Den totale rus - læseprøve

NORMAN OHLER

Den totale rus Narkotika i Det Tredje Rige

På dansk ved Marianne Madelung

Lindhardt og Ringhof

3

DEN TOTALE RUS Narkotika i Det Tredje Rige af Norman Ohler Oversat af Marianne Madelung Først udgivet på tysk: Der totale Rausch. Drogen im Dritten Reich Med efterskrift af Hans Mommsen Copyright © 2015 Verlag Kiepenheuer & Witsch GmbH & Co. KG, Køln, Tyskland Udgivet efter aftale med Copenhagen Literary Agency ApS, København Dansk udgave © 2017 Lindhardt og Ringhof Forlag A/S Omslag: Highlight A/S efter tysk originalomslag Omslagsdesign: Rudolf Linn Illustration: Douglas Gordon Redaktion: Lisbeth Andersen Skov Bogen er sat med Garamond hos Christensen Grafisk og trykt hos Livonia Print ISBN 978-87-11-56593-3 1. udgave, 1. oplag 2017 Kopiering må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof, et selskab i Egmont

INDHOLD

11 Indlægsseddel i stedet for forord

15 DEL I

METAMFETAMIN – OPIUM FOR FOLKET (1933-1938)

18 Breaking bad: rusgiftkøkkenet i rigshovedstaden 22 Forspil i det 19. århundrede: urstoffet 25 Tyskland, rusmidlernes land 27 De kemiske tyvere 30 Magtskifte betyder udskiftning af rusmidler 34 Narkopolitik som antisemitisk politik 37 Modelægen fra Kurfürstendamm 41 Sprøjtecocktail til Patient A 44 Folket på stoffer

57 DEL II

SIEG HIGH – LYNKRIG ER METAMFETAMINKRIG (1939-1941)

61 Bevisførelse: Forbundsarkivets Militærarkiv, Freiburg 62 Den tyske hær opdager et tysk rusmiddel 64 Fra rugbrød til hjerneføde 70 Robotter 73 Burn-out

5

84 Moderne tider 87 Tid er krig 89 »Tænk stort, ikke småt« 92 Tid er meth 94 Krystalræven 97 Men Hitler fatter ikke lynkrigens væsen 100 Stop-ordren fra Dunkerque – tolket farmakologisk 104 Værnemagten som narkodealer 110 Krig og vitaminer 112 Flying high 119 En lækkerbisken for udlandet

125

DEL III HIGH HITLER – PATIENT A OG HANS LIVLÆGE (1941-1944)

130 133 142 144 146 153 160 167 172 173 181 185 190 193 202 203 209 212

Mødested: National Archives, Washington, D.C. Bunkermentaliteten Øst-rus En tidligere sanitetsofficer fortæller Planet Werwolf Slagtehus Ukraine »X« og det totale virkelighedstab Indtagelse af Eukodal Efterretningstjenesten som transitplads for stoffer Patient B Attentatet og dets farmakologiske følger Endelig kokain!

Speedball Lægekrigen Selvudslettelsen Superbunkeren Lynlåsen Skyldsspørgsmålet

217

DEL IV SENE UDSKEJELSER – BLOD OG STOFFER (1944-1945)

221 223 232 234 238 241 244 249 255 257 259 262

Mødested: Forsvarets Sanitetsakademi, München Jagten på vidunderstoffet Tjenesterejse til Sachsenhausen Pillepatruljen Den helt reelle undergang Hjernevask Rusens ragnarok Last exit førerbunker Afskedigelsen Den endelige gift Morells implosion Tusindårsrusen

265 Tak 267 Efterskrift af Hans Mommsen: »Nationalsocialisme og tabet af den politiske realitet«

269 271 301 319 328

APPENDIKS Noter Bibliografi Billedliste Register

8  Den totale rus

»Et politisk system, der er viet til undergang, gør instinktivt meget, som fremskynder denne undergang.« J ean -P aul S artre

9

10  Den totale rus

Indlægsseddel i stedet for forord 11

INDLÆGSSEDDEL I STEDET FOR FORORD

Stoffet stødte jeg på i Koblenz, i de nøgterne omgivelser i Forbundsarkivet, en rå betonbygning fra 1980’erne. Jeg blev dybt fascineret af de papirer, som Theo Morell, Hitlers livlæge, havde efterladt sig. Igen og igen bladrede jeg rundt i Morells dagbogsoptegnelser: kryptiske notater, der drejede sig om en vis »Patient A«. Med en lup forsøgte jeg at tyde den næsten ulæselige håndskrift. Siderne var skrevet helt ud, ofte kunne jeg læse notater som »Inj. w. i.« eller ganske enkelt »x«. Ganske langsomt blev billedet tydeligt: daglige indsprøjtninger, mærkelige substanser, stigende doseringer.

