30,5 mm
© sr-photos.com
Hævn er anden selvstændige bog i Yrsa Sigurðardóttirs spændingsfyldte krimiserie om Huldar og Freyja.
Yrsa | Hævn | cover DK.indd 1
lindhardtogringhof.dk
En otteårig pige forsvinder en efterårsdag og efterlyses af politiet. En teenagers mærkelige spådom dukker op i en tidskapsel, der blev forseglet og gravet ned ti år tidligere, og i kølvandet på dette sker først et, så to makabre mord i Reykjavik. Og politiet er på bar bund. Efterforskeren Huldar og børnepsykologen Freyja trækkes længere og længere ind i sagen og ind i morderens verden – en verden fuld af grusomhed og had.
AT T E
2016
R
KA DE MI
FORF
TD LA AN SKE KRIMINA
Pressen skrev om DNA: ”Yrsa Sigurðardóttir er i en klasse for sig.” ♥♥♥♥♥ – KRIMIFAN.DK
”Islandsk krimi i topklasse.” – KRISTELIGT DAGBLAD
”En unik psykologisk krimi.” ««««« – FAMILIE-JOURNAL
♥♥♥♥♥ – FEMINA
Hævn
”Yrsa Sigurðardóttir er mesterlig i sine beskrivelser af modbydelige mord.” – FYENS STIFTSTIDENDE
”Yrsa Sigurðardóttir skriver sig langt ind under huden på sine læsere.” SARA BLÆDEL, FORFATTER
27/01/2017 15.35
226 mm
Yrsa Sigurðardóttir (født 1963) er prisbelønnet islandsk forfatter, som skriver både krimier, thrillers og børnebøger. Hun bor i Reykjavík, hvor hun ved siden af sit forfatterskab har en karriere som civilingeniør. Hendes bøger er oversat til 25 sprog.
KRIMI
UDEN
KRIMI • Lindhardt og Ringhof
– TIMES LITERARY SUPPLEMENT
90 mm
ÅRLEANTDSSKE
DE
YRSA SIGURÐARDÓTTIR | Hævn
”Yrsa Sigurðardóttirs bøger tåler sammenligning med de bedste internationale krimier.”
153 mm
YRSA SIGUR ÐARD ÓTTIR Hævn På dansk ved Nanna Kalkar
LINDHARDT OG RINGHOF
Haevn.indd 3
24/01/17 2:17 pm
Hævn er oversat fra islandsk efter Sogið Copyright © 2015 Yrsa Sigurðardóttir All rights reserved Dansk copyright © 2017 Lindhardt og Ringhof Forlag A/S Published by agreement with Salomonsson Agency Omslag: Demuth Grafisk efter originalomslag af Ragnar Helgi Ólafsson Bogen er sat med Minion og trykt hos Livonia Print, 2017
ISBN: 978-87-11-55778-5 1. udgave, 1. oplag Printed in Latvia
Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.
Denne bog er fiktion. Personer og hændelser er frit opfundet af forfatteren.
www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont
Haevn.indd 4
24/01/17 2:17 pm
Tilegnet Mjása og Pilla – Yrsa
Haevn.indd 5
24/01/17 2:17 pm
Haevn.indd 6
24/01/17 2:17 pm
PROLOG SEPTEMBER 2004 Skolebygningen kastede sin iskolde skygge ned over den øde skolegård. Længere borte varmede solen de få, der var ude at gå, og når de trådte ind i skyggen, trak de deres frakker og jakker tættere om sig og satte farten op, indtil de på ny nåede ud i lyset. I solen var der vindstille, men i skolegården blæste en kold vind, som skubbede til gyngerne i det ene hjørne. De svingede dovent frem og tilbage, som om der sad usynlige børn i dem og kedede sig. Ligesom Vaka. Men værre end kedsomheden var dog kulden. Den bed i kinderne, og hendes tæer var begyndt at gøre ondt. Hun frøs over det hele, og den kolde trappe, hun sad på, fik hende til at ryste endnu mere. Hendes nye frakke var ikke lang nok til, at hun kunne sidde på den, og nu fortrød hun, at hun ikke havde lyttet til sin mor og valgt den længere model. Men den havde de kun haft i mørkeblå, mens den korte fandtes i rød. Vaka skubbede skoletasken bedre til rette på ryggen og spekulerede på, om hun ikke hellere skulle gå ud i solen. Så kunne hun i hvert fald holde varmen, mens hun ventede. Hun ville føle sig nøjagtig lige så ensom og træt ved bare at sidde og stirre ud i luften, men i det mindste behøvede hun ikke at fryse. Men skolebygningen kastede en stor, lang skygge over gården, og hvis hun flyttede sig ud af den, var hun bange for, at hendes far ikke 7
Haevn.indd 7
24/01/17 2:17 pm
ville få øje på hende og måske vende om og køre sin vej. Nej, så hellere kulden. En bil i samme farve som hendes fars kørte forbi, men da den kom tæt på, kunne Vaka se, at det var en helt anden type bil og en helt anden mand, der sad i den, og modet sank i hende. Havde han måske glemt hende? Det var hendes første dag i den nye skole, og det kunne selvfølgelig tænkes, at han havde troet, hun var gået hjem, ligesom hun plejede. For gud ved hvilken gang mærkede hun en voldsom længsel efter sit tidligere hjem. Det eneste, der var bedre på dette nye sted, var hendes værelse. Det var større og flottere end det, hun havde haft i den gamle lejlighed. Alt andet var værre, heriblandt skolen. Og især de andre børn. Hun kendte ingen, og ingen kendte hende. I hendes gamle klasse vidste hun, hvad alle hed, hun kendte endda navnene på pigernes kæledyr. Nu var hendes hoved fyldt med nye navne og ansigter, som hun umuligt kunne sætte rigtigt sammen. Det var ligesom i huskespillet, hvor det aldrig lykkedes hende at vinde, medmindre mor tabte med vilje. Vaka snøftede. Hvor længe ville hendes far være om at opdage, at han skulle have hentet hende? Hun drejede hovedet og så op mod skolebygningen i håb om at se nogen gå rundt derinde, men vinduerne var lige så kolde og mørke som skyggen i gården, og der var ikke en eneste bevægelse at se. En kold vind bed i hendes kinder og sendte en isnende gysen ned ad ryggen på hende. Hun rejste sig op og gik op ad trapperne til indgangen. Der måtte være en voksen derinde. En, der ville give hende lov til at ringe. Men døren viste sig at være låst. Det nyttede ikke noget at banke på, og lyden af hendes banken syntes at blive opslugt af de tykke træplader. Hun lod hånden falde og stirrede op på den høje dør i håb om, at den alligevel ville åbne sig. Men intet skete, og hun besluttede sig for at sætte sig ned igen. Forhåbentlig var trappen ikke lige så kold som før. 8
