Den uskyldige morder © 2012 Morten Kærså og Lindhardt og Ringhof Forlag A/S Omslag: Henrik Koitzsch Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof A/S, et selskab i Egmont
Den uskyldige morder.indd 4
09/02/12 18.21
Morten KĂŚrsĂĽ
Den uskyldige morder Roman
Lindhardt og Ringhof
1 Han vågnede langsomt. Vandkogerens tiltagende brusen flød sammen med lyden fra cementblanderen i drømmen. Christine var som sædvanlig oppe før ham, målrettet på vej til seminariet hvor hun havde sine første lektioner i idræt allerede klokken 8.55. Hun skramlede med kaffekopper og brødristeren, stillede et stort krus neskaffe på natbordet i hans side af dobbeltsengen, og med et “vi ses skat” var hun ude af døren. Han havde drømt den drøm flere gange før, og den efterlod ham altid med en gigantisk skyldfølelse, og en besynderlig fornemmelse af at det var sket i virkeligheden. Det var i de perioder hvor han ikke bedøvede sig med rødvin eller Atarax eller begge dele samtidig, at drømmen dukkede op. Han havde faktisk gode lange forløb, måneder, ja halve år hvor dønningerne fra et liv med meget høj musik og alkohol ikke overskyllede ham. Det var efterhånden ti år siden at han havde gjort op med den livsstil og den karriere, men det ville jo nok aldrig helt slippe sit tag i ham. Han nippede til neskaffen og i ultra korte glimt så han hele handlingen for sig, forstod hvorfor drømmen vendte tilbage, som en renselsesproces hvor han konfronterede sin sjæl og gerninger, et sammensurium af familierelationer, et indviklet net af skjulte ledetråde, som nogen var lige ved at opdage. Og som før, når han havde drømt drømmen, blev han grebet af en fuldkommen irrationel panisk angst for at blive afsløret. 7
Hans fødder fandt lammeskindssutskoene og han gik gennem den nyanlagte udestue ud i baghaven, hvor en skarp gul aprilsol vækkede ham helt. Mens han tissede på de store rododendron buske længst nede i haven funderede han over det paradoksale i at være en iskold morder i en drøm, godt nok med et selvretfærdigt motiv, der muligvis kunne lempe straffen en anelse hvis han blev dømt, og så samtidig være totalt ufarlig, afvæbnet og from som lammet der havde leveret ulden til sutskoene, her i den virkelige verden. Endelig fortog drømmen sig. De havde købt huset på Skovbrynet tæt ved Bagsværd Sø kort efter årtusindeskiftet bare et år efter de havde mødt hinanden. Han havde forelsket sig blindt og hovedkulds i Christine, kappet alle fortøjninger til sit kuldsejlede kæresteforhold, forladt en lille familie som ikke havde holdt til nedturen og erkendelsen af, at han som et strandet fartøj måtte have hjælp til at komme fri af den stenede grund. Christine var smuk som en græsk gudinde, fuldkommen symmetriske træk, lys men med mørke øjenbryn som tegnede hende skarpt og klart. Hun var stærk og veltrænet, a-menneske med styr på kalenderen og en formidabel evne til at huske navne på det utal af idrætselever hun underviste, med et imponerende ordforråd, især når hun forsøgte at forklare ham de dybereliggende fagdidaktiske principper i hendes undervisning. Hun var den type kvinde som langt de fleste mænd bliver bange for, selvbevidst og utilnærmelig i en sådan grad, at endnu ingen havde lagt billet ind på et livslangt forhold. Det første år efter han var blevet udskrevet fra hospitalet havde han trukket sig ind i sig selv, undveget alle sine personlige forbindelser, trukket stikket ud så at sige. Tanken om omklædningsrum fyldt med gennemblødt scenetøj, slatne sandwichs og oceaner af bagscene-guldbajere og tændvæske, gjorde ham meget træt, men også nervøs for nogensinde at tage tørnen med Bandet igen. Han havde ringet til sin gamle lærer i musik på seminariet hvor han i slutningen af halvfjerdserne havde gennemført en Hf-eksamen, 8
