ALLE GODE HEMMELIGHEDER HAR EN SMAG, FØR DE AFSLØRES ...
Turner over sin mor, der netop er død. Hun bliver venner med den moderløse Aubrey Evans og søger trøst i en kortvarig romance med det fallerede footballtalent Luke Sheppard.
Da Nadia mange år senere vender tilbage til Oceanside, rippes der op i gamle sår og den hemmelighed, hun og Luke deler.
Nadia, Aubrey og Luke fanges i et trekantsdrama og plages alle tre
Brit Bennett er amerikansk forfatter og essayist. Hun har blandt andet skrevet for The New Yorker, New York Magazine, New York Times og Paris Review.
MØDRENE
er Bennetts debutroman. Den er en New York Times-bestseller og filmrettighederne er solgt til Warner Bros.
af de valg, de tog den sommer, og af spørgsmålet: Hvad nu, hvis de havde handlet anderledes?
M ø d r e n e er en fintfølende og hæsblæsende roman om venskab,
kærlighed, døtre og mødre i alle afskygninger og om en stor hemmelighed i et lille samfund.
“Bennett fanger den moderne kvindes paradoks: friheden
til at vælge og ængsteligheden, der følger med det ansvar – at folk stadig vil dømme dig for dine valg.”
– ELECTRIC LITERATURE
Omslag: Imperiet efter originalomslag af Rachel Willey Forfatterportræt: © Emma Trim
lindhardtogringhof.dk
mødrene BRIT BENNETt
I Oceanside, Californien ved alle alt om alle. Her sørger Nadia
“Trods Brit Bennetts spændende plot og høje
tempo er det hendes komplekse måde at
“en overbe v i s e n d e d e but” – th e new yorker
ROMAN
fremstille sine karakterer på, der gør bogen
vedkommende. Bennetts evne til at udfolde dem er bemærkelsesværdig.”
– NEW YORK TIMES
“M ø d r e n e emmer af psykologisk indsigt
og smerten ved at miste.”
– HUFFINGTON POST “Bennett får os til at holde af sine karakterer, som var de vores egne.”
– MIAMI HERALD
“En forfatter, du skal holde øje med.”
– WASHINGTON POST
“M ø d r e n e fanger meget præcist det at bo
i en lille by, hvor alle ved alt om alle.”
– GUARDIAN
Lin dh ardt og ri ngh of
Brit Bennett
Mødrene Pü dansk ved Iben Konradi Brodersen
Modrene.indd 3
26/07/17 11:13 am
Mødrene er oversat fra amerikansk efter The Mothers Copyright © 2016 by Brittanny Bennett Dansk copyright © 2017 Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, København Omslagsdesign: Imperiet efter original af Rachel Willey Forfatterfoto: © Emma Trim Bogen er sat med FournierMT Trykt hos Livonia Print ISBN: 978-87-11-56423-3 1. udgave, 1. oplag Printed in Lithuania 2017
Bogen er udgivet med støtte fra
Kopiering af denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont
Modrene.indd 4
26/07/17 11:13 am
Til Mor, Far, Brianna og Jynna
Modrene.indd 5
26/07/17 11:13 am
Modrene.indd 6
26/07/17 11:13 am
ET
Vi troede ikke på det, da vi hørte om det første gang. Du ved, hvordan kirkefolk kan snakke. Ligesom dengang vi alle troede, at overkirketjeneren var utro, fordi Betty, præstens sekretær, tog ham i at hygge sig med en anden kvinde over brunch. Endda en ung, smart kvinde, der svingede med hofterne, når hun gik, selvom hun ikke havde ret til at svinge noget som helst foran en mand, der har været gift i 40 år. Man kunne tilgive en mand for en enkelt smutter, men at sidde på en fortovscafé og flirte med en ung kvinde over croissanter? Dét var en helt anden sag. Men før vi kunne nå at konfrontere ham, dukkede han op i Upper Room Chapel søndag formiddag med sin kone og den unge, hoftesvingende kvinde – en grandniece på besøg fra Fort Worth – og så var det dét. Da vi hørte om det første gang, tænkte vi måske, at der var tale om en hemmelighed af den type. Men vi måtte indrømme, at den havde føltes anderledes. Den havde også smagt anderledes. Alle gode hemmeligheder har en smag, før de afsløres, og hvis vi havde taget os tid til at smage ordentligt på denne, ville vi have oplevet den sure smag af en umoden hemmelighed, der var blevet plukket for tidligt, stjålet og solgt, før den var moden. Men det gjorde vi ikke. Vi delte den her sure hemmelighed; en hemmelighed, der 7
Modrene.indd 7
26/07/17 11:13 am
b egyndte den sommer, Nadia Turner blev gjort gravid af præstens søn og tog til abortklinikken nede i byen for at få det ordnet. Hun var sytten dengang. Hun boede alene med sin far, en marinesoldat. Hendes mor havde begået selvmord seks måneder forinden. Lige siden havde hun opbygget sig et vildt omdømme – hun var ung og bange og forsøgte at gemme sig bag sin skønhed. Og hun var køn – smuk endda – med ravgylden hud, silkeblødt, langt hår og gyldenbrune øjne. Som de fleste piger havde hun allerede lært, at skønhed kan gøre dig sårbar, og at skønhed kan skjule dig. Og som de fleste piger havde hun endnu ikke lært forskellen på de to ting at kende. Så vi hørte alle om hendes udflugter over den mexicanske grænse til natklubber i Tijuana, vandflasken med vodka, som hun havde med sig på Oceanside High, lørdagene hun tilbragte på basen, hvor hun spillede pool med marinesoldaterne og afsluttede aftenen med at presse sine hæle op mod en eller anden mands duggede bilrude. Det var måske bare historier, men der var én ting, vi vidste, var sand: Hun tilbragte sit sidste år i high school under dynen med Luke Sheppard, og da det blev forår, voksede hans baby inden i hende. Luke Sheppard var tjener på Fat Charlie’s Seafood Shack, en res taurant nede på molen, som var kendt for sin friske mad, levende musik og familievenlige stemning. Det var i det mindste, hvad man kunne udlede, når man læste annoncen i The San Diego Union- Tribune, hvis ellers man var fjols nok til at tro på det. Havde man boet i Oceanside længe nok, vidste man, at den friske mad, der blev lovet, var daggamle fish & chips, der lå og stegte under varmelamper, og at den levende musik, når den var der, som regel bestod af beskidte teenagere i hullede jeans med sikkerhedsnåle i læberne. Nadia Turner vidste også ting om Fat Charlie’s, der ikke stod i annoncen. For eksempel at Charlie’s Cheesy Nachos var den perfekte snack, når man var fuld, eller at chefkokken solgte den 8
