0
01
02
03
04
05
06
07
08
09
10
11
12
13
14
15
16
17
18
19
20
21
22
23
24
25
26 0
27 01
28 02
29 03
30 04
31 05
32
33
34
35
36
37
38
39
40
41
42
43
44
45
46
47
48
49
50
51
52
53
54
55
06 0 01 03 04 05
Den danske presse om ERIK AXL SUND – Aarhus Stiftstidende
07
★★★★
09 10 11
”Kragepigen er en psykologisk krimi, der formår at skille sig ud fra det stadigt voksende krimimarked.” – Helsingør Dagblad
12 13 15
Pressen om GLASLEGEMER
16 18 19 20 21 22
Lindhardt og Ringhof
17
”Svær at lægge fra sig.” – Litteraturmagasinet
”En intelligent, følelsesladet og voldsom historie om kreativitetens destruktive side.” – Dagens Nyheter Krimi
14
DUKKELIV
”En fremragende kriminalroman.” – Litteratursiden
”Den er skræmmende, som en god krimi skal være, men også vedkommende og endda sårbar.” – Gefle Dagblad
lindhardtogringhof.dk
08
”Ambitiøst og dygtigt udført. Der er både spænding og god rytme.” – Ekstra Bladet
”Plottet er originalt, enigmatisk og labyrintisk.” – Politiken
DUKKELIV er anden selvstændige bog i trilogien Grå Melankoli efter spændings romanen Glaslegemer fra 2015.
forfatterportræt: © Sandy Haggart omslagsdesign: eyelab.dk
06
I DUKKELIV beskriver Erik Axl Sund mørke sider af det svenske samfund, hvor menneskehandel, sexindustri og udnyttelse af unge kvinder findes, og fortæller samtidig en stærk historie om venskab, sammenhold og håb.
”Som forfatter kan jeg kun tage hatten af i stor beundring: aldeles fremragende!” – David Lagercrantz
Af forfatterne til bestsellerne KRAGEPIGEN SORGENS ILD & PYTHIAS ANVISNINGER
02
ERIK AXL SUND er kunstnernavnet, som de svenske forfattere Jerker Eriksson og Håkan Axlander Sundquist skriver under. Sammen har de tidligere skrevet krimitri logien Victoria Bergmans svaghed, som består af Kragepigen, Sorgens ild og Pythias anvisninger. Bøgerne er internati onale bestsellere og solgt til udgivelse i 30 lande og et amerikansk produktions selskab har option på tv-rettighederne.
Politimanden Kevin Jonsson har fået en sag om menneskehandel og online sexindustri. Han skal finde Dukkemesteren – en person, der på nettet benytter sig af falske identiteter for at skaffe sig film og billeder af unge piger. Efter forskningen fører Kevin til Nova og Mercy, men den tvinger ham også til at konfrontere smerte fulde hemmeligheder fra sin egen fortid.
ERIK AXL SUND DUKKELIV
De to teenagepiger, Nova og Mercy, flygter fra et behandlingshjem, hvorfra en anden unge kvinde tidligere er forsvundet. Og jagten sætter ind på dem, en jagt, der trækker spor tilbage til en grufuld fortid.
ERIK AXL SUND 00 : 00 : 29 : 27
23
Dukkeliv 153x226 STD4 OMS.indd 1,3,5
12/01/2022 11.37 24
ISBN 978-8711-53973-6
Af samme forfatter Kragepigen Sorgens ild Pythias anvisninger Glaslegemer
Content_9788711539736.indd 2
18/01/22 11:33 AM
DUKKELIV Erik Axl Sund
På dansk ved Annelise Skov
Lindhardt og Ringhof
Content_9788711539736.indd 3
18/01/22 11:33 AM
Dukkeliv er oversat fra svensk efter Dockliv Copyright © 2019 Erik Axl Sund All rights reserved Published by agreement with Salomonsson Agency Dansk copyright © 2019 Lindhardt og Ringhof A/S, København Omslag: Eye.lab Bogen er sat med Brioni og trykt hos Livonia Print 2022 ISBN 978-87-11-53973-6 1. udgave, 1. oplag 2022 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.
FSC®-mærket er din sikkerhed for, at vores papir kommer fra bæredygtigt drevne FSC-certificerede skove og andre ansvarlige kilder. Lindhardt og Ringhof støtter børn og unge Lindhardt og Ringhof er en del af Egmont. Egmont er Danmarks største mediekoncern og en fond, som hvert år uddeler næsten 100 millioner kroner til børn og unge, der har det svært. www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont
Content_9788711539736.indd 4
18/01/22 11:33 AM
”Alle uskyldige, ingen uden skyld. I cirkusmanegen pines bjørnehunnen.”
