Før vi siger farvel - læseprøve by Lindhardt og Ringhof / Forlaget Carlsen

Jens Christian GrĂ¸ndahl

roman

FĂ¸r vi siger farvel lindhardt og ringhof

JOBNAME: 4. KORREKTUR PAGE: 3 SESS: 18 OUTPUT: Fri Feb 10 06:51:53 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/1778_For_vi_siger_farvel_151x226_Palatino/Materie

Jens Christian Grøndahl

Før vi siger farvel Roman

Lindhardt og Ringhof

JOBNAME: 4. KORREKTUR PAGE: 4 SESS: 18 OUTPUT: Fri Feb 10 06:51:53 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/1778_For_vi_siger_farvel_151x226_Palatino/Materie

Før vi siger farvel © 2012 Jens Christian Grøndahl og Lindhardt og Ringhof Forlag A/S Omslag: Alette Bertelsen/Imperiet Omslagsfoto: Tate Drucker: Flight over the Hooghly River, Indien Bogen er sat med Palatino hos Rosendahls BookPartnerMedia og trykt hos ScandBook AB, Falun ISBN 978-87-11-39192-1 1. udgave, 1. oplag Printed in Sweden 2012

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copy-Dan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont

JOBNAME: 4. KORREKTUR PAGE: 6 SESS: 18 OUTPUT: Fri Feb 10 06:51:53 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/1778_For_vi_siger_farvel_151x226_Palatino/Materie

JOBNAME: 4. KORREKTUR PAGE: 7 SESS: 18 OUTPUT: Fri Feb 10 06:51:53 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/1778_For_vi_siger_farvel_151x226_Palatino/Materie

UN LØB udefter i en stor bue på den tomme is. Han stod inde på bredden med hænderne i lommerne på sin tynde trenchcoat; for en gangs skyld havde han ikke et kamera med. Han så ud, som om han frøs. Han havde tabt sig, og det fik hans gamle skind til at hænge løsere på knoglerne. Bag ham kunne hun se bilen og hjulsporet mellem granerne, der omgav søen under den stille himmel. Hun havde ikke stået på skøjter i årevis, de havde ligget i en af kasserne, som hun havde haft med og aldrig åbnet, da hun flyttede ind. Hun var kommet i tanke om dem, fordi hun ikke havde vidst, hvad hun skulle stille op med sig selv sådan en søndag, før han skulle rejse. De var kørt ned over Sjælland på må og få, indtil de fandt et sted, hvor isen var sikker. Han virkede fjern i bilen, og sådan havde hun det også, hver gang han skulle af sted igen. Når hun vågnede om morgenen, forestillede hun sig, at han ikke var der, selv om hun kunne høre ham i køkkenet. Som om han allerede var landet i Skopje og sad i den lejede bil på vej mod Tetova; endnu en by, hvor hun aldrig havde været. Som om det var aften igen, og han ringede fra sit dårligt opvarmede

JOBNAME: 4. KORREKTUR PAGE: 8 SESS: 18 OUTPUT: Fri Feb 10 06:51:53 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/1778_For_vi_siger_farvel_151x226_Palatino/Materie

hotelværelse for at høre hendes stemme og fortælle hende om minareterne mellem de sneklædte bjergskråninger. Der var kun hendes åndedræt i stilheden og den kurende, slibende lyd af skøjterne. Der var friheden, en uventet evne, der vågnede igen. Efter den første stivhed huskede hendes krop det hele, baglæns eller i ottetaller, og han så hende, men det var ikke et billede. Det ville aldrig kunne fryses til en fast formet erindring. Det var noget i bevægelsen selv, og når farten tog af, længtes hun efter at accelerere på ny. Sådan var det hele tiden, sådan havde det altid været, tilløb og svævende fremdrift, indtil hun igen blev indhentet af sin egen vægt. Det var ikke engang bevægelsen selv, men forventningen om dens gentagelse, kredsende ud over det hvide. Han stod ikke længere på bredden, det var nok blevet for koldt at stå sådan og være publikum til hendes frihed på skøjter. Billygterne tændtes, og hun glædede sig til at sætte sig ind i varmen, men tog et par runder mere. I morgen ville hun igen vågne alene. Om et par timer ville hun stå i lufthavnen med et skævt medvidende smil, så han kunne komme af sted uden følelsen af at have en sømandskones tunge hjerte på slæb i en lænke om foden. Hans rejsetaske stod pakket i entreen ved siden af tasken med kamerahuse og objektiver. Hun så sig selv med hans øjne, da hun kom op ad hjulsporet og nærmede sig bilen med skøjterne hængende om halsen. Halvt så gammel og ikke særlig høj, tynd som en lakridspibe og næsten lige så sort. Nummer hvad i hans liv? Marcus sad lidt og betragtede hende, da hun havde smækket bildøren og spændt sin sikkerhedssele. Hun besvarede hans blik og havde ingen anelse om, hvad han tænkte. Hun håbede, at han ville kysse hende, så hun kunne slippe for hans undersøgende øjne. Hun vidste godt, at de som regel

JOBNAME: 4. KORREKTUR PAGE: 9 SESS: 18 OUTPUT: Fri Feb 10 06:51:53 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/1778_For_vi_siger_farvel_151x226_Palatino/Materie

kun virkede så bedrøvede, fordi huden under hans bryn hang lidt ned over øjenlågene og havde gjort det altid. Alligevel gik de ind, hans øjne, hvad så de? Hvad var det, hun ikke kunne se for al den erfaring, der kiggede ud på hende? »Hvad glor du på?« Hun smilede, mens hun sagde det, men han måtte kunne høre kækheden slå sprækker. Han satte i bakgear og vendte sig om for at se ud gennem bagruden. Bilen maste sig op ad det knoklede hjulspor, lyden mindede om en accelererende sporvogn, en gran piskede mod hendes dør med sine stive nåle. En sporvogn i Amsterdam, dengang de lige havde mødt hinanden. De stod i den tætpakkede fyraftensvrimmel, og den ene vidste stort set intet om den anden. Duggede ruder, lysstofrør og skumring, klamt overtøj og hans krop mast mod hendes af de fremmede passagerer, når vognstammen slingrede i en kurve. Han havde smilet og set på hende, som om hun i hele den vide verden kunne være, hvem hun ville. De tav, mens han fulgte den asfalterede bivej langs pløjemarker med spredte øer af sne, forbi indkørsler til fjerne gårde, gennem landsbyer med døde facader. Han rømmede sig. »Hvem var det, du talte med?« Telefonen havde ringet, da de var drejet fra motorvejen og fulgte de små veje på sporet af søen, hvor de sommeren før havde spist frokost og badet. Hun havde ikke været sikker på, at det var den, de endte med at finde, men hvad gjorde det, så længe isen bar? Telefonen var blevet ved med at ringe i lommen på hendes skijakke. Skulle hun ikke tage den? Hun havde ikke set efter, hvem det var, før hun svarede. »Min mor.«

JOBNAME: 4. KORREKTUR PAGE: 10 SESS: 18 OUTPUT: Fri Feb 10 06:51:53 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/1778_For_vi_siger_farvel_151x226_Palatino/Materie

Marcus havde kun mødt Judith et par gange. Han havde insisteret. Måske var det hans erfaring, der sagde ham, at det var den bedste måde at slippe for at se hende igen. Et par besøg, så det ikke skulle hedde sig, og ellers afstand. Smart. Selv et mangeårigt bekendtskab er ikke en ubestemt forbindelse, det består af så og så mange møder og samvær, et helt præcist antal. Han ville sikkert have kunnet overskue to gange årligt, til jul og påske, uden at føle sig tynget. At troppe op var i sig selv en gestus, og derfra skulle høflighedens automatpilot nok have sørget for resten. Marcus havde set så meget. Der skulle mere end hendes forsumpede mor til at slå ham af pinden, men så let kunne Barbara ikke tage det, selv om hun for længst var voksen, og selv om Judith ikke var hendes rigtige mor. Judith var blevet boende alene i parcelhuset uden for den lille by nær Vesterhavet, da hun blev skilt fra Erik. Engang et hjem, nu mindre end dét. En gulnet, indtørret skal forladt af alt liv, hvor de tomme vinflasker stimlede sammen i entreen, og nullermændene for op, hvis en dør blev åbnet for brat. Judith og Erik, hendes forældre. De havde valgt at kalde hende Barbara. Ingen vidste præcis, hvor gammel hun var, da de hentede hende, men et år fra eller til gjorde vel heller ikke den store forskel. Måske havde de valgt Barbara som en slags kompromis, fordi det både lød velkendt og sydlandsk og ville kunne matche hendes hudfarve i en by, hvor børnene ellers var lyse. »Du var så kort for hovedet. Ringede hun for at plage dig?« »Nej. Jo, på en måde. Nej, det kan man vel ikke sige.« »Det lyder kompliceret.« »Hendes far er død.«

JOBNAME: 4. KORREKTUR PAGE: 11 SESS: 18 OUTPUT: Fri Feb 10 06:51:53 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/1778_For_vi_siger_farvel_151x226_Palatino/Materie

»Jeg troede ikke, hun havde en far.« »Det har hun sådan set heller aldrig haft.« »Nu bliver det kompliceret.« »Hun ringede for at spørge, om jeg vil tage med til begravelsen.« »Vil du?« »Jeg har aldrig mødt ham.« »Det er din mor.« »Det er den dag, vi skal mødes i Athen.« »Dit fly går først om eftermiddagen.« »Synes du, jeg skal tage med?« »Det afgør du selv.« Han havde en særlig måde at sige den slags på. Han vidste, at hun ville tage med til den begravelse. Hvis hun satte sig imod, ville hun føle sig ung og umoden, og det havde hun ikke lyst til. Vidste han også dét? Marcus vidste mere om hende, end hun vidste om ham. Var det kun, fordi han var så meget ældre? Til gengæld var der ting, ingen vidste, ikke engang hun selv. Der var til at begynde med hendes fødselsdato. De, der kendte den, anede ikke, hvad der var blevet af hende, og i mellemtiden havde de måske glemt, at hun nogensinde var blevet født. Det var rundt regnet seksogtredive år siden, og i den del af verden var det mest sandsynlige, at hendes rigtige forældre var døde. »Det bliver i hvert fald stresset, hvis jeg både skal til begravelse og til Athen samme dag.« »Du finder nok ud af det,« sagde han. Der var noget ironisk i hans blik, og hun kunne ikke skelne det fra overbærenhed. »Følges vi hjem fra Athen?« Han så ud gennem forruden. Det var aftalen, at han skulle