Angående sygdomsbilledet Samtlige aspekter af nazismen er allerede belyst. Vores historieundervisning tillader ingen huller, vores medieverden ingen hvide pletter.

Temaet er blevet behandlet til sidste detalje fra alle mulige vinkler.

Den tyske værnemagt er den til alle tider bedst udforskede hær.

Der findes virkelig ikke noget, som vi mener ikke at vide om denne epoke. Det Tredje Rige virker hermetisk tillukket. Ethvert forsøg på at bringe noget nyt frem har noget spekulativt, næsten latterligt over sig. Og dog har vi ikke fattet det hele.

12 Den totale rus

Angående diagnosen I offentligheden, men også blandt historikere, ved man overraskende lidt om forbruget af rusmidler i Det Tredje Rige. Der foreligger delvise videnskabelige og journalistiske fremstillinger, men hidtil har der ikke været nogen samlet beskrivelse.1 Der har manglet en omfattende og på fakta baseret fremstilling af, hvordan rusmidler prægede det, der skete i nazistaten og på krigsskuepladserne under Anden Verdenskrig.

Men den, der ikke forstår rusmidlernes rolle i Det Tredje Rige, og som ikke undersøger de involverede personers bevidsthedstilstand ud fra denne forståelse, forsømmer noget.

At indflydelsen fra bevidsthedsændrende stoffer på det dunkleste kapitel i den tyske historie hidtil har været underbelyst, skyldes måske netop nazismens begreb »rusgiftbekæmpelse«, som betød, at der blev etableret statslig kontrol med rusmidlerne, og at de i almindelighed blev tabuiseret. Følgelig er de kommet uden for videnskabens nøgterne synsfelt – indtil i dag er der ikke blevet gennemført omfattende studier af emnet på universiteterne – det samme gælder for erhvervslivet og den offentlige bevidsthed, så nu trives rusmidlerne kun ude i paralleløkonomiens, svindelens, kriminalitetens og i lægmandsbevidsthedens gråzoner.

Men det kan vi forsøge at afhjælpe gennem en tydning af de faktiske begivenheder, der har som mål at belyse de strukturelle forhold, er forpligtet på det håndværksmæssige og i stedet for skarpt formulerede teser (som ville gøre den historiske virkelighed og dens desillusionerende grusomhed uret) tjener en detaljeret udforskning af de historiske kendsgerninger.2

Indholdsstoffets virkninger Den totale rus går ind under huden på de blodbesudlede massemordere og deres håndlangere og på det folk, der skulle renses for enhver form for racegift, den kigger direkte ind i deres arterier og vener. »Arisk renhed« var ikke det, der prægede dem, snarere tysk kemi og tem-

Indlægsseddel i stedet for forord 13

melig giftige stoffer. For når nazi-ideologien ikke var tilstrækkelig, blev der ganske hæmningsløst behandlet med farmaceutiske midler i basis såvel som i toppen. Også på dette felt førte Hitler an – og selv hæren blev i stor stil forsynet med det stimulerende middel metamfetamin (der i dag er kendt som »crystal meth«) under erobringsfelttog. I deres omgang med rusmidlerne udviser gerningsmændene en skinhellighed, som giver mulighed for en helt ny udlægning af deres handlemåder. En maske, som vi slet ikke kendte til, bliver løftet.

Advarsel før læsningen Der ligger en vis fristelse i at tilskrive blikket gennem rusmiddelbrillerne for stor betydning og på den måde konstruere endnu en historisk myte. Derfor må vi til stadighed holde os for øje, at historieskrivning aldrig kun er videnskab, men også altid fiktion. I denne disciplin findes der strengt taget ikke »fagbøger«, eftersom fakta her indordnes under »digtning« – fordi de betydningsmønstre, de indgår i, altid er underlagt forskellige former for udefra kommende, kulturel indflydelse. Hvis man gør sig bevidst, at historieskrivning i bedste fald er litteratur, reducerer man faren for at tage fejl under læsningen. Det, der her bliver præsenteret, er et ukonventionelt, strammere perspektiv, og mit håb er, at denne opstramning vil gøre mange ting klarere.

