Karin Margarita Frei
EGTVEDPIGENS REJSE En forskers personlige og videnskabelige fortĂŚlling
Lindhardt og Ringhof
LR_Egtvedpigen_materie_godkendt.indd 3
17/07/2018 15.42
FORORD
S
iden bronzealderpigen fra Egtved blev fundet for
snart 100 år siden, har hun været et dansk national-
klenodie. I 2015 blev hun pludselig verdenskendt, da en forskningsgruppe med Karin Margarita Frei i spidsen
offentliggjorde en række nye forskningsresultater. Karin
Freis forskning i Egtvedpigen startede nogle år tidligere, mens hun var postdoc på Danmarks Grundforsknings-
fonds Center for Tekstilforskning ved Københavns Uni-
versitet. Her undersøgte hun i samarbejde med centerets
og Nationalmuseets forskere Egtvedpigens tekstiler. Hun benyttede sig af en naturvidenskabelig metode, stronti-
umisotop-analyse, som hun har videreudviklet, og som har gjort hende verdenskendt. Ved hjælp af denne analysemetode fandt hun ud af, at Egtvedpigens ikoniske
ulddragt ikke er lavet af uld fra det danske område, men derimod er kommet hertil langvejsfra. Dette var et særdeles overraskende resultat. Derfor blev hun nysgerrig
efter at vide mere om Egtvedpigen og begav sig ud på en tværfaglig forskningsrejse, som endte med, at hun som 4
LR_Egtvedpigen_materie_godkendt.indd 4
17/07/2018 15.42
FORORD
den første har kunnet kortlægge en forhistorisk kvindes
langdistancerejse – en rejse, som fandt sted for mere end 3000 år siden.
Karin Frei fortæller i bogen sin personlige historie
om en forskers karriererejse, præget af en blanding af en god portion nysgerrighed og en række tilfældigheder.
Selv har hun også gennemført en langdistancerejse, der på nogle punkter har ligheder med Egtvedpigens. Hun
er født i Argentina i en dansk slægt og flyttede som ung til Danmark, hvor hun i dag er en af Nationalmuseets
førende forskere og Danmarks første professor i arkæometri. Som forsker forbinder hun humaniora og naturvidenskab på fornemste vis, og hendes videnskabelige
arbejde bidrager med ny og spændende viden om vores historie.
Bogen bringer os helt tæt på de øjeblikke, hvor nye
forskningsresultater langsomt afdækkes, og hvor nye spørgsmål opstår. Vi kommer med på en spændende videnskabelig og personlig rejse, i fortid og nutid.
Bogen er et eksempel på, hvordan vi gennem forsk-
ning og indsigt i andre kulturer og mennesker – forti-
dige som nutidige – kan overraskes og blive klogere på verden. Den indsigt kan vi blive inspireret af og bruge
aktivt. Der er ikke kun én (nødvendig) måde at indrette verden på, der er et hav af måder at være menneske på, og historien tilbyder os en bred palet af muligheder.
Bogen er samtidig en påpegning af, hvor vigtigt det
er, at børn og unge får lov til at følge deres drømme 5
LR_Egtvedpigen_materie_godkendt.indd 5
17/07/2018 15.42
EGTVEDPIGENS REJSE
og opdyrke deres interesser. Videnskab er ikke bare en profession, det er en måde at leve på — drevet frem af nysgerrighed!
