsøg på at bryde den tyske blokade af Leningrad. ”Vi hjalp hinanden med at skaffe mad, brænde og alt muligt andet. Når vores lærer fortalte, at der om natten ankom tog med sårede fra fronten og spurgte, hvem der ville hjælpe, rakte alle hånden op, selv om de var ved at segne af udmattelse.”

Jeg kunne se, at Aleksejeva var berørt. Hun måtte tage en serviet og tørre øjnene, før hun fortsatte. Hendes stemme knækkede. ”Sådan var det. Det var ikke, fordi vi var så fantastiske. Alle opførte sig på den måde. Der var en enestående følelse af sammenhold.”

Jeg spurgte, hvordan erfaringerne fra krigsårene hang sammen med hendes engagement i menneskerettighedsbevægelsen. ”Jeg så, hvilke fantastiske mennesker, der fandtes i vores land. Efter krigen var jeg vidne til, hvordan de blev ydmyget på alle mulige måder. Det var uacceptabelt. I dag kan jeg se, at det satte en retning for de valg, jeg traf senere. Jeg er sikker på, at 10

De sidste vidner.indd 10

06/07/17 11:52 am

Stalin bestemte sig for at knuse den selvrespekt, som sejren gav befolkningen. Derfor blev undertrykkelsen optrappet efter krigen. Der var en afgrund mellem folket og magten.”

Aleksejevas bemærkninger fangede min opmærksomhed.

Hun så sovjetstaten og dens marxistisk-leninistiske ideologi som centrale instrumenter i undertrykkelsen af befolkningen, og hun havde det meste af sit voksne liv befundet sig på kollisionskurs med regimet, men hun fremhævede sine egne erfaringer fra Anden Verdenskrig som motivation for at engagere sig i menneskerettighedsbevægelsen. En krig der tjente som den store, centrale fortælling, når det det sovjetiske regime skulle legitimere sin magt. Sovjetunionens sejr i Anden Verdenskrig blev mere end nogen anden begivenhed skamredet af den sovjetiske propagandamaskine til at demonstrere, at den virkeliggjorte socialisme var alle andre politiske og økonomiske systemer overlegent. Sejren kunne bruges til at retfærdiggøre stort set hvad som helst: Løgne og fortielser, men også den undertrykkelse som Aleksejeva protesterede imod. Ikke desto mindre huskede Aleksejeva krigen som en tid, da folk rykkede sammen og kom hinanden ved på en måde, som hun hverken før eller siden havde oplevet.

Ljudmila Aleksejevas stemme kunne have været en af dem, som Svetlana Aleksijevitj lader komme til orde i denne bog.

Hun var 13 år, da Anden Verdenskrig begyndte, og hun tilhører således ”de sidste vidner”, den generation af borgere i det daværende Sovjetunionen, der var børn, da Hitler invaderede Sovjetunionen. Hendes historie overraskede mig, fordi hun som systemkritiker fremhævede krigen som livsformende for synet på sine sovjetiske medborgere. Hun var enig med sine politiske modstandere i, at krigen havde bragt det bedste frem i folk, og at der var tale om en enestående folkelig bedrift, om end hun lagde vægt på andre ting end regimet og ikke gav Stalin æren for noget som helst.

11

De sidste vidner.indd 11

06/07/17 11:52 am

Selv for en systemkritisk stemme som Aleksejeva har Anden Verdenskrig altså en helt særlig betydning. Det er den begivenhed, der mere end nogen anden binder russerne sammen som nation. Sejren i Anden Verdenskrig er et minde, som der for russerne er knyttet noget helligt til lidt på samme måde, som Holocaust er det for befolkningen i Vesteuropa, alle forskelle ufortalt.

Anden Verdenskrig i øst og vest På mange måder er Anden Verdenskrig stadig med os. Den definerer vores horisont, vores værdier og verdens indretning.

Anden Verdenskrig fylder også meget i Svetlana Aleksijevitjs forfatterskab og dagens Rusland. Fire af de fem dokumentariske bøger, der udgør Utopiens stemmer – Aleksijevitjs forsøg på at fortælle historien om ”det røde menneske” med dets egne ord – handler på den ene eller anden måde om Anden Verdenskrig. De sidste vidner og Krigen har ikke et kvindeligt ansigt beretter umiddelbart om Anden Verdenskrig set med børns og kvinders øjne, mens krigen optræder som en definerende kulisse i Zinkdrengene – beretninger fra krigen i Afghanistan og i Secondhand-tid om Sovjetunionens opløsning i 1991 og forhenværende sovjetborgeres forsøg på de følgende to årtier at fordøje chokket over sammenbruddet. De to bøger udgør sammen med Stemmer fra Tjernobyl: Den mundtlige historie om en atomkatastrofe (den russiske titel lyder Bøn fra Tjernobyl – en fremtidskrønike) historien om, hvordan fremtidstroen skridt for skridt slipper sit tag i de stadigt mere desillusionerede mennesker, der levede i det daværende Sovjetunionen. Så mens de første to bøger har Anden Verdenskrig som den overordnede og samlende ramme for det sovjetiske menneskes identitet, så handler de tre sidste af Aleksijevitjs bøger om ”den røde civilisation” om, hvordan den identitet undermineres indefra.

