Livets bog - læseprøve by Lindhardt og Ringhof / Forlaget Carlsen

”Harkness er fremragende til at få levendegjort sin magiske verden og fastholde en flydende fortæl ling.”

”Denne trilogi er et fantastisk eksempel på en un som Harry Potter for voksne.”

findsomt og skaber overraskende dybde.”

der. Da den største trussel mod deres fælles fremtid bliver afsløret,

– Los Angeles Times

heden endelig kommer frem.

ser af action, farverig magi, romantik og følelses mæssige åbenbaringer … Det er stadig en fornøjelse velfortjente lykkelige slutning.”

vores paranormale karakterer, deres skjulte agen daer og uforudsigelige handlinger rystes sammen

til en finale, som man ikke må gå glip af.” – Library Journal

20 21

Roman

788711 552834

Lindhardt og Ringhof

w w w. l i n dha rdtogri n ghof.dk

”Eventyret holder aldrig op … Historie, videnskab,

DEBOR AH

– Kirkus Reviews

at rejse med disse karakterer mod deres mere end

”Som i de to foregående bøger i serien er der mas

fører dem fra bjergene i Auvergne til paladserne i Venedig, før sand

haster det med at finde de manglende sider i Ashmole 782. Jagten

videnskabelige og historiske detaljer er både op

ternative univers … Hendes ambitiøse blanding af

HARKNESS Omslagsdesign: eyelab.dk

– Miami Herald

”Harkness har tryllebundet sine læsere med sit al

hvor de må stå ansigt til ansigt med nye udfordringer og gamle fjen

”Harkness væver en usædvanlig kompleks historie fuld af magi og videnskab, historie og fiktion, lidenskab og magt, hemmelig heder og sandheder, og leverer en uforglemmelig og tryllebin dende finale, som man ikke må gå glip af.” – USA Today

dergenre, man kunne kalde realistisk fantasy –

nuskriptets hemmeligheder er Diana og Matthew tilbage i nutiden, DEBORAH HARKNESS er historieprofessor og underviser ved University of Southern California. Hun har boet og studeret i Oxford, England og har tidligere skrevet lære- og historiebøger. Livets bog er afslutningen på trilogien om Diana, der omfatter Heksenat (d. 2011) og Nattens skygge (d. 2013). Hele serien, der har ligget på New York Times’ bestsel lerliste, er solgt til film og udgivelse i 34 lande. Samlet har serien solgt over 3,5 millioner eksem plarer verden over.

– The Boston Globe

hende til livs. Efter at have rejst tilbage i tiden for at søge svar på ma

– People

forsøgt at få adgang til. Nu er manuskriptet forsvundet, og nogen vil

”Spændende og fuld af action.”

nuskript, kaldet Ashmole 782, som andre væsner i århundreder har

– Publishers Weekly

Diana har kortvarigt haft fingrene i et fortryllet, men ukomplet ma

”En vidunderlig afslutning på trilogien.”

Bishop, der er heks og forelsket i vampyren Matthew Clairmont.

Tredje og sidste bind i den magiske fortælling om historikeren Diana

DEBOR A H HARKNESS

”Harkness bygger bro mellem Harry Potter, Twilight og Outlan der og appellerer til en bred skare af fantasylæsere.” – Booklist

I N T E R NAT I O NA L B E S T S E L L E R

layout: thomas@eyelab.dk +45 51 84 51 51

MAT COVER. Print order: CMYK

➋ Relief spot varnish

20/04/2016 21.51

Livets bog OMS 155x231.indd 1

DEB OR A H H A R K N E S S

P책 dansk ved Natasja Ejersbo Frederiksen

Lindhardt og Ringhof

Livets bog.indd Titelside LIVETS3BOG.indd 1

20/04/16 15.32 30/03/2016 12.43

Livets bog er oversat fra engelsk af Natasja Ejersbo Frederiksen efter The Book of Life Copyright © 2014 by Deborah Harkness All rights reserved First published in 2014 by Viking, a member of Penguin Group (USA) Inc. Dansk copyright © 2016 Lindhardt og Ringhof A/S, København Omslag: eyelab.dk Bogen er sat med Minion Pro hos Lymi DTP Service og trykt hos Livonia Print, 2016 ISBN 978-87-11-55283-4 1. udgave, 1. oplag 2016 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont

Livets bog.indd 4

20/04/16 15.32

Til Karen, som ved hvorfor

Livets bog.indd 5

20/04/16 15.32

Det er ikke den stĂŚrkeste art, der overlever, ej heller den mest intelligente. Det er den, der bedst tilpasser sig forandring. â&#x20AC;&#x201C; Philippe de Clermont, tilskrives ofte Charles Darwin

Livets bog.indd 6

20/04/16 15.32

Sol i Krebsen Krebsens tegn knytter sig til huse, land, skatte, og alt det, som er skjult. Det er det fjerde hus i Dyrekredsen. Det står for død og afslutning. – Unavngivet engelsk bog af anonym forfatter, ca. 1590 Gonçalves MS 4890, f. 8r

