En passende aftale - læseprøve

JOBNAME: 3. KORREKTUR PAGE: 1 SESS: 15 OUTPUT: Mon Jul 30 13:29:17 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/132381_En_passende_aftale_151x226_Minion/Materie

En passende aftale

JOBNAME: 3. KORREKTUR PAGE: 2 SESS: 13 OUTPUT: Mon Jul 30 13:29:17 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/132381_En_passende_aftale_151x226_Minion/Materie

Af samme forfatter Praxis Støvbold Præsidentens barn Veninder En hun-djævels bekendelser Glem mig ikke Polaris og andre noveller Shrapnel Akademiet Nede mellem kvinderne Landets hjerte Mænds liv og hjerter Joannas kloning Den gale trompetist Darceys utopia Livskraft Carmen og Djævelen Farlige aspekter Splid Det værst tænkelige Store kvinder Rhode Island Blues Bulgari-forbindelsen Auto da Fay Ikke en trævl at tage på Mandefælden En stor familie Sådan bliver kvinder lykkelige Kvinder på kur Stedmorens dagbog Primrose Hill Kehua!

JOBNAME: 3. KORREKTUR PAGE: 3 SESS: 15 OUTPUT: Mon Jul 30 13:29:17 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/132381_En_passende_aftale_151x226_Minion/Materie

Fay Weldon

(Q SDVVHQGH DIWDOH P책 dansk ved Charlotte Grubb

LINDHARDT OG RINGHOF

JOBNAME: 3. KORREKTUR PAGE: 4 SESS: 15 OUTPUT: Mon Jul 30 13:29:17 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/132381_En_passende_aftale_151x226_Minion/Materie

En passende aftale er oversat fra engelsk efter Habits of the House Copyright © Fay Weldon 2012 All rights reserved Udgivet af Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, København Bogen er sat med Minion hos Rosendahls – BookPartnerMedia og trykt hos Livonia Print Sia Omslag: Mikkel Henssel ISBN 978-87-1139-056-6 1. udgave, 1. oplag Printed in Latvia 2012 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S – et selskab i Egmont

JOBNAME: 3. KORREKTUR PAGE: 5 SESS: 13 OUTPUT: Mon Jul 30 13:29:17 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/132381_En_passende_aftale_151x226_Minion/Materie

Huset vågner Klokken 6.58, tirsdag den 24. oktober 1899

I slutningen af oktober i året 1899 løb en høj, tynd, nervøs ung mand op ad den brede stentrappe, der førte til Belgrave Square 17.

Han virkede ophidset. Han bar hverken hat eller stok, var forpustet, var ikke ledsaget af nogen medarbejdere, var iført kontorpåklædning – bortset fra, at han havde en knaldgul vest på over smarte, stribede, stramme bukser – og hans moustache hang lidt i den fugtige morgenluft. Han var på sæt og vis for velklædt til vareindgangen, og alligevel virkede det ikke helt passende, at han tog hovedtrappen, oven i købet i løb, og så på dette tidlige tidspunkt.

Belgrave Squares grandiose hoveddøre tilhørte ministre i regeringen og ambassadører for fremmede lande isprængt nogle adelige familier. Klokken syv om morgenen ville der være rigeligt travlt ved bagdørene med vareleveringer og køkken- og staldpersonalets kommen og gåen, men der var ikke mange, der nærmede sig de store hoveddøre inden ti, og da slet ikke til fods, uformelt og uden forudgående aftale. Den besøgende trak i klokkehåndtaget for længe og for voldsomt og, hvad der var værre, igen og igen.

Klokkens ringen forstyrrede husstanden, vækkede herskabet og opskræmte de tjenestefolk, som allerede var oppe, men stadigvæk søvnige, og de tjenestefolk, som endnu ikke var klædt passende på til hoveddørstjeneste, blev bragt helt ud af fatning.

Grace, Hendes Nådes kammerpige, kiggede ud ad sit loftsvindue for at se, hvad der foregik. Hun anvendte en spejlanordning, som tjeneren Reginald havde rigget sammen til hende, så hun bedre 5

JOBNAME: 3. KORREKTUR PAGE: 6 SESS: 13 OUTPUT: Mon Jul 30 13:29:17 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/132381_En_passende_aftale_151x226_Minion/Materie

kunne holde øje med, hvem der kom og gik på trappen dernede. Da hun så, at det bare var Eric Baum, Hans Nådes nye finansielle rådgiver og sagfører, besluttede Grace, at det ikke lige var hendes opgave at lukke op. Hun tog sig af Hendes Nådes fornødenheder, ingen andres. Baum var for ung, for letbevægelig og for fremmedartet af udseende til at fortjene den store opmærksomhed, og Hendes Nåde havde været svært utilfreds, da hendes ægtemand havde overdraget deres forretningsaffærer til et nyt foretagende.

Grace gav sig god tid til sin videre påklædning: enkel, tjenlig, sort kjole af twill – en kraftig vævning, men der var koldt heroppe i de uopvarmede loftsværelser – hvidt, nystrøget forklæde og en hvid, flæsekantet hætte, som hun snoede sit lange, lyse hår op under. Hun kunne godt lide dette simple, strenge ydre. Hun følte, det passede til hende, ligesom lady Dilbernes farverige silke- og atlaskeskjoler passede til hende. Hendes Nåde skulle ikke vækkes før ni.