Tysklands historie bliver ikke skrevet om, ej heller skrevet på ny.

Men i bedste fald bliver visse dele fortalt mere præcist.

Bivirkninger Dette præparat kan medføre bivirkninger, som dog ikke vil vise sig hos alle.

Hyppigt til meget hyppigt: Verdensbilleder kan blive rystet, hvorved der kan opstå irritationer i storhjernen, tit forbundet med kvalme og mavesmerter. Disse gener er ofte lette og klinger af igen under den videre læsning.

14 Den totale rus

I visse tilfælde: overfølsomhedsreaktioner.

Meget sjældent: voldsomme, vedvarende forstyrrelser i sansningen.

Som modforholdsregel skal læsningen gennemføres til slutningen for at opnå helbredelsens mål, nemlig at løse op for angst og kramper.

Hvordan skal bogen opbevares?

Utilgængeligt for børn. Udløbsdatoen bestemmes ud fra den aktuelle status inden for forskningen.

Metamfetamin – opium for folket (1933-1938) 15

DEL I METAMFETAMIN – OPIUM FOR FOLKET (1933-1938)

16  Den totale rus

Metamfetamin – opium for folket (1933-1938) 17

Nazismen var en gift i ordets egentlige betydning. Den har belemret verden med en kemisk arv, der angår os den dag i dag, en gift, der ikke forsvinder med det første. Selvom nazisterne fremstillede sig selv som asketer og iværksatte en streng, ideologisk understøttet antirusmiddelpolitik med propagandistisk pomp og drakoniske straffe, blev et særligt virksomt, et særligt afhængighedsskabende, et særligt perfidt stof til et populært produkt under Hitler. Ganske legalt vandt dette stof i pilleform, markedsført som Pervitin, udbredelse i 1930’erne overalt i Det Tyske Rige og senere i de besatte lande i Europa, og det udviklede sig til et accepteret »rusmiddel for folket«, der kunne købes på ethvert apotek. Det blev først gjort receptpligtigt i 1939, og i 1941 kom det under de bestemmelser, der blev fastlagt i Rigsopiumsloven.

Dets indholdsstof, metamfetamin, er i dag forbudt eller strengt begrænset3 over hele verden, men med sine omkring 100 millioner brugere regnes det som en af nutidens mest populære rusgifte, og tendensen er stigende. Stoffet bliver fremstillet på hemmelige laboratorier, ofte af lægmænd, og for det meste i forurenet form. I medierne omtales det som »crystal meth«. Den såkaldte rædselsgift i krystalliseret form – hyppigt i høje doser til optagelse gennem næsen – nyder en uanet popularitet, lige nu også i Tyskland, hvor antallet af førstegangsbrugere stiger.

Det stimulerende middel, der giver et farligt, stærkt kick, bliver anvendt som partydrug, til øget arbejdspræstation, på kontorer, i parlamenter og på universiteter. Det fordriver behov som søvn og

18 Den totale rus

sult og giver løfte om eufori, men det er især i den gængse form*) et sundhedsskadeligt, potentielt ødelæggende rusmiddel, der hurtigt skaber afhængighed.

Næsten ingen kender noget til dets hurtigt stigende anvendelse i Det Tredje Rige.

BREAKING BAD: RUSGIFTKØKKENET I RIGSHOVEDSTADEN På eftersøgning i det 21. århundrede. Under en ligesom renfejet sommerhimmel, der strækker sig fra industrianlæg til klonede rækker af nye boligblokke, kører jeg med S-toget mod sydøst til udkanten af Berlin. For at opsøge resterne af Temmler-fabrikkerne, der i sin tid fremstillede Pervitin, må jeg stå af ved Adlershof, der i dag kalder sig »Tysklands mest moderne teknologipark«. Her holder jeg mig i udkanten og kæmper mig igennem et bymæssigt ingenmandsland, kommer forbi forfaldne fabriksanlæg og skrår igennem et forladt område med smuldrende mursten og rustent stål.

