Gretelise Holm Håndbog for feminister (og deres modstandere) 30 spørgsmål og svar om køn og ligestilling
Lindhardt og Ringhof
Haanbog for feminister_aw2.indd 3
17/04/15 13.11
Håndbog for feminister © 2015 Gretelise Holm og Lindhardt og Ringhof Forlag A/S Omslag og tilrettelæggelse: Camilla Jørgensen, Trefold Forfatterfoto: Sisse Jarner Research: Kristine Munk Bogen er sat med Chronicle og Rosewood Trykt hos Livonia Print Printed in Latvia 2015 ISBN: 978-87-11-44151-0 2. udgave, 1. oplag www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont
Haanbog for feminister_aw2.indd 4
17/04/15 13.11
Indhold Forord 9 Det berygtede køn 11 30 spørgsmål og svar om køn og ligestilling 31 Hvorfor og hvordan har man holdt kvinder nede? 125 Kontrol med kvinder 131 Strategier for ligestilling 169 Kvindehistoriske årstal 199
Haanbog for feminister_aw2.indd 5
17/04/15 13.11
Og de 30 spørgsmål 1 Ja, det kan godt være, at kvinderne var undertrykte for hundrede år siden, men nu har vi indført ligestilling, ikke? 2 Hvorfor skal vi overhovedet have ligestilling mellem kønnene, hvis alle – bortset fra en lille flok feminister – er godt tilfredse med forholdene, som de nu engang er? Skal kvinderne nu til at være som mænd? (Underforstået: Det er 3 vel ikke noget at stræbe efter, eller: Det vil da være kedeligt, hvis mænd og kvinder bliver ens). 4 Ligestilling – det er bare så kedeligt! Vi har hørt om det, og kan vi ikke se at komme videre og snakke om noget andet? 5 Det er nu engang kvinderne, som føder børnene – det kan I vel ikke lave om på? 6 Handler ligestilling ikke bare om, at kvinderne skal tage sig sammen? 7 Det kan godt være, at kvinder er undertrykte på nogle områder, men så er mænd til gengæld undertrykte på andre. Kan det ikke gå lige op? Mænd har altså også ligestillingsproblemer! 8 9 Hvorfor dominerer mænd i elendighedsstatistikkerne? 10 At kvinder prioriterer anderledes end mænd er vel bare udtryk for deres klogskab. Kvinder forstår sig på de sande menneskelige værdier, ikke? Er det ikke børnene, som bliver ofre i kvindernes ligestillings11 kamp? 12 Det handler vel om kvalifikationerne/mennesket og ikke om kønnet? 13 Kønskvotering må være ydmygende for kvinder, som bliver valgt, bare fordi de er kvinder! 14 Vi vil vældig gerne ansætte kvinder – bare de er lige så kvalificerede som mænd! 15 Det er rigtigt, at kvinder er undertrykte og har svært ved at blive chefer, men de fleste mænd er også undertrykte og bliver heller ikke chefer. Mange mænd har det også svært. Så skulle vi ikke hellere tale om mennesker end om køn? 6
Haanbog for feminister_aw2.indd 6
17/04/15 13.11
16 Det kan godt være, at mænd undertrykker kvinder, men kvinder undertrykker også sig selv og hinanden. Siger man ikke, at kvinde er kvinde værst? 17 Hos os har vi ligestilling, for vi har en kvindelig leder! 18 Jamen, kvinderne vil jo ikke selv! 19 Nu skal vi også passe på, at det ikke går for vidt med ligestillingen, så vi havner i den anden grøft! 20 Altså, manglende ligestilling i Danmark er jo et rent luksusproblem. I skulle hellere tænke på kvinderne i Afghanistan/Afrika/ Iran og …! 21 Tror I virkelig, at verden ville blive et bedre sted, hvis kvinder havde magten? 22 Hvorfor er I så aggressive? 23 Hvorfor hader feminister mænd? 24 Jeg har aldrig undertrykt nogen kvinder og går fuldstændig ind for ligestilling. Hvorfor skal jeg hele tiden angribes? 25 Nu skal vi også passe på, at det hele ikke ender med millimeterdemokrati! 26 Hvorfor er feminister så snerpede/puritanske/moralske? 27 Er det ikke bedst, hvis vi får ligestilling ad frivillighedens vej? 28 Skal familierne/kvinderne ikke frit kunne vælge, hvordan de vil leve? Ligestilling – handler det ikke mest om holdningsændringer? 29 30 Det er vel bare et spørgsmål om tid, så vil ligestillingen komme helt af sig selv?
