Døden kommer om eftermiddagen læseprøve

1930’erne på højdepunktet af Hemingways liv og for-

og åndelige intensitet og rene klassiske

fatterskab. Bogen giver et fascinerende indblik i tyre-

skønhed, der kan skabes af en mand, et dyr

fægtningens teknik og historie og den pragt og stor-

og en stump blodrødt klæde, der hænger på

hed, der kendetegner kampen mellem mand og tyr.

en stok. Hvis De foretrækker at mene, at det er utænkeligt, og anser mine ord for at være

Hemingways dybe betragtninger over tapperhed og

vrøvl, er det nok muligt, at De kan bevise

fejhed, over litteratur, over liv og død gør bogen til et

Deres opfattelses gyldighed ved at gå til en

hovedværk.

tyrefægtning, der er blottet for disse mange af ... Men hvis man nogen sinde får den rigtige tyrefægtning at se .... er der mange andre ting i denne verden, man vil have glemt, før mindet om dette skuespil falmer bort.“

„Hemingway er en af mine store helte. Hans beskrivelser af tyrefægtning er i særklasse og har været en stor inspiration for mig gennem tiden. Jeg vender ofte tilbage til hans hovedværk om tyrefægtning, Døden kommer om eftermiddagen.

Tyrefægtning er en kunstart.“ JØRGEN LETH, forfatter og filmskaber

„Virtuos, alvorlig og drilagtig på én gang.

Menneskeklog og dyreklog og ikke så lidt koket, og alle burde læse den, også alle dem, der hader tyrefægtning.“ P OLITI KEN

„Stilisterne vil fornøjes af Døden kommer om eftermiddagen; Hemingways etnografiske afhandling og dissektion af spansk tyrefægtning – og det er lige meget, om man er for eller imod dette middelalderlige ritual. Her er Hemingway ydmygt befriet for alle manerer, og hans selvforglemmende sansninger er naturlige som græs, der gror.“ STEFFEN JACOBSEN, forfatter

lindhardtogringhof.dk

Døden kommer om eftermiddagen

trolddomsagtige træk – og dem er der

ERNEST H E M I NG WAY

ERNEST HEMINGWAY (1899-1961) er en af det 20. århundredes mest betydningsfulde amerikanske forfattere. Gennem sit arbejde som journalist lærte han sig en enkel stil, der blev karakteristisk for hans forfatterskab.

Døden kommer om eftermiddagen

L I N D H A R DT O G R I N G H O F OMSLAG: IMPERIET

ERNEST HEMINGWAY, CA. 1930 © PHOTO BY HULTON ARCHIVE-GETTY IMAGES

„Det er umuligt at forestille sig den sjælelige

H E M I NGWAY

Døden kommer om eftermiddagen er skrevet i starten af

I 1954 blev Hemingway tildelt Nobelprisen i litteratur „for sin mestring af fortællekunsten, senest demonstreret i Den gamle mand og havet, og for den indflydelse, han har bedrevet på den samtidslitterære stil.“

Af samme forfatter: Afrikas grønne bjerge At have og ikke have Byline: Ernest Hemingway Den gamle mand og havet Der er ingen ende på Paris Edens Have Farlig sommer Farvel til våbnene Hvem ringer klokkerne for Om at skrive Om jagt og fiskeri Over floden – ind i skovene Sandt ved daggry Samlede noveller Solen går sin gang Øen og havet

Doeden kommer om eftermiddagen_indhold_trykklar.indd 2

12/09/18 4:37 pm

ERNEST HEMINGWAY

Døden kommer om eftermiddagen

På dansk ved Michael Tejn

Lindhardt og Ringhof

Doeden kommer om eftermiddagen_indhold_trykklar.indd 3

12/09/18 4:37 pm

Døden kommer om eftermiddagen er oversat fra amerikansk efter Death in the Afternoon Copyright © Hemingway Foreign Rights Trust All rights reserved Dansk copyright © 2018 Lindhardt og Ringhof Forlag A/S København Første amerikanske udgave 1932 Bogen udkom første gang på dansk på Steen Hasselbalchs Forlag 1961 Omslag: Harvey Macauley/Imperiet Bogen er sat med Garamond og trykt hos Livonia Print, 2018 ISBN 978-87-11-69935-5 6. udgave, 1. oplag Printed in Latvia Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

Oversigten over væsentlige ferias på side 406 har i årtier været redigeret ud af de danske udgaver. Den medtages her i samme form, som den blev bragt i den første danske udgave. Den er i sagens natur ganske forældet, men bringes alligevel for fuldstændighedens skyld.

www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont

Doeden kommer om eftermiddagen_indhold_trykklar.indd 4

12/09/18 4:37 pm

kapitel et

Da jeg første gang i mit liv gik til tyrefægtning, ventede jeg at blive rædselsslagen og måske få kvalme og kaste op, for jeg havde hørt, hvordan det gik hestene. Alt, hvad jeg havde læst om tyrefægtning, kredsede om dette ene punkt; de fleste, der skrev om tyrefægtning, fordømte den uden videre som afstumpet og brutal, men også de, der i øvrigt talte godt om den både som skuespil og som en opvisning i imponerende færdigheder, beklagede dybt de mishandlinger, hestene blev udsat for, og gjorde deres bedste for at undskylde dem. Alle anså det for ganske uforsvarligt, at hesten skulle dø i arenaen. Formentlig er tyrefægtningen også umulig at forsvare set fra et moderne, det vil sige et kristent, synspunkt; naturligvis er der tale om grusomhed, naturligvis er der tale om fare for menneskers liv, farer, der enten melder sig selv eller som med overlæg bliver opsøgt, og der er altid døden, og det er ikke min mening her at prøve at føre et forsvar for tyrefægtningen, men blot så ærligt som muligt at genfortælle, hvad jeg mener at have set. Skal det kunne lade sig gøre, må jeg være fuldkommen åbenhjertig, og skulle nogen af 5

Doeden kommer om eftermiddagen_indhold_trykklar.indd 5

12/09/18 4:37 pm

denne bogs læsere opfyldt af væmmelse komme til det resultat, at den er skrevet af en mand, der mangler deres, læsernes, finfølelse, må jeg naturligvis indrømme, at det meget vel er muligt. Men den, der læser bogen, kan kun med rette fælde en sådan dom, hvis han eller hun har set de ting, der fortælles om, og med sikkerhed ved, hvordan deres egne reaktioner på dem er.

Jeg kan huske, at Gertrude Stein engang, da hun talte om tyrefægtning, nævnede sin beundring for Joselito og viste mig nogle billeder af ham i arenaen og af sig selv og Alice Toklas, der sad på første række, på de pladser der hedder barreras, i arenaen i Valencia, mens Joselito og hans broder Gallo stod neden for dem, og jeg var netop vendt tilbage fra Orienten, hvor grækerne havde brækket benene på deres last- og transportdyr og gennet og puffet dem ud over kajen ned i det grunde vand, inden de evakuerede Smyrna, og jeg kan huske, jeg sagde, at jeg ikke kunne lide tyrefægtninger på grund af de stakkels heste. Jeg prøvede på at skrive dengang, og jeg syntes, at den største vanskelighed – bortset fra den, der bestod i at finde ud af, hvad man virkelig følte, i stedet for hvad folk mente, at man burde føle, og hvad man var blevet opdraget til at føle – lå i at nedskrive det, der virkelig var sket.

