Jørn Riel mit livs skrøne - læseprøve by Lindhardt og Ringhof / Forlaget Carlsen

erindringer fra et langt og begivenhedsrigt liv, fra de tidlige år på Fyn, opvæksten på 30’ernes Vesterbro, ungdommens fodtur gennem det krigshærgede Europa, eventyrene på Grønland og rejserne videre ud i den store verden.

Jørn Riel, født 1931. Efter afgang fra Københavns Navigationsskole deltog Jørn Riel i Lauge Koch-ekspeditionen 1951-53 og var de næste 10 år udstationeret i Nordøstgrønland. Han arbejdede for FN i Mellemøsten og Pakistan 1964-71, af brudt af rejser i Vestindien, Afrika, Sydøstasien og arktisk Canada. Han er i dag bosat i Malaysia med sin svenske kone, Anette.

Med varme og glimt i øjet skildrer en af Danmarks mest populære forfattere sine oplevelser med nogle af de mange skæbner, der har krydset hans vej – gode venner og skønne kvinder, hjælpeløse ﬂygtninge, fangere på Grønland og skruppelløse svindlere.

Jørn Riel debuterede med romantrilogien Mine fædres hus (1970-72) og har siden opbygget et omfattende forfatterskab, der tæller romaner, skrøner, rejseskildringer og børnebøger m.m. Riels forfatterskab er oversat til adskillige sprog, og han har bl.a. modtaget Boghandlernes Gyldne Laurbær i 1995 og Det Danske Akademis Store Pris i 2010.

L indhardtog r inghof.dk

Jørn Riel mit li vs sk røne

MIT LIVS SKRØNE er Jørn Riels

Jørn Riel M I T L I V S S K R ØN E … en slags memoirer L i n d h a rd t o g R i n g h of

“Faster Hanne,” sagde jeg, medens jeg strøg glattende på avissiderne. “Frederik og jeg så en søslange i dag.” Jeg sendte hende et hurtigt blik for at se virkningen af nyheden. Hun skubbede brillerne op i panden og så undersøgende på mig. “Men dog, Jørn. Kan det mon passe?” Jeg nikkede. “Den var mindst tre meter lang. Og sort.” “Blev I ikke forskrækkede?” “Jo lidt. Hovedet var rødt. Og halen. Ellers var den sort. Den hvæsede.” “Det var da forskrækkeligt.” Hanne nikkede og smilede. Hun rystede på hovedet. “Gud velsigne dig, dreng. Når du f inder på, er det da, så man begriber det.” Uddrag fra bogen

Mit livs skrøne Copyright © 2016 Jørn Riel All rights reserved Udgivet af Lindhardt og Ringhof Forlag A/S Omslag: Imperiet/Harvey Macaulay Forsidefoto: © Christoffer Regild Illustration si. 77: © Des Asmussen Illustration si. 271: © Hervé Tanquerelle Alle andre illustrationer er privatfotos Bogen er sat med Adobe Garamond hos Lymi og trykt hos Livonia Print

ISBN 978-87-11-53613-1 1. udgave, 1. oplag 2016 Printed in Latvia 2016

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.lindhardtogringhof.dk

116172_Jørn Riel-Body.indd 4

15/07/2016 14.04

Jørn Riel

Mit livs skrøne En slags memoirer

Lindhardt og Ringhof

116172_Jørn Riel-Body.indd 3

15/07/2016 14.04

116172_JÃ¸rn Riel-Body.indd 6

15/07/2016 14.04

Til mine børn, børnebørn og oldebørn

116172_Jørn Riel-Body.indd 5

15/07/2016 14.04

Indholdsfortegnelse W Prolog: Begær . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 9 Rummet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 13 Min veninde Alice . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 25 Skolen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 31 Lidt mere om barndommen på Vesterbro . . . . 41 Digte og drama . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 45 Musik . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 49 Dans . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 55 Københavneren . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 61 Rejsen til Paris . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 71 Frossen fisk og falske præster . . . . . . . . . . . . . . 79 Tanker vedrørende Grønland . . . . . . . . . . . . . 91 Ugge . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 95 Ræven . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 103 Scoresbysund . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 109 Agathe . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 115 Kvinder . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 119 Koøjet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 123 Polarhelt . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 127