samtidig med at musikerkarrieren tog voldsom fart. Og som ved et lykketræf havde Gregersen etableret et timelærervikariat i musik, som blev en redningsplanke i de næste par år, hvor et nyt liv skulle etableres. Gregersen, der godt vidste hvordan det er at komme ned fra en firedagesbrandert, var den eneste han talte helt oprigtigt med om de alvorlige vanskeligheder han var løbet ind i, eller snarere havde marcheret utrætteligt frem imod, i de foregående ti år. Det var sundt at beskæftige sig med musik på et mere alment plan, ingen selviscenesættelse, ingen sylespidse albuer, ingen afhængighed af et nedslående cd-salg som var ved at vælte hele musikbranchen omkuld, men med glæden ved musikken i højsædet gennem et snorlige undervisningsforløb, skemalagt i faste rammer for kommende folkeskolemusiklærere. Og der stod hun så en januarmorgen. De sammenpressede snedriver havde ligget tungt ude foran den fremlejede stueetage i H. C. Lumbyesgade, da han baksede Citroenen fri, og han kom lidt for sent til den første time de skulle have sammen. Hun var i fuld gang med overheadprojektor, tuschpenne og whiteboards og styrede 35 studerende gennem introduktionen til det kommende kursusforløb. Hun gennemborede ham, spiddede ham, lammede ham. Men hvor de fleste andre mænd ville have undveget, tændte det en begyndende besættelse. Stærke kvinder var hans svaghed.
2 Jørgen Kold Henriksen lagde avisen fra sig, rejste sig for at skrue lidt op for centralgasvarmeren i den lille lejlighed i Haregade. Selvom der kunne være fugtigt og fodkoldt til langt ind i april måned, så elskede han sin lille hybel i Nyboder. Han havde lejlighedsvis konsulentopgaver for forsvarets efterretningstjeneste, selvom han egentlig var gået på pension forrige år. Men Nyboder ville han aldrig forlade. Der var stille som i en mindre landsby, og dog var han kun et stenkast fra Kgs. Nytorv. Hans forpjuskede store sorte bastard af en hanhund, Freddy, så forventningsfuldt på ham, og vidste med militær præcision at klokken var 21.32 – tid til en tur på Kastellet. De luntede ned forbi Skt. Pauls Kirke, og Kold Henriksen og den store sorte firbenede følgesvend blev nydeligt fulgt på vej ned mod St. Kongensgade af tonerne fra en korprøve inde i kirken. Der var noget han ikke kunne få til at gå op, og han var klar over hvad der havde sat tankerækken i gang. Han havde siddet og kigget på de mange annoncer for huse der var til salg, og der midt på Home’s tillæg i City-avisen var billedet af huset på Skovbrynet i Hareskoven, et hus han kendte alt for godt. Først havde han ikke helt registreret at det var det hus, for i sin tid havde der ikke været udestue, og tilbygningen var udført så pænt og pertentligt, at det gav huset et helt nyt præg. Men adressen var ikke til at tage fejl af. Han havde undersøgt det hus på kryds og tværs, gennempløjet hver en centimeter og han havde aldrig fundet det han ledte efter. 10
Det hvide hus var i funkisstil, opført sidst i halvtredserne og havde stået tomt i godt et halvt år da Kold Henriksen havde tilbragt næsten to arbejdsuger i og omkring villaen tilbage i 1998. Sporet endte bare blindt der på hjørnet af Skovdammen og Skovbrynet i det tomme hvide hus.