12

De sidste vidner.indd 12

06/07/17 11:52 am

Perspektiverne på Anden Verdenskrig er som nævnt forskellige, afhængig af hvorfra i Europa man betragter de seks år, om end der i årene siden Sovjetunionens opløsning er kommet flere nuancer til. Dels adskiller den vestlige fortælling sig fra den russiske; dels foregår der en erindringspolitisk kamp mellem Rusland og de lande, der under Den Kolde Krig var under sovjetisk overherredømme. Det gælder først og fremmest de baltiske lande, Ukraine og Polen. Endelig er der en begyndende intern russisk debat om den pris, landet betalte for sejren, om end den har trange kår. Aleksijevitjs bøger kan læses som et bidrag til den diskussion i et bredere perspektiv, for de zoomer ind på det enkelte menneske i en tid, da Sovjetunionen enten var i krig eller forberedte sig på krig. Mod sin egen befolkning og verden omkring sig. ”Jeg har skrevet den hjemlige socialismes historie, det lille, røde menneskes historie. Det er deres stemmer, jeg har lyttet til på mine rejser rundt i landet. I den forstand er mine bøger en kortlægning af den russiske eller snarere sovjetiske sjæl,” sagde Aleksijevitj til mig, da vi i 2013 mødtes til en litteraturfestival i Lillehammer.

Den britiske statsmand Winston Churchill er med sit seksbindsværk Anden Verdenskrig (1948-1953) ophavsmand til den vestlige kanon om krigen. Den siger, at Storbritanniens og USA’s indsats var udslagsgivende for de allieredes sejr i Anden Verdenskrig, mens den russiske – i det omfang den overtager den sovjetiske fortælling – insisterer på, at Sovjetunionen var altafgørende for krigens udfald, mens Stalins massemord og tyranni, deportation af hele folkeslag under krigen og likvideringen af 25.000 polske officerer i Katyn-skovene i det vestlige Rusland ikke har været en del af den officielle kanon om Den Store Fædrelandskrig. Norman Davies, britisk historiker og forfatter til et rost værk om Polens historie, forsøgte for nogle år siden at bringe de to perspektiver sammen i sin bog Europa i krig 193913

De sidste vidner.indd 13

06/07/17 11:52 am

1945. I den forbindelse talte jeg med Davies og han sagde, at begge parter traditionelt har insisteret på, at de vandt krigen. ”Ifølge briterne og amerikanerne vandt Vesten krigen. Alle, der fokuserer på D-Dag og Normandiet – som det sker i Steven Spielbergs film Saving Private Ryan – vil forklare, at den allierede hær gik i land i Normandiet den 6. juni 1944 for at befri Europa. De siger ikke: for at befri en tredjedel af Europa, som er sandheden. I samme stil fastslår den sovjetiske og dominerende russiske historieskrivning, at Den Røde Hær befriede Europa.

Men de befriede kun godt halvdelen af Europa og ”befrielsen” indebar, at det nazistiske tyranni blev afløst af et sovjetisk tyranni. Hvis vestlige historikere taler om proportioner, så antager de normalt, at vest og øst delte sejren imellem sig 50/50, men hvis man studerer det nærmere, så er billedet anderledes. Den Røde Hærs fremgang i øst var betydeligt større end de allieredes styrker i vest. 75-80 pct. af den tyske hær blev knust på østfronten.”

Ud over tilbøjeligheden til at overdrive USA’s og Storbritanniens bidrag til sejren over Hitler-Tyskland lagde Davies vægt på den moralske og politiske side af historien om Anden Verdenskrig. I Storbritannien og USA bliver krigen ofte set som den gode krig; en krig hvor de gode vandt og de onde tabte, hvor retfærdigheden, friheden og demokratiet sejrede, mens det ultimative onde i skikkelse af nazismen blev knust. Det er korrekt, forklarede Davies, at det var de allieredes mål at genoprette den nationale uafhængighed, demokrati og frihed i de baltiske lande og Polen, når krigen var slut, men det gik som bekendt anderledes. Josef Stalin og Den Røde Hær vandt krigen, og det betød, at Moskva i vidt omfang kunne diktere fredens betingelser. Efter Det Tredje Riges sammenbrud etablerede Sovjetunionen et rødt tyranni i den del af Europa, som var under Kremls kontrol.

Anden Verdenskrig blev således ikke vundet af de allierede i heroisk kamp for vestlige værdier. Den blev hovedsagelig vundet

14

De sidste vidner.indd 14

06/07/17 11:52 am

af en tyran over en anden tyran. Og der skulle gå endnu et halvt århundrede, før Vesten trak det længste strå i Den Kolde Krig.

