MÆND læseprøve

MÆND

MÆND DE BED S TE POR TR ÆTTER

Indhold

7

Introduktion

10

Jakob Kvist Michael Laudrup – Manden fra Barcelona

30

Kim Flyvbjerg Victor Borge – Old Vic

42

Henrik Kjerrumgaard Anders Fogh Rasmussen – Drengen fra Skals

54

Mads Brügger Peter Asschenfeldt – Mit navn er …

72

Kasper Steenbach Thomas Gravesen – El Ogro og de vises sten

96

Oliver Stilling Jesper Christensen – Det er en loppetjans ad helvede til at være mig

116

Mads Brügger Bjørn Lomborg – Manden, der ville have det sjovt

138

Jens Vilstrup Nicki Pedersen – Op på geden og gi’ den gas

160

Jonas Langvad Nilsson Casper Christensen – Scener fra Amerika

180

Tonny Vorm Brian Holm – Life of Brian

4 M Æ N D – D E B E D ST E P O R T RÆ T T E R

196

Anne Sofie Kragh Lars Løkke Rasmussen – Statsminister ved et tilfælde

216

Jens Vilstrup Jannick Brennum – Hovedmanden

234

Ida Nyegård Espersen Henrik Lohse – Total kontrol

250

Christoffer Rosenløv Stig Christensen Michael Juul Eriksen – Han lytter til dem, du ikke vil dele kupé med

266

Anne Sofie Kragh Lars H.U.G. – Der findes jet-lag, og så findes der Hug-lag

286

Stéphanie Surrugue Yahya Hassan – ”Lige for tiden får jeg ikke skrevet meget andet end liderlige sms’er til smukke piger”

306

Christian Mohr Boisen Christian Eriksen – Den pæneste mand i showbusiness

324

Henrik Nordskilde Kevin Magnussen – Køresyge

338

Jonas Langvad Nilsson Mads Holger – Mit liv som Mads Holger

374

Rune Skyum-Nielsen Nicklas Bendtner – Hvid rengøring

M Æ N D – D E B E D ST E P O R T RÆ T T E R

5

Introduktion

MENNESKER MED SKRAMMER OG SPRÆKKER

D

E T STORE, GRUNDIGE PO RT RÆ T er Euromans varemærke og har været det siden, magasinet kom på gaden første gang i 1992. Måned efter måned har sportsmænd, forfattere, rockmusikere, popmusikere, topdirektører, entreprenører, instruktører, skuespillere og komikere indtaget forsiden. Det samme har seks danske statsministre, en verdensberømt kok, en kronprins, en digter og en drabschef. Fælles for forsidepersonerne er, at de har en særlig ambition, en drivkraft eller et talent, som de har perfektioneret gennem mange år, og som har ført dem vidt omkring. Måske har nogle af dem betalt en pris for det. Måske har andre betalt en pris.

Euroman skriver ikke kun om offentligt kendte og anerkendte mennesker. Vi skriver lige så gerne om såkaldt almindelige mennesker, som læserne ikke vidste, at de interesserede sig for, men som viser sig at rumme ekstraordinære historier, fordi en journalist har kastet sin nysgerrighed på emnet. Euromans skribenter har været med soldater i krig. Vi har mødt soldater, som kom hjem fra krig, i live, men ude af stand til at finde ro. Vi har været på arbejde med buschaufføren på linje 5A (nu 5C), også kendt som ’Kødpølsen’, Nordeuropas mest befolkede busrute på Nørrebrogade. Vi har skrevet om beboerne på Mændenes Hjem i Istedgade, om borgere i Gentofte og flygtninge på Mors. Vi har portrætteret en midaldrende mand, der kommer hjem og opdager, at hans kæreste er ham utro.

Hvorefter hans verden kollapser.

Euroman undersøger, hvad det vil sige at være mand og menneske, uanset om man befinder sig i toppen af samfundet, på bunden eller midt imellem. I portrættet lærer vi, hvad andre mennesker rummer af forhåbninger, ambitioner, erkendelser, sejre, skuffelser,

M Æ N D – D E B E D ST E P O R T RÆ T T E R

7

nederlag, vrede, angst, usikkerhed og selvbedrag. Måske læser vi portrætter af samme grund, som vi ser film og læser bøger: For at blive mindet om, at vi ikke er alene.

I DENNE BOG kan du læse 20 portrætter fra Euromans historie, fra de første år og op til i dag. Hver artikel suppleres af et efterskrift, hvor journalisten fortæller om, hvordan historien blev til. Fælles for journalisterne i bogen er, at de gerne vil se, hvordan portrætpersonens verden ser ud. Hvis det er muligt, følger journalisten med på sidelinjen, når personen foretager sig noget – går på arbejde, har en opgave, der skal løses, en beslutning, der skal træffes, køber ind, spiser, rejser, er sammen med sin familie. Målet er at se personen fra flere forskellige vinkler end blot den pæne. Portrætjournalisten ved, at det ikke er i det sagte, men i handlingerne, at et menneske viser sin sande natur, og at det er personbeskrivelserne, scenerne og dramaet, der får portrættet til at leve.

De fleste mennesker har en fortælling, der forklarer, hvorfor de er blevet den, de er. Fortællingerne er ofte levende og komplicerede og sjældent til forhandling. Et voksent menneskes historie om sig selv er et færdigbygget hus, ejermanden hjemmevant viser rundt i. Dette gælder især for medievante personer, som har medvirket i utallige interview. Hvor underholdende anekdoterne end er, kan det som journalist være nødvendigt at nuancere de fortællinger, som er blevet fortalt et utal af gange. Et godt portræt respekterer et menneskes historie om sig selv, men portrættet respekterer også, at andre måske har oplevet tingene anderledes. Det vellykkede portræt er ikke en entydig hyldest, lige så lidt som det er et gennemført skurkeportræt. De fleste af os befinder os et sted midt imellem det meste af tiden. Det er trods alt det, der gør os til mennesker.

PÅ LANDE TS JOURNALISTUDDAN N E L S E R udbydes indimellem kurser i portrætjournalistik, men det hører til sjældenhederne, selv om interessen for genren er stor blandt mange studerende.

Først og fremmest uddannes journalister til at skrive nyheder, og er der noget, vi har brug for mere end nogensinde, så er det kritisk nyhedsjournalistik. Det grundige portræt, hvad enten det er i dagblade, fagblade eller i et månedsmagasin, er en anden disciplin.

Portrætjournalisten ankommer ofte til interviewet uden at kende historien på forhånd. I en nyhedsjournalists ører lyder dette som en sjælden luksus. Portrætjournalisten er åben og tålmodig og måske

8 M Æ N D – D E B E D ST E P O R T RÆ T T E R

endda mere overbærende med et menneskes fejl. Portrættets mål er sjældent den rendyrkede afsløring, men at forstå et menneskes handlinger og motiver set i en sammenhæng, i en blanding af lys og skygge. Nyhedsartiklen skrives efter en fast skabelon, hvor konklusionen serveres i toppen af artiklen. Dette hjælper læseren til hurtigt at orientere sig. I portrættet kommer pointen måske først til sidst i historien. Måske står pointen mellem linjerne. Det er journalistisk research og kildekritik kombineret med skribentens flair for den gode fortælling.

