Proevesider_indhold_trykklar.indd 2
23/01/19 12:58 pm
AMALIE LANGBALLE
forsvindingsnumre
Lindhardt og Ringhof
Proevesider_indhold_trykklar.indd 3
23/01/19 12:58 pm
forsvindingsnumre Copyright © 2019 Amalie Langballe All rights reserved Udgivet af Lindhardt og Ringhof Forlag A/S Forfatterfoto: Mathias Løvgreen Omslag: Harvey Macauley Bogen er sat med Garamond Premier Pro og trykt hos Livonia ISBN 978-87-11-90018-5 1. udgave, 1. oplag Printed in Latvia 2019
Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.
Til Nikola
www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof A/S, et selskab i Egmont
Proevesider_indhold_trykklar.indd 4
23/01/19 12:58 pm
Prolog
Hvordan klarer I andre det, om jeg må spørge. Hvordan står I op om morgenen og sætter kaffe over til endnu en dag uden at dø. Hvordan finder I jeres nem-id frem uden at dø. Hvordan går I til fredagsbar med de kolleger, som I engang holdt af, men det er i hvert fald fire julefrokoster siden, uden at dø. Hvordan står I i kø i Netto for 23. år i træk uden at dø. Hvordan ringer I til jeres pensionsselskab og forhandler, hvad end man forhandler med et pensionsselskab, uden at dø. Hvordan overlever I dage, der ligner hinanden, uden at dø. Hvordan ringer I til banken og omlægger jeres lån uden at dø. Hvordan går I op i køkkenredskaber uden at dø. Hvordan husker I folks fødselsdage uden at dø inden. Hvordan får I børn som alle andre uden at dø. Hvordan henter I de samme børn dag efter dag og år efter år fra vuggestue, børnehave og fritidsordning og gymnasiefester og Roskilde-festivaler og i lufthavnen efter sabbatår uden at dø. Hvordan overlever I at miste jeres elskede uden selv at dø. Vær sød at sige det, jeg har brug for at vide det.
5
Proevesider_indhold_trykklar.indd 5
23/01/19 12:58 pm
Proevesider_indhold_trykklar.indd 6
23/01/19 12:58 pm
1
Jeg cykler gennem regn på en sensommerdag, og jeg er på vej hjem til Mathias, og jeg tror, vi skal være sammen, fordi han giver mig ro og sprøjteorgasmer. Regnen gennembløder mig ind til knoglerne, men for enden af København står jeg i en mørk entre på Frederiksberg, og vi krammer, og Mathias kigger på mig og siger, at han har savnet mig, selvom jeg er besværlig og underlig. Vi har stadig samme øjenfarve, gullig med en mørkegrøn ring om iris. Det er en normal farve, som min musiklærer i 3. klasse kaldte plumret, og det er ikke noget, der binder os sammen eller gør os som skabt for hinanden. Det er bare en ting, jeg bemærker. Ligesom når hunde ligner deres ejere og omvendt. Det ser jeg altid. Jeg spørger Mathias, om jeg kan låne et par bukser, for mine ben er gennemblødte og kolde. ”Jeg er begyndt at se en anden,” svarer han og går ind i soveværelset efter tørre bukser. Jeg bliver stående i entreen og tager mine våde bukser af, der klæber til mig og forstærker følelsen af at være kold og forblive kold. Mine lår fryser især. Blodårerne
7
Proevesider_indhold_trykklar.indd 7
23/01/19 12:58 pm
er tydelige gennem huden og ligner et blålilla edderkoppenet spundet omhyggeligt og vidtforgrenet fra hofte til knæ. Mathias kommer tilbage med et par sorte træningsbukser. ”Det er de mindste, jeg har,” og jeg tager imod dem, men jeg tager dem ikke på, og jeg står i mine laksefarvede trusser med blonder. Det er de pæneste, jeg har. Mine lår er stadig kolde. ”Kunne du tænke dig en kop te?” spørger han, og jeg takker ja. Han sætter kedlen over og putter teblade i tefilter, og mens vandet koger, rykker jeg mig tættere på ham for at kunne høre, hvad han siger, for kedlen larmer, og vi står med parallelle synsretninger tæt på hinanden. Det efter sigende ideelle udgangspunkt for svære samtaler. Dampen fra kedlen dugger Mathias’ briller, og han tager dem af og tørrer dem i sin T-shirt. Gennem støjen forklarer han mig, at han ikke tror på mig, når jeg siger, jeg ikke vil have børn, og alt det der. Han siger, han tror, at der under mit fuglekiggeri og min babymodstand gemmer sig en kvinde, der drømmer om en mand og to børn og et fast arbejde og et feriehus i Spanien og et fastforrentet lån og måske også et fitnessabonnement. Jeg tænker, at den kvinde i så fald gemmer sig godt, for jeg har ikke mødt hende endnu, og jeg har en følelse af, at hvis der bor nogen i mig, så er det en stor, fed grædekone, der virkelig ikke vil dø. Nogle gange er hun en fugl på min skulder, og andre gange, når hun græder, presser hun sig op gennem min underhud og ud over mit ansigt, og hun er en skygge, når der er sol, og hun er en solstråle, når det er dårligt vejr, og det er hende, der bor her. Jeg ved ikke, hvad jeg skal svare ham.
