Kongen længe leve - læseprøve

151 mm

100 mm

24 mm

En passende aftale: “Underholdning i særklasse.”

♥♥♥♥♥ – Politiken “Underholdende, nemt fordøjet litteratur.”

– Ekstra Bladet

”Med de skarpe replikker, den sceniske fremstilling og det lagt op til tv-serie. Vi ser med – Berlingske

”Overbevisende start på stort anlagt Fay Weldon-trilogi.

Lige fra første side er vi godt underholdt.”

bbbbb – Fyens Stiftstidende ”Fay Weldon spidder kærligt, men ubarmhjertigt både det bedre og det knapt så gode borger- og tjenerskab, og man er som læser altid i sjovt selskab

Hendes 16-årige og forældreløse niece, Adela, er løbet væk med en gruppe falske spiritister, hendes kloge, men noget jævne datter, Rosina, truer med at stikke af til Australien, og hendes nye svigerdatter er gravid med en potentiel arving, men dog stadig fuldstændig utrænet i det engelske aristokratis omgangsformer.

Med sit sædvanlige lune inviterer Fay Weldon endnu en gang sine læsere ind i den aristokratiske familie Dilbernes liv og kærlighedsaffærer. Denne gang er de på vej ind i et nyt århundrede og med en ny generation – en generation ISBN 9788711371886 med ret radikale synspunkter …

hos Weldon.”

100 mm

FOTO / ALEX BARKER

Fay Weldon (f. 1931) har skrevet om kvindeliv i romaner, essay- og novellesamlinger, hvoraf der er

226 mm

smil frem til mere.”

kongen længe leve

humoristiske glimt i øjet er der

D

et er december 1901, og det bedre borgerskab i London er spændt til bristepunktet over kroningen af den kommende konge, Edward den 7. Lord og lady Dilberne er travlt optaget af de ekstravagante forberedelser, men lady Isobel har dog stadig tid til at bekymre sig.

FAY WELDON

”Weldon, når hun er allermest fængslende” – Spectator

Pressen skrev om

151 mm

udkommet over 20 på dansk.

Hun har også skrevet tv-dramatik, kulturjournalistik og en selvbiografi.

Hun skrev endvidere første episode af tv-serien Herskab og tjenestefolk, der senest har inspireret den populære tv-serie Downton Abbey.

Kongen længe leve er anden bog i Fay Weldons trilogi Kærlighed og arv. Første bog En passende aftale udkom på dansk i 2012.

Læs mere om forfatteren på hendes

– Kristeligt Dagblad

hjemmeside: www.fayweldon.co.uk 9

78871 1 371 886

www.lindhardtogringhof.dk OMSLAG / MIKKEL HENSSEL

Kongen.længe.leve.indd 1

30/07/13 14.27

Fay Weldon

Kongen længe leve ROMAN

På dANsK ved ChARlOtte GRubb

LINDHARDT OG RINGHOF

27082-indhold.indd 3

10/07/13 11.32

Adela irriterer sin far »Skal vi mon med til kroningen, far?« spurgte Adela helt uskyldigt.

Det skulle hun ikke have gjort. Nu var han i dårligt humør. Adela var sulten. Hun ventede på, at hendes far skulle begynde på morgenmaden: Ingen måtte begynde, før han gjorde det. Sidste gang, hun havde fået mad, var klokken seks aftenen før. Aftensmaden havde bestået af en skål hønsekødssuppe (fjerde gang den havde været sat på bordet) og noget brød og ost, som tjenestepigen Ivy havde været nødt til at skrabe så meget mug af, at der næsten ikke havde været noget tilbage. Husstanden i Yatburys præstebolig var mådeholdende og levede mere for åndens end kødets glæder. »Det skal vi så sandelig ikke,« sagde hendes far. »Din onkel og hans yngel vil uden tvivl spankulere rundt i hermelinsrober med sælskindspletter, men jeg vil ikke være til stede og bevidne det, og det vil heller ingen medlemmer af min husstand.« Han talte om sin ældre bror Robert, den ottende Earl of Dilberne, som han hadede. »Jamen, far …« sagde Adela. Det havde været bedre, hvis hun havde forholdt sig tavs. Hendes mor Elisa, en prinsesse fra GothaZwiebrücken-Sachsen slægten, lokalt kendt som den velbårne pastors hustru, sparkede Adela under bordet med en slidt og skævtrådt støvlehæl, der dog stadigvæk var i stand til at rette et smertefuldt slag mod skinnebenene. »Og jeg vil ikke høre mere om denne absurde affære, Adela, før hele redeligheden er overstået. Landet er stadigvæk i krig, og indkomstskatten er steget til en shilling af hvert pund og stiger sandsynligvis med yderligere to pence. Og hvorfor? Det skal betale, ikke for krigen, men for en fest. En formålsløs fest for en monark, som 7

27082-indhold.indd 7

10/07/13 07.50

allerede er accepteret efter loven og af folket, med en vulgær opvisning af stjålen rigdom,« sagde Edwin. Han var præst i det lille sogn Yatbury, i Somerset lige sydøst for byen Bath, og med disse ord talte han på manges vegne. »Denne rigdom er i det store og hele fremkommet ved rent tyveri; guld, diamanter og mineraler vristet op af ulykkelige folkeslags fædrene jord i kraft af hemmelige traktater og siden gennemtvunget ved brug af våben, trusler og tilranelse.« Det værste af det var, at selv om han havde bedt bordbøn og været lige ved at slå hul på sit blødkogte æg, så havde Adela talt et øjeblik for tidligt. Hendes far lagde teskeen fra sig for bedre at kunne forfølge emnet. Alle måtte nu gøre det samme, eftersom det var sædvane i huset, at dets overhoved skulle være den første, der spiste. »Det undrer mig, at der ikke er nogen, der har fremvist boernes hoveder på stager uden for Overhuset,« sagde den ærværdige pastor Edwin i spøg. »Det ville min blodtørstige bror elske.« Hans tilhørerskare på to lo høfligt. Men han gav sig stadigvæk ikke til at spise.

Edwin anså sin ældre bror Robert, Earl of Dilberne, der for nyligt var blevet forfremmet til departementschef i Koloniministeriet, som en mand fuldkommen uden skrupler. Var han ikke kendt som spillekammerat til Kongen, den liderlige karl; og som ven af Arthur ’Den er i vinkel’ Balfour, Underhusets nepotistiske troldmand af en leder? Alle politikere var forbandede, og Dilberne var den værste af samtlige politikere, en fuldblods Tory, mere optaget af militærhestenes ve og vel end i at lindre troppernes lidelser. Satans tæt på at være en papist, som havde tilladt sin eneste søn at gifte sig med en romerskkatolsk pige fra Chicago, der utvivlsomt ville yngle som en kanin og gøre Edwins håb om nogen form for arv yderligere til skamme. En mand gift med en hustru, der egnede sig bedre til at blive en saltstøtte på vejen væk fra Sodoma og Gomorra end den selskabspapegøje, hun var, denne Isobel, Countess of Dilberne. »Jamen …«, sagde Adela.

8

27082-indhold.indd 8

10/07/13 07.50

»Jeg har hørt lidt for mange jamen fra dig, min pige,« sagde Edwin. »Lad være med at afbryde mig.« »Ja, far,« sagde Adela.

Hun var en køn om end underernæret pige på seksten med store, blå øjne i et blegt, engleagtigt ansigt, og når hendes hår ikke var flettet i stramme fletninger, sådan som hendes mor insisterede på, faldt det i store, uregerlige, rødblonde Botticelli-bølger ned til livet på hende. Hun gjorde sit bedste for ikke at svare sin far igen, men det var vanskeligt om end uden tvivl en god træning til hendes fremtidige tilværelse i ydmyghed, fromhed og lydighed. I klostret Betanias Små Søstre, hvor hendes forældre havde indskrevet hende som novice, spiste man i det mindste godt, trøstede hun sig selv med. Den 21. maj, på sin syttenårsfødselsdag, skulle hun dertil. Hun kunne ikke vente.

Adela forsøgte med viljens kraft at få sin far til at tage skeen, og hans hånd dirrede, og hun troede, han ville gøre det, men så slog en ny tanke ned i ham, og han lagde den atter. Lige dele desperation og sult fik Adela til at tage en dyb indånding, og en knap sprang af hendes kjoleliv. Heldigvis var der ingen, der bemærkede det, og det lykkedes hende at puffe knappen ind under tallerkenkanten. Hun ville bede Ivy om at sy den på senere. Det var i øvrigt også en rædsom kjole, mørkebrun og helt uden besætninger og alt for stram over brystet.

Elise havde faktisk bemærket det, men sagde ingenting for ikke at henlede Edwins opmærksomhed på hans datters barm. Tiden gik, men førte penible ting med sig. Tjenestepigen Ivy foreslog fra tid til anden, at man burde købe nye kjoler, nu hvor samtlige sømme var blevet lagt ud, men nyt tøj var en ekstravagance, når halvdelen af verden var iført laser. Elise var af den faste overbevisning, at hvis Adela spiste mindre, ville hun vokse mindre.

Engang havde det været et inklinationsparti – et tilfældigt møde på en damper på vej over Kanalen i stormvejr mellem en østrigsk 9

27082-indhold.indd 9

10/07/13 07.50

prinsesse og den fjerde søn af en earl – men begge viede til et liv i Guds tjeneste. Kødet havde vundet over ånden, anglikaneren over katolikken; de havde giftet sig ubesindigt, og ingen af dem havde nogensinde helt tilgivet sig selv eller den anden. Beviset på deres svaghed i ånden var den sekstenårige Adela. Og nu voksede og voksede hun, trods moderens forsøg på at bremse det, og endnu værre, hun var ved at udvikle sig til det skinbarlige udtryk for lystenhed.

Det var kun med nød og næppe, at hendes ægtemand, ja en hvilken som helst mand, og han var dog den frommeste blandt mænd, kunne holde øjnene fra hendes krop, der blev ved med at forandre sig.

Jo før tøsen kunne blive sendt af sted til Betanias Søstre, des bedre. »Det er bedre at blive hjemme og bede for vor nye monarks sjæls frelse,« sagde pastoren, som havde fået vejret igen, »end at være en del af den vulgære, pralende opvisning af rigdom. En dobbeltkroning! Det er der intet behov for: Hun er mandens hustru, men han vil absolut også have hende kronet som den regerende konges gemalinde – en kongelig gave på linje med den blomsterkost, en hvilken som helst uregerlig ægtemand tager med hjem til sin kone, når hans samvittighed er under angreb af hans misgerninger.« I januar havde Bertie, Prinsen af Wales, besteget tronen ved sin mor, Dronning Victorias død. Hendes regeringstid havde varet treogtres år.

