Den gyldne løve - læseprøve by Lindhardt og Ringhof / Forlaget Carlsen

„Wilbur Smith leverer topunderholdning.“

blive henrettet. Nu er han kaptajn på sit eget skib og venter sit første barn med den frygtløse kriger, Judith Nazet. Men skæbnen har ikke sluppet sit tag i Hal, for under et stop i Zanzibar bliver Judith kidnappet. Det tvinger Hal til at kaste sig ud i en hæsblæsende jagt, hvor han med livet som indsats må kæmpe sig gennem ørken, savanne, slavemarkeder og hajfyldte farvande.

„Wilbur Smith tager dig med på en nervepirrende rejse, du aldrig vil glemme.“ The Sun

MED GILES KRISTIAN

OMSL AG: IMPERIET

www.lindhardtogringhof.dk

Mange år er gået, siden Henry ’Hal’ Courtney så sin far

WILBUR SMITH DEN GYLDNE LØVE

BESTSELLERFORFATTEREN WILBUR SMITH BYDER PÅ ET LÆNGE VENTET GENSYN MED DEN POPULÆRE HENRY ‘HAL’ COURTNEY I DENNE ROMAN FYLDT MED SPÆNDING, DRAMA, HELTEMOD OG HJERTESORG.

Berlingske om Ørkenguden

WILBUR

SMITH DEN GYLDNE LØVE MED GILES KRISTIAN

WILBUR SMITH blev født i Centralafrika i 1933. Efter en karriere i skattevæsenet blev han forfatter på fuld tid, da hans debutroman Når løven jager fra 1964 blev en stor international bestseller. I dag er Wilbur Smiths bøger oversat til 26 sprog og solgt i over 120 millioner eksemplarer verden over. Han har haft utallige bestsellerplaceringer og vundet et hav af priser. Læs mere på www.wilbursmithbooks.com GILES KRISTIAN har skrevet vikingetrilogien Raven samt God of Vengeance. Derudover har han også skrevet to noveller om den engelske borgerkrig, The Bleeding Land og Brothers’ Fury. Han bor i Leicestershire. Læs mere på www.gileskristian.com

ROMAN • LINDHARDT OG RINGHOF

Wilbur Smith med Giles Kristian

DEN GYLDNE LØVE På dansk ved Jan Pock-Steen

LINDHARDT OG RINGHOF

Den gyldne løve Oversat fra engelsk efter Golden Lion Copyright © Orion Mintaka (UK) Ltd 2015 First published by HarperCollins Publishers 2015 All rights reserved Wilbur Smith asserts the moral rights to be identified as the author of this work Dansk Copyright © 2016 Lindhardt og Ringhof Forlag A/S Forsideillustrationer: © Joel W. Rogers/Corbis (skib), © GS/Gallery Stock (strandscene) Omslagsdesign: © HarperCollinsPublishers Ltd 2015 Omslag: Harvey Macaulay/Imperiet Kort: © John Gilkes 2015 Bogen er sat med Minion hos Christen Grafisk og trykt hos Scandbook ISBN 978-87-11-51308-8 1. udgave, 1. oplag 2016

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont

Jeg dedikerer denne bog til min hustru, Niso. Fra første dag, vi mødtes, har hun været mig en konstant og mægtig inspirationskilde. Hun tilskynder mig, når jeg mister modet, og jubler, når det lykkes for mig. Jeg ved sandt at sige ikke, hvad jeg skulle stille op uden hende ved min side. Jeg håber og beder til, at den dag aldrig kommer. Jeg elsker og beundrer dig, og ord kan ikke udtrykke hvor meget. Du er den bedste.

Rø de v Ha

IOPIE N ET

Gondar Dembea-søen

H v ide Nil

Mitsiwa

åN il

GALLA

en Ad

gte

Berbera

Ankobar

S O M A L I A b at

a in

id e

Nil

R J u ba

Magadoxo

Ækvator

Victoria-søen

Melinda PEMBA

Zanzibar by

ZANZIBAR

Matoni

Quiloa Liouma

po po

Delagoa-bugten

an le f

tlag

une n

AH C K

I Q

Quelimane

Sofala

Mozambique Mozambique

Shirva-søen

M O Z A M

Lim

Baltazar Lobos mine

O C E A N

Ilha Metundo

I Q

B b e zi

M O Z A M

Za m

Comoroøerne

Nyasa-søen

I N D I S K E

MA DA GA SC AR

Tanganyika-søen

Tananarivo

Tamatave

e var ikke længere mænd. De var usle levninger fra krigen, som Det Indiske Ocean havde kastet op på det afrikanske kontinents røde sand. De fleste af kroppene var blevet flået fra hinanden af kardæsker eller hakket i stykker af deres modstanderes skarpslebne våben. Andre var druknet, og gasserne i deres opsvulmede, rådnende maver havde løftet dem op til overfladen igen som korkspunser. Ådselædende fugle og hajer havde taget for sig af retterne. Endelig var nogle få skyllet gennem de brækkende bølger og op på strandene, hvor menneskelige rovdyr ventede på at flå dem endnu en gang. To små drenge løb langs vandkanten foran deres mor og bedstemor og hylede begejstrede, hver gang de fandt noget, som havet havde efterladt – uanset hvor ubetydeligt eller pjattet det var. »Her ligger en til,« råbte den ældste på somali. Han pegede på et rundholt, der var skyllet i land fra et skib. Der flød et langt stykke lærred efter træstykket. Fastgjort til det var liget af en hvid mand, som havde surret sig fast til det med en ende hampereb, da han stadig havde været i live. Nu stod de to drenge bøjet ind over liget af ham og grinede. »Fuglene har prikket det ene af hans øjne ud,« råbte den ældste dreng. »Og fiskene har bidt den ene af armene af,« svarede hans lil-

