Ligblomsten - læseprøve

Page 1

226 mm

90 mm

153 mm

24,5 mm

Hvad hed hun? Hende, de tror, der gjorde det?” “Anna Kiel. Og det er ikke bare noget, man tror. Man ved det. Hun blev fanget af et overvågningskamera i Mossings indkørsel på vej væk fra gerningsstedet. Og med ‘fanget’ mener jeg, at hun stod og stirrede direkte ind i linsen i flere minutter, inden hun forlod adressen, uden at forsøge at afmontere eller ødelægge kameraet. Smurt ind i blod fra top til tå, helt stille og rolig. Stod bare og kiggede ind i kameraet uden at fortrække en mine. Den vildeste psykopat.”

Uddrag fra bogen

JOURNALIST HELOISE KALDAN står midt i et mareridt: Hendes kilde er blevet afsløret i en løgn, og avisen står på gloende pæle. Det samme gør Heloises privatliv. Midt i det hele modtager hun mystiske breve fra Anna Kiel, som i tre år har været eftersøgt for drabet på en ung advokat. Både den egenrådige politimand Erik Schäfer og Heloise begynder at grave i den gamle sag, da der sker endnu et drab. Har Anna Kiel slået til igen, eller er der mere end én morder? Hvorfor leder alle spor i sagen pludselig til Heloise? Er hendes eget liv i fare?

LIGBLOMSTEN er en stærk krimi om hævn, retfærdighed og tilgivelse.

Omslag: henriettemork.dk Forfatterfoto: HEIN Photography

Ligblomsten_sats2.indd 1

LINDHARDTOGRINGHOF.DK

CMYK + PANTONE

153 mm

ANNE METTE

HANCOCK

90 mm

er journalist og forfatter og har en bachelorgrad i Historie. Hun er født i 1979 i Gråsten og har boet i Frankrig og USA. I dag bor hun i København med sin familie.

Facebook.com/AnneMetteHancock Instagram: @annemette.hancock

LIGBLOMSTEN KRIMI LINDHARDT OG RINGHOF

13/02/17 11:10


ANNE METTE

HANCOCK

LIGBLOMSTEN KRIMI LINDHARDT OG RINGHOF

Ligblomsten_Smuds og titelblad.indd 2 Ligblomsten.indd 3

07/02/17 10:10 09/02/17 09.08


Ligblomsten Copyright © Anne Mette Hancock & Lindhardt og Ringhof Forlag A/S 2017 Omslag: Anne Mette Hancock og Henriette Mørk Bogen er sat med Garamond og trykt hos Livonia Print Printed in Latvia 2017 ISBN 978-87-11-56959-7 1. udgave, 1. oplag Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S er et selskab i Egmont

Ligblomsten.indd 4

09/02/17 09.08


Til min mor og far

Ligblomsten.indd 5

09/02/17 09.08


Ligblomsten.indd 6

09/02/17 09.08


1

Anna fantaserede ofte om at slå ham ihjel. Om at snige sig lydløst ind på ham og med en resolut bevægelse køre bladet hen over struben på ham. Derfor vågnede hun ikke med et sæt, men roligt og søvnigt blinkende fra endnu en drøm, der efterlod hende med et kalejdoskop af voldscener på nethinden og en følelse af henrykkelse. Er det ovre nu? Hun blev liggende lidt i mørket, mens hun prøvede at vænne sig til virkeligheden. Hun kiggede på uret, der stod på klinkegulvet ved siden af sengen. Tallene viste 5:37. Det var det længste, hun havde sovet, siden hun havde indlogeret sig i huset. En hunds gøen rungede igennem arkaden ved det gamle kloster i nabogaden. To glam efterfulgt af et kort, undertrykt hyl og så fuldstændig stilhed. Anna løftede sig på albuerne i sengen og spidsede ører et øjeblik. Hun skulle til at lægge sig igen, da en bil nærmede sig langsomt, hostende. Hun rejste sig og gik hurtigt hen til det ene af soveværelsets to vinduer. En bølge af uro skyllede gennem hendes krop. Hun åbnede én af de kalkgrønne skodder på klem, så morgensolen skar gennem rummet i en smal stråle, og så ned på gaden to etager under sig. Med undtagelse af en kat, der sad og vuggede dovent med halen på muren ind til den tilgroede gårdhave i bygningen overfor, lå Rue des Trois Chapons øde. Annas blik panorerede hen over de forskellige huse og stoppede op ved genboens stueetagevindue. Det stod på vid gab. Nor7

Ligblomsten.indd 7

09/02/17 09.08


malt var alle vinduerne i huset tilskoddede, og det var første gang, hun havde set tegn på liv i den støvede ejendom. Det var, som om det mørke hul i muren zoomede ind på hende; som et øje, der stirrede op mod hende. Angsten begyndte at sitre i hendes fingre, og hun kunne mærke sine pulsslag dunke i ørerne. Er det ham? Har de fundet mig? Hun blev stående i skjul bag skodderne og holdt øje med gaden, indtil hendes vejrtrækning var behersket igen. Så nikkede hun beroligende til sig selv. Der var ingen dernede. Ingen, der gemte sig i skyggerne. I det hele taget var der ikke mange, der kom og gik i den lille gade. Rue des Trois Chapons strakte sig fra kirken på torvet til byens hovedgade og var snørklet og smal. Rakte man armene ud, kunne man uden besvær røre ved kampestenshusene på begge sider af vejen samtidig. I gadeniveau afslørede en sødlig stank, at det var her, herreløse katte søgte tilflugt om natten. Her, de luskede rundt og peb lidende i deres søgen efter selskab. Men mennesker havde Anna ikke set mange af. Ikke herinde i gyden. Hun lukkede vinduet og gik nøgen op ad den ujævne stentrappe. På tagterrassen tændte hun for vandhanen, og haveslangen begyndte at sno sig hen over fliserne. Hun samlede den op og skyllede sig i strålen. Det kolde vand gjorde ondt på hendes søvnvarme krop, men hun reagerede ikke på ubehaget. Hun strøg vandet af kroppen og redte sit våde hår med hænderne. Så lod hun fingerspidserne synke ind i sine udhulede kinder og betragtede sit spejlbillede i terrassedørens vindue. Hun havde tabt sig. Ikke meget, måske ikke mere end tre-fire kilo, men brysterne var blevet mindre, armene senede og ansigtet smalt. Hun kunne ikke beslutte sig for, hvad hun syntes, hun lignede mest: et forvokset barn eller en gammel kone. Begge dele fik hendes indvolde til at vende sig i hende. Hun tog en jerseykjole og et par espadriller på og gik ned i køkkenet, hvor hun fandt en humpel baguette og et glas figen8