Her slog Temmler-fabrikkerne sig ned i 1933. Et år senere, da Albert Mendel, den jødiske medindehaver af Kemisk Fabrik Tempelhof, blev frataget sin ejendom, overtog Temmler hans andel og ekspanderede i rask tempo. Det var gode tider for den tyske kemiske industri, i hvert fald hvis den var rent arisk, og det blev især den farmaceutiske udvikling, der gik til tops.

Utrætteligt blev der søgt efter nye, banebrydende stoffer, som kunne give det moderne menneske lindring for dets smerter og adspredelse for dets bekymringer. Man eksperimenterede meget på laboratorierne og traf farmakologiske beslutninger, som præger os endnu i dag. * Metamfetamin er som psykoaktivt molekyle i sin rene form mindre sundhedsskadeligt end det stof, der fremstilles i hemmelige laboratorier, ofte af lægmænd, i crystal meth-doser, som er blevet tilsat gifte som benzin, batterisyre eller frostvæske.

Metamfetamin – Opium for folket (1933-1938) 19

I mellemtiden er den tidligere medicinalfabrik Temmler i BerlinJohannisthal blevet til en ruin. Der er intet, der minder om dens blomstrende fortid, dengang der blev fremstillet Pervitin-piller i millionvis hver uge. Firmaets grund ligger øde og ubenyttet hen.

Jeg krydser hen over en tom parkeringsplads, må mase mig igennem en lille, vildtvoksende skov og springe over en mur, der stadig er besat med glasskår for at forhindre uvedkommendes indtrængen.

Mellem bregner og vildskud står det gamle »Heksehus«, opført i træ af grundlæggeren Theodor Temmler, som firmaets tidligere kimcelle. Bag et tæt ellekrat rager en murstensbygning op, som også er forladt. Der er knaldet et vindue, så jeg kan kravle ind.

Indenfor går jeg ned ad en lang, mørk gang. En muggen lugt af råd trænger ud fra vægge og lofter. For enden er der en dør, der står halvt åben. Dens lysegrønne maling skaller af over det hele.

Bagved skinner lidt dagslys ind fra højre gennem to blyindfattede industriruder. De er smadrede. Udenfor er alt overgroet – herinde er alt tomt. Der ligger en gammel fuglerede i et hjørne. Væggene er helt op til loftet med de runde udsugningshuller beklædt med delvist revnede fliser.

Dette var engang Dr. Fritz Hauschilds laboratorium. Fra 1937 til 1941 var han chef for den farmakologiske afdeling hos Temmler, der var på jagt efter et nyt »præstationsfremmende middel«. Dette er det tidligere giftkøkken i Det Tredje Rige.

Her bryggede kemikerne deres klokkerene stof i porcelænsdigler og i kondensatorer med gennemløbende rør og glaskølere.

Her klaprede lågene på de tykmavede sydekolber og lukkede varme, rødgule dampe ud med hvislende lyde, mens emulsionerne hvæsede, og hvide behandskede hænder foretog indstillinger på blandemaskinen. Her opstod metamfetaminen – og det i en kvalitet, som den opdigtede rusmiddeldoktor Walter White fra den amerikanske tv-serie Breaking Bad ikke opnåede selv i sine bedste stunder. Men White gjorde crystal meth til symbol på vores tid.

Breaking bad betyder bogstavelig talt at ændre adfærd ganske pludse-

20  Den totale rus

Temmler-fabrikkerne i Berlin-Johannisthal, dengang ...

Metamfetamin – Opium for folket (1933-1938) 21

... og nu.

22 Den totale rus

ligt og gøre slemme ting. Det ville måske heller ikke være nogen dårlig overskrift for årene 1933-1945.

FORSPIL I DET 19. ÅRHUNDREDE: URSTOFFET »Frivillig afhængighed er den skønneste tilstand.« Johann Wolfgang von Goethe

Vi må gå tilbage i tiden for at kunne forstå dette og andre rusmidlers historiske relevans for begivenhederne i nazistaten. Udviklingen i de moderne samfund hænger lige så nøje sammen med historien om rusmidlernes fremkomst og udbredelse, som økonomien hænger sammen med de tekniske fremskridt. Et udgangspunkt kunne være året 1805, da Goethe skrev Faust i klassicismens Weimar og med litterære midler formulerede en af sine teser, ifølge hvilken menneskeslægtens opståen netop er betinget af rusmidler: Jeg ændrer ved min hjerne, altså er jeg!