Modrene.indd 8
26/07/17 11:13 am
bedste hash nord for den mexicanske grænse. Hun vidste, at der hang gule redningskranse oven over baren, og at mørkt og knasende tang dryppede ned fra loftet. Efter lange vagter kaldte de tre sorte tjenere stedet for et slaveskib. Hun vidste hemmelige ting om Fat Charlie’s, fordi Luke havde fortalt dem til hende. “Hvad med fiskefingrene?” spurgte hun. “Bløde som bare fanden.” “Skaldyrspastaen?” “Den ska’ du ikke lægge dig ud med.” “Hvad kan være så slemt ved pasta?” “Ved du, hvordan de laver det lort? De tager en eller anden fisk, der har ligget et par dage og propper den ind i ravioli.” “Fint, hvad så med brødet?” “Hvis nogen ikke spiser alt deres brød, giver vi det bare til et nyt bord. Har du lyst til at spise det samme brød, som en eller anden fyr, der har haft hænderne nede i bukserne hele dagen, har rørt ved?” Vinteren, hvor hendes mor havde begået selvmord, havde Luke reddet Nadia fra at bestille krabbebidderne (friteret kunstig krabbe). Hun var begyndt at forsvinde efter skole. Hun kørte i busser og hoppede af, hvor end de førte hende hen. Sommetider kørte hun mod øst til Camp Pendleton, basen ud for Oceanside, hvor hun så en film, bowlede ved Stars and Strikes eller spillede pool med marinesoldaterne. De unge var de mest ensomme, så hun fandt sig altid en flok menige, der var akavede med deres b arberede hoveder og store støvler, og sidst på aftenen endte hun som regel med at kysse en af dem, indtil hun fik lyst til at græde. Andre dage kørte hun nordpå forbi Upper Room Chapel, hvor kysten blev til en grænse. Sydpå ramte hun mere strand; bedre strande, strande med sand så hvidt som menneskene, der lå på dem, strande med promenader og rutsjebaner, strande bag hegn og låger. Hun kunne ikke køre mod vest. Dér lå havet. 9
Modrene.indd 9
26/07/17 11:13 am
Hun kørte med bussen væk fra sit gamle liv, hvor hun efter skole ville være blevet hængende med sine venner på parkeringspladsen inden køretimen, klatret op på tribunerne for at se fodboldholdet træne eller kørt i karavaner hen til burgerbaren. Hun havde fjollet rundt i Jojo’s Juicery med sine kolleger, danset omkring bål og klatret ud på molen, når nogen udfordrede hende til det, fordi hun altid lod, som om hun ikke var bange for noget som helst. Det kom bag på hende, hvor sjældent hun havde været alene dengang. Det havde føltes, som om dagene gik med at blive overrakt fra person til person. Som en stafet gav hendes matematiklærer hende til spansklæreren, som gav hende videre til kemilæreren, derefter hendes venner og så hjem til hendes forældre. Men så en dag var hendes mors hånd væk, og hun var faldet skramlende sammen på gulvet. Hun kunne ikke holde ud at være i nærheden af nogen længere – hendes lærere, der undskyldte hendes for sent afleverede opgaver med tålmodige smil; hendes venner, der holdt op med at lave sjov, så snart hun satte sig ned til frokost, som om deres glæde ville virke stødende på hende. I samfundsfag, når mr. Thomas lavede gruppearbejde, fandt hendes venner hurtigt sammen, og hun var efterladt sammen med den anden stille, venneløse pige i klassen: Aubrey Evans, der gik til møder med Kristendomsklubben i frokostpausen – ikke for at kunne skrive det på sit CV til universitetsansøgninger (hun rakte ikke hånden op, da mr. Thomas spurgte, hvem der havde afleveret deres ansøgninger), men fordi hun troede, det betød noget for Gud, at hun tilbragte sine fritimer inde i et klasselokale og planlagde uddelinger af dåsemad til hjemløse. Aubrey Evans, der gik med en enkel kyskhedsring af guld, som hun drejede mellem sine fingre, når hun talte, og som altid deltog i gudstjenesterne i Upper Room alene, sikkert fordi hun var et stakkels, helligt barn af fromme ateister, som hun arbejdede hårdt på at føre ind i lyset. Efter de havde været i gruppe 10
Modrene.indd 10
26/07/17 11:13 am