Haevn.indd 8
24/01/17 2:17 pm
Hun glemte kulden et øjeblik, da hun vendte sig om. Neden for trappen stod en pige, som Vaka kunne huske fra den nye klasse. Hun havde ikke hørt hende nærme sig. Måske havde hun listet, selvom Vaka ikke kunne forestille sig, hvorfor hun skulle have gjort det. Hun bed jo ikke, og de var ikke uvenner. De kendte slet ikke hinanden, selvom Vaka tydeligt kunne huske pigen. Det var umuligt andet. Hun manglede nemlig to fingre på den ene hånd. Lillefingeren og ringfingeren. Pigen havde siddet på forreste række i klassen og været temmelig stille. Først havde Vaka troet, at det også var hendes første dag i skolen, men læreren havde kun præsenteret Vaka for klassen, så det var nok ikke rigtigt. Da de fik lov til at snakke sammen i timen, havde pigen ikke sagt et ord til de andre børn. I frikvarteret havde hun siddet for sig selv og stirret ud i luften, ligesom Vaka gjorde nu, mens hun sad på trappen og ventede. Hendes ansigtsudtryk havde været det samme hele tiden og havde ikke ændret sig på noget tidspunkt, selv ikke da to drenge begyndte at småsynge noget fra en børnesang, som Vaka kunne huske, at hendes bedstemor nogle gange havde sunget for hende: ”Lillefinger, lillefinger, hvor er du? Ringfinger, ringfinger, hvor er du?” Vaka havde syntes, det var utrolig ondskabsfuldt, men de andre børn reagerede ikke på det. Til sidst havde hun selv kigget væk. Hun turde ikke blande sig. Hun var ny. ”De er gået hjem.” Pigen smilede forlegent, men smilet forsvandt lige så hurtigt, som det var dukket op. Måske havde Vaka bare set forkert. Men billedet af et smukt ansigt var stadig i hendes hoved. ”De låser altid, når skoledagen er slut.” ”Åh.” Vaka stod og trippede på trappen og vidste ikke, hvad hun skulle sige. Hun havde aldrig været god til at lære andre børn at kende eller tale med fremmede, og hendes første skoledag var gået, uden at nogen havde forsøgt at trænge igennem hendes skal. ”Jeg ville have lånt telefonen.” 9
Haevn.indd 9
24/01/17 2:17 pm
”Måske kan du få lov at ringe henne i kiosken. Den ligger lige derhenne.” Pigen pegede ned ad gaden. Hun havde vanter på, der skjulte de manglende fingre. Vaka sank en klump og svarede forlegent: ”Jeg har ikke nogen penge.” Hendes mor skulle give hende lommepenge hver fredag, men hun glemte det altid. For det meste betød det ikke noget, men nogle gange var det virkelig irriterende. Som nu for eksempel. Lige så irriterende som at far glemte at hente hende. Voksne huskede ikke særlig godt. ”Åh.” Pigen fik et trist udtryk i ansigtet. ”Det har jeg heller ikke.” Hun åbnede munden som for at sige noget, men ombestemte sig så og kneb læberne sammen. I modsætning til Vakas frakke, som var købt til at vokse i, virkede pigens for lille til hende. Ærmerne var krøbet op, og det så ud, som om den ikke kunne lynes ordentligt. Hun havde ingen hue på, og vinden tog i hendes filtrede hår. Hun havde et par gamle, falmede gummistøvler på, selvom det ikke var regnvejr. Hendes fine, farverige vanter så derimod forholdsvis nye og rene ud. ”Det er okay. Jeg venter bare.” Vaka forsøgte at smile, men det mislykkedes. Hun syntes, det var svært at skulle vente i uvished. Hun frøs, og hun var også blevet sulten. Hvis far havde været der til tiden, kunne hun have siddet i deres nye køkken nu med et stykke ristet brød. Hun kunne næsten smage det smeltede smør og syltetøjet, og hendes sult voksede. Pigen stod og trippede neden for trappen. ”Har du lyst til, at jeg venter her sammen med dig?” Hun så ikke på Vaka, da hun spurgte, men drejede i stedet hovedet og kiggede ud over den øde skolegård. ”Det kan jeg sagtens, hvis du har lyst.” Vaka vidste ikke umiddelbart, hvad hun skulle svare. Var det bedre eller værre? Valget stod mellem at sidde alene og fryse eller vente sammen med en pige, som hun ikke vidste hvad hed, og prøve at finde på noget at snakke om. Men selvom hun kun var 10
Haevn.indd 10
24/01/17 2:17 pm
otte år, var hun alligevel godt klar over, at der til visse spørgsmål kun fandtes ét rigtigt svar: ”Ja, tak. Hvis du gider.” Men da pigen hurtigt vendte sig om mod hende med et stort smil, tilføjede hun: ”Men jeg er nødt til at gå, så snart min far kommer for at hente mig.” Pigens smil forsvandt, og det tomme udtryk i hendes ansigt vendte tilbage. ”Ja. Selvfølgelig.” Vaka forsøgte at glatte lidt ud; hun huskede, hvordan drengene havde drillet pigen, og hvor ensom hun virkede. ”Måske kan han køre dig hjem?” Så snart ordene havde forladt hendes læber, fortrød hun dem, for hun havde ofte hørt sine forældre tale om, hvor dyrt det var at købe benzin. Hun ville ikke bede sin far om at køre en lang omvej, de havde ikke ret mange penge, efter at de havde købt det nye hus. Derfor var hendes jakke også købt for stor, og der var god plads i de nye sko, hun skulle bruge i skolen. ”Bor du langt væk?” ”Nej. Jeg bor lige deromme bagved.” Pigen pegede på skolen, men mente formodentlig den klynge af huse, som Vaka havde fået øje på i frikvarteret, da hun strejfede om på grunden bag skolen. Et højt hegn løb mellem husene og skolen, og langs den side af hegnet, der ikke hørte til skolens grund, havde der samlet sig en masse skrald: falmet, iturevet emballage, små stykker papir, plasticposer og visne blade. Vaka brød sig ikke om skrald, hun syntes, det var ulækkert, men ikke desto mindre var hun søgt derhen og havde kigget gennem trådhegnet, da det gik op for hende, at dette var et af de få steder på skolen, hvor man ikke kunne høre lyden af drengenes ondskabsfulde sang. Med den fjerne lyd af legende børn i ørerne havde hun ladet blikket glide over baghaverne og husene, taknemmelig for, at hendes mor og far ikke havde købt et af dem. Husene så lige så snuskede og beskidte ud som hegnet, de var ikke malet ordentligt, og haverne mindede om små urskove. Ét sted kunne man se en 11
