www.mortendurr1.worldpress.com
Morten Dürr Kessler-effekten Tekst © 2011 Morten Dürr og Forlaget Carlsen Omslag: © 2011 Lars Gabel Grafisk tilrettelægning: Charlotte Flemmer Bogen er sat med Adobe Jenson Pro ISBN 978-87-1141-953-3 1. udgave, 1. oplag 2011/11.11 Printed in Latvia 2011, Livonia Print Sia Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copy-Dan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.carlsen.dk www.lindhardtogringhof.dk Forlaget Carlsen – et forlag under Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont
Forfatterens arbejde med teksten er støttet af Statens Kunstråd, litteraturudvalget
Morten D端rr
Kesslereffekten
41.000 kilometer i timen
Om torsdagen snakkede vi om Kessler-effekten. Min far sad på bænken i haven foran hospitalet. Bænken, som ligger i skyggen af blodbøgen. Bænken er af træ. Den ser behagelig ud. Det er fars bænk, og det er kun ham, der må sidde der. Ellers bliver der ballade. En af sygeplejerskerne kom gående med en klapstol. ”Kan den her bruges?” Jeg smilede til hende. ”Den er okay.” Min far lænede sig frem mod mig. Han var ivrig nu.
7
”Har du hørt om Kessler-effekten?” Shit! Den stol gjorde ondt i røven. Jeg ville hellere have siddet på bænken. Sammen med far. Men det går jo ikke. For så kommer mine bakterier på bænken. Og så går far amok. ”Martin! Ved du, hvad Kessler-effekten er?” Jeg gjorde mit bedste for at se tankefuld ud. ”Nej ... det gør jeg vist ikke.” Men selvfølgelig ved jeg, hvad Kessler-effekten er. Far har fortalt mig om den tonsvis af gange. Men sådan noget glemmer han. Far hævede en dirrende pegefinger mod mig og sagde: ”Kessler-effekten. Den skal du altså vide besked om, Martin.” Jeg nikkede. ”Ja ... for din egen skyld. Så du kan gøre dig klar. Så, mens alle de andre flintrer rundt i panik, så er du ... klar. Jeg snakker om mad, tøj og
8
redskaber. Men det vigtigste er selvfølgelig vand. Hvordan vil du skaffe rent drikkevand? Har du tænkt på det? Har du tænkt på, hvordan man sikrer sig adgang til noget så basalt som vand?” Jeg drak af colaen. Den smagte præcis, som cola plejer. Min far tror fuldt og fast på, at verden går under. At dommedag er nær. Men når jeg smager på en cola, så er jeg sikker på, at han tager fejl. En cola smager, som den altid har smagt. Cola er smagen af evighed. Fars stemme flød ud. Nu rablede det for ham. Det handlede om vand, infektioner, el-generatorer og antibiotika. Efter hans mening kunne man ikke være forsigtig nok. Det bedste ville være at bygge en ildfast bygning til sit lager af mad og medicin. Et dommedagslager. Jeg måtte have ham tilbage på sporet. Der var jo kun tre dage til mødet på søndag. På søndag blev det nemlig afgjort, hvem der skulle arve
9
Falkenberg-millionerne. Og hvis min far skulle have en chance, havde vi travlt. Jeg afbrød ham: ”Far, hvad med Kessler-effekten? Det var jo den, du ville fortælle mig om.” Far stirrede forbløffet på mig. ”Ja, selvfølgelig. Kessler-effekten. Den er vigtig.” Far pegede op i luften. ”Deroppe, langt, langt oppe, kredser satellitterne rundt om os. Der er 3000 satellitter deroppe. 3000, Martin!” Jeg nikkede. ”Det er mange, far.” ”Og hvad sker der, hvis der ikke er plads til dem alle sammen? Hvis de begynder at støde ind i hinanden. Har du tænkt på det?” ”Nej, far.” ”Nej, vel! Men det er der heldigvis andre, som har. Donald Kessler, han er en videnskabsmand, som arbejder for Nasa.”