Livets bog.indd 7

20/04/16 15.32

Livets bog.indd 8

20/04/16 15.32

pøgelser havde ikke megen substans. De var skabt af minder og hjerte og intet andet. På toppen af et af Sept-Tours’ runde tårne pressede Emily Mather en gennemsigtig hånd mod det punkt på sit bryst, der, selv nu, var tungt af gru. Bliver det nogensinde lettere? Hendes stemme var, ligesom resten af hende, så utydelig, at den næsten var borte. At kigge? At vente? At vide? Ikke hvad jeg ved af, svarede Philippe de Clermont kort. Han sad et stykke væk og studerede sine egne transparente fingre. Af alle de ting, Philippe hadede ved at være død – at han ikke kunne røre ved sin kone, Ysabeau, at han ikke kunne lugte eller smage noget, det faktum at han ikke havde kræfter til en god træningskamp – var usynligheden det værste. Det var en evig påmindelse om, hvor ligegyldig han var blevet. Emilys så skuffet ned. Philippe bandede tavst af sig selv. Siden sin død havde heksen været ved hans side og jaget lidt af ensomheden på flugt. Hvad tænkte han dog på, at bjæffe af hende som om hun var en af tjenestefolkene? Måske bliver det lettere, når de ikke længere har brug for os, sagde Philippe i et mildere tonefald. Det kunne godt være, at han havde mest erfaring med at være spøgelse, men det var Emily, som forstod de metafysiske aspekter af deres situation. Det, som heksen havde fortalt ham, var i modstrid med alt det, Philippe troede om efterlivet. Han troede, at de levende kunne se de døde, fordi de havde brug for noget fra dem: hjælp, tilgivelse, hævn. Emily insisterede på, at det ikke var andet end menneskemyter, og at det først var, når de levende gav slip og kom videre, at de døde kunne vise sig for dem. 9

Livets bog.indd 9

20/04/16 15.32

Den information gjorde Ysabeaus manglende evne til at få øje på ham lidt lettere at bære, men ikke meget. »Jeg kan ikke vente med at se Ems reaktion. Hun bliver så overrasket.« Dianas varme alt steg op til fæstningsværket. Diana og Matthew, sagde Emily og Philippe i kor og kiggede ned mod den brostensbelagte gård, der omkransede chateauet. Dér, sagde Philippe og pegede mod indkørslen. Selv i døden havde han vampyrens syn, som var skarpere end noget menneskes. Han var også stadig smukkere, end nogen mand havde ret til at være, med sine brede skuldre og sit djævelske smil. Han rettede sidstnævnte mod Emily, som ikke kunne lade være med at smile tilbage. De er et flot par, ikke sandt? Se, hvor meget min søn har forandret sig. Vampyrer blev ikke påvirket af tidens gang, og derfor regnede Emily med at se det samme sorte hår, så mørkt at det skinnede blåt, de samme foranderlige grågrønne øjne, kolde og fjerne som et vinterhav, den samme blege hud og fyldige mund. Men Philippe havde ret i, at der var nogle små, subtile forandringer. Matthews hår var kortere, og han havde skæg, hvilket fik ham til at se endnu farligere ud, som en pirat. Hun gispede. Er Matthew ... større? Ja, han er. Jeg fedede ham op, da han og Diana var her i 1590. Bøgerne gjorde ham blød. Matthew havde brug for at kæmpe mere og læse mindre. Philippe havde altid hævdet, at der var noget, der hed for meget uddannelse. Matthew var et levende bevis på det. Diana ser også anderledes ud. Hun ligner sin mor mere, med det der lange, kobberfarvede hår, sagde Em med et nik til den tydeligste forandring hos sin niece. Diana snublede over en brosten, og Matthews hånd skød ud for at støtte hende. Engang havde Emily set Matthews konstante sværmen som et tegn på vampyrernes overbeskyttende natur. Nu, med et spøgelses klarsyn, forstod hun, at denne tendens havde rod i en overnaturlig bevidsthed om enhver forandring, der skete i D iana, enhver humørsvingning, ethvert tegn på udmattelse eller sult. Men 10

Livets bog.indd 10

20/04/16 15.32

i dag virkede Matthews opmærksomhed endnu mere fokuseret og intens. Det er ikke bare Dianas hår, der har forandret sig. Philippes øjne var store af forundring. Diana er gravid. Med Matthews barn. Emily så undersøgende på sin niece med den forstærkede fornemmelse for sandheden, som døden havde skænket hende. Philippe havde ret – til dels. Du mener »Matthews børn«. Diana skal have tvillinger. Tvillinger, sagde Philippe imponeret. Han flyttede blikket, distraheret ved synet af sin kone. Se, der er Ysabeau og Sarah med Sophie og Margaret. Hvad skal der ske nu, Philippe? spurgte Emily, mens forventningen gjorde hendes hjerte tungere. Afslutninger. Begyndelser, sagde Philippe med overlagt vaghed. Forandring. Diana har aldrig brudt sig om forandring, sagde Emily. Det er, fordi Diana er bange for den person, hun er nødt til at blive, svarede Philippe. Marcus Whitmore havde set flere rædsler, end han kunne tælle, siden den nat i 1781, hvor Matthew de Clermont gjorde ham til vampyr. Ingen af dem havde forberedt ham på denne dags prøvelse: at fortælle Diana Bishop, at hendes elskede tante, Emily Mather, var død. Marcus havde modtaget opkaldet fra Ysabeau, mens han og Nathaniel Wilson sad og så nyheder i familiens bibliotek. Sophie, Nathaniels kone, og deres baby, Margaret, slumrede på en sofa i nærheden. »Templet,« havde Ysabeau gispet med panik i stemmen. »Kom. Øjeblikkeligt.« Marcus havde adlydt sin bedstemor uden at tøve. Han standsede kun op for at kalde på sin fætter, Gallowglass, og sin tante Verin på vej ud ad døren. Sommerens lyse aften var blevet endnu lysere, efterhånden som han nærmede sig lysningen på bjergets top, oplyst af en ujordisk 11