Hvad var de ting i omverdenen, der affødte de følelser, man oplevede? Når man skrev for en avis, fortalte man, hvad der hændte, og ved det ene eller det andet kneb forplantede man sine egne følelser til læseren ved hjælp af aktualitetsfænomenet, der altid føjer en vis spænding til enhver beretning om noget, der netop er foregået. Men det egentlige, den rigtige rækkefølge mellem følelserne og de kendsgerninger, der affødte dem, og som kunne være 6

Doeden kommer om eftermiddagen_indhold_trykklar.indd 6

12/09/18 4:37 pm

lige så vægtige og gyldige et år senere eller ti år senere og, hvis ens arbejde ellers var godt nok, til alle tider, lå endnu uden for min rækkevidde, og jeg sled hårdt i det for at få det lært. Det eneste sted, hvor man kunne se liv og død, dvs. voldsom død, nu, da krigen var forbi, var i arenaen, og jeg havde vældig lyst til at tage til Spanien for at studere tyrefægtningen nærmere. Som sagt: Jeg prøvede på at lære at skrive og ønskede at begynde med de enkleste ting, og et af de enkleste af alle fænomener, såvel som et af de mest fundamentale, er den voldsomme død. Den bød ikke på nogen af de komplikationer, som døden ved sygdom eller den såkaldt naturlige død præges af ligesom en vens død eller et elsket eller hadet menneskes død, men er dog ikke desto mindre døden og dermed et af de emner, en mand kan skrive om. Jeg havde læst mange bøger, hvori forfatteren havde prøvet at bibringe læseren følelsen af denne død, men hvor det kun var lykkedes ham at afstedkomme nogle udviskede omrids, og jeg blev efterhånden enig med mig selv om, at det måtte skyldes et af to: Enten havde forfatteren aldrig set døden tegne sig tydeligt og skarpt, eller han havde i det øjeblik, da den indtrådte, i bogstavelig eller overført forstand lukket øjnene, som man gør det, hvis man ser, at et barn er på nippet til at blive kørt over af et tog, uden at man kan nå det og bringe hjælp. I et tilfælde af denne art er man sandsynligvis i sin gode ret til at lukke øjnene, da det eneste, der er at beskrive, er barnet, der bliver ramt af toget, og selve dette ville være en art antiklimaks, så det bedste, der kunne præsteres, måtte være skildringen af øjeblikket, inden katastrofen indtraf. Men det samme gælder ikke, når det drejer sig om en henrettelse ved skydning eller 7

Doeden kommer om eftermiddagen_indhold_trykklar.indd 7

12/09/18 4:37 pm

hængning, og hvis disse meget simple ting skulle foreviges, som for eksempel Goya prøvede at forevige dem i Los Desastres de la Guerra, kunne det ikke gøres, mens man lukkede øjnene. Jeg havde oplevet visse ting, visse simple og enkle ting af den art, som jeg ganske vist huskede, men netop fordi jeg havde deltaget i dem – eller i andre tilfælde havde skullet skrive om dem umiddelbart efter og selvfølgelig derfor særligt mærkede mig de elementer, der kunne bruges til en hurtig behandling – havde jeg aldrig været i stand til at studere dem, som en mand for eksempel kan studere sin faders død eller henrettelsen af en person, som han ikke kender og ikke skal skrive om umiddelbart efter til et eftermiddagsblads førsteudgave.

Altså rejste jeg til Spanien for at se tyrefægtninger og for at prøve at skrive om dem for min egen skyld. Jeg troede, at de ville være enkle og barbariske og grusomme, og at jeg ikke ville bryde mig om dem, men at jeg samtidig ville opleve ganske bestemte handlinger, der kunne give mig den følelse af liv og død, som jeg forsøgte at udtrykke med mine ord. Handling fandt jeg unægtelig, men tyrefægtningen var så langt fra at være simpel og ligetil, og jeg personlig satte så stor pris på den, at det hele var alt for kompliceret for mine forudsætninger som skribent, og det viste sig hurtigt, at jeg bortset fra fire korte skitser ikke var i stand til at skrive om den i samfulde fem år – og jeg ville endda ønske, at jeg havde ventet i ti. Hvis jeg på den anden side havde udskudt det længe nok, ville jeg sandsynligvis aldrig have skrevet noget som helst, fordi man har en tendens til, når man først begynder virkelig at få indblik i et emne, så ikke længere at føle trang til at skrive om det, men i stedet for lære mere og mere om det, 8

Doeden kommer om eftermiddagen_indhold_trykklar.indd 8

12/09/18 4:37 pm

så at man, medmindre man da er meget egoistisk, hvad der naturligvis er den væsentligste baggrund for mange bøgers tilblivelse, i løbet af et stykke tid vil være i stand til at sige: Nu ved jeg alt om det emne og vil begynde at skrive om det. Det siger jeg så ganske afgjort ikke nu; for hvert år, der går, opdager jeg, at der er stadig mere at lære, men jeg ved samtidig, at der er visse punkter, der kan være af interesse nu, at der måske vil gå lang tid, før jeg igen kan overvære tyrefægtning, og at jeg derfor lige så godt med det samme kan skrive, hvad jeg ved om den.

Det kunne måske også være godt, om der forelå en større bog om tyrefægtning på et andet sprog end spansk, og en oprigtig behandling af et så umoralsk emne kan muligvis have sin egen værdi.

Hvad angår spørgsmålet om moral, står jeg i hvert fald indtil nu på det standpunkt, at det, der er moralsk, er det, der ikke giver tømmermænd, det man tværtimod føler sig veltilpas efter, og at det umoralske er det, man føler sig skidt tilpas efter, og målt med denne moralske målestok, som jeg på ingen måde har i sinde at prøve på at forsvare, er tyrefægtningen for mit vedkommende i høj grad moralsk, for mens den står på, er jeg strålende tilpas og har en stærk følelse af liv og død, af dødelighed og udødelighed, og når den er forbi, føler jeg mig meget sørgmodig, men har det ikke desto mindre godt. I øvrigt har jeg ikke det mindste imod det med hestene; det er ikke i princippet, jeg mener – men i de enkelte foreliggende tilfælde har jeg ikke noget imod det. Det forbavsede mig i første omgang meget, for jeg kan ikke tåle at se en hest, der er styrtet foran en vogn på gaden, uden straks at føle trang til at hjælpe hesten, og det er ikke så helt få gange, jeg 9

Doeden kommer om eftermiddagen_indhold_trykklar.indd 9

12/09/18 4:37 pm

har lagt sække eller presenninger under hestehove, løsnet seletøj og prøvet at værge mig mod sparkende ben, og jeg kommer til at gøre det igen, hvor som helst jeg ser heste, der er forulykket i byernes gader i fugtigt vejr eller i frost med isslag. Men i arenaen føler jeg hverken rædsel, afsky eller væmmelse for det, der sker med hestene.

Jeg har taget mange mennesker, både mænd og kvinder, med til tyrefægtninger, og jeg har set deres reaktioner på hestenes lemlæstelser og død i arenaen og har opdaget, at det er fuldstændig umuligt at forudsige disse reaktioner.

Kvinder, som jeg var overbevist om ville nyde tyrefægtningerne, når man så bort fra hestenes skæbne, lod sig overhovedet ikke gå på af den; jeg mener det bogstaveligt: Fænomener, som de i princippet i høj grad misbilligede, og som de selv i forvejen ventede ville fylde dem med rædsel og afsky, fyldte dem, da det kom til stykket, hverken med rædsel eller afsky; til gengæld var der andre, både mænd og kvinder, der lod sig sådan gå på, at de blev korporligt syge. Lad mig også tilføje, at der ikke var nogen forskelligheder mellem disse to typer, der gjorde det muligt at henvise til kultur eller livserfaring som årsagen til, at nogle af dem lod sig påvirke stærkt, mens andre slet ikke gjorde det.

Efter de iagttagelser, jeg har gjort, tror jeg dog, det er muligt at sige, at man kan skille folk i to store grupper: dem, nemlig, der, for at benytte en gængs psykologisk jargon, identificerer sig med dyrene, og dem, der identificerer sig med mændene. De fleste af mine egne iagttagelser og erfaringer siger mig, at de folk, der identificerer sig med dyr – det vil sige de næsten professionelle hunde- og andre elskere – er i stand til at affinde sig med langt større 10

Doeden kommer om eftermiddagen_indhold_trykklar.indd 10

12/09/18 4:37 pm

grusomheder mod mennesker end de, der ikke umiddelbart identificerer sig med dyr. Det kunne se ud til, at der på dette punkt er en afgørende kløft mellem mennesker, selv om folk, der, skønt de ikke identificerer sig med dyr og ikke sætter særlig pris på dyr i al almindelighed, kan vise stor ømhed for eksempel for en bestemt hund, kat eller hest. Men denne hengivenhed bygger sædvanligvis på en bestemt egenskab hos det pågældende dyr snarere end på den omstændighed, at det drejer sig om et dyr, der alene i kraft af sin art har krav på kærlighed. Hvad mig selv angår, har jeg følt mig meget nært knyttet til tre forskellige katte, så vidt jeg husker fire hunde og kun to heste – hermed mener jeg heste, som jeg selv har ejet, redet eller kørt. Der er mange heste, jeg har set på væddeløbsbanerne, der har aftvunget mig den dybeste beundring, og til tider, når jeg havde sat penge på dem, næsten ømhed – dem, jeg husker bedst, er Man of War, Exterminator (den tror jeg, at jeg var oprigtigt forelsket i), Epinard, Kzar, Heros XII, Master Bob og en halvblods, en steeplechaser ligesom de to sidstnævnte, ved navn Uncas. Jeg nærede den allerdybeste beundring for alle disse dyr, men aner ikke, i hvor stort omfang denne beundring skyldtes de beløb, jeg havde satset på dem. Men spørger De mig om, hvad der senere blev af disse dyr, må jeg åbent indrømme, at jeg ikke aner det. Og jeg ved i hvert fald med mig selv, at jeg ikke elsker hunde, fordi de er hunde, heste, fordi de er heste, eller katte i deres egenskab af katte.

