95mm
135 mm
20,5mm
135mm
95mm
FOTO / THIERRY RATEAU
Det tror jeg i det mindste. Jeg har ligget i koma i tyve uger, og så fryser man vel og er sulten og bange. Det giver ingen mening, for hvis nogen burde vide, hvordan jeg har
E
lsa har i flere måneder ligget i koma på hospitalet efter en skiulykke. Lægerne er ikke
det, er det vel mig, men altså ... Jeg kan
optimistiske. Hun kan høre alt, hvad der bliver
kun forestille mig det. Jeg ved, jeg ligger
sagt, men hendes lammede krop kan ikke reagere.
CLÉLIE AVIT
Jeg fryser. Jeg er sulten. Jeg er bange.
i koma, for jeg hørte dem tale om det. Vagt.
Thibault, som er bror til en anden patient, forvilder
det for første gang. Hvis jeg har talt rigtigt.
sig en dag ind på Elsas stue, hvor han tager et
Jeg tæller efter bedste evne. Jeg er holdt op
tiltrængt hvil. Umærkeligt begynder en dialog
her næsten ikke mere. Jeg foretrækker at tælle sygeplejerskernes runder, men de
mellem Elsa og Thibault, en samtale uden ord, der vækker stærke følelser.
er temmelig uregelmæssige. Det letteste er at tælle rengøringsdamens besøg. Hun
Kan kærlighed påvirke sanserne? I så fald er
kommer ind på min stue hver nat ved
tiden knap, for lægerne og familien har givet op
ettiden. Jeg ved det, for jeg kan høre jinglen
og påtænker at frakoble Elsa de livsnødvendige
i radioen, som hænger på hendes vogn.
maskiner. Kun Thibault tror stadig på mirakler.
Og den har jeg hørt toogfyrre gange. Det er seks uger siden, jeg vågnede. Seks uger, uden at nogen er klar over det.
210mm
med at tælle lægens besøg. Han kommer
JEG ER HER STADIG
Det må være seks uger siden, at jeg “hørte”
CLÉLIE AVIT (f. 1986) er uddannet fysikog kemilærer og underviser i dans. Hun bor i Nice, Frankrig. Jeg er her stadig er Avits debutroman, som er solgt til 21 lande, og for hvilken hun modtog debutantprisen Nouveau Talent 2015.
ISBN 9788711448632
PRISVINDENDE FRANSK DEBUTROMAN
Uddrag fra bogen
SOLGT TIL UDGIVELSE I 21 LANDE 9 788711 448632 > WWW.LINDHARDTOGRINGHOF.DK
ROMA N
·
L I NDHA R DT OG R I NG HOF
OMSLAG / MIKKEL HENSSEL
P책 dansk ved Anders Juel Michelsen
LINDHARDT OG RINGHOF
Jeg er her stadig.indd 3
04/09/15 10.31
Jeg er her stadig er oversat fra fransk efter Je suis là Copyright © 2015 by Editions Jean-Claude Lattès All rights reserved Dansk copyright © 2015 Lindhardt og Ringhof A/S, København Omslag: Mikkel Henssel Bogen er sat med Adobe Garamond hos Lymi DTP-Service og trykt hos Livonia Print, 2015
ISBN 978-87-11-44863-2 1. udgave, 1. oplag 2015
Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.
