Indledning Læs bogen højt med fokus på at lade børnene deltage i samtale og bevægelse undervejs. Læs rytmisk og langsomt, og underbyg historien med fagter, kropssprog, tegn-til-tale, babytegn eller andet. Afprøv sammen med børnene de ord og sætninger, der kan sættes krop på, f.eks. måden, som dyret kravler eller bevæger sig på. Tal om hvert dyr: Hvordan ser det ud, hvor bor det, hvad spiser det, hvad farve har det osv. Lad børnene prøve at tegne eller farvelægge dyrene. Tag efterfølgende ud i naturen for at lede efter insekter. Tal om de foreslåede fokusord på hver side, men også gerne om andre ord. Spørgsmålene er kun forslag. Tilpas spørgsmål, samtale og aktiviteter til børnenes alder. Start med det lette/nemme og mest oplagte, og gør ved hver oplæsning spørgsmålene og udfordringerne en smule sværere. Inddrag hele tiden børnenes egne oplevelser med insekter. Brug gerne god tid på hver side, giv plads til pauser, forklaringer og samtale. Prøv tingene af, og læs remsen et par gange, før I fortsætter til næste krible-krable-dyr. Rigtig god fornøjelse! Lotte Salling
Lotte Salling KRIBLE KRABLE RIM FOR DE SMÅ Tekst © 2014 Lotte Salling og Forlaget Carlsen Illustrationer © 2014 Lea Letén og Forlaget Carlsen Grafisk tilrettelægning: Charlotte Flemmer Bogen er sat med ITC Stone Informal 1. udgave, 1. oplag 2014 Trykt 2014 i Letland, Livonia Sia Print ISBN: 9788711335512 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copy-Dan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.carlsen.dk www.lindhardtogringhof.dk Forlaget Carlsen – et forlag under Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont
Over bladet kryber larven, altid glad og grøn i farven, mens den buer op og ned, – bar’ den ikke går af led!
Forslag til aktiviteter: Prøv at krybe af sted, mens I buer op og ned. Kravl gerne op og ned ad møbler eller op i ting på legepladsen. Vis også, hvordan man kan gå af led. F.eks. kan den voksne pludselig sige: ”Gå af led,” og så skal børnene sno sig sammen eller ligge mærkeligt.
Udvælg nogle fokusord som f.eks. Krybe: Hvordan bevæger man sig, når man kryber? Er der andre dyr end larven, der kryber? Glad: Kan man bevæge sig på en glad måde? Hvordan går man, hvis man er ked af det? Bue: Tegn nogle buede larver på papir ved siden af nogle lige larver. Kan I finde ting indenfor eller udenfor, der er buet i formen? Grøn: Snak om farver. Lad nogle af de tegnede larver blive grønne, og andre få andre farver.
Hvepsen elsker marmelade fra min farmors kagefade. Hvis jeg rør’ den, mens den slikker, si’r den tak for mad – og stikker!
Forslag til aktiviteter: Læg tegninger af kager eller kagefade på gulvet. Tegn hvepse eller små sorte prikker på, og sum rundt om kagerne, mens I prøver at spise af dem. Når I rører en hveps, bliver I stukket og skal hen til en voksen for at blive pustet på.
Udvælg nogle fokusord som f.eks. Elske: Hvad elsker hvepsen at spise? Hvad elsker I selv at spise? Slikke: Slikker I mad i jer ligesom hvepsen? Hvad kan man f.eks. slikke på? Farmor: Har I en farmor eller mormor? Bager hun kager? Hvem bager ellers kager? Stikke: Er der andre dyr end hvepsen, der stikker? Har I prøvet at blive stukket?