JOBNAME: 4. KORREKTUR PAGE: 12 SESS: 18 OUTPUT: Fri Feb 10 06:51:53 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/1778_For_vi_siger_farvel_151x226_Palatino/Materie

tage et fly fra Skopje samme dag og møde hende i Athen. Hun havde ikke været der før. »Jeg ved det ikke endnu,« sagde han uden at fjerne blikket fra vejbanen. Han måtte kunne mærke hendes blik. Hvorfor så han ikke på hende? Der var ingen modkørende. Hun var blevet fundet en morgen i Calcutta nær Howrah Station, på broen over Hooghly River. Af en eller anden grund var det altid blevet sagt, at man fandt hende om morgenen, som om tidspunktet på døgnet ikke kunne være bedøvende ligegyldigt i betragtning af al den information, der i øvrigt manglede. Nogen havde bragt hende hen til et børnehjem drevet af katolske nonner. Hun var blevet fundet svøbt i et tæppe, formentlig skrigende af fuld hals, men det meldte historien ikke noget om. Barbara havde heller ikke kendt den altid. Som barn var de aldrig nået længere tilbage end børnehjemmet, når hun havde spurgt Judith og Erik, hvor hun egentlig kom fra. De havde sikkert villet skåne hende. Judith fortalte hende om broen, kort før Erik overlod hende til sig selv og de voksende kolonner af tomme flasker. Senere havde Barbara spurgt sig selv, hvorfor netop dét havde været tidspunktet, hvor Judith ikke længere fandt det påkrævet at skåne hende. Man kunne forestille sig så meget. Måske havde hendes forældre været for fattige til at tage sig af hende, måske kendte hendes mor ikke hendes far, måske havde hun været offer for en voldtægt. Eller også havde hendes forældre ikke været spor fattige, men ønskede sig bare en dreng i stedet for den pige, som de overlod til menneskestrømmen og den forbipasserende barmhjertighed på broen over Hooghly River. Man kunne forestille sig meget, men med årene var speku-

JOBNAME: 4. KORREKTUR PAGE: 13 SESS: 18 OUTPUT: Fri Feb 10 06:51:53 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/1778_For_vi_siger_farvel_151x226_Palatino/Materie

lationerne om hvem og hvorfor kommet til at fylde mindre. Barbara var standset ved omstændigheden, en bro over floden, en morgen for snart længe siden. Som om hun var blevet født af selve det foranderlige, ustandselig fornyede menneskehav.

PÅ EN GRÅ dag som denne seks år før var de kørt vestpå. Marcus havde forsøgt at muntre hende op, da de passerede Lillebælt og nærmede sig Den Jyske Højderyg. Det havde været hans idé. Barbara blev tavs, efterhånden som løvtræerne afløstes af graner og forblæste rønnebærhegn. Hun havde været en sjælden gæst, da hun var flyttet hjemmefra, og så blev de skilt. Judith og Erik. Hun havde kaldt dem ved fornavn, men det var der også andre børn, der gjorde, man var jo moderne. Hvordan begyndte nedturen? Var det en konsekvens eller en udløsende faktor, at Judith langt om længe mistede stillingen som organist ved kirken på byens torv? Barbara sang i kirkekoret, hun var seksten den palmesøndag, da Judith fire gange måtte begynde forfra på præludiet til Påskeblomst, hvad vil du her. Det havde også altid været en svær melodi, men efter den søndag blev alting svært. Koret var selv et orgel, hver hals en pibe, stemmerne kunne stråle ud i kontrapunkt eller akkorders lag på lag, og dog var de ét. Man måtte bare ikke lave fejl; så længe man sang rigtigt, kunne man forsvinde i koret, ét med den større stemme, der lød som mere end summen af sangere. Barbara kunne alle salmerne udenad, men tænkte ikke på ordenes mening, når hun sang dem. De andre skævede til hende, da hendes mor ramte forkert og forkert igen, men så fandt Ju-

JOBNAME: 4. KORREKTUR PAGE: 14 SESS: 18 OUTPUT: Fri Feb 10 06:51:53 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/1778_For_vi_siger_farvel_151x226_Palatino/Materie

dith melodien, og det var næsten ikke sket. Den følgende søndag måtte hun opgive at gennemføre gudstjenesten, og ved en begravelse ugen efter mødte hun slet ikke op. Hun blev sygemeldt, sådan ordnede man den slags, en vikar blev sat ind, og et par måneder senere var hun fyret. På det tidspunkt havde hun længe været pløret under gudstjenesterne eller bare haft mandolinfingre, i sig selv nok til at miste grebet om registrene, men hun havde klaret sig på rutinen, indtil det altså blev påske. Derhjemme var det for længst ikke noget hjem mere; tomme flasker, fyldte askebægre, brugte tallerkener i stabler og sovsegryder, der var brændt på, men nogle uger efter nytår var Barbara en eftermiddag standset ved kirken på vej fra skole, fordi hun hørte orglet spille. Hun genkendte koralen af Bach, som Judith så ofte havde spillet, og musikken strømmede fuldkommen fejlfrit, adlød kun sine egne love. Var det Judith? Hun tøvede, før hun gik op i pulpituret for at se efter. Judiths sko stod på en taburet øverst på trappen. Barbara listede ned igen uden at have givet sig til kende. Kaffe i havestuen og friskbagte boller med tandsmør; man ville have sagt, at alt var, som det skulle være. Marcus opførte sig som den eksemplariske svigersøn, og Judith var også noget nær eksemplarisk, selv om hun havde været lidt for generøs med pudderkvasten på sin fordrukne tud. I det mindste var hun ædru, og hun tog sig sammen. Hun kunne heller ikke så godt tale til ham som til en ung fyr, der var kommet for at blive set an. Det var ham, der så. Marcus og Judith var meget tættere på hinanden i alder, end han var på Barbara. De måtte have tænkt på det begge to, men de lod sig ikke mærke med det. Alle var moderne her, og Judith gjorde, hvad hun kunne for at vise sig på højde med, hvad der rørte

JOBNAME: 4. KORREKTUR PAGE: 15 SESS: 18 OUTPUT: Fri Feb 10 06:51:53 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/1778_For_vi_siger_farvel_151x226_Palatino/Materie

sig i København. Alt for meget. Det var provinsen, tænkte Barbara med kinderne fulde af hjemmebag, lugten af gylle var stærkest i stuerne hos det eksilerede kulturlag. Der var kunstplakater i skifterammer på havestuens gulstensvæg, Miró og Klee; der var ikke en finger at sætte. Sæsonens digtsamlinger lå i stabler på sybordet mellem kurvestolene, så den besøgende kunne se, hvad husets frue var i gang med. Judith var uddannet på konservatoriet i København, og man kunne stadig høre, at hun var vokset op i Gentofte, men Erik var fra Vestjylland, og det var nu engang her, der havde været et embede til hende. Herude, hvor kragerne for længst var vendt, som hun altid havde sagt med det modige grin hos den, der har lært sig at elske den store himmel. Erik var gymnasielærer, fysik og idræt, og både Ohms lov og Kingos salmer var de samme, uanset hvor man slog sig ned. Det havde de sagt til hinanden, mens de så ud på himlen over de knoklede enge, der med årene blev udstykket til parcelhuse mage til deres eget. Det var trods alt heller ikke Sibirien, og de havde haft deres kreds af ligesindede tilflyttere med akademisk bagage, der mødtes i weekenden til ost og rødvin. Marcus fortalte om krigene, han havde dækket, og om reportagefotografiet. Judith måtte lige indskyde en bemærkning om Josef Koudelka og Sebastião Salgado for at markere, at hun ikke var helt tabt bag en vogn. Havde hun ligefrem læst på lektien, fordi de skulle komme? Og var det nervøsitet, der fik Marcus til at informere så udførligt? Hvad skulle han være bange for, han, der havde dækket både Biafra, Cambodja og Kuwait? Judith spurgte, om det ikke var farligt. Han så lidt på hende, før han svarede. Jo, sagde han bare og fortsatte. Bag ham, gennem den åbne dør ind til stuen, kunne Barbara se flyglet; låget var slået ned over tangenterne. Det

JOBNAME: 4. KORREKTUR PAGE: 16 SESS: 18 OUTPUT: Fri Feb 10 06:51:53 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/1778_For_vi_siger_farvel_151x226_Palatino/Materie

store instrument var dækket af en spraglet dug. En lysestage, en stabel bøger og nogle indrammede fotos af den familie, de havde været. Hvornår havde det sidst givet lyd fra sig? Barbara rejste sig og gik ud i gangen mod badeværelset. Hun standsede midtvejs på den slidte nålefilt, mosgrøn væg til væg. Deres stemmer var så langt væk, at hun ikke kunne høre, hvad de sagde. De voksne. Hun løftede ansigtet mod et af de bobleformede ovenlysvinduer, termoglasset var engang punkteret, og himlen var som overtrukket af en frostagtig hinde. Hvor mange gange var hun vandret frem og tilbage mellem gangens trange vægge, før hun endelig fik skudt sig selv ud i en anden uvished end den, Judith og Erik havde hentet hende ind fra? Hendes egen fremtids tomme åbenhed. Hun huskede fornemmelsen under sine bare fødder, nålefilt, barndom. Ordløs afventende uro. Også på badeværelset var alt ved det gamle, bare ældre, den lidt for langhårede bademåtte, toiletskabet, de spindelvævslignende revner omkring håndvaskens afløb. Mere nusset end hun huskede det, mere Judith alene med sig selv, alderen og en afmagt, der akkumulerede sine spor dag for dag. Barbara åbnede toiletskabet og lukkede det hurtigt igen. Det var ikke her, hun havde været barn. Hendes barndomshjem fortabte sig længere bagude, ikke noget sted, men et blødt, udflydende punkt under glemslen. En hund gøede længere henne ad den stille vej, og hun var tilbage. Hendes barndomshjem, det var aftener i det tidlige forår, hvor man blev længe ude og cyklede rundt mellem de andre børn på vejen, mens lyset faldt, og det blev for koldt til bare ben og arme. Man blev, man ventede, man hinkede og forhalede tiden, før man skulle ind. Nogen slog en bold mod asfalten; hule, dumpe slag. Mødrene begyndte at kalde, og der var en