For de fleste portrætskribenter er tvivlen en fast følgesvend, når man arbejder med en genre uden faste formler. Som portrætjournalist kan man sidde over for et menneske, som blotter sit inderste.

Man kan blive mødt af skideballer, gråd eller afvisning. I sjældne tilfælde kan det være både ildelugtende, gribende og tænderskærende ubehageligt på én og samme gang, som da en af journalisterne, Jens Vilstrup, overværer en hjernekirurg fjerne en kræftsvulst fra en patient, som er vågen.

Alle mennesker er mysterier. Men hvis portrætskribenten er tålmodig og bruger sine øjne og ører, kan han eller hun fange essensen af personen i glimt. Spørger du journalisterne i denne bog, er det en ganske fin ambition.

EN STOR TAK skal lyde til de mange bidragydere, ikke kun i bogen her, men i Euroman gennem årene: Journalister, fotografer, art directors og redaktører, der har gjort sig umage med at skabe et magasin, som denne bog kun kan vise et lille udsnit af. Tak til Egmont Publishing for stadig at tro på, at det kan betale sig at udgive et journalistisk månedsmagasin i et lille sprogområde som det danske.

Tak til Ole Sønnichsen fra forlaget Storyhouse for at give portrætterne nyt liv med stift omslag. Tak til Euromans chefredaktør Karl Erik Stougaard for at sætte bogen på skinner og for ambitionen om at lave Danmarks originale magasin til mænd.

God fornøjelse med portrætterne.

Jonas Langvad Nilsson Journalist på Euroman København, foråret 2018

M Æ N D – D E B E D ST E P O R T RÆ T T E R

9

FOTOGRAF OLE CHRISTIANSEN ART DIRECTOR MORTEN LINCK

10 M Æ N D – D E B E D ST E P O R T RÆ T T E R

M Æ N D – D E B E D ST E P O R T RÆ T T E R

11

euroman nr. 7, efterår 1993

MANDEN FRA BARCELONA ”Danmark fik en masse respekt, da vi vandt EM, men allerede nu er det som om, at vi er ved at blive pillet lidt ned igen. Selvfølgelig er jeg kun én spiller, men jeg håber, folk vil kunne se en forskel, når jeg er tilbage.”

Tekst af Jakob Kvist

D

A JEG KOMMER hjem mandag eftermiddag, står telefonsvareren og blinker. ”Det er Michael. Ring lige. Det er ret vigtigt.”

009 – en endeløs række cifre og et ”Si?” i den anden ende. ”Ja, hej! Det er Jakob.” ”Hej. Jeg ringede angående den artikel, du har skrevet. Vi bliver nødt til at lave nogle ting om.” ”Jamen, det kan vi ikke nu. Den er i trykken, og du har jo godkendt den for lang tid siden. Hvad er der galt?” ”Kan du ikke regne det ud?” ”Nej, det kan jeg eddermaneme ikke.”

Lang pause fra Spanien. Og så chokket. ”Jeg spiller igen!”

12 M Æ N D – D E B E D ST E P O R T RÆ T T E R

Kæben lægger sig på spisebordet, jeg fremstammer et tillykke, og så kommer forklaringen, som rotationspressen i Sverige kort efter får besked på at afvente. ”Det har mest noget med mig selv at gøre. Jeg har haft succes hernede, og har vundet alt. Landsholdet var den sidste store udfordring, jeg kunne stille mig. Alt andet vil være gentagelser. Og før virkede det også uoverskueligt i forhold til holdet, men nu er der kommet mere organisation over det. Folk ved, hvordan de skal spille, og så syntes jeg godt, at jeg kunne igen.”

Beslutningen er truffet helt privat, fortæller han. Kun Siw har været med på råd. Den er Michaels alene, og så er der også kun Michael at bebrejde, hvis det går galt, som han siger med et for ham typisk ræsonnement. ”Men der er mange faktorer i det. Den behandling, jeg har fået derhjemme, som vi også snakker om i interviewet, den har ikke haft afgørende betydning, men den påvirker én, for jeg er jo ikke følelseskold. Ligesom du selv fortalte mig, hvor meget du holder af at se Barcelona spille …”

Ja, det fik jeg da vist fortalt ham, der på hotellet i Holland for et par uger siden. Dengang alt var ”åbent hav,” som Michael Laudrup selv formulerer det.

Dengang alting flød. Også mere inde i Michaels hoved, end jeg overhovedet anede …

DET REGNER, OG DET har regnet i tre dage uden ophør. Sindet er som sønderflænget af mørket og de monotone kaskader af vand, og omgivelserne er forfærdelige.

Roden, Holland. 13.000 indbyggere. 4.297 arbejdspladser. Tre hoteller, fem restauranter, ni campingpladser, og en turistchef, der må rive sig i håret af fortvivlelse. Hans brochurer skilter med en kirke fra 1139, et svømmebad og noget pæn skov. Men selv Nørre Snede satser på turister i vore dage.

Og sandheden her er alt andet end kulørt. Den karakteristiske tyske provins-borgerlighed har for længst overskredet den nærliggende grænse. En kedsomhed så monumental, at selv kroens omelet smager af hengemte lidenskaber. Selvdød og indtørret, men for alt i verden ufarlig.

Dette er stedet, og det er håndplukket på sine egenskaber. Af F.C. Barcelonas ledelse. Efter en måneds sommerferie skal spillerne i gang igen. Roden er første stop på en lang måneds vej tilbage mod den nødvendige storform. Småbold og løbeture i regnvejr er den officielle vej mod målet. Intens kedsomhed er den skjulte dagsor-

M Æ N D – D E B E D ST E P O R T RÆ T T E R

13

den. Den menes nødvendig, når koncentrationen om det egentlige, nemlig fodbolden, skal genopbygges efter en sommers tøjleløs munterhed uden for klubbens jurisdiktion.

Det er slemt, og Michael Laudrup lægger da heller ikke skjul på, at det er den værste tid på året overhovedet. Da jeg på et tidspunkt, nærmest konverserende, spørger, om det er ti dage, de skal være her, hvæser han ironisk: ”Behøver du bore i det.”

Det er stadig juli, regnen siler, han skal ikke se sin familie den næste måned, han skal spille 14-15 træningskampe i den periode, og der er 11 måneder til, at han har ferie næste gang.

Det er nu, han skal huske på, at han dybest set er en heldig mand.

Og det gør han også. Han klager faktisk meget lidt, i betragtning af at melankoli er det oplagte træfpunkt for mennesker på denne dag og på dette sted.

Problemerne synes dog også umiddelbart større for hans gæster fra Danmark. I over en måned har vi forsøgt at få en aftale i stand, men det har været mere end almindeligt svært.

