Det usynlige folk - læseprøve by Lindhardt og Ringhof / Forlaget Carlsen

Jakob Rubin

vandbærere på Det Kongelige Teater og til scenetekniker foreningen, som gennem 100 år har repræsenteret dem i forhandlinger med teatrets ledelse og i øvrigt har bedrevet socialt arbejde af meget forskellig karakter. Bogen fortæller om den helt specielle kultur bag scenen, om faglige traditioner, udmarvende arbejdskampe og en teknologisk udvikling, som på få år ændrede scenetek nikernes hverdag radikalt. Interviews med markante personer, hilsner fra skuespillere og instruktører, en gennemgang af sceneteknikkens historie fra Antikkens Grækenland til i dag, en novelle samt masser af fotos danner en helhed, der er lige så broget og alsidig som sceneteknikernes arbejdsdag.

DET USYNLIGE FOLK

DET USYNLIGE FOLK er en hyldest til de hårdtarbejdende

Jakob Rubin

DET USYNLIGE FOLK SCENETEK NIK PÅ DET KONGELIGE TE ATER GE NNEM 100 Å R

L INDHARDT OG R INGHOF

217710_DUF_omslag_final.indd 1

21/08/2017 15.29

217710_DUF_002-109_final.indd 301

21/08/2017 15.32

302

217710_DUF_002-109_final.indd 302

DET USYNLIGE FOLK

21/08/2017 15.32

303

217710_DUF_002-109_final.indd 303

21/08/2017 15.32

Det usynlige folk Sceneteknik på Det Kongelige Teater gennem 100 år © Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, 2017 1. udgave, 1. oplag ISBN: 978-87-11-56354-0 Forfatter: Jakob Rubin Redaktion: Lars Schjørring Pedersen, Ditte Berg Christiansen og Martin Lorentzen Billedredaktør: Conny Mikkelsen Forlagsredaktør: Stig Nielsen Grafisk tilrettelæggelse: Lisbeth Neigaard / VINK grafisk design Omslag: Lisbeth Neigaard / VINK grafisk design Bogen er sat med Carrara, Berthold Akzidens og Titular Fotos: se illustrationsliste s. 241 Tegninger: se illustrationsliste s. 241 Omslagsfotos: forside – privat; bagside Liselotte Sabroe / Scanpix Repro: Cool Gray Trykkeri: Livonia Print Printed in Latvia, 2017 Udgivet af: Lindhardt og Ringhof Vognmagergade 11 1148 København K Telefon 36 15 66 00 www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof – et selskab i Egmont Kopiering fra denne bog må finde sted på institutioner og virksomheder, der har indgået aftale med COPY-DAN, men kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Institutioner og virksomheder, der ikke har indgået aftale med COPY-DAN, skal ved ønske om kopiering henvende sig til Lindhardt og Ringhof. For enkelte illustrationer kan det have været umuligt at finde frem til den retmæssige copyrightindehaver. Såfremt vi på den måde har krænket ophavsretten, er det sket ufrivilligt og utilsigtet. Retmæssige krav i denne forbindelse vil blive honoreret, som havde vi indhentet tilladelse i forvejen.

304

217710_DUF_002-109_final.indd 304

DET USYNLIGE FOLK

21/08/2017 15.32

Jakob Rubin

DET USYNLIGE FOLK SCENETEK NIK PÅ DET KONGELIGE TE ATER GE NNEM 100 Å R

L INDHARDT OG R INGHOF 305

217710_DUF_002-109_final.indd 305

21/08/2017 15.32

INDHOLD FORORD af dronning Margrethe 5 INDLEDNING 6 DET MAGISKE ØJEBLIK 9 ARBEJDERE I ALLE LANDE, FORENER EDER!

På drømmefabrikken 41

Sceneteknikken på Det Kongelige Teater har reddet mit liv 50

Troens mysterium 64

GNAVPOTTERNE MED DE BLØDE HJERTER

To sømænd gik i land 73

Hårde negle kan også græde 76

Bly svensker lærte havnearbejderdansk 82

Vovhunden glammer 84

”Mor råbte neeeeej” 86

Noget om tiden 88

Med Permand down Memory Lane 92

”Ja, gu’ var jeg fagforeningsaktiv. Det er jeg stadig” 98

Kærligheden ruster aldrig 102

Selvbevidsthedens kilde 104

Så længe musikken spiller 106

306

217710_DUF_002-109_final.indd 306

DET USYNLIGE FOLK

21/08/2017 15.32

SKUDEN VENDT AF NØD OG GODE VILJER

De står i rygeren 116

“Det menneske, jeg lærte at kende inde i mig selv, kunne jeg meget bedre lide” 124

Underhunden styrede 132

Fagforenings-Duracell-kanin 138

Sylfidepigernes chokolade 142

Regulator og pyrotekniker 144

Generationsskiftet i kulissen 146

The Back Bone of any Theatre 150

Hvorfor elsker vi teatret? 153

111

NÅR FORESTILLINGEN GÅR … ADRENALINEN I BLODET 160

Skaffedyr 170

FRU HEIBERGS TAKT OG TONE 194 SPØGELSESKOMPAGNIET 204 af forfatter Peder Frederik Jensen

TEATERHISTORIE FRA BAGSCENEN

210

af teaterhistoriker Alette Scavenius

TAK!