www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont
Jeg er her stadig.indd 4
04/09/15 10.31
1
ELSA
Jeg fryser. Jeg er sulten. Jeg er bange. Det tror jeg i det mindste. Jeg har ligget i koma i tyve uger, og så fryser man vel og er sulten og bange. Det giver ingen mening, for hvis nogen burde vide, hvordan jeg har det, er det vel mig, men altså ... Jeg kan kun forestille mig det. Jeg ved, jeg ligger i koma, for jeg hørte dem tale om det. Vagt. Det må være seks uger siden, at jeg “hørte” det for første gang. Hvis jeg har talt rigtigt. Jeg tæller efter bedste evne. Jeg er holdt op med at tælle lægens besøg. Han kommer her næsten ikke mere. Jeg foretrækker at tælle sygeplejerskernes runder, men de er temmelig uregelmæssige. Det letteste er at tælle rengøringsdamens besøg. Hun kommer ind på min stue hver nat ved ettiden. Jeg ved det, for jeg kan 5
Jeg er her stadig.indd 5
04/09/15 10.31
høre jinglen i radioen, som hænger på hendes vogn. Og den har jeg hørt toogfyrre gange. Det er seks uger siden, jeg vågnede. Seks uger, uden at nogen er klar over det. Men selvfølgelig scanner de mig jo ikke døgnet rundt. Hvis maskinen, som bipper ved siden af mig, ikke har villet vise, at hørecenteret i min hjerne fungerer igen, så skal de ikke nyde noget af at lade mig stikke hovedet ind i en kasse til otte hundred tusind euro. De tror alle, at jeg er fortabt. Selv mine forældre begynder at opgive mig. Min mor kommer knap så ofte. Min far holdt op efter ti dage. Det er kun min søster, som kommer regelmæssigt, hver onsdag, undertiden ledsaget af dagens kæreste. Man skulle tro, min søster var teenager. Hun er femogtyve år, og hun skifter fyr nærmest hver uge. Jeg ville gerne gnubbe hende i hovedet med en knytnæve, men det kan jeg ikke, og jeg hører hende tale til mig. Hvis der er en ting, lægerne altid siger, så er det: “Tal til hende.” Hver gang jeg hører en af dem gentage det (det er godt nok sjældent, for de kommer mindre og mindre), får jeg lyst til at proppe hans grønne kittel ned i halsen på ham. Jeg ved for øvrigt ikke, om den er grøn, men det forestiller jeg mig. Jeg forestiller mig mange ting. Sandt at sige kan jeg ikke gøre andet. For hvis jeg bare skal høre min søster fortælle om sine kærlighedshistorier, keder jeg mig. 6
Jeg er her stadig.indd 6
04/09/15 10.31
Min søster fortæller ikke særlig nuanceret, men hun har det med at gentage sig selv. Det er altid den samme begyndelse, den samme midte og samme slutning. Det eneste, der ændrer sig, er fyrenes ansigter. De er alle studerende. De kører alle på motorcykel. Der er noget skummelt ved dem alle, men det bemærker hun ikke. Jeg har aldrig sagt det til hende. Hvis jeg slipper ud af den her koma en dag, må jeg sige det. Det ville være en hjælp for hende. Der er dog en fordel ved min søster. Hun beskriver, hvad der er omkring mig. Det tager kun fem minutter. De første fem minutter efter at hun er kommet ind på min stue. Hun fortæller mig farven på væggene, om vejret udenfor, om sygeplejerskens nederdel under kitlen og om den gnavne mine på portøren, som hun mødte på vej ind. Hun går på Kunstakademiet, min lillesøster. Så når hun beskriver alt det dér, føles det som et billeddigt. Men det varer kun i fem minutter. Derefter følger en times kærlighedsroman. I dag er vejret åbenbart gråt, og det gør de mælkehvide vægge på min stue endnu mere gyselige end ellers. Sygeplejersken har en beige nederdel på, det er vel nok oplivende. Og hendes nyeste fyr hedder Adrien. Jeg stod af efter Adrien. Jeg vendte tilbage til mit eget indre landskab, da døren blev lukket. Jeg er alene igen. Jeg har været alene i tyve uger, men har kun været bevidst om det i seks uger. Og alligevel har jeg en følel7
Jeg er her stadig.indd 7
04/09/15 10.31
se af, at det har varet en evighed. Tiden ville måske gå hurtigere, hvis jeg sov lidt oftere. Altså, hvis mit sind slog fra. Men jeg kan ikke lide at sove. Jeg ved ikke, om jeg har nogen indflydelse på min krop. Jeg er mere ligesom “tændt” eller “slukket”, som et elektrisk apparat. Mit sind gør, som det vil. Jeg bor til leje i min egen krop. Og jeg kan ikke lide at sove. Jeg kan ikke lide at sove, for når jeg sover, er jeg ikke til stede, men bliver en tilskuer. Jeg ser alle disse billeder passere forbi, og jeg kan intet gøre for at jage dem bort ved at vågne eller svede eller stritte imod. Jeg kan bare se dem glide forbi og vente på, at det slutter. Hver nat er det det samme. Hver nat den samme drøm. Hver nat genoplever jeg hændelsen, som har ført mig hertil, til dette hospital. Og det værste ved det hele er, at jeg selv har bragt mig i denne situation. Mig alene. Mig og min dumme lidenskab for gletsjere, som min far sagde. Det er for øvrigt derfor, han er holdt op med at besøge mig. Han synes nok, at jeg selv er ude om det. Han har aldrig forstået, hvorfor jeg elskede bjergene så meget. Han sagde ofte til mig, at de ville blive min død. Han synes sikkert, at min ulykke har givet ham sejren. Jeg har ingen fornemmelse af hverken at have tabt eller vundet. Jeg har slet ingen fornemmelse overhovedet. Jeg vil bare ud af min koma. Jeg vil fryse, være sulten og bange for alvor.
