Katten og Bjørnen - En poetisk samtalebog - læseprøve

I BEGYNDELSEN AF ET SMUKT VENSKAB Jeg kan kende min ven Bjørnen på lang afstand. Dér står han med sin tydelige skikkelse, roligt afventende. „Det er mig, han venter på,“ tænker jeg, hopper af cyklen og trækker tiden ud et ekstra sekund eller to, bare for at nyde dét – at være ventet. „Goddag, Kat,“ siger han så en anelse nasalt. Han har halstørklæde på. Mere om det senere.

Jeg ved ikke, hvornår vi blev venner. Eller hvordan det skete. Men jeg kan bestemt godt huske første gang, jeg fik øje på Bjørnen. Det var midt i et møde med en masse mennesker med vigtige planer og skarpe betragtninger mellem kaffekopper og en masse ord. Og jeg kan huske, at han ligesom rakte ud efter mig med en skælmsk bemærkning. Og det er ikke rigtigt til at sige, hvornår et venskab starter, men sommetider har man som Rick i Casablanca en fornemmelse af, at man måske har fundet et menneske, man kan lære at kende. Og det er ikke der, filmen slutter. Det er først der, den rigtigt begynder.

9

Men historier om venskaber har ikke en direkte aflæselig spændingskurve, ingen Hollywood-model, peripeti eller anagnorisis. Kærlighedshistorier, affærer og eskapader har suspense, passion, knald, kapow og sparkle, jo, det er rigtigt.

Venskabers veje er helt anderledes kringlede. Venskaber fører ikke til noget, der er ikke noget mål for enden, hvor de involverede skal have hinanden. Det smukke ved venskaber er, at man bare er sammen fordi. Det er tiden i hinandens selskab, spejlingen af tilværelsen og verden, genkendelsen eller opdagelsen af nogen eller noget, der er vigtigt.

Rigtige venskaber er på nogle måder mere magiske end kærlighedsforholdene, der styres af en god portion almindeligt vanvid, fire gram sindssyge, otte dele selvopofrelse, grådig erotik, en knivspids grundangst, tre liter hjerteblod og en solid klat egoisme. Og dét er der sandelig også noget svært betagende ved. Men venskaber … sande venskaber … er gjort af ægte menneskekærlighed: Jeg er sammen med dig, fordi du er dig. Og nu tror jeg, jeg står i begyndelsen af et smukt venskab. Vi kender hinanden lidt, men ikke helt endnu.

Tilsammen har vi bred appel – jo, det vil jeg kalde det: Bjørnen er han, jeg er hun, den ene ryger cerut, den anden har astma, den ene elsker sport, den anden kun sportsure, den ene er single, den anden tosom, begge 10

drikker vi kaffe, og når Bjørnen bestiller en kage, er det Katten, der spiser den. En udmærket arbejdsfordeling.

Den ene trådte sine barnesko i efterkrigstiden, den anden i 1980’erne med Glasnost, Perestrojka og koldkrig (da jeg var barn, troede jeg, at fritidshjemmets nye orange rutsjebane var lavet af glasnost. Det viste sig at være glasfiber).

Jeg er cirka på samme alder, som Jesus var, da han blev korsfæstet. Jeg har ingen disciple, jeg har ingen lignelser, og min far er ikke tømrer (jeg trøster mig med, at Jesus sikkert heller ikke vidste, hvor stor en succes han ville blive, da han trådte sandalerne rundt i prænullernes Jerusalem. Desuden var han mand – muligvis en smuk mand i stil med Osama Bin Laden, og smukke, selvbevidste mænd hører til det segment, der skulle kunne opnå størst succes. Det viser undersøgelser med ganske stor sikkerhed … Og igen kan man jo så undre sig over succesraten hos mænd som hr. Mærsk, Donald Trump eller Bill Gates?).

Da Bjørnen var på min alder, havde han for længst debuteret med sine digte. Der er mindst en generation imellem os, og alligevel er vi sådan jævnt jævnaldrende.

Selvom Bjørnen er den mest rolige, den klogeste og det bedste menneske af os to, har jeg bemærket, at han inden under den nydelige jakke, cerutten og halstørklædet (ja, nu kommer vi snart til det) har pep i skoene. I 11

virkeligheden er han nogle gange en dreng på 14, som bliver utålmodig og lidt rastløs efter alt for meget snak og alt for meget kaffe. Så skal der ske noget. Noget andet. Nu. Og vups er han oppe på de lette fodboldben.

På med handskerne. Og halstørklædet: „Jeg har fået nyt halstørklæde.“ „Ja, jeg lagde godt mærke til det. Det er flot,“ siger jeg og vurderer stoffet: „Der er lidt engelsk adelsmand over det.“ Bjørnen smiler og stryger hånden gennem håret. „Det er fra en Tiger-butik,“ siger han.

Jeg mener, det siger meget om bæreren af et tørklæde til en tier, at han kan få det til at ligne cashmere og designertern. Der skal alligevel en hel del integritet til. Han griner, en kluklatter, og stopper den dvd, jeg har lånt af ham, ned i lommen (Sopranos, første sæson.

Egentlig var det Bjørnens frisørdame, der skulle have set den først, men jeg snuppede den, inden han nåede at aflevere den til hende. Når man siger, at man ikke kan leve af at klippe hinanden, er det en sandhed med modifikationer. Bytteøkonomien har åbenbart gode vækst­ betingelser i frisørbranchen).

Bjørnen ved ikke, at jeg har lagt en seddel i hans lomme. På sedlen står der: „Kære Bjørn. Hvornår har du undret dig sidst? Jeg undrer mig hele tiden. Forleden cyklede jeg forbi Kongens Nytorv. Jeg blev overhalet af en bil, i hvilken der sad en lille pige på bagsædet. Hun 12

vinkede til mig. Så vinkede jeg til hende. Vi vinkede og vinkede til hinanden, indtil hun til sidst var ude af syne.

Og så tænkte jeg: „Hvornår holder man op med at vinke til nogen bare for at se, om man kan få dem til at vinke tilbage?“ Når man bliver voksen, holder man op med at give andre den slags vink. Så vinker man med indirekte bemærkninger, kraftige antydninger, vognstænger og den slags. Men vinken i den rene form: Jeg ser dig – ser du mig? forsvinder med tiden. Muligvis fordi man holder op med at sidde på bagsædet. Kunne verden blive en anelse mere glad, hvis folk vinkede lidt mere til hinanden?

Spontanvink?

Jeg foreslår derfor, at vi begge i den kommende tid vinker til så mange mennesker som muligt. Trafikken er jo ikke ufarlig, så jeg foreslår, at vi starter forsigtigt, for eksempel på rulletrappen i Magasin (hold med venstre hånd i gelænderet og vink med højre til en person på den modkørende rulletrappe). Se, om ikke der kommer et eller andet ud af det?“ Katten

MANDEN I SKABET Der er små glimt i hverdagen.

Der ligger den så, hverdagen, fordelt på fem ugedage: massiv, slidstærk og solid, hugget ud i grå, bornholmsk granit, placeret efter hver eneste salige søndag. Ikke til at slide op, ikke til at komme uden om. Muligvis ser den lidt firkantet ud for nogle, for andre er den en tryg klippeblok, for endnu andre findelt perlegrus, der knaser under hvert skridt på den gyldne middelvej eller på dydens smalle sti.

Men den glimter. Den glimter, hvis man ser efter. Og lukker man øjnene, ja, så glimter den alligevel.

Foråret har glimret ved sit fravær i år, men pludselig kom det denne uge, og når man flagrer rundt i byen (hvad jeg så ofte gør. Flagre er en udmærket betegnelse for min lidt usikre og luftige fremfærd på cykel eller gåben) ser man pludselig hverdagsglimtene alle vegne: To forelskede fyre ved Sortedam Dosseringen. Helt unge, helt nye, helt opslugte af hinandens skønhed.

En pige i supermarkedet, der spurgte sin mor: „Kommer løg egentlig fra dyr?“ Verdens sejeste mælkebøtte, der insisterer på at gro i 22

asfalten midt på en bro (den står og strutter på sådan en fuldstændig blæret måde. Strut, strut, strut).

Min nevø, der smiler, rækker armene ud mod mig og læsper: „Fasterkat.“ Lyden af gearet på en helt ny cykel.

Lillebæltsbroen – den gamle.

Altså, det er jo bare et par eksempler (jeg kan godt se, at Lillebæltsbroen står der lidt umotiveret i samlingen, og ret beset er der jo også folk, der har taget deres sidste spring ud over den. Men dén bro gør mig nu særlig glad).

Hver person, hver sin hverdag og hver hverdag sine glimt.

I dag fandt jeg en seddel under mit tastatur. Der stod: „Mandskab“. Jeg ved ikke, hvordan den var endt der, og jeg sad og gloede længe på den, spurgte en kollega, om hun kendte noget til den? Men så slog det ned i mig: Bjørnen! Jeg sad og fingererede med sedlen og funderede over betydningen. Mand. Skab. Og så kom jeg i tanke om Manden i Skabet.

For nogle år siden var jeg i Canada, nærmere betegnet Winnipeg, som ligger i midten af Nordamerika. Med de store temperaturudsving og de ned til 60 minusgrader om vinteren blev byen hurtigt omdøbt til Vinterpik, og vinteren dér blev en realitet fra den ene dag til den anden (altså, herhjemme får man jo lidt frostklare advarsler, slud, der går og kommer. I Winnipeg sner det på et 23

eller andet tidspunkt i november, og når man så tror, at det er væk dagen efter, får man at vide, at „det dér? Ha, det går først væk engang omkring april!“). Winnipeg er en mærkværdig og mystisk by. Hvis man har set filmen Fargo, har man en fornemmelse af stemningen og kulden.

Aldrig har jeg mødt så mange vidunderlige, frisindede, generøse og funky mennesker i så golde og kedelige omgivelser (grimme bygninger og triste indkøbscentre). I en by, hvor man i vejrudsigten annoncerer, hvornår hud og løsdele fryser af, er der kun det sjov, man selv laver. Og eftersom vinteren er lang, laver folk en masse af det sjove.

Kulden opvejes næsten af, at solen hver eneste dag skinner fra en skyfri, blå Kodak-moment-himmel.

Jeg og min søde, tålmodige musikerkæreste var inviteret til fest hos nogle af de chilenske fyre, som han spillede sammen med. Der var vist ikke nogen egentlig anledning, men hurtigt blev festen hos Rodrigo en hyldest til en eller anden musikalsk helgen, og alle – familie, venner, naboer, børn og gamle – blev inviteret. Min kæreste var ankommet tidligere end mig og var viklet ind i congas, ledninger og mikrofonstativer, alt imens de chilenske canadiere diskuterede højlydt på spansk i high-speed. Allerede inden jeg havde fået overtøjet af (det tog jo også sin tid – som sagt var hud og lemmer i overhængende fare, hvis ikke de var grundigt pakket ind), kunne jeg fornemme, at der var noget i luften.

24

I køkkenet overhørte jeg en fræk og flirtende kvinde opregne, hvor mange gode mænd, der var til stede. Hendes veninde nikkede lidt tøvende og sendte mig et lidt undskyldende blik. Hende den frække viste sig såmænd at have en mand, en sød mand endda – men måske lige en tand for sød til en ilter model som hende her. Oh là là!

Hun præsenterede mig både for sin mand og for sit nabopar, hvoraf manden var far til en af vores meget gode venner. Begge par stod så og skamroste hinandens gode selskab og det gode naboskab. Og netop skabet fik snart en betydning, skulle det vise sig. „Vi mødes og spiller Tegn og Gæt,“ forklarede den iltre kvinde og albuede sin tavse mand med et: „Det er SÅ sjovt. Ikke? Synes du ikke, skat?“ Det var en fantastisk fest. Mellem almindelig festklædte mennesker legede børnene rundt, der var levende musik, lys og historier, bedstemødre i 90-års-alderen, der sippede rødvin og lod sig byde op til dans. Der blev røget wheelchair grass (muligvis havde det fået det tilnavn, fordi det slog en fuldstændig omkuld) på førstesalen og cigaretter udendørs, så de kuldskære rygere lagde hverdagssmøgerne til side. Mens jeg stod og snakkede med en fyr, der netop havde været på turné med Red Hot Chili Peppers (som er lyden af min ungdom), blev køen til toilettet længere og længere. Jeg havde godt set, at den fyrige kvinde var gået derud, og jeg havde også lagt mærke til, at hendes mandlige nabo, altså vores vens 25

far, havde passeret os. Selvom vi snakkede om turneen, kunne vi ikke lade være med at skæve til toiletkøen. På et tidspunkt opstod der en kort pause, da nabokonen pludselig troppede op og spurgte, om vi havde set hendes mand? Som de velmenende krystere vi var, rystede vi på hovederne og foreslog hende at kigge nedenunder.

Så snart hun var gået, udvekslede vi indforståede blikke, og selvom vi ikke havde nævnt noget med et ord, sagde den turnerende musiker, at han ville sørge for at holde vores ven beskæftiget, så han ikke skulle se sin far tumle ud fra toilettet. Imens kunne jeg måske prøve at få åbnet toiletdøren? Det var der imidlertid en fem-syv andre tissetrængende kvinder, der prøvede på, og da konen efter en rundspørge downstairs pludselig igen stod der med sin datter, der spurgte efter sin far, var der ikke nogen nem løsning på problemet: Man kan ikke komme ud fra et toilet på øverste etage, når der står syv vrede kvinder på den ene side af døren + nu mistroisk og vred kone + grædende barn, og den eneste nødudgang er et tagvindue på størrelse med en A4-blok med udsigt til 30 minusgrader. Vinterpik eller ej.

Endelig gik døren op. Den iltre femme fatale kom ud i fuld fart, smilende, mens hun rettede på håret. Nabokonen greb fat i hende og spurgte, hvor hendes mand var? „Aner det ikke,“ svarede den iltre, selvom hendes kropssprog signalerede mere tegn end gæt. De syv kvin26

der væltede ind på toilettet i en bølge af søstersolidaritet, køkulturen måtte vige for faren for en urinal tsunami. Jeg har aldrig været den store detektiv og er typen, der bedst kan gennemskue plottet i en thriller, hvis jeg kan spole tilbage. Alligevel kunne jeg regne ud, at vores vens far, den smukke, men temmelig korpulente, mand, ikke var blevet skyllet ud med badevandet. På godt dansk mumlede jeg: „Hvor fanden blev han af?“ hvorefter en jødisk pige nikkede samtykkende: „Oy vei! You’ve been waiting for a long time too, eh?“ Jeg rystede på hovedet og kiggede rundt på badeværelset. Og så opdagede jeg det: mandskabet. Et skab til håndklæder, der var dækket af et stofforhæng. I den store trængsel var der ingen, der havde lagt mærke til, at forhænget bulede mærkeligt ud, og nu så jeg som det eneste vidne den forsvundne mand træde ud af skabet, i et væld af farverige håndklæder trådte han hurtigt ud og listede sig bogstaveligt talt bag om ryggen på kvinderne.

Han væltede forbi mig uden at ænse mig, ud i gangen, hvor den lille datter råbte: „Daddy is here! Daddy is here!“ Jeg tænker på episoden, hver gang jeg hører vendinger, som involverer skabe. Når nogen er „sprunget ud af skabet“, ser jeg dem for mig omkranset af flerfarvede håndklæder, i fuldt firspring på vej ud fra et badeværelse.

Og når folk taler om at have skeletter i skabet, tænker jeg på et træt, langmodigt ventende skelet med hånden under hagen og panden hvilende på en stabel badelagner.

27

Ægteskabet? Naboskabet? Den slags møblementer tør jeg ikke bevæge mig ud i. Jeg holder mig til IKEA-skabe med hårde overflader og hylder, der går helt ud til skabslågen – skabe, der er lette at samle og nemme at vedligeholde.

Tegn og gæt spiller jeg sjældent. Sidst jeg så det, lå det på en hylde sammen med Matador, Jeopardy og Mastermind i et canadisk utroskab lavet af fyrretræ.

Jeg logger på IKEAs hjemmeside og spørger robotten Anna: Kan man få et utroskab i fyrretræ?

Anna svarer prompte: „Jeg holder meget af blomster.

Se IKEAs store udvalg af krukker og plantetilbehør her.“ Jeg prøver igen og taster: „Hvad med et mandskab?“ IKEA Anna svarer: „Jeg opfattede ikke, hvad du spurgte om. Kunne du spørge med andre ord?“ For fanden, Anna. Det store udvalg af krukker tilhører jeg jo selv.

Jeg sender en sms til Bjørnen: „Bjørn. Kat her. 1: Er det dig, der har lagt en seddel om mandskab på mit bord? 2: Har du erfaring udi skabe? Alle modeller er på tale: IKEA-, ægte-, nabo-, utro-, viden-, ven-, fjend- og karlekammerskab? IKEAs hjemmeside giver ikke svar.

Kh Kat.“ Katten

JEG ER EN LEVENDE ANAKRONISME Hej, Bjørn! Mit talesprog tenderer anakronisme. Min nutidige og it-sprogligt begavede kæreste konstaterede på et tidspunkt, at jeg lød som en dansk radioudsendelse fra 1930: „Årh, må jeg være fri!“ sagde jeg. „Der kan du selv se,“ grinede han.

Du vil måske ikke bemærke det, fordi du er generationen over mig, men jeg kan altså godt få mine jævnaldrende til at løfte øjenbrynene, når jeg åbner munden.

I det følgende korte stykke vil jeg lave en anmærkning, (g), hver gang jeg bruger et ord, vending eller udtryk, som jeg formoder (g), at yngre generationer vil synes er gammeldags.

Og okay, indrømmet, jeg elsker gammel dansk i bogstavelig forstand. Jeg sætter stor pris på (g) min nudanske ordbog fra mine forældres ungdom, og jeg kan guddødeme (g) ikke se, hvorfor i alverden (g) man skulle skille sig af med (g) udtryk, der dur, blot for at erstatte dem med alskens (g) floskler og fraser. Der er bare mere funk i sproget, 37

når man støder på gamle udtryk, ord med kanter, noget, der er sprødt (kyndelmisse, betleri), noget, der er blødt (dulgt, almisser, underbenklæder), og noget, der bare er gammeldags. På en gavl på Frederiksberg står en rest af en gammel reklame og råber: „Er De ked af deres grimme gulve?“ Og jeg bliver så aldeles (g) inderligt glad over, at noget så himmelråbende (g?) morsomt står på en væg.

Kan du se, hvad jeg mener? Der ville hurtigt stå „(g)“ hele vejen gennem mit brev til dig, ikke?

Men bare fordi jeg synes, gamle ord er dope, betyder det jo ikke, at der ikke er noget stærkt fascinerende over de nye sprogblomster, der vokser op og spreder deres pollen ud over det ganske danske land. I love it.

Fuck er et ord, jeg bruger alt for tit, om end (g) det hverken er særlig opfindsomt eller særlig kønt. Men når det pisregner, og man er stået op klokken hest, og computeren staller, og cyklen er flad, og man har tabt skraldeposen ud over hele gården, og man kan se, at alle de gamle ogginokker (g?) står og holder øje med en fra både 3. og 5. sal, så kan jeg kun råbe: FORFUCKINGFUCK!!!

Et andet ord, der er gået totalt inflation i, er ordet fantastisk. Alt og alle er fantastiske hele tiden og med alting. I de der morgen- og aftensendeflade crap tvprogrammer, hvor folk fortæller om deres kamphunde, neglekunst, hjemmelavede marmelade og/eller ansigts38

masker, bliver det nærmest en parodi. I én sætning kan „fantastisk“ indgå op til flere gange: De interviewede smykker sig altid med alskens (g) FANTASTISKE titler, jo flere jo bedre: „Vi får besøg af fitnessinstruktør, livsstilscoach, parterapeut, indretningsarkitekt og kogebogsforfatter Person Personsen, som skal fortælle om sin seneste bog „Fantastiske fødevarer …“ Oy Gevalt. Grauenhaft. Det er ikke nyheder, det er misinfotainment.