På samme tid, men i det mindre glamourøse Paderborn i Westfalen, eksperimenterede apotekerassistenten Friedrich Wilhelm Sertürner med et sovemiddel fremstillet af valmuens frugt; den indkogte saft, opium, bedøver smerter mere end noget andet stof. Goethe ville ad poetisk-dramatisk vej udforske, hvad der inderst inde holder verden sammen, mens Sertürner ville løse et årtusindgammelt problem, som i mindst lige så høj grad berørte menneskeslægten.

Der var en konkret udfordring for den geniale 21-årige kemiker: Alt efter vækstbetingelserne forekommer valmueplantens virksomme stoffer i meget forskellige grader af koncentration. Somme tider lindrer dens bitre saft ikke smerten tilstrækkeligt, andre gange forekommer der utilsigtet overdosering og forgiftning. Ganske alene, ligesom Goethe, der indtog det opiumholdige laudanum i sin digterstue, gjorde Sertürner en sensationel opdagelse: Det lykkedes ham at isolere morfinen, opiummets udslagsgivende alkaloid, og han blev en slags farmakologisk Mefistofeles, der tryllede smerte om til velbehag.

Metamfetamin – Opium for folket (1933-1938) 23

Dette blev ikke kun et vendepunkt i farmakologiens historie, men en af de vigtigste begivenheder i begyndelsen af det 19. århundrede, i menneskehedens historie i det hele taget. Smerte, denne uhyggelige ledsager, kunne nu lindres med præcise doser, ja helt fjernes. Apoteker overalt i Europa, hvor apotekerne hidtil havde trillet deres piller efter bedste viden og samvittighed med bestanddele fra deres egne små urtehaver eller fra de såkaldte urtekoner, udviklede nu på få år veritable produktionssteder efter fastsatte farmakologiske standarder.*) I morfinen gemte der sig ikke kun lindring for alle livets fortrædeligheder, men også den helt store forretning.

I Darmstadt optrådte indehaveren af Engel-Apoteket, Emanuel Merck, som pioner for denne udvikling og hævdede i 1827 som sin virksomhedsfilosofi, at han ville levere alkaloid og andre former for medicin i en bestandig kvalitet.

Dermed var ikke kun det endnu i dag blomstrende firma Merck kommet til verden, men også hele den tyske medicinalindustri. Da så injektionssprøjten blev opfundet omkring 1850, kunne intet længere standse morfinens sejrsgang. I store mængder blev smertedræberen anvendt under Den Amerikanske Borgerkrig 1861-65 og lige­ledes under Den Fransk-tyske Krig 1870-71. Der gik morfinsprøjten rutinemæssigt på omgang.4 Stoffets indflydelse var afgørende – på godt og ondt. Ganske vist kunne smerterne tøjles selv hos de hårdt sårede – men dette gjorde også krig mulig i en endnu større målestok.

Soldater, der tidligere stort set var blevet tjenstudygtige for altid, kunne nu hurtigt fodres op og skubbes frem i de forreste rækker efter behov.

Med morfinen, også kaldet morphium, nåede udviklingen af smertebekæmpelse og bedøvelse et afgørende højdepunkt. Det gjaldt i lige så høj grad i hæren som i civilsamfundet. Det formodede universalmiddel slog igennem hos arbejderne og de adelige i * En forløber for disse virksomheder var de kristne klostre, der allerede i middelalderen fremstillede medicin i stor målestok og eksporterede den uden for deres opland. Også i Venedig (hvor det første kaffehus i Europa åbnede i 1647) havde der været en produktion af kemiske og farmaceutiske præparater siden det 14. århundrede.

