Hva så nu? – læseprøve by Lindhardt og Ringhof / Forlaget Carlsen

En underholdende, livsbekræftende og rørende historie om at hage sig fast i livet og insistere på at være lykkelig. Komikeren Geo blev i 2012 erklæret rask efter at have haft kræft to gange – en kæmpe lettelse, der dog hurtigt blev afløst af

„Men så skete det, der ikke måtte ske. Jeg tabte min hue. Kun meget få mennesker som Effie, Christiane og min sygeplejerske havde fået lov til at beskue mit skaldede semi-dunede hoved, og nu stod jeg fuldstændig ufrivilligt og blamerede det for 150 mennesker.“

spørgsmålet: Hva’ så nu? Vejen tilbage til en almindelig hverdag har været lang og udfordrende. Geo sammenligner sig med bjergbestigeren, der minutiøst har planlagt, hvordan han når toppen, men

hva' sa nu?

levende, lykkelig og langt fra ok

GEO

ikke er forberedt på turen ned ad bjerget. Og det er netop på den krævende nedstigning, de alvorlige ulykker sker. I denne bog fortæller han hudløst ærligt om sine op- og nedture. Om kriser og kærlighed. Om angsten for kontroldatoer og den

Christian Geo Heltboe er født i 1975. Han er komiker, skuespiller, foredragsholder og journalist. I 2013 udgav han sin første bog

Ikk’ for sjov, hvor han fortalte om livet som kemopatient. I denne bog fortæller han om de første fem år efter raskmeldingen, hvor han fortsat var i kontrol.

evige frygt for, at sygdommen kommer igen.

geocomedy.dk facebook.com/geocomedy instagram/geocomedy twitter@geocomedy

Geo om sin første optræden efter raskmeldingen.

LINDHARDTOGRINGHOF.DK

Lindhardt og ringhof

OMSLAG: SIMON LILHOLT / IMPERIET.DK

235531_Geo - Hva så nu-Body.indd 2

29/08/2017 16.29

HVA’ SÅ NU? Levende, lykkelig og langt fra ok

GEO

LINDHARDT OG RINGHOF

235531_Geo - Hva så nu-Body.indd 3

29/08/2017 16.29

235531_Geo - Hva så nu-Body.indd 4

29/08/2017 16.29

Der er koldt på toppen, men skræmmende på bunden At gennemgå et sygdomsforløb og kæmpe mod en potentielt dødelig sygdom ændrer ens liv markant. På alle områder. Sådan oplevede jeg det i hvert fald, efter at jeg i to omgange havde været ramt af kræft. Det ændrede min personlighed. Jeg gik fra at være semi-træmand til 90 procent semi-kvindelig. Det ændrede også forholdet til min familie. Jeg har altid villet gøre alt for min datter, og jeg var slet ikke i tvivl om, at jeg stadig ville gøre alt for hende – om muligt mere. Samtidig var jeg også begyndt at tænke: ”Men vil min kone og jeg også stadig gøre alt for hinanden?” Økonomisk gik jeg fra at være fornuftig ﬁnansiel kunstner til ufornuftig kunstner med ufornuftig ﬁnansiel sans. Altså ikke Grækenland-ufornuftig, mere a la Island. Havde jeg valgt Grækenland-modellen, ville man have set mig gå på pension, aldrig mere tjene en krone, da arbejdet var droppet til fordel for hver dag at kunne bage boller til min datter, gå i Tivoli og slutte af med svømmehal. Hver dag! Jeg valgte den islandske, som stadig bestod af fravalg af lukrative jobs til fordel for jobs som hyldede kunstnerisk integritet

D E R E R K O L DT PÅ TO P P E N . . .