Og indtil da ville Grace ikke spilde tid og kræfter på at løbe op og ned ad trapper for at lukke op for sådan nogle som mr. Baum. En fornuftig mand ville være gået om til tyendets indgang. »Fandens!« sagde yngste tjenestepige Elsie. Hun blev så forskrækket over den pludselige støj, at hun spildte det meste af en askeskuffe ud over det bonede, indlagte trægulv. Hun var ved at rense kaminen i herskabets morgenstue. Det grå støv stod op i luften og lagde sig over en halv snes mahogniflader. Mere afstøvning.

Hun var i forvejen i tidnød. Hun manglede at lægge kullene til rette, og da vinden kom fra nord, ville ilden ikke trække ordentligt, og rummet ville højst sandsynligt blive fyldt med røg.

Det var problemet med de nye London-huse – Grosvenor-bebyggelsens arkitekter var muligvis berømte, men de lod ikke til at have den fjerneste ide om, hvor en skorsten helst skulle placeres.

Nede på Dilberne Court i Hampshires bakker, der blev opført til den første Earl of Dilberne i Henry VIII’s regeringstid, var der altid træk i skorstenene. Belgrave Square 17 var bare en lejeejendom om 6

JOBNAME: 3. KORREKTUR PAGE: 7 SESS: 13 OUTPUT: Mon Jul 30 13:29:17 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/132381_En_passende_aftale_151x226_Minion/Materie

end med et femårigt lejemål. Tjenestefolkene følte ikke lige, at det var sagen; de fleste af de bedste familier kunne bedst lide at eje, ikke at leje. Men de bedste familier var også de jordbesiddende familier; og jord var ikke længere nødvendigvis den kilde til velstand, den ellers havde været siden normannernes erobring af England.

Ligesom størsteparten af tjenerskabet beklagede Elsie den årlige flytning til London til sæsonen, men kunne godt se nødvendigheden af det. Det var på tide, at Dilberne-familiens børn blev afsat; som ugifte var de for plagsomme. Den unge viscount, Arthur, trængte til en hustru, der kunne gøre ham voksen og give ham de børn, der kunne sikre arvefølgen til Dilberne-titlen og besiddelserne. Han nærmede sig de seksogtyve, så han havde i det mindste lidt tid at løbe på. Det havde Rosina med sine otteogtyve år i hvert fald ikke. Det var så meget mere presserende, eftersom hun ikke var nogen skønhed og for nylig havde kundgjort, at hun var en Ny Kvinde og havde besluttet sig for aldrig at gifte sig. London var det rette sted at være for dem, men selskabssæsonen sluttede i august, og nu var det oktober, og de var her alle sammen endnu. Ændringen af vanerne gjorde dem alle sammen utrygge.

Alle vidste, at lady Isobel langt foretrak at holde baller og middagsselskaber i byen frem for at have weekendgæster ude på landet.

Rygtet ville også vide, at hun hadede jagt, idet hun var bange for heste – selvom hun i andre henseender var frygtløs – og ikke havde den store sympati for mændenes passion for at skyde fuglevildt. I dette år havde jagtretten været lejet ud til naboejendomme. Og dertil kom, at Hans Nåde havde følt sig nødsaget til at tilbringe mere tid i Overhuset, efter at urolighederne i Sydafrika var blusset op.

Han havde åbenbart forretningsinteresser i området. Hverken butleren mr. Neville eller tjeneren Reginald havde fundet helt ud af, hvad de bestod i. Hvis de ikke lige dampede breve op ved ankomsten (hvilket Reginald ønskede at gøre, men mr. Neville forbød, for efter hans mening var det legitimt at læse breve, der lå og flød, men 7

JOBNAME: 3. KORREKTUR PAGE: 8 SESS: 13 OUTPUT: Mon Jul 30 13:29:17 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/132381_En_passende_aftale_151x226_Minion/Materie

opdampning af dem var ikke), så var det umuligt at opklare det.

Sagføreren mr. Baum tog dokumenter med sig, eller Hans Nåde lagde dem sikkert bag lås og slå i pengeskabet. Og Elsie havde hørt Hans Nåde sige til Hendes Nåde, at han ikke kunne tage til og fra Hampshire i en uendelighed for at møde op i Overhuset, så de måtte blive i London indtil efter nytår.

Personligt mente Elsie, at de smarte, nye spillebuler i Mayfair og omgangen med hans nye ven Prinsen af Wales muligvis øvede større tiltrækning på Hans Nåde end det politiske liv. Elsie havde været hos familien i godt og vel femten år og vidste så godt som nogen, hvad der foregik. »Tre aber, tre aber!« henstillede mrs. Neville gerne – »de hører intet ondt, de siger intet ondt, de ser intet ondt« – i forsøget på at sætte en stopper for tyendestuesladderen, selvom hun forsyndede sig mod dette så galt som nogen. Og Grace, Hendes Nådes kammerpige, påpegede gerne, at eftersom herskabet fandt så ringe grund til at værne om deres privatliv over for tjenestefolkene, ikke mere end de gjorde over for deres hunde, havde de ikke just fortjent at have noget. De ønskede alle sammen, at Grace ville lade være med at sige den slags; det lugtede af illoyalitet, og uanset hvor meget tjenestefolkene brokkede og beklagede sig, så vidste de godt, at de i det store og hele havde deres på det tørre.

