DNA - læseprøve by Lindhardt og Ringhof / Forlaget Carlsen

En ung kvinde bliver brutalt myrdet i sit hjem i Reykjavik. Det eneste vidne er hendes syvårige datter. Da endnu en kvinde kort efter dør under lignende omstændigheder, mistænker politiet, at samme gerningsmand står bag. Kort efter modtager en radioamatør en besynderlig melding, som knytter ham til begge ofre, og han begynder at efterforske sagen på egen hånd.

DNA er første bog i serien om kriminalassistenten Huldar og psykologen Freyja.

DNA er en medrivende pageturner fra Islands ubestridte krimidronning, som endnu engang viser sit mesterlige talent for at skabe intelligente plot og effektivt fortalte historier med et rigt og spændende persongalleri. ”Hvis du vil holdes vågen om natten, kan Yrsa Sigurðardóttirs bøger varmt anbefales.”

Omslagsdesign: Per Demuth efter originaldesign af Ragnar Helgi Ólafsson

FINANCIAL TIMES

DNA - softcover m flap - DK.indd 1

ISBN 978-87-1155-663-4

YRSA SIGUR ÐARD Ó TTIR DNA

90 mm

Om KULDE “Fabelagtig og intens.” LITTERATURSIDEN.DK ”Fængende psykologisk-social spændingsroman.” ««««« JYLLANDS-POSTEN “Rasende godt leveret.” «««« BERLINGSKE ”Hendes bøger tåler sammenligning med de bedste internationale krimier.” TIMES LITERARY SUPPLEMENT “Yrsa Sigurðardóttir er blevet sammenlignet med selveste Stephen King i måden at skabe uhygge på. Og efter endt læsning tilslutter jeg mig – det ER uhyggeligt.” ««««« ALT FOR DAMERNE

226 mm

Yrsa Sigurðardóttir er født i 1963 i Island og bor i dag i Reykjavik. Hun skriver både krimier og børnebøger, og ved siden af sit forfatterskab har hun en karriere som civilingeniør. Hendes bøger er oversat til 25 sprog.

Kriminalassistent Huldar Traustason leder efterforskningen, men står uden konkrete spor. Det skaber frustration og konflikter internt hos politiet, og sagen kompliceres yderligere af, at han er kommet skævt fra start med psykologen Freyja, som bistår det syvårige øjenvidne i sagen.

153 mm

YRSA SIGURÐARDÓTTIR | DNA

YRSA SIGUR ÐARD ÓTTIR DNA

31,5 mm (ændres)

”Yrsa Sigurðardóttirs bøger bliver bare bedre og bedre.” SUNDAY TELEGRAPH ”Sympatisk, unikt og virkelig spændende.” JAMES PATTERSON, INTERNATIONAL BESTSELLERFORFATTER

”Yrsa Sigurðardóttir skriver, så man hele tiden lige må læse et kapitel mere. Og så har hun en helt særlig flair for at slå ihjel.” SARA BLÆDEL, FORFATTER

KRIMI • Lindhardt og Ringhof

22/06/2016 11.29

153 mm

yrsa sigurðardóttir | dNa

34 mm (ændres)

yrsa DNA sigur ðard ó ttir dNa

Y R SA SIGU R ÐA R D ÓT T I R

På dansk ved Nanna Kalkar

LINDH A R DT OG R INGHOF

68 mm

Her er plads til citat

DNA er oversat fra islandsk efter DNA Copyright © 2014 Yrsa Sigurðardóttir All rights reserved Dansk copyright © 2016 Lindhardt og Ringhof Forlag A/S Published by agreement with Salomonsson Agency Omslag: Per Demuth efter originaldesign af Ragnar Helgi Ólafsson Bogen er sat med Minion hos Christensen Grafisk og trykt hos Livonia Print, 2016 ISBN: 978-87-11-55663-4 1. udgave, 1. oplag Printed in Lithuania Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont

Denne bog er tilegnet Palli. Bragi Guðbrandsson har været mig behjælpelig med oplysninger om Børneværnet og Børnenes Hus, mens Þorleikur Jóhannesson har oplyst mig om radioamatører og telekommunikation. Hallgrímur Gunnar Sigurðsson har ligeledes ydet støtte i forbindelse med oplysninger om telekommunikation og overvågning af telekommunikation. Jeg skylder dem en stor tak og vil samtidig understrege, at alle eventuelt fejlagtige oplysninger i bogen bør tilskrives mig.

– Yrsa

1987

PROLOG De dannede en slags trappeformation på bænken efter højde. Pigen, som var den mindste af de tre, sad i den ene ende, og hendes to ældre brødre ved siden af hende. Et, tre og fire år gamle. Deres tynde ben hang ud over kanten af den hårde bænk. I modsætning til andre børn sad de tre søskende ikke uroligt på bænken, og ingen af dem dinglede med benene. De nye sko hang ubevægelige over det skinnende linoleumsgulv. Der var ingen nysgerrighed at spore i børnenes ansigter, ingen tristhed eller utålmodighed. De stirrede alle tre frem for sig og ind i den hvide væg, som om de sad og så en tegnefilm med Tom og Jerry. På afstand lignede de et stillbillede – tre børn på en bænk. De havde siddet der i næsten en halv time. Snart ville de få lov til at rejse sig, men der var ingen af de voksne, der på afstand holdt øje med dem, som havde lyst til at fremskynde det. Børnenes liv havde for nyligt undergået en dramatisk forandring, men det var småting sammenlignet med det, der ventede dem. Når de én gang havde forladt stedet her, ville intet blive som før. Denne gang ville forandringen være til det bedre, men den ville også indebære visse ulemper, og tiden måtte så vise, om disse ville overskygge fordelene. Og her gik det så i hårdknude. Ingen kunne vide sig sikker på, hvordan det ville gå, og derfor var børnene årsag til voldsomme spekulationer hos dem, der havde magten til at skride til handling. 9

