Kirurgiens kunst - læseprøve by Lindhardt og Ringhof / Forlaget Carlsen

Publishers Weekly

I det 19. århundrede var operationer ikke for de sarte. Datidens kirurger arbejdede under primitive uhygiejniske forhold uden bedøvelse. En god kirurg skulle først og fremmest være stærk og

LINDSEY FITZHARRIS tog sin ph.d. i videnskabshistorie og medicin på Oxford universitet. Hun skabte den populære webside The Chirurgeon’s Apprentice og er medforfatter og programvært på YouTube-serien Under the Knife.

Lindsey Fitzharris

FOTO: ADRIAN TEAL

”Den britiske videnskabsforfatter Fitzharris fortæller et stykke medicinsk historie med denne fremragende biografi om Joseph Lister, 1800-tallets store helt inden for kirurgiens udvikling.”

”Lægen Thomas Percival rådede

En blodig historie

rense bord og instrumenter mellem indgrebene – ikke af hygiejniske grunde, men for at undgå alt, som kan vække rædsel. Få tog hans råd til sig. Kirurgen, der som regel

hurtig med sit værktøj. Det krævede styrke og held at overleve en

var iført et forklæde dækket af

operation, men dermed var trængslerne ikke forbi. Tiden efter

gammelt, indtørret blod, vaskede

indgrebet var ofte farligere end den sygdom eller de skader, patien-

sjældent hænder, og der hang altid

ten oprindeligt led under. Aggressive infektioner gjorde nemlig

denne umiskendelige lugt af

dødeligheden blandt de nyopererede alarmerende høj.

rådnende kød omkring ham, som fagets folk muntert omtalte som den gode, gamle hospitalsstank.”

En ung melankolsk kirurg, Joseph Lister, løste mysteriet om desinfektion og ændrede historiens gang. Listers metoder forandrede kirurgien fra at være et brutalt og primitivt håndværk til at være en moderne videnskab – og reddede samtidig hundredtusindvis af menneskeliv.

Hun har skrevet for The Guardian, The Huffington Post, The Lancet og New Scientist.

Besøg hendes hjemmeside på drlindseyfitzharris.com, følg hende på Twitter på @DrLindsey Fitz, og find hende på Instagram på @drlindseyfitzharris.

kirurger til at skifte forklæde og

LINDHARDTOGRINGHOF.DK

Lindsey Fitzharris LINDHARDT OG RINGHOF

Kirurgiens kunst

1— — 1—

— — —

Kirurgiens kunst En blodig historie Originaltitel: The Butchering Art © Lindsey Fitzharris, 2017 © Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, 2017 1. udgave, 1. oplag ISBN: 978-87-11-55728-0 Published by arrangement with Scientific American / Farrar, Strauss and Giroux, LLC, New York, represented by Leonhardt & Hoier Literary Agency A/S, Copenhagen. Forfatter: Lindsey Fitzharris Oversætter: Anders Juel Michelsen Redaktør: Randi Bjerre Høfring Forlagsredaktion: Conny Mikkelsen og Julie Ottosen Omslag: Harvey Macauley / Imperiet Bogen er sat med Bembo og Acumin Omslagsfotos: The Agnew Clinic by Thomas Eakins, 1889. (Philadelphia Museum of Art, Gift of Samuel B. Sturgis, 1973-268-190) Foto: The Agnew Clinic by Thomas Eakins, 1889. (Philadelphia Museum of Art, Gift of Samuel B. Sturgis, 1973-268-190) Sats: Christensen Grafisk Trykkeri: Livonia Print Printed in Latvia 2017 Udgivet af: Lindhardt og Ringhof Vognmagergade 11 1148 København K Telefon 33 69 50 00 www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont Kopiering fra denne bog må finde sted på institutioner og virksomheder, der har indgået aftale med COPY-DAN, men kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Institutioner og virksomheder, der ikke har indgået aftale med COPY-DAN, skal ved ønske om kopiering henvende sig til Lindhardt og Ringhof.

LINDSEY FITZHARRIS

Kirurgiens kunst

En blodig historie

LINDHARDT OG RINGHOF

6â&#x20AC;&#x192;

kirurgiens kunst

Dedikeret min mormor, Dorothy Sissors, min bonus i livet

8â&#x20AC;&#x192;

kirurgiens kunst

indhold

INDHOLD

 Prolog: Lidelsens tidsalder . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 11 1. Set gennem linsen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 27 2. Dødens huse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 44 3. Den suturerede tarm . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 63 4. Videnskabens alter . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 76 5 Kirurgiens Napoleon . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 93 6 Frøens ben . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 111 7. Renlighed og koldt vand . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 129 8. De er alle døde . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 149 9. Stormen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 169 10. Glashaven . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 182 11. Dronningens byld . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 200 Epilog: Det mørke tæppe er hejst . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 219 Noter . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 227 Tak . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 255 Register . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 259