Haevn.indd 11
24/01/17 2:17 pm
rusten havegrill stikke op af noget ukrudt, der havde vokset sig højt omkring den, og så vidt Vaka kunne se, voksede der også græs ud af den lille rist, der sad øverst oppe på låget. I vinduerne hang skæve, snavsede gardiner, der passede til de møgbeskidte ruder. Visse steder havde man brugt tæpper som gardiner, andre havde i mangel af bedre brugt aviser eller pap. Det var så ubehageligt at kigge på husene, at Vaka måtte vende sig bort fra hegnet og gå tilbage til flokken af børn, der lod, som om hun ikke eksisterede. Men der var dog én positiv ting ved kvarteret. Det lå tæt ved skolen. Måske kunne hun få lov at låne telefonen hjemme hos pigen? Det ville kun tage et par minutter at gå derover, og hendes far ville ikke være langt væk, hvis han skulle dukke op, mens hun var derovre. Vaka tog mod til sig: ”Hør, jeg kunne vel ikke få lov at låne telefonen hjemme hos dig?” Pigens rædselsslagne ansigt forskrækkede hende. ”Hos mig?” Pigen sank en klump og så bort. Hun stirrede på sine vanter og rørte ved sin skadede hånd. ”Skal vi ikke hellere bare vente her? Din far må da komme lige om lidt.” ”Jo. Måske.” Vaka skubbede skoletasken bedre til rette på ryggen. Det virkede, som om den blev tungere og tungere, som om minutterne, hun havde ventet, efterhånden fyldte den op. ”Men hvis jeg kunne ringe til ham, så kunne du komme med mig hjem og lege bagefter.” Vaka tænkte, at pigen ville blive glad over ikke at skulle være hjemme hos sig selv, hvis hendes værelse befandt sig i et af de forfærdelige huse. Måske var det derfor, hun havde set så rædselsslagen ud. Måske ville hun ikke have, at Vaka skulle se, hvordan der så ud hjemme hos hende. Hun skyndte sig at tilføje, at hun var ligeglad med, hvordan der så ud hjemme hos dem. Pigen virkede, som om hun havde svært ved at beslutte sig for, hvordan hun skulle svare. ”Okay. Hvis du er rigtig hurtig. Og hvis vi kan tage hjem til dig og lege bagefter. Du skal være stille. Far sover sikkert.” 12
Haevn.indd 12
24/01/17 2:17 pm
Vaka nikkede, tilfreds med pigens beslutning og med at have lært en fra klassen at kende. Hun havde ganske vist håbet, at hun kunne blive venner med nogle af de piger, der virkede som de sjoveste og mest populære, men de havde ignoreret hende og havde tydeligvis ikke brug for flere veninder. Måske var denne pige det bedste bud på en veninde, og måske var hun helt fin at være sammen med, selvom hun manglede to fingre. Hun var i hvert fald ikke ond. Men da de begyndte at gå, kom hun i tvivl. Hun kom til at tænke på de beskidte huse, og pludselig havde hun ikke lyst til at gå ind i nogen af dem. Det havde været bedre at blive siddende og vente på den kolde trappe. Men nu var det for sent. De var nået ud af skolegården og gik nu i solen, på vej over til det lille kvarter bag skolen. Men solen kunne ikke varme Vaka. Hun frøs bare endnu mere. Forgæves forsøgte hun at komme på en undskyldning for at vende om, men hun ville heller ikke såre pigen. Hendes nye veninde var også tavs, mens de gik, og virkede lige så bevidst som Vaka om, at hvert skridt bragte dem nærmere deres bestemmelsessted. De havde ikke sagt et ord til hinanden undervejs, og nu stod de omsider på et revnet fortov foran et af de huse, som Vaka havde kigget over på om morgenen. Hun lod blikket glide over huset, men passede på ikke at dreje hovedet, for at pigen ikke skulle lægge mærke til, at hun kiggede. Så vidt hun kunne se, var huset her den mest faldefærdige rønne på vejen. Det var et rustent bølgeblikshus i en rødlig farve, som ikke var blevet frisket op i årevis. Haven foran det var i samme forfatning som de baghaver, Vaka havde set om morgenen. Mellem mælkebøtter, ukrudt og forkrøblede buske lå en væltet trehjulet cykel. Ruderne i huset var alle mere eller mindre revnede, og der var ikke blevet gjort forsøg på at hænge nogle pæne gardiner op i de vinduer, der vendte ud mod gaden. For at sætte kronen på værket virkede hoveddøren også skæv. Det var et ondt sted. 13
Haevn.indd 13
24/01/17 2:17 pm
