PAGE 1 : KUN PRESENTATION / IKKE TRYK / DO NOT PRINT
I N T E R N AT I O N A L B E S T S E L L E R
© BROOSK SAIB
”Det er hundrede procent sikkert, at nogen allerede er i gang med at caste skuespillere til den tv-serie, som Clifton-krøniken nærmest råber på at blive omsat til.”
Pressen om CLIFTON-KRØNIKEN
– Weekendavisen om Clifton-krøniken
”Jeg var rørt og tryllebundet af denne fortælling om, hvordan Harry rejser sig fra Bristols gader til high society.”
London, 1945. Englands befolkning holder vejret, mens Overhuset
– Daily Mail
voterer, om det er Harry eller Giles, der er den retmæssige arving til Barrington-formuen.
”Archer bruger sine magiske fortælleevner til at skabe tryllebindende karakterer, og hans
Harry vender tilbage til Amerika for at promovere sin nyeste roman, mens Emma leder efter en lille forsvunden pige, hvis sande identi-
Parlamentsvalget står for døren, og Giles skal forsvare sit sæde i forfatter og tidligere politiker. Archer har solgt 330 millioner bøger på verdensplan og
Underhuset, men bliver chokeret, da han opdager, hvem modkandidaten er. I sidste ende bliver det Sebastian Clifton, der må afgøre sin onkels skæbne.
ligget nummer 1 på bestsellerlister verden over. Hans bøger er udkommet i 97 lande.
twists og chokerende slutninger.”
En velbevaret hemmelighed
tet for alt i verden skal holdes hemmelig.
JEFFREY ARCHER (f. 1940) er britisk
læsere kan regne med hans overraskende plot-
RØ KR ØN NIIK N--K ON KEEN N 3 CLLIIFFTTO C
EN VELBEVARET HEMMELIGHED er tredje bind i Clifton-
”Tegner til at blive en fænomenal oplevelse.” – Femina om Clifton-krøniken
”Førsteklasses håndværk.”
En velbevaret hemmelighed
– Litteratursiden om Clifton-krøniken
”Lige som man sidder og forventer, at alle de løse ender vil samle sig i en elegant sløjfe, smider Archer en bombe i sidste afsnit på sidste side … Hvis jeg var dramachef på BBC, ville jeg planlægge første sæson nu.” – Spectator ”Archer fylder et plot med spænding og kuldegysninger, så hans læsere bliver ved med
krøniken, en episk fortælling om magt, forræderi og familiebånd.
”Underholdende slægtsroman, der har det hele.”
– Publishers Weekly
Weekendavisen om Clifton-krøniken
at gætte på, hvad der vil ske … Konklusionen er en sprængfarlig cliffhanger, der får fans til at skrige: Arrrcherr!” – Kirkus Reviews ”Man sælger ikke 250 millioner bøger (250 millioner!), hvis man ikke formår at fange læserne – og det er præcis, hvad Archer gør.” – The Times
LINDHARDTOGRINGHOF.DK
L I N D H A R DT O G R I N G H O F
EN VELBEVARET HEMMELIGHED
En velbevaret hemmelighed.indd 1
30/06/2017 10.45
Af samme forfatter Skal vi sige det til præsidenten? Stjålne penge varer ikke længe To fjender En plads på toppen Rivalerne Farligt efterspil Den store drøm Alle snyder alle Det elvte bud Hvor der er vilje Faderens synder
En velbevaret hemmelighed.indd 2
30/06/2017 10.45
Jeffrey Archer
En velbevaret hemmelighed PĂĽ dansk ved Alis Friis Caspersen
Lindhardt og Ringhof
En velbevaret hemmelighed.indd 3
30/06/2017 10.45
