Mårhund - læseprøve

JOHANNES LILLEØRE

Mårhund Roman

Lindhardt og Ringhof

Mårhund Copyright © Johannes Lilleøre & Lindhardt og Ringhof Forlag A/S 2016 Omslag: Kasper Vang med foto af Johannes Lilleøre Bogen er sat med Garamond Premier Pro af Kasper Vang og trykt hos Scandbook UAB Printed in Lithuania 2016 ISBN 978-87-11-56267-3 1. udgave, 1. oplag Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S er et selskab i Egmont

1985

1

Min far styrer traktoren. Jeg hænger med overkroppen ud ad førerhusets bagrude og kaster kapsler efter mågerne der dykker mod de orme ploven graver frem. Det er magisk når min far åbner en øl med hånden, når han lukker hånden om flasken og tager kapslen af med de bare næver, eller sådan ser det ud, jeg ved godt han bruger sin ring, jeg har gennemskuet magien, men det er magi alligevel, og bagefter stikker han fingeren ned i flaskehalsen for at lave den svuppende lyd der kommer når han trækker fingeren ud.

– Har du noget til mig, siger jeg.

Han rækker mig kapslen med sin behårede hånd. Hårene der ligner dem på neglebørsten i badet. Sådan kommer min hånd også til at se ud en dag, med pels. Jeg kaster kapslen og en måge griber den med næbbet.

Da det går op for ham at jeg har kastet kapslerne ud på hans mark, på hans levebrød, som han kalder det, bremser han traktoren og trækker mig ud af førerhuset.

– Hvad laver du, siger han da vi står over for hinanden.

– Ikke noget, siger jeg.

– Modarbejder du mig?

– Nej. – Det gør du da, du ødelægger jorden.

– Det var ikke meningen, siger jeg.

7

– Jeg forstår ikke hvad der foregår inde i dit hoved, jeg har forklaret dig utallige gange hvor skrøbelig jorden er, siger han og lægger sin hånd over min nakke i et fast greb.

Han styrer mig som var jeg et af hans dyr. Jeg ved godt at det ikke er en leg, at det er meningen det skal gøre ondt, men jeg kan ikke lide at det gør ondt. Han fører mig over mod laden med sine hænder der er vant til at skubbe ting foran kroppen: dyr, sten, maskiner. Hænder der former verden som han vil have den til at se ud. Han har bygget gården med de hænder, han har opdyrket den ufrugtbare sandjord med de hænder, denne skrøbelige sandjord der nu bærer frugt fordi han har lagt sit liv i den.

Vi kommer ind i laden og han skubber mod min nakke, et hårdt stød mod cementen, ned på knæ, helt ned på maven. Jeg ved godt at jeg skal ligge der på cementen uden at bevæge mig indtil han kommer tilbage og siger at jeg må rejse mig op igen.

Det er reglen, det har jeg lært for længe siden. Han har sin egen måde at opdrage mig på: Træd i plovfurerne, gå så man kan se du mener det, ret dig op, sid stille, grib, gå, hænderne op af lommen, vis mig dit ansigt, bliv liggende til jeg kommer tilbage.

Han efterlader mig på cementen i laden og jeg ligger helt stille. Straffen for at bevæge sig er ikke bevægelsen værd. Jeg venter i minutter eller timer, afhængig af forbrydelsens størrelse og hans humør. Min tågede ånde stiger som en tankeboble mod det hullede tag, og jeg hører lyden af vinden gennem hullerne og forestiller mig at det er Gud der øver sig på at fløjte mens jeg siger fadervor på en enkelt udånding, ellers har jeg aftalt med mig selv at jeg starter forfra.

8

Og så kommer det jeg synes er spændende. Dyrene bevæger sig over cementgulvet, de dyr der ellers kun findes når vi ikke er i laden. En mus vokser ud af høet og lister forbi mine øjne, helt tæt på med næsespidsen vibrerende op og ned, sorte glasagtige øjne. Halen stryger mod min kind som en snor af fløjl.

– Ligger du nu her igen, siger den.

– Ja, har du ikke savnet mig?

– Du er alene fyld i min verden, siger den og forsvinder fordi vildkatten har fået færten af den.