Content_9788711539736.indd 5
18/01/22 11:33 AM
Content_9788711539736.indd 6
18/01/22 11:33 AM
samme himmel her Nordpå Toget kører først gennem en tunnel og derefter ud på den længste bro, hun nogensinde har set. Der lugter af kaffe på banegården i Malmø, næsten alle har et dampende papkrus i hånden. Hele Sverige lugter af kaffe, på migrationskontoret og i bussen, der kører hende nordpå. Først ser der omtrent ud som Tyskland, alt er brunt, marker og bakker og små lunde med nøgne træer, men efterhånden bliver det mere skovrigt, mere klipperigt og hvidere og grønnere. Chaufføren taler hele tiden i telefon og råber nye instrukser i højttalerne, indtil bussen standser et sted, der hedder Lidköping. Ifølge den svenske ordbog hedder byen på engelsk noget i retning af Suffertown, buschaufføren siger, at den ligger ved Sveriges største sø, men søen ligner mere et hav, for man kan ikke se over til den anden side. Der er is på overfladen, og det er nat, selvom det kun er eftermiddag. Månen lyser på snedækket, og tusmørket er uvirkeligt, som i en drøm, og måske er det en drøm. Hun falder i søvn, før de kommer til Stockholm, som hun så gerne vil se, og vågner først, da de er kørt igennem byen. Da hun ser ud gennem vinduet, tror hun, at hun stadig drømmer, fordi træerne langs den sjappede motorvej ligner broccoli. Da de kommer til Borlänge, skal hun blive siddende, hun er bare et navn på et stykke papir, og de ved ikke engang, hvilken kategori hun ender i, hun er uledsaget lige nu, men måske er far allerede kommet, selvom de ikke kan finde hans navn nogen steder. Bussen fortsætter nordpå, og vejret bliver koldere og koldere, og vejene dårligere og dårligere, men naturen smukkere, og mørket
7
Content_9788711539736.indd 7
18/01/22 11:33 AM
endnu mørkere, og hun tænker, at det er mærkeligt, at det er den samme himmel her som derhjemme. Og det er det samme vand, da alt vand på jorden hænger sammen, et eneste vand at drukne i, og en eneste himmel at flyve op til, når man er død. Natten over de mørkeblå bjerge flammer pludselig op i spøgelsesagtigt grønt, og bussen standser, chaufføren siger, at det hedder nordlys og er helt almindeligt heroppe. Og det er ikke kun grønt, det er også gult, blåt og violet, og det fejer hen over himlen, ændrer form som en portugisisk orlogsmand, der lukker sig og udvider sig under vandet, ligesom tunge åndedrag fra en forgiftet Gud. Hvordan kan noget så smukt være almindeligt? Ender det med at blive en ligegyldig baggrund, hvis man ser det næsten hver nat? De syv barakker uden for Bräcke er ejet af en fyr i træningsdragt, der samler på penge og uledsagede flygtningebørn, tredive unge mellem tolv og sytten, hvoraf de otteogtyve er drenge. Ikke alle er dumme i hovedet, men en seks-syv stykker er, og så stemmer det jo. Mellem ti og tyve procent af alle mennesker er ikke kun galt afmarcherede, når de tænker, de er også stolte af det. De sniger sig ind til hende om natten, og da en dreng prøver at trække bukserne af hende, sparker hun ham lige i ansigtet. Han siger, at han melder det til politiet, men der kommer aldrig nogen politifolk, for der er kun tre i et område på størrelse med Belgien. Hvis hun får asyl, skal hun i familiepleje, til hun er myndig. Men det trækker ud med alle papirer, der sker ingenting i et halvt år, solen slikker bjergene rene for sne, og det bliver sommer i Alwaysland. At solen står op midt om natten, og at hendes hud er nopret af stik fra milliarder af myg, kan hun holde ud. Det er sværere med ensomheden. Den gør hende vanvittig. Kryb sammen på et frostkoldt granrisleje, lille sorte pige, så mørk både udenpå og indeni, og så kold og forfrossen, at det sorte sluger dig. Du er en luder og en morder.
