Den sibiriske måne – Essays - læseprøve by Lindhardt og Ringhof / Forlaget Carlsen

100 mm

»En fremragende psykologisk roman … Man har lyst til at blive ved med at genlæse hans bøger. Han er en mester i uudtalte konflikter … Stor anerkendelse for denne roman om det evigt søgende menneske og for, hvordan den indvirker på læseren.«

215 mm

– De Standaard, Belgien

»I sin nye, smukke og rolige roman viser Jens Christian Grøndahl sig som en sand arvtager til Albert Camus og den franske eksistentialisme.«

Omslag: Alette Bertelsen / aletteb.dk

Det bliver bl.a. til refleksioner om rock, Proust og Odysseus, om Wim Wenders, Herman Bang og Jørgen Leth. Til sidst er forfatteren i Australien, hvor han endnu en gang oplever litteraturens evne til at transformere den menneskelige erfaring hen over alle grænser.

Den sibiriske måne

– Nils Gunder Hansen, Kristeligt Dagblad

I FEMTEN ESSAYS om kunst og litteratur indkredser Jens Christian Grøndahl forbindelsen mellem liv og værk, tradition og samtid.

19,2 mm

Jens Christian Grøndahl

Pressen skrev om Før vi siger farvel:

137 mm

100 mm

Jens Christian Grøndahl Foto © Thomas A

CMYK + MATTE KACHE

Jens Christian Grøndahl

Den sibiriske måne Essays

Lindhardt og Ringhof

(f. 1959) har et stort internationalt forfatterskab bag sig og er modtager af adskillige litterære priser og hædersbevisninger i indog udland. Hans bøger er udkommet i over 3o lande og optræder på kritiker- og bestsellerlister verden over. DEN SIBIRISKE MÅNE er hans sjette essaysamling.

JOBNAME: 5. korrektur PAGE: 4 SESS: 32 OUTPUT: Mon Nov 19 09:50:19 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/137662_Den_sibiriske_mane_133x210/Materie

ISBN 978-87-11-38348-3 1. udgave, 1. oplag Printed in Latvia 2013 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont

JOBNAME: 5. korrektur PAGE: 3 SESS: 32 OUTPUT: Mon Nov 19 09:50:19 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/137662_Den_sibiriske_mane_133x210/Materie

Jens Christian Grøndahl

Den sibiriske måne Essays

Lindhardt og Ringhof

JOBNAME: 5. korrektur PAGE: 127 SESS: 32 OUTPUT: Mon Nov 19 09:50:19 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/137662_Den_sibiriske_mane_133x210/Materie

Manden fra tresserne

ed receptionen, som Gyldendal holdt i anledning af Jørgen Leths 75-års fødselsdag, gav hovedpersonen en prøve på sit spoken word-samarbejde med musikerne Mikael Simpson og Frithjof Toksvig, begge mere end en generation yngre. På et suggestivt duvende bagtæppe af slørede harmonier og få, men præcist anbragte accenter talte dagens mand uden manuskript over temaet den første forelskelse. Stemmen alene har sin cool magi, enhver ved det, og der er ingen grund til at elaborere. Jørgen Leths stemme er en af samtidens mest indarbejdede signaturer; måske den mest parodierede digterstemme i dansk litteratur overhovedet. Hvem ud over Meryl Streep har forsøgt sig med at efterabe Blixen, og hvem ville komme på at eftergøre Rifbjergs nasale arrogance for jagthorn? Bortset fra dét fik Leths ord i den ledsagende musiks tilbagelænede ambiance et klangrum, der var mere emotionelt, end hans tørre form ellers lægger op til. Man blev bevæget, jeg blev ihvertfald, og ikke kun, tror jeg, fordi jeg er et let offer for en molakkord. Jeg var vist heller ikke den eneste. Til stede var ud over børn og børnebørn et bredt udvalg af venner gennem fem årtier, fra Per Kir127