lebror triumferende for ikke at føle sig overgået. En strimmel forreven sejldug var bundet om hans amputerede armstump som en årepresse, hvilket han tydeligvis også selv havde gjort, mens han stadig var i live. Mandens tøj var svedet af ild og hang i laser på hans udtærede krop. »Se!« hylede den ældste dreng. »Se lige spændet på hans sværdbælte. Det må være lavet af guld eller sølv. Vi er rige.« Han knælede ved siden af liget og hev i metalspændet, hvilket fik den døde mand til at stønne hult og dreje hovedet, så han kunne stirre på drengene med sit ene raske øje. Begge drenge satte i et forskrækket hyl. Den ældste slap grebet om sværdspændet og sprang op. De skyndte sig tilbage til deres mor og hagede sig til hendes skørter, mens de flæbede og jamrede af rædsel. Moren løb hen for at se på byttet og trak børnene med sig. Bedstemoren humpede af sted efter dem. Hendes datter lagde sig på knæ ved siden af manden og klaskede ham hårdt på kinden. Han stønnede igen. »Zinky har ret. Ferengi’en her er stadig i live.« Hun stak hånden i lommen på sin nederdel og trak det segl frem, som hun skar græs med til at fodre kyllingerne. »Hvad har du tænkt dig at gøre?« Hendes mor stønnede forpustet efter løbeturen. »Jeg har tænkt mig at skære halsen over på ham, selvfølgelig.« Kvinden greb en håndfuld af mandens gennemblødte hår og trak hans hoved bagover, så struben var blottet. »Jeg gider ikke diskutere med ham, hvem der ejer bæltet og spændet.« Hun holdt det buede blad mod siden af halsen, og manden hostede svageligt, men gjorde ikke modstand. »Vent,« sagde moren myndigt. »Jeg har set det spænde før, da jeg var i Djibouti med din far. Manden her er en stor ferengiherre. Han har sit eget skib. Han er meget rig. Han vil være taknemmelig, hvis vi redder hans liv, og så giver han os måske et par guldmønter!«

Hendes datter så mistroisk ud. Hun overvejede forslaget, mens hun stadig holdt seglet mod mandens hals. »Hvad så med det her meget værdifulde metalspænde?« »Det beholder vi naturligvis.« Moren var irriteret over datterens manglende indsigt. »Hvis han spørger efter det, siger vi bare, at vi aldrig har set det.« Hendes datter flyttede seglet fra mandens hals. »Men hvad skal vi så stille op med ham nu?« »Vi tager ham til lægen i landsbyen.« »Hvordan?« »Vi lægger ham på ryggen på det her stykke lembu. Hun pegede på det stykke lærred, der var viklet om rundholten. »Og så trækker du og jeg ham.« Hun vendte sig og så strengt på sine børnebørn. »I skal selvfølgelig hjælpe os.« Manden bildte sig ind, at han skreg, men hans stemmebånd var så udtørrede, flossede og ødelagt af røg og flammer, at den eneste lyd fra ham var en pibende og dirrende hvæsen, der var lige så ynkelig som den luft, der undslipper et par ødelagte blæsebælge. Der havde været engang, for blot et par måneder siden, hvor han havde vendt ansigtet mod uvejret og grinet med nederdrægtig munterhed af vinden og det røgvand, der blev slynget mod hans vejrbidte ansigt. Men alligevel føltes den varme, jasminduftende brise, der knap nok drev ind i værelset gennem de åbne vinduer, nu som torne, der blev trukket hen over hans huds ynkværdige laser. Han var fortæret af smerte, hudflettet af den, og selv om lægen, der fjernede bandagerne fra hans ansigt, gjorde sit bedste for at gøre det med fuldendt forsigtighed, stak hver eneste centimeter blottet hud ham som endnu en nålespids af ren, uforfalsket pinsel. Og med hver påført lidelse fulgte en ny uønsket erindring om kampen – den svidende hede og flammernes blændende skær, de øredøvende drøn fra skud og brølet af brændende træ, den knasende lyd af træværk, der ramte hans knogler.

»Jeg beklager, men der er ikke mere at gøre,« mumlede lægen, selv om manden, han talte til, ikke forstod meget arabisk. Lægens skæg var tyndt og sølvgråt, og der var dybe rynker og gustne poser under hans øjne. Han havde praktiseret sit fag i næsten halvtreds år og havde opnået en selvsikkerhed og ærværdighed, som kunne berolige de fleste af hans patienter. Men det var anderledes med manden her. Hans skader var så alvorlige, at han ikke burde have været i live og da slet ikke sidde oprejst i en seng. Hans ene arm var blevet amputeret, og kun den nådige Allah vidste hvordan. Mandens brystkasse i samme side lignede en tønde, der var blevet smadret med en stridsøkse. En stor del af hans hud var stadig afsvedet og fyldt med blærer, og duften fra blomsterne, der voksede i sådan en overflod under det åbne vindue, gik fortabt i den svinekødsagtige dunst af brændt kød og den kvalmende stank af den materie og råddenskab, som hans krop nu udsondrede. Ilden havde kostet ham ekstremiteter. To af fingrene på den tilbageværende hånd var blevet reduceret til sortnede knoglestumper, som lægen også havde været nødt til at save af sammen med seks af mandens ti tæer. Han havde mistet det ene øje, som var blevet hakket ud af ådselædere. Det andet øjelåg var også brændt væk, så han nu stirrede på verden med en kold intensitet uden at kunne blinke. Men synet var ikke den værste af patientens skader. Hans manddom var blevet reduceret til ikke meget andet end en forkullet stump af skinnende, gustengult væv. Når – eller mere sandsynligt hvis – han rejste sig fra sygesengen, ville han være nødt til at sidde på hug som en kvinde for at urinere. Hvis han ønskede at tilfredsstille en kvinde, ville hans mund være den eneste tilgængelige metode, men chancen for, at nogen ville være villige til at lade netop det gab komme tæt på vedkommendes krop, var sandelig meget lille – også selv om hun fik penge for det. Det kunne kun være Guds vilje, at manden havde overlevet. Læ-

gen sukkede hen for sig og rystede på hovedet, mens han betragtede de skader, som bandagerne afslørede, når han viklede dem af. Nej, sådan en grusomhed kunne umuligt være den almægtige og mest barmhjertige Allahs værk. Det måtte være selveste Djævlens, Shaitans, frembringelse, og det uhyre, der sad foran ham, var bestemt ikke bedre end en dæmon i menneskelig skikkelse. Det ville blot tage et øjeblik for lægen at dræbe dette sataniske væsen, som engang havde været et menneske, og ved at gøre det forhindre de rædsler, som det helt sikkert ville påføre verden, hvis det fik lov til at strejfe frit omkring. Lægens medicin indeholdt en sød, sirupagtig tinktur, der kunne dæmpe de smerter, som manden tydeligvis led under, for så at få ham til at sove og derpå standse hans hjerte for altid med en blidhed som en kvindes berøring. Men selveste sultan Sadiq Khan Jahan havde sendt besked fra Etiopien og krævede, at manden her af alle mænd skulle føres til sultanens personlige residens på Zanzibar og der modtage en særlig opmærksom pleje. Jahan havde helt sikkert opfattet det som et tegn fra det guddommelige forsyn, at nogen havde overlevet en voldsom forbrænding, amputationen af den ene arm, tabet af et øje samt nær at drukne i havet og være blevet stegt i solen i time- eller dagevis, før han blev fundet af lokale børn, efter at være blevet kastet op på stranden. Patientens overlevelse, var lægen derfor blevet informeret om, ville blive belønnet med grænseløs gavmildhed, mens mandens død ville blive straffet med tilsvarende stor strenghed. Mange gange i løbet af sin karriere havde lægen diskret gjort ende på dødssyge patienters lidelser, men det her blev helt bestemt ikke en af de gange. Manden her ville overleve. Det skulle lægen nok sørge for. Manden kunne mere fornemme end se et glimt af lys, og for hvert kredsløb, som lægens hånd foretog omkring hans hoved, og