Og nu vi er ved det nye. Jeg tror, det specifikke udtryk, du nævner, altså at noget er morfar, vistnok startede med, at man „tog en morfar“ – altså en lur. Det blev så med tiden til lidt forskelligt. For eksempel er jeg jo absolut tilhænger af kager og nydeligt indpakkede chokolader, ligesom min ven Rasmus, der erklærede, at han var en sucker for morfarslik – altså fyldte chokolader af den klamme slags (de halvbillige med bananlikør, romcreme eller kirsebærditto). Hvis man er hipster, kører man jo også morfarstilen med en (u-)fiks cardigan i beige/armygrøn/orange. Jacoform-skoene er også morfar.

Personligt har jeg altid manglet en morfar, hvorfor jeg i mange år forsøgte at adoptere forskellige. Som oftest var de afsat til anden side.

Jeg tror ikke, min generation synes, at din generation er foragtelig. Jeg ved i øvrigt heller ikke, om jeg med mine sproglige refe- og præferencer overhovedet 39

bør tale på hele min generations vegne. Nok bedst, at jeg fejer for egen dør (g) og taler på mine egne.

Generelt er jeg en begejstret person. Jeg elsker at være i live. Jeg er simpelthen SÅ GLAD for at være blevet født, og jeg ville gerne leve for evigt, hvis bare alting kunne blive ved med at være godt, festligt og magisk.

Men nu er der jo det finurlige ved det med at være blevet født, at det bare er begyndelsen på enden. Med held og helbred bliver vi med tiden alle sammen generation morfar. De – især stjerner – der dør før morfar-årene, vil til gengæld stå udødeliggjort og unge for evigt. Tænk bare på din generations Janis Joplin eller Jim Morrison.

Ikke lige morfar, vel?

Jeg synes, at din generation deler sig i flere kategorier – og jeg er i øvrigt begyndt at overveje, om ikke jeg i virkeligheden selv tilhører morfargenerationen: Jeg hører P1, gætter krydsord, drikker usmart kaffe (uden is, uden blend, uden hasselnøddevanillekokoskakao-sirup) og ja, i særlige tilfælde har jeg sågar iført mig støttestrømper på vej over Atlanten.

Katten

LØB FOR LIVET Jeg løber.

Hver dag.

10 til 12 km.

Og jeg er ikke den sporty type.

Jeg er en astmatisk, hypermobil slattenfis, der vistnok har hudtypen „olivengrøn“, den såkaldt sydlandske type (hvilket bare er en pæn måde at sige det på. I virkeligheden betyder det bare, at jeg om vinteren antager en nærmest hvidgrøn farve. Det fik min mor til at insistere på at hælde torskelevertran i mig hele to vintre, i 1989 og 1990. Og min far mente, at den forfærdelige – altså som i for-fær-de-lige – smag kunne tages, hvis man skyllede den harske fiskeolie ned med gammel, kold kaffe, for med ondt skal ondt fordrives. Lad det være sagt med det samme: Min far havde taget grueligt fejl).

Anstrengte jeg mig blot en smule over middel som barn, begyndte lungerne at hvæse, hvilket gjorde sportsudøvelse til en temmelig uudholdelig aktivitet. Jeg var god til basket, nogenlunde til højdespring og forholdsvis elen45

dig til alt andet, muligvis fordi jeg er uhjælpeligt klodset, men også fordi jeg simpelthen ikke kunne få vejret. Det var da heller ikke, fordi jeg ikke fik sympati af mine forældre – nænæ: „Nårh, lille skat. Har du astma? Jamen har du taget din spray?“ kunne min mor sige, mens hun forsøgte at puste røgen fra sin Prince Light med filter (før de blev til Prince White) i en anden retning.

Alle voksne i min familie røg: min farmor, min far, min mor, mine onkler, mine mostre.

Jeg har tre mostre: en, der er flyttet til Stevns, en, der er flyttet til Roskilde, og en, der er flyttet op i himlen.

Himmelmosteren var tvilling til min moster i Roskilde, hun havde galgenhumor og et absolut uproblematisk forhold til døden. „Når man dør, så dør man!“ erklærede hun, alt imens hun smed M&M’s-chokoladeknapper ned i tomatsalaten for at gøre den lidt mere … ja, levende. Hun dryssede persille på lagkagen og købte verdens grimmeste havenisse, sikkert af ren og skær medlidenhed med den. Hun havde nærmest dødsforagt og afskyede helseapostler lige så meget, som hun elskede cremer og kurbade. Hun kunne ryge to pakker cigaretter med den ene hånd og hive luften ind med den kroniske astmaspray i den anden hånd … hun havde så smukke hænder, og hvis jeg satte musikken fra „Zorba the Greek“ på anlægget, dansede hun helt af sig selv. Hun var en fjerdedel af et firkløver, og mere end én gang har 46

jeg hørt hende råbe: „Helle for at være den første til at dø!“ At være den sidste alene tilbage, der lukkede og slukkede – nej, det gad hun fandme ikke.

Men fordi hun fik lov til at gå først – ikke ung, ikke gammel, bare først – ja, så mangler hun nu.

Der er ikke persille på nogen af de lagkager, jeg har fået, siden hun døde. Og M&M’s fås ikke som topping i én eneste salatbar, jeg har været i.

Selvom sympati og medlidenhed hjælper på mange ting, så virker det ikke på et sæt lunger, der går i spasmer. Det virker heller ikke på et knust hjerte, hvilket var præcis det, min astmatiske tvillingemoster fik efter min anden tvillingemosters død: et hjertetilfælde, der sendte hende på hospitalet. Her fik hun hverken serveret levertran eller kold kaffe, men i overført betydning var kuren lige så forfærdelig. Hjertepatienterne blev nemlig sendt ud at løbe – op ad trapperne til femte sal. Med et hjerte, der er gået i udu, og med defekte lunger er det altså nærmest fysisk umuligt. Men moster løb. Hun løb for livet eller for at finde tilbage til det. „Hvis hun kan, så kan jeg også,“ tænkte jeg. Men det kunne jeg altså ikke lige. Ikke lige med det samme i hvert fald. Forklædt i hættetrøje, gamle bukser og et par støvler, hvis mest kondiagtige touch var snørebåndene, begav jeg mig af sted i luntetrav med husnøglerne i den ene hånd og astma-inhalatoren i den anden. Efter de første 329 meter var jeg ret optimi47

stisk. Det gik godt. Efter de næste 500 fik jeg begyndende sidestik, som efter 1456 meter udviklede sig til noget, der lignede kramper i bugvæggen. Men nu var jeg blevet stædig. Og hidsig. Sveden piblede frem på panden, mens jeg forsøgte at holde det, der nu havde udviklet sig til velignende smerter, på afstand med hånden (den med husnøglerne, hvilket ikke ligefrem gjorde smerterne mindre). „Satanihelvedesgudafandenståidet,“ stønnede jeg indvendigt. „KrafthelvedeknytsyltenrendmigiPedersen!

Jeg skal bare klare det hen til næste hjørne.“ Foroverbøjet, stakåndet og udmattet (jeg forestiller mig, at det er sådan, løberen fra Marathon, Pheidippides, har set ud, i det øjeblik han nåede frem og annoncerede, at perserne var blevet slået, inden han derefter faldt død om af udmattelse) fik jeg fisket inhalatoren frem og hevet et ordentligt skud Terbasmin ned i lungekapillærerne. Anyway, nu havde jeg om ikke fået blod på tanden, så i hvert fald fået blodsmag i munden. Jeg var ikke nået langt, men alligevel meget længere, end jeg havde troet, det var mig fysisk muligt.

Da jeg et stykke tid efter skulle i gang med at skrive speciale, hvilket føltes som en uoverskuelig opgave, stillede jeg mig selv en dobbeltudfordring: Hvis jeg kunne løbe en lille tur hver dag, kunne jeg også skrive det fordømte speciale. Det var jo nemt nok at sætte den ene fod foran den anden, og så gøre det i et lidt hurtigere 48

tempo, mens det derimod var mindre ligetil at lave en problemformulering, finde kilder, opstille teori, gøre rede for metode, lave litteraturlister, indhente empiri, foretage forsøg, angive kilde til hver eneste forbistrede note, skrive brødtekst og delkonklusioner, for derefter at slette halvdelen af det hele, foretage en kovending og gøre det hele igen. Et par gange, vel at mærke.

Jeg gennemførte at løbe hver dag. Og jeg gennemførte derfor også at skrive min opgave, der handlede om katharsis i aristotelisk forstand – følelsesmæssig renselse gennem først tragedie og siden komedie – ganske tankevækkende egentlig. I løbet af skriveprocessen gennemgik jeg i hvert fald en hel del dramatiske følelsesudsving fra håbløshed til tro på, at det nok skulle gå, fra frustration til desperation, fra kontrol til rådvildhed, fra selvtillid til selvmedlidenhed – oh ak, oh ve, oh dobbelt-w!

Men selvom opgaven var færdig, blev jeg ved med at løbe hver dag – nu uden astmadimsen i hånden. For hospitalskuren var god nok: Jo mere jeg løb, desto mere luft fik jeg. Hver dag kunne jeg løbe en anelse længere end dagen før. Følelsen gjorde mig nærmest en lille smule høj – jeg havde overvundet mig selv og nærmest kureret mine fesne sækkepibelunger.

Man siger, der ikke er noget, der hedder dårligt vejr, kun forkert påklædning. Jeg vil nu sige, at dårligt vejr er det vejr, man ikke kan trække ind (det minder mig 49

i øvrigt om den norske forsanger, vi havde besøg af en sommer: Han var ved at dø af grin over, at vi i Danmark „trak vejret“. I Norge pustede man vist bare?).

Jeg kan stadig få astma i høfebersæsonen eller i røgfyldte lokaler, men det er meget sjældent, det sker. Og nu tør jeg ikke at lade være – jeg er blevet en løber. Ikke en af dem med puls-ure eller smart løbetøj, ikke en af dem, der intervaltræner eller strækker ud på akavede måder op ad offentlige bænke – men en af de terrængående, vedholdende løbere, der løber for livet.

Katten

MIN MANISK SMS’ENDE GENERATION Min 70-årige far er blevet en analog kultfigur blandt mine kolleger. Det skete, da han i foråret sendte mig sin første sms med store bogstaver og uden tegnsætning: „KAT FAR HJÆLP.“ Dagen efter kom denne: „DET ER FAR DER SKRIVER HVORDAN LAVER MAN SPØRGSMÅLSTEGN SPØRGSMÅLSTEGN.“ Derefter modtog jeg så mange tomme sms’er fra ham, at man skulle tro, afsenderen var en forsmået elsker. Nu har han givet op.

Han mener, at „TELEFONEN ER TIL EN KORT BESKED!“ hvilket han råbte kort og højt, dengang jeg var teenager, og telefonerne havde ledninger. Nu er alt trådløst. Da mine forældre fik bredbånd, kiggede han op i loftet og sagde: „Hvor skal det sidde henne?“ Selvom begge mine forældre har en slags indbygget firewall mod teknik, kan man godt mærke, at min mor er tre år yngre end min far – hun kan både sms’e, downloade filer og installere et program. De store bogstaver bruger hun ikke i beskeder, men derimod når hun 56

råber i sin mobil. Det er, som om hun ikke stoler på, at der virkelig er en mikrofon i enheden. Begge tilhører en generation, der har generel tillid til mennesker, men nærer en skepsis mod stand-by-knapper, jack-stik og kabler. Selv tilhører jeg Google-generationen, YouTubesegmentet og de snart outdatede mac-members, der er så moralsk anløbne, at de bruger deres såkaldte index finger discount til at piratkopiere Stevie Wonders samlede produktion og fire film i rap.

Det var først, da jeg indledte et forhold til en Pro Tools-wizard, at jeg fandt ud af, at en manual ikke er en del af emballagen, der skal smides ud. Mine forældre har aldrig læst en manual, men tværtimod ringet til „Christian ude i Expert“, når deres nye kamera/dvd/ fladskærms-tv/mobil/you name it ikke virkede. Mennesket før maskinen.

I lang tid talte forskere om, at min generation – den manisk sms’ende – ville blive den første, der fik tommelfingeren som primær finger: Med den kroniske tomlen af sms’er ville den udkonkurrere pegefingerens ubestridte højstatus. I sidste time af kapløbet, „Tommel kontra Pege“, opgraderedes mobilteknikken og gav os smartphonen, iPhonen, iPad’en og den androide.

Med det „intuitive“ system kom pegefingeren igen i front, og nu kan selv børn i etårsalderen åbne fars iPad og med en insisterende tilsavlet finger åbne billedarki57

vet. Man kan næsten se, hvordan den nye generation af lækkert hightech-design til den kreative klasse forsøger at forsvare sig imod den nye generation af old-school homo sapiens. Den sorte, blanke overflade skriger imod den våde babyfinger.

Jeg forestiller mig, at smartphonen gennem sin intuitive teknik inden længe vil udvikle et antivirusprogram: Når barnet nærmer sig, vil et vindue poppe op, teksten vil være skrevet med fed, understregning og caps lock slået til: „iPHONEN ER TIL EN KORT BESKED!“ Katten

LIV OG DØD OG DÅSEGEMME Min far har altid troet, han var døden nær. Som om døden legede dåsegemme med ham og ventede lige henne om hjørnet – parat til at springe frem med leen og råbe: „FUNDET! FAR ER I DÅSEN.“ Han var 39, da han fik mig, og da han blev far igen et par år senere, var han sikker på, han ikke ville nå at opleve min brors konfirmation endsige studentereksamen (det var faktisk det første, han i ren og skær forfjamskelse spurgte fødselslægen om, da han fik mig i armene: „Tror du, min datter kan blive student?“ Hvis ikke han havde været så befippet, havde han muligvis tilføjet et bonusspørgsmål til samme læge: „Og tror du virkelig, jeg lever til den tid?“). På trods af min fars memento mori, overbevisningen om, at nu kan der umuligt være mere held i sprøjten, har han klaret tilværelsen ganske glimrende uden andre skavanker end en forkølelse hvert femte år. Særlig stærk blev overbevisningen, da han overlevede sin egen far, min farfar, der efter sigende var en levemand, en festabe med en livsførelse, der nærmest tog pippet fra manden med leen. Men på en ferie i sydens sol lå salig farfar åbenbart stille længe nok 62

til, at manden med leen – iført shorts og kortærmet kappe – kunne sparke til og råbe: „FARFAR I DÅSEN!“ Så blev farfar balsameret og pænt sendt hjem til Danmark.

I de sidste par måneder har min far døjet med sin egen profeti, fordi han i en alder af nu snart 72 er rendt ind i en række irriterende livsstilssygdomme, som han muligvis kunne have undgået ved at følge bare en eller to af Sundhedsstyrelsens anbefalinger. Men det er det mærkelige ved min fars dødsangst. Det er, som om han er så overbevist om, at tiden er inde – eller rettere ude – at det alligevel ikke kan betale sig at holde op med at ryge, snuppe en klump smør, som andre snupper en humpel ost, eller skære ned på vinen (desuden ved alle og enhver, at rødvin er den rene livseliksir, et naturprodukt fyldt med alskens vitaminer og mineraler). Jeg elsker min far, og jeg synes, det er synd og skam, at han bruger så stor en del af tilværelsen på at tro, den er forbi. Desuden glemmer han, at hans mor blev næsten dobbelt så gammel som hans far.

Da jeg var lille, blev jeg meget bekymret, når min far alvorligt tilføjede: „ … Ja, nu må vi se, om jeg lever til den tid ...“ (altså nærmest ligegyldigt hvilken begivenhed der var tale om: sommerferie, jul eller familiefest.

Mine forældre kunne have svaret på enhver invitation: „Inge og børnene kommer. Peter kommer, såfremt han lever den pågældende dato.“). Som voksen har jeg lært at kysse ham ordentligt farvel, hver eneste gang jeg ta63

ger afsked med ham – for hvis man kigger længe nok på skyggerne omkring sig, ligner de mørkemænd med lange, le-lignende silhuetter. Som tiden er gået, bliver jeg nu mere og mere sikker på, at min far paradoksalt nok gennem sin dødsangst vinder det ene år efter det andet i bonustid: Han er så bange for at dø, at han mindst må blive 90+. Forhåbentlig har jeg stadig mange års faderlige beklagelser og afskeder til gode.

Jeg synes, livet er magisk. Ikke sådan, at man kan gå rundt i en evig rus over at være til, selvom jeg mener, at man faktisk burde rende rundt med armene over hovedet og juble: „JEG FINDES!“ For det er ret usandsynligt og ufattelig heldigt, at man ud af et utal af muligheder netop blev til præcis den, man er, og ikke bare en lignende størrelse med samme arvemasse. Tilværelsen er (særligt i vores privilegerede del af verden) så viseligt indrettet med små fortrædeligheder: rudekuverter, misforståelser, punkteringer, overtræk og finanskrise, at man somme tider bliver afledt og glemmer hvor magisk det er. Selvfølgelig har den også sine mørke sider, med meningsløshed og livskriser. Men så længe der er liv, er der håb. Og der er så meget liv!

Jeg synes, det er utrolig sørgeligt, at man ikke kan leve for evigt (og når jeg siger det, lyder responsen prompte: „Jamen, så ville man jo slet ikke sætte pris på noget af det!“ Siger hvem? spørger jeg bare. Altså bare 64

fordi man holder jul hvert år eller weekend hver uge, bliver det da ikke mindre rart af den grund). I hvert fald synes jeg godt, man kunne få lov til at være i livet, i universets forlystelsespark, bare lidt mere end en gennemsnitslevealder – et par århundreder. Døden som koncept – især oven på livet – virker umiddelbart utrolig kedelig.

Til gengæld er turpasset her evigt. Og der vil jeg fastholde, at der er nogen eller nogle, hvis nu man skal fordele ansvaret lidt, ude i kosmos, der har lavet en fejlslutning og er kommet til at bytte rundt på et par komponenter.

Det er tragisk, når mennesker dør for tidligt. Når gamle mennesker dør, er det bare sørgeligt. Bjørnen siger, han er kommet i dødsalderen (og allerede her bliver jeg fem år igen og bange, som når min far siger den slags.

Bjørnen skal være her altid – ved min side – han er jo en af dem, der får min verden til at vende den rigtige vej.

Han skal være inden for rækkevidde, hvis jeg snubler – hovsa, op igen – så der er en bjørnepote at støtte sig til).

Jeg forstår godt, hvad han mener. Han ser døden omkring sig, ser jævnaldrende falde fra. Men ligefrem at tænke det som en dødsæra! Skønhed har ingen alder, og det har døden heller ikke: Rask væk fanger den børn og unge, flere i flok, der prøver at gemme sig. Alle kommer de i dåsen, nogle før de burde. Legen var først lige begyndt.

Den første tragiske død erfarede jeg i gymnasiet, hvor en skolekammerat tog sit eget liv. Det var et chok 65

for alle. Hvordan kunne han tage af sted så tidligt? Så overbevist? Hans død fik mig til at indse, at man – og her taler jeg kun på egne vegne – ikke kan sætte sig til doms over andres liv eller grunde til at leve det. Selvom jeg elsker livet, fordømmer jeg ikke selvmordet. Men det gør mig ked af det, at nogle mennesker ikke kan leve, fordi livet er for smertefuldt.

Hvis bare vi kunne få en tur til. Hvis bare døden virkelig var en mand med en le, som legede dåsegemme.

Så ville jeg gemme mig, til han var helt omme bag næste bygning, løbe alt hvad jeg kunne, losse til dåsen og råbe min befrier op i himlen: „EN, TO, TRE! ALLE UD AF DÅSEN!“ Doris Simon HVIS JEG KUNNE, ville jeg løbe en befrier og råbe alle ud af dåsen.

