STEEN RAMSGAARD
KRIGEN I EUROPAS BAGGĂ…RD Historien om Jugoslaviens sammenbrud
Lindhardt og Ringhof
Steen Ramsgaard Krigen i Europas baggård Historien om Jugoslaviens sammenbrud © 2016 Steen Ramsgaard & Lindhardt og Ringhof Forlag A/S Omslag: Henrik Koitz Redaktion: Elise H. Nørholm Billedredaktion: Conny Mikkelsen Bogen er sat med Palatino hos Christensen Grafisk og trykt hos Livonia Print ISBN 978-87-11-51053-7 1. udgave, 1. oplag 2016 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof, et selskab i Egmont
4
Indhold Forord . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 7 Kapitel 1: Massegravenes fortælling . . . . . . . . . . . . . . . 13 Kapitel 2: Jugoslavien set med danske øjne . . . . . . . . . . . 25 Kapitel 3: Men under overfladen ... . . . . . . . . . . . . . . . . . 41 Kapitel 4: Balkans kongemager . . . . . . . . . . . . . . . . . . 49 Kapitel 5: Civilsamfundets sammenbrud . . . . . . . . . . . . . 67 Kapitel 6: Opløsningsprocessen . . . . . . . . . . . . . . . . . . 83 Kapitel 7: Krigen bryder ud . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 95 Kapitel 8: FN-styrkernes ilddåb på Balkan . . . . . . . . . . . . 111 Kapitel 9: Besøg i Mordor . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 115 Kapitel 10: Operation Storm . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 129 Kapitel 11: Ildstormen rammer Bosnien . . . . . . . . . . . . . . 137 Kapitel 12: Spillet bag tæppet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 153 Kapitel 13: Voldtægt som våben . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 163 Kapitel 14: Krigens symboler . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 171 Kapitel 15: Danske øjenvidner . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 183 Kapitel 16: Gennem ingenmandsland i en Lada . . . . . . . . . . 203 Kapitel 17: Leoparderne kommer . . . . . . . . . . . . . . . . . . 225 Kapitel 18: Srebrenica: Serbiens sorteste stund . . . . . . . . . 237 Kapitel 19: Srebrenica: den franske forbindelse . . . . . . . . . . 257
Kapitel 20: Dayton-fredsaftalen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 273 Kapitel 21: Retsopgør og genopbygning . . . . . . . . . . . . . . 297 Kapitel 22: Kosovo og Makedonien . . . . . . . . . . . . . . . . . 311 Kapitel 23: Opgøret med Miloševic´ . . . . . . . . . . . . . . . . . . 327 Kapitel 24: Fra skødehund til landsfader . . . . . . . . . . . . . . 345 Kapitel 25: EU udvider mod sydøst . . . . . . . . . . . . . . . . . 357 Kapitel 26: Uventet hjemkomst med uforudsigelige følger . . . . 369 Kapitel 27: Krudttønden Balkan . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 377 Afslutning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 397 Tidslinje . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 401 Litteratur . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 409 Illustrationer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 411 Navneregister . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 413
6
Forord
I
juni 1991 rejste jeg på min første reportagetur til Balkan. Jugoslaviens blodige opløsning var gået i gang, og kampene brudt ud i Slovenien. Dermed åbnede en ny verden sig. Jeg havde været på mange reportagerejser i det meste af Mellemøsten som journalist på både Politiken og TV-Avisen, været i flere af de tidligere Warszawapagt-lande og dækket Murens fald og Østeuropas frigørelse af Sovjetunionen. Det her var noget andet. Noget helt andet. De næste godt fire år rejste jeg derned igen og igen som TV-Avisens Balkan-medarbejder. Jeg var som regel hele følelsesregistret igennem på turene: fra ‘det her gør jeg sgu