237, 240

307

217710_DUF_002-109_final.indd 307

21/08/2017 15.32

217710_DUF_002-109_final.indd 4

DET USYNLIGE FOLK

21/08/2017 15.32

FORORD Da jeg kort efter krigen i forsommeren 1945 for første gang var i Det Kongelige Teater, åbnede der sig en helt ny verden for mig. Mine forældre ville have, at jeg skulle opleve festforestillingen, hvor Kong Christian X for første gang efter Befrielsen igen var i teatret. Det var Elverhøj, som blev givet, og jeg husker, hvordan musikken, dansen og hele eventyret, der udfoldede sig på scenegulvet, fascinerede mig og gjorde mig nysgerrig. Fascinationen af scenekunst begyndte her og har været der lige siden. Med tiden har den ændret sig til at være rettet mod mere end det, der sker foran mine øjne, men også på, hvad der mon foregår bag teatrets scene langt ude i kulisserne. Da jeg i 1991 – med forestillingen Et Folkesagn – selv kom bag scenen, blev teatrets verden endnu mere dragende for mig. For udover at have glæden ved at skabe scenografi og kostumer til en forestilling, lærte jeg også betydningen af sceneteknikernes arbejde.

← I 1991 debuterede dronning Margrethe som scenograf på balletten Et Folkesagn, hvor hun selv har designet kostumer og lavet dekorationer. Her ses dronningen under arbejdet med at farvelægge en kulisse. ← Dronningen sammen med en del af troldefamilien ved repremieren på Et Folkesagn. Balletten er et af Bournonvilles hovedværker og har været opført på Det Kongelige Teater siden 1854.

Det er et helt særligt samarbejde, hvilket jeg første gang oplevede med Et Folkesagn. Når man sammen med sceneteknikerne har til opgave at få publikum til at opleve magien om pigen Hilda, der danser blandt skovens trolde på scenen, så er det holdarbejdet, der gør forskellen. Lige fra hvordan belysningen skal falde, til sminkørernes streger, der får udtrykkene til at harmonere med de kostumer, som jeg i dette tilfælde havde tegnet, og til hvordan sceneteknikerne fletter det hele sammen, således at danserne får de bedste muligheder for at gøre deres yderste. I 100 år har I sceneteknikere været med til at give teatret magi aften efter aften. Fra jeres plads bag scenen har I hørt applausen til kunstnerne på scenen efter endt forestilling, men applausen er også til jer. Tillykke med jubilæet og tak for mange gode oplevelser gennem årene. H.M. Dronningen

DET USYNLIGE FOLK

217710_DUF_002-109_final.indd 5

21/08/2017 15.32

INDLEDNING Når tæppet går for forestillingerne på Det Kongelige Teater, spiller teatrets usynlige folk hovedrollen. Aften efter aften. Ikke som de eneste. En forestilling har flere hovedrolleindehavere; skuespillere, sopraner, solodansere, førsteviolinister. Stjernerne får stående applaus, bukker, tripper ud og kaldes ind igen og igen. Selv teaterdirektøren og kapelmesteren må på scenen og modtage blomster. Sceneteknikken klappes der sjældent ad. Teatrets usynlige arbejdsmænd og -kvinder har været anonyme, så langt teaterhistorien går tilbage. Vi taler tusinder af år. Sceneteknikere, belysere, sminkører, påklædere, regissører og kulissernes øvrige specialister bliver ikke set. De udgør et hårdtarbejdende folk af vandbærere uden for spotlightet. De kaldes ikke frem og anerkendes ikke i overensstemmelse med deres betydning. Det usynlige folk føler, det er på tide. Nu skal det være. Denne bog råder bod på det forsømte. Anledningen er et fornemt jubilæum. For præcis 100 år siden organiserede sceneteknikerne på Det Kongelige Teater sig som faggruppe for at stå stærkere i kampen for bedre vilkår. Lige siden har foreningen repræsenteret sceneteknikerne i forhandlinger med ledelsen og bedrevet socialt arbejde af forskellig karakter. I en periode kunne fattige enker efter sceneteknikere få suppleret pensionen med kontante beløb fra medlemskassen, langtidssygemeldte kollegaer fik automatisk tilsendt flasker med alkohol, og sceneteknikernes sociale sammenkomster til jul og sommer blev tilløbsstykker for hele teatret. I den faglige kamp har Sceneteknisk Forening høstet langt flere sejre end nederlag. I begyndelsen af det 20. århundrede var sceneteknikeren nederst i hierarkiet. Lønnen var dårlig og arbejdstiderne elendige. En scenetekniker havde forbud mod at rejse ud af byen uden skriftlig tilladelse fra ledelsen. I dag har sceneteknikken egen 4-årig uddannelse, medbestemmelse, ordnede lønforhold og – ikke mindst – medejerskab og stolthed over produktet. Skuespil, ballet og opera i kongelig verdensklasse.