Katten

ARVESYNDEN Bjørnen bor hyggeligt, det er personligt udvalgte ting, der skaber rammen om ham. På væggen hænger kniven, han har vundet i en skrivekonkurrence, ved siden af den et foto af ham og sønnen, og i køkkenet finder jeg menukortet fra Oyster Bar i New York, hvor jeg har været flere gange og fået (den billige) clam chowder. Bjørnehulen virker som Bjørnens hjem, ikke som et hus, hvor andre har sat deres fingeraftryk, poter og præg på møbler og interiør.

For mig har arvesynden en helt konkret betydning: Det er klunkemøbler, klenodier, gulnede breve, naturalistiske (eller amatøragtige forsøg på) malerier med hjorte i spring og ræve i skjul, fajancefigurer i douce farver, is-asietter, der ligner hinkesten, smykker fra forskellige æraer, påskeduge med og uden pletter, bryllupskjoler (… med og uden pletter), fotografier i sepia, sort/hvid, farver og pixels, klinkede servantestel, sølvtøj (tretårnet! For guds skyld ikke plet!), guldure, kukure, bornholmerure, kaffekopper (helst 12 stk. hele med underkopper), musselmalede tallerkener, kongeligt porcelæn (mindeplatter og isbjørne), ægte tæpper, uægte tæpper, 73

damaskduge, håndbroderede puder, stamtræsbogen, smedejerns-ildragere, lommetørklæder med oldemors kniplinger, bedstefars gamle uniform, frimærkesamlinger, cigarklippere, hjemmelavede pølseaskebægre med svigtende glasur, kagedåser med Richs, julepynt, arkitekttegnede stole, antikke kommoder og sidst, men ikke mindst, kønsløse Georg Jensen-lysestager.

Alt dette arvegods tvinges ned over hovedet på arvingerne, der grundet minder, nostalgi og praktisk snusfornuft ikke kan slippe af med det igen.

De efterladte tænker: „Den her PH-lampe skal jeg nok få solgt på Lauritz.com“ – men det får de aldrig taget sig sammen til, for så skal de samtidig tage alt det andet ragelse med til tilsvarende vurdering.

Eller de tænker: „Det her fodaftryk af Maries fod, da hun var et år – nej, dét kan jeg da ikke smide ud!“ Heller ikke selvom Marie i dag er en kvinde på 34, der bruger størrelse 39 ½ i terrængående fodtøj.

Eller de tænker: „Man kan altid bruge is-asietter, hvis nu man skal holde fødselsdag.“ Men enhver, der har ejet en bunke is-asietter (og her taler jeg af erfaring) ved, at de har et åndssvagt format (ikke store nok, høje kanter, lavet af tungt glas med prismer), og at de tager en evighed at vaske op, når de er smurt ind i lagkageflødeskum (to hold sæbevand + et til efterskylning). Ergo ender man med at købe paptallerkener, mens asietterne 74

bliver stående i skabet (navnet leder i virkeligheden tanken hen på asier og andet sylt).

Jeg er arving. Jeg bor faktisk i en mindestue. Med tiden er den blevet mere min og mindre minde, men da jeg flyttede ind i min farmors lejlighed, var den fuldt ud beboelig (havde endda lister til rollator på dørtrinene, telefonringetoneforstærker, der kunne fungere som sirene for hele indre by, og smarte håndtag på toilettet, som man kunne gribe fat i, hvis man skulle have brug for det). Hendes møbler stod, hvor de altid havde stået, og da min farmor var en dame med et vist format af lige dele klasse og stilfuldhed blandet med dekadent opad-snobning (tunge gardiner med ækle kvaster, og guldkanter på alt, der overhovedet havde en kant), var mange ting værd at beholde.

Så jeg har i en lang årrække boet i bunker af „ting-derikke-er-mine-og-som-jeg-egentlig-ikke-har-brug-formen-som-er-alt-for-gode-til-at-smide-ud“. Desuden tør jeg slet ikke smide noget ud, for, som min barndomsveninde engang sagde om en kæreste: „ – så sætter man ik’ guld på ga’en.“ Heller ikke selvom det bare er kunstigt guld på et rædselsfuldt glasbord fra Lysberg Hansen & Therp af den slags, hvis kanter skærer sig med kirurgisk finesse ind i skinnebenet, hvis man kommer for tæt på.

Og når jeg i mange forsøg har prøvet at komme af med noget af alt det bras, har min mor sagt, at „den skal du ikke smide ud“ (og heller ikke den og den og den og 75

de der og slet ikke den store af dem der) – næ, så vil hun gerne have dem „næste gang, hun kommer over med bilen.“ Men næste gang kommer aldrig: Når bilen er med, er der sjovt nok „ikke plads denne gang“.

Mine forældre boede engang i 1970’erne så lækkert, enkelt og hyggeligt, at deres hjem blev fotograferet til forskellige boligmagasiner. Dér står min far så i sit værksted, sorthåret og tynd i rullekravesweater, med et sofistikeret look a la Glenn Gould og giver den i rollen som boheme, mens min mor – sikke ben! – hører til på billederne af stuen, hvor de gyldne lokker og blå øjne matcher forglemmigejer og liljekonvaller, som står samlet i en klassisk Seidelin-vase på barok-bordet, der igen står i kontrast til de rustikke bondemøbler.

Nu bor de i et hjem, der er så fuldt af arvede møbler, alskens kunstgenstande blandet med utrolig praktiske plastikspande i pangfarver, min mors evindelige bladbunker (Ældresagen, Ud & Se, Weekendavisen fra for to måneder siden, LIC-kataloget, folderen fra Dansk Sprognævn, By & Land-bladet, Amnesty, SOS-børnebyerne, Antik & Auktion, lokalavisen og så fremdeles) og min fars keramik, der står alle steder (og jeg mener vitterligt alle steder: på det badeværelse, der ligger tættest på værkstedet, står der ofte en 15-20 lerfigurer til tørre på de ca. tre kvadratmeter gulvareal. De færdige krukker, figurer og fade er min far listig nok til at placere 76

taktisk bag et gardin for eksempel, så min mor ikke opdager det med det samme og begynder at råbe til ham, at hans ting ikke skal ligge dér!). De smukke skitser og oliemalerier ophæver nærmest hinanden, som de hænger der side om side som et patchworktæppe. Der er ikke vægplads til, at øjet kan hvile, før det støder ind i næste skilderi/blomsteropsats/buede spejl/akvarel, lampe, vase – you name it, mine forældre ’got it. Tænk, at to så attraktive og distingverede unge mennesker med så god smag endte med at bo i en krydderiskuffe, hvor alle smagsvarianterne er endt oven i hinanden.

Efter en samler kommer en spreder, siger man. Jeg vil nærmere sige, at efter en masse samlere kommer der en meget træt arving med tics og angst for at kassere det forkerte. Når jeg ikke kan sove om natten, ligger jeg og fantaserer om, hvor meget jeg kan og vil smide ud – en dag, en anden dag, snart, i nærmeste fremtid. Jeg ligger og tænker på, hvor dejlig befriet jeg vil blive i hovedet, når jeg ved, at is-asietterne er endt i genbrugeren. Men de står stadig i skabet.

Det tager mange år at smide sin døde farmor ud af huset, særligt når det eneste, man flytter ind med, er en arkitektlampe med klistermærker på og en gammel IKEA-reol, som ens Barbiedukker har boet i en hel barndom. Om det så er min farmors stok, så har jeg den i garderobeskabet. MEN tider skal henrulle, slægt skal 77

følge slægters gang. For et par måneder siden er der gået redebygning i redeligheden. Vi er ude i en ren og skær katharsis-oplevelse, hvor jeg i en frydefuld blodrus har smidt bras ud i bunker, mens Bassisten og mine søde, arbejdsomme veninder m/k har malet og kradset. Spørg, hvad der står på hvilke hylder i Silvan, om den optimale måde at fordele polyfilla på, om sortimentet og mulighederne i IKEAs Pax-skabsløsning – svaret findes nu i det, der engang var min farmors lejlighed, men som nu endelig er blevet vores.

I et hjørne står der imidlertid et arkivskab – et gammeldags et af slagsen. Det er gedigent, lavet af træ, og man kan ikke lade være med at åbne det, når man går forbi.

Det lokker – som en æske fyldt chokolade, pakket i farvet papir og med en duft af både kaffe, vanilje og bourbon, lokker som en sprød og glad melodi eller som en varm solstråle, der smyger sig op ad ryggen på én den første forårsdag.

Jeg åbner skabet, og der står de – alle mine skatte, revideret, indsat med noteapparat, i alfabetisk orden og med forskellige koder: det er mine indsamlede replikker, situationer og gode historier i forskellige størrelser, former og farver. Nogle har jeg håndplukket, andre har jeg fået foræret og en del har jeg arvet. Indimellem er der stukket forskellige ord ind med en notits: „Bør anvendes 78

oftere“. Sådan en står der for eksempel ved siden af ordet „dulgt“. Som en rigtig connaisseur og feinschmecker ved jeg selvfølgelig også, at man ikke skal sætte alt til skue eller lade alle og enhver komme og klatte fedtfingre på akvarellerne. Man skal vide, hvornår man skal bruge hvad; til hvilken anledning en særlig fin frase eller et kryptisk forvildet ordsprog virkelig kan komme til sin ret. Det er som at vælge en ramme til et maleri – den må ikke være for pompøs, ikke være for vag, passepartouten må hverken være for bred eller for smal. Og derefter – hvor skal skilderiet så hænge? Den rette plads, de rette omgivelser, den rette belysning. Jovist, der er mange hensyn at tage for en kender.

Arj, altså … når nu vi alligevel står her. Vent lige, så åbner jeg den her skuffe. Det er en af dem med replikker i.

Den øverste er måske syv år gammel – en potentiel klassiker: „Det er altså ikke mig, der styrer, selvom det er mig, der går forrest,“ sagde en medstuderende engang, hvor vi gik i en gruppe gennem de kedelige og uinspirerende gange på det gamle KUA (Københavns Universitet Amager.

Den kedeligste gang på det kedeligste universitet i universet). En skøn replik. Forestil dig en krigsscene, soldaterne går march, et-to, et-to, og så siger tropsføreren (en hærdebred, brovtende mand med schnurrbart og sammenvoksede øjenbryn) sådan lidt henkastet: „Det er altså ikke mig, der styrer, selvom det er mig, der går forrest.“ 79

Ved siden af den replik ligger en anden – nyligt indsamlet på Kompagnistræde og udtalt af en 11-12-årig pige til en anden. Jeg cyklede forbi og kom til at smile ved synet af dem: hestehalerne, der vrikkede årvågent i takt med melodien fra de lyse pigestemmer, som blev kastet rundt mellem husene med en henrivende tone af snusfornuft, gammelkløgt og bedrevidenhed. Der er mange verber, som betegner det at gå – at vandre, slentre, spadsere eller vralte for at nævne nogle få, men disse to yndigheder travede af sted med raske fjed. Idet jeg overhalede dem, hørte jeg den ene sige: „Ja, det er altså ulempen ved det. Lempen ved det er så til gengæld—“ Ved siden af alle replikkerne og de (dulgte) ord har jeg gemt en hel række af ordløse optrin, situationer, der taler for sig selv. Den her har jeg fået foræret, den er observeret fra et busvindue i Firenze: Det er solskin, skyfri himmel. En fin dame står og venter på bussen. Hun har spadseredragt på, guldørenringe og højhælede sko. Bag hende står en lidt forhutlet hjemløs fyr. I den ene hånd har han en slags sprayflaske i hånden (en af den slags, frisøren bruger til at fugte sammenklasket hår med, sådan en flaske, der ligner noget fra en Ajax-vinduesrens-reklame). Damen har ikke set ham. Manden tager sprayflasken op og sprøjter op i luften over hende. Forundret ser hun op, kigger rundt og får øje på manden. Han smiler til hende og rækker hån80

den spørgende ud i luften, som man gør, når man vil se, om det regner. Se, dét er poesi. Det er overskud – at få andre til at undre sig, at få dem til at lægge hovedet på skrå og smile. Det er med det, som Peter Plys siger om sneen, at „jo mer’ det sner, tralalala, jo mer’ der bliver, tralalala – af sne.“ Smil smitter.

Katten

OM VENNER OG ANDRE BØGER Nu skriver min ven, som ikke er en bog, men derimod en Bjørn (der dog måske alligevel har visse ligheder med et anekdotisk, delvist selvbiografisk opslagsværk?) om sine bøger, som var de venner. Jovist, en bog kan være en ven, men den kan sandelig også være en plageånd, en pligt, en tyngende samvittighed, en drænende oplevelse nedfældet på papir, som får en til at lukke øjnene, før man lukker bogen.

Man siger, at „en fremmed er en ven, du endnu ikke har mødt“. Sådan kan det også være med bøger. Et par sider inde bag bogryggen føler man sig allerede hjemme: Det er, som om denne bog er skrevet til en, til netop denne stemning, til netop det humør, man er i. En stille, indre jubel lister sig op ad rygraden og forplanter sig i hele centralnervesystemet på én – oh yes, man har fundet guld. Det er så frydefuldt, at man læser løs, indtil man halvt igennem begynder at spare på siderne. De fleste elsker at være i godt selskab og gerne blandt venner.

Men som regel kræver selskabelighed samtidig også noget af én, opmærksomhed, aktiv deltagelse og godt humør. Med en bog kan man være sammen med en masse 87

mennesker, et andet sted i en anden tid – og samtidig kan man være alene. Ingen af de mennesker, man deler tilværelse med i bogen, kan se, om man sidder i lange underhylere, sweater og sutsko, om man står i subway’en i New York, eller om man har sneget bogen om bag en undervisningsbog i fysik (… ja, så er det indrømmet).

Jeg har som Bjørnen haft perioder med særlige bøger og forfatterskaber: Nogle husker vigtige år af deres tilværelse med bemærkelsesværdige sportsbegivenheder („det var det år, vi vandt EM“), andre med særlige vejrforhold („den sommer, hvor kælderen svømmede over“) eller verdenspolitiske vendepunkter („da Muren faldt“).

Jeg husker perioder af mit liv gennem de bøger og forfatterskaber, der prægede dem – nogle gange klassikere, andre gange mere tarvelig sjaskelitteratur. Jeg har levet i andre tider i flere dage – i russisk vinter, indtil jeg fik nok af beskrivelserne af en vis Kareninas betagelse af en ung mands moustache, så hoppede jeg over i et mere upbeat tempo hos Truman Capote og udlevede min indre Holly Golightly. Jeg kan sagtens læse flere bøger på en gang. Er man træt af at tale med den ene ven, kan man lige konversere – eller sladre – lidt med en anden (de russiske vintre er, såvel som de russiske klassikere, alenlange. Man længes efter sol, sommer og lette anretninger).

Jeg arvede alle min farmors gamle venner, da hun døde. Der stod de, de solide samlede værker fra A til Z, 88

alt fra danske Andersen, Blixen og Blicher til udenlandske Zola, gamle, gedigne fembindssamlinger, sprættet op med brevkniv med mindre kirurgisk finesse, stod ved siden af spredte historier om unge, fattige piger, der bliver reddet af rige mænd, som kører rundt i Paris’ gader i droske og sender hemmelige, sexede beskeder i små parfumerede konvolutter, inviterer dem til saloner eller selskaber, hvor de dristigt kysser en behandsket hånd og sender hinanden hede blikke. Jesus Christ! Det gør moderne sms-flirt og datinghjemmesider omtrent lige så erotiske som en hårdt opvredet karklud eller et slattent håndtryk. Næ – at mødes et hemmeligt sted, gå ind ad hver sin indgang med iberegnet tidsforskydning, gemt bag hat og slør, med hjertet i halsen, og blive modtaget i en kaminopvarmet lejlighed, en love nest, hvor bejleren har udvalgt alt fra tapet til sengelinned – Voulez-vous coucher avec moi ce soir? (eller som en gymnasielærer tørt bemærkede: „Ja, piger: Det hedder at se Paris på ryggen!“).

En af mine milepæle var Henry Miller (åh, Henry, din frækkert. Din sjuft, din livsnyder, din kradsbrunstige poet!). Den første bog, jeg læste af ham, fik jeg stukket i hånden af min mor. Den hed „Min cykel og andre venner“. Titlen er skøn, og da Bjørnen skrev om sine bøger som venner, kom jeg netop til at tænke på den. Og på mine venner. Som ikke er cykler. Venner, som man måske godt kan sammenligne med bøger.

89

Jeg er et heldigt menneske. Heldig, fordi mit liv er befolket med meget forskellige, spændende, kærlige og utrolig sjove mennesker. De har forskellige kapitler, enkelte har endda et noteapparat, som man skal kende temmelig indgående for at kunne læse mellem linjerne, når de taler. Jeg har en ven, der er et læderindbundet leksikon. Han er fornuftigt indpakket i smudsomslag, grundig i sine beskrivelser, en gedigen fagbog, der er skrevet med kenderens underspillede humor og ekspertens diskrete charme. Jeg har en veninde, hvis liv nærmest former sig som en tegneserie: Hun hamrer fra den ene KAPOW!! til den næste BANG! i sit kærlighedsliv. Når hun fortæller, er det uden større sproglig akkuratesse, men med en begejstring eller klagesang så farverig, at der alligevel skyder sprogblomster op i hver anden frame: „HVA’BE’HAR!?

Må man så lige be’ om sine himmelblå,“ brøler hun ind i telefonen og lyder som en gammel dame, inden hun fortsætter: „Han er så nasty! Men jeg var også selv totalt skruet op i dansepistoler og lignede en pudderluder.“ Så er der mit vennepar, det ældre ægtepar, der tilsammen udgør en komplet rejseguide, hele samlingen af Politikens „Turen går til …“ Alligevel er det kapitlet om Argentina eller dengang hele familien kørte ud over en bjergside, der bliver læst højt gang på gang. Så er der også min akademiske veninde, der i virkeligheden er en kogebog: Hun tager udfordringen op og laver mad til 40 mennesker til 90

sin mosters fødselsdag: „Hvid chokolademousse, eller fondant—“ mumler hun og googler på nettet: „Ristede kastanjer – jamen det må man da kunne lave selv!“ Hendes rejsebeskrivelser handler hverken om seværdigheder eller bjergsider, men om, hvilke fødevarer man kan få på de lokale markeder, hvilke krydderier, hvilke specialiteter på hvilke restauranter. Jeg har en ven, der er en digtsamling – en penneven, er han: Han sender håndmalede kort, akvareller i stærke farver med collager af udklip, dansende skrift og altid i ærbødighed, thi vi er Des, når vi skriver.

Mig bekendt har jeg ingen kriminelle venner, men enkelte fungerer som spændingsromaner: Deres job gør, at de ikke kan fortælle om det, i hvert fald ikke før om noget tid; noget skal undersøges, researches, optrevles, bevises – noget, men hvis jeg vil vide præcis hvad, må jeg væbne mig med tålmodighed og læse kapitlerne igennem grundigt, læse efter clues, fortalelser, ledetråde.

Jeg har venner, som er en skønsom blanding af essays, forskellige fagblade, kombineret med brevkasseindlæg, kronikker og velskrevne reportager. Jeg har yngre venner og ældre venner, venner, der ligner mig, og venner, der er mine modsætninger: en barndomsveninde, der først ville være dyrepasser, så pædagog og siden kosmetolog, en tysk professor, der oplevede både opbygningen og nedrivningen af førnævnte Berlinmur, min norske havfrue, som jeg mødte til en reception, og 91

som tryllebandt mig med sin latters vilde sirenesang, min fornuftige ven, som har en stor og betroet stilling med tilhørende kæmpehyre og personalegoder, men som stadig spiller luftguitar på sin tennisketsjer og går i kondisko uden at binde snørebåndene, og som aldrig kan finde sine nøgler.