aldrig igen’, når alting var ved at sande til i stift bureaukrati og afvisninger med de mærkværdigste begrundelser, til sprudlende begejstring, når de mest umulige ting alligevel lykkedes. For det var heldigvis normen frem for undtagelsen, takket være velvilje, imødekommenhed og generel gæstfrihed og venlighed, som menneskene på Balkan er så rige på. Det er både på grund af menneskene og den fantastiske natur, at jeg fik Balkan i blodet. Gang på gang er jeg blevet blæst omkuld af de mest betagende syn: sneklædte alper i april nord for Ljubljanas lufthavn, udsigten over Sarajevo fra bjergene – hvor bevidstheden om, at herfra blev byen sønderbombet af kanoner gennem 1.400 dage, kan få en til at gyse – solnedgang ved Adriaterhavskysten under vajende palmer og med udsigt til nogle af Kroatiens over 1.200 øer. Her er bjerge og skove med nogle af Europas sidste vildtlevende bjørne og ulve, dybblå søer med århundredgamle klostre og kirker 7
langs bredderne og småfloder med ørreder, der kan opfylde enhver lystfiskers drøm. Læg dertil det balkanske køkkens mange og store glæder, en vindyrkning, der konstant vokser i kvalitet og international anerkendelse, og hjemmebrændt slivovits, raki og andet godt, der enten er brygget på blommer eller brændt på druerester efter vinpresning. Det smager som regel af mere og slår som en hammer. Enhver gæst får tilbudt minimum et glas, hvis værten ellers har noget hjemmebryg, og det er meget upassende at takke nej med henvisning til tidspunktet på dagen. Hvorfor er et fra naturens side så frugtbart og rigt område som det tidligere Jugoslavien dog havnet i et økonomisk og politisk hængedynd så stort, som tilfældet er i dag? Hvordan kunne det gå så galt for en region, der har næsten alt, et hjerte kan begære? Hvordan kunne menneskene her finde på at bryde deres velfungerende, multietniske samfund ned i atomer? Hvordan kunne tidligere landsmænd og naboer finde på at myrde hinanden på den mest bestialske måde? Det forsøger jeg sammen med mine kilder at give nogle bud på i denne bog. * Balkan har historisk set altid været grænseland. I oldtiden udgjorde det grænsen mellem Det Øst- og Det Vestromerske Rige og mellem den katolske og ortodokse kirke. I middelalderen og op til begyndelsen af 1900 var det grænsen mellem Europa og Orienten og i efterkrigstiden mellem NATO og Warszawapagten. De gamle grænser har sat sig varige spor. Den dag i dag er det tydeligt, at Slovenien var en del af Østrig-Ungarn, styret fra Wien af bureaukrater, der var effektive og havde en høj arbejdsmoral. Deres modpol var Det Osmanniske Rige, der i 1500-tallet stod på højdepunktet af sin magt. I 1600-tallet satte forfaldet ind med alt, hvad det indebar af ineffektivitet. Det fik lov til at bundfælde sig på resten af Balkan – længst i Makedonien og Kosovo. Alligevel er lighederne slående. Serbere, kroater og bosniakker 8
taler stort set det samme sprog på tværs af de kulturelle og religiøse grænser. I Bosnien møder man ganske ofte mennesker med lyst hår – eller i hvert fald lysere end de flestes – og med blå eller grønne øjne. De er angiveligt efterkommere efter de keltiske stammer, der i 400-500-tallet var på folkevandringer fra nord og ned gennem Europa. Men derudover kan man ikke se på folk, hvilken etnisk eller religiøs gruppe de tilhører. De klæder sig ens, lytter meget ofte til den samme musik, spiser de samme retter og drikker den samme alkohol. Også muslimerne. Så det var ikke ‘århundreders had og indbyrdes stridigheder’, der var årsag til krigens udbrud. Skylden lå hos uansvarlige politikere, der med velvillige intellektuelle og journalisters hjælp spillede på