217710_DUF_002-109_final.indd 6

DET USYNLIGE FOLK

21/08/2017 15.32

Der skal fokus på sceneteknikkens stolte traditioner. På Det Kongelige Teater har den afviklet forestillinger uafbrudt i 269 år. Internationalt kan man gå endnu længere tilbage. Sceneteknikere afviklede teater i Athens Dionysos Teater for 15.000 tilskuere for 2.300 år siden og hejste deus ex machina ned fra scenetaget. I Rom kunne det tekniske personale via et avanceret kanalsystem fylde Colosseums scene med vand på 40 minutter, når der skulle spilles maritime kampscener. Hvem lukkede løverne ind? Og slæbte døde gladiatorer ud? Sceneteknikkens akutberedskab. Som også var uundværlig for Shakespeares opførelser på The Curtain og The Globe i 1500og 1600-tallets London. Sceneteknikken var sandsynligvis lige så avanceret som stykkerne selv. Også i bøgerne har sceneteknikerne været usynlige. Mens adskillige hyldemeter bøger er skrevet om Det Kongelige Teater, skuespillets historie, kendte forestillinger og berømte spillere, sangere og dansere, er der tavst om teknikken. På nær de 17 linjer i Gyldendals Teaterleksikon fra 2007. Det gør denne bog i høj grad op med. Landets førende teaterhistoriker, Alette Scavenius, har til Det usynlige folk skrevet den første videnskabelige fremstilling af sceneteknikken nogensinde. Vi taler verdenshistorie. Alette Scavenius har brugt måneder på Det Kongelige Bibliotek og andre arkiver og har mobiliseret sit internationale netværk uden at finde, at det nogensinde er gjort før. Kilderne er derfor få og begrænsede, men hun har brudt tavsheden. Vi er stolte af at præsentere resultatet. 100-års jubilæumsbogen for sceneteknikerne på Det Kongelige Teaters er dog først og fremmest en hyldest til dem selv. Til det teater, de elsker og vier hovedparten af deres liv. Til deres egen evne til konstant udvikling i takt med evigt øgede krav. Ingen afdeling har som sceneteknikkens undergået omvæltninger. Operasangere, skuespillere, balletdansere og musikere gør i grove træk, som de plejer. Sceneteknikken konkurrerer med film og computerspil – og følger med. Frem til slutningen af 1800-tallet blev sceneteknikerne ofte rekrutteret blandt mere eller mindre afdankede sømænd, der befandt sig bedst på land. Sømændene kunne hale kulisser op under taget og ned igen på scenen, som håndterede de klyvere, mesan- og bramsejl. Traditioner fra sømændenes tid holdes i hævd, og der er stadig sø-

INDLEDNING

217710_DUF_002-109_final.indd 7

21/08/2017 15.32

mænd blandt teknikerne. Ve den, der fløjter på scenen. Det bringer uheld og lokker klabautermanden til. At gå med hat og bære overtøj eller nye sko kan heller ikke anbefales. Dommen falder prompte. En omgang til alle efter forestillingen. Det Kongelige Teater er et spejl af samfundet. Her er blevet grædt og elsket. Her er foregået stillingskrige og magtkampe. Teknologien har omkalfatret arbejdsgangene. Arbejdskampene i 1970’erne og 1980’erne nåede absurditeter, som denne bog også beskriver. Årene med konflikter udgør ikke nødvendigvis en stolt periode, hverken for teatret eller sceneteknikerne. Men den er en kilde til anekdoter, man kun kan grine ad i dag. Det er I velkomne til. Til sidst er det vigtigt at gøre opmærksom på, at de interviewede til denne bog taler for egen regning. Vi har givet spalteplads til kongehus, chefer, instruktører, kunstnere og nuværende og tidligere sceneteknikere. Fælles for alle er kærligheden til teatret. Det er den, som er limen, der holder bogen sammen. Og som får buen til at spændes, og pilen til at blive sendt af sted hver eneste aften for fulde sale kl. 20. Amors pil. Fra os til jer. God læsning.

217710_DUF_002-109_final.indd 8

DET USYNLIGE FOLK

21/08/2017 15.32

DET MAGISKE ØJEBLIK Alle, som elsker teater, kender det. Det magiske øjeblik. Vi håber altid på det. Vi accepterer risikoen for, at det ikke indtræffer – for det er live, og risikoen er en del af fascinationen. Men vi håber altid. Det magiske øjeblik, hvor publikums fantasi går i svingninger med den forestilling, som skabes lige her og nu i rummet, hvor vi er til stede.

Kasper Holten Operachef på Det Kongelige Teater 2000-2011.