En velbevaret hemmelighed er oversat fra engelsk efter Best Kept Secret Copyright © Jeffrey Archer 2013 Udgivet af Lindhardt og Ringhof Forlag, København Bogen er sat med Palatino hos Demuth Grafisk Og trykt hos ScandBook AB Omslag: Harvey McCauley/Imperiet Citatet af Percy Bysshe Shelley: Adonais, en elegi ved John Keats’ død er fra Kai Friis Møllers oversættelse, udsendt som fællespublikation af Grafisk Cirkel. U.å. ISBN 978-87-11-56788-3 1. udgave, 1. oplag Printed in Sweden, 2017 Kopiering af denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont
En velbevaret hemmelighed.indd 4
30/06/2017 10.45
TIL SHABNAM OG ALEXANDER
En velbevaret hemmelighed.indd 5
30/06/2017 10.45
En velbevaret hemmelighed.indd 6
30/06/2017 10.45
Tak til følgende personer for uvurderlige råd og hjælp til research: Simon Bainbridge, Robert Bowman, Eleanor Dryden, Alison Prince, Mari Roberts og Susan Watt
En velbevaret hemmelighed.indd 7
30/06/2017 10.45
Familien Barrington
Sir Walter g.m. Mary
Barrington
1874-1945
Phyllis 1875-
Andrew g.m. Leticia Harvey
1878-1945
1868-1945
1866-1942
Nicholas
Hugo g.m. Elizabeth Harvey
1894-1918
1896-1943
1900-
Giles
Emma
Grace
1920-
1921-
1923-
Jessica 1943-
En velbevaret hemmelighed.indd 8
30/06/2017 10.45
Familien Clifton
Harold Tancock g.m. Vera Prescott
1871-1941
1876-
Ray
Albert
Stanley
1895-1917
1896-1917
1898-
Maisie g.m. Arthur Clifton Elsie 1901-
1898-1921 1908-1910
Harry g.m. Emma
1920-
Barrington
Sebastian
1940-
En velbevaret hemmelighed.indd 9
30/06/2017 10.45
En velbevaret hemmelighed.indd 10
30/06/2017 10.45
PROLOG
Big Ben slog fire. Skønt lordkansleren var udmattet og drænet for kræfter efter alt det, der var sket den nat, pumpede der stadig nok adrenalin rundt i hans krop til at ødelægge enhver chance for at falde i søvn. Han havde forsikret Overhusets medlemmer om, at han ville afsige dom i sagen Barrington mod Clifton om, hvilken af de unge mænd der skulle arve den gamle titel og familiens store jordbesiddelser. Endnu en gang overvejede han kendsgerningerne, for efter hans mening burde kendsgerninger og kun kendsgerninger lægges til grund for hans endelige dom. Da han for nogle og fyrre år siden indledte sin læretid på et advokatkontor, havde hans principal rådet ham til at skyde alle personlige følelser, anskuelser og al partiskhed ud af hovedet, når han skulle vurdere en klient eller en sag i retten. Jura var ikke noget for forknytte og romantiske sjæle, havde han sagt med eftertryk. Men efter at have lagt sig dette mantra på sinde i fire årtier var lordkansleren nu nødt til at se i øjnene, at han aldrig før havde skullet dømme i en sag, hvor vægtskålene hang så godt som lige. Han ville sådan ønske, at F.E. Smith stadig var i live, så han kunne have spurgt ham til råds. På den ene side … Hvor han dog hadede denne kliché. På den ene side var Harry Clifton kommet til verden tre uger før hans bedste ven, Giles Barrington: Faktum. På den anden side var
11
En velbevaret hemmelighed.indd 11
30/06/2017 10.45
Giles Barrington hævet over enhver tvivl sir Hugo Barrington og hans hustru, Elizabeths ægtefødte søn: Faktum. Det gjorde ham imidlertid ikke i sig selv til sir Hugos førstefødte søn, og det var det, den relevante passus i testamentet drejede sig om. På den ene side nedkom Maisie Tancock med en søn, Harry, den otteogtyvende dag i niende måned efter at have haft en engangsaffære med sir Hugo Barrington, mens de var på firmaudflugt til Weston-super-Mare: Faktum. På den anden side var Maisie Tancock gift med Arthur Clifton, da Harry kom til verden, og på