Vildkatten springer op på min ryg i jagten efter musen, kløerne gennem min T-shirt, gennem min hud, sår jeg skal forklare senere i badet. Dyrene pletter mig med sår. Noget kravler op i mit ene bukseben, vil I bebo mig, have mig over på jeres side? Alle mine tanker. Bænkebidere bevæger sig i grupper, som små hære, forbi mit ansigt og luften fra mine næsebor tegner to spor i støvet. Landingsbaner. Jeg tænker på mad og venskaber. Jeg tænker på hævn. Jeg vil ikke tænke på hævn, men når kroppen ligger stille, når den ikke har mulighed for at flygte, kryber hævntankerne langsomt ind i hjernen hvor de udfolder sig som kærlighedsroser. En buket til far. Tanker om fælder, tanker om voodoo, tanker om hans krop der falder fra stigen mod cement. Og jeg tænker på hvordan jeg skal klare mig når jeg bliver voksen, hvis jeg bliver voksen, jeg kan ikke forestille mig det, men hvis jeg bliver voksen, hvordan skal jeg så klare mig? Shampoo, opvaskesæbe, skosværte, viskestykker, håndklæder, underbukser til to uger, dåsemad, ketchup, regnjakke, sommerjakke, vinterjakke, vaskemiddel, 9

et køleskab, en seng, et køkken, et bord, en sofa, et arbejde, et vækkeur, en hæk, en by, en ven. Jeg regner ikke med at blive voksen men i tilfælde af er det godt at have en plan, og jeg må købe det hele selv for jeg regner ikke med at få en kone.

Jeg presser panden ned i cementen i et forsøg på at punktere tankerne. Jeg får øje på mit fodaftryk i cementgulvet fra den dag han støbte det, jernstativet hvor han beskærer køernes klove ved siden af, kalvenes båse der ruster, det skal jeg huske at sige. Og hvad foregår der oppe under taget? Det lyder som fugle, blafren, svaler måske, nu lander en klat fuglelort på min hånd, der er meget væske i fuglelort, lun gennemsigtig væske med hvide og sorte tråde.

Han kommer tilbage og ser hvor hårdt jeg anstrenger mig for at ligge stille, hans træsko foran mit ansigt, hans stemme der blødt og hæst siger: Så rejs dig dog op, knægt. Jeg rejser mig op og det varmeste smil i verden møder mig. Det er magi hvordan han kan forandre sit ansigt. Jeg elsker min far. Hans tænder er så hvide og hudens mønstre omkring de blå øjne inviterer mig ind til hans krop i Kansas. Han klapper mig på håret, holder om mig, stryger mig over ryggen med sine grove hænder for at få varmen tilbage i min krop.

– Du er en god dreng, siger han til mig og sådan taler han også til dyrene, og jeg elsker ham, og skammer mig over mine hævntanker når jeg ligger der helt tæt på hans krop i lugten af blade og tobak.

Hun har kogt en høne som vi spiser mens hun siger at der må være noget galt med min blodcirkulation.

– Hvorfor er du altid så gennemkold, siger hun.

10

Ordet gennemkold har hængt efter mig i flere år som en kappe der er bundet om halsen med dobbeltknude. Jeg undrer mig over at hendes hænder er lige så store som hans, uden pels men foret med hård hud, rødmende i pletter. Fire voksenhænder og to barnehænder. Seks hænder i alt rundt om bordet, med knive og gafler og melet persillesovs i et lag i ganen. Hun kan lide at sige at vi er en familie, at vi tre passer på hinanden, at jeg er deres eneste og at de er mine eneste, hun kan lide at skubbe dynen ind under min krop når jeg skal sove, at kalde mig puppen, at kysse mig på munden og efterlade lugten af spyt under min næse, og jeg kan ikke få armene ud af puppen for at fjerne spyttet før hun er færdig med fadervor, og så sidder lugten allerede fast og presser mig ind i søvnen hvor hun stiller sig an i alle mulige positurer oftest klædt ud som et dyr, en bjørn, en ged, med spyt der drypper fra dyrets tænder i tråde og dyret er parat til at vikle mig ind. Kys mor godnat, siger hun i drømmen, det siger hun ellers aldrig, hun kysser mig bare.