Livets bog.indd 11

20/04/16 15.32

kraft, som Marcus skimtede gennem træerne. Hårene på hans hoved rejste sig, da han mærkede magien i luften. Så lugtede han tilstedeværelsen af en vampyr, Gerbert af Auril lac. Og af en anden – en heks. Lette, målbevidste skridt gav genklang i stenkorridoren og trak Marcus ud af fortiden og tilbage til nutiden. Den tunge dør åbnedes med en velkendt knirken. »Hej, skat.« Marcus vendte sig bort fra udsigten over Auvergnes grønne landskab og tog en dyb indånding. Phoebe Taylors duft mindede ham om de syrenbuske, der havde vokset uden for den rødmalede dør på hans families gård. Den delikate og uundgåelige duft havde symboliseret håbet om forår efter en lang vinter i Massachusetts og fremkaldte hans for længst afdøde mors forstående smil. Nu fik den bare Marcus til at tænke på den spinkle, viljestærke kvinde foran ham. »Det hele skal nok gå.« Phoebe rakte op og rettede på hans krave. Hendes olivengrønne øjne var fulde af bekymring. Marcus havde fået for vane at klæde sig mere i formelle skjorter end i bandT-shirts, cirka samtidig med at han var begyndt at underskrive sine breve Marcus de Clermont i stedet for Marcus Whitmore – det navn, hun først havde kendt ham under, før han havde fortalt hende om vampyrer, femtenhundrede-år-gamle fædre, franske slotte fyldt med fjendtlige familiemedlemmer og en heks ved navn Diana Bishop. Det var, ifølge Marcus, intet mindre end et under, at Phoebe var blevet ved hans side. »Nej. Det skal det ikke.« Han greb hendes ene hånd og plantede et kys midt på håndfladen. Phoebe kendte ikke Matthew. »Bliv her med Nathaniel og de andre. Så er du sød.« »For sidste gang, Marcus Whitmore, jeg har tænkt mig at stå ved din side, når du byder velkommen til din far og hans kone. Jeg tror ikke, der er mere at diskutere i den sag.« Phoebe rakte hånden frem. »Skal vi?« Marcus lagde sin hånd i Phoebes, men i stedet for at følge efter hende ud ad døren, sådan som hun forventede, trak han hende ind til sig. Phoebe lænede sig mod hans bryst med den ene hånd knu12

Livets bog.indd 12

20/04/16 15.32

get i hans og den anden presset mod hans hjerte. Hun så overrasket på ham. »Som du vil. Men hvis du skal med mig derned, Phoebe, så er der betingelser. For det første skal du til hver en tid være sammen med mig eller Ysabeau.« Phoebe åbnede munden for at protestere, men Marcus’ alvorlige blik gjorde hende tavs. »For det andet, hvis jeg siger, at du skal forlade rummet, så gør du det. Ingen tøven. Ingen spørgsmål. Gå direkte hen til Fernando. Han vil være i kapellet eller i køkkenet.« Marcus så undersøgende på hende og fandt en forbeholden accept i hendes blik. »Og for det tredje må du ikke under nogen omstændigheder bevæge dig inden for min fars rækkevidde. Aftale?« Phoebe nikkede. Som enhver god diplomat var hun villig til at følge Marcus’ regler – indtil videre. Men hvis Marcus’ far var det monster, nogle af husets beboere lod til at tro, at han var, så ville Phoebe gøre det, der måtte gøres. Fernando Gonçalves hældte piskede æg op i den varme pande, så de dækkede de stegte kartofler, der allerede lå i den. Hans spanske tortilla var en af de få retter, som Sarah Bishop ville spise, og i dag havde enken endnu mere brug for næring end ellers. Gallowglass sad ved køkkenbordet og pillede størknet stearin ud af en sprække i de ældgamle planker. Med sit skulderlange, blonde hår og muskuløse krop lignede han en melankolsk bjørn. Tatoveringer slangede sig op ad hans arme i klare farvehvirler. Deres motiver afslørede, hvad end Gallowglass var optaget af i øjeblikket, for en tatovering holdt kun i få måneder på en vampyr. Lige nu lod han til at tænke over sine rødder, for hans arme var dækket af keltiske knuder, runer og fabeldyr hentet fra nordiske og gæliske myter og legender. »Hold op med at bekymre dig.« Fernandos stemme var varm og kompleks, som sherry lagret i egetræstønder. Gallowglass så op et øjeblik og rettede så atter sin opmærksomhed mod stearinen. 13