“Desværre. Vi har undersøgt alle muligheder, og det er det her, eksperterne anbefaler. Børnene har brug for et permanent hjem, og der er ingen tid at spilde. Jo ældre de bliver, desto mindre er sandsynligheden for, at nogen vil adoptere dem. Se bare, hvor stor forskel der er mellem at finde en familie til henholdsvis drengene og pigen. Folk ved udmærket godt, at jo yngre børnene er, desto lettere er det for dem at tilpasse sig et nyt liv. Om to år er søsteren lige så gammel, som hendes yngre bror er nu, og så står vi i samme situation med hende.” Manden trak vejret dybt og understregede sine ord ved at vifte med en bunke papirer, han stod med i hånden. Det var rapporter og analyser fra eksperterne, som havde undersøgt børnene. De andre nikkede alvorligt. Undtagen den yngste kvinde i gruppen, som også havde været størst modstander af forslaget. Hun var den, der havde mindst erfaring med børneværnssager, og der brændte stadig en ild i hende, som på grund af mange gentagne skuffelser for længst var døet ud i de andre. “Skal vi ikke vente lidt? Man kan aldrig vide, om det lykkes os at finde et ægtepar, som vil tage dem alle tre til sig.” Hun kastede et blik på børnene, der sad som forstenede på bænken. Hun havde lagt armene over kors som for at holde på godheden, håbet og optimismen og sikre, at de ikke slap ud. Hun huskede udmærket, hvordan de tre søskende havde set ud, da de kom i myndighedernes varetægt, deres lyse hår var filtret og uvasket, deres tøj var beskidt, og de var alle sammen ubehageligt magre. De klare, blå øjne lyste i deres snavsede ansigter, hvor kinderne var stribede af tårer. Den unge kvinde vendte sig igen om mod gruppen med et bedrøvet udtryk i ansigtet. “Det må da kunne lade sig gøre.” “Jeg er lige blevet færdig med at gennemgå det hele,” sagde manden med rapporterne ærgerligt. Han så på sit ur for tredje gang i løbet af mødet, han havde lovet sine børn, at de skulle i biografen sammen. “Man slås om den lille pige, men drengene er der ikke rigtig nogen, der vil have. Vi skal bare være glade for, 10

at vi har fundet en løsning, det er omsonst at bruge mere tid på at lede efter et ægtepar, man bilder sig ind eksisterer. De, som er interesserede i at adoptere, melder sig hos os, og den liste har vi finkæmmet. Som landet ligger, er det her langt den fornuftigste løsning.” Der var ikke meget at sige til dét, og igen nikkede de alvorligt, alle undtagen den unge kvinde. Hendes øjne lyste af en ubærlig hjælpeløshed. “Men de virker så nært knyttet til hinanden. Jeg er bekymret for, at det vil skade dem for livstid, hvis man skiller dem ad.” Nu viftede manden så voldsomt med sine papirer, at de tilstedeværende kunne mærke håret bevæge sig på hovedet. “Der er to psykologer, der rent ud sagt siger, at de to yngste vil have godt af at blive skilt ad. Drengen synes at have taget søsteren i sin varetægt, og deres forhold til hinanden er ikke normalt. Han forsøger at give hende den kærlighed og omsorg, som han selv har manglet, men samtidig er han jo blot selv et lille barn. Hun har ikke et øjebliks fred for ham, han blander sig i alt og er plaget af stress og bekymringer på hendes vegne. Han er tre år.” Manden tav og trak vejret hurtigt ind. “Det er ikke noget, man kan læse mellem linjerne – de siger det ligeud. De vil begge have godt af at være væk fra hinanden. Hans forhold til hende er ikke sundt. Faktisk kan man sige, at begge brødre er mere mærket af det, end hun er. Især den ældste.” Ud ad øjenkrogen lagde nogle i gruppen mærke til, at et af børnene bevægede sig på bænken. Den yngste dreng var rykket tættere på sin søster. Nu lagde han en arm om hendes skuldre og trak hende tæt ind til sig. Det var næsten, som om han havde hørt dem gennem glasvæggen. “Jeg synes ikke, vi kan tillade os at drage rapporterne i tvivl. De er udfærdiget af eksperter, og de forhold, børnene har levet under, kan vi ikke på nogen måde gøre os forestillinger om. Det er i hvert 11

fald min opfattelse, at vi bør se at få lukket sagen. Det ville være naivt at blive ved med at lede efter en eller anden mirakelløsning. Den findes ikke.” Kvinden, som havde taget til orde, havde også givet udtryk for, at hun havde travlt. Hun talte hurtigt, og af og til vippede hun utålmodigt med foden i takt med sine ord. “Men hvad sker der så, når de er blevet ældre, og det er gået op for dem, at man måske kunne have forhindret, at de blev skilt ad? De fleste af os har set eksempler på, hvad der sker, når folk bliver bitre på systemet. Pludselig er det det eneste, der fylder i deres liv,” sagde gruppens alderspræsident. Han havde travlt med at komme på pension, og det kunne ikke gå hurtigt nok. Han håbede, at dette ville blive den sidste svære sag, der landede på hans bord. Han syntes ikke, det var for meget forlangt. Han var for længst blevet hvidhåret og fik medicin for sit forhøjede blodtryk, og i hans ansigt trådte rynkerne frem som runer, der var ristet ind i huden. “Plejeforældrene vil holde børnenes herkomst skjult for dem. Det er det bedste for alle, især for de to yngste. Det burde være en smal sag, eftersom de med al sandsynlighed ikke vil kunne huske noget fra deres første leveår. Pigen er kun godt og vel et år gammel, men den ældste kommer muligvis til at kunne mindes noget. Det er dog ikke sikkert. Med tiden vil hans minder forvanskes og blive uklare. Hvad kan I for eksempel huske fra dengang, I var fire?” “En hel masse.” Den unge kvinde var alene om at have den slags minder. De andre kunne kun fremkalde nogle drømmeagtige og uklare fragmenter for deres indre blik. Men kvinden kunne ikke huske noget fra dengang, hun var et år gammel. Den lille pige, som man sloges om, ville slippe bedst fra det hele, og det var ikke bare, fordi hun var utrolig sød. De forudgående år havde taget hårdere på drengene, det så man allerede nu tegn på. Den yngste udviste en grænseløs kærlighed og omsorg over for sin søster, den 12