JOBNAME: 4. KORREKTUR PAGE: 17 SESS: 18 OUTPUT: Fri Feb 10 06:51:53 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/1778_For_vi_siger_farvel_151x226_Palatino/Materie

frihed ved at være blandt de sidste, der blev kaldt på. Cykle videre foran aftenhimlen, efter at gadelygterne var blevet tændt. En frihed, der ingen steder skulle, hjemløs, fordi den boede i kroppen, dens blå mærker og græs på knæene, dens magre lethed i fugten fra haverne. Hendes hjem var dengang, og det var længe siden. Hun kunne stadig huske nogle af vejens børn og deres navne, ansigterne stod lige så tydeligt for hende som navnene, selv om de for længst måtte have forvandlet sig, måske til ukendelighed. Ukendte voksne med de samme navne og et liv, som de dengang ikke var begyndt at forestille sig. Nogle måtte have forladt den lille by ligesom hun, andre var her stadig. Hun havde læst et sted, at modsat hvad man skulle forvente om den moderne verden, tilbragte de fleste stadig deres liv i nærheden af, hvor de var født. Medmindre de da var børn af ukendte forældre på den anden side af Jorden. De andre børn havde ikke ladet sig mærke med, at hun skilte sig ud. Hun var bare ‘hende den så-å-årthårede’, og der lå ikke noget i dét, ikke andet end den simple konstatering. Hun havde altid i baghovedet, at hun var anderledes, men hun blev ikke drillet med, at hun var så mørk. Det var aldrig blevet kommenteret undtagen engang i skumringen, da de løb og legede på vejen, og en lille dreng spurgte hende, hvorfor hendes tænder »l-y-y-ste sådan«. Hun svarede, at hun havde elektrisk gebis, og han så ud, som om han var lige ved at tro på hende. Hun havde selv talt dialekt; på et videobånd fra en juleafslutning i tredje talte hun lige så ravjysk som de andre børn på vejen, men hun havde lagt det af, da hun var flyttet til København. Hun bemærkede det, når hun et par gange om året var hjemme og kom på besøg hos sin ældste veninde.

JOBNAME: 4. KORREKTUR PAGE: 18 SESS: 18 OUTPUT: Fri Feb 10 06:51:53 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/1778_For_vi_siger_farvel_151x226_Palatino/Materie

Berit måtte også have lagt mærke til forandringen, første gang Barbara sagde ‘hos lægen’ og ikke ‘ved’. De havde været som søstre, de havde sovet hos hinanden, fortalt hinanden alle hemmeligheder og hver især været den eneste i verden, der forstod. Berit med de skæve hjørnetænder og den tykke fletning, som Barbara fik lov til at holde og nulre, når de lå i mørket og talte. Berit, der vandt guld i tårnspring på skolernes idrætsdag og kunne Purple Rain udenad. Berit og Barbara, de to B’er eller ‘B-holdet’, som de trodsigt havde kaldt sig, da de kom i puberteten, og skolen blev en dum, grå forpost til det dumme, grå samfund, der ventede. Efter tiende var Berit kommet i lære som damefrisør, og mens Barbara gik i gymnasiet, blev det en beslutning at ses. Det var Barbara, der skulle beslutte sig, men der gik lang tid, før hun indså det. Måske mærkede Berit det før hun. Berit var i mellemtiden blevet forlovet med en fyr, der skulle overtage sin fars farvehandel; de boede over butikken i en toværelses med skrå vægge og savsmuldstapet. Hun lignede allerede en husmor, når hun åbnede hoveddøren med forklæde på, blegere, syntes Barbara, end hun plejede at være. Der lugtede også som i de andre hjem, Barbara var kommet i, af madlavning og støvsugning. Der var skam rent nok, der blev bare aldrig luftet ordentligt ud i den by. Den sidste gang, de sås, var Berit gravid. Barbara skammede sig, fordi hendes første tanke var, at Berit lignede en blegfed ko med sine udstående øjne og sin sagtmodige lykke i sutsko. Da hun et halvt år efter igen var tilbage, hang der et TIL SALG-skilt i vinduet over farvehandelen. De var sikkert flyttet i parcelhus, men hun gjorde ikke noget for at finde ud af hvor. I havestuen var Judith ved at skænke hvidvin. Nu kunne det ikke vente længere. Hun stod op med flasken, da Barbara

JOBNAME: 4. KORREKTUR PAGE: 19 SESS: 18 OUTPUT: Fri Feb 10 06:51:53 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/1778_For_vi_siger_farvel_151x226_Palatino/Materie

kom derud. Lagde Marcus mærke til, at hun måtte holde om den med begge hænder? Barbara havde skånet hende i sine barndomsreferater. Den var newzealandsk, forklarede Judith og satte sig igen, en chardonnay, meget blomstrende, rigtig oversøisk. Der var noget forceret ved hendes anprisning. Så snart de var ude ad døren, ville hun kaste hvad som helst i halsen for at dulme og ave, hvad det nu var, der godt og vel tyve år forinden havde taget hende i besiddelse og forvandlet hende til sin lydige, stadig mere afpillede og svampede slavinde. Men Judith skånede også Barbara, eller hvad man skulle kalde det. Hun lod sig ikke mærke med aldersforskellen, og hvis de ikke kom herfra i tide, ville hun blive overrislet nok til at lægge an på ham, i al uskyldighed. Hendes cardigan var gledet ned over en af de runkne, alt for solbrændte skuldre. Var det utilsigtet? Hun bemærkede Barbaras blik og trak ærbart op i kraven. Barbara kunne ikke gennemskue, om Marcus lagde mærke til det. Hun var flov. Han stillede Judith et ledende spørgsmål, og de gav sig til at tale om orgler og orgelmusik. Messiaen, havde han ikke været organist ved Trinité i Paris? Barbara anede ikke, hvor han vidste den slags fra. »Jeg ved alt for lidt om alt for meget,« havde han sagt med sit skæve smil, da hun undrede sig engang. Judith talte sig varm, men der var ikke længere noget at være flov over. Messiaen og Buxtehude, de var ikke bare hendes verden, de var som nære venner, og når hun talte om dem, viste hun sig fra sin bedste side. Men hvad så Judith med sine fortinnede øjne? Hvad tænkte hun bagest i sit disede hoved, mens hun fortalte om dengang, unge Bach lod orgel være orgel og spadserede hele vejen fra Weimar til Lübeck for at høre Buxtehude

JOBNAME: 4. KORREKTUR PAGE: 20 SESS: 18 OUTPUT: Fri Feb 10 06:51:53 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/1778_For_vi_siger_farvel_151x226_Palatino/Materie

spille? Også Bach var nær blevet fyret, men måtte hun ikke som enhver anden mor sidde og blive bekymret, endda forstemt, ved synet af sin datter sammen med en mand, der kunne være hendes far? Judith havde ikke sagt noget, da Barbara i telefonen tilføjede, at han havde voksne børn. Måske var hun bare glad for, at Marcus og hun ville komme og besøge hende, men hvad så hun? Hun havde spurgt i telefonen, hvordan de var løbet ind i hinanden, men det lød mest, som om hun ikke vidste, hvad hun ellers skulle spørge om. Barbara havde fortalt om forlagets efterårsreception. Nogle måneder før havde hun ringet til Judith med nyheden om jobbet i presseafdelingen, og for en gangs skyld havde hun været ægte glad, ægte utålmodig, da hun tastede sin mors nummer. Hendes første fuldtidsjob siden sommeren efter gymnasiet, da hun var stuepige på Hotel Bristol. Det lød også tilforladeligt nok at have mødt hinanden til en reception, men hvad var der galt med sandheden? Hvad var det ved den, som hun ikke havde brudt sig om at fortælle Judith?

HUN

VAR KNAP niogtyve og havde delt bord og seng med flere kærester, men hver gang var hun den, der skulle videre. Med Marcus var det første gang, at ‘videre’ ikke på et tidspunkt trængte sig på. Som regel var han på vej til endnu en krig i endnu en fordømt ravnekrog af den tredje verden, men ellers havde han tilbagelagt alt det, man før de tredive har for øje som en dis i horisonten af vage håb. Halvbagte tanker om en mening, der vil krystalliseres og danne mønster i den centrifugerende pøl af hændelige muligheder.

JOBNAME: 4. KORREKTUR PAGE: 21 SESS: 18 OUTPUT: Fri Feb 10 06:51:53 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/1778_For_vi_siger_farvel_151x226_Palatino/Materie

En varm eftermiddag trak hun sin cykel gennem Landbohøjskolens Have. Der var ingen mennesker bortset fra en gartner og nogle gamle mennesker, der sad med meget store solbriller på og vindjakkerne lynet helt op, hvide som gekkoer. Hun var gået tidligt fra kontoret og skulle ikke noget. Hun havde trillet lidt rundt i Indre By, før hun kørte hjemad, blændet hver gang hun i et gadekryds kom ud af skyggen mellem husene og blev ramt af solen. Det år var sommeren kommet brat som en spontan beslutning fra højere sted, og det var stadig nyt at mærke luften mod ben og arme. Hun havde ikke set ham i forvejen, han sad på en bænk i skyggen under et cedertræ. Han måtte have fulgt hende med blikket, mens hun nærmede sig; hun blev forskrækket, da han sagde »Hej«. I al sin enkelhed var dét hans åbning. Hun havde gået i sine egne tanker, men hvad hun gik og tænkte på var siden glemt for altid, som om hun i det samme havde smækket en dør uden at tænke på, om hun havde nøgle. Hun standsede, så overrasket var hun, og kneb øjnene sammen for at se, om det var én, hun kendte, der sad og hilste under det eksotiske nåletræ. Eller én, der mente, at de kendte hinanden? Krøllet kaki og bare blege fødder i et par udtrådte mokkasiner; en lang og mager, let medtaget rejsende, men stadig fuld af eventyrlyst. Senere bedyrede han, at det var første gang, han havde grebet til sit kamera som påskud, og hun troede på ham. Hvorfor egentlig? Og hvorfor skamme sig? Fordi han ikke ville fremstå som en gammel gris? Det lå klar ved siden af ham på bænken, hans diskrete lille Leica, og så vurderende op på hende med sin sortviolette pupil. Han spurgte, om han måtte tage et billede af hende. Hun syntes, det ville have været kantet og ufriskt at sige nej.

