Jane Eyre - læseprøve

JANE EYRE chARlottE bRoNtë

liNdhARdt og RiNghof

Jane Eyre.indd 3

7/13/16 5:37 PM

Jane Eyre er oversat fra engelsk efter Jane Eyre Dansk copyright © 2016 Lindhardt og Ringhof Forlag A/S All rights reserved Bogen er sat med Sabon Og trykt hos Livonia Print Omslag: Simon Lilholt ISBN: 978-87-11-54828-8 2. udgave, 1. oplag 2016 Printed in Latvia Udgivet med oversættelsesstøtte fra Kunstrådets Fagudvalg for Litteratur

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont

Jane Eyre.indd 4

7/13/16 7:06 PM

FØRSTE DEL

Jane Eyre.indd 5

7/13/16 5:37 PM

Jane Eyre.indd 6

7/13/16 5:37 PM

KAPITEL 1

Det var ikke muligt at spadsere mere den dag. Vi havde dog gået en tur i det nøgne buskads om morgenen, men siden middagen (mrs.

Reed spiste tidligt, når der ikke var selskab) havde den isnende vind bragt så dunkle skyer og piskende regn med sig, at yderligere udendørsaktiviteter var ganske udelukket.

Det var jeg glad for. Jeg havde aldrig brudt mig om lange gåture, især ikke på iskolde eftermiddage. Det var hæsligt for mig at komme hjem i den råkolde skumring med frostbidte fingre og tæer og et hjerte, der var knuget af barnepigen Bessies hårde ord og ydmyget ved bevidstheden om min fysiske underlegenhed i forhold til Eliza, John og Georgiana Reed.

Omtalte Eliza, John og Georgiana stod nu rundt om deres mama i dagligstuen. Hun sad tilbagelænet i sofaen ved kaminen, og med sine rollinger omkring sig (der nu hverken skændtes eller græd) så hun fuldkommen lykkelig ud. Mig havde hun udelukket fra klyngen. Hun sagde, at hun beklagede, at hun var nødt til at holde mig på afstand, men indtil hun havde hørt fra Bessie og med egne øjne selv set, at jeg alvorligt bestræbte mig på at være mere selskabelig anlagt og opføre mig som en artig lille pige med et mere elskværdigt og frimodigt væsen – ja, et muntrere, livligere og mere naturligt barn, ja – så måtte hun virkelig udelukke mig fra de privilegier, der kun var tiltænkt tilfredse, glade små piger. „Hvad siger Bessie, jeg har gjort?“ spurgte jeg.

7

Jane Eyre.indd 7

7/13/16 5:37 PM

„Jane, jeg tåler ikke vrøvl og spørgsmål. Desuden er der noget meget frastødende ved et barn, der svarer voksne igen på den måde.

Sæt dig et eller andet sted, og ti helt stille, indtil du kan tale pænt.“ En lille stue, hvor vi spiste morgenmad, stod i forbindelse med dagligstuen. Jeg smuttede derind. Stuen havde et bogskab, og jeg fik snart fat i en billedbog, som jeg omhyggeligt udvalgte. Jeg kravlede ind på bænken under vinduet, satte mig i skrædderstilling, trak det røde uldgardin helt tæt til og havde nu i dobbelt forstand udelukket alle andre.

Det røde gardin skærmede mig til højre. Til venstre beskyttede, men ikke adskilte, de klare vinduesruder mig fra den triste novemberdag. Mens jeg bladede i bogen, så jeg nu og da ud på vintereftermiddagen. Langt borte lå en mur af bleg tåge, og tæt på den våde græsplæne og det stormpiskede buskads med den evindelige regn, der blev kastet frem og tilbage af kraftige, klagende vindstød.

Jeg vendte tilbage til min bog – Bewicks Engelske Fugle. Teksten var jeg for det meste ligeglad med, men der var dog visse passager, som jeg, selvom jeg var lille, ikke ville springe over. For eksempel de steder som omhandlede havmågerne, der „som de eneste beboede de ensomme klippeskær og forbjerge“. Om Norges kyst, som bestod af klippeøer, der gik fra syd og helt til nord.

Hvor Nordsøen hvirvler om Thules nøgne øer og om de stormende Hebrider, Atlanterhavets søer.

Heller ikke kunne jeg forbigå Laplands triste, blege kyster. Sibirien, Spitzbergen, Nova Zembla, Island, Grønland: „Den uendelige arktiske zone og ødemarkerne – den evige sne, der er akkumuleret gennem århundreders vintre, rejser sig til alpine snebjerge, det ene højere end det andet, og omslutter Nordpolen i sin knugende isnende favn.“ Af disse dødsensblege kongeriger formede jeg mit eget billede, mørke og truende som de halvt forståede anelser, der svæver dunkelt i et barns hjerne, men mærkeligt udtryksfulde. Teksten på disse første sider tolkede de ledsagende vignetter. Den fik

8

Jane Eyre.indd 8

7/13/16 5:37 PM

klippen til at være betydningsfuld, som den stod der i skumsprøjt.

Den forliste båd, strandet på en øde kyst. Den kolde og uhyggelige måne, der skinnede gennem skyerne på et vrag på vej i dybet.

Jeg kan ikke forklare, hvilke følelser der hjemsøgte den ensomme kirkegård med gravsten. Dens porte, dens to træer, den lave horisont, omgivet af en forfalden mur, og den lavt hængende halvmåne, der varslede aftenens komme.

De to skibe, der ganske roligt lå i et oprørt hav, mente jeg, måtte være spøgelsesskibe.

Djævlen, der hagede sig til tyvens bylt på ryggen, bladede jeg hurtigt forbi. Det var et uhyggeligt billede.

Ligeledes den sorte skikkelse med horn, som sad højt oppe på en klippe og så på den fjerne folkemængde, der samledes omkring en galge.

Hvert billede fortalte en historie. Tit hemmelighedsfuldt for min barnlige forståelse og følelse, men altid voldsomt spændende. Lige så spændende som de eventyr, Bessie sommetider fortalte på vinteraftener, når hun tilfældigvis var i godt humør. Eller når hun havde taget strygebrættet med ind i barnekammeret foran kaminen og tillod os at sidde rundt omkring sig, mens hun krusede mrs. Reeds kniplingskraver og kreppede natkappernes festoner og fodrede vores livlige fantasi med passager om kærlighed og eventyr fra gamle folkeviser eller (som jeg senere opdagede) fra Pamela og Henrik, greven af Moreland.

