Geeti Amiri
Glansbilleder
Lindhardt og Ringhof
Glansbilleder.indd 3
20/09/16 15.07
Glansbilleder Copyright © 2016 Geeti Amiri All rights reserved Udgivet af Lindhardt og Ringhof Forlag A/S Omslag: henriettemork.dk Forsidefoto: Torben Eskerod Bogen er sat med Adobe Garamond hos Lymi og trykt hos Livonia Print ISBN 978-87-11-55592-7 1. udgave, 1. oplag 2016 Printed in Latvia, 2016 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof A/S, et selskab i Egmont
Glansbilleder.indd 4
20/09/16 15.07
FORORD
N
år en familie beslutter sig for at flygte fra krig, er det som at skulle forlade en brændende bygning. Man tager det med, som skal og kan reddes, men efterlader alt andet. De fleste materielle ting kan erstattes. Men hvordan erstatter man barndomsminder? Hvordan erstatter man sine børns historie, når den afbrydes brat og går i tusinde stykker og spredes for alle vinde? Det er enhver flygtningefamilies forbandelse. Den hjemsøges af alt det, den har mistet. Denne bog er skrevet ud fra, hvad jeg husker og er blevet fortalt, men ligesom ethvert flygtningebarn mangler jeg væsentlige brikker for at kunne sætte min families historie sammen. Jeg har en drøm om, at der en dag dukker en kasse op med min families mistede personlige ejendele, efterladte billeder, som fortæller ruinernes historie i Kabul, og dokumenter, der fuldender min identitet. Men jeg ved, at når jeg vågner op, er der ingen kasse og ingen samlet historie. Min far døde, da jeg var 14 år, og hans død kom til at præge min skæbne. Arbejdet med denne bog har kastet lys over min barndom, over forhold i min familie, som 5
Glansbilleder.indd 5
20/09/16 15.07
jeg enten havde fortrængt eller ikke kendte til – forhold, som måske forklarer, hvorfor det hele gik skævt, da min far gik bort.
Glansbilleder.indd 6
20/09/16 15.07
Første del
Glansbilleder.indd 7
20/09/16 15.07
Glansbilleder.indd 8
20/09/16 15.07
KAPITEL 1
I
I
Afghanistan siges det, at paradis ligger ved ens mors fødder. Jeg har altid følt mig som en elendig datter i forhold til min mor. Mit paradis var ved min fars side, men han forlod mig for at være i Guds paradis. Siden hans død har jeg levet for fødderne af min mor. Men det har ikke været noget paradis. Ingen steder er kvinders vilkår værre end i Afghanistan, Guds land, som er glemt af Gud. Jeg ved ikke, om jeg vil have børn, for jeg ved ikke, om jeg bliver en god mor. Min mor har kun givet mig det, hun selv vidste om moderskabet. Det, min mormor havde lært hende eller ikke havde lært hende. Min mor kunne ikke vælge eller fravælge børn, for hun er en afghansk kvinde, og afghanske kvinder får ikke ønskebørn, de får bare børn, og det sker tidligt i livet. Jeg ved ikke, om jeg ville kunne bestå prøven som mor og huske hele pensummet, når jeg skulle eksamineres. I modsætning til i skolen er der ingen reeksamination, når det gælder moderskabet. Eksaminationen står på hele livet, og der er ikke nogen facitliste. Men resultatet bliver man konfronteret med hver evig eneste dag, 9
Glansbilleder.indd 9
20/09/16 15.07
fra det øjeblik ens barn forlader fosterstillingen, til man selv, som forælder, ligger i fosterstilling. Jeg har set min mor dumpe til eksamen i moderskab, ellers ville jeg ikke sidde og skrive det her. Hvad hvis min datter i fremtiden skriver det samme om mig? Det er den frygt, der først og fremmest afholder mig fra at få børn. Jeg er 27 år, og jeg sørger stadig over det tabte barn i mig selv, og så længe jeg sørger over en tabt barndom, bliver jeg aldrig afghansk, for en afghansk kvinde har ingen barndom.