sammen første gang, lænede Aubrey sig tæt ind mod Nadia og talte med sænket stemme. “Jeg ville bare sige, at det gør mig ondt,” sagde hun. “Vi har alle bedt for dig.” Hun virkede oprigtig, men hvad skulle det gøre godt for? Nadia havde ikke været i kirke siden sin mors begravelse. I stedet kørte hun med busser. En eftermiddag steg hun af nede i byen foran stripklubben. Hun var overbevist om, at nogen ville standse hende – hun lignede et barn med sin rygsæk – men dørmanden, der sad på en barstol ved siden af indgangen, kiggede knap nok op fra sin telefon, da hun sneg sig indenfor. Klokken tre tirsdag eftermiddag var stripklubben død, og de tomme sølvborde så slørede ud under scenelamperne. Sorte skærme var trukket for vinduerne for at holde det plastikagtige sollys ude; i det menneskeskabte mørke sad fede, hvide mænd med kasketter trukket ned i panden sammensunkne i stole, der vendte mod scenen. Under projektørlyset dansede en slasket, hvid kvinde, hendes bryster svingede som penduler. I mørket fra klubben kunne man være alene med sin sorg. Hendes far havde kastet sig over Upper Room. Han gik til begge gudstjenester søndag morgen, til bibellæsning onsdag aften og til kor torsdag aften. Han sang ikke, og prøverne var egentlig lukkede, men ingen nænnede at sende ham væk. Hendes far stillede sin sorg til skue på en kirkebænk, men hun gemte sin sorg på steder, ingen kunne se. Bartenderen trak på skuldrene af hendes falske id og lavede hende en drink, og hun satte sig og nippede til en rom og cola, mens hun betragtede kvinder med hærgede kroppe dreje omkring på scenen. Aldrig de tynde, unge piger – dem gemte klubben til weekenderne og aftenerne – men ældre kvinder, der tænkte på indkøbslister og børnepasning. Deres kroppe var forstrakte og arrede af alder. Hendes mor ville have været forfærdet ved tanken – Nadia på en stripklub midt om dagen – men hun blev 11
Modrene.indd 11
26/07/17 11:13 am
og drak langsomt de vandede drinks. Den tredje gang, hun var i klubben, trak en sort mand en stol op ved siden af hende. Han var iført en rød, skotskternet skjorte med seler, og grå totter stak ud under hans kasket. “Hva’ drikker du?” spurgte han. “Hvad drikker du?” sagde hun. Han lo. “Næh. Det her er en voksendrink. Ikke noget for en lille én som dig. Jeg skal nok finde dig noget sødt. Kunne du tænke dig det, skat? Du ligner én, der har en sød tand.” Han smilede og lagde en hånd på hendes lår. Hans mørke og lange fingernegle krummede sig ind mod hendes jeans. Før hun kunne nå at bevæge sig, dukkede en sort kvinde i fyrrerne op ved bordet. Hun var iført en glitrende, lyserød bh og g-streng. Lysebrune mærker strakte sig hen over hendes mave som tigerstriber. “Nu lader du hende være, Lester,” sagde kvinden. Og så til Nadia: “Kom så, la’ os friske dig op.” “Nå nå, Cici, jeg snakkede bare med hende,” sagde den gamle mand. “Det er godt med dig,” sagde Cici. “Barnet er ik’ engang lige så gammel som dit ur.” Hun førte Nadia om bag baren og bundede resten af sin drink i én slurk. Så tog hun en hvid jakke på og gav tegn til Nadia om at følge med hende udenfor. Imod den grå himmel så stripklubbens flade silhuet endnu mere deprimerende ud. Længere henne stod to hvide piger og røg, og de løftede begge en hånd i vejret, da Cici og Nadia trådte udenfor. Cici gengældte den dovne hilsen og tændte en cigaret. “Du har et kønt ansigt,” sagde Cici. “Er det dine rigtige øjne? Er du blandet?” “Nej,” sagde hun. “Jeg mener, de er mine øjne, men jeg er ikke blandet.” 12
Modrene.indd 12
26/07/17 11:13 am
“Synes, du ser blandet ud.” Cici pustede en strøm af røg ud af mundvigen. “Er du løbet væk hjemmefra? Lad være med at se sådan på mig. Jeg melder dig ikke. Jeg ser piger som dig her hele tiden. De er ude på at tjene lidt penge. Ikke lovligt, men det har Bernie ikke noget imod. Bernie gi’r dig lidt tid på scenen, ser hvad du kan. Men du ska’ ik’ forvente nogen varm velkomst. Svært nok at konkurrere mod de blonde gimper om drikkepenge – vent til pigerne ser din lyse røv.” “Jeg vil ikke danse,” sagde Nadia. “Nå, så ved jeg ik’, hva’ du leder efter. Men du finder det ik’ her.” Cici lænede sig tættere på. “Ved du godt, du har gennemsigtige øjne? Føles, som om jeg ka’ se lige igennem dem. Ikke andet end elendighed på den anden side.” Hun gravede i sin lomme og trak en håndfuld krøllede dollarsedler op. “Det her er ik’ et sted for dig. Gå ned på Fat Charlie’s og få dig noget at spise. Af sted.” Nadia tøvede, men Cici lagde sedlerne i hendes hånd og lukkede hendes fingre omkring dem. Måske kunne hun gøre det, lade som om hun var løbet hjemmefra, og måske var hun det på en måde. Hendes far spurgte hende aldrig, hvor hun havde været. Hun kom hjem om aftenen og fandt ham i lænestolen, hvor han så fjernsyn i den mørke stue. Han så altid overrasket ud, når hun låste hoveddøren op, som om han ikke engang havde opdaget, at hun havde været væk. På Fat Charlie’s sad Nadia i en bås omme bagved og bladrede gennem en menu, da Luke Sheppard trådte ud af køkkenet med et hvidt forklæde om hofterne og en sort T-shirt, der strammede over hans muskuløse brystkasse. Han var lige så flot, som hun huskede ham fra søndagsskole, bortset fra at han var en mand nu, solbrændt og bredskuldret, og hans stærke kæbe var dækket af skægstubbe. Han haltede nu og lagde vægten en anelse mere på sit venstre ben, men hans ujævne tempo og forsigtige gang fik hende kun til at begære 13
Modrene.indd 13
26/07/17 11:13 am