10â&#x20AC;&#x192;

kirurgiens kunst

lidelsens tidsalder

PROLOG:

LIDELSENS TIDSALDER



Når en fremtrædende, men ældre videnskabsmand erklærer, at noget er muligt, har han med næsten al sikkerhed ret. Når han erklærer, at noget er umuligt, har han med næsten al sikkerhed uret. – ARTHUR C. CL ARKE

Om eftermiddagen den 21. december 1846 samledes flere hundred mænd i operationsteateret på University College Hospital, hvor byens mest navnkundige kirurg forberedte sig på at tryllebinde dem med en låroperation. Da folk strømmede ind, anede de intet som helst om, at de om lidt skulle bevidne et af de mest afgørende øjeblikke i medicinens historie. Operationsteateret var fyldt til tagspærene med medicinstuderende og nysgerrige tilskuere, hvoraf mange havde slæbt snavset og skidtet fra det victorianske Londons dagligliv med sig ind. Kirurgen John Flint South bemærkede, at folks iver efter at få en plads i operationsteateret og deres slagsmål mindede ganske meget om kampen om et sæde i et teaters parterre eller galleri. Folk stod som sild i en tønde, dem, der stod på de bageste rækker, skubbede og maste for bedre at kunne se og råbte »flyt hovedet«, når deres synsfelt var blokeret. Til tider kunne gulvet i et operationsteater som dette være så overfyldt, at kirurgen ikke kunne operere, før det var blevet delvist ryddet. Selvom det var i december måned, var luften inde i

kirurgiens kunst

operationsteateret kvælende og på grænsen til det ulidelige. Alle de skubbende og masende kroppe fik stedet til at føles forbistret varmt. Tilskuerne var en eklektisk gruppe af mænd, hvoraf nogle hverken var fagfolk eller studerende. De første to rækker i et opera tionsteater udgjordes typisk af kirurgiske assistenter, som ledsagede kirurgerne på deres runder og bar kasser med de fornødne ting til at forbinde sår. Bag assistenterne stod eleverne, der skubbede uroligt og hviskede til hinanden, samt hædersgæster og andre repræsentanter for offentligheden. Medicinsk voyeurisme var ikke noget nyt. Den opstod i renæssancens dunkelt oplyste anatomiske amfiteatre, hvor henrettede forbryderes lig blev dissekeret for øjnene af fascinerede tilskuere som en yderligere straf for deres misgerninger. Tilskuere, der havde betalt for en billet, så anatomer skære ned i rådnende ligs udspilede maver, så ikke kun blodet sprøjtede, men også stinkende materie. Den makabre demonstration blev sommetider ledsaget af en fløjtes melodiske, men underligt malplacerede toner. Offentlige dissektioner var teatralske forestillinger, en form for underholdning, der var lige så populær som hanekampe eller bjørnehidsning. Det var dog ikke alle, der brød sig om det. Den franske filosof Jean-Jacques Rousseau sagde om oplevelsen: »Hvilket frygteligt syn et anatomisk teater er! Stinkende lig, gustent, væskende kød, blod, modbydelige indvolde, frygtelige skeletter, fordærvelige dampe! Tro mig, det her er ikke et sted, hvor [ jeg] vil gå hen for at finde underholdning.« Operationsteateret på University College Hospital lignede mere eller mindre alle de andre af samme slags i byen. Det bestod af en scene, delvist indesluttet af halvcirkulære tilskuerpladser, der rejste sig op over hinanden mod et stort ovenlysvindue, hvorigennem dagslyset bredte sig i lokalet. På overskyede dage, hvor solen ikke lod sig se, blev scenen oplyst af tykke vokslys. I midten af lokalet stod et træbord, som var plettet af de afslørende tegn på tidligere slagterier. Under det var gulvet overstrøet med savsmuld til at opsuge blodet, der kortvarigt sivede ned fra det afskårne lem. De fleste dage blan-