Ligblomsten.indd 8

09/02/17 09.08


marmelade frem. Stående ved vinduet spiste hun, mens hun lyttede til den skramlende lyd af salgsboder, der var ved at blive stillet op på markedspladsen. I går havde hun sendt brevet. Hun var kørt den tre timer lange tur til Cannes, hvor hun først havde hentet FedEx-pakken på La Poste i Rue de Mimont. Tilbage i bilen havde hun straks flået pakken åben og sikret sig, at pengene lå indeni. Så havde hun smidt brevet i postkassen foran posthuset og var kørt tilbage til Rue des Trois Chapons igen. Om nogle dage ville hun sende ét til. Og så ét til. I mellemtiden kunne hun kun vente. Og håbe. Da hun havde spist den sidste bid baguette, tog hun en kasket på, greb sin rygsæk og forlod huset. Hun gik ned ad hovedgaden og hen til markedspladsen, hvor hun stoppede op midt imellem boder og handlende og sugede stemningen af liv til sig. En flok børn var samlet om et lille, vakkelvornt klapbord. På bordet stod en papkasse, og i den lå et gedekid, der lod sig kærtegne af en sværm af ivrige hænder. En kraftig mand i smækbukser maste sig ind mellem et par tvillingedrenge og proppede en sutteflaske i munden på kiddet, der taknemmeligt slubrede indholdet i sig. Med sin frie hånd rakte han en plastkurv frem mod de forældre, der stod og smilede ad deres børns begejstring. De fiskede modvilligt nogle mønter op af lommerne og smed dem i. Manden takkede mekanisk og hev straks sutteflasken ud af munden på det sultne kid, så mælken sprøjtede til alle sider. Anna stod længe og betragtede frastødt manden gentage proceduren. Hun skulle lige til at gå hen og hive flasken ud af hånden på ham, da hendes blik faldt på et ældre par, der sad under en himmel af blåregn på caféen på den modsatte side af gaden. Manden var skaldet og iført en skriggul polo. Han var optaget af noget, der lignede en smørcroissant. Det var trøjen, der havde fanget Annas opmærksomhed, men det var den lille, rundkindede dame i caféstolen ved siden af, der havde fået hende til at stoppe op. Hvad damen havde på, nåede hun ikke at registrere. Det ene9

Ligblomsten.indd 9

09/02/17 09.08


ste, hun så, var det kamera, damen holdt op foran sig, og det forundrede blik, hun rettede direkte mod Anna. Anna vendte sig om og gik med beherskede skridt hen til det nærmeste gadehjørne og drejede om det. Så begyndte hun at løbe.

Ligblomsten.indd 10

09/02/17 09.08


2

“Det er ikke det samme. Det er ikke engang i nærheden af at være det samme!?” Politiassistent Erik Schäfer kiggede vantro på sin kollega på den anden side af bordet. Han og Lisa Augustin havde delt kontor i snart et år, og der var ikke gået en dag, hvor de ikke havde haft en venlig, men ophedet debat om udviklingen af en sag eller noget andet mindre væsentligt. I dag var ingen undtagelse. “Gu’ er det så,” svarede hun. “Du er bare fra en anden generation, så du er blevet opdraget til at mene noget andet. Vi er allesammen blevet hjernevasket af samfundet til at mene, at det ene er helt normalt og socialt accepteret, mens det andet moralsk befinder sig i samme kategori som underslæb og uagtsomt manddrab. I bund og grund er der ikke den store forskel. Vi har bare af uransagelige årsager besluttet os for at mene, der er.” Augustin understregede sine pointer ved at fægte med den halvspiste kalkunsandwich, hun havde i hånden. “Okay, lad mig lige få den én gang til,” sagde Erik Schäfer. “Du siger, at sex og massage er det samme?” “Jeg siger, at begge dele er fysisk tilfredsstillelse på et meget intimt plan. Lad os forestille os, at du og Connie begge har booket en tid til at få en massage –” Tanken forekom Schäfer mere end usandsynlig. “– din massør er en kvinde, hendes er en mand. I bliver hver især vist ind i et lille, dunkelt rum, hvor der står en sengelignende anordning. I tager tøjet af og lader en komplet fremmed gnide 11