Content_9788711539736.indd 8
18/01/22 11:33 AM
det er altid en ham Hovedvej 222 Døden er hverken sort som den evige nat eller hvid som lyset i tunnellen, den er metallicgrå, fremstillet i Tyskland og tilpasset fri hastighed. Sneen ligger som et tågeslør over Värmdöleden, som om snefnuggene er frosset fast i luften. Bilen skærer gennem den hvide masse, og da den passerer butikscenteret Nacka Forum, viser speedometeret hundrede og halvtreds kilometer i timen. Omtrent tredive meter bagved kører en anden bil, også den kører hundrede og halvtreds. Det er en rød Toyota Prius, en hybridbil, som nogle år senere måtte tilbagekaldes på grund af en fejl i bremsesystemet, der forårsagede flere dødsulykker. I kurven ved Svindersviken kommer Toyotaen i slinger og skurer langs autoværnet i en regn af gnister. Den metallicgrå bil accelererer endnu mere. Et hundrede og tres kilometer i timen, og de to piger smiler til hinanden. Mercys greb om rattet bliver hårdere. Nova stryger håret væk fra panden og tænder en cigaret. Vinden buldrer i bilen, da hun ruller vinduet ned. »Kan du se? Vi blev af med ham.« »Ham? Hvor ved du fra, det er en ham?« »Det er altid en ham.« Ved sammenfletningen, hvor Värmdöleden møder Värm dövägen, dirrer nålen over hundrede og firs. De ved ikke, at færdselspolitiet har to biler, der venter på dem ved Henriksdal Station, klar til at forsøge at standse dem med sømmåtter.
9
Content_9788711539736.indd 9
18/01/22 11:33 AM
»Halvfems procent af alle mord og halvfems procent af alle voldtægter bliver begået af mænd,« siger Nova. »Og ud af hundrede pædofile er kun to kvinder.« »Og de kan godt lide at plage dyr …« tilføjer Mercy. »Ud af tusind personer, der godt kan lide at kneppe andre arter …« Nova ler. »For eksempel køer, geder, hundehvalpe og små hjælpeløse kyllinger …« »… så er ni hundrede og nioghalvfems mænd, og den eneste kvinde, der kan finde sig i at få en hestepik hamret op i sig, er blevet oplært, dresseret til det, af en mand.« »De har opfundet gruppevoldtægter, atombomber og elektriske stole.« »Ja, hvad fanden tænkte de på?« »De har jo en kæmpe selvtillid. De ved alt og kan alt. Men i virkeligheden er de én stor fejl, en evolutionsfejl.« »Ja, det eneste positive ved dem er, at de cirka en milliard gange om dagen enten mishandler hinanden eller slår hinanden ihjel. Hvorfor har de overhovedet stemmeret?« »Hver gang der fødes en mand, så fødes der en potentiel kannibal eller pædo. De burde, helt fra fødslen, ikke have nogen rettigheder …« Nova og Mercy har ikke kendt hinanden særlig længe, men deres venskab har været så sammentømret, at de sommetider virker som en og samme person. »For overhovedet at få lov til at tale burde alle fyre udføre en test, hvor de skal bevise, at det, de siger, er mere interessant end det, som hver eneste pige i hele verden, i hele verdenshistorien, nogensinde har sagt.« De ser ikke de blinkende lys inde ved Danviksbron. De ser heller ikke sømmåtten. Mercys smil forsvinder pludselig. »At slå ti tilfældigt udvalgte mænd ihjel er at forhindre otteogfyrre voldsforbrydelser,« siger hun. »Inklusive mord og seksuel udnyttelse af
10
Content_9788711539736.indd 10
18/01/22 11:33 AM
børn. Alle mænd burde, lige fra det øjeblik de blev født, blive opmuntret til selvmord.« »Min rigtige far begik selvmord,« minder Nova hende om. »Alle, undtagen din far og min far, burde begå selvmord.« »Ja … Alle undtagen dem.« To hundrede kilometer i timen gennem den stillestående sne, to hundrede meter til klapbroen ved Danvikstull. De ved ikke, at en politimand har kontaktet brovagten og beordret broen åbnet for at standse deres vanvidskørsel. »Jeg har det godt sammen med dig,« siger Mercy. »Du får mig til at føle mig sulten.« De er Nova og Mercy. Nova ser et værelse i en kold lejlighed i Fisksätra, hvor der altid lugter af sprut, og Mercy ser et lille varmt hus med en mor og en far og to buttede småbrødre. De ser alle veje, der fører dem væk derfra. Som har ført dem hertil. Til den allersidste strækning. Til enden. De kører bare. Den tyskfremstillede metallicgrå bil tilhører Sven-Olof Pontén, en femogfyrreårig mand fra Stocksund, administrerende direktør for en virksomhed, der omsætter for firs millioner om året. For et par dage siden holdt han ind ved en tankstation i Knivsta og åbnede døren for en sort pige, der hed Mercy, seksten år gammel. Han gav hende en femhundredlap og knappede bukserne op, mens han kaldte hende for negerluder og beordrede hende til at klæde sig af. Tyve meter derfra stod der en kassemedarbejder og tog imod penge fra en kunde, der havde tanket sin bil op. Da Sven-Olof Pontén var færdig med hende, kastede hun op. Kakaodrik og stykker af en ostemad. Sven-Olof slog hende i ansigtet, skreg, at hun var en fisse, der havde svinet hans bil til, en satans forbandet møgtøs.
