Christian Mohr Boisen
TRIUMFEN
Christian Mohr Boisen
TRIUMFEN EM 1992
LINDHARDT OG RINGHOF
220484_Triumfen_omslag.indd 1
21/04/2017 13.33
220484_Triumfen_01indhold_248x320.indd 2
21/04/2017 13.39
Christian Mohr Boisen
TRIUMFEN EM 1992
Lindhardt og Ringhof
220484_Triumfen_01indhold_248x320.indd 3
21/04/2017 13.39
220484_Triumfen_01indhold_248x320.indd 4
21/04/2017 13.39
INDHOLD INDLEDNING 7 MED PÅ ET AFBUD 13 DET ER DEJLIGT VEJR 63 EN LOVENDE START 83 ”FARVEL TIL DANMARK” 109 MIRAKLET I MALMØ 127 DET STØRSTE DRAMA 163 WE ARE THE CHAMPIONS 217 CHAMPAGNE TIL ALLE 275 KAMPENE OG TRUPPEN 310 LITTERATUR 362
220484_Triumfen_01indhold_248x320.indd 5
21/04/2017 13.39
220484_Triumfen_01indhold_248x320.indd 6
21/04/2017 13.39
INDLEDNING
Manuskriptet var næsten for godt skrevet. Hr. Danmark og konen sagde nej til unionen. Det var sommer. Som aldrig før. Siden midten af maj bragede solen igennem fra en absurd blå himmel, den blev ved og ved med at skinne, og vi tog på stranden hver dag. Vi fejrede dronning Margrethe og prins Henriks sølvbryllup, og alle var i godt humør. Vores tidligere stolthed, fodboldlandsholdet, havde ikke kvalificeret sig til sommerens EM-slutrunde i Sverige. Spillerne stod i en tung skygge af dynamitdrengene Elkjær, Arnesen, Lerby og co. fra årtiet før og manglede firserholdets charme og verdensklasse. Vores suverænt største navn, Michael Laudrup, som netop havde vundet Champions League med FC Barcelona, ville ikke være med på landsholdet, så længe træneren hed Richard Møller Nielsen. Vi var holdt op med at sige ”vi” om landsholdet. Ingen troede på dem. Kun spillerne selv og deres upopulære træner. Og pludselig. Pludselig skulle de, landsholdet, med kort varsel deltage i EM-slutrunden lige ovre på den anden side af Øresund. Som 2’er i kvalifikationsgruppen blev Danmark hasteindkaldt som det tynde øl og erstatning for Jugoslavien, der var udelukket på grund af den tragiske borgerkrig på Balkan. ”Jeg har aldrig været for fin til at komme med på et afbu’,” som Richard Møller Nielsen sagde på sin besynderlige dialekt, der lød mere tysk end fynsk. Men der var selvfølgelig stadig ingen, der troede på hverken ”Ricardo” eller landsholdet. Men sagt med et pastelfarvet pophit fra det netop overståede årti, som Ricardo og hans gæve gutter stod i skyggen af, var der magi i luften. Det, der nu skete, i juni 1992 i Sverige, var en af de største sensationer i sportshistorien. Det er indiskutabelt den største danske sportspræstation nogensinde, fordi fodbold er verdens største og
INDLEDNING 7
220484_Triumfen_01indhold_248x320.indd 7
21/04/2017 13.39
Den officielle plakat for EMturneringen i Sverige 1992.