Ligblomsten.indd 11

09/02/17 09.08


sine olieindsmurte hænder op og ned ad jeres nøgne kroppe. Der dufter af rosenolie, og anlægget spiller noget meditativt, dragende feel-good-musik, mens I ligger hver for sig og tænker: Åh, det er dejligt, bliv ved, ja, lige dér, kæft, det er godt.” “Du har sennep på hagen.” Schäfer kiggede tørt på hende og pegede på den gule plamage. Hun hev en krøllet serviet op af Sunset Boulevard-posen foran sig og tørrede senneppen af, mens hun fortsatte sin argumenta­ tion: “Bagefter mødes I, betaler regningen og fortæller hinanden, hvor godt det var. Aldrig har I haft det bedre, og der er ingen, der bebrejder den anden, at vedkommende netop er blevet tilfredsstillet fysisk af en fremmed. Tværtimod er I gudhjælpemig enige om, at I burde gøre det noget oftere.” Hun vendte håndfladerne opad og trak på skuldrene på en måde, der understregede, at man måtte være analfabet, hvis man ikke kunne se det indlysende i tankegangen. Schäfer blinkede et par gange. “Så du mener, det burde være lige så forbudt at få en massage, som det er at have sex med en anden end sin partner?” “Nej, for fanden, følg nu med, Schäfer. Jeg mener, begge dele burde være lige legitimt.” Erik Schäfer spærrede øjnene op. “Det er videnskabeligt bevist,” fortsatte hun. “Hvis der var færre restriktioner i et parforhold, ville det øge den ægteskabelige tilfredshed, og folk ville være langt mindre tilbøjelige til at gå fra hinanden, hvis især konen fik lov til at bolle med andre end sin mand.” “Du er fuld af lort!” Augustin grinede højt. “Det er bare, fordi din hjerne er skruet sammen som en mands,” fortsatte Schäfer med henvisning til, at Lisa Augustin havde nedlagt flere damer i sine 28 år, end han havde gjort i sit næsten dobbelt så lange liv. “Tror du ikke på mig?” Hun snurrede en halv omgang rundt på kontorstolen og begyndte at hamre i tastaturet på sin com12

Ligblomsten.indd 12

09/02/17 09.08


puter for at finde dokumentation for sin påstand, da Schäfers telefon ringede. “Reddet af gongongen,” grinede han og besvarede opkaldet. “J’allo?” “Ja, goddag, der står en kvinde hernede, som gerne vil tale med dig.” Stemmen i den anden ende af røret tilhørte en af receptionisterne i stueetagen på Politigården. “Hvad hedder hun?’’ “Det vil hun ikke oplyse.” “Ikke oplyse?” sagde Schäfer. “Hvad fanden skal det betyde?” Augustin holdt op med at skrive og kiggede nysgerrigt over på ham. “Hun siger bare, hun har noget vigtigt, du bør se. Hun siger, det vedrører en af dine drabssager fra 2013.” Schäfer modtog jævnligt både mails og telefonopkald fra folk, der troede, de kunne bidrage med informationer. Men det var ret ualmindeligt, at nogen ligefrem dukkede op på Gården. Og det var endnu sjældnere, at henvendelserne drejede sig om sager, der lå så langt tilbage i tiden. “All right, få en af vagterne til at følge hende op på anden sal og placere hende i afhøringslokale 1.” Han lagde på og rejste sig. “Hvem var det?” spurgte Augustin og gjorde ham med et nik opmærksom på den bukseknap, han diskret havde åbnet under skrivebordet for at gøre plads til maven, mens han havde spist sin frokost. “Det var min kone,” svarede Schäfer. Han sugede maven ind og knappede bukserne. “Hun har sgu lige knaldet med gartneren, så nu synes hun, jeg har fortjent en god gang hovedbundsmassage. Massøren er på vej op ad trappen i dette sekund.”

Ligblomsten.indd 13

09/02/17 09.08


3

Septemberregnen silede i hårfine, næsten lydløse stråler ned over København for femte dag i træk. Sommeren, der for længst var forbi, havde i år været mere grå end sædvanlig, og det føltes efterhånden, som om årstiderne var blevet erstattet af ét langt, mudret efterår. Heloise Kaldan var ved at haspe det åbne køkkenvindue, hvor vandet dryppede ind på karmen, da hendes mobiltelefon begyndte at brumme på spisebordet. Det havde den gjort næsten uafbrudt hele weekenden. Denne gang kendte hun ikke nummeret på skærmen, så hun afviste opkaldet og smed en mørkegrøn kapsel i Nespresso-maskinen. Den gik straks i gang med at sprutte en tjæresort lungo ud. Fra stuen så hun over mod Marmorkirkens store irgrønne kuppel. Den gamle taglejlighed i hjørneejendommen ved Olfert Fischers Gade havde hverken været rummelig eller køn, da hun i sin tid havde investeret i den. Der havde ikke engang været en bruse­ niche, og det gamle køkken, som nu var Heloises yndlingsrum, havde været decideret ulækkert. Men fra den lille stuealtan havde der været frit udsyn til Marmorkirken, og det var et af de få kriterier, hun havde oplyst ejendomsmægleren: Man skulle kunne se kuplen fra mindst ét vindue i boligen. Når hun som barn havde været på weekend hos sin far, havde kuplen været deres sted. Hver anden lørdag havde de spist flødeskumskager og drukket varm chokolade på Conditori La Glace, hvor han havde mæsket sig i othellolagkage og charmeret servi­ 14