JOBNAME: 4. KORREKTUR PAGE: 22 SESS: 18 OUTPUT: Fri Feb 10 06:51:53 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/1778_For_vi_siger_farvel_151x226_Palatino/Materie

Det var et rent tilfælde, at han havde siddet i Landbohøjskolens Have den eftermiddag, han kom der ellers aldrig. Senere kunne hun ikke lade være med at se det som noget betydningsfuldt, at han netop den dag og mod sædvane var taget derud. Selv var han forundret over sit frimodige og lidt for ungdommelige ‘Hej’. Sådan var han slet ikke, påstod han og forsikrede hende om, at han ikke havde været ude på noget. Det var længe efter, da hun under alle omstændigheder ville have tilgivet ham, fordi det var ham. I mellemtiden var det blevet ham. Ikke længere en tilfældig moden mand, overmoden, faktisk, og sikkert ikke så lidt klam. Hvis nogen forinden havde skitseret det lille optrin, ville hun have hånet vedkommende for det usandsynlige i, at hun skulle lade sig fotografere af en fremmed mand. Det var ikke for hans blå øjnes skyld, og til at begynde med så hun kun hans alder, men et sekund var noget i hende klikket fra. Hun kunne ikke forklare det anderledes, og Marcus havde benyttet sig af det. Han gav sig til at tale, ikke frenetisk, men uden pause, så hun måtte blive stående og vente på, at den underlige, men til hendes overraskelse egentlig ikke usympatiske gamle svend fik snakket færdig. Var hun fra Indien eller Bangladesh? Bengalen i hvert fald, ikke sandt? Som den første siden den lille dreng på hendes barndoms vej indledte han med at kommentere hendes anderledes udseende. Det var en lettelse, at han spurgte på den måde, uden videre. Normalt lod folk som ingenting, og til daglig var der heller ikke anledning til at tale om, hvor hun kom fra, men hun kunne mærke, når de tænkte på det. Enten smilede de for stort, eller de fastholdt hendes blik på en måde, der var for intens og villet, som om de af al magt forsøgte at se bort fra ansigtet uden om hendes øjne, al den

JOBNAME: 4. KORREKTUR PAGE: 23 SESS: 18 OUTPUT: Fri Feb 10 06:51:53 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/1778_For_vi_siger_farvel_151x226_Palatino/Materie

fremmede hud. Hun var endda pæn, det sagde man da, men tit syntes hun, at hun kunne mærke et stumt ‘selv om’ hænge foran sig i luften. Hendes næse var ikke flad, og hendes hår var ikke kruset, men hun lignede alligevel næsten en neger, og det var folks høflighed, der fik ordet til at vågne af sin slummer i hendes tankers bundfald. Neger, næsten neger. Jo, Calcutta, hun var adoptivbarn, informerede hun artigt. Han havde været der nogle år efter hendes fødsel. Nej, hun var aldrig vendt tilbage. Hvorfor løj hun? Han fortalte om en reportage, han havde lavet om de prostituerede i Sonagachi. Han udtalte kvarterets navn, som om han gik ud fra, at hun kendte postnummeret. De fleste europæere havde kun øje for elendigheden, sagde han, men der var grader. Calcutta var en verden af overgange, små beskedne skel og skift mellem håbløshed og håb om det, der var blot en anelse bedre. Der var forskel på, om man sov inde ved husmurene eller helt ude på kanten af rendestenen. Der var de små drenge, der rullede kulstøv og kokasser sammen til kugler, og der var alle de voksne hænder, som kuglerne passerede gennem, før de blev solgt som brændsel. En hel økonomi. Først efter nogle minutter gik det op for Barbara, at han tog billeder, mens han holdt sit kamera i skødet. Hun spurgte, hvordan han kunne vide, hvad han fik med, når han ikke kiggede i søgeren. Han smilede igen. Kort brændvidde, sagde han og fikserede hendes blik. Som om et helt liv så ud på hende under de grå øjenbryn, der godt kunne trænge til at blive studset. Hun bildte sig senere ind, at hun fra starten havde kunnet se på ham, at han levede alene. Det var dét. Et uventet møde under et cedertræ. De kunne lige så godt ikke have set hinanden igen. Han gav hende sit

JOBNAME: 4. KORREKTUR PAGE: 24 SESS: 18 OUTPUT: Fri Feb 10 06:51:53 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/1778_For_vi_siger_farvel_151x226_Palatino/Materie

kort, før de skiltes. Hvis hun var interesseret i billederne. Hvor arrogant, tænkte hun og tog imod kortet. Først længere henne ad stien faldt det hende ind, at det var hans måde at berolige hende på. Hun skulle selv ringe, hun bestemte farten. Hun ringede ikke. Sommeren gik, hun glemte ham, og det var først, da hun fik øje på ham ved forlagets efterårsreception, at hun igen kom i tanke om deres møde. Han stod og talte med en redaktør og et par forfattere, nystrøget og velplejet denne gang, med pudsede sko og smalle stålbriller på næsen. Hun var sikker på, at han genkendte hende, men han lod sig ikke mærke med det, da redaktøren præsenterede dem for hinanden. De to forfattere flagrede videre, og redaktøren gik hen til baren. Hun sagde, at hun gerne ville se billederne en dag. Han så ud, som om han skulle til at spørge, hvad hun talte om, så smilede han, sært forlegen. Nu var det hende, der fastholdt hans blik. »Så du hedder Barbara,« sagde han, mens redaktøren nærmede sig med to glas hvidvin. Hun tænkte, at hun sikkert godt kunne komme i seng med ham, hvis hun ville.

MØRKET

VAR begyndt at falde på, da de nærmede sig centrum langs havneløbet og godsbaneterrænet. Marcus drejede op forbi postterminalen og fortsatte over Rådhuspladsen. »Jeg kan lige nå at lave lidt mad,« sagde Barbara. »Det skal du ikke,« sagde han og drejede ind gennem de små stræder. »Jeg spiser noget i lufthavnen.« »I lufthavnen? Hvorfor må jeg ikke lave mad til dig?« »Køleskabet er tomt.«

JOBNAME: 4. KORREKTUR PAGE: 25 SESS: 18 OUTPUT: Fri Feb 10 06:51:53 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/1778_For_vi_siger_farvel_151x226_Palatino/Materie

Det var sandt, men han havde ikke behøvet at sige det på den måde. På hvad for en måde? Han havde ikke behøvet at sige det. Hun kunne have hentet en sandwich eller en salat fra cafe´en rundt om hjørnet, det gjorde de så tit. Hun svarede ikke. Han parkerede langs muren omkring Den Tyske Kirke. »Venter du, mens jeg henter min taske?« Det var rimeligt nok, han holdt ulovligt, og selv på en søndag risikerede man, at en nidkær parkeringsvagt stillede sig an. Var det bare tonen? Noget lidt for kortfattet i hans replik? Hun så ham gå op ad den korte trappe til hoveddøren og låse sig ind i opgangen. Det var blevet hendes hjem. Et halvt års tid efter at de mødtes, havde hun opgivet sin lejlighed på Frederiksberg for at flytte ind på tredje sal i det hvide ildebrandshus med udsigt til træerne og de frønnede gravsten omkring Sankt Petri. Hun var godt dum, havde flere sagt, og hun vidste det selv, men det havde summet triumferende i hende, da hun afleverede hoveddørsnøglen til viceværten og lod gadedøren smække bag sig for altid. Tage de største skridt med den største lethed. Hvor havde hun dét fra? Var det sådan, hun var? Hun kom i tanke om Berit, der altid havde sparet, når nogen i klassen havde fødselsdag og delte flødeboller ud. Hvis det var kokosboller, pillede Berit hver enkelt kokosflage af. Bagefter slubrede hun skummet i sig gennem et sugerør, indtil der kun var en tom chokoladeskal tilbage, og dén kunne hun få til at vare resten af dagen. Barbara havde onduleret sin i to mundfulde. Hun havde ikke haft meget med sig, mest bøger og tøj; hans liv var fuldt møbleret, og hun havde ikke noget forhold til ting. Til gengæld forlangte hun, at dobbeltsengen blev

JOBNAME: 4. KORREKTUR PAGE: 26 SESS: 18 OUTPUT: Fri Feb 10 06:51:53 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/1778_For_vi_siger_farvel_151x226_Palatino/Materie

skiftet ud. Hun ville ikke ligge på den samme madras, hvor han havde horet med den ene og den anden og den tredje. Han lo godmodigt, sikkert smigret, men hans tonefald var ironisk. Jamen selvfølgelig, først nu var det jo kærlighed. Hun fastholdt hans blik, rasende på skrømt. Men var hun klar over, hvad den seng havde kostet? Alene madrassen ... De kørte ud i IKEA og købte en ny seng, formentlig til langt under det halve af, hvad den gamle havde kostet, men uplettet, kun lugtende af krydsfiner og emballageplast. Hun passerede de udstillede møblementer, køkken, stue, soveværelse, og betragtede de jævnaldrende par, der vaklede mellem sofaen i læder og den med stribet bomuldsbetræk. Skulle det være futurisme eller almuestil? Nogle af kvinderne var gravide og gik med den ene hånd på maven, mens den anden hang adspredt i en af baglommerne på kærestens jeans og indimellem gav ham et lille besiddende klap. I havn, i sikker havn, og hun? Måske tænkte hun på Berit, som hun ikke engang ville kunne ringe til mere. Hun kunne ikke lade være med at ironisere over de vordende matroner i IKEA med mave, mand og ejermine. Hendes venner havde uafhængigt af hinanden stillet det samme spørgsmål. Hvad med børn? Hun havde rødmet, mens hun smilede overbærende. Det var altså ikke noget, hun havde skænket så meget som en tanke, og hvem sagde, at hun overhovedet ... Man havde set på hende med en visdom, der virkede lige så intimiderende, som den var ufunderet. Hvad vidste de om livet, som hun ikke vidste selv? Hvad vidste de om hende? Hun steg ud af bilen og åbnede bagagerummet, da Marcus kom til syne med sin rejsetaske og tasken med kameraer over skulderen.

