Den tomme trone - læseprøve

Bernard Cornwell

DEN TOMME TRONE

Bernard Cornwell

DEN TOMME TRONE Roman • Lindhardt og Ringhof

Bernard Cornwell

DEN TOM M E TRON E

P책 dansk ved Jan Pock-Steen

LINDHARDT OG RINGHOF

Den tomme trone.indd 3

26/06/15 11.07

Den tomme trone er oversat fra engelsk efter The Empty Throne Copyright © Bernard Cornwell 2014 All rights reserved Dansk copyright © 2015 Lindhardt og Ringhof A/S, København Omslag: Erling Lynder Bogen er sat med Times hos LYMI og trykt hos Scandbook, 2015 ISBN 978-87-11-45754-2 1. udgave, 1. oplag 2015

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont

Den tomme trone.indd 4

26/06/15 11.07

Til Peggy Davis

Den tomme trone.indd 5

26/06/15 11.07

STEDNAVNE Stavemåden for stednavne i det angelsaksiske England var en usikker affære, eftersom der ikke herskede nogen konsekvens eller enighed om navnene. Således blev London skiftevis betegnet som Lundonia, Lundenberg, Lundenne, Lundene, Lundenwic, Lundencaster og Lundres.

Der findes utvivlsomt læsere, der vil foretrække andre versioner end de her anvendte, men jeg har sædvanligvis rettet ind efter den staveform, som er opført i Oxford Dictionary of English Place-Names for det år, der ligger nærmest eller omfattes af Alfreds regeringstid, 871- 899 e.Kr., men selv ikke denne fremgangsmåde har vist sig fuldt pålidelig. Således blev Hayling Island i året 956 skrevet både som Heilincigae og Hæglingaiggæ. Jeg har heller ikke selv været konsekvent; jeg har foretrukket det moderne Northumbrien frem for Norðymbralond for ikke at antyde, at det gamle kongeriges grænser falder sammen med det nuværende grevskabs. Så listen her er lunefuld ligesom stavemåderne selv.

Abergwaun Fishguard, Pembrokeshire Alencestre Alcester, Warwickshire Beamfleot Benfleet, Essex Bebbanburg Bamburgh Castle, Northumberland Brunanburh Bromborough, Cheshire Cadum Caen, Normandiet Ceaster Chester, Cheshire Cirrenceastre Cirencester, Gloucestershire Cracgelad Cricklade, Wiltshire Cumbraland Cumbria

Den tomme trone.indd 6

26/06/15 11.07

Defnascir Devonshire Eoferwic York Eveshomme Evesham, Worcestershire Fagranforda Fairford, Gloucestershire Fearnhamme Farnham, Surrey Gleawecestre Gloucester, Gloucestershire Lundene London Lundi Lundy Island, Devon Floden Mersey Mærse Neustrien Den vestligste provins i Frankerriget, herunder Normandiet Sæfern Floden Severn Scireburnan Sherborne, Dorset Sealtwic Droitwich, Worcestershire Teotanheale Tettenhall, West Midlands Thornsæta Dorset Tyddewi St Davids, Pembrokeshire Wiltunscir Wiltshire Wintanceaster Winchester, Hampshire Wirhealum The Wirral, Cheshire

Den tomme trone.indd 7

26/06/15 11.07

NO RT

HU

MB EN

Den tomme trone.indd 8

e

RI

M ĂŚrs

26/06/15 11.07

Indholdsfortegnelse

Stednavne 6 Kort 8 Prolog 11 Første del DEN DØENDE HERRE 39 Anden del DEN ÆDLE FRUE AF MERCIA 109 Tredje del KRIGENS GUD 205 Historisk note 319

Den tomme trone.indd 9

26/06/15 11.07

Den tomme trone.indd 10

26/06/15 11.07

PROLOG

Den tomme trone.indd 11

26/06/15 11.07

Den tomme trone.indd 12

26/06/15 11.07

Mit navn er Uhtred. Jeg er søn af Uhtred, som var søn af Uhtred, og hans far hed også Uhtred. Min far skrev sit navn således: Uhtred, men jeg har set navnet skrevet som Utred, Ughtred eller endda Ootred. Nogle af disse navne står i oldgamle pergamenter, som erklærer, at Uhtred, søn af Uhtred og sønnesøn af Uhtred, er den lovformelige ejer af de landområder, der er omhyggeligt markeret af sten og diger, af ege- og asketræer, af marsk og af hav. De landområder ligger i den nordlige del af det land, vi har lært at kalde for Englaland. Det er et område, der er pisket af bølger under en vindblæst himmel. Det er det sted, vi kalder Bebbanburg.

Jeg fik først Bebbanburg at se, da jeg var vokset til, og det slog fejl, første gang vi angreb den store fæstnings høje mure. Min fars fætter regerede på Bebbanburg dengang. Hans far havde stjålet den fra min far. Det var en blodfejde. Kirken havde forsøgt at stoppe fejden ved at sige, at alle kristne sakseres fjende var hedningene fra nord, om de så var danskere eller nordboere, men min far fik mig til at sværge en ed.