8
Jeg er her stadig.indd 8
04/09/15 10.31
Det er helt vildt, den indsigt, man får i sin krop, når man er i koma. Man forstår virkelig, at angsten er en kemisk reaktion. For jeg kunne være skrækslagen, når jeg genoplever mit mareridt hver nat, men nej, jeg betragter. Jeg ser mig selv stå op kl. 3 om morgenen i sovesalen i alpehytten og vække mit reblag. Jeg ser mig selv spise morgenmad, jeg tøver hver gang med at drikke te for at undgå at stå med en fyldt blære på gletsjeren. Jeg ser mig selv metodisk tage hvert lag tøj på, fra isse til fod. Jeg ser mig selv lukke min vindjakke, trække handskerne på, indstille min pandelampe og tage mine steigeisen på. Jeg ser mig selv le sammen med mine kammerater, der også kun er halvvågne, men fulde af glæde og adrenalin. Jeg ser mig selv justere min klatresele, kaste rebet til Steve, binde mit ottetalsknob. Det rådne ottetalsknob. Det knob, som jeg har bundet et utal af gange. Denne morgen forsømte jeg at få Steve til at kontrollere det, fordi han fortalte en vits. Det virkede dog til at være ordentligt bundet. Men jeg kan ikke forudse det. Så jeg ser mig selv vikle rebet op i min hånd, tage min hakke i den anden og drage ud på turen. Jeg ser mig selv pruste, smile, bæve, gå, gå, gå og atter gå. Jeg ser mig selv gå frem med forsigtige skridt. Jeg ser mig selv sige til Steve, at han skal passe på snebroen over klippespalten foroven. Jeg ser mig selv bide 9
Jeg er her stadig.indd 9
04/09/15 10.31
tænderne sammen, da jeg selv passerer det skrøbelige sted, og ånde lettet op på den anden side. Jeg ser mig selv lave sjov med, hvor let det var. Og jeg ser mine ben forsvinde under mig. Det næste kan jeg udenad. Snebroen var en enorm plade. Jeg var den eneste, der endnu var på den. Sneen skrider under mig, og jeg følger med. Jeg mærker, da rebet, som forbinder Steve og mig, som tvillinger omkring en navlestreng, bliver strakt. Jeg mærker først lettelsen skylle ind over mig, og så skrækken, da rebet strækker sig nogle centimeter. Jeg hører Steves stemme. Han klamrer sig til isen med sine steigeisen og hakker. Jeg opfatter svagt hans ordrer, men sneen fortsætter med at lægge sig over mig og trykke mod min krop. Gradvist løsnes grebet omkring mit liv, knuden går op, og jeg farer af sted. Jeg kommer ikke ret langt. To hundred meter måske. Sneen dækker mig fra alle sider. Jeg har frygtelig ondt i højre ben, og mine håndled stritter i underlige vinkler. Jeg har en følelse af at sove i nogle sekunder og så vågne igen, mere årvågen end nogensinde. Mit hjerte hamrer. Jeg er i panik. Jeg prøver at berolige mig selv, men det er svært. Jeg kan ikke bevæge nogen dele af min krop. Trykket er for stort. Jeg kan knap trække vejret, selvom jeg har et lille luftrum foran mig. Jeg åbner munden lidt, men har svært ved at rømme mig. Spyttet lander på højre kind. 10
Jeg er her stadig.indd 10
04/09/15 10.31