Rane Willerslev
Direktør for Nationalmuseet
LR_Egtvedpigen_materie_godkendt.indd 6
17/07/2018 15.42
INDHOLD
Kapitel 1 Et vindue mod fortiden 10 Kapitel 2 Rejsen over Atlanten 24
Kapitel 3 En romersk nekropolis 47 Kapitel 4 Uddannelsesrejsen 71
Kapitel 5 Mellem humaniora og naturvidenskab 87 Kapitel 6 Begyndelsen på en ny fortælling 129 Kapitel 7 Rejserne 154
Kapitel 8 At være arkæometrist 169
Kapitel 9 Nye forskningsspørgsmål fødes 190
Kapitel 10 Dobbeltidentitet i bronzealderen 216
Kapitel 11 Begyndelsen på endnu flere fortællinger 223 Efterskrift 234 Litteraturliste 238 Billedliste 251
Om forfatteren 253
LR_Egtvedpigen_materie_godkendt.indd 7
17/07/2018 15.42
Egtvedpigen i sin egetrÌskiste. Barkspanden med den øllignende drik ses tydeligt i fodenden.
LR_Egtvedpigen_materie_godkendt.indd 8
17/07/2018 15.42
LR_Egtvedpigen_materie_godkendt.indd 9
17/07/2018 15.42
KAPITEL 1
ET VINDUE MOD FORTIDEN ”Sjældent har noget fund bragt os nærmere oldtidsfolkene end Egtvedpigen.” Museumsinspektør, arkæolog Lone Hvass, Egtvedpigen (2000)
E
n vinterdag i 1921 forlader et dampende lokomotiv Lihmskov Station nær Egtved med kurs mod
København. I en af vognene ligger en usædvanlig last.
En egetræskiste med en ung kvinde indeni. Egtvedpigen. Hun er på vej til Nationalmuseet, hvor et forskerhold
står parat til at undersøge hende. Rejsen markerer begyn-
delsen på en bemærkelsesværdig videnskabelig rejse. En rejse, jeg i 2011 lidt tilfældigt bliver en del af.
Historien om Egtvedpigen begynder på en mark uden
for Egtved. Her står resterne af, hvad der engang har
været en stor gravhøj – den såkaldte Storehøj, nær Egt-
ved by vest for Vejle – og optager alt for meget plads på
landmanden Peter Platz’ jord. Platz har hidtil brugt højen som kartoffelkule til vinteropbevaring af kartofler, men 10
LR_Egtvedpigen_materie_godkendt.indd 10
17/07/2018 15.42
ET VINDUE MOD FORTIDEN
han har gennem længere tid ønsket at kunne udnytte al
jorden på marken. På en af februars sidste dage går Platz i gang med den afsluttende del af gravearbejdet. To af
Platz’ sønner og en karl bliver sat i sving med at fjerne de sidste rester af højen.
Holdet graver den ene spadefuld jord efter den anden
væk og er ved at være igennem det fugtige dække af
muld, da spaden støder imod noget hårdt. Under de sid-
ste lag jord dukker et massivt stykke træ op. Mandskabet graver forsigtigt videre og kan efterhånden se, at det
ikke bare er et almindeligt stykke træ, som gemmer sig i
højen, det er det alt for stort til. Peter Platz og naboen P.S. Pedersen overvejer, om det måske kan være et oldtids-
fund, som ligger begravet der i mulden. Peter Platz har
tidligere fundet flere stendynger ved højen, ligesom der også har været andre gravhøje i området, så tanken er
Peter Platz og holdet af gravere efter fundet af Egtvedpigen i 1921.
11
LR_Egtvedpigen_materie_godkendt.indd 11
17/07/2018 15.42
EGTVEDPIGENS REJSE
ikke umulig. Det mørke træ, der ligger omkranset af jord
og sten, er muligvis en egetræskiste. Platz bestemmer sig
for at stoppe gravearbejdet, indtil han ved, hvad han skal gøre ved fundet. Den 24. februar 1921 skriver han med naboens hjælp et brev til Nationalmuseet:
Da jeg ved Flytning af en gammel Kæmpehøj paa min Mark, i
Dag er stødt paa en udhulet Træstamme med Laag, formoder jeg, at det er en gammel Begravelse, og hvis Samme har nogen Interesse for Museet, har jeg standset Arbejdet ved Udgravningen,
indtil jeg hører nærmere fra Dem, hvilket jeg haaber snart sker. Brevet skrives med respekt for det, der kan være et old-
tidsfund, men udtrykker samtidig et behov for at kunne udnytte marken optimalt og fortsætte arbejdet.