116172_Jørn Riel-Body.indd 7

15/07/2016 14.04

Thule . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 135 Godt at vide . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 139 Mellemøsten . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 149 Kørekortet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 155 Indonesien . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 165 Køreturen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 169 Arbejder på bordel . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 183 Sælsomme hændelser . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 189 Bryllup . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 197 Kort om udgivelser . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 201 Granhult . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 205 Pakistan . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 209 Alabama . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 217 Dagen kom . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 223 Foredrag på Kofoeds Skole . . . . . . . . . . . . . . . 231 Medicinmand i Irian Jaya . . . . . . . . . . . . . . . . 235 I Heqs slædespor . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 247 Han er flyvsk . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 257 Iglo . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 261 Ella Ø . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 271 Strålen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 277 Epilog: Digte fra Mellemøsten . . . . . . . . . . . . 281

116172_Jørn Riel-Body.indd 8

15/07/2016 14.04

Prolog BEGÆR Dette skal du vide, min kæreste, at ud over alt begær da først kan vi nyde. Rislende vand hvorfra, hvorhen? Toner. Ingen stræben, blot en stadig evig rinden ikke seende. Ikke at ville ment at være. En morgen i Polen. Poznan. Smukke, gamle øjne lidt lysende, lidt trætte. Set for meget. Ved Roswadow 9

116172_Jørn Riel-Body.indd 9

15/07/2016 14.04

i Slovakiet med bondeskørt og sorte sko tunge af jord. Betagende hver fure i ansigtets landskab. På Sicilien ved kærrens malede hjul ved Bag of Allen, Eire langs kanalens poppelhegn bøjende den trætte ryg ydmygt for vinden. Du går fra sæteren i Valdres langt bag det fodrappe kvæg. Ligger i Skåne på ømme knæ, i bøn. Og jordens frugtbarhed er i hænderne, der glatter den regntunge muld. Først da kan vi nyde uden begær. Uden denne livstørstende ærgerrighed, der spænder os mellem fire stejlende heste. Du er et sted derude endnu langt borte. Strider dig ad opblødt vej i Maines skove 10

116172_Jørn Riel-Body.indd 10

15/07/2016 14.04

med alt for tunge byrder i alt for magre arme. Et sted på Sjælland står du seende over sundet mod den gråblå himmel med støjende, vindtagne skyer. Det vil sne. Jeg er sikker på, at det vil sne i nat. I Polen og i Maines skove. Du vil se sneen falde. Du vil gøre kikhul mod verden, den ny verden, din verden. Træerne vil hilse dig frydefuldt sitrende i de pudrede grene. Tunge, bløde, tyste betagne af det ny. Med bagen af hånden gnider du ruden og ser klart, slører med heftig ånde. Åh, at fornemme kysset, dit kærtegn mod min bankende tinding. 11

116172_Jørn Riel-Body.indd 11

15/07/2016 14.04

116172_JÃ¸rn Riel-Body.indd 12

15/07/2016 14.04

Rummet W

eg så en sort mand! På hjørnet af Westend og Skyde banegade. Og jeg sluttede mig til den hale af unger, som fulgte ham ned ad Istedgade, fordi de ikke kunne få nok af ham. En dag så jeg ham igen. Som en stor, grå fugl fløj han. På vej til evigheden. Båret af brede, hvide vinger, som lignede en blafrende skjorte, før han forsvandt bag skorstenene i Valdemarsgade. Bagefter talte man om en utæt gasslange, som fik den sorte mand til at flyve. Jeg vidste ikke, om det passede, og først mange år senere forstod jeg, hvorfor han fløj bort. Jeg løb hjem og gemte mig i skabet under vindues karmen i mit værelse, hvor der var plads til både den flyvende mand og mig selv. Drenge på seks bliver otte og ti år, hvis de da ellers får lov til at leve.

116172_Jørn Riel-Body.indd 13

15/07/2016 14.04

På vej mod fremtiden!