24 Den totale rus

lige mål og overalt i verden, fra Europa over Asien til Amerika. I amerikanske drugstores fra Østkysten til Vestkysten blev især to stoffer udbudt uden recept: Morfinholdige stoffer virkede beroligende, mens kokainholdige blandingsdrikke (som f.eks. først Mariani-vinen, en bordeauxvin med koka-ekstrakt, eller også Coca-Colaen)*) blev anvendt mod humørsyge eller som rent nydelsesmiddel eller som lokalbedøvelse.5 Men det var kun begyndelsen. Snart ville man sprede den begyndende industri; der skulle nye midler til. Den 10. august 1897 fremstillede Felix Hoffmann, en kemiker hos firmaet Bayer, acetylsalicylsyre af et virksomt stof udvundet af pilebark, det kom i handlen som Aspirin og erobrede hele kloden. 11 dage senere opfandt den samme mand endnu et stof, der skulle gøre ham verdensberømt: diacetylmorfin, udvundet af morfin – det første designerdrug overhovedet. Det blev markedsført som heroin og begyndte sin sejrsgang. »Heroin er en herlig forretning«, erklærede direktørerne hos Bayer stolt og førte det frem som et middel mod hovedpine, utilpashed og endda som hostesaft til børn. Man kunne også give det til spædbørn med kolik eller søvnproblemer.6 Ikke kun hos Bayer gik forretningen godt. På samme måde udviklede flere moderne medicinalfirmaer sig langs Rhinen i sidste tredjedel af det 19. århundrede. Rent strukturelt stod stjernerne gunstigt.

Ganske vist var der på grund af Det Tyske Kejserriges opdeling i småstater kun begrænset bankkapital og begrænset risikovillig kapital til rådighed for storstilede investeringer, men netop det havde den kemiske industri ikke behov for, da den i modsætning til den traditionelle sværindustri behøvede forholdsvist mindre udstyr og færre råstoffer. Også små investeringer gav løfter om store gevinster. Det allervigtigste var forskernes intuition og sagkundskab, og Tyskland, der var rigt på menneskelig kapital, kunne benytte et næsten uudtøm* Den amerikanske apoteker Pemberton kombinerede ca. 1885 kokain med koffein til en stimulerende drik kaldet Coca-Cola, der snart blev udbudt som universalmiddel. Indtil 1903 indeholdt den oprindelige cola per liter op til 250 milligram kokain.5)

Metamfetamin – Opium for folket (1933-1938) 25

meligt potentiale af fremragende kemikere og ingeniører, der næredes af det dengang endnu bedste uddannelsessystem i verden. Nettet af universiteter og polytekniske højskoler regnedes for forbilledligt: Videnskab og erhvervsliv arbejdede hånd i hånd. Der blev forsket i højt tempo, og der blev taget et stort antal patenter. Netop inden for den kemiske industri blev Tyskland endnu før år 1900 til »hele verdens værksted«, og »made in Germany« blev et kvalitetsstempel, også når det drejede sig om medicinalvarer.

TYSKLAND, RUSMIDLERNES LAND I første omgang ændredes denne position ikke efter Første Verdenskrig. Frankrig og England kunne skaffe sig naturlige stimulanser som kaffe, te, vanilje, peber og andre sådanne naturprodukter fra deres oversøiske kolonier, mens Tyskland, der på grund af Versaillesfredens bestemmelser havde mistet sine i forvejen begrænsede oversøiske besiddelser, måtte finde andre veje, nemlig ved at producere dem kunstigt. Landet havde behov for stimulanser. Krigskatastrofen havde revet landet til blods og voldt det mangfoldige smerter, fysisk som psykisk. Op igennem 1920’erne blev rusmidler vigtigere og vigtigere for den undertrykte befolkning mellem Østersøen og Alperne. Og knowhow til at producere dem var til stede.

Skinnerne lå klar til at køre en moderne farmaceutisk industri i stilling, og mange af de kemiske stoffer, som vi kender i dag, blev udviklet og patenteret i løbet af ganske kort tid. Tyske firmaer opbyggede deres førende position på verdensmarkedet. Ikke alene producerede de flest lægemidler, men de var også de største leverandører af de kemiske grundstoffer til medicinfremstilling overalt i verden.

Der opstod en »new economy«, en kemisk »Silicon Valley« mellem Oberursel og Odenwald. Små forsømte virksomheder, som ingen havde hørt om, blomstrede op på ingen tid og blev til indflydelsesrige firmaer. I 1925 sluttede de store kemifabrikker sig sammen til IG

26 Den totale rus

Farben, som straks blev til en af verdens mægtigste koncerner med hovedsæde i Frankfurt am Main.

Især opiater var stadig en tysk specialitet. I 1925 stod landet i spidsen for alle morfinproducerende lande, og det var verdensmester som eksportør af heroin: 98 procent af produktionen gik til udlandet.7 Fra 1925 til 1930 blev der fremstillet 91 tons morfin, det var 40 procent af produktionen på verdensplan.8 Kun med forbehold, og fordi man var under pres fra Versaillestraktaten, underskrev Tyskland i 1925 Folkeforbundets internationale opiumsaftale, som regulerede handlen.