For i teatret skal forestillingen ikke bare skabes. Den skal skabes igen, og igen, og igen, og igen. Alle på og bag scenen er med-skabe-

217710_DUF_002-109_final.indd 9

21/08/2017 15.32

re, som hver enkelt aften kan gøre forskellen på det magiske øjeblik og den kollapsede souffle. Derfor gør det hele forskellen, om man skaber teater sammen med nogle mennesker, der føler sig som med-skabere. Der har øjeblikkets magi i blodet som en feber, der ikke kan slippe dem igen. Har muligheden for, at det sker igen, netop i aften, som deres motor. En sådan helt særlig ånd af med-skaberi oplevede jeg i ugerne og månederne op til åbningen af Operaen på Holmen. Jeg tror ikke, jeg var den eneste, der følte mig som en pioner, der sammen med en gruppe andre ildsjæle var rejst ud – nærmest bogstaveligt talt sejlet over vandet – til et nyt land, som skulle erobres og kultiveres. Og mens omverdenens forventninger voksede, baksede vi med at forstå de fagre nye muligheder for at skabe magi, vi havde fået forærende. Vi kæmpede, sled, drømte, græd og grinede, og der var øjeblikke, hvor vi næsten opgav håbet. Men så så vi hinanden i øjnene og kæmpede videre, og følelsen af lettelse og stolthed var fænomenal, da magien virkelig indtraf. Så fænomenal, at åbningsfesten på Operaen måtte ende tidligt næste morgen med, at den daværende operachef brød døren til et øl-depot op, fordi vi slet ikke var færdige med at fejre det. Sådan skal en chef naturligvis ikke opføre sig. Men nogle ting sker kun en gang i livet, og det gyldne brækjern i en fin rød kasse, som Det Kongelige Teaters sceneteknik gav mig i gave ved næstkommende premiere, fortalte mig, at det ikke kun var mig, der følte, at jeg havde fået en gruppe venner for livet. For det, som gør det meningsfuldt at lave teater, er, når man arbejder sammen med andre mennesker, som brænder for, at det skal lykkes, uanset hvor umuligt det ser ud. At drømmen om publikums magiske øjeblik er så intens, at vi godt kan komme videre alligevel, selv når vi ikke kan mere. Det gælder naturligvis for kunstnerne i rampelyset, men det gælder i mindst lige så høj grad for teatrets usynlige helte: sceneteknikerne. Jeg har haft det fantastiske privilegium at arbejde med at sætte opera op mange forskellige steder i verden. Nogle steder har jeg mødt sceneteknikere, som var helt ligeglade. Andre steder har jeg mødt nogle, som var desillusionerede og vrede. Et sted forsøgte sceno-

217710_DUF_002-109_final.indd 10

DET USYNLIGE FOLK

21/08/2017 15.32

grafen og jeg at fortælle om, hvad vi havde på hjerte for at motivere dem – hvorefter en af dem trak os til side og sagde, at det ikke virkede her, vi skulle hellere skælde ud og råbe, så vi fik respekt. Mange steder har jeg også mødt passionerede og dygtige teknikere. Men det, som for alvor gør, at jeg føler et særligt venskab med Det Kongelige Teaters sceneteknik, er den følelse af venskab, passion og først og fremmest nysgerrighed, jeg mødte, når jeg kom på deres ”stue” på Gamle Scene eller på Holmen for at fortælle dem om, hvorfor vi gjorde, som vi gjorde, med hver forestilling. For i dette hvorfor ligger hele forskellen. At have noget på hjerte, en lyst til at fortælle historier. Et adelsmærke for Det Kongelige Teaters sceneteknik har for mig altid været, hvor glade de var for at skifte fra fortidens system med faste arbejdstider og skiftende hold på forestillingerne – til et system, hvor de alle var fast knyttet til bestemte forestillinger. Det betød langt hårdere arbejdspres og skiftende arbejdstider, men det betød også, at man kunne identificere sig med forestillingen, bruge sin nysgerrighed og gøre en forskel. At være scenetekniker er hårdt arbejde og kræver en mærkelig blanding af råstyrke, finesse og empati. Det kræver enorm tålmodighed, når det kreative hold igen og igen ændrer på tingene under prøverne, og det kræver tålmodighed at genskabe forestillingen aften efter aften. Nogle af dem er lige så store primadonnaer som jeg selv og stjernerne i rampelyset. For der er lige så meget på spil for dem, som for os andre. For det de først og fremmest er – hvilket vi dummer os kolossalt, hvis vi overser – er, at de er kunstnere. Med-fortællere. Med-skabere. Hvis vi giver dem muligheden for at være det, så vokser og blomstrer de. Og så indtræffer magien. Nogle gange. Det er en ære at være blevet bedt om at bidrage til denne bog. Nu skal de usynlige helte, Det Kongelige Teaters sceneteknik, for en gangs skyld frem i rampelyset og bukke selv, i anledning af deres jubilæum. Og jeg vil gerne være den første til at råbe bravo! Kasper Holten

217710_DUF_002-109_final.indd 11

21/08/2017 15.32

ARBEJDERE I ALLE LANDE, FORENER EDER! For 100 år siden var sceneteknikerne på Det Kongelige Teater hurtige til at kaste sig ind i klassekampen og indse fagbevægelsens styrke. Og til at fejre de mange sejre med et lille glas.