Vaka kæmpede for at finde på noget at sige, der kunne få dem til at vende om, men det var for sent. Pigen så på hende med et trist udtryk i ansigtet. ”Kom. Her bor jeg. Vær stille og skynd dig. Så tager vi hjem til dig og leger. Ikke?” Pigens farveløse øjne lyste af forventning, og Vaka kunne ikke lade være med at nikke. Hun fulgte efter pigen op til huset. Det føltes næsten, som om hendes taske var fuld af sten, og hun havde svært ved at trække vejret. Hvert skridt var en kraftanstrengelse, og følelsen indeni var den samme, som når hun foretog sig noget, hun vidste ville ende galt – og alligevel fortsatte. Som dengang, hun tog for mange tallerkener i favnen for at dække bord til en fest, der skulle holdes for hendes forældre, og tabte dem alle sammen. Så snart hun havde løftet stablen fra bordet, vidste hun, at den var for tung. Men hun fortsatte alligevel. Og hver eneste tallerken gik i stykker. Nu havde hun det på nøjagtig samme måde. Pigen stod med hånden på dørhåndtaget. ”Kom. Husk, at du skal skynde dig.” Hun nærmest hviskede, som om der var et uhyre derinde, som ikke måtte høre dem. Vaka nikkede med et trist blik og tog det sidste skridt hen til døren. Så var hun inde. Var kommet ud af solen og ind i mørket. Hun blev mødt af en lugt af cigaretter og et eller andet surt, som uvilkårligt fik hende til at rynke på næsen. Pigen lukkede døren efter dem, og mørket blev endnu dybere. Men måske var det faktisk bedre, for så ville man ikke lægge nær så meget mærke til alt det rod, der måtte være derinde, og pigen ville ikke kunne se Vakas rædselsslagne ansigt. ”Telefonen er ovenpå. Kom.” Pigen hviskede så lavt, at man næsten ikke kunne høre hende. Hendes blik søgte hele tiden ud til siderne. Hun gjorde utålmodigt tegn til Vaka om at komme, da hun ikke reagerede hurtigt nok. Hun havde taget sin frakke af, men kun den ene vante. 14
Haevn.indd 14
24/01/17 2:17 pm
Vaka tvang sit blik væk fra vanten, som skjulte de manglende fingre, og trådte forsigtigt fra entréen og ind i selve huset. I det samme knirkede det i gulvet på etagen ovenover. Lyden fik pigen til at løfte hovedet med et ryk og se op mod overetagen. Hendes ansigt var fortrukket af rædsel. Vaka stivnede helt og mærkede, hvordan hendes øjne brændte ubehageligt, som om hun var lige ved at begynde at græde. Hvad lavede hun her? Hun udstødte en svag stønnen, og trods stilheden i huset var det en kraftesløs lyd. Det hele var en frygtelig fejltagelse. Værre end det med tallerkenerne. Hun blev grebet af fortvivlelse og kunne ikke tænke klart. Det eneste, hun kunne tænke på, var, at hun ikke engang kendte pigens navn. ___ Politiet i Hafnarfjördur bringer en efterlysning af pigen Vaka Orradóttir. Vaka er otte år gammel, slank og lille af vækst. Hun har mørkeblond, skulderlangt hår og er iført en kort, rød vinterfrakke, rød hue, cowboybukser og lyserøde gummisko. Vaka blev sidst set i dag klokken tre, da hun forlod sin skole i Hafnarfjördur. Man antager, at hun stadig befinder sig et sted i byen. Hvis nogen mener at have set Vaka, bedes de kontakte politiet i Hafnarfjördur på telefon 525 3300.
Haevn.indd 15
24/01/17 2:17 pm
Haevn.indd 16
24/01/17 2:17 pm
2016
Haevn.indd 17
24/01/17 2:17 pm
Haevn.indd 18
24/01/17 2:17 pm
1
H
uldar lod en bunke kopier fra skolen dumpe ned på skrivebordet. Hvis man så bort fra de halvfulde kaffekopper, der havde samlet sig på bordet, var det stort set ryddet. Nu fik han hovedsagelig opgaver, som de andre politibetjente ikke gad udføre. Som for eksempel sagen med skolen. Det ville sikkert blive til en stående vits på stationen, ligesom han selv var det – chefen, der faldt i unåde og blev fyret. Nu sad han i yderkanten af det åbne kontorlandskab, hvorfra han kun lige akkurat kunne skimte det private kontor, han havde siddet på tidligere. Han sørgede for aldrig at se i den retning. Han var i og for sig ligeglad med, at han var blevet degraderet, problemet var, at hans tidligere underordnede omgikkes ham, som om degraderingen var noget smitsomt. Han havde forventet, at samarbejdet med kollegerne ville blive, som det havde været, inden han blev forfremmet, men sådan gik det langtfra. Den måde, de tav på, når han dukkede op, og deres hvisken og tisken, når han gik igen, var så irriterende, at han nogle gange ville ønske, at han stadig var deres chef. Den tanke strejfede ham dog altid kun kort, for med det samme kom han i tanke om, hvor dårligt han havde haft det i den stilling. Uendelige mængder af formularer, der skulle udfyldes, rapporter, møder og hele den meningsløse strøm af papir; hvis nogen havde fortalt ham, hvad jobbet bestod i, ville han aldrig have sagt ja 19
Haevn.indd 19
24/01/17 2:17 pm
til at blive forfremmet. Men desværre havde han ikke fået nogen nærmere oplysninger, da stillingen blev ledig. Introduktionen og ansættelsesproceduren blev kogt ned til én sætning: Kunne du tænke dig at blive chef? Ledelsen havde haft travlt med at finde en ny, eftersom den ene skandalesag efter den anden havde bevirket, at de fleste af cheferne for teamet havde måttet trække sig, og Huldar var, nærmest ved en tilfældighed, blevet udpeget som mulig afløser. Når det drejede sig om politibetjente, kunne man ikke kigge på universitetsgrader og den slags, som det ellers ofte var kutyme at gøre, når man skulle vælge en chef. Her var man nødt til at lægge andre ting til grund for udvælgelsen, og derfor valgte man ud fra det, der lå lige for – alder eller anciennitet. Her var der tal at hente, som man kunne bruge til at sammenligne jobkandidaterne, men efter al rodet omkring de forskellige skandalesager, havde Huldar den øverste ledelse mistænkt for at have valgt et nyt sammenligningsgrundlag, nemlig folks højde. Han var sikker på, at ledelsen havde set hans hoved stikke op over de andres, da de spejdede efter en ny chef. Han skulle hellere have siddet på en stol eller bøjet sig ned i det øjeblik. Så kunne han have haft samme rolle som før og befinde sig cirka midt på rangstigen i stedet for på det nederste trin. Men Huldar bar ikke nag til dem, der havde tilbudt ham stillingen. Han kunne jo bare have takket nej. Han var heller ikke vred på dem, der fyrede ham. Man kunne aldrig have beholdt ham i forreste række. Han havde forkludret en mordefterforskning så godt og grundigt, at det var usandsynligt, at nogen ville være i stand til at gøre ham kunsten efter. Det eneste brugbare billede, han kunne komme på, da han prøvede at forklare det for en af sine søstre, var, hvis en kirurg var kommet løbende ind på en operationsstue med skalpellen hævet, parat til en akut operation, hvorefter han snublede og kom til at skære hovedet af patienten. 20