mest populære sport. EM-triumfen 1992 er også den største danske kulturhistoriske præstation i det 20. århundrede, måske nogensinde, hvis man måler efter udenlandsk opmærksomhed og indenlandsk stolthed, selvtillid og humørmæssig effekt. Vi rettede ryggen og blev udadvendte. Danmark vandt mirakuløst EM-guld efter en perlerække af vilde holdpræstationer drevet frem af viljen til sejr og nok også underhundenes ”vi-skal-vise-dem-”attitude. De – spillerne – skulle vise både os herhjemme, alle eksperterne, der ikke regnede dem for noget, og de store fodboldnationer derude, at de kunne være med. Og såmænd også vinde det hele. Richard Møller Nielsens undertippede kollektiv besejrede på stribe de tre seneste europamestre, Frankrig, Holland og Tyskland, efter sindsoprivende dramaer. Og den 26. juni 1992 klokken 22.03 var vi europamestre. Festen fortsatte hele sommeren. Et anerkendt britisk medicinsk tidsskrift har siden påstået, at EM-guldet 1992 har været afgørende for, at danskerne er blevet kåret til verdens lykkeligste i mange år. Det er 25 år siden, og vi, der oplevede denne Summer of Love 1992, vil huske den, til vi ikke kan huske vores eget navn længere. Vi bliver glade, når vi tænker på EM-triumfen. Peter Schmeichel, der redder de arrogante hollænderes andet straffespark, Kim Christofte, der scorer uden tilløb på vores sidste forsøg i samme straffesparkskonkurrence med efterfølgende piruet. John ”Faxe”, der rammer den lige i røven. Tudbrølende Flemming Povlsen, da guldet er hjemme. Brian Laudrup, der synger for på ”Deutschland, Deutschland, Alles ist vorbei” fra balkonen foran hundredtusinder af rød-hvide danskere på Rådhuspladsen i København, som ikke havde lagt hus til noget lignende siden befrielsesdagene i 1945. Triumfen fortjener et monument på niveau med Frihedsstøtten og Jellingstenene. I jubilæumsåret vil vi gerne bidrage til at give EM-sejren 1992 det format, den fortjener. Derfor har vi været i arkiverne og fundet de bedste billeder fra EM-triumfen – både dem, vi alle sammen kender, og mange, vi aldrig har set før. Ambitionen har været at hælde den livsglade EM 92-stemning på denne magnumchampagneflaske af en bog og lade propperne springe igen. Vi ønsker dig en euforisk rejse tilbage til sommeren 92.
8
TRIUMFEN
220484_Triumfen_01indhold_248x320.indd 8
21/04/2017 13.39
220484_Triumfen_01indhold_248x320.indd 9
21/04/2017 13.39
220484_Triumfen_01indhold_248x320.indd 124
21/04/2017 13.43
Vi var enige om, at de ikke regnede os for en skid – og det satte os helt vildt op. Brian Laudrup om mødet med de franske spillere i spillertunnelen inden kampen
220484_Triumfen_01indhold_248x320.indd 125
21/04/2017 13.43
WE ARE THE CHAMPIONS DANMARK-TYSKLAND · 26. JUNI 1992
Den danske landsholdslejr lignede et feltlazaret. Massører og læge arbejdede til klokken to om natten og måtte have forstærkning indkaldt fra København. Henrik Andersen var for længst blevet fløjet hjem efter Slaget mod Holland og opereret i knæet. Han var naturligvis ikke til disposition. Det var et stort tab, for Andersen havde været Danmarks bedste i marken sammen med Brian Laudrup. Men også resten af det normale forsvar var skadet. Kent Nielsen og John Sivebæk haltede rundt som krigsveteraner. Lars Olsen kunne slet ikke gå efter mødet med Schmeichel og Ruud Gullit i feltet. Ni spillere var enten helt væk eller skadet. Efter kampen mod Holland kunne Richard Møller Nielsen dele spillerne op i tre grupper: ”Folk, der kunne løbe – Povlsen var den eneste, der kunne. Folk, der kunne lunte eller gå, og så var der Lars Olsen, der ikke kunne gå. Jeg sagde til ham: Du SKAL. Jeg tvang ham til at gå banen rundt den følgende formiddag.” På selve kampdagen – om formiddagen – tog Richard Møller Nielsen sine assistenttrænere Viggo Jensen og Jan B. Poulsen samt Kent Nielsen og John Sivebæk med ind på Nya Ullevi. De to forsvarsspillere var de mest tvivlsomme danske spillere inden finalen, og