Det gode ved dem er, at jeg for hvert kapitel bliver mere og mere opslugt af deres historier. Pludselig finder jeg ud af, at jeg selv er med i historien om deres liv: at jeg er en bifigur i kapitel 7 eller en hovedkarakter i kapitel 10. Og når jeg så bladrer i siderne hos min anden ven, kan jeg se, at der er utallige referencer til min første vens værk. Historierne vikler sig ind og ud af hinanden, og jeg læser fuldstændig opslugt – spændt og godt underholdt. Det gode ved de af mine venner, der hverken er bøger eller cykler, er, at de ikke sådan slutter. Jeg behøver ikke spare på siderne. Det er, som om de skriver sig selv, efterhånden som jeg bladrer. Ingen af dem samler støv på min IKEA-reol (model „Billy“ – jeg ved det godt.

Det er simpelthen for pauvert. Min farmor ville græmme sig). Ingen af mine venner bliver tabt på gulvet, givet væk eller får æselører, hvis ikke de har det i forvejen. De er unikke værker – man kan således ikke bare gå ind på et offentligt bibliotek og låne mine venner – næ, næ!

Min nye, bedste, gamle ven er en Bjørn. Jeg er kun nået til de indledende kapitler om ham, selvom jeg læser 92

ivrigt. Alligevel føles det, som om han har været en del af min historie meget længere tid, end jeg har fulgt med i hans. Måske er det, fordi en rigtig ven ikke bare er en bog, men også en læser. En rigtig ven kan læse én, læse mellem linjerne og se sider af én selv, som man troede gemte sig bag andre – mere renskrevne – ark.

Kære ven, du bog, menneske eller cykel! Har man først lært at cykle, glemmer man det aldrig. Sådan er det også med at læse. Nogle gange vælter man, punkterer på et komma, andre gange virker bremsen ikke, så man læser et par sider forud. Men man bliver ved livet ud.

Sådan er sande venskaber.

Katten

EINSTEIN MED EN ROSE I HÅNDEN, PÅ BUNDEN AF HAVET – OG I MODVIND „Hvad tænker du på?,“ spørger hun. „Ikke noget,“ svarer han og mener vitterligt „ikke noget“, „ingenting“, „niente“, „nada“, „nul og niks“.

Straks får hun et lidt bekymret udtryk i ansigtet, mens han stadig kigger tomt ud i luften, falder lidt i staver, strækker benene og drikker af kaffen. „Han tænker garanteret på noget,“ tænker hun (men det gør han altså ikke). Hvorfor vil han ikke sige, hvad det er? Hun kan ikke forestille sig, hvordan det er ikke at tænke på noget hele tiden.

Enhver kvinde ved, at spørger hun sin veninde, „om der er noget galt“, og denne svarer „nej – der er ikke noget galt“ – ja, så er der virkelig noget alvorligt galt! Især hvis der efter benægtelsen falder en lang sigende tavshed. Men netop den – den talende tavshed, der i kvindeører larmer som et 150 meter langt godstog, der bremser 99

– ja, den frekvens kan de færreste mænd modtage. Så når den omsorgsfulde mand spørger sin hunkæreste, der ser lidt trist/bleg/mopset/knotten eller direkte spydig ud, om der er noget galt, og hun derefter benægter – ja, så har vi balladen. Han holder sig jo slet ikke til spillereglerne!

Han skulle netop spørge igen: „Jeg kan jo se, du ser trist ud, kom over og få et kram og fortæl mig om det“ (= du har brug for omsorg. Og den kommer her. Jeg er lutter øren. Kom blot med alt dit brok eller dine bekymringer).

Dét ville enhver af hendes veninder gøre – i det mindste spørge: „Er du sikker? Er du okay?“ Men hendes søde kæreste tænker: „Nå, pyh – der er heldigvis ikke noget galt.

Hun så sgu ellers sådan ud.“ Så snart han er ude af rummet, sms’er hun til sin bedste veninde: „Hvorfor er mænd bare så skide uengagerede?“ Og to minutter efter ringer veninden, så hun endelig kan få afløb for alt det, kæresten ikke lagde ører til, plus det ekstra brok, der nu har hobet sig op, fordi hankønsvæsenet ikke var tankelæser.

Det er ikke nemt. Hverken for ham eller for hende.

De fleste kvinder, jeg kender, har en konstant talende tankestrøm i hovedet. Det er ikke, fordi de (vi) alene tænker på rene dybsindigheder. Der ryger også huskesedler, tvprogrammer, fødselsdage eller buksestørrelsesovervejelser med i købet. Det er nærmere en slags informationsstrøm, som løber gennem hjernevindingerne med større eller mindre intensitet. Derfor har mange kvinder svært 100

ved at forstå, at visse mænd kan slukke for strømmen (læg mærke til, at jeg ikke siger alle. Jeg er sikker på, der findes kvinder, der magter kunsten at tænke mere, som mange – ikke alle – mænd gør). Da jeg blev kæreste med Bassisten, kunne han sidde og se drømmende ud i luften (det var før, jeg vidste bedre). De mørke krøller faldt graciøst ned over de bedårende blå øjne, de maskuline øjenbryn rynkedes en smule og gav den stolte pande et seriøst touch, og når den smukke hånd tænksomt strøg forbi den skæggede hage, var der ingen tvivl i mit sind: Her var der tale om inkarnationen af Auguste Rodins „Tænkeren“.

Så jeg spurgte ham med næsten tilbageholdt åndedræt: „Hvad tænker du på?“ Han svarede ikke – hvilket kun bekræftede mig i, at der var tale om filosofiske spekulationer på Platon-niveau, astrofysik, eller allerbedst: overvejelser om, hvordan han nogensinde havde kunnet få livet til at give mening uden mig ved sin side. Jeg spurgte igen. Og nu, ja, nu glippede øjnene – jo, jo, han var ved at vende tilbage til verden, hånden væk fra hagen, amorbuen løftede sig, og ud kom svaret: „Hva’?“ Jeg gentog spørgsmålet for tredje gang. Og han svarede, som sandt var og på ganske klassisk vis: „Ikke noget.“ Jeg gik ham på klingen, tæskeforelsket var jeg jo – jeg ville bare vide alt om ham og alt, der foregik inde bag de blå øjne. Han kunne have sagt, at han tænkte på 101

handlingen i Alfons Åberg-bøgerne, og så ville jeg have syntes, at dét virkelig var en original tanke for en mand i tyverne. Nu skulle vi jo dele alle mulige ting, liv, spaghetti og kærlighed som hundene i Disneys „Lady og Vagabonden“. „Jo – kom nu. Sig, hvad du tænker på ...“ sagde jeg og prøvede at skubbe den verbale kødbolle over på hans side af tallerkenen med samme ynde som Vagabonden (der jo godt nok er en hanhund).

Han sukkede opgivende og kiggede mig direkte ind i øjnene. „Så – nu kommer det,“ tænkte jeg. Og der kom da også noget, bare ikke det, jeg havde ventet: „Du tror, jeg sidder og tænker på noget, men det gør jeg altså ikke.

Og jeg ved godt, det er sådan, I fungerer, for sådan er min mor og min søster også. Men tro mig: Jeg tænkte ikke på noget som helst. Jeg sad bare og kiggede ud i luften.“ „Nå?!?“ sagde jeg forbavset, nærmest måbende.

Han kunne lige så godt have sagt, at verden fra i morgen ville dreje den anden vej rundt, og solen gå ned i øst.

Han grinede, da han så min forbløffelse: „Ja, du ville sikkert gerne have mig til at sige et eller andet klogt, ikke?“ „Jo,“ svarede jeg – ærligt. Så fik han et mere vågent udtryk i ansigtet, vittigt, ikke så bedårende som før, da han sad og gloede ind i køleskabslågen. Så sagde han: „Noget klogt, noget romantisk, noget dybt … og noget lidt mystisk—“ Jeg nikkede ivrigt. Han fortsatte: „Hmm, jamen så tænkte jeg på Einstein, der står med en rose i hånden 102

på bunden af havet – og i modvind, for det er da lidt mystisk, ikke?“ Fra da af droppede jeg alle forventninger om, at han eller jeg skulle agere tankelæser for hinanden. Jeg ved, at spørger jeg, får jeg svar (for eksempel: „Jeg tænker på, om jeg kan have den store forstærker i bilen, hvis jeg samtidig skal have lys med“ eller „Jeg tænker på, at det var genialt, at H.C. Ørsted gav oxygen et dansk navn.

Ilt efter ild.“ Det sidste sagde han virkelig i sidste uge.

Igen tænkte jeg, at vi godt nok er … meget forskellige).

Så nogle gange lader jeg være med at spørge – han sidder jo der og ser så klog, dyb, romantisk og lidt mystisk dragende ud, mens han sidder og stirrer på køleskabet.

Katten

DET, MAN IKKE KAN SPRAYE VÆK Det viser sig, at Bjørnen i virkeligheden er en pebersvend – godt nok ikke i gængs forstand, men så alligevel.

Det er sympatisk, at han ikke er typen, der slås, heller ikke selvom han bliver truet med bank: Næ, der finder han blot en peberspray frem af cottoncoatens dyb (Burberry – nyligt indkøbt i London. Globetrotter er han jo nærmest blevet her på det sidste).

Episoden med overfaldsmanden, der fik benene – og Bjørnen – på nakken, fik mig til at tænke på, hvor herligt det er at spraye forskellige ubehageligheder som utøj, kalkrester og rust væk.

For et par år siden købte jeg en vidunderlig spraydåse: Den hed „Multispray“, og fabrikanten havde som salgsfif givet den en fængende underrubrik: „Multispray – klarer alle hverdagens små problemer“. Det var den sidste herlige tilføjelse, der gjorde, at jeg købte den. Jeg så det nemlig ret levende for mig: Kat med Multispray i højre hånd og en bunke hverdagsproblemer foran sig. For eksempel: 110

Rudekuverter ind gennem brevsprækken – et pift pssfffft med Multispray, og væk er de.

Punkteret cykel – pssfffft.

Skraldespanden (så proppet, at hanken går af, hvorefter en mismodig Kat taber den på trappen, så indholdet fordeler sig harmonisk fra 2. sal til stueetagen) – pssfffft – væk er skidtet.

Tomt køleskab – pssfffft – bingo!

Og så lige at rense køleskabet (for er der noget mere irriterende?) – pssfffft!

Lang kø i supermarkedet – pssfffft – Multispray klarer køen … og minsandten også betalingen – pssfffft.

Sur skrankepave hos Borger „service“ – pssfffft.

Sur kæreste – pssfffft.

Selv sur? – pssfffft (og for at få humøret lige en tand højere op tager jeg da lige et par strint til af dette vidundermiddel – pssfffft pssfffft. Smilet vokser, jubel bobler i maven. Mine tænder, når jeg nu står og griner ind i spejlet, ja, dem kan jeg da lige hvidte i samme ombæring – pssfffft. Jeg går tættere på spejlet: Er det GRÅ HÅR? Pssfffft – pssfffft, nej, det er det heldigvis ikke … længere.

Tak, Multispray!).

Nu er det ikke alt, Multispray kan klare. Da fanden tog ved Bjørnen, og Bjørnen tog ved pebersprayen, var det et mand til mand-opgør (eller måske mand til Bjørn?).

Som i Det Vilde Vesten, hvor Bjørnen med sin cottoncoat, 111

bredskygget Stetson og støvler, hvis sporer klirrer for hvert skridt, pludselig står ansigt til ansigt med fortidens medsammensvorne, som nu pludselig er en hævngerrig rival.

Bjørnen er hurtigere end sin egen skygge – med et rutineret greb er hånden ved hoften og straks løftet igen, og før fjenden kan nå at tænke: „Spraydåse!“ står han med dysen mod tindingen. Strøget ligger øde hen – kun en vindheks flyver forbi Storkespringvandet – folk er flygtet ind i Illum, H&M, cafeer og skobutikker og står nu og følger opgøret.

Fjenden har solgt skindet, før Bjørnen er skudt, og nu må han sande, at det er hans eget skind, nemlig det på næsen, der bliver revet til blods af svidende gas – ikke af fæle bjørnekløer, dertil er Bjørnen alt for elegant.

Med kvinder er det anderledes. Det er sjældent, vi slås med hinanden i fysisk forstand. Til gengæld kan det psykologiske spil mellem to rivaliserende kvinder få atomkapløbet mellem USSR og USA til at ligne en børnehavekonflikt og Den Kolde Krig en opvarmningsøvelse for håndleddene. Kvinder kan være så gennemført modbydelige, beregnende og stålsatte – en hævngerrig kvinde er et varmesøgende krydsermissil, låst fast på målet. De, der påstår, at der „ikke ville være krig i verden, hvis det var kvinder, der havde magten“, kan jo prøve at stave til Margaret Thatcher eller Condoleezza Rice. Jeg vil vædde med, at begge damer bruger peberspray som deodorant.

Psykisk terror eller mobning foregår ikke kun i skolegår112

dene, selvom det er en så lav, led og ækel teknik, som ingen voksne burde praktisere. Kampsporten mestres af kvinder, der ser deres snit til at lægge giftgas ud i pauserne i samtalen, snige stikpiller af cyankalium ind i sætningerne og servere kaffe og kage med verbale barberblade i glasuren. Hvor ville det være nemmere, hvis det nederdrægtige spil kunne klares med en rask gang armlægning eller et blåt øje. Som en af de lystige fynske fiskersvende engang fortalte mig, ja, „så var ha’ da kamm’ te’ å’ sæt’ sig på den forkerte plads“ på et værtshus i Thyborøn. Så kom der en stor nordjyde hen og gjorde et kast med hovedet, en international og nonverbal gestus, der skulle betyde „smut“. Men den gæve – eller dumdristige eller måske nærmere drilske – fynbo lod som ingenting. Så prøvede nordjyden med to ord, nemlig „min“ og „plads.“ Hvorefter fynboen svarede: „Ja, det tror jeg så ik’. Jeg sat’ her først – å jeg har da immervæk sat’ her en time!“ Men inden han fik sagt sætningen færdig, fik han sådan en kæberasler, at han røg fra stolen over bardisken og hen ad gulvet. Men nu skal vi huske på, at det er en fynbo, der er tale om. Så han rejste sig med det samme igen, rystede kæben på plads og kiggede på nordjyden, som langsomt satte sig på sin plads. „Og hvad skete der så?“ spurgte jeg. „Ja, så satt’ jeg mig da ve’ si’en af, og så fik vi da en bajer – det var da bare helt i orden! Jæ’ ha’ ju’ taget hanses plads, så deeet …“ 113

Jeg tror aldrig, det ville være sket mellem to kvinder. Der er en vis elegance i det enkle, muligvis primitive spil: betaling med næve og kapow, så er afregningen udført, og så kan man lige så godt både glæde sig over den vellykkede nævekamp, anerkende modstanderen som et mandfolk og nyde en kold fadøl sammen.

Kønnenes kamp er derfor en ret spøjs størrelse. Man kan vel sige, at det svarer til at bruge våben med forkert ammunition: en flitsbue og en patron, en AK-47 med ninjastjerner eller en katapult med samuraisværd i assorterede størrelser. Man affyrer det ene skud efter det andet, sigter efter det svage punkt, men det hele falder latterligt til jorden. Bortset fra de få gange, hvor den ene part m/k, virkelig får lavet en så gennemført strategi, en guerillataktik med indbygget overraskelsesmoment, at den anden aldrig nogensinde glemmer det igen. Hævn. Skulle en mand være så uheldig at skaffe sig op til flere kvindelige fjender på halsen, gør han klogest i at holde dem adskilt. Ellers er han ikke bare oppe imod én modstander – men en hel hær af krigsliderlige amazoner. Følgende historie har jeg fået fortalt af en veninde, som havde den fra en anden eller en tredje: En unavngivet fyr havde været lidt for smart over for lidt for mange kvinder lidt for mange gange. Han havde fleksibelt arbejde, der gjorde, at han kom rundt mange steder, mange gange i mange byer, afvekslende job og afvekslende damer, som han formodentlig troede aldrig ville støde på hinan114

den. Men en ting, mænd ikke må glemme, er, at kvinder snakker. Meget. Og længe. Og indbyrdes. I militærsprog hedder det intelligence, eller efterretninger. Den unavngivne fyr blev ihvertfald narret grusomt af et par kvinder, der havde fået nok. Han havde således scoret et job med en kæmpe hyre i Nordsverige. Det eneste, han skulle, var at lægge ud for togbilletten. Så han tog glad af sted – „Farveller, Danmark, og hejsan, Sverige, hur jättetrevligt.“ Da han efter lang tid ankom – der er jo et stykke vej – og henvendte sig på den arbejdsplads, der havde hyret ham, måtte de imidlertid melde pas på jobbet. De havde ikke nogen aftale med en dansk fyr. Og billetten? Ja, returdelen kunne han da bruge med det samme, men den måtte han altså selv betale. Forvirringen var total. Men så modtog den nu knap så smarte fyr en sms med teksten: „Der er ikke noget job til dig, når du kommer frem. Til gengæld kan du jo bruge tiden i toget på at tænke over, hvad du har gjort.“ Og der må man sige, at han nok havde foretrukket en kæberasler og en kold fadøl. Eller sågar et pift med Bjørnens peberspray. Bedst af alt havde det selvfølgelig været, hvis han havde været i besiddelse af min Multi­ spray. Så havde han med et enkelt pssfffft på hver af de forbitrede kvinder kunnet klare det, der tilsammen blev til mere end bare „hverdagens små problemer“.

Katten

MØDE MED DEN DØDE Det ringede på døren en morgen på lige netop det tidspunkt, hvor man ikke har tid. Irriteret og med en sko på højre fod og det lange ben foran (der denne morgen også var det forkerte ben, jeg havde fået ud af sengen) flåede jeg døren op, allerede kampklar, parat til at tage imod en pakke eller give en skilling til et humanitært, dyre- eller miljøvenligt formål: Foran mig stod to store, uniformerede betjente. Jeg blev helt paf, i hvert fald hørte jeg slet ikke efter, hvad den ene sagde på jysk – gloede bare nysgerrigt på betjentene, mens mine to brikker mellem ørerne legede gemme med hinanden. Jeg forstod simpelthen ikke, hvad de lavede der, og fik derfor kun fremstammet et velartikuleret: „Hva’?“ Den ene betjent gentog sit spørgsmål – nu på langsomt jysk – for at dømme efter mit forfjamskede ansigtsudtryk stod det klart for dem, at jeg ikke var den hurtigste knallert på havnen. Spørgsmålet var ganske enkelt, hvor Bassisten var henne? „ÅH NEJ!“ tænkte jeg, „POLITIET ER EFTER HAM?!“ Som reaktion pustede jeg mig op og stod med korslagte arme i døren. I stedet for at svare stillede jeg med snusfornuftig 123

mistro et modspørgsmål, nemlig hvad de ville. „Er han hjemme?“ spurgte betjent nr. 1. Og sandt som det var, svarede jeg, at det var han ikke. Indtil videre kun spørgsmål og flere spørgsmål. På stedet besluttede jeg, at hvis ikke de ville afsløre, hvilken forbrydelse Bassisten havde begået, ville jeg ikke sige, hvor han var. Med min forkærlighed for hverdagsdramatik var jeg allerede parat til at række mine håndled frem mod betjentene med ordene: „Tag mig bare – jeg afslører det aldrig!“ På den anden side var jeg meget nysgerrig efter at vide, hvorfor de efterlyste den krølhårede og blåøjede Bassist. Var det mon en lidt for optimistisk parkering? En aldrig betalt fartbøde? Var han blevet forvekslet med en indsat, da han hjalp med at indspille cd’en med fangekoret i Vridsløselille Statsfængsel (en cd, der fik den fængende titel „Forbryder­ albummet“). Eller var det, fordi han havde insisteret på at beholde sin „Bevar Christiania“-trøje på, da han skulle spille et job for netop politiet? … Eller havde han virkelig en kriminel nebengesjæft, jeg ikke kendte til? Måske han i virkeligheden var juveltyv – eller mastermind udi pokertricks – en type, der var taget ud af „Ocean’s Eleven“ eller „Mission Impossible“-filmene.