10
Far holdt en pause og stirrede undersøgende på mig, som om han ikke var helt sikker på, at jeg vidste, hvad Nasa var. Så jeg sagde: ”Nasa ... altså dem, som sender raketter op i rummet?” ”Ja, Nasa. Dem arbejder Donald Kessler for. Men allerede i 1978 forudsagde han, at vi en dag ville opleve, at satellitterne begynder at støde sammen. Og når to satellitter støder sammen, spredes en enorm mængde skrot og vragrester i jordens kredsløb. Meget farligt!” Jeg nikkede. ”For så vil de andre satellitter støde ind i disse rester. Og på den måde vil endnu flere satellitter blive ødelagt og gå i stumper og stykker. Og flere satellitter vil støde ind i resterne af dem. Sådan vil det blive ved og ved, ligesom dominobrikker, der vælter hinanden. Eller billardkugler. De rammer hinanden og kolliderer i en kædereaktion,
11
indtil der kun er skrot tilbage. Indtil der ikke er nogen satellitter i jordens kredsløb længere. Dét er Kessler-effekten.” ”Det lyder ... slemt.” ”Det er meget slemt, Martin! Meget. For uden satellitter vil det hele bryde sammen. Medierne, finansverdenen, telekommunikation, alt! Kaos og panik vil lamme kloden.” Jeg drak resten af min cola. Den var begyndt at blive lunken. ”Og, Martin? Det er allerede begyndt.” ”Kessler-effekten?” ”Ja, det begyndte 10. februar 2009. Da stødte to satellitter sammen. Iridium 33 og Kosmos 2251 kolliderede i luftrummet over Sibirien. De to satellitter stødte sammen med 41.000 kilometer i timen. 41.000!” ”Det er hurtigt.” ”Forbandet hurtigt! Og tonsvis af vragrester
12
blev på få timer spredt i kredsløbet over hele jorden.” ”Sikke et rod.” ”Ja, helt utroligt. Og sådan fortsætter det. De andre satellitter rammer resterne af Kosmos 2251. Og det sker lige nu! Vragrester spredes i himmelrummet over os. Jo flere vragrester, des flere sammenstød. Det bliver fuldstændig kaos.” Far rejste sig pludselig. Han stirrede vildt på mig. Så førte han en finger op til munden. ”Shh... vær helt stille. Så kan du høre dem.” Han kiggede op i den blå himmel. ”Kan du høre dem, Martin? Kan du høre satellitterne? Hvordan det brager, når de støder sammen? Hvordan det buldrer og knaser!” Det eneste, jeg kunne høre, var en fugl der sad et sted i blodbøgen og pippede. ”Så det er altså det, der er Kessler-effekten, far?”
13
”Ja, dét er Kessler-effekten ...” Far så pludselig sørgmodig ud. Hans blik blev fjernt. Min cola var tom. ”Men, far?” ”Mmm,” brummede han. ”Er vi så enige om, at du ikke behøver at tale om Kessler-effekten på søndag?” ”Søndag?” Far kiggede på mig, som om det var et helt nyt ord. ”Ja, til festen på søndag.” ”Nå ja, festen.” Jeg lænede mig frem og fik øjenkontakt med ham. ”Så vi snakker ikke om Kessler-effekten på søndag, vel? Nu har du forklaret det hele til mig. Nu ved jeg, hvad Kessler-effekten er, ikke?” ”Okay ...” Min far tøvede. ”Men advarer du så de andre?” ”Selvfølgelig. Stol på mig. Jeg skal nok advare
14
dem. Du behøver slet ikke sige noget om det til andre end mig.” Far smilede. Han lod til at være tilfreds. Men pludselig flakkede hans blik. Han drejede hovedet og stirrede på rosenbusken til højre for os. Så sagde han med tilbageholdt åndedræt: ”De blomster der, plejer de at være der?” ”Roserne?” ”Martin, hvis jeg var dig, ville jeg ikke røre dem!” Og nu var vi kommet til tidspunket, hvor jeg ville væk. Tidspunktet, hvor jeg måtte væk. Efter nogen tid får jeg altid klaustrofobi. Ligegyldig om vi sidder inde på hospitalet - på tv-stuen - eller om vi sidder i haven. Efter et stykke tid begynder det at gøre ondt i maven. Og angsten handler altid om én ting: at jeg ender som far. På sådan et sted som her. Og så må jeg væk.
15
Jeg rejste mig og sagde farvel til far. Før jeg gik, måtte jeg minde ham om, at festen på søndag var en hemmelighed. At han ikke måtte sige noget til lægerne, sygeplejerskerne eller de andre patienter. Ingen måtte vide noget. Jeg forklarede ham, at festen skulle være en overraskelse, et surpriseparty. I stedet for at gå ind på hospitalet igen gik jeg længere ind blandt træerne. Haven er stor, så stor som en lille park. Når man sidder på fars bænk, kan man næsten bilde sig ind, at man befinder sig i en lille skov. En duft af harpiks emmede fra fyrretræerne. Jeg tog et par skridt mere. Nu kunne jeg ikke se hospitalets gule bygninger længere. Ti skridt mere. Så stødte jeg på hegnet. Hegnet omkring hospitalet var tre meter højt. Det var lavet af tykt ståltrådsnet, som blev holdt på plads af stålstolper.
16
Et hegn af ståltrådsnet kan være gammelt, rustent og fyldt med huller. Sådan et hegn var det ikke. Hospitalets hegn var splinternyt og umuligt at kravle igennem eller klatre over.