Michael Laudrup har mildt sagt ikke presset på, for at interviewet bliver til noget.

Hvilket er klart nok. Hans stjerne er så uantastet på den europæiske fodboldhimmel, at han slet ikke opfylder forudsætningen for langt de fleste interview. Nemlig at begge parter i en eller anden forstand har brug for det. Michael Laudrup er så sikkert placeret i sin galakses midte, at han ikke kan bruge denne artikel til noget som helst.

I bedste fald betyder den ingenting. I værste fald kan den give ham problemer.

Han stiller op af venlighed, nu da det åbenbart ikke kan være anderledes. Til gengæld styrer han slagets gang med åbenbar selvfølgelighed. Han indtager sine måltider med en ro, der står i skærende kontrast til gæsternes trippende nervøsitet for, om der overhovedet bliver tid til en ordentlig samtale ind imellem træningerne, sovemønstrene og de spanske tv-stationer. Til gengæld er han sød og nærværende i de tre afdelinger, som samtalen ender med at strække sig over fra formiddag til sen aften.

Og han vil godt snakke. Han lover ovenikøbet, at han vil prøve at undgå at sige ’ting’. At tale i disse ”renskurede vendinger,” som han selv siger. Men imponeret, det er han ikke. Og det nytter heller ikke at friste ham med, at dette trods alt er en mulighed for at forklare sig. ”Jamen, jeg synes ikke, jeg har noget, jeg behøver forklare folk.

14 M Æ N D – D E B E D ST E P O R T RÆ T T E R

Jeg kunne fint leve helt uden at fortælle nogen noget som helst.

Men jeg accepterer, at det er sådan, og jeg giver da også mange interview. Jeg hører så tit fra journalister, at vi har lige så meget brug for jer, som I har for os. Men det er ikke rigtigt. Hvis en fodboldspiller fra starten af sin karriere besluttede, at han ikke ville give interview, ville han stadig være god til det, han er god til. Vi har ikke brug for aviser på samme måde som skuespillere og popmusikere, der hele tiden skal være inde for at få engagementer. Selvfølgelig er der også fodboldspillere, der har brug for omtale. Men så snakker vi dem i anden række. Dem, der vil gøre opmærksom på deres navn for at blive solgt.

Vi kender jo alle sammen de her standardting, der bliver sagt.

Det hænger alle ud af halsen, både journalister og spillere. Hvis du ser en fodboldspiller bliver interviewet efter en kamp, så står han tit bare og kigger ud i luften, mens han snakker. Man kunne lige så godt have sat et bånd på. Det er bare svært at gøre andet, for hvis de kommer og spørger, hvad man mener om kampen, så ja, vi kunne jo have scoret på den og den chance og bum-bum-bum.

Det er altid det samme. Pressemøder med landsholdet og det her, ti dage med Barcelona. Hvad skal de spørge om? Det samme hvert år. Hvem skal spille, og hvad med Madrid, og hvordan mon det går i Europa Cuppen. Det samme og det samme og det samme. Nogle gange kører jeg også bare et bånd af. Det kan ikke være anderledes.

Men andre gange prøver jeg med lidt ironi eller måske lidt sarkasme, og jeg har lært at sige en masse med andre ord. Sige ting, der kan have to betydninger. Så journalisten bliver i tvivl. Sådan noget kan jeg godt lide. Det, synes jeg, er sjovt nogle gange,” siger Laudrup og tilføjer så, at ”det skal jeg nok prøve at lade være med i dag.”

Det løfte kommer han nu ikke til at holde.

Michael Laudrup læses bedst mellem linjerne.

LAUDRUPS FORHOLD TIL en gåtur i Tivoli er velkendt. Den har han savnet i årevis, og offentlighedens konstante krav på hans sjæl er ikke hans livret. Men det er blevet bedre, siger han, og det foregående skal ikke forstås sådan, at han skyr pressen og dens skriverier. ”Du kan godt finde nogle journalister, som skriver skidt om mig.

Men hvis du spørger dem, så tror jeg ikke, de vil sige, at de ikke kan lide mig. Så skriver de måske skidt om mig på grund af – ja, det ved vi godt. Det er bare meget få. Og jeg bærer ikke nag til nogen.

Hvis de havde bedt om at komme her i dag, havde jeg da også gerne

M Æ N D – D E B E D ST E P O R T RÆ T T E R

15

snakket med dem. Men jeg opsøger ikke noget af det. Det er rigtigt.

Men med årene bliver man nok mere rolig, og ser ikke spøgelser alle vegne. Men jeg brød mig for eksempel ikke om at være i Rom. Det var et stort kaos. Jeg ville gerne have lov at være bare lidt i fred.

Både i forhold til pressen og folk i al almindelighed. Forestil dig, at du sidder et sted, hvor folk bare stiller sig op udenfor og glor! Et er at blive genkendt på en restaurant, men at folk bare stiller sig op og glor. Det er ubehageligt. Og jeg går heller ikke ned ad Strøget, hvor man skal mase sig forbi, og folk kommer hen, og … jeg bryder mig ikke om at være, hvor der er mange mennesker.

I Danmark har vi jo også den med, at når vi kender folk fra fjernsynet, så føler vi, at vi er tæt på, at vi kan tillade os at tiltale dem og gøre, hvad vi vil. Det synes jeg også, jeg tager meget pænt. Jeg ved bare, at nogle af mine holdkammerater, hvis de blev tiltalt, som vi gør i Danmark, så! De er vant til større respekt.

I Danmark, der er du deres (alles). I Spanien ville man ikke gå hen til Koeman og sige: ’Dav Ronald, hva’ så? Hvo’n skær den?’ Det er altså noget andet.

Vi er meget mere kammerater i Danmark. Og det er også okay.

Det er bare anderledes.

Jeg har det sgu fint med det, altså. Og det med landsholdet, ikke?

I begyndelsen var folk delt op i to lejre. Den ene syntes, Brian og jeg var latterlige, de andre kunne godt forstå det. Men i løbet af de snart tre år har jeg vel mødt en eller to personer, som sagde: ’Det er fandeme også for dårligt.’ Alle andre har behandlet mig fuldstændigt som før. Også når vi var ude og spille med Stjerneholdet og alt det der. Her i Glostrup i sommer var der syv med fra landsholdet, men folk har været utroligt søde. Det må jeg sige.

Og sidste år. Da jeg kom hjem efter EM. Da havde jeg jo forberedt mig på, at nu skulle jeg hjem og høre alt det der: ’Hva’ fa’en sku’ vi også med dig?’ og ’Se, vi ku’ sagtens klare os uden!’ Men det var der slet ikke noget af. Ikke én. Og det var nok den største overraskelse.” ”Jeg var mest træt af det i starten. Dengang folk ligesom var delt i de to lejre. Derefter gik det over til at blive sådan nogle spekulationer. Og jeg kunne følge det helt nøje. Hvis det gik dårligt for landsholdet, så var det helt vildt, så skulle de ringe, og nu måtte jeg altså og alt det der.