8
Proevesider_indhold_trykklar.indd 8
23/01/19 12:58 pm
Jeg ved ikke, om jeg skal svare ham. Vi har set hinanden i tre måneder, men hvem har han kigget på, mens jeg troede, han kiggede på mig. Teen gør sig klar, og vi sætter os i sofaen, og jeg tager stadig ikke bukser på. Mathias skænker op i hvide kopper og fortæller, at den smager af hvid jasmin, hvilket hos mig frembringer lige præcis nul associationer i forhold til smag og lugt, men selve lejligheden lugter af olie og værksted, som den plejer. Det er en beskidt lugt, som jeg har savnet. På taget har Mathias højbede med krydderurter. Han bru ger det som terrasse om sommeren, men nu er der regn. Engang har han også haft en skør ekskæreste på taget, fordi hun var kravlet op den vej og ville ind til ham gennem lugen i taget, men jeg tror, han elskede hende alligevel. Det var Vibe, der fortalte mig historien om den skøre ekskæreste på taget, og da Mathias fandt ud af, at jeg kendte den, blev han ked af det, fordi den skøre ekskæreste på taget ikke er stolt af den historie, og faktisk håber hun, at så få som muligt kommer til at kende den. Jeg var så til gengæld blevet ked af, at Mathias ikke vidste, at hvis der er en skør kvinde i en hvilken som helst historie på et hvilket som helst tidspunkt i en hvilken som helst kontekst, så holder jeg med hende. Vi sidder i sofaen og drikker te, og hvid jasmin smager virkelig ikke af særlig meget og jeg kigger mig omkring i lejligheden. Væggene er stadig petroleumsgrønne, han har stadig det samme billede af en dreng i mørke hængende, og der ligger stadig de samme tæpper fra Marokko på gulvene.
9
Proevesider_indhold_trykklar.indd 9
23/01/19 12:58 pm
”Er det i orden, hvis jeg lige booker flybilletter? Jeg nåede det ikke, før du kom.” ”Fyr den af.” Han skal til Italien med nogle venner og veninder. Jeg spørger ikke, om hende den nye skal med. ”Jeg var ellers blevet glad for dig,” siger jeg i stedet. ”Jeg kan godt få dig til at forelske dig i mig,” svarer han og tager en slurk af sin te, som om han har sagt noget trivielt om for eksempel vejret eller sit foretrukne morgenmadsprodukt som barn. Begge er ting, der måske er sjove nok at vide, men ikke vigtige eller på nogen særlige måder betydningsfulde. ”Nu har du jo en ny,” svarer jeg tilbage, for hvad siger man ellers. Siger man ja tak, siger man nej tak, siger man for sent, siger man endelig, siger man ikke lige nu, siger man hold nu din kæft, siger man skrid ad helvede til, eller siger man: Det ved jeg godt. Det har jeg vidst et stykke tid. ”Hun kan ikke noget af det, du har gang i,” svarer han, og jeg har gang i et par kolde lår og en fugtig fisse, og jeg er god sex, men jeg sover ikke om natten. Hende den anden har sikkert gang i en ivrig livmoder og et velfungerende modergen, og hun har vel også rolige øjne uden helvede og højvande. Han booker sine flybilletter og stiller sin computer fra sig. ”Skal vi ligge lidt?” spørger han. Igen det samme trivielle tonefald. Jeg kryber ind til ham i sofaen som en slange eller en kæreste, og hans armhule lugter af sved, for han tror ikke på deodorant.
10
Proevesider_indhold_trykklar.indd 10
23/01/19 12:58 pm
Jeg ser scenen oppefra. Han ligger på ryggen, og jeg ligger på siden, så der er plads til os begge, og vi ligner en masse, vi ikke er. Vi taler ikke, og jeg ligger med tilbageholdt åndedræt, indtil jeg fører mit knæ forsigtigt hen over hans pik, der er blevet stiv under de sorte shorts. ”Du skal ikke gøre mere. Det her er allerede for meget,” siger han og masserer sin spidse næsetip, så hans skildpaddefarvede mediebriller kommer i uorden, men han bliver også bare liggende. ”Agnes er ligeglad med, at det her er en dårlig ide,” siger han så, ”Agnes vil bare gerne kneppes, vil hun ikke?” fortsætter han. Jeg vil have alt det, jeg troede, jeg allerede havde. Han rejser sig op. ”Jeg skal have så mange point på kvindekontoen for det her,” siger han så, og jeg påpeger ikke, at han kunne have ladet være med at takke ja til at se mig, hvis han virkelig var opsat på ikke at have sex med mig, fordi fysisk afstand nok havde været den sikre vej frem, hans tvivlsomme viljestyrke taget i betragtning. ”Jeg burde få en præmie for ikke at gennemkneppe dig lige nu og her. Københavns Kommune med overborgmesteren i spidsen og resten af borgerrepræsentationen bag sig burde rejse en statue af mig på Rådhuspladsen,” fortsætter han. Jeg fortsætter med ikke at svare og trækker i stedet et tæppe i blågrønne nuancer over mig. Det kradser mod mine lår, fordi det er et eller andet økologisk og uforarbejdet uldmateriale, der
11
Proevesider_indhold_trykklar.indd 11
23/01/19 12:58 pm
