Profetiens tvillinger har nu valgt hver sin side. Det er begyndelsen til enden. Josh har endelig givet efter for sin tvivl omkring Nicholas Flamels hensigter og har valgt at følge Dee frem mod det afgørende slag. Han er blevet overbevist om, at den nye verden, som Dee vil skabe, er den bedst tænkelige – også selv om den må betales med en pris så grusom, at det får selv Machiavelli og Billy the Kid til at sætte spørgsmålstegn ved omkostningerne. Sophie står alene tilbage med de stærkt afkræftede Nicholas og Perenelle, efter at Scatty og de øvrige udødelige er forsvundet i den sagnomspundne by Danu Talis. Hun må sætte sin lid til, at samuraien Niten kan hjælpe hende med at finde endnu en udødelig, der behersker og er villig til at lære hende den sidste magi – jordens magi – før slaget går i gang. Men selv beherskelsen af de samlede elementærmagier vil ikke gøre nogen som helst forskel, hvis ikke Sophie kan finde frem til Josh før slaget går i gang – og alt er tabt …
Paris ligger hen i ruiner, og tvillingerne må flygte videre. Selv om det kan synes vanvittigt, tager Josh og Sophie med Nicholas direkte ind i det allerfarligste fjendeland, nemlig Dees mørke London, byen, der huser flest af De Mørke Ældstes tjenere.
Efter flugten fra Ojai dukker Nicholas, Sophie, Josh og Scatty op i Paris, Nicholas’ fødeby – og byen, hvor han efter sigende blev begravet i 1418. Der bliver dog ikke meget tid til hyggeligt gensyn, for i Paris venter Machiavelli, en af De Mørke Ældstes farligste tjenere, på dem. På et hængende hår slipper Nicholas, tvillingerne og Scatty fra ham og opsøger grev Saint-Germain, der er en af Flamels gamle venner og tidligere elev. Saint-Germain vil kunne lære Sophie den anden elementærmagi, Ildens Magi, og styrke hende til det kommende opgør. Men Machiavelli er lige i hælene på dem, og da også dr. Dee ankommer til Paris er der ingen grænser for de rædsler, som de er villige til at slippe løs i jagten på Josh og Sophie. Hvis profetien taler sandt, er tvillingerne det eneste håb for menneskehedens overlevelse – men forholdet mellem Josh og Sophie er på ingen måde så stærkt, som det tidligere har været ...
I London håber Nicholas at kunne finde frem til kong Gilgamesh, der forhåbentlig vil kunne oplære tvillingerne i Vandets Magi, den tredje elementærmagi. Hvis Gilgamesh altså overhovedet vil hjælpe dem i kampen mod De Mørke Ældste, for ikke alene nærer han et dybt had til alkymisten – han er også tæt på skingrende skør. Imens tvillingerne kæmper for at overleve i London, er Perenelle stadig fanget på Alcatraz blandt myternes mest afskyvækkende uhyrer. Og for at gøre ondt værre er Machiavelli på vej dertil, ivrig efter endelig at få hævn over troldkvinden. Der er ikke længere tvivl om, at Sophie og Josh er legendens tvillinger. Både Nicholas og De Mørke Ældste er fuldstændig overbevist – men spørgsmålet er, om tvillingerne fortsat er overbevist om, at alkymisten kun vil deres bedste.