Så vinder holdet et par kampe, og åh, så skal vi ikke. Alt det har jeg kunnet følge, og på et tidspunkt indså jeg, at så længe jeg spiller på det her niveau i en stor klub, så vil det blive ved. Og det vil

16 M Æ N D – D E B E D ST E P O R T RÆ T T E R

blive ved til den sidste kamp, jeg spiller. Først den dag, jeg stopper, holder det op. Ikke før.

Men det er utroligt, at det bliver ved, og det mest utrolige – og det er måske det eneste, jeg tænker lidt over en gang imellem – det er, at det også blev ved, efter at Danmark blev Europamester. Med læserbreve for eller imod. Og hvordan kan det være? Før EM, det forstod jeg godt, da gik det jo op og ned. Men efter, da troede jeg virkelig, at nu sluttede det. Men nej.

Og det har da også bragt mig i tvivl. Hvis den ene halvdel bare havde sagt: ’Godt Michael,’ og den anden slet ikke ville have mig med, så havde der ikke være noget. Men når du nu får den dér fornemmelse, at du ville gøre 99 ud af 100 en tjeneste ved at gå med igen, så … De har vundet EM, og alligevel så spørger de. Og det har overrasket mig, for sådan er danskere normalt ikke. Når det går folk godt, plejer de at skulle dunkes ned. Danskere hjælper normalt ikke folk, der har succes.”

Han ser heller ikke længere med helt den samme skepsis på holdkammeraternes manglende opbakning dengang. Ærgrelsen prægede et par interview med ham i tiden efter. ”Umiddelbart var det en stor skuffelse. Men enhver må tænke på sit eget, og hvis man vil frem her i livet, kan det ikke nytte at sætte sig imod. Der var mange, der havde brug for det landshold, ikke?

Nogle skulle bruge det til at blive solgt, andre for at få lidt penge, andre ville gerne spille og være med, og det er klart, de vidste, at hvis de kom med nogle ting, så … Altså, hvis de havde givet os ret.

Lige når man står i det, kan man godt være lidt bitter, men bagefter forstår jeg det udmærket godt.”

Når Michael Laudrup møder de andre spillere rundt omkring, så snakker de heller ikke længere landshold. Det er ikke rigtigt til debat.

Og Laudrup undte dem bestemt sejren i Sverige. Ikke mindst sin bror, Brian. Og han var ikke skuffet på den måde, som flere aviser dengang antydede. ”Der var nogle, der skrev: ’Hvad mon Michael nu siger?’ og sikke noget pjat at skrive. Det hører jo ingen steder hjemme. Selvfølgelig ville jeg da gerne have været med den dag, de vandt. Jeg ville da også gerne have været Europamester. Men det kan jo ikke nytte noget. Jeg kunne da ikke tillade mig at være skuffet, når det var en beslutning, jeg selv havde truffet. Så jeg var glad på deres vegne, og jo især utroligt glad på Brians, for det havde jo heller ikke været nemt for ham at komme tilbage. Men min største følelse var nok

M Æ N D – D E B E D ST E P O R T RÆ T T E R

17

simpelthen overraskelsen. Det var helt utroligt, at det kunne lade sig gøre, med den baggrund og alt det. Der var da blandede følelser, men jeg var ikke skuffet.”

PÅ ET HELT CENTRALT punkt har Michael Laudrup også givet plads til eftertanken i forhold til sin kritik af landsholdet dengang.

Nemlig i forhold til selve spillet. Han synes faktisk, han bliver nødt til at vedgå sit særlige privilegium som Barcelona-spiller. ”Jeg fortryder ikke min kritik dengang, når jeg nu til daglig spiller på et hold, der gør det anderledes. Men jeg bliver måske nødt til at indrømme, at det har været heldigt. Det kan godt være, at de fleste simpelthen spiller på en anden måde nu. Så kan folk sige: ’Jamen, så havde det været anderledes, hvis ikke Michael havde spillet i Barcelona.’ Det kan godt være, de har ret, men jeg havde nu nok stadigvæk valgt fra på det tidspunkt. For dengang havde jeg ikke set det, som jeg har set i dag. Dengang kunne jeg stadig se nogle hold gøre det på en anden måde.

Men det kan godt være, at spillet simpelthen bevæger sig i den retning. Cruyff kritiserede jo Danmark for kun at udnytte de andres fejl. Det var hårdt sagt, men hvis vi tager Holland væk, så var der ikke nogen af de andre hold, der var det helt store.

Og når jeg ser kvalifikationskampene nu, så er der jo ingen. Italien spiller udmærket, men ellers kan du ikke tage nogen frem. Selv Holland har problemer. Og jeg mener med de spillere, de har. Okay, de er blevet ældre, men alligevel. Jeg ved ikke, om det er en tendens. At det sådan går ned ad bakke trin for trin. Norge og Sverige, de hold dér, de kører derudad, mens alle de store har problemer.

England har voldsomme problemer, Brasilien ligger dårligt.

Det ser lidt skidt ud, det gør det. Men så har jeg altså været heldig at spille på et af de få hold, der gør det på en anden måde. Og det værste jeg ved, det er at løbe efter modstanderen, fordi de har bolden. Det er det gode her. For lige meget om vi vinder eller taber, så har vi bolden i 60-75 minutter. Det er en fornøjelse. Det gør det sjovt. De andre skal løbe, og det kan godt være, de kan slå os, men de skal altså arbejde for det.

Så siger folk: ’Det er også klart, at han kan lide det – det er jo offensiv fodbold.’ Men det er altså lige så krævende. Vi løber lige så meget. Vi løber bare med bolden. De har den forestilling, at det med at kæmpe, det er at løbe efter de andre og lave glidende tacklinger. Så tror folk, at man har ydet mere.

18 M Æ N D – D E B E D ST E P O R T RÆ T T E R

Selvfølgelig har man ydet mere for at få fat i bolden, men rent fysisk har man ikke. ’Nu skal vi ud og kæmpe,’ siger man. Men kæmpe, det er noget, du gør, når du er underlegen. Dermed har du sagt, at de andre er bedre end dig. Det gælder i alle livets forhold.

Hvis du er underlegen i evner, må du kæmpe dig ud af det.

Og kæmpe, det er uden bold. Det er noget med at erobre og gå til den. Du kan ikke kæmpe med bold. Det er umuligt. Så skal du kunne spille. Og selvfølgelig er der ikke plads til folk i dag, der står og piller næse, når de andre har bolden. Men man skal også passe på med at sige, at vi kun vil have allround-spillere. Dem er der i virkeligheden få af – dem der kan lidt af hvert. De er værdifulde, men det må bare ikke gå i den forkerte retning. Det er jo ikke noget under, at der for ti år siden var talenter hvert år i Danmark. Så var det mig selv det ene år, så var det Mølby, så var det Jesper, så var det Frimann, og før det var det Lerby, Arnesen og så videre og så videre.

I dag bliver de ikke spyttet ud på samlebånd på den måde. Det er fordi, at de allerede tidligt får den med, at nu skal vi gå til den.