Sejren i Anden Verdenskrig som kilde til legitimitet Det sovjetiske regime (1917-1991) havde to kilder til sin legitimitet. For det første den såkaldte Oktoberrevolution i 1917, hvor en lille gruppe bolsjevikker med Vladimir Lenin i spidsen på arbejderklassens vegne greb magten ved et kup og etablerede et diktatur med marxismen-leninismen som ideologisk fundament. Historien var på socialismens side. Fremtiden tilhørte Sovjetunionen, mens det kapitalistiske Vesten ville gå til grunde i indre klassemodsætninger, som uafvendeligt ville bane vej for en socialistisk revolution. Før eller siden ville den øvrige verden følge i Sovjetunionens fodspor og blive socialistisk. For det andet fandt det sovjetiske regime sin legitimitet i sejren over Hitler i Anden Verdenskrig. Krigen forvandlede Sovjetunionen til en supermagt på linje med USA. Sejren sikrede Moskva en af de fem permanente pladser i FN’s Sikkerhedsråd med vetoret og en plads ved bordet, når spørgsmål om krig og fred i verden skulle besluttes. Sammen med en status som anerkendt atomvåbenmagt.

Da man i slutningen af 1980erne i Rusland indledte et opgør med den sovjetiske fortid og den ideologi, der havde legitimeret den virkeliggjorte socialisme, var der kun sejren i Anden Verdenskrig og atomvåben tilbage til at legitimere Rusland som stormagt. Økonomien og de væbnede styrker lå i ruiner. Der var en reel frygt for at Rusland ville gå i opløsning, som det var sket for Sovjetunionen. De lande, der havde været en del af det sovjetiske imperium, søgte mod vest, og Moskva havde ikke et ord at skulle have sagt i de to centrale europæiske institutioner, Nato og EU, hvor alle vigtige beslutninger blev truffet.

15

De sidste vidner.indd 15

06/07/17 11:52 am

Det er en del af forklaringen på, at Anden Verdenskrig er et særligt følsomt emne i Rusland; at det officielle Rusland har så svært ved at føre en uhildet, fri og åben debat om krigen. Kreml er af den opfattelse, at Ruslands legitimitet som stormagt trues, hvis der sås tvivl om russernes heroiske sejr over Hitler, eller hvis fortællingen om sejren og russernes ofre og lidelser ledsages af historier om knægtelse af andre nationer, om sovjetiske krigsforbrydelser, om Holocaust og massemord, der gik ud over andre end russerne. Det officielle Rusland har derfor haft store problemer med at integrere historien om Ribbentrop-Molotov Pagten i sin fortælling om krigen; eller om Stalins deportation af hele folkeslag under Anden Verdenskrig som krimtatarerne, tjetjenerne, ingusjeterne, balkarerne og andre.

Der er altså for det første en geopolitisk side af den erindringspolitiske kamp om Anden Verdenskrig, om vindere og tabere, om gerningsmænd og ofre, om det gode og det onde. På overfladen er debatten moralsk, men set fra Moskva er kritikken fra nabolandene et forsøg på at underminere den magt, der fulgte med Sovjetunionens sejr over Hitler.

For det andet har den russiske debat om Anden Verdenskrig en samfundspolitisk dimension. Erindringen om krigen er levende i alle russiske familier, fordi alle har slægtninge, der deltog i krigen eller mistede livet. Det er et væsentligt element ved den nationale identitet, som Kreml har brugt til at skabe en myte om, at staten og det sovjetiske folk var forenet i sejren over Hitler, mens Stalins forbrydelser mod sin egen befolkning er blevet reduceret til en parentes eller forbigås i tavshed. Aleksijevitjs De sidste vidner og Krigen har ikke et kvindeligt ansigt er Anden Verdenskrig set nedefra. Det er følelsernes historie, det almindelige menneskes historie, som sjældent når overskrifterne. Det er historien om, hvad krig gør ved den menneskelige sjæl, om de tanker, drømme og følelser, som den officielle historieskrivning ignorerer. Derfor befinder Aleksijevitjs bøger sig i et spændings16

De sidste vidner.indd 16

06/07/17 11:52 am

forhold til den officielle udlægning af krigen, selv om de ikke indeholder nogen direkte kritik af regimet.

De russiske myndigheder har svært ved at håndtere initiativer nedefra, som ærer den generation, der oplevede krigens rædsler. For nogle år siden tog tre journalister i Tomsk i Sibirien initiativ til en march på sejrsdagen for Det Udødelige Regiment, en betegnelse der henviste til, at mindet om familiemedlemmer, der havde oplevet krigen, ville leve evigt. Det var et forsøg på at skabe en apolitisk og ikke-kommerciel græsrodsbevægelse, hvor folk mødte op på en plads eller spadserede gennem byen med billeder af deres nærmeste familie, som havde deltaget i krigen. Initiativet ramte en nerve i den russiske befolkning og spredte sig med raketfart til andre byer.

Myndighederne var begejstrede for projektet, men ville have kontrol med det. Det blev afvist af ophavsmændene, der mente, at det i så fald ville miste sin oprindelige betydning. Derfor etablerede staten i 2013 et projekt med samme navn under myndighedernes overvågning. Man ville således monopolisere borgernes patriotiske følelser og erindringen om krigen. På den måde har Det Udødelige Regiment fået en politisk dimension. Det bruges nu til at bekræfte myten om folkets og statens enhed under krigen.

