WEEKENDAVISEN
“En vidunderlig morsom, spidsfindig, kritisk og eftertænksom roman, som denne kritiker kan anbefale af hele sit hjerte. En fryd at læse.” KRISTELIGT DAGBLAD
DANIEL KEHLMANN er født 1975 i München og bor i Wien og Berlin. Han debuterede med romanen Beerholms Vorstellung i 1997 og fik sit internationale gennembrud med Opmålingen af verden i 2005 (da. 2007). På dansk findes også romanerne Berømmelse (2009) og F (2014). Daniel Kehlmann har modtaget adskillige internationale priser, blandt dem Candide-prisen, Kleist-prisen, Thomas Mann-prisen og P.O. Enquist-prisen.
Omslag: Imperiet
I romanen Jeg og Kaminski skriver Daniel Kehlmann om mænd af nutiden med store egoer. Det er en utrolig morsom fortælling om livsløgne og manipulation, moral og kunst.
LINDHARDTOGRINGHOF.DK
JEG & KAMINSKI
Sebastian Zöller er en ung skribent, der vil skrive den store maler Manuel Kaminskis biografi inden hans død. Det er Kaminski overhovedet ikke indstillet på, men Zöller overhører enhver afvisning og skyr ingen midler. Da det lykkes at lokke Kaminski med på en udflugt for to, går det op for Zöller, at han på ingen måde er den gamle mand voksen ...
DANIEL KEHLMANN
“Skarptskåren og meget morsom kunstnerroman. En stor fornøjelse at læse.”
“Jeg er journalist,” sagde jeg, “jeg skriver for flere større aviser. For øjeblikket arbejder jeg på Deres livshistorie. Jeg har endnu et par spørgsmål, for min skyld kan vi gå i gang i morgen.” “Artikel?” Han løftede sin ene kæmpestore hånd og strøg sig over ansigtet. Hans kæber bevægede sig. “I morgen?” “De vil frem for alt komme til at arbejde sammen med mig,” sagde Miriam. “Han har brug for ro.” “Jeg har ikke brug for ro,” sagde han. Hun lagde den anden hånd på hans anden skulder, hun smilede til mig hen over hans hoved. “Sådan ser lægerne ikke på det.” “Jeg er taknemmelig for enhver form for hjælp,” sagde jeg forsigtigt. “Men Deres far er naturligvis den vigtigste samtalepartner. Kilden, slet og ret.” “Jeg er kilden, slet og ret,” sagde han. Jeg gned mig i tindingerne. Det gik ikke godt. Ro? Jeg havde også brug for ro, alle har brug for ro. Det var latterligt! “Jeg er en stor beundrer af Deres far, hans billeder har forandret den måde ... som jeg ser tingene på.” “Det passer da ikke,” sagde Kaminski. Jeg begyndte at svede. Naturligvis passede det ikke, men jeg havde endnu ikke mødt en kunstner der ikke troede på den sætning …
DANIEL KEHLMANN
Jeg og Kaminski Roman P책 dansk ved Birgitte Grundtvig
LINDHARDT OG RINGHOF
Jeg og Kaminski.indd 3
26/01/16 10.16
Jeg og Kaminski Oversat fra tysk efter Ich und Kaminski Copyright © Suhrkamp Verlag Frankfurt am Main 2003 All rights reserved Dansk Copyright © Lindhardt og Ringhof Forlag A/S Tidligere udgivet af Forlaget Per Kofod ApS Omslag: Imperiet/Harvey Macaulay Bogen er sat med Garmond hos LYMI og trykt hos Livonia Print ISBN 978-87-91654-69-5 1, udgave, 2. oplag 2015 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Goethe-citatet side 96 stammer fra Faust, 2. del, koret i kap. 42 i P. Hansens oversættelse (Gyldendalske Boghandels Forlag, 1889) www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont
Jeg og Kaminski.indd 4
26/01/16 10.16
Til Helena
Jeg og Kaminski.indd 5
26/01/16 10.16
Jeg og Kaminski.indd 6
26/01/16 10.16
Hvilket enestående væsen jeg rent faktisk er! Bliver jeg ikke mod taget godt overalt? Skænkes jeg ikke en ganske særlig opmærk somhed af de betydeligste tænkere? Jeg besidder en ædel sjæl, som igen og igen kommer for dagen, en vis grad af viden, alle mulige indfald og ideer, en original humoristisk sans og en tilsvarende udtryksfærdighed; og, mener jeg at vide, en bemærkelsesværdig menneskekundskab. James Boswell, Dagbog, 29. december 1764.