kræver tre menneskealdre, før det er så meget som tåleligt rent blødhedsmæssigt. Mathias bliver stille, og han kigger ud ad vinduet i skråvæggen ned i gården, hvor der vokser stokroser. De er hvide og mørkviolette, og de vokser langs de orangegule husmure. Det regner og regner. ”Du skal gå, Agnes.” ”Jeg har noget, jeg gerne vil gøre færdigt først.” ”Rører du ved dig selv nu?” ”Måske,” siger jeg, og det er sådan her, min krop får sin vilje. Den får altid sin vilje til sidst. Mathias løfter tæppet og kigger på mine fingre massere mine skamlæber. Han sætter sig bag ved mig i sofaen og trækker mig op, som om jeg er et badedyr eller noget andet hverdagsagtigt. Han holder begge mine arme fast ind mod min krop i en korslagt position, og hans skægstubbe kradser min kind, da han begynder at snakke. ”Hør her. Vi skal have sex hver nat. Hver nat og hele tiden. Bare ikke lige nu. Jeg er nødt til at se, hvad der kan komme ud af det andet, så lige nu har jeg brug for, at du tager hjem.” Men det er ham, der burde vide, at al tid er binær. Der er et nu, og der er et aldrig, og i fremtiden er kun dårlige ting som forsinkede busser og døde mennesker sikre. Derfor frigør jeg mine arme og trækker op i min bluse og ned i min bh, der matcher mine laksefarvede trusser, og jeg tager Mathias’ hænder og klemmer dem om mine bryster, og jeg siger:
12
Proevesider_indhold_trykklar.indd 12
23/01/19 12:58 pm
”Vær nu sød ved mig, Mathias.” Jeg vender mig og sætter mig overskrævs på ham, og jeg putter mit bryst i hans mund. Han sutter mine brystvorter stive. Jeg vil gerne komme, så jeg gnider mig op og ned ad hans tykke mave. ”Kan du komme sådan?” spørger han. Det kan jeg, og jeg siger, ”Jeg kommer.” ”Sig det igen.” ”Jeg kommer.” ”Sig det igen.” Jeg piber i stedet. ”Nu skal du altså skride,” siger han, og han ryster mig af sig. ”Må jeg lade min telefon lidt op? Jeg kan ikke lide at cykle uden musik.” ”Hvordan kan du være så langsom.” Han putter min telefon i oplader, mens jeg tager bukser på, mine egne bukser, der er tørret en smule, men stadig klæber. Vi sætter os ved det lange spisebord i mørkt træ, hvor der kan sidde mange gæster og have det festligt, men der kan så også bare sidde to mennesker og have det mindre end festligt. Jeg kigger på hans sprøjteorgasmehænder, der har sendt mig op og ned ad vægge hele sommeren. Det er hænder så kraftige og solide som værktøj. Jeg tjekker min telefon for strøm, og jeg vender min røv til ham. Han rejser sig op og stiller sig bag ved mig. ”For helvede,” siger han så og trækker mine bukser af og mine trusser ned. Han smækker mig, og han bliver ved med
13
Proevesider_indhold_trykklar.indd 13
23/01/19 12:58 pm
at smække, smække, smække, og han stikker fingre op i mig, og min krop får sin vilje igen. Jeg får overbalance og falder ned på alle fire, men han følger ned efter mig. ”Kom,” siger han, og ikke andet end det, og det var det her, jeg mente, da jeg sagde: Vær sød ved mig. Han afkræver min krop sprøjteorgasmer, og jeg står magtesløs over for dem. De er ikke mine at give, og de er ikke mine at tilbageholde. Det eneste, jeg ved om dem, er, at de ligner et slid at frembringe, for Mathias sveddrypper ned i mig og er i det hele taget hårdhændet, som jeg forestiller mig en slagter eller en dyrlæge ved en kofødsel nogle gange er nødt til at være det. ”Kom.” ”Jeg kommer,” og det sprøjter, og jeg får fred i cirka ti sekunder, for når jeg kommer, er jeg ingen steder i verden. Det er fraværet af alting, jeg ikke vil eller kan undvære. Mathias samler mig op fra gulvet og putter mig i spænd mellem sig selv og en af lejlighedens bærende bjælker. ”Nu skal du virkelig skride,” og han putter sine fingre i min mund. Jeg slikker dem rene. Jeg smager syrligt af græs. Det regner stadigvæk, og det er først, da jeg cykler tilbage mod Østerbro på min gamle damecykel med løs kæde, at det slår mig, at regnen selvfølgelig betyder, at sommeren er forbi.
Proevesider_indhold_trykklar.indd 14
23/01/19 12:58 pm
2
Som barn havde jeg en undulat ved navn Pip-Hans. Jeg arvede ham efter en af mors kolleger, hvis søn havde mistet interessen for fugle generelt og Pip-Hans i særdeleshed. Vi fortsatte med at kalde ham Pip-Hans, selvom jeg syntes, det var et uoriginalt navn, for mor insisterede på, at det var uhensigtsmæssigt at omdøbe ham. Hans fjerdragt var gul og grøn, og ned langs vingerne løb det karakteristiske sorte stregmønster. Han var efter alt at dømme en helt normal undulat. Allerede dengang elskede jeg fugle, men jeg var dårlig til at passe på Pip-Hans. Jeg mistede ligesom den foregående ejer interessen for ham i samme sekund, som han blev min. Det kedede mig at skifte hans vand hver dag og rense hans messingbur en gang om ugen, og jeg skammede mig hele tiden over hans ensomhed. Pip-Hans levede og døde uden at finde ud af, at der var andre undulater i verden end ham, medmindre han havde en fjern erindring om de undulatkyllinger, han blev klækket med, og han fik alle hirsekolber i verden, men han fik aldrig noget frihed. Nogle bøger anbefalede, at man anskaffede et spejl til undulaten, hvis den var alene, men andre bøger påpegede det