JOBNAME: 4. KORREKTUR PAGE: 27 SESS: 18 OUTPUT: Fri Feb 10 06:51:53 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/1778_For_vi_siger_farvel_151x226_Palatino/Materie

»Kører du?« Han smilede. Der var ikke noget i vejen, hvad skulle det også have været? Hun satte sig ind bag rattet og skød forsædet frem. Han lænede sig tilbage og gned ansigtet med hænderne. Lyden af hans skægstubbe mod håndfladerne og nogle halvt udtalte ord natten før, det ville stadig alt sammen findes i hende – men hvor længe? – hvis flyet til Skopje styrtede ned. Sikke noget at tænke, han rejste hele tiden, hvad gik der af hende? Hun skiftede gear og lagde højre hånd på hans knæ. »Træt?« »Ikke spor.« Han ville ikke indrømme, når han var træt, måske var det alderen; hans frygt for, at hun skulle tænke på den. »Du kan sove på flyet.« Hun kom til at tænke på hans irritation, engang hans snørebånd var gået op, og hun bøjede sig ned for at binde det. Kan selv, tak. »Jeg er ikke træt, Barbara.« Det samme irriterede tonefald ville måske være den sidste rest, der en dag var tilbage i ham af den unge mand, han engang havde været. Den helt unge mands nærtagende omsorg for sin autonomi. »Jeg glæder mig til at se Akropolis.« Hun kunne selv høre det overfladisk udglattende i sit tonefald, men det var deres sidste halve time sammen, før han forsvandt ind gennem Security. »Har du aldrig været der?« »Det har jeg fortalt dig.« »Undskyld, måske er jeg lidt træt.« Deres blikke mødtes kort, og de kom begge to til at smile.

JOBNAME: 4. KORREKTUR PAGE: 28 SESS: 18 OUTPUT: Fri Feb 10 06:51:53 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/1778_For_vi_siger_farvel_151x226_Palatino/Materie

»Jeg tror, jeg tager motorvejen,« sagde hun. »Det er dig, der er chauffør.« Motorvejen var en omvej, men hurtigere end at skulle gennem Indre By og over Christianshavn. Man kunne lige så godt få det overstået, få ham af sted. Desuden skulle de ses igen om nogle dage. En morgen vågnede de og var to. Det kunne være begyndelsen på en historie. Sådan var det begyndt. Dengang kunne hun selvfølgelig ikke vide, at det ville blive en historie og ikke bare et møde, en udveksling mellem fremmede. Hun havde allerede lært, at møderne først senere får den betydning, de mangler, når man står og glaner foran et fremmed ansigt, en fremmed dør. Når man efter det første kys følger med indenfor, bare fordi det er muligt. Da hun vågnede den morgen, vidste hun med det samme, hvor hun var, og hvordan hun var havnet i hans seng. Et øjebliks ryggesløs handlekraft i småberuset tilstand på en bar bag Hovedbanegården, som en kollega fra forlaget kendte, og hvor det hed sig, at Tom Kristensen havde slået sine folder i trediverne. Udskårne paneler i mørkt træ med koloniale motiver og forgyldninger i art deco. Elegante prostituerede med lange ben og hårdt bemalede ansigter, der ikke lod sig mærke med forfjamskelsen hos gæsterne fra den akademiske middelklasse. Redaktøren, der havde præsenteret dem for hinanden, prøvede at virke uanfægtet, mens han fortalte om sit møde med en tjekkisk forfatter og forhenværende dissident. Barbara så på Marcus, og han lod til at forstå. Han spurgte, om de skulle følges ind mod centrum. Hun sagde ikke, at hun egentlig skulle den modsatte vej. Måske var det den lumre stemning i lokalet, de lige havde siddet i, der gjorde dem så ærbare, da de gik på hver sin side

JOBNAME: 4. KORREKTUR PAGE: 29 SESS: 18 OUTPUT: Fri Feb 10 06:51:53 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/1778_For_vi_siger_farvel_151x226_Palatino/Materie

af hendes cykel forbi Frihedsstøtten og Hovedbanegården. De passerede Tivolis mylder af lygter, og en strøm af opstemte ansigter omgav dem i det varme lys foran hovedindgangen. De gik forbi, som om de selv aldrig havde været bestemt for letsindig løssluppenhed. Det var fremmedheden. Somme tider kunne den være så fjerlet, at man forsvandt for øjnene af sig selv, ud af skoene og op i det blå, hvorfra man bevidnede den uventede drejning, tingene tog. Andre gange tyngede den og gjorde alting omstændeligt. Et andet menneske kunne være som et folk i Papua Ny Guinea, tanken om den andens krop kunne være lige så utrolig som krokodillemændenes arrede rygge. Han talte om verden, om krige på alle kontinenter. Hun spurgte, om det skulle være farligt, før han snørede støvlerne og satte film i apparatet. Var hun måske farlig? Det var en bedaget, mølædt måde at flirte på. Hun sagde, at han sikkert havde en hel samling af pigeportrætter fra alverdens botaniske haver, irriteret over, at han tvang hende til at spille med på den kokette melodi. Så var han alligevel bare en gammel hengemt bavian? Hun lod, som om hun skulle videre i retning af Nørrevold. Han tog fat om hendes cykelstyr, han havde ikke lyst til at sige farvel. Hun smilede, mest for at skjule sin overraskelse. »Så vis mig, hvordan du bor.« Det var allerede en stiltiende overenskomst, da de gik ind i opgangen ved Den Tyske Kirke. Nu kunne de godt forhale begivenhedernes gang. Han trak en flaske vin op og fumlede med en pose pistacienødder, hun studerede billederne på hans væg med hænderne samlet bag ryggen. Indrammede glimt af verdens ondskab og skønhed, men også af noget, der lignede hans eget liv. Der havde været børn, på tøjet at dømme lå det femten år tilbage, en dreng og en pige, de

JOBNAME: 4. KORREKTUR PAGE: 30 SESS: 18 OUTPUT: Fri Feb 10 06:51:53 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/1778_For_vi_siger_farvel_151x226_Palatino/Materie

måtte være sidst i tyverne nu. Han nærmede sig med en bakke. Paolo og Natalia, deres mor var italiensk. Ja, hos hende ... bortset fra at de var flyttet hjemmefra for længst. Han skænkede i glassene, og de skålede, formelt. Senere, ud på morgenen, sagde han, at han havde været bange for at røre ved hende. Røre hendes unge krop, dens ungdom, der talte for sig selv uden behov for ledsagende charme. Dengang troede hun ikke på ham.

DER VAR HALVANDEN time til flyafgang. Han kneb øjnene sammen, mens han tydede destinationerne på en af skærmene i afgangshallen. Han skulle skifte i Wien. De gik hen mod rulletrappen, der førte op til sikkerhedskontrollen. »Jeg tror, jeg ringer til Judith og siger, at jeg tager med.« »Hvorhen?« »Begravelsen.« »Nå, ja. Undskyld.« »Du behøver ikke at undskylde. Jeg forventer ikke, at du skal engagere dig i min mors ukendte far.« Hun kunne selv høre den forsmåede understrøm, og hun kunne se, at han hørte den. Han standsede ved rulletrappen og tog hende ind til sig. »Vi ses på fredag. Jeg glæder mig til at vise dig Det Kykladiske Museum. Hvornår er det, du lander?« »Ved syvtiden. Jeg glæder mig til at se dig igen.« Hun havde egentlig ikke tænkt sig at lyde så inderlig. Hun lænede panden mod ham, hendes isse passede under hans hage. »Du har adressen, ikke?« Hun så op på ham og smilede.

JOBNAME: 4. KORREKTUR PAGE: 31 SESS: 18 OUTPUT: Fri Feb 10 06:51:53 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/1778_For_vi_siger_farvel_151x226_Palatino/Materie

»Ja, far.« Han kunne ikke fordrage, når hun sagde det. Han smilede tilbage. »Jeg er sikkert fremme ved ottetiden,« sagde han, »afhængigt af trafikken, men du skal ikke være nervøs. Chantal forsvinder, så snart hun har givet dig nøglen og vist dig, hvordan alting virker.« »Hvorfor skulle jeg være nervøs?« »Pas godt på dig selv, til vi ses.« Han vendte sig om på rulletrappen. »Og hils Judith. Du må selvfølgelig overbringe mine ... du ved ...« Han gjorde en vag gestus. Hun smilede og rystede på hovedet ad ham. Han vinkede, hun vinkede også. Han trådte ud på etagen over hende og fortsatte. Hun begyndte at gå tilbage gennem afgangshallen. Der havde aldrig været noget med at vende sig om. De skulle bo i en lejlighed, der tilhørte en af hans venner, en fransk kvinde, som Barbara ikke havde hørt om før. Der havde gennem årene ofte været mennesker, hun aldrig havde hørt om, fortid, historie. Marcus kendte mennesker overalt. Chantal kunne være en gammel elskerinde, men det ville ikke gøre nogen forskel, hvad der var sket mellem dem, ikke for Marcus. Han levede i præsens, resten var arkiveret, tilsyneladende uden påtegning i form af bitterhed eller fortrydelse. Når han en sjælden gang fortalte om sit ægteskab og sine tidligere forhold, var det, som om han refererede en film, han havde set, ikke uden interesse, men uden synlige tegn på, at han skulle have haft noget i klemme dér. Han var ikke overfladisk, hans beskrivelser af de kvinder, han havde kendt, var fulde af indlevede detaljer. Var det nøgtern, han var? Registrerende som det kamera, der i over

JOBNAME: 4. KORREKTUR PAGE: 32 SESS: 18 OUTPUT: Fri Feb 10 06:51:53 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/1778_For_vi_siger_farvel_151x226_Palatino/Materie

fyrre år havde hængt om hans hals? Som om han bare havde eksponeret uden selv at være med, uden at indvirke på noget af det, der havde efterladt sine skygger bag hans gamle øjne?