Haevn.indd 20
24/01/17 2:17 pm
Det værste var dog, at han havde taget Freyja, tidligere leder af Børnenes Hus, med sig i faldet. Børneværnsmyndighederne kunne ikke se igennem fingre med, at hun havde skudt en mand i Børnenes Hus, så nu varetog hun jobbet som menig psykolog samme sted. Faktisk burde de begge være taknemmelige over, at de ikke var blevet tvunget til at gå gaderne tynde i jagten på et nyt arbejde. Taknemmelighed var dog ikke den følelse, der lå først for hos Freyja. Når deres veje en sjælden gang imellem krydsedes efter den skæbnesvangre hændelse i Børnenes Hus, havde hun knap værdiget ham et blik. Hun formelig kogte af vrede, og der var ingen tvivl om, at den var rettet mod ham. Huldar skar en grimasse ved tanken. Han havde håbet, at de kunne komme på god fod med hinanden igen til trods for en akavet start, et noget vaklende mellemspil og en chokerende afslutning. Det var hans egen skyld. Deres første møde havde slået tonen an, og det var egentlig utroligt, at det var lykkedes ham at blive venner med hende igen, selvom det kun havde varet kort. Af bitter erfaring havde han lært, at han ikke skulle fortælle de kvinder, han mødte i byen, hvad hans rigtige arbejde var, så da han traf Freyja, havde han bildt hende ind, at han var tømrer, for derefter at tilbringe natten hos hende. Det var hans erfaring, at de fleste kvinder, han mødte i byen, ikke var begejstrede for politimænd. For at gøre det hele værre, havde han brugt sit mellemnavn, Jónas, over for Freyja. Da deres veje krydsedes i forbindelse med den mordsag, der senere sendte deres karrierer en tur gennem makulatoren, var han blevet afsløret. Tømreren Jónas måtte gå til bekendelse og præsentere sig som politibetjenten Huldar. Men hvad der var sket én gang kunne tænkes at ske igen. Måske fik han en ny chance. Huldar følte sig opmuntret ved tanken. Han smilede til den unge politibetjent, der sad over for ham. Knægten smilede forlegent tilbage og begravede sig i sin compu21
Haevn.indd 21
24/01/17 2:17 pm
ter. Der kunne ikke være meget at se dér, han var så grøn inden for efterforskningsarbejde, at han rangerede endnu lavere i hierarkiet end Huldar. Faktisk stod han på gulvet, som rangstigen hvilede på. Men selvom han som ny medarbejder var den eneste, der i øjeblikket var mindre respekteret end Huldar, ville det næppe være noget, der varede ved. ”Er der meget at lave?” Huldar passede på ikke at lyde hånlig, for knægten var overdrevet følsom. Han ville ikke tage skade af at blive hærdet lidt, men det måtte en anden end Huldar sørge for. Han havde andet at tænke på end en usikker politiknægt. ”Ja. Nej.” Panden, der stak op over skærmen, var ildrød. ”Mener du ja eller nej?” ”Nej. Der er ikke meget. Men alligevel nok.” ”Du ved godt, at det er en fordel, hvis vi har lidt eller ingenting at lave. Det synes borgerne i hvert fald.” Huldar satte sig ned og trak kopierne over til sig. Jo før han blev færdig med det sludder, desto bedre. Han lod være med at sukke, selvom han havde lyst til det, da han læste teksten på første side, der var skrevet med barnlig skrift. I år 2016 har man ikke længere brug for biler. I stedet bruger man små helikoptere, der flyver på solenergi. Man har fundet en kur mod kræft og alle andre alvorlige sygdomme. Der er ingen, der dør, før de er fyldt 130 år. Island er stadig det bedste land i verden! Elín – 9.c. Efter navnet var der to hjerter og to smileyer. Han kunne ikke mindes, at han tidligere havde set smileyer på sit arbejde. ”Ville du være parat til at lade bilen stå og i stedet bruge en solcelledrevet helikopter?” Huldar skilte persiennerne ad med to fingre og kiggede ud. Det grålige vinterlys ville næppe være nok til at lade solcellerne op, så helikopteren kunne lette, for slet ikke at tale om at give den nok energi til at flyve. ”Hva’?” Den unge mand lød, som om han troede, det var et testspørgsmål. 22
Haevn.indd 22
24/01/17 2:17 pm