hvert lag bandage, der blev fjernet, blev lyset mindre og mindre svagt. Nu blev han opmærksom på, at lysskæret tilsyneladende kun blev opfanget af hans højre øje. Det venstre var blindt, men han kunne stadig mærke det, da det begyndte at klø i det på den mest forbandede måde. Han forsøgte at blinke, men kun hans højre øje reagerede. Han løftede venstre hånd for at gnide sig i øjet, men der var ikke nogen hånd. Han havde et øjeblik glemt, at hans venstre arm for længst var forsvundet. Og da han tænkte på den, blev han opmærksom på, at det også kløede i stumpen. Han løftede højre arm, men hånden blev holdt fast i et stærkt, tørt og knoklet greb, og han hørte igen lægens stemme. Han kunne ikke forstå ét ord af, hvad der blev sagt, men den overordnede mening var klar nok: Det der kan du godt glemme alt om. Han mærkede et køligt omslag blive presset mod øjnene, der lindrede den kløende fornemmelse en smule. Da det blev fjernet, kom synet langsomt, langsomt tilbage. Han så et vindue og bag det himlens blå. En ældre araber i hvide klæder og turban stod bøjet ind over ham og viklede bandagen af med den ene hånd og samlede stoffet sammen med den anden. To hænder, ti fingre – hvor var det sært at se på dem med så meget misundelse. Der var også en anden i lokalet. Det var en meget yngre mand, der stod bag lægen. Hans fine ansigtstræk og hudens farvetone fik ham til at ligne en fra Ostindien, men hans hvide bomuldsskjorte havde et europæisk snit og var stukket ned i knæbukser. Der var hvidt blod i den unge mand, for manden i sengen kunne se, at den brune asiatiske hudfarve var fortyndet med en bleg, lyserød tone. Nu så han på ham og forsøgte at sige: »Taler du engelsk?« Ingen hørte hans ord. Hans stemme var knap en hvisken. Manden viftede med sin højre hånds knuste klo og gjorde tegn til, at den unge halvkaste skulle komme nærmere. Det gjorde han, og han måtte helt åbenlyst kæmpe for at forhindre afskyen

i at bryde frem og brede sig i hans ansigt i takt med, at han kom nærmere og så patienten tydeligere. »Taler du engelsk?« gentog manden i sengen. »Ja, sir, det gør jeg.« »Så sig til den beskidte araber ...« Han standsede for at hive lidt luft ned i brystkassen og skar en grimasse, da det kradsede i hans røg- og ildskadede lunger, »at han skal holde op med at være så fandens pjevset med de bandager.« Endnu en vejrtrækning blev fulgt af et kort, skarpt gisp af smerte. »... træk nu bare de forbandede tingester af.« Ordene blev oversat, og den hastighed, hvormed bandagerne blev fjernet, blev stærkt forøget. Lægens berøring var hårdere nu, da han ikke længere bekymrede sig om at være hensynsfuld. Det havde tydeligvis været en direkte og præcis oversættelse. Smerten blev bare værre, men nu begyndte manden i sengen at finde en pervers nydelse i sine egne kvaler. Han havde besluttet, at det her var en kraft – ikke forskellig fra vindens eller havets – som han kunne konfrontere og styre. Han ville ikke lade sig overvinde af den. Han ventede, til den sidste modbydelige las af det stinkende stof, der var klistret af blod og sårskorpe, var blevet fjernet fra hans hoved. »Sig til ham, at han skal hente et spejl,« sagde han så. Den unge mand spærrede øjnene op. Han talte til lægen, der rystede på hovedet og begyndte at skræppe løs i et mere skingert tonefald og et meget hurtigere tempo. Den unge mand forsøgte tydeligvis at tale ham til fornuft. Til sidst trak han på skuldrene, slog irriteret og afvisende ud med hænderne og vendte sig igen mod sengen. »Det vil han ikke, siger han.« »Hvad hedder du knægt?« spurgte den sårede mand. »Althuda, sir.« »Jamen, Althuda, vil du så fortælle det stædige asen, at jeg personligt kender – nej, jeg er våbenbror med Ahmed El Grang, kongen af Omanerriget, og tillige med sultan Sadiq Khan Ja-

han, selveste stormogulens lillebror. Fortæl ham, at begge mænd sætter pris på den bistand, jeg har ydet dem, og at de vil blive særdeles fornærmede, hvis de vidste, at en eller anden afpillet, gammel kødsnedker nægter at gøre, hvad jeg beder ham om. Og så sig til ham, for anden gang, at han skal hente det satans spejl.« Manden sank tilbage i sine puder. Han var udmattet efter anstrengelsen og så til, mens hans ord blev videregivet til lægen, hvis opførsel nu forandrede sig på mirakuløs vis. Han bukkede, skrabede og krøb, og så stormede han gennem værelset med en forbløffende fart for en, der lod til at være så oldgammel, og kom noget langsommere tilbage med et stort, ovalt spejl i en mangefarvet mosaikramme. Det var meget tungt, og lægen udbad sig Althudas assistance til at holde det hen over sengen i sådan en vinkel, at patienten kunne studere sit eget udseende. Manden i sengen var et øjeblik chokeret over synet. Irissen i hans øje havde en livløs, blå farve og var omgivet af blottet, blodsprængt hvidt. Kinden under det var blevet så slemt forbrændt, at der var brændt et hul i den på størrelse med en kvindes knyttede hånd, og hans kæbeben og tænder kunne tydeligt ses i det hæsligt blottede kranium under huden. Alt hans hår var svedet af på nær en lille, rød tot, der skød frem lige over hans højre øre, og huden i hans hovedbund var så skæmmet af flænger og sårskorper, at man knap nok kunne se den. Han lignede et lig, der havde ligget godt et par uger i jorden. Men han tænkte ved sig selv, at det var netop sådan, han burde se ud, for han var ikke rigtig i live længere. Han havde engang fundet et enormt velbehag ved livet. Han havde kastet sig ud i alle livets glæder, om det var at drikke, kneppe, spille, slås eller rage til sig af det, han kunne få. Alt det var blevet taget fra ham nu. Hans krop var ødelagt, og hans hjerte koldt som graven. Alligevel var ikke alt gået tabt. Han kunne mærke en kraft stige op i sig, der erstattede hans gamle lyster og impulser. Den var magtfuld som en mægtig, frit strømmende flod, men der løb galde i den frem for

