Den niende grav læseprøve by Lindhardt og Ringhof / Forlaget Carlsen

Om OFFER UDEN ANSIGT ”Velskrevet, rap og spændende debutkrimi.” - WEEKENDAVISEN

”Ahnhems debutkrimi er både voldsom og effektiv.” - POLITIKEN

”Bogen hører til blandt de mest spændende, jeg længe har læst.” - KRIMIFAN

I et snedækket Stockholm er Sveriges justitsminister sporløst forsvundet. På den anden side af Øresundsbroen bliver hustruen til en kendt dansk tv-journalist fundet brutalt myrdet i parrets luksusvilla nord for København. Kan der være en sammenhæng mellem de to begivenheder?

Foto / Thron Ullberg

STEFAN AHNHEM har arbejdet som manuskriptforfatter inden for film og tv i over tyve år. Han står bag nogle af Sveriges mest populære krimiserier, blandt andre WALLANDER og IRENE HUSS. Han opnåede stor international succes med debutromanen OFFER UDEN ANSIGT og er nu klar med den uafhængige efterfølger DEN NIENDE GRAV i serien om Fabian Risk.

Sammen med Dunja Hougaard fra det danske politi bliver Fabian Risk trukket ind i et spind af hemmeligheder og intriger, mens de forsøger at opklare, hvad de to sager har med hinanden at gøre.

DEN NIENDE GRAV er anden, selvstændige del i krimiserien om Fabian Risk. En spændende og intens krimi om magtspil og menneskets mørkeste sider, der udspiller sig seks måneder før begivenhederne i OFFER UDEN ANSIGT.

KRIMI LINDHARDT OG RINGHOF WWW.LINDHARDTOGRINGHOF.DK

Omslag / Nils Olsson, Katslosa Design.

Stefan Ahnhem

DEN NIENDE GRAV P책 dansk ved MI AHNHEM THOMSEN

LINDHARDT OG RINGHOF

Den niende grav.indd 3

08/06/15 14.08

Den niende grav er oversat fra svensk efter Den nionde graven Copyright © Stefan Ahnhem 2015 All rights reserved Published by agreement with Partners in Stories, Stockholm AB Udgivet af Lindhardt og Ringhof Forlag, København Bogen er sat med Minion hos Lymi DTP-Service Og trykt hos Livonia Print Omslag af Nils Olsson, Katlösa Design ISBN: 978-87-11-45951-5 1. udgave, 1. oplag 2015 Printed in Latvia

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S – et selskab i Egmont

Den niende grav.indd 4

08/06/15 14.08

PROLOG 14. juni 1998 – 8. november 1999 Det var så mørkt, at han næsten ikke kunne se. Desuden krængede og bumpede fangetransporten så kraftigt på sin vej gennem det ufremkommelige terræn, at de bogstaver, han forsøgte at forme, var på grænsen til umulige at læse. Men der var ikke noget at gøre. Det her var hans sidste chance for at få det hele med, inden blodpølen under ham havde vokset sig alt for stor. Historien om forelskelsen som fik ham til at forlade alting og kaste sig ud i det ukendte. Hvordan han blev skudt og taget til fange af sine egne og nu var på vej mod den sikre død. Kuglepennen havde han haft med sig, lige siden han forlod den israelske militærlejr ved vejspærringen i Huwwara og havde begivet sig ind i de ukontrollerede dele af Vestbredden. Papiret var nogle blanke sider fra dagbogen, han havde fundet i Tamirs rygsæk, og der havde han også fundet en brugt kuvert, som han vendte vrangen ud på. Da han var færdig med brevet, foldede han arkene med sine blodige hænder, puttede dem i kuverten og forsøgte at lukke den, så godt han kunne. Han havde hverken frimærke eller modtageradresse. Han havde kun et navn. Alligevel tøvede han ikke med at presse kuverten ud gennem den smalle sprække og give slip. Den ville nå frem, om Gud ville det, tænkte han og gav efter for trætheden.