235531_Geo - Hva så nu-Body.indd 5

29/08/2017 16.29

og samvær med Effie (datteren). Arbejdsmarkedet var dermed ikke helt droppet, men den økonomiske situation var shaky som en vulkanø. Fysisk gik jeg fra at være i topform til kageform. Ikke fordi jeg var blevet doven, men mere på grund af alle de kropsdele og organer, som sygehusvæsenet tyvstjal fra mig (for at redde mit liv). Og sidst men ikke mindst gik jeg fra at være tilfreds med livet til at insistere på at være ovenud lykkelig. Mens jeg lå i min kemorus, romantiserede jeg om at vende tilbage til hverdagen, og i det hele taget at alt skulle blive normalt igen. Jeg forventede naivt, at denne følelsesmæssige rutsjetur i sygdommens Lalandia ville stoppe med raskmeldingen. (Hvorfor Lalandia, spørger du? Øøøøh, hallo – halvnøgne mennesker i pastabuffeten, uniformeret personale med forståelse for den indlagtes situation, og slipper man ud i live, er man for evigt taknemmelig). Efter den forløsende raskmelding var jeg nu mere efterladt med en følelse af, at jeg stod på toppen af bjerget, og foran mig lå den sindssygt krævende besværlige nedstigning. (Og ved man lidt om bjergbestigning – hvilket jeg ikke gør, derfor googlede jeg det – ved man, at det er på nedstigningen, at de fleste kemoklatrende patienter kommer til skade). Ligesom bjergbestigere, der betragter det enorme bjerg og forbereder sig på at bestige det, forberedte min familie og jeg os også på sygdomsforløbets gigantiske udfordring – men da vi nåede toppen og fik raskmeldingen, var energien opbrugt, og ingen havde specielt meget overskud til nedstigningen mod hverdagen. Alle vidste dog, at der ingen vej var udenom. For vi kunne ikke blive på

D E R E R K O L DT PÅ TO P P E N . . .

235531_Geo - Hva så nu-Body.indd 6

29/08/2017 16.29

toppen (af Riget), alle vidste, vi skulle ned igen, men hvor meget havde de hårde kemo-vejrforhold ændret bjerget, som uden tvivl ville skabe nye og uforudsigelige udfordringer? Det var umådelig skræmmende og lidt stupidt. Stupidt fordi det gav sig selv, at man skulle ned igen, men det kom alligevel bag på mig, hvor meget landskabet havde ændret sig. Jeg nåede toppen af bjerget i slutningen af 2012. Umiddelbart havde jeg følelsen af at kunne flyve ned ad bjerget, men jeg var kommet for tæt på solen, som havde smeltet mine kemovinger. I ugerne +/- efter at jeg blev erklæret rask, så jeg ingen forhindringer af nogen art. Jeg var forelsket i livet og slet og ret sindssyg. Jeg kunne alt! Så da mit dopamin- og endorfinniveau igen var som normale menneskers, opdagede jeg i stedet, at vejen ned ad bjerget var blevet asfalteret med laviner, bump, knubs og masser af sorger – men heldigvis endnu mere lykke og klarhed, da jeg endelig nåede ned. De næste par sider i denne bog vil jeg på bedste vis forsøge at give dig, kære læser, et indblik i, hvad der skete de første fem år efter raskmeldingen. På godt og ondt. Da jeg blev erklæret for rask, fik jeg at vide, at jeg skulle være i kontrol i fem år. Jeg tror, hvis ikke alle, så i hvert fald mange kræftramte kan nikke genkendende til, hvor nervøs man bliver op til en kontrol. Nervøs for, at kræften er kommet tilbage. Og det er en konstant frygt, man lever med. Derfor blev, var og er 5-årskontrollen et naturligt pejlemærke for mig. Klarer man sig igennem uden tilbagefald, bliver man erklæret rask og sluppet af sundhedsvæsenet – en ven, som er rigtig god at have, men som man helst ikke vil ses med.

D E R E R K O L DT PÅ TO P P E N . . .

235531_Geo - Hva så nu-Body.indd 7

29/08/2017 16.29

Håber, du kan lide bogen – og endnu bedre – måske ligefrem bruge den til noget. Du har måske også på et tidspunkt i dit liv stået på toppen af bjerget og tænkt: ”Hva’ så nu?”