3 Måske var det hans evne til at lytte, eller i hvert fald hans evne til at se ud som om han lyttede, der nedsmeltede Christine til sidst. Måske var det hans sovekammerøjne og hans tyrkertro på at han bare var en hver kvindes eftertragtede darling. Hun overgav sig betingelsesløst, og hendes beskytterinstinkt blussede op som et varmt glødebål. Her var en falden helt som havde brug for timing og tilrettelæggelse. De rejste til Portugal i samtlige otte uger af sommerferien og begyndte at gro sammen. Hun kunne stadigvæk blive stærkt chokeret når han om natten pludselig skreg højt i sine drømme. Hun var dog blevet fortrolig med fænomenet, og blev ikke længere helt så bange som første gang det skete på et hotel i Lissabon, akkompagneret af skingre hvin fra sporvognene i de stejle gader. Han satte sig som regel fortumlet op og sagde undskyld af hele sit hjerte, når hun lagde en hånd på hans pande for at få ham til at vågne. Han havde aldrig helt fortalt hvad der egentlig skete da han var blevet indlagt. Han havde fortalt at han fik et nervesammenbrud og var helt ude af kontrol med sig selv, at en af hans venner havde hjulpet ham med at finde vej til hospitalet i sidste øjeblik, men han var gået en pæn bue uden om at forklare den direkte sammenhæng med hans eskalerende alkoholmisbrug, de sidste år før han blev indlagt. Han var dog selv udmærket klar over at han ikke kunne tåle at drikke, at det var det der var hovedproblemet. Men han mente sta12
digvæk, selv næsten ti år efter, at det var en privat sag, noget han ikke kunne lide at fortælle om, hans eget ensomme problem. Den bedste medicin mod sygdommen var heldigvis såre enkel, det var simpelthen at lade være. Men i perioder når drømmen igen begyndte at blive så ætsende livagtig, drak han lidt igen. Aldrig mere end at det kunne bære. Aldrig så meget at Christine skulle kunne få mistanke om et alkoholproblem. Og altid huske at stoppe inden den udflydende grænse blev overskredet. Hans nye læge i Bagsværd, havde hjulpet ham med vidundermidlet Atarax. Egentlig et gammelt middel mod kløe og allergi, der havde den behagelige bivirkning at det også virkede beroligende og sløvende. Medikamentet var nærmest optimalt når det blev indtaget sammen med et velvoksent glas rødvin. Det potenserede virkningen af alkohol, som der stod på listen over bivirkninger på indstikssedlen. Og så var det jo helt klart nemmere at forklare et allergimiddel, i medicinskabet ude på badeværelset, frem for et glas med stesolid eller antabus. Og var det netop ikke bare det der var galt? Han var allergiker, helt enkelt... Men vejen ind til ham, ind til den sårede soldat, gik via den forbandede drøm. I starten havde han kun fortalt om en klaustrofobisk fornemmelse af at blive omklamret eller begravet i sand eller mudder, han havde ikke refereret detaljerne i den hæsblæsende menneskejagt han var udsat for. Altid på vagt, altid frygten for at blive afsløret, altid den grufulde skam over at have slået et andet menneske ihjel, og så var han oven i købet, indtil nu, sluppet godt fra det. Ingen vidste det. Ingen måtte vide det. Da han en nat havde fremstammet lidt mere af plottet fra drømmen, berettet om at have begået en grim forbrydelse, stadig ikke den detaljerede version, kiggede hun bekymret på ham og spurgte ham lige ud om han var ved at blive rigtig syg igen. Og intetanende opfordrede hun ham til at tage et glas rødvin om aftenen inden de skulle sove.
4 Erik er hjemme, for han kan skimte lyset fra bordlampen i vindueskarmen bag det tunge plysgardin i lejligheden i baggården på Frederikssundsvej. Han kan mærke sit våben tungt i inderlommen på sin lange sorte frakke han engang har købt på Rue St Dennis i Paris. Han vil gøre det forbi, stoppe den evige plage fra den forhutlede forpulede taber der har drevet ham og ikke mindst hans lillesøster mod helvedets forgård. Og han kanter sig op af den slidte trappeopgang med en morder i kroppen, han er ligeglad nu, det er planlagt og velovervejet. Han lirker lydløst brevsprækken op og han ser at Erik har gæster. Det er Lægen og en tatoveret vaneforbryder fra Nordvest – han ændrer sin grusomme plan og banker på, og bliver budt ind til Eriks foretrukne traktement, som altid bliver serveret på et spejl. Mindre en fem minutter senere breder kokainen sig til hjernen via hans veltrænede svælg. Og konversationen er envejs, men fra tre forskellige cokehjerner. Han tømmer sine lommer for plovmænd og Erik har ham præcis hvor han vil. Erik med de dårlige tænder og den sære men minimale accent som han deler med sin bror Finn, der gudskelov er rejst hjem for nylig. Erik er ynkelig beskidt og fortabt, og det er som om det fortabte og usle i Eriks fremtræden forstærker en pervers trang til at udslette krybet.