”Ikke noget.” Huldar var for træt til at forklare, hvad han snakkede om. Han havde været på bar med nogle venner aftenen før og havde drukket lidt for mange øl. Men knægten havde tydeligvis ikke hørt om den sag, Huldar var blevet sat på, eller også var han ikke god nok til at lægge to og to sammen. ”Har vi adgang til en helikopter?” ”Ja.” Huldar fortrød med det samme sit svar og rettede sig selv. ”Nej, vi har ikke nogen helikopter. For ti år siden skrev nogle skolebørn deres forestillinger om fremtiden ned, det er dem, jeg er ved at gennemgå. En af dem er, at vi i dag bruger helikoptere, som flyver på solenergi. Og det er sikkert ikke en af de skøreste idéer i de papirer, jeg skal læse mig igennem.” Den unge mand rullede sin stol ud til siden, så han kunne få øjenkontakt med Huldar. Han hed Gudlaugur, men blev altid kaldt Gulli på stationen, selvom han ikke ville vedkende sig kælenavnet. Sandsynligvis ville han blive ved med at være Gulli, indtil han havde bevist sit værd i teamet. Når og hvis det skete. Det var ikke alle, der klarede jobbet så godt, at de blev hængende. ”Hvorfor skal du det?” ”Man fandt en besynderlig besked i bunken, og skolens rektor tog kontakt til os.” Huldar rakte Gulli kopien med helikopterteksten. ”Dengang havde skolen en amerikansk venskabsskole, og i grundskolen var der blandt andet et projekt, hvor børnene skulle grave en såkaldt tidskapsel ned på skolens grund for så at grave den op ti år senere og sammenligne børns syn på fremtiden i de to lande. Alle niendeklasser fik til opgave at skrive ned, hvordan de mente, Island ville se ud om ti år, og derefter lagde man papirerne i tidskapslen og gravede den ned. Helt fint, bortset fra at et af de islandske børn syntes at have benyttet sig af chancen til at annoncere nogle mord. Jeg skal prøve at finde ud af, hvem det var, så psykologerne kan undersøge, om vedkommende nu som voksen skal betragtes som værende farlig. Det tvivler jeg på, men jeg er nødt til at undersøge sagen.” 23
Haevn.indd 23
24/01/17 2:17 pm
”Hvem er så den person, han skriver, han vil dræbe?” ”Ikke person. Personer. Han nævner seks enkeltindivider. Han opgiver dog ikke deres navne, men kun deres initialer. I to af tilfældene kun et enkelt bogstav.” Huldar bladrede igennem bunken for at finde det mærkelige brev. Han havde fået originalen henne på skolen, de andre breve havde han kun fået kopier af. Sekretæren havde rakt ham brevet med en grimasse, men bagefter virkede hun lettet over, at det nu var en andens problem. Gudlaugur betragtede Huldar, mens han bladrede i bunken, og Huldar kunne ikke sige sig fri for, at det var en god følelse at mærke en arbejdskollegas interesse for det, han foretog sig. Det var længe siden, det sidst var sket. Det var bare ærgerligt, at sagen virkede som noget værre sludder. ”Hvorfor opsøger man ikke bare den tidligere elev og snakker med ham? Det kan vel ikke være så svært at finde ham.” ”Brevet er anonymt.” ”Hvad gør du så? Finder ud af, hvem der i sin tid ikke lagde et brev i tidskapslen? Sammenligner håndskriften i brevet med gamle opgaver, de lavede i skolen?” ”Noget i den stil. Der er ét brev for meget i forhold til antallet af elever, der dengang gik i den klasse. Forfatteren til det har formentlig afleveret to. Jeg bliver altså nødt til at sammenligne mordbrevet med de andre breve i tidskapslen. Det er bare irriterende, at alle børnene skriver så frygtelig grimt. I hvert fald drengene.” ”Er det en dreng?” ”Ja. Eller en pige, der har skrevet med venstre hånd.” ”Fingeraftryk?” Huldar grinede. ”Ja, netop. Jeg får helt sikkert lov til at sætte efterforskningsafdelingen i gang med at undersøge fingeraftrykkene fra femogtres breve skrevet af skolebørn.” Han lagde helikopterbrevet, som Gudlaugur rakte ham, tilbage i bunken. ”For 24
Haevn.indd 24
24/01/17 2:17 pm
at få lov til det skal jeg bruge mindst ét lig. Helst alle seks.” Han tog brevet op igen og læste det igen for sig selv. I år 2016 bliver disse mennesker dræbt: K, SG, BT, JJ, VP og I. Ingen vil savne dem. Mindst af alle jeg. Jeg kan ikke vente. Efter ordene fulgte hverken hjerter eller smileyer. ”Så du tror, at de alle seks er i live?” ”Det tvivler jeg ikke på, men eftersom jeg ikke har andet på dem end deres initialer eller bare et enkelt bogstav, er det naturligvis ikke til at sige med sikkerhed.” Huldar rakte Gudlaugur brevet. ”Men skolens sekretær siger, at der ikke er blevet myrdet nogen de seneste ti år, hvis navne passer med de pågældende initialer. Hun tilføjede dog, at en mand, hvis navn begyndte med K, var blevet dræbt i 2013, men ham, der begik drabet, var blevet dømt, og han havde ikke den rette alder og havde heller ikke været elev på skolen. Det skal jeg selvfølgelig tjekke op på, men man burde vel nok kunne stole på, at en skolesekretær er i stand til at løbe igennem navnene på de få mordofre, der har været her i landet inden for de seneste ti år.” Gudlaugur var tavs, mens han læste brevet. Så kiggede han op og så på Huldar med et uudgrundeligt udtryk i ansigtet. Han var meget ung at se på, med bløde træk og en næse og kinder, der var oversået med fregner. Der var ikke en eneste skægstub at se, selvom det var langt op ad dagen. Han måtte være under tredive, men sandsynligvis lidt ældre end den anonyme brevskriver var nu. ”Der findes en side på Wikipedia.” Gudlaugur rødmede, hvilket fik ham til at se endnu yngre ud. ”Om alle islandske mord.” Huldar hævede øjenbrynene. ”Er det måske dig, der har oprettet den?” ”Nej. Jeg ville bare gøre dig opmærksom på den. Du kunne jo kigge navnene igennem og spare noget tid.” Huldar fortrød, at han ikke havde været lidt flinkere ved den unge mand. Han burde i stedet blive venner med ham, han ville 25
Haevn.indd 25
24/01/17 2:17 pm