Havde jeg nægtet det, var jeg blevet gjort arveløs, ligesom han havde gjort min storebror arveløs og udstødt ham, skønt det ikke var, fordi min bror ikke ville tilslutte sig fejden, men fordi han blev kristen præst. Jeg hed engang Osbert, men da min storebror blev præst, fik jeg hans navn.

Mit navn er Uhtred af Bebbanburg.

Min far var hedning, krigsherre og skræmmende. Han sagde ofte,

13

Den tomme trone.indd 13

26/06/15 11.07

at han var bange for sin egen far, men det tror jeg ikke på, for der var tilsyneladende intet, der kunne skræmme ham. Mange folk påstår, at vores land havde heddet Daneland, og at vi alle havde tilbedt Thor og Odin, hvis det ikke havde været for min far, og det er sandt. Sandt og besynderligt, for han hadede den kristne gud og kaldte ham “den naglede gud”, men på trods af det had brugte han størsteparten af sit liv på at slås mod hedningene. Kirken vil ikke indrømme, at det er på grund af min far, at Englaland overhovedet findes, men påstår, at landet blev skabt og vundet af kristne krigere. Men folk i Englaland kender sandheden. Min far burde have heddet Uhtred af Englaland.

Men i det Herrens år 911 fandtes der dog intet Englaland. Der var Wessex og Mercia, East Anglia og Northumbrien, og da vinteren blev til en dyster forårstid det år, befandt jeg mig på grænsen mellem Mercia og Northumbrien i det tæt bevoksede skovområde nord for floden Mærse.

Vi var otteogtredive i alt, alle veludrustede og til hest, og vi ventende blandt de vinternøgne grene i højskoven. Under os lå en dal, hvorigennem en lille, hurtigløbende bæk flød sydpå, og hvor frosten var blevet hængende i de dybe, skyggefulde kløfter. Dalen var øde, skønt omkring femogtres ryttere blot få øjeblikke tidligere havde fulgt bækken mod syd og derpå var forsvundet, hvor dalen og bækken drejede skarpt mod vest. “Nu varer det ikke så længe,” sagde Rædwald.

Det var bare nervøsitet, og jeg svarede ikke. Jeg var også nervøs, men forsøgte ikke at vise det. Jeg forestillede mig i stedet, hvad min far ville have gjort. Han ville have siddet sammensunket i sadlen, skulende og ubevægelig, og derfor sank jeg sammen i sadlen og stirrede stift ned i dalen. Jeg rørte ved mit sværdfæste.

Mit sværd hedder Ravnenæb. Det havde sikkert et andet navn før det, for det har tilhørt Sigurd Thorrsøn, og han har sikkert givet det et navn, selv om jeg aldrig fandt ud af, hvad det var. I begyndelsen troede jeg, at sværdet hed Vlfberht, fordi det mærkelige navn var graveret i klingen med store bogstaver. Det så således ud. † VLFBERH†T

14

Den tomme trone.indd 14

26/06/15 11.07

Men Finan, min fars ven, fortalte mig, at Vlfberht er navnet på den frankiske smed, der har fremstillet det, og at han laver de fineste og dyreste klinger i hele den kristne verden. Og det må jo være i den kristne verden, fordi Vlfberht graverede kors foran og inde i sit navn. Jeg spurgte Finan, hvor vi kunne finde Vlfberht, så vi kunne købe flere sværd af ham, men Finan sagde, at Vlfberht var en magisk smed, som arbejdede i al hemmelighed. En grovsmed kunne forlade sin smedje for natten og komme tilbage morgnen efter og opdage, at Vlfberht har været i smedjen og efterladt et sværd, der var smedet i Helvedes flammer og hærdet i drageblod. Jeg kalder sværdet Ravnenæb, fordi der havde været en ravn på Sigurds banner. Det var det sværd, Sigurd havde båret, da han kæmpede mod mig, og min daggert havde flået hans mave op. Jeg husker så tydeligt det stød, jeg husker modstanden i hans fine ringbrynje, der pludselig gav efter, og udtrykket i hans øjne, da han indså, at han skulle dø. Og jeg husker den opstemthed, jeg følte, da jeg trak daggerten til siden for at dræne ham for hans hjerteblod. Det var sket året forinden under slaget ved Teotanheale, som havde fordrevet danskerne fra det centrale Mercia, og det var i det samme slag, at min far havde dræbt Cnut Ranulfsøn, men i kampen mod Cnut var han blevet såret af Cnuts sværd, Is-Nag. Ravnenæb var et godt sværd, og jeg syntes faktisk, det var bedre end Slangeånde, min fars sværd. Det havde en lang klinge, men det var overraskende let, og andre sværd knækkede mod dets æg. Det var en krigers sværd, og jeg bar det den dag i højskoven over den tilisede dal med den strømmende bæk. Jeg bar Ravnenæb og min daggert, Attor.