efter 15 minutters opvarmning bad landstræneren de to spillere om at løbe om kap med ordene: ”Jeg må sige det, som det er: Hvis jeg skal vælge mellem jer, så tager jeg den af jer, der kommer først og hurtigst.” På forhånd en ulige kamp: Lynhurtige Sivebæk mod forsvarsklippen og -klepperten Kent Nielsen, der ikke var kendt for sin speed. Kent Nielsen sprintede ifølge dem, der så kapløbet, nu hurtigere end nogensinde før eller siden og var helt oppe og true Sivebæk ved målstregen. Men den hurtige back vandt med en halv meter til sidst, og Kent Nielsen måtte se i øjnene, at han skulle overvære
220484_Triumfen_01indhold_248x320.indd 217
WE ARE THE CHAMPIONS
217
21/04/2017 13.49
finalen fra bænken. Indtil Richard Møller Nielsen sagde, at begge startede inde. Landstræneren havde med sin improviserede duel fået bevis for, at spillerne var klar. Da Sivebæk anførte, at træneren kort forinden havde sagt, at vinderen startede inde, svarede Ricardo: ”Jeg sagde, at hvis jeg skulle vælge, ville jeg tage den hurtigste.” Det var ikke kun spillerne, der kunne måbe over Richard Møller Nielsens kreativitet. På pressemøderne var han efterhånden blevet kendt for at sige alternative ting, men som en del af den usårlighed og stemning, der var over det danske landshold fra og med kampen mod Sverige, var også landstrænerens nogle gange besynderlige sprogbrug og anekdoter blevet vendt til en charmerende fordel. Udlandet elskede os. Alle medier – undtagen de hollandske – strømmede over med lovprisninger af de afslappede danskere, og alle H.C. Andersen-klichéer blev taget i brug. I den store svenske avis Dagens Nyheter hyldede lederen ”Vores Ricardo”, der blev set som modsætning til de kyniske tyskere, Danmark skulle møde i finalen. I lederen stod: ”Vores Ricardo er fra Odense, H.C. Andersens hjemby, det giver en helt anden livsopfattelse.” En helt anden livsopfattelse. Richard Møller Nielsen blev i hvert fald berømt for sine helt egne eventyrlige formuleringer på pressemøderne, som han selv på forhånd havde fået oversat til flere sprog, så alle kunne forstå budskabet. Eller prøve at forstå. På pressemødet op mod finalen mod Tyskland sagde landstræneren til den samlede verdenspresse på både engelsk, tysk og dansk, at han i Sverige ofte var kommet til at tænke på sin mors korset. Det var nemlig laksefarvet. Og landsholdet havde jo fået serveret laks på Stenungsbaden Yacht Club, som lå idyllisk ud til den vestsvenske skærgård. Mens journalister fra hele verden ikke anede, hvad der havde ramt dem, fortsatte Richard Møller Nielsen: ”Min mors korset var udstyret med nogle stivere, som blev taget ud, når korsettet skulle vaskes. Så klappede det hele sammen og kunne hænge over tørresnoren. Det fik mig til at tænke på, at et fodboldhold kan være på samme måde. For det ville passe tyskerne godt, hvis vi blev presset sammen og tilbage på banen, men på vores landshold har vi også nogle korsetstivere op ad midten i Peter Schmeichel, Lars Olsen, ”Faxe” og Flemming Povlsen oppe foran.
218
220484_Triumfen_01indhold_248x320.indd 218
TRIUMFEN
21/04/2017 13.49
Vi skal hele tiden sørge for at holde vores hold langt, så vi ikke hele tiden bliver mast så langt sammen.” Verdenspressen fik serveret landstrænerens mildt psykedeliske sammenligning på både dansk, tysk og engelsk. Men hvordan siger man korset på engelsk? Det måtte landstræneren have hjælp til, og her traf det sig så heldigt, at Peter Schmeichels manager i Manchester United, Alex Ferguson, besøgte den danske landsholdslejr. Så kunne Richard Møller Nielsen heldigvis få at vide af den nogenlunde jævnaldrende skotte fra nøjsomme kår som fynboen, at korsetstivere hedder bone eller steel. På pressemødet sad journalisterne stadig og spurgte sig selv, om de virkelig havde hørt rigtigt, mens den danske landstræner fortsatte: ”Schmeichel, det store, dejlige råbehoved, udstråler tryghed. Christofte har været enormt værdifuld i