Det havde været et stort chok for landet, ikke mindst fordi man nu som Edward VII havde fået Bertie, af nogle betragtet som en vellystning, en drukkenbolt og en hasardspiller, af andre som en gemytlig om end ubesindig fyr. Den nye dronning, Alexandra, Prinsesse af Wales gennem treogfyrre år, blev anset for at være en engel med et føjeligt og hengivent gemyt, selv om hun chokerede ikke så få ved at medregne sin ægtemands elskerinder blandt sine veninder. »Den kalkede grav som er den kongelige gemalindes barm,« erklærede Edwin med nogen ophidselse, »vil utvivlsomt glimte med diamanter; men de vil være plettede af synd og lastefuldhed. Kongen er helt uden skam – selv i vort hellige Westminster Abbey vil han stille 10

27082-indhold.indd 10

10/07/13 07.50

sine elskerinder til skue, har jeg hørt, hele flokken siddende på stribe som i et hvilket som helst jævnt horehus.« Han slog hul på sit æg, men så holdt han inde og fik ikke fjernet skallen. Adela havde også slået hul på sit, men var nu nødt til at holde skeen i ro.

Elise skiftede emne og sagde, hun håbede, Edwin ville sige just dette fra prædikestolen på søndag: Hvis han ikke sagde noget, kunne Kroningen komme til at tjene som undskyldning for lediggang og drukkenskab i mange måneder frem i tiden.

Edwin svarede, at på søndag ville han ikke have nogen prædikestol, og der ville ikke være nogen prædiken. At i talende stund havde håndværkerne travlt i St Aidan’s med at sætte kirkens indre i stand.

For fremtiden ville han ikke tale fra en middelalderlig stenkonstruktion, men fra et simpelt hvidt bord med en hvid dug og et simpelt kors; det var slut med røgelsen; det var slut med kerter, ikke mere katolsk hokuspokus. Når prædikestolen var væk, ville håndværkerne tage sig af Sankt Cæcilias pulpitur, dette ormstukne levn fra en falsk religion, og få det ryddet væk for altid. Han tilkastede Adela et hurtigt blik, mens han sagde dette, som om han forventede indvendinger fra hende, og så gav han sig til at spise sit æg, som nu var blevet koldt. »Jamen, far,« sagde Adela, som ikke tænkte sig om og nu også havde glemt alt om, at hun var sulten, »vær rar at lade være! Musikerpulpituret er så utroligt gammelt og kønt, at det er en ren skam at rive det ned. Jeg er vis på, at Gud ikke vil have nogen indvendinger mod, at det får lov til at blive. Vær rar at lade det blive.« Den velbårne pastor Edwin Hedleigh hamrede Bibelen så hårdt ned i morgenbordet, at porcelænet hoppede, og pletter af blødkogt, koldt æg endte på dugen og, endnu værre, på det mørkerøde fløjlsbløde omslag af selve Bibelen. Fru pastoren sprang, pligtopfyldende og lydig som altid, op fra stolen og duppede virkningsløst på plet-

11

27082-indhold.indd 11

10/07/13 07.50

terne med en serviet. Hendes ægtemands raseri gjorde hende altid rystet og kluntet. »Gammelt og kønt er ikke just sagen. Jeg har fået nok af dine jamen, Adela. Har du ingen respekt? Det forbistrede pulpitur er ikke andet end et tilholdssted for alle sognets fyldebøtter, banditter og vagabonder. De søger ly der om natten for bedre at kunne dyrke deres skændige vaner.« »Kunne vi ikke bare låse kirken om natten for at holde dem ude?« spurgte Adela. Hendes stemme bævede, og hun foragtede sig selv for det, men hun fremturede. Hun mente, det muligvis var sult, der gjorde hende modig. Hun havde ingen anelse om, hvad en skændig vane var – ingen fortalte hende nogensinde noget – men hun var ikke i tvivl om, at det var forkasteligt. Hun havde sådan håbet, at håndværkerne ville skåne musikerpulpituret. Hendes far måtte have skrevet direkte til biskoppen for Bath og Wells og bedt om en særlig tilladelse til at lade det fjerne, og biskoppen havde givet den.

Jo ældre ting var, tænkte Adela, jo mere upopulære var de tilsyneladende. Pulpituret med dets fint udskårne slyngværker og egepaneler, falmede af ælde, af den dansende jomfruhelgeninde Cæcilia mellem sine musikere – viola, lyre og tamburin – måtte være mindst fem hundrede år gammelt. »Lade afgudsdyrkerne vinde? Aflåse Guds hus? Nægte de troende deres trøst? Af hensyn til et eller andet ormædt træskærerarbejde og levnene fra en falsk religion? Er du ikke kun grim, men også dum, Adela?« Og den velbårne pastor greb Bibelen og gik ind i sit studerekammer og lod sin morgenmad stå. Han var endnu højere end sin bror Robert, lord Dilberne, og lige så temperamentsfuld, som hans bror var jovial. »Se nu, hvad du har gjort,« sagde Elise til sin datter, mere i håb om at formilde sin mand end at irettesætte pigen, og fulgte efter ham ind i studerekammeret.

12

27082-indhold.indd 12

10/07/13 07.50

Men Adela, hun spiste sit æg og det ristede brød, inden der skete noget endnu værre, gjorde det af med faderens, gik løs på de næste to æg – han fik altid tre æg og hendes mor to mod hendes eget ene – fejede alle tilgængelige krummer ned i en serviet og gik ud af præstegården, ud i frostvejret for at fodre rødkælken, der sad og ventede på sin sædvanlige plads på egetræets laveste gren. Hun var ved at øve sig i taknemmelighed, og det lykkedes hende at takke Jesus for at give hende de forældre, han havde valgt til hende, selv om det voldte hende et vist besvær her til morgen. ’Grim’ og ’dum’ havde gjort indtryk.

27082-indhold.indd 13

10/07/13 07.50

Et brev til lady Dilberne fra hertuginden Postbudet Tom Fletcher var meget glad for sin nye rute. Det var så godt som en forfremmelse, selv om man ikke fik mere i løn. Her i Belgravia var gaderne brede, husene store og flotte, det var nemt at se husnumrene, og brevkasserne var inde under søjlegange, væk fra regnen og blæsten. Det var meget bedre at arbejde her end i City, hvor gaderne var smalle og snoede, huse og kontorer lå mast oven på hinanden, adskilt af indviklede netværker af snævre passager, hvor hestene slog en af cyklen eller overklattede jorden foran ens dæk med dampende blød gødning, og hvor husnummereringen, hvis den overhovedet fandtes, var fuldkommen ulogisk. Desuden var de breve, der kom til Belgravia, mere interessante end dem, der gik fra kontor til kontor. Man undte dem ligefrem at blive leveret.

Guld-voksseglet på denne specielle konvolut var stemplet med to halvmåner og en sol, og den kvindelige vicepostmester på Mount Pleasant sorteringskontoret havde været klar over, at det kom fra skrivebordet hos Consuelo, Hertuginden af Marlborough. Consuelo var Dronningens overhofmesterinde, selv om hun kun var fireogtyve. Hun havde forsynet sin unge ægtemand med de to børn, han havde krav på, og havde nu tid til sin rådighed samt et godt udseende og en forrygende stil.

Brevet var adresseret til Isobel, Countess of Dilberne, Belgrave Square 17, som også bevægede sig i de højeste cirkler og var noget af et modeikon: Måske indeholdt brevet nyheder om, hvad Kongens gemalinde ville være iført ved sin kroning i det nye år? Hvordan kjolen ville se ud, juvelerne, den eventuelle nye krone, alt var allerede genstand for spekulationerne, selv inden datoen var endeligt 14

27082-indhold.indd 14

10/07/13 07.50

fastlagt. Nationens kvinder gættede og fnøs af utålmodighed over forsinkelsen; mændene var ikke slet så interesserede. Det var nok, at det ville blive en fridag og med fri udskænkning hele vejen rundt, når det skete.

Hvordan det så ellers var, så havde Vera på sorteringskontoret sendt ham et konspiratorisk blik, da hun overdrog ham de to halvmåner og solen og sagt: »Hold ørerne åbne, Fletcher, når du kommer forbi nummer sytten, ikke?« »Som om jeg ikke altid gør det,« sagde Fletcher og afleverede brevet ved tjenestefolkenes indgang i kælderen, i stedet for ved hoveddøren, og fik en kop te med kokkepigen mrs. Welsh, når han nu alligevel var der, og fruens kammerpige Lily, som rynkede på næsen ad ham, men som han var lidt lun på.

Da førstetjeneren Reginald omsider bragte brevet op til biblioteket, fandt han lady Dilberne og hendes unge svigerdatter, lady Minnie, i færd med at pakke julegaver ind, der skulle sendes med posten. Mrs. Neville, husholdersken, stod klar til at række dem brunt papir, snor og forseglingsvoks, når der var behov for det. Reginald syntes, at gruppen ville gøre sig godt på et julekort, med damernes hoveder bøjet over opgaven, et godt bål, der blussede i kaminen og glimtede i deres diamantbrocher, og bøgernes dybrøde skindindbinding, der gav deres vinterblege ansigter et lyserødt skær. De bar begge halvsorg for den gamle Dronning – lord Dilberne holdt strengt på formerne – hvilket betød, at lidt lavendelblåt og duegråt fik lov at titte frem i alt det sorte. De to damer så skam kønne og muntre ud, men det var Reginalds erfaring, at den slags scener i Hedleigh-familien hurtigt blev forstyrret af en eller anden betydningsfuld og uventet begivenhed. ’Adela Hedleigh, Præsteboligen i Yatbury,’ bemærkede Minnie, mens hun læste den adresseseddel, som mrs. Neville havde skrevet. »En ugift tante, måske?« Hun havde været en Hedleigh-hustru i over et år, og det virkede, som om der hele tiden dukkede nye slægt15

27082-indhold.indd 15

10/07/13 07.50

ninge op. Der var ingen, der havde gjort sig den ulejlighed at lave en oversigt over dem til hjælp for Minnie. Omgangsreglerne var meget mere komplicerede her, end de var hjemme i Chicago. Minnies far Billy O’Brien åbnede glad og gerne sit hjerte og sit hjem for alle, slægtninge som venner, medmindre de opførte sig dårligt, for så smed han dem ud, ofte med magt, eller fik oven i købet andre til at gøre det, der var værre. Hendes mor Tessa var ligesådan. Der var ikke denne flertydige høflighed, som fandtes her, dér var der ingen, der sagde ting, de ikke mente, eller helt formodedes at tro på.

Lady Isobel lo og sagde, at Adela sagtens kunne ende som en ugift tante i betragtning af hendes arv. Lige nu var hun en ugift pige på femten-seksten år, og lord Dilbernes niece, eneste datter af Roberts yngste bror Edwin. Edwin havde valgt præstegerningen og blev anset for at være temmelig ejendommelig, ligefrem gal og helt sikkert ikke spor rar. Han og Robert havde haft et skrækkeligt skænderi: Edwin havde opført sig skammeligt. Den første søn var død i en rystende ulykke sammen med faderen, og det var derfor, at titlen var overgået til Robert, den næstældste søn. Jo, der var endnu en bror, den tredje søn Alfred, som var gået ind i hæren og nu var brigadechef i Indien og i nogen grad var at foretrække frem for sin bror, men ikke meget. »Ingen af dem ved, hvordan de skal opføre sig,« sagde Isobel. ’At vide, hvordan man opfører sig,’ var noget Minnie, som stadigvæk var ret ærefrygtig over for de adelige kredse, hun var kommet ind i, anstrengte sig voldsomt for at kunne og håbede, at det så småt var ved at lykkes hende. Hun længtes efter at få at vide, hvad der var i det brev, Reginald havde bragt op, med det store guld-vokssegl, men vidste bedre end at spørge. »Pas trop de zèle,« havde hun mere end en gang hørt lord Dilberne sige, »Surtout, pas trop de zèle.« Frem for alt, ikke for stor iver. »Det er ikke den stakkels piges skyld, at hun har de forældre, hun har,« bemærkede lady Isobel, »så jeg sender hende en julegave hvert år. Det er ikke utænkeligt, at Adela en skønne dag vil opsøge sin fa16

27082-indhold.indd 16

10/07/13 07.50

milie, selv om jeg nok tør sige, man gruer lidt for den mulighed.