fødselsattesten stod der sort på hvidt, at Arthur var far til barnet: Faktum. På den ene side … Lordkanslerens tanker vendte tilbage til det, der var sket i Overhuset, da medlemmerne langt om længe havde forladt salen for at stemme om, hvorvidt det skulle være Giles Barrington eller Harry Clifton, der skulle arve titlen og alt jordisk gods. Han genkaldte sig indpiskerens præcise ord, da han annoncerede resultatet for en fyldt sal. ’Ja til højre, to hundrede og treoghalvfjerds stemmer. Nej til venstre, to hundrede og treoghalvfjerds stemmer.’ Der var udbrudt tumult på de røde bænke. Han accepterede, at et uafgjort afstemningsresultat havde overladt det til ham at afgøre, hvem der skulle arve Barrington-titlen, det hæderkronede rederi samt ejendomme, jorder og værdigenstande. Bare der dog ikke havde været så meget på spil, hvad angik disse to unge mænds fremtid. Skulle han lade sig påvirke af, at Giles Barrington ønskede at arve titlen, og Harry Clifton havde det stik modsat? Nej, det skulle han ikke. Som lord Preston havde påpeget i sin overbevisende tale fra oppositionens bænke, ville det skabe en uheldig præcedens, også selv om det i denne sag var bekvemt. På den anden side: Hvis han til sidst afsagde dom til fordel for Harry … Langt om længe faldt han i søvn, men kun for at blive vækket, da der klokken syv – for ham usædvanlig sent – forsig-
12
En velbevaret hemmelighed.indd 12
30/06/2017 10.45
tigt blev banket på døren. Han stønnede og lå med lukkede øjne, mens han talte Big Bens syv slag. Kun tre timer tilbage, før han skulle afsige sin kendelse, og han havde stadig ikke besluttet sig. Lordkansleren stønnede igen, mens han svingede fødderne ned på gulvet, tog hjemmesko på og luntede hen til badeværelset. Han fortsatte med at diskutere problemet med sig selv, mens han tog bad. Faktum: Både Harry Clifton og Giles Barrington var farveblinde, og det samme havde sir Hugo været. Faktum: Farveblindhed nedarvedes kun i spindesiden, så det var en ren tilfældighed og burde afvises som værende netop det. Han steg op af karret, tørrede sig og tog en silkekåbe på. Derefter forlod han soveværelset og gik hurtigt hen ad den tæppebelagte gang, indtil han nåede hen til sit arbejdsværelse. Lordkansleren tog en fyldepen og skrev navnene ’Barrington’ og ’Clifton’ på øverste linje på et stykke papir, hvorefter han listede ’for’ og ’imod’ op under hvert af navnene. Da han havde udfyldt hele tre ark papir med sin elegante skråskrift, havde Big Ben ringet otte, og han anede stadig ikke sine levende råd. Han lagde fyldepennen fra sig og gik modvilligt på jagt efter noget at spise. Lordkansleren sad alene og spiste morgenmad i fuldkommen stilhed. Han nægtede oven i købet at bladre i de morgenaviser, der var lagt frem i pæne stabler på den modsatte bordende, og at tænde for radioen, eftersom han ikke ønskede, at en eller anden dårligt informeret reporter skulle påvirke hans afgørelse. De seriøse aviser ville skrive op ad stolper og ned ad vægge om arverettens fremtid, ifald lordkansleren endte med en dom i Harrys favør, hvorimod tabloidaviserne kun interesserede sig for, om Emma ville eller ikke ville kunne gifte sig med den mand, hun elskede. Da han gik tilbage til badeværelset for at børste tænder, hang Justitias vægtskåle stadig på linje.