På Nationalmuseet modtager direktør Sophus Müller
brevet. Han beslutter at sende en af sine inspektører af
sted til Egtved for at undersøge fundet nærmere. Og det bliver museumsinspektør Thomas Thomsen, som tager turen til Egtved.
Få dage senere står Thomsen og Peter Platz’ udgrav-
ningshold ved resterne af højen. Holdet graver det, der ganske rigtigt viser sig at være en egetræskiste, helt fri af jorden, så den står og hviler på den opstillede sten-
lægning, den oprindeligt er blevet anbragt på. Det er en massiv, to meter lang afbarket stamme, spaltet på langs og derefter udhulet. Da de med besvær endelig løfter
låget af kisten, kan Thomsen og de andre mænd se, at 12
LR_Egtvedpigen_materie_godkendt.indd 12
17/07/2018 15.42
ET VINDUE MOD FORTIDEN
Den lukkede kiste af egetræ.
indholdet tilsyneladende er intakt. Ingen jord ser ud til at være trængt igennem. Øverst ligger en kohud, og neden under kan Thomsen ane en ulddragt og en spand af
bark, som er placeret i det ene hjørne af kisten. Det er for betydningsfuldt et fund til, at de på stedet kan undersø-
ge alle delene. De placerer derfor låget på kisten igen, og Peter Platz og resten af holdet må vente med at få svar
på, hvad der gemmer sig nedenunder. Thomas Thomsen sørger for at få transporteret kisten med toget til København, hvor den skal undersøges af professionelle på et laboratorium i Nationalmuseets bevaringsafdeling. 13
LR_Egtvedpigen_materie_godkendt.indd 13
17/07/2018 15.42
EGTVEDPIGENS REJSE
Da forskerholdet på Nationalmuseet løfter låget af kisten, finder de kohuden og neden under den et uldtæppe, lagt hen over den afdøde. Da de tager uldtæppet væk, ligger et fuldstændig unikt fund foran dem – sådan som det
blev anbragt der for mere end 3000 år siden. Det er tydeligt at se, at der i kisten har ligget en kvinde med halv-
langt, mellemblondt pagehår. Hun har haft en uldbluse
med trekvartlange ærmer på og har båret et snoreskørt i
uld, et uldvævet bælte og i livet en bælteplade af bronze udsmykket med spiraler.
Skelettet findes ikke længere, men alt omkring hende
er næsten intakt. På føddernes plads ligger nogle små trekantede uldtekstillapper. I kisten finder de også en
Låget er løftet af kisten, men hvad der skjuler sig nedenunder, undersøges først på Nationalmuseet i København.
14
LR_Egtvedpigen_materie_godkendt.indd 14
17/07/2018 15.42
ET VINDUE MOD FORTIDEN
hornkam samt to bronzearmringe og endelig en bron-
zering, der ligger der, hvor venstre øre må have været. Kvinden i kisten er ikke blevet begravet alene, for ved
hendes fødder ligger en lille tøjbylt med brændte knogler
i, og også i en barkæske ved siden af hendes hoved ligger en lille bunke brændte knogler, som mange år senere viser sig at stamme fra et barn.
Museets forskere går i gang med at undersøge alle
delene. Det er et fantastisk fund. Det er sjældent, at man finder organiske materialer fra forhistorien, som er så
velbevarede som disse. Ofte er det de uorganiske materialer såsom metaller eller keramik, som er bevaret, og
kun yderst sjældent genstande af uld, skind og træ. Men i kisten ligger både barkæsker, uldtøj og kvindens hår, som normalt hurtigt vil forgå. At åbne kisten må have været som at åbne et vindue mod fortiden.