Edwin ser såmænd udmærket ud, men hans kone er meget ordinær og tavs, pigen har uden tvivl arvet det fra hende, og Robert kan ikke udstå ordinære og tavse kvinder.« Minnie syntes, denne dom var så uretfærdig, at hun følte sig nødsaget til at tage til orde. »Jamen, hvis hun er god nok til at få en julegave, så er hun måske også god nok til at få en invitation, ikke mindst til jul? Familier bør være sammen i juletiden.« Hvortil hendes svigermor så køligt på hende og sagde: »Stakkels lille Minnie, du savner vist din mor,« hvilket, eftersom Minnies mor var så rædsom, og det vidste alle, var en anden måde, hvorpå man kunne sige hold mund og før dig ikke frem. Det var kun en lille snert af misbilligelse, men Minnie mærkede, at hun blussede i kinderne og fik tårer i øjnene. Og det gjorde hun, det gjorde hun, hun savnede sin mor ganske forskrækkeligt, og hun længtes efter at være tilbage hos tater – åh ja. Den blev ved med at dukke op i hendes hoved nu for tiden, melodien til den sang, hendes mor havde sunget for hende, dengang hun var lille og skulle sove.

Hvad bryder jeg mig om din gåsedunsseng, Så pænt og så nydeligt opredt – åh ja, Hvad bryder jeg mig om dit hus og din eng, Lad mig få en pjaltet tater – åh ja!

Det var ikke de rigtige ord: Der var en linje, hun havde galt fat på, en linje hun ikke kunne huske, og det var måske godt det samme.

Det var Arthur, hun ville have, men Arthur var ude på landet på Dilberne Court med sine forbrændingsmotorer og værkstedet, i fuld gang med at opføre sin racerbane på ejendommens jorder og ved at finde ud af, hvordan det var at være administrerende direktør for J.A.C, Jehu Automobile Company, og ved at tegne Arnold Model 17

27082-indhold.indd 17

10/07/13 07.50

2, mens hun, Minnie, holdt lady Dilberne med selskab. Lady Dilberne var indbegrebet af charme og belevenhed, og turene ud i butikkerne var morsomme, og Minnie forsøgte at være interesseret i mode, men faktisk var hun det ikke.

Reginald hostede for at henlede opmærksomheden på brevet, som stadig var uåbnet, og Isobel nedlod sig til at bryde seglet og åbne det. »Det er fra Consuelo,« sagde Isobel. »Du kan godt se, at seglet tilhører Hertuginden af Marlborough, ikke sandt?« »Jo, det kan jeg,« sagde Minnie. Consuelo var en stor skønhed, kom fra New York, var en Vanderbilt, og var indgået i ægteskabet med hertugen medførende en jernbaneformue. Hun selv, Minnie, kom fra Chicago, var bare en flæskesværs-arving, og hendes far havde givet sin datter en mindre medgift, end alle havde håbet på, fordi der pludselig havde været et voldsomt kursfald på svinemarkedet. Jernbaner gik selvfølgelig deres sejrsgang. Men alle og enhver vidste, at da Sunny Marlborough forlod kirken med Consuelo efter deres virkelig storslåede New Yorker-bryllup, havde han vendt sig mod sin unge hustru i taxaen og fortalt hende, at han var forelsket i en anden, men havde brug for noget af Vanderbilt-formuen for at kunne redde Blenheim Palace fra at synke i grus.

Da Arthur og Minnie havde forladt St. Martin-in-the-Fields efter deres vielse, havde Arthur i det mindste småbidt hende i øret og sagt, at han elskede hende og kun hende og ville gøre det til evig tid: I det mindste havde hun Arthurs kærlighed om ikke helt nok af hans opmærksomhed. Og Arthur var altid i så godt humør, hvorimod grunden til, at hertugen gik under navnet Sunny, ikke alene var, fordi han var den tidligere Earl of Sunderland, men fordi han havde sådan et ubehageligt usmilende væsen. Endnu et af den engelske adels små numre – at sige det modsatte af det, der mentes, og gå ud fra, at alle omkring en fangede vitsen. Hm, man lærte hele tiden, men man var nødt til at være helt oppe på tæerne.

27082-indhold.indd 18

10/07/13 07.50

Hvad bryder jeg mig om din gåsedunsseng? »Jeg sætter så stor pris på Consuelo,« sagde Isobel nu. »Hun minder så meget om en yngre Alexandra, har denne meget lange hals, bærer brede halsbånd med stor stil, har en smal talje, et sødt gemyt og, så meget, som hun holder af smykker, er hun lige den rette til at være Dronningens overhofmesterinde. Hvordan skulle hun også næsten kunne undgå det, når nu Sunny er blevet udnævnt til overhofmarskal til lejligheden; det vil sige med det overordnede ansvar? Men jeg mener nu, at det er muligt at overdrive diamanthalsbånd-stilen, det kan nemt blive en lille smule vulgært og prangende. Hvis Consuelo får sin vilje, så vil hun vælte så mange juveler ud over den stakkels skats brystparti, at huden overhovedet ikke kommer til syne. Jeg kunne egentlig godt tænke mig, at du kunne udvikle en smag for diamanter, du kære Minnie, men du er ganske opsat på aldrig at funkle. Men lad det nu hvile, vi elsker dig, som du er – det samme gør Consuelo tilsyneladende.« Det lod til, at Consuelo i brevet havde forlangt, at Minnie skulle deltage i kroningen. Hun skulle gå ved siden af Isobel, mens de vandrede i procession midt ned gennem Westminster Abbeys kirkegulv bag de fire hertuginder – Marlborough, Portland, Sutherland og Montrose – som skulle holde tronhimmelen over Alexandra. De to Dilberne-ladyer, som begge var skønheder (’Åh, Consuelo forstår sandelig at smigre,’ sagde Isobel med let løftede øjenbryn), skulle sørge for, at intet gik galt – kroner kunne glide af, diademer sidde skævt, smykker falde af, hermelinsbesætninger revne – og sørge for, at tingene gik, som det var påkrævet.

19

27082-indhold.indd 19

10/07/13 07.50

»Med andre ord, Minnie, så skal du og jeg optræde som kammerjomfruer. Det næste bliver vel, at Consuelo beder os om at medbringe nål og tråd!« »Lille Minnie fra Chicago,« sagde Minnie. »Tænk, hvis mine veninder kunne se mig nu!« »Jeg håber ikke, dine veninder er så ordinære,« sagde Isobel strengt, »at de lader sig imponere.« Minnie forklarede ikke, at det havde været hendes spøg, hvad ville formålet være med det? Når spøgefuldheder faldt til jorden, så skulle man bare lade dem hvile, hvor de lå. Det havde hendes far Billy så ofte fortalt hende. Det her var ikke bare yderligere noget, man kunne tage for givet. Hun selv, lille Minnie, den slemme pige fra Chicago med den ulyksalige fortid, skulle gå ned ad kirkegulvet i Westminster Abbey bag Dronningen af England og et udvalg af hertuginder, iagttaget af konger og dronninger fra hele verden, og af landets højeste statsmænd, i al den pomp og pragt som menneskeheden kunne opvise. Hvordan kunne hun beklage sig? Hun var privilegeret ud over enhver forstand.

Isobel læste videre: »Hun fortæller mig, at ceremonien skal finde sted den 26. juni,« sagde hun pludseligt og skarpt og vendte sit blege, kønne ansigt med de høje kindben og den så moderne lille mund op i lyset, »og at Balfour vil komme med en kundgørelse i næste uge. Men det ved jeg jo allerede. Hvorfor tror hun dog, at jeg ikke ved det? Robert fortalte mig det i går aftes. Åh, alle disse palads-folk med deres intriger og planer og meddelelser fra højeste sted!« Reginald hostede og spurgte lady Dilberne, om der ville være et svar, og da hun sagde nej, slog han hælene sammen og forlod værelset – uden tvivl, slog det Minnie, for at gå direkte hen til et eller andet tvivlsomt spillelokale på Millbank. Der ville han spille på, at kroningsdagen ville blive den 26. juni, fordi der nu var åbnet for at vædde om det, og den præcise dato for øjeblikket var genstand for hele nationens opmærksomhed. Efter Minnies mening var Reginald 20

27082-indhold.indd 20

10/07/13 07.50

i allerhøjeste grad en pjaltet tater – åh ja, mørkhåret og flot og ikke til at stole på, selv om Isobel lod til at gøre det. Problemet med at gå ud fra, at tjenestefolk var usynlige og kun vaktes til live, når der var brug for det, var, at ingen gjorde sig det besvær at holde hemmeligheder fra den lavere klasse. Alt, hvad herskaberne vidste i det ene øjeblik, så tjenestefolkene en ære i at vide i det næste.

Lady Dilberne vendte atter opmærksomheden mod gaveindpakningen. Minnie spekulerede på, hvad Adela i Yatbury Præstegård mon ville få? En eller anden kjole eller slag, forestillede hun sig.

Hun fik et glimt af noget, der lignede dybrød velour og nogle meget kostbart udseende brysselerkniplinger, idet det blev foldet ned i en æske. Minnie hjalp med at lægge ærmerne pænt og nydeligt. Det lå ikke til lady Isobel at spare penge, når det gjaldt tøj, selv ikke til fattige slægtninge. Da æsken havde fået brunt papir og snor om – snoren var grøn, hvilket så lidt festligt ud og var en lille smule dyrere – virkede den stadigvæk noget hverdagsagtig, så Minnie pyntede på den ved at klistre en stribe af de kulørte klistermærkerensdyr på, som hendes mor havde sendt over til hende i en pakke. Isobel fortrak ansigtet let, da hun så dem. Men nu fortrak Isobel ansigtet ved ikke så få ting.