13
En velbevaret hemmelighed.indd 13
30/06/2017 10.45
Et øjeblik efter, at Big Ben havde ringet ni, gik han tilbage til sit arbejdsværelse og læste sine notater igennem i håb om, at en af vægtskålene langt om længe var begyndt at falde, men de hang stadig fuldkommen på linje. Han sad og læste sine notater endnu en gang, da et bank på døren mindede ham om, at uanset hvor magtfuldkommen han bildte sig ind at være, så kunne han ikke sætte tiden i stå. Han sukkede dybt, rev de tre ark papir ud af blokken, kom op at stå og læste videre, mens han forlod arbejdsværelset og gik hen ad gangen. Da han trådte ind i soveværelset, så han East, sin kammertjener, stå ved fodenden af sengen, parat til morgenritualet. East begyndte med smidige hænder at afføre sin herre hans silkekåbe, før han hjalp ham i en hvid skjorte, der var nystrøget og stadig varm. Derefter en stiv flip og så et elegant kniplet kalvekrøs. Da lordkansleren tog et par sorte knæbukser på, blev han mindet om, at han havde taget et par pund på, siden han blev formand for Overhuset. East hjalp ham til sidst i en lang, sort og guldindvirket kappe, før han rettede opmærksomheden mod sin herres hoved og fødder. En skulderlang paryk blev lagt på lordkanslerens hoved, før han trådte ned i et par spændesko. Det var først, da embedskæden af guld, der var blevet båret af niogtredive tidligere lordkanslere, blev lagt om hans skuldre, at han blev tryllet om fra at være en pantomimisk kvinde til landets højeste juridiske autoritet. Et blik i spejlet, og han følte sig klar til at gå ud på de skrå brædder og spille sin rolle i dette løbende drama. Bare en skam, at han ikke havde lært sine replikker. Timingen fra det øjeblik, lordkansleren trådte ind i og igen forlod Nordtårnet i Westminster Palace ville have imponeret en eksercersergent. Klokken præcis 09.47 bankede det på døren, og hans sekretær, David Bartholomew, trådte ind i rummet. ”Godmorgen, Deres Nåde,” sagde han forsigtigt. ”Godmorgen, mr. Bartholomew,” svarede lordkansleren.
14
En velbevaret hemmelighed.indd 14
30/06/2017 10.45
”Det gør mig ondt at måtte fortælle Dem, at lord Harvey afgik ved døden i går aftes i ambulancen på vej til hospitalet,” sagde mr. Bartholomew. Begge mænd vidste, at dette var usandt. Lord Harvey – Giles og Emma Barringtons morfar – var sunket sammen i salen få øjeblikke før, afstemningsklokken ringede. De accepterede imidlertid begge den gamle sædvane: Hvis et medlem af enten Undereller Overhus døde under en samling, skulle en gennemgribende undersøgelse af dødsfaldet sættes i værk. For et undgå denne ubehagelige og unødvendige efterforskning blev ’døde på vej til hospitalet’ den vedtagne formulering for den slags tilfælde. Sædvanen daterede sig tilbage til Oliver Cromwell-tiden, hvor parlamentsmedlemmer havde tilladelse til at bære sværd i salen, og urent trav var en decideret mulighed, når et dødsfald fandt sted. Lordkansleren var bedrøvet over lord Harveys død, en kollega, som han både godt kunne lide, og som han også beundrede. Han ville blot ønske, at hans sekretær ikke havde mindet ham om en af de kendsgerninger, som han med sin elegante skrift havde noteret ned under navnet Giles Barrington; nemlig, at lord Harvey havde været forhindret i at afgive sin stemme, efter at han var kollapset, og at den – hvis han havde gjort det – ville have været i Giles Barringtons favør. Det ville have afgjort sagen en gang for alle, og han kunne have sovet trygt den nat. Nu forventedes det af ham, at han afgjorde sagen en gang for alle. Under navnet Harry Clifton havde han nedfældet endnu en kendsgerning. Da sagen i sin tid havde været under behandling af Overhusets juridiske eksperter, havde afgørelsen været 4-3 i Cliftons favør til at arve titlen og for at citere fra testamentet … alt jordisk gods. Det bankede endnu en gang på døren, og hans slæbbærer trådte ind, iført endnu et victoriansk kostume som tegn på, at den ældgamle ceremoni skulle til at begynde.