Ligblomsten.indd 14

09/02/17 09.08


tricerne, inden de sammen var slentret ned mod Bredgade og op til kirken. Der havde de begivet sig hjemmevant ud på den snørk­lede tur op ad vindeltrapperne og krydset de knirkende gulvbrædder i loftsrummet under tagkonstruktionen for at sætte sig på en af bænkene i tårnet øverst oppe. Arm i arm havde de indtaget synet af København, sommetider dækket af sne, andre gange badet i sol, men for det meste bare grå og blæsende. Hendes far havde udpeget historiske bygninger og fortalt lange, gribende beretninger om landets konger og dronninger. Hun havde siddet og lyttet og kigget på ham med øjne, der røbede, at hun syntes, han var den rareste og klogeste i hele verden, og hver gang havde han lært hende tre nye ord, hun skulle øve sig i at bruge, til de sås igen. “Nå, lad mig nu se,” havde han sagt, mens han havde fugtet spidsen af pegefingeren mod underlæben og ladet, som om han bladrede spekulativt i et usynligt opslagsværk. “Aha! Dagens ord er: ‘fusentast’, ‘barok’ og ... ‘opulent’.” Så havde han forklaret betydningerne og givet eksempler på sjove kontekster, ordene kunne bruges i, og Heloise havde slugt det hele råt. Hun havde elsket de stunder i tosomhed på toppen af kirken, og det var der, trygt lænet ind mod hans tykke vom, der bevægede sig op og ned i ordstrømmen, at hendes interesse for den gode fortælling var blevet vakt. I den første lejlighed, hun var flyttet ind i som helt ung, havde hun haft frit udsyn til kuplen fra sit soveværelsesvindue. Den var med tiden blevet pendanten til en lykkemønt; et minde om en tryg og meningsfuld barndom, og når hun rejste, var den noget af det, hun savnede mest hjemmefra. Men det var sjældent, hun som nu stod og kiggede over på kirken en sen mandag formiddag. Under normale omstændigheder ville hun være til redaktionsmøde på avisen og diskutere ugens fokuspunkter og planlægge sin research. Men ikke i dag. Foran hende på køkkenbordet lå morgenens aviser. Samtlige havde Skriver-sagen på forsiden. Hun slog op på side to af Demokratisk Dagblad, hendes ar15

Ligblomsten.indd 15

09/02/17 09.08


bejdsplads gennem de sidste fem år, og læste lederen. Her beklagede chefredaktør Mikkelsen den artikel, der var blevet bragt nogle dage forinden om modemastodont Jan Skrivers investeringer i en miljøkatastrofe af en tekstilfabrik, der ansatte mindreårige, i Bangalore. Man havde været ‘for godtroende i jagten på sandheden’, skrev han. Det var en patosfyldt, velkoreograferet omgang vasken hænder, hvis eneste formål var at få avisen til at fremstå ærlig og neutral og – frem for alt – at fralægge sig ethvert ledelsesmæssigt ansvar. Det var også fair nok. Det var ikke chefredaktionens ansvar. Det var hendes. Hun havde skrevet artiklen, hun havde stolet på sin kilde og ladet noget, der mindede om tillid, trumfe grundighed. Hvordan fanden kunne hun have været så dum? Hvorfor havde hun ikke tjekket og dobbelttjekket? Hvorfor havde hun stolet på ham? Hendes mobil begyndte at vibrere igen. Denne gang var det et nummer, hun ikke kunne afvise. Hun lod den ringe tre gange, inden hun svarede med en træt stemme. “Det’ Kaldan.” “Hej, det er mig. Sov du?” Karen Aagaard, hendes redaktør, lød anspændt i den anden ende af røret. “Nej, hvorfor?” “Din stemme lyder bare lidt rusten.” “Nej, jeg har været oppe længe.” Heloise havde været vågen det meste af natten og havde tømt resten af den flaske hvidvin, hun og Gerda havde taget hul på dagen forinden. Hun havde vendt og drejet alle vinkler i sagen, gennemgået hver eneste detalje i forløbet og havde prøvet at stille skarpt på helhedsbilledet. Men uanset hvor meget hun forsøgte, forblev det grumset, sløret. Eller måske brød hun sig bare ikke om det, hun så? Hun var journalist – en hamrende dygtig en af slagsen – og det lignede ganske enkelt ikke hende at tage så grueligt fejl. Hun var rasende på sig selv – og rasende på ham. “Jeg ved godt, jeg bad dig om at tage fri i dag,” sagde Karen Aagaard, “men Skovlen vil gerne se dig.” 16

Ligblomsten.indd 16

09/02/17 09.08


Carl-Johan Scowl, bedre kendt på avisen som ‘Skovlen’, var en fedtet havenissetype, som bestred jobbet som Læsernes Redaktør på Demokratisk Dagblad, hvor han med udgangspunkt i de vejledende regler for god presseskik behandlede klager over fejl i avisens artikler. Bankede han på ens dør, vidste man, det ville blive en lang dag, sommetider en lang uge og i værste fald punktummet i ens karriere. “Igen?” Heloise lukkede øjnene og lod hovedet falde bagover. Hun kunne næsten ikke overskue tanken om endnu en detaljeret gennemgang af sagens forløb. De havde allerede talt det igennem tre gange. “Ja, du er lige nødt til at komme ind, så vi kan få afsluttet det her. Der er stadig nogle småting, han gerne vil have dokumenteret, så vi kan komme videre. Det er du vel også interesseret i.” “Jeg er der om et kvarter,” sagde Heloise og lagde på. Hun hev sin sorte læderjakke ned fra knagen i entréen, sparkede til en stor bunke reklamer, der lå på dørmåtten, og smækkede hoveddøren bag sig. * Demokratisk Dagblad havde hjemme i en fredet ejendom i Store Strandstræde, hvis antikverede, monarkistiske udtryk og indretning matchede avisens konservative profil. Der var højt til de hvælvede lofter, væggene var beklædt med håndlavet tapet og de gamle sprossevinduer var udstyret med så papirtyndt glas, at Heloise altid sad og skuttede sig i vinterhalvåret. Hun parkerede sin cykel foran bygningen og hilste med et nik på et par unge fyre fra salgsafdelingen, som sad og røg i ly for regnen på en cafébænk på den modsatte side af gaden. Et sort, udspændt sejl hang tungt over dem. Det var fyldt til bristepunktet med vand, og regndråberne fossede ned ad de store metalbarduner. Heloise blev stående og kiggede på sejlstoffet og ventede på, at det skulle flække over hovedet på dem. 17