27082-indhold.indd 21

10/07/13 07.50

Det trækker op til uvejr Efter at rødkælken havde spist krummerne og var fløjet væk med en vred pippen, sådan som rødkælke har for vane, som om der havde været noget galt med serveringen, kom Ivy ud med Adelas frakke, en grå, ulden sag, temmelig luvslidt, men bedre end ingenting, om end det ikke lige var det, man ville forvente hos datteren af en earls yngre bror. Ikke at den velbårne pastor ønskede at høre sin høje byrd omtalt i landsbyen, og det var klogest ikke at kalde ham det inden for hørevidde. »Tag denne her, før du dør af kulde,« sagde Ivy. »Ikke at der er meget koldere udenfor end indenfor, så fedtet som din mor er med kullet.« »Der er andre i verden, som har det meget koldere end vi,« sagde Adela fromt. »Du burde ikke tale om dine arbejdsgivere på den måde, men i stedet opsende takkebønner for dette dejlige vejr.« Det var virkelig dejligt: Hård frost og St Aidan’s kirketårn inde ved siden af stod tydeligt mod en klar, blå himmel. Den opgående sol stod stadigvæk lavt nok til at fremhæve det ruderformede mønster på stråtaget på den lange kirkelade, der lå bag såvel kirke som præstegård og ramte den forgyldte vejrhane, mens den drejede langsomt i en blæst, der ikke kunne beslutte sig for, om det var en vestenvind eller en søndenvind. »Ja, det siger du,« sagde Ivy. Hun var en virkelig respektløs pige, havde en kraftig knoglebygning, stærke farver og en højrøstet fremfærd, var på vej mod de tredive og ugift. Efter Adelas mening var hun kløgtig nok, men havde visse problemer med at læse og skrive, ellers ville hun uden tvivl have fundet et bedre arbejde end det som 22

27082-indhold.indd 22

10/07/13 07.50

altmuligpige i præstegården. Hun boede hos dem, men tog undertiden ned for at bo hos sin mor i landsbyen, og det fik hun lov til, idet hun var det, man kaldte en ’perle’ – det vil sige dygtig, pålidelig, gudfrygtig og ærlig, selv om Elise hyppigt rasede over, at hun ikke var bedre, end man kunne forvente. »Måske burde det være dig, der takkede Gud i stedet for at græde dine modige tårer, fordi du ikke kan komme ind og se kroningen.« »Jeg græder i hvert fald ikke,« sagde Adela. »Det er et syndigt spild af penge og tid, som landet slet ikke har råd til: ikke andet end en vulgær stillen til skue. Jeg ville ikke med, om jeg så fik penge for det.« »Ja, det siger du,« sagde Ivy atter. »Selv ville jeg elske at komme ind og se Kongen og Dronningen i roberne; jeg ville stå i kø i dagevis, men jeg ville aldrig få fri til det. Og græder jeg måske? Nej.« »Hvis jeg græder,« sagde Adela, »så er det, fordi min far foragter mig. Jeg kan aldrig stille ham tilfreds. Han siger, jeg er dum og grim.

Er jeg det?« Det var svært at sige. Hendes far syntes, hun var klog, når hun var enig med ham, og dum, når hun ikke var. Og hvad udseendet angik, så hang præstegårdens eneste spejl over hendes servante; et lille, indrammet kvadrat, foran hvilket hun børstede tænder. Det var svært at komme til at se sig selv i fuld figur, uanset hvordan hun flyttede spejlet. Hendes tænder var hvide og regelmæssige, hendes hår havde en ejendommelig farve, og selv om hun børstede og børstede, filtrede det sig ligesom sammen i rødgyldne ugler, så hun var glad, når hendes mor lavede fletninger på hende, selv om Elise trak frygteligt i det og kunne få Adelas øjne til at løbe i vand hele dagen.

Hendes øjenbryn var ret mørke mod en god, klar hud, selv om hun tit havde grimme, små, hvide knopper rundt om næsen. Ivy sagde, at hun ikke skulle presse dem ud; det gjorde dem bare værre. Så meget vidste hun. Hun kunne kigge ned og se en busk af kaninfarvet hår mellem benene, men brød sig ikke om at udforske det yder23

27082-indhold.indd 23

10/07/13 07.50

ligere med fingrene. ’Dernede’, som hendes mor kaldte det, var et forbudt og farligt område. Det samme gjaldt hendes nye barm. Den var begyndt at hoppe op og ned, når hun løb. Det virkede ikke så meget forbudt som vulgært at forhøre sig om det. »I mine øjne ser du godt nok ud,« sagde Ivy. »Ikke at dum og grim spiller nogen rolle, hvis man skal være Kristi Brud,« sagde Adela hovent. Hun hadede, når nogen så hende græde. »Det eneste, der betyder noget, er god. Og lydig. Og kysk, hvad det så ellers er.« »Det er at holde benene samlet,« sagde Ivy med et smørret grin. »Nej, helt ærligt, Ivy,« bønfaldt Adela, »vær nu sød at fortælle mig, hvad det betyder!« »Det kan koste mig mit arbejde,« sagde Ivy. »Men en ting kan jeg fortælle dig, din far synes ikke, du er grim. Det er hans problem.

Men hvad angår Kristi Brud, miss Adela, så kan jeg ikke se dig for mig som nonne resten af livet.« »Ikke bare nonne,« sagde Adela, »Jeg vil blive en rigtig Søster, og til slut Moder. Jeg vil stige i graderne. Jeg vil ikke blive indespærret i klostret. Jeg vil få lov til at komme ud og undervise. Det vil ikke være så slemt. De siger, jeg har et kald.« »Selvfølgelig siger de det,« sagde Ivy. »De er ude efter din arv. Det er sådan, klostrene holder sig kørende.« »Det er en syndig ting at sige, Ivy,« sagde Adela, »og jeg har ingen arv. Far har ingenting, kun den smule, han tjener som præst. Hans bror Robert tog det hele.« »Hellere være brud til en mand af kød og blod og ligge i en varm, blød seng om natten, end på en hård ensom en i resten af ens dage,« sagde Ivy. »De nonner, jeg mødte, virkede fuldkommen glade og tilfredse,« sagde Adela, »og jeg vil ikke høre et ord mere fra dig om dette emne.«

24

27082-indhold.indd 24

10/07/13 07.50

Forældrene havde taget Adela med på besøg hos Betanias Små Søstre i Clerkenwell for et halvt år siden. Hun havde vældig godt kunnet lide det, hun så. Søster Agatha, lederen for dem, der søgte optagelse, havde vist dem rundt. Hun var iført en grå ordensdragt med et gråt hovedtøj, der dækkede det grå hår, var rund og blid og havde smilet en hel del. Hun var også venlig og betænksom, og bemærkede endda, hvor forsigtig Adela var med venstre hånds ringfinger. Adela havde klemt fingeren i togdøren på Bath Station, da de tog af sted til London, og to timer senere gjorde den stadigvæk ondt og var svulmet op. Søster Agatha tog fingeren i øjesyn og lukkede håndfladerne om den, mens hun sagde: »Åh, dit stakkels lille væsen!« hvorefter Adela var begyndt at græde, selv om det var det sidste, hun ønskede at gøre. Til dette havde hendes far tvært sagt: »Ikke just ligesom Jesus led på korset, Adela,« og Elise havde sagt: »Lav nu ikke sådan et postyr, Adela, der er ingen, der bryder sig om et klynkehoved.« Fingeren havde dunket voldsomt to-tre gange, så Adela havde følt sig svimmel og svajede, og så var det holdt helt op med at gøre ondt. Men Søster Agatha havde alligevel lavet et stort nummer ud af det og fået hende til at sætte sig og havde omhyggeligt og varsomt lagt en bandage om fingeren og derefter spurgt, om hendes fletninger var meget stramme. »Der er intet galt med hendes fletninger,« sagde Elise, før Adela kunne sige: »Ja, det er de faktisk.« Hvilket de var. »Jeg er nødt til at flette dem stramt, ellers stritter hendes hår i alle retninger, inden der er gået to minutter.« »Det er svært at tænke på Gud,« havde Søster Agatha bemærket, »hvis ens hår strammer, og man har hovedpine,« og på en eller anden måde var det lykkedes hende at få Adelas hår om bag ørerne, så fletningerne ikke strammede helt så meget.

Den næste dag, da Elise flettede Adelas hår, trak hun ikke helt så meget til, og fletningerne gjorde næsten ikke ondt. Hendes mor in25

27082-indhold.indd 25

10/07/13 07.50

sisterede på at fjerne Søster Agathas bandage, fordi, som hun sagde, den var grim, klodset og ikke rigtig nødvendig. Og det var den heller ikke. Da fingeren kom ud af bandagen, var den ikke længere en opsvulmet, rød-lilla pølse med bristet hud hen over knoen der, hvor den var blevet klemt i døren, men havde fået sin rigtige facon tilbage, glat og smal som de øvrige fingre, bare lidt mere lyserød end normalt. »Hvad i alverden lavede du alt det postyr for; der er overhovedet intet i vejen med den,« sagde Elise, men Adela syntes, det hele var meget mærkværdigt, og fik et kort, heftigt anfald af vrede mod sin mor. Det og spørgsmålet om fletningerne. Men også vrede mod faren, fordi han så ubesværet havde indvilliget i, at hun skulle være en Kristi Brud og ikke bremset hende, selv om det var det, hun ville.

Men hun sagde ingenting, og så bebrejdede hun sig selv, at hun ikke elskede sin far og mor sådan, som Gud sagde, hun skulle.

Men hun ville overhovedet ikke have det mindste imod at være en af Betanias Små Søstre: Ikke alene kunne de læge ens dårligdomme med en simpel berøring, men de værelser, de viste hende, havde været hyggelige og varme. Nonnerne var forbløffende sludrevorne, som en flok venlige, små fugle, og der var ikke nogen stor, rungende stemme, der hele tiden kom ud af det blå og forskrækkede og generede alle. Bøgerne på hylderne var mere interessante end dem derhjemme, maden var meget mere nærende og smagte bedre, og vist blev der bedt hyppigt, men det var ikke mere byrdefuldt end derhjemme. De havde sagt, at hun kunne søge optagelse, når hun fyldte sytten, hvilket der var et halvt år til, og hun havde sagt: »Det vil jeg meget gerne,« og så var det alt sammen på plads, og det tilkom aldeles ikke Ivy at forsøge at afskrække hende. »Så lader vi det med ’kysk’ ligge,« sagde hun. »Men fortæl mig, når min mor siger, at du ikke er bedre, end man kan forvente, Ivy, hvad mener hun så?«

26

27082-indhold.indd 26

10/07/13 07.50

Der opstod et vældigt røre oppe i den klare himmel over dem.

Krager fra elmetræerne var ved at drille en rovfugl, hvis tilstedeværelse irriterede dem. Havefuglene skreg op i sympati. Musvågen undslap sine plageånder og fløj derfra med lutter elegance og ynde.

Der faldt ro over haven. En lillebitte studsmus landede med et svagt bump i græsset for fødderne af Adela. Den var blød og varm og tilsyneladende umærket af næb eller kløer. »Du skal ikke røre ved den,« sagde Ivy. »Den er død. Musvågen tabte den.« Adela bøjede sig og strøg det lille kræs lodne ryg. Den åbnede øjnene og pilede ud i den vinterlige bundvegetation. »Du blev smittet med et eller andet i det kloster,« sagde Ivy, »som man helst ikke skal smittes med. Jeg skal sent glemme, hvordan din finger lægtes, som det ikke burde være sket.« »Det var en af Guds små skabninger,« sagde Adela, »og den var bare stiv af skræk. Du skal ikke skifte emne. Hvordan kan nogen ikke være bedre, end man kan forvente?« Men Ivy snøftede bare hånligt og gik tilbage til huset for at sætte kålen til frokost over.