15
En velbevaret hemmelighed.indd 15
30/06/2017 10.45
”Godmorgen, Deres Nåde.” ”Godmorgen, mr. Duncan.” I det øjeblik, slæbbæreren løftede sømmen op på lordkanslerens lange, sorte kappe, trådte David Bartholomew frem og slog fløjdøren op til repræsentationslokalet, så hans herre kunne begive sig af sted på den syv minutter lange spadseretur til Overhuset. Medlemmer, piccoloer og embedsmænd trådte hastigt til side, når de fik øje på lordkansleren, for at sikre, at hans tur til salen forløb uden forhindringer. Når han gik forbi, bukkede de dybt, ikke for ham, men for den monark, som han var repræsentant for. Han fortsatte hen ad gangen med det røde tæppe i samme tempo, som han havde haft i de sidste seks år, således at han ville kunne træde ind i salen, idet Big Ben slog det første af ti slag. På en normal dag – og dette var ikke en normal dag – ville han, når han trådte ind i salen, blive mødt af en håndfuld medlemmer, som høfligt rejste sig fra de røde bænke, bukkede for lordkansleren og forblev stående, mens tjenstgørende biskop bad morgenbønnen, hvorefter man tog fat på dagsordenen. Men ikke i dag, for længe før han nåede frem til salen, kunne han høre en masse mumlende stemmer. Selv lordkansleren blev forbløffet over det syn, der mødte ham, da han trådte ind i Overhusets mødesal. De røde bænke var så tæt besat, at nogle af medlemmerne havde stillet sig op på trappen foran tronen, mens andre, der ikke havde kunnet skaffe sig en siddeplads, havde taget opstilling bag en skranke længst tilbage i salen. De eneste andre gange, hvor han kunne huske, at salen havde været så proppet, var, når majestæten holdt sin trontale, hvori han informerede medlemmer af både Under- og Overhus om det lovkompleks, som hans regering havde planer om at vedtage i det kommende parlamentsår. Da lordkansleren trådte ind i salen, forstummede al snak, og
16
En velbevaret hemmelighed.indd 16
30/06/2017 10.45
medlemmerne rejste sig og bukkede, da han stillede sig foran den røde puf. Den øverste kronjurist i landet lod langsomt blikket glide rundt i salen, og mere end tusind utålmodige øjne kiggede tilbage på ham. Hans blik landede til sidst på tre unge mennesker, der sad længst tilbage i salen, direkte over ham i besøgsgalleriet. Giles Barrington, hans søster Emma og Harry Clifton var alle sortklædte som udtryk for respekt for en højtelsket bedstefar, og i Harrys tilfælde, en mentor og kær ven. Han havde ondt af dem alle tre og var klar over, at den dom, han skulle til at forkynde, ville forandre hele deres liv. Han bad til, at det ville være til gunst for dem. Da den højærværdige Peter Watts, biskop i Bristol – hvor passende, tænkte lordkansleren – slog op i sin bønnebog, bøjede alle tilstedeværende hovederne og så først op igen, da biskoppen afsluttede sin bøn med ordene: ’I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn’. Forsamlingen tog igen plads, således at lordkansleren var den eneste, der forblev stående. Da alle havde sat sig, lænede de sig tilbage og ventede på at høre kendelsen. ”Ærede medlemmer,” begyndte han. ”Jeg vil ikke foregive, at den afgørelse, I har betroet mig at træffe, har været nem. Tværtimod vil jeg indrømme, at det har været en af de sværeste beslutninger, jeg har måttet træffe i min lange karriere inden for juraen. På den anden side var det Thomas More, der mindede os om, at når vi ifører os disse kapper, må vi også være rede til at fælde domme, der kun i sjældne tilfælde gør alle tilfredse. Og faktisk har der, mine herrer, været tre tilfælde, hvor lordkansleren blev halshugget samme dag, som han havde forkyndt en dom.” Den efterfølgende latter lettede på den anspændte situation, men kun et øjeblik. ”Det er imidlertid min pligt at erindre mig, at jeg kun står til
17
En velbevaret hemmelighed.indd 17
30/06/2017 10.45