Først i 1929 ratificeredes aftalen i Berlin. Den tyske alkaloidindustri forædlede i 1928 endnu knap 200 tons opium.9 Også inden for et andet stof var tyskerne de førende: Firmaerne Merck, Boehringer og Knoll sad på 80 procent af verdensmarkedet for kokain. Mercks kokain fra Darmstadt regnedes for det fineste kvalitetsprodukt i verden, så i Kina fik piratproducenter trykt kopier af etiketterne i millionvis.10 Hamburg fungerede som det vigtigste omladningssted for kokain i rå form i verden. Årligt blev der legalt indført tusinder af kilo via denne havn. Således eksporterede f.eks. Peru sin samlede årsproduktion af kokain, nemlig omkring 5 tons, næsten udelukkende til Tyskland til videre forarbejdning. Den indflydelsesrige interessegruppe »Fachgruppe Opium und Kokain« (Faggruppen for opium og kokain), som var en sammenslutning af tyske rusmiddelproducenter, arbejdede utrætteligt på at tilvejebringe en tæt sammenfletning af regeringen og den kemiske industri. To karteller, der hver bestod af en håndfuld firmaer, opdelte ifølge kartelaftalen det lukrative marked på »hele kloden«11 imellem sig, nemlig i den såkaldte Kokainkonvention og Opiatkonventionen. I begge tilfælde fungerede Merck som forretningsfører.12 Den unge republik boltrede sig i bevidsthedsændrende og euforiserende stoffer, leverede heroin eller kokain i alle fire verdenshjørner og steg op til at være den globale dealer.

Metamfetamin – Opium for folket (1933-1938) 27

DE KEMISKE TYVERE Denne videnskabelige og økonomiske udvikling svarede også helt til tidsånden. Kunstige paradiser var på mode i Weimarrepublikken.

Man ville hellere flygte ind i en skinverden end at tage kampen op med den ofte mindre rosenrøde virkelighed – det var et fænomen, der præcist karakteriserede det første demokrati på tysk jord, politisk såvel som kulturelt. Man ville ikke se de virkelige grunde til krigsnederlaget i øjnene og fortrængte, at det kejserlige, tysknationale establishment var medansvarligt for krigsfiaskoen. Den onde legende om »Dolkestødet« blev spredt overalt: Den eneste grund til, at den tyske hær ikke havde sejret, var, at den var blevet saboteret indefra på egen jord, nemlig af de venstreorienterede.13 Denne form for eskapisme blev lige så ofte udlevet i had som i kulturelle udskejelser. Det var ikke kun i Alfred Döblins Berlin Alexanderplatz, at Berlin blev kaldt Babylons skøge, byen havde den mest lurvede underverden overhovedet, hvor man søgte tilflugt i de værste udskejelser, og herunder hørte nu engang også rusmidlerne. »Berlins natteliv, hold da op, sådan noget har verden endnu ikke oplevet! Før i tiden havde vi en førsteklasses hær, nu har vi førsteklasses perversiteter!« som forfatteren Klaus Mann skrev.14 Byen ved Spree blev til et symbol på moralsk opløsning, og da valutaen brat faldt på grund af den massive mangedobling af pengemængden, der skulle betale af på statsgælden i efteråret 1923, og sank til siger og skriver 4,2 billioner mark for én dollar, så det ud til, at samtlige moralske værdier blev revet med i faldet.

Alt hvirvlede ned i et toksikologisk kaos. Tidens ikon, skuespillerinden og danserinden Anita Berber, dyppede allerede ved morgenmaden hvide rosenblade i en cocktail af kloroform og æter, som hun suttede i sig: wake and bake (vågn op og bliv skæv). Der vistes film om kokain og morfin i biograferne, og på gadehjørnerne kunne man få samtlige stoffer uden recept. Det forlød, at 40 procent af lægerne i