Ligblomsten.indd 17

09/02/17 09.08


Den ene af fyrene besvarede hendes hilsen med et kækt: “Hey, Kaldan, hvad så?” Sidekammeraten lænede sig ind mod ham uden at fjerne blikket fra Heloise og hviskede noget, der fik dem begge til at grine. Hun vendte sig væk fra dem og kørte sit adgangskort igennem den elektroniske lås til højre for hoveddøren. Hun indtastede sin personlige kode, og døren lavede en snurrende, mekanisk lyd og åbnede langsomt. Heloise valgte at tage trappen op til nyhedsredaktionen på tredje sal og småløb op to trin ad gangen. Karen Aagaard stod og ventede i opgangen, da hun nåede derop. De havde altid haft et godt forhold. En sund og stærk arbejdsrelation, og Heloise respekterede hende både som journalist og som menneske. Men de havde aldrig været fortrolige. Heloise vidste, at Aagaard boede i Hellerup, var gift og havde en søn i militæret, men derudover havde hun ikke noget begreb om sin redaktørs civile liv og vice versa. Det var et intimitetsniveau, der passede hende glimrende – ikke mindst i dag. “Lad mig gætte: Du tror ikke på paraplyer, er det dét?” Aagaard betragtede spørgende Heloises gennemblødte tøj. Heloise smilede og rystede noget af regnvandet af sig. “Nej, så voksen er jeg ikke blevet endnu.” “Jeg går ud fra, du har læst dagens leder?” “Ja.” “Og?” Heloise trak på skuldrene. “Hvad skulle Mikkelsen ellers skrive?” “Det kan du selvfølgelig have ret i. Men han var fandeme sur, da jeg talte med ham forleden. Hvis det ikke var, fordi du har stået for så mange af avisens store historier i år, så tror jeg sgu, du havde fået sparket. Jeg er helt ærligt stadig ikke hundrede procent sikker på, du klarer frisag.” “Tak, det var lige den peptalk, jeg havde brug for.” Heloise åbnede døren ind til det åbne kontorlandskab. “Efter dig, chef.” “Der er ikke mere at komme efter end det, du allerede har for18

Ligblomsten.indd 18

09/02/17 09.08


talt, vel? Jeg mener, der er ikke noget, Skovlen kan grave op, som jeg ikke er orienteret om, er der?” “Såsom?” “Det ved jeg ikke, hvad som helst der kan få dig til at fremstå værre, end du gør i forvejen. Og et prompte ‘nej’ ville have beroliget mig en hel del mere, skal jeg hilse og sige.” Karen Aagaard kiggede på hende hen over kanten af sit hornbrillestel. Grumsede billeder af afklædte kroppe, sved og salte kys dukkede op som et løbsk diasshow for Heloises indre blik. Hun ville gerne være samarbejdsvillig, for hun brød sig ikke om at være afsender af en historie, der ikke holdt vand. Men hun havde ikke lyst til at oplyse detaljer om sit privatliv. Ikke kun, fordi det ikke ragede hendes chefer. Hun var simpelthen også for stolt til nogensinde at indrømme, at hun havde stolet på Martin. “Nej,” sagde hun og lagde en beroligende hånd på sin redaktørs skulder. “Der er ikke mere at komme efter. Skal vi ikke bare få det overstået? Hvor er Skovlen?” “Han burde have været her nu.” Karen Aagaard stak hovedet ind i det store mødelokale midt på redaktionsgangen. Der var ingen derinde. “Han var stadig i sin bil, da han ringede til mig, så han er måske slet ikke nået frem endnu. Snup dig en kop kaffe, men bliv her på etagen. Jeg siger til, når han er i huset.” På vej hen til redaktionens lille tekøkken passerede Heloise post­reolen. Det var efterhånden usædvanligt, at hun modtog noget i sit dueslag. I dag lå der en hel stak post og ventede på hende. Hun bar brevene og en kop pulverkaffe hen til sin plads i graverredaktionens bås, smækkede begge fødder op på skrivebordet og sprættede den første konvolut op. Det var en tyk sag, der indeholdt ni siders tætskrevet indignation om brugen af børnearbejde i Indien. Temaet gik igen i brev nummer to og tre, mens der i det fjerde lå en lille, gul Post-it med et enkelt ord på. Luder! “Gud, hvor originalt,” sagde hun og holdt sedlen op foran sin 19

Ligblomsten.indd 19

09/02/17 09.08


kollega Mogens Bøttger, som sad på den modsatte side af dobbeltbordet. Han kiggede op fra sin notesblok og kvitterede med et uimponeret brynløft. Heloise krøllede sedlen sammen med den kuvert, den var ankommet i, og kastede papirbolden over mod affaldskurven i den anden ende af lokalet. Den landede på det ujævne sildebensparketgulv halvanden meter fra målet. “Det er du god til, det dér,” nikkede Mogens Bøttger anerkendende. “Måske en plan B, hvis Mikkelsen sparker dig ud.” “Det gør han ikke.” “Det skal du sgu ikke være så sikker på.” “Han fyrer mig ikke,” gentog Heloise. Hun tog næste kuvert op af bunken og begyndte at sprætte den op med pegefingeren. “Han fyrede ellers hende med vorterne,” konstaterede Bøttger i en syngende tone om en ekskollega, som netop havde fået sparket for at have fabrikeret en kilde. Afskedigelsen havde givet genlyd i hele ejendommen og havde efterladt chefredaktør Mikkelsen med et blodsprængt øje. Så skummende vred havde han været. “Hun fortjente sgu også at blive fyret. Det her er noget helt andet. Jeg var i god tro. Jeg siger ikke, jeg ikke ville gøre noget anderledes, hvis jeg kunne spole tiden tilbage – bagklogskabens ulideligt klare lys og alt det dér – men Mikkelsen og jeg, vi ...” Heloise rystede affærdigende på hovedet. “Han fyrer mig ikke.” Hun foldede det næste brev ud og begyndte at læse. På den anden side af bordet fortsatte Bøttger, men lyden af hans stemme fortonede sig i takt med, at en kold, ubehagelig fornemmelse bredte sig i kroppen på hende. Brevet var ikke langt. Det indeholdt kun en håndfuld korte linjer af sirligt håndskrevne ord, men de fik hendes mund til at tørre ud og en kold, brusende fornemmelse til at brede sig i hendes brystkasse. Bøttgers stemme skar igennem i samme sekund, som det gik 20