Myten har skullet retfærdiggøre ofrene, men fra tid til anden spørges der, om prisen var for høj. Det spørgsmål løber også som en rød tråd gennem Aleksijevitjs værk. Det er blevet aktuelt som følge af nye beregninger for antallet af sovjetiske dødsofre under Anden Verdenskrig. Dødstallet er vokset fra generation til generation. Umiddelbart efter krigen satte Stalin fuldkommen vilkårligt antallet af sovjetiske ofre til syv millioner. Hvorfor syv millioner? Jo, fordi tallet skulle være mindre end antallet af tyske dødsofre. Partichef Nikita Khrusjtjov erkendte efter Stalins død, at tallet var betydeligt højere, 20 millioner. Efter Sovjetunionens opløsning i 1991 nåede militærhistorikere på basis af nye 17

De sidste vidner.indd 17

06/07/17 11:52 am

arkivstudier frem til, at tallet snarere var 27 millioner dræbte sovjetborgere, mens en historiker for nylig har fremlagt friske tal, der sætter antallet af dræbte til 42 millioner fordelt på 19 millioner i militærtjeneste og 23 millioner civile svarerende til omkring en femtedel af befolkningen. Det fik en kommentator til at notere: ”Hvis det er korrekt, så skærer det omfanget af den russiske tragedie ud i pap og den pris, som landet måtte betale for at frigøre verden fra nazismen – men det beskriver også en pyrrhussejr for en diktator, der var ligeglad med, hvor mange mennesker der døde ved at følge hans ordrer. (…) I lyset af sit offer burde Rusland være et land, der er mindre krigerisk end noget andet land i verden, selv mindre end Tyskland. (…) Putins hærgen over for nabolande og hans vilje til at intervenere militært langt fra Ruslands grænser ignorerer de dystre minder, som Det Udødelige Regiment vækker.”

Hvor svært det er at have en åben debat om den pris, Sovjetunionen betalte for krigssejren, viste en episode for et par år siden, da den eneste Kreml-uafhængige tv-station Dozjd i forbindelse med 70-året for ophævelse af den tyske blokade af Leningrad, der kostede en tredjedel af byens indbyggere livet, spurgte seerne, om byen skulle have overgivet sig til nazisterne for at redde hundredtusindvis af liv. Helvedet brød løs. Anklagemyndigheden indledte en efterforskning af stationen, om den havde overtrådt en lov om ekstremisme. Kulturministeren stemplede tv-stationen som umenneskelig, og ingen udbyder af kabel-tv havde efter episoden lyst til at inkludere tv-kanalen i sin tv-pakke, selv om kanalchefen undskyldte.

Aleksijevitjs forfatterskab Svetlana Aleksijevitj er født i 1948 i det vestlige Ukraine. Hendes mor var ukrainer, mens faren var hviderusser. Hun er den ældste af tre børn. Familien flyttede til Hviderusland, da faren havde afsluttet sin militærtjeneste. Forældrene arbejdede derpå 18

De sidste vidner.indd 18

06/07/17 11:52 am

som skolelærere i en landsby. Efter endt skolegang læste Aleksijevitj journalistik på statsuniversitetet i den hviderussiske hovedstad Minsk. Efter studierne blev hun sendt til provinsen for at arbejde på en lokavis, og hun underviste sideløbende i en skole.

Et år senere vendte hun tilbage til Minsk, hvor hun fik et job som redaktionschef på den hviderussiske sovjetrepubliks toneangivende litterære tidsskrift Neman. På det tidspunkt havde hun besluttet sig for at blive forfatter. Trods sine hviderussiske og ukrainske rødder skriver Aleksijevitj på russisk.

Aleksijevitj ledede redaktionen for essays og non-fiction. Her mødte hun sin mentor og læremester Ales Adamovitj (19271994), som hjalp hende med et større lån for, at hun kunne anskaffe sig en kassettebåndoptager, som hun rejste rundt med i Sovjetunionen for at lave hundredvis af interviews med kvinder, der havde deltaget i Anden Verdenskrig. Interviewene udgjorde råmaterialet til Aleksijevitjs første bog Krigen har ikke et kvindeligt ansigt (1985), som i første omgang blev afvist af censuren med henvisning til, at den var ”pacifistisk” og ”naturalistisk” og således brød med den officielle historie om krigen. Den russiske udgave solgte over to millioner eksemplarer.

Ales Adamovitj vil være kendt af danske læsere som medforfatter til Blokadebogen (1981, dansk udgave 1985), en dokumentarisk skildring af den 880 dage tyske belejring af Leningrad fra 1941 til 1944, som kostede næsten én million mennesker livet. Bogen er baseret på interviews og dagbogsoptegnelser.

Adamovitj var i Hviderusland ophavsmand til en ny dokumentarisk genre, som Aleksijevitj senere tog til sig og videreudviklede. Adamovitj havde under krigen som 15-årig tilsluttet sig den hviderussiske modstandsbevægelse, der gemte sig i skovene og derfra førte en partisankrig mod en usædvanlig brutal og nådesløs tysk besættelsesmagt. Under tre års tysk besættelse blev en fjerdedel af Hvideruslands befolkning dræbt og flere end 600 landsbyer blev brændt ned til grunden sammen med deres ind19

De sidste vidner.indd 19

06/07/17 11:52 am

byggere. Adamovitj fandt det blasfemisk at skrive fiktion om Anden Verdenskrig og de uhyrligheder, der i øvrigt fandt sted i det 20. århundrede. Han mente, at litteraturen og filmkunsten havde et særligt ansvar for at overlevere til eftertiden, hvad der var sket i det vestlige Sovjetunionen under krigen. Det gjaldt om at give stemme til de mennesker, der havde været vidner til krigen. Folket skulle fortælle historien om sig selv.