At der er tale om en udhulet egekiste under en stor
høj tyder på, at det har været en begravelse af betydning, og de mange metalgenstande i kisten er af den type, den
lokale elite fik med sig. Hertil kommer den omhyggelige måde, kvinden er blevet svøbt i skind og uld på, samt
den varsomme placering af barneknoglerne i barkæsken og tøjbylten. Med sig på rejsen har den unge kvinde fået en barkspand fyldt med en drik, som senere viser sig at
være lavet af hvede, tyttebær og/eller tranebær og pors, sødet med honning. Danmarks ældste fund af det, der
må have været en slags øl. Forskerne mener, at fundet er en ung kvinde måske i tyverne, men de kan ikke præ15
LR_Egtvedpigen_materie_godkendt.indd 15
17/07/2018 15.42
EGTVEDPIGENS REJSE
De kremerede knogler fra Egtvedpigens kiste viser sig senere at stamme fra et barn. Her i en kasse fra Nationalmuseets magasiner.
cisere alderen nærmere. Alligevel får kvinden hurtigt
navnet Egtvedpigen, formentlig fordi man i begyndelsen af 1920’erne har ment, at et kort skørt må have været forbeholdt børn og helt unge piger.
Barneknoglerne i kisten er i modsætning til Egtvedpi-
gens knogler bevaret – højst sandsynligt fordi de er ble-
vet brændt. Når vi i dag tænker på kremering, forestiller vi os, at det kun er asken, der er tilbage. Men når man
taler om forhistoriske kremeringer, er noget af skelettet ofte stadig tilbage. Kremering ændrer knoglernes krystalstruktur, og de bliver større og dermed mere mod-
standsdygtige over for det sure miljø i højen. Det mener
man, er årsagen til, at barnets knogler er delvist bevaret. 16
LR_Egtvedpigen_materie_godkendt.indd 16
17/07/2018 15.42
ET VINDUE MOD FORTIDEN
Egtvedpigens knogler er derimod blevet opløst. Kun
hendes tandemalje, negle, hår og en smule af hjernemassen er tilbage af menneskekroppen.
Hvor højens sure miljø er det, der har opløst Egtved-
pigens knogler og det meste af den unge kvindekrop, er det omvendt også det, der i kombination med et fugtigt
og iltfattigt miljø har medført, at håret, neglene, uldtøjet,
egekisten og barkbeholderne er bevaret. Højen er opbygget af græstørv, som i tidens løb har suget regnvand til
sig. Regnvandet siver ned gennem højen, og i nogle høje
dannes i overgangen mellem de mere tørre jordlag øverst og de fugtigere lag i højens indre et hårdt, tyndt lag af
jern, den såkaldte jernkappe. Vandet, som er trængt ind i højens kerne og ind i jernkappen, kan ikke komme ud igen. På den måde bliver der dannet et miljø inde i hø-
jens kerne og i jernkappen med en relativt lav pH-værdi,
altså et surt og iltfattigt miljø, som hjælper med at bevare det organiske materiale, egetræskisten, ulden, kohuden og barken, og de keratinholdige humane dele, altså hår
og negle. Jernkappen er kistens beskytter, den omslutter kisten på alle sider og forhindrer, at den går i forrådnelse. Det, der betyder destruktionen af ét materiale, har samtidig betydet bevarelsen af et andet.