modsætningerne for på den måde at komme til magten og siden bevare den. I Bosnien holdes had og mistro i live, fordi politikerne med en manglende forsoning kan bevare magten i deres egne etniske grupper, uanset hvor inkompetent og korrupt de i øvrigt opfører sig. Og i Kroatien og Serbien skaber gamle spøgelser lynhurtigt onde stemninger, hvor forsoning og sameksistens fordamper som luftige drømme, der måske materialiserer sig om en generation. * Der er nu gået et kvart århundrede, siden krigen brød ud og sendte store flygtningestrømme ud over Vesteuropa. De vigtigste politiske aktører fra dengang er alle døde: Kroatiens Franjo Tuđman, Bosniens Alija Izetbegović og Serbiens Slobodan Milošević. Det samme gælder mange andre, hvis livskraft og karrierer kulminerede i 1990’erne. Tilbage står dog stadig en række af de mænd, der dengang fyldte magtens korridorer. Til denne bog har jeg interviewet nogle af dem, der var meget tæt på magtens top før, under og efter Jugoslaviens sammenbrud. Flere af de medvirkende interviewede jeg allerede dengang i 1990’erne, da Balkan var i nyhedsstrømmens centrum. Andre har jeg mødt for første gang i forbindelse med researchen til denne bog. Jeg vil gerne takke hver og en af dem for deres tålmodighed med 9
mig, for den tid, de brugte på mig, og for de informationer, de gav mig. En særlig tak går til Tea Sindbæk Andersen, Bjarne Hesselberg og Jakob Brink Rasmussen og ikke mindst min serbiske researcher og tolk Daniel Saneo Opačić for inspiration, hjælp til kilder og kontakter, og fordi de gjorde mig opmærksom på vigtige, glemte dele af historien, som den udspillede sig for et kvart århundrede siden.
Forfatterens pas med stempler fra FN’s civile politi i Sarajevo, FN’s beskyttelsesstyrke UNPROFOR og den norske FN-transportenhed, der stod bag ‘Maybe Airlines Sarajevo’. Nordmændene stod for transport af gods, officerer, forhandlingsdelegationer, bosniske politikere og journalister fra den kroatiske by Split til Sarajevo i Hercules-fly. Navnet Maybe Airlines var en kraftig understregning af, at flyafgange og afgangstider var helt afhængige af, hvor hårde kampene og beskydningen var omkring Sarajevo. Stemplerne er fra februar 1994.
10
11
12
K APITEL 1
Massegravenes fortælling
Š
kabrnja er navnet på en kroatisk landsby i en frodig, solbeskinnet nord-syd-gående dal mellem to rækker bjerge nær Adriaterhavskysten. Når man en julidag kører ned i dalen og drejer af fra hovedvejen til havnebyen Zadar, løber vejen langs marker med tætte rækker af vinstokke, høje majsplanter og vajende solsikker i en hed sommerbrise. Efter nogle kilometers kørsel krydser man et jernbanespor. Så er man inde i Škabrnja. Byen er bemærkelsesværdig. Stort set alle bygninger er enten helt nye eller grundigt restaurerede. Vel er markerne rundt om byen frodige, men den virker mere velhavende end så mange andre i området. Mens jeg kører gennem byen med min tolk Daniel fra Beograd, bemærker jeg, hvordan folk stirrer efter os. På en cafe ud mod hovedgaden sidder en lille gruppe mænd og ryger. Deres blikke udstråler i bedste fald ligegyldighed, i værste fald fjendtlighed. Jeg ved godt hvorfor. Min Polo har serbiske nummerplader. Det fremgår tydeligt, at den er indregistreret i Beograd, hvor jeg lejede den til en tidages rundtur gennem Serbien, Kroatien og Bosnien. Måske skulle jeg bare have parkeret på den anden side af jernbanen og gået ind. Men eftermiddagsheden er hård, og vi skal rundt forskellige steder i Škabrnja. Et stort skilt længere fremme viser vej til et mindesmærke. Det 13