ældste mødte alt og alle med en inderlig ligegyldighed. Politibetjentene, der var blevet sendt ud til stedet efter morens opringning, havde efterfølgende opsummeret situationen i al korthed, og denne sammenfatning havde gjort stort indtryk på gruppen, som ikke brød sig om at genopfriske beskrivelserne. Det ville være en sand velsignelse, hvis tiden kunne sørge for, at minderne blev slettet fra de tre søskendes hukommelse. Desværre tvivlede den unge kvinde på, at det ville gå sådan. Chokket måtte have været alt for voldsomt. “De ting, jeg kan huske, knytter sig generelt til noget frygteligt; da jeg tre år gammel klemte fingeren i døren ind til bageriet, og da jeg som femårig så min veninde blive kørt ned. De oplevelser er intet i sammenligning med dem, som disse børn blev udsat for. Jeg er bange for, at drengene vil kunne genkalde sig det. Måske gælder det også deres søster, selvom det er tvivlsomt.” “Hvordan med slægtskabet imellem dem, er det blevet endeligt bestemt?” Kvinden, som havde travlt, skiftede samtaleemne for at forhindre, at de fortabte sig i deres egne barndomsminder. “De er formentlig ikke engang helsøskende, og derfor er spørgsmålet også, hvor stort et nummer man skal gøre ud af at holde dem sammen.” Manden med rapporterne høstede endelig et anerkendende blik fra den unge, følelsesladede kvinde. “Jeg tror ikke, det betyder så meget, om de har den samme far eller ej. De ser sig selv som søskende. Om de bare har den samme mor, ved vi ikke med sikkerhed. De to yngste har ingen far. Det har den ældste. Men lægen, som undersøgte dem, anser det for sandsynligt, at de to er helsøskende, og at den ældste er deres halvbror. Den antagelse bygger ganske vist på noget, som han, der menes at være far til den ældste dreng, har sagt. Han sværger, at han ikke har haft yderligere seksuel omgang med moren, efter at deres søn blev født. Efter at hun blev tvunget til at flytte ind hos sin far.” Manden tav 13

og skar en grimasse. Han sank en klump og fortsatte. “Men det ville kræve en dna-test, hvis man skulle bestemme slægtskabet mellem børnene, og det er der hverken penge eller tid til. Desuden er der ingen, der har interesse i resultatet. Det er bedre at forestille sig, at de har almindelige fædre ligesom alle andre. Alle tre, ikke bare den ældste.” Gruppen blev tavs. De kendte alle til børnene og deres mors historie. Kendte til bedstefarens historie og den skrækkelige forbrydelse, som han var mistænkt for at have begået mod sin datter. Nu lå tre små børns skæbne i deres hænder. Tre små børn med ar på sjælen. Hvad skulle de gøre? “Hvad med Thorgeir, faren? Er det helt udelukket, at han skifter mening?” Den unge kvinde brød tavsheden. “Det har man forsøgt at få ham til. Han kan ikke eller vil ikke tage drengen til sig. Og da slet ikke dem alle tre. Far og søn havde ikke noget forhold til hinanden, og han siger, at han ikke engang er sikker på, at han er far til ham. Han indvilgede i at lade sig udpege som drengens far, fordi han havde haft et kortvarigt forhold til moren, men han siger, at han aldrig har været sikker på, om hun havde været i seng med andre. Hvis man skal tvinge ham til at tage drengen til sig, vil han insistere på en faderskabstest. Det forsinker sagen, og uanset hvad resultatet måtte blive, så ser jeg ham ikke som noget godt alternativ. Hvis det viser sig, at han ikke er faren, giver det ingen mening at tale om, at han skal tage drengen til sig. Hvis han ikke er far til ham, ville han være meget utilfreds med at skulle tage sig af ham. Og ville det være godt for drengen? Det tror jeg næppe.” Mændene skævede til hinanden og virkede, som om de havde større forståelse for mandens beslutning end kvinderne, som valgte at se ned i gulvet. “Det her er den bedste løsning.” Manden holdt op med at vifte med sine rapporter. I stedet bankede han let på dem med en finger. “Vi har ikke nogen tidsmaskine, som kan vise os, at det nok 14