Sceneteknikerne organiserer sig Verden var i opbrud, da sceneteknikerne på Det Kongelige Teater 17. august 1917 satte blækket til papiret og stiftede Sceneteknisk Forening. Få måneder forinden havde socialisterne i Rusland lavet revolution, og Europa var tre år inde i den blodige 1. Verdenskrig. Netop på dagen for foreningens grundlæggelse udkæmpedes et afgørende slag i Belgien. I styrtende regn omkom tusindvis af soldater på muddermarkerne uden for Langemarck i det, der blev et vendepunkt i de allieredes nedkæmpelse af den tyske hær. Samtidig havde udviklingen af maskiner som telefon, radio, fly og biler – for ikke at tale om seksuel frigørelse, psykologi, abstrakt kunst og andet – allerede i de foregående 10-20 år ændret det mentale verdensbillede for borgerne i en grad, det er vanskeligt at forestille sig i dag. I 1917 var der taget noget så eftertrykkeligt fat på det 20. århundrede. Det Kongelige Teaters sceneteknikere var hurtige til at gribe de socialistiske strømninger og forstå værdien i at organisere sig. Allerede i 1897 havde ”scenefunktionærerne” stiftet Alderdomsforeningen (Det Kongelige Teaters Funktionærers Alderdoms- og Understøttelsesfond), hvis formål var at yde hjælp til pensionerede sceneteknikere, deres enker, kollegaer i økonomisk nød og

217710_DUF_002-109_final.indd 12

DET USYNLIGE FOLK

21/08/2017 15.32

fremme sammenholdet ved afvikling af sociale arrangementer. Alderdomsforeningen lever stadig i bedste velgående med flere årlige, velbesøgte sammenkomster for tidligere sceneteknikere og deres ægtefæller. Det går ikke stille for sig. For 100 år siden drejede det sig om dødsensalvorlig, gedigen klassekamp. Med afsæt i Karl Marx’ teorier var social bevidstgørelse og politisk mobilisering af arbejderklassen en tendens i global opblomstring. ”Klassekamp” som begreb var ungt, sprødt og hyldet af kunstnere, forfattere og intellektuelle. Målet var rettigheder og et opgør med de elendige vilkår, størstedelen af arbejderklassen levede under. Uligheden havde nået bristepunktet. De politiske og håndfaste slåskampe for respekt, anstændig løn, sikkerhed i ansættelsen og sociale rettigheder for den almindelige arbejder og hans familie nød bred opbakning i samfundet og satte ekstra kraftige rødder på Det Kongelige Teater. Herhjemme var de første fagforeninger dukket op i slutningen af 1800-tallet. Med stiftelsen af Sceneteknisk Forening havde Det Kongelige Teaters scenefunktionærer sikret sig et forhandlingsredskab, som skulle vise sig meget brugbart. Så meget, at det årtier senere truede teatrets eksistens. I første omgang var grundlæggelsen af foreningen udtryk for, at fagbevægelsen var ankommet til teatret med alt, hvad det medførte; organisering af de ansatte, udnævnelse af tillidsmænd og solidarisk bevidsthed. Blækket var knapt tørt, før teknikerne gik i gang med at gennemtvinge bedre forhold og øget indflydelse på arbejdets udførelse. Det var i høj grad nødvendigt. Omkring århundredskiftet havde chefer og ledere hoved- og halsret over sceneteknikerne, der var nederst i hierarkiet. I Tjeneste-reglement for Det Kongelige Teater og Kapel fra 21. september 1892 fremgår det, at maskinmestrene egenrådigt bestemte arbejdsgangen og kunne hyre og fyre maskinfolkene (sceneteknikerne på ”gulvet”) for et godt ord. Af samme reglements § 32 fremgår det, at ”Fra den Dag, Sæsonen begynder, og til dens Slutning maa ingen af Personalet forlade Staden uden Teaterchefens Tilladelse”. En slags stavnsbinding til København, der i øvrigt gjaldt helt frem til 1920’erne. Fælles lønkrav og kollektive lønforhandlinger havde før 1917 været utænkelige. Det blev hurtigt ændret. Sceneteknikernes faglige klub hørte under Lager og Pakhusarbejdernes Fagforening, som til fulde

AR BEJDER E I ALLE LANDE , FOR ENER EDER!