ham endnu mere. Det var en måned efter hendes mors død, og hun blev draget af hvem som helst, der bar deres smerte udvendigt, noget som hun ikke selv kunne. Hun havde ikke engang grædt til begravelsen. Til bisættelsen havde en parade af gæster fortalt hende, hvor godt hun havde klaret det, og hendes far havde lagt armen om hendes skuldre. Han havde siddet sammensunken på kirkebænken med rystende skuldre og grædt mandlige tårer, men det havde stadig været gråd, og for første gang havde hun overvejet, om hun var stærkere end ham. Det var meningen, at en indvendig smerte skulle forblive indvendig. Det måtte være underligt at have en udvendig smerte, man ikke kunne skjule. Hun legede med flappen på menukortet, da Luke haltede over til hendes bås. Hun og alle andre i Upper Room havde set hans lovende juniorsæson slutte sidste efterår. Et rutinespark, en dårlig tackling, og hans ben var brækket, knoglen havde skåret sig direkte gennem huden. Kommentatorerne havde sagt, at han ville være heldig, hvis han kom til at gå normalt igen, for slet ikke at tale om at spille, så ingen havde været overrasket, da San Diego State University trak hans stipendium tilbage. Nadia havde ikke set Luke, siden han var blevet udskrevet fra hospitalet. I hendes tanker lå han stadig i en hospitalsseng omringet af sygeplejersker og med et gipsben hævet op mod loftet. “Hvad laver du her?” spurgte hun. “Jeg arbejder her,” sagde han og lo så, men hans latter lød hård som en stol, der bliver trukket hen over gulvet. “Hvordan går det?” Han så ikke på hende, mens han bladrede igennem sin notesblok, så hun vidste, at han havde hørt om hendes mor. “Jeg er sulten,” sagde hun. “Er det sådan, det går? Du er sulten?” “Kan jeg få krabbebidderne?” “Du må hellere la’ være.” Han førte hendes finger ned ad den laminerede menu til de mexicanske nachos. “Dér. Prøv dem.” 14
Modrene.indd 14
26/07/17 11:13 am
Hans hånd krummede sig blidt sammen over hendes, som om han var ved at lære hende at læse og bevægede hendes finger hen over ukendte ord. Han fik hende altid til at føle sig ufatteligt ung, som da hun vendte tilbage to dage senere og forsøgte at bestille en margarita. Han lo, da han kiggede på hendes falske id. “Kom nu,” sagde han. “Er du ik’ tolv eller sådan noget?” Hun kneb øjnene sammen. “Åh, fuck dig,” sagde hun. “Jeg er sytten.” Men hun havde sagt det med lidt for stor stolthed i stemmen, og Luke grinede igen. Selv atten – som hun ikke ville blive før slutningen af august – ville virke ungt i hans øjne. Hun gik stadig i high school. Han var enogtyve og havde allerede været på college – et rigtigt college, ikke det lokale college, hvor folk blev hængende i nogle måneder, efter de var dimitteret, indtil de fandt jobs. Hun havde søgt ind på fem colleges, og mens hun ventede på svar, stillede hun Luke spørgsmål om collegelivet; var badeværelserne lige så ulækre, som hun forestillede sig dem, og kom folk rent faktisk sokker på dørhåndtagene, når de ‘ikke ville forstyrres’? Han fortalte hende om undertøjsløb, skumfester, hvordan man fik mest ud af sit madbudget, og hvordan man fik ekstra tid under prøverne ved at lade, som om man havde et indlæringsproblem. Han kendte til ting, og han kendte til piger, collegepiger, der havde høje hæle på i timerne, ikke kondisko, og skuldertasker frem for rygsække, og som tilbragte deres somre i praktik hos mobilselskaber eller banker i stedet for at lave juice nede på molen. Hun forestillede sig selv på et college som en af de sofistikerede piger, og at Luke kørte ud for at besøge hende – eller hvis hun gik på et college i en anden stat, at han tog flyet for at besøge hende i ferien. Han ville have grinet, hvis han havde vidst, at hun fantaserede om ham i sit liv. Han drillede hende tit, for eksempel da hun begyndte at læse lektier på Fat Charlie’s. “Shit,” sagde han, da han bladrede gennem hendes matematikbog. “Du er en nørd.” 15
Modrene.indd 15
26/07/17 11:13 am
Det var hun ikke rigtig, men hun havde nemt ved at lære. (Hendes mor plejede at drille hende med det – “det må være rart,” havde hun sagt, når Nadia var kommet hjem med en prøve med topkarakter, som hun kun havde læst op til aftenen før). Hun tænkte, at hendes højniveaufag måske ville afskrække Luke, men han kunne godt lide, at hun var klog. “Se lige den her pige,” sagde han til en forbipasserende tjener, “første sorte, kvindelige præsident, bare vent og se.” Enhver sort pige, der havde bare en anelse talent fik dét at vide. Men hun kunne godt lide, at Luke pralede, og hun kunne endnu bedre lide det, når han drillede hende med at læse lektier. Han behandlede hende ikke som alle de andre på skolen, der enten undgik hende eller talte til hende, som om hun var en skrøbelig ting, der kunne gå i stykker når som helst. En februaraften kørte Luke hende hjem, og hun inviterede ham indenfor. Hendes far var væk i weekenden på Men’s Advance, så huset var mørkt og stille. Hun ville gerne tilbyde Luke en drink – det var det, kvinder gjorde på film; de rakte manden et tykt glas fyldt med et eller andet mørkt og maskulint – men månelyset gav genskin i glaskabinettet, der var tomt for flasker, og Luke pressede hende op ad væggen og kyssede hende. Hun havde ikke fortalt ham, at det var første gang, men han vidste det. I sengen havde han spurgt hende tre gange, om hun gerne ville stoppe. Hver gang havde hun sagt nej. Sex gjorde ondt, og det ville hun gerne have. Hun ville have, at Luke skulle være hendes udvendige smerte. Da foråret kom, vidste hun, hvornår Luke fik fri fra arbejde, og hvornår hun skulle møde ham i det tomme hjørne af parkeringspladsen, hvor to mennesker kunne være alene. Hun vidste, hvilke aftener han havde fri; de aftener lyttede hun efter lyden af hans bil, der rullede op ad hendes gade, og listede sig på tåspidser forbi sin fars lukkede soveværelsesdør. Hun vidste hvilke dage, han mødte sent; de dage sneg hun ham med ind i huset, før hendes far kom hjem fra arbejde. Hun vidste, at Lukes T-shirt 16