14
5 Amanda, det bindegale pigebarn, sang som en forgyldt solsort i det tidlige forår. Altid nye fantastiske fraseringer. Et ord sunget fra hendes mund blev til tusind eventyr når det blev formet af hendes sart vibrerende stemmelæber. Hun var gået ud af 9. klasse fordi hun havde fået hovedrollen i en rockmusical, til Arne og Grethes, deres forældre, store fortrydelse. Hun var syv år yngre, og havde mindst ligeså meget musik i sig som ham. Og så havde hun stemmen. Det medfødte naturtalent, den intuitive perfekte intonation som bare altid sad lige i skabet uanset hvad hun kastede sig ud i. Efter musicalen som først spillede i syv måneder på Gladsaxe Teater for totalt udsolgte huse, og siden hen drog rundt i landet i næsten ligeså lang tid, var hun en meget ung superstjerne i Danmark, og det var soleklart at hun skulle være med i Bandet. De bragede igennem og det blev stort og hektisk. Han fortrød stadig bittert den junidag, hvor de efter endnu en højspændt familiemiddag, forlod Arne og Grethes hus på Moseskrænten i Utterslev. Han havde givet hende det lille brev med sne, nok til et par streger. Hun har vel bare været atten på det tidspunkt. Og otte år senere vidste han bare at det var en fatal brøler. Hun blev så totalt addicted til det stof. Selv uovervindelig ungdom og kæmpe talent, kunne ikke vinde kampen mod coken. De næste fem seks år med bandet, var op af bakke i strid modvind – ikke udadtil men indadtil. 15
Han satte sig ved køkkenbordet og spiste et stykke ristet brød som var blevet koldt og lidt sejt, men godt alligevel, for det var fra en hamrende dyr bagerbutik som Christine insisterede på at handle hos. Han tænkte på sin søster, på om hun ville klare den denne gang, han tænkte på det forplumrede liv de havde haft sammen. Både på tiden med Bandet, men også på den lange seje periode hvor hun røg ind og ud af det ene behandlingscenter efter det andet. Han smilede også til sig selv da han tænkte på hendes første soloplade, som fanden galeham havde solgt næsten to hundredetusinde eksemplarer, lige efter bruddet med Bandet. Hun havde taget det ret velklingende kunstnernavn “Amanda Monday”, og så havde hun kaldt pladen for “Blå”. Associationen til begrebet “blå mandag” var desværre ikke til at tage fejl af. Et eller andet sted var det uretfærdigt, Bandet havde sgu aldrig været oppe i de salgstal, men set i bakspejlet var det jo bare iskold planlægning. Repertoiret havde han ikke meget respekt for, det var sgu for tæt på den laveste fællesnævner. Det var jo for fanden ham der kunne skrive de intelligente popsange. Men idioten på booking bureauet, som nu kaldte sig hendes manager havde jo fået ret, han havde så samtidigt arvet alle problemerne. Det var Amandas totale deroute der fik ham til hel konsekvent at stoppe med at tage kokain. Selvom det var et ufatteligt svært fortsæt at holde, gennemførte han. De tjente stadig store penge der midt i halvfemserne, men når firmakontoen den ene gang efter den anden blev rippet for i omegnen af 75.000 for at betale narkogæld. Så blev det sgu for meget. Han lukkede hendes kreditkort, ændrede kontonummer, satte hende på fast hyre, var omhyggelig med aldrig at give hende a conto beløb der kunne omsættes til milligram. Men det var ikke til at styre, og Erik må have haft kronede dage. Den gang kostede et gram coke tolv hundrede kroner og Amanda kunne med lethed indtage et gram om dagen. Med lidt simpel hovedregning, blev det til langt over en million kroner der blev omsat på Frederikssundsvej i løbet af de fire år der var mest knald på. Det var slemt. Og han drak igennem. Samtidig med hele narko16