Glansbilleder.indd 10
20/09/16 15.07
II
H
un hedder Zakia Amiri, men det har hun ikke altid heddet. Min mor. Engang var hun Spogmai Sa khi, men da var hun en lille pige, selv om hun aldrig var en pige, som fik lov til at lege med dukker. Min mors skæbne tillod hende ikke at være barn eller ung. En afghansk kvinde kender kun til at være voksen, for det er det, hun fødes til. Jeg derimod voksede op som flygtningebarn i Danmark. Mine forældre var kontanthjælpsmodtagere, og børnepengene, der blev udbetalt kvartalsvis, blev brugt til at fylde fryseren med. Vi sultede aldrig, men måltiderne bestod oftest af frosne grøntsager, kyllingepølser og pomfritter. Undtagen når vi havde gæster, for afghansk gæstfrihed kender ingen grænser, heller ikke selv om pengepungen er tom. Som barn i Danmark havde jeg ét eneste ønske, og det var at få en Babyborn-dukke. Alle mine veninder havde sådan en, altså de veninder, hvis forældre havde et arbejde. Eller hvis bedsteforældre kunne give dem gaver. Min mor havde aldrig selv haft en dukke, men hun lovede mig alligevel, at jeg ville få en. Jeg vidste, at de kunne købes i Toys“R“Us. Den lå ved IKEA i Gentofte, 11
Glansbilleder.indd 11
20/09/16 15.07
og jeg forestillede mig, hvordan min mor og jeg ville tage bussen dertil og købe dukken. Det regnede en del, den eftermiddag jeg endelig fik dukken. Jeg kom hjem fra skole. Min mor havde et kæmpestort blåt mærke på sit højre knæ, og hun stod i køkkenet og vaskede og strøg dukkens tøj. Babyborn var temmelig beskidt. Min mor havde så ihærdigt forsøgt at opfylde mit ønske om at få den dukke, at hun i lang tid havde holdt øje med genbrugsforretningens udvalg af legetøj, og endelig havde hun set den i en Røde Kors-forretning. Men på vej hjem snublede hun og faldt ned i en kæmpe vandpyt. Jeg fik aldrig leget med dukken. Den mindede mig kun om min mors blå mærke, og den mindede mig om smerten i hendes øjne over ikke at kunne give sit barn en ny dukke, købt i en legetøjsbutik, mens jeg utålmodigt stod ved siden af hende og ventede på, at betalingen blev gennemført. Min mor passede min Babyborn-dukke, i alle de år jeg ikke legede med den. Hendes indre barn kom til syne, når hun sad med den dukke i hånden. Varsomheden i hendes måde at lege med dukken på berettede om et barn, der aldrig selv var blevet behandlet blidt. Og måske derfor fortæller min mor, Spogmai, som senere kom til at hedde Zakia, meget lidt om sin egen barndom. Fordi det er for smertefuldt at erindre noget af en barndom, hun aldrig fik lov til at have.
Glansbilleder.indd 12
20/09/16 15.07
III
M
in mor blev født i Kabul i 1957. Hun var den ældste pige i en søskendeflok på elleve, og allerede som barn kunne hun klare samtlige opgaver i huset. Min mormor hed Mastura og var autodidakt sygeplejerske. Jeg kender ikke meget til hende, men dengang kendte alle hende, for hun var et menneske, der hjalp andre, koste hvad det ville. Den højeste pris for min mormors offervillighed betalte hendes døtre. De lærte at være til for andre, men aldrig for sig selv. En afghansk kvinde må forstå, at hendes rolle er at være samfundets usynlige lim. En kvinde vurderes på, om hun kan udfylde de funktioner, hun forventes at varetage. Hun skal kunne føde og passe børn, så familiens navn kan føres videre igennem en mandlig arving. Hun skal være i stand til at tilberede mad og holde et hjem nydeligt. Hjemmet anses for at være hendes persona. Er et hjem sjusket, falder det tilbage på kvinden. Smager hendes mad ikke husets herre, anser han sig for berettiget til at udsætte hende for psykisk tortur eller udskifte hende og gøre hende til husslave, mens en ny kone træder ind i hendes gemakker. Føder hun ikke børn, eller får hun flere piger end drenge, eller måske slet ingen 13
Glansbilleder.indd 13
20/09/16 15.07
drenge, er det berettiget grund til at lade sig skille. Er manden selv ude af stand til at få børn, spørges der ikke til hans fertilitet; den form for virkelighed er afghansk mentalitet resistent over for. Da min mor var ni år gammel, sendte min mormor hende af sted til en fremmed kvinde, en fjern slægtning, i 40 dage. Kvinden havde født, og Spogmai skulle overtage hendes daglige gøremål, for i overensstemmelse med afghansk skik er en kvinde undtaget alle hus lige og ægteskabelige pligter, i 40 dage efter at hun har født. Mange år senere begik min mor den samme fejl med min ældste storesøster. Min storesøster blev sendt til Stockholm, 11 år gammel, så hun kunne passe min onkels kone og børn. Hverken min mor eller min søster protesterede, da de blev sendt væk fra hjemmet. Det er en forbandelse, min mor har videreført til os børn. Vi føler ikke, at vi kan sige fra eller kræve vores ret. Jeg ved ikke, om jeg ender med at få børn, men hvis jeg gør, så håber jeg, at jeg vil være i stand til at give mine børn kendskab til deres rødder, og forhåbentlig vil denne bog være dem til større hjælp, end de spredte brudstykker af en flygtningehistorie var det for mig og mine søstre.