lidelsens tidsalder

dede skrigene fra dem, der lå under kniven, sig disharmonisk med hverdagens lyde, der trængte ind fra gaden forneden, fra børn, der lo, folk, der sludrede, og vogne, der rumlede forbi. I 1840’erne var operativ kirurgi en beskidt affære fuld af skjulte farer. Det gjaldt for enhver pris om at undgå den. På grund af risikoen nægtede mange kirurger overhovedet at operere og valgte i stedet at indskrænke deres virke til behandling af eksterne lidelser som hudsygdomme og overfladiske sår. Der var langt mellem de invasive indgreb, og det var en af grundene til, at så mange tilskuere stimlede sammen i operationsteateret, når et sådant indgreb skulle foretages. I 1840, for eksempel, blev der kun udført et hundred og tyve operationer i Royal Infirmary i Glasgow. En operation var altid den sidste udvej og blev kun udført, når det var et spørgsmål om liv eller død. Lægen Thomas Percival rådede kirurger til at skifte forklæde og rense bord og instrumenter mellem indgrebene – ikke af hygiejniske grunde, men for at undgå »alt, som kan vække rædsel«. Få tog hans råd til sig. Kirurgen, der som regel var iført et forklæde dækket af gammelt, indtørret blod, vaskede sjældent hænder, og der hang altid denne umiskendelige lugt af rådnende kød omkring ham, som fagets folk muntert omtalte som »den gode, gamle hospitalsstank«. På en tid, da kirurger troede, at pus eller materie var en naturlig del af helbredelsesprocessen og ikke et ildevarslende tegn på blodforgiftning, skyldtes de fleste dødsfald postoperative infektioner. Operationsteatre var portaler til dødsriget. Det var sikrere at blive opereret hjemme end på et hospital, hvor dødelighedsprocenten var tre til fem gange højere end i hjemlige omgivelser. Så sent som i 1863 udtalte Florence Nightingale: »Den reelle dødelighed på hospitalerne, især dem i de store, overfyldte byer, er langt højere, end enhver beregning baseret på dødeligheden af samme type sygdomme blandt patienter, som er blevet behandlet uden for hospitalet, ville få os til at forvente.« Men at blive behandlet i hjemmet var dyrt. Infektioner og snavs var ikke de eneste problemer. Operationer

kirurgiens kunst

var smertefulde, og igennem århundreder søgte man at af hjælpe problemet. Selvom kvælstofilte var blevet anerkendt som et smertestillende middel, siden kemikeren Joseph Priestley første gang syntetiserede det i 1772, blev »lattergas« normalt ikke brugt ved operationer, fordi gassens virkning var upålidelig. Mesmerisme – opkaldt efter den østrigske læge Franz Anton Mesmer, som opfandt en hypnotisk teknik i 1770’erne – havde heller ikke vundet indpas i den almene medicinske praksis i det attende århundred. Mesmer og hans tilhængere mente, at der skete en form for fysisk påvirkning af patienten, når de bevægede deres hænder foran vedkommende. Denne påvirkning skabte positive fysiologiske forandringer, som hjalp patienter til at heles, og kunne også bibringe en person spiritistiske evner. De fleste læger tvivlede dog på metoden. Mesmerisme oplevede en kort genopblomstring i England i 1830’erne, da lægen John Elliotson begyndte at af holde offentlige demonstrationer på University College Hospital, hvorunder to af hans patienter, Elizabeth og Jane O’Key, var i stand til at forudsige andre indlagte patienters skæbne. Under Elliotsons hypnotiske indflydelse hævdede de at se »Big Jacky« (Døden) svæve over senge med patienter, der senere døde. Men den seriøse interesse for Elliotsons metoder blev kortvarig. I 1838 afslørede redaktøren af The Lancet, verdens førende lægetidsskrift, ham som en svindler, da redaktøren narrede O’Key-søstrene til at tilstå deres bedrageri. Skandalen stod stadig i frisk erindring hos de besøgende på University College Hospital om eftermiddagen den 21. december, da den navnkundige kirurg Robert Liston bebudede, at han ville teste virkningen af æter på sin patient. »I dag, mine herrer, vil vi forsøge os med et amerikansk trick til at gøre mennesker følelsesløse!« erklærede han, da han gik ind på scenen. Der blev stille i operationsteateret, da han begyndte at tale. Ligesom mesmerisme blev brugen af æter anset for at være en suspekt udenlandsk teknik til at dølle mennesker ned i en tåget bevidsthedstilstand. Det blev omtalt som et yankee-trick, eftersom æter første gang blev brugt som et