Jeg må ligge på siden. Jeg lukker øjnene og prøver at forestille mig min seng. Det er bare helt umuligt. Jeg hører skridt oven over mig. Jeg hører Steves stemme. Jeg vil skrige. Råbe til ham, at jeg er her, lige under hans fødder. Jeg hører også andre stemmer. Det er nok de bjergbestigere, som vi overhalede for lidt siden. Jeg vil trække vejret gennem munden, men så skal jeg bevæge hovedet, og det er umuligt. Lydene fortoner sig efterhånden. Jeg ved ikke, om det er, fordi de fjerner sig, eller fordi jeg falder i søvn, men alt bliver sort. Derefter er det eneste, jeg husker, lægens stemme, som siger til min mor, at der er flere papirer, der skal udfyldes, eftersom jeg er blevet flyttet ind på en ny stue, for De forstår vel, madame, at efter fjorten uger kan lægerne ikke stille ret meget mere op. Dernæst indså jeg, at jeg kun kunne høre. Mit indre vil gerne græde, men det kan jeg selvfølgelig ikke. Jeg har ikke engang følt sorg. Jeg føler stadig intet. Jeg er en tom kokon. Nej, jeg bor i en tom kokon. En puppe i en kokon. Jeg ville gerne kunne forlade den.
Jeg er her stadig.indd 11
04/09/15 10.31
Jeg er her stadig.indd 12
04/09/15 10.31
2
THIBAULT
“Lad mig være i fred!” “Du går ingen steder, så længe du ikke har besøgt ham.” “Lad mig være! Jeg har allerede prøvet femten gange, og det ændrer intet. Han er afskyelig, ækel, plat og grov. Som en dårlig tegnefilmsfigur. Jeg gider ikke.” “Det er din bror, for helvede!” “Han var min bror, indtil han kørte de to piger ned. Han blev i det mindste ikke selv skånet. Det ville måske være bedre, hvis han dør ligesom dem, men han får da sin straf.” “Hør lige dig selv, Thibault! Det der mener du ikke.” Jeg stivner. I en måned har jeg gentaget det her for alle, og min fætter tror stadig, at jeg kun siger det af ren og skær bekymring. Jeg er ikke længere bekymret. 13
Jeg er her stadig.indd 13
04/09/15 10.31
Jeg var det i starten, da hospitalet ringede, da min mor sank sammen på flisegulvet i køkkenet, da vi kørte af sted i min fætters gamle 206’er langt over hastighedsgrænsen. Jeg var det, indtil jeg så en politimand ved døren til min brors stue. Fra det øjeblik har jeg bare været vred. “Jo, jeg mener hvert et ord.” Dette sagde jeg i et iskoldt tonefald. Det havde min fætter ikke ventet. Han er også standset op på gangen. Jeg ved, at min mor allerede er inde på stue 55. Et par sygeplejersker går forbi os med uforstyrrelige miner. Jeg kaster et blik på min fætter. Han er lammet af skam. “Hids dig ned, og lad mig være i fred. Find selv ud af, hvad du vil sige til min mor. Vi mødes ved udgangen.” Jeg vender mig om, åbner døren til højre, som fører ud til trappen, og lader den smække i bag mig. Ingen benytter nogensinde trapperne på et hospital, så jeg lukker øjnene, læner mig op ad væggen og lader mig så langsomt glide ned på gulvet. Betonen føles kold gennem mine cowboybukser, men jeg er ligeglad. Mine fødder er allerede iskolde efter køreturen i en uopvarmet bil, og mine hænder må være blå. Jeg tør slet ikke tænke på, hvilken farve de vil få til vinter, hvis jeg bliver ved med at glemme mine handsker, hver gang jeg går ud. Det er stadig efterår, i hvert fald officielt, men der er en snert af vinter i luf14
Jeg er her stadig.indd 14
04/09/15 10.31
ten. Galden står mig i halsen, hvad den gør, hver gang jeg sætter mine ben på det hospital. Jeg har lyst til at brække mig over min bror, hans ulykke og alkoholen, som han bællede i sig dagen efter at have mejet de to piger ned. Men min hals nøjes med lidt krampetrækninger, uden at der kommer noget op. Fedest. Kun luft kommer op. Hospitalets lugt gennemtrænger mine næsebor. Det er underligt. Normalt lugter der ikke så kraftigt på trapperne. Jeg åbner øjnene for at se, om ikke en læge har smidt noget fra sig, og jeg bander. Jeg er kommet til at gå ind på en stue. Jeg må have forvekslet skiltet til