Livets bog.indd 13

20/04/16 15.32

»Ingen vil forhindre Matthew i at gøre, hvad han er nødt til at gøre, Gallowglass. At hævne Emilys død er et spørgsmål om ære.« Fernando slukkede for komfuret og sluttede sig til Gallowglass ved bordet. Hans bare fødder bevægede sig lydløst over flisegulvet, og mens han gik, rullede han de hvide skjorteærmer ned. Skjorten var pletfri til trods for de mange timer, han havde tilbragt i køkkenet den dag. Han stak skjorten ned i linningen på sine jeans og kørte fingrene gennem det mørke, bølgede hår. »Marcus vil forsøge at tage skylden,« sagde Gallowglass. »Men Emilys død var ikke drengens skyld.« Scenen på bjerget havde været underligt fredfyldt, omstændig hederne taget i betragtning. Gallowglass var ankommet ved templet få øjeblikke efter Marcus. Der havde ikke været andet end stilhed og synet af Emily Mather, som knælede i en cirkel af hvide sten. Heksen Peter Knox havde været hos hende, med hænderne på hendes hoved og et udtryk af forventing – måske endda sult – malet i ansigtet. Gerbert af Aurillac, de Clermont-familiens nærmeste vampyrnabo, så på med interesse. »Emily!« Sarahs forpinte skrig havde flænset stilheden med så dan en kraft, at selv Gerbert trådte baglæns. Knox slap overrasket sit tag i Emily. Hun sank sammen på jor den, bevidstløs. Sarah slog den anden heks tilbage med én enkelt kraftfuld besværgelse, som fik Knox til at flyve tværs gennem lys ningen. »Nej, Marcus slog hende ikke ihjel,« sagde Fernando og påkaldte sig Gallowglass’ opmærksomhed. »Men hans uagtsomhed – « »Manglende erfaring,« indskød Gallowglass. »Uagtsomhed,« gentog Fernando, »spillede en rolle i tragedien. Det ved Marcus, og han påtager sig ansvaret for det.« »Marcus bad ikke om at blive gjort til leder,« knurrede Gallowglass. »Nej. Jeg nominerede ham til stillingen, og Matthew erklærede sig enig i mit valg.« Fernando gav Gallowgass’ skulder et kort klem og vendte tilbage til komfuret. »Er det derfor, du kom? Fordi du føler dig skyldig over, at du 14

Livets bog.indd 14

20/04/16 15.32

nægtede at lede broderskabet, da Matthew bad dig om hjælp?« Ingen havde været mere overrasket end Gallowglass, da Fernando dukkede op på Sept-Tours. Fernando havde undgået stedet, lige siden Gallowglass’ far, Hugh de Clermont, døde i det fjortende århundrede. »Jeg er her, fordi Matthew var der for mig, efter at den franske konge henrettede Hugh. Dengang havde jeg intet i hele verden bortset fra min sorg.« Fernandos stemme var barsk. »Og jeg nægtede at lede Lazarus-ridderne, fordi jeg ikke er en de Clermont.« »Du var fars mage!« protesterede Gallowglass. »Du er lige så meget en de Clermont som Ysabeau og hendes børn!« Fernando lukkede omhyggeligt ovnlågen i. »Jeg er Hughs mage,« sagde han, stadig med ryggen til. »Din far vil aldrig være datid for mig.« »Undskyld, Fernando,« sagde Gallowglass med smerte i stemmen. Selv om Hugh havde været død i næsten syv århundreder, var Fernando aldrig kommet sig over tabet. Gallowglass tvivlede på, at det nogensinde ville ske. »Hvad min status som en de Clermont angår,« fortsatte Fer nando, mens han stadig stirrede på væggen over komfuret, »så var Philippe ikke enig.« Gallowglass vendte tilbage til nervøst at pille ved stearinen. Fernando skænkede to glas rødvin og bar dem hen til bordet. »Her,« sagde han og stak det ene i hånden på Gallowglass. »Du får også brug for din styrke i dag.« Marthe kom vimsende ind i køkkenet. Ysabeaus husholderske regerede over denne del af chateauet, og hun blev ikke glad ved synet af de ubudne gæster. Efter at have sendt Fernando og Gallowglass et surt blik snusede hun ind og vristede ovnlågen op. »Det er min bedste pande!« sagde hun anklagende. »Det ved jeg godt. Det er derfor, jeg bruger den,« svarede Fer nando og tog en tår af sin vin. »Du hører ikke til i køkkenet, Dom Fernando. Gå ovenpå. Tag Gallowglass med.« Marthe tog en æske med te og en tepotte fra hylden ved vasken. Så fik hun øje på den tepotte, der allerede stod 15

Livets bog.indd 15

20/04/16 15.32

viklet ind i et viskestykke på en bakke sammen med kopper, underkopper, mælk og sukker. Rynken mellem hendes bryn blev dybere. »Hvad er der galt med, at jeg er her?« ville Fernando vide. »Du er ikke en af tjenestefolkene,« sagde Marthe. Hun lindede på tepottens låg og snusede mistænksomt til dens indhold. »Det er Dianas yndlingste. Du fortalte mig jo selv, hvad hun godt kan lide.« Fernando smilede trist. »Og alle her i huset tjener de Clermont-familien, Marthe. Den eneste forskel er, at du, Alain og Victoire bliver rundhåndet betalt for jeres indsats. Resten af os forventes at være taknemmelige over privilegiet.« »Med god grund. Andre manjasang drømmer om at være en del af denne familie. Se til, at du husker det for fremtiden – og citronen, Dom Fernando,« sagde Marthe og lagde tryk hans adelige titel. Hun tog bakken med te. »For resten så brænder dine æg på.« Fernando sprang op for at redde dem. »Hvad dig angår,« sagde Marthe og rettede sine sorte øjne mod Gallowglass, »så fortalte du os ikke alt, hvad du burde have fortalt, om Matthew og hans kone.« Gallowglass så skyldbevidst ned i sit vinglas. »Madame din bedstemor vil tage sig af dig senere.« Med de ilde varslende ord smøg Marthe sig ud af køkkenet. »Hvad har du nu gjort?« spurgte Fernando og placerede sin tortilla – som ikke var ødelagt, Alhamdulillah – på komfuret. Erfaringen fortalte ham, at uanset hvad det var for et rod, Gallowglass havde lavet, så havde han gjort det med de bedste intentioner og uden et øjeblik at overveje konsekvenserne. »Altsååå,« sagde Gallowglass og trak vokalerne ud, som kun en skotte kunne gøre det, »jeg har muligvis undladt at fortælle en ting eller to.« »Som hvad?« sagde Fernando og fangede et hint af katastrofe blandt køkkenets hjemlige dufte. »Som det faktum at min tante er gravid – og med ingen anden end Matthew selv. Eller det faktum at bedstefar adopterede hende som sin datter. Åh, hans blods-ed var øredøvende.« Gallowglass så eftertænksom ud. »Tror du, vi stadig vil kunne høre den?« 16