Attor betyder gift, og det var et kort våben, som var velegnet til at kæmpe med, når man stod tæt sammen i en skjoldmur. Attor bed, og det var dens gift, der havde dræbt Sigurd. Og jeg bar et rundt skjold, på hvilket der var malet et ulvehoved, vores families kendemærke. Jeg var iført en hjelm, udsmykket med et ulvehoved øverst, og en frankisk ringbrynje over en lædervams. Uden på det hele var jeg iført en kappe af bjørneskind. Jeg er Uhtred Uhtredsøn, den sande herre af Bebbanburg, og jeg var nervøs den dag.

Jeg anførte flokken af krigere. Jeg var blot enogtyve år gammel, og

15

Den tomme trone.indd 15

26/06/15 11.07

nogle af mændene var næsten dobbelt så gamle som jeg, og mange gange mere erfarne, men jeg var søn af Uhtred, der var herre, og derfor havde jeg kommandoen. De fleste af mændene holdt sig et godt stykke inde blandt træerne, og kun Rædwald og Sihtric var sammen med mig.

Begge var ældre, og begge var blevet sendt ud for at rådgive mig, eller rettere forhindre, at min stædige stupiditet løb af med mig. Jeg havde kendt Sihtric i en evighed – han var en af min fars betroede mænd – mens Rædwald var en kriger, der tjente den ædle frue Æthelflaed. “Måske kommer de ikke,” sagde han. Han var en besindig mand, forsigtig og omhyggelig, og jeg mistænkte ham for til dels at håbe, at fjenden ikke ville dukke op.

“De skal nok komme,” gryntede Sihtric.

Og det gjorde de. De kom jagende ind fra nord, en flok ryttere med skjolde, spyd, økser og sværd. Nordboere. Jeg lænede mig frem i sadlen og forsøgte at tælle rytterne, der red hurtigt langs med bækken. Tre grupper? Mindst hundrede mand. Haki Grimmsøn var iblandt dem, eller det var hans skibsbanner i det mindste.

“Et hundrede og tyve,” sagde Sihtric.

“Flere,” sagde Rædwald.

“Et hundrede og tyve,” insisterede Sihtric blankt.

Hundrede og tyve ryttere, som forfulgte de femogtres, der var redet gennem dalen få øjeblikke tidligere. Et hundrede og tyve mand, der red under Haki Grimmsøns banner, som skulle forestille et rødt skib på et hvidt hav, selv om uldens røde farve var falmet, blevet brun og havde plettet det hvide hav, så det så ud, som om det blødte fra skibets høje forstavn.

Rytteren med banneret red bag en stor mand på en kraftigt bygget, sort hest, og jeg formodede, at den store mand var Haki. Han var en nord­boer, der havde bosat sig i Irland, hvorfra han var sejlet over til Britannien. Her havde han fundet land nord for floden Mærse og havde tænkt, at han kunne blive rig på at lave plyndringstogter sydpå ind i Mercia. Han havde taget slaver, kvæg og land, og han havde endda angrebet de romerske mure omkring Ceaster, selv om angrebet nemt var blevet slået tilbage af Æthelflaeds garnison. Han var kort sagt en

16

Den tomme trone.indd 16

26/06/15 11.07

pestilens, og det var grunden til, at vi befandt os nord for Mærse, hvor vi, skjult mellem vinternøgne træer, så hans krigerflok dundre sydpå ad den froststivnede sti langs med bækken.

“Vi burde ...” begyndte Rædwald.

“Ikke endnu,” afbrød jeg ham. Jeg rørte ved Ravnenæb og sikrede mig, at sværdet sad løst i skeden.

“Ikke endnu,” medgav Sihtric.

“Godric!” råbte jeg, og min tjener, en tolvårig dreng ved navn Godric Grindansøn, red hurtigt frem fra det sted, hvor mine folk ven­tede.

“Spyd,” sagde jeg.

“Herre,” sagde han og rakte mig den ni fod lange asketræsstage med den tunge spydspids af jern.

“Du rider bag os,” sagde jeg til Godric, “et godt stykke bag os. Har du dit horn?”

“Ja, herre.” Han holdt hornet op for at vise mig det. Lyden af det horn ville kunne tilkalde hjælp fra de femogtres ryttere, hvis noget gik galt, selv om jeg tvivlede på, at de ville være til nogen egentlig nytte, hvis min lille flok krigere blev angrebet af Hakis grusomme ryttere.

“Hvis de er steget af hestene,” sagde Sihtric til drengen, “så skal du hjælpe med at jage deres heste væk.”

“Jeg bør holde mig tæt på ...” begyndte Godric og skulle tydeligvis til at erklære, at han burde holde sig ved siden af mig og på den måde deltage i kampen, men han tav straks, da Sihtric slog ham over ansigtet med bagsiden af hånden.

“Du hjælper med at jage hestene bort,” snerrede Sihtric.

“Det skal jeg nok,” sagde drengen. Det blødte fra hans læbe.

Sihtric løsnede også sit sværd. Som dreng havde han været min fars tjener og havde dengang uden tvivl ønsket at kæmpe side om side med de voksne mænd, men der var ingen hurtigere måde for en dreng at dø på end at forsøge at kæmpe mod kamphærdede nordboere. “Er du klar?” spurgte han mig.