11
Content_9788711539736.indd 11
18/01/22 11:33 AM
Så ringede hans telefon. Det var hans kone. Han knappede bukserne og besvarede opkaldet. Hans stemme var venlig, da han fortalte, at han var på vej hjem, at han bare lige havde et enkelt ærinde, et hurtigt besøg hos en vigtig kunde. Han steg ud af bilen, samtidig med at kassemedarbejderen skrev en bon ud på en varm pølse og en cola. Mercy hørte Sven-Olof sige, at han elskede sin kone og savnede hende. Så kys-kys, og da han vendte sig for at gå tilbage til bilen, kørte hun. Kys-kys. Gå ad helvede til, dit møgsvin.
Content_9788711539736.indd 12
18/01/22 11:33 AM
visse mænd Grå melankoli Efteråret i Stockholm havde været mildt, overvejende regnfuldt og blæsende, men enkelte dage var vejret slået om og havde budt på sen indian summer. For det meste havde det dog været gråt og modbydeligt. Opslidende for både krop og sjæl. Sven-Olof Pontén sad ved sin computer hjemme i rækkehuset i Stocksund. Han havde netop logget ud, lynet gylpen op og knappet bukserne. Uden for vinduet peb vinden i de skravlede, tynde kirsebærtræer, som han havde plantet for fem år siden. Efteråret rev og sled i de spinkle grene, dem, rådyrene havde vraget. Den pige, han netop havde chattet med, var efter måneders hårdt arbejde fra hans side endelig gået med til at mødes med ham. Allerede i aften, hvilket havde fået ham til at lette trykket lidt, og han krøllede køkkenrullepapiret sammen og smed det i papirkurven. Nu havde han kun sin dårlige samvittighed at dulme. Han tog nøglebundtet frem og låste den nederste skrivebordsskuffe op. Indimellem blev han grebet af paranoide tanker om, at hans kone eller hans datter på en eller anden måde havde fået fat i nøglerne og kigget i den. Men Åsa og Alice vidste nok bedre. Til trods for at stort set alt var gået skidt for hans familie, havde de stadig en vis respekt for ham. I skuffen lå omkring tyve plasticlommer, som han med jævne mellemrum tog frem for at minde sig selv om, at der egentlig ikke var noget alvorligt galt med ham. Sven-Olof Pontén, født og opvokset i Vitvattnet i Jämtland.