Mine fantastiske dagdrømme blev afbrudt af betjent nr. 2, der ganske enkelt – men også på jysk – fortalte, at Bassistens far var blevet fundet død, og at det derfor var deres opgave at overbringe beskeden til de pårørende.

124

Den information skulle lige vende et par gange i knolden på mig, før den fes ind på lystavlen. Jeg havde aldrig mødt min svigerfar. Meget havde jeg hørt om ham – men mødt ham havde jeg ikke. Tiden var aldrig rigtig inde. Og nu var den pludselig ude. Han var død.

Bassistens far var vistnok det, man kalder en fraværende far. Han var videnskabsmand, forsker og ph.d. – sådan en, der i beskrivelsen lyder som en halv Indiana Jones: Her var tale om en mand, der havde fundet vand i Sahara og lavet raket-affyringsramper i Fransk Guyana. Han havde endda foræret Bassisten en lille udstoppet krokodille, da han stadig var en lille dreng. Alt i alt var han af det stof, som drengedrømme er gjort af. Men nu var han altså død.

Jeg gav betjentene adressen på det lydstudie, Bassisten var taget ud i, de takkede pænt og bad mig om ikke at kontakte ham: Det var deres opgave at fortælle det i embeds medfør. Så gik de igen (uden at spørge, om jeg eventuelt ville tage med ud til min kæreste, der jo muligvis ville blive chokeret over at få den sørgelige nyhed).

Da jeg havde lukket døren, gik det op for mig, at jeg i det øjeblik var den eneste med forbindelse til familien, der vidste det. Endnu vidste hverken min svigermor, min svigerinde eller min nu faderløse mand, at raketeksperten var taget på himmelfart.

Senere på dagen tog jeg med på hospitalet, hvor familien kunne se afdøde og tage afsked med ham. Mit 125

hjertes bassist ville gerne have mig med ind i kapellet, men da jeg aldrig havde mødt min svigerfar før, syntes jeg på sin vis, det var en anelse påtrængende sådan at hilse på ham første gang, hvor han lå lit de parade: „Davs, svigerfar! Rart endelig at møde dig …?“ Nej, vel?

Og så hed Bassistens far noget så jordnært som … HansKurt. Det navn lyder lidt ligesom et redskabsskur. Utrolig praktisk og meget lidt æstetisk. Nå, men der lå Hans-Kurt altså. Stendød. Og jeg, der aldrig havde mødt ham før, blev nu tilskuer til noget ganske særligt. Bassisten, hans mor og hans søster satte sig omkring den far, der i så mange år havde været væk. Far, mor og børn. For første gang så jeg min kærestes familie samlet – og så, hvor meget kærlighed, der alligevel binder livsenderne sammen, på trods af at der somme tider er slået knuder på tråden, eller at snoren er gået op her og der. Dér sad de omkring en far, der aldrig havde været der – sad og aede ham over panden og tog ham i hånden. Det var meget smukt. *** Hans-Kurt blev bisat på Østerbro. Der blev sunget salmer. Bassisten lavede en melodi og spillede den i kirken.

Familiemedlemmer fra nær og fjern – og fjern fortid – samledes for at sige farvel. Hans-Kurt skulle derefter ende på et familiegravsted i Jylland. Urnen skulle afhen126

tes ved bedemanden, og så skulle vi bringe ham til det sidste hvilested. Og nogle gange er livet jo så utroligt, ja, hverdagsagtigt, at det sommetider går hen og bliver meget praktisk. Så det endte med, at jeg blev sendt til bedemanden efter Hans-Kurt. Jeg cyklede derud og gik ind i det dødpæne kontor. Douce farver. Venlige smil.

Dæmpet tale: Kat: „Goddag. Jeg er kommet for at hente en urne.

Min svigerfar. En Hans-Kurt …“ Bedemanden: „Lige et øjeblik—“ Bedemanden forsvandt om bag disken, eller hvad man nu skal kalde det, om bag et forhæng og kom så tilbage med noget, der lignede en gaveæske med vin. Det var imidlertid Hans-Kurt, nu i urne og papæske.

Bedemanden: „Og hvis De lige vil kvittere her – har De en form for legitimation, De kan fremvise?“ Kvittere? For at afhente en afdød? Hvad kvitterer man for? Hvordan skulle jeg tjekke, om det virkelig var Hans-Kurt, jeg havde fået med hjem i æsken? Var der fuld returret mod fremvisning af kvittering? Jeg fiskede mit sygesikringskort og kørekort frem af pungen og viste det. Bedemanden nikkede. Handlen var afsluttet.

Så hankede jeg op i Hans-Kurt (det var to solide, hvide plastikhanke, der var fæstnet til papæsken) og gik ud til min … cykel. Jeg kiggede undskyldende på HansKurt og satte ham op i cykelkurven – her skulle han ud 127

på sin sidste rejse, og så blev det med en svigerdatter, han aldrig havde mødt live, og havde han været typen, der drømte om et sørgeoptog med karet og åben kiste, ja, så måtte han nøjes med en tur på bagagebæreren igennem København.

Midt i denne dødskørsel, eller hvad man nu skal kalde det, stoppede jeg op på et gadehjørne og ringede til min veninde Kirsten, der altid har haft en god portion galgenhumor. „Kirsten – det er Kat. Jeg bliver altså nødt til at dele det her med dig. Det er det skøreste, jeg længe har oplevet – jeg kører rundt med min døde svigerfar. I en cykelkurv! Kan man det? Falder det ikke ind under det, der hedder ’usømmelig omgang med de døde’?“ Det mente Kirsten nu ikke, det gjorde. Og hun havde trods alt læst jura, tænkte jeg. Men mine bekymringer var ikke ovre: „Hvad nu, hvis jeg taber ham? Hvis nu urnen ryger af, og asken bliver strøet ud over vejbanen på Knippelsbro? Hvad skal jeg så sige – og hvad vil familien i Jylland ikke tænke?“ Sikkert hjemme i baggården tog jeg Hans-Kurt op i favnen og kiggede op mod himlen. Nok er du kun blevet transporteret på min ædle jernganger, tænkte jeg, men det mindste, jeg kan gøre for at ære dit minde, er at bære dig op ad hovedindgangen.

Jeg låste mig ind og stod så med Hans-Kurt og så mig om til alle sider. Jeg kunne jo ikke bare stille ham 128

på gulvet, som om han var en indkøbspose? Vindueskarmen gik heller ikke an. Han var jo ikke en undulat.

Og hans tilstedeværelse virkede pludselig anmassende, da jeg satte ham i sofaen. Enden blev, at Hans-Kurt fik sin egen stol. Der kunne han så slå sine folder, indtil vi tog ham under armen og op i et IC3-tog mod Jylland. Vi reserverede ikke et sæde til ham, selvom vi burde have gjort det; men hvad skulle man svare, hvis en anden passager spurgte, om ikke han eller hun kunne sidde der i stedet for papæsken? „Øh, nej, der sidder min svigerfar“?

Måske er det slet ikke så tosset (når nu man skal under mulde for tid og evighed) på den sidste rejse at sidde som en trold i en æske på skødet af en svigerdatter, man aldrig har mødt.

Katten

(I PARENTES BEMÆRKET) Bjørnen er forelsket i tankestregen – og det er da også et tegn, jeg har flirtet med. Blot skal man passe på, at forelskelsen ikke udvikler sig til en sygelig besættelse, hvor man (passioneret og begærlig) ikke længere bare går til stregen, men over den: Pludselig erstatter tankestregen alle kommaer, et par udeladte koloner og de punktummer, der skulle give øjet en pause.

Jeg har holdt min forelskelse hemmelig indtil videre (faktisk har jeg slet ikke afsløret, hvordan jeg i virkeligheden skriver). Jeg var ikke klar over, at jeg havde tabt mit hjerte til et tegn, der består af to halvdele, som tilsammen udgør en perfekt helhed, et tegn, som indeholder en diskret, men vigtig, information, det eneste tegn, der på magisk vis kan give en skrevet sætning en subtekst, et kommentatorspor. Nogle gange kan man have lullet sig så langt ind i en nær relation, at man ikke har opdaget, at det er blevet et kærlighedsforhold. Således vidste jeg slet ikke, hvor ofte jeg brugte parentesen, før min ven Eddy fortalte mig, hvorfor han elskede at 134

få mails fra mig. Vi sad en steghed dag i New York og gloede ud på Hudson-floden og en masse mennesker, der workede out (mere eller mindre heldige. Der var alt fra Michelin-mænd til puddeldamer med benvarmere i juniheden, rollergirls og skaterboys, en gæv soldat, der stod og øvede sig i at kyle en geværattrap op i luften og gribe den igen, en marchmanøvre, man skal mønstre og mestre til perfektion, hvis ikke man midt under et optog skal komme til at fyre et vådeskud af).

Eddy, der er mindst et hoved mindre end mig (en smuk ung mand med italienske aner og en Colgate-hvid og fri latter) afslørede mine amourøse skrivetendenser, idet han sagde: „Når jeg læser dine mails, er det ligesom at høre dig tale. Jeg kunne ikke finde ud af, hvordan du gjorde det, men så lagde jeg mærke til, at det er, fordi du hele tiden bruger parenteser.“ Fra da af begyndte jeg at lægge mærke til, hvor tit jeg bruger parentesen: at jeg løber tør for indskudte sætninger og derfor lige må sætte en halvbue ind (eller fordi jeg ikke kan holde en rød tråd, men bliver afledt af mine egne tanker, falder i staver og synes, det er noget, jeg må dele med den, jeg er i gang med at forklare mig til), at jeg bare lige vil sige noget mere end blot det, der står på linjerne (og da man ikke kan skrive mellem linjerne, men kun læse mellem dem, bliver man nødt til at ty til parentesen), at jeg ikke kan lade være med 135

at ironisere over mit seneste udsagn, at jeg bliver nødt til at putte et ordbillede ind, så læseren kan se det, jeg skriver om, for sig.

Men pludselig var det, som om jeg var 11 år igen, og nogen havde råbt ud over hele klassen: „KAT ER FORELSKET I PARENTES!“ (og så kommer drillesangen, hvor hele klassen pludselig står og skråler og synger: „… VI VIL SE DEM KYSSE! VI VIL SE DEM KYYYYYSSEEE!“) Jeg blev skamfuldt bevidst om min forelskelse. At det var det, det var (sådan en ven, man bare er rigtig glad for. Sådan en ven, man bare altid lige ringer til, lige krammer lidt for meget, lige holder i hånden. Sådan en ven, hvor hjertet springer et slag over, hvis han kigger op og smiler, som man bedst sidder og falder i staver med blikket hvilende på ham). Først blev jeg meget restriktiv. Rød i hovedet og stammende råbte jeg tilbage til hele 5.a: „NEJ, JEG ER EJ!“ og forsøgte derefter i en periode at undlade at bruge en eneste parentes. Problemet var bare, at jeg slet ikke kunne få et ord frem. Han manglede jo – min bedste ven, min hemmelige flamme.

Mine sætninger udtrykte slet ikke det, jeg ville sige. De indskudte sætninger virkede mærkeligt selvcentrerede (som ville de sige: „Nok er jeg indskudt, men jeg er i hvert fald vigtig nok til ikke at stå i parentes!“), pludselig var mine mails, breve og tekster proppet med myriader af irriterende kommaer og semikoloner og tankestreger, 136

et babelstårn af tegn, der, ligegyldigt hvor mange af dem jeg puttede ind, slet ikke havde parentesens renhed.

Jeg så op fra tastaturet. Og der sad han, Parentes, og kiggede på mig. Han rødmede faktisk, da vores øjne mødtes. Jeg mærkede, hvordan en hemmelig lykkefølelse skyllede ind over mig. Der var ikke andre i klassen, der så det. Men lige dér vidste jeg pludselig, at min kærlighed var gengældt. Verden blev rigtig igen, ordene fandt sin plads, og metaforerne foldede sig ud som æbleblomsterne en forårsforelsket dag i maj. Så går jeg rundt i den sproglige skolegård og holder Parentes i hånden.

Det er officielt. Jeg er forelsket.

Katten

TILFÆLDIGHEDER MED MENING Som 20-årig bestemte jeg mig for at prøve at slippe væk fra mit liv. Jeg vidste godt, det ikke kunne lade sig gøre rigtigt, men man kunne da lade som om, lege det lidt – åh, bare en pause – bare en lille ferie, drømme sig ind i tankerne om et liv et andet sted …

Tænker jeg tilbage, er jeg der igen, og minderne kommer ind ad mine vinduer, som var det med gennemtræk. Jeg tror, det er derfor, jeg husker det i nutid: Det er varmt. Luften står stille. Jeg sidder i toget fra München til Rom efter en nat i sovevogn gennem Tyskland. Her lugter af gamle støvede sæder og toggardiner, der ikke er blevet vasket siden Berlinmurens fald. De blafrer endnu.

Jeg er glad for overhovedet at være kommet ud af München Hauptbahnhof, hvor jeg fistrede frem og zurück, klattede tyske gloser af mig og måtte knibe øjnene sammen i koncentration om der, die, das, die, akkusativ og dativ og stativ, stakit, kasket. Det fik mig til at se temmelig ver­krampft ud. Den forbandede kuffert, og de TYSK­ERE, der stod alle vegne, lige der, hvor jeg skulle gå.

144

Nu nærmer vi os Schweiz. Formoder jeg. Jeg aner faktisk ikke, hvordan jeg kommer til Rom. Jeg har ikke den fjerneste idé om, hvorvidt vi krydser Alperne på den ene eller den anden led. Alt, jeg ser ud på, ligner til forveksling de vesttyske reklamer for Milka-chokolade fra min barndom, den med den lilla ko og sangen „Den bedste pause er lilla.“ Vi er fem personer i vognen: Det begyndte med mig og to italienske nonner med fodformede sko og grå kjortler, rosenkranse og sygekassebriller og non(ne)-stop talking i 29,5 graders stillestående varme. Så kom en køn, benet kvinde ind i kupéen.

Gjorde intet, så intet, sagde intet. Siden en ældre herre i cottoncoat. Han kunne være pensionist fra hvor som helst på vores kontinent, men det gør ham ikke til en Hr. Hvemsomhelst. Han nikker til nonnerne –blabberblabber-blabber-ave-ave Maria – han nikker til kvinden.

Han nikker til mig. Jeg nikker til ham. Jeg skuler til den nærmeste nonnes nylonstrømpeindsvøbte fod. Jeg sætter demonstrativt min bog op foran næsen. Nok har julen englelyd. Det har nonnerne ikke.

Sveden pibler. En kølig dråbe løber ned ad min højre flanke. Når jeg strækker benet, kan jeg mærke fugten i knæhaserne. Jeg sidder apatisk og er samtidig ved at få et psyko-epileptisk anfald. Det er først på formiddagen. Jeg har nået toget. Jeg har fundet min reserverede plads. Jeg er selv reserveret. Dagen synes uendelig lang, jeg vil først 145

være i Rom ved syv-ottetiden om aftenen. Værst af alt er min langtfra voksne, men voksende, arrigskab over nonnerne. Nonner holder ikke pause. De holder ud. Jeg er barnlig, og jeg er sur. Her sidder jeg ung og på vej på eventyr – med Vorherres hellige køer som chaperoner!

Jeg har lyst til at hive i nødbremsen – et eller andet – bare for at se, hvad der sker.

Og så kommer den sjette passager. Er vi i Schweiz?

Det er en ung kvinde. Hun ser ud til at være på min alder.

Hun har lyse øjne. Er de grønne eller blå? Jeg ser hende og læser videre i min bog. Sådan går der et par timer. Nonnerne udgør efterhånden et monotont lydtapet, ganske som lyden af svellerne og togets bumlen, man bemærker det slet ikke. Jeg er kølig midt i heden. Jeg gider ikke tale, for hvad er der at sige? Det bliver hurtigt en parodi over vores gøren og laden – som et absurd teaterstykke. „Goddag, hr.“ „Goddag, frøken“ „Hvor skal De hen?“ „Åh, måske det samme sted, som De skal?“ „Næh, virkelig?!?“ „Jamen hvor pudsigt, at også De skal til Rom, hvor helt utroligt et sammentræf, når dette netop er toget, der går til Rom!“ - Og så på tysk: „Nein, aber…“ „Doch! Nach Rom?“ „Wirklich?!?“ 146

Af en eller anden grund falder jeg alligevel i snak med manden i cottoncoaten og pigen med de lysende øjne. Og så opstår øjeblikkets magi, et af de sjældne tilfælde, hvor man lige pludselig er samtidig med sig selv.

Som regel hænger man fast på en perron, eller man har taget den forkerte bus, eller man har kigget forkert i tidsplanen. Ofte er man for langt fremme i planlægningen af sit liv, så man glemmer at stige på det tog, der har afgang nu. Eller man klamrer sig til en gammel tidsplan, fordi man ikke har fundet en ny, eller en anden, der går til et andet rejsemål. Nogle rejser rundt på må og få og ved slet ikke, hvor de skal tage hen. Andre sætter sig for at nå livet rundt på 80 dage, for så kan man i det mindste sige, man nåede noget. Men fordi man haster rundt, er det jo ikke sikkert, man møder nogen – eller rettere: Man møder aldrig nogen, hvis man altid er på vej væk.

Men nu sker det altså for mig, nej, det sker for os tre samtidig. Den ældre herre og pigen med de lysende øjne og jeg støder ind i hinanden på en af livets perroner. Vi taber vores tilværelseskufferter, og indholdet falder ud i en bunke. Alle tre skal vi til Rom af forskellige grunde.

Jeg vil alene til Rom for at være på egen hånd. Jeg vil gå mine egne veje i en by, der er blevet begået af millioner. For hvert hjørne en historie – hvor mange lidenskabelige blikke er der ikke blevet kastet ved den spanske trappe, hvor mange blodsdråber er der ikke blevet 147

udgydt på Via Appia, hvor mange japanske engangskameraer og grædende Jesus’er er der ikke blevet solgt på sidegaderne til Corsoen?

Hr. Cottoncoat skal til Rom for at besøge sin datter.

Han siger ikke så meget, er måske lidt blufærdig. Men han behøver heller ikke sige mere – øjnene fortæller alt: min datter, mit halve jeg, mit hele liv.

Og så er der pigen. Elfi. Det hedder hun. Hun er så lille og så alligevel ikke, fordi hun er så optændt af en indre flamme, der får hende til at lyse. Der er noget alf eller fe-agtigt over hende, og jeg tænker, at man vel heller ikke kan hedde Elfi uden at være lidt alfi). Og hendes historie er det mest magiske, man kan forestille sig.

Den begynder en måned tidligere, med et telefonopkald. „Åh, altså Elfi ...“ Det er Elfis bror, og han er i tidsnød, og – puh – hans ven ville ankomme i lufthavnen om en time, og det var altså fuldstændig umuligt for ham at nå derud til tiden, og kunne Elfi måske ikke hente vennen?

Elfis bror arbejdede for BBC og vennen ligeså. Elfi havde fået sit drømmejob og var godt på vej i Schweiz, forklarer hun med arme og fagter og smil, indskyder, at hun både har italiensk og tysk som modersmål. Som hun sidder der og taler flere sprog og henter folk fra andre lande, der skal til vigtige møder, virker hun afsindig europæisk og international. Nå, men i historien kører Elfi til lufthavnen for at hente storebroderens ven.

148

Og der står hun så i sine gamle jeans og sin almindelige T-shirt og ved overhovedet ikke, hvad eller hvem hun skal kigge efter. Men det behøver hun sådan set heller ikke, for idet han ankommer, ser de bare på hinanden.