Ligblomsten.indd 20

09/02/17 09.08


op for hende, at hun sad og holdt vejret. “– men man skal ikke lade sig intimidere af –” “Mogens,” afbrød hun. “Dækkede du den sag, der var for nogle år siden oppe nordpå? Den med ham advokaten, der blev myrdet?” “Undskyld?” Han kiggede uforstående hen over bordet, men rettede sig langsomt op i stolen, da han så alvoren i hendes blik. “Hvem taler vi om?” “Ham advokaten, der blev myrdet. Var det i Kokkedal eller Hørsholm eller et eller andet sted deroppe? Hvad hed han?” “Mossing. Det var i Taarbæk. Hvad med ham?” “Dækkede du den historie?” Mogens Bøttger var gravergruppens reporter med speciale i kriminal- og socialstof, mens Heloise selv stod for historier om erhverv og forbrug og sjældent havde med voldssager at gøre. “Nej, jeg var stadig på Nyhederne dengang. Det må have været Ulrich, der havde den her i huset. Hvorfor?” “Hvad hed hun? Hende, de tror, der gjorde det?” “Anna Kiel. Og det er ikke bare noget, man tror. Man ved det. Hun blev fanget af et overvågningskamera i Mossings indkørsel på vej væk fra gerningsstedet. Og med ‘fanget’ mener jeg, at hun stod og stirrede direkte ind i linsen i flere minutter, inden hun forlod adressen, uden at forsøge at afmontere eller ødelægge kameraet. Smurt ind i blod fra top til tå, helt stille og rolig. Stod bare og kiggede ind i kameraet uden at fortrække en mine. Den vildeste psykopat.” “Hvor er hun nu?” “Det ved jeg ikke. Hun er aldrig blevet fundet. Hvorfor?” Heloise gik over til Bøttger og lagde brevet foran ham. Hun stod lænet ind over ham, mens de begge læste.

21

Ligblomsten.indd 21

09/02/17 09.08


Kære Heloise Har du nogensinde set nogen bløde ihjel? Det er en ret enestående oplevelse. Det var det i hvert fald for mig, men jeg havde også set frem til det i lang tid. Jeg ved godt, de siger, jeg har begået en forbrydelse. At jeg nu skal findes, tæmmes og afstraffes. Det har jeg ikke. Det bliver jeg ikke. Det kan jeg ikke. Det er jeg allerede blevet. ... Og jeg er ikke færdig endnu. Jeg ville ønske, jeg kunne sige mere, men jeg har lovet at lade være. Da jeg er nægtet din tilstedeværelse, Heloise, så giv mig i det mindste gennem dine ord en sød antydning af dig selv. Anna Kiel Bøttger kiggede forbløffet op på hende. “Hvor fanden har du det fra?” “Det lå i mit dueslag.” “Kender du hende?” “Nej. Jeg kender selvfølgelig til bidder af historien fra dengang, men nej, jeg kender hende ikke ud over det.” “Hold da kæft ...” Han kløede sig hårdt i hovedbunden, så hans store, mørkebrune krøller bølgede fra side til side. “Tror du, det er legit?” Heloise trak på skuldrene. “Det kan altså sagtens være nogen, der tager pis på dig,” sagde 22

Ligblomsten.indd 22

09/02/17 09.08


Bøttger. “Jeg får sgu de mærkeligste mails fra folk. Så er der nogen, der har set ‘Jaguar’ på en campingplads i Hvide Sande, eller nogen, der kender nogen, der måske og måske ikke har kidnappet Madeleine McCann. Der er tosser overalt, Heloise, det ved du. Det her kan sagtens være én af dem. Nu, hvor du er aktuel med Skriver-sagen, forvandles din indbakke automatisk til Freak Central.” Heloise gik tilbage til sit skrivebord og kiggede på den kuvert, brevet var ankommet i. Det var en mellemstor, lyseblå konvolut, og den var poststemplet i Cannes 11 dage tidligere. Det var længe før, hele Skriver-helvedet brød løs, så hvem der end havde sendt det, havde ikke gjort det som reaktion på det mediecirkus, der fulgte. “Det giver ingen mening,” sagde hun og kiggede over på Bøtt­ ger. “Hvorfor skrive til mig i stedet for til Ulrich, hvis det var ham, der havde historien dengang? Hvor siger du, han arbejder nu?” “Det tror jeg faktisk ikke, han gør.” Bøttger tog sin mobiltelefon frem og begyndte at swipe løs på den. “Hvad mener du?” “Altså, han er vist ansat på Ekspressen, men jeg har hørt, at han fik en depression eller sådan noget sidste år, og han er vist ikke tilbage endnu. Jeg har i hvert fald ikke set hans byline i lang tid. Men han har eddermame også rodet rundt i mange voldsomme sager, og det er ikke mit indtryk, at han har et særlig godt filter. Det kan være, han har knækket nakken på jobbet. Men jeg tror måske, at jeg ... jo, jeg har hans private nummer her. Skal jeg sende det til dig?” “Ja, tak, det må du gerne.” Heloise genlæste brevet. Hun tændte sin arbejdscomputer og googlede ‘Anna Kiel’. Der dukkede 238 søgeresultater op på skærmen. Hun klikkede på den øverste – en artikel fra hendes egen avis, som ganske rigtigt var skrevet af Ulrich Andersson dateret 24. april 2013.