Klokken var kun ti om morgenen, men Elise ville gerne have, at de grønne blade blev kogt i tre timer eller så, at vandet blev skiftet tre gange i løbet af kogningen, så man kunne slippe af med den gift, der måtte være, og at den grødagtige masse blev lagt mellem to bakker for at presse væsken ud af den, blev sat til tørre og holdt varm, og den resulterende grønne grønsagskage blev skåret ud i kvadrater inden serveringen. På denne måde var det sikkert at spise kål.

Ivy spekulerede på, om Hoffet antog ekstra personale til kroningen. Det gjorde de muligvis nok, men det var ikke sandsynligt, at det ville være sådan nogle som hende. Hun tvivlede på, at ’god til at koge kål’, ville blive betragtet som den helt store færdighed. Man ville være nødt til at kende nogle betydningsfulde folk bare for at få lov til at skrubbe et gulv, som Dronningen gik på med sine juvelbesatte tøfler, klirrende med diamanter og perler.

27082-indhold.indd 27

10/07/13 07.50

Invitationerne ankommer Overhofmarskallens kontor havde reserveret syv pladser ved kroningsceremonien til Hedleigh-familien, og lord Dilberne kunne frit disponere over pladserne. Dette var overmåde generøst, som Isobel bemærkede til Robert, og mere end hun havde håbet på, efter at have hørt Hertuginden af Montrose ved bridgebordet beklage sig over, at hun, som var ud af en hertugelig familie, kun var blevet tildelt fire. »Vi er heldige at have venner højt på strå,« sagde Robert. Parret spiste morgenmad alene i morgenstuen, vintersolen skinnede ind gennem de høje vinduer, og de nye, bleggyldne brokadegardiner sendte mere lys ind, end man skulle have troet det muligt midt om vinteren. Isobel havde aflagt besøg i Maples boligmagasin i Tottenham Court Road sammen med Minnie, og i fællesskab havde de nyindrettet Nr. 17 og, som Minnie sagde, ’bragt det ind i det nye århundrede’. Væk var de tunge mahognianretterborde, gobelin­ kamin­skærmene, de skumle, bronzefarvede gardiner og Axminstertæpperne; alt var nu lyst og muntert. »Hvilke venner tænker du specielt på?« spurgte Isobel, der troede, at Robert måske mente Kongen selv, eller Underhusets leder, Arthur Balfour, eller koloniminister Chamberlain eller Sunny Marlborough, der netop nu gjorde sin indflydelse gældende som overhofmarskal, en post, der kun blev oprettet, når en kroning dukkede frem på den kongelige horisont – åh, hvis en mand skulle dømmes på sine venner, så var hendes mand så sandelig i salveten, og hun, Isobel, lady Dilberne, var umanerlig stolt.

28

27082-indhold.indd 28

10/07/13 07.50

»Åh, det var Consuelo,« sagde Robert henkastet. Han havde tilfældigvis opholdt sig i Sunnys midlertidige kontor i Buck House, da Consuelo kom forbi med en liste over Hendes Majestæts personlige gæster; ved nærmere eftersyn havde de fundet tre pladser, der ikke var blevet besat, så Consuelo havde fortalt Robert, at han kunne føje dem til sin tildeling på fire, hvis han ville, og Robert havde sagt, selvfølgelig, tusind tak, ja. Hvordan kunne han sige nej? Hundredevis af mennesker, der følte sig berettiget til en plads i Westminster Abbey ved denne ophøjede begivenhed, ville blive afvist. Dette var så sandelig et lykketræf. Det eneste spørgsmål var nu, hvordan Robert skulle finde et hjem for yderligere tre invitationer med guldtryk.

Men Isobel tænkte, nej, det er ikke det eneste spørgsmål. Det store spørgsmål er, hvordan denne stump pigebarn med den lange elegante hals med det kønne hoved knejsende øverst oppe – fastholdt, var man nær ved at tro, med de diamanthalsbånd, der holdt det oppe – med den smalle talje og det muntre smil, hvordan det var lykkedes hende at besnære så mange mennesker, både mænd og kvinder, så de gav hende lov til at gå frit omkring ikke kun i Westminster Palace, men også Buckingham Palace, og være den, der fik lov til at uddele disse kostelige, næsten hellige eksemplarer af kort med guldtryk, der betød så meget for så få? Kæreste Gud, pigen var kun fireogtyve. Og alligevel havde hun været gift fem år, var mor til to sønner, den fremmeste blandt hertuginder i dette land, en udlænding uden manerer, men med en enorm formue og al den selvsikkerhed, sådan en medførte. Endnu var der ikke nogen skandalerygter knyttet til hendes navn – og dog forkyndte hun til alle og enhver, at hun ikke havde nogen følelsesmæssig tilknytning til sin mand og fik hermed sagt uden ord, at hun var fri til at blive bejlet til og besejret. Det var det, der var spørgsmålet, men det stillede Isobel ikke sin mand. Man ønskede jo ikke at give ham ideer om, at det kunne blive ham, der besejrede hende, om ikke med ægteskab, men 29

27082-indhold.indd 29

10/07/13 07.50

med sengen for øje. Sætningen ’Opholdt mig tilfældigvis der’, var ikke en, nogen hustru brød sig om at høre. Det kunne så nemt være tegn på en hensigt. Ikke desto mindre var det dejligt vejr; hun havde Robert for sig selv, og det agtede hun at få mest muligt ud af.

Minnie og hendes kammerpige Lily var blevet sendt af sted til Dilberne Court dagen før. Isobel havde været fornøjet nok med Minnies selskab – af en kødbarons datter fra Chicago at være havde hun bemærkelsesværdigt hurtigt sat sig ind i husets sædvaner – men hun følte, det var vigtigt, at pigebarnet tilbragte så mange nætter som muligt sammen med Arthur. Det unge par havde været gift i over et år, og der var stadigvæk ikke noget barn i sigte. Hvis det umulige skete, og den slagfærdige Minnie viste sig at være ufrugtbar, og Alfred blev ved med kun at få døtre, så ville Edwin arve, hvis han overlevede ham. Det var ikke til at bære at tænke på, så det gjorde Isobel kun sjældent. Det var svært at bekymre sig over noget en morgen med så dejligt vejr. Tre ekstra invitationer! Det var mere, end hun havde håbet på. Hun havde sin yndlingsmorgenkåbe på, en slags gul silkekimono oversået med røde blomster, som, når hun bøjede sig frem for at studere invitationerne mere indgående, faldt op og afslørede mere af hendes barm, end tjenestefolkene syntes var anstændigt. Men Robert smilede ved synet, og Isobel tænkte, hvor er han dog en flot mand, og hvor er jeg heldig, at jeg stadigvæk kan få ham til at smile på den måde efter tredive års ægtskab. »Minnie og jeg vil gå i processionen bag Dronningen, og Arthur og du bag Kongen,« sagde hun, »og dermed er vores fire tildelte pladser brugt op, så vi har tre tilovers. Det ville være naturligt at spørge vores datter Rosina, men hun vil insistere på at iføre sig ejendommeligt tøj og højst tænkeligt opskræmme de øvrige gæster ved at prædike for dem om uretfærdigheden ved kongelige ritualer i den moderne tidsalder.«

30

27082-indhold.indd 30

10/07/13 07.50

»Men hun vil blive såret og krænket, hvis hun ved, at der er en billet til overs, og hun ikke bliver spurgt; hun er fuldt ud i stand til at te sig tosset, hvis hun får lyst.« »Men det er lige så tænkeligt, at hun ikke får lyst,« sagde Isobel, »og hun er lige så tilfreds med at blive såret og fornærmet. Lad det holde hende i ånde hele næste år. Hellere bære nag af reelle end af indbildte grunde. Det kunne ligne hende at tage sin papegøje med for at lovprise en eller anden fjerkræguddom eller gå uden hat eller afbrænde fyrværkeri. Jeg må på det indstændigste fraråde, at hun får en.« »Jeg vil underkaste mig din dom, du kære,« sagde hendes ægtemand fredsommeligt. »Men husk, at hun også er din datter. Jeg kan se din far Silas i hende. Han gjorde, hvad der passede ham, sagde, hvad der passede ham, og tog ingen notits af, hvad folk tænkte om ham. Det er egenskaber, der passer bedre til en mand end en kvinde, sandt nok, men i det mindste er hun ikke kedsommelig.« Isobel bevarede fatningen og sagde, at hvis kedsommelighed var en kvalifikation for at deltage, så ville det være passende at invitere hans bror Edwin og dennes kone og datter. Edwin var en Dilberne, og – Gud forbyde, at det skulle komme så vidt – i arvefølgen til Dilberne-titlen og -ejendommen. Hun burde ikke have sagt det, men gjorde det for at ærgre ham, og fortrød det lige så snart, hun havde sagt det.

Over mit lig, sagde Robert og tilføjede, at hans bror var en ækel rotte. Og hans svigerinde en from, hævngerrig lille størrelse, ikke kun kedsommelig, men også grim, og de jublende folkemængder, der samledes i så stort tal for at nyde det prægtige ceremoniel og de fine kostumer båret af de adelige, når de steg ud af deres vogne ved portene ind til Westminster Abbey, forventede at se høje, smukke mennesker, ikke pukkelrygge. De ville skuffe ved at komme i drosche eller enddog med undergrundsbanens District Line med dens væmmelige stank og svinske vægge.

31

27082-indhold.indd 31

10/07/13 07.50

»Jamen, hvem skal vi så spørge?« spurgte Isobel. Det havde været bedre, hvis Robert havde ladet hånt om Consuelos tilbud, men hvilken mand ville afslå så generøs en gave fra en, der var så charmerende, køn og ung? Og hvorfor havde Consuelo valgt at vise Robert sin gunst? Han var dobbelt så gammel som pigebarnet, ejede kun en tiendedel af hendes rigdomme og havde en titel, der var et pænt hak under hendes. På den anden side så Robert godt ud, var omgængelig og, formentlig allervigtigst efter hertugindens mening, lige så munter som Sunny var det modsatte. Hvis hun gerne ville indynde sig hos nogen, hvorfor udså hun sig ikke Arthur Balfour, der var så absurd klog, venlig, ugift og ledig? Men der var nogle unge hustruer, den type der stod deres fædre meget nær, mens de afskyede deres mødre, som ikke vidste noget bedre end at stjæle andre kvinders mænd, udelukkende fordi det var det, de var. Måske var Consuelo en af den slags? Nej, Isobel brød sig ikke spor om det. »Vi kunne spørge d’Asti-parret,« sagde Isobel. »Hun ville give, hvad det skulle være for sådan en invitation.« »For vulgære,« sagde Robert. »For udenlandske. Berømthedsjægere. Alle de der boheme-typer. Men vi kunne invitere ægteparret Baum.« Eric Baum var Roberts finansrådgiver, og takket være hans økonomiske opbakning til Roberts guld- og mineralminer var Robert ved at blive vældig rig i en vældig fart. »Det ville i det mindste være nyttigt.« »Det ville andre måske også få øje på,« sagde Isobel. »Han er sådan en rædsom, lille mand. Og hun er sådan en lille stræber.« Ved disse ord rejste Robert sig og sagde, at hun kunne gøre, hvad hun fandt for godt, det var huslige spørgsmål, han måtte se at komme tilbage til Overhuset, hvor gamle Salisbury var ved at stable sig på benene for at tale om jordreform, selv om guderne skulle vide, at den stakkels gamle mand, der engang var sådan en stridsmand, efter konens død nærmest ikke kunne sige et fornuftigt ord længere. Jo før Arthur Balfour blev indsat, des bedre.