Spørgsmålet om, hvorfor hestenes død i tyrefægtningsarenaen for visse mennesker ikke betyder mere, end tilfældet er, er yderst kompliceret, men den dybestliggende årsag kan være den, at hestens død har en tendens til at 11

Doeden kommer om eftermiddagen_indhold_trykklar.indd 11

12/09/18 4:37 pm

virke komisk, mens tyrens død er tragisk. I tyrefægtningens tragedie er hesten den komiske figur. Det kan måske virke rystende, men er ikke desto mindre sandt. Det komiske element bliver derfor så meget mere udpræget, jo elendigere krikkerne er, forudsat at de ellers er stærke nok og tilstrækkeligt højt over jorden til, at picadoren kan løse sin opgave med picaen. Man burde naturligvis være rædselslagen og væmmes ved disse parodier på heste og over det, der sker med dem, men man kan ikke vide sig sikker på, at det virkelig forholder sig sådan med en, medmindre man selv vil det. Disse skabninger ligner kun heste så lidt; på visse måder er de mere som fugle, de klodsede, kejtede fugle som marabuerne og skestorkene, og når de hænger på tyrens horn, med slappe halse og fægtende hove, er de ikke komiske, men jeg sværger på, at de heller ikke er tragiske. Tragedien samler sig udelukkende om tyren og manden. Klimaks i hestens tragedie er indtruffet uden for arenaen på et tidligere tidspunkt – da den blev købt af den mand, der skaffer heste til arenaen. Den afslutning på dens liv, der finder sted i arenaen, ligesom passer til dyrets struktur, og når presenningerne bliver bredt ud over hestene, får de lange ben, halsene og de sært formede hoveder sammen med lærredet, der virker som en art vinge, disse døde dyr til mere end nogen sinde at minde om fugle. De er ikke helt ulig døde pelikaner. En levende pelikan er interessant, underholdende og indtagende, selv om man sædvanligvis får lus, hvis man har med den at gøre, men en død pelikan virker tåbelig og kun tåbelig.

Jeg skriver ikke dette som en undskyldning for tyrefægtninger, men i et forsøg på at fremstille tyrefægtningen ud fra dens egne forudsætninger, og når det er ens hensigt, er 12

Doeden kommer om eftermiddagen_indhold_trykklar.indd 12

12/09/18 4:37 pm

der en del ting, man er nødt til at indrømme, som en forsvarer ville foretrække at gå let hen over eller helt omgå.

Det komiske, der rammer hesten, er ikke dens død; døden er aldrig komisk, men kan tværtimod skænke selv de mest komiske fremtoninger en foreløbig værdighed, selv om værdigheden forsvinder igen, så snart døden er indtruffet – nej, det er de sælsomme og groteske ‘indvolds-uheld’, der indtræffer. Der er så ganske afgjort, set med vores øjne, ikke noget komisk ved at overvære, hvordan et dyrs indvolde vælder frem af en opflænset bug, men hvis dyret i stedet for at gøre noget tragisk, hvormed jeg mener noget værdigt, galoperer stivbenet af sted som en gammeljomfru gennem arenaen med sin nedværdigende pryd hængende under bugen, er det komisk, omtrent som når en klovn foregiver, at indvoldene vælder ud af livet på ham i form af gazebind, pølser og andet tingeltangel. Er det ene komisk, er det andet det også – humoren fødes af det selvsamme princip. Jeg har jo set det: mennesker, der løber, heste, hvis tarme vælder frem, mens den ene værdighed efter den anden tilintetgøres i dette forvirrede kaos. Ja, for at sige det uden omsvøb: Jeg har oplevet optrin af denne art, der var ganske overordentligt grinagtige. Jeg ved, at det er den slags ting, man ikke indrømmer og ikke bør indrømme, men jeg er overbevist om, at når tyrefægtningen aldrig er blevet forklaret til bunds, er det netop, fordi man ikke har villet indrømme dem.

På det tidspunkt, da jeg skriver dette, er disse optrin ikke længere en del af den spanske tyrefægtning, fordi det, da Primo de Rivera sad ved roret, blev bestemt, at hestens bug skulle beskyttes med en slags quiltet madras, for at man, som det lød i bestemmelsen, ‘kunne undgå det 13

Doeden kommer om eftermiddagen_indhold_trykklar.indd 13

12/09/18 4:37 pm

rædselsvækkende syn, som i så høj grad vækker udlændinges og turisters afsky’. Denne pansring tjener virkelig til, at man langt sjældnere oplever dette syn i arenaen, og til i betydelig grad at nedsætte tallet på de heste, der dræbes under tyrefægtningen, men den mindsker på ingen måde hestenes lidelser; den berøver desuden tyren en del af kampmodet, hvad jeg skal komme ind på i et senere kapitel, og betegner i virkeligheden det første skridt til tyrefægtningens fuldstændige udryddelse. Men tyrefægtningen er en spansk institution; den har aldrig eksisteret af hensyn til udlændinge og turister, men altid på trods af dem, og ethvert skridt, der bliver foretaget for at sikre sig disse fremmedes billigelse, som alligevel aldrig kan opnås, er et skridt mod dens fuldstændige ophævelse.

Det, der her er skrevet om en enkelt persons reaktion på den medfart, der bliver hestene til del i arenaen, er ikke taget med, fordi forfatteren ønsker at udpensle sig selv og sine egne reaktioner af lutter begejstring over, at de er hans, men mere for at understrege den omstændighed, at disse reaktioner var øjeblikkelige og overrumplende.

Jeg blev ikke hærdet mod den skæbne, der ramte hestene, ved at se dette skuespil tilstrækkeligt mange gange til, at følelserne ikke længere var med i sagen – det var ikke et spørgsmål om følelser, der så at sige blev isoleret, men om at de optrin, der kunne afstedkomme dem, efterhånden blev velkendte og fortrolige. De følelser, jeg nærer for hestene i dag, er de selvsamme som dem, jeg oplevede, første gang jeg så en tyrefægtning. Man kan naturligvis sige, at jeg var blevet hårdhudet efter at have været i krig eller gennem mit arbejde som journalist, men det forklarer ikke, hvorfor andre mennesker, der aldrig har oplevet 14

Doeden kommer om eftermiddagen_indhold_trykklar.indd 14

12/09/18 4:37 pm

hverken krig eller nogen anden form for legemlig rædsel, og som aldrig har arbejdet ved et blad, opviser de selvsamme reaktioner.

Jeg tror, at tyrefægtningens tragedie er så godt tilrettelagt og så stærkt disciplineret gennem selve sit ritual, at den, der føler den fulde tragedie, ikke er i stand til at udskille hestenes mindre tragikomik og føle den til bunds.

Mærker man først hensigten og formålet med hele dette fænomen, selv om man ikke har den fulde indsigt, er det, der overgår hestene, kun en tilfældig biomstændighed.

Mærker man derimod ikke tragedien i dens fulde omfang, vil man naturligvis reagere følelsesmæssigt på det mest fremtrædende og maleriske træk. Det siger også sig selv, at hvis man er humanist eller ‘animalist’, vil man ikke have nogen mulighed for at spore tragedien, men udelukkende reagere ud fra humanistiske eller ‘animalistiske’ forudsætninger, og det, der så falder mest i øjnene, er selvsagt hestene. Hvis disse mennesker virkelig identificerer sig med dyrene, vil de naturligvis lide forfærdeligt – måske mere end hestene selv; den mand, der selv har oplevet at blive såret, ved, at smerten i såret sædvanligvis først melder sig en halv time senere, og at der ikke behøver at være noget direkte forhold mellem den smerte, der føles, og sårets mere eller mindre skrækindjagende udseende; smerterne fra for eksempel et sår i maven melder sig ikke straks, men først et stykke tid senere, når indvoldenes gasarter begynder at virke og bughindebetændelsen sætter ind; en sprængt sene eller brækket knogle gør derimod ondt med det samme; men disse ting ved man ikke, eller man ser helt og holdent bort fra dem, når man først har identificeret sig med dyret, og en tilskuer af den art lider oprigtigt og 15

Doeden kommer om eftermiddagen_indhold_trykklar.indd 15

12/09/18 4:37 pm

frygteligt og kan ikke se et eneste af de andre perspektiver i tyrefægtningen, skønt han, hvis han ser en hest forulykke på en væddeløbsbane, ikke lider det allermindste og blot anser begivenheden for at være et beklageligt uheld.