Sådan siger hun. Jeg undrer mig i mit stille sind over, at vennen ikke undrede sig over, at det ikke var Elfis bror, der stod i ankomsthallen. Men man undrer sig måske ikke så meget, når man brager ind i skæbnen med 120 kilometer i timen. Det kan være, hun havde et skilt med. Det er lige meget, hun behøvede ikke noget skilt, for de så bare på hinanden, siger hun. Jeg ved ikke, hvordan de fik startet noget, men det må jo være kommet naturligt – ikke noget vink med en vognstang, men et lynnedslag. Man kan jo heller ikke spilde tiden med en masse indledende øvelser, når manden kun bliver én dag, inden han skal videre med næste fly til Paris. Han ville bare besøge sin ven, altså Elfis bror, og nu endte det med, at han fløj lige ind i Elfi.

De var sammen hele den dag. Så tog han til Paris. Og jeg tror, han tog Elfis hjerte med. Så snart han var ude af øje, var Elfi i syv sind. For hvad nu, hvis det her var det?

Hvad så med hendes nyligt anskaffede job, hendes perfekt beliggende lejlighed, hendes familie, venner og omgangskreds? Hun havde slet ikke forventet at møde kærligheden dér i lufthavnen. Havde hun bare vidst det, så hun dog i det mindste kunne have taget noget andet på and gamle jeans.

Men Elfi, Elfi: Kærligheden kan man ikke være klædt på til.

149

Nu her i toget er der gået en måned siden deres møde.

De har sendt mails til hinanden og måske også talt i telefon et par gange. Begge er lige forvirrede, forelskede og forvissede om, at der må findes en forklaring. Så de er blevet enige om at mødes. På neutral grund, ikke hos ham og ikke hos hende. Elfi har foreslået Rom. Og så er de blevet enige om at satse vildt: De kan vinde hinanden, men hvis det sker, vil mindst én af dem blive nødt til at betale med enten karrieren, boligen eller de nære relationer. Der er imidlertid mere at tabe ved ikke at forsøge.

De skal mødes i Rom. Her skal de være sammen i en uge. Går det godt, vil de straks gifte sig, altså tage beslutningen om, at det måtte være de to, der sammen skulle danne udgangspunkt for en tilværelse det ene eller andet sted. Går det dårligt, skal deres veje herfra skilles efter denne ene uge, og så skal de aldrig se hinanden mere. Det bliver for bøvlet og hårdt.

Lige lovlig dramatisk? Eller helt vidunderligt? Hvis det er det, så pyt med resten – det ordner sig. Og her sidder Elfi så: i toget på vej til en af hovedbanerne i hendes liv.

Og sådan sker det. Vi kender ikke hinanden, vi genkender hinanden. Jeg er præcis dér, hvor jeg skal være lige nu, og kan se mig selv gennem Elfis øjne. Meget underligt.

På samme tid kan jeg se gennem Hr. Cottoncoats øjne: Han ser og indser poesien, han ser livslystens rejsefeber 150

hos to unge kvinder. Han ser forventningen til livet gennem sit eget levede liv. Det er ikke nonnernes fortjeneste, men der opstår et helt særligt lysende nærvær mellem Elfi, den ældre herre og mig. Jeg ved ikke, om det er Guds måde at kompensere for nonnesnakken på, men det eneste ord, jeg kan finde for øjeblikket, er helligt.

Alle vegne fører som bekendt til Rom. Vi er fremme ved vores bestemmelsessted, til trods for at rejsen lige er begyndt. Men hvordan kan jeg sige farvel til Elfi, når hun kun har nået at give mig begyndelsen til sit livs historie?

Selvom jeg blev siddende i kupéen, ville hun ikke kunne fortælle mig den, for hun kender den ikke selv endnu.

For at få lov til at kende slutningen måtte jeg være en del af hendes liv, og det er jeg ikke. Jeg er kun en medpassager på hendes rejse. En klump i halsen ved afskeden.

I dagene efter møder jeg mange mennesker, taler svensk, dansk, tysk, engelsk, taler, taler, taler. Pladrer. Skvadrer.

Griner. Indimellem oplever jeg momenter af forståelse, endda øjeblikke af fortrolighed med mine nye bekendtskaber. Men ikke utrolighed som med Elfi. Jeg vender tilbage til hendes eventyr, der nu også er blevet mit: Jeg er så nysgerrig! Det her slår alle tv-serier til dato.

Jeg har fortalt Nicola fra Wien om Elfis historie.

Nicola kunne optræde i en film som en typisk vaks, tysktalende pige. Hendes engelsk lyder fuldstændig, som 151

parodien på nazister i film, der fremstiller 2.verdenskrig som en søndagstur på landet. „Nicki“, som hun gerne vil kaldes, er bjergtaget som en alpeviol af historien om Elfi.

En dag foreslår Kent fra USA, at vi slår et smut ind forbi Stazione Termini, Hovedbanegården, fordi han skal et eller andet. Ingen nedlægger veto, og fordi mennesker er flokdyr, ender vi med at slentre bevidstløst efter Kent. Vi skrår altså gennem banegården, det er varmt, og jeg er ved at segne af hede og slår knuder på tungebåndet. Kunne jeg bare tale dansk, kunne jeg bare få lov at tale ud!

Det må være varmen, der gør mine ører øre: Jeg synes, jeg hører mit navn. Her aktiveres min bevidsthed fra min hånd på pengepungen til støjen omkring mig.

Jeg lytter: Et „Ciaooo, Mario!“ blandes med skratten fra højtalerne, råb fra asiatiske mænd, der vil sælge paraplyer i 33 graders varme, gulnede postkort, hvor folk går i trompetbukser og orange tørklæder (– nu til nedsat pris!) og piv fra batteridrevne kattekillinger. Det er en kakofoni af levende lyde: rytmisk klapren af hæle, italienske kvindebens sikre, vuggende gang, under dem ligger en bas af konstant scootermotorlarm og en diskant af dytten og banden. Og midt i dette skulle mit navn altså være trukket op af en høj hat! Hvor sandsynligt er det?

Det er uhørt, at det skulle være mig! Nicki hiver mig i armen. Der er nogen, der kalder på dig! Og fordi du enten selv tror på skæbnen, eller fordi du kan lægge to 152

og to sammen, ved du allerede nu, hvem der kalder. Jeg vender mig om og blændes af lyset fra to øjne. Det er Elfi. Og hun er ikke alene.

Hvis ikke verden er det mærkeligste sted!? Jeg står foran to, der forelsker hinanden. Vi snakker lidt, udveksler navne og høfligheder. Det er forvirrende, Elfi og jeg kender jo hinanden så godt, men nu er vi i hver sin kupé: hun med ham og jeg med Nicki og flok. Vi må skilles straks, det gør heller ikke noget. Vi mødes jo højst usandsynligt igen.

Her mange år senere tænker jeg på episoden som et magisk, tilfældigt møde. En god historie med en cliff­ hanger, en manglende slutning, som jeg bare måtte kende. Og tænk hvor heldigt, at endnu en tilfældighed giver mig den sidste brik … Det får mig til at tvivle på det tilfældige. Måske er det det, man kalder synkronicitet: et sammenfald af omstændigheder, der passer så utrolig godt sammen, at de virker planlagte, prækoordinerede eller skæbnebetonede.

Det er ikke det, der er vigtigt. Det vigtige er, at jeg fik lov til at se den lykkelige slutning. Eller endnu bedre: en lykkelig begyndelse. Så fik de hinanden. Jeg fik lov til at tro på, at der er en mening med de møder, vi har med andre rejsende på livets landevej.

Katten

MIN ENESTE STALKER Jeg ville gerne være den ombejlede type. Sådan én, der kunne dreje hoveder på gaden og få selv de mest kyniske til at dagdrømme om at holde i hånd. Jeg har flere veninder, der er det. Min bror er det (eller var det i hvert fald i sine teenageår, hvor hans navn stod sort på grønt på det lokale busstoppested, med tilføjelsen „er lækker.“ Jeg mener, så står det ikke til diskussion, vel? Så er det en kendsgerning: Når nogen er så hovedomdrejet, at de finder en sprittusch frem og skriver navnet på den beundrede offentligt – med den fare, en sådan handling medfører (nemlig den at blive opdaget af Kalle og Steven fra 9.b). Hvor jeg har manglet den brede appel, har jeg til gengæld haft held hos landevejens farende svende og de skæve nørder: Førstnævnte gruppe råber det på gaden („VIL DU GIFTE DIG MED MIG?“), mens sidstnævnte kategoris interesse er sværere at håndtere: Med koldsvedige hænder står nørden og agerer „bare en rigtig god og ivrig ven“, mens stemmen knækker, og han er så knuselskelig (det er landevejens svend nu som regel også), at man har lyst til at kunne gøre det – elske ham 160

– men i næste nu hiver han en pakke papirlommetørklæder op af jakken og pudser næse med et brøl, så sygekassebrillerne dugger. Han tager brillerne af og pudser så også dem med et nyt lommetørklæde, mens han står med snotpapiret i den anden hånd. Han smiler stort og kigger med store, skelende øjne op på én, og det eneste, man tænker, er: „Nej. Det kommer aldrig til at ske.“ Det er ikke den fysiske indpakning – faktisk betragtes det som uhyre sexet at skele en smule (et trick, som Disney-koncernen for længst har luret) – det er simpelthen den kunstneriske udførelse, den nervøse tøven, der gør udslaget. Skønhed er ikke nødvendigvis sexet. Sexet er derimod sexet.

Men hvad er det ved andre, der får en til at kigge op en ekstra gang? Og hvad er det ved én selv? Er det en æterisk dunst, man udsender – et hemmeligt kodet radio­signal af feromoner, der får den erotiske seismograf til at slå ud? Eller er det en smart bemærkning, et skævt smil eller måden at bevæge sig på? Penge? Social kapital?

Kendis-faktor (man hører jo så meget om stjerner, der bliver forfulgt af stalkere – beundrere, der ikke skyr nogen midler for at komme tæt på). I mit tilfælde var det et par blå sko. Tror jeg. Den eneste stalker, jeg nogensinde har haft, havde spottet mig i den lokale Brugs. Med to liter mælk. I hvert fald fik jeg en sms, hvor der stod: „Min mælk overhalede vist din i dag. Flotte blå sko.“ 161

De var også ret nye, de blå sko – og da min venindes veninde også havde kommenteret dem samme dag, tænkte jeg, at det kunne være en besked fra hende. Men jeg kendte ikke nummeret, der var sms’et fra. Jeg skrev i vanlig frisk stil tilbage – for det måtte jo være et menneske, jeg havde givet mit nummer. Og pinligt, at jeg ikke kunne regne ud, hvem det var. Sms’erne blev mere og mere kryptiske og flirtende, men var dog absolut opfindsomme og sjove.

De handlede mestendels om, hvad mine sko lavede, og om de måske ville møde et par røde herresko. Jeg takkede pænt nej og spurgte, hvor afsenderen havde mit nummer fra. Han indrømmede blankt og frimodigt, at han var fulgt efter mig fra Brugsen og havde set mig gå ind i opgangen.

Efter lidt research i navnene (gennemsnitsalderen i min opgang er 58+, hvilket afsløres af fornavnene) havde Manden Med De Røde Sko regnet ud, at det nok var mig, der var mig. Her syntes jeg pludselig, det blev ubehageligt, og bad ham om at give sig til kende. En fremmed mand på frierfødder, røde sko eller ej, der forsøgte at gøre sine hoser grønne ved først at snige sig ind på mine to liter mælk, så på mig og til sidst havde gennemtrawlet De Gule Sider for at få en fod i døren ... Han svarede hurtigt tilbage, hvad han hed, og hvor han og skoene boede. Det gjorde mig lidt mere rolig. Psykopat var han ikke. Nok nærmere en temmelig modig type, der var vant til at være et skridt foran.

Jeg skrev tilbage, at jeg var smigret over tilbuddet, men at 162

mine blå sko boede ved siden af et par herresko i størrelse 43, så desværre kunne jeg ikke tage imod en fodsoldat. Og så sluttede den dér – troede jeg. Men det skulle vise sig, at mine blå sko havde sat tydeligere spor. I løbet af sommeren fik jeg flere halvlumre eller halvfriske sms’er – alt efter hvordan man ser på den slags. Jeg holdt op med at svare venligt afvisende tilbage, og til sidst ebbede det ud. Som det ses af ovenstående, er det jo trods alt begrænset, hvor meget man kan formulere om fødder, gangarter og sko uden at hugge en hæl eller klippe en tå. Man ender med at gå i ring eller træde vande, især når man ikke får svar.

To år senere mødte jeg en gammel gymnasiekammerat i Fakta. Vi kan kalde ham Rasmus. Han læste medicin og cyklede dagligt forbi mine vinduer. Vi snakkede lidt om vejr og vind, og jeg sagde, at han da var velkommen til at lægge vejen forbi til en kop kaffe eller en øl, hvis ellers cyklen kunne bremse.

Et par dage efter sms’ede han: „Skal vi mødes? Kh Rasmus.“ Jeg kunne se, han havde fået nyt nummer, så klog af skade af ikke at have styr på navne og numre, kendte som ukendte, slettede jeg det gamle. Jeg svarede, at jeg skulle til Berlin, så det kunne først lade sig gøre ugen efter. Da jeg kom hjem, skrev han igen og spurgte, om jeg stadig var frisk på at mødes. „Jeps – selvfølgelig. Er du til øl eller kaffe og søde sager?“ svarede jeg.

163

„Øh... Søde sager ...?“ skrev han tilbage.

Hvad ved jeg om, hvad medicinstuderende har af gastronomiske præferencer? Måske skulle jeg have tilbudt ham postevand og revne gulerødder. Der gik kuk i arbejde og logistik, og så var der vist også gang i et „mal entreen“-projekt, så Rasmus blev sat et par dage hen. Det blev han lidt pigesur over: „Men hvornår kan du så? Har vi stadig en aftale?“ spurgte han.

For helvede, tænkte jeg og syntes pludselig, han var irriterende: What’s the hurry? Nu har vi ikke set hinanden i syv-otte år, og så er det pludselig livet om at gøre, fordi vi er stødt ind i hinanden i Fakta!

Nu havde jeg det pludselig bare som noget, der skulle overstås. Jeg skrev, at han kunne komme samme aften. Jeg fistrede rundt med de sidste malerpensler og havde indkøbt både øl og de „øh … søde sager?“, da det ringede på døren. Med andre ord var jeg parat til at tage imod Rasmus med åbne arme og slå en streg over hans insisterende og anklagende tone, så jeg åbnede døren på vid gab med et veloplagt: „HEJ!“ Foran mig stod en høj, mørkhåret, vandkæmmet mand med slips, nypudsede sko og pebermynte-ånde (jeg husker særligt det sidste, for den var så kraftig, at jeg kunne mærke det i øjnene). Typisk, at jeg havde buzzet den forkerte ind i opgangen. Rasmus måtte være lige 164

på trapperne. Jeg kiggede spørgende på den mørkhårede mand, der så smilende og afventende på mig: „Hvem skal du ind hos?“ spurgte jeg. „Øh – dig?“ svarede han.

Jeg må have set mærkelig ud, for han kiggede på mig, som om jeg var idiot. „Nej, det tror jeg ikke,“ smilede jeg stort tilbage, mens jeg tænkte på, om han var ejendomsmægler, og i givet fald, hvem i opgangen han så skulle ind hos. For at gøre forklaringen fuldendt tilføjede jeg: „Jeg venter på en, der hedder Rasmus.“ Han nikkede – og blev stående: „Jeg er Rasmus!“ Jeg fattede ikke en fløjtende fis. Rasmus mig her og Rasmus mig der. „Altså, jeg venter på en, der hedder Rasmus Larsen!“ sagde jeg.

Vi gloede på hinanden, jeg forstod in-gen-ting. „Det må være en fejltagelse – du må være gået forkert,“ sagde jeg venligt.

Pludselig skiftede han ansigtsudtryk, bakkede hurtigt et par trin ned: „Nej, det er jeg ikke … men bare – bare glem det!“ sagde han og fór ud ad døren. Jeg stod lidt og kiggede efter ham, kiggede efter, om min Rasmus mon stod lidt længere nede.

165

Så begyndte brikkerne pludselig at falde på plads: Manden Med De Røde Sko, som havde kontaktet mig to år tidligere, hed Rasmus. Det var slet ikke Rasmus Larsen, der havde skrevet til mig, og havde han gjort det, havde det ikke været fra et nyt nummer. Det var simpelthen tilfældigt, at jeg løb ind i den ene Rasmus i ét supermarked, mens Rasmus Den Røde Ridder fra et andet supermarked år tilbage havde taget tilløb til at forsøge sig med lette hop på stedet igen. Med andre ord havde jeg slet ikke lavet en aftale med Rasmus Larsen. Jeg havde frejdigt inviteret min stalker ind i mit hjem med løfter om „øh … søde sager?“ Da femøren endelig faldt, begyndte jeg at grine.

Hvor verden og tilfældet dog var mystisk! Dét ville jeg med det samme ringe og fortælle min Rasmus – den rigtige. Men ak! Jeg havde slettet hans nummer og erstattet det med (… ja, gæt selv) Den Tapre Fodsoldats.

Enden på det blev, at jeg sendte en undskyldningssms til den forkerte Rasmus, hvor jeg forsøgte at forklare mig. Jeg tror ikke, han troede på mig. Han har nok tænkt, at jeg bare ville se ham og se, om jeg fik … ja, kolde fødder. Men gad vide, hvad han havde forventet? At jeg efter flere år ville lukke en mand ind, som jeg aldrig havde set – smide mig for fødderne af ham som den sødeste sag i verden? At han ville blive Den Eneste Ene, og at de røde sko endelig ville finde fodfæste hos de blå? Han blev i hvert 166

fald Den Eneste: den eneste stalker, jeg har haft.

Og de bl책 sko? Dem har jeg stadig. I en kasse bagerst i skabet.

Katten

PÅ MIT GLATTE ANSIGT Jeg er pigen med det skæve ansigt. En diagonal linje deler mit ansigt i to. På den ene side – på den anden side.

Den har ikke altid været der, skævheden. Den kom, da jeg var 11, og skamferede mit ellers symmetriske barneansigt. Måske var det en uopmærksom gud, der lod sin pegefinger strejfe min venstre del af panden, lod den løbe pandeben, næseben, mundelip, hageflip ned til højre side af hagen. Mit kainsmærke. Mit sabelhug. Mit kløvede jeg.

Jeg kan ikke kende mig selv på fotografier. For en pige med et ansigt, der har en skrå linje, bliver det ansigt, hun er vant til at se spejlvendt foran sig, pludselig ansigtet på en anden, når det er gengivet som fotografi.

Med andre ord: Jeg ligner ikke mig selv for mig selv på billeder. I spejlet ligner jeg ikke mig selv for andre.

Men en dag kom den altså – skillelinjen – en bindevævssygdom, der tog mig med hår og hud, med kød og blod, og skar mig i to dele, splittede mig mellem at stå ved mit udseende og hade det ansigt, der ikke længere var mit. „Udseende er ikke alt,“ siger man, men det er en sandhed med modifikationer: Appearence og look er næ172

sten det hele. Ved første øjekast bliver man målt, vejet og vurderet, særligt ansigtet – identiteten. Det er den maske, man kendes på. Selve ordet „ansigt“ skulle vist oprindelig komme af det tyske ansehen, at „se an“. Dét siger jo alt.

Ansigtet afslører det hele – små træk viser, om man lyver eller taler sandt, nerverne afdækker, hvilke muskler der aktiveres, om det er et ægte eller et falsk smil, der smiles, poserne under øjnene fortæller om natten til i dag, og øjnene viser med tydelighed, hvor man er henne mentalt.

Og så kan man tabe det! Pludselig, midt i en forsamling, hvor alle kigger på én: Den sociale tyngdekraft river en i fjæset, man kan ikke finde en grimasse, der kan passe.