32

27082-indhold.indd 32

10/07/13 07.50

»Selvfølgelig,« sagde Isobel sødt, »jeg skal nok tage mig af det,« men af den ene eller den anden grund var hun rasende; og i det øjeblik Robert havde forladt huset, tog hun de tre invitationer og lod dem afsende sammen med julegaven til Adela, til den velbårne pastor Edwin Hedleigh i præsteboligen i Yatbury – sådan en kedsommelig, lille kulmineby, der, så vidt man kunne forstå, alt for hurtigt var vokset fra sit ældgamle hjerte, og hvis eneste krav på berømmelse var det middelalderlige panel i musikerpulpituret i St Aidan’s, kirken fra det tolvte århundrede, der viste en legesyg Sankt Cæcilia, som sparkede skørterne op og dansede med sine musikere.

27082-indhold.indd 33

10/07/13 07.50

Morgenmad i Yatbury Præstegård Brevet og pakken ankom til præstegården, samtidig med at en stille grå dag var ved at gry over Yatbury. Byens hejseværk var forsvundet i dis og tåge. Selv vejrhanen på det tætte, lave kirketårn var næsten ikke synlig. Postbuddet Tim Peasedown stirrede vantro på striben af dansende rensdyr, der var klistret på pakken i brunt papir og med snor om. Den slags formålsløse udgifter og pjank virkede helt malplaceret i en hårdtarbejdende verden.

Ivy åbnede døren for at modtage brev og pakke. Hun kiggede på det læderagtige stykke tang, hun havde hængt op over døren. En ven havde haft det med hele vejen fra Lulworth Cove. Når det var tørt og hang slapt ned, betød det, at vejret ville blive fint: Når det svulmede op og blærerne stod ud, betød det, at der var uvejr på vej.

I dag var blærerne godt bulet ud. Hun bød ikke Tim indenfor til en kop te. Det var ikke den slags husstand. Den velbårne pastors frue ville få et hysterisk anfald, og Ivys kæreste George ville ikke bryde sig om det.

Brevet var adresseret til den velbårne pastor, pakken til miss Adela Hedleigh, og afsenderadressen på begge var angivet som Belgrave Square, London. Det betød, at de enten ville blive returneret uåbnede til afsenderen eller puttet i komfuret og brændt. Hun stak konvolutten i forklædelommen og overvejede, hvordan hun bedst kunne tage sig af pakken. Hun havde aldrig set noget, der bare mindede om julerensdyrsstriben før og havde ikke den store trang til at se det i fremtiden: Det virkede nærmest, som om de bragte Det Kongelige Postvæsen i vanry og lavede spas med alvorlige sager. Men hvis hun kunne dampe klistermærkerne af, så kunne de måske indbringe et 34

27082-indhold.indd 34

10/07/13 07.50

par pence på markedet i Bath, hvor hendes mor lørdag morgen havde en bod med gaveartikler, og ingen behøvede at vide noget om det.

Før hun kunne gøre noget sådant, dukkede den velbårne pastor i egen høje, tynde person uden varsel op bag hende, tidligt på færde til sin morgenspadseretur, og han tog pakken ud af hænderne på Ivy, og vendte og drejede den, som om det var noget ualmindelig modbydeligt. »Hold dette unyttige stads væk fra min datter,« sagde han, »og bed min hustru lægge det på ilden ved første lejlighed.« Og så spankulerede han ud i tågen. Ivy iagttog ham gennem bryggersvinduet og blev mindet om en eller anden ildevarslende, stor, vingeflaksende fugl. Hvis det ikke var for Adela, tænkte hun, ville hun simpelthen løbe af pladsen. De søgte efter personale på det nye hotel i Bath. Hun ryddede asken ud og tændte op i komfuret: Det var den type, der kørte på antracitkul, og man kunne sagtens holde ilden i gang om natten, men det blev betragtet som et syndigt spild. I Yatbury præstegård var kulde godt for sjælen. Det samme var en anelse sult, en anelse ubekvemhed samt at vaske op i koldt vand. »Der er kommet en pakke til miss Adela,« sagde Ivy, da Elise kom ud i køkkenet for at lave morgenmadsgrøden. Hun lavede den på vand og serverede den med salt. Intet under, at de alle sammen var så tynde og alvorlige. »Den ligger der på bordet. Pastoren sagde, at den skulle brændes, men det ville kun fylde hele rummet med røg, sådan som vinden står i nord. Jeg tror, det er et eller andet stof.« Elise vendte pakken og studerede den omhyggeligt. Hun var iført en grå kjole, der stod til resten af hende: hår, hænder, ansigt. Et kort øjeblik følte Ivy det, som om der var lige så meget tåge inde i køkkenet som uden for vinduet, men vidste godt, at det næppe kunne være tilfældet. »Det må være fra hendes tante Isobel,« sagde Elise. »Hun gør ofte den slags ved juletid, hun er sådan en forfængelig og useriøs person.

Komfuret er det bedste sted for den. Og hvad er det for nogle tåbe35

27082-indhold.indd 35

10/07/13 07.50

lige små størrelser? Hvad i alverden skal de forestille? Jeg har aldrig set magen. Er det meget mørkt her til morgen, eller er den tid kommet, hvor jeg har behov for briller? Åh, kæreste dog, det håber jeg ikke.« »Begge dele er måske mulige,« sagde Ivy. »Den ene dag har man ikke brug for dem, og så den næste har man.« Elise var snakkesalig her til morgen. Når hendes mand forlod huset for at tage sig en spadseretur, hvilket var sjældent, kunne hun blive næsten helt venlig. »Jeg tror, at de små væsner skal forestille julerensdyr, som går henover siden,« sagde Ivy hjælpsomt. »Hvad har rensdyr med julen at gøre?« Elise var desorienteret. »Julemanden kommer fra Nordpolen,« sagde Ivy. »Han har gaver med på sin slæde.« »Røverhistorier og pjank og pjat!« Elise var indigneret. »Hjemme i Innsbruck, da jeg var barn, kom Sankt Nikolaus juleaftensdag, og så fik man en appelsin, hvis man var et artigt barn, og en klump kul, hvis man var uartig. Engang fik jeg et stykke kul. Jeg græd temmelig meget, men de ville ikke fortælle mig, hvad jeg havde gjort, der var så slemt. Jeg fandt aldrig ud af det. Min mand er ikke den store tilhænger af gaver ved juletid, og det er jeg heller ikke. Det er bedst, at Adela ikke får nogen. Julen er en glad tid, men det har at gøre med Vor Herre Jesus’ fødsel, ikke med selvforkælelse, overspisning og gaver, der bliver bragt med rensdyr. Alt den slags stammer fra de gamle hedenske tider og skal udryddes fra kristendommen.« Men Ivy syntes, det virkede, som om Elise prøvede lidt for energisk at overbevise sig selv. Hun stod og prikkede i papiret med fingeren. »Jeg gad nok vide, om det er velour,« sagde hun. »Min svigerinde er berømt for sine kjoler.« »Det virker som et syndigt spild at brænde den, uanset hvad det er,« sagde Ivy. »Måske skulle jeg tage den med ned til fattigstiftelsen og give den til forstanderinden? Juleaften uddeler de gaver til sog36

27082-indhold.indd 36

10/07/13 07.50

nets fattige. Så ved vi, at den er gået til nogen værdigt trængende.

Pastoren behøver ikke at få noget at vide om det.« »Udmærket,« sagde Elise og sendte Ivy skyggen af et smil.

Ivy fastslog, at hun aldrig ville giftes, ikke hvis man endte med at være gift med en mand, der fyldte så meget i ens hoved, at man kun kunne smile, når han var ude af huset.

Senere på formiddagen skød Ivy genvej gennem kirkegården for at få det til at se ud, som om hun var på vej til fattigstiftelsen. Hun ville skille sig af med pakken i sin mors hus med rensdyr og hele molevitten. Tågen var lettet, og pludselig var det blevet dejligt friskt vejr. Takstræerne, der stod i rækker fra kirkegårdslågen og helt op til kirkedøren, lyste op med et væld af kulørte bær – undtagen som altid det med den tykke, senede stamme og krogede grene, man sagde stammede fra Vilhelm Erobrerens tid, for hvert år kunne den kun opbyde et par usle orangerøde bær. Vejrhanen på kirketårnet glimtede i solen og var begyndt at dreje rundt, nu hvor vinden tog til.

Tilfældigvis mødte hun Adela og maste pakken længere ned i sin kurv. Bedst, hvis hun ikke så den. Adela gik og græd, som hun så ofte gjorde. Arbejdsmændene havde haft travlt dagen før, og de blege splintrede og smuldrede rester af musikerpulpituret lå stablet på jorden, klar til at blive brændt af. Adela var nærmest i sorg og vred sine hænder over de sørgelige rester. Hvem mindede hun mon mest om, tænkte Ivy, Helena som så på Trojas brændende tårne, eller Dido som græd for Æneas eller Tennysons Lady of Shalott? Ivys mor Doreen elskede at sømme tryk af bedrøvede smukke kvinder op på væggen i sit lille hus, tryk hun havde reddet fra sin bod, uanset hvor flueklistrede og fugtplettede de var, og Ivy kendte og elskede dem alle.

Adela stod og så på, og det samme gjorde Ivy, da et par muskelstærke mænd bar de gamle, lukkede kirkestole ud, der næsten var sorte af ælde, og smed dem på det kommende bål. De nye, åbne kirkestole, af en let, orangefarvet træsort, som Ivy ikke kunne genkende, var allerede blevet leveret og stod stablet op mod stenmurene.