Elsie var ikke indstillet på at lukke hoveddøren op, uanset hvor voldsomt og hyppigt gæsten trak i klokken. Hun havde sod i ansigtet, og hun var endnu ikke trukket i hætte og forklæde. Og i øvrigt var det Smithers’ opgave. Elsie ville vente på en direkte ordre fra en, der var højere oppe i hierarkiet. Dette alt for lange ophold i London betød, at hun savnede sin kæreste. Alan var skytte ude på Dilbernegodset; de sparede op til at blive gift. Jo før dette skete, jo bedre, hvis hun nogensinde skulle have børn. Under den årlige indflytning til London, hvor Alan blev tilbage på godset, trøstede han sig med at drikke og klattede pengene væk. Ved nytårstid ville der ikke være 8

JOBNAME: 3. KORREKTUR PAGE: 9 SESS: 13 OUTPUT: Mon Jul 30 13:29:17 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/132381_En_passende_aftale_151x226_Minion/Materie

meget tilbage. Elsie var ikke i godt humør for tiden, og hun var led og ked af at arbejde i en askesky.

Der var ikke mange hyrevogne at få på dette tidlige tidspunkt, og efter at have modtaget morgentelegrammerne fra Natal havde Baum taget en bus, men var også halvt løbet, halvt gået meget af vejen mellem Lincoln’s Inn Fields, hvor Courtney and Baum havde deres kontorer, og Belgrave Square. Han var villig nok til dette, for i det store og hele ønskede han alt godt for lord Dilberne og havde så sandelig også lånt ham penge nok tidligere til at ønske gælden tilbagebetalt, og jo før der var styr på Hans Nådes affærer, jo før ville dette ske. Men mens Eric Baum trak og trak i klokken, og ingen kom, begyndte han at føle sig krænket.

JOBNAME: 3. KORREKTUR PAGE: 10 SESS: 13 OUTPUT: Mon Jul 30 13:29:17 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/132381_En_passende_aftale_151x226_Minion/Materie

En vis sløsethed Klokken 7.10, tirsdag den 24. oktober 1899

Isobel, Countess of Dilberne, som lå og døsede i sin magelige seng, blev vækket helt ved klokkens gentagne klemten. En af tjenestefolkene måtte have glemt at lukke den grønne filtdør, der adskilte køkkenregionerne fra resten af huset, så støjen kunne høres over hele huset. Det var for galt. De var ved at blive sløsede. Noget måtte gøres. London demoraliserede dem; de var i bund og grund landboere, vant til det traditionsbundne liv. Byen var fyldt med anarkister og revolutionære, hvis nykker kunne gå hen og smitte. I det mindste havde hendes datter Rosina, indtil videre, begrænset sine yderliggående ideer til kvinders rettigheder – og hvem kunne ikke tilslutte sig det? – men hvis man anfægtede ét aspekt af den vedtagne samfundsorden, så ville man højst sandsynligt ende med at anfægte dem alle. På den anden side, hvilken pæn og jordbesiddende ung mand fra grevskaberne ville have lyst til at gifte sig med en så egensindig og emanciperet ung kvinde som Rosina? Der var større sandsynlighed for, at hun ville møde sin tilkommende i London. Den åh-så-underholdende historie om, hvordan Rosina ved sin blotte intellektuelle kraft havde gjort sin koleriske bedstefar så forbitret, at han døde af det, havde vandret hele egnen rundt i alle de bedre familier til stor skade for hendes udsigter til at blive en rødmende brud. Hvad Arthur angik, så var han så sandelig i større moralsk fare i London end i Hampshire, eftersom hele byen var vrimlende fuld af kvikke, unge kvinder med nye ideer og ingen baggrund, men så vidt hun kunne se, var han mere interesseret i motorer end i piger.

10

JOBNAME: 3. KORREKTUR PAGE: 11 SESS: 13 OUTPUT: Mon Jul 30 13:29:17 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/132381_En_passende_aftale_151x226_Minion/Materie

Men Robert, som var blevet provokeret til handling af klokkeklemtene, var ved at stå op nu og lukkede den kolde oktoberluft ind under tæpperne, hvilket satte en brat stopper for hendes behagelige tankeflugt. Hun ville få en mere fredfyldt søvn, hvis Robert sov i sit påklædningsværelse, men han sagde, at han satte pris på at kunne lægge armene om hende om morgenen og tilbragte ikke så sjældent natten i hendes seng. Nu, hvor han blidt igen dækkede hende til med tæpperne, blev hun klar over, at hans fortsatte hengivenhed var mere betydningsfuld for hendes velbefindende end den ubrudte søvn og uhindrede tankeflugt, som den har, der sover alene. »Det er ikke din opgave at lukke hoveddøren op,« sagde hun. »Tjenestefolkene vil ikke bryde sig om det, hvis du gør det.« »Det må være en nødsituation,« sagde Robert. »Dårlige nyheder kommer om natten.« »Det er ikke nat,« sagde hun. »Det er daggry.« »Lidt for tæt på natten til, at det er helt betryggende,« sagde han, men hun satte sig op og opfordrede ham til at være lidt mere som sir Francis Drake og spille sit bowlingspil færdigt, inden han begav sig ud for at besejre den spanske armada eller som Hertugen af Wellington afslutte sin middag, inden han satte tropperne ind mod Bonaparte ved Waterloo. Så han nølede lidt og beundrede hendes bryster, og da det var gjort, tog han hende i sine arme.

Hans Nåde havde stor tillid til sin hustrus visdom. Hun havde det i blodet, for hendes far, Silas Batey, var en succesrig om ikke aristokratisk mand, som havde skabt en formue i tresserne i Newcastles kulfelter. Hvis Dilberne havde ægtet hende for at ærgre sine brødre, som på mere passende vis var blevet gift ind i jordbesiddende familier, noget, hun dengang var gået ud fra, var tilfældet – så var han med tiden kommet til at elske og værdsætte hende i allerhøjeste grad.