Man taber ansigt. Man taber sig selv. Du er dit ansigt, og dit ansigt er dig. Vil du ikke kendes ved dit ansigt, vil du ikke kendes ved dig selv.

Med tiden er det blevet bedre. Jeg hader ikke længere hudsygdommen. Vi har været i krig i mange år, blodig krig med talrige ofre: Nervetråde er blevet skåret igennem, muskler er blevet opereret ud, ben er blevet skåret op, væv er blevet smadret, skåret væk, syet ind. Mit ansigt er summen af mange års aktiv krigsdeltagelse, og det er stadig svært at sige, hvem der vandt.

Men hvorfor? Hvorfor gik jeg i krig?

Var det for min skyld? Eller var det for andres? Var det, fordi jeg så mig selv gennem andres øjne – og ikke kunne lide det, jeg så? Ja. Det var det.

173

At jeg lod mig beskære (hug en hæl, klip en tå, skær et ansigt), skyldtes mine omgivelser – alle de mennesker, der så at sige ser mit ansigt an. For det gør de jo stadig.

Det gør vi alle sammen ved ethvert møde, for ansigtet er en signaltavle, som vi læser og afkoder, hvorefter vi selv sender koder ud – blinker, nikker og smiler igen. Jeg har funderet over, om jeg ville have ladet mig operere, hvis jeg var blevet mødt med positive tilkendegivelser. Hvis jeg i stedet for hele tiden at få at vide, at jeg så anderledes og forkert ud, havde fået at vide, at jeg så exceptionel ud på den fede måde. Men sådan gik det ikke. Man skal passe ind. Man skal helst være en størrelse ekstra medium.

Som voksen har jeg tænkt på, hvor utrolig mange voksne der er kommet med utrolig uvoksne bemærkninger til et 11-årigt barn med et skævt ansigt: „GUD! Nej, hvor ser det ud!? Har du været ude for et trafikuheld?“ „Jamen, du er jo helt blå i hovedet!“ „Hvad i alverden er der sket med dit ansigt?“ Og så fremdeles – mine yndlingseksempler er de mennesker, der ikke nøjes med at spørge, men som derimod vover at konkludere på deres egen undren, for eksempel den her: „Man kan jo tydelig se, at du ser anderledes ud – men hvor er lægerne dog blevet gode til at operere læbe-ganespalte-børn!“ „Luk dog for fanden din egen læbe-ganespalte,“ tænker jeg så, mens jeg påfaldende venligt og meget, meget træt undskylder mit 174

udseende og begynder at forklare, at jeg måske nok ligner et uheld, men at jeg ikke har været ude for et, at jeg ikke har hareskår eller spalte i hverken læbe, pande, gane eller næse.

Der findes også den mere joviale type, der trods den venlige fremtoning opfører sig uden en form for medmenneskelig pli, empatisk takt eller omsorgsfuld tone.

Det er den slags mennesker, der kan finde på at daske mig på armen (hvilket jeg i øvrigt hader, når folk gør) og nærmest råbe: „Arj, nu MÅ jeg bare vide – HVAD er det, der er sket med dit ansigt???“ Og her er det, jeg burde stikke dem om ikke en på skrinet, så i hvert fald en kvik bemærkning og fortælle dem, hvor sårende, ukærligt og uforskammet de egentlig opfører sig.

Men det gør jeg ikke. Bag det skæve ansigt er jeg stadig 11 år, og jeg bliver beklemt og føler, at jeg skal forklare, når nogen spørger. Jeg skal fortælle, at det ikke er min skyld, at jeg ser ud, som jeg gør. Jeg undskylder mit ansigt, jeg skammer mig over at være forkert, jeg drejer den forkerte side ned mod skulderen, så den ikke ses så tydeligt. Jeg bliver ked af det.

Vi ser ud, som vi ser ud, og vi ser hinanden an, fordi det er den måde, vi fungerer socialt på – ved at aflæse hinandens ansigter, facader, masker og grimasser. Og mit hjerte brister, når jeg ser mennesker pege fingre ad andre: 175

„Se lige ham der!“ De ved ikke, hvordan det er at blive peget på, mens den, der bliver udpeget, ved, at mennesker, der peger fingre ad andre, kan være utrolig grimme indeni.

Vend den anden kind til. Tag det med oprejst pande. Bid dig selv i læben. Vis, at du har ben i næsen, glimt i øjet, og at du ikke vender det døve øre til. Face it!

Bag ansigtet, altså i mit hoved, er der til gengæld ingenting. Det er bevist! Fordi mit hoved er bulet af den tidligere omtalte hudsygdom, har jeg fået det undersøgt på kryds og tværs og scannet det forlæns og baglæns. Jeg har ganske enkelt hul i hovedet. Eller som Bassisten engang så poetisk udtrykte det: Du er den eneste pige, jeg kender, der har ergonomisk greb i hovedet.“ Han kunne også have arbejdet lidt med teksten til „Min hat den har tre buler“, omend jeg nu mere har et krater eller en mindre dal i gokken („min Kat, den har en tre buler, tre buler har min Kat, og har den ikke tre buler, så er den ej min Kat“).

Nå, men der sad jeg så som 12-årig og gloede på et røntgenbillede af mit kranie. „Dér er hjernen,“ sagde lægen og pegede på billedet. „Men det er jo helt tomt!“ udbrød jeg.

Mit kranie var fuldstændig lige så kedeligt som den slags, jeg havde set i biologibøger. „Arh,“ sagde lægen overbærende og pegede et sted i det tomme rum. „Der er da en lille tanke dér.“ 176

Hvor kedeligt. Hvor banalt. Hvor uoriginalt! Jeg ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig, men det at se førerbunkeren – stedet, hvor alle tanker, alle følelser, al poesi, alle bevægelser koordineres fra, ja, hele styresystemet som en sort/hvid masse, var dybt nedslående. Havde der blot været lidt glimmer på billedet, lidt konfetti … eller en lille nisse, der lagde syvkabale, men nej, ikke engang en cursor stod og blinkede.

Siden har jeg fået lov til at se flotte scanningsbilleder af min hjerne, af den slags i farver, som viser hjerneaktivitet og blodgennemstrømning (det var betryggende at se, at der dog var en form for omløb). Jeg har sågar set en billedserie, hvor hjernen ligesom var fotograferet i „skiver“, som man kunne bladre frem og tilbage i på computeren. Men det ændrer ikke ved min første oplevelse – at der inden under den tynde æggeskal (kraniet er altså en skræmmende tynd kasse), ligger en kedelig grå klat uden glimmer.

Jeg har en hukommelse, der ikke blot er bulet, nej, den er direkte hullet. Udhulet, om man vil. Jeg kan simpelthen hverken huske årstal, filmtitler eller navne. Det eneste, der hænger fast, er et par tyske remser, den lille tabel og stavekontrollen (de fungerer upåklageligt, men hvor ofte bruger man durch, für, gegen, ohne, wieder og um til daglig?). Når jeg skal referere til en film med en bestemt skuespiller, bliver det altid formuleret så præcist 177

som: „Det er den dér film, hvor ham dér – ham, du ved, der også er med i den dér, hvor de kører rundt i den dér bus, hvor hende den lyshårede hele tiden skal tisse – nå, men altså ham fra den film om bussen er med og spiller fængselsbetjent?“ Og så kigger folk fuldstændig uforstående på mig – og det kan jeg jo sådan set godt forstå, for det dur jo slet ikke, at de nærmeste referencer også mangler referencer.

Til gengæld kan jeg huske virkelig mange totalt ubrugelige episoder, billeder eller ting: Episoden i børnehaven, hvor jeg stod over for en pige og indædt diskuterede, hvad der var højre og venstre. Vi havde begge ret, men fordi vi stod over for hinanden blev vi ikke enige. Til gengæld blev vi beordret ud på toilettet for at slutte fred med hinanden. Den slags regnede pædagogerne med, at to femårige da sagtens kunne konfliktløse selv. Og det kunne vi også. Jeg spurgte i hvert fald med det samme, om ikke vi bare skulle være gode venner. Dengang som nu vil jeg hellere være gode venner end vinde en kamp på ord. Temmelig vagt vil nogen indvende – og ja, jeg er nok mere konsensusend konfliktsøgende.

Jeg kan huske utrolig mange af mine klassekammeraters fødselsdage: Søren har den 22. december, Helle har den 13. januar, Maria har den 8. marts, Lonnie (åh, min elskede Lonnie) har den 2. juni. Min lige så elskede Anja 178

den 8.maj og så fremdeles. Jeg kan huske både indersiden og ydersiden af mine forældres grå Golf (betrækket og klistermærket, der sad på ruden i min side af bilen, PAVA-rustbeskyttelse). Jeg kan sågar huske nummerpladen, HY38788. Jeg kan huske Mikkels skønhedsplet på hånden, og dengang vi legede fange, og Line faldt og lagde hånden lige ned i en hundelort. Jeg kan huske min bedstemors støttestrømper (de lignede fuldstændig benene på damen i den dér tegnefilm, med den dér kat og den dér mus, hvor man aldrig så andet af damen end hendes ben. Tom og Jerry), min bedstemors lange grå fletning, der blev valket op i en lille knold i nakken. Jeg kan huske min tilløbende bedstemor, Mille Giersing, hendes hæse latter, glimtende øjne og den magiske karamelsovs, hun lavede til fløderanden (hvis blævrede konsistens jeg ikke så godt kunne lide.

Derfor serverede Mille vaniljeis til mig), som blev serveret, når hun holdt kattefødselsdag. Det var ikke min fødselsdag, men hendes to kattes, Knold og Tot. Den ene stor, lækker og stribet, den anden mindre, kridhvid og døv.

Jeg kan huske den patientfremvisning, hvor vi patienter med hver vores ultra-mærkelige lidelse sad i hver sin kabine, mens danske og udenlandske læger defilerede forbi med notesblokke. Jeg var 12 år. Selvom jeg husker dårligt, glemmer jeg aldrig det (undskyld mig) store røvhul af en arrogant dansk læge, der uden at hilse på mig gik hen og tog fat i mit ansigt, vendte hovedet på 179

mig, så mig an og kiggede i sine papirer. Så gik han videre. Som om jeg blot var et eksemplar. Han så slet ikke, at der sad et lille menneske, en pige inde bag sklerodermien. Det så hans japanske kollega til gengæld. Han lagde mappen fra sig, smilede til mig, snakkede som et vandfald („yamaha, tamagotchi, hyundai, kawasaki, toshiba, suzuki,“ lød det, som om han sagde) og smilede så endnu mere. Rørte slet ikke ved mig, men fortsatte sin eksotiske talestrøm, inden han igen lo en lille japansk latter og vinkede farvel.

Jeg husker mit første kys. Min studenterhue. Mine elever i Canada (Andrea med de viltre krøller og Anthony, der var så gay, at han dansede, mens han talte). Jeg husker vores venner og den måde, de hver især bevægede sig på. Jeg husker den aften, hvor Carol dedikerede en sang til mig, og sang den, så jeg begyndte at græde.

Og jeg husker min første cykel – en rød Winther med hvidt styr og tre gear. Jeg husker min magiske kat, Buster, der kom en juleaften, vadede ind og lagde sig i gyngestolen, som om den altid havde boet hos os. Den var kulsort, havde ikke et eneste hvidt hår i pelsen, og så havde den et gult og et grønt øje, som den kunne blinke med, ét ad gangen.

Jeg kan huske, hvad jeg sagde til det, der var et løfte om et menneske, da jeg opdagede to striber på graviditetstesten.

180

Men spørger man mig om TITLER, NAVNE, FAKTA, om VIDEN og UOMTVISTELIGE SANDHEDER eller andre vigtige ting, der bør skrives med stort, kan jeg ikke huske dem. Så falder hele den ovenstående bunke af erindringer og viden ned i hovedet på mig – viden, man ikke kan bruge til noget (at en hest har kastanjer på benene for eksempel).

Derfor er jeg så glad for at være født tids nok til at nå ind i den digitale tidsalder. For det, man ikke har i hovedet, behøver man ikke længere have i benene: Glemmer du, så googler jeg alt.

Katten

HVORFOR KAT? Det er vist kun mig, der kalder Kristen for Bjørnen. Nuvel: Bjørnen hedder Kristen. Og jeg hedder Kat. Det er en smule krukket – det indrømmer jeg gerne – at tage sit kælenavn til sig, men eftersom der i skrivende stund er ikke mindre end tre Katriner i den nærmeste familie, er det nu ganske praktisk, at hver har sit kælenavn, så man ved, hvilken en der er tale om. Således kan man i min familie få op til tre forskellige svar på spørgsmålet: „Kommer Katrine til julefrokost 2. juledag?“ For mig er en Katrine slet ikke sådan en, som jeg er.

En Katrine er en gæv, barmfager og strålende kvinde. Sådan én som Katrine i Matador. Min bedstemor Anna var faktisk en Katrine – hun kunne sy og brodere, piske flødeskum med et almindeligt piskeris (der sammen med hendes højre hånd udgjorde en excellent og ikke-elektrificeret håndmikser), hun var generøs, retfærdig og overpertentlig. Min far og min bror har altid kaldt mig Kat. Min mor, der har stået for navnevalget, angivelig fordi hun som barn har leget med Katrine Hauch-Fausbøll (bedre kendt som moderen til Bamse fra Bamses Billedbog), kalder mig al187

tid Katrine, hvis ikke hun af vanvare kommer til at kalde mig Karin, Grethe, Doris eller Camilla. De tre førstnævnte er navnene på hendes søstre – den sidste er min kusine.

Efter enhver familiesammenkomst tager det min mor et par dage at finde ud af, hvad hun i virkeligheden har døbt mig. Katrine hedder jeg også, når jeg skal have skældud af hende (så ligger der et ekstra tryk på anden stavelse af navnet: Katrine, så det ligesom skriger til himlen), når jeg skal kaldes ind til tandlægen eller ved officielle lejligheder, hvor også mit efternavn hænger på.

Min brors kæreste hedder også Katrine (dog Urte Katrine, så hende kalder vi i familien blot Urte), og da hun en dag præsenterede mig for ideen om, at hun kunne tage min brors efternavn og dermed faktisk komme til at hedde præcis det samme som mig, stod det skræmmende klart, hvor kedeligt mit navn er. På den anden side åbnede der sig pludselig en uendelig række af muligheder for, hvad hun og jeg tilsammen kunne skrive på vores respektive cv’er.

Navnet Kat blev med tiden mere og mere mit. Særligt da jeg begyndte at blive kaldt Kat af mennesker, jeg ikke havde mødt før, men som kun kendte mig og havde hørt mig omtalt som Kat. Kat er kort og godt, og da jeg hverken er barmfager, lyshåret eller gæv på den jyske måde, er jeg altså ingen Katrine. Jeg er meget mere en vrangvillig og mopset hunkat end en godmodig Katrine.

188

Jeg har en skøn veninde med norske aner, der hedder Åse. Hun har giftet sig med en fabelagtig australsk mand, hvis efternavn, Cann, kan oversættes til Dåse. Sådan er livet så ironisk, at det drillende kælenavn, hun har haft hele sin barndom, til sidst bliver det officielle. Jeg synes nu, det er ret eksotisk at hedde Åse Dåse. I en diskussion om navne med netop Dåsen – ja, for sådan er det blevet: Også Åse har taget sit kælenavn til sig – fortalte jeg, at jeg i starten af mit parforhold simpelthen ikke kunne huske navnet på min kæreste. Han hedder Henrik. Og han kunne sådan set heller ikke huske mit. Åse mente nu, at det var to pæne, gedigne navne, hvortil Henrik konkluderede: „Henrik og Katrine. Det er sådan nogle, man låner en trailer af.“ Og jeg er enig. Skulle vi have et fælles efternavn, kunne det såmænd godt blive Hr. og Fru Anhængertræk.

For mig har en Henrik altid været enten en bølle, der bankede de andre, eller en højrøvet skid, en hoven opkomling, som gik i sejlersko og havde yuppie-attitude.

I den by, jeg voksede op i, var der således en Henrik Underbid, som vistnok slog en proper næve. Så er der historien om Jern-Henrik, og endelig lærte jeg engang af Børge, som jeg passede hest hos, hvad en „Stolt-Henrik“ er. Det er sådan en lille græsspire, som står og strutter midt i gruset på den ellers nydeligt lugede gårdsplads.

Havde Henrik bare været en Frederik eller sågar en Ulrik, havde det været en ganske anden sag. Men 189

med tiden har vi da lært hinandens navne nogenlunde udenad, og Henrik er da stadig pænere end det forfærdelige „Heinrich“, som vores canadiske landlady i sin tid kaldte ham i sit forsøg på at udtale det på dansk. I Canada hed Henrik pludselig kun Henry, hvilket gav helt andre associationer. Min Henrik/Heinrich/Henry havde forsvoret, at han nogensinde ville indskrive sig på Facebook – men det var nu kun et standpunkt, han havde, indtil han tog et nyt og gik fuldstændig kontra.

Han er det mest virtuelt sociale menneske, jeg kender – og da han nu hedder noget så almindeligt som Henrik West, har han besluttet sig for at blive venner med alle, der hedder det samme som ham selv. Og hér er det endelige bevis for, at en Henrik i almindelighed – og en Henrik West i særdeleshed – er meget andet end én, man kan låne en trailer af.

Navne er noget underligt noget, fordi de benævner væsner, der rummer så mange forskellige egenskaber og identiteter. Hvorfor hedder det en væltepeter? Eller en Peter Langemand? En sjuskedorte, Mette Middelmådig eller Rasmus Modsat? Jeg kender ingen sjuskede Dorter, og min far, Peter, er mere en to-meter-Peter end en vælte-. Katrine ligger imellem det storladne Katharina og det gumpetunge Trine. Et navn, der ligger i kø på livets landevej med traileren sat fast om jydetrækket og en Stolt-Henrik ved rattet. Katrine kører 190

som en god Volkswagen – upåklageligt, almindeligt og uopslideligt.

Og når jeg brokker mig over mit navn, siger min far: „Det var din mor, der valgte det navn!“ Katten

KASSEROLLER En familie er en kasse, som nærmest ikke er til at komme uden om. Det er ikke kun de arketypiske roller (Det Sorte Får, Den Udadvendte Tvilling kontra Den Introverte Ditto, Den Rejsende Onkel Mac, Patriarken eller Mama Mater), som man kan kalde hovedkategorier, nej, jeg mener nærmere den rolle, man har fået tildelt gennem et helt liv i kassen. Åh, hvor den dog klistrer forfærdeligt, og selvom man tager sig i agt og tænker, at „fra nu af vil jeg ikke indgå i den-og-den diskussion, og jeg vil heller ikke reagere på den-og-den måde,“ så går der cirka tre sekunder og et par milli oveni, før man opdager, at man kraftpetervælteme igen står og siger de samme ting og ser ud på samme måde og har samme lukkede/ undskyldende/aggressive kropssprog, som man plejer, og som man havde forsvoret, at man ville have igen. Jeg tror hverken, det sidder i dna’et eller i centralnervesystemet – tværtimod tror jeg, det er en slags socio-familiær konvention, som man allerede i den præverbale alder er blevet indoktrineret. Familiens yngste vil altid være „Lillen“, ligegyldigt hvor voksent og ansvarligt han eller hun opfører sig, så er det bare „Nååårh, hvor sødt“ og „utrolig 197

flot klaret af den bette“, når lederstillingen eller den flotte eksamen er hjemme. Hvem skulle have troet, at „Stump“, „Musse“ eller „Pusling“ kunne klare det?

Der findes kasser, man bliver puttet i, og roller, man tager på sig. Og så findes der gradbøjning af både kasserne og rollerne – kasserollebøjning (som altså ikke har noget med tysk at gøre). Der er de færreste, der kan lide at blive puttet i en kasse. Måske er det, fordi det er blevet så utrolig vigtigt at tænke „ud af boksen“ i vores tid. Og dog – det passer ikke helt, for der kan være noget meget trygt ved at passe i en kasse og at kunne holde i en rolle. Jeg er selv lige kommet ind i en ny kasse med tilhørende rolle, og det er, som om jeg er blevet medlem af en klub for særligt indviede.