Man kan således i store træk sige, at en aficionado er den, der har denne følelse for tragedien og for kampens ritual, så at de mindre væsentlige perspektiver kun har betydning i samme omfang, som de har forbindelse med helheden. Enten har man det sådan, eller man har det ikke sådan, ganske som man, uden sammenligning i øvrigt, har eller ikke har øre for musik. Har man det ikke, er det muligt, at man som tilhører hovedsagelig fæster opmærksomheden ved kontrabassernes bevægelser under en symfonikoncert, ligesom tilskueren til en tyrefægtning måske kun husker picadorens iøjnefaldende groteskhed.

De bevægelser, en kontrabassist gør, er groteske, og de lyde, han afstedkommer, er i mange tilfælde, hvis man hører dem isoleret, helt og holdent meningsløse. Hvis tilhøreren ved en symfonikoncert var humanist, som tilskueren ved en tyrefægtning kan være det, er det ikke usandsynligt, at han kunne finde udfoldelse for sin trang til velgørenhed ved at arbejde for højere lønninger og bedre levestandard til kontrabassisterne, i lige så høj grad som andre finder den ved at prøve at gøre noget for hestene i arenaen. Er han derimod en kultiveret mand, der har den fornødne viden om symfoniorkestre, og under koncerten derfor blot opfatter musikerne som led i en større helhed, vil han sandsynligvis kun nyde koncerten og applaudere orkestret.

Som når det gælder alle andre kunstarter, vokser glæden med indsigten, men allerede første gang man går til 16

Doeden kommer om eftermiddagen_indhold_trykklar.indd 16

12/09/18 4:37 pm

en tyrefægtning, vil man vide, om man sætter pris på den eller ej, forudsat at man ellers møder med et åbent sind og kun giver sig selv lov til at føle, hvad man virkelig føler, og ikke de ting, som man mener, at man bør føle. Det er naturligvis muligt, at man aldeles ikke sætter pris på tyrefægtning, ganske ligegyldigt om den er god eller dårlig, og ethvert forsøg på forklaringer vil være spildt over for mennesker, der fordømmer tyrefægtningen moralsk, ganske ligesom der er mennesker, der vægrer sig ved at drikke vine, de måske ellers kunne nyde, fordi de principielt anser vindrikning for at være forkastelig.

Denne sidste sammenligning er måske ikke så fjerntliggende, som man kunne være tilbøjelig til at tro. Vinen er et af de mest civiliserede fænomener i verden og et af de naturprodukter, der af mennesker er ført frem til den største fuldkommenhed, og den byder på et større register af nydelser og glæder end formentlig nogen anden sansnings tilfredsstillelse. Man kan skaffe sig viden om vine og udvikle sine smagsevner et helt liv igennem, mens ganen bliver mere og mere kultiveret og bedre og bedre i stand til at vurdere, selv om nyrerne måske svækkes, jagene i storetåen vokser og bliver hyppigere, og fingerleddene forkalker, indtil det øjeblik indtræffer, da man er mere forelsket i vinen end nogen sinde, men den ikke desto mindre bliver én forbudt af lægen – akkurat på samme måde som øjet, der i første omgang kun er et godt og sundt redskab, efterhånden bliver i stand til at tilføre hjernen stadig større nydelser på grund af udvidede kundskaber eller en opøvet evne til at se, selv om det ikke længere er så stærkt som i den første ungdom og svækkes og slides ved overdreven brug. Der går slid på vores krop på 17

Doeden kommer om eftermiddagen_indhold_trykklar.indd 17

12/09/18 4:37 pm

den ene eller den anden måde, og en skønne dag dør vi, og jeg vil hellere have en gane, der kan få det fulde udbytte af nydelsen af en Châteaux Margaux eller Haut Brion, selv om dette ender med at skaffe mig en lever, der ikke tillader mig at drikke Richebourg, Corton eller Chambertin, end jeg vil have den strudsemave, jeg kunne glæde mig over i min første ungdom, da alle rødvine smagte besk, og det at drikke blot tog sigte på at hælde hvad som helst ned, der kunne gøre en fandenivoldsk. Det klogeste er naturligvis at undgå helt at skulle opgive vinen, akkurat som det klogeste, når det gælder øjet, er at undgå at blive blind. Men det kunne se ud til, at det, hvad disse punkter angår, i høj grad er et spørgsmål om held og uheld, og intet menneske kan undgå døden ved en viljesindsats, lige så lidt som han kan afgøre, hvad hans legemes forskellige organer kan tåle, før han har prøvet sig frem.

Det kunne måske lyde, som om vi er kommet langt væk fra tyrefægtningen, men jeg tog jo sigte på at forsvare den påstand, at en person med udvidede kundskaber og en tilpas sansernes opdragelse og dyrkelse kan få næsten ubegrænsede nydelser ud af vindrikningen, akkurat som en mands glæde over tyrefægtningen kan blive en af de største af hans mindre lidenskaber, ligesom den, der drikker for første gang uden egentlig at smage og nyde, meget vel vil være i stand til at afgøre, om han kan lide virkningen eller ej, og om denne nydelse er god for ham eller ej. Når det gælder vinene, foretrækker de fleste i begyndelsen de søde typer, sauternes, Graves, Barsac og de mousserende vine som for eksempel ikke for tør champagne og bourgogne på grund af deres mere maleriske egenskaber, mens de senere uden betænkning er parat til 18

Doeden kommer om eftermiddagen_indhold_trykklar.indd 18

12/09/18 4:37 pm

at opgive dem allesammen for en let, men fyldig og fin årgang af Medocs grands crus, selv om den måske bliver serveret i en simpel flaske uden etikette, støv og spindelvæv og kun byder på sin egen oprigtighed, sin udsøgthed og den lette ‘krop’ på ens tunge, køligheden i ens mund og varmen i ens blod. På samme måde er det i tyrefægtningen paseoens pragt og farver, de maleriske manøvrer såsom faroler og molineter, den overlegenhed og tilsyneladende dødsforagt, hvorved man kan se en matador lægge hånden på tyrens mule eller klappe dens horn, og alle de mange andre ligegyldige og romantiske fænomener, der tager tilskuerne med storm. Man er glad for, at hesten er beskyttet, hvis det medfører, at man bliver befriet for pinlige optrin, og man klapper henrykt ad alle narrestregerne. Men efterhånden som man gør flere og flere erfaringer og forstår at vurdere, hvad der sker, søger man det oprigtige og det sande, den direkte og ærlige følelse, klassicismen og renheden i alle bevægelser og manøvrer, og man ønsker – ganske som når det gælder vinen – ikke længere sødestoffer, men foretrækker at se hestene uden beskyttelse, så at sårene ligger blottet og døden er åbenbar, mens lidelserne gøres mindre. Men akkurat som når det gælder vinen, ved man fra første færd, om man kan lide fænomenet eller ej. Det er den øjeblikkelige virkning, der er den afgørende på dette punkt. Der er former for dette skuespil, der kan appellere til enhver smag, og hvis man ikke kan lide det, ikke noget element af det og heller ikke helheden, er det ikke noget for en. Det ville naturligvis være behageligt, hvis de, der ikke sætter pris på fænomenet, heller ikke følte sig foranlediget til at drage til felts mod det eller yde penge til dets undertrykkelse, blot 19

Doeden kommer om eftermiddagen_indhold_trykklar.indd 19

12/09/18 4:37 pm

fordi det krænker dem eller ikke behager dem, men det er naturligvis for meget forlangt, og alt, hvad der kan vække lidenskaber for tyrefægtningen, kan i lige så høj grad vække lidenskaber mod den.