JOBNAME: 5. korrektur PAGE: 128 SESS: 32 OUTPUT: Mon Nov 19 09:50:19 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/137662_Den_sibiriske_mane_133x210/Materie

keby, Kristen Bjørnkjær, Mogens Rukov og Leths trofaste filmfotograf Dan Holmberg til Morten Sabroe, Søren Ulrik Thomsen, Bente Klarlund og Dy Plambeck for blot at nævne nogle stykker. Det var en mere tøvende, et øjeblik næsten famlende Jørgen, vi hørte. Usvækket i sit afspændte fokus, men ældre, mere sårbar. Smilende og fornøjet på sin drengede måde, nysgerrigt imødekommende som altid, men stadig præget af jordskælvet på Haiti, der rev hans hjem og verden fra hinanden, så han for altid, frygter man, er rystet i sin grundvold. Og så talte han om den første lidenskab, et neddæmpet stykke, hvor diktionens lille rest af aarhusiansk på en ny måde kom til sin ret. I mellemskolen havde han været forelsket i en pige fra parallelklassen, men han turde ikke give sine følelser til kende. I stedet fulgte han efter hende i smug og tog opstilling med sin cykel over for hendes opgang i håb om at få et glimt af hende på afstand. Han talte om saligheden ved at cykle hjem med dét glimt. Om »den pine, der lå i at se, men ikke røre. Det var den dobbelthed, man skulle håndtere som dreng i Aarhus«. Formuleringen er vintage Leth, for dobbeltheden slår ud i stilen. Den tilbageholdte lidenskab accentueres indirekte af det distancerede ‘man’ i stedet for ‘jeg’, og så er der den tilsyneladende irrelevante information, at vi er i Aarhus. Som om drenge ikke forelsker sig kysk og håbløst overalt. Men det er den præciserede proveniens, der giver erindringen sit perspektiviske sug af gensyn med den tabte tid, af følelsesmæssigt nærvær og sval kontemplation i ét. Jørgen Leth har altid forstået at udnytte nav128

JOBNAME: 5. korrektur PAGE: 129 SESS: 32 OUTPUT: Mon Nov 19 09:50:19 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/137662_Den_sibiriske_mane_133x210/Materie

nenes og stednavnenes indfoldede epik, tænk bare på opremsningerne af store cykelryttere eller fikspunkterne i hans filmiske repertoire af locations: Rio de Janeiro, Port-au-Prince, Bilbao, Vientiane. Det er i sig selv typisk for manden, at han uden nævneværdig modstand lod sig lokke og sikkert også smigre ind i samarbejdet med to halvt så gamle musikere om noget så halsbrækkende som at improvisere et bånd med løs snak, som de så kunne akkompagnere, i anden omgang endda på en live tour helt uden sikkerhedsnet. Det er typisk for noget i hans indstilling, der har kodet ham som kunstner og defineret hans grundlæggende greb, lige siden han i tresserne blev del af den danske avantgarde. En smag for det spektakulært grænsesøgende, men især også for den radikale åbenhed, der ligger bag; over for tilfældets gaver, over for de uforudsete muligheder i at lege arbitrært med formen og ikke mindst over for potentialet i ens egen intuition, hvis man evner at forblive lige så smidigt lysvågen som et barn. Stykket selv var noget andet end typisk, noget mere. Noget dybere? Noget essentielt? Begge ord ville være forkerte at bruge om en kunstner, der konsekvent fornægter den klassiske modsætning mellem overflade og dybde, og som, hvis han var filosofisk anlagt, meget resolut ville afvise enhver tale om essens. Jørgen Leths indfaldsvinkel er fænomenologisk; selv ville han sige, at han har lært af antropologien. Han betragter den sædvanlige udsigt. Hvordan de ser ud. Hvad billedet forestiller. Han ser og er sig i samme øjeblik bevidst, at det er dét, han gør, iagttager. Blikket er hos ham 129

JOBNAME: 5. korrektur PAGE: 130 SESS: 32 OUTPUT: Mon Nov 19 09:50:19 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/137662_Den_sibiriske_mane_133x210/Materie

altid en tilnærmelse med alt, hvad det indebærer af distance, og det var derfor, hans troskyldigt vemodige lille stykke om tidlig kærlighed på én gang bevægede mig og slog mig som en indkapsling af hele hans oeuvre. Det var ikke bare på grund af Mikael Simpsons Morricone-agtige mundharmonika. Der var blikket og kvinden, omend kun en skolepige; der var endda en cykel. Der var distancen mellem lidenskaben og dens genstand, formens kølighed og begæret, den opretholdte spænding mellem kulde og varme. Der var i kimform kunstnerens viden om, at billedet altid forestiller det, man har mistet eller aldrig vil kunne opnå, og at det kommer ud på ét. At vi ikke har at gøre med et billede af livet, men et billede i stedet for livet, over for livet, uden for det. Nu vil man jo ikke kunne mistænke Jørgen Leth for siden mellemskolen at have sublimeret ret meget af sin libido. Tværtimod har han været berømt, en overgang ligefrem berygtet, for at udleve den erotiske side af tilværelsen uden småborgerlige skrupler. Liderligheden, som han holder af at sige med sin sagligt konstaterende dræven. Et ord, som han og hans jævnaldrende resolut lirkede ud af de fugtige cykelkældres angst- og skyldbetonede mørke, og som mange af os i den efterfølgende generation har svært ved at udtale uden at grimassere ironisk. Men selv om der har været mange kvinder, var det alligevel kyskheden i billedet af drengen med cyklen, der for mig et øjeblik indrammede noget gennemgående i Jørgen Leths digte og film. Blikket og dets genstand. Afstanden mellem dem. En umulig drøm om at være fuldkommen restfrit nærvæ130