13
Content_9788711539736.indd 13
18/01/22 11:33 AM
Han var ikke syg i hovedet. Hans familie bestod jo af normale mennesker. Dem, der var virkelig syge, lå i plasticlommerne i hans skrivebord. Plasticlommerne indeholdt avisartikler, forundersøgelsesrapporter og i nogle tilfælde dokumentation fra gerningssteder, som han havde fundet på nettet. Materialet var et bredt udsnit af menneskelig perversion, og handlingerne var begået af nitten mandlige gerningsmænd og en kvindelig. En af plasticlommerne var mærket med navnet ARMIN MEIWES. Han så på billederne og skimmede teksten, som han efterhånden næsten kunne udenad. Armin Meiwes. En tysk, forhenværende militærmand, der i en annonce på nettet havde efterlyst nogen, der var villige til at lade sig slå ihjel og fortære. En edb-ingeniør ved navn Bernd Jürgen Armando Brandes havde svaret på annoncen, da netop det var hans store drøm. Kvalmen leverede en luftboble fra maven, der spredte sig i munden, og i nogle minutter tvang Sven-Olof Pontén sig selv til at udholde sine fantasier om det unævnelige. Mens han med lukkede øjne forestillede sig måltidet i et køkken i den tyske by Rotenburg, lod han tungen spille mod ganen og mod indersiden af tænderne. Et lille stykke kød havde sat sig fast mellem to kindtænder, og han lirkede det løs med tungespidsen og spyttede trevlen ud. Sven-Olof Pontén var alene i huset og kunne være sig selv uden at skamme sig. Og det havde han det godt med. At slippe for at skamme sig. Han snusede til sine fingre, stadig med lukkede øjne, og konstaterede, at de lugtede af hvidløg. Han havde selv hakket hvidløg for et par timer siden og derefter stegt det sammen med oksefileten. Åsa havde stået ved siden af og snittet agur-
14
Content_9788711539736.indd 14
18/01/22 11:33 AM
ker og tomater, mens de talte om deres elskede datter. Alice, der ikke boede hjemme for tiden, men som snart flyttede hjem igen. Da de havde spist færdig, var Åsa taget ind til byen for at se en film sammen med en veninde, og selv var han gået herind, på sit arbejdsværelse. Armin Meiwes havde slappet af efter middagen med at læse science fiction-bøger, mens blodet blev tappet af edb-ingeniøren ude på toilettet. Sven-Olof syntes næsten, at han kunne fornemme den sødlige lugt og høre den svage klukken fra afløbet i badekarret. Til sidst åbnede han øjnene. Visse mænd fortærer, i fælles forståelse, hinandens kønsorganer, tænkte han. Jeg er til sammenligning ikke noget at hidse sig op over. Han tog en dyb indånding. Nu kunne han trække vejret frit igen, og han smilede, mens han samlede sine papirer sammen og låste plasticlommen ned i skrivebordsskuffen. Om en time ville den pige, han havde chattet med, stå og vente på ham uden for en af etageejendommene i Bergshamra. Ikke så langt herfra, på den anden side af Stocksundet, men alligevel en helt anden verden. Hun hed Tara, og han vidste, hvorfor hun til sidst var gået med til at mødes med ham. Hendes familie var religiøs, og hun ville gøre oprør. Hun ville vise dem, at det var hende, der bestemte over sin krop, og ikke Gud. Han havde selv oplevet noget tilsvarende i de tidlige teenageår. Gjort oprør mod Jesus, mod far og mor og mod hele menigheden. Han havde drukket og kneppet og lyttet til forbudt musik. Han og Tara havde erfaringer til fælles og et godt samtaleemne. De var ikke så forskellige, og selvom han var fem-
15
Content_9788711539736.indd 15
18/01/22 11:33 AM
ogfyrre, meget ældre, end han havde sagt, og hun femten, skulle de nok komme godt ud af det med hinanden. Han var ikke nogen slagtermester, ligesom Armin Meiwes. Sven-Olof Pontén behandlede sine piger godt, hvis de viste ham tilbørlig respekt. Udenfor tog vinden til, og vinteren var på vej.
Content_9788711539736.indd 16
18/01/22 11:33 AM
Første dag November 2012
Content_9788711539736.indd 17
18/01/22 11:33 AM
Content_9788711539736.indd 18
18/01/22 11:33 AM
en redegørelse med et uendeligt antal ukendte årsager Bergshamra Pigens krop lå udstrakt på ryggen på den blanke, flade granit neden for et af seksetageshusene i Bergshamra. Den var blevet fundet lige efter midnat af en taxachauffør, der ville tage sig en rygepause efter en tur. Taxachaufføren troede først, at det var en mannequindukke. Alt for tyndt tøj til årstiden og med tynde, næsten hvide arme og ben, der stak ud i unaturlige vinkler. Men da han kom nærmere, fik han øje på blodet. Senere var det desværre begyndt at regne, og det meste af blodet var blevet skyllet væk fra granitpartiet. Eventuelle spor som for eksempel skoaftryk kunne ikke sikres mere. Klokken halv et stod en enlig mor og kiggede ud gennem køkkenvinduet på fjerde sal i boligblokken. De blå blink fra politibilerne lavede flakkende, kolde mønstre mod træerne overfor og fortsatte ind i lejligheden. Det blinkende lys animerede hendes børns tegninger på køleskabet. Ja, de så næsten levende ud: hoveder med arme og ben, der spadserede over køleskabsdøren, ved siden af grankogler og løv, ubehjælpsomt malet med vandfarve. Hun gned søvnen ud af øjnene og spekulerede på, hvem der lå bag plasticforhænget dernede på jorden, og hvad der var sket. Tanken om, at en af hendes drenge skulle falde ned fra altanen eller fra et vindue og lande på den nådesløse granit, havde forfulgt hende lige siden den første dag, de flyttede hertil.