Med Bewick i skødet var jeg meget lykkelig, i det mindste lykkelig på min egen måde. Jeg frygtede intet andet end at blive afbrudt, og afbrydelsen var ikke langt væk. Døren til den lille spisestue blev åbnet. „Bøh! Mamselle Surmops!“ skreg John Reeds stemme. Så tav han stille. Han fandt åbenbart stuen tom. „Hvor pokker er hun?“ fortsatte han. „Lizzy! Georgy!“ råbte han til sine to søstre, „Jane er her ikke. Sig til mama, at hun er løbet ud i regnen – dumme tøs!“ „Godt, jeg trak gardinet for,“ tænkte jeg og ønskede inderligt, at han ikke måtte finde mit skjulested. John Reed ville heller ikke have fundet det selv, for han var ikke videre kvik, men Elizabeth

9

Jane Eyre.indd 9

7/13/16 5:37 PM

stak bare hovedet ind ad døren og sagde: „Hun sidder sikkert på bænken under vinduet, Jack.“ Jeg kom frem med det samme, for jeg skælvede ved tanken om at blive trukket ud af bemeldte John. „Hvad vil du mig?“ spurgte jeg en smule forknyt. „Du skal sige „Hvad ønsker De, Master Reed?““ var svaret. „Jeg vil have, at du skal komme herhen,“ sagde han, satte sig i en lænestol og viste mig med et tegn, at jeg skulle komme nærmere og stå ret foran ham.

John Reed var en skoledreng på fjorten. Fire år ældre end jeg, for jeg var bare ti. Stor og tyk af sin alder med uren og bumset hud, grove ansigtstræk i et stort hoved, tunge lemmer og store hænder og fødder. Han tog godt for sig af retterne ved bordet, hvilket indvirkede på hans fordøjelse og gav ham matte, betændte øjne og blege, tykke kinder. Han burde have været i skole, men hans mama havde taget ham hjem for et par måneder siden på grund af „hans svagelige helbred“. Skolens rektor, mr. Miles, mente, han ville få det meget bedre, hvis han ikke fik så mange kager og søde sager sendt hjemmefra. Men morens hjerte vendte sig i forargelse over så grov en udtalelse og mente snarere, at Johns bleghed skyldtes overdreven lektielæsning og hjemve.

John nærede ikke megen ømhed for sin mor eller sine søstre og decideret uvilje mod mig. Han tyranniserede og straffede mig. Ikke et par gange om ugen. Ikke et par gange i løbet af dagen, men konstant. Helt ind til marven frygtede jeg ham, og alt i mig krympede sig, når han nærmede sig. Der var gange, hvor jeg nærmest var afsindig af den rædsel, han indgød, fordi jeg ikke anede, hvem jeg skulle ty til under hans trusler og ondskabsfuldheder. Tjenestefolkene brød sig ikke om at fornærme deres unge herre ved at tage mit parti, og mrs. Reed var blind og døv med hensyn til ham. Hun havde aldrig set ham slå eller hørt ham tilsvine mig, skønt han tit gjorde det, når hun var til stede, men dog oftere bag hendes ryg.

Lydig som jeg næsten altid var over for John, gik jeg hen til hans stol. I tre hele minutter rakte han tunge ad mig, så langt han kunne uden at gøre en ulykke på sin tungerod. Jeg vidste, at han snart ville slå, og mens jeg frygtede slaget, tænkte jeg på, hvor hæslig og

10

Jane Eyre.indd 10

7/13/16 5:37 PM

frastødende han så ud. Gad vidst om han kunne læse mine tanker i mit ansigt, for lige pludselig uden et ord langede han kraftigt ud efter mig. Jeg vaklede, og da jeg fik balancen igen, trak jeg mig et par skridt tilbage fra hans stol. „Det er for dit frække svar til mama for et øjeblik siden,“ sagde han, „og fordi du sniger dig væk og gemmer dig bag gardinet, og for det blik du sendte mig lige før, din rotte!“ Selvom jeg var vant til John Reeds ukvemsord, anede jeg aldrig, hvad jeg skulle svare. Alt, jeg tænkte på, var at undgå det slag, som uvægerlig ville følge anklagen. „Hvad lavede du bag gardinet?“ spurgte han. „Jeg læste.“ „Vis mig bogen.“ Jeg gik hen til vinduet og hentede den. „Du har ikke noget at gøre med vores bøger. Du lever på vores nåde, siger mama, og du har ingen penge. Din far efterlod dig ikke en klink. Du burde gå ud og tigge og ikke bo her med fine folks børn som os og spise den mad, vi spiser, og gå i tøj, som min mama betaler. Nu skal du få en lærestreg, fordi du går og roder på mine boghylder, for de er mine. Hele huset tilhører mig eller vil om et par år. Gå hen og stil dig ved døren væk fra vinduet og spejlet.“ Det gjorde jeg, selvom jeg ikke anede, hvad han ville, men da jeg så ham løfte bogen og lige skulle til at kaste den, sprang jeg instinktivt til side med et forskrækket skrig. Jeg var ikke hurtig nok.

Bogen blev kastet, den ramte mig, og jeg faldt og slog hovedet mod døren og skar mig. Såret blødte, smerten var voldsom, min rædsel havde passeret klimaks, andre følelser fulgte. „Ondskabsfulde og grusomme dreng!“ sagde jeg. „Du er en morder – du er en slavepisker – du er som de romerske kejsere!“ Jeg havde læst Goldsmiths Roms Historie og havde dannet mig min mening om Nero, Caligula og de andre. Jeg havde i stilhed trukket paralleller, men jeg havde aldrig troet, at jeg ville komme til at sige mine tanker højt. „Hvad, hvad var det? Sagde hun det til mig? Hørte I hende, Elizabeth og Georgiana? Det skal mama få at vide, men først –“

11

Jane Eyre.indd 11

7/13/16 5:37 PM

Han løb som en tyr imod mig. Jeg sansede hans greb i mit hår og min skulder. Han havde angrebet en vildkat. Jeg så ham virkelig som en tyran, en morder. Jeg mærkede nogle dråber blod trille ned ad halsen og fornemmede en nagende smerte. Smerten dominerede lige for øjeblikket angsten, og jeg kæmpede som en rasende mod ham. Jeg aner ikke, hvad jeg lavede med mine hænder, men han kaldte mig „rotte!, rotte!“ og brølede højt. Hjælpen var nær. Elisabeth og Georgiana var løbet ovenpå efter mrs. Reed. Hun viste sig nu på scenen fulgt af Bessie og kammerpigen, Abbot. Vi blev skilt ad. Jeg hørte ordene: „Gud bevare os! Sikken en heks og lige i struben på Master John!“ „Jeg har aldrig set magen til hidsighed!“ Så blandede mrs. Reed sig: „Tag hende med op i det røde værelse, og lås hende inde.“ Fire hænder blev med det samme lagt på mig, og jeg blev båret ovenpå.