Adamovitj forsøgte sig med forskellige betegnelser for sin litterære genre: Roman-oratorium eller roman-vidnesbyrd. Han talte også om en prosa udsat for et episk kor og en super-roman. Flere af Adamovitjs værker har efterladt sig varige spor, ikke blot i Aleksijevitjs forfatterskab. Ud over Blokadebogen er det værd at nævne tre. Fortællingen Khatyn fra 1971 (ikke at forveksle med Katyn; navneligheden blev ifølge den britiske historiker Norman Davies udnyttet af de sovjetiske myndigheder til at dække over likvideringen af 25.000 polske officerer i Katyn) handler om udryddelsen af en hviderussisk landsby i foråret 1943. Den blev gennemført af ukrainske kollaboratører med hjælp af Waffen-SS. Khatyn blev et symbol på den hviderussiske modstandsbevægelse, og i fortællingen beretter Adamovitj om en mand, der 30 år efter massakren vender tilbage til landsbyen med sin søn og hustru og mindes, hvordan hans familie blev myrdet. Hovedpersonen indser, at alene erindringen om massemordet kan forhindre, at det engang i fremtiden vil gentage sig. Fortællingen Straffeekspeditionen (på russisk Karateli) fra 1980 dvæler ved samme tema.

Adolf Hitler udlægger i fortællingens indledning i en række indre monologer sin ambition om at gøre den germaniske nation til verdens herskere. Det skulle ske ved hjælp af Generalplan Ost. Planen indebar folkedrab og etnisk udrensning af Europas slaviske befolkning, efterhånden som områder i Central- og Østeuropa blev erobret og koloniseret af den tyske Wehrmacht. Ifølge planen skulle tre fjerdedele af den hviderussiske befolkning udryddes eller deporteres til Sibirien, mens resten skulle være slaver for den 20

De sidste vidner.indd 20

06/07/17 11:52 am

tyske besættelsesmagt. Området skulle udnyttes til landbrugsvirksomhed for at gøre Tyskland selvforsynende med fødevarer.

I slutningen af 1980erne, da censuren slap tøjlerne og kritik af sovjetisk historie blev tilladt med Mikhail Gorbatjovs glasnost-politik, tilføjede Adamovitj et kapitel til sin fortælling med Josef Stalins indre monologer. Han paralleliserede de to tyranner og de morderiske regimer, de havde stået i spidsen for.

I bogen udpensles tyske straffeekspeditioner indrammet af psykologiske og biografiske portrætter af udvalgte tyske bødler og deres sovjetiske kollaboratører. Adamovitj beskriver i detaljer, hvordan en lejr med tusindvis af sovjetiske krigsfanger blev tilintetgjort. Fangerne blev brændt levende eller skudt. Det menes, at mindst 3,3 millioner af 5,7 millioner sovjetiske krigsfanger mistede livet i tysk fangenskab. Det svarer til 57 pct. af samtlige sovjetiske krigsfanger, mens det tilsvarende dødstal for britiske og amerikanske krigsfanger var blot 3,6 pct. Det var ikke tilfældigt. Tyske lejrkommandanter havde fået ordre til at mishandle de sovjetiske fanger, fordi de set med nazisternes øjne var undermennesker. I perioden fra Hitlers invasion af Sovjetunionen i juni 1941 til januar 1942 dræbte tyskerne ca. 2,8 millioner sovjetiske krigsfangere, primært ved at sulte dem ihjel.

Den amerikanske historiker Timothy Snyder, forfatter til de internationale bestsellere Bloodlands: Europa mellem Hitler og Stalin og Sort jord: Holocaust som historie og advarsel, henleder opmærksomheden på Hviderusland som Europas glemte land, der var scene for nogle af det 20. århundredes massemord. Snyder skriver i et essay i The New York Review of Books: ”Hvis Europa, som Mark Mazower har formuleret det, var ”det mørke kontinent” (i det 20. århundrede, red.), så var Ukraine og Hviderusland mørkets hjerte. Ved at sulte sovjetiske krigsfanger, skyde og gasse jøder og skyde civile i anti-partisan aktioner gjorde de tyske styrker Hviderusland til det mest dødbringende sted i verden i perioden fra 1941 til 1944. Halvdelen 21

De sidste vidner.indd 21

06/07/17 11:52 am

af den hviderussiske befolkning blev enten myrdet eller tvunget væk under Anden Verdenskrig. Intet lignende kan siges om noget andet europæisk land. Hviderussiske erindringer om den erfaring er blevet dyrket af det nuværende diktatur og hjælper til at forklare mistænksomhed over for initiativer, der kommer fra Vesten. Samtidig vil vesteuropæere for det meste blive overraskede over at høre, at Hviderusland både var centrum for et europæisk massemord og base for antinazistiske partisaners indsats, som bidrog til de allieredes sejr. Det er forbløffende, at sådan et land kan blive fuldkommen fortrængt fra den europæiske erindring.”