Hun tænkte over dette held, mens hans skikkelse hævede og sænkede sig over hende. Anstændige kvinder holdt øjnene lukket, 11

JOBNAME: 3. KORREKTUR PAGE: 12 SESS: 13 OUTPUT: Mon Jul 30 13:29:17 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/132381_En_passende_aftale_151x226_Minion/Materie

men det var, forestillede hun sig, fordi de var blottet for lidenskab.

Han var en høj, bredskuldret mand med krøllet, stadig tæt, lyst hår, og det stærke kæbeparti og den skarpe næse, som ansås for at være et tegn på ærværdig fransk og normannisk afstamning. Men det adelige kom først godt seks hundrede år senere. Den første earl, Hugh Hedleigh, draperermester og rådsmedlem i City of London, havde været en borgerlig, som havde vundet magt og indflydelse og til sidst var blevet adlet af Henry VIII som den første Earl of Dilberne. Det traf sig sådan, at Isabella var langt mere af en viking end han. Hun kom fra Newcastle oppe nordøstpå, hvor de første voldsomme indvandringer havde været fra Norge. Hun var også blond og lys i huden med blå øjne, der sad langt fra hinanden, og silkeblødt hår. Mindre udspekuleret end sin ægtemand, men mere handlekraftig og måske mere principfast.

I mellemtiden måtte mr. Baum stå og se sig ignoreret nede på trappen. Han begyndte at føle, at det ikke var noget tilfælde, at man lod ham vente. Som så ofte i dette hedenske land befolket med ignoranter, talte hans race og religion imod ham. De velhavende så ned på ham, men tog hellere end gerne mod råd og lånte penge af ham – selvom de kun nødtvunget betalte dem tilbage – mens de tiltog sig retten til at foragte ham for ikke at være en af dem. Gudskelov, han ikke var det. Han holdt op med at maltraktere klokken og satte sig på trappen, selv om den var kold og våd mod hans bagdel, og anstillede betragtninger over sine krænkelser.

JOBNAME: 3. KORREKTUR PAGE: 13 SESS: 13 OUTPUT: Mon Jul 30 13:29:17 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/132381_En_passende_aftale_151x226_Minion/Materie

En vis utilbøjelighed Klokken 7.20, tirsdag den 24. oktober 1899

Husholdersken mrs. Neville gik ud fra, at Grace eller Elsie måtte være på vej til døren. Hun selv kunne næppe forventes at tage sig af det; varerne fra mejerist, fiskemand, slagter og bager til det store middagsselskab samme aften var tilsyneladende ved at arrivere samtidigt ved bagindgangen. Alt skulle bare være perfekt. Ægteparret Neville, butler og husholderske med fyrre års tjeneste på bagen, herunder erfaringer fra et hertugeligt hjem, var også smågnavne over deres arbejdsgivers beslutning om at blive i London efteråret over. Livet var mere roligt på Dilberne Court. De var i halvtredserne og havde betragtet stillingen som en retrætepost. På landet forsynede hovedgården dem med størstedelen af maden, og antallet af tjenestefolk, hvoraf størstedelen boede på stedet og alle var loyale, var tilstrækkeligt til at sikre, at husholdningen fungerede uden besvær.

Her på Belgrave Square var pladsforholdene trangere, end de burde være. Kun en håndfuld af de faste folk kunne bo i huset. Man måtte ansætte tjenestefolk fra et bureau, og folk fra London var kendt for at være langfingrede, så mr. Neville måtte ustandseligt kontrollere, om der manglede dagligvarer, spisebestik, dækketøj, vin og guderne måtte vide hvad. Men her til morgen var han ikke til at få øje på. Mrs. Neville havde givet ordre til, at han ikke måtte vækkes – han var ikke kommet i seng før over klokken to om natten på grund af Hans Nådes sene hjemkomst, og denne aftens store

13

JOBNAME: 3. KORREKTUR PAGE: 14 SESS: 13 OUTPUT: Mon Jul 30 13:29:17 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/132381_En_passende_aftale_151x226_Minion/Materie

middag ville fortsætte til ud på de små timer. Mr. Neville døjede med smerter i brystet, og mrs. Neville var bekymret for ham. »Han er treoghalvtreds,« sagde hun gerne. »En mand kan forvente at leve til sit halvtredsindstyvende år og en kvinde til sit syvoghalvtredsindstyvende. Hvis det nu blot behagede den gode Gud at tage tre år af mit livsspand og lægge dem til mr. Nevilles, så kunne vi begge to gå bort som firehalvtredsårige og komme i paradiset sammen uden ubelejlig forsinkelse.« Grace, som var god til regning, havde lidt at udsætte på mrs. Nevilles regnestykke, men formodede, at det afholdt den ældre kvinde fra at gruble og græmme sig, så hun holdt tand for tunge.

I mr. Nevilles fravær havde Reginald ansvaret. Han var fra Dilberne Court, og der havde han posten som førstetjener. Her i London var hans opgaver mere omfattende. Han kørte også familiens kalechevogn, når det var påkrævet. Hest og vogn befandt sig i staldbygningerne omme bag huset på Belgrave Square. Viscount Arthur kunne godt lide selv at køre, og undertiden insisterede miss Rosina på selv at tage tøjlerne, selvom hendes mor ikke just syntes, det var passende. Reginald var en flot, livlig ung mand, beslutsom om end nogle gange tilbøjelig til at træffe lidt for overilede beslutninger.