vand. For det her var strømmen af hans vrede, bitterhed, had og mest af alt en overvældende tørst efter hævn over den mand, der havde reduceret ham til denne elendige tilstand. Manden så på Althuda med sit ene, raske øje. »Jeg spurgte om dit navn,« sagde han. »Men ved du, hvad jeg hedder?« »Nej, sir.« En skeletagtig grimasse bredte sig i mandens ansigt. Det var en gyselig parodi på et smil. »Så skal jeg fortælle dig det. Jeg hedder Angus Cochran. Jeg er skotte og stolt af det, og min titel er jarl af Cumbrae.« Althuda gjorde store øjne, da han forfærdet genkendte navnet. »De er ... De er den mand, man kalder Gribben,« sagde han med et gisp. »Aye, det er jeg. Og hvis du ved det, så har du måske også hørt om den mand, der gjorde det her mod mig. Han er en højrøvet engelsk fyr ved navn Hal Courtney. Åh ja, jeg kan se, at det får en klokke til at ringe, ikke sandt, knægt.« »Jo, sir.« »Jamen, så lad mig sige dig det her. Jeg har tænkt mig at finde Courtney. Det er ligegyldigt, hvor lang tid det tager, eller hvor langt jeg bliver nødt til at rejse. Jeg vil finde og dræbe ham. Og jeg vil dyppe mit næb i hans blod.

laget havde bølget frem og tilbage over Kebassa-højsletten i det nordøstlige Etiopien fra kort efter daggry, indtil dagens lys døde ud. Nu var larmen også døet ud og blevet erstattet af sejrherrernes triumferende hyl, de desperate bønner om nåde fra overvundne fjender og de ynkelige skrig fra de sårede, der bad om vand eller – hvis enden var nær – råbte på deres mødre. En hær af kristne etiopiere havde vundet en tredje overvældende sejr over den muslimske hær, som selveste stormogulen havde rejst for at invadere deres land. De første to sejre havde vist sig

at være falske daggry, og enhver fornemmelse af sikkerhed, som de havde affødt, havde hurtigt vist sig at være uberettiget. Men denne sejr var så komplet, at det ikke længere kunne diskuteres. Fjendens styrker var rykket frem over land, og ethvert skib med forstærkninger og forsyninger, som havde vovet at krydse Det Røde Hav fra Aden til Eritreas kyst var hurtigt blevet sænket af det fartøj, der egenhændigt beherskede disse vande – en engelsk fregat ved navn Golden Bough. Fartøjet var blevet udrustet til at sejle efter økonomisk vinding. Nu førte skibets kaptajn det i frihedens tjeneste og for at beskytte det vigtigste religiøse relikvie i Etiopien og hele den kristne verden tillige: selveste det tabernakel, hvor jøderne havde opbevaret de stentavler, som Moses hentede ned fra Sinaibjerget, og hvor man sagde, at den hellige gral nu befandt sig. Der var rejst et stort telt bag de etiopiske linjer. Et hold krigere klædt i stålhjelme og brystpanser stod vagt ved indgangen. Indenfor hang der dyrebare gobeliner illustreret med scener fra Kristus’ liv. De var vævet af silke, hvis farver skinnede som juveler i det blafrende lys fra brændende fakler og et utal af tællelys, mens glorien om Frelserens hoved glimtede fra tråde af det pureste guld. I midten af teltet stod der et stort bord, på hvilket man havde bygget en model af slagmarken og det omliggende landskab. Bakker var vist i nøjagtige topografiske detaljer: bække, floder og søer, som var fremhævet med blåt ligesom kanten af modellen, der repræsenterede selve havet. Fornemt udskårne elfenbensfigurer af fodfolk, ryttere og kanoner repræsenterede enheder af infanteri, kavaleri og artilleri, der var stillet op på begge sider. Ved dagens begyndelse havde der været opstillet en perfekt kopi af de to hæres slagorden, men nu var hovedparten af de figurer, der repræsenterede de arabiske styrker, blevet væltet omkuld eller helt fjernet fra bordet. Stemningen i teltet var afdæmpet. En høj, imponerende skik-

kelse i gejstlige klæder var dybt optaget af en samtale med en gruppe højtstående officerer. Hans grå skæg voksede ham næsten ned til knæene, og hans bryst var lige så pyntet med guldkors og rosenkranse som officerernes var med medaljer og ordenstegn. Mændenes lave mumlen stod i skarp kontrast til de begejstrede, henrykte og skingre hyl, der lød omkring bordet. »Bang! Bang! Tag den!« råbte en lille dreng. I hånden havde han en model af en etiopisk kavalerist på en mægtig hingst, og drengen svingede figuren frem og tilbage over det ene hjørne af bordet, så han væltede enhver arabisk figur, som på en eller anden måde stadig stod efter slaget. Så åbnede en vagt teltflappen, og en soldat kom gående ind. Den hvide lærredstunika, som soldaten bar over en ringbrynje, var tilsyneladende mere formgivet for at fremhæve bærerens slanke, pilekvistagtige fysik end for at yde nogen ordentlig beskyttelse. »General Nazet!« råbte den lille dreng og smed sin legetøjssoldat for at storme hen over det tæppebelagte gulv og slå armene om soldatens stålklædte ben, som stadig skinnede vådt med røde plamager af fjendeblod. Han knugede generalens ben, som om han puttede sig ind til sin mors bløde, eftergivende barm. Generalen tog den fjerprydede hjelm af og blottede et hoved, der var tæt besat med sammenpressede, sorte krøller. De vaktes til live med et hurtigt kast med hovedet og dannede en cirkel, hvis usandsynlige lighed med en af glorierne på gobelinen i nærheden blev forstærket af det gyldne skær fra tællelysene. Der var ingen spor af sved eller snavs fra slaget på generalens glatte, ravfarvede hud, den smalle, næsten fine næse og den elegante, hårløse kæbelinje. Der var ingen antydning af stress eller udmattelse i den bløde, lavmælte stemme. »Deres Majestæt,« sagde han. »Jeg har den ære at meddele, at vores hærs sejr er fuldstændig. Fjenden er besejret, og deres styrker er på tilbagetog.« Hans Højst Kristne Majestæt, Iyasu, kongen over alle konger,