15
Proevesider_indhold_trykklar.indd 15
23/01/19 12:58 pm
ondskabsfulde ved at anskaffe sig et dyr, der så kunne bruge sit liv på at miste forstanden til sit eget spejlbillede. I sidste ende forærede jeg ham aldrig et spejl. I stedet lod jeg indimellem Pip-Hans flyve rundt på mit værelse, som han så overdængede med sine sort-hvide fugleklatter. Ikke at det var et problem. Det var mere det, at han altid skulle tilbage i buret igen, og hans lille fugleknoglekrop var så skrøbelig i min knyttede hånd. Jeg ved ikke, hvor hele spejl/ikke-spejl-diskussionen er henne i dag, og om undulateksperter på nogen måde er nået til enighed om, hvad der er det hensigtsmæssige og mest dyrevelfærdsagtige at gøre, hvis man kun har én undulat. Jeg forestiller mig, diskussionen også er relevant for undulatejere, der har flere undulater, men gerne vil trappe ud af deres undulatejerskab og derfor nødvendigvis til sidst må sidde tilbage med en enkelt undulat, der skal dø alene, fordi fugle jo sjældent dør samtidig. Så man står i dilemmaet: Skal jeg anskaffe en ny, eller skal den gamle dø alene, og hvis ikke man på et tidspunkt træffer en beslutning om, at nu er det slut med undulater, så ender man i den her erstatningscyklus, hvor man hele tiden skaffer en gammel fugl en ny, ung ledsager, og det rejser igen en række etiske dilemmaer i forhold til den hensigtsmæssige og ikke-pædofilagtige aldersforskel hos undulatpar. Den slags overvejelser undgik jeg ved at lade Pip-Hans leve og dø alene, selvom hans ensomhed så var kilde til mange andre bekymringer. I fjernsynet så jeg på et tidspunkt et program om vilde undulater i Australien, og der var optagelser af de frie fugle, når de fløj i flok i hundredvis, og det skar mit hjerte
16
Proevesider_indhold_trykklar.indd 16
23/01/19 12:58 pm
itu. Kontrasten til Pip-Hans’ tilværelse i messingburet på min reol i krydsfiner på mit værelse i et parcelhus på Fyn kunne ikke have været større. Hans uinteressante liv og det faktum, at jeg bar en stor del af ansvaret for, at hans liv var blevet, hvad der i bedste fald kan beskrives som jævnt dårligt, forfulgte mig lang tid efter hans død. Mange år efter havde jeg stadig drømme, hvor jeg kom hjem til Fyn og fandt Pip-Hans vanrøgtet og svært deprimeret i sit bur. I mine drømme havde han stået og manglet mig i alle de år, hvor jeg havde været væk. Det var efter Pip-Hans, at jeg besluttede mig for, at jeg aldrig ville have børn. Jeg vågner ved, at Oscar ringer og vil have mig med til Berlin. ”Vel ikke i dag?” spørger jeg. ”Hvorfor ikke i dag?” ”Jeg har en aftale med Vibe, jeg har ikke set hende i en måned.” ”Lad gå, jeg booker til i morgen.” Jeg cykler hen til Vibe. Hun er kommet hjem til Danmark fra Haiti, hvor hun har lavet en reportageserie om en nødhjælpsorganisations misbrug af mindreårige prostituerede, mens de skulle forestille at hjælpe lokalbefolkningen. Jeg har savnet hende, og jeg savner hende mere og mere, for hun arbejder til senere og senere, og hun glemmer mig langsomt, for Vibe vil frem, og hvis jeg selv kunne vælge, ville jeg helst tilbage.
17
Proevesider_indhold_trykklar.indd 17
23/01/19 12:58 pm
”Jeg troede virkelig, I ville være som skabt for hinanden,” siger hun, da jeg fortæller om Mathias og hans nye kæreste og den kvinde, han troede, jeg kunne være, men som han ikke orkede at lede efter. “Han sagde midt i det hele, at vi ‘kommer til at have sex hver nat’,” fortæller jeg hende. “Han ville have dig til at vente?” “Det tror jeg måske.” “Tror du på det?” “På ham eller på at vente?” “Begge.” “Nej.” Det var Vibe, der satte mig og Mathias sammen, ikke fordi hun virkelig troede, vi passede sammen, men fordi hun ikke selv kunne have sex med Mathias på grund af sin kæreste Frederik. Vi ligger hjemme i hendes seng i lejligheden i Nordvest. Bøger står stablet overalt i lejligheden, både hun og Frederik samler på dem. Vibe samler så også på alt andet i hele verden, hvad der vist godt kan irritere Frederik. Jeg siger altid, jeg er ligeglad med hendes rod, og Vibe siger altid, at hun er i gang med at rydde op. Jeg bor sammen med hende, når Frederik er på sejlads, og det er en god ordning, men jeg kommer så også meget tæt på noget, der ikke rigtig er mit, og som jeg ikke rigtig kan få. Nede i gården sidder et par teenagere og stjæler tid til hinanden. Pigen dernede retter nervøst på sit flødefarvede ho-
18
Proevesider_indhold_trykklar.indd 18
23/01/19 12:58 pm