Det mest sandsynlige er, at den første tyrefægtning, man har lejlighed til at overvære, ikke kunstnerisk set er god. Skal den være det, skal også både tyrefægterne og tyrene være gode. Fremragende tyrefægtere og dårlige tyre giver ikke interessante kampe, for den tyrefægter, der har evnen til at præstere det overordentlige med tyren, og som er i stand til at bevæge tilskueren stærkest og dybest, udfolder ikke sine evner over for en tyr, som han ikke er sikker på vil angribe. Når det altså gælder tyre, der er dårlige – det vil sige ondskabsfulde mere end modige, upålidelige i angrebet og uberegnelige med hornene – er det bedst, at de som modstandere har tyrefægtere, der kender deres erhverv, er ærlige og oprigtige håndværkere og har mange års erfaring på bagen mere end store kunstneriske evner. Tyrefægtere af den art byder på et godt skuespil med et vanskeligt dyr, og takket være tyrens større farlighed og den dygtighed og det mod, det kræver at overvinde denne fare og lægge op til drabet og gennemføre det med værdighed, vil tyrefægtningen være interessant selv for den, der oplever skuespillet for første gang. Hvis derimod en sådan tyrefægter, en dygtig, vidende, erfaren og modig mand, der dog ikke er præget af hverken genialitet eller høj inspiration, får en i sandhed modig tyr som modstander i arenaen, en tyr der angriber som efter en snor, øjeblikkelig reagerer på alle tyrefægterens udfordringer, bliver modigere og modigere for hver hård behandling, der bliver den til del, og 20

Doeden kommer om eftermiddagen_indhold_trykklar.indd 20

12/09/18 4:37 pm

besidder den egenskab, som spanierne kalder nobilidad, adelskab, mens tyrefægteren kun ejer sit primitive mod og en håndværksmæssig bravhed og ikke den trolddomsevne i håndleddene og den kunstneriske vision, der har skabt den moderne tyrefægtnings skulpturelle kunst, vil resultatet blive en fuldkommen fiasko. Han vil synke længere ned på professionens rangliste, mens der mellem tilskuerne kan være mænd, der tjener lad os sige mindre end tusind pesetas om måneden, men som i fuld oprigtighed siger: Jeg ville gerne have givet hundrede pesetas for at se Cagancho med den tyr! Cagancho er sigøjner og lider af grimme anfald af fejhed; han er en af de mindst pletfrie mænd i en arena, forsynder sig mod alle regler og forskrifter, både skrevne og uskrevne, men kan, når han får en tyr, han har tillid til (hvad der dog er yderst sjældent), præstere ting, som alle tyrefægtere også gør, men på en måde som det aldrig er blevet gjort før, og man kan se ham stå fuldstændig rank, på ubevægelige fødder, plantet i jorden som et træ, med alt det hovmod og al den ynde, som kun sigøjnerne ejer, mens han breder kappen som en udspilet klyver for næsen af tyren og gør det så langsomt, at tyrefægtningens kunst, der kun af sin ubestandighed forhindres i at være en af de ædle kunster, gennem hans langsomme og hovmodige verónicaer i disse flygtige øjeblikke synes at forvandles og få bestandighed. Dette her er naturligvis den allerværste form for blomstrende ordgyderi, men det er nødvendigt, hvis jeg skal prøve at bibringe læseren den rigtige følelse, og for den, der aldrig har set det i virkeligheden, vil en enkel forklaring af metoderne ikke kunne tjene formålet. Alle de, der har set tyrefægtning, kan springe den slags pynt over og nøjes med 21

Doeden kommer om eftermiddagen_indhold_trykklar.indd 21

12/09/18 4:37 pm

at læse kendsgerningerne, som det er langt vanskeligere at udskille og slå fast. Og i dette tilfælde er kendsgerningen, at sigøjneren Cagancho til tider takket være de vidunderlige håndled, han har, udfører tyrefægtningens almindelige bevægelser og manøvrer så langsomt, at de i sammenligning med den gamle tids tyrefægtning virker omtrent som en slowmotionfilm i forhold til den almindelige film.

Det er, som om en udspringer kunne beherske sin flugt gennem luften og trække billedet af alle sine bevægelser i langdrag; i virkeligheden er et udspring en meget hastig bevægelse, selv om det på fotografier kan virke som en gliden, der minder om de bevægelser, vi allesammen kender fra vores drømmetilstande. Der er andre tyrefægtere, der har eller har haft den selvsamme evne i håndleddene, og blandt dem er Juan Belmonte og af og til, når det gælder kappearbejde, Enrique Torres og Felix Rodriguez.

Den tilskuer, der går til tyrefægtning for første gang, kan ikke forvente at komme til at opleve kombinationen af den ideelle tyr og den ideelle tyrefægter, for en tyr af den art ser man måske højst tyve gange i hele Spanien i løbet af en sæson, og det ville i virkeligheden også være forkert, at man oplevede den ved sin første kamp. Man ville rent synsmæssigt blive så forvirret af de mange ting, man fik at se, at man alligevel ikke ville kunne følge med i det alt sammen, og dette skuespil, som man måske aldrig mere fik at se i sit liv, ville ikke have større betydning for én end en ganske ordinær, gennemsnitlig kamp. Hvis der er en mulighed for, at den pågældende vil kunne lide tyrefægtninger, er det bedst for ham første gang at overvære en gennemsnitskamp og se to gode tyre af seks, mens de fire mindre bemærkelsesværdige tjener til at stille de 22

Doeden kommer om eftermiddagen_indhold_trykklar.indd 22

12/09/18 4:37 pm

to førstnævnte i relief; se tre tyrefægtere, der ikke er alt for højt betalt, så at den bedste del af deres præstationer snarere vil virke vanskelig end nem; sidde på en plads, der ikke er alt for nær ved arenaen, så at man snarere får hele skuespillet at se og kan følge dets større bevægelser frem for, når man sidder for tæt på, stadig at få det brudt i tyr og hest, mand og tyr, tyr og mand – og endelig skal man vælge en varm, solbeskinnet dag. Solen er overordentlig vigtig. Både teori og praksis, ja, hele tyrefægtningens skuespil er blevet bygget på den forudsætning, at solen skinner, og gør den det ikke, mangler der mere end en tredjedel af det, der hører tyrefægtningen til. Spanierne siger: El sol es el mejor torero: Solen er den bedste tyrefægter – og er solen der ikke, er den bedste tyrefægter der heller ikke. Han er blot som en mand uden skygge.

Doeden kommer om eftermiddagen_indhold_trykklar.indd 23

12/09/18 4:37 pm

kapitel to

Tyrefægtningen er ikke en sport i nordeuropæisk-amerikansk forstand, hvilket vil sige, at den ikke er nogen jævnbyrdig styrkeprøve eller blot et forsøg på en jævnbyrdig styrkeprøve mellem en tyr og en mand. Langt snarere er den en tragedie: tyrens død, der bliver mere eller mindre godt spillet af den optrædende tyr og den optrædende mand – en tragedie, der rummer faremomenter for manden, men den sikre død for dyret. De farer, der truer manden, kan efter behag forøges af tyrefægteren selv, i samme omfang som han vælger at arbejde mere eller mindre tæt ved tyrens horn. Hvis tyrefægteren holder sig til de regler for tyrefægtning til fods i en afspærret arena, der er blevet udformet gennem mange, mange års erfaringer, og som, hvis man kender dem og følger dem, til­ lader en mand at udføre visse handlinger over for og med en tyr uden at blive spiddet på dens horn, kan han ved at mindske afstanden mellem sig selv og tyrens horn stole mere og mere på sine reflekser og på sin evne til afstandsbedømmelse, der nok skal beskytte ham mod hornspidserne. Faren for at blive spiddet, som manden fremkalder 24

Doeden kommer om eftermiddagen_indhold_trykklar.indd 24

12/09/18 4:37 pm

frivilligt, kan forvandles til sikkerhed, hvis manden på grund af uvidenhed, langsomhed, træghed, pure galskab og blindhed eller forbigående forvirring og svimmelhed forsynder sig mod én eller flere af de regler, der er fastlagt for udførelsen af de forskellige suertes. Alt, hvad manden foretager sig i arenaen, kaldes suertes. Det er den nemmeste vending at benytte, fordi den er kort.

Folk, der ser tyrefægtning for første gang, siger hyppigt: Hvor tyrene dog er dumme; de tager altid sigte på kappen og ikke på manden!