er det, jeg leder efter. En stor, blankpoleret sort marmorplade skåret skråt igennem lodret såvel som vandret. Hvor de fire stykker støder sammen, er dele af hjørnerne skåret væk, så mellemrummet danner en due. På pladen er en række navne og årstal indgraveret under Kroatiens skakternede nationalsymbol. Bag en lav mur går en mand i T-shirt, shorts og sandaler i en stor have og ser til sine tomat- og aubergineplanter og svulmende rækker af grøntsager. I virkeligheden skæver han mere til os og bilen med en blanding af nysgerrighed og forbehold. Det er den mest imødekommende attitude, jeg oplever i Škabrnja. Så jeg præsenterer mig og spørger ham på engelsk om marmorpladen. – Den er et mindesmærke over de 13 mennesker, hvis lig blev fundet ved muren lige ved siden af, hvor du står, svarer han. På sydsiden af den lave havemur blev en massegrav opdaget i 1995, efter at Kroatien havde generobret denne del af landet. Området her blev af lokale serbere udråbt som en selvstændig stat i 1990 og erobret med hjælp fra den jugoslaviske forbundshær i 1991, hvorefter det fik navnet Republika Srpska Krajina. – Jeg var her ikke dengang. Jeg kom først hertil i 1996, og med min brors hjælp købte jeg grunden og byggede huset her, siger han og peger bagud mod en kæmpestor, imponerende villa opført i limsten. Mladen Perica hedder han, og han taler et udmærket amerikansk med kraftig slavisk accent. Han emigrerede til USA i begyndelsen af 1970’erne og slog sig ned i Cincinnati i staten Ohio. Her mødte han sin kone, Lillian, der er født i Sarajevo. Som pensionister nyder de nu somrene i Kroatien. Han fortæller, at det egentlige mindesmærke over massakren står nede ved kirken et par kilometer længere sydpå. Han forklarer os vejen og opfordrer os til at være lidt forsigtige på grund af de serbiske nummerplader. På kirkegården står tre store granitplader med navne og dødsår indgraveret. De fleste er døde i 1991, resten i 1992. Monumentet står tæt på indgangen, hvor mange sorte gravsten ligeledes springer i øjnene. Nogle med et enkelt navn, andre med flere navne som en mar14
Mindesmærket på kirkegården i Škabrnja. To gange blev byen overfaldet af serbiske militser. Første gang var i november 1991, hvor de myrdede 67 mennesker. Anden gang i marts 1992, hvor de myrdede yderligere 18. De næste tre år blev byen brugt som mål under skydeøvelser, og da krigen var slut, var Škabrnja skudt i grus.
kering af, at de pågældende var i familie. Også de sorte gravsten angiver dødsåret 1991 eller 1992. Den 18. november 1991 rykkede enheder fra den jugoslaviske folkehær, JNA, ind i Škabrnja under påskud af at ville adskille stridende kroatiske hjemmeværnsfolk og serbiske militser. Men militsfolk fulgte i hælene på hærens pansrede mandskabsvogne, og da de var inde i byen, begyndte militsfolkene at myrde civile indbyggere fra både Škabrnja og en af nabobyerne. I alt blev 62 civile og fem krigsfanger dræbt denne og den følgende dag. Langt de fleste civile var over 60 år gamle. En del af ligene blev udleveret af officerer fra JNA til de kroatiske myndigheder i Zadar i dagene efter massakren. Resten blev smidt i massegrave. 15
Trods november-massakren blev nogle af de kroatiske indbyggere i Škabrnja boende. Men i marts 1992 vendte den jugoslaviske hær tilbage til byen sammen med serbiske militsfolk. Yderligere 18 mennesker blev myrdet. Derefter begyndte en langstrakt ødelæggelse af byen, der jævnligt blev beskudt med artilleri eller morterer. Da krigen sluttede med Kroatiens generobring af Krajina i august 1995, var der ikke et eneste helt hus tilbage i Škabrnja. Byen er genopbygget af den kroatiske stat med rundhåndet hjælp fra EU-Kommissionen. Škabrnjas skæbne har gjort byen til en slags symbol på krigen og dens