ikke tage skade af at have nogle venner på sin arbejdsplads. Men Huldar fik ikke tid til at tage sig selv i nakken og gøre noget ved det. Ud ad øjenkrogen kunne han se Erla komme stormende hen imod dem iført vinterfrakke. Han håbede inderligt, at hun ikke havde tænkt sig at hive ham ud af huset, han var lige kommet ind, og det uvejr, de havde annonceret i vejrudsigten, var allerede begyndt at vise tænder. Men heldet var ikke med ham. ___ Det var det femogfyrretyvende lavtryk, der passerede landet den vinter. De syntes konstant at blive flere og flere, samtidig med at de voksede i styrke og vildskab. Det var fuldstændig, som om vejrguderne og Island var stødt sammen i et voldeligt opgør – de lod deres raseri gå ud over landet og kunne ikke på nogen måde lægge en dæmper på sig selv. Som for at blæse disse tanker ud af hans hoved fløj et vådt blad ind i ansigtet på Huldar. Det klæbede til hans kind, slimet og koldt. Da han førte sine forfrosne fingre op til ansigtet for at fjerne det, klæbede bladet sig fast til hans hånd. Han rystede den kraftigt, så bladet lettede og flagrede længere ind i haven. ”Finder du noget?” Erla stod ved siden af ham og kæmpede for at holde balancen. Hendes lange, sorte politifrakke stod ud fra hende som et sejl i blæsten, og hun vendte sig med siden op mod vinden. Hun havde forståeligt nok ikke lyst til at falde lige foran ham. Deres samtaler havde været klodsede og tvungne, efter at han var blevet degraderet, og hun havde overtaget hans chefstilling. Han havde dog været hendes underordnede i så kort tid, at han knap vidste, hvad det egentlig var, han skulle savne nu, hvor rollerne var byttet om. Forlegenheden stod af samme grund for Erlas regning, selv var han på det nærmeste ligeglad med ændringerne, og han bar slet ikke nag til hende. Nogen skulle jo gøre arbejdet, hvorfor så ikke hende? Hun var ganske vist lige 26
Haevn.indd 26
24/01/17 2:17 pm
rigeligt grov i munden for hans smag og desuden uhøfligere, end han brød sig om, men det var måske på en måde derfor, hun var blevet valgt. Der var pres på politiet for at tage flere kvinder ind, og med Erla kunne man sige, at ledelsen fik to i én – en kvinde, der opførte sig som en ubehøvlet mand. ”Nej. Jeg finder ingenting. Ikke noget usædvanligt i hvert fald. Det virker bare som en helt almindelig have med det samme helt almindelige skrammel, der ligger rundt omkring.” Han nikkede over mod en ødelagt trampolin, der var sikkert naglet ned i græsset bagerst i haven. Det så ud til at være noget tid siden, et barn sidst havde hoppet i den, dugen var forsvundet, og tilbage stod kun et stålskelet med nogle fjedre på. Huldar bankede let på låget til en rusten grill, der stod på terrassen, men undlod at henlede Erlas opmærksomhed på den udendørs jacuzzi. Det var ikke nødvendigt. Det kunne ikke forbigå nogens opmærksomhed, hvor almindelig denne have så ud. ”Tror du ikke, det bare har været for sjov?” ”For sjov?” Erla så ind i haven og undgik dermed at møde Huldars blik. Ud under hætten holdt hun øje med Gudlaugur, som gik og rodede med en pind blandt nogle nøgne buske på jagt efter noget, ingen af dem vidste hvad var. Visne blade i lighed med det, der var fløjet op i ansigtet på Huldar, blev hvirvlet op ved hans bevægelser. Erla vendte sig igen om mod Huldar, men rettede blikket mod hans hage, ikke hans øjne. ”Jeg kan ikke se, at der er noget fucking sjovt ved det her.” Huldar trak på skuldrene. ”Nej, det kan jeg heller ikke.” Det var svært at se det sjove i at narre dem ud i det her vejr. Man havde i hvert fald svært ved at forestille sig, at de ville tænke noget godt om den, der havde sendt brevet. På vejen derhen havde Erla opridset indholdet af brevet, som de havde modtaget lidt over middag, og som havde været stilet til hende. I det stod der, at der i denne have befandt sig noget, som politiet kunne have interesse i. 27
Haevn.indd 27
24/01/17 2:17 pm
Brevet var ikke underskrevet, og der stod ingen yderligere oplysninger eller andre ting i det, som kunne lette deres eftersøgning. ”Skal vi så måske lade det være godt med det?” Erla så ham omsider i øjnene, og det gik op for Huldar, at han ikke skulle have sagt noget. ”Nej. Vi må sgu tage os sammen og lede bedre.” ”Okay, helt fint.” Huldar forsøgte sig med et smil, men det forsvandt hurtigt igen; det var svært at lade, som om man var glad for at være ude, når vejret viste sig fra sin værste side. Han så efter Erla, der nu havde kurs over mod jacuzzien. Hun vaklede i den stærke blæst, men virkede fast besluttet på at vinde den kamp. Huldar vendte sig igen om mod terrassen og spejdede efter gemmesteder. Det ville have været lettere, hvis de vidste, hvad de ledte efter, men han måtte ganske enkelt bare lede efter noget. Der lød en knagen ovre fra jacuzzien, og Huldar kunne se, hvordan det tunge låg løftede sig en anelse. Gennem blæsten kunne han høre, hvordan hængslerne, der skulle holde låget på plads, gav sig. På siden af jacuzzien kunne han se en luge, som han ikke havde åbnet endnu, og han stilede over mod den, fulgt af husejerens årvågne blik. Manden, som hed Benedikt, havde ikke taget specielt godt imod dem, men han havde også haft svært ved at forstå, hvad det var, der foregik. Der var ikke meget, der tydede på, at han havde noget at gøre med det anonyme tip, og i det hele taget kunne man vanskeligt forestille sig en mere oprigtig undren end den, han havde lagt for dagen. Huldar vidste ikke, hvem manden var, for det havde Erla ikke sagt noget om. At dømme efter hans udseende var han lige gået på pension, og at dømme efter hans opførsel var han en af de gamle ronkedorer, der var vant til, at folk hørte efter, når han talte til dem. En af dem, som havde svært ved at acceptere, at den tid var forbi. Huldar vinkede til manden og smilede. Manden skar blot en grimasse og gestikulerede på en uforståelig måde, som dog for28