JOBNAME: 5. korrektur PAGE: 131 SESS: 32 OUTPUT: Mon Nov 19 09:50:19 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/137662_Den_sibiriske_mane_133x210/Materie

rende og til stede i et smukt, mættet nu. Det nøgternt nedkølede sprog for dén drøms vilde romantik. Og dens bagside, melankolien, der gennem alle årene har trukket sit blå spor gennem liv og værk. Den femoghalvfjerdsåriges erindring om drengen i Aarhus afrunder en cirkel, der i sin tryllekreds af artisteri, fascination, attituder og stil indkredser det erotiske menneske, som Jørgen Leth har været, og som han senest har lavet en af sine væsentligste film om. En indgang til filmen blev for mig noget, han sagde i et interview før dens premiere, hvor han med karakteristisk åbenhjertighed talte om kærlighedsakten. På en forunderlig måde er den mand i stand til at offentliggøre det allermest private uden at virke ublufærdig eller pinlig, og her handlede det om forskellen mellem mænds og kvinders nydelse. Han konstaterede, at kvinders er større, og at det er mandens opgave at fremkalde den, så at sige skabe den og være dens vidne. Det er selvfølgelig sådan, man må se den herostratisk berømte scene i filmen, hvor Jørgen Leth indrammer sin unge haitianske kærestes ansigt med videokameraet, mens de elsker. Det stærke ved den scene er efter min mening hverken dens pornografiske værdi eller dens provokatoriske potentiale i en kulturel offentlighed domineret af protestantisk-feministiske dyder. Distancen er provokerende, men voyeuristisk kan man vel ikke, situationen taget i betragtning, kalde dette blik på den nydende, henførte Dorothée. Grænsen mellem dominans og domineret er pludselig flydende; dét er provokationen. Kvinden, der giver sig hen til manden, er samtidig fuldkommen suveræn. Hun forsvinder for ham 131

JOBNAME: 5. korrektur PAGE: 132 SESS: 32 OUTPUT: Mon Nov 19 09:50:19 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/137662_Den_sibiriske_mane_133x210/Materie

midt i hans favntag. Han kan knuge hende så voldsomt, han vil, men aldrig rumme hendes lyst, dens omfang, dens utæmmede raseri. Han har bemægtiget sig hendes krop, men kan blot se til, magtesløs og ensom, mens hun kulminerer. Hans blik, fastholdt som filmbilledets ramme, dokumenterer ikke meget andet end den maskuline afmagt. Idet han trænger ind i hende, er han igen drengen med cyklen over for en opgang i Aarhus omkring 1950, på udkig efter en passerende skikkelse bag et gardin. Han er aldrig kommet længere, han vil aldrig ankomme til kvinden, han kan aldrig nå over denne tærskel, hvor hun bliver væk i sig selv. Det erotiske menneske er melankoliker helt ind i marven. Der har været meget postyr omkring Jørgen Leths frimodige beretninger om sine skiftende forhold til smukke unge haitianske kvinder, og beskyldningerne om postkolonialt sexmisbrug er blevet imødegået både af ham selv og andre med den betragtning, at der i enhver seksuel relation, selv i vores egen lighedsfikserede kulturkreds, indgår et element af byttehandel. Kvinden kan byde på sex, manden på materiel tryghed og social opstigning, og sådan er det i ethvert klassesamfund, hvor fattigdommen udgør en permanent nærværende virkelighed eller trussel. Det er sikkert rigtigt, men bortset fra at Jørgen Leth med åbne øjne har ladet sig forføre til at betale for hele familiers underhold som den rimelige og forståelige pris, og selv om denne handel aldrig har udelukket ægte følelsesmæssige bånd, så vil jeg hellere hæfte mig ved det andet og mere universelle træk ved hans haitianske for132