19
Content_9788711539736.indd 19
18/01/22 11:33 AM
Hun trak gardinerne for og gik ind til dem. De lå begge to og sov fredeligt i deres senge, og hun krøb ned til den yngste dreng. Før hun faldt i søvn, lagde hun mærke til, at de oprørte stemmer fra lejligheden ovenover var forstummet. Klokken et om natten var politiets arbejde for alvor begyndt. En ambulance stod parkeret ved den blå og hvide minestrimmel, men de to reddere havde ikke noget at lave. Pigen var død, og der var ikke noget, de kunne lave. En af politifolkene, Yrsa Helgadóttir, nyuddannet fra politiskolen, havde aldrig set et dødt menneske før. Hun gjorde sit bedste for at gøre sig nyttig, men følte sig alligevel som tilskuer. Som om hun så alting i fjernsynet. Schwarz stillede sig ved siden af hende. »Se og lær,« sagde han og pegede i retning mod de fire teknikere i blå plastic overalls. En af dem var en høj, sort kvinde. »Emilia ligner en basketballspiller i NBA,« sagde han. »Men hun er den bedste tekniker, jeg har arbejdet sammen med.« »Du mener WNBA?« »Hvad?« »Den kvindelige basketliga,« uddybede Yrsa og forstod samtidig, hvorfor hun smådrillede sin kollega. En spøgende jargon ville måske få knuden i hendes mave til at gå væk. Teknikerne var netop blevet færdige med den første opgave: at sikre en to meter bred korridor frem til offeret samt området lige omkring kroppen. Hensigten var at gøre det lettere for retsobducenten at komme til uden at efterlade spor. Retsobducenten, der indtil nu havde holdt sig i baggrunden med et stykke smørrebrød og en termokande med kaffe, steg ud af sin bil. »Ham dér er Ivo Andrić fra patologisk,« sagde Schwarz. »Hvis Emilia er til basket, så er Andrić mere til baseball.«
20
Content_9788711539736.indd 20
18/01/22 11:33 AM
En baseballkasket burde ikke matche en plastichætte og et mundbind, men det forholdt sig lige modsat. Kombinationen virkede på en eller anden måde oplagt på retsobducenten. Schwarz gav klarsignal til en første besigtigelse af den døde pige, og Andrić tog pandelampe på over baseballkasketten og bevægede sig langsomt frem mod liget, et skridt ad gangen. Med jævne mellemrum standsede han og så sig omkring, og da han pludselig rakte armen ud med håndfladen opad, spekulerede Yrsa på, hvad det handlede om. En markering? tænkte hun. Har han fundet noget? Andrić trak mundbindet lidt ned. »Det er holdt op med at regne,« sagde han og smilede til hende. Knuden i maven blev lidt mindre hård. Yrsa så op på den stålgrå himmel, kneb øjnene sammen og drømte sig væk et øjeblik. Til et sted, der var varmt. Som var simpelt og gavmildt. Men nu var det her, hun var, og det var her, hun skulle være. Teknikerne arbejdede sig ind mod liget med udgangspunkt i omkredsen af en imaginær cirkel omkring det. Et møjsommeligt arbejde, der kunne tage flere timer, endnu længere, hvis de fandt noget interessant. Emilia gik rundt og fotograferede, og kameraets blitz lyste op som stroboskoplys over forsamlingen af mennesker, der kravlede rundt i mørket med deres pandelamper. »Fund,« lød det pludselig fra en af teknikerne, der rettede sig op og pegede ned på jorden. Et lille parti med ti centimeter højt græs i en sprække i granitfladen, og genstanden blev fotograferet in situ, før teknikeren lagde den i en plasticpose. Selv på afstand var det let at se, hvad det var. En mobiltelefon, android, og Emilia gik med det samme hen til teknikernes bil med den.