lidelsens tidsalder

alment bedøvelsesmiddel i USA. Æter var blevet opdaget allerede i 1275, men dens bedøvende virkning blev først syntetiseret i 1540, da den tyske botaniker og kemiker Valerius Cordus skabte en banebrydende formel, hvorefter man tilføjede svovlsyre til ætylalkohol. Hans samtidige, Paracelsus, eksperimenterede med æter på kyllinger og bemærkede, at fuglene faldt i en langvarig søvn og vågnede uden at have lidt skade, når de drak af væsken. Han konkluderede, at stoffet »stilner alle lidelser uden at forårsage skade og lindrer alle smerter og slår enhver feber ned og forhindrer komplikationer ved enhver sygdom«. Men der skulle gå flere hundred år, før det blev afprøvet på mennesker. Det øjeblik kom i 1842, da Crawford Williamson Long blev den første til at bruge æter som bedøvelsesmiddel i en operation, hvor han skulle fjerne en svulst fra en patients hals i Jefferson, Georgia. Desværre publicerede Long ikke resultaterne af sine eksperimenter før i 1848. På det tidspunkt havde Bostontandlægen William T.G. Morton i september 1846 vundet berømmelse ved at bruge æter, da han trak en tand ud på en patient. En beskrivelse af dette succesfulde og smertefri indgreb blev bragt i en avis, hvilket foranledigede en anset kirurg på Massachusetts General Hospital til at bede Morton om at assistere sig ved en operation, hvorunder han fjernede en stor svulst fra en patients underkæbe. Den 18. november 1846 skrev dr. Henry Jacob Bigelow om dette banebrydende øjeblik i The Boston Medical and Surgical Journal: »Det har længe været af afgørende betydning at udtænke en metode til at lindre smerter ved kirurgiske operationer. Et effektivt middel til det formål er omsider blevet fundet.« Bigelow fortsatte med at beskrive, hvordan Morton havde givet noget, han kaldte »Letheon« til patienten, inden operationen gik i gang. Det var en gas opkaldt efter floden Lethe, som i den klassiske mytologi lod de dødes sjæle glemme deres liv på Jorden, når de drak af den. Morton, som havde taget patent på gassen kort efter operationen, holdt dele af den hemmelig, også for kirurgerne. Men Bigelow røbede, at han kunne spore

kirurgiens kunst

den kvalmende, sødlige lugt af æter i den. Nyheden om dette mirakuløse stof, som kunne gøre folk bevidstløse under operationen, spredte sig hurtigt til hele verden, mens kirurger ilede med at afprøve æterens virkning på deres egne patienter. I London modtog den amerikanske læge Francis Boott et brev fra Bigelow, der gav en fuld redegørelse for de betydningsfulde begivenheder i Boston. Boott blev fascineret og overtalte tandlægekirurgen James Robinson til at bedøve med æter under en af sine mange tandudtrækninger. Eksperimentet var så stor en succes, at Boott skyndte sig hen til University College Hospital samme dag for at tale med Robert Liston. Liston var skeptisk, men ville dog ikke forsømme en chance for at prøve noget nyt i operationsteateret. Om ikke andet ville det blive en spektakulær forestilling, hvilket han var kendt for i hele landet. Han indvilligede i at bruge det i sin næste operation, der var planlagt til at finde sted to dage efter. Liston ankom til den londonske scene på et tidspunkt, da »gentleman-medicinere« havde en betydelig magt over og indflydelse på det medicinske samfund. De var en del af den herskende elite og udgjorde toppen af en medicinsk pyramide. Som sådan fungerede de som dørvogtere for deres fag og gav kun adgang for mænd, som de mente besad dannelse og høj moralsk bevidsthed. De var selv belæste typer med meget lidt praktisk erfaring, og de brugte deres hoveder og ikke deres hænder til at behandle patienter. Deres uddannelse baserede sig på klassikerne. Det var ikke usædvanligt for medicinere dengang at ordinere behandling uden først at foretage en fysisk undersøgelse. Faktisk indskrænkede en del sig til at komme med lægelige råd udelukkende gennem breve uden nogensinde at møde den pågældende patient. Kirurgerne var derimod rundet af en lang tradition for at stå i lære, og værdien af denne læretid af hang i høj grad af mesterens dygtighed. Deres fag var af praktisk art og skulle læres ved hjælp af

lidelsens tidsalder

forskrifter og eksempler. I de første årtier af det nittende århundred læste langt fra alle kirurger på universitetet. Nogle af dem var endog analfabeter. Direkte under dem stod apotekerne, hvis opgave det var at udlevere medicin. I teorien var der en tydelig skillelinje mellem kirurgen og apotekeren. I praksis kunne en mand, der havde stået i lære som kirurg, også fungere som apoteker og omvendt. Det gav ophav til en uofficiel fjerde kategori, »kirurg-apotekeren«, der var beslægtet med den praktiserende læge. Kirurg-apotekeren var de fattiges første udvej, især uden for London. Fra 1815 begyndte en form for systematisk uddannelse at opstå i den medicinske verden, til dels som følge af et bredere krav inden for landets grænser om at skabe en form for ensartethed i et opsplittet system. For kirurgstuderende i London indebar reformer et krav om, at de skulle gå til forelæsninger og gå runder på hospitalerne i mindst seks måneder, inden de kunne opnå en autorisation fra fagets styrelsesorgan, Royal College of Surgeons. Undervisningshospitaler begyndte at skyde op overalt i hovedstaden – det første blev oprettet i Charing Cross i 1821, efterfulgt af University College Hospital og King’s College Hospital i henholdsvis 1834 og 1839. Hvis man ønskede at gå et skridt længere og blive medlem af Royal College of Surgeons, måtte man studere faget i mindst seks år, heraf de tre på et hospital; man skulle aflevere skriftlige redegørelser for mindst seks kliniske tilfælde og gennemgå en udmarvende to dage lang eksamen, der kunne indebære udførelse af dissektioner og operationer på et lig. Kirurgen indledte således sin evolution fra mangelfuldt uddannet tekniker til moderne kirurgisk specialist i de første årtier af det nittende århundred. Som instruktør på et af disse nyligt opførte undervisningshospitaler i London var Robert Liston i høj grad medvirkende til den vedvarende forvandling. Liston var 188 centimeter høj og dermed tyve centimeter højere end den gennemsnitlige britiske mand. Han var blevet kendt for sin brutale kraft og hurtighed på en tid, da begge dele var afgørende for