28 Den totale rus

Berlin var afhængige af morfin.15 I Friedrichstadt fandtes der opiumshuler, som blev drevet af kinesiske opiumshandlere fra den tidligere koloni Kiautschou. Der blev åbnet illegale natklubber i baglokalerne i Berlin Mitte. Bondefangere uddelte flyveblade ved Anhalter Bahnhof, der reklamerede med illegale fester og »skønhedsaftner«. Store klubber som det berømte Haus Vaterland på Potsdamer Platz og Ballhaus Resi i Blumenstrasse, der var berygtet for sine løsagtige udskejelser, samt mindre etablissementer som Kakadu Bar eller Weisse Maus, hvor der blev uddelt masker ved indgangen for at garantere gæsterne anonymitet, tiltrak de forlystelsessyge i store skarer. Der opstod en tidlig form for forlystelses- og rusmiddelturisme fra de vestlige nabolande og fra USA, fordi alt i Berlin var så ophidsende og billigt.

Verdenskrigen var tabt, så alt var tilladt. Metropolen muterede og blev til Europas eksperimenterende hovedstad nr. 1. På plakater på husmurene var der advarsler i stor ekspressionistisk skrift: »Berlin, hold inde, besind dig, din dansepartner er døden!« Politiet greb ikke ind mere, ro og orden brød i første omgang sporadisk, men senere kronisk, sammen; forlystelseskulturen udfyldte tomrummet, så godt den kunne, som en af tidens populære sange illustrerer.16 I 1928 gik der alene i Berlin 73 kilo morfin og heroin ganske legalt og på recept over disken på apotekerne.17 Alle, der havde råd til det, indtog kokain, det ultimative våben til at intensivere øjeblikket. Man snusede og følte: Øjeblik, så dvæl dog lidt, du er så skøn. Coke var udbredt alle steder og blev symbolet på en udsvævende tid. Men stoffet blev lagt for had som »degenerationsgift« af kommunisterne såvel som af nazisterne, der konkurrerede om magten på gaden. Der kom masser af reaktioner på tidens løssluppenhed. De tyske nationalister hetzede mod »sædernes forfald«, og også fra den konservative lejr kom der lignende angreb. Ganske vist var man stolt over Berlins nye status som kulturmetropol – men netop hos borgerskabet, som i 1920’erne gradvist mistede status, ytrede usikkerheden sig som rabiat fordømmelse af forlystelses- og massekulturen, der blev udråbt som vestlig dekadence.

Metamfetamin – Opium for folket (1933-1938) 29

Det var nazisterne, der mest indædt agiterede mod Weimartidens farmakologiske forsøg på at læge tidens sår. Deres utilslørede afvigelser fra det parlamentariske system, fra det foragtede demokrati som sådan og ligeledes fra den urbane kultur i et samfund, der langsomt blev mere åbent, kom til udtryk i identitetsskabende paroler fra stambordene mod de påståede forsumpede tilstande i den forhadte »jøderepublik«.

Nazisterne stod parat med deres egen recept på folkesundhed og lovede helbredelse gennem ideologien. For dem kunne der kun være tale om én legitim rus, nemlig den brune. For også nazismen stræbte efter transcendente tilstande.

Nazisternes illusionsverden, som tyskerne skulle lokkes ind i, anvendte lige fra begyndelsen rusens virkemidler til at mobilisere folk. Verdenshistoriske beslutninger, sådan stod der allerede i Hitlers kampskrift Mein Kampf, skulle fremtvinges under tilstande af rusagtig begejstring eller, hvis det skulle være, af massehysteri. Nazipartiet overbeviste for det første gennem populistiske argumenter, for det andet ved hjælp af fakkeltog, faneindvielser, rusprægede stormøder og offentlige taler, der havde til formål at hensætte folk i en tilstand af kollektiv ekstase. Desuden var der »voldsrusen« hos SA i den såkaldte kampfase, der ganske ofte blev fyret op under ved hjælp af alkoholmisbrug.*) Realpolitik affejede man gerne som uheroiske studehandler.

Politik skulle erstattes af en samfundsmæssig rustilstand.18 Hvis man historisk set kan opfatte Weimarrepublikken som et fortrængningssamfund i psykologisk forstand, så var dens påståede modstandere, nazisterne, spydspidsen for denne strømning. De hadede rusmidler, fordi de selv ville virke som en rus.

* Her kunne man henvise til grundlæggelsen af nazipartiet d. 24.2.1920 i en ølkælder, Münchener Hofbräuhaus. Allerede fra starten spillede alkohol en vigtig rolle i Det Brune Partis manderitualer og i deres Sturmabteilung, SA.