skal gå dem godt. Det eneste, vi kan gøre, er at sætte vores lid til eksperternes vurdering. Alle forældrene er blevet nøje godkendt, og de får virkelig gode anbefalinger. Jeg foreslår, at vi runder sagen af. Man ændrer registreringen af børnene i systemet, og med tiden vil hele historien om deres forfærdelige ophav være så forældet, at den synker ned i glemslen. Det er bedst for dem, at de aldrig finder ud af noget om deres herkomst, og adskillelsen vil hjælpe dem med at glemme. Jo før de kan starte på et nyt liv, desto bedre for alle. Kan vi ikke være enige om det?” Den unge kvinde åbnede munden for at indskyde en bemærkning, men tog sig i det. De andre mumlede noget for at give udtryk for deres samtykke og lægge en dæmper på yderligere protester fra hendes side. Hun vendte sig om og betragtede de tre børn gennem glasset. På bænken forsøgte den lille pige forgæves at sno sig ud af sin brors greb, men han holdt bare endnu hårdere fast i hende. Det så ud, som om han gjorde hende fortræd. Måske havde eksperterne alligevel ret i deres vurderinger, selvom hun ikke havde villet indrømme det til at begynde med. Hun vendte sig om mod gruppen igen og nikkede svagt. Dermed var det besluttet. Gruppen opløstes, idet man gik i gang med at få orden på diverse formaliteter. Den unge kvinde blev stående alene tilbage på gangen og var det eneste vidne, da børnene blev sendt videre til et nyt liv. De tog ikke afsked med deres gamle liv uden protester, ligesom børn heller ikke forlader varmen i deres mors livmoder tavse og i al ubemærkethed. Især den yngste dreng reagerede voldsomt. Han græd og skreg, da han så sin søster blive båret hen ad gangen og bort af en børnelæge. Den lille pige stirrede på ham hen over lægens skulder og vinkede til farvel med et paralyseret udtryk i ansigtet. Og så gik drengen helt amok. En mand i kittel forsøgte af al magt at holde den lille dreng nede. Da han kunne mærke, at overmagten var for stor, gik skrigene over i gråd. 15

Den unge kvinde kunne ikke rive sig løs og blev ved med at følge med i, hvad der foregik. På sin vis havde hun ansvaret for det, der skete, og derfor måtte hun også se konsekvenserne i øjnene. Det gik lidt bedre med den ældste bror, men selvom han ikke kæmpede imod eller græd, var sindsbevægelsen tydelig at spore i hans blik. Formodentlig havde de tre søskende aldrig tidligere været skilt ad. Den unge kvinde fældede ingen tårer, mens hun stod der og så drengene forsvinde samme vej som deres søster. Da hun omsider forlod stedet, så hun ikke et eneste glimt af børnene på sin vej gennem hospitalet. De var heller ikke til at få øje på ved indgangen eller på den halvtomme parkeringsplads udenfor. Deres nye liv havde slugt dem med hud og hår.

2015

er går lidt tid, før Elísa kommer til sig selv. Hun ligger på siden med dynen klemt fast mellem benene og puden mast sammen til en bylt under hovedet. Der er mørkt i værelset, og gennem sprækken mellem gardinerne kan hun se den mørke himmel, hvor stjernerne blinker til hende ude fra universets uendelige vidder. Ved siden af hende i dobbeltsengen ligger en dyne nydeligt bredt ud sammen med en urørt hovedpude. Stilheden føles fremmed, og hun savner snorkelydene, som af og til har irriteret hende og holdt hende vågen. Hun savner også den konstante varme fra sin mands krop, som ofte har betydet, at hun har måttet sove med det ene ben stikkende ud under dynen. Af gammel vane har hun lagt sig på den måde, men nu fryser hun. Da hun trækker dynen bedre op over sig, kan hun mærke, at hun har gåsehud på benene. Det minder hende om dengang, hvor Sigvaldi havde nattevagter, men denne gang kommer han ikke hjem hen under morgen, gabende og med rande under øjnene. Med en lugt af hospital omkring sig. Der er en uge, til han kommer hjem fra konferencen. Da han kyssede hende farvel ved busterminalen i går, var det tydeligt, at han var mere utålmodig end hende efter at få sagt farvel. Hvis hun kender ham ret, kommer han hjem duftende af en ny aftershave fra taxfreebutikken, så hun er nødt til at sove med næsen boret ned i armen, indtil hun vænner sig til duften. 19

Hun mærker savnet indeni, men samtidig aner hun en følelse af tilfredshed over midlertidigt at være alene. Foran hende ligger flere aftener, hvor hun helt selv kan bestemme, hvad hun vil se i tv, og ikke behøver at tage hensyn til fodboldkampe i den ene eller den anden division. Hvor hun kan spise ostemadder til middag uden at behøve at sidde og lytte til sin knurrende mave resten af aftenen. Men der er ikke kun fordele ved at få en uges fri fra sin mand. Hun bliver alene med deres tre børn og skal tage sig af alt – vække dem, få dem op og i tøjet, hente og bringe, bringe og hente, hjælpe med lektier, underholde dem, holde øje når de bruger computeren, give dem mad, bade dem, børste deres tænder, putte dem. To gange om ugen skal Margrét køres til ballet og Stefán og Bárdur til karate, hvor hun skal sidde og vente på, at de bliver færdige med træningen. Det er den sværeste opgave, synes Elísa, fordi hun er nødt til at affinde sig med, at de hverken synes at have evnerne eller den store interesse for disse fritidsaktiviteter, som jo trods alt koster sit. For hende ser det i hvert fald ud, som om de keder sig; de bevæger sig aldrig i takt med resten af gruppen, vender alt for ofte den forkerte vej i forhold til de andre børn, og med røde kinder står de overraskede og stirrer på dem, der altid gør alting rigtigt. Men måske forholder det sig omvendt, måske er det hendes børn, der som de eneste gør tingene rigtigt. Hun ligger lidt og venter på at blive rigtig vågen. På natbordet lyser tallene på vækkeuret, som hun plejer at starte dagen med at hade. Nu mærker hun ikke den velkendte trang til at kyle det i gulvet. De grønne, lysende tal virker næsten radioaktive i mørket, og hun kan se, at hun kan sove nogle timer endnu. Hendes trætte hjerne nægter at regne ud hvor mange. I hendes tanker trænger et vigtigt spørgsmål sig på: Hvorfor vågnede hun? Elísas trætte øjne svier i det skarpe lys fra vækkeuret. Hun vender sig om på den anden side og slår forskrækket hånden for 20