vedtørklæde, og drengen leger med en springkniv, som han skiftevis stikker ned i og trækker ud af bord-bænkesættet. Der er altid sådan nogle møder mellem det meget ordentlige og noget helt ude af kontrol i Vibes gård. ”Tror du, de kommer til at kysse?” ”Ikke i aften. Ikke endnu.” ”Nej. Måske ikke.” ”Nok ikke.” ”Hvis du siger det.” ”Hun holder ham hen.” ”Det skal hun også.” ”Ja.” Vibe kommer i tanke om, at hun har gaver med hjem fra Haiti. Hun går ud i køkkenet og kommer tilbage med en sort voodoodukke med karamelfarvet bandana og lyserødt ansigt. Han minder mig om David Foster Wallace på grund af bandanaen. ”Kan jeg forvandle ham til Mathias?” spørger jeg og holder voodoodukken op foran hende. ”Ja, man skal bare bruge hår og negle. Det kan jeg godt skaffe,” siger hun. ”Hvordan?” ”Jeg kan vel lege frisørsalon med ham.” ”Jeg kan lide din optimisme.” Jeg var lige kommet hjem fra Tel Aviv og Ofir og Josef og stofferne og støvet, da Vibe arrangerede/gennemtvang mit første
19
Proevesider_indhold_trykklar.indd 19
23/01/19 12:58 pm
møde med Mathias. Jeg var træt og havde gonorré, og jeg sagde til hende, at jeg havde brug for tilfældige møder med tilfældige mænd, men Vibe sagde, at den slags har man aldrig brug for. Jeg tog til Tel Aviv, fordi jeg kom tilbage til København fra mors begravelse på Fyn og opdagede, at København ikke længere var min by. Måske havde den aldrig været det. Mor døde den sidste sommerdag sidste år, men langt ind i efteråret blev vejret ved med at være varmt, og folk sejlede rundt på kanalerne i lejede motorbåde og skænkede lyserød rosévin op i plastickrus til hinanden midt på dagen, og overalt var folk glade og forelskede, og de elskede deres by, og nogle af dem elskede også hinanden. Det var slet ikke et vejr at have en død mor i, så først om natten gik jeg ture rundt på Holmen, og jeg gik rundt om de gamle, grå lagerhaller på Refshaleøen og rundt om Operaen på Nyholm. Jeg brugte meget tid på at kigge på vandet, der var sort, men til sidst tog jeg til Tel Aviv for at blive fri for rosévin og glade mennesker. Det viser sig, at København kan blive et så afgjort for muntert sted at være. Efter måneder, der føltes som år, kom jeg tilbage til København og til Vibe, der klappede mig bagi som en galophest og råbte ”sæt i gang”, og jeg satte i gang, og jeg satte mig over til Mathias, som hun bad mig om, og sommeren har været vores, men hvem ejer efteråret, for efteråret er nu. Da jeg kigger ud efter teenagerne igen, er de allerede væk.
Proevesider_indhold_trykklar.indd 20
23/01/19 12:58 pm
3
Oscar og jeg tager til Berlin. Oscar er min ven, når han har lyst til at være det, og han kommer og går i folks liv, som det passer ham, og han føler ikke, han er nødt til at forklare nogen noget, for han har haft en dårlig barndom, så han har ikke brug for nogen, og vi andre må ikke have brug for ham. Det er måske heller ikke det vigtige. Det vigtige er måske, at man er glad, når han kommer, og man er trist, når han går. Han skriver digte om zebraer, og han er tit vred, men på en nytårsnat for mange år siden græd han og sagde, at han elskede mig. Han er den type, der mest eller kun elsker i tidsrummet mellem midnat og klokken 5 om morgenen, og aldrig ædru. Alligevel krammede jeg ham den nat, og jeg holdt ham tæt ind til mig, selvom han ikke kan lide fysisk kontakt på den måde, og vi stod midt på Valdemarsgade på Vesterbro. Jeg ønskede mig, at jeg kunne passe lidt bedre på ham, men man kan ikke passe på de mennesker, der på et meget fundamentalt plan er blevet bildt ind, at de er gift for det, de holder af og har brug for. Oscar tror, at det bedste, han kan gøre, er at gå. Han har lange ben og sort hår efter sin far, som tog til Serbien uden at se sig tilbage, da Oscar var baby, og Oscar brugte bagefter
21
Proevesider_indhold_trykklar.indd 21
23/01/19 12:58 pm
mange år på at kigge langt efter ham, men det kom han over, da hans mor begyndte at banke ham både blød og hård. Tak til hende, tak for Oscar. Vi lander i Berlins billige lufthavn, der stadig ligner noget fra DDR-tiden, hvilket sandsynligvis er, fordi den er fra DDR-tiden. Det er mere en stemning end en stilart, egentlig. Grundangst, paranoia og kedsomhed har ligesom bidt sig fast i murstenene. Det er lunt i Berlin, og jeg tager fat i Oscars jakkeærme. ”Lad os lige stå lidt i solen,” siger jeg og lukker øjnene. ”Hold nu kæft.” ”Jeg er glad for, at det er dig, jeg er af sted med.” ”Selvfølgelig er du det.” ”Du og Vibe er de eneste af mine veninder, der ikke går op i startløn, jobsikkerhed og renten på andelslån.” ”Op i røven med jobsikkerhed.” ”Op i røven med Mathias.” ”Hold kæft med Mathias.” Oscar tænder en cigaret i taxaen, selvom der står på et skilt i forruden, at man ikke må ryge. ”Det der magasin, du er begyndt at skrive for,” begynder han uden at lægge mærke til, at han irriterer chaufføren. ”Er det ikke floppet lidt? Navnet er dårligt.” ”Det er da for tidligt at sige noget om.” ”Fair nok. Det kan man sige.” ”Jeg håber, det bliver godt. Jeg kan måske trække det lidt op.”
