Heksens 책r Jens Kovsted
112478_indhold_Heksens aar.indd 2
03/10/11 12.26
112478_indhold_Heksens aar.indd 3
03/10/11 12.26
Serien HØJTLÆSEHESTEN er beregnet til børn fra 5-11 år, som endnu ikke selv kan læse, eller som bare holder af at få en længere kapitelhistorie læst op. Bøgerne i serien er rigt illustreret. Det er vigtigt for netop denne aldersgruppe, at historien understøttes af illustrationer, så børnenes opmærksomhed fastholdes, samtidig med at deres fantasi og forestillingsevner stimuleres. Børnene får således lettere ved at koncentrere sig om højtlæsningsoplevelsen. Højtlæsning øger lysten til selv at kaste sig over læsning, skærper koncentrationen og skaber nærhed og rum for samtale mellem oplæseren og de lyttende børn. Det forholdsvis store format tillader flere børn at se og lytte med, og det robuste papir er valgt, så bogen kan gå igennem mange hænder og bliver kigget i igen og igen. Tekst og tema er tilrettet målgruppen, så historierne er skrevet i umiddelbart og tilgængeligt sprog – og den åbne letlæste typografi gør det muligt for målgruppe at genkende bogstaver og ord i teksten og giver målgruppen mulighed for selv at forsøge sig med læsning.
4
112478_indhold_Heksens aar.indd 4
HØJ
T LÆ S E H E S T E
N
03/10/11 12.26
Jens Kovsted
Heksens 책r Illustreret af Claus Rye Schierbeck
112478_indhold_Heksens aar.indd 5
03/10/11 12.26
Jens Kovsted og Claus Rye Schierbeck HEKSENS ÅR Copyright bearbejdet tekst © 2011 Jens Kovsted Copyright illustrationer © 2011 Claus Rye Schierbeck Udgivet 2011 af Forlaget Carlsen – et forlag under Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont Grafisk tilrettelægning: Charlotte Flemmer Bogen er sat med Perpetuna Trykt 2011 hos Livonia 1. oplag, 1. udgave ISBN 978-87-626-0546-6 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copy-Dan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.carlsen.dk www.lindhardtogringhof.dk
Bogen har modtaget støtte fra Statens Kunstfond. Mange tak.
112478_indhold_Heksens aar.indd 6
03/10/11 12.26
Januar
”Vil du ikke ha’ en småkage til?” sagde Rotte. ”Det er hjemmebag.” ”Mjooh,” sagde Nisse og klappede sig på maven. ”Men der skal jo også være plads til frokost.” ”Kom nu,” sagde Rotte. ”Der er også mere saft.” Nisse rakte ud efter fadet med småkager. Hulen var lun, og puden i hans lænestol lå helt rigtigt. ”Aaaahh,” gabte han. ”Måske man skulle nappe sig en lille lur?!” VLAM! Hoveddøren blev sparket op, og sneen hvirvlede ind i stuen. ”Hva’ så?!” råbte Muldvarp og rystede sneen af pelsen. ”Sidder I bare her og kukkelurer?” ”Må jeg lige!” sagde Nisse og trak tæppet op under skægget. ”Vi taler faktisk om vigtige ting. Jeg var netop ved at ...” ”Vigtige ting,” afbrød Muldvarp. ”Vi skal ud og kælke.” ”Kælke?” vrængede Rotte. ”Nej, det tror jeg altså ikke.” ”Kom nu,” sagde Muldvarp. ”I bliver fede som pindsvin af at sidde herinde.” 7
112478_indhold_Heksens aar.indd 7
03/10/11 12.26