nødudgangen med skiltet på døren. Jeg må hellere komme væk, inden personen i sengen vågner. Jeg kan kun se benene, derfra hvor jeg står. Eller rettere, jeg ser det rosafarvede lagen, som dækker dem. Der lugter meget hospitalsagtigt, men der er også noget andet, som fanger min opmærksomhed. Der er en anden lugt, som ikke har noget at gøre med den konstante lugt af medikamenter og sterilisering. Jeg lukker øjnene for at koncentrere mig. Jasmin. Der dufter af jasmin. Ikke helt almindeligt, men jeg er sikker på, at det er samme duft som teen, min mor drikker hver morgen. Lyden af døren har sært nok ikke vækket personen. Hun sover måske stadig. Ja, jeg ved ikke, om det er en mand eller en kvinde, men ud fra duften alene hælder 15
Jeg er her stadig.indd 15
04/09/15 10.31
jeg til, at det er en kvinde. Jeg kender ingen fyre, der dufter af jasmin. Jeg går stille frem, som en lille dreng, der gemmer sig bag væggen til brusebadet. Duften af jasmin bliver stærkere, da jeg stikker hovedet frem. En kvinde. Det er jo ikke så overraskende, men jeg følte, at jeg måtte have det bekræftet. Hun sover. Perfekt. Jeg kan gå igen, uden at nogen bemærker noget. På vej ud igen opdager jeg mit spejlbillede i det lille spejl på væggen. Mine øjne ser vilde ud, håret er uglet. Min mor siger altid, at jeg kunne se mere stilig ud, hvis jeg gad gøre lidt ved mit hår. Jeg siger altid, at jeg ikke har tid. Og til det svarer hun, at det ville tiltrække kvinderne mere, hvis min mørke manke blev tæmmet. I de tilfælde undlader jeg at forklare hende, at jeg har bedre ting at lave end at score piger, og hun plejer alligevel også at lade det være ved det. Siden mit brud med Cindy for et år siden har jeg druknet mig i mit arbejde. Det skal siges, at seks års samliv gør noget ved en. Jeg blev slået helt ud, da hun skred, og siden har jeg samlet kræfter. Så mit hår er det sidste, der interesserer mig. Jeg er også ubarberet. Faktisk har jeg ikke barberet mig i to dage. Så grimt er det heller ikke, men min mor ville igen sige, at jeg kan gøre det bedre. Nu kunne man måske tro, at jeg bor hos hende. Nej, jeg har min egen lejlighed, min lille toværelses på tredje sal uden elevator. Et ganske rart sted og frem for alt øko16
Jeg er her stadig.indd 16
04/09/15 10.31
nomisk overkommeligt. Min mor bliver bare bekymret, fordi jeg har camperet i hendes stue i en måned nu. Efter min far forlod hende, er hun også flyttet, så der er ikke længere noget gæsteværelse. Under alle omstændigheder er det mig, der har købt sofaen. Jeg havde på fornemmelsen, at jeg ville få brug for den en dag. Det var, to måneder før Cindy skred. Jeg gnider mig energisk i kinderne for at få varme i fingrene igen. Jeg griber fat i skjortekraven under min pullover og trækker den op for at prøve at få lidt facon på den. Jeg kan dårligt fatte, at jeg har set sådan ud hele dagen på arbejdet, uden at nogen har sagt noget til mig. De må have vidst, at onsdag er lig med besøgsdag. De må have set mit blik og holdt mund. Af høflighed. Af ligegyldighed. Eller fordi de kun venter på én ting, nemlig at jeg bliver fyret, så de kan overtage min stilling. Eftersom jeg fornærmede Cindy på gangene ved at råbe, at hun gik i seng med chefen, har jeg selvfølgelig fået nogle bemærkninger, men så skiftede hun til en anden filial, og da jeg er en af deres bedste medarbejdere, vil de ikke miste mig. Mine grå øjne ser på mig i spejlet. De kan måske virke lidt matte sammenlignet med mit sorte hår. Jeg stryger mig over hovedet som for at prøve at trøste min mor og opgiver det straks. Hvorfor dog? Jeg generer ikke nogen. En plaskende lyd vender min opmærksomhed mod 17