Danmark har altid tidligere været overlegen teknisk set i forhold til for eksempel Norge og Sverige. Men nu er det blevet sådan, at de nordiske lande bliver karakteriseret sådan her: ’De går skide godt til den. Pas på, de er svære at slå, men teknisk er de ikke noget.’ Det er det, jeg hører, både i Italien og i Spanien: ’Teknisk kan de ingenting.’

Det gør lidt ondt at høre, for Danmark har altid haft nogle enormt gode spillere, teknisk set. Og jeg synes, det er synd, hvis det ikke skal være sådan fremover.

Så er der nogen, der siger: ’Ja, det er meget godt med Michael og Brian, men vi skal også have nogle, der går til den. Ham, der går ned i tacklingerne, er lige så vigtig.’ Og så siger jeg: Fuldstændigt rigtigt!

Helt sikkert. Han er lige så vigtig.

Problemet er bare, at hver gang du skal finde en Van Basten eller en Papin eller en Maradona, så er det svært. For der er kun én. Men når du skal finde en til det andet arbejde, så har du 50 at vælge imellem. De er lige vigtige, ja, ja, men der er én af den ene og 50 af den anden. Og der ligger forskellen.

På et fodboldhold har du brug for det hele. Teknikeren, målscoreren, oppasseren, slideren. Uden harmoni på et hold kan du ikke vinde. Og uden den store spiller kan man måske godt nå toppen, men man kan ikke blive der.

Jeg tror, det var Richard, der engang sagde, at individualister kan vinde kampe, men det er det homogene hold, som vinder turnerin-

M Æ N D – D E B E D ST E P O R T RÆ T T E R

19

gerne. Og det er jeg meget, meget uenig i. Hvis vi ser tilbage: EM ’84 – Platini, fem kampe, ni mål. ’86 – Argentina, Maradona. ’88 – Van Basten, Gullit. Det er så få gange, du ser et hold uden en eller to superspillere vinde. Eller i hvert fald nogen, der spiller super,” siger Michael Laudrup. Han er i fuld bevægelse, når han taler. Armene gestikulerer, og han flytter sig hele tiden i sofaen.

Han kan godt lide at snakke fodbold.

MICHAEL LAUDRUP DELER sit syn på spillet med Johan Cruyff.

Så meget står fast. Og når det kommer til dette egentlige, fodbolden, så har Michael aldrig haft en træner, der nåede hollænderen til sokkeholderne.

Men derfra og til idel lykke er der langt. En god træner definerer sig nemlig også ved sine menneskelige egenskaber, og på det punkt har Barcelona-træneren skuffet Michael et par gange. Her fremhæver han hellere sin tidligere Juventus-træner, Trapattoni. ”En god træner er mange ting. Altså, det dér med at løbe rundt om toppene, det kan enhver idiot finde ud af. Men det afgørende er det fodboldmæssige og det menneskelige.

Det er vigtigt, hvordan du spiller kampene. Hvordan du udnytter hver kamp maksimalt. Man skal jo altid have respekt for sine modstandere, men man må aldrig lave sit hold ud fra, hvordan de andre spiller. Man må ikke have så meget respekt, at man siger: ’Uuhh, de har to der, så må vi spille med fem forsvarere.’ Man må se, hvor de andre er svagest og så sætte sine stærkeste folk ind der. Og så skal der være teknik bag. Cruyff kræver af sine spillere, at de skal kunne gøre noget hurtigt på meget lidt plads. Det kræver vores spillestil, og det er jeg meget enig med ham i.

Men så er der det menneskelige. Og Trapattoni er den eneste træner, jeg har haft, hvor de ting faldt sammen. Han kritiserede altid én, når det gik godt. Når man var nede, bakkede han én op.

Jeg er ikke den type, der lader mig rive med, vel. Hverken op eller ned. Jeg når aldrig de yderpunkter. Jeg græder ikke af glæde over at vinde Europa Cuppen, men jeg græder heller ikke, når vi taber den.

Jeg tror, det var Erik Veje Rasmussen, der skrev noget om, at han nåede de der højder, og det var synd, hvis man ikke gjorde. Men det har jeg bare aldrig gjort. Jeg ved ikke, om jeg kontrollerer mig selv, men jeg når aldrig helt op eller helt ned. Jeg vil endda sige, jeg når mere ned end op.

Men uanset det, så er du meget sårbar, når det går skidt. Især

20 M Æ N D – D E B E D ST E P O R T RÆ T T E R

for kritik indefra. Og der går Cruyff mere efter at true. Problemet er bare, at hvis du har 20 spillere, og du kritiserer dem i pressen, så kan det godt være, at de ti af dem virkelig siger: ’Nu skal vi vise ham, at vi kan!’ Men de ti andre, de ryger bare længere ned. Og dem hører jeg altså til. Det må jeg ærligt indrømme. Jeg tror ikke, Cruyff ændrer sig på det punkt. Sådan er han bare.”

De ord kommer han til at sande dagen efter denne samtale. På et pressemøde bliver Cruyff spurgt om den nyindkøbte brasilianer Romario fra PSV Eindhoven og siger: ”Han må jo prøve at tilkæmpe sig en plads på holdet.”

Så holder han en kort pause og tilføjer: ”I konkurrence med Laudrup.”

Værsgo, dask. Årets fodboldspiller i Spanien de sidste to år skal ikke føle sig sikker. Sæsonen er startet.

Men Laudrup vender den anden kind til. Det er blevet hans princip. Han vil ikke gå ud i en offentlig polemik, og han vil ikke gå efter enkeltpersoner, når han udtaler sig til pressen.

Det gælder således også denne artikel.

Men dybest set beklager han sig heller ikke. ”Herregud, jeg er blevet 29, jeg kan klare det. Og rent fodboldmæssigt er der altså ingen, der når Cruyff, selv om Sepp også betød meget for mig.

De to, og så Trapattoni, er helt klart de trænere, jeg har haft det bedst med. For det vigtigste af det hele er nok respekten. De har respekteret mig, ligesom jeg har respekteret dem.”

TRODS PROBLEMERNE betegner Michael Laudrup sin tid i Barcelona som ”overvældende”. Alt er lykkedes, og det har været sjovt.

Nu regner han med at fortsætte, til han er 32, men engang talte han om at stoppe som 28-årig. Det var dengang til sidst i Juventus-tiden, hvor det ikke var spor sjovt længere. Men han kom også for tidligt til Italien. 19 år i livet var ikke nok. Det ser han nu, men sket er selvfølgelig sket.

Til gengæld glæder han sig over, at Brian tilsyneladende har fået en mere jævn tur op ad stigen. Fire år i fire klubber er ganske vist ikke ideelt, men det var rigtigt set at starte beskedent i Uerdingen.

Denne sæson spiller han som bekendt i Milan. ”Verdens bedste hold,” som den ældre Laudrup beskedent siger.