Glansbilleder.indd 14
20/09/16 15.07
IV
M
in mor har et pashtunsk navn, selv om hun ikke er pashtun. Min mor er tadsjik fra Kabul, men hendes rødder kan spores tilbage til hazara-minoriteten. Indtil jeg var 20 år gammel, vidste jeg ikke, at min mor hed Spogmai. Jeg kendte hende som Zakia. „Zakia“ betyder „klog“, men navnet Spogmai passer bedre til hende. „Spogmai“ betyder „måne“ på pashtunsk, og hun er ensom som månen og fjern selv for dem, som er tæt på hende. Det har været hendes måde at forsvare sig på: at holde alle på afstand. Månen forsvarer sig selv ved at være ubeboelig. Hun fik sit navn ændret, fordi hun blev drillet i skolen. Klassekammeraterne gav hende øgenavne og grinede ad hende, og mens forældre herhjemme ville tale med læreren om sådan noget, lo min mormor bare ad det. Kort efter skiftede min mor navn til Zakia. Senere gentog min mor min mormors fejl med at grine ad sine børn, når de betroede hende deres tanker og følelser. Da min mor blev til Zakia, forsvandt Spogmai, og den sidste rest af hendes barndom blev tilintetgjort. Tilbage var den afghanske kvinde, der tilpasser sig sine vilkår. Min mors forældre, mine bedsteforældre, var simp15
Glansbilleder.indd 15
20/09/16 15.07
le mennesker. De havde hverken uddannelse eller var fra fine familier, og den dag i dag bruger jeg udtrykket „afshar-mentalitet“, når jeg vil sige, at nogen mangler dannelse. Man skal have oplevet kontrasten til deres verden for at forstå, hvad det vil sige. I mit tilfælde var det min fars familie, der udgjorde kontrasten. Min morfar arbejdede ved den iranske ambassade i Afghanistan. Han var ikke akademisk uddannet, men han kunne tilpasse sig miljøer, og det gjorde han. Min mors forældre kommer fra den ydre del af Kabul, hvor der bor en del hazara-afghanere, som er shiamuslimer. Hazara-folk anses for at være andenrangsborgere. De har østasiatiske træk, smalle øjne og runde ansigter. Hazara-folket kan spore deres rødder tilbage til Djengis Khans erobringstid. Jeg blev altid kaldt „kineser“ som barn, og det var ikke positivt ment, når det kom fra afghanere. I 1993 blev afshar-bydelen i Kabul udsat for et af de mest blodige angreb fra to forskellige islamiske fraktioner, som lagde størstedelen af den øde, fordi beboerne var shiamuslimer. Iblandt de døde var børn, som ikke kendte forskellen på shia og sunni eller vidste, hvorfor nogle afghanere har smalle øjne, mens andre afghanere har grønne øjne. Året efter ankom min mor til Kastrup Lufthavn med sine børn, hvoraf ét, jeg, havde tydelige kinesiske træk fra vores mormor.
Glansbilleder.indd 16
20/09/16 15.07
V nåede aldrig rigtig at lære min mormor at kende. Jeg Bortset fra synet af brændt bolani på en varm stege
pande er der ikke noget, der minder mig om hende. Bolani er en afghansk ret, som består af tynde lag dej formet som cirkler ligesom pandekager, der fyldes med mosede kartofler og purløg eller forårsløg. Pandekagen foldes, så den får form som en halvmåne, hvorefter begge sider steges på panden. Bolani er tidskrævende og sviner en del. Mel, dej og fyld optog al plads i køkkenet i mit barndomshjem, og luften var tyk af dampe fra den varme olie fra panden, når min mor lavede bolani. Til bolani drikkes der en særlig yoghurtdrik, doogh. En liter yo ghurt blandes op med en halv liter vand i en stor kande og tilsættes salt, finthakkede agurker og tørret eller frisk mynte. Afslutningsvis røres det sammen med isterninger, og så har man en afkølet drik til de varme bolani-pandekager. Som barn lavede jeg altid doogh-drikken, mens min mor kæmpede med at få bolani-pandekagerne færdige til middag. Den dag, hvor bolani blev uløseligt forbundet med mindet om min mormor, sad vi – jeg, mine søskende og min far – omkring spisebordet, mens min mor stod 17
Glansbilleder.indd 17
20/09/16 15.07