Modrene.indd 16
26/07/17 11:13 am
var for lille, fordi han fik flere drikkepenge på den måde. Hun vidste, at han gruede for en lang vagt, når han satte sig på kanten af sengen uden at sige noget. Så sagde hun heller ikke noget, men trak hans stramme trøje ned over hans hoved og aede hans skuldre. Hun vidste, at når han stod op hele dagen og spurtede rundt på restauranten, så gjorde det mere ondt på ham, end han nogensinde ville indrømme, og sommetider, når han sov, betragtede hun indgående det tynde ar, der bevægede sig op mod hans knæ. Ligesom alt andet, var knogler stærke, indtil de ikke var det længere. Hun vidste også, at Fat Charlie ’s var tom mellem frokost og happy hour, så efter hendes graviditetstest havde vist positiv, havde hun taget bussen derud for at fortælle det til Luke. “Fuck,” var det første, han sagde. Så: “Er du sikker?” Så: “Men er du sikker sikker?” Så: “Fuck.” I den tomme restaurant druknede Nadia sine pomfritter i en pøl af ketchup, indtil de var slatne og gennemblødte. Selvfølgelig var hun sikker. Hun ville ikke have bekymret ham med det, hvis hun ikke allerede var sikker. I dagevis havde hun fokuseret på at få sin krop til at bløde, som om det var et spørgsmål om vilje. Hun havde bedt for en dråbe, den mindste plet, men var blevet ved med at stirre ned i kridhvide trusser. Den samme morgen havde hun taget bussen hen til det offentlige graviditetsklinik uden for byen, en lav, grå bygning midt på et butikstorv. I lobbyen havde en række kunstige planter næsten blokeret for receptionisten, som havde peget Nadia i retning af venteværelset. Hun havde sluttet sig til en håndfuld sorte piger, som næsten ikke ænsede hende. Hun havde sat sig mellem en buttet pige, som lavede lilla tyggegummibobler, og en pige i overallshorts, som spillede Tetris på sin telefon. En tyk, hvid 17
Modrene.indd 17
26/07/17 11:13 am
rådgiver, som hed Dolores, havde ført Nadia om bagved, hvor de havde presset sig ind i et rum, der var så lille og tæt, at deres knæ havde rørt ved hinanden. “Godt, har du en grund til at tro, at du måske er gravid?” havde Dolores spurgt. Hun havde haft en klumpet grå sweater på med et mønster med får, og hun havde talt som en børnehaveklasselærer, smilende, med sætninger, som havde en blid melodi. Hun måtte have troet, at N adia var en idiot – endnu en sort pige, der var for dum til at insistere på et kondom. Men de havde brugt kondom, i hvert fald de fleste gange. Nadia følte sig som et fjols, fordi hun havde været så tryg ved deres næsten sikre sex. Det var meningen, at hun skulle være den kloge. Hun burde have været bevidst om, at der ikke skulle mere end en enkelt fejltagelse til, før hele hendes fremtid kunne blive revet fra hende. Hun kendte til gravide piger. Hun havde set dem vralte rundt på skolen i stramme tanktops og sweatshirts, som strakte sig over deres maver. Hun havde aldrig set noget til drengene, der havde fået dem til at blive sådan – deres navne var indhyllet i mysterier, flygtige og uklare som rygter – men hun kunne aldrig ikke-se pigerne, store og blomstrende foran hende. Af alle mennesker burde hun have vidst bedre. Hun var sin mors fejltagelse. Over for hende i båsen sad Luke og krummede sig ind over bordet. Han skiftevis strakte og trak sine fingre sammen, på samme måde som han havde bevæget dem, når han havde siddet på sidelinjen til en kamp. Gennem sit første år i high school havde Nadia brugt mere tid på at betragte Luke end på at se på holdet på banen. Hvordan ville det føles, hvis de fingre rørte ved hende? “Jeg troede, du var sulten,” sagde han. Hun kastede endnu en pomfrit ned i pølen. Hun havde ikke spist noget hele dagen – der var en salt smag i hendes mund, som hun som regel havde, inden hun skulle kaste op. Hun rystede sine klipklapper af og lagde de bare fødder op på hans lår. 18
Modrene.indd 18
26/07/17 11:13 am
“Jeg har det ad helvede til,” sagde hun. “Vil du ha’ noget andet?” “Det ved jeg ikke,” sagde hun. Han skubbede sig væk fra bordet. “La’ mig finde noget andet til dig –” “Jeg kan ikke beholde det,” sagde hun. Luke frøs på vej op fra sin stol. “Hvad?” sagde han. “Jeg kan ikke beholde barnet,” sagde hun. “Jeg kan ikke være nogens fucking mor, jeg skal på college, og min far vil –” Hun kunne ikke få sig selv til at sige højt, hvad hun ville – ordet abort føltes grimt og mekanisk – men Luke forstod, hvad hun mente, gjorde han ikke? Han var den første person, hun havde fortalt om optagelsesmailen fra universitetet i Michigan – han havde trukket hende ind i et knus, før hun overhovedet var blevet færdig med sin sætning og havde næsten kvast hende i sine arme. Han måtte kunne forstå, at hun ikke kunne lade den chance passere, muligheden for at komme væk hjemmefra, for