Jeg og Kaminski.indd 7
26/01/16 10.16
Jeg og Kaminski.indd 8
26/01/16 10.16
I
J
eg vågnede da konduktøren bankede på døren ind til kupeen. Klokken var lidt over seks, vi ville være fremme om en halv times tid. Havde jeg nu hørt det? Ja, mumlede jeg, ja, ja. Jeg satte mig møjsommeligt op. Jeg havde ligget på tværs hen over tre sæder, havde været alene i kupeen, jeg havde ondt i ryggen, min nakke var stiv. Den vedvarende larm fra toget, stemmer fra gangen og fra en højtaler på en eller anden banegård var trængt ind i mine drømme; jeg var vågnet igen og igen, opskræmt af mareridtsagtige drømme. På et tidspunkt havde en eller anden hostende flået døren til kupeen op ude fra gangen, og jeg havde været nødt til at stå op for at lukke den igen. Jeg gned mig i øjnene og så ud ad vinduet. Det regnede. Jeg tog sko på, fandt min gamle bar bermaskine frem fra kufferten og gik gabende ud. I spejlet på toilettet så et blegt ansigt på mig, med uglet hår og aftryk af sædepolstringen på kinden. Jeg satte barber maskinen til, den virkede ikke. Jeg åbnede døren, fik øje på konduktøren nede i den anden ende af vognen og råbte at jeg havde brug for hjælp. 9
Jeg og Kaminski.indd 9
26/01/16 10.16
Han kom og så på mig med et tyndt smil. Barbermaskinen, sagde jeg, virker ikke, her er åbenbart ingen strøm. Naturlig vis er her strøm, svarede han. Nej, sagde jeg. Jo, sagde han. Nej! Han trak på skuldrene, så var det måske ledningen, han kunne i hvert fald ikke gøre noget ved det. Men det er vel det mindste, sagde jeg, som man kan forvente af en konduktør. Ikke konduktør, sagde han, kundeservicemedarbejder. Jeg sagde at jeg var ligeglad. Han spurgte hvad jeg mente med det. Ligeglad, sagde jeg, med hvad man kaldte denne over flødige stilling. Han ville, sagde han, ikke finde sig i mine fornærmelser, jeg skulle tage mig i agt, han kunne også stikke mig én på skrinet. Det kunne han jo bare prøve, sagde jeg, jeg ville under alle omstændigheder klage, han skulle fortælle mig hvad han hed. Det kunne ikke falde ham ind, sagde han, og desuden stank jeg og var ved at blive skaldet. Så vendte han omkring og gik bandende sin vej. Jeg lukkede toiletdøren og så mig bekymret i spejlet. Selv følgelig var jeg ikke ved at blive skaldet, det var mig en gåde hvordan fjolset kunne være kommet på den tanke. Jeg va skede mig i ansigtet, gik tilbage til kupeen og tog min jakke på. Udenfor blev der flere og flere spor og flere og flere ma ster med elektriske ledninger på rad og række, toget kørte langsommere, snart kunne man også se perronen med rekla mestandere, telefonbokse og folk med bagagevogne. Toget bremsede og holdt stille. Jeg maste mig gennem gangen i retning mod døren. En mand brasede ind i mig, jeg skubbede ham til side. Konduk tøren stod på perronen, jeg rakte min kuffert ned til ham. Han tog imod den, så på mig og lod den dumpe ned på asfalten. 10
Jeg og Kaminski.indd 10
26/01/16 10.16
“Undskyld!” sagde han grinende. Jeg steg ud, tog kuffer ten og gik min vej. Jeg spurgte en mand i uniform om hvilket tog jeg skulle skifte til. Han så skævt på mig og tog så et lille krøllet hæfte frem, slikkede sindigt på sin pegefinger og begyndte at bladre. “Har De ingen computer?” Han så spørgende på mig. “Pyt,” sagde jeg, “fortsæt De bare.” Han bladrede videre. “Intercitytoget klokken seks femog tredive fra Spor 8. Skift i ...” Jeg skyndte mig videre, jeg havde ikke tid til at høre på hans snak. Det var svært at gå, jeg var ikke vant til at være oppe så tidligt. Mit tog holdt i Spor 8, jeg steg ind i togvog nen, skubbede en fed dame til side, arbejdede mig frem til den sidste frie vinduesplads og lod mig falde ned på sædet. Efter et par minutter kørte vi. Over for mig sad en benet herre med slips. Jeg nikkede til ham, han hilste