116172_Jørn Riel-Body.indd 14

15/07/2016 14.04

Rummet var min virkeligheds livmoder. Her voksede jeg og udviklede de reflekser, som siden skulle beskytte mig. Der var jeg alene, men aldrig ensom. Her skjultes jeg af mørket og rummets afgrænsning. Der var jeg overalt på jorden, i havet og himlen. Altid på vej med sjælen i hånden. Min tryghed. I skabet kunne selv den sorte mand flyve. Selv om det var snævert i rummelig forstand. Alligevel var det større end noget andet rum, jeg kendte. Jeg kunne lige akkurat sidde i skabet med ryggen mod bagvæggen og benene trukket op mod brystet. Rummet, troede jeg, husede både min fortid og min fremtid. Når jeg forsvandt ind i det, var der ingenting, der eksisterede ud over mørket og min egen vejrtrækning. Så var det, som om jeg blev renset indvendig. Som om jeg ikke fandtes hverken her eller nu. Det er nok døden, tænkte jeg som otteårig. Eller livet, troede jeg som 16-årig efter min første oplevelse med en pige. Som voksen førte jeg rummet med mig. Men da var det ikke længere nødvendigt at krybe ind i skabet under vinduet. Det var ikke længere nødvendigt at holde hænderne for ørerne for at høre stemmer, som jeg dengang ikke kunne placere. Siden fik de en slags personlighed, hver sit navn og egen plads i mit liv. Jeg så meget som dreng. Måske mere end de fleste. For jeg var åben og fantaserede langt ud over mine egne tanker. Derfor blev mine dage spændende, men også risikofyldte. 15

116172_Jørn Riel-Body.indd 15

15/07/2016 14.04

I ismejeriet kom jeg ofte på tale. Der stod de bredrøvede koner og fnyste og jamrede ondskaben af sig. De måtte jo have kompensation for opsparet galde. Og galde var der så meget af på ismejeriets gulv, at man kunne glide i det. “Han er sær!” sagde en af dem. En anden: “Et mærkeligt barn.” “Stakkels forældre. Jeg så ham på tørreloftet kun iført nogle fjer i håret og underbukser. Og han var malet i ansigtet som en indianer. Det var nok med søsterens læbestift. Hun bruger sådan noget, selv om hun kun er 13 år. Han var helt alene på loftet.” “Underligt barn. Lidt bagud i alting.” “Eller måske forud,” mente en venlig. Hun hed fru Sørensen og var belæst og godt gift. “Han kunne læse, da han var fem år, siges det, og han skriver digte.” Ismejeristen klaskede et halvt pund smør i facon med en bred, riflet træslev. “Høflig er han nu. Åbner altid døre og bukker pænt.” “Det har jeg da aldrig set,” fnyste den sure, “og en rigtig dyrplager er han også. Min Tove siger, at han stopper en undulat ned i en af sin søsters lange strømper. Og så svinger han den et antal gange over hovedet og hælder den så ud på gulvet. Det arme dyr vakler rundt og kan ikke finde balancen. Han skriver ned, hvor længe den er om at blive normal igen.” “Han bliver nok videnskabsmand,” mente den ven lige fru Sørensen. “Han ender på en opdragelsesanstalt,” vrissede den sure. Men ingen af dem fik ret.

116172_Jørn Riel-Body.indd 16

15/07/2016 14.04

Som der i dag findes kolonier for fede og overvægtige børn, fandtes dengang under krigen anstalter for magre og tilsyneladende underernærede unger. Jeg var ikke underernæret, men ganske mager, og da mine forældre vedblivende sørgede over min lillebror, der døde, anbefalede vor gamle huslæge dr. Fabricius, at jeg sendtes på svagbørnskoloni nogle måneder for at komme bort fra hjemmet en tid. Jeg var da ti år gammel. Kristkirkens Svagbørnskoloni! Der var smukt i helvede. En skønhed, som dengang lå uden for min fatteevne. Der var smukt, hvis man adlød. Det gjorde jeg ikke. Man lagde byrder på mine skuldre, som jeg forsøgte at ryste af mig. De tæmmede mange. Enkelte så effektivt, at de kastede morgenens havregrød op. Og de tvang dem til at spise både grød og opkast, hvilket fik svagbørnene til at brække sig endnu mere. Man viste vrede og uforstand, og ofret anbragtes i et mørkt, aflåst rum på loftet. Jeg tilbragte megen tid på loftet. Ikke fordi jeg havde svært ved at holde maden i mig, men fordi jeg var uartig, som de kaldte det. Mit rum havde jeg med mig, så det gjorde mig ikke noget at sidde deroppe. Bortset fra at jeg frøs meget, da det var en af de hårde vintre i begyndelsen af fyrrerne. Jeg klarede mig, fordi jeg havde mit eget rum at kravle ind i, rummet, hvor ingen kunne nå mig, medmindre de var inviteret. Jo, helvede var smukt, indså jeg mange år efter. Lange promenader langs kysten. Dunket fra fiskerbåde, som røgtede bundgarn i Sundet. Utallige måger skrigende af sult over halvfulde pramme. Havets hjerteslag og den svage lyd, som stod ud af min mund. Det frøs hårdt 17

116172_Jørn Riel-Body.indd 17

15/07/2016 14.04

den vinter, og det nøgne stykke ben, hvor lange, uldne strømper mødte de korte bukser, var en blårød ring om låret.