ødelæggelser og ofre i Kroatien. Den 18. november hvert år markeres massakren med kransenedlæggelser af Kroatiens førende politikere. * I alt 27 lig blev fundet i massegrave i Škabrnja. Alle ofrene blev identificeret, takket være Det Retsmedicinske Fakultet ved Zagreb Universitet. Blandt fakultetets ansatte er nogle af verdens mest erfarne og efterspurgte retsmedicinere. Siden 1991 har de arbejdet uafbrudt på at identificere ofre for krigsforbrydelser. Først i Kroatien, så Bosnien. Siden også i Kosovo og Makedonien. Arbejdet er tidskrævende, enerverende og langtfra slut endnu. Indtil videre er der opgravet over 13.000 lig efter krigen. Der var ingen problemer med at identificere de ofre, som blev fundet, mens krigen endnu rasede eller lige efter. Men nu er der kun skeletter tilbage, og så er det en helt anden sag. Alligevel har de ansatte på Det Retsmedicinske Fakultet identificeret godt 85 procent af de over 4.000 ofre, der er fundet gennem de seneste ti år. Identifikation af ofre kan nu og da virke som umulige opgaver. Der har været mange tilfælde, hvor en familie er blevet brændt ihjel i kælderen under deres hus, hvorefter huset er styrtet sammen efter branden eller blevet jævnet med jorden af sprængstoffer. Deres tøj er som regel brændt, hoved og tænder knust af sammenstyrtede lofter og mure. 16
De kroatiske myndigheder leder stadig efter over 900 kroater, der forsvandt mellem 1991 og 1995, og 700 serbere, hvoraf flertallet blev meldt savnet i 1995. Alle var kroatiske statsborgere og optræder på en liste, som myndighederne i Kroatien og Serbien har udarbejdet i fællesskab. Fund af massegrave er stadig politisk sprængfarligt. Hver ny massegrav bekræfter de efterladtes – og deres landsmænds – meget generaliserende opfattelse af gerningsmændene og deres landsmænd som krigsforbrydere over en kam. * Retsmedicineren Milovan Kubat har arbejdet på fakultetet siden midten af 1980’erne. Han var med til at identificere de ofre, den jugoslaviske hær udleverede fra Škabrnja til de kroatiske myndigheder i Zadar i dagene efter massakren. Og siden også de ofre, der blev fundet i byens massegrave efter krigen. I begyndelsen af 1991 havde frygten og usikkerheden grebet store dele af Jugoslaviens befolkning. Alskens konspirationsteorier florerede sammen med voksende etniske modsætninger og en stadig mere hadefuld retorik. Specielt i Kroatien, der stod på nippet til at erklære sig selvstændigt, og i Serbien, der var arge modstandere af, at Kroatien brød ud af Jugoslavien, uden at de serbisk befolkede dele af Kroatien fik lov til at blive en del af det tilbageværende Jugoslavien. I denne oppiskede atmosfære gik der mange rygter om massakrer. På Det Retsmedicinske Fakultet i Zagreb hørte Milovan Kubat dem også. Ingen på fakultetet havde dog set dokumentation for massakrer. Men så blev rygterne mere konkrete, og beviserne begyndte at dukke op. Denne formiddag i begyndelsen af juli 2015 tager Milovan Kubat imod i sit kontor i Zagreb, iført sort T-shirt. Han er en slank, midaldrende mand med studset overskæg. Vi sætter os i et sofaarrangement i hans store kontor. I det modsatte hjørne står en gigantisk gammeldags kakkelovn beklædt med 17