ansvar for Den Almægtige,” fortsatte han, da latteren var stilnet af. ”Ihukommende dette i sagen Barrington mod Clifton, om hvem af de to der skal efterfølge sir Hugo Barrington som retmæssig arving til titel og jordisk gods …” Lordkansleren kastede atter et blik op mod galleriet og tøvede. Hans blik faldt til ro på de tre uskyldige unge mennesker, som sagen drejede sig om, og som alle stirrede stift ned på ham. Han krydsede fingre for, at han på salomonisk vis havde truffet den rette afgørelse, da han fortsatte: ”… erklærer jeg, efter grundigt at have overvejet alle kendsgerninger, Giles Barrington for at være den retmæssige arving.” Der udbrød omgående mumlende snak mellem Overhusets medlemmer, og journalister forlod i al hast pressegalleriet for at videregive lordkanslerens afgørelse til de ventende avisredaktører om, at arveretten stadig var gældende, og at Harry Clifton nu kunne bede Emma Barrington om at blive hans hustru. Almindelige borgere i besøgsgalleriet lænede sig ud over gelænderet for at se, hvorledes Husets høje herrer reagerede på dommen, men dette var ikke en fodboldkamp, og lordkansleren var ikke fodbolddommer. Der var ikke behov for en fløjte, eftersom alle medlemmer af Overhuset ville acceptere og uden protester og dissens rette sig efter hans dom. Mens han ventede på, at der skulle blive ro i salen, kastede han igen et blik op mod de tre mennesker i besøgsgalleriet, som ville være mest påvirket af hans dom, for at se, hvordan de reagerede. Harry, Emma og Giles stirrede stadig udtryksløst ned på ham, som om den fulde betydning af hans dom endnu ikke havde bundfældet sig. Efter måneders usikkerhed følte Giles umiddelbart lettelse, om end hans højtelskede morfars død spolerede enhver form for sejrsbevidsthed. Harry havde kun ét i hovedet, da han knugede hårdt om Emmas hånd. Nu kunne han gifte sig med den kvinde, han elskede.
18
En velbevaret hemmelighed.indd 18
30/06/2017 10.45
Emma var stadig usikker. Lordkansleren havde trods alt fremmanet en hel ny række problemer, som de alle tre nu – uden hans hjælp – skulle tage stilling til. Lordkansleren slog op i sin mappe med de gyldne kvaster og læste dagsordenen igennem. En debat om Den Nationale Sygeforsikring var næste punkt. Adskillige af Overhusets medlemmer forlod salen, da situationen normaliseredes. Lordkansleren ville aldrig indrømme over for nogen, ikke engang sin allermest betroede ven, at han havde skiftet mening i allersidste øjeblik.
En velbevaret hemmelighed.indd 19
30/06/2017 10.45
En velbevaret hemmelighed.indd 20
30/06/2017 10.45
HARRY CLIFTON OG EMMA BARRINGTON 1945-1951
En velbevaret hemmelighed.indd 21
30/06/2017 10.45
En velbevaret hemmelighed.indd 22
30/06/2017 10.45
1
”Hvis nogen derfor kan påvise en retfærdig grund til, at de ikke lovligt kan forenes, lad ham da stå frem nu eller for altid tie stille.” Harry ville aldrig kunne glemme første gang, han hørte disse ord, og hvordan hele hans liv et øjeblik efter lå i ruiner. Gamle Jack, der ligesom George Washington ikke kunne lyve, havde i et i al hast sammentrommet møde ude i sakristiet afsløret, at Emma Barrington, den kvinde, Harry tilbad, og som han havde været i færd med at gifte sig med, muligvis var hans halvsøster. Helvede var brudt løs, da Harrys mor indrømmede, at hun en gang, og kun én gang, havde haft samleje med Emmas far, Hugo Barrington. Derfor var det muligt, at han og Emma havde samme far. Dengang Harrys mor havde haft sin engangsaffære med Hugo Barrington, var hun forlovet med Arthur Clifton, en havnearbejder, der arbejdede for Barrington Group. Selv om Maisie havde giftet sig med Arthur kort tid efter, havde præsten nægtet at gennemføre bryllupsceremonien, så længe der var en mulighed for, at det ville være i strid med Kirkens ældgamle regler om blodsbeslægtethed. Få øjeblikke efter var Emmas far Hugo smuttet ud ad kirkens bagindgang som en kujon, der deserterede fra en slagmark. Emma og hendes mor var rejst til Skotland, mens Harry bundfortvivlet var blevet i Oxford uden at vide, hvad han skulle stille
23
En velbevaret hemmelighed.indd 23
30/06/2017 10.45