Men sandheden er den, at tyren kun vælger sig kappen eller den røde muleta som mål, hvis manden får den til det og arbejder med klædet på en sådan måde, at det er det, tyren ser, og ikke manden. Hvis man vil begynde at se tyrefægtning, bør man derfor i virkeligheden først gå til novilladas. I dem tager tyrene ikke altid sigte på klædet, af den simple grund, at tyrefægterne for øjnene af en er i færd med at lære tyrefægtningens regler, og fordi de ikke altid husker eller kender de områder og positioner, de skal vælge, og ikke hver gang har erfaring nok til at lokke tyren efter klædet, væk fra manden. Én ting er at kende reglerne i princippet, og en ganske anden at huske dem, som der bliver brug for dem, når man står ansigt til ansigt med et dyr, der gør sit bedste for at slå en ihjel. Og den tilskuer, der ønsker at se mænd blive spiddet på hornene, kastet gennem luften og gennemboret, mere end han ønsker at bedømme den måde, hvorpå tyrene beherskes, bør gå til en novillada, før han overværer en corrida de toros. Det vil under alle omstændigheder være en god idé for ham at se en novillada først, hvis han ønsker at få noget at vide om teknikken, fordi denne praktiske anvendelse af 25

Doeden kommer om eftermiddagen_indhold_trykklar.indd 25

12/09/18 4:37 pm

kundskaber, som vi betegner med den skrækkelige glose, næsten altid træder tydeligst frem, når den er ufuldkommen. Ved en novillada kan tilskueren få tyrefægternes fejl og fejlgreb at se såvel som den pris, det koster mændene at begå fejlene. Han vil også få noget at vide om mandens træning eller mangel på træning og om den virkning, dette forhold har på hans mod.

Jeg kan huske, at vi engang i Madrid gik til en novillada midt om sommeren på en meget varm søndag, da alle og enhver, som havde råd til det, havde forladt byen og var rejst til badestrandene nordpå eller op i bjergene. Tyrefægtningen skulle først begynde klokken seks om aftenen, og der blev budt på seks Tovar-tyre, der skulle dræbes af tre novilleros (tyrefægterlærlinge), der allesammen senere har fået fiasko. Vi sad på første række lige bag træbarrieren, og da den første tyr kom ind på arenaen, var det tydeligt, at Domingo Hernandorena, en lavstammet, klodset basker med kraftige ankler og et blegt ansigt, der virkede nervøst, magert og underernæret over den billige, lejede dragt, hvis han overhovedet skulle nedlægge tyren, enten ville gøre sig til grin eller blive spiddet på hornene.

Hernandorena kunne ikke beherske sine fødder, så nervøs var han. Der var ikke noget, han hellere ville, end at stå roligt på den plads, han havde valgt sig, og lege med tyren ved hjælp af kappens langsomme bevægelser, men hver gang han prøvede at blive stående, når tyren angreb, retirerede hans fødder ganske som af egen fri vilje i korte, nervøse ryk. Det var tydeligt nok, at fødderne ikke var under mandens personlige herredømme, og hans forsøg på at virke imponerende og rolig, alt imens hans fødder bevægede sig febrilsk for at slippe væk fra den truende 26

Doeden kommer om eftermiddagen_indhold_trykklar.indd 26

12/09/18 4:37 pm

fare, vakte tilskuernes ubeherskede munterhed. En af grundene til, at man morede sig sådan, var den, at alle tilskuerne vidste, hvordan deres egne fødder ville have opført sig, hvis de havde set hornene nærme sig, og som altid blev de forbitrede over, at en anden stod dernede i arenaen og tjente gode penge, når han led af de selvsamme korporlige skavanker og defekter som dem, der forhindrede tilskuerne i selv at opnå de gode indtægter, som man mente, at tyrefægterne strøg ind. De to andre novilleros var fortrinlige med kappen, og Hernandorenas nervøse trækninger blev endnu værre, efter at de to havde været i arenaen. Han havde ikke stået over for en tyr i mere end et år, og han var ude af stand til at få krammet på sin nervøsitet. Da banderillaerne var blevet anbragt og det øjeblik kom, da han skulle ud med det røde klæde og klingen og forberede tyren til drabet, vidste tilskuerne, der havde applauderet ironisk for hver eneste febrilsk bevægelse, han gjorde, at der var noget overordentlig morsomt under opsejling. Han stod lige nede under os, da han tog muletaen og klingen og skyllede munden med vand, og jeg kunne se muskeltrækningerne i hans kinder.

Tyren stod tæt ved barreraen og holdt øje med ham. Hernandorena kunne ikke stole på sine ben og ikke regne med, at de langsomt ville føre ham hen mod tyren. Han vidste, at der kun var én måde, hvorpå han kunne holde stand på ét sted i arenaen. Han løb frem mod tyren, og da han var ti meter fra den, sank han ned i sandet på begge knæ. Når han befandt sig i den stilling, var han sikret mod latterliggørelse. Han spredte det røde klæde med sin klinge og bevægede sig så i små sæt fremefter mod tyren, stadig på knæene. Tyren holdt øje med manden og det 27

Doeden kommer om eftermiddagen_indhold_trykklar.indd 27

12/09/18 4:37 pm

trekantede, røde klæde; den havde rejst ørene, og øjnene stirrede, mens Hernandorena krøb videre på knæene endnu en meter og så rystede klædet. Tyrens hale løftede sig, hovedet sænkedes, og den gik til angreb. Efter at den nåede manden, fløj Hernandorena tungt gennem luften, slap som en kludedukke, mens benene flaksede i alle retninger – så ramte han jorden med et dumpt brag. Tyren, der spejdede efter ham, fik øje på en åben, flagrende kappe, som blev holdt af en anden tyrefægter, og angreb den, mens Hernandorena kom på benene med sand i det hvide ansigt og stirrede fortumlet efter sin klinge og klædet. Idet han rejste sig, så jeg den svære, smudsiggrå silke i de lejede benklæder åbne sig i en lang flænge og afsløre lårbensknoglen bogstavelig talt oppe fra hoften ned til knæet. Han selv opdagede det også og fik et overrumplet udtryk i ansigtet; så pressede han mod flængen med begge hænder, mens folk begyndte at springe over barreraen og løbe hen mod ham for at bære ham ud i infirmeriet.

Den tekniske fejl, han havde begået, bestod i, at han ikke havde holdt det røde klæde, muletaen, mellem sig selv og tyren, indtil angrebet fandt sted; det skulle han have gjort for derefter i det øjeblik, som spanierne kalder el momen­ to de jurisdicción, når tyrens sænkede hoved når klædet, at læne sig tilbage, mens klædet blev holdt frem på stokken og klingen, så langt fra hans krop at tyren ved at følge det styrede uden om ham. Kort og godt: Det var en såre simpel teknisk fejl.

Da vi den aften sad i en café, hørte jeg ikke ét medfølende ord om den ulykkelige tyrefægter. Han var uvidende; han var tung og træg; han var ude af træning. Hvorfor ville han partout være tyrefægter? Hvorfor lagde han sig 28

Doeden kommer om eftermiddagen_indhold_trykklar.indd 28

12/09/18 4:37 pm

ned på begge knæ? Fordi han var en kryster, sagde de.

Det er kun krysterne, der lægger sig ned på knæ. Og hvis han var en kryster, hvorfor forsøgte han sig så som tyrefægter? Der var ingen umiddelbar sympati for hans ubeherskede nervøsitet, af den simple grund at man betalte ham for at se noget ganske andet. Det var bedre, at han blev fanget på hornene, end at han flygtede fra tyren. Det var ærefuldt at blive flænset af hornene; man ville have haft sympati for ham, hvis han var blevet fanget og flænget under et af sine nervøse, rykvise tilbagetog, som alle, hvor meget man end hujede ad ham, vidste skyldtes mangel på træning og ikke den frygt, som hans knælende position røbede. Det, der er allervanskeligst, når man er bange for tyren, er nemlig at beherske sine fødders bevægelser og blot lade tyren komme, og ethvert oprigtigt forsøg på at beherske fødderne var ærefuldt nok og hæderligt nok, selv om man hylede og lo, fordi det virkede latterligt. Men Hernandorena indrømmede sin febrilskhed, da han lagde sig ned på begge knæ uden at beherske den teknik, det kræver at kæmpe i denne stilling, en teknik, som Marcial Lalanda, den mest videnskabeligt arbejdende af alle nulevende tyrefægtere, behersker til fuldkommenhed, og som er den eneste, der kan gøre den kampstilling ærefuld. At han røbede sin nervøsitet, var ikke det skændigste, men derimod, at han handlede efter dens bud. Da han uden den fornødne teknik lagde sig på knæ, blot fordi han ikke var i stand til at beherske sine fødder, havde tilskuerne ikke større medfølelse med ham end med en hvilken som helst tilfældig selvmorder.