“Lad os tage ud og dræbe de røvhuller,” sagde jeg.

Hakis krigerflok var redet vestpå og var ude af syne. De fulgte bækken, som flød ud i en biflod til Mærse lidt mere end en fjerdingvej bag

17

Den tomme trone.indd 17

26/06/15 11.07

dalens skarpe drej mod vest. Der var en lille bakke, hvor de to vandløb mødtes. Det var blot en lang, græsklædt høj, ligesom de gamle folks grave, der ligger overalt i landskabet, og det var her, at Haki skulle dø eller blive overvundet, hvilket i sidste ende ville være det samme.

Vi red hurtigt ned ad bakken, selv om vi ikke havde noget hastværk, for jeg ville undgå, at Hakis mænd skulle se sig omkring og få øje på os.

Vi nåede til bækken og drejede mod syd. Vi red ikke så hurtigt nu, og faktisk satte jeg farten ned, da Sihtric red i forvejen for at spejde. Jeg så ham stige af hesten og finde et sted, hvor han kunne se mod vest. Han krøb sammen og holdt en hånd op for at advare os, og der gik en rum tid, før han løb tilbage til sin hest og vinkede os frem. Han grinede bredt, da vi nåede frem til ham. “De er standset et stykke nede i dalen,” sagde han med sin hvislende stemme, der skyldtes, at et dansk spyd havde taget hans fortand under slaget ved Teotanheale, “og har hægtet deres skjolde af.” De var redet forbi os med skjoldene spændt på ryggen, men Haki ventede åbenbart ballade for enden af dalen og havde derfor givet sine mænd tid til at forberede sig på kamp. Vi havde allerede vores skjolde på armene.

“De vil sidde af, når de når til enden af dalen,” sagde jeg.

“Og så danne en skjoldmur,” sagde Sihtric.

“Så er der altså intet hastværk,” sluttede jeg tanken og grinede.

“De har måske travlt,” foreslog Rædwald. Han var bekymret for, at kampene ville begynde uden os.

Jeg rystede på hovedet. “Femogtres saksere venter på dem,” sagde jeg, “og Haki vil stadig være forsigtig, selv om han er dem talmæssigt overlegen.” Nordboerne ville have næsten dobbelt så mange krigere som de ventende saksere, men sakserne befandt sig på en bakke og havde allerede dannet en skjoldmur. Haki og hans mænd var nødt til at sidde af et godt stykke derfra, så han ikke blev angrebet, mens hans folk var ved at opstille deres egen skjoldmur, og han ville først rykke frem, når den var dannet og hestene ført bort i sikkerhed. Og den fremrykning ville være langsom. Det kræver et kolossalt mod at kæmpe i en skjoldmur, hvor man kan lugte fjendens ånde, og klingerne hugger og stikker.

Han ville rykke langsomt frem og have tillid til sit større antal, men han

18

Den tomme trone.indd 18

26/06/15 11.07

ville være forsigtig, hvis nu sakserne havde lagt en fælde. Haki kunne ikke tåle at miste folk. Han tænkte måske, han kunne vinde kampen, der hvor bækken løb ud i den større flod, men han ville stadig være forsigtig.

De irske nordboere trængte ind i Britannien. Finan, min fars følge­ svend, påstod, at de irske stammefolk var en for frygtindgydende fjende, så derfor blev nordboerne tvunget til at blive på Irlands østlige kyst.

Men på den her side af havet var landet nord for Mærse og syd for de skotske kongeriger vildt og utæmmet, og derfor krydsede de havet i deres skibe for at slå sig ned i Cumbralands dale. Cumbraland var egentlig en del af Northumbrien, men den danske konge i Eoferwic bød nyankomne velkommen. Danskerne frygtede saksernes voksende magt, og de irske nordboere var vilde krigere, som kunne hjælpe med at forsvare det land, danskerne havde besat. Haki var blot den senest ankomne, og han havde troet, han kunne gøre sig rig på Mercias bekostning, hvilket var grunden til, at vi var blevet sendt ud for at udslette ham. “Husk,” råbte jeg til mine folk. “Kun én af dem må overleve!”

Lad én af dem leve – det havde altid været min fars råd. Lad én af dem tage tilbage med de dårlige nyheder, som en skræmmende advarsel til de andre, selv om jeg havde mistanke om, at samtlige Hakis folk befandt sig her, og at den overlevende, hvis der var nogen, blot ville bringe nyheden om nederlaget med tilbage til enker og faderløse børn.