HUN RINGEDE fra bilen. Judith svarede med det samme, som om hun havde siddet oven på telefonen. Hendes hæse stemme slog sprækker, så ordene blev flossede og træagtige i hendes hals. Nogle af hendes endelser blev aldrig andet end en svag, forpint hvislen i bronkietræet. »Det er mig igen.« »Hvordan går det, har I haft en dejlig dag?« »Marcus er lige fløjet til Skopje.« »Jeg troede, det var Athen.« »Judith, hør engang, jeg tager med. Hvad tid på dagen er det?« »Lille skat, du behøver virkelig ikke ... Du skal jo rejse om eftermiddagen, jeg ved slet ikke, hvordan du skal nå det.« »Lad nu mig om det. Hvis du ellers vil have mig med.« »Du må ikke misforstå mig, jeg mener bare ...« »Hvornår er det?« »Ja, hvornår er det, hvornår er sådan noget? Klokken elleve, tror jeg nok. Bliver man ikke begravet klokken elleve?« »Sådan noget troede jeg, du vidste.« »Du har ret. Jeg har glemt det, Barbara. Simpelthen. Er det ikke mærkeligt?« »Kan du ikke finde ud af det og ringe til mig? Så henter jeg dig på vejen.« »Du kunne også komme torsdag. Ellers skal du da forfærdelig tidligt hjemmefra. Så kunne vi få en aften sammen, det er så længe siden.«

JOBNAME: 4. KORREKTUR PAGE: 33 SESS: 18 OUTPUT: Fri Feb 10 06:51:53 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/1778_For_vi_siger_farvel_151x226_Palatino/Materie

»Det kan jeg ikke, Judith, desværre.« »Nej, selvfølgelig. Det er bare så mærkeligt alt sammen, alle de år, uden at ... og så er han bare væk.« »Du ringer, når du har tidspunktet, ikke?« »Det er sødt af dig, min egen, jeg er virkelig glad for, at du tager med. Jeg kender jo heller ikke nogen af dem. Tænk, at jeg har en søster. Kan du godt forstå, at jeg synes, det er lidt mærkeligt?« »Vi ses på fredag.« »Tak. Ja, mener jeg. Ja, vi ses, min skat.« Barbara parkerede ved Ørstedsparken og gik ned mod Den Tyske Kirke. Hun kom i tanke om, at der ikke var noget i huset. Hun kunne købe en salat på cafe´en, hvis hun blev sulten. Han var ikke engang lettet endnu. Han sad mellem de andre rejsende og så ud på de parkerede fly i projektørlyset. Judith sad nok ved siden af telefonen og så ud på sneen i skæret fra standerlampen. Det visne staudebed og krukkerne med rosmarin og salvie, der overlevede alt; frost, tørke, forsømmelighed. Hun havde lydt, som om der også var en flaske inden for rækkevidde. I årevis havde de talt i hver sin toneart, falsk, selv om de hver især mente det godt nok. Ved en indskydelse undlod hun at tænde lyset, da hun kom ind i lejligheden, som om hun ville udspionere sit eget fravær, og hans. En stille lejlighed med mørke ruder en søndag aften sidst på vinteren. Langt inde i mørket lyste klokkeslættet med orange digitalben på ovnen. Væggens indrammede fotos var ikke andet end diffuse pletter, mørke som våger i isen. Et af portrætterne fra Landbohøjskolens Have hang for sig selv på panelet mellem vinduesfagene mod kirkepladsen. Et mørkt ansigt i den hvide sommerdag, med lysende tænder og kinder strejfet af cedertræets tunge skygge.

JOBNAME: 4. KORREKTUR PAGE: 34 SESS: 18 OUTPUT: Fri Feb 10 06:51:53 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/1778_For_vi_siger_farvel_151x226_Palatino/Materie

Hun satte sig på gulvet mellem vinduerne og betragtede genskæret af blåhvid gadebelysning. Hun fik øje på en lille kobbermønt, et par brødkrummer og et af sine egne hår, der krummedes, som om nogen havde villet sætte spørgsmålstegn ved noget. Hun fandt sin telefon frem og trykkede hans nummer. Der gik lidt tid, før han svarede. Hun så ham for sig, mens han lettere irriteret fiskede telefonen op af sin frakkelomme. »Hej, skat.« Hans stemme lød varmere, end hun havde ventet. »Er der noget galt?« Spørgsmålet kom bag på hende. »Nej, hvad skulle der være galt?« Hun rømmede sig. »Jeg fik bare lyst til at høre din stemme.« »Her er den. Jeg sad og tænkte på ... Hvis du hellere vil være fri for at bo i Chantals lejlighed, kan vi bare finde et hotel.« »Det er helt i orden. Jeg ringede til Judith.« Hun havde slet ikke brug for at fortælle ham det. Pludselig vidste hun ikke, hvorfor hun havde ringet. Pludselig følte hun, at hun burde have en grund, noget at sige, et budskab. »Blev hun glad?« »Det tror jeg nok.« Hun så ham for sig ved den store glasflade med udsigt til de parkerede fly. Flyselskabernes logoer, silhuetterne af passerende skikkelser foran projektørlyset udenfor, byernes navne på skærmene over ham. Landingsbanens fjerne rækker af lys ude i mørket, kulørte som i Tivoli. Hun så Judith, alene i sin stol under lampen. Sneen uden for terrassedøren. »Barbara, er du der?« »Ja.« »Hvorfor ringer du ikke til en eller anden?«

JOBNAME: 4. KORREKTUR PAGE: 35 SESS: 18 OUTPUT: Fri Feb 10 06:51:53 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/1778_For_vi_siger_farvel_151x226_Palatino/Materie

»Hvorfor skulle jeg dét?« »Hvis du ikke har lyst til at være alene.« »Jeg har ikke noget imod at være alene.« »Er du sikker?« »Hvad mener du?« »I dag, da jeg stod og så dig på skøjter ...« »Ja?« »Du virkede så alene derude, mens du slog dine cirkler. Det er sikkert bare mig ...« »Du var der jo.« »Jeg vidste ikke, at du var så god til det.« »Jeg troede også, jeg havde glemt det.« »Jeg har aldrig stået på skøjter.« »Heller ikke som barn?« »Jeg har aldrig haft et par skøjter på.« »Så må du hellere lade være med at prøve.« »Det tror jeg også. Der er boarding nu. Jeg ringer, når jeg er landet.« »Det behøver du ikke. Jeg sover sikkert.« »Så tales vi ved i morgen.« »Ja, i morgen.« Da hun havde lagt på, kom hun i tanke om, at hun havde glemt skøjterne i bilen.

DE HAVDE ligget på bunden af en flyttekasse i pulterkammeret oppe under taget. Når man stod deroppe, kunne man se himlen mellem tagstenene, og om vinteren lugtede der af brænderøg, som om man var ude på landet. Det faldt hende altid ind, at sådan et støvet, halvmørkt sted havde sin egen upåagtede virkelighed, glemt af verden som en begivenheds-

JOBNAME: 4. KORREKTUR PAGE: 36 SESS: 18 OUTPUT: Fri Feb 10 06:51:53 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/1778_For_vi_siger_farvel_151x226_Palatino/Materie

løs provins; flyttekasser med fugtskjoldede bøger, stole med ødelagte sæder. Skøjterne var et levn fra en mere utålmodig, mere jublende og sulten tid. Dengang havde hun kun gået og ventet på at komme af sted, skyde sig ind i verden, ind hvor ting skete og man kunne forvandles. Da hun om formiddagen var kommet ned fra loftet med skøjterne, stod Marcus i hoveddøren. Hurtige skridt nærmede sig på trappen. Marcus trak på skuldrene, og hun forstod. Den uventede gæst ville kunne høre ham, hvis han sagde, hvem det var. Han stod med avisen i hånden og læsebrillerne skubbet op i panden. De havde stadig siddet ved morgenbordet, da hun foreslog, at de skulle køre ud af byen og finde en sø, hvor isen kunne bære. Han så ældre ud, som han stod i døråbningen og ventede med sine læsebriller og sin avis. Ikke gammel, men ældre, end da hun mødte ham. En afmagret sølvræv, udskilt af flokken, uvis på, om den stadig kunne tage kampen op. Paolo kom til syne på trappeafsatsen med en attachémappe under armen. Han havde sin mors brune øjne, og de fremhævede, hvor bleg han altid var. Hans mund var ikke andet end en streg, som om han gik rundt og bed en krænkelse i sig. Han havde et par slidte jeans på og en striktrøje, men han duftede af aftershave, og skilningen i hans kastanjebrune hår var som sædvanlig fuldkommen lige. Normalt så de ham kun i jakkesæt og hvid skjorte, når de overhovedet så ham. »Jeg tog chancen,« sagde Paolo og omfavnede Marcus kejtet. »Godt at se dig,« sagde Marcus. Han virkede forlegen, som om han var mere overrasket end hende over Paolos uanmeldte besøg.

JOBNAME: 4. KORREKTUR PAGE: 37 SESS: 18 OUTPUT: Fri Feb 10 06:51:53 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/1778_For_vi_siger_farvel_151x226_Palatino/Materie

Paolo kyssede Barbara på kinderne og mødte hendes blik. De ravfarvede flammer i hans iris fik hans pupiller til at ligne to små solformørkelser. Der var ingen følelse i hans øjne, hun kunne lige så godt have været en fremmed. De var aldrig blevet andet for hinanden. I hans øjne var hun en illegitim tilstedeværelse, selv om hans far havde været skilt i femten år, da hun mødte ham. Eller også kunne Paolo bare ikke særlig godt lide hende. »Hvordan går det med Camilla og Ludvig?« spurgte Marcus. »Børnene har det godt, tak.« Marcus skulle ikke spørge til sine børnebørn. Han blev skåret af, som om han havde rørt ved Paolo på en upassende måde. »Jamen, hvorfor står vi her?« sagde Marcus. De gik indenfor. Barbara var lettet over, at Marcus havde husket børnenes navne. Han ville kunne tælle de gange, han havde set dem. Deres farfar måtte være en fjern, lidt eventyrlig skikkelse for dem; de ville sikkert ikke engang kunne sige, at de savnede ham. Hun hjalp ham med at huske deres fødselsdage og vælge de gaver, der skulle sendes. Hun måtte altid forhindre ham i at købe noget, der var for dyrt og flot. Hun var sikker på, at det ville blive opfattet som et forsøg på at kompensere. Marcus forstod hende ikke. Han følte sig straffet, fordi han aldrig blev spurgt, om Barbara og han ville passe Camilla og Ludvig. Det hjalp ikke, når hun indvendte, at han i ni tilfælde ud af ti ville have været forhindret, fordi han ikke var i landet. Det var Barbara, der engang til en af de uundgåelige familiemiddage havde sagt til Charlotte og Paolo, at de bare skulle ringe, hvis de havde brug for bør-