munden, da hun ser den mørke silhuet af en person, som står ved siden af sengen. Hun falder dog hurtigt til ro igen, da det går op for hende, at det er Margrét, hendes ældste, datteren, der altid har været lidt anderledes end andre børn. Sjældent glad. Men her er altså grunden til, at hun vågnede. “Margrét, skat, hvorfor ligger du ikke og sover?” Hendes stemme er hæs, og hun ser datteren i øjnene. De virker sorte i mørket. Det krøllede røde hår omslutter det blege ansigt og stritter ud i luften. Barnet kravler hen over sin fars redte seng og over til hende. Hun læner sig ind over sin mor og hvisker; hendes varme ånde kilder i Elísas øre. Den lugter svagt af tandpasta. “Der er nogen inde i huset.” Elísa sætter sig op. Hjertet begynder at hamre i hendes bryst, og samtidig ved hun godt, at der ikke er noget galt. “Du har bare drømt, min skat. Kan du huske, hvad vi snakkede om? Det, man ser i drømme, har ikke noget med virkeligheden at gøre. Det er to forskellige verdener.” Lige siden hun var lille, har Margrét kæmpet med mareridt. Hendes to brødre går omkuld, når de skal sove, og rører sig ikke, før det bliver morgen, fuldstændig ligesom deres far. Men natten er sjældent så nådig mod datteren. Hvor tit er hun og hendes mand ikke faret op midt om natten ved lyden af pigens skingre skrig? Lægerne sagde, at hun ville vokse fra det, men det er to år siden, og der er ikke meget, der har ændret sig. De ildrøde lokker svinger frem og tilbage, da pigen ryster på hovedet. “Jeg sov ikke. Jeg var vågen.” Hun hvisker stadig og holder en finger op foran sine velformede læber som tegn til, at hendes mor skal være stille. “Jeg gik ud for at tisse og fik øje på ham. Han er inde i stuen.” “Nogle gange tager man fejl. Det sker tit for mig ...” Elísa stopper op midt i sætningen. “Sshy ...” Hun siger det mere til sig selv. Der høres ikke en lyd ude fra gangen. Den lyd, som det forekom hende, at hun havde hørt, må have været indbildning. Døren står 21

halvt åben, og hun strækker sig og kigger ud på gangen, men ser ikke andet end mørke. Selvfølgelig. Hvem skulle det også være, der gik rundt derude? De ting, de ejer, er ganske almindelige, og det er usandsynligt, at det dårligt malede hus skulle tiltrække tyve. Men deres hus er godt nok et af de få i gaden, der ikke er udførligt mærket med et klistermærke i hvert eneste vindue for at tilkendegive, at der er tyverialarm. Margrét læner sig igen ind over sin mor. “Jeg tager ikke fejl. Der er nogen herinde. Jeg så ham ude fra gangen.” Margréts lavmælte stemme er klar, og det lyder hverken, som om hun er søvndrukken eller ligefrem taler halvt i søvne. Elísa tænder natlampen og famler efter sin mobiltelefon. Kan det være, at klokken på vækkeuret ikke stemmer? Det har været udsat for lidt af hvert gennem årene, Elísa har ikke tal på alle de gange, hvor det er røget på gulvet. Måske kan det overhovedet ikke betale sig at lægge Margrét i seng igen. Måske er det på tide at starte morgenritualet, hælde tykmælk op i tre skåle, drysse puddersukker over og håbe, at hun får tid til at skylle sæben ordentligt ud af håret, mens de spiser. Men telefonen ligger hverken på natbordet eller på gulvet. Alligevel er hun sikker på, at hun tog den med sig ind til sengen, inden hun slukkede lyset i går. Hun ville gerne have den i nærheden, hvis nu Sigvaldi skulle ringe midt om natten for at sige, at han var nået frem. Eller havde hun faktisk taget den med sig? “Hvad er klokken egentlig, Margrét?” Den lille pige har aldrig brudt sig om kælenavnet Magga, så Elísa kalder hende altid ved hendes døbenavn. “Det ved jeg ikke.” Margrét flytter blikket fra sin mor og stirrer ud i mørket på gangen. Så vender hun sig om mod hende igen og hvisker: “Hvem kommer på besøg midt om natten? Det kan ikke være nogen god mand.” “Nej. Der kommer ingen. Punktum.” Elísa kan høre, at hun ikke lyder overbevisende. Hvad nu, hvis barnet har ret, og nogen 22