tilbage og så væk. Jeg åbnede min kuf fert, tog min notesblok frem og lagde den på det smalle bord imellem os. Jeg var lige ved at skubbe hans bog på gulvet, men han nåede akkurat at fange den. Jeg havde travlt, min artikel skulle allerede have været færdig for tre dage siden. Hans Bahring, skrev jeg, har altså nu leveret endnu et bidrag til sine mange ... Nej! ... talrige forsøg på, gennem indblik i, nej, talrige dårligt efterforskede forsøg på, gennem indblik i be tydningsfulde, nej, prominente, nej, slet ikke. Jeg tænkte mig om ... historiske personligheders liv, at kede os ihjel, javel! At betegne hans netop udkomne biografi om kunstneren, nej, ma leren Georges Braque som mislykket er næsten for ærefuldt for en bog, der ... Jeg suttede på blyanten. Nu skulle der komme 11
Jeg og Kaminski.indd 11
26/01/16 10.16
noget rammende. Jeg forestillede mig Bahrings ansigtsudtryk når han læste artiklen, men alligevel kunne jeg ikke finde på noget. Det var ikke nær så sjovt som jeg havde forventet. Jeg var simpelthen bare træt. Jeg gned hagen, skægstub bene føltes ubehagelige, jeg var simpelthen nødt til at barbere mig. Jeg lagde blyanten til side og lænede hovedet mod vin duet. Det begyndte at regne. Regndråberne slog mod ruden og piskede væk modsat kørselsretningen. Jeg blinkede, reg nen tog til, dråberne syntes at forme eksploderende ansigter, øjne, munde, jeg lukkede øjnene og faldt i søvn mens jeg lyttede til regnens trommen. I et par sekunder vidste jeg ikke hvor jeg var, det føltes som om jeg svævede gennem et stort, tomt rum. Jeg slog øjnene op. Vandet løb som en hinde over ruden, træerne bøjede sig for den kraftige regn. Jeg lukkede blokken og lagde den tilbage i kufferten. Jeg lagde mærke til den bog manden foran mig læste: Det var Picassos sidste år af Hans Bahring. Det brød jeg mig ikke om. Det føltes som om jeg på en eller anden måde skulle gøres til grin. “Sikke et vejr,” sagde jeg. Han så op et øjeblik. “Den er ikke for god, vel?” Jeg pegede på Bahrings mak værk. “Jeg synes den er interessant!” sagde han. “Det er fordi De ikke er ekspert.” “Ja, det er det vel,” sagde han og vendte et blad. Jeg lænede hovedet tilbage mod nakkestøtten, min ryg gjorde stadig ondt efter en nat i toget. Jeg fandt mine cigaret ter frem. Regnen stilnede efterhånden af, de første bjerge be gyndte allerede at dukke op i horisonten. Med læberne trak jeg en cigaret ud af pakken. Da jeg slog lighteren op, kom 12
Jeg og Kaminski.indd 12
26/01/16 10.16
jeg i tanke om Kaminskis Stilleben med ild og spejl: en spids flamme der springer ud af et flakkende sammensurium af lyse farvetoner, som om den ville forlade lærredet. Fra hvilket år? Jeg vidste det ikke. Jeg måtte forberede mig bedre. “Dette er en ikkerygerkupe.” “Hvad?” Manden pegede, uden at kigge op, på skiltet på ruden. “Bare et par drag!” “Dette er en ikkerygerafdeling,” gentog han. Jeg lod cigaretten falde og trådte på gløden, jeg bed tæn derne sammen af vrede. Nå, på den måde, hvis det var sådan han ville have det, ville jeg ikke snakke mere med ham. Jeg hentede Komenews Kommentarer til Kaminski frem, det var en grimt trykt billigbog med en ubehagelig underskov af fod noter. Det regnede ikke mere, man kunne se den blå himmel gennem flænger i skyerne. Jeg var stadigvæk meget træt. Men jeg måtte ikke falde i søvn, jeg skulle af om lidt. Lidt efter slentrede jeg frysende gennem en banegårdshal med en cigaret mellem læberne og en dampende kop kaffe i hånden. På toilettet satte jeg min barbermaskine til, den virkede ikke. Her var der altså heller ingen strøm. Foran boghandlen stod en drejestander med billigbøger: Bahrings Rembrandt, Bahrings Picasso, og i vinduet lå naturligvis en stabel af indbundne udgaver af Georges Braque eller Opdagel sen af kuben. På et apotek købte jeg to engangsshavere og en dåse barberskum. Regionaltoget var næsten tomt, jeg satte mig til rette i de bløde sæder og lukkede med det samme øjnene. Da jeg vågnede, sad der en ung, rødhåret kvinde med svul mende læber og lange, smalle hænder over for mig. Jeg så på 13