For mig personligt, der ikke er tyrefægter, men derimod i høj grad interesseret i selvmord, var problemet, hvordan 29

Doeden kommer om eftermiddagen_indhold_trykklar.indd 29

12/09/18 4:37 pm

jeg bedst skulle skildre det, jeg havde set, og da jeg vågnede i nattens løb, prøvede jeg at få fat i visse træk, som jeg havde en fornemmelse af lå lige akkurat uden for min hukommelses rækkevidde, og som jeg mente var netop det, jeg i virkeligheden havde set, og efterhånden som element efter element meldte sig, havde jeg det pludselig: Da han rejste sig fra sandet med sit hvide og snavsede ansigt og med benklæderne flænget fra bæltestedet til knæet, var det snavset på de lejede benklæder og det smudsige, flåede undertøj og den rene, rene, uudholdeligt rene hvidhed i lårbensknoglen, jeg havde set, og det var den, der var afgørende.

Når man går til novilladaer, kan man ganske bortset fra studiet af teknikken og af de konsekvenser, der følger, når teknikken er ufuldkommen, også lære adskilligt om, hvordan mændene behandler mangelfulde tyre, fordi det gerne er dem, der bliver sat ind i novilladaer, da de ikke kan benyttes i egentlige corridaer. Næsten alle tyre udvikler fejl og mangler i enhver kamp, og de skal rettes og opvejes af tyrefægterne, men når det gælder novilladaer, er mange af disse mangler, for eksempel alle dem, der har med tyrens synsevne at gøre, iøjnefaldende fra første færd, og det samme er derfor den måde, hvorpå de bliver opvejet eller ikke opvejet.

Den egentlige tyrefægtning er en tragedie og ikke en sport, og det er en givet sag, at tyren bliver dræbt. Hvis tyrefægteren ikke kan dræbe tyren i løbet af den snes minutter, der er afsat til forberedelserne og selve drabet, bliver tyren af dresserede stude ført ud af arenaen i levende live og til skændsel for den uheldige matador, og loven foreskriver i så fald, at den skal slagtes i corralen. Der er 30

Doeden kommer om eftermiddagen_indhold_trykklar.indd 30

12/09/18 4:37 pm

kun én chance af hundrede for, at en matador de toros bliver dræbt i arenaen, medmindre han er uerfaren, uvidende, ude af træning eller for gammel og for tung i benene. Men hvis matadoren kan sit kram, er han i stand til at forøge dødsfaren efter behag. Dog skal dette ske inden for de regler, der er vedtaget til hans beskyttelse. Eller sagt med andre ord: Det tjener ham til ære, hvis han gør noget, som han ved er i høj grad farligt, men dog stadig geometrisk muligt. Det tjener ham til vanære, hvis han løber en risiko på grund af uvidenhed, på grund af foragt for de fundamentale regler, på grund af korporlig eller forstandsmæssig træghed eller ren og skær galskab og letsindighed.

Matadoren skal beherske tyren på grundlag af sin viden og indsigt. I samme omfang som denne beherskelse lykkes, er det et smukt skuespil, man får at se. Ren og skær korporlig styrke er ham ikke til større gavn, undtagen i det øjeblik da klingen skal stødes i tyren. Der var engang en eller anden, der spurgte Rafael Gómez, El Gallo, som på det tidspunkt nærmede sig de halvtreds – en sigøjner, der var broder til José Gómez, Gallito, og det sidste levende medlem af den store sigøjnerfamilie af berømte tyrefægtere – hvilken motion han benyttede for at holde sin styrke ved lige til kampene i arenaen.

– Styrke? sagde Gallo: – Hvad skal jeg med styrke, menneske? Tyren vejer en halv ton. Skulle jeg måske dyrke motion for at kunne måle mig med ham? Nej, den del af sagen kan vi overlade til tyren!

Hvis tyrene fik mulighed for at udvide deres viden og kundskaber på samme måde, som tyrefægteren får det, og hvis de tyre, der ikke bliver dræbt inden for de fastsatte tyve minutter i arenaen, ikke bagefter blev slagtet bag 31

Doeden kommer om eftermiddagen_indhold_trykklar.indd 31

12/09/18 4:37 pm

kulisserne, men fik lov til at kæmpe i arenaen igen, ville de dræbe alle tyrefægterne uden undtagelse, hvis tyrefægterne kæmpede mod dem i overensstemmelse med reglerne.

Tyrefægtningen bygger på den omstændighed, at det er det første møde mellem et vildt dyr og en mand til fods.

Det er den altafgørende forudsætning for den moderne tyrefægtning: at tyren aldrig før har været i arenaen. I tyrefægtningens første dage havde tyre lov til at komme i arenaen, selv om de havde været der før, men der blev dræbt så mange mænd under kampene, at pave Pius V den 20. november 1567 udstedte et paveligt edikt, som ekskommunikerede alle kristne fyrster, der tillod tyrefægtninger i deres respektive lande, og nægtede personer, der var blevet dræbt i arenaerne, en kristen begravelse.

Romerkirken gik kun med til at tolerere tyrefægtningen, der i Spanien fortsatte uden småligt hensyn til ediktet, da man var blevet enig om, at tyrene kun skulle have lov til at optræde én gang i arenaen.

Man skulle måske tro, at det ville gøre tyrefægtningen til en sand sport mere end til et tragisk skuespil, hvis tyre, der allerede havde kæmpet i arenaen, fik lov til at kæmpe der igen. Jeg har personligt set tyre af den art i forskellige provinsbyers improviserede arenaer på trods af lovens forbud. Man benyttede byens torv efter at have afspærret gaderne med vogne og andet materiale, der udgjorde primitive barrikader, og i de ulovlige capeaer, der fandt sted, blev der benyttet tyre, der havde kæmpet før. De vordende tyrefægtere, der ikke får nogen økonomisk støtte, må gøre deres første erfaringer i disse capeas. Dette er sport, en meget primitiv og vild sport og sædvanligvis en amatørsport. Dog tror jeg desværre, at den på grund 32

Doeden kommer om eftermiddagen_indhold_trykklar.indd 32

12/09/18 4:37 pm

af den livsfare, den rummer, næppe ville få større succes hos sportens tilhængere i det øvrige Europa og Amerika.

I de sportsgrene, vi dyrker, fængsles vi ikke af døden, dens nærhed og den erfaring og behændighed, det kræver at undgå den. Vi fængsles af selve sejren, og det, vi kæmper imod, er ikke døden, men nederlaget. Det er selvfølgelig en meget nydelig symbolik, men det kræver flere cojones at optræde som sportsmand, når døden er deltager i legen. Det sker kun sjældent, at tyren bliver dræbt i en capea, og dette burde naturligvis appellere til sportsmænd, der samtidig elsker dyr. Den lille by er sædvanligvis for fattig til at have råd til at lade tyren dræbe, og ingen af de vordende tyrefægtere har penge nok til at købe en klinge – havde de haft det, ville de ikke frivilligt have valgt at gennemgå en læretid i capeas. Derimod byder de en velhavende sportsmand på en udmærket lejlighed til at udfolde sig, fordi han har råd til både at betale for tyren og købe sig en klinge.