hersker over Galla og Amhara, den korsfæstede Kristus’ forsvarer, slap generalens ben, tog et skridt tilbage og begyndte så at hoppe op og ned, mens han klappede i hænderne og jublede af begejstring. Militærfolkene kom nærmere for at lykønske deres kammerat på en mere adstadig maner med håndtryk og klap på ryggen, mens præsten fremsagde en velsignelse og en takkebøn. General Nazet tog imod deres tak med stor ynde og sagde så: »Nu må jeg bede Deres Majestæt om en tjeneste. Jeg har en gang tidligere aflagt mig min bestalling som øverstkommanderende over Deres styrker, men omstændighederne ændrede sig. Min kejser og mit land havde brug for mig, og jeg ville aldrig kunne byde min samvittighed at vende ryggen til pligten. Så derfor iklædte jeg mig rustning og drog mit sværd endnu en gang. Jeg var en soldat, som stod under Deres kommando. Men jeg er også en kvinde, Deres Majestæt, og som kvinde tilhører jeg en anden mand. Han har ladet mig gå én gang, så jeg kunne vende tilbage til Deres tjeneste, og nu ønsker jeg, med Deres tilladelse, at vende tilbage til ham.« Drengen så på hende. Han rynkede tankefuldt panden. »Er den mand kaptajn Courtney?« spurgte han. »Ja, Deres Majestæt,« svarede Judith Nazet. »Englænderen med de sjove øjne, der er farvet grønne ligesom blade på et træ?« »Ja, Deres Majestæt. Kan De huske, De ønskede ham velkommen i ordnen af Etiopiens Gyldne Løve som belønning for hans mod og tjenesteydelser for vores land?« »Ja, det husker jeg,« sagde Iyasu med en stemme, der var uventet trist og sagte. »Skal I være mor og far?« spurgte han så. Drengekejseren spidsede munden og drejede den fra side til side i et forsøg på at forstå, hvorfor han pludselig følte sig meget ulykkelig. »Bare jeg havde haft en far og en mor,« sagde han så. »Måske kan du og kaptajn Courtney komme og bo i paladset og være mor og far for mig.«

»Altså, Deres Majestæt, jeg tror virkelig ikke, at det ...« begyndte den gejstlige. Men drengen hørte ikke efter. Hele hans opmærksomhed var rettet mod Judith Nazet, som havde sat sig på hug og holdt sine arme frem mod ham. Iyasu gik igen hen til hende, og denne gang var det som et barn til sin mor, da han lagde hovedet på Judiths skulder og lod sig omfavne af hende. »Så, så,« sagde hun. »De skal ikke være bekymret. Vil De med ned og se kaptajn Courtneys skib?« Den lille dreng nikkede ordløst. »Måske kan De affyre en af kanonerne. Det ville da være sjovt, ikke?« Drengen nikkede igen mod Judiths skulder. Så løftede Iyasu hovedet fra tunikaens folder og så op på hende. »Du har tænkt dig at sejle væk sammen med ham, ikke?« sagde han ganske lavmælt. »Jo.« »Du må ikke tage af sted,« bønfaldt Iyasu, og så udtrykte hans stemme desperat beslutsomhed. »Jeg forlanger, at du bliver her! Du skal adlyde mig! Du sagde, du var nødt til at adlyde mig!« Så blev der åbnet for sluserne, og han faldt hulkende tilbage mod hendes skulder. Den gejstlige tog et skridt frem mod sin unge herre, men Judith holdt hånden op. »Et øjeblik, biskop. Lad mig ordne det her.« Hun lod Iyasu græde lidt længere, indtil han var blevet mere rolig, så tørrede hun hans øjne og pudsede hans næse i sin tunika. »De ved jo godt, at jeg holder rigtig meget af Dem, gør De ikke?« »Jo.« »Og selv om jeg rejser bort, uanset hvor langt væk det bliver, så vil jeg altid holde af Dem og huske på Dem. Og tænk, hvis jeg rejser til lande langt borte som England og Frankrig, så vil jeg kunne skrive til Dem og fortælle om alle de vidunderlige og fantastiske ting, jeg får at se der.« »Lover du at skrive til mig?«

»De har mit ord som soldat, Deres Majestæt.« »Og får jeg lov til at affyre en kanon, hvis jeg tager med ned til kaptajn Courtneys skib.« »Jeg vil give ham ordre til det. Og fordi jeg er general, og han blot er kaptajn, så er han nødt til at adlyde mig.« Kejser Iyasu grublede lidt over det, sukkede så eftertænksomt og vendte sig derpå væk fra Judith. »Biskop Fasilides,« sagde han, »vil du være så venlig at fortælle general Nazet, at hun har min tilladelse til at tage af sted.«

en bestykkede ostindiefarer Earl of Cumberland – opkaldt efter den første direktør i Company of Merchant of London, der handlede med Ostindien – var fyrre dage fra Bombay med hundrede ton salpeter om bord. Skibet havde kurs mod havnen i London, hvor salpeteret skulle losses og bringes til det kongelige våbenarsenal i Greenwich Palace, hvor det skulle blandes med svovl og trækul for at blive til krudt til Hans Majestæt Kong Karl 2.s hær og flåde. I fartøjets agterende, hvor kaptajnen havde sit kvarter, var der også et antal kahytter til skibets højtstående officerer og eventuelle indflydelsesrige passagerer, der måtte være om bord. I en af disse kahytter lå en ung mand på knæ med hænderne foldet i bøn og lukkede øjne, mens han bad om tilladelse til at slå ihjel. Hans navn var William Pett. Han var kommet om bord med officielle papirer, der identificerede ham som en højtstående embedsmand fra East India Company og krævede, at enhver, der havde med Kompagniets virke at gøre, skulle yde ham al den assistance, han måtte behøve for at udøve sine pligter. Pett havde henvendt sig til Rupert Goddings, kaptajn på Earl of Cumberland, ved et middagsselskab, som blev afholdt af Gerald Aungier, Bombays første guvernør. Pett forklarede, at hans gøremål i Indien var overstået og antydede, at det havde været en delikat