keramikfliser. Ved siden af står en stumtjener med tre hvide kitler. Det massive skrivebord er dækket af stabler af papir og mapper og fylder godt foran en bogreol med masser af ringbind. – Den første sag, vi fik ind, var ikke en massakre. Det drejede sig om drabet på en kroatisk politibetjent, der blev skudt ned i nationalparken Plitvice i påsken 1991. Men den næste var. Den fandt sted i begyndelsen af maj 1991 i Borovo Selo, en forstad til Vukovar i det østligste Kroatien. Her blev 12 kroatiske betjente dræbt og 20 såret i et baghold. Betjentene ville befri to kolleger, der var taget til fange af bevæbnede lokale serbere, mens de forsøgte at udskifte Jugoslaviens flag med Kroatiens. En sekretær på fakultetet serverer espresso og vand. Milovan Kubat taler et udmærket tysk, men er mest tryg ved at udtrykke sig på serbokroatisk, så interviewet foregår ved hjælp af min tolk. – Min egen første store obduktionsopgave var i nærheden af den kroatiske by Struga, ikke så langt fra Jasenovac. Der var både politibetjente og civile blandt de 16 ofre, og de blev bragt her til Zagreb med lastbil. Vi obducerede dem her. Antallet af massakrer eskalerede i løbet af sommeren og efteråret 1991, i en uendelig, blodtørstig rus af aktion og reaktion. En af de værste oplevelser, Milovan Kubat har været ude for, var en sag nær landsbyen Pakrets i det centrale Kroatien, hvor en ældre mand og hans barnebarn blev fundet. De var blevet mejet ned på tæt hold med maskingevær og derefter smidt i samme grav. Bedstefaderens søn og drengens far var politibetjent og med på det hold, der rykkede ind i landsbyen, efter at de serbiske militsfolk havde trukket sig ud. Milovan Kubat ser træt ud. Han har arbejdet det meste af natten for at færdiggøre en rapport om de seneste udgravninger og identifikationer. Der venter stadig et stort oprydningsarbejde efter krigen i 1990’erne. Den første store sag, hvor han både var med til at udgrave og identificere ofre, var i landsbyen Voćin i det nordøstlige hjørne af Kroatien. – Det var medlemmer af militsen De Hvide Ørne, der begik forbrydelsen midt i december 1991. Alle retsmedicinere på fakultetet tog 18
Den kroatiske retsmediciner Milovan Kubat har arbejdet med at identificere menneskelige rester i Balkans massegrave siden 1991. Han er blevet en af verdens mest erfarne og efterspurgte retsmedicinere. Arbejdet er langt fra overstået.
med og lavede obduktioner på stedet. Voćin var blevet angrebet af militsen, som bagefter trak sig tilbage til serbisk kontrollerede områder. De døde blev obduceret på et medicinsk center i nærheden af Voćin. 43 mennesker blev dræbt, de fleste kroater. Resten var serbere, der havde forsøgt at beskytte deres kroatiske naboer imod militsfolkenes rasen. De blev øjeblikkeligt straffet med døden. De Hvide Ørne var en paramilitær enhed, hvis medlemmer kom fra selve Serbien. Den var grundlagt af ultranationalisten Vojislav Šešelj, professor og stifter af partiet Serbiens Radikale Parti. * Omkring 20.000 mennesker blev dræbt i krigen i Kroatien. Langt de fleste af dem var kroater. Den periode, hvor serberne udgjorde fler19
tallet af ofrene, var fra august 1995, efter den kroatiske hær havde generobret det såkaldte Republika Srpska Krajina i Operation Storm. I ugerne derefter drog kroatiske militser hærgende og plyndrende gennem Krajina og begik massakrer. En af mange fandt sted i landsbyen Varivode, hvor mindst ni ældre serbere blev dræbt i september 1995. Det er svært at finde præcise tal for, hvor mange der blev dræbt under og efter den kroatiske generobring. Opgørelserne svinger fra 200 og op til 1.500. Milovan Kubat selv er ikke sikker på tallet. Generobringen af Krajina betød, at retsmedicinerne for alvor fik travlt med at opgrave både friske og gamle massegrave. I januar 1998 fik Kroatien officielt fuld kontrol over den sidste serbisk besatte del af landet, Østslavonien med Vukovar som hovedby. Men allerede i 1996 overtog FN administrationen af området. Og derefter gik arbejdet med at finde forsvundne i gang. Som i resten af Krajina var der mange massegrave. En af dem lå i Ovčara nær