Den niende grav.indd 5

08/06/15 14.08

Kuverten nåede ikke engang at ramme jorden, før den kraftige vind greb fat i den og bar den stadigt højere op mod den kulsorte, stjerneløse himmel. Endnu et uvejr var rullet ind over Nablus’ bjerge, Ebal og Gerizim, og tiden mellem lynene, som oplyste mørket, og den dæmpede buldren blev hele tiden kortere. Regnen hang i luften, og det var et spørgsmål om sekunder, før den ville slå kuverten til jorden og forvandle den tørre jord til et leret pløre. Men der kom aldrig nogen regn, og den blodige kuvert med det håndskrevne brev kunne fortsætte sin færd højere og højere op over bjergene og videre over grænsen til Jordan. Saladin Hazaymeh lå på sit liggeunderlag og spejdede op mod himlen, hvor lyset fra den gryende morgen gjorde sine første spæde forsøg. Den kraftige vind fra nattens uvejr var endelig stilnet af, og det så ud til at blive en strålende dag. Som om solen havde besluttet sig for at gøre himlen ren på hans 70-års fødselsdag. Men det var ikke det, som optog Saladin Hazaymehs tanker. På trods af at fødselsdagen var selve anledningen til hans ti dage lange vandring, var han helt opslugt af noget andet. Først havde han troet, at det var et fly i flere tusind meters højde, og derefter gættet på, at det måtte være en fugl, som havde skadet den ene vinge. Men nu havde han ikke længere nogen anelse om, hvad det var, som kom dalende ned fra himlen et halvt hundrede meter foran ham i det klare sollys. Saladin Hazaymeh rejste sig op, og det slog ham, at smerten i ryggen, som han plejede at døje med om morgenen, var forsvundet som dug for solen. Han skyndte sig at rulle sit liggeunderlag sammen og pakkede det ned i rygsækken. Noget var under opsejling, og han kunne mærke, hvordan han blev fyldt med energi. Det kunne ikke være andet end et tegn fra oven. En åbenbaring fra den Gud, han havde troet på så længe, han kunne mindes, og som nu viste ham, at han var på rette vej. Den Gud, hvis søns fodspor han på sin 70-årsdag havde valgt at følge hele vejen fra Jerusalem til Galilæasøen. I går havde han besøgt den hellige grotte i Anjara, og målet havde været at tilbringe natten der, præcis som Jesus havde gjort det sam-

Den niende grav.indd 6

08/06/15 14.08

men med sine disciple og jomfru Maria. Desværre havde vagterne opdaget ham, og han havde været nødsaget til at sove under åben himmel. Men der var tydeligvis en mening med alting, tænkte Saladin, da han med lette skridt skyndte sig over det ujævne terræn mod oliventræet, hvor tegnet fra Gud havde sat sig fast mellem grenene. Da han kom derhen, så han, det var en kuvert. En kuvert? Hvordan han end forsøgte, kunne han ikke finde nogen logisk forklaring på, hvor den kom fra, og besluttede til sidst, at himlen måtte være svar nok. Og sådan var det måske, for i sit indre hørte han en stemme gentage, som et mantra, hvor vigtigt det var, at han behandlede den nøjagtigt, som det var tiltænkt. At det var lige præcis den og intet andet, som var det egentlige formål med hans vandring. Efter nogle forsøg lykkedes det ham at ramme kuverten med en sten og fange den, inden den landede på jorden. Den var beskidt og sønderrevet og så ud, som om den, stik imod alle odds, havde overlevet jordens undergang. Desuden var den tungere, end han havde troet. Der var ikke længere nogen tvivl. Gud havde udvalgt ham. Dette var ingen tilfældig kuvert. Han granskede den for ledetråde på begge sider, men fandt ikke andet end et navn skrevet med små, uregelmæssige bogstaver. Aisha Shahin

Saladin Hazaymeh satte sig på en sten og udtalte møjsommeligt navnet, men det sagde ham ingenting. Efter nogen tøven tog han sin kniv frem og sprættede forsigtigt kuverten op. Med tilbageholdt åndedræt åbnede han brevet, som var fyldt med håndskrevne tegn, der tilsammen dannede lange rækker af ord. Det var hebræisk, så meget forstod han. Men han, som knap nok kunne læse arabisk, hvordan skulle han kunne læse det her? Var det det, Gud prøvede at sige? En straf for at han aldrig havde fået lært at læse. Eller var brevet slet ikke tiltænkt ham? Var han i

Den niende grav.indd 7

08/06/15 14.08

virkeligheden bare et ubetydeligt mellemled med dén ene opgave at bringe det videre? Uden held forsøgte han at ryste skuffelsen af sig, mens han foldede brevet sammen og stoppede det tilbage i kuverten, inden han fortsatte sin vandring nordpå mod Ajloun, hvor han modvilligt lod det dumpe ned i en postkasse. Mange ville sikkert synes, at Khaled Shawabkeh opførte sig skammeligt og var dybt umoralsk. Selv havde han derimod ikke den mindste snert af dårlig samvittighed, når han snuppede kuverter, som enten manglede frimærke, afsender eller fuldstændig adresse. Breve, hvis afsender ikke havde gjort tingene korrekt, tilhørte ham. Dette var en praksis, som han uden undtagelse havde fulgt i alle de 43 år, han havde arbejdet i postens sorteringsafdeling. Derhjemme havde han flere kasser, en for hvert år, fulde af vildfarne breve, og han vidste ikke noget bedre end at fiske et tilfældigt et frem og få indblik i de tanker, som egentlig var bestemt for en anden. Lige præcis denne kuvert var dog noget ganske usædvanligt. Patineringen afslørede, at rejsen i sig selv havde været lidt af et eventyr. Desuden havde nogen allerede sprættet den op, men efterladt hele brevet. Til ham og ingen anden. Nøjagtig otteoghalvfems minutter tidligere end normalt var Kha led Shawabkeh hjemme og låste døren indefra. For at vinde tid havde han skippet eftermiddagsteen, på trods af at han havde haft Harissa-kager med, og var halvløbet hele vejen hjem fra bussen. Nu var han helt forpustet og kunne mærke, hvordan sveden forsøgte at trænge igennem den alt for stramme polyesterskjorte. Aftensmaden måtte vente, tænkte han og skænkede et glas af den vin, som stod gemt bag bøgerne i bogreolen, hvorpå han slog sig ned i lænestolen, tændte den gamle gulvlampe, tog kuverten frem og andægtigt lirkede brevet op. “Endelig,” sagde han for sig selv og rakte ud efter vinen helt uvidende om, at den størknede blodprop, som gennem flere år var blevet dannet i hans venstre ben, løsnede sig og fulgte med blodstrømmen hele vejen op til lungerne.