Livets bog.indd 16

20/04/16 15.32

Fernando stirrede stumt på den anden vampyr. »Lad være med at se sådan på mig. Det virkede forkert at fortælle om barnet. Kvinder kan være sære, når det kommer til den slags. Og Philippe fortalte tante Verin om blods-eden, før han døde i 1945, og hun sagde heller aldrig et ord om det!« sagde Gallowglass defensivt. Luften skælvede, som om nogen havde sprunget en lydløs bombe. Noget grønt og flammende føg forbi køkkenvinduet. »Hvad fanden var det?« Fernando slog døren op og skærmede sine øjne mod det stærke sollys. »Et styk arrig heks, kan jeg forestille mig.« Gallowglass’ tone var dyster. »Sarah må have fortalt Diana og Matthew nyheden om Emily.« »Ikke eksplosionen. Det der!« Fernando pegede mod Saint- Luciens klokketårn, om hvilket der kredsede et bevinget, tobenet, ildspyende væsen. Gallowglass rejste sig for bedre at kunne se. »Det er Corra. Hun er aldrig langt fra min tante,« sagde Gallowglass uden at fortrække en mine. »Men det er en drage.« Fernando sendte sin stedsøn et vildt blik. »Bah! Det er ikke nogen drage. Kan du ikke se, at hun kun har to ben? Corra er en ilddrage.« Han vred armen rundt for at vise en tatovering af et bevinget væsen, der til forveksling lignede skabningen på himlen. »Ligesom den her. Det er muligt, at jeg har udeladt en detalje eller to, men jeg har advaret jer alle sammen om, at tante Diana ikke ville være den samme heks, som hun var før.« »Det er sandt, skat. Em er død.« Det var helt klart for meget for hende at skulle fortælle Diana og Matthew, hvad der var sket. Sarah kunne have svoret, at hun så en drage. Fernando havde ret. Hun var nødt til at skære ned på whiskyen. »Jeg tror ikke på dig.« Panikken fik Dianas stemme til at lyde høj og skarp. Hun så rundt i Ysabeaus salon, som om hun forventede, at Emily gemte sig bag en af de overdådige sofaer. »Emily er her ikke, Diana.« Matthews lavmælte stemme var 17

Livets bog.indd 17

20/04/16 15.32

fyldt med sorg og ømhed, da han trådte ind foran hende. »Hun er borte.« »Nej.« Diana prøvede at skubbe sig forbi ham og fortsætte sin eftersøgning, men Matthew tog hende i sine arme. »Jeg er virkelig ked af det, Sarah,« sagde Matthew og knugede Diana ind til sig. »Lad være at sige, at du er ked af det!« skreg Diana og kæmpede for at slippe fri fra vampyrens ubrydelige greb. Hun hamrede knytnæverne mod Matthews skuldre. »Em er ikke død! Det her er et mareridt! Væk mig, Matthew – jeg beder dig! Jeg vil bare vågne op og opdage, at vi stadig er i 1591.« »Det er ikke et mareridt,« sagde Sarah. De lange uger havde overbevist hende om, at Ems død var den frygtelige virkelighed. »Så tog jeg den forkerte vej – eller bandt en svag knude i besværgelsen for tidsvandring. Det kan umuligt være meningen, vi skulle ende her!« Diana rystede fra top til tå af sorg og chok. »Em lovede, at hun aldrig ville forlade mig uden at sige farvel.« »Em havde ikke tid til at sige farvel – til nogen af os. Men det betyder ikke, at hun ikke elskede dig.« Det mindede Sarah sig selv om hundrede gange om dagen. »Diana bør sidde ned,« sagde Marcus og trak en stol tættere på Sarah. På mange måder lignede Matthews søn den samme surfer på nogle og tyve, som var vandret ind i Bishop-huset sidste oktober. Lædersnøren med det sære udvalg af dimser, som han havde samlet sig i løbet af århundrederne, var stadig filtret ind i det blonde hår i hans nakke. Hans elskede Converse-gummisko sad stadig på hans fødder. Men det vagtsomme, triste blik i hans øjne var nyt. Sarah var taknemmelig for, at Marcus og Ysabeau var der, men den person, hun i virkeligheden havde brug for lige nu, var Fernando. Det var ham, der havde været hendes støtte gennem alt det her. »Tak, Marcus,« sagde Matthew og fik Diana til at sætte sig. Phoebe forsøgte at række Diana et glas. Da Diana bare stirrede blankt på det, tog Matthew det og stillede det på et bord i nærheden. Alle øjne blev rettet mod Sarah. 18