217710_DUF_002-109_final.indd 13

21/08/2017 15.32

forstod mekanismerne i klassekampen. De var hard liners med lyst til at bakke enhver forhandling op med blokade og slåskamp. Med Lager & Pak i ryggen var sceneteknikerne klar til at benytte deres nye magtmiddel, fællesskabet. Med tiden opstod en tradition for, at nyansatte sceneteknikere gerne i forvejen måtte have været aktive i fagbevægelsen. Selvfølgelig helst inden for Lager og Pak. Teatrets ledelse så rødt – om man så må sige – over fagbevægelsens indtog. Da det på et tidspunkt lykkedes to grupper af maskinfolk på teatret med fagforeningens mellemkomst at få forhandlet deres ugeløn op fra henholdsvis 21 og 23 kr. til 23 og 28 kr., blev teaterdirektøren, greve Christian Conrad Sophus Danneskjold-Samsøe, rasende. Det beskriver daværende formand for Lager og Pakhusarbejdernes Fagforening, Hr. Rosenvinge-Sørensen, således i sine erindringer: Næppe var de meldt ind og kommen på Teatret næste dag, før Greven var lige ved at besvime over, at han nu havde faaet de socialistiske Spøgelser indenfor Teatrets fire Vægge. Han rystede på Hovedet og konfererede med Venner og Bekendte om, hvordan han nu skulde se at faa dette Spøgelse ud af Det Kongelige Teater igen. Det lykkedes som bekendt ikke. Tværtimod. Sceneteknikerne viste sig efne i det fagpolitiske spil. Områderne, der skulle tages fat på, var mange og faldt i tråd med arbejdskampen alle mulige andre steder. Den handlede om oprettelse af aftaler mellem arbejdsgiver og ansatte og om overenskomster, der stadfæstede regler for arbejdstid, overarbejde, afspadsering, ferie, feriepenge, tryghed i ansættelsen, fyring, sygdom – og selvfølgelig: De samme regler skulle gælde for alle Sceneteknikerforeningens medlemmer. Ligesom det også skulle accepteres af ledelsen, at sceneteknikere fremover havde pligt til at være organiseret i Lager og Pak. Ellers var det ud! Gradvist blev andre afdelinger af Det Kongelige Teater optaget i Sceneteknisk Forening. For hver gang en ny kom til, blev foreningen stærkere. Allerede i 1918 sluttede belysningen – dog ikke uden ængstelse, så vidt man forstår af mødereferaterne – op og lod sig indlemme. Siden kom rekvisitten, kapel- og teaterbetjente, gårdmænd, lager og transport m.fl. Allerede i 1918 er en overenskomst forhandlet på plads, der tilgodeser mange af teknikernes ønsker.

217710_DUF_002-109_final.indd 14

DET USYNLIGE FOLK

21/08/2017 15.32

Om overenskomsten siger Sceneteknikerforeningens formand J. Christoffersen ifølge et mødereferat fra 8. august samme år: … at vi om end vore Overenskomstforhold nu var i Orden, ikke derfor maatte falde til Hvile, men arbejde videre mod vort fælles Maal, og dette gjorde vi bedst ved at gøre vor lille Forening saa stærk som mulig og gøre Kammeratskabet stærkt og solidt. Senere samme år er der problemer med at få udbetalt et lovet løntillæg. Det får scenetekniker J. Christoffersen og Robert Nielsen fra fagforeningen til at tage til Rigsdagen og forelægge sagen for daværende kontrolminister, Thorvald Stauning. Den senere så berømte statsminister lovede sin støtte. Hvorefter der kom orden på det også. Sceneteknikernes lyst til aktivisme fik masser af næring i det daglige. Så vidt man forstår af foreningens arkivmateriale, var Det Kongelige Teater hærget af stridigheder med undermestre, mellemledere og selve ledelsen. Sceneteknikerne trak sig hyppigt sejrrigt ud af kampene og skulle med tiden vise sig som teatrets stærkeste gruppe. Samtidig var sceneteknikerne inddelt i undergrupper, der også lå i konflikt med hinanden. Alene på scenen var teknikerne indtil 1990’erne inddelt i fire skarpt afgrænsede afdelinger, kongesidens for- og baggrund og damesidens for- og baggrund. Samarbejde mellem grupperne under prøver og forestillinger på Gamle Scene var langtfra en selvfølge. Grupperne kom i karambolage med hinanden, som regel på tværs af scenen, konge mod dame. Tvisterne stod gerne om, hvem der havde ansvaret for en kulisse eller rekvisit, der stod i et ”skel”. Det var alvorlige sager. Som konsekvens holdt konge- og dameside i årtier hver sin julefrokost. Lederne, det vil sige undermestre og mestre, hvis mandat i princippet skulle give dem beføjelser over sceneteknikerne, var sat ud af spillet. Jo, de kunne da godt prøve at udstikke ordrer, men … Allerede i midten af 1920’erne havde konflikterne mellem sceneteknikerne indbyrdes et omfang, der nødvendiggjorde en formaliseret løsningsmodel. Det blev til ’Regler for Fordeling af Decorationsgenstande m.m.’ fra 30. okt. 1925. I reglementet kan man læse, at der i tilfælde af strid om håndteringen af en dekoration indtræder et udvalg bestående af 12 personer, tre fra hvert hjørne

AR BEJDER E I ALLE LANDE , FOR ENER EDER!