Jeg er her stadig.indd 17
04/09/15 10.31
vinduet. Pis. Det er begyndt at regne. Og jeg har ikke lyst til at stå og fryse udenfor, mens jeg venter på min mor og min fætter. Jeg ser mig omkring. Der er trods alt ganske varmt på denne stue. Personen sover stadig, og at dømme efter de pinligt rene møbler får hun nok ikke mange besøg. Jeg overvejer mine muligheder i situationen. Hvis personen vågner, kan jeg altid komme med en historie om, at jeg lige er kommet ind, og at jeg er gået forkert. Hvis nogen kommer på besøg, kan jeg bare påstå, at jeg er en gammel ven og forsvinde. Det er måske en god idé, hvis jeg kender hendes fornavn på forhånd. I sengejournalen på sengegærdet for enden står der: “Elsa Bilier, niogtyve år, hjerneskade, flere alvorlige skader på håndled og højre knæ. Adskillige kvæstelser, brud på lægbenet i bedring.” Listen fortsætter og slutter med et af de frygteligste ord, man kan høre på denne planet. “Koma.” Jeg risikerer på ingen måde at vække hende. Jeg lægger journalen fra mig og betragter kvinden. Niogtyve år. Som hun ligger i denne stilling, med alle de drop og ledninger, skulle man snarere tro, det drejede sig om en mor på fyrre år, der er fanget i et edderkoppespind. Men da jeg går nærmere, kan jeg godt se, at hun ligner én på niogtyve. Et kønt ansigt, kastanjebrunt hår, nogle fregner hist og her, en skøn18
Jeg er her stadig.indd 18
04/09/15 10.31
hedsplet lige ved højre øre. Det er kun de magre arme, der stikker uden for lagnerne og de indfaldne kinder, der kunne give mig en anden opfattelse. Jeg kigger igen i journalen og gisper. Dato for ulykken: 10. juli. Hun har ligget i den tilstand i fem måneder. Jeg burde lægge journalen fra mig, men jeg er ved at revne af nysgerrighed. Årsag til ulykken: en lavine under en bjergbestigning. Der er tosser alle vegne. Jeg har aldrig fattet, hvorfor fanden folk vandrer rundt på gletsjerne, disse frosne ting fulde af huller og spalter, hvor man risikerer at dø ved hvert skridt, man tager. Hun må dødærgre sig nu. Nå ja, det er en talemåde. Hun er nok ikke klar over, hvad der er hændt hende. Sådan er det med koma. Man er et andet sted, og man ved ikke hvor. Jeg vil pludselig så gerne have, at det skal være min bror, der ligger der i stedet for denne pige. Det er hendes egen skyld, at hun er endt i den situation. Hun har ikke gjort nogen fortræd, det tror jeg i hvert fald ikke. Min bror havde drukket for meget, og alligevel havde han sat sig bag rattet. Han har dræbt to unge piger på fjorten år. Det er ham, der burde ligge i koma. Ikke hende. Jeg kigger for sidste gang i journalen, inden jeg lægger den fra mig. Elsa. Niogtyve år (født 27. november). 19
Jeg er her stadig.indd 19
04/09/15 10.31