kaosset. Ok, det kostede jo ikke nær de summer som Amanda spenderede. Men hvad hjalp det, hvis han sejlede snøvlende rundt efter jobbet, og ofte skulle bæres op på hotelværelset. At stoppe med at tage kokain krævede ufattelig store mængder af whisky og vodka og spansk brandy, og han blev allergisk. At være allergisk overfor alkohol er en meget alvorlig sygdom i et samfund med en sammenhængskraft der er baseret på fadøl, og en lille en i anledning af hvad som helst. Christine var selvfølgelig ikke uvidende om alt det grumme der skete med hans lillesøster efter solopladen og kollapset, og han havde forklaret og forklaret og analyseret sin egen situation, så hun havde et plausibelt udgangspunkt at holde fast i når de skulle mødes med Grethe og Arne ved højtiderne, i hans og Amandas barndomshjem, huset på Moseskrænten i Søborg. Et bindingsværkshus med den mest eminente beliggenhed. Fuldstændigt frit view over Utterslev Mose. Forældrene havde købt det da det blev sat til salg, kun kort tid efter de var flyttet ind på en af de tilstødende villaveje, i et andet knap så attraktivt hus, i starten af tresserne. Arne var en respekteret og anerkendt arkitekt og han spillede faktisk temmelig godt på violin når det stak ham. Arnes yngre søster, Jytte, var derimod fuldkommen heltidsbeskæftiget musikpædagog og skrev børnesange ad karsken bælg, hun var pn stor musikeksplosion, og Amanda og han var ikke i tvivl om at de havde arvet de musikalske gener fra deres faster. Grethe var netop stoppet på kommunehospitalet som børnepsykolog og døjede lidt med helbredet, men hun var glad for at have droslet ned, hvad hun derimod ikke havde gjort med smøgerne, hun røg stadig stædigt sine femogtyve Prince om dagen. De var begge tæt på de halvfjerds, opmærksomme ældre mennesker med Politikken i brevsprækken hver eneste dag, klaver i kælderen og PH lampe over spisebordet. Det havde været fortvivlende for forældrene at erkende deres begavede børns kvaler med tilværelsen, de forstod ganske enkelt ikke de mekanismer der drev deres poder. Det var børn af en tid 17
hvor hele folkebevægelser drev i takt med masseproduktion af OSplader, mod nye uudforskede sider af populærmusikken. I tresserne og halvfjerdserne i selvforstærkende samklang, og i firserne og halvfemserne hvor det kommercielle aspekt fik større og større betydning frem mod nuet hvor indholdet i musikken var så devalueret at det faktisk ikke var muligt at tage penge for fysiske kopier af musikindspilninger længere. Amanda og han havde redet på en enorm bølge som nærmest toppede da de begyndte med bandet i midten af firserne. Golden Days, hvor det ikke var ualmindeligt at bruge flere millioner kroner på en pladeproduktion. De havde talentet og de havde begge to det voldsomme temperament, som godt nok kunne lede til vanskeligheder, men som også sikrede originaliteten, stoltheden og det fandenivoldske. Midt i det hele var han naturligvis ramlet ind i en af Danmarks mest feterede yngre skuespillerinder, og de havde seks år sammen i et kompliceret fortumlet forhold, hvor det væsentligste udbytte var hans nu fjortenårige søn, som lige fortiden var på efterskole i Middelfart på Fyn. Emil var gjort af et andet stof en han, han havde overraskende nok ikke taget synderligt meget skade, af dels at blive kastet rundt mellem en snotforvirret, inkonsekvent, max selvoptaget, danmarksberømt mor, og dels en bedøvet far, med konsekvent dårlig samvittighed og vodkaflasker alle mulige åndssvage steder. Skuespillerindens navn blev aldrig nævnt ude på Moseskrænten, men Emil var forgudet som Arne og ikke mindst Grethes eneste barnebarn.