22
Proevesider_indhold_trykklar.indd 22
23/01/19 12:58 pm
”Jeg kan ikke lide deres logo. Mintgrøn er ikke min farve, og jeg gider ikke tænke på stimorol, når jeg læser lortejournalistik.” ”Hvad skulle dit medie hedde, hvis du startede et?” ”Noget prætentiøst,” siger han, mens vi passerer plattenbau-byggeri efter plattenbau-byggeri. ”Månedsmagasinet Oscar. Det skulle det hedde,” svarer han. ”Det er bare sindssygt.” ”Jeg kan se det for mig.” ”Det kan du selvfølgelig.” ”Hvad skulle dit hedde? Sex&Samfund?” ”Gonorré og andre nedslående historier, du ikke behøver at læse.” ”Det kan jeg også se for mig.” Vi afleverer vores tasker i en lejlighed i Friedrichshain, som Oscar låner, og vi skynder os ud i solen. Vi går mod Holzmarktstrasse, og vi ligner et par, fordi vi går tæt og skændes højt. Oscar siger nogle gange, at den eneste grund til, vi ikke er kærester, er, at det ville være for let, og jeg giver ham ret, selvom det ikke er sandt. Sandheden er, at det ville være meget svært for os at danne par, og at vi højst sandsynligt ville udvikle et massivt stofmisbrug for at holde hinanden ud, og det stofmisbrug ville ganske givet resultere i en form for hjemløshed for os begge, da vi tilsammen har for få penge til at finansiere de stoffer, som vores forhold ville kræve.
23
Proevesider_indhold_trykklar.indd 23
23/01/19 12:58 pm
På Holzmarktstrasse ligger et kunstnerkollektiv, hvor alt er hjemmebygget, og man drikker øl og bager snobrød nede ved flodbredden. Jeg kender det fra en mand, jeg så i Berlin i en periode, som købte mad og flybilletter til mig, mod at jeg spillede død under sex. Jeg tænker tilbage på ham som venlig og gavmild, selvom jeg også nu i tilbageblik ser det udbytteragtige ved hele arrangementet. Lejlighederne i kollektivet står som skæve, farverige kasser oven på hinanden, og i stueetagen er der små forretninger, hvor man kan købe hjemmelavede ting, der er grimme. ”Jeg synes, Berlin prøver for hårdt,” siger Oscar, da vi sætter os til rette med hver vores snobrødspind. ”Hvad mener du?” ”Nu det her,” han vifter ukontrolleret med sit snobrød, ”det er for kunstigt. Nej, nej. Det er banalt,” retter han sig selv. ”Men det er også lidt hyggeligt.” ”Jeg er ikke fan af hyggeligt.” ”Okay, bedstefar med slag i.” ”Du er jo helt uduelig til at bage snobrød.” ”Jeg kan bedst lide det, når det er sort udenpå og hvidt indeni.” ”Sådan er jeg også. Glad indeni, Nietzsche udenpå.” Oscar går på toilettet, og solen går ned i floden, og jeg tænker på solnedgange i Tel Aviv, og jeg savner den by, hvor der er kaos, og menneskene kalder sig Guds udvalgte folk og mener det. På vej tilbage fra toilettet spørger Oscar to spinkle piger om cigaretter, og de er smukke og unge og ude på ballade. Jeg
24
Proevesider_indhold_trykklar.indd 24
23/01/19 12:58 pm
ser med det samme, at Oscar kommer til at bolle en af dem helt blottet for følelser, og jeg håber, det bliver okay for hende også. Han vinker mig hen til dem, og de har kokain, og de har meget af det. Jeg har savnet at være høj. Pigerne griner allerede sammen med Oscar, for han kan kompensere for sin dårlige barndom på fire forskellige europæiske sprog. Han holder mit hår, da jeg sniffer en bane. Jeg har ikke sniffet kokain siden Israel, hvor jeg lå i poolen en sen aften og kiggede op på en stjerneklar nattehimmel, og jeg havde det, som om spækhuggere svømmede rundt under mig, men det var, fordi jeg havde sniffet to baner coke og taget en adderall på meget kort tid, så min krop gik til randen af sig selv og næsten udover. Den aften havde Josef et af sine anfald, hvor han var bange for, at vi kun var dér i Herzliya sammen med ham på grund af hans penge, hans mad og hans stoffer. Når han havde det sådan, var det kun Ofir, der kunne tale ham til ro igen, så jeg blev i poolen, selvom jeg frøs, og mit hjerte bankede så hårdt, at jeg var bange for, at det kun bankede for at stoppe helt, de hektiske bevægelser før en slutning. Ofir havde fyldige l æber og bløde øjne. Josef og jeg elskede ham om kap, fordi han var dårlig til engelsk og altid i godt humør, undtagen når han skulle finde en parkeringsplads. Inde fra huset hørte jeg Josef råbe, ”You are going to leave me. All of you. You see nothing Ofir and I sense everything.” Han lød så forpint, at det havde været bedre, hvis han ikke havde haft ret.
25
Proevesider_indhold_trykklar.indd 25
23/01/19 12:58 pm
Jeg hørte ikke Ofirs svar, men jeg ved, at han har sagt, hvad han var nødt til at sige. At vi var der, og vi blev, og vi havde det sjovt. Jeg prøvede aldrig at forklare Josef, at mænd som Ofir forlader en til sidst. At han var for let og for vild til, at en lun vind eller en ung piges smil eller en gammel mands penge ikke på et tidspunkt ville tage ham videre og langt væk fra os. Jeg spurgte ham heller ikke, hvad det sjove da var ved at elske sikre ting, og om han ikke selv kunne se, at det også var selve flygtigheden, han havde forelsket sig i. Mit hjerte hamrede og hamrede, men jeg blev stadig i poolen og svømmede og dykkede og svømmede og dykkede. Fornemmelsen af spækhuggere under mig forsvandt ikke, og kloren sved i mine øjne og i min hud. Jeg blev ved med at dykke og svømme og dykke og svømme. Det var først, da jeg hørte Bach spille inde fra stuen, og jeg vidste, at Ofir og Josef var begyndt at klæde hinanden af, at jeg stod op af poolen, og der var mit hjerte på plads igen. Som ethvert andet i sandhed forstyrret menneske hørte Josef kun klassisk musik med en forkærlighed for tyske komponister. Den nat faldt vi i søvn, inden det blev morgen, og jeg vågnede ved, at Josef var i gang med at smøre mig ind i creme, fordi kloren fra poolen fik mig til at ligge og klø mig selv i stykker om natten. Op og ned ad mine ben lavede jeg hudafskrabninger på mig selv, der blødte på lagnerne af egyptisk bomuld. Josef havde en bodylotion fra Clinique, som han sværgede til, selvom han ellers mest brugte produkter fra Hermès. Han var velplejet med en sund glød, uanset hvor lidt han havde sovet, og så havde han grå krøller med sidecut.