Fuck, det er jo hendes fødselsdag i dag. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg tager viskelæderet, som er bundet til journaltavlen, og visker niogtyve ud. Det bliver en grim gnidret plet, men skidt med det. “Du bliver tredive i dag, smukke,” mumler jeg og skriver det nye tal ned, inden jeg hænger sengejournalen op igen. Jeg kigger atter på hende. Der er noget, der generer mig, og pludselig ved jeg, hvad det er. At være forbundet med alle disse slanger gør hende grim. Hvis jeg koblede alt fra, ville hun næsten ligne en jasminblomst med den duft, der gennemtrænger stuen. Det er omdiskuteret i medierne lige nu, om man skal koble alt fra og slukke eller ej i disse situationer. Det havde jeg ikke selv nogen mening om indtil nu. Men lige her og nu ville jeg koble alt fra for at gøre hende naturlig. “Hvor er du køn, du fortjener et kys på din fødselsdag.” Jeg bliver overrasket over mine egne ord, men jeg er allerede i gang med at skubbe nogle ledninger til side, som spærrer mig vejen til hendes kind. På en så umærkelig afstand gør jasminen sig virkelig gældende. Jeg trykker mine læber mod hendes varme kind, og det føles som at få et elektrisk stød. Det er et år siden, jeg har kysset en kvinde bortset fra de høflige kindkys mellem kolleger. Der er intet sensuelt eller seksuelt ved det, jeg lige har gjort, men 20
Jeg er her stadig.indd 20
04/09/15 10.31
altså, jeg har stjålet et kindkys hos en kvinde. Tanken får mig til at smile, og jeg fjerner mig. “Du er heldig, det regner udenfor. Jeg vil holde dig lidt med selskab, jasminblomst.” Jeg trækker stolen hen mod mig og sætter mig ned. Det tager bare to minutter at falde i søvn
Jeg er her stadig.indd 21
04/09/15 10.31
95mm
135 mm
20,5mm
135mm
95mm
FOTO / THIERRY RATEAU
Det tror jeg i det mindste. Jeg har ligget i koma i tyve uger, og så fryser man vel og er sulten og bange. Det giver ingen mening, for hvis nogen burde vide, hvordan jeg har
E
lsa har i flere måneder ligget i koma på hospitalet efter en skiulykke. Lægerne er ikke
det, er det vel mig, men altså ... Jeg kan
optimistiske. Hun kan høre alt, hvad der bliver
kun forestille mig det. Jeg ved, jeg ligger
sagt, men hendes lammede krop kan ikke reagere.
CLÉLIE AVIT
Jeg fryser. Jeg er sulten. Jeg er bange.
i koma, for jeg hørte dem tale om det. Vagt.
Thibault, som er bror til en anden patient, forvilder
det for første gang. Hvis jeg har talt rigtigt.
sig en dag ind på Elsas stue, hvor han tager et
Jeg tæller efter bedste evne. Jeg er holdt op
tiltrængt hvil. Umærkeligt begynder en dialog
her næsten ikke mere. Jeg foretrækker at tælle sygeplejerskernes runder, men de
mellem Elsa og Thibault, en samtale uden ord, der vækker stærke følelser.
er temmelig uregelmæssige. Det letteste er at tælle rengøringsdamens besøg. Hun
Kan kærlighed påvirke sanserne? I så fald er
kommer ind på min stue hver nat ved
tiden knap, for lægerne og familien har givet op
ettiden. Jeg ved det, for jeg kan høre jinglen
og påtænker at frakoble Elsa de livsnødvendige
i radioen, som hænger på hendes vogn.
maskiner. Kun Thibault tror stadig på mirakler.
Og den har jeg hørt toogfyrre gange. Det er seks uger siden, jeg vågnede. Seks uger, uden at nogen er klar over det.
210mm
med at tælle lægens besøg. Han kommer
JEG ER HER STADIG
Det må være seks uger siden, at jeg “hørte”
CLÉLIE AVIT (f. 1986) er uddannet fysikog kemilærer og underviser i dans. Hun bor i Nice, Frankrig. Jeg er her stadig er Avits debutroman, som er solgt til 21 lande, og for hvilken hun modtog debutantprisen Nouveau Talent 2015.
ISBN 9788711448632
PRISVINDENDE FRANSK DEBUTROMAN
Uddrag fra bogen
SOLGT TIL UDGIVELSE I 21 LANDE 9 788711 448632 > WWW.LINDHARDTOGRINGHOF.DK
ROMA N
·
L I NDHA R DT OG R I NG HOF
OMSLAG / MIKKEL HENSSEL