Jane Eyre.indd 12

7/13/16 5:37 PM

KAPITEL 2

Jeg strittede voldsomt imod hele vejen. Det var nyt og en omstændighed, som i højeste grad bestyrkede den dårlige opfattelse, Bessie og miss Abbot havde af mig. Sandheden var, at jeg var ved siden af mig selv. Jeg var faktisk ude af mig selv, som franskmændene siger.

Jeg var bevidst om, at et øjebliks mytteri allerede havde gjort mig kapabel til yderligere at synde, og som andre oprørske slaver var jeg besluttet på at gå hele vejen. „Hold hendes arme, miss Abbot, hun er som et vildt dyr.“ „Fy skamme sig! Fy skamme sig!“ skreg kammerpigen. „Hvor er De uartig, miss Eyre, at slå en ung herre, Deres velgørers søn!

Deres unge herre.“ „Herre? Hvordan er han min herre? Er jeg tjenestepige?“ „Nej, De er mindre end en tjenestepige, for De arbejder ikke for Deres brød. Sæt Dem og tænk over, hvor uartig De har været.“ De havde nu fået slæbt mig ind i det værelse, som mrs. Reed havde sagt, de skulle, og havde sat mig på en taburet. Jeg ville med det samme springe op som en stålfjeder, men deres to par hænder stoppede mig med det samme. „Hvis De ikke sidder bomstille, binder vi Dem,“ sagde Bessie. „Miss Abbot, giv mig Deres strømpebånd. Hun river mine i stykker.“ Miss Abbot vendte sig for at frigøre et tykt ben for det nødvendige bånd. Denne forberedelse til at blive lagt i lænker og den tilsvarende skændsel, som det indebar, dæmpede min ophidselse.

13

Jane Eyre.indd 13

7/13/16 5:37 PM

„Lad være med at tage dem af,“ skreg jeg. „Jeg skal nok lade være med at røre mig.“ Som garanti klamrede jeg mig til taburetten med begge hænder. „Det vil jeg se, før jeg tror det,“ sagde Bessie, og da hun havde overbevist sig selv om, at jeg virkelig ikke gjorde det, løsnede hun sit greb. Derefter stillede hun og miss Abbot sig med foldede arme foran mig og kiggede mørkt og rådvildt på mit ansigt, som om de var usikre på, om jeg var ved mine fulde fem. „Sådan har hun aldrig opført sig før,“ sagde Bessie omsider og vendte sig mod kammerjomfruen. „Men hun har altid haft det i sig,“ var svaret. „Jeg har ofte sagt min mening om barnet, og fruen har givet mig ret. Hun er en lille ondskabsfuld tingest. Jeg har aldrig set et barn på hendes alder være så lumsk.“ Bessie svarede ikke, men endelig sagde hun til mig: „De burde være opmærksom på, miss Eyre, at De står i taknemmelighedsgæld til mrs. Reed. Hun føder og klæder Dem. Hvis hun smed Dem ud, måtte De på fattighuset.“ Jeg havde intet at sige til denne oplysning. Den var mig ikke ny.

Min første bevidste erindring inkluderede hentydninger af samme art. Denne bebrejdelse over min afhængighed var blevet en dump messende tone i mit øre, meget pinagtig, knusende og nedslående, men kun halvt forståelig. Miss Abbot sang med på koret: „Og De burde slet ikke stille Dem på lige fod med miss Reed og miss Georgiana og master Reed, fordi fruen tillader Dem at blive opdraget sammen med dem. De vil arve masser af penge, og De vil ingen få.

Det er Deres lod at være ydmyg og prøve at opføre Dem artigt over for dem.“ „Det, vi siger til Dem, er for Deres eget bedste,“ tilføjede Bessie og ikke i en hård tone. „De skulle prøve at gøre Dem nyttig og være glad og sød. Måske kan De da få et hjem her, men hvis De er hidsig og uartig, sender fruen Dem bort, og det er så sikkert som amen i kirken.“ „Desuden,“ sagde miss Abbot, „vil Gud straffe hende. Han kunne dræbe hende lige midt i hendes hysteriske anfald, og hvor ville hun så være henne? Kom Bessie, vi går. Jeg ville ikke være i hendes

14

Jane Eyre.indd 14

7/13/16 5:37 PM

sko for den halve verden. Sig Deres bønner, når De er alene, miss Eyre, for hvis De ikke angrer, kommer der måske en sort trold ned gennem skorstenen og tager Dem.“ De gik, lukkede døren og låste den.

Det røde værelse var et ekstra sovekammer, som sjældent blev brugt, og medmindre uventede gæster på Gateshead Hall gjorde det nødvendigt at bruge alle ledige værelser, kunne jeg måske have sagt aldrig. Dog var det et af de stateligste og største værelser på godset.

En kæmpe himmelseng i mahogni med mørkerøde damaskgardiner stod frit som et tabernakel midt i værelset. Tunge rullegardiner var altid nedrullede foran de to store vinduer og var halvt skjult i festoner og draperede gardiner af lignende materiale. Gulvtæppet var rødt, bordet for fodenden af sengen var dækket af en skarlagensrød dug, væggene var i en blød lysebrun farve med et stænk af lyserødt. Klædeskabet, toiletbordet, stolene var mørkpoleret gammel mahogni. Ud af disse mørke omgivelser groede det hvide omrids af de opstablede madrasser og puder på sengen, dækket som de var af et snehvidt sengetæppe. Næppe mindre prominent stod ved hovedgærdet en stor lænestol, også hvid, med en skammel foran sig og lignede, syntes jeg, en bleg trone.

Værelset var koldt og lidt klamt, fordi der sjældent blev tændt op i kaminen. Det var dødstille, fordi det lå langt fra børneværelset og køkkenet. Alvorsfuldt og højtideligt, fordi man vidste, at det sjældent blev betrådt. Kun stuepigen kom her på lørdage for at fjerne støvet, der i ugens løb havde samlet sig på spejlene og møblerne, og selveste mrs. Reed kom med lange mellemrum på besøg for at gennemgå indholdet af visse hemmelige skuffer i garderoben, der gemte flere dokumenter, smykkeskrinet og en miniature af hendes afdøde ægtefælle, og i disse sidste ord ligger hele hemmeligheden om det røde værelse – forhekselsen, som holdt det så ensomt på trods af dets pragt.

Mr. Reed havde været død i ni år. Det var i dette værelse, han drog sit sidste suk. Det var her, han lå på parade, derfra hans kiste var blevet båret ud af bedemandens mænd, og siden den dag havde det som en trist helligdom været beskyttet mod hyppige besøg.