at forlade sin tavse far, hvis smil ikke engang var nået op til øjnene, da hun h avde vist ham mailen, men som hun vidste ville være gladere uden hende i sit liv. Hun var en konstant påmindelse om det, han havde mistet. Hun kunne ikke lade dette barn fastholde hende, når hun lige havde fået en chance for at komme væk. Hvis Luke forstod det, så viste han det ikke. Først sagde han slet ikke noget, han lænede sig tilbage i båsen, pludselig var hans krop langsom og tung. I det øjeblik syntes hun, at han så endnu ældre ud, ansigtet med skægstubbene virkede træt og udtæret. Han rakte ud efter hendes bare fødder og holdt om dem i sit skød. “Okay,” sagde han så mere blidt. “Okay. Sig, hvad jeg skal gøre.” Han forsøgte ikke at få hende til at skifte mening. Det satte hun pris på, selvom en del af hende havde håbet, at han måske ville gøre noget gammeldags og romantisk som at fri til hende. Hun ville 19
Modrene.indd 19
26/07/17 11:13 am
aldrig have sagt ja, men det ville have været rart, hvis han havde prøvet. I stedet for spurgte han, hvor mange penge hun havde brug for. Hun følte sig dum – hun havde slet ikke tænkt på noget så praktisk, som at indgrebet skulle betales – men han lovede, at han ville skaffe pengene. Da han rakte hende konvolutten den næste dag, bad hun ham om ikke at tage med på klinikken. Han masserede hendes nakke. “Er du sikker?” sagde han. “Ja,” sagde hun. “Bare hent mig bagefter.” Det ville føles endnu værre, hvis hun også havde et publikum. Sårbart. Luke havde set hende nøgen – han havde trængt ind i hendes krop – men på en eller anden måde ville det at han så hende være bange indebære en intimitet, som hun ikke kunne bære. Den morgen, hvor hun skulle have foretaget indgrebet, tog Nadia bussen ned til abortklinikken i midtbyen. Hun var kørt forbi den masser af gange – en ubemærkelsesværdig, gyldenbrun bygning, som lå i skyggen af en Bank of America – men hun havde aldrig før tænkt på, hvordan den så ud indeni. Mens bussen bevægede sig ned mod stranden, stirrede hun ud ad vinduet og så sterile, hvide vægge for sig, skarpe redskaber på bakker, tykke receptionister i posede sweatre, som førte grædende piger ind i venteværelser. Men lobbyen var åben og lys, væggene malet i cremede farver med fine navne som muldvarpegrå eller okker, og på egetræsbordene stod der blå vaser fyldt med muslingeskaller ved siden af stakke med magasiner. Nadia satte sig på den stol, der stod længst væk fra døren og lod, som om hun læste i et National Geographic. Ved siden af hende sad en rødhåret pige og mumlede for sig selv, mens hun kæmpede med en krydsogtværs; den sammensunkne kæreste ved siden af hende stirrede ind i sine solbrillers mørke inderside. Han var den eneste mand i rummet, 20
Modrene.indd 20
26/07/17 11:13 am
så måske følte den rødhårede pige sig overlegen – mere elsket – eftersom hendes kæreste var taget med hende, selvom han ikke så ud som nogen god kæreste, han snakkede ikke engang med hende eller holdt hende i hånden, som Luke ville have gjort. Overfor snøftede en sort pige i en tætsiddende gul kjole ned i ærmet på sin cowboyjakke. Hendes mor, en kraftig kvinde med en lilla rose tatoveret på armen, sad ved siden af hende med sine arme over kors. Hun så vred ud, eller måske bare bekymret. Pigen måtte være omkring fjorten. Hun havde brede skuldre som en svømmer, og jo mere højlydt hun snøftede, jo mere umage gjorde alle andre sig for ikke at kigge på hende. Nadia overvejede at skrive en sms til Luke. Jeg er her. Jeg er okay. Men han var lige mødt ind til en vagt, og han var sikkert bekymret nok i forvejen. Hun bladrede sig langsomt gennem magasinet, hendes øjne gled fra siderne og hen på den blonde receptionist, som smilede ind i sit headset, og ud på trafikken udenfor, den blå vase med muslingeskaller ved siden af hende. Hendes mor havde hadet at være på stranden – det besværlige sand og cigaretskod over det hele – men hun havde elsket skaller, så når de var taget til stranden, havde hun tilbragt eftermiddagen med at vade rundt i vandkanten og bukke sig ned for at pille skaller ud af det fugtige sand. “De beroliger mig,” havde hun engang sagt. Hun havde siddet med Nadia på skødet og forsigtigt vendt og drejet en muslingeskal, så dens blanke inderside blinkede op mod hende. I hendes hånd havde muslingeskallen glimtet lavendel og grøn. “Turner?” En sort sygeplejerske med grånende dreadlocks stod i døren og råbte hendes navn op fra et metalclipboard. Mens Nadia samlede sine ting sammen, kunne hun mærke, at sygeplejersken gav hende et hurtigt, vurderende blik, øjnene skannede hendes røde bluse, hendes skinny jeans og sorte pumps. 21
Modrene.indd 21
26/07/17 11:13 am