Forskningen stopper ikke ved udgravningen og un-
dersøgelserne i 1920’erne. For efterhånden kommer nye
forskere, ny teknologi og nye spørgsmål til. Videnskaben udvikler sig hele tiden, og derfor er det også relevant at blive ved med at tage de gamle fund frem, undersøge 17
LR_Egtvedpigen_materie_godkendt.indd 17
17/07/2018 15.42
EGTVEDPIGENS REJSE
dem igen og stille nye forskningsspørgsmål. I 1930’erne bliver Egtvedpigens klædedragt undersøgt af arkæolo-
gen Hans Christian Broholm og tekstilforskeren Margrethe Hald, da den kan fortælle noget om bronzealderens klædedragter og væveteknikker. Igen i 1980’erne står
et nyt hold af forskere parat til at undersøge Egtvedpi-
gen. Sammen med arkæologen Lone Hvass undersøger
tandlægen Verner Alexandersen tandemaljens slitage og vurderer, at Egtvedpigen har været mellem 16 og 18 år,
da hun dør. Det vil sige yngre, end man hidtil har troet. To af hendes visdomstænder har nemlig ingen spor af
slitage på tyggefladen. Antropolog Pia Bennike undersø-
En kasse fra Nationalmuseets magasiner med forskellige fund fra Egtvedpigens kiste, bl.a. noget hår fra en kohud, der lå under Egtvedpigen.
18
LR_Egtvedpigen_materie_godkendt.indd 18
17/07/2018 15.42
ET VINDUE MOD FORTIDEN
ger de brændte knogler, som alle viser sig at stamme fra samme individ, et lille barn på omkring fem-seks år. Og den berømte dragt bliver studeret igen, denne gang af tekstileksperten Karen-Hanne Nielsen.
I 1980 bliver højen gravet ud en gang til af Vejle
Museum i et forsøg på at finde flere detaljer om Egtved-
pigens sidste hvilested. Udgravningen afslører, hvor stor
højen oprindeligt har været. Diameteren bliver målt til 22 meter, og højden til over fire meter. Udgravningen viser også tegn på andre grave i højens periferi. Som i andre
bronzealderhøje var Egtvedpigen ikke den eneste, som
blev begravet her, men forskerne vurderer, at den unge kvindes grav er den ældste af dem alle. Højen er siden
rekonstrueret i sin rette størrelse, og det er den høj, vi ser i dag, når vi besøger Egtvedpigens grav.
Med dendrokronologiske analyser i 1990’erne bliver
det også muligt at datere kisten. Det er en metode, hvor forskerne ved at tælle og måle årlige skift i træernes
årringe kan tidsbestemme, hvornår træet er fældet. Med denne metode kan man foretage en absolut datering. Ikke blot inden for et århundrede eller et årti, men i
form af det præcise årstal. Med dendrokronologen Kjeld
Christensens analyser har vi fået et nøjagtigt år. Årringsundersøgelsen viser, at egetræet bliver fældet i året 1370
f.v.t., som man formoder er det år, Egtvedpigen er blevet begravet.
I kisten finder man også en lille røllikeblomst. Om
blomsten er havnet der ved et tilfælde, eller om den er 19
LR_Egtvedpigen_materie_godkendt.indd 19
17/07/2018 15.42
EGTVEDPIGENS REJSE
lagt der med vilje, ved vi ikke, men den giver os endnu en brik til fortællingen. Blomsten fortæller, at Egtvedpigen sammen med det lille barn højst sandsynligt er
begravet i sommerhalvåret for mere end 3300 år siden.
Billedet af Egtvedpigen står lyslevende for os, mulig-
vis på grund af det tøj, hun har på. Konservator Gustav Rosenberg fra Nationalmuseet tegner en vidunderlig
illustration af hende, kort efter hun bliver fundet. Det er en skitse af en ung pige med pagehår, et kort skørt med et bælte i livet og en bluse, hvor maveskindet kan anes. Hun ligner en, vi alle kender. En ung kvinde, der ikke adskiller sig meget fra unge kvinder i dag, og som på
samme tid er en del af os og vores forhistorie. Allerede
dengang identificerer man sig med hende. Tegningen er bare ét af eksemplerne på, hvordan alle omkring hende
er betagede af den unge kvinde. Også museumsinspek-
tør Thomas Thomsen ser i 1929 sceneriet med Egtvedpigen for sig:
Den der vil tage sin Fantasi til Hjælp, vil af Fundets Enkeltheder kunne danne sig et Sommerbillede fra hin Tid, se Koen og de brune Faar nippe af de Planter, vi selv har for Øje ved Sommertid, og høre Bierne summe i Lindetræets Blomster.