Den niende grav.indd 8

08/06/15 14.08

På trods af at det var mere end et år siden, Marias farbror døde af en lungeemboli, havde hun stadig ikke sat sin fod i hans hus. Hendes to brødre havde modsat sig testamentet og gjort alt for at presse hende til at fraskrive sig arven. Selv hendes egen far havde forsøgt at overbevise hende om, at Khaled Shawabkeh, der altid havde boet for sig selv, til sidst havde mistet forstanden, og om at kvinder aldrig havde været, og heller aldrig ville blive, skabt til at eje og forvalte fast ejendom. Men Maria havde holdt på sin ret og kunne nu endelige sætte nøglen i låsen og åbne døren. Det havde kostet hende kontakten med begge brødre og forældrene, men det var der ikke noget at gøre ved. Nu skulle huset tømmes og sælges, og for pengene ville hun have råd til at sige op på skrædderiet, flytte til Amman og begynde at arbejde for kvinders rettigheder på The Jordanian National Commission for Women. Det burde ikke kunne lade sig gøre. Der var intet, som talte for, at brevet nogensinde ville nå frem til sin modtager. Forhindringerne var utallige, og sandsynligheden for lille til overhovedet at kunne beregnes. Det var med andre ord umuligt. Alligevel var det præcis, hvad der skete. Et år, fire måneder og seksten døgn efter at brevet var blevet presset gennem en sprække i fangetransporten og grebet af vinden i den kulsorte nat, fandt Maria Shawabkeh det og lykkedes nogle timer senere med kunststykket at parre brevet med kuverten, som manglede alt undtagen et navn. Tre søvnløse nætter senere, efter at have læst den forfærdelige historie, foretog hun nogle målrettede søgninger på nettet, frankerede kuverten, skrev den fuldstændige adresse og afleverede den på det nærmeste postkontor. Uden den mindste anelse om konsekvenserne. Aisha Shahin Selmedalsvägen 40, 7. sal 129 37 Hägersten Sweden

Den niende grav.indd 9

08/06/15 14.08

Den niende grav.indd 10

08/06/15 14.08

DEL I 16. – 19. december 2009 Mange vil blive forfærdede over mine handlinger. Nogle vil se det som en hævn for alle de uretfærdigheder, der er blevet begået. Andre som en utrolig leg, der driver gæk med systemet og demonstrerer, hvor langt man kan gå. Men de allerfleste vil være rørende enige om, at det er et uhyrligt og sygt menneskes gerninger. De vil alle tage fejl ...

Den niende grav.indd 11

08/06/15 14.08

Den niende grav.indd 12

08/06/15 14.08

1 For to dage siden. Sofie Leander sad i venteværelset på Södersygehusets ultralydsafdeling og bladrede i et slidt eksemplar af Vi forældre med billeder af smukke lykkelige mødre og fædre på side efter side. Hendes allerhøjeste ønske var at blive en af dem. Men efter alle de frugtesløse Pergotime-kure var hun begyndt at tvivle på, om hun nogensinde ville få sin ægproduktion i gang. Dette var hendes allersidste chance. Viste det sig, at medicinen heller ikke havde haft nogen effekt denne gang, var hun tvunget til at give op. Det havde hendes mand tilsyneladende allerede gjort. Han, som havde lovet at være ved hendes side, så snart hun havde brug for ham. Hun tog mobiltelefonen og læste hans besked igen. Er blevet forhindret og når det desværre ikke. Som om det handlede om at købe en liter mælk på vej hjem fra arbejde. Ikke engang et held og lykke havde han ofret på hende. Da de flyttede til Sverige for tre år siden, havde hun håbet, det ville betyde en ny start for dem. Specielt da han endda havde valgt at tage hendes efternavn. Dengang havde hun set det som en kærlighedserklæring. Et bevis på, at hvad der end skete, så var det de to. Men nu følte hun sig ikke lige så sikker, og hun kunne ikke slippe af med følelsen af, at de gled længere og længere fra hinanden. Hun