217710_DUF_002-109_final.indd 15

21/08/2017 15.32

af scenen. Der stemmes. Opnås et flertal ikke, udpeges en såkaldt opmand, som har et døgn til at træffe en skriftlig afgørelse. Med andre ord: Samarbejde kunne ikke siges at være sceneteknikkens stærke side. I hvert fald ikke indadtil.

Homo Sceneteknikus’ karakteristika Det er næppe forkert at påstå, at der findes en helt særegen kultur på Det Kongelige Teater, udviklet og forfinet gennem århundreder. Sceneteknikerne betragter sig selv som landets bedste og skaber hver eneste dag det ypperste inden for de tre scenekunstarter skuespil, ballet og opera. I egen selvforståelse er de nogle hårde negle med en identitet, der historisk kan knyttes til fire nøglepunkter: Venstrefløjen, stridslyst, hårdt arbejde og tørst efter drikkevarer med alkohol. De to første punkter kan tilskrives æren for, at løn og arbejdsforhold på Det Kongelige Teater og i det hele taget respekten for sceneteknikken på få årtier blev væsentligt forbedret. Tredje punkt havde æren for, at der hver eneste dag blev fjernet en hel forestillings dekorationer og kulisser og stillet en ny op – ofte på 13-timers ”kineservagter”. Og det sidste, ”flydende” punkt havde æren for, at anekdoterne aldrig tager ende blandt Det Kongelige Teaters usynlige, men på ingen måde bly violer. ”Homo Sceneteknikus” var festlig, fandenivoldsk – og indimellem decideret fordrukken. Muligvis skyldes de mange interne stridigheder og konflikter mellem teknikernes forskellige grupper indbyrdes og med teatrets mange ledelseslag en kombination af alle fire punkter. Konflikterne materialiserede sig i hyppige arbejdsnedlæggelser i især 1970’erne og 1980’erne. Sceneteknikernes legendariske fællestillidsmand, Hardy Kaj, har forklaret kulturen således: Vores kultur er, at vi er ansatte på Det Kongelige Teater og derfor skal lave det bedste produkt, der findes, sådan er det. Vi skal være bedre end andre. Men også sammenholdet og glæden ved at skabe noget sammen er vores kultur. Overordnet kan det kun ske, hvis løn og arbejdsvilkår er i orden, det er klart.

217710_DUF_002-109_final.indd 16

DET USYNLIGE FOLK

21/08/2017 15.32

Sceneteknikernes Forening havde det ultimative pressionsmiddel på hånden, nemlig at lægge forestillingen ned, det vil sige gå i strejke, hvis ikke deres krav blev mødt. Med stor dygtighed fik sceneteknikerne forhold og vilkår, som andre ufaglærte arbejdspladser kun kunne drømme om. Nogle af reglerne for overarbejdsbetaling og afspadsering kan det i dag være svære ikke at smile lidt ad. Hardy Kaj har forklaret strategien således: Jeg tror, at vi på det tidspunkt (70’erne og 80’erne/red.) havde i hvert fald et ugentligt møde for samtlige medlemmer omkring Radioguden. Vores strategi var, at de (teatrets ledelse/red.) aldrig skulle vide, om vi spillede eller ikke. Så det var altid ’mødet’, hed det sig, der afgjorde, om vi gik hjem eller gik i arbejde. Det var en strategi, vi havde lagt for at gøre dem nervøse. Med andre ord. Teknikkerne lagde trumfkortet på disken tidligt og silde og fik forhandlet sig til favorable afspadserings- og overarbejdsvilkår og en lang række frynsegoder. I 1969 fik en scenetekniker på Det Kongelige Teater cirka det samme i overarbejdsbetaling som i løn vel at mærke uden at arbejde flere timer på årsbasis end enhver anden arbejder. Det skyldtes selvfølgelig ikke mindst, at arbejdstiderne rent faktisk ofte lå og stadig ligger på døgnets dårligste tidspunkter og fordeler sig i perioder med meget lange arbejdsdage og andre med korte. Overenskomsten fik op gennem 1950’erne mange tilføjelser, deriblandt faste maksimumsbeløb for ødelagte eller beskadigede briller, brilleglas, ure og urremme under arbejdet. I et referat fra 1953 fra et møde i foreningen står at læse, at man ”på grund af gode resultater har besluttet i en periode ikke at fremsætte yderligere lønkrav, men i stedet satse på at få en større mængde arbejdstøj”. På samme års generalforsamling kunne formanden efterfølgende meddele, at der nu var tildelt ekstra arbejdstøj på betingelse af, at ”man under ingen omstændigheder solgte det videre”. Mens der sejres udadtil, er der drama indadtil. Sceneteknikerne toppes indbyrdes, og har et alkoholforbrug, som i 1990’erne skulle få teaterdirektør Michael Christiansen til at erklære, at ”alkohol er teatrets største problem”.

AR BEJDER E I ALLE LANDE , FOR ENER EDER!

217710_DUF_002-109_final.indd 17

21/08/2017 15.32

217710_DUF_002-109_final.indd 18

DET USYNLIGE FOLK

21/08/2017 15.32

AR BEJDER E I ALLE LANDE , FOR ENER EDER!