Og Michael køber ikke ideen om, at Brian måske er en mere moderne spiller end han selv. Den unge Laudrup slog jo ind på de glidende tacklinger i Sverige i ’92, ja, han ’kæmpede’ og blev

M Æ N D – D E B E D ST E P O R T RÆ T T E R

21

rost derfor. Jævnfør Michaels eget syn på fodboldudviklingen kunne det pege i retning af, at også Brian har måttet underlægge sig moderne krav, som den ældre bror har været forskånet for. ”Naaa, i det store hele spiller vi på samme måde. Den eneste forskel er, at han er hurtigere end mig, og jeg har større overblik end ham. Og begge dele hænger uvægerligt sammen med alderen. Nu spiller han længere fremme, end jeg gør, men jeg vil tro, at han om tre år spiller på præcis den samme måde som mig.

Det har virkelig slået folk hernede. At vi spiller så ens, at vi er bygget ens, løber ens, dribler ens. Og det psykiske kommer også med alderen. Nu har Brian været meget igennem, og det har han også klaret, så.”

Ekstra Bladet opstillede engang nogle punkter, hvor brødrene skulle give hinanden karakterer fra et til ti. Under rubrikken ”Hader at tabe” gav Michael Brian et klart tital. Selv fik han en noget lavere karakter af lillebroderen. ”Jo, men det var også dengang, han var yngre. Brian kunne blive utroligt hidsig. Jeg havde også selv noget af det, da jeg var en 10-11 år gammel. Jeg svinede mine holdkammerater til. Min far var også utroligt slem til det, stod og råbte og alt muligt.

Men så fik jeg at vide, at det måtte jeg holde op med. For ellers kunne jeg ikke få lov at være med mere. Så holdt jeg op. Og det er egentlig negativt. Nu har jeg så efterhånden fået oparbejdet det aggressive igen, men i Italien blev jeg kritiseret meget for ikke at have det. Og jeg tror nok, at jeg har mere temperament på en bane i dag, end Brian har.

Men i Italien var jeg meget stille og rolig. Ikke skælde ud, ikke svine nogen til, ikke sige noget forkert. Hvis en sparkede mig ned, sparkede jeg aldrig ham ned. Det kritiserede de mig for, men det kunne jeg jo ikke forstå, for jeg havde fået det modsatte at vide derhjemme.

Det er det samme med Brian. Da han var 13, gik han grædende hjem, hvis han havde tabt en kamp. Og han svinede sine holdkammerater til. Meget værre end mig. Så fik han det samme at vide. Sådan er det i Danmark. Altså, hvis du opfører dig sådan, kan du ikke være med. Og nu er han, ligesom jeg var i Italien.

Jeg siger jo ikke, at man skal svine folk til. Men man mener ikke noget med det. Det er bare et øjeblik, og i professionel fodbold kalder man det altså karakter. Og hvis man holder det på et rimeligt niveau, er det godt. Man kan selvfølgelig advare folk

22 M Æ N D – D E B E D ST E P O R T RÆ T T E R

først og sige: ‘Gør det,’ fordi man har et bedre overblik. Hvis de så ikke gør det, så kan man skælde ud. Men i begyndelsen var det helt modstridende for mig. Det, jeg var opdraget til, passede bare ikke med den store verden.”

MÅSKE ER DER MEGET i Michael Laudrup, som dybest set aldrig har passet med den store verden. Den mistanke kan man godt få.

Han er både beskeden og sky af natur, og det har givetvis kostet kampe at nå frem til den hårdhed og grundliggende selvtillid, som naturligt kræves af en stjerne af hans karat. Han har blandt andet lagt et ægteskab bag sig, og han har en søn i Danmark.

Det snakker vi nu ikke så meget om. Hans urørligheds-zone er tydelig, og den er stor, og den slags må respekteres. Michael Laudrup er virkelig en mand, der vil have sit privatliv i fred.

Men han virker glad. På ingen måde træt ved udsigten til en ny sæson i en kuffert. Og han virker, som om han har fundet sin egen balance. Blandt andet fortæller han, hvor meget han gør for at holde kontakten ved lige til de mange venner i Danmark. Det vil han gøre, så det gør han. Og han fortæller om, hvordan han vælger at leve sideløbende med fodbolden. Det kan ikke nytte, at disse mange år ude blot skal overstås. Selvfølgelig er disciplinen streng, og seriøsiteten må aldrig kunne anfægtes. Men der er også huller indimellem, og dem udnytter Michael Laudrup helt bevidst.

Han er heller ikke hverken genert eller undskyldende over for sin indiskutable stjernestatus. Han protesterer ikke over en betegnelse som verdens bedste fodboldspiller. Til gengæld går han ikke særligt behjertet ind i diskussionen om sig selv som kunstner. Intellektualiseringen af hans virke, som blandt andet Tor Nørretranders bog var – og Jørgen Leths kommende film muligvis er – eksempler på, forholder han sig yderst afdæmpet til.

Han kender sit værd, men har tydeligt også fundet sin egen balance i forhold til positionen: ”Man bliver nødt til at sætte tingene i relief. Selvfølgelig er fodbold vigtigt i mit liv. Men det er stadig kun fodbold, og det er kun en periode. Jeg går nøjagtigt så meget op i det, det skal være, men det går ikke at tro, at det er det vigtigste i verden.

Selv om det måske er det for mange af tilskuerne. For hvis du begynder at tænke ligesom dem, så ligger det jo snublende nær, at du så selv må være en af de vigtigste personer, der findes. Og det kan ikke nytte noget.”

M Æ N D – D E B E D ST E P O R T RÆ T T E R

23

Den holdning er også en del af Michael Laudrups langsomme indflyvning til en anden og mere anonym tilværelse. Bagefter har altid været en meget nærværende størrelse for ham, og den fylder naturligvis ikke mindre med årene. Han har gjort sig adskillige tanker. ”Det er svært at gennemskue helt. Jeg har kendt mange spillere, hvor jeg sagde: ‘Han får det svært med at holde, og han gør ikke,’ og så er det gået lige omvendt. Vi ved ikke, mens vi spiller, hvordan vi vil reagere bagefter. Nu vi ikke længere er så vigtige.

Jeg ved præcis, hvad jeg vil glæde mig til, men jeg ved ikke, hvad jeg vil savne.

Jeg har altid brugt Morten Olsen som eksempel. Jeg kan huske et interview med ham, jeg tror, det var fra ’84, før han blev det helt store på landsholdet. Nu overvejede han altså også at stoppe efter EM. Og så tog han fem år til. Et-et-et-et-et. Sådan vil jeg ikke ende. Altså, han endte jo godt, han endte på toppen, men sådan vil jeg ikke.

For er du startet som 18-årig og slutter som 39-årig i den her verden, så bliver det næsten for svært at komme tilbage og leve i en anden. Jeg væddede allerede dengang på, at han ville blive træner. Han måtte fortsætte. Det er hans liv, simpelthen. Sådan er det bare. Og jeg tror, han vil være træner 15 år endnu.