Den niende grav.indd 13

08/06/15 14.08

havde forsøgt at tage det op og snakke om det, men han havde været helt uforstående og insisterende erklæret sin kærlighed. Men hun havde kunnet se det i hans blik. Eller rettere sagt i hans undvigende blik. Han, som engang havde reddet hendes liv, var nu pludselig forhindret og kiggede knap nok i hendes retning. Hun ville ringe og spørge ham ligeud. Spørge om han ikke elskede hende mere. Om han havde mødt en anden. Men hun turde ikke. Desuden var hun overbevist om, at han alligevel ikke ville tage telefonen. Det gjorde han næsten aldrig, når han arbejdede, og slet ikke nu, hvor han var midt i sit nye projekt. Nej, hendes eneste chance var et positivt svar fra lægen. Hvis hun bare fik det, ville alt sikkert blive godt igen. Så kunne hun give ham dét barn, og han ville indse, hvor meget han faktisk elskede hende. “Sofie Leander,” kaldte en stemme, og Sofie fulgte med jordemoderen hen ad hospitalsgangen, hvor hun blev vist ind i et lille undersøgelsesrum med nedrullede persienner, et stort computerlignende apparat og en hospitalsseng. “Ja, du kan bare hænge overtøjet på knagen der og lægge dig på sengen, så kommer lægen lige straks.” Sofie nikkede, hængte sin frakke op og begyndte at tage støvlerne af, mens jordemoderen forlod rummet. Hun satte sig op i sengen, hev op i blusen, og mens hun knappede bukserne op, bestemte hun sig for at ringe til ham alligevel og spørge, hvad der var så vigtigt, at han ikke kunne gøre hende selskab. Men hun nåede knap nok at række ud efter håndtasken, før døren gik op, og lægen kom ind. “Og her har vi Sofie Leander?” Sofie nikkede. “Godt, nu skal vi se ... Hvis du starter med at lægge dig på siden med ryggen til mig.” Sofie gjorde, som hun blev bedt om, og kunne høre lægen åbne en slags plastikindpakning bag hendes ryg. Hun kunne ikke sætte fingeren præcis på, hvad det var, men der var noget ved hele situa tionen, som ikke var, som det skulle være. “Altså, jeg er her for at få undersøgt æggestokkene.”

Den niende grav.indd 14

08/06/15 14.08

“Naturligvis. Vi skal bare lige ordne det her først,” sagde lægen og begyndte at trykke med fingrene langs hendes rygrad. Pludselig mærkede hun et stik midt på ryggen. “Stop lige! Hvad laver du? Stak du mig med en kanyle?” Sofie vendte sig om og så lægen putte noget i sidelommen på bukserne. “Nu forlanger jeg at få at vide, hvad ...” “Bare tag det roligt. Det er ren rutine. Er det der dine ting?” Lægen pegede på hendes frakke og støvler og lagde det ned i fodenden uden at vente på svaret. “Vi skulle jo nødigt glemme noget. Hvordan ville det ikke se ud?” Det var ikke første gang, Sofie skulle have skannet æggestokkene, og det her var så afgjort ingen rutine. Hun havde ingen anelse om, hvad det var. Hun vidste kun, at hun ikke ville være med længere. At hun ville væk derfra. Væk fra lægen og undersøgelsesrummet. Væk fra hospitalet. “Jeg tror, jeg går nu,” sagde hun og forsøgte at rejse sig op. “Jeg vil gå. Hører du, hvad jeg siger?” Men kroppen nægtede at adlyde. “Hvad sker der? Hvad har du gjort?” Lægen lænede sig frem mod hende, smilede og strøg sin hånd over hendes kind. “Det forstår du snart.” Sofie forsøgte at protestere og skrige så højt, hun kunne. Men iltmasken, som blev spændt over hendes ansigt, kvalte lyden, og før hun vidste af det, var sengens bremser blevet løsnet, og hun blev ført ud af undersøgelsesrummet og videre hen ad hospitalsgangen. Havde hun dog bare kunnet gribe fat i noget, hvad som helst, og trække sig ud af sengen og få alle til at forstå, hvad der skete. Men det kunne hun ikke. Hun kunne bare blive liggende og kigge op i loftet, hvor lysstofrørene passerede et efter et. Flere ansigter. Gravide kvinder og vordende fædre overalt. Jordemødre og læger. Alle så tæt på og alligevel så langt væk. Døre som blev åbnet. En elevator og stemmer fra andre, som også var der. Elevatordørene lukkede sig bag hende. Eller åbnede de sig måske? Så var det igen kun hende og lægen, som fløjtede en melodi, der gav genlyd mellem de hårde vægge. Det var det eneste, hun kunne