Præsterne siger, vi skal elske vores fjender, men ikke vise dem nogen nåde, og Haki havde ikke gjort sig fortjent til vores overbærenhed. Han havde plyndret landområderne omkring Ceaster, og garnisonen der havde udbedt sig hjælp. Den var stærk nok til at forsvare murene, men ikke stærk nok til at forsvare murene og samtidig sende en flok krigere over Mærse. Vi var hjælpen, og nu red vi vestpå langs med bækken, som blev bredere og mere lavvandet, så vandet nu ikke længere strømmede hurtigt af sted over klipperne. Forkrøblede elletræer voksede sig tykke, og deres nøgne grene bøjede sig mod øst under den uafbrudte vind fra det fjerne hav. Vi passerede en nedbrændt gård, hvor intet var tilbage udover ildstedets sodsværtede sten. Det havde været den sydligste af Hakis besiddelser og den første, vi havde angrebet. I de to uger, der var

19

Den tomme trone.indd 19

26/06/15 11.07

gået, siden vi ankom til Ceaster, havde vi nedbrændt et dusin af hans bopladser, stjålet et stort antal kvæg, dræbt hans folk og gjort hans børn til slaver. Nu troede han, han havde lokket os i en fælde.

Min hingsts bevægelser fik det tunge guldkors om min hals til at slå mod min brystkasse. Jeg så mod syd på solen, der var som en tilsløret sølvskive mod den falmende himmel, og jeg sendte tavst en bøn til Odin. Jeg er halvt hedning, måske mindre end halvt, men selv min far er kendt for at have fremsagt bønner til den kristne gud. “Der er mange guder,” sagde han ofte til mig, “og man ved aldrig, hvem af dem der er vågne, så jeg beder til dem alle sammen.”

Så jeg bad til Odin. Jeg er af din slægt, sagde jeg til ham, så beskyt mig, og jeg var sandelig af hans slægt, for vores familie nedstammede fra Odin. Han var taget ned til jorden og havde ligget med en menneskepige, men det var længe før, at vores folk krydsede havet for at indtage Britannien. “Han lå ikke med en pige,” kunne jeg høre min far sige med hån i stemmen, mens jeg red. “Han knaldede hende godt og grundigt, og det behøver man ikke at ligge ned for.” Det undrede mig, at guderne ikke længere kom ned til jorden. Det ville gøre det så meget nemmere at tro.

“Ikke så hurtigt,” råbte Sihtric, og jeg holdt op med at tænke på guder, der knaldede piger. I stedet så jeg, at tre af vores yngre mænd var redet i forvejen. “Tilbage,” råbte Sihtric og grinede bredt til mig. “Ikke så langt, herre.”

“Vi burde rekognoscere,” rådede Rædwald.

“De har haft tid nok,” sagde jeg. “Lad os fortsætte.”

Jeg vidste, at Haki ville lade sine mænd stige af hestene, så de kunne angribe den ventende skjoldmur. Heste vil ikke angribe lige ind i en skjoldmur, men i stedet dreje af, så derfor ville Hakis mænd danne deres egen skjoldmur for at angribe sakserne, som ventede dem på den lange, lave jordvold. Men vi ville komme bagfra, og heste kan angribe ind i bagsiden af en skjoldmur, for den er aldrig helt så tæt som den forreste række. Den forreste række er en væg beståede af overlappende skjolde og blanke våben; det er i den bagerste række, at panikken begynder.

Vi drejede en anelse mod nord, red over en lav forhøjning, og dér var

20

Den tomme trone.indd 20

26/06/15 11.07

de så. Sollyset faldt skråt fra en åbning i skyerne, så det oplyste de kristne bannere på bakken og glimtede i de klinger, der ventede der. Femogtres mænd, blot femogtres, en tæt skjoldmur med to rækker mænd på bakketoppen under de korssmykkede flag, og mellem dem og os var Hakis mænd stadig ved at danne deres skjoldmur. Nærmest os, og lidt ude til højre, stod hestene, som blev bevogtet af drenge.

“Rædwald,” sagde jeg, “få tre mænd til at jage hestene bort.”

“Skal ske, herre,” svarede han.

“Tag med dem, Godric!” råbte jeg til min tjener og løftede så det tunge spyd med asketræsskaftet. Nordboerne havde stadig ikke set os.

De vidste ikke andet, end at en flok lejesoldater på plyndringstogt var trængt langt ind på Hakis territorium, og nordboerne var sat efter dem for at slagte dem. Men nu ville de opdage, at de var blevet lokket i en fælde.

“Dræb dem!” råbte jeg og gav min hest af sporerne.

Dræb dem. Det er det, skjaldene synger om. Det er om natten i den store hal, at der bliver sunget kampsange, når røgen fra ildstedet hænger tykt om spærene, drikkehornene er fyldt med øl, og harpespilleren flår i sine strenge. Det er min families sange, mit folks sange, og det er sådan, vi husker fortiden. En digter er som et værktøj, der kan forme ting, og en digter former vores fortid, så vi kan huske vore forfædres storhed, og hvordan de skaffede os lande og kvinder, kvæg og ære. Nordboerne ville ikke komme til at synge en sang om Haki, for det her ville blive en saksisk sang om en saksisk sejr.