I skolen skal vi skrive om det hus vi bor i. En gård kan bestå af tre eller fire længer, skriver jeg, min gård består af fire længer, og det er finere end tre. De fire længer rammer gårdspladsen ind. Hønsehuset er en længe, garagen og æggerummet er den anden, kostalden og laden den tredje og stuehuset den fjerde.

I stuehuset har bjælkerne forskellige farver. Jeg har selv været med til at male dem. I bryggerset blå, i køkkenet grønne, i stuen og på kontoret lyngfarvede, i soveværelset og på mit værelse hvide, i det store værelse og på badeværelset grå. Bjælkerne 11

bærer huset, farverne gør huset moderne, skriver jeg og tilføjer at vores gård ligger uden for byen for enden af en lang grusvej.

I skolen skal vi skrive hvordan det er at bo med Limfjorden til den ene side og Vesterhavet til den anden. Jeg skriver at det blæser meget.

I skolen skal vi skrive hvor vi er om tyve år. Jeg skriver ikke noget, men så siger lærerinden at det er vigtigt at vide hvor man vil hen i livet.

– Du kan skrive landmand, det er meget almindeligt at ville ligne sin far, siger hun.

Jeg skiver maler.

I skolen skal vi skrive alle de følelser vi kan komme i tanke om på en række: sur, gal, sulten, glad, gladere, forskrækket, flov, træt, dvask, ulykkelig, kedelig, skriver jeg.

I skolen oplever jeg for første gang at mine dårlige tanker bliver til virkelighed. Jeg sidder i hybenbusken i frikvarteret og lytter til slagene fra rebet mod skolegårdens asfalt, rebet som pigerne svinger og hopper igennem og over, de kalder det storreb. Lyden kaster sig mellem skolens røde murstensbygninger i ekko og når jeg læner mig til højre kan jeg se en pige fra klassen stå parat til at hoppe ind i rebet. Hun deler sin hestehale i to, trækker delene i hver deres retning og får hestehalen til at strutte med fornyet energi, så hopper hun ind under rebet og over rebet og hestehalen slår mod hendes nakke. Jeg forestiller mig at rebet griber fat om hendes ankel og trækker benene væk under hende, at hun falder mod asfalten med ansigtet først, at hendes pande rammer med lyden af noget der bliver 12

knust, at hun bliver liggende uden at bevæge sig i en pøl af blod indtil ambulancen kører af sted med hende.

Jeg ved det er min skyld da ambulancen kører af sted med hende, at det umuligt kunne være et tilfælde. Jeg skærer hul i en orange hyben med tommelfingerneglen. Saften løber ned i et sår ved negleroden og det svier voldsomt. Jeg tænker at smerten er en slags straf og deler hybenfrugten i to, tømmer kamrene for kløpulver og putter kernerne i skjortens brystlomme da klokken ringer. Det er godt at have et våben.

Efter skole går jeg hen ad grusvejen mod gården. Min far sidder i den blå Ford-traktor. Jeg ser ham på lang afstand, hvordan han er i gang med noget der ikke vil lykkes for ham og da jeg kommer tættere på, hører jeg hans brølen blande sig med motorlarmen. Jeg sætter mig på hug i gruset og betragter hans blårøde ansigt, hans krop der forsøger at få traktoren til at lystre. Han forsøger at få gaflen, der er spændt på traktorens snude, til at flytte gylletankens cementlåg, men gaflen vil ikke tage fat i låget, og låget vil ikke balancere på gaflen når gaflen endelig får fat, og låget falder mod gylletankens hul i brag, og lugten af gyllen på bunden af hullet i en skvulpende suppe. Han hamrer arrigt hænderne mod rattet hver gang låget falder og så tænker jeg at traktoren punkterer, jeg vil egentlig ikke tænke det, men tanken kommer bare, og så punkterer traktoren. Han hopper rødglødende ud af førerhuset.

– Satans, råber han og sparker til det flade dæk.

Jeg vil ikke være alene med mine tanker længere og løber mod ham.

13

– Far, jeg tænkte at traktoren skulle punktere før den punkterede, jeg ved ikke om jeg måske ligefrem ønskede det, siger jeg.