ved komfuret og smækkede den ene bolani efter den anden på panden. Normalt fik vi kun bolani ved særlige lejligheder, men en gang imellem kunne min mor blæse på, hvor tom pengepungen var, og lave akkurat det, hun havde lyst til at spise sammen med sine børn. Vel vidende at middagen ville blive efterfulgt af et skænderi med med min far. For det at ville glæde sine børn med et måltid var ikke nogen grund for min far. Min mormor, min moster og min kusine var rejst til Pakistan med min onkel, som skulle giftes. Fra lufthavnen havde de taget bussen mod den by, hvor min onkels kommende kone boede. Bussen var overfyldt som alle andre busser i Pakistan, og som det ofte er tilfældet i det land, blev også denne bus kørt af en chauffør, der ikke havde de rette forudsætninger. På en smal vej kørte en lastbil med et højt læs træer ind foran bussen. Da bussen kørte ind i lastbilen, blev passagererne klemt imellem de mange træer, og min mormor og kusine omkom. Den, der slap billigst fra ulykken, var min onkel. Jeg mindes, hvordan luften var tyk af mados, fordi min mor havde lavet virkelig mange bolanier, selv om det kun var os børn og min far, der var hjemme. Men det var min mor i en nøddeskal – aldrig lave mindre, end at hun kunne være sikker på, at der var nok, hvis vi fik uventede gæster. Jeg kan huske min fars blik stivne, da han tog telefonen og fik beskeden. Han gav min mor røret. Tiden gik i stå, min mor gik i stykker, og hendes bolani brændte på. Og så faldt hun om. Spogmai og Zakia faldt om på gulvet, og dér lå de begge to, mens luften blev tyk af røgen fra brændt bolani. Når min mor laver bolani, bliver jeg mindet om den 18
Glansbilleder.indd 18
20/09/16 15.07
dag, hvor tiden gik i stå. Af og til tænker jeg på, om hun selv bliver mindet om det, men jeg tør ikke spørge, for jeg vil ikke vække brændte minder til live.
Glansbilleder.indd 19
20/09/16 15.07
210 mm
90 mm
135 mm
Min far plejede altid at sige, at viden er det eneste, andre mennesker ikke kan tage fra én, og derfor er det den væsentligste rigdom, man kan investere i. Igennem de ti år i Telemarksgården var det den livsfilosofi, jeg var blevet opdraget med: at søge at tilegne mig viden. Aldrig uden videre acceptere andres sandhed, men finde min egen fortolkning. I min mors familie blev børnene opdraget stik modsat. De lærte fra barnsben, at de skulle adlyde de ældre, hvad enten det var deres egne forældre eller trossamfundets imamer. De lærte, at de skulle stole mere på dem end på, hvad de læste i skolebøgerne eller hørte i medierne, for det var Vestens lære – og alt, hvad Vesten stod for, var i modsætning til det muslimske liv.
a Geeti Amiri var 24 år, stod hun som pragteksemplet på en mønsterbryder. Selv om hun var opvokset i en flygtningefamilie på kontanthjælp, var det lykkedes hende at klare sig godt og komme ind på en videregående uddannelse, og hun kunne smile pænt til fotografen. Men billedet var et glansbillede, uden alle de mørke sider af hendes fortid.
Uddrag fra bogen
19,5 mm
135 mm
90 mm
Der var et stort morbærtræ i nærheden af mit flygtningehjem i New Delhi. I løbet af sensommeren kastede træet alle sine modne frugter på jorden. Jeg elskede morbærtræets store trækrone, der skyggede for solens varme stråler, når jeg sad under det og spiste søde bær, hvilket gav lidt fred midt i den flygtningetilværelse, som mine søskende og jeg sammen med min mor havde i Indien. Under morbærtræet søgte jeg ly for den samme sol, der nærede min fars vinstokke i hans store have i Kabul. Vinstokke, der blev efterladt sammen med resten af mine forældres tilværelse, da de tog flugten fra Kabul til New Delhi.
Kort tid efter krakelerede glansbilledet, og den rigtige Geeti Amiri tog bladet fra munden. Siden har hun markeret sig som en kontroversiel debattør, der har taget et opgør med det „rådne kvindesyn“, hun mener hersker i danske minoritetsmiljøer, og med det dysfunktionelle system-Danmark, der ser passivt til. Glansbilleder er hendes personlige beretning om en opvækst som flygtning i Danmark. Om kultursammenstød og kampen for at vinde retten til eget liv. Om frihedsberøvelse, vold og tvangsfjernelse. Om flugten fra Afghanistan og ankomsten til Danmark. Om at finde sine rødder og lære af sine fejltagelser og tro på, at det gode sejrer – trods alt.
L I N D H A R D T O G R I N G H O F. D K
Geeti Amiri_omslag_ORD_hæftet.indd 2
CMYK
Uddrag fra bogen
Lindhardt og Ringhof
Forsidefoto: Torben Eskerod Omslag og bagsidefoto: henriettemork.dk
20/09/16 11:38