26
Proevesider_indhold_trykklar.indd 26
23/01/19 12:58 pm
Hans penge havde gjort alder til en relativ ting for ham. Han kunne være ung, og han kunne være gammel. Han fortalte os en alder, som jeg troede på, men han sagde mange ting, der ikke var sande, ligesom vi også fortalte ham mange løgne. Ofir sagde for eksempel, at vi var der, og vi blev. Da Josef smurte mig med creme, sagde han: ”Stop hurting yourself and deal with the problem, dear.” Så vækkede han Ofir ved at sutte hans pik stiv og sige til ham, at han skulle tage mig og tage mig hårdt. Når Josef onanerede ved siden af os med den ene hånd om sin pik og den anden med fingre oppe i Ofir, holdt jeg og Ofir øjenkontakt, og alt i alt vil jeg sige, at vi havde det meget familiært, og vi var glade nok. Når man trådte ind i Josefs liv, var han både starten og slutningen. Han var din far, din mor, din lærer, dit stofforbrug og din elsker. Han sørgede for alt, men det var han måske også nødt til med mig og Ofir, for vi havde ikke noget ud over vores varme kød, og vi ville ikke så meget andet end at svømme og ligge i solen. Vi boede sammen i Josefs villa i Herzliya. Det er en by for de rige og ensomme, og det er en trist by med høje mure, men alle husene har pools og pooldrenge. Josefs var den eneste villa i art deco-stil. Det var sen art deco fra 1930’erne, så huset var bygget med afrundede linjer og ingen ydre ornamenteringer. I sin form var det glat og strømlinet, og i sine farver havde det nuancer af sart rosa, hvilket fik det til at ligne et smagfuldt dukkehjem, og i haven voksede citrontræer, der var så høje,
27
Proevesider_indhold_trykklar.indd 27
23/01/19 12:58 pm
at man kunne stå på terrassen på første sal og plukke de gule frugter. Om eftermiddagen kastede de høje træer skygger ind i huset, men Josefs omskiftelige humør kastede altid de længste skygger i det hjem. De andre bliver færdige med deres snobrød, og de vil på klub, og de vil have mere coke, og de vil have mere af det hele, og vi prajer en taxa ude på gaden. Oscar føler sig så ovenpå, at han næsten ser glad ud, og han sætter sig på bagsædet med pigerne, da taxaen kommer. Jeg smiler til taxachaufføren, og han smiler tilbage til mig. ”Wo?” spørger jeg. ”Wilden Renate,” svarer en af pigerne. Wilden Renate er for stor, og der er for mange rum fordelt på for mange etager, så vi går op og ned ad trapper og igennem ituslåede døre, indtil de andre finder en bar, hvor der er kort nok kø og smukke nok mennesker. Jeg går ud på dansegulvet med pigerne, og musikken er for høj. Jeg tænker, at alle de andre er ulykkelige, men det er virkelig bare kokainen, der får mig til at tænke sådan, og jeg har altid haft det sådan med dansegulve, at når jeg er på stoffer, så er det håbløse steder. Oscar kommer hen og afleverer en øl i hånden på mig. Den er kold og rar at drikke, for jeg har en kemisk smag i munden. Kokainen er dårlig kvalitet. ”Agnes, du skal glemme ham,” råber Oscar til mig gennem musikken.