JOBNAME: 4. KORREKTUR PAGE: 38 SESS: 18 OUTPUT: Fri Feb 10 06:51:53 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/1778_For_vi_siger_farvel_151x226_Palatino/Materie

nepasning. De havde takket og virket glade for tilbuddet, men de ringede ikke. Barbara gik ud i køkkenet for at lave kaffe. Hun lyttede til deres stemmer inde i stuen og pauserne, hvor den ene eller den anden ikke lige vidste, hvordan man kom videre. Paolo havde taget afstand fra Marcus efter skilsmissen, i modsætning til sin søster, og siden fulgte han med Valeria til Italien. Han havde gået i gymnasiet dernede, og da han kom tilbage til Danmark, undgik han kontakt ud over det mest nødtørftige. Han havde giftet sig tidligt og fået børn med det samme. Charlotte og han boede i et rækkehus i en rolig forstad; han arbejdede i et it-firma, hvor han i en ung alder var avanceret til mellemleder. Hverken Marcus eller Barbara ville være i stand til at gøre nærmere rede for, hvad Paolo lavede, og det var i sig selv et fingerpeg. Han havde gjort alt for at blive et negativbillede af sin far, eller var han bare sådan? Var det Barbara og Marcus, der læste et oprør, endda en fordømmelse, ind i Paolos regelmæssige, borgerlige tilværelse? Han var vel langt om længe kommet videre, ligesom sin søster. Hun havde i mellemtiden giftet sig med en ingeniør, der var udstationeret i Dubai. Begge børn havde klaret sig godt, og hvis Marcus følte en rest af skyld, var det overflødigt. Fortiden var blevet lige så irrelevant, som den var uoprettelig. En enkelt gang havde de besøgt Paolo og hans familie uden en barnedåb eller børnefødselsdag som nødvendig og tvingende anledning. En sommersøndag året efter at Barbara var flyttet ind hos Marcus, ringede Charlotte og spurgte, om de ikke trængte til at undslippe varmen inde i byen. Det var Barbara, der tog telefonen, og hun sagde ja tak uden at spørge Marcus. Hun kunne se, at det irriterede ham, men hun vidste

JOBNAME: 4. KORREKTUR PAGE: 39 SESS: 18 OUTPUT: Fri Feb 10 06:51:53 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/1778_For_vi_siger_farvel_151x226_Palatino/Materie

også, at han ikke ville kommentere det. Hun kendte allerede mønsteret mellem Paolo og hans far, men var stadig så ny i historien, at hun troede, hun kunne påvirke dens forløb ved at gribe en chance for at bringe dem sammen. Børnene boltrede sig i et oppusteligt svømmebassin i den lille have. Paolo stod i shorts og hawaiiskjorte og var i gang med at varme grillkullene op, selv om solen stadig stod højt på himlen. Charlotte kom ud på terrassen med fire glas og en flaske hvidvin. De formstøbte havestole var så varme, at man brændte lårene, når man satte sig. Marcus tog sig virkelig sammen, men det hjalp ikke, han var komplet fejlplaceret i sit centraleuropæiske hørsæt. Omgivet af kuglegrill og kulørt, oppustelig vinyl kom han til at lyde som en lakplade fra radioens arkiver. Han tilhørte en truet art, og det havde ikke på mindste måde præget hans børn. Ville Paolo have talt gammelkøbenhavnsk, hvis hans far ikke havde forladt ham som elleveårig? Ville han have vidst, hvem der skrev Buddenbrooks, ville han have vidst, hvad Buddenbrooks var? Han virkede langtfra dum, han vidste bare ikke noget, som han ikke skulle bruge. Charlotte var sundhedsplejerske, og de kom til at tale om børn og ernæring, fordi Ludvig og Camilla plagede om at få is før maden. Marcus fortalte om en hungerkatastrofe i Østafrika, som han havde dækket året før. Det skulle han ikke have gjort; Barbara mærkede det, før Paolo havde åbnet munden. Hvordan havde han egentlig kunnet stå og fotografere døende børn i stedet for at gøre noget? Marcus sad som lammet i sin gloende plasticstol. Nogen måtte jo vise verden, hvad der foregik, prøvede han spagfærdigt. Men han ville nok have gjort mere gavn, svarede Paolo, hvis han havde løftet bare ét fluebefængt spædbarn op og taget det med sig i

JOBNAME: 4. KORREKTUR PAGE: 40 SESS: 18 OUTPUT: Fri Feb 10 06:51:53 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/1778_For_vi_siger_farvel_151x226_Palatino/Materie

stedet for at dokumentere den lilles langsomme, pinefulde død. Marcus sagde, at han ikke rigtig vidste, hvordan det skulle have kunnet lade sig gøre. Nej, vel? Paolos stregmund krøllede sig sammen i hjørnerne, grusomt bittert. Var det ikke problemet? At han altid betragtede i stedet for at deltage? Paolo rejste sig og gik hen for at lægge pølser og steaks på grillen. Badesandalerne smækkede mod hans fodsåler med en sugende lyd. Barbara tænkte, at Marcus kunne have spurgt ham, hvad han selv havde gjort for Afrikas børn eller i det hele taget for andre børn end sine egne. Charlotte spurgte, om hun ville hjælpe hende i køkkenet. Barbara tænkte, at det var sådan noget, hun som gæst kunne have fået lov til selv at spørge om; nu blev det nærmest en ordre. Hun vendte sig om mod Marcus, da hun fulgte efter Charlotte ind i stuen. Han sad og betragtede de solbrændte børn i bassinet. Deres kåde pjask blandede sig med lyden af kød, der ramte grillens tremmer. Charlotte stod i køkkenet og skyllede salatblade. Hun smilede til Barbara. Hun var køn, de var jævnaldrende; de kunne have været veninder, tænkte Barbara. »I virkeligheden forguder han sin far,« sagde Charlotte. »Tror du?« »Han er så stolt af ham. Han kan bare ikke finde ud af at vise det. Mænd kan være sådan nogle kegler, synes du ikke?« »Mænd?« Charlotte standsede med hånden under den kolde vandstråle og et smil, der nåede at falme, før hun fortsatte med at skylle salat.

SNEFNUGGENE

HVIRVLEDE sidelæns gennem luften foran spiret på Den Tyske Kirke. Barbara stillede bakken med

JOBNAME: 4. KORREKTUR PAGE: 41 SESS: 18 OUTPUT: Fri Feb 10 06:51:53 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/1778_For_vi_siger_farvel_151x226_Palatino/Materie

kopper og stempelkande mellem Marcus og Paolo. Hun satte sig for bordenden. »Du har vel ikke lidt sukker?« Paolo vendte sig mod hende med en mine, som om hun virkelig burde kunne huske, at han brugte sukker i kaffen. Eller var det igen bare hendes egen følelse af altid at være til eksamen hos ham, altid bange for at dumpe? Hun gik ud i køkkenet og hældte lidt sukker i en kop og huskede at tage to teskeer med tilbage, en til Paolo og en til sukkeret. Marcus var i gang med at fortælle om sin seneste rejse. Han beskrev en favela i Rio de Janeiro, hvor han trods alle advarsler havde begivet sig ind; de alt for unge mødre, de limsniffende børn, de herreløse hunde. Barbara skænkede kaffe. Paolo lyttede og betragtede Marcus med sine udtryksløse øjne. Barbara forestillede sig, hvad han tænkte. Her kom han for en gangs skyld og besøgte sin far, og så sad den gamle, selvoptaget som sædvanlig, og talte kun om sit eget. Barbara var lige ved at puffe til Marcus under bordet, men hun vidste, at han kun havde forvildet sig ud i sin rejseberetning, fordi han ikke anede, hvad han ellers skulle sige. Var det udtryk for utilgivelig mangel på interesse, at han ikke spurgte til udviklingen inden for it? Da Marcus brød af og løftede sin kop, så Paolo på hende igen, som om han kun havde ventet på en anledning til at skifte emne. »Det var faktisk dig, jeg kom for at tale med.« »Mig?« »Bare rolig,« sagde han og smilede. Hun så åbenbart skræmt ud. »Jeg skal bare spørge, om du vil hjælpe mig med en lille ting. Vi har besluttet at tage et ombygningslån i huset.

JOBNAME: 4. KORREKTUR PAGE: 42 SESS: 18 OUTPUT: Fri Feb 10 06:51:53 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/1778_For_vi_siger_farvel_151x226_Palatino/Materie

Vi inddrager tagetagen, så Ludvig kan få et større værelse, nu hvor han begynder i skolen.« »Har I fundet en god skole?« spurgte Marcus. »Han starter såmænd i den lokale kommuneskole,« sagde Paolo studst og bøjede sig ned efter attachémappen, der stod lænet op ad et bordben. Barbara lagde en hånd på Marcus’ knæ. Han flyttede det, så hendes hånd gled ned. Paolo lagde nogle dokumenter foran sig på bordet. »Jeg vil bare spørge, om du vil skrive under til vitterlighed.« »Vitterlighed?« »Ja, på at det er mig, der har signeret lånedokumentet. Det skal være en, der ikke hører til familien.« »Jamen, selvfølgelig.« Han havde allerede en kuglepen parat. Hun tog imod den. Mens hun bøjede sig over dokumentet for at finde det rigtige sted at skrive under, lagde hun mærke til hans fødder under stolen. Han sad med tåspidserne støttet mod gulvet og vippede mekanisk hælene op og ned, som om han ikke kunne vente på, at hun fik sat kuglepennen til papiret. Hans fødder så ud, som om der var sat strøm til. Hun skyndte sig at skrive under for at bringe hans tics til ophør, men fødderne fortsatte med at vippe, mens han lænede sig tilbage i stolen. »Tak, det er pænt af dig. Faktisk er det en stor hjælp. Det kan være svært at finde nogen, hvis man ikke er interesseret i at indvie sine venner i, hvor meget man går og låner. Charlotte måtte spørge sin frisør.« Barbara så på den underskrift, der måtte være damefrisørens, under Charlottes tydelige skolepigeskrift. Paolo vendte sig mod Marcus og smilede pludselig, uden overgang.