7
Haanbog for feminister_aw2.indd 7
17/04/15 13.11
Forord
Haanbog for feminister_aw2.indd 8
17/04/15 13.11
I begyndelsen af 2015 levede der i Danmark 1.022 mennesker, som var over 100 år gamle. De blev født, før danske kvinder blev borgere med samme politiske rettigheder som mænd. Historisk set er det således kun et langt menneskeliv siden, at danske kvinder fik valgret til Folketing og Landsting. Forud gik 30 års kamp og heftig debat om, hvorvidt kvinder kunne betragtes som fuldgyldige borgere. Det første store gennembrud indtraf, da kvinder fik stemmeret til kommunalrådene i 1908. Kvinderne har fået lov til at være med. Efter at gifte danske kvinder fik personlig myndighed i 1899, og alle kvinder fik politiske borgerrettigheder i 1900-tallet, har kvinder indtaget en lang række positioner i bunden og i midten af samfundspyramiden, men hvad angår de ledende stillinger, de høje lønninger, magten, indflydelsen og æren, er den halve befolkning stadig stærkt underrepræsenteret. Når kvinder i dag forlanger en ligelig fordeling af indflydelsen og magten (samt de penge, som følger med), mødes de ofte med fuldstændig samme type argumenter, som da de krævede ligelig fordeling af stemmesedlerne: Det strider mod naturen, traditionen, grundloven og demokratiet samt samfundets, familiernes og kvindernes egen interesse. Mange af argumenterne for at tilsidesætte kvinder repræsenterer årtusindgamle indgroede forestillinger om køn, som ofte er ubevidste (hos både mænd og kvinder), og som den enkelte kvinde i frontlinjen kan have svært ved at gennemskue og tilbagevise. Derfor har jeg prøvet at samle nogle af de typiske argumenter og postulater om køn – samt modargumenterne. Meningen er at lægge op til den fortsatte debat om køn og ligestilling, som er nødvendig, hvis man ønsker en udvikling mod mere demokrati og velfærd. 100-års jubilæet er brugt som udgangspunkt, og kampen for stemmeretten som det mentalhistoriske eksempel, der kan kaste lys over nutiden, men ligestillingsproblemerne er generelle, så derfor kan bogen bruges overalt, hvor køn er til debat. Gretelise Holm, 2015 9
Haanbog for feminister_aw2.indd 9
17/04/15 13.11
Det berygtede køn
”
Når man fordyber sig i historien, kan man frigøre sig fra det nedarvede snæversyn, fordi man opdager, hvor meget der har måttet passere forargelsens ildovn, før det er blevet accepteret som simpel fornuft og retfærdighed.
”
Forfatteren Thit Jensen
Haanbog for feminister_aw2.indd 10
17/04/15 13.11
Den 29. november 1883 begik en 21-årig kvinde selvmord på et pensionatsværelse i ejendommen Gammel Kongevej 49 i København. Først drak hun gift, så skar hun venstre hånds pulsåre over, og til sidst skød hun sig gennem højre tinding. Adda Ravnkilde, borgmesterdatter fra Sæby, efterlod sig ikke noget afskedsbrev. Men hun efterlod manuskripter til tre romaner – cirka 800 sider – som alle handlede om kvinders fortvivlende stilling i samfundet. Romanerne udkom efter hendes død. Historien om danske kvinders kamp for menneske- og borgerrettigheder tog for alvor fart, omtrent samtidig med at Adda Ravnkildes personlige historie sluttede. Tre år før hendes død havde politikeren Viggo Hørup i Folketinget sammenlignet vilkårene for gifte danske kvinder med vilkårene for oldtidens slaver. Kvinderne var nemlig uden politiske borgerrettigheder og uden personlig myndighed eller ejendomsret – længe efter, at de sorte amerikanske slaver havde opnået disse rettigheder.