Han var vellidt, hyppigt irettesat og lige så hyppigt tilgivet. Hans ulyksalige, overilede beslutning denne morgen var at ignorere den besøgende foran hoveddøren. Efter hans mening var Elsie for beskidt efter kaminarbejdet til at blive sendt; Grace for fin på den til at blive spurgt. Kokkepigen befandt sig stadigvæk i sin seng, og i hendes fravær var stuepigen Smithers ved at sørge for tjenestefolkenes morgenmad. Reginald var sulten og ville nødigt have, at hans morgenmåltid blev forsinket. Han løste problemet ved dets udspring ved at puffe en humpel brød ind mellem klokken og den elektriske ledning for at dæmpe lyden, hvis det skulle ske igen. »Det er en eller anden gadedreng, der skulle have enden på komedie,« sagde Reginald. »Bare ignorer det.« 14

JOBNAME: 3. KORREKTUR PAGE: 15 SESS: 13 OUTPUT: Mon Jul 30 13:29:17 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/132381_En_passende_aftale_151x226_Minion/Materie

»Jamen, det kunne være hvem som helst,« sagde Smithers henne fra komfuret. »Måske er det Prinsen af Wales, der kommer for at aflægge Hans Nåde besøg med beretninger om, hvad han foretog sig i nat,« sagde hun så. »Du må hellere åbne, ellers ender det med, at nogen kommer til at fortryde det.« Smithers vidste bedre end at spøge med Prinsen af Wales, når mr. eller mrs. Neville var til stede, men hun var alene med Reginald, som havde en behagelig uærbødig holdning til de fine folks amourøse liv. Smithers, som var seksogtredive, en kraftig bondepige med dobbelthage og klare, små øjne, havde for længst opgivet ethvert håb om at blive gift, men som flere andre af tjenerstabens kvindelige medlemmer kunne hun glæde sig over at have selskab af Reginald i deres tilværelse som en kilde til chok, ærefrygt og tilbedelse. Smithers var ved at indsamle ingredienser, rester fra gårsdagens herskabsmiddag, for at lave så godt et morgenmåltid til folkeholdet, som hun kunne. Hun var mere rundhåndet, når hun lavede mad end mrs. Welsh, men var længere tid om det. Hun havde tænkt sig at bruge oksefedt til at stege gårsdagens kuvertbrød i, hakkede, med krebinetter lavet af resterne af kyllingefyldet. Selve kyllingen var stort set væk. Arthur havde god appetit. Der blev ikke købt specielt ind til tjenestefolkenes morgenmad, det var op til dem selv at fremstille et rimeligt måltid, som blev serveret, når der var tid til det. På Dilberne Court lå det i fastere rammer. I London skete der uventede ting, om det så bare var en dørklokke, der ringede, når den ikke skulle.

Det var for Reginalds skyld, at Smithers nu tilførte panderetten bacon. Flæskesiden var blevet bragt ind fra Dilberne Court, hvor den var blevet konserveret på Hampshire-vis med havsalt. I London blev bacon konserveret med almindeligt salt, for lidt sukker og for meget salpeter, hvilket fremskyndede og billiggjorde processen, men forsurede resultatet. I mere sparsommelige husholdninger ville tjenestefolkene være blevet spist af med London bacon, ækelt, gult stads, som man var nødt til at skrabe svovlet af, inden man 15

JOBNAME: 3. KORREKTUR PAGE: 16 SESS: 13 OUTPUT: Mon Jul 30 13:29:17 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/132381_En_passende_aftale_151x226_Minion/Materie

stegte det. Men det var Hendes Nådes politik, selvom andre fandt det højst ekstravagant, at unde sit personale den luksus at spise stort set samme mad som familien, om end ikke nødvendigvis frisklavet, sådan som det fremgik af dagens morgenmad. Som lady Isobel var fuldstændig klar over, var loyalitet, i disse umulige tider med mangel på tjenestefolk, noget, man skulle gøre sig fortjent til, ikke noget man kunne forvente. Lugten pirrede Reginald, som engang havde fortalt Smithers, at når hun stegte bacon, så hun næsten tiltrækkende nok ud til at gifte sig med. Siden da havde hun undertiden dagdrømt, at dette måske kunne ske, men indså dårskaben i dette håb. Reginald havde smag for slemme piger, det vidste alle, og Smithers havde simpelthen bare udseendet imod sig. »Dirty Bertie,« sagde Reginald, »og lad ikke dine foresatte høre dig kalde ham det, har en kone at vende hjem til, som han ifølge rygterne fortæller alt, og som ret godt kan lide at høre det. Han kommer ikke og banker på vores dør.« Dette rygte var opstået, da det stod klart, at Prinsesse Alexandra var blevet gode venner med en af Prinsens elskerinder. »Høre« var et noget misvisende ord, eftersom den stakkels kvinde var stokdøv. Men det havde ikke bremset rygtet. »Hvis vedkommende er så desperat, så kan hvem det så ellers er, gå om til bagindgangen.«

JOBNAME: 3. KORREKTUR PAGE: 17 SESS: 13 OUTPUT: Mon Jul 30 13:29:17 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/132381_En_passende_aftale_151x226_Minion/Materie