15

Jane Eyre.indd 15

7/13/16 5:37 PM

Stedet, hvortil Bessie og den harske miss Abbot havde naglet mig, var en lav taburet, der stod ved siden af marmorkaminen. Sengen rejste sig foran mig. Til højre stod det høje, mørke garderobeskab med dæmpede, brudte genspejlinger i de forskellige blanke paneler, til venstre var de tildækkede vinduer. Et stort spejl mellem dem gentog sengens og værelsets uendelige størrelse. Jeg var ikke helt sikker på, om de havde låst døren, og da jeg vovede at flytte mig, rejste jeg mig og gik hen for at se. Åh Gud! Et fængsel kunne ikke have været mere sikkert. Jeg var nødt til at gå forbi spejlet, da jeg vendte tilbage. Mine stirrende øjne udforskede uvilkårligt dybden, det afslørede. Det hele så koldere og mørkere ud i dette hule spejlbillede end i virkeligheden, og den sære lille skikkelse, der stod og stirrede på mig med et hvidt ansigt og arme, der stak ud af mørket, og skinnende forskrækkede øjne, der bevægede sig, hvor alt andet stod stille, havde en virkning som et rigtigt spøgelse. Jeg syntes, det mindede om de spinkle trolde, halvt alfer og halvt djævle, som optrådte i Bessies afteneventyr, hvor de tittede frem fra ensomme dale på hederne og viste sig for øjnene af omstrejfende nattevandrere.

Jeg vendte tilbage til min taburet.

Overtroisk angst overvældede mig, men stadigvæk havde den ikke helt sejret. Mit blod var stadig varmt. Den oprørske slaves blod brusede stadig i mig med sin bitre styrke. Jeg måtte beruse mig i en hastig strøm af beske erindringer fra fortiden, før jeg lod nutiden overvælde mig.

John Reeds voldsomme tyranniske optræden, hans søstres hovne ligegyldighed, hans mors afsky, tjenestefolkenes partiskhed vældede op i mit oprørte sind som det mørke dynd i en hvirvlende flod.

Hvorfor var det min lod altid at lide, altid at blive herset med, altid at anklages, for altid fordømt? Hvorfor kunne jeg ikke være til behag? Hvorfor var det umuligt at vinde nogens kærlighed? Eliza, der var stædig og egoistisk, var respekteret. Georgiana, som var ondskabsfuld og giftig som en slange, kværulerende og uforskammet af væsen, blev elsket af alle. Hendes lyserøde kinder og gyldne krøller fik alle til at elske hende og tilgive alle hendes fejl. John havde frie tøjler og blev aldrig straffet, selvom han vred halsen om på duerne, dræbte små påfuglekyllinger, pudsede hundene på fårene, rev

16

Jane Eyre.indd 16

7/13/16 5:37 PM

alle frugterne ned i drivhuset og plukkede knopperne af de udsøgte planter i vinterhaven. Han kaldte sin mor „gamle tøs“ og hånede hende sommetider for hendes mørke hud, der lignede hans egen, og nægtede gnavent at opfylde hendes ønsker, og tit flænsede han og ødelagde hendes silkekjole, og alligevel var han hendes „lille skat“. Jeg vovede ikke at lave fejl. Jeg bestræbte mig på at opfylde alle mine pligter, og jeg blev kaldt uartig og irriterende, gnaven og beregnende fra morgen til aften.

Mit hoved smertede stadig og blødte af slaget og faldet. Ingen havde straffet John for hensynsløst at have slået mig, og fordi jeg havde vendt mig imod ham for at afparere yderligere uretfærdig vold, blev jeg overdænget med anklager og kritik. „Tarveligt! Uretfærdigt!“ sagde min fornuft – tvunget af den kval, jeg havde gennemgået, til gammelklogt ræsonnement. Og jeg traf en beslutning om med det samme at flygte fra den uretfærdige tvang – såsom ved at løbe bort eller, hvis det ikke kunne lade sig gøre, aldrig at spise eller drikke og således dø af sult.

Hvor var jeg i oprør den triste eftermiddag! Hvor mit hoved var fortumlet, og hele mit hjerte flænset! Og dog, i hvilket mørke, i hvilken tæt uvidenhed blev mit mentale oprør ikke kæmpet! Jeg kunne ikke besvare de uophørlige spørgsmål i mit indre – hvorfor jeg skulle lide på denne måde. Nu på afstand af jeg ved ikke hvor mange år, forstår jeg det.

Jeg var en torn i kødet på alle på Gateshead Hall. Jeg lignede ingen dér. Jeg havde intet til fælles med mrs. Reed eller hendes børn eller hendes udvalgte vasaller. Og jeg elskede dem lige så lidt, som de elskede mig. De var ikke tvunget til at betragte en tingest, der ikke lignede dem i noget, med kærlighed. En anderledes tingest, der var ganske modsat dem i temperament, i evner, i tilbøjelighed, en unyttig tingest, ude af stand til at tjene deres interesser eller tilføje noget til deres underholdning. En skifting, der gjorde oprør mod deres behandling og foragtede deres menneskeforstand. Jeg ved, at hvis jeg havde været et muntert, charmerende, ubekymret, udadvendt, kønt, legende barn – selvom jeg også havde været afhængig og uden venner – ville mrs. Reed have tålt min tilstedeværelse med større selvtilfredshed, hendes børn ville have betragtet mig mere

17

Jane Eyre.indd 17

7/13/16 5:37 PM

som en god ven, og tjenestefolkene ville have været mindre tilbøjelige til at gøre mig til barnekammerets syndebuk.

Dagslyset var ved at forsvinde fra det røde værelse. Klokken var over fire, og den overskyede eftermiddag nærmede sig skumringstiden. Jeg hørte regnen piske vedholdende mod trappevinduet og vinden hyle i træerne bag hall’en, og jeg blev langsomt koldere og koldere, og så begyndte mit mod at synke. Min sædvanlige følelse af ydmygelse, mit mindreværdskompleks og fortvivlede sorg faldt som en våd klud over gløderne af min langsomt smuldrende hidsighed. Alle sagde, jeg var ondskabsfuld og uartig, og måske var jeg det. Havde jeg ikke for lidt siden tænkt på at sulte mig selv til døde? Det var da en forbrydelse, og var jeg parat til at dø? Eller var gravhvælvingen under koret i Gateshead-kirken et fristende sidste hvilested? I sådan en gravhvælving havde man fortalt mig, at mr.