Jeg og Kaminski.indd 13
26/01/16 10.16
hende, og hun lod som om hun ikke lagde mærke til det. Jeg ventede. Da hendes blik strejfede mit, smilede jeg. Hun så ud ad vinduet. Men så strøg hun hurtigt håret tilbage, hun kunne ikke helt skjule sin nervøsitet. Jeg så på hende og smilede. Efter et par minutter rejste hun sig, tog sin taske og forlod kupeen. Dumme menneske, tænkte jeg. Muligvis ventede hun nu i spisevognen, men jeg var ligeglad, jeg gad ikke rejse mig. Det var blevet lummert. I varmedisen så det skiftevis ud som om bjergene var tæt på og langt væk, der hang trævlede skyer på klippevæggene, landsbyer fløj forbi, kirker, kirkegårde, fa brikker, en motorcykel sneglede sig af sted langs en markvej. Så igen enge, skove, enge, mænd i kedeldragter fordelte dam pende tjære på en vej. Toget holdt, jeg steg ud. En eneste perron, et rundt halvtag, et lille hus med skod der, en banevogter med overskæg. Jeg spurgte efter mit tog, han sagde noget, men jeg kunne ikke forstå hans dialekt. Jeg spurgte en gang til, han forsøgte sig igen, vi så hjælpeløst på hinanden. Så førte han mig hen til væggen med tabellen over afgangstiderne. Jeg havde naturligvis netop misset mit tog, og det næste kørte først om en time. Jeg var den eneste gæst i banegårdsrestauranten. Derop? Der var ellers et godt stykke vej endnu, sagde servitricen. Om jeg skulle på ferie deroppe? Nej, tværtimod, sagde jeg. Jeg skulle besøge Manuel Ka minski. Det var nu ikke den bedste årstid, sagde hun, men jeg skulle nok kunne få et par gode dage. Det turde hun godt love mig. Manuel Kaminski, gentog jeg. Manuel Kaminski! 14
Jeg og Kaminski.indd 14
26/01/16 10.16
Kender ham ikke, sagde hun, han er vist ikke her fra eg nen. Jeg sagde at han havde boet her i mere end femogtyve år. Altså er han ikke her fra egnen, sagde hun, det vidste hun jo godt. Køkkendøren fløj op, en tyk mand stillede en fedtglin sende suppe foran mig. Jeg betragtede hende usikkert, spiste lidt og sagde til servitricen hvor smukt jeg syntes her var. Hun smilede stolt. Ude på landet, i naturen, også lige her, nemlig, på denne banegård. Langt væk fra det hele, blandt beskedne folk. Hun spurgte hvad jeg mente med det. Ikke blandt intellektuelle, forklarede jeg, skabagtige pral hanse med universitetseksaminer. Blandt mennesker som sta dig var tæt på dyrene, på deres marker, på bjergene. Som gik tidligt i seng og stod tidligt op. Som levede og ikke tænkte! Hun så på mig med rynket pande og gik ud, jeg lagde aftalte penge på bordet. Ude på det vidunderligt rene toilet barberede jeg mig. Jeg havde aldrig været god til det, skum met blandede sig med blodet, og da jeg havde vasket det væk, var mit ansigt overtrukket af mørke striber og så plud selig rødt og nøgent ud. Skaldet? Ubegribeligt, hvordan han kunne være kommet på den idé. Jeg rystede på hovedet, det samme gjorde mit spejlbillede. Toget var lillebitte. Kun to vogne koblet på et lille lokomo tiv, træsæder, ingen bagagehylder. To mænd i grove jakker, en gammel kone. Hun så på mig og sagde noget uforståeligt, mændene grinede, vi satte i gang. Det gik stejlt opad. Tyngdekraften pressede mig tilbage i træsædet, min kuffert væltede da toget kørte ind i kurven, en af mændene grinede, jeg sendte ham et vredt blik. Endnu 15
Jeg og Kaminski.indd 15
26/01/16 10.16