Lord Dilberne åbner døren Klokken 7.35, tirsdag den 24. oktober 1899

Det endte med at være Hans Nåde selv, som låste op og åbnede de to døre til nummer 17 for en gnaven mr. Baum. På dette tidspunkt var klokken holdt op med at ringe, og Baum sad med muggen mine og kold bagdel på trappen. Hans Nåde fandt dørene overraskende tunge og opdagede til sin forbløffelse, at han rent faktisk aldrig før havde lukket sin egen hoveddør op. Han grundede over, om det at betale andre for det, gjorde ham mere eller mindre mandig. Mindre i egne øjne, formodede han; mere i verdens øjne. Mindre, fordi skæbnen havde anbragt ham i denne situation; han var ikke kommet så vidt ved egen fortjeneste, men på grund af sin herkomst; mere, fordi verden gik ud fra, at hans energi var så betydningsfuld, at den burde forbeholdes vigtigere ting end at åbne døre. Værre endnu, for Reginald ville det være en let sag, da han var kraftigt bygget, men selv pigerne havde tilsyneladende ingen problemer med det. Han var ved at blive gammel. Det var foruroligende, som bevidstheden om dette slog ham med tiltagende hyppighed. Nu skulle man selvfølgelig huske, at den forbandede Gladstone var blevet halvfemsindstyve år og havde lavet ravage og skriblet løs til det sidste. Men på den anden side så var Roberts Tory-partifæller overbeviste om, at hvis de Liberale omsider fik gennemført en lov om pension for de fattige og meget gamle – dem over halvfjerds – så var der ikke mange, der ville leve længe nok til at hæve den.

Han selv var ikke udødelig. Hans søn Arthur måtte se at komme i sving, blive gift, skaffe en arving til godset. Ellers ville hans egen 17

JOBNAME: 3. KORREKTUR PAGE: 18 SESS: 13 OUTPUT: Mon Jul 30 13:29:17 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/132381_En_passende_aftale_151x226_Minion/Materie

yngre bror overtage titlen ved hans død – samt godsets gæld, selvfølgelig, som var omfattende. Nu om stunder var store besiddelser ensbetydende med enorm gæld snarere end enorm rigdom – og stakkels Isobel ville, hvis hun levede så længe, blive fordrevet selv fra enkesædet, som var rystende dårligt vedligeholdt, som sagerne stod, og slet ikke ville passe hende. En skam, at Arthur havde så ringe interesse for politik, og Rosina så megen. Da døren omsider blev åbnet for mr. Baum, var Hans Nåde så optaget af sine egne tanker, at der gik adskillige øjeblikke, før han genkendte fyren, som sad på trappen. »Gud fri mig vel,« sagde han, da han så Baum. »Dem! Hvorfor?« Det var ikke just nogen elskværdig modtagelse, og Eric Baum syntes, han havde fortjent bedre.

Baum rejste sig langsomt og fortrak ansigtet, da han mærkede, hvor stivbenet han var blevet. Han havde, forklarede han, nogle presserende nyheder fra Sydafrika, som han mente burde overbringes til Hans Nåde, inden denne begav sig ind til Overhuset. »Det er min erfaring, at presserende nyheder sjældent har permanent interesse,« sagde Hans Nåde med et reserveret smil og den høflige charme hos den gamle Eton-elev, som i virkeligheden fyrer en fornærmelse af, men en, som kun folk af hans egen slags vil opfatte. »Men, når De nu er her, min gode mand – vil De så ikke hellere komme ind og fortælle mig alt om det?« Robert trådte høfligt til side for at lade Baum komme ind. Han bemærkede, at Baum var iført en skriggul vest samt en stiv, høj krave, som det var moderne blandt visse unge mænd, der øjensynligt efterabede dem, der boede i Guds Eget Land. Det var sådan, englænderne sardonisk nød at omtale amerikanerne og deres vulgære, pengegriske, støjende, selvhævdende facon. Lord Dilberne undrede sig over, hvordan det var gået til, at han var endt med en finansrådgiver i så stor samklang med det værste af nutidens smag. Engang havde sagførere og mænd fra andre liberale 18

JOBNAME: 3. KORREKTUR PAGE: 19 SESS: 13 OUTPUT: Mon Jul 30 13:29:17 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/132381_En_passende_aftale_151x226_Minion/Materie

erhverv været forudsigeligt gamle, grå og tilknappede. Sådan var det ikke længere.

Baum gentog, at efter hans mening var der ingen tid at spilde, og da hans nyheder vedrørte hele familiens økonomiske forhold, burde Hendes Nåde måske være til stede ved et øjeblikkeligt møde, og børnene med – da de begge to havde nået myndighedsalderen og nu havde så meget af deres formue investeret i Natal. Hans blik virkede så underligt flakkende, som hos en mand, der har noget at skjule.

Lord Dilberne var lettere foruroliget over sin sagførers fripostighed, men da han for øjeblikket skyldte fyren noget i retning af tredive tusinde pund, nøjedes han med at påpege, at Hendes Nåde som oftest indtog morgenmåltidet i sengen, og da ingen af børnene var medbestemmende over deres båndlagte midler, og han var værge for dem, var deres tilstedeværelse ganske overflødig. Og var det ikke også mest passende, at forretningssager ventede til senere på dagen? »Bliv til morgenmad, min gode mand, bliv til morgenmad,« sagde han hjerteligt og foreslog i det mindste ikke, selvom han følte sig fristet, at Baum måske ville foretrække at gå om til bagindgangen og spise morgenmad i tyendestuen, hvor den uden tvivl var stillet frem på dette tidspunkt af morgenen. Han huskede i sidste øjeblik, at det var Prinsens ven og finansrådgiver, Ernest Cassel – for nylig slået til storkorsridder – som over for Robert havde anbefalet mr. Baum som en dygtig og pålidelig sagfører med en baggrund inden for minevæsen og et godt greb om aktuelle politiske og økonomiske anliggender. Et godt valg til at bestyre Dilbernes økonomiske besiddelser, som med lord Dilbernes egne ord befandt sig i ‘noget af en morderlig redelighed’.