kirurgiens kunst

en patients overlevelse. De, der kom for at overvære en operation, risikerede at gå glip af noget, hvis de så væk bare et øjeblik. Listons kolleger sagde om ham, at når han amputerede, »blev glimtet af kniven efterfulgt så omgående af lyden af saven, at det så ud, som om de to handlinger skete næsten samtidigt«. Hans venstre arm var angiveligt så stærk, at han kunne bruge den som tourniquet (årepresse), mens han svang kniven i sin højre hånd. Dette krævede enorm styrke og behændighed, i betragtning af at patienterne ofte kæmpede imod frygten og smerten ved kirurgens overfald. Liston kunne fjerne et ben på under tredive sekunder, og for at have begge hænder frie stak han ofte kniven mellem tænderne, mens han arbejdede. Listons hurtighed var både en gave og en forbandelse. Engang kom han ved et uheld til at skære en patients testikel af sammen med benet, som han amputerede. Hans mest berømte (og muligvis uægte) uheld skal være opstået i forbindelse med en operation, hvor han arbejdede så hurtigt, at han skar tre af sin assistents fingre over og flængede en tilskuers frakke, da han skiftede kniv. Både assistenten og patienten døde senere af koldbrand, og den uheldige tilskuer døde på stedet af skræk. Det er den eneste operation i historien, der siges at have haft en dødelighed på 300 procent. Farerne ved chok og smerte begrænsede faktisk de kirurgiske behandlingsmuligheder, inden man fik bedøvelsesmidler. I en kirurgisk lærebog fra det attende århundred stod der: »Smertefulde metoder er altid de sidste remedier i hænderne på en mand, som virkelig behersker sit fag; og de er det første eller rettere sagt det eneste middel for den, hvis kundskaber er begrænset til kunsten at operere.« De, der var desperate nok til at lægge sig under kniven, led ufattelige smerter. Traumerne i operationsstuen kunne også være hård kost for de studerende blandt tilskuerne. Den skotske fødselslæge James Y. Simpson flygtede fra en brystamputation, da han læste på University of Edinburgh. Synet af det bløde væv, der blev løftet op med et kroglignende instrument, og kirurgen, der forberedte sig på at

lidelsens tidsalder

lægge to omfattende snit omkring brystet, blev for meget for Simpson. Han maste sig vej gennem tilskuerne, forlod operationsteateret, skyndte sig ud gennem hospitalsporten og gik op til Parliament Square, hvor han stakåndet erklærede, at han nu ville læse jura. Heldigvis for eftertiden blev Simpson – som senere opdagede kloroform – talt fra at ændre karriere. Skønt Liston kun alt for godt vidste, hvad der ventede hans patienter på operationsbordet, underspillede han ofte rædslerne for ikke at gøre dem nervøse. Blot få måneder før sit eksperiment med æter fjernede han benet på en tolvårig dreng ved navn Henry Pace, der havde døjet med en tuberkuløs hævelse i højre knæ. Drengen havde spurgt, om operationen ville gøre ondt, og Liston svarede: »Ikke mere end at få trukket en tand ud.« Da Pace så skulle have sit ben amputeret, blev han bragt ind i operationsteateret med bind for øjnene og blev låst fast af Listons assistenter. Drengen talte seks strygninger med saven, inden hans ben faldt af. Tres år senere fortalte han historien til medicinstuderende på University College London – om den utvivlsomt skrækkelige oplevelse, der stadig stod frisk i hans erindring, mens han sad på selvsamme hospital, hvor han havde mistet sit ben. Som mange kirurger, der opererede i en tid, før man kendte til anæstesi, havde Liston lært at stålsætte sig mod skrigene og protes terne fra de fastspændte på det blodplettede operationsbord. Ved én lejlighed løb Listons patient, der var kommet for at få fjernet en blæresten, ud af rummet i rædsel og låste sig inde på toilettet, inden man kunne komme i gang med operationen. Liston var lige i hælene på ham, slog døren ind og slæbte den skrigende patient tilbage til operationsstuen. Der bandt han manden fast, inden han førte et krumt metalrør op gennem mandens penis og ind i blæren. Han stak derefter en finger i mandens rektum og følte sig frem til stenen. Da Liston havde fundet den, fjernede hans assistent metalrøret og erstattede det med en træpind, der fungerede som en guide, så kirurgen ikke kom til at sprænge patientens rektum eller tarme,