“Burde have taget noget behageligt på,” sagde sygeplejersken. “Jeg har det behageligt,” sagde Nadia. Hun havde det, som om hun var tretten igen. Som om hun stod på viceskoleinspektørens kontor og fik en opsang om passende påklædning. “Joggingbukser,” sagde sygeplejersken. “Nogen burde have sagt det til dig, da du ringede herind.” “Det gjorde de også.” Sygeplejersken rystede på hovedet, vendte sig om og begyndte at gå ned ad gangen igen. Hun virkede træt, ikke som de muntre, hvide sygeplejersker, der peb ned ad gangene i gummisko med pink plastikovertræk. Som om hun havde set så meget, at ingenting kunne overraske hende længere, ikke engang en rapkæftet pige med fjollet tøj på, en pige, der var så alene i verden, at hun ikke havde nogen til at sidde ved siden af sig i venteværelset. Nej, der var ikke noget særligt ved sådan en pige – ikke hendes gode karakterer, ikke hendes skønhed. Hun var bare endnu en sort pige, som var havnet i problemer, og som prøvede at finde en udvej. I rummet, hvor de lavede ultralydsskanninger, spurgte en ultralydstekniker Nadia, om hun havde lyst til at se skærmen. Det var frivilligt, sagde han, men det hjalp nogle kvinder med at komme overens med deres beslutning. Hun sagde nej. Hun havde engang hørt om en sekstenårig pige fra hendes high school, som havde født og efterladt sit barn på stranden. Pigen var blevet arresteret, fordi hun var vendt om for at fortælle en politibetjent, at hun havde set en baby, og han havde gennemskuet, at hun var moren. Hvordan havde han kunnet se det? Nadia havde altid undret sig over det. Måske havde han i patruljebilens projektørlys fået øje på en dråbe blod, der piblede ned ad hendes inderlår eller lugtet den fris ke mælk, som plettede omkring hendes brystvorter. Eller måske var det noget helt andet. Den energiske måde, hun havde overrakt babyen på, bekymringen i hendes øjne, da hun havde børstet sandet væk fra det dunede hår. Måske havde han set en moderlig 22
Modrene.indd 22
26/07/17 11:13 am
kærlighed strække sig som en gylden snor mellem hende og den efterladte baby. Noget havde afsløret pigen, men Nadia havde ikke tænkt sig at begå den samme fejl. At vende om. Hun ville ikke tøve og tillade sig selv at elske babyen eller bare at vide af ham. “Bare få det overstået,” sagde hun. “Hvad hvis der er flere?” spurgte teknikeren og rullede hen mod hende på sin stol. “Du ved, tvillinger, trillinger …” “Hvorfor skulle jeg have lyst til at vide det?” Han trak på skuldrene. “Det er der nogle kvinder, der har.” Hun vidste allerede alt for meget om babyen, for eksempel at det var en dreng. Det var for tidligt til faktisk at kunne konstatere det, men hun kunne mærke hans fremmedhed i sin krop, noget som var hende, og som ikke var hende. En mandlig tilstedeværelse. Et drengebarn, som ville have Lukes tykke krøller, og som ville knibe øjnene sammen som ham, når han smilede. Nej, hun kunne heller ikke tænke på dét. Hun kunne ikke tillade sig selv at elske barnet på grund af Luke. Så da teknikeren hvirvlede skanneren rundt i det blå smat på hendes mave, vendte hun sit ansigt væk. Efter et stykke tid holdt teknikeren op med at bevæge skanneren og holdt den stille over hendes navle. “Ser man det,” sagde han. “Hvad?” sagde hun. “Hvad er der sket?” Måske var hun slet ikke gravid. Den slags kunne godt ske, kunne det ikke? Måske havde prøven været fejlagtig, eller måske havde babyen kunnet mærke, at han var uønsket. Måske havde han selv givet op. Hun kunne ikke holde sig selv tilbage – hun vendte sig om og kiggede på skærmen. Den var fyldt med en kile af kornet, hvidt lys. I midten kunne man se en sort oval punkteret af en enkel, hvid plet. “Din livmoder er en perfekt sfære,” sagde teknikeren. “Og? Hvad betyder det?” “Det ved jeg ikke,” sagde han. “At du er en superhelt, måske.” 23
Modrene.indd 23
26/07/17 11:13 am
Han lo for sig selv og hvirvlede skanneren videre gennem geléen. Hun vidste ikke, hvad hun havde forventet at se på ultralydsbilledet, en pandes skråning, måske omridset af en mave. Ikke dette, hvidt og bønneformet og småt nok til, at hun kunne dække det med en tommelfinger. Hvordan kunne dette lillebitte lys være et liv? Hvordan ville noget så småt kunne sætte en stopper for hendes? Da hun vendte tilbage til venteværelset, var pigen i den gule kjole begyndt at hulke. Ingen kiggede på hende, ikke engang den kraftige kvinde, som nu sad med et sædes afstand til hende. Nadia havde taget fejl – denne kvinde kunne ikke være pigens mor. En mor ville rykke sig tættere på et grædende barn, ikke væk. Hendes mor ville have holdt om hende og ville have suget hendes tårer til sig med sin krop. Hun ville have vugget hende og ville ikke have givet slip på hende, før sygeplejersken råbte hendes navn igen. Men denne kvinde rakte sin hånd frem og nev pigen i låret. “Hold op med det dér,” sagde hun. “Du ville være voksen? Godt, nu’ du voksen.” “Indgrebet tager kun ti minutter,” sagde sygeplejersken med dreadlocks til hende. Kortere tid end et afsnit af en tv-serie. I det kølige operationsrum stirrede Nadia på skærmen, som hang foran hende og viste billeder fra strande fra hele verden. Over hende spillede en meditations-cd fra nogle højtalere – en klas sisk guitar over bølgebrus – og hun vidste, at det var meningen, at hun skulle forestille sig, at hun var på en tropisk ø og lå på et leje af hvidt sand. Men da sygeplejersken placerede masken med bedøvelse over hendes ansigt og bad hende om at tælle til hundrede, kunne hun kun tænke på pigen, som havde efterladt sin baby i sandet. Måske var stranden et naturligt sted at efterlade et barn, som man ikke kunne tage sig af. Lave en rede til ham i sandet og håbe på, at nogen fandt ham – et ældre par på en sen spadseretur, 24