ISBN 978-87-11-42613-5
9 788711 426135
ISBN 978-87-11-40459-1 2249-Troldkvinden-omslag.indd 1
18-03-2010 08:35:45
9 788711 404591
Carlsen-edsbryderen-omslag.indd 1
21-12-2011 12:28:49
I SAMME SERIE: Alkymisten Magikeren Troldkvinden Nekromantikeren
2548_Carlsen-Alkymisten-Edsbryderen.indd 2
13-12-2011 12:55:54
2548_Carlsen-Alkymisten-Edsbryderen.indd 3
13-12-2011 12:55:54
Edsbryderen – den udødelige Nicholas Flamels hemmeligheder er oversat fra amerikansk af Ole Steen Hansen efter The Warlock – The Secrets of the Immortal Nicholas Flamel Copyright © 2011 by Michael Scott This translation published by arrangement with Random House Children’s Books, a division of Random House, Inc. Omslagsillustration © 2011 by Michael Wagner Dansk udgave © 2012 Forlaget Carlsen Sat med ITC Galliard hos Pamperin Grafisk og trykt hos Livonia Print 1. udgave, 1. oplag ISBN 978-87-11-40459-1 Trykt i Letland www.carlsen.dk www.lindhardtogringhof.dk Forlaget Carlsen – et forlag under Lindhardt og Ringhof A/S, et selskab i Egmont
2548_Carlsen-Alkymisten-Edsbryderen.indd 4
13-12-2011 12:55:54
Denne bog er til Anna, sapienta et eloquentia
2548_Carlsen-Alkymisten-Edsbryderen.indd 5
13-12-2011 12:55:54
2548_Carlsen-Alkymisten-Edsbryderen.indd 6
13-12-2011 12:55:54
Nicholas Flamel er døende. Det er dette tidspunkt, jeg har frygtet så længe, det er i denne nat, at jeg kan blive enke. Min stakkels tapre Nicholas. Selv om han er ældet, svækket og fuldkommen udmattet, sad han sammen med Prometeus og mig og sendte det sidste af sin kraft ind i krystalkraniet, så vi kunne spore Josh ind i hjertet af San Francisco og til dr. John Dees tilholdssted. Vi så med rædsel, hvordan Dee gjorde drengen til nekromantiker, til en, der kan påkalde de døde, og tvang ham til at hente Coatlicue, den afskyelige archon kendt som Alle Guders Moder. Vi forsøgte at advare Josh, men Dee var for stærk og afskar vores forbindelse til drengen. Og da Aoife, Niten og Sophie ankom, valgte Josh at stille sig på Dees og hans dødsensfarlige ledsagerske, Virginia Dares, side. Jeg kan ikke lade være med at overveje, om han gjorde det frivilligt. Da vi så Josh – vort sidste håb, vores endegyldige chance for at besejre De Mørke Ældste og beskytte verden – tage af sted sammen med fjenden, blev det for meget for min mand, og han sank om i bevidstløshed. Han er ikke vågnet, og jeg har ikke længere kraft til at genoplive ham. Den smule styrke, der er tilbage i mig, må jeg bevare til det, der vil komme. En for en har vi mistet dem, der kunne have kæmpet ved vores side: Aoife er borte, fanget i et skyggerige i evig kamp med archonen Coatlicue. Scathach og Jeanne befinder sig i en fjern fortid, Saint-Germain har ikke ladet høre fra sig, og nu har vi mistet kontakten med Palamedes og Shakespeare. Selv Prometeus er så svækket efter at have brugt kraniet, at han ikke længere har kræfter til at holde sammen på sit
2548_Carlsen-Alkymisten-Edsbryderen.indd 7
13-12-2011 12:55:55
skyggerige, så det begynder at gå i opløsning omkring ham. Kun Sophie er tilbage, og hun er fuldstændig fortvivlet over sin brors forræderi. Hun befinder sig et sted i San Francisco, hvor ved jeg ikke, men i det mindste har hun Niten til at beskytte sig. Jeg må finde hende – der er meget, hun skal vide. Så nu er det op til mig, sådan som jeg altid har vidst, at det ville blive. Da jeg var barn for over 680 år siden, præsenterede min bedstemor mig for en hætteklædt mand med en krog i stedet for en venstre hånd. Han fortalte mig min fremtid og verdens fremtid. Og så fik han mig til at sværge tavshed. Jeg har ventet på denne dag hele mit liv. Nu hvor vi næsten er nået til afslutningen, ved jeg, hvad jeg skal. Fra alkymisten Nicholas Flamels dagbog, skrevet i dag, onsdag den 6. juni, af Perenelle Flamel, troldkvinde, i Den Ældste Prometeus’ skyggerige, nær San Francisco, den by, jeg har taget til mig.