Kampen begynder
Tre år efter Adda Ravnkildes effektive selvmord stillede den progressive folketingsmand fra Venstre, Fredrik Bajer, det første forslag om en begrænset politisk borgerret til kvinder. Det skete i forbindelse med en revision af Loven om valg til Borgerrepræsentationen. Fredrik Bajer (1837-1922), der også var medstifter af Dansk Kvindesamfund og senere modtog Nobels fredspris, fandt, ”at det ville være til gavn for Borgerrepræsentationen, om der var kvinder til stede dér”. Forslaget blev mødt med så høj latter og så mange udråb, at der måtte kaldes til orden i Folketinget, og det led derefter en krank skæbne med hånlig afvisning i Landstinget. Den engelske forfatter Virginia Woolf har skrevet, at historien om mændenes modstand mod kvindernes frigørelse måske er mere interessant end frigørelsens egen historie, og ganske betagende er det i hvert fald at studere mænds indædte modstand mod kvinders borgerrettigheder. Enkelte steder – for eksempel i England – reagerede mænd med direkte vold og brutalitet. Andre steder nøjedes de med at vise alle mu11
Haanbog for feminister_aw2.indd 11
17/04/15 13.11
lige andre tegn på forargelse, vrede, skræk og rædsel – ofte pakket ind i omsorg for kvinderne. I Danmark måtte man gennem 22 års hidsig politisk debat (fra 1886 til 1908) og ti kæntrede lovforslag, før danske kvinder fik lov at sætte deres kryds ved kommunalvalgene. Debatten om, hvorvidt kvinder kunne betragtes som borgere med demokratiske rettigheder, udfoldede sig helt overvejende under kampen for den kommunale stemmeret. Kvindernes landspolitiske stemmeret fulgte derefter mere gnidningsfrit syv år senere.
En glidebane
Da Fredrik Bajer i 1887 for anden gang foreslog kommunal valgret til kvinderne, fik forslaget disse ord med på vejen fra greve og kammerherre Christian Rosenkrantz Scheel (1833-1912): ”Det at give kvinden kommunalvalgret vil kun være det første skridt til at føre hende ind på en glidebane. Det vil ende med, at hun kommer ind i den landspolitiske valgkamp og bliver valgbar til Folketinget, og det tror jeg dog ikke, nogen af os mænd, som har virkelig respekt for kvinden, kunne ønske, at hun kommer med til!” Trods Højregrevens indtrængende advarsler vedtog Venstremændene i Folketinget Bajers forslag, men derefter fik det en hård afvisning i Landstinget. Samme skæbne overgik de mange følgende forslag om kommunal valgret og/eller valgbarhed for kvinder. Det progressive bondeparti, Venstre, havde flertallet i Folketinget, mens det konservative godsejerparti, Højre, havde magten i Landstinget. Venstre kæmpede i disse år for et ændret politisk system, som skulle flytte magten fra Landstinget over i det mere demokratisk valgte Folketing, og for, at kongen skulle tage sin regering fra det ting, som repræsenterede folket (forstået som de privilegerede mænd, der havde valgret). Det politiske systemskifte indtrådte i 1901.
12
Haanbog for feminister_aw2.indd 12
17/04/15 13.11
Det politiske livs sved, støv og snavs
I Landstinget sad blandt andre journalisten og forfatteren Carl Ploug (1813-1894), som i 1887 svingede sig op til den helt store herretale. Han havde nemlig gennemskuet de kvinder, som krævede kommunal valgret – og deres mandlige medløbere: ”Dette forslag er et led i en kæde, hvis endemål er kvindens politiske ligestilling med manden ... Man har ment, at det var for stærk en medicin at byde Landstinget på én gang, og har så bestemt at give os den dråbevis ... Jeg tror, at det er klogest at standse ved det første trin. Er vi først på vej nedad, så er det vanskeligere at standse siden ...” Til alt held følte Ploug sig overbevist om, ”at den bedste og mest følelsesfulde del af kvinderne, den del af kvinderne, som går op i deres kald som kvinder, slet ikke vil være glad for denne reform eller vil ønske at tage del i det liv, som da ville komme til at udfolde sig ...” Og han fortsatte: ”I det store samfund tror jeg, at det tilkommer kvinden at besørge det, som jeg med et kønt ord vel gerne kan kalde hjerteanliggender. .. Samfundet kan slet ikke være tjent med, at kvinderne drages bort fra disse kærlighedsgerninger for at skændes med os i en valgforsamling eller i et ting. For den parlamentariske kamp ønsker jeg vore kvinder fritagne. Den