en kurve. Og en til. Jeg blev svimmel. Ved siden af os åb nede slugten sig, en stejl græsskråning med bizarre tidsler og nåletræer der klamrede sig til jorden. Vi kørte gennem en tunnel, slugten sprang over på vores højre side og – endnu en tunnel – tilbage på den venstre. Der lugtede af komøg. Det trykkede dumpt for ørene, jeg sank, og trykket forsvandt, men efter et par minutter kom det igen, og det blev ved. Nu var det allerede slut med træerne, der var kun indhegnede alpegræsgange og bjergenes konturer på den anden side af kløften. En kurve til, toget bremsede, og min kuffert væltede for sidste gang. Jeg steg ud og tændte en cigaret. Følelsen af svimmelhed aftog langsomt. Hovedvejen løb bag ved banegården, bag den lå et toetages hus med en forvitret trædør og åbne skod der: Pension Schönblick, morgenbord, god mad. Et hjorte hoved så mat ud på mig gennem et vindue. Der var ikke noget at gøre ved det, det var her jeg havde bestilt, alt andet var for dyrt. I receptionen stod der en stor kvinde med opsat hår. Hun talte langsomt og gjorde sig umage, men jeg måtte alligevel koncentrere mig for at forstå hende. En tjavset hund snu sede rundt på gulvet. “Bær kufferten op på mit værelse,” sagde jeg, “derudover får jeg også brug for en ekstra pude, et tæppe og noget papir. Masser af papir. Hvor finder jeg Kaminski?” Hun lagde to pølsehænder på receptionsdisken og så på mig. Hunden fandt et eller andet og spiste det larmende. “Han venter mig,” sagde jeg. “Jeg er ikke nogen turist. Jeg skal skrive hans erindringer.” Det så ud som om hun tænkte sig om. Hunden pressede 16
Jeg og Kaminski.indd 16
26/01/16 10.16
snuden mod min sko. Jeg bekæmpede trangen til at sparke til den. “Bag ved huset,” sagde hun, “op ad vejen. En halv time, huset med tårnet. Hugo!” Det tog et øjeblik før jeg forstod at hun mente hunden. “Der er vel tit nogen der spørger efter ham?” “Hvem?” “Det ved jeg ikke. Feriegæster. Beundrere. Hvem som helst.” Hun trak på skuldrene. “Ved De overhovedet hvem manden er?” Hun tav. Hugo gryntede og lod noget falde ud af flaben, jeg gjorde mig umage for ikke at se derhen. En traktor tøf fede forbi vinduet. Jeg takkede og gik udenfor. Vejen begyndte bag ved rundingen på torvet, hævede sig i to slyngninger over hustagene og førte gennem en brunlig skærvemark. Jeg trak vejret dybt og begav mig af sted. Det var værre end jeg havde forventet. Skjorten klæbede til kroppen allerede efter de første par skridt. Varm damp steg op fra markerne, solen brændte, og sveden løb ned over panden. Da jeg stønnende stod stille, havde jeg lige akkurat klaret to hårnålesving. Jeg tog jakken af og lagde den om skuldrene. Den faldt på jorden, jeg forsøgte at binde ærmerne om livet. Sveden løb ned i øjnene, jeg tørrede den væk. Jeg klarede to hårnålesving til, så måtte jeg holde en pause. Jeg satte mig på jorden. En myg svirrede omkring mit ho ved med en høj tone der stoppede brat. Efter et par sekunder begyndte min kind at klø. Fugten fra græsset trængte igen nem mine bukser. Jeg rejste mig. 17
Jeg og Kaminski.indd 17
26/01/16 10.16
Det gjaldt vel først og fremmest om at finde den rigtige rytme mellem skridt og åndedræt. Men det lykkedes ikke, jeg måtte hele tiden holde en pause, snart var jeg våd over hele kroppen, jeg trak vejret kort og raslende, og håret kli strede til ansigtet. Der var noget der brummede, jeg sprang forsigtigt til side, jeg blev overhalet af en traktor. Manden i førersædet så ligegyldigt på mig, hans hoved vippede i takt med motoren. “Kan jeg køre med?” skreg jeg. Han ænsede mig ikke. Jeg forsøgte at holde trit, det var lige ved at lykkes for mig at springe på. Men så faldt jeg bagud og kunne ikke indhente ham, jeg så til mens han klatrede videre, skrumpede ind og forsvandt bag det sidste sving. Et godt stykke tid efter hang lugten af diesel stadig i luften. En halv time senere stod jeg deroppe, trak vejret tungt og støttede mig svimmel til en