2548_Carlsen-Alkymisten-Edsbryderen.indd 8
13-12-2011 12:55:55
6. juni
Onsdag,
2548_Carlsen-Alkymisten-Edsbryderen.indd 9
13-12-2011 12:55:55
2548_Carlsen-Alkymisten-Edsbryderen.indd 10
13-12-2011 12:55:55
KAPITEL ET
Først dukkede anpuerne op, høje krigere med sjakal-
hoveder, røde øjne uden pupiller og sabeltigertænder, iført polerede sorte glasrustninger. De strømmede ud af en rygende huleudmunding og spredte sig rundt om i Xibalba. Nogle tog opstilling foran de ni porte, der førte ud i den enorme hule, mens andre strøg gennem det primitive skyggerige og sikrede sig, at det var tomt. Som altid bevægede de sig i total stilhed. De var altid tavse indtil sidste øjeblik, inden de gik i kamp, og så var deres skrig rædselsvækkende. Først da anpuerne var overbevist om, at Xibalba var øde, viste parret sig. Ligesom anpuerne var de iført rustning af glas og keramik, selv om deres snarere var beregnet til pryd end til kamp, og i en stil, som sidst var set i Det Gamle Rige i Egypten. Få minutter før havde parret forladt en næsten perfekt rekonstruktion af Danu Talis og var rejst gennem et dusin 11
2548_Carlsen-Alkymisten-Edsbryderen.indd 11
13-12-2011 12:55:55
indbyrdes forbundne skyggeriger, hvoraf nogle mindede bemærkelsesværdigt meget om Jorden, mens andre var totalt fremmedartede. Og selv om parret af natur var ekstremt nysgerrige med hensyn til de myriader af verdener, de herskede over, blev de ikke hængende i dem. De ilede gennem et kompliceret net af leyporte, som ville føre dem til stedet, der var kendt som Korsvejen. Der var så lidt tid tilbage. Ni porte førte ud i Xibalba. Hver af dem var stort set ikke andet end en groft udhugget åbning i den sorte klippevæg. Parret undveg de boblende lavapøle, som spyttede klæbrige strenge af smeltet sten ud over stien, og krydsede gennem hele skyggeriget fra den niende port til den tredje, Tårernes Port. Selv anpuerne, som af natur var frygtløse, nægtede at nærme sig denne hule. Gamle erindringer indlagt i deres dna advarede dem om, at dette var stedet, hvor deres race nær var blevet udslettet, efter at de var flygtet fra humanis verden. Da parret nærmede sig den cirkelrunde huleudmunding, begyndte de klodsede, firkantede glyffer, der var udhugget over åbningen, at gløde med et svagt, hvidt skær. Det reflekteredes i de spejlblanke rustninger og oplyste hulens indre, så parret stod frem i kontrasterende sort og hvidt, og i det øjeblik – det korte øjeblik – var de smukke. Uden at se sig tilbage trådte parret ind i den mørke huleudmunding ... ... og mindre end et sekund senere kom et par, ens klædt i hvide jeans og T-shirts, blinkende til syne på den cirkelrunde sten kendt som nulpunktet foran Notre 12
2548_Carlsen-Alkymisten-Edsbryderen.indd 12
13-12-2011 12:55:55
Dame-katedralen i Paris. Manden tog kvindens hånd, og sammen begav de sig af sted i rask tempo og styrede ind mellem de nedfaldne sten og knuste statuer, som stadig lå strøet ud over pladsen, hvor Sophie og Josh Newman havde brugt elementærmagi for at besejre katedralens stengargoyler, som var vågnet til live. Og eftersom det var Paris, var der ingen, der så to gange på et par, der bar solbriller om natten.
2548_Carlsen-Alkymisten-Edsbryderen.indd 13
13-12-2011 12:55:55