Jeg glemte at skrive had på listen i skolen, kommer jeg i tanke om, da jeg ser ind i hans øjne. Han har lort på kinden.

– Det var en underlig ting at ønske. Du er ond, hvordan ville du have det hvis jeg ønskede, at du faldt og slog dig lige nu, siger han og slår mig i brystkassen med to knyttede næver hårde som sten.

Luften forsvinder ud af min krop idet jeg falder bagover og lander i gruset og kløpulveret drysser ud af brystlommen og ned på min hals. Han går forbi mig og traktoren står skævt på sit flade dæk. Det har jeg gjort, tænker jeg, og mine dårlige tanker flytter ind og får deres helt eget værelse i min hjerne, lige som jeg har mit helt eget værelse inde i huset, det er det mindste værelse, men det er ikke et gennemgangsværelse, og det er mit. Der kan jeg lukke døren, rulle gardinerne for og være alene. Og når jeg sidder der og tegner, slipper jeg for at tænke. Det er farveblyanten mod blokken, det er streger i buer til lyden fra det kassettebånd jeg fik af moster Anita.

Soundtracket til James Bond. Hun sagde at jeg var hendes hemmelige agent og kyssede mig på begge kinder. Meeting you with a view to a kill. Face to face in secret places, feel the chill.

Vi kører hende til toget. Hun skal en uge til Kruså og besøge moster Anita der har fået en alvorlig sygdom i hjernen. Jeg har hørt dem tale om sygdommen gennem væggen om afte14

nen. Jeg vil gerne med min mor, men jeg kan mærke at jeg skal blive hjemme.

På perronen forsøger hun at holde gråden tilbage, hvilket ikke lykkes. Den bryder ud mellem blikke fra folk jeg ikke kender. Hendes hulk er voldsomme som bølger på havet når det stormer. Hun maser min kind mod en knap i sin ruskindsfrakke mens hun siger at hun snart er tilbage. Jeg ser knapmærket på kinden i spejlet da vi kommer hjem.

– Nu er det bare os to i en uge, siger han.

– Ja, siger jeg og savner hende allerede.

Om morgenen ringer han til skolen og siger at jeg er syg, at det er alvorligt og at jeg ikke kommer resten af ugen. Jeg spørger hvad jeg fejler. Han siger at jeg er flyvsk, at jeg skal lære noget om disciplin, om indre styrke og vedholdenhed, at jeg har for mange tanker i hovedet og for meget tid til at sidde på værelset og få underlige idéer, at jeg vil få problemer i livet hvis jeg ikke lærer at holde mig til en ting ad gangen.

– Men jeg vil gerne i skole, vi har om Sovjet.

– Vil du ikke hellere være hjemme hos mig og lære noget om den jord du skal leve af?

– Jeg tror gerne jeg vil begge dele.

– Ja, og det er dit problem, du vil for mange ting på en gang, og derfor har du brug for min hjælp, siger han og klapper mig på skulderen.

Han sætter mig til at samle sten på marken. Jeg kravler langs togbanen og graver i sandjorden, fylder en plastikspand med sten, bærer spanden hen bag garagen og tømmer den på jorden hvor de bliver til en bunke der vokser som dagene går.

15

Jeg kan ikke mærke om mine hænder er koldere end spandens stålhåndtag eller omvendt når jeg bærer den frem og tilbage, mine hænder er følelsesløse, pakket ind i jord og jeg fortsætter med at grave efter sten. Jeg ved at der er gået en time hver gang den orange gris passerer på skinnerne, togføreren vinker fra førerrummet og laver underlige grimasser til mig. Der er tre spisepauser hver dag. Vi spiser den mad hun har fordelt i poser, som han har tøet op.

– Hvorfor samler jeg stenene?

– De ødelægger høsten, planterne spirer lettere uden sten.

– Nå.

– Men stenene er gode for dig, de hjælper dig med at koncentrere dig, kan du mærke det?

Jeg nikker og jeg sover som en sten.

Om morgenen fortsætter jeg hvor jeg slap aftenen før. Der dukker dyr op mens jeg kravler i marken: ræve, harer, mus, fasaner, måger, frøer, orme. I starten er de bange for mig, men som dagene går, kommer de tættere på, de vænner sig til mig.