JOBNAME: 5. korrektur PAGE: 133 SESS: 32 OUTPUT: Mon Nov 19 09:50:19 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/137662_Den_sibiriske_mane_133x210/Materie

hold. Ligesom i sengen er det jo også i det øvrige liv kun tilsyneladende ham, der styrer. Blikkets genstand er magnetisk, og kvindernes ungdom er magt i sin reneste form. Det erotiske menneske er ikke en film om erotik, men om at blive gammel og stadig elske kvinder; dens drive er ikke liderlighed, men ømhed og vemod. Dens tema er det sensuelle øjeblik i al dets flygtighed, men dens fortælling er erindringens, det tilbageskuende blik på alt det, der ikke længere er tilgængeligt. Den tabte tid. Bestemte steder, timer og kvinder. Et hotelværelse i Rio de Janeiro. Et andet med udsigt til Mekongfloden.

D a jeg første gang blev opmærksom på Jørgen Leth, var jeg ikke meget ældre end drengen i Aarhus. Jeg havde selv oplevet at stå i flammer og brænde inde med al min lidenskab, mens hun bare cyklede forbi, men jeg var også begyndt at skrive. Det var hans digte, der tiltrak mig, og jeg læste dem længe før, jeg blev klar over, at han desuden lavede film. Jørgen Leth blev et eksempel på noget forunderligt i mit liv som læser, og jeg ved, at mange andre har oplevet det samme. At man møder de rigtige bøger på det rigtige tidspunkt; støder ind i dem, simpelthen, som en pludselig forelskelse. Det begynder med en titel eller et omslags typografi og illustration; det begynder med, at man slår op på en tilfældig side, og så er der sat strøm til, så er der forbindelse. Det er ikke, fordi man genkender sig selv, tværtimod føler man sig genkendt af teksten, set og taget på kornet. Man kan ikke slippe udenom. 133

JOBNAME: 5. korrektur PAGE: 134 SESS: 32 OUTPUT: Mon Nov 19 09:50:19 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/137662_Den_sibiriske_mane_133x210/Materie

Det var i halvfjerdserne, og jeg gik i niende på en kommuneskole i udkanten af Helsingør. Vi boede i nogle moderne rækkehuse ved siden af LO-Højskolen ud til skrænten over Højstrup og Ålsgårde. Pudsigt nok skriver Leth i bind 3 af sine erindringer Det uperfekte menneske, hvordan han for et par år siden indlogerede sig på LO-Højskolen og gik ture langs golfbanen og skoven med udsigt over Øresund og Kullen. De samme ture, som jeg travede i ung, ophøjet ensomhed, mens jeg vred og vendte eksistensen. Der var i sig selv noget avantgardistisk, synes jeg i dag, ved sammenstødet mellem golfbanens tætklippede abstraktion, komplet med små flag og små ensomme skikkelser, og til den anden side de symfoniske trækroner a la Brahms. Hvad søger man i bøger? Et sprog, der rammer én og rammer som mere end ‘bare sprog’. Ikke indhold, ikke essens, ikke et moralsk imperativ eller et storladent tema, men en skarphed, en stil så prægnant, at man føler sig vågen og til stede. At man for en gangs skyld føler sig samtidig. Måske er dét ordet. Jeg husker, hvordan jeg responderede over for et sprog, der syntes fuldkommen i øjenhøjde med nutiden. Er man som ung mere pinefuldt end senere bevidst om, at den absolutte nutid er ukendt? At man hele tiden kun er lige ved at ankomme til den? Tanken om absolut nutid er i sig selv blevet historie; den hører til historien om det tyvende århundredes avantgarde, sådan som den kulminerede omkring 1970. Hele forestillingen om, at de gamle former og udtryk er ude af stand til at begribe eller repræsentere den nye virkelighed. Dén abonnerede jeg på, og det gjorde Jørgen Leth også. 134

JOBNAME: 5. korrektur PAGE: 135 SESS: 32 OUTPUT: Mon Nov 19 09:50:19 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/137662_Den_sibiriske_mane_133x210/Materie