kirurgiens kunst

da han begyndte at skære dybt ind i blæren. Med pinden på plads skar Liston diagonalt gennem pungens fibrøse muskelvæv, indtil han var nået ind til træpinden. Dernæst brugte han sonden til at udvide hullet og flåede prostatakirtlen op undervejs. På dette tidspunkt i indgrebet fjernede han træpinden og brugte en tang til at trække stenen ud af blæren. Liston – der angiveligt havde West Ends hurtigste kniv – gennemførte alt dette på knap et minut.

 Nu stod Liston foran forsamlingen i det nye operationsteater på University College London få dage før jul, og den garvede kirurg holdt i sine hænder en krukke med klar, flydende æter, som måske kunne fjerne behovet for et højt tempo under operationer. Hvis den levede op til de amerikanske lovprisninger, kunne karakteren af en operation blive ændret for altid. Liston kunne dog stadig ikke lade være med at spekulere på, om æteren bare var endnu et kvaksalverprodukt, som ville gøre ringe eller slet ingen nytte i en operation. Stemningen var anspændt. Kun et kvarter før Liston trådte ind på operationsstuen, havde hans kollega William Squire henvendt sig til det tætpakkede publikum og bedt en forsøgsperson om at melde sig frivilligt. En nervøs mumlen fyldte lokalet. I hånden holdt Squire et apparat, der lignede en arabisk vandpibe lavet af glas, med et gummirør og en klokkeformet maske. Anordningen var blevet skabt af Squires onkel, en farmaceut i London, og var blevet brugt af tandlægekirurgen James Robinson blot to dage før i forbindelse med en tandudtrækning. Ingen turde melde sig frivilligt som forsøgsperson. Squire beordrede frustreret operationsteaterets portør, Shelldrake, til at være forsøgsperson. Han var ikke noget godt valg, for han var »tyk, blodrig og havde en lever, der utvivlsomt var yderst vant til stærk spiritus«. Squire anbragte forsigtigt apparatet over mandens kødfulde ansigt. Efter et par dybe indåndinger af æteren sprang por-

lidelsens tidsalder

tøren angiveligt ned fra bordet og løb ud af lokalet, mens han forbandede kirurgen og publikum af sine lungers fulde kraft. Der ville ikke blive lavet flere test. Det uundgåelige øjeblik var kommet. Femogtyve minutter over to om eftermiddagen blev Frederick Churchill – en seksogtrediveårig butler fra Harley Street – ført ind på en båre. Den unge mand havde lidt af kronisk osteomyelitis, en knoglemarvsbetændelse, der havde fået hans højre knæ til at svulme op og blive voldsomt bøjet. Han var blevet operereret første gang tre år tidligere, da det betændte område blev åbnet op og »et antal uregelmæssigt formede legemer«, der rangerede fra størrelsen på en ært til størrelsen på en stor bønne, blev fjernet. Den 23. november 1846 var Churchill tilbage på hospitalet. Få dage senere lagde Liston et snit og stak en sonde ind i knæet. Liston følte sig frem med sine uvaskede hænder for at sikre sig, at knoglen ikke var løs. Han gav ordre til, at åbningen skulle vaskes med varmt vand og forbindes, og at patienten skulle have hvile. Men i de næste par dage blev Churchills tilstand forværret. Han oplevede nu en skarp smerte, der strålede ud fra hoften og ned til tæerne. Smerterne opstod igen tre uger senere, hvorefter Liston besluttede, at benet måtte amputeres. Churchill blev båret ind i operationsteateret på en båre og lagt op på træbordet. To assistenter stod i nærheden, for det tilfælde at æteren ikke virkede, og de blev nødt til at låse den skrækslagne patient fast, mens Liston fjernede hans ben. På Listons signal trådte Squire frem og holdt masken over Churchills mund. Få øjeblikke efter var patienten bevidstløs. Squire anbragte nu et ætervædet lommetørklæde over Churchills ansigt for at sikre, at han ikke vågnede under operationen. Han nikkede til Liston og sagde: »Jeg tror, han er klar, sir.« Liston åbnede et aflangt skrin og tog en lige amputationskniv efter egen opfindelse ud. En tilskuer denne eftermiddag bemærkede, at instrumentet måtte have været Listons foretrukne, for der var små hak på skaftet, der viste det antal gange, han tidligere havde brugt