Og vi angreb. Greb hårdt om spyd, holdt skjolde tæt til kroppen, og Hearding, min hest, det tapre dyr, dundrede i jorden med de hårde hove, og på både venstre og højre side galoperede hestene, spyd blev sænket, og hestes ånde stod ud i den kolde luft. Fjenden vendte sig forbløffet om, og mændene i skjoldmurens bagerste række anede ikke, hvad de skulle stille op. Nogle løb hen mod deres heste, andre forsøgte at danne en ny skjoldmur til værn mod os, og da jeg så, at der opstod huller i den, vidste jeg, at de var så godt som døde. Bag dem, på bakken, hentede de ventende saksiske krigere deres egne heste, men det var os, der ville begynde nedslagtningen.

21

Den tomme trone.indd 21

26/06/15 11.07

Og det gjorde vi.

Jeg rettede blikket mod en høj, sortskægget mand iført en prægtig ringbrynje og en hjelm med en kam af ørnefjer. Han råbte, og det var formodentlig for at få mændene til at låse deres skjolde sammen med hans eget, hvorpå der var malet en ørn med udbredte vinger, men han så mit blik, kendte sin skæbne og gjorde sig klar med ørneskjoldet løftet og sværdet trukket. Jeg vidste, han ville hugge ud efter Hearding i håb om at blinde hesten eller smadre dens tænder. Man skal altid angribe hesten, ikke rytteren. Hvis man sårer eller dræber hesten, bliver rytteren selv et offer. Nu gik skjoldmuren i opløsning, folk spredtes i panik, og jeg kunne høre råbene, da mine mænd forsøgte at indfange de flygtende. Jeg lænede mig frem med spyddet, sigtede, mens jeg prikkede til Hearding med mit venstre knæ, så hesten drejede, netop som den sortskæggede huggede ud mod den. Hans sværd ramte Hearding over brystet; det var hårdt nok til at få hesten til at bløde, men det var ikke et dræbende hug, ikke noget invaliderende sår, og mit spyd gik gennem mandens skjold, splintrede piletræspladerne og fortsatte videre mod ringbrynjen. Jeg mærkede, hvordan det splintrede hans brystben, og jeg slap asketræsskaftet, trak Ravnenæb og drejede Hearding tilbage igen, så jeg kunne jage sværdklingen ind i en anden mands rygrad. Klingen, der var smedet af en troldmand, gennembrød mandens ringbrynje, som var det barken på et træ. Hearding hamrede ind i to mænd og væltede dem begge om på jorden, og så gjorde vi omkring, og hele kamppladsen var ét kaos af panikslagne mænd, som rytterne red rundt imellem og dræbte. Flere ryttere kom ridende fra bakken, og vores samlede styrke dræbte og råbte, og over det hele vajede bannerne. “Merewalh!” råbte en høj stemme tydeligt. “Stop hestene.”

En håndfuld nordboere var nået hen til deres heste, men Merewalh, en hærdet kriger, anførte sine folk og dræbte dem. Haki var stadig i live, men var nu omgivet af tredive-fyrre mand, som havde dannet en barriere af skjolde rundt om deres herre, og de mænd kunne blot se til, mens deres kammerater blev slået ihjel. Men nogle af vores folk var også faldet. Jeg kunne se tre rytterløse heste og én døende, der lå i et søle af blod og sparkede med hovene. Jeg vendte mig mod den og huggede ud

22

Den tomme trone.indd 22

26/06/15 11.07

mod en mand, der netop havde kæmpet sig på benene. Han var omtåget, og jeg gjorde ham endnu mere omtåget med et hug over hjelmen, og han gik omkuld igen. En mand brølede på min venstre side, svingede en økse med begge hænder, og Hearding drejede sig, smidig som en kat, så øksebladet prellede af mod mit skjold. Vi vendte os rundt igen, og Ravnenæb huggede en enkelt gang, og jeg så blodet skinne. Jeg råbte oplivet og skreg mit navn, så de døde ville vide, hvem der havde slået dem ihjel.

Jeg sporede min hest og ledte, med sværdet sænket, efter en hvid hest, der hed Gast, og jeg fik øje på den halvtreds-tres skridt borte.

Rytteren red hurtigt frem mod resterne af Hakis skjoldborg med sværd i hånd, men tre andre ryttere svingede ind foran Gast for at spærre vejen.

Så måtte jeg glemme Gast, for en mand svingede et sværd mod mig i et overhåndshug. Han havde mistet sin hjelm, og halvdelen af hans ansigt var indsmurt i blod. Jeg kunne se, at der sivede mere blod ud fra hans talje, men han var en bistert udseende mand, hærdet i kamp og hård i blikket, og han brølede død og ødelæggelse mod mig, da han huggede til. Jeg mødte hans sværd med Ravnenæb og kløvede hans klinge i to dele, så den øvre halvdel spiddede min saddelknap, og blev siddende der, mens den anden del flåede min højre støvle op, og jeg mærkede blodet vælde ud, mens manden foran mig snublede. Jeg huggede til med Ravnenæb og flækkede hans hjerneskal, og da jeg fortsatte, så jeg, at Gerbruht var steget af hesten og slog med en økse mod en død eller næsten død mand. Gerbruht havde allerede flået sit offers mave op, og var nu tilsyneladende opsat på at hugge manden i småstykker, og han råbte i vrede, mens han hamrede det tunge blad ned, så der sprøjtede kødlunser, blod, knust ringbrynje og splintrede knogler ud på græsset.