Andy Warhol og John Cage var hans guruer, og de var også mine. I mine forældres reol fandt jeg det store Warhol-katalog fra udstillingen på Moderna Museet i Stockholm, og jeg bladede hurtigt forbi gengivelserne af de ikoniske repetitioner af Marilyn og Elvis for i stedet at dvæle ved de sort-hvide fotos fra newyorker-bohemens driverliv på The Factory. De rå, kornede snapshots blev indimellem afløst af Warhols aforismer, der hyldede overfladen, tomheden, det upersonlige, og jeg læste dem som bibelcitater, kritikløst og andægtigt. Jeg kendte med andre ord de kulturelle fortegn for digtene, som Jørgen Leth skrev i de år, efter at han havde vredet sig fri af den mere klassiske modernismes benlås. Ja, havde de ikke været som låse, de tidlige digte? Kringlede indtil det dirkefri, men helt i pagt med den mere sammenbidte og nultimeagtige efterkrigsgenerations alvor i tweed. Jeg ved godt, at man ikke skal læse digte, som om de kunne låses op, hvis bare man fandt nøglen, men de første Leth-samlinger oplevedes alligevel som gitre eller krat af sprog, af gensidigt obstruerende referencer, hvorigennem man anede eksistensen på randen af den store tomhed efter Auschwitz og Hiroshima. Selvfølgelig var dét ikke til hver en tid lyrikkens skjulte dagsorden, men man havde dengang en måde at skrive digte på og et pensum, der opgraderede tungsindet, det anspændte ubehag og den tyndhudede idiosynkrasi; noget ligesom tæret og samtidig desperat, med slipseknuden som skruestik. Og sådan kunne Jørgen Leth da godt skrive, det var overhovedet ikke noget problem. Faktisk er hans første digte fuldt på højde med, 135

JOBNAME: 5. korrektur PAGE: 136 SESS: 32 OUTPUT: Mon Nov 19 09:50:19 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/137662_Den_sibiriske_mane_133x210/Materie

hvad Rifbjerg, Gustava Brandt og andre diskede op med på den tid, og de er ikke mindre eksperimenterende eller koncentrerede. Jørgen Leth er modernismens mest undertippede digter, og han var ikke engang blevet Jørgen Leth endnu. Det blev han først, da han lukkede sporten, filmen og mediekulturen ind i sin senmodernismes hvidskurede tomhedstempel; Ole Ritter, Simon Spies, Jane Fonda, Jean-Luc Godard. De var nu malet blå, og Jørgen Leth havde fundet sit digteriske tråd. Han var langtfra den eneste, der gav poesien et skud adrenalin ved at blande op med pop, massekultur og højkonjunkturens bedårende banaliteter, men alligevel kom han til at skille sig ud. Hvor resten af generationen mere eller mindre implicit lod sig smitte af den uldent antiautoritære, politiserende jargon, der blev halvfjerdsernes kulturelle mainstream, gik Jørgen Leth i en helt anden retning. De andre tog Kystbanen op til Rungstedlund. Han fløj til Haiti og indlogerede sig på Oloffson. Mens den danske modernisme med det nyoprettede akademi fik sin rituelle helligdom, blev Leth den lidt uglesete libero, den utilregnelige libertiner, altid en kende for anløben til de gode stuer. Alligevel er han forblevet en uimodståelig genstand for det modernistiske borgerskabs nyfigenhed. Han oplever jo noget. Hvad angår modernismen som åndsform, gik han længere end de fleste i retning af at tage konsekvensen af det store meningstab. Efter at Nietzsche havde sagt farvel til det nittende århundrede ved at aflive metafysikken, må man jo sige, at enhver snak om dybde var blevet 136

JOBNAME: 5. korrektur PAGE: 137 SESS: 32 OUTPUT: Mon Nov 19 09:50:19 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/137662_Den_sibiriske_mane_133x210/Materie

et postulat. Men med sine formummede og introverte attituder var modernismen i forlængelse af romantikken alligevel fremturet med at anspore sit publikum til at udgranske den skjulte mening. Som en mut, mystisk kvinde, der gør sig kostbar og tyrannisk forlanger, at vi skal gætte, hvad hun tænker. Det gad Jørgen Leth trods alt alligevel ikke, og nu var Nietzsche pludselig også malet blå. Der var, hvad der var. Verden var. Det handlede om at se den. Sige den. Skrælle livet for stuk og forlorne fortolkninger, barbere det ned til konstateringens hemingwayske skyhed over for alt andet end det konkret oplevede. Slå sig for munden med Wittgensteins berømte diktum om det, hvorom der ikke kan tales. Den elementære poetiske pop, der kom ud af det, kan være morsom, sådan som Per Højholt sine steder er morsom, men hvor Højholt i samme periode kørte fast i puerile manerer, mærker man hos Leth hele tiden den underløbende desperation. Der er ikke andet end overflade, men det er ikke nok. Men der er ikke mere. Men det er ikke nok. Ikke mindst i den tilbagevendende besættelse af skrivebordet og udsigten fra skrivebordet, bordets inventar af genstande og skriveøjeblikkets nulpunkt, mærker man depressionen. Den holdes i skak af fascinationens referencer, hele det Graham Greene-inspirerede univers af palmeblade, vifter, persienner, balustre og drinks, men det smukkeste ved de modne digte fra firserne og frem er, at de snarere end at fornægte ethvert indhold bliver en måde at indramme det på. Det, hvorom der ikke kan tales. Varmen, som stilens kulde accentuerer. Den ube137