kirurgiens kunst

det. Liston lod en tommelfingernegl glide over æggen for at teste dens skarphed. Da han vurderede, at kniven ville kunne klare opgaven, instruerede han sin assistent William Cadge i at »tage arterien« og vendte sig om mod publikum. »Værsgo, mine herrer, tag tid!« råbte han. Der lød en masse smæld, da lommeure blev trukket op af vestelommer og knipset op. Liston vendte tilbage til patienten og smækkede sin venstre hånd om mandens lår. I én hurtig bevægelse lagde han et dybt snit lige over højre knæ. En af hans assistenter strammede straks en tourniquet omkring benet for at standse blødningen, mens Liston skubbede fingrene op under hudlappen for at trække den tilbage. Kirurgen foretog en ny række hurtige manøvrer med sin kniv og blotlagde lårbenet. Derefter stoppede han op. Når først de blev konfronteret med den blotlagte knogle, følte mange kirurger sig skræmte ved at skulle save sig igennem den. Tidligere i århundredet tilrådede Charles Bell de studerende at save langsomt og sindigt. Selv de, der var dygtige til at lægge et snit, kunne tabe modet, når de skulle til at skære lemmet af. I 1823 erklærede Thomas Alcock, at menneskeheden »gyser ved tanken om, at mennesker, hvis eneste færdigheder med redskaber angik den daglige brug af kniv og gaffel, skulle formaste sig til at operere med ugudelige hænder på deres lidende medmennesker«. Han mindedes en skrækindjagende historie om en kirurg, hvis sav kilede sig så stramt ind i knoglen, at den ikke kunne rokke sig ud af stedet. Hans samtidige, William Gibson, rådede nybegyndere til at øve sig på et stykke træ for at undgå den slags mareridtsagtige scenarier. Liston rakte kniven til en af assistenterne, som til gengæld rakte ham en sav. Samme assistent trak samtidig op i musklerne, som senere skulle bruges til at danne en passende benstump for den amputerede. Den store kirurg savede frem og tilbage en halv snes gange, inden lemmet faldt af og ned i de ventende hænder på den anden assistent, som straks smed det i en kasse fuld af savsmuld lige ved siden af operationsbordet.

lidelsens tidsalder

I mellemtiden frigjorde den første assistent kortvarigt årepressen, så man kunne finde de overskårne arterier og vener, der skulle underbindes. Ved en amputation midt på låret er der normalt elleve arterier, der skal sikres med underbinding. Liston underbandt hovedåren med et råbåndsknob og vendte så sin opmærksomhed mod de mindre blodkar, som han trak op i en efter en med en skarp krog kaldet en hagetang (tenaculum). Hans assistent løsnede årepressen endnu en gang, mens Liston syede det øvrige kød sammen. Det tog i alt otteogtyve sekunder for Liston at sætte Churchills højre ben af, og i al den tid hverken skreg eller rørte patienten på sig Da den unge mand vågnede nogle minutter efter, skal han angiveligt have spurgt, hvornår operationen skulle begynde, og fik svaret ved synet af sin højt hævede benstump, til stor moro for tilskuerne, der var dybt forbløffede over, hvad de lige havde bevidnet. Liston, hvis ansigt strålede af begejstring, meddelte: »Dette yankee-trick, mine herrer, banker mesmerisme sønder og sammen!« Lidelsens tidsalder nærmede sig sin afslutning.

 To dage senere læste kirurgen James Miller et hastigt affattet brev fra Liston for sine medicinstuderende i Edinburgh, »der i begejstrede vendinger meddelte, at et nyt lys var brudt ud over kirurgien«. I de første måneder af 1847 besøgte både kirurger og nysgerrige berømtheder operationsteatre for at bevidne æterens mirakel. Alle lige fra sir Charles Napier, guvernør for en provins i det nuværende Pakistan, til prins Jérôme Bonaparte, Napoleon 1.s yngste bror, kom for at se æterens virkninger med deres egne øjne. Begrebet »etherization«, æterbedøvelse, var blevet skabt, og dens brug i kirurgien blev hyldet i aviser landet over. Nyheden om dens egenskaber spredtes. »Medicinens historie kan ingen paralleller fremvise til den fuldkomne succes, som brugen af æter er,« erklærede Exeter Flying Post. Listons succes blev også udbasuneret i Lon-