Men nu vidste Cassel godt nok, hvordan en gentleman opførte sig, hvorimod Baum netop havde bevist, at han ikke gjorde det.

Gentlemen bar hat, når de bevægede sig omkring, var elegant påklædt og ikke iført latterlige modepåfund, ej heller løb de gennem 19

JOBNAME: 3. KORREKTUR PAGE: 20 SESS: 13 OUTPUT: Mon Jul 30 13:29:17 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/132381_En_passende_aftale_151x226_Minion/Materie

gaderne i panik og vækkede folk af deres søde søvn og satte sig dystert på deres fugtige hovedtrappe.

Cassel var kultiveret og beskeden. »Dengang jeg var ung,« havde han sagt til Hans Nåde, »kaldte folk mig en spillefugl. Så snart jeg udvidede min virksomhed, kaldte de mig en spekulant. Nu bliver jeg kaldt bankier. Men det er det samme, jeg har foretaget mig hele tiden. De har brug for en pålidelig mand med et blik for detaljen, som unge Eric Baum.« Men nu var Baums optagethed af detaljen ved at løbe af med ham. Han kunne tilsyneladende ikke holde op med at plapre løs: Hendes Nåde havde et godt hoved og burde involveres, og børnene burde holde inde med at stifte gæld. Den unge herre, viscount Arthurs skrædderregninger var blevet et alvorligt problem, nu hvor mr. Skinner fra Savile Row overvejede at gå rettens vej, og miss Rosina havde skrevet en check til Kvindernes Stemmeretsbevægelse, som mr. Baum følte sig svært fristet til at nægte at indløse. Stemmeret ville ikke gavne kvinderne, de ville blot alle sammen ende som billig arbejdskraft, og mændene ville ikke føle det mindste ansvar for deres ve og vel, men i hvor høj grad kunne mr. Baum anvende sin egen dømmekraft i slige affærer? Regningerne kom ind til ham, og hvis han ikke foretog sig noget, skete der ingenting. »Og jeg beklager at måtte sige, at det er de mindste af mine bekymringer,« sagde mr. Baum. »Det, jeg har at fortælle Dem, angår alle Deres nærmeste familiemedlemmer. De er alle medunderskrivere, de bør alle sammen høre det selv, i tilfælde af et eventuelt fremtidigt tvistemål. Det er af stor betydning for dem alle.« Robert rynkede panden; han var lige så lidt vant til at få fortalt, hvad han skulle gøre, som han var til at åbne sin egen hoveddør. »Deres Nåde – « hørte han Baums stemme langt væk fra.

Han sukkede. Skyldneren måtte tilsyneladende ikke blot være långiverens tjener, men også yde långiveren opmærksomhed. Der var ingen vej udenom. Han ringede efter mrs. Neville, som hid20

JOBNAME: 3. KORREKTUR PAGE: 21 SESS: 13 OUTPUT: Mon Jul 30 13:29:17 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/132381_En_passende_aftale_151x226_Minion/Materie

kaldte Grace, som vækkede lady Isobel og børnene med tilføjelsen, at de var ventet til morgenmåltidet sammen med Hans Nåde og mr.

Baum klokken ni. Nede i køkkenregionerne brokkede Smithers sig og forlod tjenestefolkenes morgenmad. Elsie, som det i det mindste var lykkedes at få ilden til at fænge i morgenstuen, løb op for at få kokkepigen ned fra loftsværelset, så hun kunne være med til at frembringe et morgenmåltid efter alle kunstens regler til fem personer, herunder en gæst, en time tidligere end normalt. I mellemtiden lod Hans Nåde Baum trille tommelfingre i biblioteket og gik om til staldene for at kontrollere, at Agripin fik den behandling, han fortjente.

Hesten var en lovende fire år gammel fuks, som Robert for nylig havde vundet i et væddemål med Prinsen af Wales. Prinsen havde rigeligt råd til tabet, eftersom han havde spillet på, at Cassels Gadfly kunne vinde sit jomfruløb, og vundet noget i retning af et hundrede pund, hvor odds havde været 17. Den sejr havde været ved oktobervæddeløbet i Newmarket. Der havde været atten i feltet.

Prinsen kunne godt lide at vinde i væddeløb, ligesom han kunne lide at vinde i kortspil. Det muntrede ham op. Agripin måtte sættes i stald på Roseberrys gods i Epsom, så John Huggins kunne træne den, en udgift Robert ikke havde taget med i betragtning, dengang han indgik væddemålet, men det var uden tvivl en god investering.

Man behøvede bare se på dyret for at konstatere, at det ville gå hen og skabe en formue til en eller anden, og på dette specielle tidspunkt var det nok så godt, at han var denne person, og at det ville ske ret hurtigt.

Den eneste grund til, at han havde sat det meste af sin og Isobels formue – og faktisk også det, der var tilbage af børnenes spareskillinger – i guldminen i Natal, var, at åren løb tættere på overfladen, og det var ikke så lidt hurtigere og nemmere at bringe guldet op til overfladen end de diamanter, som så mange af hans godsejervenner og kolleger havde investeret i. Han håbede, eller prøvede at overbe21

JOBNAME: 3. KORREKTUR PAGE: 22 SESS: 13 OUTPUT: Mon Jul 30 13:29:17 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/132381_En_passende_aftale_151x226_Minion/Materie

vise sig selv om, at de nyheder, mr. Baum kom med, ikke havde at gøre med endnu flere problemer fra de elendige hollandske boere.