23

Ligblomsten.indd 23

09/02/17 09.08


Drabsmistænkt identificeret Identiteten på den kvinde, der siden 22. april har været efterlyst i forbindelse med drabet på den 37-årige advokat Christoffer Mossing er nu slået fast. Det oplyser Københavns Politi i dag i en pressemeddelelse til Ritzau. Den formodede gerningsperson i sagen hedder Anna Kiel, er 31 år gammel og dansk statsborger. Kvinden er eftersøgt for at have knivdræbt advokat Christoffer Mossin natten til søndag 21. april. Overfaldet skete i offerets hjem i Taarbæk. Det er ikke politiets opfattelse, at der var andre til stede på drabstidspunktet, og ingen øvrige beboere er registreret på adressen. “Der er ikke noget, der tyder på, at forurettede og den mistænkte i sagen kendte hinanden i forvejen, men vi ved, at eftersøgte har en lang historik med psykisk sygdom. Vi beder derfor alle, der måtte komme i kontakt med hende, om at holde afstand og kontakte politiet,” siger efterforskningsleder Erik Schäfer. Anna Kiel er skandinavisk af udseende, 172 centimeter høj, almindelig af bygning og havde på gerningstidspunktet langt, mellemblondt hår. Borgere, der kan give oplysninger om hendes opholdssted eller på anden måde bidrage til at lede politiet på sporet af hende, bedes kontakte Københavns Politi på telefonnummer 114. UA, Demokratisk Dagblad

“Kaldan ...” Heloise så op fra computeren. Karen Aagaard stod for enden af gangen og vinkede hende hen til sig. “Så er det nu.”

Ligblomsten.indd 24

09/02/17 09.08


4

Politiassistent Erik Schäfer skubbede døren til afhøringslokalet op med en mursten af en snavset Ecco-sko. Der sad en ældre, velpolstret kvinde med sin taske i skødet og ventede ved det store linoleumsbeklædte bord. Hun nikkede høfligt, da han kom ind i rummet. “Goddag,” sagde hun. “Er De Erik Schäfer?” “Det er jeg.” Han rakte en næve overtrukket med ru hud frem mod kvinden, som tog pænt imod den. “Men jeg fik ikke fat i Deres navn, frue?” “Behøver jeg oplyse det?” Schäfer trak på skuldrene. “Det ville måske gøre det hele lidt nemmere, hvis jeg vidste, hvem De er, og hvad De laver her.”
 “Det er min mand,” sagde hun. “Han synes, jeg skal blande mig udenom. Han er en meget privat person, forstår De, og ja, han ønsker ikke, at vi bliver rodet ud i noget snavs. Så jeg har ikke fortalt ham, at jeg ville tage herhen. Jeg vil ikke have, han skal opdage, at jeg har været her.” “All right. Så lad mig i første omgang nøjes med at spørge, hvad der har bragt Dem herhen?” Schäfer tog plads over for kvinden. “Det er ham advokaten.” “Advokaten?” “Ja, den pæne mand, der blev myrdet. Oppe nordpå.” “Christoffer Mossing?” “Ja, ham. Det var Deres sag, ikke sandt?” 25

Ligblomsten.indd 25

09/02/17 09.08


“Jo, det er det stadig,” sagde Schäfer. “Det er efterhånden nogle år siden, det skete, men sagen er ikke lukket.” “Det var det forår, min søster og svoger var på besøg,” nikkede kvinden. “Jeg kan huske det, fordi vi havde været i klitterne ved Tisvildeleje, og på vejen hjem skulle mændene købe pibetobak hos ham den lille købmand nede ved siden af turistkontoret. Så stod vi udenfor og ventede, min søster og jeg, og formiddagsavisernes spisesedler foran forretningen var tapetseret med skrækkelige detaljer om det hér mord. Det må have været i dagene lige efter.” Hun blev fjern i blikket og lod til at have tabt tråden. “Ja, han kom desværre af dage på en ret makaber måde, den gode Mossing,” medgav Schäfer. “Men jeg forstår ikke helt, hvor du vil hen med det. Er der noget, du vil fortælle mig om ham?” Han var ikke vant til at være Des. “Jeg kan huske pigen,” sagde hun. “Hende, de sagde, der havde gjort det. Der var et stort fotografi af hende på forsiden af én af aviserne. Det blev brugt igen og igen i ugerne efter, også i tv-nyhederne. Det var sådan et feriebillede, hvor hun stod i korte ærmer med et smukt landskab bag sig. Grand Canyon, tror jeg måske, det har været. Kan De huske det?”
 Schäfer nikkede. Han havde billedet liggende i en sagsmappe én etage under, hvor de befandt sig, sammen med fotos af gerningsstedet, af Mossings voksagtige hoved, som efter drabet kun havde været vedhæftet hans krop ved hjælp af enkelte sener, af gerningsvåbnet – og af alt blodet. Så ufattelig meget blod ... “Jeg kan huske, at jeg syntes, hun så så trist ud,” fortsatte kvinden. “Hun stod der i solskinnet og smilede til fotografen, men der var ét eller andet ved hendes øjne. Det var, som om de var ... slukkede. Måske var det bare noget, jeg bildte mig ind, men i hvert fald gjorde hun indtryk på mig.” Hun pillede nervøst ved hanken på sin lysebrune håndtaske. Schäfer rømmede sig og skulle lige til at bede hende komme til sagen, da hun kiggede op igen. 26