”Fede?” hostede Nisse og trak maven ind. ”Jeg ... øh ... sad præcis og tænkte på, at vi skulle tage ud og kælke.” ”Jamen ...” kvækkede Rotte. Nisse viftede med hånden: ”Du kan jo bare blive hjemme.” ”Helt alene?” sagde Rotte og så sig rundt i den halvmørke hule. ”Er der nogen, der har set mine vanter?” Udenfor var mosen hvid. Sneen dækkede træer og buske, og ingenting lignede helt sig selv. ”Hvad siger I så?” sagde Muldvarp og gravede sig gennem en snedrive. ”Er det ikke bare sejt?” ”Jeg fryser,” sagde Rotte. ”Og hvad med småkagerne?” Nisse trak på skuldrene. ”Rolig, Rotte. Lidt motion er ikke så farligt. Mine bukser strammer allerede lidt mindre. Det er…” Nisse standsede. ”... fodspor?!” To rækker af dybe fodspor førte tværs over lysningen og ind i granskoven på den anden side. ”Hårh, hvor er de store,” sagde Muldvarp. ”Ja,” sagde Nisse og kløede sig i skægget, ”det er nogle MEGET store fødder.” ”Skal vi ikke bare smutte hjem igen?” sagde Rotte. ”Jeg kunne bage boller?” Muldvarp trak på skuldrene. ”Vi kunne også følge sporene.” Rotte fik pludselig travlt med at fortælle, hvor meget han havde lyst til at kælke. ”Men det kan ikke passe,” mumlede Nisse. ”Det ligner jo spor efter …” Han tav. ”Spor efter hvad?” spurgte Muldvarp. ”Ikke noget,” sagde Nisse. ”Det er nok bare egern med snesko på. Skal vi ikke gå videre?” ”Jo,” sagde Rotte. ”Lad os komme væk … øh … videre.” 8
112478_indhold_Heksens aar.indd 8
03/10/11 12.26
Kælkebakken vrimlede med dyr. Der var pindsvin med sne på piggene, fire mus på en hjemmelavet kælk, egern, der kastede med snebolde, og to grævlinger på langrendsski. Oppe på toppen stod Muldvarps ven, Hare. Han havde travlt med at fortælle, hvor fantastisk god han var til at kælke. ”Ja, hvis det ikke var for skiltet, så skulle I bare se. Hidr, hidr.” ”Hvaffor et skilt?” spurgte Muldvarp. ”Det, der står nede ved hoppet,” sagde Hare og pegede. Halvvejs nede ad bakken lå et kæmpestort skihop. Det største hop, Muldvarp nogensinde havde set. ”Hvem har bygget det?” spurgte Nisse. ”Aner det ikke,” sagde Hare. ”Hvad står der på skiltet?” ”Nisse-hop,” sagde Hare listigt. ”Der står: Skrid, møgdyr. Hoppet er kun for nisser.” ”Hvem skriver sådan noget?” sagde Nisse. ”Ja, det ved jeg da virkelig ikke,” sagde Hare. ”Men skal du ikke prøve det? Du er jo den eneste nisse i Mosen.” ”Øh,” sagde Nisse, da Muldvarp brød ind og sagde, at HAN i hvert fald ville prøve hoppet. ”Dig?” sagde Nisse. ”Ja. Hvorfor er det kun dig, der skal ha’ det skægt?” ”La’ vær,” sagde Nisse. ”Der er noget lusket ved det hop.” Muldvarp satte sig på kælken. ”Det siger du bare, fordi du vil have hoppet for dig selv.” ”Nemlig,” sagde Hare og snuppede Nisses hue. ”Her, Muldvarp. Tag den på. Så ligner du en nisse.” ”Nej, Muldvarp,” råbte Nisse. Men det var for sent. Muldvarp havde lagt sig på kælken og sparket fra. 9
112478_indhold_Heksens aar.indd 9
03/10/11 12.26
WOOOUSH! ”Hold da helt havnekaj,” sagde Nisse. ”Med den fart hopper han længere end stanken af sure sild i modvind.” I det samme fløj et net op ad sneen mellem de to grantræer. I stedet for at flyve op over hoppet hang Muldvarp dinglende i nettet som en flue i et edderkoppespind. ”Hvad sker der?” udbrød Rotte. To væsener med lange arme og tyk pels sprang frem bag træerne. Og inden nogen kunne nå at gøre noget, lå Muldvarp i en sæk, som det ene væsen slyngede over skulderen, hvorefter de to væsener forsvandt som skygger mellem træerne. ”Orv,” gylpede Hare. ”Jeg bliver vist nødt til at smutte nu.” De andre dyr fik