giver både sved og støv – jeg vil gerne sige snavs – og ingen af delene vil klæde kvinderne. De vil gøre megen mere nytte for samfundet og bedre bevare den plads i livet, de har haft siden verdens første dage, dersom de forbliver udelukkede fra det politiske liv ...” Og så kom den ædle ridder op i digteren Carl Ploug: ”Ligesom jeg altid har været rede til at forsvare både kvinden og landet, så forsvarer jeg nu også begge ved at modsætte mig dette forslag ... Jeg tillader mig at foreslå det høje ting at vedtage en ganske kort og tør dagsorden og dermed henlægge sagen. Dagsordenen lyder: ”Da Landstinget mener, at det hverken vil være i kvindernes eller samfundets interesse, at der tildeles dem valgret, går det over til dagsordenen.” Landstinget vedtog denne dagsorden. Samme år startede Kvindelig Fremskridtsforening sit blad: Hvadvi-vil, og i dette blad svarede redaktøren Johanne Meyer (1838-1915)
13
Haanbog for feminister_aw2.indd 13
17/04/15 13.11
på Carl Plougs tale om, at kvinderne skulle holde sig til ”hjerteanliggender”: ”Carl Ploug burde have sagt: Netop derfor bør kvinderne komme ind, for ordningen af vort samfund er et hjerteanliggende.”
Den almindelige tænkemåde
Et af de tilbagevendende argumenter mod kvinders valgret var ”den almindelige tænkemåde”, som højesteretsassessor E.F. Larsen (18381916) i 1887 forklarede det i Folketinget: ”Det har hidtil ikke været den almindelige tænkemåde, hverken her i Danmark eller vistnok i de fleste lande, at kvinden på denne måde skulle deltage i det offentlige liv.” Det havde Larsen ret i. Allerede Cato den Ældre (234-149 f. Kr.) fastslog den almindelige tænkemåde. Cato var senator i Rom, hvor nogle kvinder på et tidspunkt havde ytret sig om en lov, som vedrørte dem. Kvindernes frækhed fik disse senator-ord med på vejen: ”Havde mændene hævdet deres rettighed og værdighed, ville kvinderne aldrig have vovet offentlig indgriben. Havde kvinderne selv haft naturlig skamfølelse, ville de have vidst, at det ikke passer sig for dem at interessere sig for vedtagelser og love. Hvem ved, hvor langt de vil drive det, hvis de får held med dette. Så snart de begynder at blive vore lige, vil de snart være vore overmænd.” Et par tusinde år senere fortsatte E.F. Larsen i det danske Folketing: ”Jeg tror, at den gifte kvinde på dette område – som på så mange andre – er fuldkommen tilstrækkeligt repræsenteret ved sin mand. Det ville være et ganske mærkværdigt indgreb, hvis vi ville lade hustruen træde op ved siden af manden ... Hvor forholdene er, som de skal være mellem mand og kone, er man fuldstændig tilfreds med den afstemning, han giver.”
Den himmelske og jordiske ret
I 1890 var det folketingsmand Chresten Berg (1829-91), som fremlagde det tredje forslag om kvinders valgret i kommunerne.
14
Haanbog for feminister_aw2.indd 14
17/04/15 13.11
To år forinden var Venstremandens datter, Nanna Berg, ved en højesteretsafgørelse blevet udelukket fra den levevej, som hendes eksamen skulle have givet adgang til. Nanna Berg var Danmarks første kvindelige jurist. Hun tog sin juridiske embedseksamen med førstekarakter og fik også stilling som advokatfuldmægtig. Da Østre Landsrets formand nægtede hende møderet som fuldmægtig, anlagde hun sag ved Højesteret, men tabte. Højesteret bestemte, at kvindelige jurister ikke kunne møde som sagførerfuldmægtige i retterne. Først i 1906 ændredes dette forhold, og først ti år senere kunne kvinder blive nævninge. I 1934 fik Danmark sin første kvindelige dommer. Det var Ragnhild Fabricius Gjellerup (1896-1958), som også var blandt de første kvinder, der blev riddere af Dannebrogsordenen i 1951. Man skal bemærke sig, at retssystemet og kirken langt op i vor tid forblev rene mandebastioner. Først i 1948 fik kvinder adgang til prædikestolene, og der er stadig kirkelige kredse med udtrykt modstand mod kvindelige præster. Efter årtusindskiftet var der stadig mandlige præster, som nægtede at trykke de kvindelige i hånden, og en række kvindelige præster kunne berette om, hvordan de blev mobbet af nogle mandlige kollegaer. Kirken og retssystemet fortolker henholdsvis den himmelske og jordiske ret, og begge institutioner har haft stor betydning for den almindelige opfattelse af kønnenes placering i samfundet.