I helvede

116172_Jørn Riel-Body.indd 18

15/07/2016 14.04

Kristkirkens Svagbørnskoloni! Den store blonde kvinde, som kaldtes plejemor, slog mig med en ørebakke af emalje, fordi jeg ikke sad stille, da hun jog en træpind med vat ind i mit øre. Jeg græd ikke, men drejede hovedet og bed hende i kinden, så hun blødte. Da hun holdt op med at slå, fordi to af de unge plejersker lagde sig imellem, sendtes jeg op i det mørke rum og tilbragte en nat deroppe. Det gjorde ikke noget. Jeg drømte om den dag, hvor min far ville hente mig hjem, hvor jeg ikke længere behøvede at være vred, fordi jeg kunne lægge ansigtet mod hans skulder og græde alle tårerne ud, som havde samlet sig de måneder, jeg tilbragte i helvede. Min far var et bemærkelsesværdigt menneske. Måske fordi han var søn af min smukke farmor, som igen var datter til en lige så eventyrlig mand, der var apoteker, homøopat og klog mand i Svendborg. Far var frisørmester. Havde, da jeg fødtes, salon i Odense, en gammeldags salon, som i generationer havde været det, man engang kaldte “Barber og Feltskærer”. Embedet var vidt favnende. Der udførtes mindre kirurgiske indgreb og sattes igler, som rensede blodet. Far eksperimenterede blandt andet med forskellige kure mod skaldethed. Hans eliksir fik faktisk håret til at gro, men havde desværre den ulempe, at patienten i løbet af et øjeblik blev bevidstløs, da væsken, far havde opfundet, indeholdt for meget bedøvende æter. Min far havde et fortælletalent, som vi børn nød godt af. Med megen indlevelse kunne han berette om feltskæreren Johannes, (min far hed Johan), som indlagde sig store fortjenester under den dansk-tyske krig i 1864

116172_Jørn Riel-Body.indd 19

15/07/2016 14.04

ved at behandle stiksår fra bajonetter og amputere uheldige soldaters lemmer. Denne Johannes hørte hjemme i Svendborg, hvor hans svigerfar virkede som apoteker og homøopat. Ifølge min far. Min far var levende interesseret i blodigler som helbredende hjælpemiddel, og han belærte mig om denne mærkelige hermafrodit, der havde tre kæber med tænder, som let kunne bide gennem hud. Iglen levede af blod, som den sugede af dyr og mennesker. Den åd kun en gang om året og kunne blive mere end 30 år gammel. Far var meget alsidig. Han var en dygtig billedskærer, hvilket vort hjem vidnede om. Han skar lange, slanke kvindefigurer af benene på en stol, mor havde arvet, og han forgreb sig på min bedstemors dørkarm, som han forvandlede til en af Achanti-stammens hellige portaler. Han indlagde skønne ornamenter på kanterne af vort spisebord og skar låg til min mors syskrin med smukke, nøgne etruskerfigurer. Mest af alt elskede han at male. Mange søndage drog hele familien til Dyrehaven, hvor far tegnede skitser ikke mindst af de mange hjorte, som fandtes overalt. Regnfulde søndage tilbragte vi på maleriudstilling eller på Statens Museum for Kunst, Charlottenborg og den frisørsalon, hvor far selv havde udstillet flere gange. Under krigen, hvor det var svært for mor at få pengene til at slå til, rullede hun fem af fars kunstværker sammen og besøgte nogle af Københavns kunsthandlere, som til tider var købere. Prisen var, så vidt jeg husker, mellem 100 og 150 kroner pr. billede, alt efter størrelse. Det skete flere gange, at en kunsthandler bestilte en eller 20

116172_Jørn Riel-Body.indd 20

15/07/2016 14.04

to kopier af tidligere indkøbte malerier. Disse plagiater brød far sig ikke om at male. Og for ikke at gøre dem ens flyttede han for eksempel rundt på hjortene, lagde en kalv eller to til og malede en ask i stedet for en eg. Det lagde kunsthandleren ikke mærke til, og heller ikke den, der havde bestilt værket. At være gift med min far krævede en helt speciel kvinde. En sådan var min mor. Tålmodig ud over alle grænser, mild og god. Hun elskede min far og fandt sig i hans