også pludselig travlt med at komme hjem, og snart stod Nisse og Rotte alene tilbage på bakken. ”Se fodsporene,” sagde Rotte og pegede. ”Det er de samme store fodspor som nede i skoven.” Nisse gav sig til at følge fodsporene ind i skoven. ”Hvad laver du?” sagde Rotte. ”Vi må hjælpe Muldvarp.” Rotte rystede på hovedet. ”Han ville gøre det samme for dig ...” Rotte tøvede. Så fulgte han efter Nisse ind mellem de mørke graner. De fulgte sporene gennem den stille granskov ud til bakkerne vest for mosen. Mens de kæmpede sig gennem sneen, blev det mørkere og mørkere. De nåede kun lige at se, at sporene førte ind i hule, før det sidste dagslys forsvandt. ”Så,” hviskede Rotte. ”Nu ved vi, hvor de bor. Nu går vi, ikk’?” Nisse svarede ikke. Han var allerede på vej ned mod hulen. 10
112478_indhold_Heksens aar.indd 10
03/10/11 12.26
”Nisse, helt ærligt. Vi kommer til at fortryde det her.” Nisse standsede. Der var lys i hulen. ”Hvorfor lugter her af våd hund?” ”Shh,” tyssede Nisse. Nisse og Rotte krøb nærmere. Det var en stor hule – langt større, end de havde regnet med. Midt i hulen, i et reb fra loftet, dinglede Muldvarp med hovedet nedad. Han havde en ordentlig bule i panden, en gammel klud i munden, og han så ikke særlig glad ud. Under Muldvarp stod to væsener med kæmpestore fødder. ”Hvad er det for nogle knallerter?” hviskede Rotte. ”Afskyelige snemænd,” brummede Nisse. ”Afskyelige hva-for-nogle?” ”Afskyelige snemænd,” gentog Nisse. ”Jeg hørte om dem, dengang jeg sejlede på det Indiske Ocean. Skibsrotterne fortalte om de afskyelige snemænd på turen over den Bengalske Bugt. De kaldte dem for yetier. Det er en slags aber.” ”Sne-aber?” fnes Rotte. ”Spiser de banan-is?” Nisse rystede på hovedet. ”Der er ingen, der ved, hvad de spiser. Men dem, der bliver bortført af en yeti, kommer ikke tilbage.” Rotte sank en stor klump. Nisse krøb nærmere, da den store yeti råbte: ”Hvad sagde jeg? Det hop var en rigtig lorteidé.” ”Er det måske min skyld, at den lille skid ikke kan læse?” vrængede den anden. Jeg havde jo skrevet, at hoppet kun var for nisser.” Den lille yeti daskede til Muldvarp. ”Bare vent. Når HUN kommer tilbage, får du en skideballe på størrelse med klosteret i Khor Biyong.” ”Hvem taler de om?” hviskede Rotte. ”Hvem er HUN?” 11
112478_indhold_Heksens aar.indd 11
03/10/11 12.26
12
112478_indhold_Heksens aar.indd 12
03/10/11 12.26
Nisse svarede ikke. ”Hvad gør vi nu?” Nisse vendte sig. ”Hvis du lokker yetierne ud af hulen, skal jeg nok befri Muldvarp.” ”Lokke dem ud af hulen? Rotte stirrede på Nisse. ”Rotte, hør nu,” sagde Nisse. Rotte rejste sig og gik baglæns. ”Nej. Det kan jeg ikke. Jeg ...” KRRRRAAAK! Rotte stivnede. ”Hva’ sker der? Der er noget under sneen!” KRADOUNK! To gitre lavet af istapper skød op af sneen. ”Rotte!” Nisse kastede sig frem. ”Tag min arm. Hurtigt!” ”Så tror jeg sgu’, aftensmaden er i hus,” brummede den store yeti. ”Det var fælden.” Trods sin størrelse bevægede yetien sig hurtigt hen over sneen. Nisse stod stadig og fumlede, da yetien greb ham i kraven. ”Hva’ har vi så her?” ”Er det ikke den lille gnom, vi har ledt efter?” ”Nemlig,” sagde den store yeti og prikkede Nisse i maven. ”Hvor mon han har gemt dimsen?” sagde den lille yeti og rodede i Nisses lommer. ”Lad mig være! Slip mig, din dumme abe.” ”HÅ,” sagde den store yeti. ”Selv gnomen synes, du er dum.” ”Du skal sgu’ ikke kalde mig dum. Fælden var MIN idé. Det er MIG, der har fanget gnomen. Din store yakmule.” ”Hvem kalder du yakmule? Din sure sandal,” snerrede den store yeti og slog ud efter den lille. ”Skal du slå?!” Den lille yeti kastede sig, så den store yeti tabte Nisse, der landede på hovedet i en snedrive. 13