Khatyn og Straffeekspeditionen tjener som det litterære forlæg for Jelem Klimovs filmiske mesterværk Gå og se (1985), der konstant figurerer på listen over alle tiders bedste krigsfilm.

Projektet blev i flere år blokeret af den sovjetiske censur, og Klimov måtte slås for flere centrale scener i sit værk. Adamovitj og Klimov skrev sammen manuskriptet til Gå og se, der alene i det daværende Sovjetunionen blev set af 29 millioner mennesker.

Den blev også indstillet til en Oscar, men blev ganske forbløffende ikke nomineret. Filmen handler om en dreng, der efter den tyske invasion tilslutter sig den hviderussiske partisanbevægelse og i løbet af to dage forvandles fra en livsglad knægt til en forstenet, ældet mand. Hans mor og to mindreårige tvillingesøstre bliver likvideret af tyskerne. Hovedpersonen havde ingen erfaring som skuespiller, og Klimov fik hjælp af hypnotisører til at bringe drengen ind og ud af de grænseoverskridende bevidsthedstilstande, historien krævede af ham. Filmen efterlader ingen uberørt. Ved flere forevisninger måtte der ifølge Klimov ringes efter en ambulance for at yde førstehjælp til besvimede eller på anden måde traumatiserede biografgængere. Klimovs film kan ses som en filmisk pendant til De sidste vidner eller omvendt.

Endelig er Adamovitj medforfatter til værket Jeg er fra en landsby i flammer (1977), hvor overlevende fra de hviderussiske 22

De sidste vidner.indd 22

06/07/17 11:52 am

landsbyer, der gik til grunde i tyske flammer, fortæller deres historie. Ifølge Aleksijevtij blev netop den bog udslagsgivende for hendes vej som forfatter. Bogen har også haft afgørende indflydelse på nobelprismodtagerens litterære metode. Men til forskel fra Adamovitj, der selv tog ordet i sine værker med historiske kommentarer og analyser, gør Aleksijevitj sig ikke til dommer over det, hun er vidne til. Hun siger så lidt som muligt. Da jeg interviewede Aleksijevitj, forklarede hun, at de bærende stemmer i en bog ofte baserer sig på snesevis af timers interview. Som regel af flere omgange. En assistent skriver det ud, og derpå arbejder Aleksijevitj med råmaterialet som en portrætmaler. I forbindelse med arbejdet på en bog, der varer 5-7 år, interviewer Aleksijevitj flere hundrede mennesker. Hun lytter til stemmerne undervejs og vender ofte tilbage til de personer, hvis historier fungerer som bærende søjler.

Selv siger hun om sin søgen efter en metode: ”Jeg brugte lang tid på at finde mig selv. Jeg ville finde noget, der var tættere på virkeligheden, noget der plagede, hypnotiserede og engagerede læseren. Jeg ønskede at tage fat i noget ægte.

Og denne genre, en genre der bestod af stemmer, bekendelser, vidnesbyrd og menneskesjælens dokumenter tog jeg til mig. Det er præcis sådan, jeg hører og ser verden.”

Aleksijevitj karakteriserer sig selv som ”et menneskeligt øre”.

Hun er med egne ord på jagt efter ”det rystede menneske”, det menneske der bag hverdagens facade og banaliteter slås med sin egen og omgivelsernes historie. ”Når jeg spadserer ned ad gaden og opfanger ord, sætninger og udbrud, tænker jeg altid: Hvor mange romaner forsvinder ikke uden at efterlade sig spor! Forsvinder ud i mørket. Vi har ikke været i stand til at indfange den menneskelige samtale i litteraturen. Vi sætter ikke pris på den. Vi er ikke overrasket eller begejstret over den. Men den fascinerer mig, og jeg er blevet fanget af den. Jeg elsker, hvordan mennesker taler. Jeg elsker 23

De sidste vidner.indd 23

06/07/17 11:52 am

den enkelte menneskestemme. Den er min største kærlighed og lidenskab,” sagde hun i sin nobelforelæsning.

Aleksijevitj fik Nobelprisen i litteratur i 2015 for fembindsværket Utopiens stemmer, som det tog 35 år at skrive. Ifølge Nobelkomiteen fik hun prisen for ”sit polyfoniske værk”. Komiteen uddybede, at Aleksijevitj i sine bøger følger det sovjetiske og postsovjetiske menneskes følelsesmæssige historie gennem omhyggeligt konstruerede kollager af interviews, og at værket rejser sig som et monument over lidelse og mod i vor tid. Aleksijevitjs krønike om ”den røde civilisation” er ikke traditionel historieskrivning. Værket – Aleksijevitj siger selv, at hun føler, at hun hele tiden har skrevet på én og samme bog – består af almindelige menneskers vidnesbyrd, men det er ikke båndudskrifter af kaotiske bevidsthedsstrømme. Det er velformede og koncise livsstykker, der fremstår som noveller, nogle gange på blot en side, bundet sammen af et fælles tema.

Værket fungerer som en slags encyklopædi over de interviewedes drømme, deres glæder og sorger, nederlag og sejre, deres forestilling om godt og ondt, fortællinger om hvordan de har levet og slået ihjel.