Livets bog.indd 18

20/04/16 15.32

Sarah var ikke god til den slags. Det var Diana, der var familiens historiker. Hun ville vide, hvor hun skulle begynde, og hvordan hun skulle stykke de forvirrende hændelser sammen til en historie med en begyndelse, en midte og en afslutning og måske endda en plausibel forklaring på, hvorfor Emily var død. »Der findes ikke nogen let måde at fortælle det her på,« begyndte Dianas tante. »Du behøver slet ikke fortælle os noget,« sagde Matthew med øjne fulde af forståelse og medfølelse. »Forklaringerne kan vente.« »Nej. I er nødt til at høre det begge to.« Sarah rakte ud efter whiskyglasset, der normalt stod ved siden af hende, men der var ikke noget. Hun så på Marcus i tavs bøn. »Emily døde oppe ved det gamle tempel,« sagde Marcus og påtog sig rollen som historiefortæller. »Det tempel, der er dedikeret til gudinden?« hviskede Diana og rynkede brynene i koncentration. »Ja,« kvækkede Sarah og hostede for at løsne klumpen i sin hals. »Emily tilbragte mere og mere tid deroppe.« »Var hun alene?« Matthews ansigt var ikke længere varmt og imødekommende, og hans tonefald var iskoldt. Tavsheden sænkede sig igen. Denne gang var den tung og akavet. »Emily ville ikke lade nogen tage med sig,« sagde Sarah og forberedte sig stålsat på at fortælle sandheden. Diana var også heks, og hun ville vide det, hvis hun var uærlig. »Marcus forsøgte at overbevise hende om, at hun skulle tage nogen med, men Emily nægtede.« »Hvorfor ville hun være alene?« sagde Diana, som havde opfanget Sarahs uro. »Hvad foregik der, Sarah?« »Siden januar havde Em søgt råd hos de højere magier.« Sarah undgik at se på Dianas chokerede ansigt. »Hun fik forfærdelige forudanelser om død og ødelæggelse og troede, at de måske kunne hjælpe hende med at finde ud af hvorfor.« »Men Em sagde altid, at de højere magier er så mørke, at de er farlige for hekse at håndtere,« sagde Diana med hævet stemme. »Hun sagde, at enhver heks, der troede, at hun var immun over 19

Livets bog.indd 19

20/04/16 15.32

for farerne ved dem, ville lære deres sande styrke at kende på den hårde måde.« »Hun talte af erfaring,« sagde Sarah. »Man kan blive afhængig af dem. Emily ville ikke have, du skulle vide, at hun havde ladet sig friste af dem, skat. Hun havde ikke rørt en spådomskugle eller prøvet at fremmane en ånd i flere årtier. »Fremmane ånder?« Matthews øjne blev smalle. Det mørke skæg fik ham til at se frygtindgydende ud. »Jeg tror, hun prøvede at komme i kontakt med Rebecca. Hvis jeg havde vidst, hvor langt hun var gået i sine forsøg, ville jeg have gjort mere for at stoppe hende.« Sarahs øjne glitrede af tårer. »Peter Knox må have fornemmet de kræfter, Emily arbejdede med, og de højere magier har altid fascineret ham. Da han først havde fundet hende – « »Knox?« Matthews stemme var blød, men Sarahs nakkehår rejste sig af ængstelse. »Da vi fandt Em, var Knox og Gerbert der også,« forklarede Marcus og så ud, som om indrømmelsen gjorde ham elendigt til mode. »Hun havde fået et hjerteanfald. Emily må have været under et enormt pres i forsøget på at modstå, hvad end det var, Knox gjorde. Hun var knap nok ved bevidsthed. Jeg prøvede at genoplive hende. Det gjorde Sarah også. Men der var ikke noget, vi kunne gøre.« »Hvorfor var Gerbert og Knox der? Og hvad i alverden regnede Knox med at få ud af at slå Em ihjel?« udbrød Diana. »Jeg tror ikke, Knox forsøgte at slå hende ihjel, skat,« svarede Sarah. »Knox læste Emilys tanker, eller prøvede på det. Hendes sidste ord var ‘Jeg kender Ashmole 782’s hemmelighed, og du får den aldrig at vide.’« »Ashmole 782?« Diana så målløs ud. »Er du sikker?« »Helt sikker.« Sarah ville ønske, at hendes niece aldrig havde fundet det forbandede manuskript på Bodleian Library. Det lå til grund for størstedelen af deres nuværende problemer. »Knox insisterede på, at de Clermont-familien havde nogle manglende sider fra Dianas manuskript og kendte dets hemmelig20