28
Proevesider_indhold_trykklar.indd 28
23/01/19 12:58 pm
”Det ved jeg godt.” ”Hvad er så problemet?” ”At det er det, jeg altid skal gøre.” ”Kom over dig selv.” ”Jeg er i gang.” Og en mand i sorte jeans og hvid T-shirt kigger på mig som hidkaldt fra den anden ende af rummet, og vi danser os ind på hinanden. Det er en elegant manøvre at danse sig gennem et dansegulv, indtil man står ryg mod ryg. Jeg kan godt lide, hvor få ord der skal til. Han spreder mine baller og kæler for mit røvhul. Hænder oppe under skørter bringer deres helt egen ro. ”Now that we’re not dancing, we should not be taking up space on the dance floor, don’t you think so?” siger han med mellemøstlig accent, og hans legesyge øjne og dårlige engelsk minder mig om Ofir. Vi er allerede på vej væk, da Oscar kommer hen og afleverer endnu en øl, en nøgle til lejligheden og et opmuntrende smil til resten af natten, ”Pigerne deler lejlighed,” siger han og vi har prøvet alt det her før. Han holder mig i hånden, og vi går fra dansegulv til dansegulv, fra et mørke til et nyt, og op på tredje sal, hvor rummene er små, og lamperne er røde. Manden med de brune øjne og stramme jeans åbner min slå-om-kjole og slikker og bider mine bryster. Rummet lyser rødt, og gulvet klistrer af alt muligt snavs. Jeg ser mine bryst-
29
Proevesider_indhold_trykklar.indd 29
23/01/19 12:58 pm
vorter blive stive, og de glinser af spyt. Jeg kan ikke mærke noget, men det er okay. ”Your breasts make me speechless,” siger han, og jeg tænker, at det er en selvmodsigende kommentar. Jeg tænker også, at det ville være dejligt, hvis det var Mathias, der slikkede mig nu, men det ødelægger ikke noget. Det er bare en konstatering. Jeg tager fat om hans plyshårede baghoved og presser det ind mod mit skamben, og jeg boller hans ansigt, og jeg lukker øjnene og læner hovedet tilbage, da jeg skal til at komme, men så kommer der i stedet en kvinde råbende ind fra gangen. Jeg åbner mine øjne, og hun har store, smukke krøller, og hun flår ham væk fra mig. De må være kærester, for hun råber, ”Sie Hurensohn.” Det kan løst oversættes til ”dit svin”, bortset fra at man bruger den høflige tiltaleform Sie, og Hurensohn direkte oversat betyder søn af en tæve eller måske mere korrekt horeunge. Jeg så dem ikke sammen på dansegulvet, eller måske gjorde jeg, og jeg kommer til at tænke på, at Oscar engang sagde, at det værste ved kvinder som mig er, at vi aldrig bliver færdige. Der er ikke nok sex, og der er ikke nok af noget i verden til os, så mænd kan give os alt, men de kan lige så godt give os intet, for vi vil altid stå tilbage med troskyldige øjne og en småsulten mund og bede om lidt mere. Oscar ved det om nogen, for han siger, at hans mor er som mig, og hun er lige gået fra sit fjerde ægteskab. Før kvinden med de store krøller er færdig med at råbe, er jeg færdig med at være på klub, og jeg skynder mig ned ad
30
Proevesider_indhold_trykklar.indd 30
23/01/19 12:58 pm
trapperne og ud på gaden, og jeg kigger mig ikke over skulderen, før jeg tager U-Bahn hjem. Jeg har en vogn for mig selv, og på stationen køber jeg hvide stesolider af en dealer med afrofrisure. ”Can I kiss you on the forehead?” spørger han, og hans læber er bløde mod min svedige hud, og han kan kysse mig, hvor han har lyst til, så jeg sluger stesoliderne og inviterer ham med hjem, og jeg falder i søvn undervejs, men hans krop er glat og energisk oven på min. Om natten drømmer jeg, at mor er i live, og vi snakker om, at det er imponerende, hvordan hun er kommet sig, hvordan hun altid kommer sig til sidst. Imens har jeg hele tiden den her scene kørende i baghovedet, hvor afdelingens overlæge erklærer hende død. Han var en ældre mand med værdig stemme og fast håndtryk. Han gav hånd og sagde ”jeg kondolerer”, og man kunne høre, at han havde sagt det mange gange før, men det lød stadig, som om han mente det. Jeg husker samtidig hendes døde ansigt, der ikke lignede noget, der havde fået fred, men bare noget ubevægeligt. I drømmen fortæller jeg ikke mor, at jeg altså er ret sikker på, at hun er død. Jeg møder Oscar i lufthavnen næste morgen og overvejer, om jeg skal fortælle ham om min drøm, men han begynder med det samme at fortælle om de to piger i Kreuzberg, og det er alligevel også sjovere, så jeg siger ikke noget.
Proevesider_indhold_trykklar.indd 31
23/01/19 12:58 pm
Proevesider_indhold_trykklar.indd 32
23/01/19 12:58 pm
4
Drømmene begyndte næsten med det samme, efter mor døde, og nu kan jeg ikke længere huske en nat uden dem. I drømmen kommer hun tilbage og tilbage og tilbage, og vi redder spækhuggere hver nat. Hver nat er der nye spækhuggere, som vi skal redde. De er fanget i en gammel, hvid silo med grønne alger, og de ligger strandet i hobevis på gulvene og på trapperne. Det er små spækhuggere, og man kan nemt bære dem i favnen. Nogle af dem har deforme kroppe, men de er alle sammen i live, og vi prøver at redde dem alle. De ligger glatte og muskuløse i ens arme, og vi bærer dem en ad gangen tilbage til vandet, hvor de hører hjemme. I drømmen ved jeg ikke, hvor de kommer fra, eller hvordan de er endt der i den hvide silo med de grønne alger. Jeg ved bare, at vi er nødt til at hjælpe dem. Og hver nat ser hun lige udmattet, bleg og senet ud, og hver nat har jeg lige dårlig samvittighed over ikke at have passet ordentligt på hende, over ikke at kunne passe ordentligt på hende, over aldrig at have passet ordentligt på hende. Nogle nætter har jeg flere drømme, andre drømme, men jeg drømmer også altid om spækhuggerne. 33
Proevesider_indhold_trykklar.indd 33
23/01/19 12:58 pm
Men Agnes er ikke god til at finde noget. Ting bliver væk for hende, fugle, mennesker og virkelighedsfornemmelse. Hun leder efter alle de ting på steder, hvor de ikke er. I Berlin, i København og i Tel Aviv. Indtil noget umuligt en dag dukker op i hendes lejlighed. Noget, som måske kan hjælpe hende tilbage til virkeligheden.
amalie langballe forsvindingsnumre
Når noget forsvinder, forventer man, at det kan findes igen. Sådan har Agnes det med sin mor, som er død.
amalie langballe forsvindingsnumre
forsvindingsnumre er en hudløs roman om en ung kvinde i sorg og om forsøget på at finde fodfæste i livet efter at have mistet nogen, man ikke kan undvære. Amalie Langballe er født i 1992 og uddannet journalist. forsvindingsnumre er hendes debutroman.
roman lindhardt og ringhof lindhardtogringhof.dk