Sommerfugleserien er udviklet til piger mellem 9 og 14 år. Tema og sprog og følelser er nøje tilpasset læserne i målgruppen, og der er lagt vægt på kvalitet i udvælgelsen af historierne til serien. Da målgruppen til denne serie er forholdsvis bred, er titlerne fordelt i to grupper. Én sommerfugl markerer, at der er tale om en titel, der henvender sig til den yngre del af målgruppen (9-11 markerer, at titlen henår), og to sommerfugle vender sig til den ældre del af målgruppen (12-14 år).
Den vinter Hanna vendte tilbage indh2.indd 6
25/11/14 12.34
Moa Eriksson Sandberg
Den vinter Hanna vendte tilbage Oversat af Kamilla Jørgensen
Den vinter Hanna vendte tilbage indh2.indd 7
25/11/14 12.34
”I shut my eyes and all the world drops dead; I lift my lids and all is born again. (I think I made you up inside my head.) s y lv i a p l at h
”Det er min overbevisning, Watson, der bygger på erfaringer, at selv den usleste, skumleste baggyde i London ikke rummer et mere frygteligt synderegister end en smilende og smuk egn på landet.” sir a rth u r c o na n d oy l e
Den vinter Hanna vendte tilbage indh2.indd 11
25/11/14 12.34
Der er tomt i huset, da Olivia kommer hjem fra træning. Hendes far arbejder som sædvanlig sent, og hendes mor er til møde i kommunalbestyrelsen. Olivia sætter sig i entréen og sparker gummiskoene af. De dyre, som hun ønskede sig i fødselsdagsgave sidste år, og som allerede næsten er slidt op. Hun strækker fødderne, så det knager. En, to, tre, fire, fem små tæer. En, to, tre, fire, fem små tæer. Ti små, hvide grise. Hendes mor, der synger og niver hende i tæerne, så det kilder, og Olivia, der er ved at dø af grin. Men det er længe siden. Hun er ikke længere den samme person, hun var engang. En, der er værd at elske.
Den vinter Hanna vendte tilbage indh2.indd 12
25/11/14 12.34
kapitel 1
Den tunge togdør piber, da jeg åbner den og slæber kufferten ud. Jeg ser mig om på den øde perron og er næsten ved at gå i panik. Tænk, hvis hun har glemt mig? Det ville være typisk Jonna. Hun kommer altid for sent. Men forstår hun ikke, at det er iskoldt at stå her og vente? Alt det når jeg at tænke på blot nogle sekunder – men så får jeg øje på hende, og min vrede forsvinder. Hun kommer gående imod mig og vinker med hele armen. ”Hanna!” råber hun. Det gulerodsfarvede hår krøller i panden under den stribede strikhue. Vi omfavner hinanden. Hendes tykke dunjakke er fuld af funklende snefnug. Da hun har sluppet mig, står vi over for hinanden, lidt generte. Jeg kan ikke fatte, at det er mere end et år siden, vi sidst så hinanden. Over et helt år siden jeg var her. Planen var, at Jonna skulle besøge mig i Göteborg i løbet af sommeren, men så blev hun syg
13
Den vinter Hanna vendte tilbage indh2.indd 13
25/11/14 12.34
(hvor stor er sandsynligheden for, at man bliver snotforkølet midt om sommeren?), og så blev det aldrig til noget. ”Kom,” siger hun. ”Mor venter i bilen. Hun parkerede foran købmanden.” Sneen knirker under vores fødder, da vi går. ”Er der lige så meget sne i Göteborg?” spørger Jonna. ”Nej,” siger jeg. ”Det regner mest, er koldt og blæsende. Det har regnet næsten hver dag hele vinteren.” Jonna åbner bildøren, og jeg sætter mig ind på bagsædet sammen med hende. Lisbeth drejer hovedet og ser på mig. ”Hej, Hanna! Hvor er det dejligt at se dig! Er du en rigtig storbypige nu?” Jeg ryster på hovedet, pludselig genert. ”Trives du i Göteborg?” spørger hun. Er det indbildning, eller lyder hendes stemme lidt mærkelig? Min mor, Isabella, fortalte, at Lisbeth blev sur, da vi flyttede. ”Ja, virkelig.” ”Og hvordan går det med din mor og far?” ”Det går fint. Jeg skulle hilse.” ”Okay, tak. Hils igen!” Vi kører forbi Torups centrum og drejer ned ad vejen mod Rydöbruk. Uden for bilruden ser jeg den