Reed lå begravet, og forfølgende denne tanke erindrede jeg hans sidste ord, som jeg dvælede ved med voksende frygt. Jeg kunne ikke huske ham, men jeg vidste, han var min onkel – min mors bror – at han havde taget mig til sig som et forældreløst barn i sit hjem, og at han i sin sidste time havde krævet et løfte af mrs. Reed.

Hun skulle opfostre mig som et af sine egne børn. Mrs. Reed mente velsagtens, at hun havde holdt sit løfte, og det havde hun vel, så vidt hendes natur ville tillade hende, men hvordan kunne hun virkelig bryde sig om en skifting, der ikke var af hendes blod og ikke på nogen måde i familie med hende efter hendes mands død? Det måtte have været plagsomt og pinagtigt for hende at være bundet af et løfte, der var blevet hende fravristet. Et løfte om at være i en mors sted til et fremmed barn, hun ikke kunne elske, og se et fremmedlegeme mase sig ind i hendes egen familie.

En frygtelig tanke slog ned i mig. Jeg tvivlede ikke – havde aldrig tvivlet på – at hvis mr. Reed havde været i live, ville han have elsket mig og behandlet mig kærligt, og nu, mens jeg sad og så på den hvide seng og de mørke vægge – og fra tid til anden kastede troldbundne øjne mod det svagt skinnende spejl – begyndte jeg at huske, hvad jeg havde hørt om døde mænd, der lå uroligt i deres grave, fordi deres sidste ønske ikke var blevet opfyldt, og gik igen på jorden for at straffe de falske og hævne de ulykkelige, og jeg tænkte, at

18

Jane Eyre.indd 18

7/13/16 5:37 PM

mr. Reeds ånd pint af den uret, der var begået over for hans søsters barn, måske ville forlade sin bolig – om det var i gravhvælvingen eller i den anden verden, anede jeg ikke – og stige frem for mit blik i dette værelse. Jeg tørrede mine øjne, bekæmpede min gråd, angst for, at det mindste tegn på heftig sorg kunne vække en overnaturlig stemme til live for at trøste mig, eller at et gennemsigtigt ansigt skulle stige frem af mørket og bøje sig over mig i forunderlig barmhjertighed. Denne tanke, der var trøstende i teorien, ville være frygtelig, hvis den blev realiseret. Af al magt prøvede jeg på at bremse den – og det lykkedes mig at blive rolig. Jeg rystede håret væk fra øjnene, løftede hovedet og prøvede at se mig kækt omkring i det mørke værelse. I samme øjeblik lyste et glimt på væggen. Var det mon en stråle fra månen, der lyste igennem en af åbningerne i rullegardinet? Nej, månestrålen lyste roligt, men denne bevægede sig, og mens jeg stirrede, gled den op til loftet og skælvede over mit hoved.

Jeg kan i dag slutte mig til, at dette lysglimt efter al sandsynlighed var en stråle fra en lygte båret af en eller anden over plænen, men dengang troede jeg i min ophidsede tilstand og med sindet åbent for rædsler, at det var en lynstråle, der som en budbringer bragte besked om spøgelser fra en anden verden. Mit hjerte hamrede i livet på mig, mit hoved blev varmt, en lyd, der lød som vingeslag, fyldte mit øre. Noget syntes nær mig. Jeg var knuget, nær ved at kvæles.

Min modstandskraft brød sammen. Jeg styrtede hen til døren og ruskede desperat i den. Der lød løbende trin ude på gangen, nøglen blev drejet om, og Bessie og Abbot trådte ind. „Miss Eyre, er De syg?“ „Sikken en forfærdelig støj! Det gik mig gennem marv og ben!“ udbrød Abbot. „Luk mig ud! Lad mig komme ned i barnekammeret!“ lød mit skrig. „Hvorfor det? Er De såret? Har De set noget?“ lød det bydende fra Bessie igen. „Åh! Jeg så et lys, og jeg troede, at der ville komme et spøgelse.“ Jeg havde grebet fat i Bessies hånd, og hun rev den ikke til sig. „Hun har skreget med vilje,“ erklærede Abbot vredt. „Og sikke et hyl! Hvis det nu havde gjort ondt, kunne det undskyldes, men

19

Jane Eyre.indd 19

7/13/16 5:37 PM

hun ville kun have, at vi alle sammen skulle komme løbende. Jeg kender hendes uartige, lumske numre.“ „Hvad er det her?“ tordnede en anden stemme, og mrs. Reed skred ned ad gangen med kappen flagrende om hovedet og kjolen brusende som et stormvejr. „Abbot og Bessie. Jeg mener, at jeg gav ordre til, at Jane Eyre skulle blive i det røde værelse, til jeg selv gik ind til hende.“ „Miss Eyre skreg så højt, frue,“ undskyldte Bessie. „Slip hende,“ var det eneste svar. „Slip Bessies hånd, barn. Det vil ikke lykkes dig at komme ud på den måde. Det kan du være forvisset om. Jeg hader beregnende krumspring, især hos børn. Det er min pligt at vise dig, at kneb ikke hjælper. Du skal nu blive her en time ekstra, og du bliver kun lukket ud på betingelse af, at du fuldstændig underkaster dig og er rolig.“ „Åh, tante, hav medlidenhed! Tilgiv mig! Jeg kan ikke holde det ud – lad mig blive straffet på en anden måde! Jeg bliver slået ihjel, hvis –“ „Stille! Denne voldsomhed er jo modbydelig.“ Og uden tvivl følte hun det sådan. Jeg var en fremmelig skuespillerinde i hendes øjne. Hun betragtede mig helt alvorligt som et sammensurium af farlige lidenskaber, ondskabsfuldhed og dristig løgnagtighed.

Bessie og Abbot havde nu trukket sig tilbage, og mrs. Reed, der var blevet utålmodig over min nu hysteriske rædsel og vilde hulken, skubbede mig brutalt tilbage og låste mig inde uden yderligere snak. Jeg hørte hende feje bort, og kort efter hun var gået, tror jeg, at jeg fik et krampeanfald og afsluttede scenen med at besvime.

Jane Eyre.indd 20

7/13/16 5:37 PM

KAPITEL 3

Det næste, jeg husker, er, at jeg vågnede med fornemmelsen af at have haft et frygteligt mareridt. Jeg så et frygteligt rødt lys foran mig med tykke sorte bjælker foran. Jeg hørte også stemmer, der talte med hule røster, som om de blev kvalt af vindstød eller bølgeskvulp. Ophidselse, usikkerhed og en altovervældende følelse af angst lammede mine åndsevner. Før der var gået lang tid, blev jeg opmærksom på, at nogen tog fat i mig, løftede mig op og støttede mig, så jeg kunne komme op at sidde, og mere blidt end jeg nogensinde før var blevet støttet og omfavnet. Jeg hvilede hovedet mod en pude eller en arm og blev rolig.