op nu. Adolf Hitler havde taget afgørelsen ud af hans hænder. Harry forlod universitetet få dage senere og skiftede sin akademiske kappe ud med et almindeligt sømandsantræk. Han havde imidlertid kun gjort tjeneste i få uger, da en tysk torpedo sænkede hans skib, og navnet Harry Clifton optrådte på listen over omkomne. ”Vil du tage denne kvinde, som hos dig står, til din ægtehustru? Vil du agte og ære hende, indtil døden jer skiller?” ”Ja.” Det var først, da fjendtlighederne hørte op, og Harry kom tilbage fra krigsskuepladsen, hårdt kvæstet og badet i hæder, at han fandt ud af, at Emma havde født deres søn, Sebastian Arthur Clifton. Men Harry hørte først efter sin rekonvalescens, at Hugo Barrington var død under voldsomme omstændigheder og havde efterladt Barrington-familien med endnu et problem, der for Harry var lige så ødelæggende som det, at han ikke kunne gifte sig med den kvinde, han elskede. Harry havde ikke regnet det for noget af betydning, at han var et par uger ældre end Giles Barrington, Emmas bror og hans bedste ven, før han hørte, at han måske var den, der stod i første række til at arve titel, de vidtstrakte jorder, utallige ejendomme og meget, meget mere. Han havde hurtigt gjort det krystalklart, at han ikke var interesseret i arven, og at han var fuldkommen parat til at give afkald på enhver fødselsret, der måske var hans, til fordel for Giles. Våbenkongen havde virket parat til at acceptere denne afgørelse, og alt ville måske have løst sig i god ro og orden, hvis ikke et medlem af Overhuset, lord Preston fra oppositionspartiet Labour, havde påtaget sig at kæmpe for Harrys krav på titlen uden så meget som at konferere med ham først. ”Det er en principsag,” havde lord Preston forklaret alle de journalister, der havde spurgt ham. ”Vil du tage denne mand, som hos dig står, til ægtemand? Vil du
24
En velbevaret hemmelighed.indd 24
30/06/2017 10.45
elske og ære ham og leve med ham i modgang og medgang, i hvad lykke Gud Den Almægtige vil tilskikke jer?” ”Ja.” Harry og Giles var – på trods af officielt at være modstandere i såvel en retssag i landets højesteret som på forsiderne af alle landsdækkende aviser – under hele miseren forblevet uadskillelige venner. Både Harry og Giles ville have jublet over lordkanslerens kendelse, hvis Emma og Giles’ morfar, lord Harvey, havde siddet på sin plads på forreste række, da dommen blev forkyndt, men han nåede aldrig at høre om sin sejr. Den engelske befolkning forblev splittet i deres holdning til kendelsen, mens det var overladt til de to familier at klinke skårene. Den anden konsekvens af lordkanslerens kendelse var, sådan som pressen hurtigt påpegede over for deres glubende interesserede læsere, at den højeste domstol i landet havde bestemt, at Harry og Emma ikke var blodsbeslægtede, og at han derfor nu kunne bede hende om at blive hans kone. ”Med denne ring jeg dig ægter, med min krop jeg dig tilbeder, og alt mit jordiske gods jeg dig giver.” Men både Harry og Emma vidste, at en afgørelse, truffet af et menneske, ikke hævet over enhver tvivl beviste, at Hugo Barrington ikke var far til Harry, og at de som troende kristne var ængstelige ved tanken om, at de måske forsyndede sig mod Guds vilje. Deres kærlighed til hinanden var ikke blevet mindre på trods af alt det, de havde været igennem. Om noget var den vokset, og opfordret til det af Emmas mor, Elizabeth, og med Harrys mor, Maisies accept, havde Emma sagt ja til at gifte sig med Harry. Blot gjorde det hende trist til mode, at ingen af hendes bedstemødre havde levet længe nok til at kunne overvære i ceremo nien. Vielsen fandt ikke, som oprindeligt planlagt, sted i Oxford
25
En velbevaret hemmelighed.indd 25
30/06/2017 10.45
under udfoldelse af al den pragt, der fulgte med et universitetsbryllup og dertilhørende offentlig nyfigenhed, men hos en giftefoged i Bristol, hvor kun familien og nogle få nære venner var med. Måske var den sørgeligste beslutning, som Harry og Emma modvilligt var enige om at træffe, den, at Sebastian Arthur Clifton skulle være enebarn.