Vukovar. Langt de fleste af massegravens 200 ofre havde været patienter på hospitalet i Vukovar, men efter byens erobring i november 1991 blev de ført til Ovčara og henrettet. Også andre grave dukkede op. – I 1997 fandt vi nær Vukovar en grav med 937 lig. Mange af dem var mennesker, der var blevet dræbt i kamp eller under de tre måneder lange bombardementer af Vukovar. Men der var også ofre for massakrer og personlige opgør med rene likvideringer. De døde var blevet lagt det samme sted, så de senere kunne graves op igen. * I Bosnien har Milovan Kubat også været med til at åbne massegrave og identificere ofrene. Omkring 120.000 mennesker mistede livet i Bosnien, og af dem udgjorde civile muslimer omkring 70.000. Lidt over 20.000 serbere blev dræbt, men her udgjorde unge soldater langt den største del. Den sidste gruppe af ofre var muslimske soldater og etniske kroater, civile såvel som militærfolk. – Vi har oplevet, at lig fra en oprindelig massegrav er gravet op og lagt i en anden massegrav. Sådan en betegnes som en sekundær 20
massegrav. I Kroatien var der ikke så mange af den slags. Men i Bosnien skete det ret ofte. Det var forfærdeligt. Og der havde vi ikke kun med sekundære grave at gøre. Et sted nær Tuzla i det centrale Bosnien blev der fundet en massegrav, hvor der lå rester og DNA fra et menneske, som man også havde fundet rester og DNA af i to andre grave. Ofret var altså blevet gravet op og smidt i en ny grav hele to gange. – Den slags har vi endnu til gode at se i Kroatien. Det kunne se ud, som om man i Kroatien begik drab mod bestemte mennesker i et pludseligt had til den pågældende og måske for at hævne noget fra fortiden. Men i Bosnien ... Hvis man først slår folk ihjel og derefter arbejder hårdt på at fjerne alle sporene ikke bare en, men to gange eller mere, så virker det endnu mere brutalt, planlagt og vanvittigt. * De ældste ofre i massegravene i Kroatien har nu ligget der i et kvart århundrede. Det lykkes som regel at identificere dem ved hjælp af DNA, som i nogle tilfælde er indsamlet hos slægtninge så langt væk som Australien og USA. – Familiemedlemmer skal selv henvende sig for at få udstedt en dødsattest, hvis en slægtning er forsvundet og formodet død. Når de henvender sig, skal de oplyse højde, vægt og den slags. Vi kan så tage prøver af de efterladte til DNA-analyser. Det er en af måderne, vi kan identificere ofrene på. Retsmedicineren oplever også at få opkald fra mennesker med mere ondskabsfulde hensigter. – De hævder, at der ligger massegrave på bestemte adresser. Når vi så begynder at grave, finder vi kun dyreknogler. På lossepladser, imellem affald og gamle biler har vi også fundet rester af dyre- og menneskeknogler blandet sammen. Og i brønde har vi fundet rester af lig. I nogle tilfælde blandet med dyreknogler. Den slags er både et forsøg på at skjule forbrydelsen og vise foragt over for ofrene. Det seneste eksempel på den slags oplevede Milovan Kubat i vinteren og foråret 2013 i byen Sotin nær Vukovar. 21
– De serbiske myndigheder informerede de kroatiske myndigheder om eksistensen af en massegrav. Kroatiske retsmedicinere tog afsted, men fandt i første omgang ikke noget, fordi stedet var forkert. Senere fandt de massegraven, og her var rester fra mennesker blandet med dyreknogler, bl.a. fra hunde. – Også den massakre blev begået af De Hvide Ørne. Jeg analyserede 87 knogler og kunne konstatere, at de stammede fra 13 forskellige personer. De var blandet med dyreknogler i et forsøg på at forvirre efterforskningen. Det første, jeg gjorde, var at sortere dyreknoglerne fra. Et af problemerne med at finde massegravene er, at naturen ændrer