kirurgiens kunst

donbladet People’s Journal: »Åh, hvilken fryd for ethvert medfølende hjerte ... bebudelsen af denne ædle opdagelse af evnen til at dulme følelsen af smerte og skjule alle rædslerne ved en operation for øje og sind ... VI HAR EROBRET SMERTEN!« Lige så betydningsfuld som Listons triumf med æteren var tilstedeværelsen den dag af en ung mand ved navn Joseph Lister, som havde sat sig stilfærdigt nede bag i operationsteateret. Fortumlet og tryllebundet af den dramatiske forestilling indså denne ambitiøse medicinstuderende, at karakteren af hans vordende profession ville være forandret for altid, da han forlod operationsteateret og kom ud på Gower Street. Nu skulle han og hans klassekammerater ikke længere overvære »så frygtelig og martrende en scene«, som den William Wilde havde set. Wilde var en kirurgistuderende, der kun modvilligt var til stede, da en patients øjenæble blev bortopereret uden nogen form for bedøvelse. De skulle heller ikke længere føle trang til at flygte, som John Flint South havde gjort, hver gang skrigene fra ofrene, der blev slagtet af en kirurg, blev for ubærlige at høre på. Men da Lister banede sig vej gennem skarerne af mænd, der gav hinanden hånden og lykønskede sig selv med deres valg af profession og denne bemærkelsesværdige sejr, var han ikke desto mindre pinligt bevidst om, at smerte kun var én af forhindringerne for en succesfuld operation. Han vidste, at i mange tusind år havde den evige trussel om en infektion begrænset omfanget af en kirurgs formåen. For eksempel havde indgreb i bughulen næsten altid vist sig at være fatale på grund af infektioner. Brystkassen var også forbudt område. Hvor læger overvejende behandlede indre tilstande – deraf betegnelsen »intern medicin«, som stadig findes i dag – behandlede kirurger ydre tilstande: sønderrivning, sår på huden, forbrændinger. Det var kun ved amputationer, at kirurgens kniv skar dybt ind i kroppen. At overleve operationen var én ting. At komme sig helt og holdent en anden.

lidelsens tidsalder

Men det skulle vise sig, at udfaldet af operationer kun blev værre i de to årtier, der fulgte efter den øgede anvendelse af anæstesi. Med deres nyvundne selvtillid over at kunne operere uden at påføre smerte blev kirurgerne stadig mere villige til at anvende kniven og derved øge tilfældene med postoperative infektioner og chok. Operationsteatrene blev endnu mere beskidte, efterhånden som antallet af operationer steg. Kirurgerne, der stadig savnede en forståelse for årsagerne til infektioner, opererede et større antal patienter lige efter hinanden og brugte de samme uvaskede instrumenter hver gang. Jo mere overfyldt operationsteateret blev, des mindre sandsynligt var det, at man tog bare de mest enkle hygiejniske foranstaltninger. Af dem, der kom under kniven, døde mange eller blev aldrig fuldt restituerede og tilbragte resten af livet som invalider. Problemet var universelt. Patienter hele verden over kom i endnu højere grad til at frygte ordet »hospital«, og de fleste dygtige kirurger stolede ikke på deres egne evner. Med Robert Listons ætertriumf havde Lister lige bevidnet elimineringen af den første af de to store forhindringer for en succesfuld operation, nemlig at den nu kunne gennemføres uden smerter for patienten. Inspireret af sine oplevelser om eftermiddagen den 21. december ville den yderst skarpsindige Joseph Lister snart slå ind på at bruge resten af sit liv på at belyse årsagerne til og karakteren af den postoperative infektion og finde en løsning på den. I skyggen af en af fagets sidste store slagtere skulle en ny kirurgisk revolution nu til at begynde.

Publishers Weekly

I det 19. århundrede var operationer ikke for de sarte. Datidens kirurger arbejdede under primitive uhygiejniske forhold uden bedøvelse. En god kirurg skulle først og fremmest være stærk og

Lindsey Fitzharris

FOTO: ADRIAN TEAL

”Den britiske videnskabsforfatter Fitzharris fortæller et stykke medicinsk historie med denne fremragende biografi om Joseph Lister, 1800-tallets store helt inden for kirurgiens udvikling.”

”Lægen Thomas Percival rådede

En blodig historie

rense bord og instrumenter mellem indgrebene – ikke af hygiejniske grunde, men for at undgå alt, som kan vække rædsel. Få tog hans råd til sig. Kirurgen, der som regel

hurtig med sit værktøj. Det krævede styrke og held at overleve en

var iført et forklæde dækket af

operation, men dermed var trængslerne ikke forbi. Tiden efter

gammelt, indtørret blod, vaskede

indgrebet var ofte farligere end den sygdom eller de skader, patien-

sjældent hænder, og der hang altid

ten oprindeligt led under. Aggressive infektioner gjorde nemlig

denne umiskendelige lugt af

dødeligheden blandt de nyopererede alarmerende høj.

rådnende kød omkring ham, som fagets folk muntert omtalte som den gode, gamle hospitalsstank.”

Hun har skrevet for The Guardian, The Huffington Post, The Lancet og New Scientist.

Besøg hendes hjemmeside på drlindseyfitzharris.com, følg hende på Twitter på @DrLindsey Fitz, og find hende på Instagram på @drlindseyfitzharris.

kirurger til at skifte forklæde og

LINDHARDTOGRINGHOF.DK

Lindsey Fitzharris LINDHARDT OG RINGHOF