Vis mig din bil, og jeg skal fortælle dig, hva’ du fejler I 2017 ﬁk min kære gamle Mercedes status som veteranbil. Det vil sige den blev betragtet som en gammel slidt (dog charmerende) dame. Men det slog mig, hvor mange lighedspunkter vi besad. Tjek lige dette ud: Mercedes: Topfart: (1982) 200 km/t (2017) 93 km/t Geo: Topfart (1982) 15 km/t (2017) Haltende km/t. Mercedes: (2017) Ikke alle ventilerne virker. Geo: (2017) Ikke alle lunger virker. Mercedes: (2017) Kører ikke om vinteren på grund af salt på vejene. Geo: (2017) Spiser mindre salt fra vejene. Mercedes: Udstrålede engang magt og mandighed, men mangler nu sin pondus. Geo: Udstrålede engang magt og mandighed, men mangler nu alle sine testikler og polypper – dem var han især glad for, polypperne.

D E R E R K O L DT PÅ TO P P E N . . .

235531_Geo - Hva så nu-Body.indd 8

29/08/2017 16.29

Mercedes: Fik fjernet en underlig slange i motoren, som ikke lod til at have nogen funktion. Geo: Fik fjernet sin blindtarm, som ikke lod til at have nogen funktion. Mercedes: (2017) Problemer med overophedning. Geo: (2017) Problemer med udslæt på armene under overophedning. Mercedes: (2017) Kælenavn: Den Gamle Dame. Geo: (2017) Tendenser til rødvinspatter ifølge Efﬁe. Mercedes (2017): Underlige lyde fra tandremmen til stor irritation for nabolaget. Geo: (2017) Underlig hylen på højre øre på grund af tinnitus til underlig lille irritation for nabolaget. Mercedes: (2017) Tusindvis af tynde hundehår på sæderne. Geo: (2017) Tusindvis af tykke hundehår på ryggen. Mercedes: (2017) Problemer med ratslør. Geo: (2017) Problemer med store følelsesmæssige udsving.

D E R E R K O L DT PÅ TO P P E N . . .

235531_Geo - Hva så nu-Body.indd 9

29/08/2017 16.29

1-ÅRSKONTROL

235531_Geo - Hva så nu-Body.indd 10

29/08/2017 16.29

1-ÅRSKONTROL Find startkablerne frem – jeg skal genstartes.

235531_Geo - Hva så nu-Body.indd 11

29/08/2017 16.29

I begyndelsen af 2013 stod jeg skaldet (dels på grund af kemo, dels på grund af alder), oppustet i hovedet af medicin (men også lidt på grund af alder) og tænkte måbende: ”Hvorfor fanden er der ikke nogen, der har fortalt mig, at jeg skal dø på et tidspunkt?” Livets uskyld og naivitet havde jeg for alvor måttet vinke farvel til, efter at kræft pludselig havde ødelagt mit humør. Præ kræft havde jeg aldrig beskæftiget mig specielt med tanken om døden. Jeg var dog ikke så naiv, at jeg troede, jeg var udødelig – bare overbevist om, at døden lå 160-163 år ude i fremtiden. Så der var nok af tid til at hygge mig med mit lange hår og min familie. Og pludselig tog jeg mig selv i at tænke – om ikke konstant – så i hvert fald mange gange om dagen over døden og frygte, den ville komme alt for tidligt. Dette wakeupcall havde ligefrem fået mig til at overveje at bruge cykelhjelm – og ikke kun når jeg kørte på cykel. Jeg kunne ikke skære ned på røg og op for motion, for jeg havde aldrig røget og altid begået meget motion. Jeg levede i princippet benhårdt efter de mange OBS-kampagner fra 1980’erne: ”Hold dig fra røg, for meget rødt kød og Duran Du-