Ligblomsten.indd 26

09/02/17 09.08


“Jeg tror, jeg har set hende.” Hun holdt en hånd op foran munden, som om hun blev overrasket over sine egne ord. Schäfer sagde ingenting i flere sekunder, imens han iagttog hende. “Du tror, du har set hende?” Han kunne mærke sit hjerte slå hurtigere. “Hvad skal det betyde?” “Jeg så hende,” svarede hun med større overbevisning i stemmen. “Hun så anderledes ud end dengang. Hendes hår var meget kortere. Mørkere. Men det var det samme ansigt, de samme øjne. Det var hende. Jeg er sikker på det.” “Og hvor er det, du siger, du har set hende?” Schäfer tog sin notesblok og en kuglepen op af inderlommen og begyndte at skrive. “Vi er altid i vores sommerhus i august og september –“ “I Tisvildeleje?” “Nej, i Provence. Vi har et lille landsted uden for Saint-Remy, som vi købte, da Vilhelm gik på pension.” Det gav et gib i kvinden, da det gik op for hende, at hun var kommet til at nævne sin mands navn. Hun kiggede forskrækket op på Schäfer. “Det hørte jeg ikke,” forsikrede han hende med et blink og bad hende fortsætte. “Min mand og jeg har et hus i Sydfrankrig. Vi er kommet der i, ja, 12-13 år må det vel efterhånden være. De første mange år var vi mest optaget af vores nye lokalmiljø. Det tager jo lidt tid at lære en ny by at kende, selvom den nu ikke er særlig stor. Men de seneste somre er vi taget på små udflugter til forskellige byer i nabodepartementerne. For adspredelsens skyld.” “Og det var på en af de udflugter, I tror, I så hende?” “Vilh... Min mand så hende ikke, men det gjorde jeg. Vi var taget til en lille landsby en times kørsel nord for Saint-Remy, og vi sad på en café og iagttog folk i byen, da mit blik faldt på denne her kvinde. Jeg tror, jeg hæftede mig ved hende, fordi hun stod sådan lidt for sig selv, og hun så så vred ud. Eller måske ikke vred, men i hvert fald ikke glad. Og mens jeg sad der og betragtede hende, slog det mig. Det var hende. Hende, I har ledt efter.” 27

Ligblomsten.indd 27

09/02/17 09.08


“Talte du med hende?” “Nej, hun gik videre med det samme, og jeg så hende desværre ikke igen.” Schäfers spirende følelse af håb begyndte så småt at klinge af. At en gammel dame i et flygtigt øjeblik havde set en kvinde, som lignede Anna Kiel, i en lille landsby i Spangkuk, var ikke ligefrem det, han ville kalde et solidt spor. “Nej, det hele gik så hurtigt,” sagde hun, som om hun fornemmede hans tanker. “Så jeg kan skam godt forstå, hvis det er svært for Dem at tro på, hvad jeg fortæller. Men jeg tror måske, dette kan hjælpe.” Hun åbnede låsen på den lille, buttede dametaske, fiskede noget op af den og rakte det til ham. Schäfer rejste sig i stolen og tog imod det, mens en varm, sitrende følelse bredte sig i hans overkrop. I sin hånd holdt han et fotografi, som med røde, vertikale tal i nederste hjørne afslørede, at det var taget halvanden uge tidligere. På billedet stod en gruppe børn og en stor, brysk udseende mand samlet om et lille bord. De var optaget af noget, Schäfer ikke kunne se, hvad var. Alles øjne var rettet mod en papkasse, der stod midt på bordpladen. Alles øjne, med undtagelse af én persons. En kvinde, der stod et par meter bag forsamlingen. Hun kiggede i stedet direkte ind i kameraet, og Schäfer var ikke i tvivl. Det var hende. Det var Anna Kiel.

Ligblomsten.indd 28

09/02/17 09.08


226 mm

90 mm

153 mm

24,5 mm

Hvad hed hun? Hende, de tror, der gjorde det?” “Anna Kiel. Og det er ikke bare noget, man tror. Man ved det. Hun blev fanget af et overvågningskamera i Mossings indkørsel på vej væk fra gerningsstedet. Og med ‘fanget’ mener jeg, at hun stod og stirrede direkte ind i linsen i flere minutter, inden hun forlod adressen, uden at forsøge at afmontere eller ødelægge kameraet. Smurt ind i blod fra top til tå, helt stille og rolig. Stod bare og kiggede ind i kameraet uden at fortrække en mine. Den vildeste psykopat.”

Uddrag fra bogen

JOURNALIST HELOISE KALDAN står midt i et mareridt: Hendes kilde er blevet afsløret i en løgn, og avisen står på gloende pæle. Det samme gør Heloises privatliv. Midt i det hele modtager hun mystiske breve fra Anna Kiel, som i tre år har været eftersøgt for drabet på en ung advokat. Både den egenrådige politimand Erik Schäfer og Heloise begynder at grave i den gamle sag, da der sker endnu et drab. Har Anna Kiel slået til igen, eller er der mere end én morder? Hvorfor leder alle spor i sagen pludselig til Heloise? Er hendes eget liv i fare?

LIGBLOMSTEN er en stærk krimi om hævn, retfærdighed og tilgivelse.

Omslag: henriettemork.dk Forfatterfoto: HEIN Photography

Ligblomsten_sats2.indd 1

LINDHARDTOGRINGHOF.DK

CMYK + PANTONE

153 mm

ANNE METTE

HANCOCK

90 mm

er journalist og forfatter og har en bachelorgrad i Historie. Hun er født i 1979 i Gråsten og har boet i Frankrig og USA. I dag bor hun i København med sin familie.

Facebook.com/AnneMetteHancock Instagram: @annemette.hancock

LIGBLOMSTEN KRIMI LINDHARDT OG RINGHOF

13/02/17 11:10


Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.