Modder Kloof-minen lå en halvtreds-tres kilometer syd for Ladysmith, men den britiske militære overlegenhed var så stor, hvad angik våben og militær, at stedet havde forekommet sikkert nok. Derudover var boernes behandling af de indfødte så rystende, at man bestemt måtte kunne forvente loyalitet fra arbejderne i de mange britiske foretagender, der var ved at skyde op i området, og som bragte arbejde, velstand og kultur til et formørket land. Nå ja, tænkte han, det var muligvis det samme, romerne havde formodet, indtil de måtte se briterne fra East Anglia under Boadicea besejre Colchester og Londinium i 60 e. Kr. Efter alt, hvad vi har gjort for dem – veje, lovgivning, velstand, handelsmuligheder – hvordan kan de så stadigvæk hade os?

JOBNAME: 3. KORREKTUR PAGE: 23 SESS: 13 OUTPUT: Mon Jul 30 13:29:17 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/132381_En_passende_aftale_151x226_Minion/Materie

Et tidligt morgenmåltid Klokken 8.15, tirsdag den 24. oktober 1899

Da Grace nu skulle prøve at få familien ned til morgenmaden en time for tidligt, henvendte hun sig først til Arthur. Han strakte en lang, smidig arm ud fra sengen og forsøgte at gribe hende om anklen – men hun vidste, at det blot var af gammel vane. Dengang han var fjorten og hun som attenårig en medgørlig, køn og villig, ung størrelse, havde hans entusiasme været større. Nu kunne hun nemt nok trække sig væk; han var og blev,tænkte hun,i bund og grund et barn, hvorimod hun havde brugt de sidste tolv år på at vokse i værdighed og stolthed. Dengang ville hun fnisende have kastet sig ud i en upassende brydekamp, men årenes gang havde på en eller anden måde fået has på evnen til at fnise. Jo mere man kendte til verden, des mindre pjanket virkede tilværelsen. Hun kunne kun formode, at Arthur stadigvæk kendte meget lidt til verden. Mænd var længere om at blive voksne end piger, og folk fra overklassen var langsommere end dem fra underklassen. Han kunne tillade sig at bevare sin åndelige uskyld.

Hun behøvede bare at sige: »Hold op med det der, master Arthur,« så gjorde han det. Hun troede nok, at der måske stadigvæk var håb for ham. Når han engang overtog titlen, så blev han måske en lige så god mand som sin far. »Morgenmad med pater? Hvorfor det? Er der blevet sendt endnu en skrædderregning?« spurgte han hende nu. »Værre end det. Ham sagføreren er her,« sagde hun. »Mr. Baum.« Arthur stønnede og stod op. Han var nøgen og smuk, og der, 23

JOBNAME: 3. KORREKTUR PAGE: 24 SESS: 13 OUTPUT: Mon Jul 30 13:29:17 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/132381_En_passende_aftale_151x226_Minion/Materie

hvor han havde hårvækst, var huden nærmest gyldenbrun. Grace holdt blikket bortvendt fra hans kønsorganer. Hun kendte dem godt nok fra før i tiden, selvfølgelig – og hun kunne ikke undgå at bemærke, at de havde vokset sig endnu mere imponerende, nu hvor han var blevet voksen – men hun syntes alligevel, at han, bare som en gestus, burde vise hende den respekt at tildække sig lidt. Den ene ting, der muligvis ville få hende til at tage springet, forlade den trygge tjeneste og slutte sig til arbejdsstyrken – hun havde sparet op, så hun kunne tage et kursus i maskinskrivning, og der fandtes gode pensionater, hvor arbejdende piger kunne bo respektabelt og billigt – det var uværdigheden ved at blive behandlet på linje med en kat eller hund, som en helt anden art, så ens foresatte kunne udføre deres egne dyriske funktioner – dyrke sex, have afføring, urinere, føde, drikke sig fulde, brække sig helt ugenert i ens nærvær. Hvis tjenestefolkene var unge og kønne, forventede man seksuelle ydelser fra dem uden ekstra betaling, som om hverken deres sjæle eller deres kroppe tilhørte dem selv. Og selvom hendes oplevelser med unge Arthur stadigvæk stod klart i hendes erindring, havde hun en lumsk anelse om, at han ikke havde skænket det mange tanker i de sidste ti år. »Men hvorfor på det her tidspunkt?« spurgte Arthur. »Det har jeg ingen anelse om,« sagde Grace. »Jeg så ham oppe fra vinduet. Han lignede en fugl, der varsler ondt. Han havde en gul vest på, ligesom miss Rosinas papegøje.« Miss Rosina havde en gulbrystet, singalesisk papegøje i sine værelser til tjenestefolkenes store irritation. Denne fugl fik lov til at flyve frit og oversåede gulvene med frugt- og grønsagsstumper og sked, hvor det passede den. Og så tilfaldt det tjenestefolkene at gøre rent efter den. Rosina havde lært fuglen at skræppe »Stemmeret for Kvinder«, hver gang en mand nærmede sig. Grace syntes, det var ret sjovt, men nede i tyendestuen tog mr. Neville det i allerhøjeste grad ilde op.

24

JOBNAME: 3. KORREKTUR PAGE: 25 SESS: 13 OUTPUT: Mon Jul 30 13:29:17 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/132381_En_passende_aftale_151x226_Minion/Materie

»Alt det postyr,« sagde han. »Kvinder! De vil bare stemme på det samme som deres fædre og ægtemænd, så hvad er formålet? Forbandet spild af tid!«