Mændenes svaghed
Man har lov at forestille sig, at skolemanden og redaktøren Chresten Berg var inspireret af sin datters kamp for at få lov til at arbejde som jurist, da han i 1890 fremsatte det tredje forslag om kvinders kommunale valgret. Denne gang var det Højremanden, storentreprenøren Niels Andersen, senere højt dekoreret etatsråd og den første formand for Dansk Arbejdsgiverforening, som tegnede mændenes modstand: ”Jeg tror, det vil blive værst for kvinderne selv, hvis de skulle komme i den ulykkelige situation at blive sat ind i amts- eller sogneråd. De ville være ilde farne ... Jeg anser nu ganske vist ikke, at de ville komme 15
Haanbog for feminister_aw2.indd 15
17/04/15 13.11
der i så stort tal, at der kunne ske nogen skade ved det, men de ville selv være mest ilde farne ...” Ved Niels Andersens død i 1911 fremhævede en nekrolog ”hans begavede ånd, hans faste vilje og hans stærke, mandige personlighed”. Den progressive Venstremand Chresten Berg svarede Niels Andersen: ”Det er mændenes svaghed, de ærede medlemmer frygter for, mere end kvindernes styrke, når de vil nægte kvinden valgbarhed.”
Vælgerkorps af misfornøjede
Tre folketingsmænd: Herman Trier, Herman Bing og Christoffer Hage forsøgte i 1891 med et nyt forslag om kommunal valgret til kvinderne. Dette fjerde forslag omfattede – forsigtigt nok – kun valgret (ikke valgbarhed) og kun til de ugifte kvinder, som ikke havde nogen mand til at stemme for sig. Ingeniøren og højrepolitikeren Holger Hammerich pegede på en hidtil upåagtet fare: Det ville i givet fald udelukkende blive de frustrerede og misfornøjede kvinder, som fik stemmeret til Borgerrepræsentationen. Han forklarede: ”Det vil ikke være naturligt at give gifte kvinder valgret, for de udøver denne ret gennem deres ægtemænd. Altså er de kvinder, som er kommet på deres rette hylde, nemlig ægteskabet, udelukket fra valgretten. Til gengæld giver vi stemmeret til de kvinder, som ikke har nogen mand, og som derfor ganske naturligt må være misfornøjede med verden og forholdene. Dermed vil vi få et nyt vælgerkorps, som gennemgående er på de misfornøjedes side. Det kan aldrig være heldigt, og der er tilmed ingen mulighed for at rette op på disse kvinders misfornøjelse. Vi kan jo ikke give enkerne deres mænd tilbage eller skaffe de ugifte kvinder ægtemænd ...”
De trænger til en mand
Påstanden om, at oprørske kvinder er frustrerede og misfornøjede, fordi de trænger til en mand, er lige så gammel som Hippokrates, som var filosof og levede i Grækenland cirka 460-370 f.Kr.
16
Haanbog for feminister_aw2.indd 16
17/04/15 13.11
Hippokrates havde en fin biologisk forklaring på, hvordan det hang sammen med kvindernes misfornøjelse, hysteri eller frustrationer, som man kalder det i dag. Ifølge Hippokrates holdes den menneskelige organisme i gang af to væsker, blod og slim, der kommer fra henholdsvis hjertet og hjernen, og som står i et vist balanceforhold. Den kvindelige livmoder er et blodfyldt organ, som til stadighed kræver en vis fugtighed. Denne fugtighed skabes naturligt af manden ved samleje. Tilføjes livmoderen ikke denne form for fugtighed, må den søge op mod kvindens hjerne, hvor slimet dannes. Herved trækkes der imidlertid mere blod op til hjernen, end godt er, og alt det blod i hovedet medfører hysteri – efter det græske ord for livmoder: hystera. Til forebyggelse af denne særlige kvindelige lidelse anbefales regelmæssigt seksuelt samkvem. Voila: Kvinders sociale og politiske oprør er bare udtryk for mangel på en mand. Den forestilling er bevaret langt op i vor tid: Oprørske kvinder trænger bare til et godt knald!