Livets bog.indd 20

20/04/16 15.32

heder,« stemte Ysabeau i. »Verin og jeg fortalte Knox, at han tog fejl, men det eneste, der kunne distrahere ham fra emnet, var babyen. Margaret.« »Nathaniel og Sophie fulgte efter os op til templet. Margaret var hos dem,« forklarede Marcus som svar på Matthews forbløffede stirren. »Før Emily mistede bevidstheden, fik Knox øje på Margaret og krævede at få at vide, hvordan to dæmoner havde skabt et heksebarn. Knox påberåbte sig pagten. Han truede med at bringe Margaret til Rådet, så de kunne efterforske det, han kaldte ‘graverende brud’ på loven. Mens vi forsøgte at genoplive Emily og redde babyen i sikkerhed, forsvandt Gerbert og Knox.« Indtil for nylig havde Sarah altid set Rådet og pagten som nødvendige onder. Det var ikke let for de tre ujordiske racer – dæmoner, vampyrer og hekse – at leve blandt mennesker. De havde alle været ofre for menneskenes frygt og voldelighed i løbet af historien, og væsenerne havde for længe siden indgået en pagt for at minimere risikoen for, at deres verdener skulle påkalde sig menneskenes opmærksomhed. Den begrænsede relationerne racerne imellem, så vel som nogen form for indblanding i menneskenes religion og politik. Rådets ni medlemmer håndhævede pagten og sikrede sig, at alle væsener overholdt dens betingelser. Nu, da Diana og Matthew var hjemme, kunne Rådet for Sarahs skyld skride ad helvede til og tage deres pagt med sig. Diana drejede pludselig hovedet, og et udtryk af vantro gled over hendes ansigt. »Gallowglass?« hviskede hun, da salonen blev fyldt med duften af havet. »Velkommen hjem, tante.« Gallowglass trådte frem og hans gyldne skæg skinnede i sollyset. Diana stirrede chokeret på ham, før en hulken vristede sig fri af hendes strube. »Så, så.« Gallowglass løftede hende op i et bjørnekram. »Det er et godt stykke tid siden, at synet at mig sidst bragte en kvinde til tårer. Desuden så burde det være mig, der græder ved vores genforening. I din verden er det kun et par dage siden, vi sidst talte sammen. For mig er der gået århundreder.« 21

Livets bog.indd 21

20/04/16 15.32

Noget overjordisk flimrede langs overfladen af Dianas krop, som et lys der langsomt flammer op. Sarah blinkede. Hun var virkelig nødt til at kvitte alkoholen. Matthew og hans nevø udvekslede blikke. Matthew så endnu mere bekymret ud, da Dianas tårer tog til og skæret omkring hende blev mere intenst. »Lad Matthew tage dig med ovenpå.« Gallowglass stak hånden i lommen og trak et krøllet, gult tørklæde frem. Han rakte det til Diana, mens han omhyggeligt skærmede hende fra de andres b likke. »Er hun okay?« spurgte Sarah. »Bare en smule træt,« sagde Gallowglass, mens han og Matthew puffede Diana af sted mod Matthews afsides tårnværelser. Da først Diana og Matthew var borte, krakelerede Sarahs skrøbe lige selvkontrol, og hun begyndte at græde. Hun genoplevede dagligt Ems død, men at gøre det sammen med Diana gjorde endnu mere ondt. Fernando kom til syne med et bekymret udtryk i ansigtet. »Det er okay, Sarah. Giv det luft,« mumlede Fernando og trak hende ind til sig. »Hvor var du, da jeg havde brug for dig?« spurgte Sarah, da hendes gråd var blevet til en snøften. »Jeg er her nu,« sagde Fernando og vuggede hende stille. »Og Diana og Matthew er kommet sikkert hjem.« »Jeg kan ikke holde op med at ryste.« Dianas tænder klaprede, og hendes lemmer spjættede, som om de blev styret af usynlige strenge. Gallowglass kneb læberne sammen og trådte tilbage, mens Matthew viklede et tæppe stramt om sin hustru. »Det er på grund af chokket, mon coeur,« mumlede Matthew og trykkede et kys mod hendes kind. Det var ikke bare Emilys død, der voldte hende smerte, men også minderne om det tidlgere, traumatiske tab af hendes forældre. Han gned hendes arme gennem tæppet. »Kan du hente noget vin, Gallowglass?« »Jeg burde ikke. Babyerne ... « begyndte Diana. Hendes øjne blev vilde, og tårerne vendte tilbage. »De vil aldrig lære Em at kende. Vores børn vil vokse op uden at kende Em.« 22

Livets bog.indd 22

20/04/16 15.32

»Her.« Gallowglass rakte en sølvlommelærke frem mod Matt hew. Hans onkel så taknemmeligt på ham. »Endnu bedre,« sagde Matthew og trak proppen fri. »Bare en lille slurk, Diana. Det vil ikke skade tvillingerne, og det vil hjælpe dig med at slappe af. Jeg får Marthe til at bringe noget sort te herop, med masser af sukker i.« »Jeg slår Peter Knox ihjel,« sagde Diana heftigt efter at have taget en slurk whisky. Lyset omkring hende blussede op. »Ikke i dag,« sagde Matthew fast og rakte flasken tilbage til Gallowglass. »Har tantes glaem skinnet så kaftigt, siden I kom tilbage?« Gallowglass havde ikke set Diana Bishop siden 1591, men han mindedes ikke, at den havde været så tydelig. »Ja. Hun har været iført en tilsløringsbesværgelse. Chokket må have forskubbet den,« sagde Matthew og fik hende til at sætte sig på sofaen. »Diana ville have, at Emily og Sarah fik lov at nyde, at de skulle være bedstemødre, inden de begyndte at stille spørgsmål til hendes voksende kraft.« Gallowglass undertrykte en ed. »Bedre?« spurgte Matthew og førte Dianas fingre til sine læber. Diana nikkede. Hendes tænder klaprede stadig, bemærkede Gallowglass. Det smertede ham at tænke på, hvor meget det måtte kræve af hende at holde sig selv under kontrol. »Jeg er virkelig ked af det med Emily,« sagde Matthew og holdt blidt om hendes ansigt med begge hænder. »Er det vores skyld? Blev vi for længe i fortiden, sådan som far sagde?« Diana talte så stille, at det var svært selv for Gallowglass at høre. »Selvfølgelig ikke,« svarede Gallowglass med hård stemme. »Det var Peter Knox, der gjorde det. Ingen andre har skylden.« »Lad os ikke bekymre os om, hvis skyld det er,« sagde Matthew, men hans øjne var fulde af vrede. Gallowglass gav et kort, forstående nik. Matthew ville have masser at sige om Knox og Gerbert – senere. Lige nu bekymrede han sig for sin kone. 23