På grund af den måde, hvorpå en tyrs intellektuelle udvikling foregår, byder en tyr, der tidligere har kæmpet, ikke på noget særligt glimrende skuespil. Allerede efter det første eller andet angreb forholder den sig i ro og angriber kun igen, hvis den er fuldstændig sikker på at få ram på den mand eller unge dreng, der udfordrer den med kappen. Hvis den har mange modstandere og går til angreb på flokken, er dette kun tilsyneladende; i virkeligheden udvælger den sig én bestemt mand og følger ham, ligegyldigt hvor mange finter han forsøger sig med for at smutte bort, og før eller senere får den ham og spidder ham på hornene. Hvis tyrens horn er blevet savet til eller deres spidser dækket, kan denne jagt byde på ganske god 33

Doeden kommer om eftermiddagen_indhold_trykklar.indd 33

12/09/18 4:37 pm

morskab et kortere stykke tid. Ingen behøver at kæmpe med tyren, der ikke selv har lyst til det, selv om der naturligvis er mange, der inderst inde kun føler meget lidt trang til det, men som lader sig friste for at kunne demonstrere deres mod. Det er alt sammen meget spændende for dem, der befinder sig nede på kamppladsen, og det er altid en god prøvesten for, om det gælder en sand amatørsport, at det er tvivlsomt, om det er morsomst for den optrædende eller tilskuerne (så snart skuespillet bliver tilstrækkeligt underholdende for tilskuerne til, at der kan kræves betaling, er man på grænsen til professionalismen), og selv det mindste bevis på køligt mod og fatning høster øjeblikkeligt bifald. Men når tyrens horn er urørte og sylespidse, bliver det et foruroligende skuespil. Både mænd og unge knøse forsøger sig i kappearbejdet med sække, jakker og gamle kapper, akkurat på samme måde som når hornene er stumpe – den eneste forskel er den, at når tyren fanger dem på hornene og slynger dem gennem luften, er det sandsynligst, at de kommer derfra med læsioner og sår af en art, som ingen lokal læge kan behandle.

En bestemt tyr, der var en af favoritterne i capeaerne i provinsen Valencia, dræbte seksten mænd og unge knøse og sårede ikke mindre end tresindstyve alvorligt i løbet af fem år. De folk, der deltager i disse capeaer, gør det til tider som vordende professionelle for at skaffe sig gratis erfaring, men som oftest gælder det amatører, der udelukkende deltager for sportens og den øjeblikkelige spændings skyld og for senere at kunne spinde mangen en ende om det mod og den dødsforagt, de har vist en lummerhed sommerdag på den lille bys torv. Mange kaster sig ud i det af ren og skær stolthed, i håb om at de vil 34

Doeden kommer om eftermiddagen_indhold_trykklar.indd 34

12/09/18 4:37 pm

vise sig at være tapre. Der er adskillige, der opdager, at de ikke er det – men de har dog i hvert fald været med! De kan absolut ikke opnå andet end den indre tilfredsstillelse ved at have befundet sig i en arena sammen med en tyr, en oplevelse, som alle, der har haft den, vil huske til deres dages ende. Det er en besynderlig følelse at stå over for et dyr, der nærmer sig med den bevidste hensigt at slå en ihjel, at stå og se ind i de store, vagtsomme øjne og se de sænkede horn komme tættere og tættere. Det byder på tilstrækkelig spænding til, at der altid er mænd nok, der er parat til at deltage i capeaerne alene med det formål i hvert fald at have oplevet det og på grund af den fornøjelse, det er blot én gang at have prøvet at manøvrere med en levende tyr, selv om forlystelsen, så længe den står på, måske ikke er så forfærdelig stor. Det sker, at tyren bliver dræbt, hvis byen har tilstrækkelig mange penge at undvære, eller hvis befolkningen går amok: Så myldrer alle, både deltagere og tilskuere, ind på pladsen med knive, dolke, slagterredskaber og store sten. Tyren har måske en mand mellem hornene, der bliver svinget op og ned; en anden flyver allerede gennem luften; adskillige har taget et solidt tag i dens hale; en horde af kniv- og stenbevæbnede vilde stimler sammen om dyret, slår løs på det og flænser i det, indtil tyren begynder at vakle og endelig synker sammen.

Enhver form for amatør- eller gruppedrab er overvældende barbarisk og kaotisk, men også fascinerende, selv om de ligger meget langt fra den egentlige tyrefægtning.

Den tyr, der havde dræbt seksten mennesker og såret tres, blev selv dræbt på en højst besynderlig måde. Et af dens døde ofre var en sigøjnerdreng på omkring fjorten år. Efter at tyren havde udført denne stolte bedrift, 35

Doeden kommer om eftermiddagen_indhold_trykklar.indd 35

12/09/18 4:37 pm

begyndte den døde drengs broder og søster at følge den fra by til by i håb om at se deres snit til at snigmyrde den, når den efter en capea var blevet spærret inde i sin bås.

Det var ikke nogen helt nem opgave, de havde sat sig, for tyren var meget efterspurgt, og der blev passet omhyggeligt på den. I hele to år fulgte de den fra sted til sted, men gjorde ikke noget forsøg på at få ram på den – de dukkede simpelthen op overalt, hvor tyren var. Da capeaerne igen blev forbudt (de bliver altid forbudt og forbudt igen ved regeringsdekreter), bestemte tyrens ejer sig til at sende den til slagteriet i Valencia, da den alligevel var ved at blive for gammel. Også i slagteriet stillede de to sigøjnere, og den unge mand udbad sig tilladelse til at dræbe tyren, fordi den i sin tid havde dræbt hans broder. Han fik tilladelsen og tog så fat på arbejdet; tyren stod i sin bås, hvor pladsen var så snæver, at den ikke kunne forsvare sig, og det unge menneske begyndte med at skrælle begge dens øjne ud, hvorefter han spyttede hånligt i de blodige øjenhuler; efter så at have dræbt dyret ved at overskære rygmarven mellem de to øverste hvirvler, hvad der ikke var noget helt nemt stykke arbejde, bad han om lov til at afskære tyrens testikler; også den bøn blev opfyldt, og han og hans søster tændte nu et lille bål i rendestenen i den støvede gade uden for slagteriet og stegte de to kirtler på tilspidsede kæppe, og da de var tilpas møre, satte de dem til livs. Så rejste de sig, vendte ryggen til slagteriet, slentrede ned gennem gaden og forlod byen.

Doeden kommer om eftermiddagen_indhold_trykklar.indd 36

12/09/18 4:37 pm

1930’erne på højdepunktet af Hemingways liv og for-

og åndelige intensitet og rene klassiske

fatterskab. Bogen giver et fascinerende indblik i tyre-

skønhed, der kan skabes af en mand, et dyr

fægtningens teknik og historie og den pragt og stor-

og en stump blodrødt klæde, der hænger på

hed, der kendetegner kampen mellem mand og tyr.

en stok. Hvis De foretrækker at mene, at det er utænkeligt, og anser mine ord for at være

Hemingways dybe betragtninger over tapperhed og

vrøvl, er det nok muligt, at De kan bevise

fejhed, over litteratur, over liv og død gør bogen til et

Deres opfattelses gyldighed ved at gå til en

hovedværk.

tyrefægtning, der er blottet for disse mange af ... Men hvis man nogen sinde får den rigtige tyrefægtning at se .... er der mange andre ting i denne verden, man vil have glemt, før mindet om dette skuespil falmer bort.“

„Hemingway er en af mine store helte. Hans beskrivelser af tyrefægtning er i særklasse og har været en stor inspiration for mig gennem tiden. Jeg vender ofte tilbage til hans hovedværk om tyrefægtning, Døden kommer om eftermiddagen.

Tyrefægtning er en kunstart.“ JØRGEN LETH, forfatter og filmskaber

„Virtuos, alvorlig og drilagtig på én gang.

Menneskeklog og dyreklog og ikke så lidt koket, og alle burde læse den, også alle dem, der hader tyrefægtning.“ P OLITI KEN

„Stilisterne vil fornøjes af Døden kommer om eftermiddagen; Hemingways etnografiske afhandling og dissektion af spansk tyrefægtning – og det er lige meget, om man er for eller imod dette middelalderlige ritual. Her er Hemingway ydmygt befriet for alle manerer, og hans selvforglemmende sansninger er naturlige som græs, der gror.“ STEFFEN JACOBSEN, forfatter

lindhardtogringhof.dk

Døden kommer om eftermiddagen

trolddomsagtige træk – og dem er der

ERNEST H E M I NG WAY

ERNEST HEMINGWAY (1899-1961) er en af det 20. århundredes mest betydningsfulde amerikanske forfattere. Gennem sit arbejde som journalist lærte han sig en enkel stil, der blev karakteristisk for hans forfatterskab.

Døden kommer om eftermiddagen

L I N D H A R DT O G R I N G H O F OMSLAG: IMPERIET

ERNEST HEMINGWAY, CA. 1930 © PHOTO BY HULTON ARCHIVE-GETTY IMAGES

„Det er umuligt at forestille sig den sjælelige

H E M I NGWAY

Døden kommer om eftermiddagen er skrevet i starten af

I 1954 blev Hemingway tildelt Nobelprisen i litteratur „for sin mestring af fortællekunsten, senest demonstreret i Den gamle mand og havet, og for den indflydelse, han har bedrevet på den samtidslitterære stil.“