er brudt ind til dem? Hun står ud af sengen. Gulvet er iskoldt, og hun krummer tæerne. Hun er barbenet, kun iført Sigvaldis Tshirt, og hun kan mærke gåsehuden brede sig på kroppen. “Bliv bare liggende her. Jeg går ud og tjekker. Når jeg kommer tilbage, kan vi lægge os til at sove igen og behøver ikke at bekymre os mere om det. Okay?” Margrét nikker. Hun trækker sin mors dyne helt op under øjnene, og under den mumler hun: “Pas på. Han er ikke en god mand.” Ordene giver genlyd i Elísas ører, da hun træder ud på gangen og gør sig umage for at udstråle tryghed og sikkerhed, overbevist om, at der ikke er nogen fremmed i huset. Men Margrét har sået tvivl i hendes sind. Hvorfor kunne det her ikke være sket i går aftes, mens Sigvaldi var hjemme? Var det for meget at bede om? Elísa holder om sig selv for at beskytte sig mod kulden, men det lykkes ikke. Hun tænder lampen i loftet, og det skarpe lys skærer i øjnene. Døren ind til drengenes værelse knirker let, da hun linder på den for at sikre sig, at de er, hvor de skal være, og sover trygt. De ligger i hver sin køje med lukkede øjne og åben mund. Hun lukker forsigtigt døren igen. Ude på badeværelset er der tomt, men inde på Margréts værelse sidder en del dukker og bamser på rad og række på en hylde og stirrer hende i møde. De synes at følge hende med øjnene, og hun skynder sig at lukke døren igen. Hun spekulerer på, om det mon kan være denne opstilling, der er skyld i Margréts mareridt. Hun ville ikke selv bryde sig om at stirre ind i deres stivnede ansigter, hvis hun vågnede midt om natten. I mørket er det næsten, som om et ondt skær lægger sig over de ellers så nuttede ansigter. Man kunne sagtens forsøge at stille legesagerne op et andet sted og holde øje med, om det måske kunne få Margrét til at sove bedre. Hun beslutter sig for at gøre det efter arbejde i aften. 23

På gangen og i værelserne, der støder op til den, er der ikke nogen at se, og der er heller ingen tegn på, at nogen mystisk person har været inde i rummene. Men hvordan skulle man også kunne se det? Ville der være fodspor? Cigaretskod på gulvet? En knust urtepotte i et hjørne? Næppe. Da hun går videre ned ad gangen og hen mod stuen og køkkenet, føler hun sig langt roligere. Lyset fra gadelygterne er nok til at overbevise hende om, at Margrét endnu engang har set syner. I mørket har fantasien det med at løbe af med én. Nu når hun ser bedre efter, er der ingen i stuen; en tom popkornsskål står stadig på sin plads foran fjernsynet, og der ligger en del legoklodser spredt omkring sofabordet. Alt ser ud, som det gjorde, da hun gik i seng. Det var bare noget værre vrøvl. Et smil breder sig på hendes læber, men forsvinder lige så hurtigt igen. Skydedøren mellem tilbygningen i stuen, som de bruger som spisestue, og køkkenet er trukket til. De lukker aldrig den dør. Elísa går hen mod den, langsomt og forsigtigt. Hendes fødder klæber til det kolde parketgulv, og hendes nervøsitet vokser for hvert skridt. Hun lægger øret til den hvide flade. Først er der stille, men så rykker hun med et sæt hovedet væk, da hun hører en af stolene i køkkenet blive flyttet. Hvad skal hun gøre? Hendes krop fortæller hende, at hun skal løbe tilbage til sin seng og trække dynen op over hovedet. Den person, der er derude, stikker sikkert snart af igen. Elísa kunne ikke være mere ligeglad med sine egne og sin mands ejendele. Indbrudstyven må tage alt, hvad han har lyst til, bare han forsvinder igen. Men hvad fanden laver han ude i køkkenet? Hun synes, det lyder, som om han har sat sig ved køkkenbordet, og hun spekulerer på, om Margrét eller en af drengene kan være sluppet uset forbi hende. Nej, det er udelukket. På den anden side af skydedøren hører hun til sin forfærdelse den ubudne gæst rejse sig. Hun kan ikke finde på andet end 24

igen at lægge øret mod døren. Skuffer bliver åbnet og lukket igen og igen, indtil man hører en metallisk klirren af bestik. Eller af knive. Så bliver stilheden brudt, da den lille skydedør ind til spisekammeret bliver skubbet til side. Hvad er det for en indbrudstyv, som er interesseret i konservesdåser og æsker med cornflakes? I klude, en kost, en fejebakke, en gulvspand og en støvsuger? I stedet for at føle sig beroliget over, hvordan det hele synes at udvikle sig, får Elísa det bare endnu dårligere. Folk, der foretager sig uforståelige ting, virker mere mistænkelige end dem, der følger spillereglerne. Hun går væk fra døren og trækker sig lydløst tilbage til stuen. Hendes telefon må ligge på sofabordet. Eller ude på badeværelset. For to år siden bestemte de sig for at droppe fastnettelefonen, og det er først nu, hun savner den. Ude i entréen lader Elísa blikket glide rundt i rummet og overvejer, om hun skal rive døren op, løbe ud og råbe om hjælp og håbe, at det lykkes hende at vække naboerne. Men så er hun nødt til at efterlade børnene, formodentlig sammen med en mand, der lige har taget en kniv fra en skuffe i køkkenet. Elísa træder ét skridt frem mod entrédøren, men opgiver; hun kan ikke lade sine børn blive alene tilbage. I stedet vender hun om og styrer hen mod gangen. Hun er næsten nået hen til døren, da hun hører den hvide skydedør blive skubbet til side. I samme øjeblik springer hun ind på gangen og trækker forsigtigt døren i efter sig. Hun tør ikke at vende sig om og se, om manden følger efter hende, inden hun lukker den helt i. Elísa synes, det knager og brager i hendes hoved, mens hun desperat forsøger at finde ud af, hvad hun skal gøre. Hvordan skal hun slippe væk? Man kan ikke låse døren til soveværelset, nøglerne manglede til de fleste af værelserne, da de flyttede ind, og de har aldrig kunnet se nogen grund til at få lavet nye. På badeværelset sidder låsen i dørgrebet, og det er en lige så håbløs plan at låse sig inde dér, som det er at løbe ud af huset og råbe 25