sag, der omfattede forhandlinger med forskellige portugisiske og indiske notabiliteter, som han ikke måtte udtale sig i yderligere detaljer om. »Jeg er sikker på, du forstår behovet for diskretion,« sagde Pett i et kammeratligt tonefald. Goddings var en stor, sprudlende og skråsikker mand med et prægtigt opadvendt, sort overskæg. Hans år som kaptajn i handelsflåden havde skaffet ham en betydelig formue. Han var en yderst kompetent sømand, der besad en vis portion mod, selv om det kun skyldtes, at han ikke havde fantasi nok til at lade sig skræmme. Men end ikke hans nærmeste venner ville have kaldt ham en stor begavelse. Nu antog han et passende eftertænksomt ansigtsudtryk. »Så sandelig, så sandelig ...« svarede han. »De er ganske nemme at fornærme disse indere, og portugiserne er ikke meget bedre. Det skyldes alt den krydrede mad, hvis du spørger mig. Det får deres blod til at koge.« »Jeg har naturligvis regelmæssigt sendt rapporter, der har opsummeret fremskridtene i vores samtaler,« fortsatte Pett. »Men nu, hvor de er overstået, er det af største vigtighed, at jeg vender hjem så hurtigt som muligt, så jeg kan diskutere dem mere indgående med direktionen.« »Naturligvis, det forstår jeg ganske udmærket. Det er livsvigtigt at holde Kompegniet fuldt informeret. Jeg formoder altså, at du vil have en køje om bord på Pølsen.« Pett blev et øjeblik fanget på det forkerte ben. »Undskyld, Pølsen? Jeg er vist ikke helt med.« Goddings kunne ikke lade være med at grine. »Nej, det er du da ved gud ikke! Det er Cumberland, er du med? De fremstiller pølser deroppe, har man fortalt mig. Jeg er selv fra Devonshire. Men altså, Earl of Cumberland har altid været kendt som Pølsen. Det overrasker mig, at du ikke vidste det. Du er jo trods alt en af Kompagniets mænd.« »Jeg har nu altid beskæftiget mig mere med finansielle og ad-

ministrative funktioner frem for de mere maritime. Men som svar på din venlige invitation, så ja, jeg vil være taknemmelig for en køje. Jeg har naturligvis midler, som kan betale for min overfart. Vil tres guineas være tilstrækkeligt?« »Ja, det vil det så sandelig,« svarede Goddings og tænkte, at Kompagniet virkelig måtte sætte stor pris på denne Pett, hvis de har givet ham lov til at bruge så mange penge. »Velkommen om bord!« Pett smilede og tænkte, hvor nemt det ville blive at tjene de fem hundrede pund, han fik i betaling for at dræbe Goddings. Selv efter dette korte møde var det tydeligt, at Goddings var offer for et karaktertræk, som Pett havde observeret hos mange dumme mennesker – en komplet mangel på kendskab til sin egen stupiditet. Denne lyksalige uvidenhed førte til et fatalt udslag af selvtillid. Goddings havde for eksempel troet, at han kunne gøre en ældre direktør i Kompagniet til hanrej ved skamløst at forføre hans meget yngre kone offentligt, og han havde troet, han kunne slippe af sted med det. Han ville snart opdage – meget, meget kort tid, før han forlod denne verden – hvor fejlagtig den opfattelse havde været. Da Pett gik om bord på Earl of Cumberland havde han givet sig god tid, før han slog til mod kaptajnen. Han var først nødt til at vænne sig til at være på havet og lære så meget som muligt om skibets besætning og de forskellige venskaber, alliancer, fjendskaber og spændinger, der herskede iblandt dem. Det var hans hensigt at bruge alt dette til at gennemføre sin plan. Men det var dog endnu vigtigere at vente på signalet, uden hvilket han ikke kunne slå ihjel. Det var en stemme i hans hoved, en budbringer fra himlen, som Pett kun kendte som Helgenen, der kom for at forsikre ham om, at hans offer fortjente at dø, og at han, William Pett, ville blive belønnet i Himmerige for sin indsats med at rense jorden for synd. Pett sov hver eneste nat i en køje, der var ophængt på kroge

fra de spanter, der krydsede kahytten. På den måde var køjen stabil, selv når skibet gyngede. Nu knælede han ved siden af køjen, mens Helgenens tilstedeværelse fyldte hans sind og sjæl – ja faktisk hele hans væsen – med visheden om, at han var velsignet, og at hele koret af engle og ærkeengle vågede over og beskyttede ham. Så længe den vished varede, oplevede Pett en velsignet ekstase, der var større end han nogensinde havde oplevet det med en kvinde, og da han rejste sig, var det med fryd i hjertet, for han skulle udføre Guds værk i aften. Han havde udvalgt sig en helt almindelig bordkniv som våben. Han havde taget den fra kaptajnens bord, hvor han hver aften spiste sammen med Goddings og de øvrige højtstående officerer. Pett havde slebet kniven på en slibesten, han diskret havde bemægtiget sig fra skibets magasiner, så bladet var skarpt som en daggerts. Når han havde brugt den til at dræbe Goddings, planlagde han at udnytte den forvirring, som fundet af kaptajnens lig helt sikkert ville fremkalde, til at skjule den blandt ejendele, der tilhørte en sur og upopulær, ung kadet, hvis inkompetence og skidte karakter ved et antal lejligheder havde gjort ham til mål for kaptajnens vrede. Ingen ville tvivle på, at knægten havde grund til at hævne sig, og han ville ikke have nogen venner, der ville forsvare ham, selv om Pett var indstillet på at melde sig frivilligt til at gøre det, når den summariske retfærdighed blev udmålt. Men det kom senere. Nu stak han kniven i den højre lomme på sine knæbukser, forlod kahytten og bankede på døren til kaptajnens kahyt. »Kom ind!« råbte Goddings uden at nære nogen mistanke, for de to mænd havde fået for vane at drikke et glas cognac hver aften, mens de diskuterede dagens begivenheder om bord på skibet, grundede over East India Companys evigt voksende magt og rigdom (med særlig henblik på, hvordan man måske kunne få fat i en større andel af den) og i al almindelighed ordne verdenssituationen.

De to mænd talte og drak på deres sædvanligt omgængelige facon, men Pett ventede hele tiden på det øjeblik, hvor han kunne slå til. Og da sørgede Helgenen, som altid, for den perfekte lejlighed. Goddings, som nu var noget omtåget af drikkeriet efter at have konsumeret meget mere end Pett, der diskret havde holdt sin indtagelse på et minimum, rejste sig fra stolen for at hente mere cognac i et træskrin. Skrinets indre var opdelt i seks rum, der hver indeholdt en karaffel af krystalglas, og som var fyldt med forskellige typer alkohol og hjertestyrkninger. Goddings vendte ryggen til, mens han rodede de forskellige karafler igennem for at finde den, der indeholdt mere cognac. Han var derfor ganske uvidende om Pett, der havde rejst sig fra sin plads, taget kniven op af lommen og var på vej hen imod ham. Kaptajnen vendte rundt i allersidste øjeblik, netop som Pett skulle til at stikke kniven ind i Goddings højre nyre. For Pett syntes disse øjeblikke at vare evigt. Han var opmærksom på hver eneste af sit offers bevægelser, uanset hvor små de var – hvert eneste åndedræt og hvert et udtryk, der flakkede i hans ansigt. Goddings spærrede øjnene op og så komplet forvirret ud. Det var det overraskede blik hos en mand, som simpelthen ikke kunne forstå, hvad der skete ham eller hvorfor. Pett huggede til tre gange mod Goddings’ kødfulde mave. Stødene faldt hurtigt og sikkert som en boksers jabs. Kaptajnen var for chokeret til at råbe om hjælp eller blot skrige i smerte. Han klynkede i stedet som et spædbarn, mens han så hjælpeløst ned på det røde blod, der vældede ud og gennemblødte hans hvide vest, og den urinplet, som spredte sig over hans knæbukser, for han havde ladet vandet gå af frygt og i chok. Goddings forsøgte at forsvare sig med sine allersidste kræfter. Han kastede karaflen og ramte ved siden af Pett, som nemt undveg ved at svaje til siden. Den ramte i stedet den olielampe, der hang fra en lavtsiddende bjælke, så den røg af sit søm og landede på sekretæren, hvorpå kaptajnens logbog og et søkort lå opslået.