træpæl. Da jeg vendte mig om, var det som om skråningen ramlede ned i dybet og himlen i det høje, alt væltede forover, jeg klamrede mig til pælen og ventede til svimmelheden gik over. Omkring mig veks lede den sparsomme græsbevoksning med skærver, foran mig skrånede vejen blidt nedad. Jeg fulgte den langsomt, efter ti minutter endte den i en lille sydvendt klippegryde hvor der lå tre huse, en parkeringsplads og en asfalteret vej der førte ned i dalen. Se så! En bred, sort asfalteret vej! Jeg havde taget en geval dig omvej, og desuden kunne jeg have taget en taxi herop. Jeg tænkte på hotelværtinden. Det skulle hun komme til at fortryde! På parkeringspladsen stod der, jeg talte efter, ni biler. På det første dørskilt stod der Clure, på det næste Dr. Günzel, på det tredje Kaminski. Jeg stod og så lidt på det. 18
Jeg og Kaminski.indd 18
26/01/16 10.16
Jeg skulle lige vænne mig til tanken om at han virkelig boede her. Huset var stort og uskønt: i to etager og med et spidst pyn tetårn i en klodset efterligning af jugendstil. Foran havelågen holdt en grå BMW, jeg så misundeligt på den, jeg ville gerne engang køre i sådan en bil. Jeg strøg håret tilbage, tog jakken på og rørte ved myggestikket på min kind. Solen stod alle rede lavt, min skygge faldt smal og langagtig foran mig på plænen. Jeg ringede på.
Jeg og Kaminski.indd 19
26/01/16 10.16
WEEKENDAVISEN
“En vidunderlig morsom, spidsfindig, kritisk og eftertænksom roman, som denne kritiker kan anbefale af hele sit hjerte. En fryd at læse.” KRISTELIGT DAGBLAD
DANIEL KEHLMANN er født 1975 i München og bor i Wien og Berlin. Han debuterede med romanen Beerholms Vorstellung i 1997 og fik sit internationale gennembrud med Opmålingen af verden i 2005 (da. 2007). På dansk findes også romanerne Berømmelse (2009) og F (2014). Daniel Kehlmann har modtaget adskillige internationale priser, blandt dem Candide-prisen, Kleist-prisen, Thomas Mann-prisen og P.O. Enquist-prisen.
Omslag: Imperiet
I romanen Jeg og Kaminski skriver Daniel Kehlmann om mænd af nutiden med store egoer. Det er en utrolig morsom fortælling om livsløgne og manipulation, moral og kunst.
LINDHARDTOGRINGHOF.DK
JEG & KAMINSKI
Sebastian Zöller er en ung skribent, der vil skrive den store maler Manuel Kaminskis biografi inden hans død. Det er Kaminski overhovedet ikke indstillet på, men Zöller overhører enhver afvisning og skyr ingen midler. Da det lykkes at lokke Kaminski med på en udflugt for to, går det op for Zöller, at han på ingen måde er den gamle mand voksen ...
DANIEL KEHLMANN
“Skarptskåren og meget morsom kunstnerroman. En stor fornøjelse at læse.”
“Jeg er journalist,” sagde jeg, “jeg skriver for flere større aviser. For øjeblikket arbejder jeg på Deres livshistorie. Jeg har endnu et par spørgsmål, for min skyld kan vi gå i gang i morgen.” “Artikel?” Han løftede sin ene kæmpestore hånd og strøg sig over ansigtet. Hans kæber bevægede sig. “I morgen?” “De vil frem for alt komme til at arbejde sammen med mig,” sagde Miriam. “Han har brug for ro.” “Jeg har ikke brug for ro,” sagde han. Hun lagde den anden hånd på hans anden skulder, hun smilede til mig hen over hans hoved. “Sådan ser lægerne ikke på det.” “Jeg er taknemmelig for enhver form for hjælp,” sagde jeg forsigtigt. “Men Deres far er naturligvis den vigtigste samtalepartner. Kilden, slet og ret.” “Jeg er kilden, slet og ret,” sagde han. Jeg gned mig i tindingerne. Det gik ikke godt. Ro? Jeg havde også brug for ro, alle har brug for ro. Det var latterligt! “Jeg er en stor beundrer af Deres far, hans billeder har forandret den måde ... som jeg ser tingene på.” “Det passer da ikke,” sagde Kaminski. Jeg begyndte at svede. Naturligvis passede det ikke, men jeg havde endnu ikke mødt en kunstner der ikke troede på den sætning …