21
Content_9788711539736.indd 21
18/01/22 11:33 AM
Klokken kvart i to var retsobducenten nået hen til liget. Han studerede det indgående under det lille plastictelt, før han tog en diktafon frem, førte den op til munden og begyndte at tale uhørligt. Nogle minutter senere gjorde han tegn til, at der var fri adgang for de andre til at inspicere liget. Mens Yrsa gik et par skridt bag ved Schwarz og de to andre mere erfarne politiassistenter, prøvede hun at huske det, hun havde lært under uddannelsen. Ikke lede efter det forventelige, men efter det, der skiller sig ud. Hvilket sommetider kan være det mest naturlige, men samtidig det sværeste. En pige er død. En datter, måske en søster og kusine, ligger kold i et plastictelt. Indtil videre uforklarligt. Et medmenneske, en veninde og klassekammerat, hvis død stadig kun er en uklar teori i periferien af synsfeltet hos de politifolk, der skal opklare hændelsen. Pigen, liget – ja, offeret – er indtil videre kun en redegørelse med et uendeligt antal ukendte årsager. Yrsa tager de sidste, langsomme skridt hen mod liget. Lader blikket glide hen over pigen. Formentlig mellem fjorten og seksten år gammel. Sparsomt klædt i en rød, ærmeløs kjole, som om hun havde været på vej til eller fra en fest. At dømme efter det tynde tøj en fest et sted i nærheden. En enkel halskæde med et kors har viklet sig ind i det mørke, krøllede hår. Hun er bleg, men er af udenlandsk afstamning. Formentlig fra Mellemøsten. Højre underarm stikker lige op i vejret, og venstre skulder ser sammensunken ud. De bare arme og ben ser ud, som om de er gået af led. Næsten ligesom en dukke, som taxachaufføren havde sagt til alarmcentralen.
22
Content_9788711539736.indd 22
18/01/22 11:33 AM
To tomt stirrende øjne. Fastfrosset i et øjeblik af angst. Munden halvåben, læberne changerende i blåt, og under næsen indtørrede rester af blod, som det ikke er lykkedes regnen at skylle væk. Det var så det første lig, tænker Yrsa. Det var jo ikke så slemt. Alligevel ved hun, at hun aldrig vil glemme det. Schwarz sætter sig på hug ved siden af liget og vender sig mod Ivo Andrić. »Hvad mener du, sådan umiddelbart? Er der tale om selvmord? Skal vi sende det ind til Hurtig?« Retsobducenten ryster på hovedet. »Mit råd er, at I lige venter med det.« Han ser op mod boligblokkens seks etager. »Men rigtigt, legemets placering i forhold til huset udelukker ikke et spring, eller for den sags skyld et fald, fra en af de øverste etager. Heller ikke skaderne.« Schwarz betragter den høje bygning. »Burde nogen ikke have set eller hørt, da hun faldt eller sprang deroppefra?« Huset var næsten helt mørklagt, da de kom. Men nu er der lys i mindst halvdelen af vinduerne, og hist og her aner man silhuetter af mennesker. De blå blink havde lokket folk ud, og kort efter at man havde etableret afspærringen, blev de mest nysgerrige, dem, der havde stillet sig ud på altanerne for at kigge, beordret indendørs. Retsobducent Andrić trækker på skuldrene. »Svært at sige, hvad folk hører og ser midt om natten, men der er altså ingen, der spontant har henvendt sig for at tale med jer?« »Nej,« siger Schwarz. »Men vi kan vel lige så godt begynde at stemme dørklokker i huset, så snart vi har fået forstærkning. De kan være her, hvad øjeblik det skal være.« Yrsa har på fornemmelsen, at det bliver hendes opgave at stemme dørklokker sammen med en anden grønskolling, så hun kaster et sidste blik på liget.
23
Content_9788711539736.indd 23
18/01/22 11:33 AM
Der er noget med placeringen. Som om pigen er blevet lagt der til offentlig beskuelse, liggende udstrakt på ryggen. Klokken er fem minutter over to, da den anden politibil ankommer, og da de går tilbage for at mødes med forstærkningen, lægger Schwarz hånden på hendes skulder. »Du virker lidt nervøs,« siger han. »Men du skal se, det her er ikke værre end en kriminalroman.« »Kriminalroman? Hvad mener du?« »Ja, alle gode kriminalromaner begynder jo med, at nogen dør, og slutter med, at alting bliver opklaret.« »Det her er måske ikke en af de gode kriminalromaner.« En dum påstand, der fortjente et dumt svar, tænker hun, og de går tavse det sidste stykke til parkeringspladsen. »Kom lige herhen.« Det er Emilia, basketballspilleren. Hun sidder på forsædet i teknikernes bil med en laptop på skødet og posen med androidtelefonen i hånden. En ledning går gennem plasticposen fra telefonen til computeren. »Jeg har låst mobilen op,« siger hun. »Den tilhører efter al sandsynlighed offeret. Pigen hedder Tara og er ret glad for selfier. Hendes sidste kontakt var via sms for fire timer siden.« Jimmy Schwarz læner sig frem med armen på den åbne bildør. »Med hvem?« Emilia ser eftertænksom ud. »Hun har gemt kontakten under navnet ’Olof’. Men nummeret kan ikke spores, i hvert fald ikke med det udstyr her. Det ser ud, som om de aftalte at mødes her et sted.« »Interessant. En god start.« »Der er også noget andet,« fortsætter Emilia. »Tara skriver til denne Olof, og jeg citerer: ’Kender du Dukkemesteren?’