forsvaret, hvor han har sat modstanderens farligste angriber ud af spillet og samtidig har været igangsætter af vores spil. Og Flemming Povlsen har med sin dynamik været med til at trække hele holdet op.” Landstræneren identificerede rituelt disse tre hovedroller blandt sine spillere, og det var ikke altid, han ramte rigtigt med sine forudsigelser. Kim Christofte kom ikke til at spille samme hovedrolle som mod Holland, men udstrålede fortsat overskud og ro på den venstrebackplads, hvor han blev sat til at erstatte Henrik Andersen. Dermed blev tabet – altså det rent fodboldmæssige og taktiske – af Andersen ikke nær så stort, som det så ud til i første omgang. Rokeringen på rollerne og reaktionen i truppen var karakteristisk for den utrolige kollektive indsats, Danmark ydede under EM. Når en spiller måtte undværes, gik andre ind og erstattede på fornem vis som i en perfekt maskine. Torben Piechnik overtog Christoftes plads på midten, og Kent Nielsen blev tilbage, hvilket skulle få afgørende betydning i 2. halvleg, da det virkelig brændte på. Det kunne virke mærkeligt at fremhæve enkelte spillere, som landstræneren gjorde, og især når det i så udpræget grad var en kollektiv indsats, der var fundamentet for Danmarks triumf. Men to spillere, som Richard Møller Nielsen fremhævede op til finalen, fortjente at blive nævnt for deres enorme vilje til at vinde, som smittede af på resten af holdet. Ingen udstrålede mere indædt sejrsvilje
220484_Triumfen_01indhold_248x320.indd 219
WE ARE THE CHAMPIONS
219
21/04/2017 13.49
Den tyske verdensmester Andreas Brehme hilser på sin anførerkollega Lars Olsen inden finalen.
end Flemming Povlsen og Peter Schmeichel. Povlsen syntes at være billedet på Danmarks heroiske, utrættelige vilje til at blive ved. Det var i øvrigt samme kvaliteter, der sammen med hans store fodboldmæssige evner gjorde ham til publikumsyndling blandt Borussia Dortmunds mange fans fra arbejderklassen. Den altid tyggegummityggende, altid knoklende aarhusianer med det drengede look, som ikke mindst pigerne kunne lide, havde ydet en titanisk indsats hidtil ved EM. Han gjorde det igen i finalen, hvor han konstant stressede det tyske opspil og løb umenneskeligt mange meter. Samtidig var han så tændt, at resten af holdet, der var trætte som et alderdomshjem efter semifinalen, blev smittet af det. John ”Faxe” Jensen sagde bogstaveligt talt, at det føltes, som om hans ben var ”75 år gamle”, mens Sivebæk stillede op med et stort lårbind, mørbanket og vingeskudt efter semifinalen mod Holland. Det lignede – i styrkeforhold – sønderskudte danske stillinger mod prøjsernes overlegne hær ved Dybbøl i 1864. Tyskerne havde kun spillet 90 minutter mod Sverige i semifinalen og havde haft en ekstra hviledag. Og havde Danmark været David mod hollændernes Goliat, var vi mod Tyskland om muligt endnu mindre. Tyskland var regerende verdensmestre. De stillede med otte mand, som havde spillet VM-finale to år tidligere i Rom og besejret Diego Maradonas Argentina. Verdensklassespillere hele vejen rundt. Anføreren mod Danmark, Andreas Brehme, havde scoret sejrsmålet i finalen. Ved siden af sig i forsvaret havde han den supereffektive udsmider Jürgen Kohler og stålstærke Stefan Reuter fra Juventus. Guido Buchwald havde holdt Diego Maradona væk i VM-finalen to år før. ”Monstret” Stefan Effenberg og en af 90’ernes bedste, Mathias Sammer, huserede på midtbanen, og længere fremme var Thomas Hässler og Jürgen Klinsmann to af verdens bedste på deres plads. Hässler havde været EM’s bedste spiller indtil videre og havde scoret to utrolige frisparksmål på vej mod finalen. Klinsmanns angrebsmakker Karl-Heinz Riedle scorede to mål i semifinalen. Det var et skræmmende tysk mandskab. Og de var vant til at være i finaler. Ved de foregående fem VM-slutrunder havde tyskerne været i finalen fire gange og vundet de to, senest i 1990. Og det blev til guld ved EM i 1972, 1980 og 1996.