Kampen om pladserne
I Folketinget blev det mere og mere klart, at en del af modviljen mod kvinder i kommunalpolitik skyldtes, at mændene var bange for at miste deres pladser i de kommunale råd. Derfor indgik det i Trier, Bing og Hages forslag, det fjerde i rækken, at antallet af pladser skulle udvides, så ingen kvinde skulle komme ind på en mands bekostning. Christoffer Hage forklarede: ”Nu hører man ganske vist ofte, at de mænd, som sidder i Borgerrepræsentationen og lignende forsamlinger, kun sidder der i kraft af et offer, et meget stort offer, som de bringer deres medborgere, men alligevel viser det sig, at enhver af dem skal have sig meget frabedt at være den, som bliver hældt ud.” Hage havde fundet frem til kernen af den frygtelige sandhed: Medmindre antallet af pladser blev udvidet, betød det, at en mand måtte ud, hver gang en kvinde skulle ind. 17
Haanbog for feminister_aw2.indd 17
17/04/15 13.11
-2 0
1 5 1 9 1 5- 201 5
1
2 0 1 5 1 9 1 5- 2 0 591 1
15
»Altså, nu har vi indført ligestilling, og så må kvinderne bare tage sig sammen. Vi skal også passe på, at vi ikke havner i den anden grøft, så mændene bliver undertrykte. Og i øvrigt gider vi ikke høre mere om ligestilling, for det er så kedeligt …« Hvad siger man så?
»Ligestillingens grønspættebog … Den ultimative håndbog for moderne kvinder, som ikke gider høre mere vrøvl … Giver en overskuelig, klar og velbegrundet introduktion til debatten om køn og ligestilling.«
Håndbog for feminister ruster dig til alle diskussioner om køn og ligestilling ved at give dig de nødvendige facts og argumenter. Bogen tager fat i 30 af de spørgsmål og postulater om køn og ligestilling, som man typisk støder på.
»En gyser på sin egen facon« Politiken
»Invester i Gretelise Holms debatbog og bliv opildnet til kamp eller debat « Weekendavisen
»Kvinder og mænd burde læse Gretelise Holms bog, hvor hun tilbageviser 30 gængse argumenter mod ligestilling, der ligner dem, man brugte for at holde kvinder nede for hundrede år siden.” Information
Med udgangspunkt i kvindernes kamp for borgerrettigheder for over 100 år siden giver bogen et historisk rids over udviklingen, og den beskriver de strategier for den moderne ligestillingskamp, som handler om begge køns frigørelse fra stive og begrænsende traditioner og roller.
Gretelise Holm
Håndbog for feminister (og deres modstandere)
30 spørgsmål og svar om køn og ligestilling Lindhardt og Ringhof
9 788711 441510
ryg: 16,5mm, flap: 100 mm
(og deres modstandere)
Pressen skrev:
Berlingske Tidende
Gretelise Holm
15-20 1 5 19 19
teret gen a d p n o edni i anl året for 0af 10 s valgret er kvind
15
Gretelise Holm, født 1946, har været journalist, siden hun var 17 år, og har skrevet over 30 bøger, blandt andet den populære krimiserie om journalisten Karin Sommer. Senest er udkommet erindringsbøgerne Jesus, pengene og livet og Kærligheden, kampen og kloden.
Ny,udgave
20
Foto: Sisse Jarner
»Nøgterne og hårdtslående ord « – Berlingske
5-2015 19 19 1 15 5
Det kan godt være, at kvinderne var undertrykte for hundrede år siden – men nu har vi indført ligestilling, ikke? Skal kvinder nu til at være som mænd?
Ligestilling – kan vi ikke bare se at komme videre?
Hvorfor dominerer mænd i elendigheds Det er nu statistikkerne? engang kvinderne, som føder børnene – det kan feminister vel ikke lave om på? Hvorfor hader feminister mænd? Det handler vel om kvalifikationerne og ikke om køn? Det kan godt være, at mænd undertrykker kvinder, men undertrykker kvinder ikke også mænd? Tror feminister virkelig, at verden ville blive et bedre sted, hvis kvinder havde magten?