Der gik fem minutter, og forvirringens sky opløste sig. Jeg blev klar over, at jeg lå i min egen seng, og at det røde lys var kaminen i barneværelset. Det var nat, et lys brændte på bordet, Bessie stod ved fodenden med et vandfad i hånden, og en herre sad i en stol ved hovedgærdet og lænede sig over mig.

Jeg følte en uendelig lettelse, en trøstende vished om beskyttelse og sikkerhed, da jeg så, at der var en fremmed i værelset, et menneske der ikke tilhørte Gateshead og ikke var i familie med mrs.

Reed. Jeg vendte mig fra Bessie (selvom hendes tilstedeværelse var mindre ubehagelig for mig, end Abbots for eksempel ville have været) og så undersøgende på herrens ansigt. Jeg kendte ham. Det var mr. Lloyd, en apoteker der undertiden blev tilkaldt af mrs. Reed, når tjenestefolkene var syge. Til sig selv og børnene tilkaldte hun en læge.

21

Jane Eyre.indd 21

7/13/16 5:37 PM

„Godaften, hvem er jeg?“ spurgte han.

Jeg udtalte hans navn og rakte ham samtidig min hånd. Han tog den, smilede og sagde: „Det går jo bedre og bedre.“ Så lagde han mig ned igen, og henvendt til Bessie opfordrede han hende til at passe på, at jeg ikke blev forstyrret i løbet af natten. Efter at have givet hende yderligere instrukser og gjort tegn til, at han ville komme igen den næste dag, gik han – til min store sorg. Jeg følte mig så beskyttet under hans venlige omsorg, mens han sad i stolen ved hovedgærdet, og da han lukkede døren bag sig, blev hele værelset mørkt, og mit hjerte sank igen. En ubeskrivelig sorg tyngede det. „Tror De, at De kan sove, miss Jane?“ spurgte Bessie næsten kærligt.

Jeg vovede næppe at svare hende, for jeg frygtede, at den næste sætning ville være grov. „Jeg vil prøve.“ „Vil De have noget at drikke, eller kan De spise lidt?“ „Nej tak, Bessie.“ „Så tror jeg, at jeg vil gå i seng, for den er over tolv, men De må kalde på mig, hvis De mangler noget i løbet af natten.“ Hvor var hun dog menneskelig og sød! Jeg fik mod til at stille et spørgsmål. „Bessie, hvad er der i vejen med mig? Er jeg syg?“ „De blev vel syg af at græde i det røde værelse. Men De vil snart blive rask.“ Bessie gik ind i stuepigens værelse, som lå ved siden af. Jeg hørte hende sige: „Sarah, kom ind og sov sammen med mig i barneværelset. Jeg tør ikke være alene med det stakkels barn i nat. Hun kunne hænde sig at dø. Det er så mærkeligt, at hun skulle få det krampeanfald. Tænk, om hun så noget. Fruen var alt for hård ved hende.“ Hun kom tilbage med Sarah. De gik begge i seng. De hviskede sammen i en halv time, før de faldt i søvn. Jeg fangede nogle spredte sætninger af deres samtale, som jeg dog kun forstod halvdelen af. „Der var noget, der gik forbi hende, helt klædt i hvidt, og forsvandt“ – „en stor sort hund bag ved ham“ – „tre høje slag på kammerdøren“ – „et lys på kirkegården lige over hans grav“ – osv. osv.

22

Jane Eyre.indd 22

7/13/16 5:37 PM

Omsider sov de begge. Ilden og lyset gik ud. For mig gik den lange nat i frygtelig søvnløshed. Øre, øje og hoved var spændt til bristepunktet af angst. En sådan angst som kun et barn kan føle.

Ingen langvarig eller alvorlig sygdom fulgte denne hændelse i det røde værelse. Den havde kun givet mine nerver et chok, som jeg kan føle efterdønningerne af den dag i dag. Ja, mrs. Reed, De er skyld i nogle frygtelige anfald af sjælelige kvaler. Men jeg skal nok tilgive Dem, for De vidste ikke, hvad De gjorde. Ved at knuse mit hjerte troede De bare, at De rev mine dårlige tilbøjeligheder op med rode.

Næste dag ved middagstid var jeg oppe og klædt på og sad indhyllet i et sjal ved kaminen i barneværelset. Jeg følte mig fysisk svag og nedbrudt, men min største kval var en uudsigelig sørgmodighed, som fik mig til at udgyde stille tårer. Ikke så snart havde jeg tørret den ene salte dråbe væk fra min kind, før en anden fulgte. Og så burde jeg dog have været lykkelig, for ingen af børnene var der, de var alle taget på en køretur med deres mama, og Abbot sad og syede i et andet værelse, og Bessie sagde nu og da et venligt ord til mig, hvilket var ganske nyt, mens hun gik frem og tilbage for at lægge legetøj på plads og lægge tøj i skuffer. Dette burde have været mig paradisisk fred, vant som jeg var til et liv med uophørlige reprimander og slavearbejde, men mine flossede nerver var nu i sådan en forfatning, at ingen ro kunne hele dem og intet glæde dem.

Bessie havde været nede i køkkenet, og hun kom op med et stykke tærte på en særlig smukt malet porcelænstallerken. En paradisfugl sad i en krans af liljekonvaller og rosenknopper, og jeg havde altid beundret den voldsomt og tigget om at få lov til at tage den i mine hænder for ordentligt at undersøge den, men var hidtil blevet dømt uværdig til en sådan gunst. Denne dyrebare asiet blev nu placeret på mit knæ, og jeg blev kærligt opfordret til at spise mit lille stykke kage på den. Opfyldelsen af mit hedeste ønske, som alle andre opfyldte ønsker, kom for sent! Jeg kunne ikke spise tærten, og fuglens fjerdragt og blomsternes farve syntes underligt falmet. Jeg satte både kage og asiet til side. Bessie spurgte, om jeg ville have en bog. Ordet bog fungerede som en flygtig forbigående stimulans, og jeg bad hende om at tage Gullivers rejser i biblioteket. Denne bog havde jeg igen og igen bladet i med stor glæde. Jeg anså den som en

23

Jane Eyre.indd 23

7/13/16 5:37 PM

fortælling om kendsgerninger og fandt den mere interessant end de almindelige eventyr. Forgæves havde jeg ledt efter alfer blandt fingerbølblomsternes blade, under svampene og vedbenden, der dækkede murene, og havde omsider indset den sørgelige sandhed, at de alle var rejst fra England til et uopdyrket land, hvor skovene var vildere og tættere og befolkningstallet ringe. Hvorimod Lilleputterne og Kæmperne ifølge min mening var en solid del af jordens overflade, og jeg tvivlede ikke på, at jeg med egne øjne en dag på en lang rejse ville se de små agre, huse og træer, de bittesmå mennesker, de spinkle køer, får og fugle i det ene land, og majsmarker, der var høje som fyrreskove, kæmpehunde, monsterkatte og tårnhøje mænd og kvinder, der boede i det andet. Men da denne højtelskede bog nu blev givet mig – da jeg vendte bladene og søgte den fortryllelse i de smukke billeder, som jeg hidtil altid havde fundet – var det hele trist og kedeligt. Kæmperne var dumme, lilleputterne ækle og hæslige dværge, Gulliver en meget ensom rejsende i de styggeste og farligste egne. Jeg lukkede bogen, som jeg ikke længere turde blade i, og lagde den på bordet ved siden af den urørte tærte.