217710_DUF_002-109_final.indd 19

21/08/2017 15.32

← ← Regler for Fordeling af Decorationsgenstande fra 1925. Her beskrives bl.a., hvordan der behøves et dommerpanel på 12 personer for at afklare, hvem der skal håndtere en dekoration, der står midt på scenen.

Måske skyldtes det støvet fra snorelofterne, måske nedarvede traditioner fra sømænd og pirater, måske tidsånden, måske en kombination – under alle omstændigheder: Sceneteknikeren var en tørstig rad. Især i de første 80 år af foreningens levetid. En ung scenetekniker, Ole Greibe, der ansættes 14. september 1984, beskriver sin første arbejdsdag således: Det første, jeg mødte, var en mester, der stod og trådte mig over tæerne og spurgte, om jeg havde sikkerhedssko på. Det var min første dag. Jeg fik at vide, at jeg bare skulle følge efter alle de andre og høre efter, hvad de sagde. Det var fint nok. Men de råbte og skreg og dansede rundt. Det var frygteligt. Jeg havde aldrig oplevet, at man behandlede hinanden på den måde. Mestrene var sådan nogle, man bare trådte på. Nogle, man totalt ignorerede. Ole Greibe er i øvrigt blevet hængende på teatret. Også han lærte at elske arbejdet og sammenholdet bag den brovtende facade. I dag har Det Kongelige Teater en alkoholpolitik på linje med andre arbejdspladsers, men indtil samfundsmoralen – og fornuften – satte ind mod det massive alkoholmisbrug på mange af landets arbejdspladser, var Det Kongelige Teaters sceneteknikeres sug blandt landets stærkeste. Om alkohol har den legendariske tillidsmand fra 1980’erne og 1990’erne, Hardy Kaj, grinende sagt: Jo, det kan vi jo ikke få nok af. Det er jo også en gammel lønarbejder- og teaterkultur, at man sidder efter forestillingen eller arbejdet og får en enkelt øl. Det er ved at aftage, men i gamle dage fyldte vi hele kantinen. Både kapel, solister, skuespillere, alt muligt. Det kick, man får ved scenen, gør, at man ikke bare kan gå lige hjem og sove. En enkelt øl? Sagde han det? Overskuddet fra teknikernes ølkasse var nogle år oppe i nærheden af 30.000 kr. Der blev også drukket brændevin. Engang i 1980’erne tabte en tekniker en flaske snaps ned på scenen fra galleriet. ”Den gik ikke engang i stykker, er det ikke fantastisk, og det var endda under en forestilling,” som han bagefter begejstret forklarede. Alkoholforbruget var enormt, og det var i lange perioder mere reglen end undtagelsen, at en scenetekniker gik fuld på scenen. Arkivmapperne bugner af sager, hvor Sceneteknikerforeningen har måtte bru-

217710_DUF_002-109_final.indd 20

DET USYNLIGE FOLK

21/08/2017 15.32

ge kræfter på at redde kollegaer fra at blive fyret på grund af druk. Når det ikke lykkedes at redde dem, var det fordi, det var slemt, og flere advarsler ikke havde hjulpet. Til tider kom fyringerne i stimer. Problemerne kulminerede omkring 50-året for foreningens til blivelse og i årtierne derefter. 29. marts 1967 får scenetekniker H. Petersen sin skriftlige opsigelse af økonomidirektør P. Bertholdt med ordene: ”… det er en almindelig opfattelse, at Deres forbliven ved teatret ikke vil være til gavn for arbejdsklimaet på scenen.”

↑ Radioguden, skulptur i Stærekassens foyer af Jean Gauguin. Det var foran denne, at sceneteknikkens faglige møder blev holdt. Fra 2008 er Stærekassen ikke længere en del af Det Kongelige Teater.

Det gjaldt med andre ord om at balancere sit alkoholforbrug og justere det til et sted mellem funktionspromillen og promillerne lige over. Foreningens vedtægter gør sit til at holde forbruget højt. Det var fast tradition at sende et bud ud med ”en flaske”, når en kollega var syg. I kassebogen for Nye Scenes Klub for 1984-1987 fremgår det, at der hver måned sendtes i snit 5 ”sygegaver” ud til kollegaerne. Ved længere tids sygdom fik man en ekstra gave. Op til flere gange. Indtil kollegaen var rask igen.

AR BEJDER E I ALLE LANDE , FOR ENER EDER!

217710_DUF_002-109_final.indd 21

21/08/2017 15.32

Jakob Rubin

DET USYNLIGE FOLK

DET USYNLIGE FOLK er en hyldest til de hårdtarbejdende

Jakob Rubin

DET USYNLIGE FOLK SCENETEK NIK PÅ DET KONGELIGE TE ATER GE NNEM 100 Å R

L INDHARDT OG R INGHOF

217710_DUF_omslag_final.indd 1

21/08/2017 15.29