Olien fra lampen og cognacen var begge yderst brandbare substanser, ligesom det gjaldt papirdokumenterne. Lampens flamme var den sidste ingrediens, og snart blafrede ilden hen over sekretærens lakerede træ og løb i bække af brændende væske hen over kahyttens gulv. Pett rørte sig ikke. Han frydede sig stadig over det, han havde gjort. Han blev i kahytten, selv mens flammerne knitrede, og luften blev fyldt med røg. Hans puls bankede hurtigt, og han snappede gispende efter vejret, mens Goddings gennemlevede de sidste øjeblikke af sit liv. Endelig indfandt dødsøjeblikket sig for Goddings, og ekstasen slap sit greb i hans morder, der nu igen begyndte at røre på sig, som var han vågnet af en trance. Pett vidste udmærket, at ild var den mest dødbringende af alle farer til søs, og at et skib lastet med salpeter, og hvis kanoner skød med krudt, ikke var stort andet end en flydende bombe. Nu var lunten blevet tændt, og han måtte flygte fra Earl of Cumberland så hurtigt som muligt. Ligesom han selv sov Goddings i en køje. Den var lavet af træ og kunne fungere som en improviseret redningsflåde. Pett arbejdede hurtigt, men uden den mindste panik, og hægtede kaptajnens køje af de kroge, som den var fastgjort til. Så bar han den hen til vinduerne, der sad i agterenden af kahytten, hamrede på glasset, indtil det knustes og kastede så køjen ud ad den åbning, han havde lavet. Et øjeblik efter klatrede Pett selv op i vindueskarmen uden at ænse de glasskår, der skrabede mod hans hud, og kastede sig ud i den varme natteluft. Pett faldt gennem den tomme luft mod det glitrende, sorte hav. Han havde ingen anelse om, hvor han befandt sig, ud over at det var et sted mellem Indien og Kap det Gode Håb. Han var ikke sikker på, om han kunne finde køjen, eller om den stadig flød på bølgerne. Han havde ingen anelse om, hvilken slags havvæsner der lurede i dybet under ham og gjorde sig klar til at angribe, dræbe og æde ham. Og helt bortset fra alt det kunne han ikke svømme.

Men intet af det betød det mindste. William Pett havde hørt Helgenens stemme. Han adlød Guds bud, og derfor kunne der ikke ske ham noget ondt. Det var han fuldstændig sikker på.

a daggryets første stråler kastede et blødt, orange skær ud over havnen i Mitsiwa, lå den etiopiske flådes stolthed for anker med Union Jack fra sin oprindelige britiske oprindelse stolt vajende. Golden Bough var blevet bygget på ordre af viscount George Winterton for den formidable sum af næsten to tusind pund. Winterton ejede allerede en betydelig privat flåde bestående af handelsfartøjer og kaperskibe. Han havde tænkt sig, at Golden Bough ville være et passende skib til hans elskede søn Vincent, så den unge mand kunne følge familiens søfarende traditioner, mens han selv skaffede mere til det, som allerede var en af de største formuer i England. Den ærværdige »Vinny« Winterton lå nu begravet på kysten i Elefantlagunen ved Det Indiske Oceans vande et lille stykke nord for Kap det Gode Håb. Han var blevet dræbt i en duel, der sandt at sige ikke var meget andet end en morderisk handling. Men hans fars penge var alligevel givet godt ud, selv om skibets nuværende reinkarnation som flagskib og eneste krigsskib i en afrikansk flåde havde indgået lige så lidt i den gamle mands planer som drengens bortgang. Golden Bough var slank og en lige så stor fryd for øjet som en fuldblodsvæddeløbshest, og skibet kunne skære sig gennem vandet med en usædvanlig fart og ynde. Når alle sejl var sat, og der blæste en god vind, kunne det over en længere distance slippe fra et hvilket som helst overlegent krigsskib og fange ethvert, der ikke var det. Og som en hest belønner en vindende jockey, belønnede Golden Bough en kaptajn, der havde stærke nerver og gode færdigheder, for skibet kunne sejle tæt til vinden, hvor andre skibe blev efterladt tilbage med flagrende sejl eller var nødt til at skifte kurs.

I alle de måneder, hvor Hal Courtney havde haft kommandoen over Golden Bough – i fred og i krig, på vindstille, spejlblankt vand og i stormpiskede malmstrømme – havde han lært skibet at kende fra kølen og ballasten til bovsprydet og kolterstokken. Han vidste nøjagtig, hvordan han skulle klemme hver eneste knob ud af det og bedst bevæbne det mod de farer, som han var sikker på at møde. Hal vidste, at alle kaptajner måtte vægte den ildkraft, man fik fra flere kanoner, i forhold til den tyngde, som man føjede til skibets deplacement. Nogle valgte færre kanoner for at få et hurtigere og mere manøvredygtigt skib, mens andre satte deres lid til ildkraft. Med Golden Bough havde Hal både fart og bevæbning. Udvalget af kanoner, som skibet oprindeligt var blevet udstyret med, var blevet kombineret med de fineste pjecer, som var blevet erobret i utallige træfninger. Nu rådede han over en dødbringende blanding af kanoner og mindre våben – fra mægtige kanoner, hvis tolv fod lange løb affyrede kugler, som vejede næsten tyve pund og kunne flække en mast i to dele, til meget mindre (men lige så dødbringende) falkonetter og lette svingbare kanoner, som kunne lades med drueskud og rettes på klos hold mod fjenden, når de forsøgte at borde skibet. Så Golden Boughs tænder var lige så skarpe, som skibet var hurtigt, og det var derfor, dets kaptajn holdt så meget af det. Han ville naturligvis have en af sit livs store kærligheder til at tage sig allerbedst ud, når det igen blev præsenteret for en anden. Fire måneder tidligere havde Judith Nazet været om bord på Golden Bough, da den fornøjelsestur, hun og Hal var på ned langs Afrikas østkyst med kurs mod England via den bugt, hvor hans familieformue lå skjult, var blevet afbrudt af en dhow, der medbragte en desperat bøn fra kejseren. I løbet af de få dage, som Judith tilbragte om bord, var besætningen dog kommet til at beundre hende næsten lige så meget, som Hal gjorde. De var slået med ærefrygt over det, hun havde udrettet på slagmarken, og blev fuldstændigt forgabt i denne smukke og aldeles feminine