Den originale egekiste, dragten, bronzesmykkerne og
Egtvedpigens hår kan man i dag se i Nationalmuseets
permanente udstilling i København. I Egtved kan man som nævnt se rekonstruktionen af højen der, hvor den 20
LR_Egtvedpigen_materie_godkendt.indd 20
17/07/2018 15.42
ET VINDUE MOD FORTIDEN
Egtvedpigen tegnet af Gustav Rosenberg fra Nationalmuseet.
21
LR_Egtvedpigen_materie_godkendt.indd 21
17/07/2018 15.42
EGTVEDPIGENS REJSE
oprindelig lå, og blandt andet se en kopi af dragten og
læse om fundet ved den lille museumsbygning tæt ved højen.
Egtvedpigen er blevet indbegrebet af bronzealderen
for de fleste danskere. Hun er et forhistorisk individ, vi
kan spejle os i, og hun er fortællingen om en ung kvindes alt for tidlige død. Der findes grave, der er rigere end
hendes, hun har derfor ikke været en del af den aller-
øverste elite, men hun har utvivlsomt været en kvinde af høj status, siden hun er stedt til hvile i en egekiste under en stor høj og har fået bronzesmykker med sig i graven. Omend togturen til København muligvis bliver Egt-
vedpigens sidste fysiske rejse, har hun igangsat en endnu større. For den videnskabelige rejse, hun har været ude på siden 1921 og frem til i dag, er fantastisk.
På de kommende sider vil jeg fortælle om den – indtil
videre – sidste del af Egtvedpigens videnskabelige rejse. Det er en tværfaglig rejse, som jeg har delt med hende. En rejse mellem geologi og arkæologi, en rejse, som
ikke startede med hende selv, men med hendes ikoniske ulddragt. Undersøgelserne af ulden, som jeg går i gang med på Danmarks Grundforskningsfonds Center for
Tekstilforskning i 2011, bliver starten på en række nye
forskningsspørgsmål, der i sidste ende leder til ny viden om bronzealdersamfundet.
Før jeg går i gang med mine første undersøgelser, har
jeg ingen anelse om, hvilken betydning disse analyser senere hen får. Det er utroligt, at et næsten 100 år gammelt 22
LR_Egtvedpigen_materie_godkendt.indd 22
17/07/2018 15.42
ET VINDUE MOD FORTIDEN
fund kan overraske en hel forskerstand og i 2015 ud-
nævnes til ”A new discovery” i det berømte og velansete tidsskrift Archaeology med The Archaeological Institute of America som afsender. Det kommer på top 10-listen
over årets fund midt mellem historierne om fundet af en keltisk prins fra det 5. århundrede f.v.t. i Frankrig og om
opdagelsen af Homo naledi, en hidtil ukendt menneskeart
i Sydafrika. Forskningsresultaterne ender med at fortælle en ny historie om et langt mere dynamisk og globaliseret samfund i bronzealderen end hidtil antaget, om lange
tilbagevendende rejser og om en gravhøj i Egtved og en ung pige, vi troede, vi kendte.
For bedre at kunne forklare, hvorfor jeg kommer til at
interessere mig for en kvinde, som levede for over 3000
år siden, hvordan nye forskningsspørgsmål kan opstå, og hvordan vi ender med at stå med en ny viden, der havner som en nyhed i aviser og på nyhedskanaler verden over, skal jeg begynde et helt andet sted. Nemlig med min egen og min families historie. Den starter i 1916,
hvor en ung dansk kvinde, ganske få år før fundet af
Egtvedpigen, tager den lange tur fra Jylland over Atlanterhavet til Buenos Aires, Argentina.
23
LR_Egtvedpigen_materie_godkendt.indd 23
17/07/2018 15.42