Det er hans liv. Men det er ikke mit liv. Jeg vil ikke være træner. Du fortsætter nøjagtigt det samme liv, træningslejre, rejser, væk fra familien, derhen og derhen. Det gider jeg ikke. Nu slutter jeg sandsynligvis som 32-årig, og så mener jeg stadig, at tiden er til at starte noget helt nyt. For jeg føler mig jo stadigvæk ung.

Jeg har fulgt rimeligt godt med i Danmark. Men hvis jeg blev ude så længe, så tror jeg slet ikke, at jeg ville kunne vende hjem.

Og jeg har aldrig været i tvivl om, at det var det, jeg ville. Nu kan du se, der er så mange, der blive ude. Mølby gør, Jesper gør, Arnesen, Lerby. Men jeg vil hjem og bo i Danmark. Det har jeg altid sagt. Det vil jeg stadig.”

TANKEVÆKKENDE ER DET så til gengæld, at Michael Laudrup blandt andet har ladet sin meget gennemtænkte beslutning påvirke af de danske regler for Old Boys-fodbold. ”Der er jo den dér med, at man kunne tage hjem og spille i Superligaen. Men hvis man gør det med den indstilling, at det er for at trappe ned, så er fiaskoen helt sikkert hjemme. Fodbold er blevet

24 M Æ N D – D E B E D ST E P O R T RÆ T T E R

meget hårdere fysisk, og hvis jeg kom hjem, så ville det i hver eneste kamp være sådan, at ham, der spillede over for mig, skulle vise, hvad han kunne.

Jeg har set det med Preben, og jeg har set det med Berggren. Og det er én af de ting, jeg absolut ikke kan forstå ved danskerne. De står og jubler over de spillere på landsholdet. Så kommer de hjem efter at have vist flaget i mange år i udlandet, og så bliver de svinet til alle steder. ’Gamle fjols, læg dog støvlerne på hylden’ og så videre. Og det kan ikke være rigtigt. Det er simpelthen mangel på respekt. Sådan bliver man sgu ikke behandlet i Italien eller her. Der er meget respekt for gamle spillere. Det, synes jeg, virkelig er synd.

Så det er helt ude. Helt væk. Oddsene, for at det vil blive sådan, er simpelthen for store. Jeg vil aldrig kunne leve op til det, og det vil jeg simpelthen ikke udsætte mig selv for. Det kan jeg ikke se, at der skulle være nogen grund til.

Men jeg kan heller ikke tage hjem, når jeg er 30. For jeg kan først begynde at spille Old Boys, når jeg er 33. Og jeg kan ikke gå tre år uden at spille fodbold.

Jeg vil jo fortsætte med at spille. Så hvis jeg kommer hjem som 32-årig, så kan vi bygge hus og få alting i orden, og så passer det.

Og på det tidspunkt skal min ældste søn, som bor i Danmark, også begynde i skolen. Det er en alder, hvor der kommer utroligt mange vigtige ting ind i billedet. Så skal jeg være der.”

Så regnestykket er enkelt nok. Denne nye sæson, og så to til. Og så hjem. Spørgsmålet er blot, hvor de sidste to sæsoner skal spilles.

Kontrakten udløber næste sommer, og tovtrækkeriet er allerede i gang. For eksempel foresvæver det så bestemt, at Laudrup tidligere har udelukket Real Madrid på grund af den store rivalisering de to klubber imellem.

Men uha nej, det gør han skam ikke denne aften. Alt kan i og for sig ske, det bliver bare Spanien eller Portugal. Laudrup ved endnu intet, og kan intet udelukke. Kun med et stort grin kan han bekræfte, at det selvfølgelig ikke gør situationen værre, at ærkerivalerne fra Real Madrid har vist interesse for hans person.

Cruyffs barske melding på den næste dags pressemøde tyder så omvendt på, at han også så småt har startet sin pression. Bortset fra, at han er kendt for den slags udtalelser.

Men ham kan man dårligt spørge. På dette tidspunkt er klokken blevet kvart over elleve, og træneren sidder sammen med fire-fem andre og ser voldsfilm inde i tv-rummet.

M Æ N D – D E B E D ST E P O R T RÆ T T E R

25

De må godt, og de vil næppe forstyrres. For Michael Laudrup gælder det mest om at liste i seng, uden at den store mester opdager, at tiden er overskredet med et kvarter.

Næste dag venter der flere løbeture i regnvejr, og så en træningskamp om aftenen. Men disciplin er disciplin, og sådan en størrelse skal holdes. Det mener Cruyff meget mere i dag, end dengang han selv spillede fodbold.

Det er sådan nogle ting, Michael Laudrup nøjes med at iagttage med en egen tavs ironi. Offentlige skænderier gider han ikke bringe det til.

Og så lister han i seng. Jeg takker ham endnu en gang, fordi han gad være med, men han slår det hen. ”Åhh, det var da så lidt,” siger han.

Det lyder som om, han mener det. Der var bare ingen grund til ligefrem at opsøge det.

FJORTEN DAGE SENERE opsøger Michael Laudrup mig alligevel.

For første gang i hele forløbet. Telefonisk og efter deadline med meldingen: ”Jeg spiller igen.” ” … Men du behøver vel ikke lave så meget om. Det meste af det står jo stadig ved magt. Men selvfølgelig, jeg sagde til dig, at jeg ikke passede ind på holdet. Så må jeg bare sige nu, at jeg håber, jeg tager fejl. Men jeg ville ikke stå om tre år med et hvis og et hvis.

Tingene ændrer sig bare hele tiden. Jeg vidste jo ikke noget, da vi snakkede sammen. Og hvis jeg var blevet interviewet for et år siden, havde jeg siddet og peget på det og det hold, som spillede godt.

Det kan man ikke i dag, og nu må tiden så vise, om det er en tendens eller bare en flygtig overgang i spillet.

Og jeg har ambitioner på det område. Selvfølgelig er jeg kun én spiller, men jeg håber, folk vil kunne se forskel, når jeg kommer tilbage. Danmark fik en masse respekt, da vi vandt EM, men allerede nu er det som om, at vi er ved at blive pillet lidt ned igen.

Det er det, jeg hører og det, jeg kan læse. ’Ja, de var heldige, de kæmper også meget godt, men de er ikke dygtige.’ Og det er synd, og sådan var det ikke i ’84 og ’86, og dengang vandt vi ikke engang.

Det har også indvirket på beslutningen, og der var ikke andet at gøre end at prøve det.”

Michael Laudrup vil ikke sige, hvem der tog kontakt med hvem.

Ingen skal stå med flaget i hånden, og ingen skal komme krybende.

Han vil dog godt sige, at han havde en hel del spørgsmål, som skulle

26 M Æ N D – D E B E D ST E P O R T RÆ T T E R

besvares, før han besluttede sig. Om sin egen rolle, om spillet og så videre.

Men indholdet og svarene skal blive mellem ham selv og landstræneren. Han fortæller, ”at de har naget ham.” Spørgsmålene, altså. Og til sidst var der ikke andet at gøre end at søge svar. Og det måtte ske på landsholdet.