om hjælp. Børnene ville være nøjagtig lige så ubeskyttede. Ikke desto mindre skynder hun sig ud på badeværelset for at lede efter telefonen, men den er der ikke. Hun kaster håndklæder til side og trækker skuffer ud med rystende hænder. Men det nytter ikke noget, hun kan ikke finde den satans telefon nogen steder. Tårerne springer frem i hendes øjne, da hun ser ud over det rod, hun har lavet. Hvornår skal hun rydde alt det op igen? Som om hun ikke har nok at se til i forvejen. Elísa går ud på gangen igen, hun mærker tydeligt, at hun er ved at tabe fatningen. Det lykkes hende ikke at kvæle et skrig, da hun ser døren i den anden ende af gangen blive åbnet. Men det er hverken højt eller skingert, det minder mere om en lyd, hun forestiller sig, at en kanin i nød ville udstøde. Hun vil ikke se, hvem det er, der er på vej ind ad døren, så hun springer ind i soveværelset, som ligger over for badeværelset, og lukker døren efter sig. Hun kan høre den ubudne gæsts fodtrin og derefter en skramlen, som om han trækker noget efter sig. Men hvad? Hjertet hamrer i hendes bryst. “Margrét?” Hun kan ikke få øje på datteren nogen steder. “Margrét?” Da hun siger datterens navn, knækker stemmen over, og det tager i endnu højere grad modet fra hende. Hun kan slet ikke beslutte sig for, om hun skal lede efter telefonen eller Margrét. Inden hun kan nå at bestemme sig, går døren bag hende op, og manden træder indenfor. Han står stille, og den skramlende lyd bliver højere, som om han trækker et eller andet ind over dørtrinnet. Det er hende umuligt at vende sig om, hendes krop er stivnet, hendes tanker farer rundt i hovedet på hende, og hun kæmper med en uudholdelig længsel efter at knibe øjnene i. Lyden bag hende forekommer hende bekendt, men lige nu er hun fuldstændig ude af stand til at bestemme, hvad den stammer fra. Hendes hjerne 26

virker, som om den har travlt med at lukke ned for sine vigtigste centre, dem, hun har allermest brug for lige nu. Stivnet står Elísa og hører nogen hviske sit navn bag sig. Lyden er ulden, som om manden har et tørklæde for munden. Hun synes ikke, hun kan genkende stemmen. Men hvordan lyder stemmer, når man hvisker? Helt anderledes, ikke sandt? Margrét virkede slet ikke som sig selv, da hun hviskede i hendes øre og vækkede hende. Men følelsen af det varme, sødlige åndedræt, som kildede hende i øret tidligere, er milevidt fra den rædsel, som denne dybe hvisken fylder hende med nu. Hvem er det, og hvad vil han? Han må kende hende, i hvert fald ved han, hvad hun hedder. Så han måske hendes navn et sted i køkkenet? På en rudekuvert eller på postkortet på køleskabet fra hendes veninde Gunna? Elísa mærker en stærk hånd gribe hende om halsen, det føles, som om han har handsker på. Så mærker hun et smertefuldt stik i ryggen. Kniv. “Please,” hvisker hun. Hun siger ikke mere højt, udfylder ikke de tomme pladser: Please, gør mig ikke fortræd. Please, lad være med at voldtage mig. Please, slå mig ikke ihjel. Please, please, please lad være med at gøre mine børn noget. Trykket fra knivspidsen forsvinder fra hendes ryg, men hun kan stadig mærke smerten. Han må have stukket hende til blods. Han løsner grebet om hendes hals, og før hun ved af det, er han i gang med at give hende bind for øjnene. Hendes vilde rædsel vokser, da det går op for hende, at han bruger en kraftig og tyk tape, som han vikler rundt og rundt om hendes hoved. Ligesom tidligere ude på badeværelset slår det klik for hende, og bekymringen over, hvordan hun skal få al den tape af igen, overstiger bekymringen for hendes egen og børnenes sikkerhed. Tapen sidder så stramt, at den kommer til at flå øjenbryn og øjenvipper af, når hun river den af. Tårerne, der bryder frem, kan ikke komme nogen vegne, 27

og de opløser limen, som svier, da den bliver trykket mod øjnene. “Please. Please. Jeg siger ikke noget til nogen. Du må tage, hvad du vil. Det hele. Tag det hele.” “Ellers tak,” hører hun ham hviske bag sig. Elísas knæ giver efter. “Please. Vil du ikke nok!” Tapen bliver viklet endnu en gang rundt om hendes hoved, og det giver et ryk i det, da han skærer den over. Hårdhændet fæstner han den løse ende omme i nakken på hende. Dernæst drejer han hende rundt og skubber hende bagover i sengen. Madrassen giver efter, da manden sætter sig ved siden af hende, og hun bøjer hurtigt hovedet, da han stryger hende let over håret. Pludselig er hans bevægelser ikke blide længere, han griber en håndfuld af hendes hår og trækker hendes hoved til sig. Han hvisker igen i hendes øre, denne gang lidt højere. Hun kender ikke stemmen, og det lyder også, som om manden har en maske eller en elefanthue på. “Jeg skal fortælle dig noget. En kort historie. Lidt af en tragedie. Jeg vil råde dig til at høre efter.” Elísa nikker. Han tager hårdere fat i hendes hår. Det gør ondt. Hvorfor vil han fortælle hende en historie? Hvorfor vil han ikke hellere have at vide, hvad hendes PIN-kode er, eller hvor hun gemmer sine værdier? Hun vil svare på alt. Han kan få alle hendes hævekort og adgang til hendes konto. Han kan få sølvtøjet, som hun arvede efter sin bedstemor og bedstefar. De få smykker, som hun har fået i løbet af sit liv. Det hele. Hvis han tvang hende, ville hun ikke tøve med at røbe, hvor det er. Så længe han bare vil skåne hende og børnene. Der er intet andet, der betyder noget nu. Hun ville med glæde barbere sine øjenbryn og rykke sine øjenvipper af, hvis bare han ville forsvinde. Gennem sin hulken lykkes det hende at spørge ham, om han har tænkt sig at gøre hendes børn fortræd. Hun kan ikke høre, hvad han svarer, og det får bare hendes angst til at vokse. Så bliver han tavs. Det virker heller ikke, som om han har tænkt sig at 28