112478_indhold_Heksens aar.indd 13
03/10/11 12.26
Mens de to yetier begyndte at slås, kom Nisse på benene og løb ind til Muldvarp. ”Nisse,” hostede Muldvarp. ”Skal vi hjem nu?” ”Stille,” hviskede Nisse. ”Jeg prøver at løsne dine reb.” ”Pas på,” råbte Muldvarp. ”De kommer!” De to yetier var holdt op med at slås og kom ind mod dem. Nisse tøvede et øjeblik. ”Jeg ... jeg bliver nødt til at gøre noget, jeg ikke har gjort længe.” ”Går du fra mig?” sagde Muldvarp stille. ”Selvfølgelig gør jeg ikke det. Men du må love mig én ting: Du må ikke kigge.” Muldvarp lukkede øjnene, mens Nisse rakte ind under skjorten og hev en halskæde frem. I halskæden hang en rød amulet. Den glødede svagt i mørket. ”Hmm, gad vide, om jeg stadig kan huske det,” mumlede han og løftede hånden mod de fremstormende yetier. ”Hårh, se lige gnomen,” sagde den store yeti. ”Han leger Rudolf med den røde tud.” Nisse tog en dyb indånding, rettede ryggen og sagde: ”Fra de Àre vindes vugge til de syv vilde have fremkalder jeg forvandlingens gave.” Det røde lys blev kraftigere. Nisse løftede hånden, og ... et rødt glimt forvandlede den store yeti til en lille mus. Nisse smilede. Så vendte han sig mod den anden yeti, der blev stiv som en istap. ”Æhhh ... hvad laver du?” mumlede den lille yeti. ”Er det dimsen?” Nisse svarede ikke. I stedet gentog han remsen fra før, og denne gang var hans stemme fast og klar. Et øjeblik efter løb der to små mus rundt i hulen. ”Sådan,” sagde Nisse. ”Nu må du gerne kigge.” 14
112478_indhold_Heksens aar.indd 14
03/10/11 12.26
”Hov,” sagde Muldvarp. ”Hvor er hundehovederne? Nisse svarede ikke. ”Har du banket dem?” sagde Muldvarp imponeret. Nisse slog ud med armene og sparkede til en lille, hvid mus, der bed i hans støvler. ”De var ikke så slemme.” ”Hallo!” råbte Rotte henne fra fælden. ”Altså, hvad med mig? Hjælper I mig fri eller hva’?” ”Vent lige lidt,” Nisse løsnede rebet om Muldvarps ben. Da Muldvarp havde sundet sig, hev de ved fælles hjælp Rotte ud af fælden. ”Hvad var det, der skete?” spurgte Rotte. ”Jeg så et rødt lys.” ”Nisse har mulet yetierne,” sagde Muldvarp. ”Er det ikke sejt?” ”Mulet dem?” Rotte så mistænksomt på de to hvide mus. ”Lad os gå,” sagde Nisse hurtigt. ”Vi har lang vej hjem.” Udenfor var det mørkt og koldt. ”Hørte du, hvad yetierne talte om?” sagde Rotte. ”De var bange for en eller anden. Hvem tror du, HUN er?” Nisse svarede ikke. ”Og hvad var det, de ledte efter?” fortsatte Rotte. Nisse vendte sig. ”Jeg ved det ikke,” sagde han træt. ”Lad os komme hjem. Det er blevet sent.” Rotte så op. Månens blege, hvide fjæs hang som en dødning over bakkerne, mens en flok sorte fugle søgte ly for natten. ”Jeg vidste det,” peb han. ”Man skal aldrig forlade sin lune stol.”
112478_indhold_Heksens aar.indd 15
03/10/11 12.26