Den niende grav.indd 15

08/06/15 14.08

høre. Det og sin egen vejrtrækning, som mindede hende om, da hun var lille og havde astma. Når hun dengang havde været nødt til at afbryde legen for at hive efter vejret, havde hun følt sig fuldstændig hjælpeløs. Nu følte hun sig både hjælpeløs og lille og ville bare give efter for gråden. Men det kunne hun heller ikke. Lysstofrørene i det mørke betonloft standsede, og hun kunne se sine ben blive løftet over på en båre, derefter var det hendes overkrop. Det forstår du snart, havde lægen sagt. Hvordan skulle hun kunne forstå? Det eneste, hun kunne komme i tanke om, var ham plastikkirurgen i Malmø, som havde givet sine patienter nogle indsprøjtninger, så de ikke kunne gøre modstand, når han voldtog dem. Men hvorfor skulle nogen ville voldtage hende? Hun blev skubbet baglæns ind i ambulancen og bestemte sig for at fokusere på lyden. Førerdøren, som smækkede i, og motoren, som gik i gang. At de kørte af sted og svingede i vestlig retning på Ringvägen og derefter fortsatte ad Hornsgatan mod Hornstull, hvor de kørte over Liljeholmsbroen og forlod byen. Så langt havde hun ingen problemer med at følge med. Det blev sværere, da de fortsatte ind i en rundkørsel og blev ved med at køre rundt og rundt, indtil hun ikke længere havde nogen idé om nord eller syd. Da de efter cirka tyve minutter sagtnede farten og standsede, kunne de lige så godt være tilbage på sygehuset som alle andre steder. Hun kunne høre, at en garageport blev åbnet, hvorefter ambulancen trillede cirka tredive meter til, inden motoren blev slukket. Ambulancedørene blev åbnet, og hun blev trukket ud og kørt væk på båren. Nye lysstofrør jagtede hinanden i loftet. Farten øgedes, og lægens skridt gav genlyd mod det hårde gulv, inden de til sidst stoppede op. Nøgler og noget som bippede, hvorefter en elektrisk motor af en slags gik i gang. Hun blev rullet ind i et mørkt rum, og det lød, som om noget blev lukket bag hende. En kraftig lampe i loftet blev tændt og lyste lige ned på et aflangt bord. Hun kunne ikke se nogen vinduer, eller hvor stort rummet var. Kun lampen og bordet, der var omgivet af apparater. Hun blev rullet frem og kunne nu se, at bordet var pakket ind i plastik og forsynet med spænderemme, og et stykke neden for

Den niende grav.indd 16

08/06/15 14.08

midten var der et ti centimeter stort hul. Ved siden af stod et metalbord, hvorpå forskellige operationsinstrumenter var sirligt anbragt på et hvidt håndklæde. Først nu gik det op for Sofie Leander, hvad det handlede om. Da hun så alle saksene, tængerne og skalpellerne, forstod hun det fuldt og helt. Hvorfor hun var blevet bortført. Hvad der ventede hende.

2 Fabian Risk læste sms’en en gang til, inden han løftede blikket fra mobiltelefonen og mødte klasselærerens forundrede blik. “Jeg er ked af det, men det ser desværre ud til, at vi må gå i gang uden hende.” “Nå? Okay,” sagde klasselæreren og viste med al tydelighed, hvad hun mente om det. “Hvad, kommer mor ikke?” Matilda så ud, som om hun hellere ville hoppe ud fra Västerbron end gennemføre skole-hjem-samtalen uden Sonja. Og Fabian forstod hende. Af forskellige årsager havde han ikke været med til mødet de seneste gange, og selvom Matilda nu gik i tredje klasse, kunne han ikke engang huske klasselærerens navn. “Matilda, mor er desværre nødt til at arbejde. Du ved, hvordan det plejer at være, når der er en udstilling på vej.” “Hun sagde jo, at hun ville komme.” “Ja, det ved jeg, og jeg lover dig, at hun er præcis lige så skuffet, som du er. Men det går nok fint alligevel, skal du se.” Han strøg hende over håret og søgte støtte fra klasselæreren, som svarede med et smil, der var lige så svært at aflæse som en pokerspillers. “Nej, hold op.” Matilda skubbede hans hånd væk og rettede på de lyserøde hårspænder, som holdt det skulderlange mørke hår på plads. “Ja, altså, når det handler om Matildas studiemotivation og evne