En velbevaret hemmelighed.indd 26
30/06/2017 10.45
PAGE 1 : KUN PRESENTATION / IKKE TRYK / DO NOT PRINT
I N T E R N AT I O N A L B E S T S E L L E R
© BROOSK SAIB
”Det er hundrede procent sikkert, at nogen allerede er i gang med at caste skuespillere til den tv-serie, som Clifton-krøniken nærmest råber på at blive omsat til.”
Pressen om CLIFTON-KRØNIKEN
– Weekendavisen om Clifton-krøniken
”Jeg var rørt og tryllebundet af denne fortælling om, hvordan Harry rejser sig fra Bristols gader til high society.”
London, 1945. Englands befolkning holder vejret, mens Overhuset
– Daily Mail
voterer, om det er Harry eller Giles, der er den retmæssige arving til Barrington-formuen.
”Archer bruger sine magiske fortælleevner til at skabe tryllebindende karakterer, og hans
Harry vender tilbage til Amerika for at promovere sin nyeste roman, mens Emma leder efter en lille forsvunden pige, hvis sande identi-
Parlamentsvalget står for døren, og Giles skal forsvare sit sæde i forfatter og tidligere politiker. Archer har solgt 330 millioner bøger på verdensplan og
Underhuset, men bliver chokeret, da han opdager, hvem modkandidaten er. I sidste ende bliver det Sebastian Clifton, der må afgøre sin onkels skæbne.
ligget nummer 1 på bestsellerlister verden over. Hans bøger er udkommet i 97 lande.
twists og chokerende slutninger.”
En velbevaret hemmelighed
tet for alt i verden skal holdes hemmelig.
JEFFREY ARCHER (f. 1940) er britisk
læsere kan regne med hans overraskende plot-
RØ KR ØN NIIK N--K ON KEEN N 3 CLLIIFFTTO C
EN VELBEVARET HEMMELIGHED er tredje bind i Clifton-
”Tegner til at blive en fænomenal oplevelse.” – Femina om Clifton-krøniken
”Førsteklasses håndværk.”
En velbevaret hemmelighed
– Litteratursiden om Clifton-krøniken
”Lige som man sidder og forventer, at alle de løse ender vil samle sig i en elegant sløjfe, smider Archer en bombe i sidste afsnit på sidste side … Hvis jeg var dramachef på BBC, ville jeg planlægge første sæson nu.” – Spectator ”Archer fylder et plot med spænding og kuldegysninger, så hans læsere bliver ved med
krøniken, en episk fortælling om magt, forræderi og familiebånd.
”Underholdende slægtsroman, der har det hele.”
– Publishers Weekly
Weekendavisen om Clifton-krøniken
at gætte på, hvad der vil ske … Konklusionen er en sprængfarlig cliffhanger, der får fans til at skrige: Arrrcherr!” – Kirkus Reviews ”Man sælger ikke 250 millioner bøger (250 millioner!), hvis man ikke formår at fange læserne – og det er præcis, hvad Archer gør.” – The Times
LINDHARDTOGRINGHOF.DK
L I N D H A R DT O G R I N G H O F