Livets bog.indd 23

20/04/16 15.32

»Emily ville have ønsket, at du fokuserer på at tage vare på dig selv og Sarah. Det er nok for nu.« Matthew strøg de kobberfarvede hårstrå tilbage, som havde klistret sig fast til Dianas kinder på grund af saltet fra hendes tårer. »Jeg burde gå nedenunder igen,« sagde Diana og førte Gallowglass’ gule tørklæde op til øjnene. »Sarah har brug for mig.« »Lad os blive heroppe lidt længere. Vente på, at Marthe kommer med teen,« sagde Matthew og satte sig ved siden af hende. Diana lænede sig ind mod ham. Hendes åndedræt kom i gispende hik, mens hun prøvede at holde tårerne tilbage. »Jeg vil lade jer to være alene,« sagde Gallowglass bryskt. Matthew nikkede i tavs taknemmelighed. »Tak, Gallowglass,« sagde Diana og rakte tørklædet frem. »Behold det,« sagde han og vendte sig mod trapperne. »Vi er alene. Du behøver ikke være stærk længere,« mumlede Matthew til Diana, da Gallowglass forsvandt ned ad den snoede trappe. Bag Gallowglass var Matthew og Diana flettet sammen i en ubrydelig knude. Deres ansigter var fordrejede i smerte og sorg, og begge gav de hinanden den trøst, de ikke kunne finde selv. Jeg skulle aldrig have kaldt dig hertil. Jeg skulle have fundet en an den måde at få mine svar på. Emily vendte sig mod sin bedste veninde. Du burde være hos Stephen. Jeg vil hellere være her hos min datter end nogen andre steder, sagde Rebecca Bishop. Stephen forstår. Hun rettede igen blikket mod Diana og Matthew, som stadig var låst i deres sorgbetyngede omfavnelse. Frygt ikke. Matthew vil tage sig af hende, sagde Philippe. Han forsøgte stadig at gennemskue Rebecca Bishop – hun var et ualmindeligt udfordrende væsen og lige så god til at holde på hemmeligheder som nogen vampyr. De vil tage sig af hinanden, sagde Rebecca med hånden på hjertet, præcis som jeg vidste, at de ville.

Livets bog.indd 24

20/04/16 15.32

”Harkness er fremragende til at få levendegjort sin magiske verden og fastholde en flydende fortæl ling.”

”Denne trilogi er et fantastisk eksempel på en un som Harry Potter for voksne.”

findsomt og skaber overraskende dybde.”

der. Da den største trussel mod deres fælles fremtid bliver afsløret,

– Los Angeles Times

heden endelig kommer frem.

ser af action, farverig magi, romantik og følelses mæssige åbenbaringer … Det er stadig en fornøjelse velfortjente lykkelige slutning.”

vores paranormale karakterer, deres skjulte agen daer og uforudsigelige handlinger rystes sammen

til en finale, som man ikke må gå glip af.” – Library Journal

20 21

Roman

788711 552834

Lindhardt og Ringhof

w w w. l i n dha rdtogri n ghof.dk

”Eventyret holder aldrig op … Historie, videnskab,

DEBOR AH

– Kirkus Reviews

at rejse med disse karakterer mod deres mere end

”Som i de to foregående bøger i serien er der mas

fører dem fra bjergene i Auvergne til paladserne i Venedig, før sand

haster det med at finde de manglende sider i Ashmole 782. Jagten

videnskabelige og historiske detaljer er både op

ternative univers … Hendes ambitiøse blanding af

HARKNESS Omslagsdesign: eyelab.dk

– Miami Herald

”Harkness har tryllebundet sine læsere med sit al

hvor de må stå ansigt til ansigt med nye udfordringer og gamle fjen

dergenre, man kunne kalde realistisk fantasy –

– The Boston Globe

hende til livs. Efter at have rejst tilbage i tiden for at søge svar på ma

– People

forsøgt at få adgang til. Nu er manuskriptet forsvundet, og nogen vil

”Spændende og fuld af action.”

nuskript, kaldet Ashmole 782, som andre væsner i århundreder har

– Publishers Weekly

Diana har kortvarigt haft fingrene i et fortryllet, men ukomplet ma

”En vidunderlig afslutning på trilogien.”

Bishop, der er heks og forelsket i vampyren Matthew Clairmont.

Tredje og sidste bind i den magiske fortælling om historikeren Diana

DEBOR A H HARKNESS

”Harkness bygger bro mellem Harry Potter, Twilight og Outlan der og appellerer til en bred skare af fantasylæsere.” – Booklist

I N T E R NAT I O NA L B E S T S E L L E R

layout: thomas@eyelab.dk +45 51 84 51 51

MAT COVER. Print order: CMYK

➋ Relief spot varnish

20/04/2016 21.51

Livets bog OMS 155x231.indd 1