Jeg lægger særligt mærke til en hare der følger mig. Den hopper fremad i mit tempo i en parallel plovfure og for hver gang jeg kigger op er den kommet en plovfure nærmere, indtil den til sidst sidder i plovfuren lige ved siden af min. Dens pels har samme farve som sandjorden, dens øjne er vagtsomme og fulde af liv. Hver gang jeg går hen for at tømme spanden bag garagen venter haren på mig med løftet hoved, den viser mig hvor langt jeg er nået i marken, den er mit bogmærke, mit æseløre.

– Må jeg røre ved din pels, siger jeg.

16

– Ja, det må du naturligvis med vidunderlige hænder, siger haren.

Pelsen er blød og skelettet er hårdt lige under.

– Jeg havde forestillet mig at det ville være lige som at røre ved et sovedyr, men du er ret så tynd.

– Jeg er i slutningen af levetiden, jeg er søvnig oftere og min appetit er ikke gevaldig længere.

Og jeg lader harens lange ører glide mellem mine hænder og kan ikke lade være med at smile.

– Det kilder i min mave når jeg rører ved dine ører.

– Dine hænder kilder præcist også mig.

– Troede du egentlig at jeg var et dyr fordi jeg lå her i marken med øjnene nede i jorden, siger jeg.

– Ja, i en lille tilstand, siger haren og så er spanden fuld igen.

– Vi ses om lidt, siger jeg og smiler og går mod stenbunken bag garagen da jeg hører braget og en mågeflok letter.

Jeg ser ham sænke geværet mellem hvide vinger. Han smiler og laver en underlig cirkeldans, vrikker med røven og slår hælene sammen, udstøder en hylende lyd som når han vinder i yatzy.

– Hent dyret, råber han til mig og jeg giver slip på spanden og stenene vælter ud i græsset, ud over mine fødder og jeg sparker stenene gennem luften og løber tilbage over marken i harens plovfure.

Den ligger med blod i sin sandfarvede pels, med øjne der allerede er fremmede, med den lyserøde tunge hængende slapt ud mellem tænderne. Blodet løber ned i sandjorden og 17

bliver til en klistret masse mellem mine fingre. Jeg mærker noget stivne i min mave, det føles som en bolsjemasse der ikke længere kan holdes smidig.

– Kom med byttet, knægt, råber han gennem luften over marken og mit mundvand stiger og smagen af surt kommer hurtigt og opkast i beige klumper ved siden af haren. Pels, blod, sand, opkast, og han står bag mig.

– Hvad fanden laver du, siger han og skubber til mig med knæet så jeg vælter om på siden og jeg ville ønske han forsvandt, at han døde, at han var en ballon og at jeg havde en nål, at han ikke var min far, at jeg turde give ham gift, at min mor forlod ham og tog mig med til en by, at lynet slog ned i ham, at et rumskib beamede ham op til en planet hvor han blev druknet i syre da de fandt ud af at han ingenting var værd.

Han tager fat i harens bagben med den ene hånd og min nakke med den anden, laver endnu en sejrsdans i sandjorden, slår hælene sammen, svinger med haren og dens blod rammer mit ansigt, varme dråber, og hans vrikkende hofte rammer min skulder.

– Nu skal vi have rigtig mad, siger han, og du skal ikke samle flere sten, du har gjort det godt.

Vi går mod garagen. Han fører mig med hånden mod nakken. Jeg sidder med mine hænder i en balje sæbevand mens han pelser haren. Mørkerødt kød glinsende af blod, han piller blykuglerne ud med fingrene.

Efter tre dage er hun hjemme igen, med sorte rander under øjnene. Hun har karameller med i farvestrålende papir. Vi 18

snakker ikke om moster Anita, vi spiser haresteg og hun siger at der mĂĽ vĂŚre noget galt med min blodcirkulation, at jeg er gennemkold. Han siger at jeg har haft feber og ligget i sengen et par dage. Han blinker til mig og kalder mig Det lille mandfolk.

䠀䄀刀 䐀唀 䰀夀匀吀 吀䤀 䰀 䄀吀 䰀였匀䔀 嘀䤀 䐀䔀刀䔀㼀 䬀�䈀 䈀伀䜀䔀一 䠀䔀刀