Bessie var nu færdig med at støve af og bringe værelset i orden, og efter at have vasket hænder åbnede hun en særlig lille skuffe fuld af smukke stykker silke og satin og begyndte at sy en ny hat til Georgianas dukke, mens hun sang. Hendes sang lød: Da vi gik rundt på valsen for længe, længe siden.

Jeg havde tit hørt den sang og altid med stor glæde, for Bessie havde en smuk stemme – det syntes jeg i det mindste. Men nu, selvom hendes stemme stadig var yndig, fandt jeg, at melodien var så forfærdelig sørgelig. Sommetider, når hun var helt opslugt, sang hun omkvædet meget sagte og inderligt. „For længe, længe siden“ lød som den sørgeligste kadence til en begravelsessalme. Hun gik videre til en anden folkevise, og den var endnu sørgeligere.

Mine fødder er ømme, mine lemmer er trætte, vejen er lang, og bjergene høje.

24

Jane Eyre.indd 24

7/13/16 5:37 PM

Snart kommer natten og skjuler månen, der lyser, hvor den forældreløse pige går.

Hvorfor skal jeg gå så langt fra hjemmet over heden og de høje bjerge.

Alle er onde, kun engle vogter stien, hvor den forældreløse pige går.

Men borte blæser den milde vind, der er ingen skyer, og stjernerne blinker.

Den barmhjertige Gud vil altid vogte stien, hvor den forældreløse pige går.

Oppe i himlen venter min Gud og bringer mig glæde og ly.

Himlen er mit hjem, og intet skal mangle, Gud er den forældreløse piges ven. „Jamen, miss Jane, De må ikke græde,“ sagde Bessie, da hun var færdig. Hun kunne lige så godt have sagt til ilden „lad være med at brænde!“, men hvordan skulle hun kunne forestille sig min forfærdelige kval?

I løbet af formiddagen kom mr. Lloyd tilbage. „Hvad er dog det? Allerede oppe?“ sagde han, da han trådte ind i barneværelset.

Bessie svarede, at jeg havde det meget godt. „Så burde hun se lidt gladere ud. Kom her, miss Jane. Deres navn er Jane, ikke sandt?“ „Ja, sir. Jane Eyre.“ „Åh, jeg ser, at De har grædt. Miss Jane Eyre, kan De fortælle mig over hvad? Har De ondt?“ „Nej, sir.“ „Åh! Det er selvfølgelig, fordi hun ikke kunne komme ud og køre med fruen i vognen,“ indskød Bessie. „Hvad er det for noget snak! Hun er for gammel til sådan en bagatel.“

25

Jane Eyre.indd 25

7/13/16 5:37 PM

Det syntes jeg også, og da min værdighed var blevet såret af den falske anklage, svarede jeg raskt. „Det har jeg aldrig grædt over.

Jeg hader den vogn. Jeg græder, fordi jeg er ulykkelig.“ „Åh, fy, miss Jane!“ sagde Bessie.

Den rare apoteker syntes lidt tvivlrådig. Jeg stod foran ham. Han så mig strengt i øjnene. Hans øjne var små og grå. Ikke særlig klare, men jeg tror nok, at jeg i dag ville have sagt, at de var kloge. Han havde et barskt, men alligevel rart ansigt. Efter at have betragtet mig længe, sagde han: „Hvad blev De syg af i går?“ „Hun faldt,“ sagde Bessie og afbrød igen. „Faldt! Der har vi pattebarnet igen! Kan hun ikke selv gå i den alder? Hun må da være mindst otte eller ni.“ „Jeg blev slået i gulvet,“ var den barske forklaring, der undslap mig ved min ydmygede stolthed. „Men det var ikke det, der gjorde mig syg,“ tilføjede jeg, mens mr. Lloyd tog sig en pris tobak.

Da han lagde dåsen tilbage i vesten, lød en høj klokke, der kaldte til tjenestefolkenes middag. Han vidste, hvad det var. „Det er til Dem,“ sagde han til Bessie. „De kan gå ned. Jeg vil give miss Jane et foredrag, til De kommer tilbage.“ Bessie ville hellere være blevet, men hun var nødt til at gå, fordi det var vigtigt at være præcis til måltiderne på Gateshead Hall. „Det var ikke faldet, der gjorde dig syg. Hvad var det så?“ insisterede mr. Lloyd, da Bessie var gået. „Jeg blev låst inde i et værelse, hvor der kommer et spøgelse, når det bliver mørkt.“ Jeg så mr. Lloyd smile og rynke panden på samme tid. „Spøgelse! Jamen, så er du et pattebarn! Er du bange for spøgelser?“ „Jeg er bange for mr. Reeds spøgelse. Han døde i det værelse og blev lagt på båre dér. Hverken Bessie eller nogen anden vil gå ind i det værelse om natten, hvis de kan undgå det, og det var grusomt at lukke mig inde alene dér uden et lys – så grusomt, at jeg tror, at jeg aldrig skal glemme det.“ „Sludder! Men det gør dig ulykkelig? Er du også bange om dagen?“ „Nej, men snart kommer natten, og desuden – jeg er ulykkelig – meget ulykkelig på grund af det andet.“