Som den sidste store udfordring til ham selv. Og den sidste store gestus til sit land.

Før han kommer hjem for alvor.

Til det andet liv.

* Sådan blev portrættet til

Jakob Kvist fortæller:

J

eg var en ung og relativt nyuddannet journalist på 29, og jeg havde aldrig mødt Michael Laudrup, som var et gigantisk ikon, så jeg var da en smule nervøs. Året inden, i 1992, havde jeg sammen med Flemming Mønster skrevet bogen ’Europame-

stre – fodboldmiraklet i Sverige’, hvor vi fortalte historien om et landshold, som vandt EM trods hård kritik og interne uenigheder. Den bog tog landstræneren Richard Møller Nielsen overraskende ilde op. Det medførte boykot og store diskussioner og forsider på frokostaviserne.

Da jeg skulle møde Michael Laudrup i Roden, stod der derfor i nogen grad ballade på ryggen af mig, og derfor vidste jeg ikke, om han ville være forbeholden eller forsigtig over for mig. I månederne inden havde jeg i mine utallige henvendelser til ham forklaret, at jeg var interesseret i at lave et lødigt interview, og til sidst sagde han altså ja. Han virkede da også afslappet, da vi mødtes. Vi havde en god kemi, synes jeg, men jeg fik jo at mærke, at det var mit projekt og ikke hans. Han slentrede roligt omkring på anlægget og sad meget længe over sin frokost. Han tog sig så god tid, at jeg begyndte at blive nervøs for, om vi kunne nå at få den nødvendige tid til interview og fotos med ham i løbet af dagen. Men heldigvis var han fornemt reflekterende, når han var der, og han blev ved til klokken 23, selv om det var over den tilladte sengetid. Det sidste, jeg

M Æ N D – D E B E D ST E P O R T RÆ T T E R

27

husker fra turen, er billedet af Cruyff og Carles Rexach (assistenttræner, red.), der sad i lobbyen og så en splatterfilm, mens Michael sneg sig op bag dem. Fotografen Ole og jeg listede lettede hjem i bilen, glade i låget, fordi vi havde fået historien i kassen.

Nogle uger efter at jeg havde skrevet og afleveret artiklen, indtalte Michael Laudrup en besked på min telefonsvarer. Det viste sig, at han havde besluttet sig for at vende tilbage til landsholdet. Det var en kæmpe overraskelse for alle. Jeg ringede med det samme til redaktionen, og alle blev fuldstændig perplekse. Da det gik op for dem, at den var god nok, at Michael Laudrup gjorde comeback, fik redaktionen travlt.

Magasinet var layoutet og sendt til tryk, men Peter Linck (magasinets grundlægger og daværende udgiver, red.) reddede det hele med et trick: Hvis jeg skrev en ny indledning og en ny slutning på et helt specifikt antal bogstaver, og startende med D, ville historien kunne køre alligevel. Jeg fik et par timer, og det gik heldigvis.

Jakob Kvist (f. 1964) er i dag kreativ direktør for People’s Press. Han har blandt andet skrevet bøgerne ’Ambassadøren – en bog om Michael Laudrup’ (1996), ’Khader.dk – sammenførte erindringer’ (2000) og ’Møllehave – et liv har fem akter’ (2002).

28 M Æ N D – D E B E D ST E P O R T RÆ T T E R

DET S T ORE, GRUNDIGE POR TRÆT

L ÆS POR TRÆTTERNE AF

er Euromans varemærke og har været det

Fodboldspilleren Michael Laudrup

i 1992. Måned efter måned har sportsmænd,

P O R T RÆ T T E R E T O G I N T E R V I E W E T

forfattere, rockmusikere, popmusikere,

KENDTE OG UKENDTE DANSKE MÆND

topdirektører, entreprenører, instruktører,

O M D E R E S L I V, A R B E J D E , D R Ø M M E ,

skuespillere og komikere indtaget forsiden.

NEDTURE, HÅB OG AMBITIONER.

Det samme har seks danske statsministre, en verdensberømt kok, en kronprins, en digter og en drabschef. Fælles for forsidepersonerne er, at de har en særlig ambition, en

MÆND · DE BEDSTE PORTRÆTTER SAMLER 20 AF DE STØRSTE OG MEST

tioneret gennem mange år, og som har ført

S PÆ N D E N D E F O R TÆ L L I N G E R T I L

dem vidt omkring. Måske har nogle af dem

EN MODERNE DANMARKSHISTORIE

betalt en pris for det. Måske har andre betalt

OM MANDEN.

en pris.

Euroman undersøger, hvad det vil sige at være mand og menneske, uanset om man befinder sig i toppen af samfundet, på bunden eller midt imellem.

D E B E D S T E I N T E R V I E W f ra DANMARKS STØRSTE MAGASIN FOR MÆND Mød: Fodboldspilleren Michael Laudrup, entertaineren Victor Borge, fhv. statsminister Anders Fogh Rasmussen, erhvervsmanden og jetsetteren Peter Asschenfeldt, fodboldspilleren Thomas Gravesen, skuespilleren Jesper Christensen, debattøren Bjørn Lomborg, speedwaykøreren Nicki Pedersen, komikeren Casper Christensen, cykeleksperten Brian Holm, statsminister Lars Løkke Rasmussen, hjernekirurg Jannick Brennum, Henrik Lohse, der har autisme, forsvarsadvokaten Michael Juul Eriksen, musikeren Lars H.U.G., digteren Yahya Hassan, fodboldspilleren Christian Eriksen, racerkøreren Kevin Magnussen, skribenten Mads Holger og fodboldspilleren Nicklas Bendtner.

EN DEL AF

9 788711 900031

D E B E D S TE PO R TRÆ TT ER

drivkraft eller et talent, som de har perfek-

Entertaineren Victor Borge Fhv. statsminister Anders Fogh Rasmussen

MÆND

siden, magasinet kom på gaden første gang

SIDEN 1992 HAR EUROMAN

Sjov e , anderledes o g ta n k e vækkende p o r tr æ tte r

Erhvervsmanden og jetsetteren Peter Asschenfeldt Fodboldspilleren Thomas Gravesen Skuespilleren Jesper Christensen Debattøren Bjørn Lomborg

MÆND DE B EDS TE POR TRÆTTER

Speedwaykøreren Nicki Pedersen Komikeren Casper Christensen Cykeleksperten Brian Holm Statsminister Lars Løkke Rasmussen Hjernekirurg Jannick Brennum Henrik Lohse, der har autisme Forsvarsadvokaten Michael Juul Eriksen Musikeren Lars H.U.G. Digteren Yahya Hassan Fodboldspilleren Christian Eriksen Racerkøreren Kevin Magnussen

M I C H A E L L AU D R U P, C A S P E R C H R I S T E N S E N , B J Ø R N L O M B O R G , J E S P E R C H R I S T E N S E N og mange fler e Mød

Skribenten Mads Holger Fodboldspilleren Nicklas Bendtner