37

27082-indhold.indd 37

10/07/13 07.50

Hun kunne høre den uregelmæssige lyd af økseblad mod træ, og kiggede ind i kirken, hvor hun så en splejs af en dreng lave pindebrænde af den kraftigt udskårne prædikestol, hvorfra den velbårne pastor så ofte havde tordnet. Nogle få af de ældre landsbyboere kiggede nysgerrigt på. St Aidan’s havde en lille og svindende menighed – de fleste var flygtet over til metodisterne i St Bart’s, hvor der herskede en venligere atmosfære, og salmerne mere var efter deres smag. »Det hele er min skyld,« sagde Adela til Ivy. »Jeg skulle ikke have gjort far så vred. Se nu bare. Guds straf!« »Åh, i himlens navn,« sagde Ivy. »Gud har større ting at bekymre sig om, end at du har svaret din far igen.« Men Adela blev alligevel ved med at hikste og græde og spurgte, om hun måtte følges med Ivy, hvor hun så ellers skulle hen: Hvis hun blev stående her, ville hun dø af et knust hjerte. Ivy sagde, at Adela var bedre egnet til scenen end til et kloster, men at hendes hjerte ville knuses endnu mere, hvis hun vidste, hvor Ivy skulle hen. »Hvorhen?« spurgte Adela. »Ned til fattigstiftelsen med en julegave til de fattige.« »Lad mig se,« sagde Adela, og så viste Ivy den til hende. Hvis spørgsmålet om den manglende pakke nogensinde skulle opstå, hvilket var tvivlsomt, så ville hun have skjult sine spor godt nok. »Jamen, den er adresseret til mig,« sagde Adela forfærdet. »Din far synes, du er for ung til at modtage gaver fra fremmede,« sagde Ivy. »Han bad din mor om at brænde den, men jeg fortalte hende, det var et syndigt spild, så hun sagde, at jeg kunne tage den med og give den til de fattige.« Ivy krydsede fingre, mens hun sagde det, men det var ikke helt forkert. Hendes mor kunne bestemt regnes med til de fattige, og ret så mange af de velgørenhedsgaver, der blev efterladt i fattigstiftelsen, endte under alle omstændigheder på hendes stand. »Jamen, den er fra Belgrave Square, og det betyder, den er fra slægtninge. Hvad galt kan der være i det? Det forstår jeg ikke.« 38

27082-indhold.indd 38

10/07/13 07.50

»Du ved jo, hvordan din far har det med jeres familie. Din onkel er på den forkerte side i Overhuset, din tante er et omvandrende tøjstativ, din fætter Arthur giftede sig med en papistisk skøge, og din kusine Rosina slog på det nærmeste sin egen bedstefar ihjel. De ender alle sammen i helvede. Lad mig nu bare se at komme ned i fattigstiftelsen med den, så er du sød.« »Det er meget mærkeligt,« sagde Adela, »at den ene side af familien er så virkelig god, sådan som vores, og den anden side så vældig syndig, som deres. Hvad er en skøge?« »Det skal du ikke bryde dit hoved med,« sagde Ivy. »Jeg ender med at visne og dø af mangel på oplysninger,« sagde Adela trist. »Jo før jeg bliver Kristi Brud des bedre. Så tag min eneste julegave fra mig, Ivy, og giv den til de fattige. Tror du, man fryser og er sulten i himlen?« »Jeg kunne slå et slag forbi Swaleys gård og se, om der er noget fløde tilovers,« sagde Ivy. »Din mor satte noget gammelt brød frem til fuglene. Jeg kunne stille det til side og med noget fløde og et drys sukker fra min mor kunne det blive en god ret til aftensmaden.« »Tak skal du have, Ivy,« sagde Adela. Hun stak til pakken med fingeren. »Den føles blød,« sagde hun. »Måske er det velour. Åh, må jeg ikke nok se, hvad der er i den?« »Det vil jeg ikke sætte min stilling på spil for,« sagde Ivy, mens hun stak pakken ned i indkøbskurven igen og begyndte at gå ned mod fattigstiftelsen. Hun passerede den første vej ned til moderens hus, men tog den anden, da Adela ikke længere kunne se hende.

Den førte hende forbi Swaleys gård, hvor hendes kæreste George havde malkearbejde om morgenen. Han var allerede taget til Bath, hvor han gik på seminariet, så hun stak konvolutten fra Belgrave Square ind i en revne mellem pudsvæggen og en af malkebåsene, hvor ingen ville lægge mærke til den, og gik hen for at drikke en kop te med sin mor.

27082-indhold.indd 39

10/07/13 07.50

Når en ting først er gjort Det uhyrlige omfang af det, hun havde gjort, dæmrede kun langsomt for Isobel. Hun havde følt sig overdreven følsom på det sidste, havde haft tendens til grådanfald, opført sig ganske irrationelt og rødmet af forlegenhed, når der ikke var noget at være forlegen over.

Hun vidste udmærket godt, at hendes uro med hensyn til Consuelos tætte forhold til hendes ægtemand kun kunne betegnes som absurd. Hvis der overhovedet var noget, så betragtede Consuelo ham som en far – Robert var så behagelig, klog, faderlig og venlig – som en Melbourne, måske, over for den unge Victoria. Men nu var snakken faktisk gået dengang om netop det; pøbelen havde endda råbt ’mrs. Melbourne! mrs. Melbourne!’ efter hendes køretøj.

Den slags skete. Og for nylig havde Isobel i en eller anden sladderspalte læst en temmelig tendentiøs sammenligning mellem den kåde, unge prinsesse Victoria, hende med den elegante hals, den smalle talje og danseskoene, før alder og sorg formørkede krop og sjæl, med Consuelo, prinsessen på nutidens societyscene. Måske havde Den Gamle Dronning ikke været helt så sorgfuld, som hendes senere undersåtter havde formodet.

Som Dronning Alexandra havde betroet sin nye hofdame Consuelo, som havde ladet sladderhistorien gå videre til Robert, som dernæst havde fortalt den til Isobel, så havde Kongen fundet ud af mere om sin mors liv, da han kiggede ned i den åbne kiste, end han brød sig om at vide. Bertie havde set sin mor være klædt i en hvid kjole og med sit brudeslør over ansigtet, og opdaget, at hun i den venstre hånd knugede et fotografi af sin skotske tjener, John Brown,

40

27082-indhold.indd 40

10/07/13 07.50

og kun højre hånds fingre var snoet ind i gipsafstøbningen af Berties for længst afdøde far, prins Alberts hånd. »Der må være sket en fejl,« havde den nye Konge anklagende sagt til dr. Reid, hendes ven og læge, som sammen med familien her i Osborne House havde bivånet Den Gamle Dronnings dødsleje og bevidnet hendes sidste åndedrag. »Dette her er hverken muligt eller rimeligt.« »Det er ingen fejltagelse,« sagde den gode doktor. »Alt er nøjagtigt, som hun har specificeret det. Se her, ved hendes venstre side, en lok af John Browns hår – til højre, Deres fars morgenkåbe.« »Jamen, venstre hånd er ægteskabets hånd,« indvendte Kongen. »Jeg ved det,« sagde dr. Reid dystert. »Jeg går ud fra …« begyndte Kongen. »Der har altid gået rygter om et hemmeligt ægteskab,« sagde dr.

Reid, »Men det tror jeg nu ikke på. Sire, vær god ikke at bekymre Dem på denne vis. De er alle døde og borte.« Som ung mand havde han bivånet prins Alberts død. Nu var han selv begyndt at græde. »Find en buket blomster,« sagde Kongen. »Hvad som helst. Dæk fotografiet til. Offentligheden må ikke se det. Se at få kisten forseglet så hurtigt, som det er passende. Og De tager fejl: De er ikke alle sammen døde og borte. Få den forbandede indiske tjener ud af huset øjeblikkeligt.« Men den indiske tjener, kendt som ’Munshie-fyren’, nægtede at rejse inden begravelsen, og Alexandra antydede, at det måske var klogere at lade Den Gamle Dronnings yndling blive frem for at smide ham på porten: Han var i besiddelse af breve og dokumenter, som det havde været bedre, han ikke havde haft. Dr. Reid var enig.

Abdul Karim havde oprindeligt gjort tjeneste ved det kongelige middagsbord i flot turban og skærf og var siden blevet Dronningens fortrolige og nære ven, i en grad det var umuligt at fastslå.

Munshie-fyren, sagde dr. Reid, var utvivlsomt en svindler, en bedrager og en glat fætter, som i efterhånden tretten år havde bestjålet 41

27082-indhold.indd 41

10/07/13 07.50

Dronningen, men hvis hengivenhed for hende virkede ægte nok.

Han kunne få lov til at blive til begravelsen, ligesom en yndlingshund får lov til at følge sin herre eller frues kiste. Den Gamle Droning havde kun opfattet Munshie-fyren sådan, som småskøre, gamle damer ofte opfattede deres kæledyr, hunde som katte, overøst dem med kærlighed og blevet rasende på dem, der vovede at anklage dem for at bide og kradse. Reid svor på, at forbindelsen ikke havde været andet og mere. »Småskøre, gamle damer,« sagde Kongen bittert, »underskriver ikke breve til deres hunde og katte, som om de er deres mødre.« Men han stillede sig tilfreds med at forlange, at Karim overdrog alle breve, papirer og notater, der angik Den Gamle Dronning, og overgive dem til flammerne i de bål, hvor alle minder om John Browns regime skulle brændes. Kongen ville selv tænde bålene med sine søstre Louise og Beatrice som tilskuere. Fortiden ville blive udslettet. »Åh, lad den indiske tjener blive,« sagde Kongen i Alexandras påhør. »Der bliver mere snak, hvis han ikke går bag sin elskede ’moder’, end hvis han gør.« Berties bitterhed, bemærkede Alexandra til Consuelo, bundede i, at hendes afdøde svigermor tilsyneladende foretrak en tjener frem for sin egen søn. Victoria havde foragtet Bertie og ikke lagt skjul på det: Hun så kun hans fejl og ikke hans gode sider; undlod at rådføre sig med ham i statens anliggender; ønskede, at han, Bertie, var død i stedet for hans ældste søn Eddy, Hertugen af Clarence; gav endog ham, Bertie, skylden for faderens død – Albert var blevet syg efter en tur hjem fra Cambridge, hvor han havde irettesat Bertie for udsvævende handlinger af den ene eller den anden art – og i bred almindelighed gjort Berties liv til et helvede, hvor hun kunne have gjort ham lykkelig. Hun havde gjort det, ingen moder burde gøre – undladt at elske sin egen søn. Og under alt dette havde hun hengivet sig til sine egne hemmelige sensuelle excesser, hvis man ellers skulle tro 42

27082-indhold.indd 42

10/07/13 07.50

alle de minder, der nu skulle gå op i luer ved Osborne House. Brevene til Karim underskrevet ’Din moder’ kunne kun tolkes som yderligere bevis på en egentlig sindssyge, sådan som Bertie længe havde næret mistanke om. »Hvad mere er,« sagde Robert til Isobel, »så irriterer Dronningen Kongen virkelig meget ved at fortælle ham, at hans appetit – der engang var stor, ikke enorm, og til bekymring for hende og lægerne – på en eller anden måde er forbundet med hans moders død.« »Dronningen kan meget vel have ret,« sagde Isobel. Hun kunne se det for sig. Hver gang der blev fundet nye kærlighedsbreve fra Den Gamle Dronning til Brown, hver gang opskriften på en ny karryret dukkede op, led Bertie og kom hjem og krævede ekstra retter til aftensmaden, og da han var monarken, hvordan kunne nogen så nægte ham det? Alexandra kunne fortælle ham, lægerne kunne fortælle ham, at han burde spise mindre og bevæge sig mere, ellers ville han dø en tidlig død, men døden var måske det, han inderst inde ønskede. Mens Alexandra fortsat sad og pillede i noget kyllingebryst tyndt smurt med sennepssovs, så spiste hendes ægtemand med selvmorderisk ildhu desserter og tærter og stege, saucer og sovse og chutneyer for bedre at kunne straffe sin mor. »Det samme siger Consuelo,« sagde Robert og slog en skraldende latter op. »I kvinder! Manden har landets bedste kokke, hvorfor skulle han ikke spise? Og mon ikke han er sulten efter at have lavet alle de bål. Så meget vil jeg medgive dig.« »Han er sulten efter sin mors kærlighed, og nu vil han aldrig få den,« sagde Isobel. »Det er det samme, Consuelo udleder, men du udtrykker det nydeligere,« sagde Robert.