14
Den vinter Hanna vendte tilbage indh2.indd 14
25/11/14 12.34
snetunge skov. Grenene, der bliver tynget ned af alt det hvide. Skoven er præcis, som jeg husker den. Jonna derimod er usædvanlig stille. Jeg drejer hovedet og iagttager hendes profil. Er ansigtet smallere? Lidt mere alvorligt? Eller er det indbildning? Måske har jeg bare glemt, hvordan hun ser ud. Sikke en frygtelig tanke. Sådan må det ikke være. Alt skal være som før, dengang det var Jonna og mig mod hele verden. Jonna og mig hånd i hånd på vej til Badegrotten om sommeren, armene svingende imellem os. Vi standser foran Jonnas hus. Den snavsetgule villa, hvor jeg har været en million gange. Der er vist ikke et eneste sted i haven, hvor vi ikke har leget. Dækgyngen under lindetræet og det forfaldne legehus, hvor en fugl byggede rede. Den røde garage, hvor vi udførte vores madeksperimenter. Engang lod vi et glas syltetøj stå derude, indtil det var helt dækket af tykt, loddent, grønt mug. Eller den lille køkkenhave med kartofler, som vi plejede at grave op og spise rå. Vi legede fattige bønder, som ikke havde råd til anden mad. Og der! I den lille klynge træer så vi en hugorm. Vi kaldte på Jonnas far. Han kom galopperende med en økse og trampede i jorden. Slangen så på os, som om
15
Den vinter Hanna vendte tilbage indh2.indd 15
25/11/14 12.34
den var træt. (Eller sur? Kan en slange være sur?) Så snoede den sig langsomt ind i skoven igen. Nu føles alt lidt fremmed. Eller ligesom velkendt og fremmed på én gang. Omtrent som når man ser på gamle fotografier, fra man var lille. Man genkender alle personerne, husker endda tøjet. De bukser, man havde på, trøjen. Men alligevel kan man ikke lade være med at tænke: Er det virkelig mig? ”Du ved den overraskelse, som jeg talte om …,” siger Jonna. Jeg nikker og mærker en bølge af forventning skylle gennem kroppen. Hvad kan det være? En gave? En … chokoladekage? ”Nu skal du bare se!” Jonna løber hen og åbner hoveddøren, og ud farer en lodden skabning. Den gør, bjæffer, gnider sig op ad Jonnas ben og piber. Jeg sætter mig på hug og klør det lodne dyr bag ørene. Hundehvalpen slikker mig på hånden. Tungen er lillebitte, ru og virkelig sød. Hunden er nok det allersødeste, jeg nogen sinde har set – næst efter Kræs, den kat, jeg havde som lille. ”Hvad hedder den?” ”Urban.” ”Hvad? En hund kan da ikke hedde Urban!” Jonna griner over hele hovedet.
16
Den vinter Hanna vendte tilbage indh2.indd 16
25/11/14 12.34
”Det kan du da se, at den kan. Kom her, Urban. Sit!” Hun ser på hunden, der overhovedet ikke sætter sig ned, men bliver ved med at fare rundt om benene på os. Hurtigere og hurtigere, som om den havde en propel på halen. ”Det her er Hanna, min bedste veninde,” siger hun. ”Hende skal vi lege med. Har du lyst til det?” Vi træder ind ad døren, og Urban løber efter os, muntert logrende. Jonnas far, Klasse, kommer ud i entréen. Han omfavner mig lidt klodset og mumler, at det er dejligt at se mig igen. Jeg har vist aldrig hørt ham sige så lang en sætning før. Jonnas lillebror, Edvin, mumler et hej og forsvinder så op ad trappen til sit værelse. Han går i fjerde og har altid været røvirriterende. Eller tjongo bongo, som Jonna plejer at sige. Engang da vi havde en hemmelig klub i kælderen, gik han derned og ødelagde vores ting: rev de tegninger ned, som vi havde sat op på væggen med tape, stjal forstørrelsesglasset og hældte alle vores kostbare sten ud på gulvet. Han var sikkert jaloux, fordi han ikke måtte være med i klubben. Jeg hænger jakken i entréen og lægger den fugtige hue på radiatoren. ”Hvor har du fået langt hår,” siger Jonna.