JOBNAME: 5. korrektur PAGE: 138 SESS: 32 OUTPUT: Mon Nov 19 09:50:19 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/137662_Den_sibiriske_mane_133x210/Materie

stemte længsel, som den forefaldende udsigt kun kan forstærke. Efter at de tidligere generationers hæderkronede litterære temaer var smidt ud sammen med deres hæderkronede anfægtelser og deres lige så hæderkronede eksistentialisme – alle deres fugle omkring fyret og tanker i en skorsten og stjerner bag gavlen – var der kun blikket tilbage og med blikket den anden konstant, begæret. Uforklaret, men ikke af den grund mindre virkeligt. Uudsigeligt, men så meget desto mere påtrængende. Begæret efter kvinden, men i al sin enkelhed også begæret efter nærvær. At kunne være, her og nu, i et forlænget øjebliks perfekte, erindringsløse balance mellem blik og verden. Hvis dét var livsfølelsen, hvis dét var den personlige tilskyndelse til at nærme sig sproget for at gøre noget med det, så kunne alt, siger og skriver alt, gøres til genstand for litteratur. Intet ville være den fremmed eller, vigtigere endnu, for banalt, ikke fint nok. Alt ville være stof, alt ville være tilladt. Efter at også avantgardismen er blevet gammel og træt, vil dét måske vise sig som den blivende arv fra tresserne og halvfjerdserne; en troskyldig, men aldrig naiv åbenhed og tillid. Og ingen har i dansk kulturliv personificeret den mere generøst eller smittende end Jørgen Leth. Jeg tror også, at dét er en grund til, at unge flokkes om ham i en grad, så han er blevet kult. Stringensen i hans arbejde vidner om, at begrebet anything goes ikke er en badebillet; tværtimod ligger hans force nu som før i den intuitive sans for vinklen, grebet og metoden. Eller ‘spillereglerne’, som han ynder at ud138

JOBNAME: 5. korrektur PAGE: 139 SESS: 32 OUTPUT: Mon Nov 19 09:50:19 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/137662_Den_sibiriske_mane_133x210/Materie

trykke det. Men samtidig minder han os om, at kunsten heller ikke er en frimurerloge; at den før alle prætentioner og falbelader udspringer af legen, lysten til form. En i sig selv vægtløs og meningstom gestus, som er forbundet med det at føle sig fri. Dén frihed var sammen med det cool sprog og den konsekvente satsning på blikkets tilgang, hvad jeg som meget grøn forfatterspire fik med mig fra mit første møde med Jørgen Leth. Og så også noget andet. Det var jo halvfjerdserne, og Leth var en af de få kunstnere, der overlegent krængede tidsåndens omklamring af sig. Hele den sindelagskontrollerende forventning om, at kunsten skulle stå skoleret for en politisk, moralsk, feministisk eller ideologisk retskaffenhed. Det var i den forbindelse kun et plus, at han også i sin tøjstil og sin vurdering af kvinder udviste en skamløs hang til elegance. Som filosoffen David Favrholdt engang har bemærket, så var halvfjerdsernes venstreorienterede ‘kulturarbejdere’ formentlig de eneste i menneskehedens historie, der ikke har brudt sig om, at kvinder pyntede sig. Når nogen med et gysende lille nik til Kierkegaard kalder Jørgen Leth æstetiker, bør man derfor huske på, at han blev tildelt rollen i en tid, hvor den usexede formløshed var militant.