1-ÅRSKONTROL

235531_Geo - Hva så nu-Body.indd 12

29/08/2017 16.29

ran, motioner jævnligt, og du vil være ”a okay.”” Men OBS-kampagnerne nævnte aldrig noget om, at kræftdiagnoser blev styret via en kræfttombola fra landet Tilfældia, som på alle tænkelige måder manglede en retfærdighedsalgoritme. Og det kom fuldstændig bag på mig, at det kun er lungekræft og hudkræft, man kan gardere sig mod. En OBS-kampagne (kører måske stadig på det dér tv) kunne lige så godt lyde således: ”Hvorfor man får testikelkræft og brystkræft, spørger du? Det kan være noget med bybusserne, som har en afvigende farve i forhold til bybilledet – vi er ikke helt sikre. Men hold dig fra rygning og rødt kød!” Til gengæld er der ikke nogen OBS-kampagner, som kan forberede dig på, hvor meget et kræftforløb vender op og ned på dit liv. Jeg har mødt mange (især mænd), der har håndteret det som en slem forkølelse, de har døjet lidt med. Jeg var selv en af dem, første gang jeg blev ramt. Efter den umiddelbare forskrækkelse ved at få testikelkræft, hvor jeg ﬁk diagnosen og cirka 13 minutter senere var opereret og erklæret rask, tænkte jeg heller ikke, at det skulle komme til at få en større indvirkning på mig, andet end at jeg var blevet nogle gram lettere. Et år senere var situationen en anden. Kræften havde spredt sig, og jeg havde gennemgået en kemobehandling. Og alt ændrede sig. Måske havde det været anderledes, hvis jeg havde haft et job at vende tilbage til. Men det havde jeg ikke. I stedet kunne jeg se tilbage på et år, hvor jeg havde tjent 49.000 kroner, og ingen umiddelbar udsigt havde til at få en indkomst. Jeg

1-ÅRSKONTROL

235531_Geo - Hva så nu-Body.indd 13

29/08/2017 16.29

mærkede virkelig, hvor nådesløs showbusiness kan være. Du får din hyre for at gå på scenen. Og hvis du ikke går på, får du ingenting. Og det gælder sådan set også, hvis du er forhindret i at gå på scenen, fordi du har kræft. Da jeg lå og fik kemoterapi, modtog jeg løbende sms’er fra kollegaer, som beroligede mig med, at de havde afløst mig (men dermed også fået min løn) på de jobs, som jeg havde haft i kalenderen i efteråret 2012. Pludselig gav talemåden: ”Den enes død – den andens brød” alt for god mening. Det stressede mig ubeskrivelig meget at kigge på en tømt bankkonto og en meget uvis økonomisk fremtid. Og bankerne og kreditinstitutterne ville ikke bare stadig gerne have deres penge – de insisterede faktisk. Sådanne instanser sender aldrig get well-cards, kun rykkere. Jeg var rædselsslagen ved tanken om, hvordan verden ville se på mig nu. Jeg havde følelsen af, at jeg var en følelsesmæssigt åben bog, hvor alle mine svagheder stod på forsiden. ”Geo, færdig som wild and craaaaazy komiker”. Eller ”Geo har sgu da følelserne uden på tøjet – fy for satan”. Det havde været ufattelig grænseoverskridende at blive nulstillet af sygdommen og kemoen. På familiefronten var jeg frygtelig nervøs for, om vores datter, Effie, havde taget skade af at være vidne til al den dårligdom. Jeg kunne tydeligt mærke, at min kone, Christiane, havde lidt som pårørende, og at det nu var hendes tur til at bearbejde den frygt, hun havde kæmpet med under min sygdom. Så var der det arbejdsmæssige – hvad fanden skulle jeg nu? Folk og comedybranchen var da okay glade for, at jeg overlevede. Men efter raskmeldingen var jeg stadig for skaldet og oppustet i knolden til, at de kunne bruge mig til noget. Og hvad ville

1-ÅRSKONTROL

235531_Geo - Hva så nu-Body.indd 14

29/08/2017 16.29

Geo, færdig som wild and craaaaazy komiker.

HVA’ SÅ NU? GEO

Geo har sgu da følelserne uden på tøjet fy for satan.