17
Den vinter Hanna vendte tilbage indh2.indd 17
25/11/14 12.34
Jeg trækker fingrene gennem håret. Jo, det er blevet længere. Jeg var glad for det korte hår, så jeg ved egentlig ikke, hvorfor jeg lod det vokse. Men måske skyldtes det, at jeg forbandt min korthårsfrisure med den forfærdelige sommer, hvor Linda Palm forsvandt, far og mor skændtes hele tiden, og Sabina og jeg var uvenner. Da vi flyttede til Göteborg, havde jeg ikke lyst til at være den samme Hanna som før. Hende den mærkelige med genbrugstøjet. Min mor opførte sig også underligt, for nogle dage før skolestart gik hun ud og købte nyt tøj sammen med mig. Stramme cowboybukser, en T-shirt, en sød, lyserød sweater og en stram polotrøje. Hun så på mig og smilede med sine røde læber. ”Hanna-skat, du minder mig om mig selv som teenager. Bortset fra at jeg var tidligt udviklet. Jeg ville være voksen for hurtigt. Godt du, ikke er sådan.”
Den vinter Hanna vendte tilbage indh2.indd 18
25/11/14 12.34
Olivia har besluttet sig. Men det føles alligevel uvirkeligt: Tanken om, at hun har trÌnet for allersidste gang. At alt det, hun gør nu, er for sidste gang.
Den vinter Hanna vendte tilbage indh2.indd 19
25/11/14 12.34
Kapitel 2
Lisbeth dækker op med jordbærsaft og kanelsnegle. Jeg ser mig om i køkkenet og leder efter tegn på, at tingene har forandret sig. Men det meste ligner sig selv, som om tiden har stået stille. Det tunge køkkenbord af fyrretræ, slagbænken og vægtæppet. Jeg har savnet at sidde her og mærke duften af Lisbeths nybagte boller. Isabella bager aldrig. Kalder det ”husmormanérer”. Jeg snor langsomt en snegl op og spiser mig ind til den klæbrige kerne. Til allersidst spiser jeg de store sukkerkorn, der er faldet ned på tallerkenen. Jonna fortæller om den kennel, hvor de valgte en hvalp. Urban kom først hen til hende. ”Han løb mig i møde, så på mig sådan her …” Hun ser bedende på mig med store øjne. ”Det var, som om han valgte mig ud af alle mennesker i hele verden. Som om han vidste, at jeg ville tage mig bedst af ham.”
20
Den vinter Hanna vendte tilbage indh2.indd 20
25/11/14 12.34
Efter saft og kage går vi op på Jonnas værelse. Vi sætter os på hendes seng. Det trækker fra vinduet, og jeg tager et af hendes fleecetæpper og lægger over skuldrene. Urban kommer løbende efter os. Han lægger sig på ryggen på sengen, og Jonna klør hans runde, hvide mave. Det ser han ud til at kunne lide, for han strækker sig endnu mere. ”Hvordan går det med Sabina?” spørger jeg. Jonna trækker på skuldrene. ”Det går vel godt nok, tror jeg. Men vi går ikke i samme klasse længere. Hun går i 7.b. Der går alle de seje.” Hun fnyser. ”De tror i hvert fald, at de er så seje …” Jeg piller i et hul i strømpen, stikker fingeren ind og udvider det endnu mere uden at tænke over, hvad jeg gør. ”Men Sabina og dig … er I ikke venner?” Jonna skærer en grimasse. ”Selvfølgelig er vi det, men vi ses ikke lige så tit … Hun er sammen med Steffo. Og så er hun begyndt at feste.” Jeg ser Steffo for mig, hvordan han hænger foran kiosken med knallerten, spytter på jorden og griner. Hans dejagtigt opsvulmede ansigt. Snusen, der buler ud bag overlæben og det mørke dunoverskæg. Jeg fatter ikke altid Sabina. Først er hun sammen med
21
Den vinter Hanna vendte tilbage indh2.indd 21
25/11/14 12.34