Den niende grav.indd 17

08/06/15 14.08

til at følge med i timerne, er der kun positive udtalelser fra hele lærergruppen.” Klasselæreren bladrede i sine papirer. “I både svensk og matematik er hun en af de bedste i ...” Hun tav og kiggede på Fabians telefon, som var begyndt at vibrere på bordet. “Undskyld.” Fabian vendte mobiltelefonen om, da han til sin overraskelse så, at det var Herman Edelman. Han havde været Fabians chef i alle de år, han havde arbejdet i Stockholms kriminalpoliti, og var trods sine tres år allestedsnærværende og stadig opsat på at jagte sandheden. Fabian kunne oprigtigt sige, at havde det ikke været for Edelman, var han næppe blevet en særligt god efterforsker. Men lige i dag havde Edelman ikke været at se på afdelingen siden frokost, og til eftermiddagskaffen havde hverken Fabian eller nogen af de andre i teamet hørt noget fra ham, så til sidst var de begyndt at spekulere over, om der var sket noget. Men nu ringede han altså. Efter arbejdstid ovenikøbet, hvilket kun kunne betyde én ting. Der var helt sikkert sket noget. Noget som ikke kunne vente. Fabian skulle lige til at svare, da klasselæreren rømmede sig. “Vi har ikke hele aftenen. I er ikke de eneste, jeg skal snakke med.” “Undskyld, hvor var vi?” Fabian afviste opkaldet og lagde mobilen fra sig. “Matilda. Jeres datter.” Klasselæreren ofrede ham et smil. “Som jeg var inde på, har jeg kun positive udtalelser fra hele lærergruppen. Men ...” Hun kiggede Fabian i øjnene. “Hvis det er muligt, vil jeg gerne tale med dig under fire øjne.” “Ja? Okay. Det er vel fint nok. Ikke også, Matilda?” “Hvad skal I snakke om?” “Det er sikkert bare lidt voksenting.” Fabian vendte sig mod klasselæreren, som nikkede med et smil. “Du kan jo vente ude på gangen, så kommer jeg snart.” Matilda sukkede og slæbte demonstrativt med fødderne, da hun gik ud af klasseværelset. Fabian kiggede efter hende, men kunne ikke lade være med at tænke på, hvad Edelman ville. “Jo. Det forholder sig nemlig sådan her.” Klasselæreren lagde sine

Den niende grav.indd 18

08/06/15 14.08

foldede hænder på bordet. “Jeg har hørt fra flere sider, at der er alvorlige tegn på, at Matilda ...” Igen blev hun afbrudt af Fabians vibrerende telefon, og hendes irritation var nu helt åbenlys. “Du må virkelig undskylde, men jeg ved ærlig talt ikke, hvad der foregår.” Han vendte mobiltelefonen om. Denne gang var det hans kollega Malin Rehnberg, som befandt sig i København på et seminar. Edelman måtte være gået videre til hende og havde regnet med, at hun ville have nemmere ved at komme igennem til ham. “Undskyld, men jeg er nok nødt til at ...” “Okay. Men så synes jeg, vi afbryder her,” sagde klasselæreren og begyndte at samle sine papirer sammen. “Vent nu lidt. Kan vi ikke bare ... .” “På denne skole tolererer vi ikke mobiltelefoner i timerne, og jeg ser ingen grund til, at vi skulle gøre særlige undtagelser for de voksne.” Hun fortsatte med at samle sine papirer sammen og lagde dem i sin mappe. “Men svar du på din vigtige samtale, så kan jeg i stedet tale med dem, som er interesserede i deres børn. Fortsat god aften.” Hun rejste sig. “Vent, det her blev dumt,” sagde Fabian, samtidig med at mobiltelefonen blev stille. Telefonsvareren. Sig nu, hvad der er sket, på telefonsvareren. “Undskyld. Selvfølgelig er jeg her for Matildas skyld og intet andet.” Kvinden, hvis navn han ikke kunne huske, kiggede på ham med noget, der grænsede til foragt i blikket. “Okay.” Hun åbnede mappen igen og tog Matildas papirer frem. “Det her er ikke noget, som vi normalt blander os i. Men i jeres datters tilfælde føles det ekstra vigtigt, for hvis I ikke snart gør noget, risikerer det at gå ud over hendes skolegang.” “Undskyld, men jeg forstår vist ikke rigtigt? Gør noget?” Klasselæreren lagde en tegning på bordet. “Her er et af hendes seneste værker. Og ja, du kan jo selv se.” Fabian kunne genkende sig selv med gedebukkeskægget, som han barberede af for nogle uger siden. Over for ham stod Sonja med en køkkenkniv i hånden. De skreg begge to med åbne munde og var ildrøde i ansigtet. Han huskede, at han havde sat spørgsmålstegn