JOBNAME: 4. KORREKTUR PAGE: 43 SESS: 18 OUTPUT: Fri Feb 10 06:51:53 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/1778_For_vi_siger_farvel_151x226_Palatino/Materie

»Og hvad er så det næste eksotiske rejsemål?« »Jeg tager til Tetova i aften.« »Aner ikke, hvor det er.« »Makedonien. Jeg skal lave noget om det muslimske mindretal.« »Spændende. Nå, jeg kommer nok til at smutte. Charlotte og børnene venter derhjemme, jeg har lovet dem en tur i biffen.« De fulgte Paolo ud. Det havde varet mindre end en halv time, og der ville kunne gå det meste af et år, før de så ham igen. Da han var forsvundet ned ad trappen, vendte hun sig om og omfavnede Marcus. Han tog om hende på skrømt med en kraftesløs gestus, før han gjorde sig fri. »Jeg går ind og pakker.« »Skulle vi ikke af sted?« »Hvis jeg pakker nu, behøver vi ikke at skynde os tilbage.« Hun stod i døren til soveværelset og så ham lægge skjorter og underbukser ned i den bløde taske, der altid var hans eneste bagage. Hun tænkte på kontrasten mellem Paolos døde øjne og hans abrupte måde at smile på, hans udtryksløse ansigt og hans rastløse fødder under bordet. Ro og bevægelse. I Marcus var det ikke modsætninger; han rejste hele tiden, men var den samme, uanset hvor han var eller sammen med hvem. Hos ham var en taske altid ved at blive pakket eller pakket ud. Det havde været som at flytte ind i en undtagelsestilstand. Hun troede længe, at det var hendes egen følelse af erobring og fremtid, der var undtagelsen, men den fortsatte. Det var sådan, han levede, altid på vej til en anden by, et andet kontinent.

JOBNAME: 4. KORREKTUR PAGE: 44 SESS: 18 OUTPUT: Fri Feb 10 06:51:53 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/1778_For_vi_siger_farvel_151x226_Palatino/Materie

Han var vant til det og derfor rolig, selv når taxaen for længst holdt og ventede. Roen var mere end en egenskab. Han havde bolig så langt inde i sig selv, at det på den afstand var af mindre betydning, hvor hans krop tilfældigvis befandt sig. »Han hviler i sig selv,« sagde Judith i telefonen dagen efter deres første besøg, men da havde Barbara nået at fornemme noget andet i hans ro. Som om der dybt i ham, på bunden af en skakt, sad en dreng på hug og så op. Det ville have hørt med til historien, at hun skulle sænke sit lange hår ned til ham; så langhåret var hun bare ikke. Han måtte virkelig selv bjærge sig op, og det meste af tiden var han også manden, kapabel, på højde. Klart, at det liv havde været svært at forene med Valeria, Natalia og Paolo, den egenhændigt plantede lykke, som man selv må passe med gødning, rive og nærhed. Det var til at forstå for enhver selv i kortform, at det måtte blive et valg, familieidyl eller krige og katastrofer. Sværere var det at forklare, hvorfor han havde valgt katastroferne på bekostning af to små børn og en kone, som der selv efter fødsler og hverdagens velsignede forvaskning ikke lod til at være noget særligt at udsætte på. Sexet, livlig, sød, havde Barbara tænkt, da de gav hånd ved åbningen af Marcus’ retrospektive udstilling på Det Kongelige Bibliotek. Valeria fulgtes med Natalia, sikkert for at se den nye kvinde an, men det gik, og bagefter havde Barbara spurgt, hvorfor i alverden de nogensinde var blevet skilt. Han trak bare på skuldrene, godmodigt, som om han selv syntes, det var noget af et mysterium. Hvorfor var Marcus blevet skilt? Fordi det ikke gav mening at blive. Ordet ‘mening’ kunne lyde så glat i hans mund, at det provokerede hende, og en morgen havde hun trængt

JOBNAME: 4. KORREKTUR PAGE: 45 SESS: 18 OUTPUT: Fri Feb 10 06:51:53 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/1778_For_vi_siger_farvel_151x226_Palatino/Materie

ham op i en krog. Han havde set på hende med et mørkt, hovent blik. Meningen med livet? At give det videre, slet og ret. Resten var litteratur. Hun havde ikke vidst, hvad hun skulle svare, og han benyttede sig af det og stod ud af sengen. Mens han var i bad, spurgte hun sig selv, hvad det betød. Var det liv, han levede, i så fald litteratur, og var litteratur noget meningsløst, overflødigt? Var hans arbejde derfor goldt og tomt i hans egne øjne? Voyeurens reportager fra det liv, han ikke selv kunne deltage i? Eller havde han med Paolo og Natalia aftjent sin værnepligt i forhold til livets mening, så han ikke længere skulle bekymre sig om dén? Det var et mærkelig indkapslet svar, ‘at give det videre’. Det var alt og intet på samme tid. Mellem de to yderpunkter, hvad var der dér? Hvis man opfyldte livets mening, så snart man satte et barn i verden, havde hendes ukendte forældre vel ingen grund til selvbebrejdelser. Værsgo, lille ven, her er livet. Vi kan ikke vide, hvad man finder på at kalde dig, men pøj med det! Hvis det var livets mening at give det videre, burde det i afledt forstand også have været meningsfuldt for Marcus at leve sammen med Natalias og Paolos mor. Han var heller ikke typen, der kasserede sin familie for at stifte en opdateret version på en anden matrikel, komplet med nye børn og nye svigerforældre. Det havde ikke været en anden kvinde, der gjorde udslaget, efter hvad Barbara vidste, og hun var sikker på, at han ville have fortalt det, om ikke andet så fordi det ville have gjort yderligere forklaring overflødig. En ny og yngre kvinde, nyt vand i akvariet, det ville enhver have kunnet forstå. Der havde været andre kvinder, men det var ikke dem, der endte med at kile sig ind mellem Marcus og den tilværelse, han selv havde valgt og beseglet med forplant-

JOBNAME: 4. KORREKTUR PAGE: 46 SESS: 18 OUTPUT: Fri Feb 10 06:51:53 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/1778_For_vi_siger_farvel_151x226_Palatino/Materie

ning og tillid til livets mening. Et svælg af omfang som Atlanterhavet ti tusind fod nede havde åbnet sig mellem det liv og den, han var, alene. Den, han var på et hotelværelse i Brazzaville, Nouakchott, Port-au-Prince eller Saigon. En sen aften på La Coupole beskrev han leende for hende, hvad det var. Hvad det var for et paradoks. De tog ofte et par dage til Paris; med fast arbejde måtte hun jo nøjes med at være ‘weekendkosmopolit’, som han kaldte hende med øm hån. Mens han slubrede østers i sig, forklarede han sin spleen, og hun undlod ikke at ironisere. »Hvor er du bare fra Vestjylland,« svarede han og skænkede champagne i hendes glas. »Men det forholder sig sådan her. Jeg rejser. Jeg betragter menneskene, deres liv. Jeg er ikke en del af det. Jeg ser det udefra. Det er et billede, og jeg tager det, mens jeg står sådan, uforbundet. Jeg bliver udenfor, uanset hvor tæt på jeg går. Af og til drømmer jeg om at være med i billedet, glide ind i et liv dér i Belize eller Lahore. Jeg ligger i halvmørket på mit hotelværelse om eftermiddagen. Jeg lytter til byens lyde og tænker på livet derude, lygterne, der tændes i husene og gaderne. Jeg tænker på dem derhjemme, men en uge efter min hjemkomst er jeg ved at kvæles ...« Af hvad? Han svarede ikke, smilede bare og fandt hendes knæ under dugen. Måske var hun indbildsk, men af en eller anden grund troede hun ikke, at han var sammen med andre kvinder, når han rejste. Måske var det hendes ungdom, der gjorde hende selvsikker, dens indvirkning på hans i begyndelsen undselige begær. Han kunne ikke nærme sig uden at blotte afstanden mellem dem, alderens tydelige tegn, ømtåleligheden ved at være en tresårig krop, der ville hende. Hver gang tøvede han indtil det punkt, hvor han måtte forcere ubehaget med

JOBNAME: 4. KORREKTUR PAGE: 47 SESS: 18 OUTPUT: Fri Feb 10 06:51:53 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/1778_For_vi_siger_farvel_151x226_Palatino/Materie

magt, og somme tider var det, som om hun blev straffet for sin ungdom. Vreden i hans lyst havde altid pirret hende, fordi hun fra første færd havde set, hvad den indeholdt af ensom sårbarhed. Hvad er sult? Et tomrum og en kraft på samme tid, en mangel og en knyttet hånd, der knuger og knuser. Hans blik var i de øjeblikke både afgrund og besiddelse, en afmagt, hvor hun ikke kunne nå ham, og en næsten voldelig kontakt. Hans blik på andre kvinder interesserede hende. Hun dvælede længere ved dem end ved de andre situationer og indtryk, når han havde været i mørkekammeret efter en rejse, og en ny stak tørrede og pressede kopier lå på hans bord. Portrætterne af unge eller knap så unge kvinder i fremmede byer fik hende til at tænke på, hvad han havde sagt på La Coupole. Havde han leget med tanken om selv at være med i billedet fra en landsby i Extremadura eller en forstad til Tallinn? Havde han spurgt sig selv, hvordan det mon føltes at være manden ved siden af den unge kvinde, der hakkede i den stenede jord, eller den knap så unge kvinde, der sad med sin violinkasse på skødet og så ud gennem bussens duggede rude? En japansk fotograf havde engang foræret ham nogle sorthvide, stærkt kornede aftryk; de hang på arbejdsværelset, på hæderspladsen over hans bord. Det var ikke til at se, om de var taget samme sted. En gade i sne, butiksskilte med lodrette skrifttegn og kabler på kryds og tværs mellem tagenes udhæng, hvor fnuggene blev ét med den pressede films korn. En færge på afstand i skumringen, skorstensrøgen og det beskidte skrog; det falmede lys i salonen og reflekserne på havnebassinet. En ung kvinde i hvid matrostrøje set fra ryggen på vej ind gennem en dør, hendes nakke under klumpen

JOBNAME: 4. KORREKTUR PAGE: 48 SESS: 18 OUTPUT: Fri Feb 10 06:51:53 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/1778_For_vi_siger_farvel_151x226_Palatino/Materie

af sort opsat hår. På trøjens ryg det mørke, firkantede slag kantet med hvide striber. Blikket nåede akkurat at følge hende til tærsklen og mistede hende i samme bevægelse af syne, en ukendt uden ansigt.