24
Content_9788711539736.indd 24
18/01/22 11:33 AM
Olof svarer nej på spørgsmålet. Har I nogen som helst anelse om, hvad det kan betyde?« Politiassistent Schwarz hæver øjenbrynene. »Nej. Ikke en snus, faktisk, men jeg tror, jeg kender en, der måske har det.« »Okay … hvem?« »Han hedder Kevin Jonsson og arbejder i Rigskrim.«
Content_9788711539736.indd 25
18/01/22 11:33 AM
0
01
02
03
04
05
06
07
08
09
10
11
12
13
14
15
16
17
18
19
20
21
22
23
24
25
26 0
27 01
28 02
29 03
30 04
31 05
32
33
34
35
36
37
38
39
40
41
42
43
44
45
46
47
48
49
50
51
52
53
54
55
06 0 01 03 04 05
Den danske presse om ERIK AXL SUND – Aarhus Stiftstidende
07
★★★★
09 10 11
”Kragepigen er en psykologisk krimi, der formår at skille sig ud fra det stadigt voksende krimimarked.” – Helsingør Dagblad
12 13 15
Pressen om GLASLEGEMER
16 18 19 20 21 22
Lindhardt og Ringhof
17
”Svær at lægge fra sig.” – Litteraturmagasinet
”En intelligent, følelsesladet og voldsom historie om kreativitetens destruktive side.” – Dagens Nyheter Krimi
14
DUKKELIV
”En fremragende kriminalroman.” – Litteratursiden
”Den er skræmmende, som en god krimi skal være, men også vedkommende og endda sårbar.” – Gefle Dagblad
lindhardtogringhof.dk
08
”Ambitiøst og dygtigt udført. Der er både spænding og god rytme.” – Ekstra Bladet
”Plottet er originalt, enigmatisk og labyrintisk.” – Politiken
DUKKELIV er anden selvstændige bog i trilogien Grå Melankoli efter spændings romanen Glaslegemer fra 2015.
forfatterportræt: © Sandy Haggart omslagsdesign: eyelab.dk
06
I DUKKELIV beskriver Erik Axl Sund mørke sider af det svenske samfund, hvor menneskehandel, sexindustri og udnyttelse af unge kvinder findes, og fortæller samtidig en stærk historie om venskab, sammenhold og håb.
”Som forfatter kan jeg kun tage hatten af i stor beundring: aldeles fremragende!” – David Lagercrantz
Af forfatterne til bestsellerne KRAGEPIGEN SORGENS ILD & PYTHIAS ANVISNINGER
02
ERIK AXL SUND er kunstnernavnet, som de svenske forfattere Jerker Eriksson og Håkan Axlander Sundquist skriver under. Sammen har de tidligere skrevet krimitri logien Victoria Bergmans svaghed, som består af Kragepigen, Sorgens ild og Pythias anvisninger. Bøgerne er internati onale bestsellere og solgt til udgivelse i 30 lande og et amerikansk produktions selskab har option på tv-rettighederne.
Politimanden Kevin Jonsson har fået en sag om menneskehandel og online sexindustri. Han skal finde Dukkemesteren – en person, der på nettet benytter sig af falske identiteter for at skaffe sig film og billeder af unge piger. Efter forskningen fører Kevin til Nova og Mercy, men den tvinger ham også til at konfrontere smerte fulde hemmeligheder fra sin egen fortid.
ERIK AXL SUND DUKKELIV
De to teenagepiger, Nova og Mercy, flygter fra et behandlingshjem, hvorfra en anden unge kvinde tidligere er forsvundet. Og jagten sætter ind på dem, en jagt, der trækker spor tilbage til en grufuld fortid.
ERIK AXL SUND 00 : 00 : 29 : 27
23
Dukkeliv 153x226 STD4 OMS.indd 1,3,5
12/01/2022 11.37 24
ISBN 978-8711-53973-6