Den niende grav.indd 19

08/06/15 14.08

ved nødvendigheden af, at hun arbejdede så meget om aftenerne. Sonja var blevet rasende og havde påpeget, hvor mange sene arbejdsnætter han havde haft de seneste år, og beskyldt ham for bare at tænke på sig selv. De havde ellers lovet hinanden aldrig at skændes foran børnene. At han desuden havde truet med skilsmisse i kampens hede, gjorde ikke tingene bedre. “Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Det her, det er ...” “Og her har du en til,” afbrød klasselæreren. Denne gang forestillede billedet Matildas mønstrede tapet ved sengen, og præcis som i virkeligheden stod hendes bamser opstillet på række over puderne i bunden af tegningen. En lille del af Fabian kunne ikke lade være med at blive imponeret af, hvor dygtig hun var til at tegne, mens resten af ham kæmpede med at bearbejde taleboblerne, der illustrerede skænderiet på den anden siden af væggen. Denne gang handlede det om sex, og så vidt han kunne se, var nogle af replikkerne faretruende tæt på virkeligheden. Helst ville han bare gerne synke ned gennem stolen og forsvinde væk derfra. “Der er selvfølgelig en hel del fantasi og overdrivelser, det forstår jeg godt. Men det her tema går igen i alt, hvad Matilda laver i øjeblikket, og jeg tænkte, at I burde vide det. Det havde jeg i hvert fald selv ønsket som forælder.” “Selvfølgelig,” sagde Fabian og prøvede at skjule, at mobiltelefonen endnu en gang vibrerede i hans hånd. På vej ud gennem Björngårdsskolens hovedindgang ringede Fabian til Edelman, men telefonen duttede bare optaget. “Har du set, at der er kommet endnu mere sne, Matilda?” sagde han og kiggede ud over skolegården, som var helt dækket af et tykt lag nysne. “Dejligt, hvad? Så kan I jo lave snemænd i morgen.” “Årh, så er det sikkert bare sjap,” sagde Matilda og begyndte at gå ned ad trappen. “Matilda, vent.” Fabian skyndte sig efter hende. “Du går vel ikke og er urolig for, at jeg og mor skal skilles?”

Den niende grav.indd 20

08/06/15 14.08

“Så det var det, I snakkede om.” “Vel? Eller er du det?” Uden at svare løb Matilda over til bilen, som stod parkeret på den anden side af gaden. Fabian holdt bilnøglen op i luften for at få kontakt med centrallåsen, så hun kunne hoppe ind og sætte sig. Egentlig ville han skynde sig derhen og gøre hende selskab, men han vidste ikke, hvad han skulle sige. Hun havde jo ret. Hvis det fortsatte sådan her, var det bare et spørgsmål om tid, inden den uigenkaldelige fiasko var et faktum. Han havde ellers lovet Sonja, men mest af alt sig selv, aldrig nogensinde at gå i sine forældres fodspor. Lige meget hvad der skete. Uanset hvor dårligt de havde det. Det spillede ingen rolle. Ingenting skulle nogensinde få ham til at holde op med at kæmpe og bare give op. Nu vidste han det ikke længere. Selvom luften for længst var sivet ud af dækkene, var han blevet ved med at køre rundt på fælgene, og nu var det tvivlsomt, om de ødelagte hjul stadig kunne repareres. Han sukkede og stoppede op midt i skolegården, tog mobiltelefonen frem og fandt Malin Rehnbergs nummer. “Fabian, hvad fanden har du gang i? Det eneste, som redder din røv lige nu, er det faktum, at jeg er over seks hundrede kilometer væk fra dig.” Det bedste, han kunne gøre nu, var at forblive tavs og lade hende fortsætte, til hun var færdig. “Er du klar over, at Herman har været på nakken af mig som en satans blodigle, bare fordi du ikke gider tage din telefon. Som om jeg var hans sekretær eller sådan noget. Ja, jeg ved godt, at I ikke kunne være mere ligeglade, men jeg befinder mig tilfældigvis i København til et seminar, som faktisk er virkelig interessant.” “Okay, men ved du, hvad det ...” “Men det er nogle lortesenge, de har her, og så føler jeg mig opsvulmet som en strandet hval.” “Jeg forstår, men ...” “Og jeg vil skide på, at der er to måneder tilbage, for jeg kommer

Den niende grav.indd 21

08/06/15 14.08

fandeme til at gøre noget ulovligt, hvis de her unger ikke snart kommer ud. Hallo? Fabian? Er du der?” “Sagde han, hvad det drejede sig om?” “Nej, eller det ved jeg ikke. Det var tydeligvis meget vigtigt. Men jeg har et forslag.” “Okay.” “Svar, næste gang han ringer.” Der lød et klik, og Fabian kunne kun være enig. Han håbede også, at hendes graviditet snart ville være overstået. Femten sekunder senere fik han en sms, hvor Malin undskyldte sin hårde tone og lovede at blive sig selv igen, så snart “helvedesgraviditeten” var overstået. Fabian satte sig bag rattet og kiggede på Matilda i bakspejlet. “Hvad siger du til at køre forbi Ciao Ciao og købe pizza?” Matilda trak på skuldrene, men han så hende lyse en smule op, selvom hun gjorde alt for at skjule det. Han satte nøglen i tændingen og svingede ud på Maria Prästgårdsgata, mens han prøvede at få fat i Edelman igen. “Hej Herman, jeg så, du havde ringet.” “Jeg går ud fra, det er Malin, jeg skal takke.” “Jeg sad midt i en skole-hjem-samtale, og det er først nu, jeg har ...” “Ja ja, det er sikkert fint. Grunden til, at jeg ringer, er, at jeg er blevet indkaldt til møde med Säpo klokken otte i aften, og jeg ser helst, at du følger med.” “I aften? Undskyld, men jeg er alene med børnene. Hvorfor er det så vigtigt, at det lige er mig, der ...” “Er det dig eller mig, som styrer det her?” “Jeg mente det ikke på den ...” “Hør nu her. Persson og Päivinen har lige fået et spor i Adam Fischer-sagen, og Höglund og Carlén har nok at gøre med kortlægningen af Diego Arcas. De eneste, som ikke har noget på deres bord lige nu, er dig og Rehnberg. Og så vidt jeg ved, befinder Rehnberg sig i København.” “Okay, men kan du fortælle, hvad der er sket?” “Jeg går ud fra, det er det, vi skal informeres om. Vi ses udenfor fem i. Hej med dig.”