Det skulle opfattes som smigrende, kunne hun forstå, og hun var pligtskyldigt smigret, selv om det faktisk ikke var hendes ord, bare noget hendes veninde grevinde d’Asti havde bemærket – men hvorfor blev Consuelos navn ved med at dukke op i deres almindelige 43

27082-indhold.indd 43

10/07/13 07.50

samtaler? Måske var det bedre, end hvis det modsatte var tilfældet; i det mindste forsøgte Robert ikke at skjule noget for hende. Men hun rugede alligevel over det. Hun nød ikke sine nye tankemønstre; det virkede ikke, som om de havde noget med hende selv at gøre. De forstyrrede hendes søvn. Hun var begyndt at vågne klokken fire om morgenen med hovedet fuldt af fornuftsstridig tvivl og frygt. Hun havde en slags vågen drøm om Consuelos krøllede, mørke hoved, der borede sig ind i hulningen, hvor Roberts nøgne skulder mødtes med hans brystben. Den hjemsøgte hende.

Hun havde talt om sit humør med sin veninde Freddie, grevinde d’Asti. Freddie kom fra Østrig og var kunstnerisk, tilhørte nærmest haut bohème og besad en viden om ting, som kun de færreste engelske kvinder fra de bedre kredse vidste noget om. Freddie havde en ambition om at rejse til Wien og blive patient hos psykiateren Sigmund Freud, men det ville hendes ægtemand ikke høre tale om. Det var slemt nok, at Freddie var medlem at Teosofisk Forbund, bar flagrende Liberty-kjoler, lange kæder med enorme træperler og ikke længere serverede kød ved sit middagsbord, hvorefter hendes ry som societyværtinde i nogen grad var falmet. »Jeg ved ikke, hvad der er galt med mig for tiden,« sagde Isobel klagende til Freddie. »Alt bringer mig fra koncepterne. Jeg mister fatningen og snerrer, når jeg burde smile. Jeg føler, at ingen bryder sig om mig, og jeg bryder mig helt sikkert ikke om dem. Jeg er ikke den kvinde, jeg var engang.« »Det er overgangsalderen,« sagde Freddie. »Den kommer til os alle. Du skal bare spise en masse salat, så skal det nok gå over. Så bliver du dig selv igen og behøver ikke længere være bange for at få børn.« Dette opmuntrede Isobel ikke så lidt, men stadigvæk ikke nok.

Hun spiste en hel del salat og syntes, det fik hende til at føle sig bedre tilpas. Aftenen efter at hun havde sendt Reginald til posthuset med konvolutten til Yatbury, var hun gået ubekymret og sindsrolig 44

27082-indhold.indd 44

10/07/13 07.50

i seng. Hun vågnede klokken fire om morgenen ved siden af Robert.

Han var vendt hjem fra Overhuset ved midnatstid, var kommet ind i hendes seng og sov nu sødt og uskyldigt uden at vise tegn på at ville tilbage til sin egen. Hun vågnede som fra en ond drøm, men der havde ikke været nogen drøm, kun en fornemmelse af, at der var noget grueligt galt. For en gangs skyld gjaldt bekymringerne ikke Consuelo. Hun var midt mellem søvn og vågen. Handlede det måske om Enkesædets tilstand? Hun havde et tydeligt billede af sin fremtidige enkestand; hun selv flyttede ned i Enkesædet, mens Minnie regerede over alting som den nye Countess of Dilberne og hun selv, Isobel, var degraderet til Enken. Det var en komisk figur. Skulle det være hendes fremtid? I det mindste var Minnie en flink pige; forurettede svigerdøtre var, når de havde overtaget titlen, berygtede for den hævn, de kunne udsætte deres tidligere plageånder for – tage, der aldrig blev repareret, tjenestefolk, der aldrig blev ansat, køretøjer, der ikke stod til rådighed, rottereder, latrintømmeren, der ikke blev tilkaldt, listen var endeløs. Den, der sidder på pengekassen har, som altid, magten.

Men nej, det var ikke det. Enkesædet var ikke i dårligere stand end normalt. Over hele landet fik enkesæder lov til at forfalde. Det skyldtes ren overtro; at holde dem istandsat var at bede om, at de skulle blive beboet.

Var det ansvaret ved at skulle fungere som hofdame for de fire hertuginder? Kunne det være det, der bekymrede hende? Ting kunne gå galt, sandt nok: Man havde oplevet bryster, der røg ud af kjoleliv, hæle, der knækkede; selv landets fornemste var ikke immune over for at snuble og falde i deres egne slæb – men det kunne hun godt klare. Livet var fuldt af uheld, og det, hun ikke kunne klare på vej op ad midtergangen, skulle Minnie nok klare. Hun var en snarrådig pige. Nej, det var ikke det. »Gud fri mig vel!« Isobel satte sig op i sengen med opspilede øjne, mens vage tanker pludselig krystalliserede sig til en egentlig 45

27082-indhold.indd 45

10/07/13 07.50

erindring. Robert rørte på sig; hun havde talt højt; men heldigvis vågnede han ikke for alvor. Tre ekstra billetter til kroningen, lagt i en konvolut, adresseret til Yatbury Præstegård og givet til Reginald, så han kunne bringe den på posthuset. Hun havde handlet ud fra en gavmild indskydelse. Eller måske havde hun bare været vred? I bedste fald var det en ekstra gave til Adela, en pige hun aldrig havde truffet endsige næret ønsker om at træffe, men nu højst sandsynligt ville komme til at møde. I værste fald en ondskabsfuld handling mod hendes ægtemage, den mand hun tilbad. Der havde ikke været noget ledsagende brev; hun havde egentlig villet stikke konvolutten ind i pakken, men den havde været så fint indpakket og bundet med grøn snor, at det havde virket som en skam at åbne den igen. Hun anstrengte sig for at huske mere, men fandt det vanskeligt, som om hun var faldet af en hest og havde glemt alt om, hvad der var sket før og efter uheldet. Hun mindedes Minnies små rensdyrklistermærker, og hvordan hun havde tænkt, at de var håbløst vulgære, men nu var hun jo også amerikaner og kunne ikke gøre for det. Folk fra Guds eget land havde tilsyneladende en indbygget barnlighed: De elskede alt det kulørte og ubrugelige. Nu ville Edwin modtage konvolutten og formentlig gå ud fra, at billetterne kom direkte fra slottet. Han ville møde op med sin hustru og datter den 26. juni og opdage, at han skulle sidde ved siden af den bror, han hadede, og indædt af vrede og jalousi være tvunget til at se ham gå i procession bag sin høje herre ned gennem Westminster Abbeys kirkeskib. Hvad der helt havde forårsaget Roberts kontrovers med broderen, vidste hun ikke eller havde nogensinde ønsket at vide, men hun mente det måtte have at gøre med hans ret til arven. Måske vidste Consuelo det; hun lod til at vide alt andet.

Hun måtte redde situationen. Hun kunne ikke klare Roberts vrede, når hun fortalte ham, hvad der var sket. »Nej,« ville han sige, »ikke hvad der er ’sket’, hvad du har ’gjort’.«

46

27082-indhold.indd 46

10/07/13 07.50

Hun måtte se at få billetterne igen. Hvis hun ikke kunne det, ville hun sige, at de var blevet væk, og sætte hele folkeholdet til at lede: Hun ville skrive til Consuelo og sige, at hun havde inviteret ægteparret Baum samt Rosina – og så undlade at invitere dem – og Edwin og hans familie ville blive standset ved døren, og de tre pladser kunne bare stå tomme, ligesom hendes egen families, indtil processionen var overstået, og koret sluttede af med ’I Am Glad’, og gudstjenesten var forbi, og de ville vende tilbage og sidde og lytte til Hubert Parry, som selv spillede orgel, mens de ventede på, at kroningsselskabet skulle forlade kirken. Først da ville man for alvor bemærke, at pladserne ikke var optaget, som manglende tænder i et ellers fuldt tandsæt af de store, de fornemme og de berømte – og man kunne altid give postvæsnet skyld for ting, der gik galt. Åh, i himlens navn – det hele var for kompliceret: Det var Consuelos skyld, fordi hun ikke havde kontrolleret antallet på Dronningens liste ordentligt. Hun selv, Isobel, Countess of Dilberne, den smukke, den kompetente, var hustru til en adelsmand med ret til sæde i Overhuset og kunne ikke forventes at bekymre sig om den slags problemer. Som countess skulle hun have tre tommer hermelinskant på sit slæb, og Minnie, som var viscountess, blot to tommer. Deres kåber skulle sys af højrødt silkevelour og være åbne fortil, så man kunne se kjolen af svær sølv- og guldbrokade – de måtte beslutte sig for snittet – tætsiddende med korte, stramme ærmer kantet med hermelin. Hun havde gudskelov stadigvæk pæne arme.

Robert skulle have tre rækker sælskindspletter på den hermelins­ cape, der hang uden på kåben, også af højrød silke. Som hertug skulle Sunny have fire rækker; men mændene havde ingen slæb at bekymre sig om: Hun ville alligevel være nødt til at tjekke længden på Roberts kåbe. Den var blevet syet til ham for ti år siden, da han arvede titlen, og han brugte den kun sjældent. Ældre adelsmænd snublede ofte over for lange kåber. Måske var det bedre at få Ede and Ravenscroft til at sy en ny. Hun ville ikke lade et spørgsmål om 47

27082-indhold.indd 47

10/07/13 07.50

billetter ødelægge sine forventninger til den store begivenhed. Hun faldt i søvn.

Om morgenen ringede hun efter Reginald og bad ham gå ned til posthuset og se, hvad der kunne gøres for at geninddrage det brev, han var gået ned for at poste i går. Pakken kunne bare blive sendt, som det hele tiden havde været meningen, men brevet ville hun gerne have tilbage.

Reginald, som var helt klar over, at posten for længst var blevet afsendt, og at der ud over at opsnappe brevet, idet det gik gennem brevsprækken i Yatbury Præstegård, ikke var nogen chancer for at få det igen, gennemførte alligevel en forespørgsel på posthuset. Han vidste, hvad der var i brevet, idet han havde dampet det op, som han havde for vane, havde undret sig højligt over, at et så værdifuldt indhold ikke blev sendt anbefalet, og havde besluttet sig for ikke at stjæle dem. Plads syv, otte og ni på fjerde række i Westminster Abbeys vestlige kirkeskib den 26. juni kunne kun betyde en ting, og risikoen var alt for stor.

27082-indhold.indd 48

10/07/13 07.50

Kongen længe leve er oversat fra engelsk efter »Long Live the King» Copyright © Fay Weldon 2013 Dansk udgave © Lindhardt og Ringhof Forlag A/S Omslag: Mikkel Henssel Bogen er sat med Minion hos AKAPRINT as, Aarhus Trykt hos Livonia Print Sia ISBN: 978-87-1137-188-6 1. udgave, 1. oplag 2013 Printed in Latvia Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof A/S, et selskab i Egmont

27082-indhold.indd 4

10/07/13 07.50