HVA’ SÅ NU? GEO

1-ÅRSKONTROL

235531_Geo - Hva så nu-Body.indd 15

29/08/2017 16.29

jeg med min comedy? I hvert fald noget andet end det, jeg havde lavet førhen, men hvad? Og ville publikum acceptere det? Jeg skulle til at redeﬁnere mig selv uden at vide hvordan. De forgangne 13 år havde jeg været kendt for at være vild og blodig på scenen. Kendt for mit lange vilde svedige hår. For at råbe og udstøde mærkelige lyde og drikke rigeligt med alkohol på scenen. Og nu havde jeg med ét ikke lyst til at lave den form for komik længere. Kunne ikke speciﬁkt sætte ord på, hvorfor jeg havde det sådan. Måske var jeg blevet voksen over night? Og tilmed havde jeg også mistet mit trademark og brand – mit lange hår, som jeg havde haft i 20 år. Så jeg ville ikke fysisk have været i stand til at præsentere det udtryk, Danmark kendte mig for. Det var en underligt altopslugende følelse af at være professionelt lost. Men Kafkas sultekunstner havde ringet og sagt, at nu kunne jeg ikke trække den længere … eller også var det min bankrådgiver. Én ting var sikker: Jeg skulle i gang med et eller andet. Vild Med Dans ringede for at høre, om jeg ville være med i deres show, og jeg overvejede oprigtigt at deltage. Dels fordi min bankkonto var tømt, dels ville det måske være dumt at vise

”Pludselig kørte jeg kun 40 km/t på motorvejen og kunne ikke ﬁnde ud ad fordøren på et hotel, jeg havde boet på mange, mange gange. Kunne ikke se, hvornår fortovet endte og sluttede. Kunne ﬁnde på at sætte mig ved en forkert kvinde, når jeg var på restaurant med min kone. Ikke fordi jeg var træt af hende, jeg var gift med, men kunne simpelthen ikke se, hvem den rigtige var.” Niels Frid (Radio-/tv-vært, 62 år, hjernetumor)

1-ÅRSKONTROL

235531_Geo - Hva så nu-Body.indd 16

29/08/2017 16.29

showbiz og omverdenen, hvordan jeg nu tog mig ud. Efter en dags overvejelse vendte jeg tilbage til casteren og forklarede, at jeg var et meget desperat sted i mit liv, hvor jeg ikke anede, hvad jeg skulle og ville med mig selv og mit liv. Forstående sagde hun, at det derfor kunne være en god anledning til at vise verden, hvor jeg var nu. Da jeg forklarede, at jeg havde udviklet sceneskræk og ville være bange for at bryde sammen for rullende kameraer, var jeg ret sikker på, at casteren ﬁk en fysisk og åndelig orgasme på en og samme tid. Min desperate situation passede åbenbart som fod i hose ind i programmet. Jeg var simpelthen bange for, at dommerne ville vurdere, at jeg lagde for mange følelser i min pasodoble, når snottet løb fra min næse, og jeg hulkende trippede mig igennem et Mads Langer-nummer. Vi blev enige om, at jeg skulle tænke over det, men jeg var umiddelbart ikke i tvivl om, hvad jeg ville og ikke ville. (Endte med et nej). Hvis jeg nogensinde skulle stå på en scene igen eller blive i showbiz, var det ikke nok bare at underholde. Jeg ville give noget af mig selv, som andre i samme situation måske kunne bruge eller lade sig inspirere af. Havde faktisk ingen idé om, hvorfor jeg havde udviklet denne form for karrieremæssige tortur. Det havde været nemmere, hvis jeg uden tøven kunne have sagt ja til en cha-cha-cha, mens jeg insisterede på at sige som en påfugl. Men nu krævede jeg som en anden Sting og Bono, at der skulle være en mening med galskaben. Som man siger. Ikke desto mindre var det tilfældet. Så i stedet for vals med en danser, som ville være mere kendt end de ﬂeste kendisser, valgte jeg at blive published author.

1-ÅRSKONTROL

235531_Geo - Hva så nu-Body.indd 17

29/08/2017 16.29

hva' sa nu?

levende, lykkelig og langt fra ok

GEO

Christian Geo Heltboe er født i 1975. Han er komiker, skuespiller, foredragsholder og journalist. I 2013 udgav han sin første bog

Ikk’ for sjov, hvor han fortalte om livet som kemopatient. I denne bog fortæller han om de første fem år efter raskmeldingen, hvor han fortsat var i kontrol.

evige frygt for, at sygdommen kommer igen.

geocomedy.dk facebook.com/geocomedy instagram/geocomedy twitter@geocomedy

Geo om sin første optræden efter raskmeldingen.

LINDHARDTOGRINGHOF.DK

Lindhardt og ringhof

OMSLAG: SIMON LILHOLT / IMPERIET.DK