Den niende grav.indd 22

08/06/15 14.08

Fabian hev headsettet ud af ørene og drejede ned på Nytorgsgatan. Det var langt fra første gang, hans og Säpos veje krydsede hinanden. Han var dog aldrig tidligere blevet inviteret ind til et møde efter arbejdstid, hvilket havde sin enkle forklaring i hans plads langt nede i fødekæden. Herman Edelman, derimod, var der i tide og utide og gjorde altid et stort nummer ud af at understrege, at det gjaldt om at sidde med ryggen mod væggen, hvis man ville overleve et møde med dem. Og nu ville han altså have Fabian med. “Nej, det går ikke, Fabian. Desværre. Du må ordne det på en anden måde.” “Hvad mener du med det? Ordne det på en anden måde?” sagde Fabian og kiggede ud på de snedækkede hustage, mens han hørte Sonja tage endnu et kræftfremkaldende hiv, hvorefter hun sukkede røgen ud i en enkelt udånding. Et tegn på, at hun var i rigtigt dårligt humør. “Ja, hvad ved jeg? Du må vel improvisere. Jeg har ikke tid til at snakke mere nu.” “Vent nu lidt,” sagde Fabian og så i vinduets spejling, at Matilda sad ude i køkkenet og lyttede til dem. Han tog fjernbetjeningen, tændte for tv’et og skruede op for volumen. Otte dage efter jetsetteren Adam Fischer forsvandt sporløst, afslører politiet nu, at det drejer sig om en kidnapning ... “Sonja, det her er faktisk ikke min beslutning. Jeg har ikke ligefrem noget valg.” “Og det mener du, at jeg har?” Med os i studiet har vi professor i kriminologi Gerhard Ringe ... “Skal jeg bare smide penslerne og sige, sorry Ewa, men der bliver ingen udstilling?” “Nej. Men ...” “Godt så.” “Vær nu sød og slap lidt af.” Hvad er det, som har fået politiet til at afsløre den her information, og hvorfor har vi stadig ikke hørt noget om en løsesum?

Den niende grav.indd 23

08/06/15 14.08

“Jeg er helt afslappet,” sagde Sonja og anstrengte sig ikke det mindste for at skjule, at hun tog endnu et hiv. “Jeg forstår bare ikke, hvorfor det skal være sådan et problem, bare fordi det for én gangs skyld er mig, der er nødt til at arbejde.” “Okay, jeg må prøve at ordne det på en anden måde. Har du overhovedet nogen anelse om, hvornår du kommer hjem?” “Ja. Når jeg er færdig. Og vær sød ikke at spørge mig om, hvornår det er, for jeg aner det ikke. Jeg ved kun, at jeg hader de her malerier mere og mere, for hvert sekund der går.” Nyt suk og nyt hiv. “Undskyld ... Jeg er bare så træt af det hele, at jeg kunne brække mig.” “Skat, det skal nok gå. Du har det sådan her inden hver udstilling, indtil du pludselig ved præcis, hvordan det skal være, og så går alting som en leg.” “Ja, vi må se, hvordan det går denne gang.” “Jeg finder ud af det. Du skal ikke tænke mere på det.” “Okay.” “Elsker dig.” “Vi ses.” Fabian satte sig hos Matilda i køkkenet og tog sin pizza frem. “Nå, hvordan smagte bananpizzaen så?” “Okay. Men far?” “Ja?” “Sagde mor, at hun også elsker dig?” Fabian kiggede hende i øjnene og overvejede, hvad han skulle svare. “Nej, det gjorde hun faktisk ikke.” “Måske er det bare, fordi hun er så stresset.” Fabian nikkede og tog en stor bid af pizzaen, som for længst var blevet kold.

Den niende grav.indd 24

08/06/15 14.08

Om OFFER UDEN ANSIGT ”Velskrevet, rap og spændende debutkrimi.” - WEEKENDAVISEN

”Ahnhems debutkrimi er både voldsom og effektiv.” - POLITIKEN

”Bogen hører til blandt de mest spændende, jeg længe har læst.” - KRIMIFAN

Foto / Thron Ullberg

Sammen med Dunja Hougaard fra det danske politi bliver Fabian Risk trukket ind i et spind af hemmeligheder og intriger, mens de forsøger at opklare, hvad de to sager har med hinanden at gøre.

KRIMI LINDHARDT OG RINGHOF WWW.LINDHARDTOGRINGHOF.DK

Omslag / Nils Olsson, Katslosa Design.