“Hvad er det, du laver?” råbte jeg til ham.

“Han kaldte mig fed!” råbte Gerbruht tilbage. Han var friser og havde sluttet sig til krigerflokken i løbet af vinteren. “Den satan kaldte mig fed!”

“Du er fed,” påpegede jeg, og det var sandt. Gerbruht havde en mave som et svin, hans ben var som træstammer, og han havde tre hager un-

23

Den tomme trone.indd 23

26/06/15 11.07

der skægget, men han var også enormt stærk. En frygtindgydende mand i kamp og en god ven at have ved sin side i skjoldmuren.

“Han kommer ikke til at kalde mig fed mere,” knurrede Gerbruht og huggede øksen ned i den døde mands hjerneskal, splittede ansigtet og blotlagde hjernen. “Magre spektakel.”

“Du spiser for meget,” sagde jeg.

“Det er fordi, jeg altid er sulten.”

Jeg vendte min hest og så, at kampen var overstået. Haki og hans ledsagere bag skjoldene var stadig i live, men de var i undertal og omringet. Vores saksere var ved at stige af hestene for at dræbe de sårede og plyndre ligene for ringbrynjer, våben, sølv og guld. Som alle andre nordboere kunne vores fjender lide armringe, der pralende viste deres overlegenhed i kamp, og vi dyngede ringene samt brocher, halskæder og udsmykning til sværdskeder op på en flænset og blodtilsølet kappe.

Jeg tog en armring fra liget af den sortskæggede mand. Det var en god klump guld, hvori der var udskåret de kantede bogstaver, som nordboerne bruger, og jeg stak mit venstre håndled gennem ringen, så den kunne gøre mine andre ringe selskab. Sihtric grinede bredt. Han havde taget en fange – en forskræmt dreng, der næsten var en mand. “Vores ene overlevende, herre,” sagde Sihtric.

“Han går an,” sagde jeg. “Hug hans sværdhånd af og giv ham en hest.

Så lader vi ham gå.”

Haki iagttog os. Jeg red tæt på de overlevende nordboere og standsede for at se nærmere på ham. Han var en undersætsig mand med ar i ansigtet og et brunt skæg. Hans hjelm var faldet af i kampen, og hans pjuskede hår var mørkt af blod. Ørerne strittede som hanke på en krukke. Han returnerede trodsigt mit stirrende blik. Thors hammer, udformet i guld, hang på mandens bryst over ringbrynjen. Jeg talte syvogtyve mænd omkring ham. De stod i en snæver kreds med skjoldene rettet udad. “Lad dig kristne,” råbte jeg til ham på dansk. “Så får du måske lov at leve.”

Han forstod mig, selv om jeg tvivler på, at dansk var hans sprog. Han lo af mit forslag og spyttede så. Jeg var end ikke sikker på, at jeg havde talt sandt, selv om mange overvundne fjenders liv blev sparet, hvis de gik med til omvendelse og dåb. Det var ikke min beslutning; den

24

Den tomme trone.indd 24

26/06/15 11.07

tilhørte rytteren på den høje, hvide hest, man kaldte Gast. Jeg vendte mig mod kredsen af ryttere, som nu havde omringet Haki og hans overlevende, og rytteren på den hvide hest så lige gennem mig. “Lad Haki leve, og slå resten ihjel.”

Det tog ikke lang tid. Hovedparten af de tapreste nordboere var allerede døde, og der var kun en håndfuld erfarne krigere tilbage sammen med Haki. Resten var ynglinge, og mange af dem råbte, at de overgav sig, for blot at blive hugget ned. Jeg så til. Merewalh, en god mand, som havde forladt Æthelreds rækker for at følge Æthelflaed, ledte angrebet, og det var Merewalh, der trak Haki ud af den blodige dynge, tog hans sværd og skjold og tvang ham på knæ foran den hvide hest.

Haki så op. Solen stod lavt i vest, så den var bag Gasts rytter og derfor blændede Haki, men han fornemmede det had og den ringeagt, der stirrede ned på ham. Han flyttede hovedet, indtil øjnene lå i skygge af rytterens ansigt, så nu kunne han måske se den blanke, frankiske ringbrynje, der var blevet skrubbet med sand, så den skinnede som sølv. Han kunne se den hvide uldne kappe, der var kantet med en væsels silkebløde, hvide vinterpels. Han kunne se de lange støvler, der var viklet med hvid snor, den lange sværdskede, der var dekoreret med skinnende sølv, og – hvis han havde vovet at løfte blikket endnu højere – det hårde blik fra blå øjne i et strengt ansigt, der var indrammet af gyldent hår. Hjelmen var omkranset af et sølvbånd, og der var et sølvkors på kronen. “Tag ringbrynjen fra ham,” sagde den hvidklædte rytter på den hvide hest.

“Ja, ædle frue,” sagde Merewalh.