Kasserollen hedder „gravid“, og selvom jeg i begyndelsen ikke kunne finde ud af, om jeg virkelig var blevet fuldgyldigt medlem af De Gravides Rotary Club, så kom jeg hurtigt efter det, så snart jeg blev rost af de erfarne medlemmer af klubben. Det skete med små anerkendende nik, når jeg svarede rigtigt på spørgsmålene i optagelsesprøven, for eksempel: „Hvor langt er du henne?“ Da jeg svarede, at det var blevet anslået (af en professionel jordemoder) til at være en ti ugers penge, kom den endnu vigtigere del af spørgsmålet, som ikke var et rigtigt spørgsmål, men snarere en slags konklusion udtalt med erfaring og myndighed: „Så nu har du kvalme?“ Og guderne skal vide, at jeg havde kvalme. Jeg var 198

konstant køresyg i to måneder. Men det var en god ting, for allerede dér – i lidelsen – kunne det professionelle og erfarne (fødedygtige) klubmedlem lægge hovedet på skrå og smile anerkendende til mig: Sådan havde hun det også i sin første graviditet, og det skulle jeg slet ikke være så ked af – jo, jo, ubehaget, bevares – men faktisk betød det bare, at jeg var ekstra meget gravid. Jo mere kvalme, desto mere „jeg er ved at lave et menneske“hormon udskiller man, og jo mere af den slags, desto bedre skulle fosteret efter sigende hænge fast.

Samtidig lod mange af de erfarne medlemmer forstå, at denne kasse var særlig, at dette var en eksklusiv klub, som man skulle have gjort sig visse erfaringer for at kunne træde ind i. Måske er det ikke helt skævt at sammenligne kassen for gravide med visse kulturers indvielsesritualer eller manddomsprøver. Nu var jeg en af dem – det var, som om de havde ventet på mig, og alle som en var de utrolig glade for at se mig i min nye rolle (som blegfesen pivskid, der forsagede alt fra skidt til kaffe og kanel).

Det var ganske betryggende at få at vide, at jeg på den kvalmende måde allerede gjorde en fantastisk god indsats som præ-mor. Man kunne ligesom mærke, at jeg havde flair for det, lod man mig forstå – ligesom nogle har boldøje, sprogøre eller næse for et eller andet, ja, så havde jeg åbenbart dårlig smag for alt muligt, hvilket betød, at jeg allerede her udviste offervilje over for mit ufødte barn. Ikke så snart 199

havde jeg fået mit 25-meters-mærke i brystsvømning og ros, før næste duelighedsmærke blev taget. Præmien for hver milepæl var anekdoter, gode råd og afhængighedsskabende skulderklap fra de erfarne kvinder. Jeg kunne se, de nød, at klubben havde fået endnu et solidarisk medlem, og at de glædede sig til ungens ankomst til verden. Først dér kan vi komme i gang med det egentlige arbejde. For kassen „gravid“ er i virkeligheden bare ni måneders optagelsesprøve til den egent­lige rolle, nemlig moderrollen. Og her kan jeg mærke, at olympiademedalje-modtagerne allerede gør sig klar til at komme med gode råd om ALT fra babysvømning og brystbetændelse til parforhold og pædagogik.

Jeg er nervøs. Nu gik det jo lige så godt med at have kvalme (den professionelle mor roste mig med ordene: „Aha – jamen du skal se, det ender lige om lidt. Da jeg var gravid med Anton/Villads/Karla/Emma, havde jeg kvalme indtil uge 15!“), og med mit nu alenlange lændehold („Du er sikker på, det ikke er bækkenløsning? Det er så forfærdeligt!

Og der er fire måneder til, du skal føde, siger du?!“) har jeg efterhånden inkasseret en del medaljer for mærkbar graviditet. Men det varer jo ikke ved.

Jeg har fortrængt det – det ved jeg godt. Jeg var bare så glad for mit medlemskort, for al den ros, opmærksomhed, støtte og kvinde til kvinde-kærlighed, der blev serveret for mig som lun chokolademælk på en kold vinterdag.

Pludselig vågnede jeg op midt på cykelstien og tænkte 200

(jeg tænkte det med store bogstaver, og jeg kan huske det, for det var lige henne ved 7-Eleven på Christianshavn): „SHIT-KAT-SHIT-FUCK!“ (her var der så et grønt bud, der var ved at brage ind i mig, men jeg kunne ikke tage det alvorligt, for jeg var allerede nået videre til denne erkendelse, som først burde være kommet ved næste kryds – det ved Lagkagehuset: „SHEISSE! Når barnet kommer ud, så er det der jo HELE TIDEN. Og hele tiden ALTID! … OG SÅ ER DET JO MIG, DER ER MOREN! HENDE, DER SKAL GØRE … ALTING!“ Jeg har ikke haft et angstanfald (bortset fra det anfald af akut dødsangst med tilhørende spasmer i benene, som indtræffer, hver gang jeg sætter mig op i et fly), men jeg er sikker på, at der i de uskrevne regler for optagelse i gravidkassen findes en paragraf, der beskriver den gravides femmåneders-reaktion: „præstationsangst-anfald på cykelsti“. Pludselig gik det op for mig, at jeg ikke kunne blive ved med at ligge i fosterstilling i min egen lille boble af medsøsterlig omsorg. Verdensmesterskabet i Mor starter, så snart ungen kommer ud. Det er en Iron(wo)man, en moderne femkamp møder ekstremsport, en maraton, der varer i mindst 18 år og sikkert resten af livet. Og hvad nu, hvis jeg ikke kan finde ud af rollen? Eller ind i den? Hvad nu, hvis jeg bliver forvist fra den rigtige kasse og ender i den forkerte (Den Dårlige Opdrager, Den Uansvarlige Voksne eller Den Selvfikserede Mor)?

201

Og selvom jeg gør alt rigtigt, køber de rigtige dippedutter uden parabener, ftalater eller andre tilsætningsstoffer, der ligesom mangler en vokal eller to – hvad så, hvis Barnet ikke passer ind? Alt det dér ADHD og OCD og andre forfærdelige forkortelser og traumer og forstyrrelser og sygdomme, som man hører så meget om: Hvad i alverden skal man stille op, hvis det netop er sådan en størrelse, man går og lægger krop, kød og blod til? Hvordan klarer de det, de andre, de rigtige voksne, der har reelle, modne forældrebekymringer, ikke bare kvalme og en skamskudt lænd? Nej, jeg har vist ikke helt fortjent de fine medaljer fra gravidkassen. Jeg har jo slet ikke været til prøve endnu – har hverken barn eller barm at forsørge det med.

Til gengæld har jeg allieret mig med gode kvinder i alle aldersgrupper (23-73+) fra forskellige kasser. Jeg har lavet en ny kasse – en Førstehjælpskasse, som både består af kvinder, der har født et, to eller tre børn, og alle de gode kvinder omkring mig, der endnu ikke har fået børn: De første skal kautionere for de værste fejl, jeg kan begå som mor, og de sidste skal have lov til at prøvekøre moder­ rollen, så meget de vil, med mit barn. På den måde kan de få mulighed for at kigge i facitlisten, inden det bliver deres tur til at komme i gravidkassen. Det er nemlig en meget tryg kasse at være i, indtil man finder ud af at, det er en kasserolle med låg på – og at den ikke kan bøjes, kun tages af komfuret, før det hele brænder på.

202

Men der er ét spørgsmål, som facitlisten ikke giver noget svar på. Den helt store prøve: Hvad skal barnet hedde? Et navn er noget, man vælger for sit barn, for livet.

Det er godt, at vi har fået bragt navneproblematikken på banen. For nu skal Trailerforældrene jo altså til at finde et navn, som ikke er lige så kedeligt som Henrik og Katrine, men på den anden side heller ikke så eksotisk, at resultatet bliver et barn med et navn i Ferrari-klassen, der skal have fastmonteret et anhængertræk til forældrenes navne.

Ufødte børn hedder altid noget nuttet eller fjollet, men da jeg lige for tiden har et gedigent lændehold og en nerve i klemme, overvejer jeg, om ikke jeg bare skulle kalde den AV! Vi er ikke enige om noget som helst, men Henrik West, der gerne vil indrette halvdelen af vores lejlighed til et lydstudie, har udtænkt en ganske snedig plan. En dag midt i diskussionen, hvor Henrik blev ved med at finde de mest absurde drengenavne („Stejepan“, „Robusto“ eller „Snebjørn“ for eksempel), sagde jeg, at nu måtte han simpelthen tage sig sammen, hvis han ville have indflydelse på navnet. Så kiggede han på mig med et snedigt blik og sagde: „Prøv at høre her: Jeg ved udmærket godt, at piger går og finder på navne. Min storesøster har altid vidst, hvad hendes børn skulle hedde.

Og det er de så kommet til. Du har garanteret allerede fundet på et navn, som du har gemt, siden du var 14.

Og selvom du lader, som om du er åben over for et eller 203

andet, så skal du også nok få din vilje igennem, ligesom min søster. Og det er også okay … Men det koster!“ Så sådan ligger landet: Han afskriver sig ethvert ansvar for navngivningen og kan derfor til enhver tid sige ganske som min far: “Det var din mor, der valgte det navn!” Samtidig står der nu fire kvadratmeters pyramideformet lydisolering i entreen og venter på at blive sat op. Så nu spekulerer jeg pludselig på, hvad det mon i sin tid har kostet min mor at få sin vilje med mit navn igennem. Muligvis en keramikovn, der skulle inden for dørtærsklen. Så er fire kvadratmeter lydisolering faktisk bedre. I øvrigt har vi slet ikke en trailer. Endnu.

Tag ikke fejl af en Henrik, siger jeg bare: Sådan en kan narre selv en udspekuleret, svajrygget og bovlam hun-Kat med hvæssede kløer.

Det må være Trine-delen af mit navn, der har sovet i timen: En Trine er nemlig både tung og truntet, og i øvrigt navnet på Børges hest, som jeg elskede højt. Man ser ekvipagen for sig: Tynde Katrine på tykke Trine. Da jeg sagde til Henrik, at jeg en dag vil have en sådan tyk, gul hest sagde han: „Så vil jeg også have en. Og så skal den hedde Venrik.“ „Hvorfor det? Det er da et underligt navn?“ „Så kan man sige: Nå – der kommer Henrik West på Venrik Hest.“ Katten

MIT LIVS VANDEPUNKT Man kan ikke få for mange forældre. Som en anden tilløbende Kat hopper jeg op på skødet af de gode mennesker, der har levet i længere tid, end jeg har. Det er ikke, fordi de stryger en med hårene eller serverer lun mælk og fiskeben – det er, fordi de har været her i længere tid, end jeg har, og fordi de ved meget mere om livet, end jeg gør. Så når jeg har en af de ubegejstrede dage, hvor alt er dumt og besværligt, og hvor rudekuverten fra Skat har ramt mig på samme måde, som når man støder lilletåen imod et dørtrin med 35 km i timen – så har jeg brug for en mor eller en far eller sågar en morfar, en, der er klogere og roligere, end jeg selv er. „Fortæl, Bjørn – fortæl om dengang, du var yngre og mindre fattet og mere utålmodig. Fortæl om, hvordan du gjorde det – hvordan kom du forbi alle de bump og huller og irriterende vandpytter, der ligger på livets landevej? Hvordan endte du der, hvor du er nu?“ Og så griner Bjørnen lidt ad min naive facon, men hans latter er kærlig og overbærende hovedrystende, som den latter, man retter mod en killing, der står på poterne og tripper. Han fortæller om 210

det hele, han skærer for og deler ud af sit liv – vær så god, lille fjollehoved, her har du et stykke tilværelseskage med finthakkede minder, karamelliseret arbejdsliv, smeltede hjerter og erfaringsmarengs.

Mens vi drikker kaffe (min sort, hans med mælk) og spiser kage (jeg spiser min og halvdelen af hans) og til sidst får lidt røg (han aktivt, jeg passivt), fortæller Bjørnen, at mange ting er faldet ned i hans turban. At han tog de chancer, der bød sig, at han muligvis opsøgte sit held, men at han i højere grad lod heldet opsøge sig. Min konklusion, da vi når til røgen („Nåarh, Kat …“ siger han en anelse nasalt. Det betyder, at det er nu, han skal ryge, og at vi skal bryde op), er, at man ikke kan planlægge sit liv. Det kunne Bjørn jo heller ikke. Ubetydelige detaljer måske – men de store træk og de udslagsgivende vendepunkter er ikke noget, man selv er herre over: Life is what happens to you while you’re busy making other plans, som John Lennon sagde. Mit hjerte slår roligere. Aha – thi det er altså hemmeligheden: at lade sig føre – og måske endda forføre – af tilfældets magi. Jeg behøver ikke have styr på alting (selvom det ville hjælpe, at jeg fik styr på mit skatteregnskab), tværtimod. Der er ikke nogen overraskelse i tingene, hvis man kender dem i forvejen. Og med min beskedne livserfaring ved jeg det sådan set godt. Jeg skal bare kigge ned på bulen på maven. Dér ligger den – overraskelsen, en kærlighedsgave, som jeg bærer lige under hjertet.

211

Selvom jeg jo gemmer alle de historier, jeg får foræret, er der alligevel det spidsfindige ved livet, at man kun selv kan leve det. Man kan læne sig op ad andres erfaringer, undgå at gentage deres fejl og i stedet begå sine egne, men der er ingen, der rigtigt kan forklare én, hvordan det er; hvor sprudlende, vidunderligt, kvalmende det er at være forelsket, hvor forfærdeligt det er at miste, hvor tilfredsstillende det er at nå sine mål. Eller hvordan det er at blive mor. Bjørnen har fortalt om at være far, om sit livs kærlighed, Frederik, som engang var en lille én, men som i dag vistnok er ældre, end jeg er.

Men Bjørnen er en han. Han har ikke mærket en lille fod spjætte imod maveskindet indefra. Han har ikke mærket den mærkelige forsvarsmekanisme, der vokser sammen med maven, stemmen, der siger: „Hvis jeg falder, triller jeg forover som en kugle, så der ikke sker barnet noget.“ Så når jeg spørger ham, om han nu tror, jeg vil kunne finde ud af det, altså at være mor – ikke bare at være en Kat (enhver, der har spurgt én på vejen, ved, at „den er sgu sin egen“), svarer han med en faders smil: „Jo, jo – du skal se … det kommer alt sammen af sig selv.“ Men jeg har jo bare været mig selv så længe, en enkelt eksistens mellem milliarder, en afsluttet enhed med egen bane. Nu er jeg pludselig nogens. Nogens mor, mor til nogen, som jeg slet ikke har mødt endnu, nogen, som jeg uden at have skrevet under på nogen kontrakt allige212

vel har viet hele mit liv til – på forhånd. Der er nogen på vej, som er fuldstændig afhængig af mig. Selvom vi ikke kender hinanden, vil jeg give det hele væk – hele mig – for et fremmed væsen. Det er vanvid. Og det er – på sin egen måde – skønhed.

Bjørnen får ret. Man kan ikke planlægge særlig meget i tilværelsen. Efter en aften at have siddet oppe i timevis til klokken to foran (hjerne-)fjerneren og set det ene åndssvage tv-program efter det andet: nyheder, talkshow, flere nyheder, et afsnit af „Hjælp, vi skal føde“ (jeg NÆGTER at blive så hysterisk som de kvinder, der medvirker. Ligegyldig hvor ondt det kommer til at gøre, beslutter jeg mig for at opføre mig anstændigt), deadline-nyheder (fordi de er bedre end de andre nyheder), dokumentar om Scientology (fordi det kilder så forargeligt og fascinerende. Og fordi vi jo sådan set boede til leje hos en dedikeret scientolog i Canada) – ja … så sker det.

Jeg når lige at slukke lyset, så lyder der et højt smæld: PLÅNK! Bassisten vender sig om: „Hvad var dét?“ Jeg prøver at tale med noget, der lyder som kvindelig intuition (det er altså et fiktivt begreb): „Det var bare killingen, der sparkede – måske har den ramt en luftlomme …“ Klokken er nu 2.02, og jeg er så træt, så træt. Men der sker noget mere. Så jeg tilføjer, mens jeg prøver at lyde helt rolig, som om jeg kan få det til at gå væk, hvis bare jeg taler hviskende lavt: „… Øh … eller også er vandet lige gået.“ 213

„Hvad!?!“ siger Bassisten så og vælter ud af sengen. „SELVFØLGELIG er vandet gået,“ bander jeg indvendigt, mens jeg vralter ud på toilettet og konstaterer, at den er god nok, sjask, sjask. Jeg er så træt, at jeg ikke kan overskue, at jeg inden for de næste i hvert fald 48 timer, og sikkert før, skal føde. Jeg bander videre: „KLART! Sådan noget sker ALTID for mig! Der er stadig tre en halv uge til, jeg skal føde, men NEJ, NEJ, det her er bare så typisk mig. Og JEG HAR IKKE VÆRET TIL FØDSELSFORBEREDELSE ENDNU! Hvordan skal jeg så kunne føde??? Eeeej, altså. Jeg har ikke engang pakket den der ’vi skal på hospitalet“-taske! FINT! Jamen så føder jeg da bare UDEN forberedelse, UDEN taske og UDEN søvn!“ Det er den 22. marts, FN’s internationale vanddag, og vandgangen indtræffer kl. to minutter over to. Det skæve er og bliver nu engang mit lod i tilværelsen. Og da jeg endelig sidder i bilen klokken hest på vej til hospitalet, kan jeg mærke, at jeg er helt rolig. Nu kommer hun – min killing, det er nu, det sker.

Det er så banalt, nærmest det mest almindelige i verden, og alligevel er det så fuldstændig verdensomvæltende: at føde (ase og mase, men IKKE bande – jeg ytrer ikke et eneste ukvemsord under hele seancen. Stædig er jeg) og derefter få et lille, fuldbårent og aldeles levende menneske op på maven. Og alting er egentlig bare det samme, som det plejer, og så alligevel er det her 214

– lige nu – mit livs vendepunkt. Fra dét øjeblik er min verden ikke længere min – nej, pludselig står og falder min verden med hende. Jeg kigger ned på det lille, våde og mørkhårede hoved: Så ser jeg dig, mit lille elskede barn, og du ser på verden.

Og selvom navlestrengen bliver klippet, er du selveste verdens navle.

Katten

FORKLARING FØLGER Jeg er til bryllup og står mellem to smukke, begavede og elegante yngre mænd.

Den ene præsenterer mig for den anden.

Og jeg bliver spurgt, hvad jeg laver.

Og den ene mand svarer med rosende ord på mine vegne, så jeg bliver lidt genert.

Og jeg tilføjer, at jeg lige er ved at skrive lidt sammen med min ven, der er Bjørn – at vi tilsammen er Katten & Bjørnen.

Den ene smukke mand (som har været diplomat, og som taler japansk og får det til at lyde som om det ikke er noget særligt, og som nu arbejder i en tænketank; „— Bare i tankdelen,“ griner han med glimt i øjet) smiler et smukt og muligvis diplomatisk smil og siger: „På japansk er tegnet for en panda tegnet for en kat og tegnet for en bjørn, der er sat sammen.“ Jeg bliver så glad. Der er simpelthen et væsen, der er sat sammen af en Kat og en Bjørn, en KatBjørn.

Jeg lister ud og lirker min mobiltelefon frem fra tasken. Sms’er til Bjørnen: 222

Er til bryllup. Du og jeg, Bjørn. Tilsammen er vi en Panda. Forklaring følger.

パンダ パンダ 熊猫 熊猫 ぱんだ ぱんだ Katten