N ogle

digtere er bedst, mens de er unge, få bliver bedre og bedre med alderen. Jørgen Leth er en af dem. Den afpillede og nedkølede, nærmest flade avantgardisme blev trods al sin forfriskende ironi et lukket, iltfattigt kredsløb, og Leth ville være endt i arkivet som en sød, i længden uinteressant Fluxus-tosse, hvis tre spor 139

JOBNAME: 5. korrektur PAGE: 140 SESS: 32 OUTPUT: Mon Nov 19 09:50:19 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/137662_Den_sibiriske_mane_133x210/Materie

ikke havde ført ham ud af den selvrefererende minimalismes cul-de-sac. I cykelsporten genopdagede han det arkaiske drama, og der blev plads til de brede episke strøg og den store karaktertegning, med andre ord alt det, der ifølge avantgardismen var forbudt. På Haiti fandt han ikke bare den eksotiske kolorit, men også den bagvedliggende politiske dæmoni, der tvinger iagttageren ind over den streg, ikke i sandet, men i sindet, hvor engagementet og den solidariske indlevelse melder sig. Og med det erotiske stof greb han bag om den skeptiske modernismes paradoksale fremskridtstro for at tage Emil Aarestrup i hånden. Liderligheden og melankolien er den samme, og det er blidheden også, noget ømt og lavmælt i stemmen, der bare er så dansk, selv når han i tankerne kærtegner tropernes allermørkeste skønheder. Men et fjerde spor slutter sig til de foregående og viser en ny side af digteren og manden. Det er overraskende, for han tilhører som bekendt en generation, der egentlig ikke havde tænkt sig nogensinde at blive gamle. Rynker og stok er ligesom ikke indskrevet i deres kulturelle dna, i modsætning til Heretica-generationen eller den, der kom efter de glade tressere, hvor man om nogle af os kan spørge, om vi ligefrem har travlt med at komme op i årene. Så vi kan sidde deroppe og se træt eller velvilligt ned på dem, der kommer efter. Som en særlig undtagelse burde flygtighedens maestro da også have haft lov til for altid at være femogtredive og for altid køre i en åben sportsvogn langs det ene eller det andet ocean med en mørk skønhed ved sin side og Jobim ud af højttalerne, men også han har fået knæk140

JOBNAME: 5. korrektur PAGE: 141 SESS: 32 OUTPUT: Mon Nov 19 09:50:19 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/137662_Den_sibiriske_mane_133x210/Materie

ket, også han er blevet mør. Jordskælvet og den efterfølgende hjemløshed har ikke gjort det bedre, men det, der især sætter sig igennem hos den ældre og sprødere Leth, er hans gåpåmod. Det er stadig blikkets og begærets trods, men i hans sidste digte fornemmer man også en nærsynet, orienteringsløs rådvildhed, der både angår rummet omkring ham og erindringen, truet af glemsel. Man kommer til at tænke på nogle af Becketts reducerede, men ukuelige stoddere, og det slår én, at sårbarheden har fået digteren til at slække på den ellers altid så spændte streng mellem koldt og varmt. Sproget er blevet løsere, men også følsommere, ikke så ængsteligt for, om læseren skulle gå hen og blive rørt. Som altid følges digte og film ad, men selv om Det erotiske menneske undervejs bliver en film om alder og erindring, tager den alligevel afsæt i nutidens åbning mod det ukendte, muligheden for nye kvinder og nye steder, nye ankomster og opbrud. Det er i digtene, at rastløsheden slår indad som en ny og anderledes sårbarhed over for livets midlertidighed og identitetens porøsitet. Det på alle måder uholdbare ved enhver tilstedeværelse; ved selve det at være. Kølvandet er uforandret kort hos Jørgen Leth, hvad enten det er den svigtende erindring eller den usvækkede nysgerrighed, der får nuet til at smuldre og give efter for det næste. Kun i værkerne har han ikke noget imod at krydse sine spor; de er fulde af indbyrdes referencer og citater, genbrug og versioneringer af det samme materiale. I hans liv bliver det straks mere prekært, når fortiden aflægger fransk visit, men somme ti141

JOBNAME: 5. korrektur PAGE: 142 SESS: 32 OUTPUT: Mon Nov 19 09:50:19 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/137662_Den_sibiriske_mane_133x210/Materie