Hvad er det jeg gør, spurgte Aleksijevitj i nobelforelæsningen, og hun svarede selv: ”Jeg indsamler hverdagens følelser, tanker og ord. Jeg indsamler tilværelsen i min tid. Jeg er interesseret i sjælens historie.

Sjælens hverdagsliv, de ting som det store billede af historien normalt udelader eller ser ned på. Jeg arbejder med den historie, der er udeladt. (…) Vidner er ikke upartiske. Mennesket skaber, når det fortæller en historie, det brydes med tiden som en billedhugger gør det med marmor. De er aktører og kreatører. Jeg er interesseret i jævne mennesker. Jeg vil kalde dem store, jævne mennesker, for lidelser gør mennesker større. I mine bøger fortæller disse mennesker deres egen lille historie, og sideløbende fortælles også den store historie.”

24

De sidste vidner.indd 24

06/07/17 11:52 am

Afghanistan som vendepunkt I dag karakteriserer Aleksijevitj sig som socialdemokrat. Hun siger selv, at hun mistede troen på socialisme med et menneskeligt ansigt efter at have været i Afghanistan og fulgt sovjetiske soldater i krig. Hun så dem som forvirrede, skræmte og ydmygede unge mænd. De ville gerne have souvenirer med hjem til deres kære, men de havde ingen penge, så de solgte kugler til de lokale, som derpå blev brugt til at slå dem ihjel. ”Før Afghanistan troede jeg på socialisme med et menneskeligt ansigt. Jeg kom tilbage fra Afghanistan befriet fra alle illusioner. ”Tilgiv mig, far,” sagde jeg, da jeg så ham. ”Du opdrog mig til at tro på kommunistiske idealer, men at se disse unge mænd, der indtil for nylig havde været sovjetiske skoledrenge som dem, du og mor underviste; at se dem i et fremmed land dræbe mennesker, som de ikke kendte, var nok til at lægge alle dine ord i ruiner. Far, vi er mordere, forstår du?” Min far græd.”

Ifølge Aleksijevitj blev mødet med den afghanske krig ude i felten og hjemme i Sovjetunionen også et personligt frigørelsesprojekt. Arbejdet med bogen indebar et opgør med den sovjetiske måde at forholde sig til krig på. Hun anfører i en samtale med digterkollegaen Tatjana Bek, at Zinkdrengene blev skrevet i protest mod det mandlige syn på krig. Et syn som hun selv havde ligget under for tidligere. Aleksijevitj fortæller Bek, at hun efter sin afghanske erfaring ville have skrevet anderledes om Anden Verdenskrig. Hun ville have set dybere ind i den menneskelige natur, ind i mørket, ind i underbevidstheden og forsøgt at besvare spørgsmålet: Hvad bliver mennesket til i krig? Hvordan bringer ideer og forestillinger det umenneskelige frem i mennesket? Aleksijevitj beskriver sin afklaringsproces på denne måde: ”Jeg ankom til en landsby og så en dreng, der var kommet tilbage fra krigen (i Afghanistan) og var gået fra forstanden. Eller jeg besøgte en kirkegård, hvor man begravede dræbte heli25

De sidste vidner.indd 25

06/07/17 11:52 am

kopterpiloter. Generaler holdt taler. Orkestret spillede, og jeg så de voksnes sammensværgelse. Der var en lille pige, hvis spæde stemme overdøvede dem alle: ”Far! Kære far, du lovede mig at komme tilbage.” Hun forstyrrede dem. Hun blev fjernet som en hvalp fra sit ophav og ført væk. Og jeg forstod, at blandt dem, der stod ved graven, var det kun det barn, der var normalt. Da jeg læste mange bøger om krigen, var det netop denne romantisering af krig og drab, der frastødte mig.”

Ifølge Aleksijevitj er det barnet, der konfronteret med krigens rædsler forbliver et normalt menneske, mens de voksne opfører sig alt andet end normalt. Dermed er vi fremme ved den bog, De skal i gang med at læse. Her er barnets syn på krigen i centrum, og der er grund til at tro, at netop Aleksijevitjs afghanske erfaring har kastet et nyt lys på materialet til De sidste vidner. Den har skærpet Aleksijevitjs fokus.

I De sidste vidner fortæller 100 mennesker på et halv århundredes afstand, hvordan deres hjem blev brændt ned, og hvordan deres forældre blev skudt eller hængt for øjnene af dem, da tyskerne i 1941 invaderede Sovjetunionen og besatte Hviderusland. Enkelte endte i massegrave, hvorfra de selv måtte kravle op efter at have overlevet en massakre. Børnene var 2-15 år under krigen, mens to blev født i 1941, samme år som krigen begyndte, og én er født i 1945, året, da krigen sluttede. Krigen set med et barns øjne er rystende, fordi det naive og uskyldige blik på livet forstærker følelsen af gru og rædsel. Som når en af stemmerne insisterer på, at de voksne ikke må begrave hendes mor i et hul, for de skal jo videre, når hun vågner.

For ti år siden forklarede Aleksijevitj i et interview med den russiske regeringsavis Rossijskaja Gazeta, hvorfor hun havde skrevet De sidste vidner: ”Børns blik er et fuldkommen anderledes blik på krigen.