Modrene.indd 24
26/07/17 11:13 am
en politimand med en lommelygte. Men hvis de ikke gjorde, hvis ingen faldt over ham, så ville han vende tilbage til sit første hjem, et hav som det inden i hende. En bølge ville bryde ind over stranden, tage ham i sine arme og vugge ham, til han faldt i søvn igen. Da det var overstået, kom Luke ikke for at hente hende. En time efter hun havde ringet til ham, var hun den eneste pige, som sad tilbage på opvågningsstuen. Hun krummede sig sammen i en pink hvilestol og pressede en varmepude ind mod sin mave, som krampede. I en time havde hun stirret ud i det tågede rum. Hun havde ikke kunnet få de andres ansigter til at stå klart frem, men hun havde forestillet sig, at de var lige så blanke som hendes. Måske havde pigen i den gule kjole grædt ned i hvilestolens armlæn. Eller måske havde den rødhårede pige bare fortsat med at udfylde sin krydsogtværs – måske havde hun været igennem det før, eller måske havde hun allerede børn og var ude af stand til at tage sig af endnu et. Var det lettere, hvis du allerede havde et barn? Som høfligt at takke nej til en ekstra portion aftensmad, fordi du allerede var mæt? Nu var de andre taget af sted, og hun havde taget sin telefon frem for at ringe til Luke en tredje gang, da sygeplejersken med dreadlocks trak en stol over til hende. Hun havde en paptallerken med kiks og en juicebrik med. “Kramperne kommer til at være slemme i et stykke tid,” sagde hun. “Bare kom noget varme på, så går de væk. Har du en varmepude derhjemme?” “Nej.” “Varm et håndklæde op. Det fungerer lige så godt.” Nadia havde håbet, at hun måske ville få en anden sygeplejerske. Hun havde set de andre suse gennem rummet for at pylre om deres piger, de havde smilet og klemt deres hænder. Men sygeplejersken med dreadlocks rakte bare tallerkenen hen mod hende. “Jeg er ikke sulten,” sagde Nadia. 25
Modrene.indd 25
26/07/17 11:13 am
“Du bliver nødt til at spise. Jeg kan ikke lade dig gå, før du har spist noget.” Nadia sukkede og tog en kiks. Hvor var Luke? Hun var træt af den her sygeplejerske, hendes rynkede hud og flegmatiske øjne. Hun ville hellere ligge i sin egen seng, pakket ind i sit eget tæppe, og hvile sit hoved mod Lukes brystkasse. Han ville lave suppe til hende og afspille film på sin bærbare computer, indtil hun faldt i søvn. Han ville kysse hende og sige til hende, at hun havde været stærk. Sygeplejersken krydsede sine ben og krydsede dem tilbage igen. “Har du hørt noget fra din ven?” spurgte hun. “Ikke endnu, men han skal nok komme,” sagde Nadia. “Er der en anden, du kan ringe til?” “Jeg har ikke brug for en anden, han skal nok komme.” “Han kommer ikke, baby,” sagde sygeplejersken. “Er der en anden, du kan ringe til?” Hun kiggede op, forbløffet over at sygeplejersken var så overbevist om, at Luke ikke ville dukke op, men endnu mere chokeret over hendes brug af ordet baby. Et bomuldsblødt baby. Det virkede også, som om det havde overrasket sygeplejersken selv, som om det var snublet over hendes tunge. På samme måde som Nadia i hendes tågede tilstand efter indgrebet havde kigget op i sygeplejerskens slørede ansigt og havde sagt: “Mor?” med så meget sødme, at sygeplejersken næsten havde svaret ja.
Modrene.indd 26
26/07/17 11:13 am
ALLE GODE HEMMELIGHEDER HAR EN SMAG, FØR DE AFSLØRES ...
Turner over sin mor, der netop er død. Hun bliver venner med den moderløse Aubrey Evans og søger trøst i en kortvarig romance med det fallerede footballtalent Luke Sheppard.
Da Nadia mange år senere vender tilbage til Oceanside, rippes der op i gamle sår og den hemmelighed, hun og Luke deler.
Nadia, Aubrey og Luke fanges i et trekantsdrama og plages alle tre
Brit Bennett er amerikansk forfatter og essayist. Hun har blandt andet skrevet for The New Yorker, New York Magazine, New York Times og Paris Review.
MØDRENE
er Bennetts debutroman. Den er en New York Times-bestseller og filmrettighederne er solgt til Warner Bros.
af de valg, de tog den sommer, og af spørgsmålet: Hvad nu, hvis de havde handlet anderledes?
M ø d r e n e er en fintfølende og hæsblæsende roman om venskab,
kærlighed, døtre og mødre i alle afskygninger og om en stor hemmelighed i et lille samfund.
“Bennett fanger den moderne kvindes paradoks: friheden
til at vælge og ængsteligheden, der følger med det ansvar – at folk stadig vil dømme dig for dine valg.”
– ELECTRIC LITERATURE
Omslag: Imperiet efter originalomslag af Rachel Willey Forfatterportræt: © Emma Trim
lindhardtogringhof.dk
mødrene BRIT BENNETt
I Oceanside, Californien ved alle alt om alle. Her sørger Nadia
“Trods Brit Bennetts spændende plot og høje
tempo er det hendes komplekse måde at
“en overbe v i s e n d e d e but” – th e new yorker
ROMAN
fremstille sine karakterer på, der gør bogen
vedkommende. Bennetts evne til at udfolde dem er bemærkelsesværdig.”
– NEW YORK TIMES
“M ø d r e n e emmer af psykologisk indsigt
og smerten ved at miste.”
– HUFFINGTON POST “Bennett får os til at holde af sine karakterer, som var de vores egne.”
– MIAMI HERALD
“En forfatter, du skal holde øje med.”
– WASHINGTON POST
“M ø d r e n e fanger meget præcist det at bo
i en lille by, hvor alle ved alt om alle.”
– GUARDIAN
Lin dh ardt og ri ngh of