der sluttes ringen på en måde, der selv for en æstetiker, en avantgardist, suspenderer distancen for en stund. Aftenen efter fødselsdagsreceptionen på Gyldendal havde Jørgen Leths ‘livlæge’ og gode veninde Bente Klarlund inviteret en håndfuld af hans venner til middag i sit smukke hjem på Gråbrødre Torv. Allerede da vi satte os ved det lange bord i spisestuen med svenske kakkelovne og udsigt til Vor Frue Kirke, vidste jeg, at det ville blive en mindeværdig aften, men en særlig gæst gjorde det også til en af de aftener, man skulle tro, nogen havde skrevet. Efter mange overvejelser havde Jørgen besluttet at invitere en gammel elskerinde, som han for mere end tyve år siden havde haft et hedt kærlighedsforhold til. Marlyn Czajkowski er vokset op i Venezuela, men bor nu i Genève, og det fremgik, at hun og Jørgen ikke havde set hinanden længe. Hun er en køn kvinde med mørkt, krøllet hår og livlige øjne, og aftenens midtpunkt så ikke ud til at fortryde det for en æstetiker så risikable træk at invitere en gammel flamme. Den lyse juniaften var ved at overgive sig til natten, og vi var alle sammen malet blå, da Marlyn rejste sig og slog på sit glas. Hun ville selvfølgelig ønske tillykke, men hun havde også en gave med til Jørgen, som hun fiskede op af sin taske. Et chartek, der, som hun forklarede, indeholdt et kærlighedsbrev, han engang havde skrevet til hende fra Haiti. Jeg kunne se på ham, hvad han tænkte, mens han holdt masken. Hvad kunne dette føre til? Hvad kunne han have skrevet i dét brev? Der var jo ingen vej udenom, det lå allerede i situationens dramaturgi, og det vidste han selvfølgelig; det næste ville blive, at han selv måtte læse brevet højt her ved bordet. 142

JOBNAME: 5. korrektur PAGE: 143 SESS: 32 OUTPUT: Mon Nov 19 09:50:19 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/137662_Den_sibiriske_mane_133x210/Materie

Det var skrevet på Hotel Oloffsons imposante brevpapir, på en rejseskrivemaskine. Allerede dén omstændighed forhøjede attraktionen. Tænk, det var dengang. Og brevet handlede – naturligvis – om, at Jørgen sad ved skrivemaskinen og skrev til sin elskede. Han beskrev det. Typernes nedslag og det rød-sorte farvebånd, der ikke ville lystre, så bogstavernes nederste del var rød, mens den øverste del var sort. Røde og sorte bogstaver, halvvejs lidenskabelige, halvvejs cool. Jørgen skrev bogstaverne, han skrev ordene, og han forestillede sig, at de forlod ham, at de rejste hen, hvor hans elskede var, langt væk, et sted, hvor han ikke selv kunne være. Det stod alt sammen i brevet. Han forestillede sig, at hans elskede tog imod hans ord i et rum og en situation, som han ikke kunne vide noget om, mens han skrev dem. De var alene, ordene, de måtte klare sig uden ham, men hvad sagde de? De sagde, at han elskede hende, selvfølgelig, og de sagde det på den måde, som kun Jørgen Leth kan sige det, varmt og samtidig med iagttagelsens distance. Sådan som Jørgen Leth elsker, sagligt og detaljeret. Marlyns coup de grâce var et magisk øjeblik. Et af de øjeblikke, hvor tidens løse ender mødes og bliver bundet sammen i en sløjfe. Dér sad de og holdt hinanden i hånden og var begge to blevet ældre, havde begge to den histories passionerede udsving bag sig, men der var ingen nostalgi i luften, ingen rørstrømskhed. Det var noget andet og lettere, der stemte os i den blå aftentime, og når en mand fra tresserne er fyldt femoghalvfjerds, må selv han finde sig i, at nogen siger, hvad jeg vil slutte med at sige her. 143

JOBNAME: 5. korrektur PAGE: 144 SESS: 32 OUTPUT: Mon Nov 19 09:50:19 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/137662_Den_sibiriske_mane_133x210/Materie

Det var den sjældne følelse, at man er større end sit liv. Det liv, man nu engang har levet. Større end dets begivenheder og forhold og deres varighed og rækkefølge. Man er større, og det er derfor, man kan rumme det hele. Rumme det og få en historie ud af det. En historie, der hænger sammen, ord for ord, idet de forlader én.

100 mm

215 mm

– De Standaard, Belgien

»I sin nye, smukke og rolige roman viser Jens Christian Grøndahl sig som en sand arvtager til Albert Camus og den franske eksistentialisme.«

Omslag: Alette Bertelsen / aletteb.dk

Den sibiriske måne

– Nils Gunder Hansen, Kristeligt Dagblad

I FEMTEN ESSAYS om kunst og litteratur indkredser Jens Christian Grøndahl forbindelsen mellem liv og værk, tradition og samtid.

19,2 mm

Jens Christian Grøndahl

Pressen skrev om Før vi siger farvel:

137 mm

100 mm

CMYK + MATTE KACHE

Jens Christian Grøndahl

Den sibiriske måne Essays

Lindhardt og Ringhof