klamme Matte, og bagefter begynder hun at komme sammen med en fyr, der elsker at slås, spytte snus og køre knallert. Faktisk har jeg ikke meget lyst til at se hende lige nu. Man ved aldrig med Sabina, om hun vil være sød og sjov eller arrogant og ondskabsfuld. Desuden vidste jeg allerede, at hun ”fester”, at hun ryger og har drukket øl. Det hviskede hun til mig i telefonen. Hun fortalte, at hun var blevet så fuld, at hun havde brækket sig foran Kulturhuset. Steffo havde været nødt til at holde hendes hår. Jeg brækkede mig på hans sko, men han sagde, at det ikke gjorde noget. Jeg har aldrig været fuld. Men engang fik jeg en tår af fars øl, fordi jeg plagede. Den smagte klamt. Far og hans ven grinede af mine grimasser og sagde, at det var godt, jeg foretrak sodavand. Tænk, hvis Sabina nu vil feste sammen med os? Ser for mig, hvordan jeg står foran Kulturhuset og brækker mig på Janeks sko. Uf. Men jeg har lovet, at vi skal ses. Jeg ved ikke hvorfor, men hvis jeg lover noget, er jeg nødt til at holde det, hvor nødigt jeg end vil. Det er også godt nok, går jeg ud fra, men nogle gange ville jeg ønske, at jeg bare kunne være ligeglad. Ikke få ondt i maven og
22
Den vinter Hanna vendte tilbage indh2.indd 22
25/11/14 12.34
spekulere på, om nogen er blevet sure på mig, eller om jeg har gjort noget forkert. Jeg ånder dybt ind og gør mig umage med at lade, som om jeg er ligeglad, som om jeg slet ikke får hjertebanken af at spørge. ”Og Janek? Har du set ham på det sidste?” Jonna himler med øjnene. Jeg ved, at hun synes, jeg er irriterende, men på et eller andet tidspunkt bliver jeg jo nødt til at nævne ham. Han er min kæreste. Tror jeg nok … Han var i hvert fald min kæreste, før jeg flyttede. ”Jeg ser ham nogle gange henne i skolen,” siger hun til sidst. Jeg kigger på mine fødder. Nu er hullet i strømpen så stort, at hele storetåen titter ud. Jeg gør mig umage med at se upåvirket ud, tænker på min mor, når hun taler med sine veninder, den der voksne tone. ”Han skrev til mig og fortalte, at han var begyndt at spille i et rockband. Har du hørt dem?” Jonna holder op med at klø Urban på maven og lægger sig, så lang hun er, på sengen. Hendes røde hår flammer mod det pastelfarvede sengetæppe. ”De spillede i aulaen til skoleafslutningen til jul. Han og nogle fyre fra ottende. En af dem spiller på en af de der kæmpestore violiner …”
23
Den vinter Hanna vendte tilbage indh2.indd 23
25/11/14 12.34
”Mener du en kontrabas?” Hun gaber. ”Ja, det kan godt være. Og så er der en pige, som synger.” En pige? ”Hvem er det?” ”Hun flyttede hertil fra Malmö for et stykke tid siden. Hun er vel lidt anderledes. Hun taler virkelig skånsk. Men hun synger godt.” ”Hvordan anderledes?” ”Lidt anderledes tøj. Sådan punket, tror jeg. Hun virker temmelig arrogant.” ”Er hun pæn?” ”Hun ser vel okay ud.” ”Hvordan okay? Okay som i ikke grim? Eller mener du okay som i pæn?” Jonna stønner irriteret. ”Det ved jeg ikke.” ”Men hvordan ser hun ud? Det kan da ikke være så svært at forklare? Ligner hun for eksempel mig? Eller dig?” ”Nej, slet ikke. Hun har langt, sort hår til taljen. Hun er adopteret fra Japan eller Kina, tror jeg. Og så bruger hun meget sminke. Helt sort om øjnene.” Fandens også, hun er sikkert både cool og vildt
24
Den vinter Hanna vendte tilbage indh2.indd 24
25/11/14 12.34
pæn … Er det på grund af hende, at Janek er holdt op med at ringe og skrive? Da jeg tænker den tanke, får jeg ondt i brystet, som om mit hjerte er svulmet op.
Den vinter Hanna vendte tilbage indh2.indd 25
25/11/14 12.34