kvinde, som hun blev til, når hun lagde sværd og rustning. Så da Hal gav ordre til, at skibet skulle gøres klart til hendes tilbagekomst og tilføjede, at det skulle se endnu mere perfekt ud end den dag, det første gang blev søsat, gik besætningen i gang med stor iver. I en hel uge havde de hængt ud over siderne i reb, mens de skrubbede og tjærede skroget og hamrede nye søm ind i plankerne, så der ikke var det mindste tegn på de mange måneders flådetjeneste – alle de bredsider, der var blevet affyret og afværget, tømmer, der var brændt, og blod udgydt – som Golden Bough og besætningen havde været på. Hver eneste stump tilgængeligt tømmer blev efterset, repareret, udskiftet, skuret, kalfatret, tjæret, smurt og malet. Mastetoppe blev malet sorte, mens storsejlet og stagesejlene for og agter blev slået ud og repareret. De tjærede rebene, polerede kartoverne og satte mere solsejl op for at give mere skygge på dækket til de ærede gæster. De skrabede hver eneste rust- eller blodplet af skibets huggerter, lanser og entreøkser, og de polerede musketterne og de svingbare kanoner, indtil de skinnede blændende i den brændende tropiske sol. En af blodpletterne var blevet forårsaget af en uheldig araber, som var blevet skudt i låret på klos hold med en musketkugle, der havde flænget en pulsåre, så det sprøjtede blodrødt ud over de egeplanker, som dækket var lavet af. Blodet var trængt langt ned i træværket og havde efterladt en uskøn misfarvning lige bag stormasten. Hal fik mændene til at skylle dækket og skrubbe det, indtil det var gennemblødt endnu en gang af deres egen sved, men selv da de var færdige, var der stadig skygger på plankerne, der hvor blodet var trængt dybt ned i veddet. Mitsiwas havn var omgivet af sandstrand, så Hal sendte et sjak i land for at hente spande fyldt med groft, raspende sand, så de kunne gnide det ind i plankerne og på den måde skrubbe overfladen af og dermed pletten. Hal stod sammen med mændene, mens de arbejdede til langt

ud på natten, og han havde endda lagt sig på alle fire og var begyndt at skrubbe sammen med dem, når de slappede for meget af, for han troede på, at intet menneske nogensinde skulle beordre et andet til at gøre noget, han ikke var villig til at gøre selv. Til sidst var han dog tvunget til at indrømme, at dækket, som skinnede sølvhvidt i månelyset, var så rent, som det nogensinde kunne blive, og at de pletter, der måtte være tilbage, ville forsvinde i slagskyggen fra solsejlet, der ville dække hele området den dag og nat, der ventede forude. Han havde befalet, at hans elskedes tilbagekomst skulle markeres med en fest, der passede til sådan en lykkelig begivenhed. Mændene på Golden Bough havde sejlet hårdt, kæmpet hårdt og set et dusin af deres kammerater dø i kamp, før de blev viklet ind i liglagner og overladt til havet. De havde fortjent en mulighed for at spise, drikke og bare slappe af, og Hal ville sørge for, at de gjorde det med stil. Og selv om det her var en glædelig dag, var det også en betydningsfuld dag. Han vidste, at desuagtet de ikke var gift – Hal var fast besluttet på at ægte sin brud i en engelsk kirke med en protestantisk præst – havde han og Judith givet deres liv til hinanden. Han havde elsket før og kendt til både bitterheden ved at blive bedraget og smerten ved at miste noget betydningsfuldt, men der var en vished og konstans over hans kærlighed til Judith, som han aldrig før havde oplevet. Hun var hans kvinde. Hun skulle være mor til hans børn. Det var meget at forestille sig for en ung mand, uanset hvor sikker han følte sig på det. Ved daggry stod han lænet op ad agterdækkets lønning, hvorfra han kunne overskue hver eneste mast, hver et rundholt og hver eneste stump sejl under hans kommando. Men nu var alle sejlene rullet op, og skibet var i ro. I det fjerne kunne Hal se aktivitet på kysten, hvor lokale handlende gjorde sig klar til at fylde deres både med slagtede geder, får og høns, med kurve fulde af grønsager og frugt, med enorme lerpotter fyldt med forskellige

variationer af wat, den tykke, krydrede stuvning med kød eller grønsager, der var Etiopiens nationalret, og med dynger af injera, det surdejsbrød, som normalt blev serveret til wat. Dertil kom sække med grønne kaffebønner (som skulle ristes, males, brygges og så serveres med suger eller salt), tønder med stærk rødvin fra Libanons vingårde og kander med tej, eller honningvin, der var lige så stærk, som den var sød, og endelig store blomsterranker, som skulle udsmykke skibet og udgøre passende smukke og velduftende omgivelser for hans brud. Hal iagttog travlheden i det fjerne et par minutter. Skønt han knap var tyve år gammel, var han beslutsom og havde opnået en voksen mands styrke. Det var hans sømandskab og mod i kamp, der havde fået mænd, som var dobbelt så gamle, til gladeligt at følge hans ordrer uden at stille spørgsmål. Der var stadig ikke blot antydningen af gråt i det tykke, sorte hår, som Hal holdt sammen i nakken med en læderrem, og de grønne øjne, der i sådan en grad havde forbløffet kejser Iyasu, var klare og blikket skarpere end nogensinde. Den ligefrem kvindelige skønhed, han havde haft blot få år tidligere, var næsten helt forsvundet, men hans ryg bar stadig arrene efter de piskeslag, han havde været tvunget til at udstå som fange – næsten som en slave – hos hollænderne. Erfaringen havde gjort hans ansigt slankere og udtrykket hårdere og mere vejrbidt. Hans kæbeparti var mere fast, hans mund mere alvorlig, og hans blik var mere gennemtrængende. Men nu så han dog ned i vandet, der skyllede mod skibets skrog. »Bare mine forældre havde været her og kunne møde Judith,« sagde han, »selv om jeg slet ikke husker min mor – jeg var for lille, da hun døde. Men min far ...« Hal sukkede. »Jeg håber, han synes, jeg gjorde det rigtige ... Jeg håber ikke, han tænker ilde om mig.« »Selvfølgelig ikke! Han var altid stolt af dig, Gundwane. Tænk på de sidste ord, han sagde til dig. Sig dem nu.«