Kvinder har også en helt anden tilgang. Det er ikke den krig, mændene taler om. Der er farver, lugte og detaljer ved menne26

De sidste vidner.indd 26

06/07/17 11:52 am

skets tilværelse i krig. For mænd er krig oftest handling, mens kvinder altid lever deres eget private liv. Da jeg indsamlede kvinders krigshistorier, blandede deres børn sig af og til i samtalen.

Jeg så, at hos dem er smertegrænsen endnu lavere. Et barn er jo et fuldkommen frit og uskyldigt menneske. Det er endnu ikke blevet en del af systemet. Det har endnu ingen indstilling til samfundet, ingen antenner. Vi er alle børn af vores tid, dens ideer og forestillinger. I hver eneste tid findes fælder og faldgruber, begrænsninger. Men børn er fuldkommen frie væsener.”

Aleksijevitj fremhævede en historie, der havde sat hende i gang. ”Det var en dreng, hvis far var blevet kommandant for en partisanenhed. Drengen og hans mor gemte sig hos en bedstemor i nabolandsbyen, forbi nogen måske kunne finde på at stikke faderen i deres egen landsby. Nogen stak ham alligevel, og landsbychefen førte tyskerne til familiens hjem. De hev moren ud på gaden og dræbte hende i sneen ved siden af huset. Drengen kravlede af angst ind under sengen. De kunne ikke få ham ud hele dagen, så stærk var hans forfærdelse. Og han fortalte mig om sin forundring. Der var gået 40 år siden krigen, men han kunne stadig ikke forstå det. Hans mor havde, smuk som hun var, siddet og syet – hvorfor dræbte de hende? Den forundring – med hvilken ret griber folk ind i Guds anliggende? – mister voksne i krig, men barnet bevarer den.

Jeg mente, at disse sidste vidner – børn – er løsrevet fra tidens kontekst, fra ideernes kontekst, som på den ene eller anden måde sidder i os voksne. De er fuldkommen frie og giver os vores normale syn tilbage. Og for mig er meningen med det, jeg laver, at at få det normale syn tilbage, at få øje på hemmeligheden ved det, der foregår.”

København, juni 2017

De sidste vidner.indd 27

06/07/17 11:52 am

De sidste vidner.indd 28

06/07/17 11:52 am

„Et moralsk og litterært storværk.“ EXPRESSEN Om Zinkdrengene „Ubærlig men nødvendig læsning.“ Berlingske Tidende

♥♥♥♥♥

I 1985, fyrre år efter afslutningen på Anden Verdenskrig,

Politiken

opsøgte Svetlana Aleksijevitj kvinder og mænd, der var

★★★★★★ „Svetlana Aleksijevitjs udgivelser hører utvivlsomt til de stærkeste tekster, der er udkommet de seneste år på dansk.“

børn i Sovjetunionen under krigen, og bad dem fortælle om deres oplevelser. Bogen indeholder hundrede dybt personlige og rædselsvækkende beretninger om børn i krig.

Kristeligt Dagblad

„Jeg bad dem om en eneste ting: at mindes deres barn­ lige ord. Deres barnlige følelser. At vende tilbage til den Om Krigen har ikke et kvindeligt ansigt

★★★★★★ „Aleksijevitj er verdenslitteratur.“ Berlingske Tidende

★★★★★

tid, da de stadig var engle. For jeg vidste: Dette kan ikke fortælles med andre ord.“ – Svetlana Aleksijevitj „Børnenes vidnesbyrd er identiske med det, nye genera­ tioner i dag bliver udsat for i krige i Syrien, Afghani­stan og Iran.“ DAGENS NYHETER

„Krigen har ikke et kvindeligt ansigt er Nobelprisen værdig.“ Jyllands-Posten

♥♥♥♥♥♥ „At lytte, virkelig lytte, til et andet menneskes stemme, er en kærlighedens kunst. Aleksijevitj har også gjort det til stor litterær kunst.“ Politiken

LINDHARDTOGRINGHOF.DK

SVETLANA DE SIDSTE VIDNER A L E K S I J E V I TJ

„Et unikt og særdeles vigtigt bidrag til vor fælles historiske arv.“ VG

SVETLANA ALE KS IJ E VITJ DE S I DSTE VI DN E R Forord af Flemming Rose

Svetlana Aleksijevitj er forfatter, født i 1948 og opvokset i Sovjet­ unionen (Hviderusland). Efter at have boet i Göteborg og Berlin bor hun nu i hjembyen Minsk. I 2012 udkom Krigen har ikke et kvindeligt ansigt, som fortæller den ukendte historie om de cirka en million kvin­ der, der kæmpede i den røde hær under Anden Verdenskrig. Bogen er den første bog i Svetlana Aleksije­ vitjs hovedværk, en cyklus, som hun kalder Utopiens stemmer. Siden er udkommet Zinkdrengene (2016) og Secondhand-tid (2016).

Svetlana Aleksijevitj har modtaget en lang række priser, bl.a. den sven­ ske PEN-pris, Leipzigbogmessens litteraturpris og De tyske boghand­ leres fredspris samt senest Nobel­ prisen i litteratur 2015.

NOBEL PRISEN

I LITTERATUR

2015

LINDHARDT OG RINGHOF

FOTO: © MARGARITA KABAKOVA OMSLAG: IMPERIET.DK