Haevn.indd 28
24/01/17 2:17 pm
mentlig betød, at de skulle lade jacuzzien være. Men han regnede vel heller ikke med, at Huldar ligefrem ville hoppe i den. Det var mere sandsynligt, at han frygtede for lågets skæbne, hvis man pillede ved hængslerne. Men det skulle de nok klare, og Huldar nikkede til manden i håb om, at hans budskab gik igennem. Bag lugen gemte der sig ikke andet end en pumpe og nogle andre installationer. Huldar trak en lille lommelygte frem og lyste derind, men kunne ikke se andet end støv. Han stødte hovedet ind i kanten, da han stak det ind ad lugen for at sikre sig, at der ikke skjulte sig noget bag det store virvar af rør, og det knagede i træværket. Det havde vist sig at være en fuldstændig forgæves tur. Hvis han kunne få fat i den, der havde skrevet brevet, ville det være fristende at sørge for, at han fik en bule tilsvarende den, der nu var ved at danne sig i panden på Huldar, og et enkelt slag kunne vel ikke skade. Hans ry inden for politiet kunne næppe blive ret meget værre. Huldar lukkede lugen og rettede ryggen. Han gned sin stive nakke, mens han lod blikket glide rundt i haven; dagslyset var begyndt at svinde. De havde undersøgt hele haven bag huset grundigt, grundigere end forhaven. Forhåbentlig fik Erla ikke den idé, at de skulle gå den igennem igen. Manden i huset var med jævne mellemrum dukket op i vinduet og havde råbt, at de skulle passe på planterne. Temmelig komisk årstiden taget i betragtning. De få planter, man kunne få øje på, var alle sammen afblomstrede og visne. Huldar strøg håret væk fra panden. Vinden svarede igen med at blæse det fremad. Det hele virkede fuldstændig meningsløst. Hvor skulle han nu lede? Huldar gik rundt i haven og forsøgte at få øje på et godt gemmested. Erla og den unge politibetjent så også opgivende ud. Gudlaugur gik stadig rundt med pinden i hånden. Huldar satte sig ned ved siden af jacuzzien og nød varmen fra dampen, der sivede ud under låget. Der var intet at finde i den her have. 29
Haevn.indd 29
24/01/17 2:17 pm
Brevet var en mislykket spøg. Medmindre nogen var kommet dem i forkøbet og havde fjernet det, som de ledte efter. Måske havde forældrene fundet stoffer gemt på deres teenagers værelse og ville overlade dem i politiets varetægt uden at bringe drengen i problemer. Muligvis var knægten så fulgt efter dem og havde hentet stofferne, da de forsvandt. Langt ude. Virkelig langt ude. Det ville være meget lettere for forældrene at skylle stofferne ud i toilettet i stedet for at gøre sig alt det besvær. Vinden stilnede pludselig af, og den varme damp lagde sig som en sky omkring Huldar. Pludselig fornemmede han en lugt, han kendte, som blev båret hen til ham med dampen. En jernagtig lugt af blod. Han sprang op og løsnede låget. Manden bankede endnu hårdere på vinduet oppe i huset. Der gik lidt tid, før Huldar blev klar over, hvad det var, der flød rundt i jacuzzien. Da hans hjerne havde bearbejdet det underlige syn, tog han uvilkårligt et skridt baglæns og slap taget i det tunge låg. Vinden greb straks fat i det og tvang det så langt bagover, at de kraftige hængsler gav efter. Låget gik løs og blev blæst hen ad terrassen. Huldar så op for at se husejerens reaktion, men hans ansigt var fyldt med undren, ikke vrede. Undren og gru. Huldar skyndte sig at få fat i låget og måtte kæmpe en hård kamp mod vinden for at få det på plads igen. Han råbte til Erla og Gudlaugur, at de skulle komme og hjælpe. Vindstødene rev i låget, og det føltes, som om musklerne i hans overarme var blevet sat i brand. Alligevel kunne han ikke tage blikket fra det, der flød rundt i jacuzzien. Han kunne mærke, at han savnede den lille, kedelige skolesag med brevene og tidskapslen. I det rødlige vand flød to afskårne hænder.
Haevn.indd 30
24/01/17 2:17 pm
30,5 mm
© sr-photos.com
Hævn er anden selvstændige bog i Yrsa Sigurðardóttirs spændingsfyldte krimiserie om Huldar og Freyja.
Yrsa | Hævn | cover DK.indd 1
lindhardtogringhof.dk
En otteårig pige forsvinder en efterårsdag og efterlyses af politiet. En teenagers mærkelige spådom dukker op i en tidskapsel, der blev forseglet og gravet ned ti år tidligere, og i kølvandet på dette sker først et, så to makabre mord i Reykjavik. Og politiet er på bar bund. Efterforskeren Huldar og børnepsykologen Freyja trækkes længere og længere ind i sagen og ind i morderens verden – en verden fuld af grusomhed og had.
AT T E
2016
R
KA DE MI
FORF
TD LA AN SKE KRIMINA
Pressen skrev om DNA: ”Yrsa Sigurðardóttir er i en klasse for sig.” ♥♥♥♥♥ – KRIMIFAN.DK
”Islandsk krimi i topklasse.” – KRISTELIGT DAGBLAD
”En unik psykologisk krimi.” ««««« – FAMILIE-JOURNAL
♥♥♥♥♥ – FEMINA
Hævn
”Yrsa Sigurðardóttir er mesterlig i sine beskrivelser af modbydelige mord.” – FYENS STIFTSTIDENDE
”Yrsa Sigurðardóttir skriver sig langt ind under huden på sine læsere.” SARA BLÆDEL, FORFATTER
27/01/2017 15.35
226 mm
Yrsa Sigurðardóttir (født 1963) er prisbelønnet islandsk forfatter, som skriver både krimier, thrillers og børnebøger. Hun bor i Reykjavík, hvor hun ved siden af sit forfatterskab har en karriere som civilingeniør. Hendes bøger er oversat til 25 sprog.
KRIMI
UDEN
KRIMI • Lindhardt og Ringhof
– TIMES LITERARY SUPPLEMENT
90 mm
ÅRLEANTDSSKE
DE
YRSA SIGURÐARDÓTTIR | Hævn
”Yrsa Sigurðardóttirs bøger tåler sammenligning med de bedste internationale krimier.”
153 mm