220
TRIUMFEN
220484_Triumfen_01indhold_248x320.indd 220
21/04/2017 13.49
KLUMMETTIEL 221
220484_Triumfen_01indhold_248x320.indd 221
21/04/2017 13.49
222
220484_Triumfen_01indhold_248x320.indd 222
KLUMMETTIEL
21/04/2017 13.49
KLUMMETTIEL 223
220484_Triumfen_01indhold_248x320.indd 223
21/04/2017 13.49
224
220484_Triumfen_01indhold_248x320.indd 224
KLUMMETTIEL
21/04/2017 13.49
FLEMMING TOFT OG PREBEN ELKJÆR KOMMENTERER FINALEN FOR TV2
”Kære danskere … knap øllet op, lad propperne springe og Dannebrog kippe. Vi er til en gigantfest, og alle ønskes en rigtig god fornøjelse … Kryds, hvad I har, der er ti tæer, ti fingre og hvad man ellers kan finde på.” Flemming Toft ved finalens start
”Fortsæt, Flemming Povlsen … Henrik Larsen er med inde på midten. og der kommer John Jensen, jaa-ha-hah, ja-ja-jai, tjutlihut, nej-nej-nej … Jamen, jamen, jamen. Nederst i bunken John ”Faxe” Jensen. Og kongelig dansk jubel … Jamen er det ikke bare wunderbar… Prøv at se igen, Flemming Povlsen tager over, der kommer John Jensen, godt set af Flemming Povlsen. Og den er ramt. Danmark i front, spillet knap 19 minutter, en gång mere … Så kan vi godt sætte vand over.” Flemming Toft efter Faxes scoring til 1-0
Flemming Toft: Claus Christiansen og Vilfort … Vilfort endnu og der Kim Vilfort. JAA, JA, JA, JA, HUTLIHUT! … Nej, nej, nej, nej … Det er løgn, Preben … Det passer ikke … Preben Elkjær: Gu’ gør det så! Efter Vilforts scoring til 2-0
250
220484_Triumfen_01indhold_248x320.indd 250
TRIUMFEN
21/04/2017 13.50
”Nej, nej, nej, nej. Franske Jacques Delors, hollandske van Basten og Fantastisk, og hvad de ellers hedder, og tyske Helmut Kohl, som vi nu gør eiskohl.” Flemming Toft efter Vilforts scoring til 2-0
Flemming Toft: Jeg tror det … Det kan ikke glippe nu … Preben Elkjær: Er du pessimist? Ha-ha-ha-ha … Flemming Toft: Nej, men jeg er ved at gøre noget lignende i bukserne i øjeblikket. Fem minutter før tid
”Det er slut, vi har gjort det … igen, det danske fodboldlandshold. Det danske fodboldlandsholds største triumf er en kendsgerning, cifrene har vi her: John Jensen, Kim Vilfort, målscorerne, 2-0 over verdensmestrene i denne EM-finale … Og sådan ser det ud, når man har det godt … [De danske spillere omfavner hinanden på banen] Tillykke Danmark, både til dem her i Ullevi og dem derhjemme. En fantastisk præstation …” Flemming Toft efter dommerens sidste fløjt
220484_Triumfen_01indhold_248x320.indd 251
WE ARE THE CHAMPIONS
251
21/04/2017 13.50
252
220484_Triumfen_01indhold_248x320.indd 252
KLUMMETTIEL
21/04/2017 13.51
KLUMMETTIEL 253
220484_Triumfen_01indhold_248x320.indd 253
21/04/2017 13.51
290
220484_Triumfen_01indhold_248x320.indd 290
KLUMMETTIEL
21/04/2017 13.53
KLUMMETTIEL 291
220484_Triumfen_01indhold_248x320.indd 291
21/04/2017 13.53
Det største pü Rüdhuspladsen siden maj 1945. Overborgmester Jens Kramer Mikkelsen i sin tale foran 150.000 danskere og deres helte, den 27. juni 1992.
220484_Triumfen_01indhold_248x320.indd 292
21/04/2017 13.53
220484_Triumfen_01indhold_248x320.indd 293
21/04/2017 13.53
Christian Mohr Boisen
TRIUMFEN
Christian Mohr Boisen
TRIUMFEN EM 1992
LINDHARDT OG RINGHOF
220484_Triumfen_omslag.indd 1
21/04/2017 13.33