Min far og min mor

116172_Jørn Riel-Body.indd 21

15/07/2016 14.04

rastløshed. Mor var den, som holdt familien sammen, uanset hvad far hittede på. Da min søster var otte, og jeg fire år, solgte far salonen i Odense og flyttede familien til København. Han overtog en damesalon på Kongens Nytorv, som havde et gammelt kongeligt prædikat. Kunderne var for det meste velhavende damer fra whiskybæltet, som det nu kaldes, der villigt fandt sig i fars dominans. Han tegnede den frisure, han anså klædelig for kunden, og ville damen ikke have den, anbefalede han, at hun opsøgte en hundeklipper, der var villig til at behandle hende, som hun ønskede. Salonen var et eventyr for en lille dreng. Bag fars kontor lå et rum med et stort skuffedarium. Her havde stamkunder gennem tiderne haft deres egne kamme, børster og barberknive. Jeg fik lov til at undersøge skufferne og fandt de kosteligste ting, såsom krøllejern, som far påstod havde tilhørt H.C. Andersen, Peter Freuchens sakse og ikke mindst zaren af Ruslands hårbørster. Desuden fandt jeg en krum pibe, som jeg tog i brug, da jeg var 14 år og havde fået grønt lys for både tobak og brændevin. Bag skuffedariet fandtes et dampvaskeri, hvor en stor, tyk dame herskede. Hun elskede børn, og hun havde altid en dåse med bolsjer eller en plade mørk chokolade parat, når jeg viste mig. Far kom som oftest sent hjem. Når han havde lukket salonen, gik han over i værtshuset Skindbuksen for at få en drink sammen med en flok kunstnere, der nærmest boede i den hyggelige kælderrestaurant. Her følte han sig hjemme, tror jeg. Da jeg begyndte på Navigationsskolen, der dengang lå på Skt. Annæ Plads, gik jeg ofte ned i Skindbuksen for at følges hjem med far. Her 22

116172_Jørn Riel-Body.indd 22

15/07/2016 14.04

traf jeg mange genier. De bragte af og til deres seneste malerier med, diskuterede dem med kolleger og solgte dem mange gange for et måltid mad eller øl i passende mængder, alt efter hvor genialt billedet kunne være, eller hvor stort behovet for væske var. Jeg tror, mor var glad for, far fik de timer alene. Jeg har aldrig hørt hende klage over hans sene hjemkomst. Hun satte sig i karnappen med os børn og ventede. Og hun fortalte om sin slægt og om dagligdagen på Hindsholm, som jeg tror, hun savnede hele livet. Mor kunne fortælle, men hendes fortællinger var mere jordnære end fars fantasifulde skrøner. Jeg havde aldrig spekuleret over mit forhold til mine forældre. De var der, og de havde altid været der og ville være der i al fremtid. Sådan var det, og sådan skulle det nok fortsætte. Men så hørte jeg Danmarks Radios juleudsendelser til Østgrønland på langbølge i 1951, da jeg var stationsleder på Ella Ø. Der var først hilsener til mandskabet på Danmarkshavn. Siden til Daneborg, Mestersvig, Scoresbysund og Angmagssalik. De afsluttede med hilsener til Aputitek og Tingmiarmiut. Intet til os på Ella Ø. Jeg sad længe og stirrede skuffet på modtagerens svagt lysende skive. Da lød pludselig min fars stemme. Han var så bevæget, at jeg knap nok kunne opfatte, hvad han sagde. Det gjorde ikke noget, for han sagde sikkert det samme som alle de andre, der havde været ved mikrofonen. Men at høre hans stemme rørte ved noget dybt inde i mig, og da min mor lidt efter talte, lokkede hendes stemme tårer frem i øjnene. Inuitten Ugge, som havde siddet på min køje og lyttet, rejste sig og listede diskret ud af radiohytten. 23

116172_Jørn Riel-Body.indd 23

15/07/2016 14.04

Den nat følte jeg stærkt den kærlighed, jeg nærede til mine forældre, en kærlighed, ved jeg, som jeg delte med min søster, som var min beskytter og fortrolige, da jeg var barn.

116172_Jørn Riel-Body.indd 24

15/07/2016 14.04

䠀䄀刀䐀唀䰀夀匀吀吀䤀䰀䄀吀䰀였匀䔀嘀䤀䐀䔀刀䔀㼀䬀�䈀䈀伀䜀䔀一䠀䔀刀

L indhardtog r inghof.dk

Jørn Riel mit li vs sk røne

MIT LIVS SKRØNE er Jørn Riels

Jørn Riel M I T L I V S S K R ØN E … en slags memoirer L i n d h a rd t o g R i n g h of