sig gennem årene. For 25 år siden var der måske ingen træer, mens der nu vokser store træer. Og det kan gøre massegravene meget svære at finde. Selv folk, der har boet i småbyerne, kan have svært ved at genkende stederne og udpege massegravenes positioner. Nogle gange kommer naturen dog også til hjælp. Under de voldsomme oversvømmelser på Balkan i foråret 2014 dukkede der skelet rester op flere steder i Bosnien, efter at vandmasserne havde gravet dem fri. * Det kræver en meget høj grad af tillid, før tidligere dødsfjender kan arbejde sammen om noget så smerteligt og politisk sprængfarligt som at identificere egne ofre for modpartens krigsforbrydelser. Her spiller Milovan Kubats egen baggrund en vigtig rolle. Han er etnisk serber, født og opvokset i den del af Kroatien, der under krigen var en del af det såkaldte Krajina. Og så er han kroatisk gift. Det betyder, at myndighederne overalt i det tidligere Jugoslavien har fuld tillid til ham. Ingen mistænker ham for at manipulere eller arbejde med skjulte dagsordener på Kroatiens vegne. – Man kan spørge, hvorfor det er så vigtigt at lede efter og identificere forsvundne mennesker et kvart århundrede efter, at de forsvandt. I den her del af verden er det vigtigt! For det er et faktum, at hver gang vi er i stand til at identificere ofrene i en massegrav, så 22
Retsmedicinere og gravere på arbejde i en massegrav uden for Srebrenica i 2005. Mange steder smed gerningsmændene døde hunde og andre dyr ned i gravene, dels for at ødelægge efterforskningen og dels som en sidste hån mod ofrene.
sker der det, at de nationale spændinger og konfrontationer tager af. De efterladte får endelig vished, og dermed finder de ro og får fred i sjælen. Nu ved de, hvor de skal tænde et lys for deres døde familiemedlemmer og så vidt muligt begynde på et normalt liv. Derfor er vi så ivrige efter at kunne lukke de forskellige sager. Myndighederne i Bosnien, Kroatien og Serbien er gået nye veje i forsøget på at få folk til at krydse grænser og fortælle, hvad de ved, og udpege steder med massegrave. – Myndighederne har introduceret et helt særligt telefonnummer, som folk kan ringe til anonymt. En anden fremgangsmåde bruger vi her i Kroatien i områder med såkaldt blandet befolkning. Vi bringer en repræsentant for den katolske og ortodokse kirke sammen foran en større forsamling af blandede beboere fra landsbyer og små samfund. Vi hører så deres forskellige versioner af, hvad der skete – hver part har altid sin egen version. Og så håber vi, at deres to versioner vil provokere nogen i forsamlingen til at komme med deres egen ver23
sion, eller at deres samvittighed får dem til at snakke. Den form for møder hjælper også de to parter med at forsones. Denne fremgangsmåde blev taget i brug i 2012. Resultatet var først og fremmest, at forholdene mellem de to etniske grupper blev forbedret. Derudover var der en stigning i antallet af anonyme telefonopkald. – Vi kan ikke sige noget præcist tal for, hvor mange henvendelser der skyldes tiltaget med at samle mennesker med forskellig etnisk baggrund. Men på en eller anden måde hænger det nok sammen. Det er så afgjort en god ide og en bevægelse i den rigtige retning. Vi har repræsentanter for kirkerne og for staten. Og når folk ser os sammen, kan frygten forsvinde for nogle. De ser jo, hvor mange vi er om at gennemføre denne aktivitet sammen. Og så forklarer jeg dem, at hvis et af deres familiemedlemmer stadig er forsvundet, så ønsker de jo helt afgjort at få resterne af vedkommende udleveret og begravet. Så hvorfor ikke hjælpe os? Omkring 13.000 mennesker er stadig forsvundet efter krigen på Balkan i 1990’erne.
24