26

Jane Eyre.indd 26

7/13/16 5:37 PM

„Hvad for noget andet? Kan du fortælle mig om det?“ Åh, hvor jeg ønskede, at jeg kunne svare rigtigt på det spørgsmål! Hvor var det svært at forme et svar! Børn kan føle, men de kan ikke analysere deres følelser, og hvis det lykkes at analysere i tanken, kan de ikke udtrykke resultatet af processen i ord. Men da jeg var bange for at miste denne første og eneste lejlighed til at lette min sorg, fik jeg dog givet et nogenlunde svar. „For det første har jeg ingen far og mor, brødre og søstre.“ „Du har en sød tante og en fætter og kusiner.“ Igen tav jeg stille, men så udbrød jeg: „Men John Reed slog mig i gulvet, og min tante låste mig inde i det røde værelse.“ Mr. Lloyd tog for anden gang sin snustobaksdåse frem. „Synes du ikke, at Gateshead Hill er et meget smukt sted?“ spurgte han. „Er du ikke taknemmelig for at have sådan et fint sted at bo?“ „Det er ikke mit hus, sir, og Abbot siger, at jeg har mindre ret til at bo her end en tjenestepige.“ „Puh! Du er da ikke så dum, at du ønsker at forlade sådan et fint sted?“ „Hvis jeg havde et andet sted at tage hen, ville jeg være glad for at forlade det, men jeg kan aldrig komme væk fra Gateshead Hill, før jeg er blevet voksen.“ „Måske – hvem ved? Har du nogen familie ud over mrs. Reed?“ „Det tror jeg ikke, sir.“ „Ingen på din fars side?“ „Det ved jeg ikke. Jeg spurgte engang tante Reed, og hun sagde, at jeg måske havde en fattig, simpel slægtning ved navn Eyre, men hun vidste intet om denne.“ „Hvis du havde sådan en familie, ville du så bo hos dem?“ Jeg tænkte mig om. Fattigdom ser barsk ud for voksne, men endnu værre for børn. De kender intet til flittig, arbejdsom, respektabel fattigdom. De tror kun, ordet er forbundet med laset tøj, ussel mad, kakkelovne uden ild, dårlige manerer og nedværdigende levevis. Fattigdom var for mig synonym med nedværdigelse. „Nej, jeg ville ikke bryde mig om at bo sammen med fattige mennesker.“

27

Jane Eyre.indd 27

7/13/16 5:37 PM

„Ikke engang, hvis de var rare mod dig?“ Jeg rystede på hovedet. Jeg kunne ikke fatte, hvordan fattige mennesker havde råd til at være venlige. Jeg ville komme til at tale som dem, opføre mig ligesom dem, ikke gå i skole og vokse op som en af de fattige koner, jeg sommetider så amme deres børn eller vaske deres tøj i døren til de hytter, der lå i landsbyen Gateshead. Nej, jeg var ikke heroisk nok til at opnå frihed på bekostning af stand. „Men er dine andre slægtninge da så fattige? Er det arbejdsfolk?“ „Det ved jeg ikke. Tante Reed siger, at hvis jeg har nogle, er det nogle værre tiggere. Og jeg har ikke lyst til at gå rundt og tigge.“ „Kunne du tænke dig at komme på en skole?“ Igen tænkte jeg mig om. Jeg vidste næppe, hvad en skole var.

Bessie fortalte sommetider om det som et sted, hvor unge damer sad på rækker, havde linealer i ryggen og forventedes at være utrolig fine og opvakte. John Reed hadede sin skole, men John Reeds smag var ikke en målestok for mig, og hvis Bessies beretninger om skoledisciplin (meddelt af unge damer af fin familie hvor hun havde tjent, før hun kom til Gateshead) var noget afskrækkende, var hendes udpenslinger af de færdigheder, som disse unge damer var i besiddelse af, meget attraktive. Hun udbredte sig om smukke malerier af landskaber og blomster, som de havde udført. Om sange de kunne synge, og musik de kunne spille, om punge de kunne hækle, og franske bøger de kunne oversætte, til mit hoved snurrede. Desuden ville skolen være en komplet forandring. Det involverede en lang rejse, en komplet adskillelse fra Gateshead og begyndelsen til et nyt liv. „Jeg kunne virkelig godt tænke mig at komme i skole,“ var det hørlige svar på mine overvejelser. „Jamen, hvem ved, hvad der vil ske?“ sagde mr. Lloyd og rejste sig. „Barnet trænger til luftforandring og et andet sted at leve,“ tilføjede han ved sig selv. „Nerverne har det ikke godt.“ Bessie vendte nu tilbage, og i samme øjeblik lød vognens hjul på grusvejen. „Er det Deres frue?“ spurgte mr. Lloyd. „Jeg vil meget gerne veksle et ord med hende, før jeg går.“ Bessie bad ham gå med ind i den lille spisestue. I samtalen, der fulgte mellem ham og mrs. Reed, forestiller jeg mig ifølge det, der

28

Jane Eyre.indd 28

7/13/16 5:37 PM

senere skete, at apotekeren vovede at foreslå, at jeg blev sendt til en skole. Og forslaget blev uden tvivl modtaget med glæde, for som Abbot sagde, da hun diskuterede det med Bessie, mens de begge sad og syede i barneværelset en aften, efter at jeg var kommet i seng, og de troede, jeg sov: „Fruen var så sandelig lykkelig for at slippe af med sådan et trættende, uopdragent barn, der altid ser ud, som om hun holder øje med alle og pønser på gale streger.“ Abbot mente, at jeg var en slags barne-Guy Fawkes.

Ved den lejlighed erfarede jeg for første gang fra miss Abbots betroelser til Bessie, at min far havde været en fattig præst. At min mor havde giftet sig med ham mod sin families ønske. Hendes far mente, at giftermålet var under hendes værdighed. At min bedstefar Reed var så vred over hendes ulydighed, at han sendte hende bort uden en øre. At min far efter at have været gift et år fik tyfus, fordi han havde besøgt sine fattige sognebørn i en stor industriby, hvor sygdommen hærgede. At min mor blev smittet af ham, og begge døde en måned efter hinanden.

Bessie, som hørte hendes beretning, sukkede og sagde: „Stakkels miss Jane, hvor er det dog synd, Abbot.“ „Ja,“ svarede Abbot, „hvis hun havde været et sødt, kønt barn, kunne én have ynket hende, men én kan da ikke elske sådan en lille tudse som hende.“ „Nej, det har du ret i,“ samtykkede Bessie, „en skønhed som Georgiana ville være mere rørende i samme situation.“ „Ja, jeg forguder, miss Georgina!“ råbte Abbot lidenskabeligt. „Den lille yndige pige! – med sine slangekrøller og blå øjne, og den yndige farve hun har, som om hun var malet! – Bessie, jeg kunne tænke mig noget smeltet ost på ristet brød til aftensmad.“ „Det samme her – med lidt ristede løg. Kom, vi går ned.“ Og de gik.

Jane Eyre.indd 29

7/13/16 5:37 PM

䠀䄀刀 䐀唀 䰀夀匀吀 吀䤀 䰀 䄀吀 䰀였匀䔀 嘀䤀 䐀䔀刀䔀㼀 䬀�䈀 䈀伀䜀䔀一 䠀䔀刀