Kvinden var Æthelflaed, datter af Alfred, som havde været konge af Wessex. Hun var gift med Æthelred, herre over Mercia, men alle i Wessex og Mercia vidste, at hun havde været min fars elsker i årevis.

Det var Æthelflaed, som havde sendt sine folk nordpå for at forstærke garnisonen i Ceaster, og det var Æthelflaed, som havde udtænkt den fælde, der nu havde bragt Haki på knæ foran hendes hest.

Hun så på mig. “Du har gjort det godt,” sagde hun næsten modvilligt.

“Mange tak, ædle frue,” sagde jeg.

“Du kan tage ham med sydpå,” sagde hun og pegede i retning af Haki. “Han kan få lov til at dø i Gleawecestre.”

25

Den tomme trone.indd 25

26/06/15 11.07

Jeg syntes, det var en sær beslutning. Hvorfor ikke bare lade ham dø her i det blege vintergræs? “Skal du ikke sydpå igen, ædle frue?” spurgte jeg.

Hun syntes tydeligvis, det var et uforskammet spørgsmål, men hun svarede alligevel. “Jeg har meget at gøre heroppe. Han tager med dig.”

Hun holdt en behandsket hånd op for at stoppe mig, da jeg vendte mig væk. “Sørg for at nå frem før Sankt Cuthberts Dag. Er det forstået?”

Jeg bukkede som svar, hvorpå vi bandt Hakis hænder på ryggen, satte ham op på en elendig krikke og red tilbage til Ceaster, hvor vi ankom efter mørkets frembrud. Vi have efterladt ligene af nordboerne, hvor de faldt, som føde for ravnene, men vi medbragte vore egne faldne, blot fem mand. Vi tog alle nordboernes heste og læssede dem med erobrede våben, med ringbrynjer, med tøj og med skjolde. Vi red sejrrigt tilbage med Hakis erobrede banner og fulgte Æthelreds standart med den hvide hest – Sankt Oswalds banner – og Æthelflaeds besynderlige flag med en hvid gås, der holdt et sværd og et kors. Gåsen var symbolet for Sankt Werburgh, den hellige kvinde, som på mirakuløs vis havde udfriet en kornmark for hærgende gæs, selv om jeg sandt at sige ikke forstår, hvorfor det blev betragtet som et mirakel at gøre noget, som enhver tiårig kunne have gjort ved at råbe højt. Selv en trebenet hund kunne have udfriet den mark for gæs, men det var ikke en bemærkning, jeg turde komme med til Æthelflaed, som nærede den største agtelse for den gåse­skræmmende helgeninde.

Burhen i Ceaster var blevet bygget af romerne, så forsvarsværkerne var lavet af sten, i modsætning til de burher, som sakserne byggede, hvis mure var lavet af jord og tømmer. Vi red ind under portens høje kampplatform, snoede os gennem en tunnel, der var oplyst af fakler, og ud på hovedgaden, der løb lige som et pileskud mellem de høje stenbygninger. Lyden af hestenes hove rungede fra murene, og så ringede klokkerne i Sankt Peters Kirke for at fejre Æthelflaeds hjemkomst. Æthelflaed og hovedparten af hendes mænd gik i kirke for at takke for sejren, før de samledes i den store hal, der var bygget i Ceasters midte. Sihtric og jeg anbragte Haki i en lille stenhytte og lod hans hænder forblive bagbundne for natten. “Jeg har guld,” sagde han på dansk.

26

Den tomme trone.indd 26

26/06/15 11.07

Ottende bog i vikingeserien om Uhtred og sakserne.

så hvem skal være tronfølger? Hans kone Æthelflaed er en stærk kriger, men en kvinde har aldrig tidligere

© Kelly Campbell

hersket over et engelsk kongedømme. Uthred af Bebbanburg har stor tiltro til hende, men kan sakserne acceptere en kvindelig leder i kampen for at forene England?

Bernard Cornwell (f. 1944) er englænder og bosat i USA. Han er af Washington Post blevet kaldt en af nutidens største forfattere af historiske romaner. Bøgerne om Uthred er ved at blive filmatiseret til BBC. Den tomme trone er ottende bog i serien. Tidligere er udgivet Det sidste kongerige, Den danske rytter, Nordens herrer, Sværdsang, Det brændende land, En konges død og Den hedenske herre.

Tiden er knap og nationen delt, for Æthelflaeds broder, Kong Edward af Wessex, står klar i kulissen til at indtage rollen som Æthelreds efterfølger. Scenen er sat for en episk kamp om den tomme trone. »Bernard Cornwell skriver de bedste kampscener, jeg nogensinde har læst.« – George R.R. Martin, Game of Thrones »Det bedste bud i mange år på en bred og troværdig beskrivelse af vikingetidens komplekse verden.« – Anne Knudsen, Weekend­­avisen om Cornwells sakserserie

Bernard Cornwell

DEN TOMME TRONE

M

ercias konge Æthelred ligger for døden uden en arving,

Bernard Cornwell

DEN TOMME TRONE

www.lindhardtogringhof.dk

Roman • Lindhardt og Ringhof