fortælle sin historie alligevel, og de sidder sammen i stilhed. Elísa er helt blindet, og hendes hjerte hamrer så hårdt, at det føles, som om det er ved at sprænge sig vej ud af brystet. Hun hører og mærker, at manden rejser sig op, og en gnist af håb tændes i hende, måske har han tænkt sig at gå. Måske vil han lade det være nok for denne gang. Hun tør ikke at tænke tanken til ende. Hun er nødt til at være på vagt, måske vil han kaste sig over hende bagfra. Igen hører hun skramlen, og det lyder, som om han stikker noget i en kontakt henne ved døren. Hun genkalder sig alle de elektriske apparater, de har i hjemmet, som kan volde skade – boremaskinen, som hun gav Sigvaldi i julegave, håndmixeren, el-hækkesaksen, hendes krøllejern, strygejernet, toastjernet, elkedlen. Hvilket af dem er værst? Hvilket er bedst? Elísa trækker vejret så hurtigt, at hun føler, hun er lige ved at besvime. Så slår det hende, at de fleste af disse afskyelige apparater har for korte ledninger til, at de kan nå over til sengen, og hun føler sig en anelse bedre tilpas. Men det varer ikke ret længe. Elísa hører manden gå tilbage til sengen og kan ikke beherske sig. Hun gør et sidste forsøg på at komme væk, et forsøg, som hun ved er dømt til at mislykkes. Han kan se, det kan hun ikke. Han er større og stærkere end hende. Ikke desto mindre kaster hun sig ud over kanten af sengen og forsøger at komme ned på gulvet på den anden side af den. Hun hører manden komme med et ærgerligt udbrud og mærker, hvordan han kaster sig over hende, mens hun ligger der på maven med overkroppen hængende ud over sengekanten. Hendes ene arm er klemt fast under hende, men den anden hænger ned på gulvet, og hendes hånd rækker ind under sengen. Manden slår hende så hårdt i ryggen, at det knager i rygraden, og hun taber vejret et øjeblik. Han sætter sig oven på hende, så hun ikke kan røre sig, og hun kan høre, at han river mere tape af rullen. I et fuldstændig meningsløst forsøg på at finde et våben, famler hun med hånden ind under sengen, 29

men hun finder ingenting. Hun krummer fingrene og lader dem vandre rundt på gulvet i håb om, at heldet er med hende. Pludselig støder hendes hånd mod en uventet forhindring, der alligevel føles velkendt, og hun slapper af et øjeblik. Hun mærker på den varme og bløde form, og med det samme går det op for hende, hvad det er. Elísa når lige at føre en finger op til læberne og hviske “sshy”, så bliver hendes arm rykket hårdt bagud, og hendes håndled bliver tapet sammen på ryggen. Manden river hende op fra gulvet og rusker hende så hårdt, at det føles, som om hendes hjerne bliver rystet løs. Alt er mørkt omkring hende, og hun er bange for, at det ikke længere skyldes tapen. Det er, som om nogen har slukket for hendes øjne, og det føles, som om det samme er ved at ske for hendes ører. Den støj, manden laver, aftager i styrke, men stiger igen, da han trækker hende nærmere til sig og rabler den historie af sig, som han har lovet at fortælle. Truet med at fortælle. Da han er færdig, rejser han sig op, skubber hende om på ryggen og trykker knæet ned mod hendes bryst for at sikre sig, at hun ikke prøver at flygte igen. Så tager han tapen frem igen og vikler den tæt rundt om hendes ører og næse. Rundt og rundt. Hun kan mærke noget briste i sine ører, men lyden fra hendes næse er meget værre. Og den gør mere ondt. Trykket på hendes bryst letter, og gennem tapen kan hun uklart skelne en lyd, som får det til at gå op for hende, hvad det er for et apparat, manden har trukket med sig ind på soveværelset. Dét havde hun ikke frygtet. Da han igen tager fat i hende, indser hun, at hun har været alt for optimistisk.

DNA er første bog i serien om kriminalassistenten Huldar og psykologen Freyja.

Omslagsdesign: Per Demuth efter originaldesign af Ragnar Helgi Ólafsson

FINANCIAL TIMES

DNA - softcover m flap - DK.indd 1

ISBN 978-87-1155-663-4

YRSA SIGUR ÐARD Ó TTIR DNA

90 mm

226 mm

153 mm

YRSA SIGURÐARDÓTTIR | DNA

YRSA SIGUR ÐARD ÓTTIR DNA

31,5 mm (ændres)

”Yrsa Sigurðardóttirs bøger bliver bare bedre og bedre.” SUNDAY TELEGRAPH ”Sympatisk, unikt og virkelig spændende.” JAMES PATTERSON, INTERNATIONAL BESTSELLERFORFATTER

”Yrsa Sigurðardóttir skriver, så man hele tiden lige må læse et kapitel mere. Og så har hun en helt særlig flair for at slå ihjel.” SARA BLÆDEL, FORFATTER

KRIMI • Lindhardt og Ringhof

22/06/2016 11.29